EU SOM INTERNATIONAL AKTØR

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET VUT II/L STK Kaptajn Claus E. Andersen, Kaptajn Morten S. Rathmann & Kaptajn Michael Meelby Vibholm April 2002 EU SOM INTERNATIONAL AKTØR

2 EU SOM INTERNATIONAL AKTØR Der gennemføres en analyse af EU på baggrund af hegemoniteorien m.h.p. at klarlægge eventuelle mangler, som EU måtte have for at kunne optræde som en international aktør. Analysen sigter primært mod at klarlægge, hvorvidt indførelsen af EU s forsøg på at optræde som en international aktør opnås ved. Speciale

3 INDHOLDSFORTEGNELSE RESUME 7 1. BAGGRUND TITEL RELEVANS OPGAVEDISKUSSION Emnediskussion Empiri Analysemodeller Formulering af undertitel TEORI TEORETISKE BETRAGTNINGER Indledende bemærkninger Teoriens baggrund Barry Buzans regionale sikkerhedskompleksteori Begrebsapparat STRUKTURERING KILDER FORUDSÆTNINGER AFGRÆNSNINGER FORMALIA TEORETISK BAGGRUND INDLEDENDE BEMÆRKNINGER ØKONOMISK MAGT Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) Kontrol over kapital og valutakurser Kompetitive fordele Information/behandling af information Uddannelse Asymmetrisk interdependens Teknologiske nyvindinger Vilje til at lede POLITISK MAGT Opretholde systemet Opbygning/styring af regimer (strukturel magt) Evne til at blokere initiativer Asymmetrisk interdependens Vilje til at lede MILITÆR MAGT Evne og vilje til at angribe og forsvare Deltagelse i krisestyring Warfighting capability EU S TILBLIVELSE INDLEDNING EUROPARÅDET DET EUROPÆISKE KUL OG STÅLFÆLLESSKAB DEN VESTEUROPÆISKE UNION ROMTRAKTATEN DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB Haag topmødet i Det Europæiske Monetære system/samarbejde

4 Europaparlamentet EF udvidelse Det Indre Marked Den Europæiske Fællesakt Schengen aftalen Sikkerhed og Samarbejde i Europa Den Økonomiske og Monetære Union Traktaten om Den Europæiske Union Amsterdam Traktaten Det Europæiske Råds møde i Køln Nice Traktaten EU udvidelse Laeken rådsmødet EU's dagsorden under dansk formandskab SAMMENFATNING EU S INSTITUTIONELLE OPBYGNING OG HIERAKI INDLEDNING EU S OPBYGNING INSTITUTIONERNE Det europæiske råd Formandskabet Medlemsstaterne Ministerrådet Rådet for Den Europæiske Union De Faste Repræsentanters Komité Europa kommissionen Europa parlamentet EU konventet EF domstolen EU S BESLUTNINGSPROCEDURER Den fælles beslutningsprocedure Samarbejdsproceduren Høringsproceduren Informationsproceduren (uden høring) Proceduren om Samstemmende Udtalelse SAMMENFATNING PÅ OPBYGNING OG BESLUTNINGSPROCEDURER EU S HÅNDTERING AF BOSNIEN OG KOSOVO KONFLIKTEN Grundlaget for konflikthåndteringen Krisen i det tidligere Jugoslavien Aktiv kontra passiv udenrigspolitik Føderalister kontra Konføderalister Atlantikere kontra Europæere DELKONKLUSION KOSOVO KONFLIKTEN DELKONKLUSION ANALYSE AF EU S INSTITUTIONELLE OPBYGNING OG HIERARKI INDLEDNING EU S OPBYGNING INSTITUTIONERNE Det Europæiske Råd Formandskabet Medlemsstaterne Rådet for Den Europæiske Union De Faste Repræsentanters Komité (COREPER) Europa Kommissionen Europaparlamentet DELKONKLUSION EU S BESLUTNINGSPROCEDURER

5 Den fælles beslutningsprocedure Samarbejdsproceduren Høringsproceduren Proceduren om samstemmende udtalelse DELKONKLUSION DE ØKONOMISKE STRUKTURER OG BESLUTNINGSPROCESSER INDLEDENDE BEMÆRKNINGER DEN ØKONOMISKE MAGT Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) Kontrol over kapital og valutakurser Kompetitive fordele Information/behandling af information og teknologiske nyvindinger Uddannelse Asymmetrisk interdependens Teknologiske nyvindinger Forebyggende foranstaltninger I kølvandet på Balkan kriserne Vilje til at lede DELKONKLUSION EU S FÆLLES UDENRIGS OG SIKKERHEDSPOLITIK INDLEDNING BAGGRUNDEN FOR OG UDVIKLINGEN AF ESDP HISTORIK OPTAKTEN TIL OG TILTRÆDELSEN AF MAASTRICHT TRAKTATEN UDVIKLINGEN AF FUSP DEN UDENRIGS OG SIKKERHEDSPOLITISKE KOMITE DEN HØJTSTÅENDE REPRÆSENTANT, GENERALSEKRETARIATET FOR RÅDET DEN EUROPÆISKE UNIONS MILITÆRKOMITÉ (MC) DEN EUROPÆISKE UNIONS MILITÆRSTAB OPGAVER, INDSÆTTELSESOMRÅDERSAMT STYRKER TIL RÅDIGHED FOR DEN MILITÆRE DIMENSION AF EU S FUSP Opgaver Indsættelsesområde Føringskoncept ANALYSE AF FUSP INDLEDNING BESLUTNINGSPROCESSER Delkonklusion MILITÆRE ASPEKTER Relationer til NATO Opgaver Indsættelsesområde MC og MS Føringskapacitet MILITÆRE KAPACITETER MILITÆRE MANGLER Humanitær hjælp/evakueringsoperationer Ingeniørbataljoner generel vedligeholdelse og støtte Specialstyrker Støttehelikoptere Adskillelse af parter med magt Lufttankning Angrebshelikoptere Specialstyrker Strategisk varsling

6 Større transportfly Støttehelikoptere Undertrykkelse af fjendtligt luftforsvar Forsvar mod ballistiske missiler Overvågning af indsættelsesområdet overflade Delkonklusion ØKONOMISK, POLITISK OG MILITÆR KAPABILITET INDLEDENDE BEMÆRKNINGER DEN ØKONOMISKE KAPABILITET DEN ØKONOMISKE MAGT Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) Kontrol over kapital og valutakurser Kompetitive fordele Information/behandling af information og teknologiske nyvindinger Uddannelse Asymmetrisk interdependens Vilje til at lede Delkonklusion DEN POLITISKE KAPABILITET Den politiske magt Opretholde systemet Opbygning/styring af regimer (strukturel magt) Evne til at blokere initiativer Asymmetrisk interdependens Vilje til at lede Delkonklusion MILITÆR KAPABILITET Militær magt Evne og vilje til at angribe og forsvare Deltagelse i krisestyring Warfighting Capability Delkonklusion KONKLUSION...97 Bilag 1 Den hegemoniske model 103 Bilag 2 Den tetrapolære model 104 Bilag 3 Søjlerne 105 Bilag 4 Det Europæiske Råd 106 Bilag 5 Rådet for Den Europæiske Union 107 Bilag 6 Europakommissionen 108 Bilag 7 Europaparlamentet 109 Bilag 8 EF-Domstolen 110 Bilag 9 Den Fælles Beslutningsprocedure 111 Bilag 10 Samarbejdsproceduren 112 6

7 RESUME Intentionen med den foreliggende afhandling har været, at undersøge, hvorvidt EU ud fra en teoretisk tilgangsvinkel ved indførelsen af en fælles udenrigs og sikkerhedspolitik kan betragtes som en reel international aktør på linje med andre internationale aktører som USA, FN m.fl. Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i den aktuelle implementering af den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik samt den øgede fokus i det internationale rum på EU som aktør gennem de seneste år. Emnets relevans understreges af USA s ønske om at se EU, som en aktør, der er i stand til at varetage sikkerhedspolitiske spørgsmål i det mindste i unionens nærområde. Den teoretiske indgangsvinkel til undersøgelsen tager sit udgangspunkt i en realistisk hegemonitilgang. Teorien, som understøtter hegemonimodellen, har tidligere været anvendt til at undersøge organisationer på den internationale arena. Desuden ses teorien at anvende en række analyseværktøjer, som er relevante og operationelle i f.m. en undersøgelse af en aktør som EU. I f.m. med den empiriske undersøgelse af EU s rolle som international aktør har det været nødvendigt at beskrive de interne beslutningsprocesser i organisationen m.h.p. at klarlægge unionens indre struktur og sammenhæng for derved at kunne afgøre, hvorvidt EU de facto besidder evnen til at optræde udadtil som en aktør, der repræsenteret alle medlemslandene. Afhandlingen er opdelt i en undersøgelse af hhv. økonomiske, politiske og militære faktor. Afsnittene omhandlende den økonomiske samt politiske kapacitet er opdelt i en analytisk redegørelse. Kapitlet omhandlende den militære faktor er opdelt i en empirisk redegørelse med efterfølgende analyse. Dette er gennemført i erkendelse af, at tyngden måtte lægges på den miltære faktor, som den væsentligste forhold i f.m. implementeringen af EU s kapaciteter, der skal muliggøre at unionen kan sætte handling bag ord. Under undersøgelsen af den økonomiske faktor påvises det, at denne kapacitet er den mest udbyggede i EU. Den økonomiske faktor, konkluderes det, fremstår umiddelbart ikke som en hindring for EU s muligheder for at fremstå som en international aktør. En effektiv politiske beslutningsproces indenfor unionen besværliggøres endnu af komplicerede beslutningsprocesser og forretningsgange. Enkelte landes særinteresser spiller endnu en uforholdsmæssig stor rolle, hvorfor det dog påvises, at politiske faktor ikke virker hæmmende på EU s muligheder for at virke som politisk aktør på den internationale scene. M.h.t. militære midler konkluderes det i afsnittet om de militære midler, at den manglende strategiske kapacitet samt den ubalancerede sammensætning af de rådige midler ikke sætter unionen i stand til jf. hegemonimodellen at fremstå som en reel global aktør. De tre afgørende komponenter i undersøgelsen viser, idet der lægges afgørende vægt på den militære kapacitet, at EU fortsat ikke ved indførelsen af den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik samt Peterbergsaftalen har udviklet de nødvendige kapaciteter for samlet at kunne fremstå som en troværdig international aktør. Den endelige konklusion er derfor, jf. hegemonimodellen, at EU ved indførelse af en fælles udenrigs og sikkerhedspolitik fortsat ikke er i stand til at agere som en international aktør. 7

8 KAPITEL 1 INDLEDNING 1. BAGGRUND Formålet med nærværende kapitel er at definere rammerne omkring specialet. Indledningsvis diskuteres relevans og problemfeltet i relation til det udpegede emne. Herefter behandles den anvendte teori, empiri, sammenhængen mellem disse to områder, metodediskussion og metodevalg. Kapitlet afsluttes med en redegørelse for valgte afgrænsninger og forudsætninger for specialet TITEL Emnet henhører under Institut for Statskundskab ved Fakultet for Højere Militær Uddannelse ved Forsvarsakademiet, og det har følgende hovedtitel: EU SOM INTERNATIONAL AKTØR 1.2. RELEVANS I lyset af begivenhederne i kølvandet på konflikten i Kosovo er der set tiltag i EU til, at organisationen, selvstændigt, og uden hjælp fra USA, fremtidigt ønsker at kunne gribe ind i konflikter i EU s nærområde. På denne baggrund vurderes det relevant at analysere, hvorvidt EU efter indførelsen af FUSP reelt besidder kapaciteten til at agere som international aktør OPGAVEDISKUSSION Emnediskussion Det kan konstateres, at den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik i EU siden Kosovo konflikten har fået øget bevågenhed fra lande som England, Frankrig og Tyskland. Dette skal ses i lyset af den afmagt, som de europæiske lande udviste, da en militær intervention i området kom på tale. USA løftede reelt alene denne opgave, hvilket i den forbindelse tydeliggjorde den europæiske afmagt. Konkret har denne proces givet sig udtryk i de beslutninger, som blev taget på møderne i Det Europæiske Råd i såvel Helsinki som Køln i Disse møder satte yderligere gang i udviklingen af den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik (FUSP). Den militære krisestyringskapacitet, blev det besluttet, skal, med tilstrækkelige styrker, være klar seneste Målet vil overordnet være, at kunne indsætte styrker i rammen af EU og uafhængigt af USA, hvilket overordnet tolkes som et forsøg på at agere selvstændigt i rollen som international aktør. I forlængelse af terrorhandlingerne den 11. september 2001, hvor USA formelt i rammen af NATO ved iværksættelse af artikel V men reelt på bilateralt basis iværksatte bekæmpelsen af terroren, synes det interessant, at belyse om EU de facto, ved implementering af FUSP, fremtidigt vil kunne spille en rolle som international aktør. Landene i EU er traditionelt alle pro amerikanske (Frankrig har dog traditionelt markeret sig markant med særstandpunkter overfor USA), hvilket stiller spørgsmålet om, hvorvidt USA efter den fulde implementering af FUSP forsat vil have interesse i at henvende sig til 8

9 enkeltlande i unionen frem for at henvende sig til EU som helhed. Dette rejser ligeledes spørgsmålet, om der udover FUSP er andre områder, der kan gøre EU til en international aktør. Den bipolære opdeling af verdenen er efter murens fald i Tyskland afløst af en unipolær situation. USA er jf. magtbalanceteorien de facto hegemon, og den eneste tilbageværende supermagt. Amerika har gennem handlinger af såvel politisk som økonomisk art bl.a. i Kosovo og Afghanistan samt som foregangsland i bekæmpelsen af terroren, vist at landet reelt optræder som en dominerende international aktør. I f.m. EU s ønske om at udleve rollen som en aktør, der tages alvorligt og med de fornødne midler til at agere, vurderes det relevant, efter indførelsen af FUSP at analysere EU m.h.p. at identificere de faktorer, som EU eventuelt måtte mangle i sin stræben efter at blive en international aktør. Ud af det seneste forløb af krigen i Afghanistan fremspringer to gode spørgsmål til EU. For det første skal EU i højere grad tale med en stemme på den globale scene, og for det andet hvordan skal EU for det andet lære at spille med de militære muskler? 1 Hoved og underspørgsmål I forlængelse af ovenstående formuleres følgende hovedspørgsmål: Hvad skal der til, for at Den Europæiske Union kan optræde som en international aktør? Hovedspørgsmålet kan besvares på grundlag af følgende underspørgsmål: - Hvilke faktorer definerer en international aktør? - Hvorvidt råder EU, efter indførelsen af FUSP, over de ovenfor definerede faktorer? Empiri Empirien skal tilvejebringe nødvendig dokumentation for at EU enten har intentioner om eller har gennemført handlinger, der påviser, at organisationen er gearet til på alle områder at agere som en international aktør, på baggrund af den valgte teori Analysemodeller Analysen gennemføres, jf. bilag 1 (hegemonimodellen). Modellen anvendes m.h.p. at analysere og konkretisere de faktorer man skal besidde for at være en reel aktør i det internationale miljø. Herefter foretages en analyse mellem EU og de identificerede faktorer, som en international aktør jf. hegemoniteorien bør besidde Formulering af undertitel På baggrund af ovenstående opgavediskussion formuleres følgende undertitel: Der gennemføres en analyse af EU på baggrund af hegemoniteorien m.h.p. at klarlægge eventuelle mangler, som EU måtte have for at kunne optræde som en international aktør. Analysen sigter primært mod at klarlægge, hvorvidt indførelsen af EU s forsøg på at optræde som en international aktør opnås ved implementeringen af den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik. 1 Weekendavisen marts 2002, side 7. 9

10 1.4. TEORI Der eksisterer tre overordnede sikkerhedspolitiske teorier, som kan belyse den international politik. Realismen, liberalismen og senere er reflektivismen også kaldet konstruktivismen, kommet til. Såvel realismen som liberalismen har i løbet af 1980 erne flyttet sig fra det oprindelige udgangspunkt, og de har vel i realiteten nærmet sig hinanden i f.m. neo neo debatten. Realisterne satte sig oprindeligt som mål at erkende verdenen, ikke som den burde være, men som den var. Realisterne stræbte efter en empirisk videnskab, som satte begrebet magt snarere end begrebet ret i centrum. Realismen udviklede sig i løbet 1980 erne til den såkaldte neorealisme, som understregede, at kampen om magten stadig var det essentielle i samkvemmet mellem staterne. Staterne var hovedaktørerne, og hvad der foregik inde i staterne var uden betydning for staternes ageren på den internationale arena. Statens interesse eller den nationale interesse var det primære hensyn, som dikterede staternes handlinger indbyrdes. Desuden var magten ikke blot et middel men også et mål for den handlende stat. Tysk amerikaneren Hans Morgenthau udtrykte det således: Et politisk system søger enten at bevare magten, at forøge sin magt eller at demonstrere sin magt 2 Staten blev betragtet som en sort kasse, hvor det, der foregik indeni boksen, var uden betydning for statens handlinger. Neorelisterne så i slutningen af 1970 erne strukturen i den internationale politik, som en ganske afgørende faktor. Ganske vist tager neorelismen stadig sit udgangspunkt i magt og magtbalancebegrebet, men som noget nyt blev polariteten i det internationale system anset for at være en ny afgørende faktor. Den afgørende sondring er, om systemet er bipolært, unipolært eller multipolært. I erkendelse af, at liberalismen med sin vægt på økonomiske faktorer har fremdraget en vigtig parameter i bedømmelsen af det internationale system optages økonomiske problemstillinger som noget nyt i neorealismen. De økonomiske mål blev derfor af neorealisterne føjet til begrebet den nationale interesse. Realismen er derfor som teoriretning karakteriseret ved High Politics og relative gevinster. Liberalisterne derimod så, at en afgørende faktor for en stats ageren var de økonomiske forhold. Liberalisterne hævdede, at der eksisterede en lang række forhold, som var afgørende for staters handlemåde, og som der ikke var taget højde for i realisterne begrænsede univers. Først og fremmest var det økonomiske områder, at disse forhold skulle findes, men også den globale interdependens fremkommer ved et kompliceret samspil mellem stater, internationale organisationer og transnationale (multinationale) private selskaber. Liberalismen blev derfor karakteriseret ved Low politics og absolutte gevinster. Reflektivismens hovedpointe er intersubjektivitet, dvs. at den internationale politiske struktur ikke på forhånd er givet og præget af statiske forhold, men at består af nogle rammer, som løbende tilpasses og formes gennem staternes indbyrdes samkvem. 3 2 Petersen & Skak Teorier om international politik 1998 p Petersen & Skak p

11 1.5. TEORETISKE BETRAGTNINGER Indledende bemærkninger Kan hegemoniteorien hjælpe til at opnå en forståelse af regionale magtstrukturer i det internationale system? Dette spørgsmål stiller Lykke Friis sig i en bog, som hun kalder det tyske spørgsmål. Spørgsmålet kunne i foreliggende sammenhæng lige så godt overføres til spørgsmålet, hvorledes kan man forklare EU s rolle som international aktør? En vigtig forudsætning for at beskæftige sig med EU, som jo er en organisation, er at fastslå, at denne organisation, som er sammensat af en række selvstændige stater, fremtidigt formodentligt må anses for at ville agere som en stat. Da hegemoniteorien er begrundet i en neorealistisk teoretisk baggrund, er dette en vigtig antagelse. EU forskeren Lykke Friis kalder EU et uidentificeret politisk objekt samt en krydsning mellem en stat og en international organisation. 4 EU mangler en forfatning, et forsvar, et betydeligt budget og retten til skatteopkrævning samt muligheden for at tvangshåndhæve beslutninger gennem magtanvendelse Teoriens baggrund Lykke Friis anfører, at der ikke findes brugbare teorier, som kan tolke regionale magtstrukturer i det regionale system. 5 Hegemoniteorien fokuserer principielt på magt, dominans og lederskab. Der findes imidlertid en række hegemoniteorier med forskelligt udgangspunkt. Grundlæggende for denne teoretiske fremgangsmåde er magtrelationerne. Dvs. i realiteten neorealismen, som den er beskrevet hos Barry Buzan. Der er imidlertid også nogen uenighed om, hvorvidt hegemoni beskriver en aktørs (og her normalt en stat) dominans i det internationale system, eller om dette begreb kan beskrive en aktørs dominans på den regionale arena. Nogle mener sågar, at teorien har udspillet sin rolle (Robert O. Keohane), idet interdependensen vil forhindre enkelte aktører i at blive så magtfulde, at de kan dominere hele (eller dele?) af systemet. Dette skulle, jf. Friis, dog ikke udelukke, at aktører kan dominere regionalt. Dette har forskeren Joseph Nye også gjort sig til talsmand for (og i parentes bemærket har Keohane senere revideret sin noget kategoriske antagelse). Friis har derfor efterfølgende ønsket at omformulere hegemoniteorien således, at den beskriver anarkiske og/eller interdependente internationale systemer. Den 3. teoretiske debat i midten af 1980 erne udviklede sig til en syntese, som var en fusion af neoliberalisme og neorealisme og blev betegnet som neoliberalistisk neorealisme. Teorien kunne derfor omfatte såvel den realistiske og den liberalistiske internationale politiks teoretiske grundsynspunkter. Dermed inkluderes såvel anarkibegrebet som begrebet om interdependens. Barry Buzan har efterfølgende foreslået en liberal reformulering af neorealismen. Buzan accepterer heri Kenneth Waltz opdeling af systemet i tre delelementer (niveauer): 1. Systemets organisationsprincip, dvs. om systemet er kendetegnet ved en vis form for central koordinering, eller om der hersker anarki 4 Lykke Friis Den europæiske byggeplads. Fra fælles mønt til europæisk forfatning side Lykke Friis Den Tyske Magt 1994, side

12 2. differentiering af enhederne og specificering af enhedernes funktioner, dvs. om enhederne varetager forskellige opgaver, eller om de er funktionelt ens 3. fordeling af kapabiliteter i systemet, dvs. om systemet er bipolært, tripolært, multipolært etc. Det er dog kun det sidste niveau (fordelingen af kapabiliteter), der kan ændre en aktørs sikkerhedspolitik. Buzan accepterede Waltz systeminddeling, men han kunne ikke godkende systemdefinitionen (Walz hovedtanke), som gik ud på, at aktørers sikkerhedspolitiske situation kun kunne forstås ud fra det internationale systems niveau. Det er det internationale systems struktur, der danner rammen for alle staters policy aktioner. Buzan opstillede derfor tre faktorer, som direkte modificerede anarkiets konsekvenser, og dermed påvirkede hele det internationale system: 1. Staternes socio politiske styrke 2. Intensitet af interaktion 3. Det internationale samfund. Disse ovenstående forhold spiller en afgørende rolle i det modne anarki i modsætning til den umodne anarki. Hegemoniteorien er en direkte udløber af realismeteorien. Hovedformålet er at definere og forklare begrebet magt i det internationale system. Hegemoniteorien beskæftiger sig med relativ og ikke absolut magt. En aktør kan således godt være hegemon, dvs. være i stand til at dominere, selvom den har en ustabil økonomi, såfremt økonomien er relativt stærkere end de øvrige aktørers. Realisterne har faktisk anvendt hegemoiteorien til at forklare et omfattende samarbejde i det internationale system (GATT, NATO, EU) efter 2. Verdenskrig på trods af, at realisterne havde forventet det modsatte. Fælles interesse og interdependens havde således alligevel sat deres spor i det internationale samfund efter krigen. Dette medførte udviklingen af realisternes såkaldte hegemoniske stabilitetsteori. Hegemoniteorierne kan opdeles i to teorier, som nævnes nedenfor: 1. Stabilitetsteorien 2. Den modificerede hegemoniteori Ad 1: Teorien fremlægger en klar definition af det økonomiske hegemoni, samt hvilke kriterier en aktør skal leve op til for at opfylde kravene på det økonomiske område. Ad 2: Denne teori opdeles i: a. Økonomisk hegemoni b. Politisk hegemoni c. Militært hegemoni (Se bilag 1) Barry Buzans regionale sikkerhedskompleksteori Buzan operere med et såkaldt midterniveau, som befinder sig mellem det systemiske og det statslige niveau. Her finder man også, jf. Buzan, de regionale sikkerhedskomplekser. Buzan skelner også mellem high level og low level sikkerhedskomplekser. Low level kompleks er en gruppe aktører, hvis aktioner ikke har nogen umiddelbar indflydelse på 12

13 andre komplekser. High level komplekser består af stater, hvis interesser overskrider deres umiddelbare geografiske omgivelser. Disse komplekser muliggør, jf. Friis, en forståelse af en regional hegemons forhold til andre stormagter uden for dens region Begrebsapparat Ved international aktør forstås i denne opgave en aktør, der besidder viljen og evnen til at agere internationalt indenfor områderne politik, økonomi og militære virkemidler. Den internationale aktør skal besidde viljen og evnen til indtræde aktivt i løsningen af konflikter og problemer jf. ovenstående. Man skal være opmærksom på det forhold, at selv når stater i det modne anarki står overfor stater i det umodne anarki vil militær overlegenhed spille en afgørende rolle. Såfremt en stat eller en aktør vil spille en rolle i det internationale system, så kræver det en war fighting capability. Det er således ikke tilstrækkeligt, at aktøren har kapacitet til krisestyring med begrænsede militære midler, men aktøren skal besidde midlerne til at række ud over regionale konflikter m.h.p. indsættelsen i hele det internationale rum. Der findes to tilgangsvinkler, når man skal iagttage en international aktør. Nedenstående figurer illustrerer, som princip, hvorledes en international aktør bevæger sig på en horisontal skala såvel i tid som på en kapacitetsskala. Skalaerne indikerer, i hvor høj grad aktøren er i stand til selvstændigt at agere i det internationale samfund på baggrund af komponenterne på nedenstående skala. Nedenstående figur viser et eksempel på, hvorledes sammenhængen mellem politik, økonomi og militær kapacitet forløber i forhold til hinanden. Empirien viser, ikke alene i tilfældet EU men også over en længere horisont, at stater i et modent anarki typisk udvikler sig på denne måde. 7 Alle kapaciteter erhverves på forskellige tidspunkt i forløbet, og staten besidder som hegemon først disse kapaciteter på slutlinjen dvs. efter at alle kapaciteter er opnået. Militær 0% 100% Politik 0% 100% Økonomi 0% 100% EU ønsker at kunne optræde som stat (samlet aktør) dvs. organisationen ønsker at optræde som et modent anarki men såfremt organisationen på sigt ønsker at blive taget alvorligt som international aktør, skal den besidde war fighting capability. Dette understøttes af det faktum, at EU s primære ressourcer for tiden udgøres af såvel den politiske som den økonomiske magt. Den militære magt har i det modne anarki sekundær betydning, hvilket er den situation, som EU befinder sig i. Men den militære magt i det modne anarki ændret sig fra en ren forsvars eller angrebsvilje til primært deltagelse i krisestyringsoperationer, hvilket udviklingen med reaktionsstyrker og den fælles sikkerheds og udenrigspolitiske udvikling er et tegn på. 6 Barry Buzan People, States and Fear London/New York Stater i det umodne anarki dannes typisk med vægt på faktorerne politik og militær og sekundært på økonomi. Charles Tilly Coercion, Capital and European States

14 Man kunne jf. ovenstående skala angive en model, der viser, hvilke kapabiliteter EU bør udvikle over tid for at blive en reel international aktør. TID Økonomi Politik Udenrigs og sikkerhedspolitik war fighting capability Figuren viser meget skematisk, hvorledes EU har udviklet sig over tid. De to første emner er stærkest implementeret, hvorimod den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik endnu er under indførelse. Derimod kan der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt EU over tid vil udvikle en egentlig war fighting capability. Man kan spørge sig, hvorvidt kræfter/politikere i toneangivende lande i unionen har udtrykt ønske om at udvide EU s militære potentiale udover det, der er angivet i den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik? Modellen (Friis model) viser hegemoni, således som det, jf. modellen, udvikler sig i såvel et umodent anarki som i et modent anarki. Modellens højre del (fremhævet i bilag 1) kan således lægge op til en systematisk behandling af en række forhold i EU indenfor såvel begreberne politisk som økonomisk magt samt endelig militær magt om end sidstnævnte tillægges mindst vægt. EU s kapaciteter, som her ses som den økonomiske, politiske og militære evne, anses for at være altafgørende målepunkter for at kunne agere som en international aktør. Desuden anses Friis model at være mangelfuld i det tilfælde, hvor aktøren, i dette tilfælde EU, vil kunne komme til at står overfor en stat, som agere i et umodent anarki, og dermed, jf. Friis model (nedtonet i bilag 1), naturligt har prioriteret evnen til offensiv og/eller defensive militære operationer. Det er klart, at man ved at vælge en specifik model også fravælger muligheder for at undersøge aspekter, som kunne belyse den relevante problemstilling i højere eller mindre grad. En af de umiddelbare svagheder, som ses i Friis hegemoni model kunne eksempelvis være spørgsmålet, hvorvidt en international aktørs afhængighed af primære ressourcer kan spille en afgørende faktor i dens ageren på den internationale arena, såsom meget afhængighed af olie o.lign. USA er i høj grad selvforsynende med energiressourcer, hvor EU er afhængig af disse, hvilket i princippet ville kunne svække organisationens rolle som international aktør. Men disse forhold tager hegemoniteorien ikke op, og de vil som konsekvens heraf ikke blive behandlet yderligere i nedenstående analyse. Spørgsmålet, som efterfølgende vil blive behandlet, er, hvorvidt EU opfylder vilkårene i modellen (Friis model bilag 1) og i hvor høj grad? De forhold, der skal undersøges jf. Friis hegemoni model overordnet politiske, økonomiske og militære forhold. Der kan på dette grundlag udarbejdes flg. emneoversigt: Økonomisk magt - opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) - kontrol over kapital og valutakurser - kompetitive fordele - information/behandling af information - uddannelse - asymmetrisk interdependens 14

15 - teknologiske nyvindinger - vilje til at lede Politisk magt - opretholde systemet - opbygning/styring af regimer (strukturel magt - evne til at blokere initiativer - asymmetrisk interdependens - vilje til at lede Militær magt - evne og vilje til at angribe og forsvare - deltagelse i krisestyring Dette er alle elementer, som kendetegner den internationale aktør. Der skal således ud fra disse punkter klarlægges, hvor langt EU er kommet i denne proces, og hvilke elementer, der endnu udestår. Det, der jf. den realistiske politiske teori kendetegner en reel international aktør, er viljen til at anvende alle midler for at opnå sine politiske mål STRUKTURERING Kapitel 2 beskriver hegemoniteorien set i en neorealistisk teoriramme. Kapitel 3 er en redegørelse for EU s udvikling. Kapitel 4 er en redegørelse samt en analyse af EU s institutionelle opbygning og beslutningsprocesser. Kapitel 5 er en redegørende analyse af de økonomiske strukturer samt beslutningsprocesser i EU. Kapitel 6 omhandler en redegørelse samt analyse af udviklingen og baggrunden for den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik. Kapitel 7 er en sammenfattende analyse af EU s økonomiske, politiske og militære kapabiliteter. Kapitel 8 indeholder den sammenfattende konklusion KILDER Tilvejebringelsen af empiri ses umiddelbart at have det formål primært at kunne redegøre der for EU s centrale funktioner med hovedvægten lagt på det udenrigs og sikkerhedspolitiske samarbejde i EU; sekundært at danne grundlag og forståelse for den valgte teori og analysemodel FORUDSÆTNINGER EU består, som bekendt, af en række stater alle med deres egne særegne interesser, men i denne sammenhæng ses bestræbelser på at skabe en organisation med fælles politiske og økonomiske interesser samt en fælles udenrigs og sikkerhedspolitik, som et tegn på at danne en organisation med statslignende træk. Denne organisation udviser flere og flere tegn på i fremtiden at kunne agere som en stat, som ganske vist består af en række lande, men som i fremtiden i højere grad forventeligt vil kunne fremstå med en enkelstats karakteristika. Ganske vist behandler den neorealistiske teori generelt ikke internationale organisationer, da teorien som udgangspunkt udelukkende anerkender stater som aktører på den internationale arena. De elementer, som indgår i en neorealistisk definitioner af en aktør omhandler, befolkningens str., territoriets str., økonomi, militær kapabilitet og politisk formåen, hvilket er egenskaber, som EU umiddelbart vurderes at besidde, hvorfor EU i denne sammenhæng tillægges statslige egenskaber. 8 Dette understreges ligeledes af Friis 1994 side 57, note

16 1.9. AFGRÆNSNINGER De politologiske retninger liberalisme såvel som reflektivismeer fravalgt i denne opgave som teoretisk tilgang, da teorierne ikke anses for at være operationelle m.h.p. at kunne belyse dette speciales problemstilling. Dette skyldes, at denne teoretiske tilgang ikke placerer staten i centrum for analysen. Liberalisterne vælger typisk at analysere intrastatslige forhold og forbindelser frem for interstatslige forhold samt staten som aktør i det internationale forum. Reflektivisterne er typisk tilbageskuende i deres betragtninger over aktørers fortidige handlinger, hvor formålet med denne undersøgelse snarere er at anskue unionens fremtidige muligheder. Derfor anses denne teoriretning for uanvendelig til at belyse den foreliggende problemstilling. Idet grundlaget for EU s FUSP reelt først er på plads i 2003 gennem opstilling af nødvendige militære kapaciteter vurderes en reflektivistisk tilgangsvinkel reelt ikke at kunne skabe tilstrækkelig dybe i specialet. EU forventes, om ikke andet på sigt, at have et ønske om at kunne optræde globalt. Henset til omfanget af specialet afgrænses geografien til EU nære områder samt til USA. EU s nærområde defineres som værende Nordafrika, Østeuropa inkl. Rusland samt Mellemøsten FORMALIA Som grundlag for formalia er anvendt FKOBEST nr af , hvor indhold og disposition er anvendt FAK VEJSAM. Idet specialet vurderes primært at anvende kendte teorier og åbne kilder i relation til EU, vurderes specialet ved færdiggørelse at fremstå som værende. 16

17 KAPITEL 2 TEORI 2. TEORETISK BAGGRUND 2.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER Dette afsnit om den teoretiske baggrund for nærværende arbejde skal først og fremmest klarlægge de begreber, der anvendes i den valgte hegemoniske model, og som ligger til grund for den metodiske tilgang til problemstillingen. I de tilfælde, hvor modellen ikke er eksplicit eller tydelig nok, skal nedenfor anførte betragtninger definerer og fortolke begreberne og gøre disse så operationelle for den efterfølgende behandling som muligt. Det skal indledningsvis overordnet anføres, at begrebet aktør indenfor den samfundsvidenskabelige teori er en fællesbetegnelse for sociale enheder, som foretager en eller anden form for beslutninger. Det kan være individer, virksomheder, organisationer, stater og internationale eller overstatslige sammenslutninger. 9 Overstatslig betyder i denne sammenhæng, at de omtalte fælles institutioner er i stand til at træffe flertalsafgørelser, hvilket nærmere betegnet, jf. definitionen, vil sige, at en stat i organisationen kan blive stemt ned, og de trufne vedtagelser dermed er dermed bindende overfor staterne eller direkte overfor den enkelte borger. 10 Aktøren kan i denne forbindelse sammenstilles med en stat, fordi den besidder alle de evner, som normalt kendetegner en stat; herunder såvel politiske, økonomiske som militære manøvremuligheder. 11 Birthe Hansen udtrykker den neorealistiske argumentation på området således: Stater kan ikke klare sig, hvis de ikke følger med på aggregeret styrke i forhold til andre stater. Aggregeret styrke er ikke kun militær formåen men også fysisk og demografisk størrelse, økonomi, ressourcer, politisk stabilitet og kompetence. 12 Et andet gennemgående begreb i den foreliggende hegemoniske model er magt. Magt er generelt et omstridt begreb indenfor samfundsvidenskaberne. En definition af begrebet magt kunne være som en betegnelse for en persons eller en samfundsmæssig institutions evne til at sætte sin vilje igennem eller nå sine mål ved at kontrollere, påtvinge, manipulere, overtale eller på anden måde øve indflydelse på andres adfærd, uanset om dette sker frivilligt eller ej. Her skal det anføres, at viljen spiller en overordentlig central rolle. Man har defineret magten som evnen til at virkeliggøre sine interesser, kontrol over andre aktører, beslutningskraft, kollektiv handlingsevne, informationsovertag og adgang til ressourcer. Magt kan være en aktiv handling, men man kan også indehave magt uden at den bliver taget i anvendelse. Denne forskel mellem mulighed og virkeliggørelse udtrykkes i begreberne manifest og latent magt Leksikon i Statskundskab, 1997, side 12 f. 10 Hans Mouritzen At forklare international politik 1999, side Se dog Lykke Friis definition af EU (Lykke Friis 2001, side 26). 12 Citeret fra Forsvarskommissionen og IP teori af Birthe Hansen i Politologiske Studier 4/1999 side 12; men oprindeligt udtrykt på denne måde af politologen Kenneth Waltz. 13 Leksikon i Statskundskab, 1997, side 134 f. 17

18 I f.m. det militære aspekt er det nødvendigt med nogle uddybende bemærkninger i f.t. den oprindeligt valgte model. Man kan både argumentere for, at den indledningsvise valgte model er fuldt dækkende, idet den behandler deltagelse i alle former for militære indsættelser (angreb og forsvar) samt krisestyring men der kan for det andet også være argumenter for visse tilpasninger til modellen. Krisestyring kan omfatte hele spektret af militær indsættelse, såvel fredsbevarende som fredspåtvingende operationer, men man kunne også argumentere for, at krisestyring dækker indsættelse af regulære styrker i regulære konflikter stater eller aktører imellem. Det må dog anføres, at militær magt, bl.a. udtrykt ved deltagelse i multinationale aktioner, ikke altid kan anses for at være dækkende for det fulde spektrum af militære optioner en fuldt udbygget regional aktør bør kunne råde over. Derfor kommer spørgsmålet om warfighting capability med fornyet kraft ind i billedet. Vi har efterfølgende valgt at udskille begrebet warfighting capability som et selvstændigt punkt, som skal underkastes en særlig undersøgelse og analyse. Men kan man i det hele taget tale om et enkelt globalt system? Ole Wæver har om dette anført: Endelig er det et spørgsmål, om der fortsat eksisterer ét system. Regionalisme (EU, NAFTA, ASEAN mfl.) anfægter ikke systemet, for det er en del af det globale system og i høj grad motiveret af global konkurrence. Mere interessant er teorien om en delt verden, hvori der argumenteres for, at den rige del af verden udvikler sig til en fredszone med en ny international politik, der er koncentreret om økonomi og demokrati, og hvori krige ikke eksisterer. Samtidigt fortsætter krigene og det mere traditionelle internationale system i sydlandenes konfliktzone. Hvis denne udvikling indtræder, vil den globale æra igen være afløst af flere systemer. 14 Spørgsmål, som i den forbindelse er relevante, kunne være, hvorvidt EU har opstillet særlige formelle institutioner indenfor hvert nedenfor behandlede område? Samt hvilken betydning området tillægges i form af en indbyrdes herakisk og prioriteret opstilling? Begrebet asymmetri optræder flere gange i modellen. Asymmetrien i det internationale system kan imidlertid antage forskellige former alt efter den sammenhæng, som begrebet optræder i. Mouritzen har i en tetrapolær model forsøgt at tydeliggøre, at en aktør kan tildeles forskellige roller i system og omgivelsespolariteten i det internationale system. Alt efter magtprojektionen mellem polerne, kan system og omgivelsespolariteten beskrives i det tetrapolærer system. Ligeledes kan polariteten betegnes som symmetrisk eller asymmetrisk alt efter, hvilke andre aktører den pågældende aktør står overfor i det internationale system. Alt efter hvorledes aktøren placerer sig i det aktuelle rum, vil aktøren have bipolære eller tripolære egenskaber under en symmetrisk eller asymmetrisk påvirkning. 15 (Se hertil bilag 2) ØKONOMISK MAGT Økonomiske magt kan defineres som evnen til at foretage politiske initiativer, som har til formål at påvirke økonomiske forhold i samfundet. Den kan have sit sigte mod såvel generelle som specifikke forhold. Tiltagene, som sigter mod generelle forhold, omfatter evnen til at modvirke udsving i den økonomiske aktivitet, sikre høj og stabil beskægtigelse samt skabe grundlag for høj økonomisk vækst. Det, som betegnes specifikke forhold, omfatter tiltag på specifikke markeder eksempelvis arbejds, produkt eller kapitalmarkeder. Det 14 Ole Wæver i side Den Store Danske Encyclopædi (DSDE), 9, side Hans Mouritzen At forklare international politik 1999, side

19 kan også dreje sig om tiltag, der skal udvikle særlige områder, fx fag, eller i bestemte geografiske regioner eller befolkningsgrupper. 16 Økonomien er den ene af tre afgørende kapabiliteter, som en aktør bør besidde, for at kunne dominere som international aktør. Den økonomiske variable kan referere til aktørens økonomiske udviklingsgrad samt udenrigshandelens omfang og struktur Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) Økonomiske regimer skal i denne forbindelse forstås som en måde at organisere beslutningsaktiviteten på det økonomiske område. Som beskrevet nedenfor, i f.m. politiske regimer, er opbygning eller styring af økonomiske regimer det et sæt af implicitte eller eksplicitte principper, normer, regler og beslutningsprocedurer inden for et afgrænset område indenfor økonomien på den internationale arena Kontrol over kapital og valutakurser Forståelsen af dette begreb giver næsten sig selv. I denne sammenhæng vil kontrol over kapital og valutakurser have nøje sammenhæng med ovennævnte afsnit, men særligt opbygning af en fælles valuta samt fælles institutioner såsom fælles banker etc. er tegn på aktørens forsøg på at opnå kontrol over kapital og valutakurser med henblik på i sidste ende at opnå kompetitive og økonomiske fordele over eventuelle konkurrenter Kompetitive fordele Forstået som aktive tiltag, som er beregnet på at fremme konkurrencefordele indenfor handelen på internationale markeder. Det kan give sig udslag i såvel internationale som bilaterale aftaler mellem andre aktører og stater. De kompetitive fordele kan også søges samordnet gennem en fælles front mod andre markeder dette kan give sig udslag i beskyttelse af egne markeder gennem toldmure, handles og importrestriktioner. Især konkurrencefordele indenfor teknologi og handel kan være af primær interesse Information/behandling af information For en reel aktør på den internationale arena forekommer det at være særdeles vigtigt at kunne opnå en vis kontrol over informationsflowet til og fra aktøren samt en veludviklet evne til rettidigt at reagere på vital information. Rettidig og eksakt information er et vigtigt led i krisestyringskapaciteten (se pkt ) Uddannelse Det er vigtigt for en aktør at være i besiddelsen af en veluddannet og fleksibel arbejdskraft, som samtidigt hurtigt er i stand til at omstille sig. Arbejdskraftens fri bevægelighed indenfor EU er en vigtig forudsætning for at kunne opretholde denne fleksible arbejdskraft. Herunder kan man stille sig spørgsmålet, hvorvidt EU har taget initiativer, som kunne fremme en fælles holdning til uddannelse indenfor organisationen herunder fremmet bevægeligheden for uddannelse og arbejdskraft på tværs af grænserne indenfor EU; hertil kommer en ensretning af uddannelsernes eksamensbeviser. 16 DSDE, bd. 20, 2001, side Information er essentielt for alle rationelle beslutningsprocesser. I Det Gamle Testamente kunne man læse, at den vise mand har styrke, den kyndige samler sin kraft" (i Ordsprogenes Bog 24,5), og statsmanden Francis Bacon skrev langt senere i 1620 at "Kundskab er magt" (Novum Organum). 19

20 Asymmetrisk interdependens Asymmetri kan betegnes som en iboende skævhed og ubalance. Begrebet er bl.a. blevet anvendt til at beskrive Europas sikkerhedspolitiske situation før 1991, hvor bipolariteten var fremherskende, og Europas rolle var reduceret til en ringe bræmme på kontinentet og henvist til at øge sin sikkerhed ved samarbejde med den ene af supermagterne. 18 Asymmetrisk interdependens betegner normalt en gensidig økonomisk afhængig, selvom økonomierne ikke er i indbyrdes balance, eller det forhold at den ene økonomi dominerer den anden. Asymmetrisk interdependens betegner med andre ord en relativ afhængighed af samarbejde med eksterne parter. Man kan sige, at EU for nærværende stadig trods bestræbelser på at etablere euroen som en konkurrerende valuta f.eks. på oliemarkedet er afhængig af den verdensdominerende dollar kurs. Asymmetrisk chok bruges som betegnelse for det økonomiske forhold, at nogle lande i organisationen ikke rammes lige hårdt af forskellige problemer, som er unikke for det enkelte land. Det asymmetriske chok kommer jf. denne definition i hovedreglen indefra organisationen eksempelvis fra tab af vigtig handel eller naturkatastrofer hvorimod den symmetriske økonomiske trussel eksempelvis kan skyldes oliekriser el. lign., som rammer alle landene i organisationen lige hårdt. I studiet af økonomisk interdependens spiller især markedsdannelser, som kan føre til politisk integration en rolle. Følsomhed samt sårbarhed er nøgleord i spørgsmålet om økonomisk interdependens, og de betegner hhv. et mål for hvor hurtigt en aktør bliver påvirket af andre aktørers handlinger samt hvor omfattende konsekvenserne bliver, inden der bliver iværksat modforanstaltninger Sårbarhed, derimod, udtrykker muligheden for alternativer på længere sigt og de dermed forbundne omkostninger Teknologiske nyvindinger Spørgsmålet kan stilles, hvorvidt aktøren har taget skridt til udvikling af banebrydende teknologiske produkter. Det kunne være igangsættelse af mere eller mindre revolutionerende militære projekter, rumprojekter eller andre større forskningsprojekter. Udnyttelse af IT til overvågning af økonomien samt økonomiske transaktioner kunne ligeledes være et område, som burde have aktørens bevågenhed Vilje til at lede I f.m. asymmetrisk økonomisk interdependens bør aktøren udvise viljen til at indtage en førerposition eksempelvis til at føre an i en regional eller verdensomspændende økonomisk udvikling. Det kan være gennem ledelsesmæssige initiativer regionalt eller internationalt f.eks. i konflikten i Mellemøsten eller i umiddelbar nærhed af det europæiske rum eksempelvis Bosnien eller Makedonien. Viser aktøren gennem selvstændige initiativer viljen til at fremme en international økonomisk udvikling? 2.3. POLITISK MAGT Magt er et af samfundsvidenskabernes mest omstridte begreber. En af det mest hyppige måder at beskrive magt på, er evnen til at afstedkomme ønskede virkninger. 20 Derimod 18 Bjarne Nørretranders Europas sikkerhedsproblemer Veje til Fred. Håndbog i sikkerhed og nedrustning. 1985, side 190 ff. 19 DSDE, bd. 9, 1997, side Leksikon i Statskundskab, 1997, side 134 f. 20

21 er politik alle sociale forhold, der omhandler magt, styre og autoritet og politik er den offentlige beslutningsaktivitet og de rammer, der leder individers og gruppers handlinger fremt til offentlige beslutninger. 21 Det er især den ekspressive i modsætning til den instrumentelle side af den politiske magt, som har vores interesse i et efterfølgende afsnit, som beskriver empirien. Magtpolitik er et lands bestræbelser på at varetage sine interesser i konkurrence med andre stater. Hermed er al udenrigspolitik, som anden politik, et udtryk for magtpolitik. En rationel magtpolitik må derfor vælges i lyset af det forhold, der er mellem den magt en nation har til rådighed, og de interesser, der er involveret, og andre nationers magt og interesser. Magtpolitikken står i modsætning til en politik, der alene bestemmes ud fra retlige eller moralske hensyn. Magtpolitik bruges også nedsættende om en udenrigspolitik, der er tilbøjelig til at fremme nationale interesser med en direkte anvendelse af økonomiske og militære magtmidler og hermed tilsidesætte politiske og diplomatiske forhandlinger omkring et kompromis Opretholde systemet Kan aktøren opretholde det opbyggede system? Eller viser der sig tegn på, at projektet kan fejle evt. gennem selvstændige initiativer fra de enkelte stater i organisationen. Eller besidder organisationen en sådan inerti, at der kan være tale om en reel udvidelsesproces? Forekommer der derfor tiltag, som skal forhindre et indre sammenbrud eller indre stridigheder i organisationen? Opbygning/styring af regimer (strukturel magt) Regimer er en politisk styreform, dvs. en måde hvorpå man kan organisere den politiske beslutningsaktivitet. Egentlig har ordet i statskundskaben to betydninger, men det skal herunder anvendes i sin nyeste udlægning, hvor det bruges i f.m. studiet af internationale organisationer. I følge denne seneste udlægning er et regime et sæt af implicitte eller eksplicitte principper, normer, regler og beslutningsprocedurer inden for et afgrænset politikområde på den internationale arena Evne til at blokere initiativer Det bør undersøges, hvorvidt aktøren reelt besidder evnen til at blokere initiativer i et internationalt forum. Herunder bør det undersøges, hvorvidt organisationen kan afværge initiativer rettet mod aktøren selv Asymmetrisk interdependens Asymmetrisk interdependens skal ses som en afhængighedsspredning overfor omverdenen. Dette kunne eksempelvis foregå gennem udvidelse af EU samt gennem aftaler mellem EU andre organisationer eller stater. Eller det kunne foregå ved tiltag, som skulle frigøre aktøren af uafhængighed af andre dominerende aktører på verdensarenaen. Dette kunne eksempelvis gælde tiltag, som er iværksat m.h.p. at mindske EU afhængighed af USA s dominans på den politiske arena. Ved samarbejdsordninger på bilateralt basis eller med andre internationale organisationer. Kort kan det beskrives som evnen til at virke i et miljø, hvor der såvel findes en unipolær som mange multipolære stater. 21 Leksikon i Statskundskab, 1997, side 175 f. 22 Veje til Fred. Håndbog i sikkerhed og nedrustning. side 314 ff., Leksikon i Statskundskab, 1997, side 204 f. 21

22 Langtrækkende våbentyper og forbedrede transport og kommunikationsmidler fører til forøget international interdependens (gensidig afhængighed), alt andet lige. Dette reducerer betydningen af geografisk afstand og derved betydningen af særlige omgivelser. Høj interdependens gør det rimeligt at operere med systembetingelser, der er fælles for alle eller de fleste stater Vilje til at lede Punktet viljen til at lede fører frem til spørgsmålet om, hvorvidt aktøren har politisk vilje, regionalt som internationalt, til at tage initiativer og dominere som en magt med hegemoniske aspirationer MILITÆR MAGT Den militære magt defineres generelt som en udløber af den politiske magt. Anvendelsen af militær magt udgør derfor den politiske magts instrument. 24 Socialhistorikeren Charles Tilly har sporet magtanvendelse gennem historien og dens betydning for dannelsen af nationalstater op til i dag. Et af Tillys hovedargumenter er, at aktører dannes gennem magtanvendelse eller troværdig trussel herom. 25 Der er noget i Tillys argumentation, som taler for, at det samme er tilfældet for en aktør, som nu i højere grad træder i nationalstatens sted. Forskellen på Tillys argumentation og nærværende er, at den internationale aktør sammensat af forskellige nationalstater i praksis på sigt vil kunne afløse netop denne nationalstaten, som den dominerende aktør Evne og vilje til at angribe og forsvare En stat bør som udgangspunkt normalt besidde evnen til at opretholde statens grænser og selvstændighed samt indbyggernes uafhængighed. Angrebskrig, som påbegyndes ved militært angreb på anden stat for at fremme den angribende stats politiske interesser, er i strid med folkeretten, men angreb som et led i et aktivt forsvar er i overensstemmelse med folkeretten. 26 Som forsvar betegnes modstand mod et angreb. Dette kan opdeles i et aktivt og et passivt forsvar. 27 Endvidere anses viljen til at kunne indsætte styrker som international aktør essentiel. Dette medfører, at aktøren skal besidde militær kapabilitet til at kunne indsætte sine styrker overalt på kloden. Hvorvidt aktøren reelt besidder eller planlægger fremtidigt at ville besidde planlægningskapacitet samt militært isenkram til dette er i den forbindelse et kernespørgsmål, som indikerer, i hvor høj grad aktøren ønsker at spille en international rolle Deltagelse i krisestyring En krise kan defineres som en politisk situation, hvor en aktørs beslutningstagere opfatter, at aktørens vitale interesser uventet trues, og hvor den information, der er til rådighed, er 24 Carl von Clausewitz definerer krigen som en voldshandling, der skal tvinge modstanderen til at opfylde vor vilje. Clausewitz Om Krigen side 29. Militær magt handler om det samme, idet den skal være så omfattende, at det er muligt at påtvinge modstanderen vor vilje. Krig er et instrument for politik er overskriften på ottende bogs sjette kapitel, side Tilly side 190 f. 26 Forsvarskrig i det internationale samfund er tilladt jf. FN pagtens artikel Aktivt forsvar anvender våben, som skal afskrække eller nedkæmpe fjendtlige offensive styrker. Passivt forsvar er forholdsregler, bortset fra anvendelsen af våben, der skal forhindre eller mindske effekten af fjendtlige offensive handlinger. Sidstnævnte har efter murens fald næsten fuldstændigt mistet enhver betydning. 22

23 uoverskuelig, og hvor beslutningstagere opfatter, at beslutninger skal træffes hurtigt, og at de vil have afgørende betydning ofte langt ud i fremtiden. Krisestyring kan betegnes som bestræbelser for at holde en krise under kontrol, uden at vitale interesser går tabt. Krisestyring kan indebære indsamling af troværdige information, etablering af en effektiv beslutningsproces og en velovervejet anvendelse af aktørens militære og ikke militære ressourcer til imødegåelse af den opståede krise. Krisestyring er en egenskab, som stater i modne anarkier bør være udstyret med for at kunne fungere optimalt. Normalt har krisestyring været begrænset til at skulle kunne fungere indenfor landet egne grænser, men i det moderne globaliserede samfund anses det i højere og højere grad at være en nødvendighed at kunne udstrække krisestyringskapaciteten til områder out of area, dvs. udover det nationale forsvar og som et led i en koordineret regional eller international indsættelse. Som et led i krisestyringen bør aktøren kunne løse fredsstøttende og fredsbevarende opgaver Warfighting capability I modsætning til den oprindelige hegemonimodel (Friis) indgår Warfighting capability som en del af den nærværende anvendte model. De metodemæssige betragtninger for denne egenskab er allerede angivet ovenfor. Realister understreger, at en aktør, som vil bestå i det internationale politiske system skal besidde reel Warfighting Capability. 28 Dvs. evnen til afgørende at indsætte den fornødne militære styrke m.h.p. at matche andre stater i det modne anarki. Desuden vil aktøren også kunne stå overfor stater udenfor regionen, som må betegnes som stater i et umodent anarkisk system. Da stater i modne anarkier, dvs. først og fremmest i demokratier, hævdes aldrig at ville bekrige hinanden en påstand som ikke er ubestridt er der egentlig kun evnen til at matche stater i et umodent anarki tilbage. Først og fremmest stater udenfor det europæiske område kommer her på tale. Derfor er det essentielt, at aktøren besidder en militær kapacitet for indsættelse med overvældende militære midler udenfor nærområdet. Man kunne kalde det Warfighting Capability Out of Area, dvs. uden for det regionale område, som aktøren normalt vil operere og finde det naturligt at operere i. 28 Lektor Peter Viggo Jacobsen har bl.a. understreget dette under problemformulerings seminaret på Forsvarsakademiet 26. november

24 KAPITEL 3 EU S TILBLIVELSE 3. EU S TILBLIVELSE 3.1. INDLEDNING. Siden afslutningen af 2. Verdenskrig har Europa gennemgået en voldsom enorm udvikling på det økonomiske og politiske område ikke mindst ved tilblivelsen af EF (senere EU). Dette kapitel beskriver EF/EU udvikling/integration fra tiden efter 2. Verdenskrig og frem til i dag EUROPARÅDET. 29 Efter 2. Verdenskrig vandt tanken om et forenet Europa stor tilslutning. I 1948 på en kongres i Haag, oprettede de vesteuropæiske lande Europarådet, som påbegyndte sit arbejde i Europarådet varetog bl.a. sager vedrørende kultur og menneskerettigheder samt miljøspørgsmål. Dette samarbejde har frem til nu resulteret i vedtagelse af flere konventioner, bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette var første skridt til et udvidet vesteuropæisk samarbejde DET EUROPÆISKE KUL OG STÅLFÆLLESSKAB. I 1950 ønskede det daværende Vesttyskland at udvide sin stålproduktion. Frankrig frygtede, at Vesttyskland ville genopruste, samt at en forøget vesttysk stålproduktion ville presse priserne i bund og derved forringe den franske konkurrenceevne. Daværende franske udenrigsminister (Robert Schuman) fremlagde derfor en plan, udarbejdet af Jean Monnet, hvori i fransk og vesttysk stålindustri skulle underlægges et overnationalt organ, hvorved Frankrig kunne få medindflydelse på den vesttyske stålindustri 30. Schuman planen dannede grundlag for Traktaten om det Europæiske Kul og Stålfællesskab (EKSF), som Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxemburg (Beneluxlandene) tiltrådte. Dette medførte oprettelsen af en række fællesinstitutioner en Parlamentarisk Forsamling, et Ministerråd, en Domstol samt den såkaldte Høje Myndighed, der fik vidtgående kompetence til at gribe ind i de seks landes kul og stålindustri DEN VESTEUROPÆISKE UNION. I oktober 1950, fremsatte den franske premierminister Pleven et forslag om en Europahær under fælles kommando. Således kunne man kontrollere den vesttyske hær, som USA havde vist interessere for at udvide efter Koreakrigens udbrud. I 1952 underskrev EKSF landene men traktaten blev forkastet i den franske nationalforsamling i I stedet blev den tidligere forsvarsalliance fra 1948 udvidet, så den nu omfattede England, Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux landene. Den blev samtidig omdøbt til Den Vesteuropæiske Union (WEU) EU historie EU historie EU historie

25 3.5. ROMTRAKTATEN. I 1955 fremsatte Benelux landene forslag om et fælles Europa samtidig med at Jean Monnet fremsatte forslag om et europæisk atomfællesskab. Forslagene blev behandlet af Spaak kommiteen 32 og dannede senere grundlag for Det europæiske økonomiske fællesskab (EØF) også kaldet Romtraktaten samt Det europæiske atomenergiselskab (EURATOM), hvis formål var at samarbejde om fredelig udnyttelse af atomkraft. Disse aftaler trådte i kraft i EØF traktaten var en toldunion, som havde til formål at skabe frihandel, fri bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser medlemslandene imellem, hvorimod der oprettedes en Toldmur ved handel med tredjelande. Samtidig oprettedes flere fælles overordnede institutioner: En Domstol, et Parlament og et ministerråd, som skulle træffe beslutninger i h.t. traktaten DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB. EKSF, EURATOM og EØF udgjorde Det Europæiske Fællesskab også kaldet EF, hvis formål var at bidrage til et forenet Europa. Som modstykke til EF, dannede England, Danmark, Norge, Sverige, Schweiz, Østrig og Portugal i Det Europæiske Frihandelsområde (EFTA), som skulle skabe fri bevægelighed af varer mellem landene mens der var toldsatser over for tredjelande. 33 I 1961 søgte England Danmark, Norge og Irland om optagelse i EF. Englands ansøgning blev i 1963 afvist af De Gaulle grundet landets tætte tilknytning til USA (også Danmark, Norge og Irlands ansøgning blev afslået). 34 I 1965 trak Frankrig sig ud af EF samarbejdet (grundet utilfredshed med landbrugsfinansieringen) men genoptog samarbejdet i 1966 efter Luxemburg forliget, som reelt indførte Vetoretten og dermed en enstemmig vedtagelse af forslaget Haag topmødet i På topmødet enedes medlemslandene om, at EF fremover skulle råde over egne indtægter og derved ikke længere være afhængig af nationale bidrag. Samtidig dannede mødet grundlag for udvidelsen med England, Danmark og Irland. Derved dannedes grundlaget for en Økonomisk og Monetær Union m.h.p. fri varebevægelighed samt faste og uforanderlige valutakurser. 36 I 1973 indtrådte England, Danmark og Irland i EF Det Europæiske Monetære system/samarbejde. 38 I 1970 blev det foreslået i Werner rapporten, at Den Økonomiske og Monetære Union skulle iværksættes i tre etaper over ti år. Men medlemsstaternes politiske vilje til at oprette Den Økonomiske og Monetære Union strandede på virkningerne af den første oliekrise og mistede dynamikken. I 1972 skabtes det europæiske valutakurssystem, kendt som Valutaslangen. I 1974 vedtog Rådet en beslutning om gennemførelse af en høj grad af økonomisk konvergens i EF samt et direktiv om stabilitet, vækst og fuld beskæftigelse. Den vok EU historie EU historie EU historie EU historie EU historie EU historie EU historie

26 sende økonomiske ustabilitet undergravede imidlertid langsomt systemets grundlag, og den franske franc, det britiske pund og den italienske lire blev trukket ud af slange samarbejdet. EMS'en byggede på tre hovedelementer: ECU'en: Den var systemets bærende element og bestod af en kurv af alle medlemsstaternes valutaer. Valutakurs og interventionsmekanismerne: Hver valuta skulle have en centralkurs i forhold til ECU. Kreditmekanismerne: Centralbankerne var forpligtet til at intervenere med ubegrænsede beløb, når de bilaterale valutakursudsving nærmede sig den fastsatte grænse (op til 15%). Allerede i 1978 oprettedes det Europæiske Monetære samarbejde (EMS), hvis formål var at skabe kursstabilitet på kortere sigt, da kursudsving opfattedes som en hindring for den fri bevægelighed af varer. På Det Europæiske Råds møde i Bremen den 6. og 7. juli 1978 besluttede stats og regeringscheferne at oprette Det Europæiske Monetære System (EMS), der trådte i kraft den 13. marts Europaparlamentet. Det første frie valg til parlamentet blev afholdt i EF udvidelse I 1981 blev EF udvidet med Grækenland 39 og i 1986 med Spanien og Portugal Det Indre Marked Den Europæiske Fællesakt 41. Kommissionen sendte Rådet en hvidbog med titlen "Gennemførelse af det indre marked, som var 300 konkrete forslag til Det Indre Marked. Den Europæiske Fællesakt blev vedtaget i I Danmark blev den døbt EF pakken pga. daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensens billede af indpakningspapir med snor omkring. EF pakkens formål var, at fjerne alle eksisterende handelshindringer inden udgangen af 1992, indføre nye afstemningsregler, bl.a. indføres kvalificeret flertal i Ministerrådet i sager vedr. hindringer for det frie marked, Europaparlamentet skal høres to gange forud for vedtagelse i Ministerrådet, gennemføre forbedringer af miljø og arbejdsmiljø, styrke det teknologiske og videnskabelige samarbejde samt styrke Det Udenrigspolitiske Samarbejde (EPS) m.h.p. at samle Europa om fælles udenrigspolitiske beslutninger EU historie EU historie EU Historie

27 I december samme år afholdte Det Europæiske Råd møde i London, hvor det bl.a. blev drøftet, hvordan man kunne opretholde det frie samfund, og man så nærmere på bekæmpelsen af terrorisme, illegal indvandring og narkotikahandel Schengen aftalen. I 1985 indledtes forhandlinger mellem Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene i Schengen i Luxembourg om Schengen aftalen, som omhandlede afskaffelse af grænsekontrollen landene imellem. Denne aftale blev underskrevet i Italien underskrev aftalen senere samme år, og Spanien og Portugal indgik ligeledes aftalen. Schengen aftalen trådte i kraft Marts Efterfølgende har Østrig, Danmark, Sverige og Finland tiltrådt Schengen aftalen Sikkerhed og Samarbejde i Europa. På et møde i Paris 1990 Conférence sur la sécurité et la coopération en Europe (CSCE) underskrev stats og regeringschefer fra 34 lande aftalen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa. CSCE nu Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) bestod af 55 lande fra Europa, Centralasien og Nordamerika omkring sikkerhedsrelaterede spørgsmål, primært konfliktforebyggelse og krisestyring. Man arbejdede blandt andet med våbenkontrol, forebyggende forhandlinger, fortroligheds og sikkerhedsskabende tiltag, menneskerettigheder, valgobservation og økonomisk og miljømæssig sikkerhed. Alle samarbejdslande har lige status og beslutninger træffes i enstemmighed Den Økonomiske og Monetære Union Den Økonomiske og Monetære Union vil blive beskrevet i detaljer under kapitel 5. Efterfølgende skal kun kort ridses nogle af de vigtigste begivenheder op på området, idet de økonomiske og politiske forhold, som allered anført, er tæt forbundne. Det viste sig indenfor EU hurtigt politisk nødvendigt at indføre en fælles valuta, hvis man ville fjerne de ikke toldmæssigt relaterede hindringer for den frie bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og personer samt fuldende virkeliggørelsen af det indre marked. På grundlag af en rapport fra Kommissionens formand, Jacques Delors, fastsatte Det Europæiske Råd i Madrid i juni 1989 de overordnede principper, der skulle føre til en økonomisk og monetær union; en fælles valuta, der skulle gennemføres i flere faser, hvor den første fase skulle begynde 1. juli I den første fase forpligtede medlemsstaterne sig til at udarbejde "konvergensplaner" for, hvordan landenes økonomi kunne styrkes og nærme sig hinanden, således at der kunne indføres faste valutakurser. Maastricht traktaten lagde kursen fast hen imod en fælles valuta. Traktaten opstillede kriterier for overgangen til tredje fase, som omhandlede prisstabilitet, inflationstakt, rentesatser, underskud på de offentlige budgetter, gældsætning for det offentlige samt valutakursstabilitet. ØMU'ens anden fase, der påbegyndtes den 1. januar 1994, var en overgangsperiode, hvor bestræbelserne for konvergens blev videreført og forstærket. Det Europæiske Monetære 42 EU historie

28 Institut (EMI) i Frankfurt blev oprettet; dets opgave var at styrke koordineringen af valutapolitikken, at styrke ECU'ens rolle og at forberede oprettelsen af den Europæiske Centralbank til den tredje fase. På Det Europæiske Råds møde i Madrid den 15. og 16. december 1995 døbte stats og regeringscheferne den fremtidige europæiske valuta "euro" og vedtog de tekniske planer for indførelsen af den. Tredje fase blev påbegyndt den 1. januar Den Europæiske Centralbank blev oprettet som værende uafhængig af regeringerne, m.h.p. at lede den monetære politik for alle de lande, der deltager i euroen. De lande, der i begyndelsen stod udenfor, tilsluttede sig, efterhånden som deres økonomi tillod det, eller når de traf politisk beslutning herom. Indførelsen af den fælles valuta fandt for offentlige myndigheders og bankers vedkommende sted den 1. januar Den 1. januar 2002 blev eurosedler og mønter sat i omløb. Den 1. juli 2002 vil euroen erstatte de nationale valutaer i de medlemsstater, der er med i den fælles valuta. Storbritannien, Sverige og Danmark har forbeholdt sig ret til ikke at gå over til tredje fase, selv om de måtte opfylde betingelserne Traktaten om Den Europæiske Union Maastricht Traktaten 43 markerede en ny fase i den europæiske integrationsproces. Traktaten skulle danne grundlag for opbygningen af fremtidens Europa, dvs. en europæisk union. Traktaten omhandlede følgende områder: Demokrati og menneskerettigheder, frihedsrettigheder og retstatsprincippet, arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, arbejdstageres arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, indførelse af en Økonomisk og Monetær Union (herunder fælles valuta), se afsnit øget samhørighed og miljøbeskyttelse, gennemførelse af en fælles udenrigs og sikkerhedspolitik (FUSP), herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 17 44, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed, 43 Folketingets EU oplysning. Danmark stemte som bekendt nej til Mastricht traktaten i 1992, hvilket medførte at socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti samt udarbejdede forslag til DK s fire forbehold over for traktaten vedr. statsborgerskab, ØMU, forsvar samt retslige og indre anliggender. Disse forbehold blev indarbejdet i Edinburgh aftalen. Den 18 maj 1993 stemte DK ja til traktaten om Den Europæiske Union. 44 Petersberg opgaverne. Disse behandles i kapitel 6. 28

29 lettelse af den frie bevægelighed for personer, samtidig med at deres befolkningers sikkerhed og tryghed sikres ved oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, at videreføre processen hen imod en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk, i hvilken beslutningerne træffes så nært på borgerne som muligt i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet samt yderligere europæisk integration Amsterdam Traktaten Amsterdam traktatens formål var, at styrke de tre "søjler", som EU's indsats har været baseret på, siden Maastricht traktaten trådte i kraft den 1. november 1993: De Europæiske Fællesskaber (første søjle), den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik (anden søjle) og samarbejdet om retlige og indre anliggender (tredje søjle). Traktaten hovedområder omhandler: Beskæftigelsen og borgernes rettigheder centralt placeret i EU, Fri bevægelighed og øget sikkerhed, Den Europæiske Union og omverdenen samt Velfungerende institutioner til et udvidet Europa Det Europæiske Råds møde i Køln 1999 På mødet vedtog det Europæiske Råd EU s første fælles strategi vedrørende Rusland, en række erklæringer om Kosovo samtidig med, man enedes om en styrkelse af FUSP. Dette resulterede tillige, i udnævnelsen af Javier Solana Madariaga til EU s Højtstående Repræsentant for FUSP samt Generalsekretær for Rådet Nice Traktaten I tilknytning til Nice traktaten blev der vedtaget en erklæring om Unionens fremtid. I erklæringen blev det konstateret, at Nice traktaten skal bane vej for udvidelsen, og at den indeholder de institutionelle ændringer, der er nødvendige for nye medlemsstaters tiltrædelse. Se nedenstående afsnit EU udvidelse 46 Startskuddet på den næste udvidelsesrunde med de central og østeuropæiske lande (Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Slovenien) samt Cypern og Malta blev taget på Det Europæiske Råds møde i 1993 i København, hvor stats og regeringschefer fastsatte de politiske og økonomiske betingelser for medlemskabet ved vedtagelsen af de såkaldte "Københavnerkriterier": Det nye medlemsland skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, etableringen af en retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal (kaldet det politiske kriterium), 45 Dette uddybes i kapitel Folketingets EU oplysning. 29

30 det skal have en fungerende markedsøkonomi samt kunne klare konkurrencepresset og markedskræfterne inden for Den Europæiske Union (det økonomiske kriterium), landet må være i stand til at påtage sig de forpligtelser, der følger af et medlemskab, herunder acceptere målet om en politisk, økonomisk og monetær union (kriteriet om overtagelse af EU's regelværk). Med vedtagelsen af Amsterdam traktaten i 1997 begyndte EU at forberede sig på udvidelsen ved at vedtage en række traktatændringer, som stats og regeringschefer mente var nødvendige for den kommende udvidelse. På topmødet i Amsterdam (juni 1997) blev Rådet også opfordret til at gennemgå Europa Kommissionens udtalelser om de enkelte ansøgerlande samt udvikle en optagelsesstrategi, som kunne vedtages i på det næste topmøde (Luxembourg, 1997). Derefter besluttede Det Europæiske Råd i Luxembourg at indlede en tiltrædelsesproces, som vil omfatte de ti central og østeuropæiske ansøgerlande og Cypern, hvorimod konkrete bilaterale forhandlinger kun skulle påbegyndes imellem EU og følgende lande: Cypern, Ungarn, Polen, Estland, Den Tjekkiske Republik og Slovenien. Parallelt med disse forhandlinger skulle relationerne med Rumænien, Slovakiet, Letland, Litauen og Bulgarien styrkes m.h.p. snarest at åbne egentlige forhandlinger. I september 1998 fornyede Malta sin ansøgning, som var blevet stillet i bero efter valget på Malta i oktober Ved Det Europæiske Råd møde i Cardiff (juni 1998) blev det besluttet at genoptage Den europæiske strategi til forberedelse af Tyrkiets kandidatur, og i Helsinki (december 1999) blev Tyrkiet anerkendt som ansøgerland. Stats og regeringscheferne blev enige om en række støtteprogrammer for ansøgerlande og om de finansielle rammer for udvidelsen på topmødet i Berlin (marts 1999). Derudover forsatte EU's udvidelsesreformer ved vedtagelsen af Agenda Ved Det Europæiske Råd i Helsinki blev det endvidere besluttet, at de tretten kandidatlande (herunder Tyrkiet) stod på lige fod, og at bilaterale forhandlingerne skulle starte med Rumænien, Slovakiet, Letland, Litauen, Bulgarien og Malta. Det blev også besluttet at åbne en regeringskonference til revision af traktaterne i februar Den seneste regeringskonference blev afsluttet i december 2000 på Det Europæiske Råd i Nice. Sammen med Amsterdam traktaktaten indeholder Nice traktaten de institutionelle ændringer, som skulle bringe EU i stand til at optage kandidatlandene. I konklusionen til topmødet står det at: "... Det Europæiske Råd mener, at EU fra datoen for Nice traktatens ikrafttræden vil være i stand til at modtage nye medlemsstater, så snart de har vist, at de er i stand til at påtage sig medlemskabets forpligtelser, og forhandlingerne er afsluttet med positivt resultat." Kommissionen understregede i sin årlige rapport, der blev vedtaget 13. november 2001, at alle kandidatlande har gjort store fremskridt i forsøget på at opfylde de kriterier, der stilles for at blive medlem af EU. Kommissionen opfordrede dog samtidig til, at der gøres en stør- 47 Europakommissionen : Agenda 2000 er Kommisionens reformpakke/budget, omfattende: Landbrug, strukturudvikling, interne og eksterne politikker samt støtte til og finansieringsforslag af udvidelsen. Den dækker perioden 2000 til år

31 re indsats for at gennemføre og håndhæve EU's regler og standarder (gældende EU ret) forud for tiltrædelsen. Ifølge Det Europæiske Råds møde i Laeken var Den Europæiske Union er fast besluttet på at afslutte tiltrædelsesforhandlingerne senest ved udgangen af 2002 med de kandidatlande, der er klar, således at disse kan deltage i valgene til Europa Parlamentet i 2004 som medlemmer. Kandidatlandene vil fortsat blive bedømt ud fra deres egne resultater i overensstemmelse med princippet om differentiering. Stats og regeringslederne tilsluttede sig Kommissionens rapporter om udvidelsen, der vurderede, at Cypern, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Den Slovakiske Republik, Den Tjekkiske Republik og Slovenien vil kunne være klar jf. køreplanen, hvis forhandlingerne og reformerne i kandidatlandene fortsætter i det nuværende tempo. Den køreplan, der blev fastlagt af Det Europæiske Råd i Nice, er derfor stadig fuldt ud gældende Laeken rådsmødet På Det Europæiske Råds møde i Laeken den december 2001 vedtog Det Europæiske Råd en erklæring om Europas fremtid. Ifølge erklæringen skal der oprettes et konvent bestående af de mest fremtrædende deltagere i debatten om EU's fremtid, for at sikre en så bred og gennemsigtig forberedelse af den næste regeringskonference som muligt. Konventet skal have til opgave at drøfte de væsentligste problemer, som den fremtidige udvikling af EU medfører, og undersøge de forskellige mulige løsninger. Valéry Giscard d'estaing blev udpeget som konventets formand, mens Guiliano Amato og Jean Luc Dehaene blev udpeget som næstformænd. Alle kandidatlandene skal deltage i konventet. Resultaterne af EU konventet vil blive præsenteret for Det Europæiske Råd i Athen i juli EU's dagsorden under dansk formandskab Det står klart, at dagsordenen 2. halvår 2002 bliver både tung og omfattende under det danske formandskab. Et af de mest centrale emner på dagsordenen bliver udvidelsen mod Øst og Centraleuropa. Hvis Europa Kommissionens køreplan holder, er det i Gøteborg erklæringen fra 2001 blevet nævnt, at EU kan afslutte forhandlingerne med de første medlemsstater under det danske formandskab. Et andet centralt emne vil blive EU's globale rolle. Danmark skal blandt andet repræsentere EU ved et topmøde om bæredygtig udvikling (Verdenstopmøde om Bæredygtig Udvikling den september 2002 i Sydafrika) og ASEM topmøde (Asia Europe Meeting) samt WTO forhandlinger SAMMENFATNING Europa har siden 2. Verdenskrig gennemgået en voldsom udvikling og integration. De nuværende 15 EU lande har inden for et halvt århundrede, begyndende med oprettelsen af Europarådet til den nuværende Europæiske Union, taget et afgørende skridt i visionen om at skabe et stabilt og dynamisk Europa. De kommende optagelsesforhandlinger, med tidligere central og østeuropæiske lande samt Cypern, Malta og den fortsatte tilnærmelse mellem EU og Tyrkiet, ville ingen for bare få år siden havde spået mulig. Dette kapitel har haft til formål at beskrive denne udvikling ikke at beskrive, hvordan EU s opbygning/procedurer har fungeret gennem tiden. Den nuværende opbygning samt procedurer vurderes interessant set i forhold til formålet med specialet. Derfor vil forholde- 31

32 ne vedrørende EU s opbygning/hierarki, herunder politiske beslutningsprocesser, blive beskrevet i kapitel

33 KAPITEL 4 EU S INSTITUTIONELLE OPBYGNING OG HIERAKI 4. EU S INSTITUTIONELLE OPBYGNING OG HIERAKI 4.1. INDLEDNING Dette kapitel har to formål. Indledningsvis, at beskrive EU s institutionelle opbygning og hierarki samt de politiske beslutningsprocesser. Dernæst, at synliggøre de problemer den komplekse opbygning i kombination med samarbejdsformen (overstatsligt og mellemstatsligt) kan medføre, nemlig, at der kan være lang vej fra idé til beslutning. Dette forstærkes endvidere af, at de enkelte medlemslande har store egeninteresser på bl.a. det økonomiske område, hvilket kan medføre tilbageholdenhed i beslutningsprocessen. Med dette udgangspunkt, beskrives og vurderes EU s rolle i konflikthåndteringen af Kosovo i , hvor mindst et af disse forhold havde afgørende betydning på forløbet. Denne vurdering foretages uden inddragelse af FUSP, som jo netop blev initieret og fremskyndet på baggrund af konflikten. Dette gøres m.h.p. en senere analyse/vurdering af EU s kapabiliteter efter indførelse af bl.a. FUSP, den Høje Repræsentant og mands styrken EU S OPBYGNING 48 EU s opbygning er almindeligvis beskrevet efter Det græske tempel med de tre søjler (Se bilag 3), Hvor taget er mål og midler i/med samarbejdet, fundamentet er institutionerne og beslutningsprocedurerne. Søjlerne (1, 2 og 3) beskriver det egentlige samarbejde m.h.t. indhold og form. Søjle 1 illustrerer det overstatslige samarbejde, dvs. at medlemsstaternes formelle kompetence helt eller delvist er overflyttet til EU. Det betyder dels, at samarbejdet kan have direkte retsvirkninger for borgere og virksomheder, dels at EU kan handle på medlemsstaternes vegne uden at det godkendes i de respektives parlamenter. Kompetencen er delt mellem Det Europæiske Råd, Ministerrådet, Europakommissionen, Europaparlamentet og EF Domstolen. Søjle 1 omfatter det økonomiske samarbejde herunder det indre marked, økonomisk og monetær politik, landbrugspolitik, handels og miljøpolitik. Søjle 2 og 3 illustrerer det mellemstatslige samarbejde, hvor medlemsstaterne bevarer formelle beføjelser på samarbejdsområderne. Samarbejdet her har, modsat det overstatslige ikke direkte retsvirkninger på medlemsstaternes borgere og virksomheder. EU kan ikke handle på vegne af medlemslandene uden, at beslutningerne er godkendt i de respektive parlamenter. Søjle 2 omfatter den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik. Søjle 3 omfatter retlige og indre anliggender INSTITUTIONERNE I den efterfølgende beskrivelse af EU institutionerne, vil institutioner med direkte tilknytning til FUSP, herunder European Security and Defence Policy (ESDP) ikke blive be- 48 Europakommissionen EU s struktur. 33

34 handlet, idet disse vil fremgå af kapitel 6. Endvidere vil kapitel 6 behandle samarbejdsmæssige problemområder, der er forbundet med FUSP Det europæiske råd 49 Det Europæiske Råd (DER) blev etableret m.h.p. at tilføre EF samarbejdet mere handlekraft og dynamik. DER blev traktatfæstet ved Maastricht traktaten. DER består af De Femtens stats og regeringschefer samt af formanden for Europa kommissionen. Sammensætning fremgår af bilag 4. Medlemmerne af DER ledsages af udenrigsministrene og af det medlem af Europa kommissionen, der har ansvaret for de eksterne forbindelser. Den stat, som har formandskabet for Rådet, er vært for DER, der samles mindst to gange årligt (sædvanligvis i juni og december) for at drøfte Den Europæiske Unions politiske liv og udvikling. Hvert topmøde udsender et slutdokument, som danner grundlag for den førte politik i EU. DER beslutter, hvorvidt der er behov for traktatændringer, f.eks. i f.m. kommende udvidelse eller i forhold til FUSP 50 og et kommende militært samarbejde m.v. Såfremt Ministerrådet har problemer og spørgsmål, som rådet ikke kan løse, behandles disse i DER. Det Europæiske Råd er således den øverst besluttende myndighed. Man sikrer således, at det altid er muligt at indbringe sager bl.a. vedrørende økonomisk politik samt udenrigs og sikkerhedspolitikken for stats og regeringscheferne. Herved undgås at de mindre lande bliver forpligtet til at føre en politik, som de ikke ønsker. Ulempen er dog, at beslutningsprocessen kan blive langvarig Formandskabet Hvert halve år overtager en af Unionens medlemsstater formandskabet for DER, Ministerrådet samt de organer, der har til opgave at forberede arbejdet (COREPER, Den Politiske Komite og på et lavere niveau arbejdsgrupperne). Som formand for EU er det det pågældende medlemslands opgave at sætte dagsordenen i EU og i det hele taget være drivkraft i EU. Formandskabet skal også sørge for at skabe kompromiser mellem medlemslandene og samle trådene efter ministermøder, europæiske rådsmøder osv. At have formandskabet i EU indebærer også, at formandskabslandet skal være EU s ansigt udadtil. Det kan være i forhold til lande, der ikke er medlem af EU eller i forhold til internationale organisationer som eksempelvis FN og OSCE. Formandskabslandet repræsenterer også EU vedr. forhold som økonomi, miljø og handlesaftaler, verdensudvikling og ikke mindst FUSP. 51 Med de skiftende formandskaber risikerer man imidlertid, at der ikke er den ønskede kontinuitet i den førte fælles politik. Denne kontinuitet ses særdeles vigtig i f.t. den kommende udvidelse samt i FUSP. I f.m. FUSP bistås formandskabet af generalsekretæren for Rådet, der sammen med Europa kommissionen udøver hvervet som Højtstående Repræsentant for FUSP Europakommissionen EU s struktur, folketingets EU oplysning. 50 FUSP og militært samarbejde/ kapabiliteter behandles separat i kapitel 6, hvorfor det ikke behandles uddybende i dette kapitel. 51 Netop på dette område har de danske forbehold betydning for det danske formandskab i 2. halvår 2002, idet DK har overdraget denne opgave til Grækenland. 52 Den Højtstående Repræsentant er i øjeblikket den tidligere NATO Generalsekretær, spanieren Javier Solana (behandles i kapitel 6. 34

35 Formandskabet kan også bistås af den medlemsstat, der skal varetage det efterfølgende formandskab Medlemsstaterne Medlemsstaterne er forpligtet til aktivt og uforbeholdent at støtte den fælles vedtagne politik. Hver medlemsstat kan forelægge Rådet for Den Europæiske Union (fremover benævnt Rådet) forslag til behandling. Staterne drager omsorg for, at deres nationale politik er i overensstemmelse med de fælles holdninger. De forsvarer disse fælles holdninger i internationale fora. De skal holde de medlemsstater, som ikke deltager i drøftelserne i internationale organisationer og på internationale konferencer, underrettet om alle spørgsmål af fælles interesse. Forpligtelsen skal tilsikre en ensartet fremtræden af medlemslandene i de store fora, hvorved EU får mulighed for at lægge vægt bag sine holdninger. Ovennævnte forpligtigelse kan være medvirkende årsag til, at medlemslandene bliver tilbageholdende med at vedtage fælles politik på de mere kontroversielle områder, eller på områder, hvor stater frygter, at deres nationale interesser er i fare for at blive underkendt til fordel for den fælles interesse. Historien har vist, at specielt store økonomiske interesser hos enkelte medlemslande har blokeret for vedtagelser af en fælles holdning i relation til omverdenen, herunder Bosnien og Kosovo konflikterne, som behandles senere i kapitlet Ministerrådet Rådet for Den Europæiske Union 53 Rådet for Den Europæiske Union (Rådet) har som hovedregel den lovgivende magt, dvs. Rådet vedtager forslag stillet af Kommissionen efter høring eller som oftest i samarbejde med Europa Parlamentet. Rådet er medlemslandenes institution. Det består af en repræsentant for hvert af medlemslandene, som regel en minister (bilag 5). Oprindeligt udgjorde udenrigsministrene Rådet. I dag er der over 20 forskellige råd med hvert sit arbejdsområde og hver sine ministre. Rådet skulle de første mange år opnå fuldstændig enighed om alle forslag. Med de seneste traktater er der åbnet flere muligheder for også at træffe afgørelser med kvalificeret eller simpelt flertal. Stemmerne er fordelt til fordel for de små lande på en sådan måde, at de fire største lande, Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien, ikke kan træffe beslutninger imod de øvrige landes ønske. Den nuværende stemmefordeling forventes ændret med næste traktat på grund af den forventede udvidelse med lande i Central og Østeuropa. En diskussion om overgang til flertalsafgørelser på flere politikområder ventes også. Hvert halve år får et nyt medlemsland formandskabet, der bl.a. har til opgave at lede møderne i Rådet. De travleste råd med deltagelse af udenrigsministrene og økonomi og finansministrene holder møde mindst en gang om måneden. Andre mindre travle med deltagelse af sundheds eller kulturministrene mødes et par gange om året. De fleste råd samles desuden et par gange årligt til uformelle møder, hvor der drøftes politik, men hvor der ikke træffes beslutninger De Faste Repræsentanters Komité Rådets arbejde og beslutninger forberedes af medlemslandenes EU ambassadører i De Faste Repræsentanters Komité, kaldet COREPER, som er forkortelsen for det franske "Comité des représentants permanents". Den tidligere skarpe adskillelse mellem EF sam- 53 EU kommissionen, institutionerne. 35

36 arbejdet og Det Europæisk Politiske Samarbejde (EPS) betød, at COREPER først med Maastricht traktaten har fået det udenrigspolitiske samarbejde som arbejdsområde. COREPER forbereder sagerne i tæt kontakt med medlemslandenes ministerier. CORE- PER har desuden en række arbejdsgrupper, som består af nationale embedsmænd, til at bistå sig med forberedelserne Europa kommissionen Europa Kommissionen (fremover benævnt Kommissionen) har initiativretten i det europæiske samarbejde og deltager i udarbejdelsen af lovgivningen sammen med Rådet og Europa Parlamentet efter høring af Det Økonomiske, Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Kommissionen tager initiativ til lovgivningen, administrerer den og kontrollerer, at den overholdes (se bilag 6). Ved manglende overholdelse af reglerne kan Kommissionen rejse sag mod et medlemsland eller en af EU's andre institutioner ved EF Domstolen. Kommissionen kan desuden pålægge virksomheder, der overtræder EU s konkurrenceregler, og medlemsstater, der ikke efterkommer EF Domstolens domme, bøder. Kommissionen indgår internationale handelsaftaler på vegne af EU. Desuden forvalter Kommissionen EU's budget. Kommissionen består af en politisk ledelse af 20 kommissærer, der efter samråd med formanden udpeges af regeringerne for 5 årige perioder. En af de 20 kommissærer udpeges først særskilt som formand for Kommissionen, og formanden deltager efter Amsterdam traktaten, i udvælgelsen af de øvrige kommissærer. Europa Parlamentet skal godkende først Kommissionens formand og dernæst de øvrige 19 kommissærer under ét. Kommissærerne arbejder som et kollegium. Antallet af kommissærer og deres fordeling på medlemslandene forventes ændret i næste traktat på grund af det store antal nye lande, der ventes optaget i EU. Kommissionens administration består af 23 generaldirektorater, der er opdelt efter emneområder og kan sammenlignes med ministerierne i en statsadministration. Kommissionen har vidtstrakte beføjelser og handler i høj grad uafhængigt, men står til ansvar over for Europa Parlamentet, der kan afsætte Kommissionen ved et mistillidsvotum med kvalificeret flertal Europa parlamentet 54 Europa Parlamentet (benævnes fremover Parlamentet) har 626 medlemmer, som er valgt ved direkte valg i de 15 EU lande. Amsterdamtraktaten fastslår, at til trods for udvidelser må Parlamentets medlemstal ikke overstige 700. Parlamentets sammensætning fremgår af bilag 7. Afhængig af forslagenes karakter og retsgrundlag skal Parlamentet enten høres om den lovgivning, der vedtages i EU, eller også har den medindflydelse på eller medbestemmelse over denne. Parlamentet kan forkaste EU's budget. Parlamentet skal desuden godkende først den nyudpegede formand for Kommissionen og siden hele Kommissionen, og det kan afskedige Kommissionen ved et mistillidsvotum. Parlamentet skal høres, f.eks. i sager om vigtige spørgsmål i EU's fælles udenrigs og sikkerhedspolitik (FUSP). Parlamentet har indflydelse på forslag inden for bl.a. transport, arbejdsmarkedet og Social og Regio- 54 EU Kommissionen, institutionerne. 36

37 nalfonden, og det har medbestemmelse over og kan feje forslag om f.eks. det indre marked, forbrugerbeskyttelse, miljø, kultur og uddannelse af bordet EU konventet Ved regeringskonferencen i Nice blev stats og regeringscheferne enige om behovet for lancering af en bredere og mere dybtgående debat om EU's fremtidige udvikling. Udgangspunktet for debatten er at inddrage alle dele af samfundet forud for den næste regeringskonference, herunder repræsentanter for de nationale parlamenter, politiske og økonomiske eksperter, repræsentanter fra folkelige organisationer og ikke mindst de enkelte borgere. Kandidatlandene vil også blive inddraget i processen. Dette er første trin i den forberedelsesproces, der skal føre til indkaldelse af en regeringskonference i 2004 med henblik på at foretage traktatændringer. Følgende emner skal diskuteres på konferencen: En mere præcis afgrænsning af kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne, status for EU's charter for grundlæggende rettigheder, en forenkling af traktaterne med henblik på at gøre dem lettere at forstå uden at ændre deres indhold samt de nationale parlamenters rolle i den europæiske arkitektur EF domstolen 55 EF Domstolen er et overstatsligt organ og består af 15 dommere (se bilag 8). Domstolen dømmer i sager omfattet af EF traktaten (søjle 1). Inden for EU traktaten (søjle 2 og 3), omfatter Domstolens kompetence traktatændringer og tiltrædelsestraktater. Domstolen dømmer i tvister mellem EU og medlemslandene, mellem EU og virksomheder inden for konkurrenceretten, mellem de enkelte medlemslande, mellem EU's forskellige institutioner (og mellem EU institutionerne) og deres ansatte. EF Domstolen tager stilling til principielle eller såkaldte "præjudicielle" spørgsmål om fællesskabsrettens fortolkning fra de nationale domstole. Den enkelte borger kan således ikke anlægge sag direkte ved EF Domstolen, men han/hun skal gå via sit nationale retssystem. EF Domstolens afgørelser er flertalsafgørelser, og dommene er bindende for sagens parter ligesom ved de fleste nationale domstole. Retsakter udstedt af EF eller EU kan erklæres ugyldige af Domstolen, og afgørelsen har i så fald virkning for alle. Med Amsterdam traktaten fik Kommissionen desuden mulighed for at pålægge medlemslande, der ikke efterlever Domstolens domme, tvangsbøder EU S BESLUTNINGSPROCEDURER 56 Der er fem primære beslutningsprocedurer i EU. Nævnt efter graden af Parlamentets indflydelse er den vigtigste den fælles beslutningsprocedure, hvor Parlamentet har vetoret overfor Rådet. Herefter kommer samarbejdsproceduren, hvor Parlamentet kan stille ændringsforslag til lovforslagene,høringsproceduren, hvor Rådet skal høre Parlamentet før vedtagelsen af forslag og til sidst Proceduren uden Høring. 55 EU Kommissionen, institutionerne. Samt 56 EU Kommissionen, institutionerne. Samt 37

38 Den fælles beslutningsprocedure 57 Den fælles beslutningsprocedure (se bilag 9) blev introduceret med Maastricht traktaten og gav for første gang Parlamentet en egentlig ret til at forkaste et lovforslag. Med Amsterdam traktaten er anvendelsesområdet for proceduren udvidet væsentligt, og den anvendes nu på i alt 31 politikområder, heriblandt forskning, miljø, åbenhed, forbrugerbeskyttelse, uddannelse, det indre marked og fri bevægelighed. Den fælles beslutningsprocedure findes i EF traktatens artikel 251 og indebærer at et lovforslag kan opleve op til tre forelæggelser for Parlamentet, behandling i et forligsudvalg og endelig, hvis Parlamentet er uenig i forslaget, blive forkastet her med absolut flertal Samarbejdsproceduren Samarbejdsproceduren (se bilag 10) indebærer, at Parlamentet kan stille ændringsforslag til de af Kommissionen stillede forslag. Disse ændringsforslag skal godkendes af Rådet. Proceduren, der findes i EF traktatens artikel 252 blev også indført med Maastricht traktaten, men dens anvendelsesområde blev indskrænket væsentligt med Amsterdam traktaten. Nu anvendes proceduren alene inden for den økonomiske og monetære politik Høringsproceduren 58 Høringsproceduren er den klassiske procedure, der har eksisteret siden Europa Parlamentets fødsel. Efter denne skal Rådet høre Parlamentet, før forslag stillet af Kommissionen kan vedtages. Kommissionen fremsender sit forslag til Rådet og samtidig til Parlamentet. Det er Rådet, der forestår den officielle høring af Parlament og evt. af andre organer. Høringsproceduren er obligatorisk, hvis den kræves af det pågældende retsgrundlag i traktaten. I så fald er Parlamentets udtalelse en forudsætning for, at retsakten er gyldig. Høringen kan også være frivillig. I så fald anbefaler Kommissionen Rådet at høre Parlament om det pågældende spørgsmål. Det samme gælder Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Parlamentet kan godkende Kommissionens forslag, forkaste det eller foreslå ændringer. Kommissionen er forpligtet til at behandle alle Parlamentets ændringsforslag. Hvis den accepterer ændringsforslagene, forelægger den Rådet et ændret forslag, hvor der er taget hensyn hertil Informationsproceduren (uden høring) Indebærer, at Parlamentet alene orienteres om forslag eller tiltag i Rådet Proceduren om Samstemmende Udtalelse 59 Indebærer, at Parlamentet skal give deres tilsagn til den pågældende retsakt, for at den kan vedtages af Rådet Anvendelsesområde: Bl.a. Det indre Marked, kultur, socialt, erhverv, udd., miljø, told transport Europarlamentets hjemmeside. Høringsproceduren finder fortsat anvendelse på en række "følsomme" områder, hvor der stadig kræves enstemmighed i Rådet (f.eks. skattespørgsmål, industripolitik, fysisk planlægning og forvaltning af vandressourcerne), hvortil kommer to områder, hvor Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal (landbrugspolitikken og konkurrencepolitikken) Europarlamentets hjemmeside. 38

39 De grundlæggende retsakter om strukturfondene vedtages af Rådet med enstemmighed efter samstemmende udtalelse fra Parlamentet. Proceduren med samstemmende udtalelse er også gældende ved indgåelse af internationale aftaler, når disse indebærer ændring af en retsakt, der er vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, eller når de har betydelige budgetmæssige følgevirkninger eller skaber en særlig institutionel ramme. Ud over disse 5 procedurer indeholder traktaten imidlertid i 40 tilfælde bestemmelse om andre procedureforløb. Disse kan være meget specialiserede som f.eks. procedurerne om budgettet eller udnævnelse af f.eks. kommissærer og dommere. De kan imidlertid også være helt simple procedurer f.eks. hvor Rådet træffer bestemmelse enten alene eller på forslag fra Kommissionen SAMMENFATNING PÅ OPBYGNING OG BESLUTNINGSPROCEDURER Beslutningsprocessen i Den Europæiske Union er resultatet af et samspil mellem forskellige aktører, navnlig den "institutionelle trekant", der udgøres af Parlamentet, Rådet og Kommissionen. EU s institutionelle opbygning/hierarki bærer tydeligt præg af, at der samtidig med EU s interesser, er behov for hensyntagen til de enkelte medlemsstaters. EU s sammensætning af kommitéer og udvalg samt den indbyrdes sammensætning i disse, medfører at organisationen allerede på laveste udvalgsniveau er tvunget ind i en kompromissøgende linie. Dette kan eksemplificeres ved Kommisionen, som er tiltænkt at være initiativskaberen den udfarende del af EU. Sagen er den, at Rådet i en retsakt fra juni 1999 har fastlagt de procedurer, der gælder for Kommissionens udstedelse af regler. Der findes tre typer af udvalg eller komiteer, som Kommissionen skal forelægge sine forslag for, før forslagene kan gennemføres, nemlig: Det Rådgivende udvalg er som navnet siger alene rådgivende over for Kommissionen. Kommissionen kan altid gennemføre sit forslag uanset udvalgets holdning. Rådet har ingen rolle at spille. I Forvaltningsudvalget derimod skal der stemmes om Kommissionens forslag, og Kommissionen er forpligtet af afstemningsresultatet. Men der skal være kvalificeret flertal imod Kommissionen (dvs. mindst 62 stemmer), hvis forslaget skal falde og det kan være svært. Rådet spiller også en rolle, idet forslag der ikke kan vedtages i udvalget overgår til Rådet. Men det er også meget svært at bremse et forslag i Rådet. Så Kommissionen står stærkt i forhold til medlemslandene. I Forskriftsudvalget står medlemslandene imidlertid stærkt over for Kommissionen, idet der skal være kvalificeret flertal for Kommissionens forslag, før det kan vedtages i udvalget. Det kan være ret svært at opnå, hvis ikke Kommissionen allerede fra starten tager højde for landenes synspunkter. Hvis forslaget ikke opnår kvalificeret flertal i udvalget, overgår sagen til Rådet. I Rådet er det imidlertid relativt nemt for Kommissionen, idet der her skal være kvalificeret flertal imod forslaget, og det kan være svært for landene at mønstre så mange stemmer imod forslaget. Så allerede inden Kommisionens forslag fremsættes for Rådet og Parlamentet, er de underlagt bureaukrati. Hertil kommer så de efterfølgende beslutningsprocedurer, hvor forslag kan underlægges op til tre behandlingsrunder i Parlamentet før endelig vedtagelse, hvilket i al sin tydelighed viser, hvor bureaukratisk EU s opbygning er og hvor lang vejen fra idé til beslutningstagen/udførelse er. 39

40 4.6. EU S HÅNDTERING AF BOSNIEN OG KOSOVO KONFLIKTEN Som beskrevet indledningsvis er formålet med efterfølgende, at perspektivere nogle af de ovenfor nævnte forhold sat i relation til konflikten i Kosovo. Nedenstående skal således fokusere på nogle af de områder, som tidligere har vist sig at være deciderede svagheder ved EU s rolle i konflikthåndtering Grundlaget for konflikthåndteringen Grundlaget for daværende samarbejde vedrørende den europæiske sikkerhed var indarbejdet i Fællesakten fra 1987 (EF pakken) ved det udenrigspolitiske samarbejde (EPS) 60. Dette viste sig senere at være et problem i f.m. drøftelser i CSCE ramme (senere OSCE) om den nye europæiske arkitektur på sikkerheds og samarbejdsområdet. I Fællesakten var det fastlagt, at de sikkerhedspolitiske spørgsmål, der kunne drøftes mellem EF landene, var afgrænset til de økonomiske og politiske aspekter af sikkerheden. Der var således enighed om, at dette forhold udelukkede egentlige forsvarspolitiske aspekter fra samarbejdet 61. Forløbet omkring Irak s invasion af Kuwait, og WEU efterfølgende engagement i f.m. koordination og kontrol af den økonomiske embargo mod samme, bragte WEU og egentlige forsvarspolitiske aspekter ind i debatten om indholdet af en ny fælles udenrigs og sikkerhedspolitik. Senere i debatten rejstes spørgsmålet om behovet for en egentlig europæisk forsvarsdimension. Denne debat fortsatte op gennem 90 erne og satte fodaftryk i de kommende traktater begyndende med Maastricht traktaten (Den Europæiske Union). Hele udviklingsforløbet vedrørende FUSP og dens videre udvikling, beskrives i kapitel Krisen i det tidligere Jugoslavien Mangel på samhørighed med at indtage en fælles holdning vedrørende anerkendelse af de tidligere jugoslaviske delrepublikker understregede, at nogle medlemsstaters egeninteresser i området konfliktede med øvriges. På trods heraf mente man fortsat, at krisen kunne håndteres og løses af de europæiske lande alene. EF gennemførte stor diplomatisk aktivitet samt iværksættelse af positive og negative sanktioner/foranstaltninger i form af økonomisk støtte, embargo, mæglingsforsøg samt konferencer 62. For første gang i EF s historie udsendte man ubevæbnede observatører til flere af de jugoslaviske republikker. Samtidig drøftedes muligheden for udbygning af dette med en egentlig udsendelse af fredsbevarende styrker i WEU regi. Frankrig og Tyskland støttede forslaget, mens Storbritannien var kategorisk imod. Dette skyldes, at man fra britisk side forudså en uoverskuelig inddragelse i konflikten, som tilfældet havde været med Cypern og Nordirland. Uenigheden imellem Storbritannien og Frankrig om en WEU operation samt de manglende resultater af fredsbestræbelserne i Jugoslavien fik reelt EF landene til at opgive muligheden for opnåelse af en fælles udenrigs og sikkerhedspolitik, hvilket afspejledes af EF landenes fremlæggelse af sagen for FN s Sikkerhedsråd i Oktober Dermed blev FN og EF de centrale led i krisestyringen i Jugoslavien. Dette både m.h.t. diplomatiske midler og en egentlig udsendelse af FN fredsbevarende styrke den største i 60 EPS var mellemstatsligt samarbejde, hvilket betød at vedtagelse af forslag krævede enstemmighed. 61 DUPI de danske forbehold, kap.3 p EU Historie

41 FN s Historie 63. Senere måtte FN se sin rolle udspillet i konflikten. CSCE/OSCE, WEU og NATO/USA ved IFOR blev senere indsat i operationen 64. EF s Regeringskonference i viste tydeligt, at EF landenes respektive grundlæggende holdninger til sikkerhed og forsvar var vidt forskellige. Kompromis inden for dette område lå ikke i et midtpunkt men afspejledes i lavest mulige fællesnævner. Medlemmernes grundlæggende interesser knyttede sig til 3 problemstillinger, inden for hvilke, at forhandlingsmulighederne var yderst begrænset, nemlig: Aktiv kontra passiv udenrigspolitik, Føderalister kontra konføderalister samt Atlantikere kontra europæere Aktiv kontra passiv udenrigspolitik Denne gruppering var reelt Frankrig og Storbritannien kontra de øvrige. Det bunder i at disse to lande havde atom og konventionel kapacitet til at kunne spille en væsentlig rolle inden for militær krisestyring. De havde traditionelt ført aktiv udenrigspolitik og begge lande var faste medlemmer af FN s Sikkerhedsråd og havde derved også en særlig placering/indflydelse i international politik. Begge lande havde således altid fastholdt deres ret til at føre egen udenrigs og sikkerhedspolitik hvis der ikke kunne opnås enighed om en fælles EF politik på dette område, hvilket også medførte, at ingen af disse lande kunne acceptere den lavest mulige fællesnævner inden for udenrigs og sikkerhedspolitik og ikke mindst inden for den militære del af sikkerhedspolitikken. De øvrige EF lande havde ikke samme kapacitet til at føre aktiv militær sikkerhedspolitik, hvorfor disse traditionelt havde ført en passiv politik på dette område Føderalister kontra Konføderalister Ovennævnte forhold havde derfor stor indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik skulle gøres til fællesskabskompetence dvs. underlægges EF s overstatslige beslutningsstruktur. Dette kunne Frankrig og Storbritannien som konføderalister på ingen måde acceptere, da dette ville give Kommissionen og Parlamentet afgørende indflydelse på området. Den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik skulle forblive adskilt fra EF procedurer, da en sådan underlæggelse kunne medføre, at de to lande skulle indsætte tropper på baggrund af en evt. flertalsafgørelse i Ministerrådet. Tyskland, Italien og Benelux landene repræsenterede føderalisterne, som arbejdede for at styrke EF institutionernes rolle, hvorved beslutninger kunne tages gennem flertalsbeslutninger. 63 DUPI de danske forbehold, kap.3 p FN styrken blev indsat i flere af de tidligere republikker og omfattede oprettelse af sikre zoner, beskyttelse af transporter, oprettelse af flyveforbudszoner samt udsendelse af en styrke til Makedonien m.h.p. at forhindre spredning af konflikten. NATO og WEU involveredes hurtigt i en støtteoperation for FN, hvor NATO håndhævede flyveforbudet og WEU håndhævede flådeembargoen. Vendepunktet i konflikten kom i 1995, hvor det lykkedes at få parterne til at indgå Dayton aftalen, der fastholdt en suveræn bosnisk stat opdelt i to selvstyre. I aftalen indgik ligeledes indsættelse af fredsstyrken IFOR. 65 DUPI de danske forbehold, kap.3 p

42 Atlantikere kontra Europæere I forholdet til Europæisk Forsvarsidentitet, herunder NATO og USA var Frankrig og Storbritannien splittet. Storbritannien, som traditionelt var stærkt knyttet til USA og stor fortaler for NATO, frygtede at NATO s rolle og USA s tilstedeværelse i Europa ville blive svækket. Blandt øvrige lande, som bakkede op om den britiske holdning, var Holland, Portugal og Danmark. Storbritannien ønskede således en Europæisk Søjle i NATO, hvor WEU skulle styrkes m.h.p. at indgå i en koordineret struktur med NATO således, at styrker stadig var tilmeldt i NATO strukturen men kunne indgå i en hurtig reaktionsstyrke. Derved ville det transatlantiskebånd ikke blive svækket. Frankrig derimod var for en integration af WEU i EF indtil en egentlig forsvarsdimension blev tilført samarbejdet. Dette blev begrundet med, at europæerne skulle forestå krisestyring i eget nærområde. NATO skulle kun involveres, hvis daværende Sovjetunionen blev involveret. Golfkrigen havde efter fransk opfattelse vist, at Europa havde måttet indordne sig efter et amerikansk britisk formynderskab, hvilket viste et behov for en større grad af EF identitet inden for NATO samarbejdet, såfremt Europa kunne blive en ligestillet partner med USA. Der var således behov for en europæisk sikkerheds og forsvarsidentitet, hvor Tyskland og evt. Storbritannien skulle inddrages m.h.p. at mindske amerikansk indflydelse DELKONKLUSION Krisen i det tidligere Jugoslavien viste, at EF landenes egeninteresser spillede en afgørende rolle i konflikthåndteringen. Man var på den ene side bundet traktatmæssigt i EPS samarbejdet, som var mellemstatsligt. Omvendt kunne man trods ihærdige forsøg ikke opnå enighed om at ændre den fælles udenrigs og forsvarspolitik m.h.p. at tilføre denne en egentlig militær dimension dertil var interesseforskellene for store. Frankrig og Storbritanniens mistro til EF beslutningssystem var endvidere en medvirkende årsag til, at den fortsatte fælles udenrigs og sikkerhedspolitik forblev mellemstatslig. Også her var EF landene splittet. Den laveste fællesnævners politik blev udstillet over for omverdenen og resulterede i, at FN og senere CSCE/OSCE, WEU og NATO blev involveret i krisen/konflikten. En medvirkende faktor til konfliktens senere forløb vurderes at være spørgsmålet om, hvor store tab/ofre de vesteuropæiske lande var rede til at acceptere. En massiv militær intervention ville uundgåeligt medføre større tab/ofre. Samtidig vurderes konflikten ikke at have indflydelse på den strategiske balance i Europa. Der var derfor tale om en egentlig inddæmning af konflikten. Konflikten i det tidligere Jugoslavien viste i al sin tydelighed, at det daværende EF var bedre til konference diplomati end til egentlig krisestyring KOSOVO KONFLIKTEN I årene efter Jugoslavien konflikten blev der gjort mange tiltag m.h.t. den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik, herunder forsøg på at skabe et mere effektivt beslutningssystem i det mellemstatslige samarbejde. Alligevel blev Kosovo konflikten en dramatisk opvågnen til virkelighedens verden for EU, som satte yderligere skub i opbygningen af en egentlig militær krisestyringskapacitet i EU regi Beskrives i kapitel 6. 42

43 Konflikten illustrerede atter en gang den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik afmagt over for ledere som den serbiske leder Milosevic. EU som civil magt blev ikke taget alvorlig. Læren var, at civile og militære virkemidler burde anvendes koordineret for at spille en afgørende rolle i krisestyring. I modsætning til 1991 blev der fra europæisk side såvel i EU som NATO demonstreret sammenhold, der blev fastholdt under den lange NATO luftkampagne mod Milosevic. Dette sammenhold viste, at de europæiske lande havde sammenfaldende interesser og var rede til at sætte handling bag ordene. Man kunne ikke acceptere de massive etniske udryddelser og en gentagelse af massakren ved Srebrenica. Det kan diskuteres, hvor stor effekt luftkampagnen havde set i forhold til, at man havde gennemført en værnsfælles kampagne. Igen kunne dette ses som udtryk for, at landene ikke var rede til at acceptere større tab/ofre, som en værnsfælles kampagne med indsættelse af tropper på landjorden ville havde medført. Endnu en gang var europæerne afhængig af amerikansk støtte 67. Kombinationen af en NATO militæraktion og EU s diplomatiske indsats styrkede alligevel troen på, at EU havde en væsentlig rolle at spille inden for europæisk krisestyring DELKONKLUSION Trods en mere lykkelig udgang på krisen, demonstrerede EU i Kosovo konflikten store mangler inden for den forsvarspolitiske dimension. Man var således afhængig af NATO og ikke mindst USA. De to konflikter havde vist, at EU havde gjort tiltag til forbedring af sin krisestyringskapabilitet men konflikterne viste, at det vigtigste redskab, når man har med ledere som Milosevic at gøre, det militære, bør udbygges væsentligt ANALYSE AF EU S INSTITUTIONELLE OPBYGNING OG HIERARKI INDLEDNING Formålet med dette kapitel er, at analysere EU s opbygning og hierarki set i f.t. EU som international aktør. Kapitlet tager udgangspunkt i de forudgående beskrevne områder. Ligeledes vil forhold med direkte tilknytning til FUSP og EU s militære samarbejde ikke blive gennemgået i kapitlet, idet de behandles særskilt i kapitel EU S OPBYGNING EU s opbygning med de tre søjler, hvor søjle et er overstatslig, og søjle to og tre er mellemstatslige samarbejde illustrerer tydeligt de overordnede dilemmaer EU s institutioner (Rådet, Kommission, COREPER, Parlamentet m.v.) er stillet i. I tilfælde af overstatligt samarbejde (omfatter det økonomiske samarbejde, bl.a. indre marked, ØMU, landbrug/fiskeri, indvandring, grænsekontrol), hvor medlemslandenes kompetencer mere eller mindre er afgivet til EU, vil de pågældende landes repræsentanter naturligt nok kun bakke om direktiver, forordninger m.m., som har rygdækning i de respektive hjemlige regeringer eller parlamenter. Der hviler således et tungt ansvar på de pågældende ministre, hvil- 67 Amerikanerne gennemførte 85% af de samlede præcisionsbombninger under luftkampagnen. Endvidere blev de europæiske lande forbløffet over asymmetrien i den militære formåen. Ligeledes var det kun Storbritannien, som rådede over krydsermissiler. Tilsvarende rådede kun Frankrig over satellitovervågningskapacitet. Dette store teknologiske gab samt den manglende evne til at stille de efterfølgende soldater til den fredsbevarende styrke i Kosovo, bl.a. grundet manglende strategisk løftekapacitet, medvirkede til at både Storbritannien og Frankrig senere har sat skub i forsvarsinitiativet. 43

44 ket vurderes at kunne være en hæmmende faktor i f.m. effektiv beslutningstagen i sager, hvor bl.a. de store EU landes (Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien) interesser er berørt eller direkte kompromitteret. Ved det mellemstatslige samarbejde (omfatter bl.a. FUSP samt retlige og indre anliggender) skal vedtagne beslutninger godkendes af de enkelte medlemslandes regeringer/ parlamenter. Derved bliver beslutningsprocessen meget lang, idet sagerne først skal behandles i EU s Bureaukrati (Råd, Parlament og Kommission med tilhørende samarbejdsprocedurer), for herefter at skulle behandles i de respektive landes regering/parlament. Et andet forhold man kan frygte, er at en sådan beslutningsprocedure lægger op til vedtagelse af laveste fællesnævner. Dette skyldes de enkelte medlemslandes egeninteresser, som man naturligt nok ikke ønsker kompromitteret. Dette kunne også ses i det tidligere EPS, især under Bosnien og Kosovo konflikterne. Disse forhold vil blive yderligere behandlet under EU s beslutningsprocedurer INSTITUTIONERNE I det efterfølgende analyseres institutionerne i EU, herunder de indbyrdes sammensætninger og samarbejdsforhold, som vurderes at have indflydelse på det samlede virke i EU Det Europæiske Råd Som tidligere beskrevet, etableredes DER m.h.p. at tilføre handlekraft og dynamik i EF/EU samarbejdet. Spørgsmålet er så, om dette reelt har været effekten set i forholdet til det faktum, at EU skal kunne fremstå som en international aktør? Som sagt mødes DER to gange årligt m.h.p. at drøfte EU politiske liv og udvikling. Dette munder ud i et slutdokument, som udstikker Hovedretningen for den førte politik. Der er således tale om en bred vifte af politikker (økonomisk, udenrigs og sikkerhedspolitik, militært samarbejde m.v.). Både m.h.t. interne som eksterne EU forhold. Da samlingerne finder sted to gange årligt, vurderes dagsordenen at være meget omfattende, hvilket også afspejles i dybden i de vedtagne slutdokumenter. Endvidere skal der for at tilsikre opbakning til den kommende politik opnås enighed om slutdokumentet. Dette understøtter også den manglende dybde/entydige vilje til handling. Det kan således ikke blive til mere end hensigtserklæringer, som fremgår af dokumentet. Dette kan således medføre, at når de overordnede erklæringer skal omsættes til praktisk og håndterbar politik via underliggende råd, kommission, parlament, komitéer og udvalg m.fl., vil de enkelte medlemslandes særstandpunkter kunne blokere for effektiv beslutningstagen. Dette vurderes især at være muligt i forholdet mellem Rådet, Parlamentet og Kommissionen Formandskabet Da formandskabet skifter hvert halve år, kan det ikke undgås at det pågældende formandsland til trods for en loyal ført EU politik, har egne særstandpunkter, som vil skinne igennem. Ikke at de bevidst omgår forhold men der er stor forskel på de enkelte medlemslandes fokus, handels, industri og miljøinteresser, kulturer, holdninger til udvidelser m.m. Alle disse forhold vurderes at have indflydelse på varetagelsen af formandsvirket. Ligeledes kan situationen om USA s fortsatte intentioner i kampen mod terror herunder de forestående antagelser om, hvilke lande terrorbekæmpelsen vil blive udvidet til, blive genstand for uenighed. I den forbindelse kan også nævnes konflikten mellem Palæstina og Israel. Den nuværende danske regering er blevet kraftigt kritiseret af oppositionen for manglende indsigelse over for henholdsvis USA og Israel. Denne uenighed kunne muligvis få en indirekte indvirken på Danmarks rolle som EU s repræsentant i eksterne forhold. 44

45 Endvidere har Danmarks forbehold på det militære samarbejde medført, at Grækenland skal varetage formandskabets rolle i militære spørgsmål. I denne situation har man således et opdelt formandskab, som igen kan formodes at præge kontinuiteten i negativ retning Medlemsstaterne Medlemsstaterne er i sagens natur forpligtet til at støtte den fælles vedtagne politik. For at EU kan fremstå slagkraftig og troværdig i internationale fora, er det et must, at medlemmerne overholder dette. Men virkelighedens verden er, som tidligere nævnt, helt naturligt præget af forskellige særinteresser og fokusområder. En stats vilje til gennemførelse af en politik afhænger i stor grad af økonomiske forhold og hvilken stat vil støtte en politik, som kan medføre store økonomiske tab uden at få kompensation? Der er ingen tvivl om, at de nationale interesser vejer tungt i f.t. den fælles beslutninger især på de kontroversielle områder. Dette kunne ses i f.m. konflikterne i det tidligere Jugoslavien, som beskrevet. Efterfølgende er der taget drastiske skridt inden for FUSP men forholdet om nationale interesser vil stadig være tungtvejende i medlemsstaternes handlemønster. Ovennævnte forhold kan derfor frygtes at blive en afgørende faktor for den fælles vedtagne politiks slagkraft på den internationale scene, idet den laveste fællesnævners politik kan ende med at blive den anvendte Rådet for Den Europæiske Union Den omfattende udvidelse af arbejdsopgaver ses tydeligt af Rådets opbygning/sammensætning. Fra at være repræsenteret ved udenrigsministrene, er der i dag over 20 forskellige Råd med hvert sit arbejdsområde og ministre. Der er i dag mere lempelige afstemningsregler. Fra at forslag skulle vedtages med enstemmighed, er der i dag mulighed for flertalsafgørelser (simpelt, kvalificeret). Stemmernes fordeling, som forhindrer de fire store lande i at gennemtrumfe beslutninger, tilgodeser de små medlemslande. Set i lyset af EU i rollen som international aktør, ses dette som en svaghed, herunder i f.m. FUSP samarbejdet. Dette betyder, at de store lande, som præger EU på det internationale plan, og som samtidig afsætter forholdsvis store ressourcer til formålet, kan blokeres af medlemslande, som ikke ønsker EU s involvering i samme grad. Ikke sagt, at det er skidt for demokratiets rolle men det ses som en svaghed set i f.t. aktørrollen nemlig manglende beslutningsdygtighed og pondus. 68 Forholdet ses ikke at være mindre i lyset af den kommende udvidelse, hvor EU forventes udvidet med op til ti lande fra det tidligere Central og Østeuropa. En reform af den måde, Rådet fungerer på, vurderes at blive et vigtigt led i den mere omfattende institutionelle reformproces, der skal forberede EU til udvidelsen. De forestående omfattende udvidelser kan meget vel, sammen med udvidelsen af EU's arbejdsområde, bevirke, at arbejdet i Rådet går stadig langsommere og til sidst lammes. Rådet skal have overblik over alle EU's politikker. Derfor vurderes det nødvendigt, at der i systemets kerne bør være én enkelt koordineringskæde, der kan sikre, at EU's arbejde er i overensstemmelse med de politiske lederes vilje (DER). Det centrale ansvar, som Rådet (indenfor almindelige anliggender) har, herunder den overordnede samordning af politikkerne, betyder, at det vil skulle styre en ekstern og intern dagsorden, der bliver mere og mere kompleks, og som omfatter vigtige sager på tværs af 68 Se kapitel 6 analyse af FUSP, hvor forholdet vedrørende Generalsekretærens rolle i f.t. Rådet er behandlet. 45

46 både fagområder og søjler. En effektiv håndtering af alle aspekter af dets arbejde ved hjælp af en bedre styring af dagsordenen og hensigtsmæssig medlemsstatsrepræsentation er vigtig, hvis Rådet (indenfor almindelige anliggender) fortsat skal varetage opgaven med at sikre den overordnede samordning, sammenhængende politik og forberedelse af Det Europæiske Råds møder. I takt med de nye aktivitetsområder, og at traktaternes anvendelsesområde udvides, er det vigtigt at forhindre en fragmentering af EU's aktiviteter og beslutningsproces. Det vurderes derfor som essentielt, at Rådets drøftelser/dagsordener fastholder fokus og ikke dækker for bredt, hvilket vurderes at skabe uoverskuelighed i de politiske beslutningsprocesser De Faste Repræsentanters Komité (COREPER) En effektiv beslutningsproces i Rådet forudsætter, at det forberedende arbejde foregår så rationelt og omkostningseffektivt som muligt samtidig med, at der sikres en overordnet sammenhæng i politikkerne. Dette forudsætter, at alle aktiviteter, der overhovedet kan planlægges, rent faktisk bliver planlagt, at COREPERS og rådsgruppernes rolle er klart fastlagt, og at der udformes arbejdsmetoder, der sigter imod en optimal udnyttelse af infrastruktur og ressourcer. Allerede nu og så meget desto mere i et udvidet EU må den begrænsede tid, der er til rådighed på møderne, udnyttes fuldt ud. Uden passende forudgående forberedelse og større disciplin på møderne på alle niveauer risikerer drøftelserne at miste enhver effektivitet. På møderne bør delegationerne kunne reagere og forhandle på grundlag af klare valgmuligheder, formulerede løsninger på velkendte problemer eller klart identificerede problemer. Det er derfor af den største betydning, at der foreligger klare og velstrukturerede dokumenter. Formandskabet bør som en del af sit særlige ansvar for at tilrettelægge og styre drøftelserne i Rådet have de nødvendige midler til at sikre hensigtsmæssige arbejdsmetoder. Det er netop inden for de områder, hvor fokus om COREPER og rådsudvalg med fordel kunne vægtes Europa Kommissionen Som tidligere beskrevet, har Kommissionen retten til at tage initiativet i EU. Den har lovgivende, administrerende og kontrollerende opgaver i f.t. EU. Kommisionen, som er tiltænkt at være initiativskaberen den udfarende del af EU men som beskrevet, er Kommissionen underlagt bureaukrati ved de tre typer af udvalg eller komiteer, som Kommissionen skal forelægge sine forslag for, før forslagene kan gennemføres, nemlig: Det Rådgivende udvalg, Forvaltningsudvalget samt Forskriftsudvalget. Ud over disse er der ca. 250 udvalg/komitéer, der bistår Kommissionen ved udøvelsen af dens gennemførelsesbeføjelser. Det, der falder en i øjnene, er, at det i sidste ende er relativt nemt for Kommissionen at få gennemført sine forslag via Rådet, hvorfor man kan stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af det bureaukrati, som omkranser Kommissionen og dens arbejde. Set i f.t. aktørrollen vurderes det at være en svækkelse af den politiske beslutningskompetence og gennemslagskraft Europaparlamentet Parlamentets nuværende 626 medlemmer forventes ved udvidelsen af EU forøget til ca. 700 medlemmer. I forbindelse med Amsterdam traktaten har Parlamentet fået væsentlig indflydelse, hvilket af Parlamentet blev set som et skridt hen imod fuld demokratisering af EU, idet den Fælles beslutningsprocedure (behandles under analyse af beslutningsproce- 46

47 durer) blev forenklet og udvidet til nye områder, og Parlamentets rolle blev ligeledes styrket i f.m. udnævnelse af Kommissionen DELKONKLUSION På baggrund af ovennævnte kan det konkluderes, at EU set i forhold til aktørrollen, allerede ved sin opbygning/opdeling ved overstatsligt og mellemstatsligt er hæmmet i effektiv beslutningstagen enten ved rygdækningsprincippet eller laveste fællesnævner i beslutningsprocessen. Hertil kommer det etablerede bureaukrati spændende fra DER til Parlamentet, hvor den institutionelle opbygning i form af råd, komitéer, udvalg m.v. skal inddrages i såvel udformning som vedtagelse/godkendelse af forslag/forordninger/direktiver. Set i lyset af den formodede forestående udvidelse vurderes det essentielt, at EU s institutionelle opbygning, fortsat og i større grad strømlines EU S BESLUTNINGSPROCEDURER I den efterfølgende analyse, fokuseres på de centrale beslutningsprocesser, som vurderes relevante set forhold til aktørrollen. Ligesom i kapitel, vil beslutningsprocesser vedrørende FUSP ikke blive behandlet. Dette område analyseres selvstændigt i kapitel Den fælles beslutningsprocedure Proceduren fremgår af bilag 9. Ved Amsterdam traktaten gennemførtes processuelle ændringer i retning af en enklere procedure. Særligt, at Rådet kan vedtage et forslag efter første behandling i Parlamentet, og for at et forslag kan forkastes allerede ved anden behandling i Parlamentet. Til trods for denne forenkling af proceduren, ændrer det ikke på det faktum, at et forslag kan ende med at skulle behandles i Rådet og Parlamentet op til tre gange. Såfremt Rådet ikke kan godkende alle parlamentets ændringer, skal Forligsudvalget bistået af Kommissionen forsøge at opnå enighed. Hele denne procedure kan i værste tilfælde vare op til 9 måneder (3 mdr.+3 mdr.+6 uger + 6 uger). Med tanke på, at proceduren anvendes inden for de fleste områder af fællesskabsretten, vurderes det ikke at styrke aktørrollen, da en aktør i f.t. den anvendte teori bør kunne udvise handlekraft. I f.m. f.eks. FUSP er der andre regler men for at kunne fremstå troværdig og handlekraftigt udadtil må en forudsætning være, at man fremstår som en helhed indadtil. Langtrukne beslutningsprocedurer som denne understøtter ikke det forhold Samarbejdsproceduren Proceduren fremgår af bilag 10. Hele denne procedure kan i værste tilfælde vare op til 8 måneder (tre mdr. + 1 mdr. + 3 mdr. + 1 md.) Da Samarbejdsproceduren fremover er begrænset til nogle få afgørelser vedrørende Den Økonomiske og Monetære Union, vurderes dens betydning, set i f.t. den anvendte teori, ikke at have den store indflydelse men som for den fælles beslutningsprocedure vurderes det at være en grundlæggende bureaukratisk hindring for intern smidig og handlekraftig beslutningstagen for en aktør. 47

48 Høringsproceduren Denne klassiske procedure medfører, at ligesom de øvrige, at EU s trekløver (Råd, Kommission og Parlament), er alle involveret i behandlings /beslutningsfaserne. Endvidere, er Det Økonomiske, Sociale og Regionsudvalget for det meste involveret i disse høringsfaser. Ligesom for de øvrige procedurer, vurderes høringsproceduren, at være en hæmmende faktor set i f.t. aktørrollen, da den er langsommelig samt omfatter et stort beslutningsorgan Proceduren om samstemmende udtalelse Proceduren er den samme som Høringsproceduren men Parlamentet skal godkende forslaget med absolut flertal af de afgivne stemmer. Når det drejer sig om optagelse af nye medlemsstater og den fælles valgprocedure, kræves der absolut flertal blandt samtlige parlamentsmedlemmer. Hvis forslaget ikke opnår det krævede flertal i Parlamentet, kan Rådet ikke vedtage retsakten endeligt. Som for høringsprocessen er det således de samme forhold, som er gældende ved denne. Forholdet er yderligere skærpet grundet vedtagelseskravet f.eks i f.m. udvidelse af EU DELKONKLUSION Kommissionen har som tidligere beskrevet initiativretten i EU. Ud over den institutionelle opbygningshierarki og det deraf følgende bureaukrati, er beslutningsprocedurerne i EU, en faktor, som påvirker EU s effektive beslutningstagen og deraf følgende handlekraft i negativ retning set i f.t. aktørrollen. Set i f.t. anvendt teori, forventes aktøren, ud fra en opstået situation, at kunne træffe nødvendige foranstaltning/forholdsregler i f.t. situationens alvor. EU s bureaukratiske opbygning og dens omstændige beslutningsprocesser vurderes fortsat, at ville hindre/hæmme EU i hurtig og effektiv beslutningstagen og deraf følgende handlekraft. 48

49 KAPITEL 5 DE ØKONOMISKE STRUKTURER OG BESLUTNINGSPROCESSER 5. DE ØKONOMISKE STRUKTURER OG BESLUTNINGSPROCESSER 5.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER Dette afsnit om de økonomiske procedurer i EU skal gennem en redegørende analyse klarlægge, hvorledes den internationale aktør, EU, planlægger at imødese økonomiske problemer af enhver art internt såvel som eksternt i lyset af globaliseringen. Det er således ikke intentionen at give en samlet historisk oversigt over hele det forløb, som ledte op til det økonomiske samarbejde i EU, men udelukkende at belyse de seneste ti år samt eventuelle tiltag, som allerede er besluttet eller i nærmeste fremtid vil være under indførelse. 69 Gennem en beskrivelse af indførelsen af Den Økonomisk Monetære Union (ØMU en) redegøres der for den strukturelle opbygning af den økonomiske politik, som indgår i den første søjle af samarbejdet i fællesskabet. Desuden berøres de organer, som besidder den reelle beslutningskompetence i f.m. beslutninger af økonomisk art i EU. Desuden skal det kort belyses, hvorledes EU udadtil tilsyneladende har benyttet økonomi som krisestyringsinstrument på Balkan sandsynligvis i mangel af bedre og hvilke konsekvenser dette har eller ikke har fået DEN ØKONOMISKE MAGT Politik og økonomi er i sidste ende to sider af samme sag, og det kan i det store og hele være svært reelt at skille de to områder fra hinanden, men EU har selv foretaget en teoretisk opdeling groft sagt i retlige forhold, økonomiske forhold samt udenrigs og sikkerhedspoltiske forhold. Dette giver sig udtryk i en tre søjleopdeling, hvor den første søjle omfatter det indre marked, konkurrencepolitik, den fælles landbrugspolitik, regionalpolitik, samt ikke mindst den økonomiske og monetære union. 70 Samarbejdet på dette område er overstatsligt. I anden søjle drejer samarbejdet sig om Den Fælles Udenrigs og Sikkerhedspolitik, og den tredje søjle omfatter de Retlige og Indre anliggender. Disse to sidste søjler er kendetegnet ved et mellemstatsligt samarbejde om disse emner. Omdrejningspunktet for EU s økonomiske tiltag i sidste halvdel af 1990 erne har været og er Den Økonomiske og Monetære Union også kaldet ØMU en. ØMU en er blevet kaldt Maastricht traktatens kronjuvel. 71 Det er derfor på sin plads med en kort redegørelse for, hvad ØMU en står for, samt hvilke økonomiske områder den dækker. Den monetære del skulle på sigt sikre medlemmerne en fælles valuta, hvorimod den økonomiske del skulle tilvejebringe fælles spilleregler for den overordnede økonomiske politik. Det Europæiske Fællesskab vedtog allerede i 1969 i Haag en principbeslutning om, at fællesskabet skulle udvikle en økonomisk og monetær union. Dette blev senere bekræftet 69 For en kort historisk gennemgang af det tidligste forløb henvises til DUPI 2000, side Det Indre Marked blev indført ved Den Europæiske Fællesakt. Det Indre Marked omfatter et Europa, hvor der i medlemslandene ikke eksistere indre grænser, og hvor der er fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital. 71 DUPI 2000, side

50 på en række topmøder i Paris (1972) og København (1973). Det var tiltag, som på sigt skulle forstærke indførelsen af det indre marked i unionen. Der blev i Maastricht traktaten af december 1991 og Edinburgh afgørelsen af december 1992 lagt op til en fælles valuta, som blev benævnt ECU, hvilket står for European Currency Unit. Dette skulle blive en forløber for den senere fælles mønt euroen, men til forskel fra euroen var det en kunstig valuta, som skulle anvendes til større international betalinger. Indtil videre svingede ECU en i takt med medlemslandenes valuta, men fra den 1. januar 1999 blev landenes valuta låst fast over for ECU en. Men i realiteten var dette kun en overgangsordning, idet man fra 1. januar 2002 indførte den fælles reelle valuta nemlig euroen. Den nye valuta administreres fra Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). 72 Dette system af banker rummer såvel Den Europæiske Centralbank (ECB), som har hovedsæde i Frankfurt, og de nationale centralbanker, som har hjemme i medlemslandene, hvilket medfører, at selv om der føres en fælles pengepolitik, skal det enkelte medlemsland stadig holde orden i sin egen økonomi Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) Erfaringerne fra 1960 erne med en penge og finanspolitik samt oliekriser i 1970 erne, som medførte stærkt stigende priser og inflation, viste, at når man regulerede pengepolitikken så effektivt gik det ud over den økonomiske vækst. 74 Regeringerne måtte reelt fratages det virkemiddel, som pengepolitikken og deraf følgende prisstabilitet udgjorde, og som de gennem deres nationalbanker indtil da enerådigt havde indsat som effektivt virkemiddel for at opnå denne stabilitet. Der måtte gennemføres tiltag, der sikrede, at regeringerne ikke gennemførte ordninger, som kun tilgodeså kortsigtede populære politiske løsninger. Man kunne forestille sig en regering, som i et kortere hændelsesforløb ville tilsidesætte prisstabiliteten for at opnå en større vækst. Dette kunne opnås ved at gøre centralbankerne uafhængige af den til enhver tid siddende regering. Den overordnede ramme for oprettelsen af den økonomiske og monetære union var givet i Traktaten om Den Europæiske Union (Amsterdamtraktaten), hvis artikel 2 gengives nedenfor: Artikel 2 Fællesskabet har til opgave gennem oprettelsen af et fælles marked og en Økonomisk og Monetær Union samt gennem iværksættelse af fælles politikker eller aktioner som omhandlet i artikel 3 og 4 (tidligere artikel 3 og 3A) i Fællesskabet som helhed at fremme en harmonisk 72 Den Europæiske Centralbank har en Direktion og et Styrelsesråd. Direktionen er på højst 6 personer. Dens medlemmer udpeges af deltagerlandenes regeringer for 8 år ad gangen uden mulighed for genvalg. Styrelsesrådet består af direktionen og cheferne for deltagerlandenes centralbanker. Det er meningen, at centralbankerne skulle gøres fuldstændig uafhængige af de nationale regeringer, hvilket hidtil ikke havde været tilfældet. 73 Pengepolitik er en centralbanks foranstaltninger m.h.p. at påvirke rente og likviditet på de finansielle markeder. Formålet er at påvirke produktion og beskæftigelse og især på længere sigt inflationsudviklingen. 74 Finanspolitikken påvirker den private sektors disponible indkomst, produktion og beskæftigelse gennem de offentlige finanser, dvs. gennem opkrævning af skatter og afholdelse af offentlige udgifter. Desuden gav 1960 ernes og 1970 ernes penge og finanspolitik en skæv indkomst og formuefordeling, som skadede væksten og skabte ny arbejdsløshed. Erling Olsen, side 9. 50

51 afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed, et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, en bæredygtig og ikke og ikke inflationær vækst, høj konkurrenceevne og en høj grad af konvergens med hensyn til de økonomiske resultater, et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed samt solidaritet mellem medlemsstaterne. 75 Traktaten er overbygningen for det økonomiske og monetære samarbejde i EU som helhed samt grundlaget for økonomiske aktioner udadtil i det internationale samfund. Den omsiggribende globaliseringen er et problem, eller om man vil, en udfordring, som EU tager ganske alvorligt. 76 Hovedformålet i den fælles pengepolitik med ESCB samarbejdet er først og fremmest hensynet til prisstabilitet selv om der også angives andre formål. Den nøjagtige ordlyd af Statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og den Europæiske Centralbank s artikel 2, som er helt central for den økonomiske politik i EU, angives nedenfor: Artikel 2 I overensstemmelse med Traktatens artikel 105, stk. 1, er hovedformålet for ESCB af fastholde prisstabilitet. Uden at målsætningen om prisstabilitet derved berøres, støtter ESCB de generelle økonomiske politikker i Fællesskabet med henblik på at bidrage til gennemførelsen af Fællesskabets mål, som fastsat i Traktatens artikel 2. ESCB handler i overensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence, som fremmer en effektiv ressourceallokering, og i overensstemmelse med principperne i Traktatens artikel 3A. 77 Artiklen angiver ganske klart, at alle økonomiske tiltag indenfor fællesskabets område er underlagt det overordnede hensyn til prisstabiliteten. Indledningsvise franske tanker om, at Ministerrådet skulle udgøre en form for økonomisk regering blev imidlertid aldrig til noget, og forslaget faldt i forhandlingerne om Maastricht traktaten. 78 Medlemslandene havde imidlertid et ønske om monetær stabilitet i fællesskabet, hvilket resulterede i indførelsen af det europæiske monetære system (EMS) i marts Dette initiativ blev iværksat af Frankrig og Tyskland og alle øvrige medlemsstater med undtagelse af Storbritannien deltog. EMS (European Monetary System) Det Europæiske Monetære Systemer var et pengepolitisk samarbejde i EU, iværksat i 1979 på fransk tysk initiativ. Formålet med EMS en har været at stabilisere valutakurserne mellem EU s medlemsstater. Systemet har været opbygget omkring den europæiske valutaenhed, ECU, og den 75 Citeret fra Erling Olsen Baggrunden for ØMU en og dens gradvise indførelse. December 1998, side Se bl.a. den omfattende rapport: Commision of the European Communities Response to the Challenges of Globalisation: A Study on the International Monetary and Financial System and on Financing for Development. Working Document from the Commission Services. Bryssel 13. februar Citeret fra Erling Olsen Baggrunden for ØMU en og dens gradvise indførelse. December 1998, side DUPI 2000, side 38 f. 51

52 såkaldte valutamekanisme, ERM, inden for hvilken selve fastkurssamarbejdet har foregået. Med etableringen af ØMU en i 1999 er EMS blevet nedlagt. Valutasamarbejdet mellem eurolandene og de øvrige EU lande (bl.a. Danmark, som har valgt foreløbigt at stå udenfor euroen) har herefter fundet sted i ERM2. ERM2 er udelukkende et bilateralt arrangement. Der var således været to hovedelementer i EMS samarbejdet. Henholdsvis fastkurssamarbejdet ERM og den fælles regneenhed ECU. ERM står for "Exchange Rate Mechanism", og ERMskulle sikre valutakursstabiliteten ved at begrænse valutakursernes udsving. ERM fungerede gennem en aftale blandt de deltagende staters national og centralbanker om gensidigt at intervenere, dvs. købe og sælge valuta for at rette kursen op, hvis en valuta nåede udsvingsgrænsen, og samtidig hæve renten, hvis valutaerne kom under pres. ECU, eller European Currency Unit, var en regneenhed vægtet sammen af de forskellige landes valutaer. ECU'en blev brugt af EU's institutioner og som regneenhed ved fastlæggelse af landbrugspriser og udmåling af strukturfonde og budget. EF landenes erfaringer med samhandlen i toldunionen gav i midten af 1980'erne anledning til kritik af fællesmarkedets funktion. Der var mange forhindringer for den fri handel fx tekniske handelshindringer i form af forskellige nationale samt diskriminatoriske krav til varerne. Der var også begrænsninger på investeringer mellem EF landene og på at søge arbejde i andre lande. I 1986 vedtog EF landene derfor Den Europæiske Fællesakt (EF pakken) om det indre marked. I det indre marked skulle både varer, tjenester, arbejdskraft og kapital kunne bevæge sig frit mellem landene på samme måde som på de deltagende landes hjemmemarkeder. Etableringen af det indre marked havde til formål at bidrage til større vækst og lavere priser gennem større konkurrence. Realiseringen af det indre marked medførte, at diskussionen om en økonomisk og monetær union blev aktualiseret. Det blev fremført, at det indre marked kun ville få begrænset virkning på grund af de forholdsvis høje vekselomkostninger og usikkerhed om bare små valutaudsving. På topmødet i Hannover i 1988 nedsatte man et udvalg, som skulle udarbejde en rapport om, hvordan en økonomisk og monetær union med en fælles valuta kunne indføres. Udvalget bestod af Jacques Delors, der på det tidspunkt var Europa Kommissionens formand, de daværende 12 national og centralbank chefer og tre uafhængige eksperter. Resultatet af arbejdet udmøntede sig i den såkaldte Delors rapport i Rapporten foreslog en bedre koordinering af den økonomiske politik, indførelse af regler om størrelsen og finansieringen af nationale budgetunderskud og oprettelse af en uafhængig institution, der skulle være ansvarlig for EU's monetære politik. På topmødet i Madrid i juni 1989 blev det vedtaget at realisere af Den Økonomiske og Monetære Unions 1. fase den 1. juli 1990 med udgangspunkt i forslagene fra Delors rapporten. Indførelsen af ØMU en blev opdelt i tre faser. Den første fase indebar, at landene i højere grad skulle samordne deres økonomiske politikker. Landene skulle gensidigt overvåge hinandens økonomier for at forsøge at sikre en mere ensartet udvikling. Centralbankerne skulle konsultere hinanden i spørgsmål om pengepolitikken, og landene skulle deltage i valutasamarbejdet i EMS en. I december 1990 blev der indledt en regeringskonference, der resulterede i en traktat, som i 1992 blev underskrevet i den hollandske by Maastricht. Maastricht traktaten indeholdt 52

53 blandt andet det juridiske grundlag for ØMU ens 2. og 3. fase, og bestemmelserne lå tæt op af de forslag, der var blevet fremsat i Delors rapporten. I november 1993 trådte Maastricht traktaten endelig i kraft. Overgangen til anden fase skete den 1. januar I denne fase skulle medlemsstaterne nå nogle faste mål med hensyn til konvergens af deres økonomiske politik, der blev vedtaget præcise, ikke bindende regler om offentlig finansiering, og der blev indført en ny form for fælles overvågning af de offentlige finanser. Det Europæiske Monetære Institut (EMI) blev oprettet med det formål, at samordne den monetære politik gennem styrkelsen af samarbejdet mellem medlemsstaternes centralbanker og forberedelsen af indførelsen af den fælles valuta. På topmødet i Madrid i december 1995 fastlagdes datoen for 3. fase til 1. januar Samtidig besluttede man, at den fælles valuta navn skulle være euro, og at eurosedler og mønter skulle indføres i I maj 1998 vedtog stats og regeringscheferne på et møde i Bruxelles, at tredje fase kunne indledes ved årsskiftet blandt følgende 11 medlemslande: Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig. Den tredje fase startede således den 1. januar 1999 for de 11 deltagerlande. Denne fase indebar, at de deltagende stater låste deres valutakurser uigenkaldeligt fast og indførte euroen. Samtidig oprettede man det Europæiske System af Centralbanker og den Europæiske Centralbank, der erstattede Det Økonomiske og Monetære Institut (EMI). Landenes fælles monetære og valutakurspolitik suppleres af, at landene er forpligtet til at samordne den økonomiske politik som et spørgsmål af fælles interesse. De deltagende lande er i den tredje fase forpligtet til at overholde bestemmelserne i traktaten og statutten for Det Europæiske Centralbanksystem (ESCB), og skal alle have opnået en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens. Den økonomiske konvergens måles i forhold til bestemte kriterier vedrørende prisstabilitet, udviklingen i de offentlige finanser, valutakursstabilitet og udviklingen i den lange rente Kontrol over kapital og valutakurser Den fælles valutapolitik i EU s Økonomiske og Monetære Union vil ligeledes uundgåeligt berøre forholdet til den amerikanske dollar, den japanske yen, en række central og østeuropæiske samt en del tredjelandes valutaer. Den Europæiske Centralbank har derfor ansvaret for gennemførelsen af valutakurspolitikken. Såfremt der skal ske ændringer, som overstiger centralbankens kompetence træder deltagerlandenes økonomi(øko) og finans (FIN)ministre sammen i et såkaldt ØKOFIN Råd, hvor man vedtager overordnede retningslinier for valutakurspolitikken under skyldig hensyntagen til prisstabiliteten. ØKOFIN Rådet er således det formelle beslutningscenter i økonomiske spørgsmål i EU. Prisstabiliteten er deltagerlandenes primære målsætning, som det fremgår af statuttens artikel 2 (se ovenfor) Kompetitive fordele Afskaffelsen af de indbyrdes toldsatser, som allerede var blevet påbegyndt med skabelsen af toldunionen, havde imidlertid ikke fjernet alle hindringer for den fri samhandel og fri konkurrence mellem landene, som det havde været hovedmålet. I det indre marked måtte der gennemføres fuldstændig fri bevægelighed over grænserne for personer, varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital. ØMU en har i den forbindelse den mikroøkonomiske fordel, at der ikke eksisterer vekselgebyrer, og at erhvervsdrivende slipper for kursrisikoen ved omvekslinger eller en økono- 53

54 misk omkostning ved at indgå en fastkursaftale. ØMU ens makroøkonomiske fordele er, at renteniveauet kan sænkes til samme niveau i alle medlemslande, idet frygten for en devaluering ikke længere eksisterer. Dette medfører, at fællesskabet alt i alt står stærkere i den internationale konkurrence Information/behandling af information og teknologiske nyvindinger Man har erkendt, at den teknologiske udvikling har fremmet den effektivitet, som varer, tjenesteydelser, kapital, ideer og mennesker bevæger sig rundt på kloden. De relative omkostningsfald har fremmet teknologiens udbredelse, og set i lyset af dette er eksempelvis computerteknologien blevet særdeles udbredt. Dette har ført til en større gennemsigtighed på finansielle markeder og fremmet indførelsen af computerteknologi. 80 Benyttelsen af World Wide Web har fremmet informationsflowet ganske betydeligt, idet store mængder af information kan udbydes hurtigt og globalt. Som et eksempel på anvendelsen af den nye teknologi kan nævnes, at handel med euroen (og ECU) allerede foregik elektronisk flere år før sedler og mønter blev udstedt Uddannelse Indenfor området uddannelse har gennemførelsen af ØMU en bl.a. medført en omfattende gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og autorisationer. Men generelt er tilrettelæggelsen af struktur, arbejdsmarkeds, uddannelses, social og skattepolitik grundlæggende forblevet nationale anliggender Asymmetrisk interdependens Indførelsen af ØMU en har ligeledes betydet, at den sociale dimension i organisationen styrkes. Dette vil give sig udslag i en solidarisk økonomisk politik mellem medlemslandene, som fremmer tilbagestående regioner, afhjælper arbejdsløshed og hæver det sociale beskyttelsesniveau. Det er i hvert fald intentionerne. Som en af de fremtrædende grunde til at gennemføre hele projekt ØMU nævnes også hensynet til globaliseringen. ØMU en skal gøre fællesskabet i stand til at modstå presset fra denne globalisering af økonomi og handel, og styrke mulighederne for at optræde som aktør på dette internationale marked. 83 EU s ØMU er også kommet til at berøre forholdet til en række vigtige udenlandske valutaer, såsom den amerikanske dollar, den japanske yen, nogle central og østeuropæiske samt en del tredjelandes valutaer. Der dog kun den daglige gennemførelse af valutapolitikken, som varetages af Den Europæiske Centralbank (ECB). Såfremt der skal ske afgørende ændringer træder deltagerlandenes økonomi og finansministre til i det såkaldte ØKOFIN råd. I dette råd fastsættes overordnede retningslinier for valutakurspolitikken under hensyntagen til det overordnede mål at respektere prisstabiliteten. 79 Det danske renteniveau er eksempelvis noget højere end det tyske, da der internationalt har hersket en frygt for at kronen ville blive devalueret i f.t. den tyske valuta. For at fjerne denne risiko har de internationale finansmarkeder forlangt en højere rente for penge, der anbringes i Danmark. Denne risiko kunne elimineres, såfremt Danmark ville tiltræde den tredje fase af ØMU en. Erling Olsen, side DUPI 2000, side 45. I foråret 2000 afholdtes et regeringschefmøde, som kom til at omhandle den økonomiske internationaliseringsproces og den såkaldte ny økonomi (informationsteknologi, internethandle etc.) 81 Commission 2002, side DUPI 2000, side Niels Jørgen Nehring Europæisk Jeopardy EU s regeringskonferencer siden 1990 i Politologiske Studier 1/

55 Som et eksempel på, hvorledes ECB har søgt at undgå afhængighed af stærke valutaer kan nævnes ECB s pengepolitiske strategi. ECB havde muligheden for at anvende pengemængdemål, inflationsmål eller valutakursmål. ECB valgte bevidst ikke at basere sig på valutakursmål, idet man frygtede, at euroen ville kunne blive bundet til en anden valuta, f.eks. dollaren, hvilket ville skabe et uhensigtsmæssigt afhængighedsforhold til et andet lands centralbank og dets inflationspolitik. Dette ville ikke være i overensstemmelse med ECB s traktatfastsatte uafhængighed og den overordnede målsætning om prisstabilitet Teknologiske nyvindinger (se hertil afsnittet om information) Forebyggende foranstaltninger Det er karakteristisk for EU s krisestyring i begyndelsen af 1990 erne, hvor bl.a. krisen i det tidligere Jugoslavien var under opsejling, udelukkende bestod af politiske og økonomiske tiltag. Fællesskabet anerkendte det opløste Jugoslavien i flere tempi (Slovenien og Kroatien i januar 1992, Bosnien Hercegovina i april 1992 og Makedonien i 1995). Hele EU projektet sigtede mod at sikre freden i det europæiske område ved økonomiske samarbejds, handels og associeringsaftaler med de nye stater efter opløsningen af østblokken. De først indgåede handelsaftaler blev kaldt førstegenerationsaftaler, som reelt blev gennemført gennem et net af bilaterale handels og samarbejdsaftaler, hvorimod de senere associeringsaftaler blev betegnet som andengenerationsaftaler, som omfattede områder dækkende national kompetence herunder politisk og kulturelt samarbejde og EU s kerne kompetenceområder herunder handel og økonomisk samarbejde. 85 Reelt har EU de facto siden 1991 ydet støtte til det vestlige Balkan på over 4,5 mia.. For yderligere at øge stabiliteten i området har EU tilbudt en række af de lande, der ikke er ansøgere til EU medlemskab, særlige associeringsaftaler. Disse associeringsaftaler omfatter Bosnien og Hercegovina, Kroatien, Jugoslavien, FYROM og Albanien. Det skulle imidlertid vise sig, at dette projekt med sigtet at skabe stabilitet og fred i området i sig selv ikke var tilstrækkeligt til at holde krigen fra døren I kølvandet på Balkan kriserne På trods af den fejlslagne krisestyring på det økonomiske område har EU ikke opgivet økonomiske tiltag som krisestyring på Balkan. Målet med EU's politik på Balkan var og er at skabe et område, hvor væbnede konflikter, som hidtil har plaget dette hjørne af Europa, ikke længere vil være mulige. Derfor har EU gennem en årrække været langt den største donor af bistand til området. Siden 1991 har EU gennem en række programmer ydet støtte til det vestlige Balkan på over 4,5 mia.. Desuden har EU koordineret den samlede indsats i området og har kanaliseret bidrag fra andre internationale organisationer til området. Tidligere har det såkaldte Phare program ydet støtte til området, og det samme gælder det særlige Obnova program, som blev etableret i 1996 med det formål at yde støtte til genopbygningen af Bosnien og Hercegovina, Kroatien og FYROM (Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien). Da Phare programmet fremover vil fokusere på hjælp til ansøgerlandene i Central og Østeuropa med forberedelserne til medlemskab af fællesskabet, vil bistanden til det vestlige Balkan blive koncentreret i et nyt program kaldet Cards. 84 DUPI 2000, side af 20. februar

56 EU står også for ledelsen af det særlige organ, som administrerer den internationale bistand til genopbygning af Kosovo gennem Det Europæiske Genopbygningsagentur. Cards programmet forventes at ville fortsætte de hovedaktiviteter, som hidtil er blevet finansieret af andre programmer, hvilket bl.a. omfatter regionalt samarbejde og grænseoverskridende projekter, genopbygning af infrastruktur, stabilisering af demokratiet, integration af flygtninge og tidligere soldater, styrkelse af den økonomiske genopbygning, udvikling af den private sektor især mindre virksomheder og styrkelse af NGO'er, kulturelle institutioner og undervisningsinstitutioner. Genopbygningsprogrammet vil geografisk omfatte områderne Albanien, Bosnien og Hercegovina, Kroatien, Jugoslavien og FYROM. Det Europæiske Genopbygningsagentur beskæftiger sig, som nævnt, specielt med genopbygningen af Kosovo. Agenturet koordinerer den internationale bistand, og selv om det ledes af EU, kommer midlerne også fra mange andre internationale organisationer som FN og Verdensbanken. Genopbygningsprogrammet i Balkanområdet skal efter planen løbe til Aktiviteterne i Det Europæiske Genopbygningsagentur har ikke en tilsvarende programmæssig tidsbegrænsning, men der planlægges indtil videre for perioden Kommissionen har anslået nødvendigheden af, at stille et beløb på 4,6 mia. til rådighed for indsatsen i perioden Der er endvidere ca. 2 mia. til rådighed for indsatsen i Kosovo gennem genopbygningsagenturet i perioden Den eneste succeshistorie, som EU jf. nogle kilder, kan registrere ved krisestyring på det økonomiske område er indsatsen i Makedonien, hvor EU ved en kombination af pisk og gulerod, løfter om økonomisk samarbejde og trusler om politiske sanktioner tillige med en hurtig indsættelse af fredsbevarende styrker kunne forhindre at krisen eskalerede til egentlig borgerkrig Vilje til at lede Indenfor det økonomiske område har EU flere gange brugt eller forsøgt at bruge økonomien som krisestyringsinstrument i forbindelse med krisen i Balkan området med vekslende held. Ikke desto mindre er der fortsat tillid til at økonomiske tiltag såsom handels, samarbejdsaftaler samt direkte økonomisk støtte kan virke konfliktforebyggende. Det må konkluderes, at EU fortsat har en stærk vilje til at indsætte økonomisk krisestyring som et af de altafgørende midler såvel før konflikter opstår som i en efterfølgende genopbygningsfase, når krisen er bragt til standsning. I det mindste når dette sker i organisationens umiddelbare nærområde. Aktuelle eksempler på styrkelse af et postkonflikt område finder man bl.a. i Kommissionens beslutning at støtte Serbien efter konflikten i og om Kosovo. Det er således vedtaget i 2001, at Serbien skal støttes med 240 millioner. Af disse skulle 151 millioner anvendes i 2001 indenfor følgende sektorer: energi 80 millioner, sundhed 26,5 millioner, landbrug 20 millioner, udvikling af virksomheder 10 millioner, policy og retsrådgivning 5 millioner, tekniske og administrative støttefaciliteter 2 millioner samt de associerede omkostninger i f.m. projektidentifikation, overvågning, evaluering og almindelig udførelse 86 kommisionen.dk/publikationer/danske/eu tilskud7/indhold/kap1/iii af 19. februar Weekendavisen marts 2002, side 7 56

57 af projektet. Desuden vedtog kommissionen i oktober 2001 at støtte i Makedonien med 12 millioner m.h.p. at hjælpe flygtninge og fordrevne i dette område. 88 Desuden kan nævnes ECB s (Den Europæiske Centralbank) pengepolitiske strategiske udmeldinger. Disse offentliggjorte udmeldinger skal ses som både et styringsredskab til brug for ECB s tilrettelæggelse af pengepolitikken og et middel til at kommunikere de pengepolitiske intentioner over for resten af omverdenen DELKONKLUSION Som det fremgår af ovenstående har EU gjort mange tiltag for at styrke den indre struktur i organisationen. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette bl.a. har haft til hensigt at forberede EU s medlemslande til den globalisering, som allerede er en realitet. Formålet med at styrke de økonomiske strukturer indadtil skal med andre ord lede frem til at organisationen som helhed står stærkere overfor andre aktører på den internationale scene. I økonomisk henseende drejer dette sig først og fremmest om USA og Japan, men også andre lande og regioner, som på sigt vil kunne spille en vis rolle på den økonomiske scene. Den monetære søjle er langt den mest udbyggede, mens den økonomiske søjle stadig er under opbygning. Der er dog tegn på, at også den økonomiske søjle på sigt vil blive ligeså omfattende som den monetære. Der er allerede taget en række tiltag i den retning. 90 EU har allerede vist sin formåen til at allokere midler både som en konfliktforebyggende foreteelse men også i en postkonflikt indsats. Disse tiltag skal ses i den opfattelse at øgede økonomiske forbindelser og samhandel i nogle tilfælde kan være nøglen til en fredelig udvikling i de pågældende regioner, men måske skal disse tiltag også ses på den baggrund, at de reelt har været det eneste middel, som fællesskabet har haft mulighed for at indsætte. Såvel militær som civil krisestyring har hidtil ikke indgået i EU s handlemuligheder. Dette kunne lede også frem til den opfattelse, at EU ved indsatsen i nærområdet men udenfor fællesskabet har vist sig at være en økonomisk kæmpe, men en politisk herunder militær dværg. Der mangler ganske vist endnu nogle få økonomiske områder, såsom skattepolitik etc. at blive underlagt den fælles og overstatslige beslutningsproces, men det vurderes ikke, at disse områder reelt hindrer EU i at spille rollen som kompetent og vigtig økonomisk operatør på den international arena. 88 New Programme of support for FRY/Serbia. Bryssel af 10. april Samt Commission provides further 12 million to support implementation of the Framework Agreement in the former Yugoslav Republic og Macedonia. ( af 20. februar 2002) 89 DUPI 2000, side DUPI 2000, side 87 f. 57

58 KAPITEL 6 EU S FÆLLES UDENRIGS OG SIKKERHEDSPOLITIK 6. EU S FÆLLES UDENRIGS OG SIKKERHEDSPOLITIK 6.1. INDLEDNING Formålet med kapitlet er, med udgangspunkt i historikken, at redegøre kronologisk for udviklingen og tilblivelsen af EU s fælles udenrigs og sikkerhedspolitik samt den hertil knyttede militære kapacitet, herunder primære institutioner, samt andre relevante aktørers holdninger og reaktioner hertil, med henblik på at danne det fornødne fundament til den efterfølgende analyse af denne BAGGRUNDEN FOR OG UDVIKLINGEN AF ESDP HISTORIK. Fra starten af EF s tilblivelse, havde flere stater ønske om at integrere udenrigspolitikken og på sigt eventuelt også forsvarspolitikken. Det blev således i 1969 af medlemslandene besluttet at inddrage udenrigspolitikken i deres fremtidige samarbejde i fællesskabet. Dette samarbejde blev benævnt det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS) og samarbejdet påbegyndtes reelt i EPS var baseret på regelmæssige møder mellem medlemslandenes udenrigsministre med tilhørende embedsmænd. Det gav medlemslandene et fora hvor der skabtes mulighed for at drøfte udenrigspolitiske spørgsmål i situationer, hvor de måtte have sammenfaldende interesser, således var EPS et mellemstatsligt samarbejde, som klart differentierede sig fra EF overnationale strukturer. Medlemslandene kunne i dette forum enstemmigt formulere stillingtagen til et udenrigspolitisk spørgsmål. Samarbejde lå indenfor Rom traktaten og dermed EF s definerede kompetence. EPS bestemmelserne blev justeret og udstrakt gennem årene og blev til sidst traktatfæstet i fællesakten fra De ledende europæiske stater havde herefter et ønske om at udbygge det stadigt voksende EPS samarbejde til et mere forpligtende udenrigs og sikkerhedspolitisk samarbejde, der skulle inkludere alle relevante sikkerhedsspørgsmål, som fællesskabet måtte skulle tage stilling til. Tanken med en fælles europæisk udenrigs og sikkerhedspolitik har således været til stede gennem en årrække, men først i forbindelse med Maastricht traktaten tog initiativet fart, og traktaten må således betegnes som hjørnestenen i EU s forsøg på at udvikle og implementere de nødvendige kapaciteter til at kunne agere med en fælles udenrigs og sikkerhedspolitik. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at redegørelsen for implementeringen af den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik tager sit udgangspunkt i perioden op til Maastricht. 91 Hvor anden kilde ikke er nævnt, tager kapitlet udgangspunkt i: 1) Den europæiske forsvarsdimension ved Reimer R. Nielsen. 2) Udviklingen i EU siden 1992 på.../, kapitel 3 (af DUPI, ISBN nr ) samt 3) WEU (af Frede P. Jensen, ISBN nr ). 58

59 6.4. OPTAKTEN TIL OG TILTRÆDELSEN AF MAASTRICHT TRAKTATEN. 92 Murens fald i 1989 med kommunismens efterfølgende sammenbrud i de Central og Østeuropæiske lande, ændrede de udenrigs og sikkerhedspolitiske vilkår i Europa. Den nyskabte manglende bipolaritet, den ændrede geostrategiske situation, affødte en række essentielle, men ubesvarede spørgsmål fra det europæiske samfund. - Hvorledes ville den nye verdensorden tage sig ud, med ændringen fra en bipolær balance til et de facto hegemonisk system med USA som værende den eneste supermagt i verden? - Var grundlaget for NATO og dermed argumentet for et amerikansk engagement i Europa ikke længere eksisterende, idet alliancer bør gå i opløsning, når truslen, mod hvilken de er skabt, forsvinder Hvorledes skulle den fremtidige sikkerhedspolitiske struktur i Europa se ud? Som i øvrige omlæggende beslutninger var der blandt medlemslandene en uoverensstemmende holdninger til, i hvilken retning den europæiske udenrigs og sikkerhedspolitiske dimension skulle udvikle sig. Tiden op til Maastricht var således præget af disse divergerende standpunkter blandt medlemslandene. På baggrund af disse inkongruenser tegnede der sig et billede af en opdeling af Fællesskabets medlemslande, idet disse i relation til EU s beslutningskompetence på det udenrigs og sikkerhedspolitiske område, set i mellemstatslig perspektiv, kunne opdeles i føderalister og konføderalister. Opdelingen blandt aktørerne i stater, der slog til lyd for en mere føderalistisk kontra konføderalistisk indgangsvinkel til det udenrigs og sikkerhedspolitiske spørgsmål, skulle ses i relation til, hvem der havde evnen og den politiske vilje til at føre en aktiv udenrigspolitik. Af EU s medlemslande havde specielt to aktører både evnen som viljen til at lægge vægt bag udenrigspolitikken, nemlig Frankrig og Storbritannien. Disse to stater havde tradition for at føre en virkelysten udenrigspolitik, de var medlemmer af FN s sikkerhedsråd, og de var de eneste stater, som besad atomare våben. De var således imod at føre udenrigs og sikkerhedspolitikken over i en føderal ramme, og således gøre det til genstand for flertalsbeslutninger, hvorvidt disse lande skulle engageres i konflikter. Andre lande med en mindre evne og vilje eller (selv ) pålagte politiske begrænsninger, der hindrede en aktiv udenrigspolitik agiterede for en mere føderalistisk holdning i relation til en styrkelse af den institutionelle ramme og flertalsafgørelser. Yderligere modsætninger fandtes på det rent forsvarspolitiske område, idet nogle medlemslande tillagde forholdet til NATO og specielt USA af afgørende betydning for EU s udvikling, hvorimod andre medlemslande så EU s fremtidige udvikling uden relationer til USA. Landene var således samtidig opdelt i atlantikere kontra europæere. Det betydelige amerikanske engagement i Europa, samt NATO s fortsatte eksistens var grunden til Atlantikernes bekymring. Atlantikerne tegnes primært af England, men mindre stater som Portugal, Holland og Danmark indgik også i gruppen. Det var af overskyggende betydning for denne kerne, at EU s fremtidige beslutninger og udvikling ikke skulle udarte sig til noget, der risikerede at destabilisere NATO s rolle eller bringe det amerikanske engagement i Europa i fare. Storbritannien så derfor en styrkelse af WEU som det egnede organ for en eventuel euro- 92 Maastricht traktaten er traktaten der etablerer den Europæiske Union. Traktaten blev undertegnet i Maastricht den 7. februar 1992 med effekt fra den 1. november På det Europæiske Råds møde i Amsterdam den juni 1997 blev Maastricht traktaten revideret denne nyskrevne traktat fik som følge heraf navnet Amsterdam traktaten. 93 Dansk og europæisk sikkerhed (af SNU, ISBN nr ) p

60 pæisk militærindsats uden for Europa. WEU skulle således opstille den nødvendige struktur i relation til organisationen af en udrykningsstyrke, hvorimod de operative styrker skulle tilvejebringes fra NATO s styrkestruktur. Det styrkede WEU skulle således udgøre en europæiske søjle i NATO men skulle på ingen måde integreres i EF. Europæisk sikkerhed var alene et europæisk anliggende, og NATO skulle udelukkende stå for det kollektive forsvar i situationer, hvor Sovjetunionen kunne blive involveret. Krisestyring i Europa med tilhørende nærområde skulle således varetages af europæerne selv. Frankrig var tilhænger af, at europæerne så et behov for en højere profilering af EF landenes position i NATO, såfremt Europa kunne blive en ligestillet partner med USA. Denne holdning tog sit udgangspunkt i en fransk frygt for at blive sat uden for indflydelse af en politisk alliance bestående af USA, Tyskland og Storbritannien, såfremt der ikke blev skabt en fælles europæisk sikkerheds og forsvarsidentitet. WEU skulle således, ud fra et fransk synspunkt, knyttes så tæt som muligt til EF s politik, indtil der kunne skabes en fælles forsvarsdimension. Fra amerikansk side erklærede man sin støtte til udviklingen af en stærkere europæisk sikkerheds og forsvarsidentitet, såfremt det skete inden for rammerne af NATO, men var samtidig imod, at EF fik tillagt en reel forsvarsrolle med henblik på det fremtidige forsvar af Europa. Denne holdning tog sit udspring i frygten for, at USA kunne komme til at stå overfor en samlet europæisk blok i NATO. USA understregede i en direkte henvendelse til formandskabet i april 1991 betydningen af NATO som hovedforum for medlemmernes forsvars og sikkerhedspolitiske beslutninger. 94 USA erklærede endvidere, at det var imod oprettelse af en uafhængig udrykningsstyrke uden for NATO s kommando og styrkestruktur. Dette affødte et amerikansk/britisk initiativ om at fremskynde stillingtagen til NATO s nye kommando og styrkestruktur, inklusive planerne om oprettelse af NATO s Rapid Reaction Force. Oprettelse heraf blev endelig vedtaget i NATO s forsvarsplanlægningskomité 28. maj Perioden frem til Maastricht mødet var præget af aktørernes forskellige holdninger, der udmøntede sig i en manglende enighed om et udkast til en Unionstraktat på det forsvars og sikkerhedspolitiske område, herunder især WEU s fremtidige rolle og tilknytning til Unionen. Således afficerede Frankrig princippet om dobbeltdesignering, hvor styrker kunne være tilmeldt både NATO og WEU. Briterne fastholdt derimod, at NATO styrker udelukkende kunne disponeres til andre opgaveløsninger, end de i Atlanttraktaten definerede, efter forudgående konsultation. Dette udlagdes i Frankrig som at give USA vetoret overfor autonome europæiske militære operationer, hvorfor dette ikke kunne tiltrædes. Maastricht traktatens endelige tekst endte som en naturlig følge heraf op i kompromissøgende formuleringer, hvor beslutningerne af centrale spørgsmål blev udsat til senere. Traktaten aflivede reelt EPS. Traktaten fastslår, at FUSP kan udmøntes på tre måder; fælles aktioner, fælles holdninger og fælles forsvarspolitik. Dette medfører, at Det Europæiske Råd kan beslutte sig til fælles aktioner, der skal vedtages ved enstemmighed. Yderligere kan Ministerrådet beslutte fæl- 94 Luxembourg. 95 Oprettelsen af ACE Rapid Reaction Force (ARRC) blev opbygget efter tilmeldingsprincippet. Kernen af styrken opstilles af England og der er tilmeldt 10 divisioner til deltagelse i operationer. ARRC vurderes at besidde fornøden span of control til at indsætte optil 5 divisioner simultant. 60

61 les holdninger, med henblik på en koordination af medlemslandenes holdninger i internationale spørgsmål, på linie med EPS. Traktatens formulering tilgodeser hovedsageligt de tysk/franske holdninger, idet dog engelske synspunkter er tilgodeset gennem upræcise formuleringer. Formuleringen lyder i hovedtræk således: Den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik omfatter alle spørgsmål vedrørende Den Europæiske Unions sikkerhed, herunder udformningen på lang sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne udvikle sig til et fælles forsvar. 96 EU traktaten fastlagde yderligere følgende i forbindelse med WEU: Unionen anmoder WEU, der udgør en integrerende del af udviklingen af Den Europæiske Union, om at udarbejde og iværksætte unionens afgørelser og aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet. Ud fra et FUSP perspektiv fastlagde traktaten i hovedtræk at: - Samarbejdet skulle bygges på konsensusprincippet. Der kunne således ikke iværksættes aktioner uden der forelå enstemmighed. - Der opnåedes en formalisering og forankring af den 2. søjle i EU som værende et mellemstatsligt samarbejde. - Muligheden for støtte fra WEU, alternativt NATO, således at EU i sin krisestyring nu besad en økonomisk, politisk som militærdimension. 97 I naturlig forlængelse af Maastricht traktaten erklærede WEU landene i hovedtræk, at: - WEU skulle udvikles som EU s forsvarsmæssige komponent samt at styrke den europæiske søjle i NATO. - Skulle styrke WEU s operationelle rolle, bl.a. gennem oprettelse af en militær planlægningsenhed. - Skulle fastslå principperne om gennemsigtighed og komplementaritet i samarbejdet med NATO. - Udbygge arbejdsrutinerne mellem EU og WEU. Som følge af Maastricht skulle WEU s operationelle rolle således udvides, og Petersbergerklæringen af 19. juni 1992 operationaliserede Unionens nye rolle. 98 Erklæringen pålagde medlemslandene at stille styrker til rådighed for WEU (Forces answerable to WEU (FAWEU)) fra alle tre værn. 99 Landene skulle således tilmelde styrker og dele af deres militære organisation, som de ville stille til rådighed. Tilmeldte styrker skulle deltage i fælles øvelser samt indsættes til løsning af følgende operationstyper, de efterfølgende benævnte Petersberg opgaverne, som omfattede - Humanitære operationer, - Fredsbevarende operationer samt i f.m. - Direkte kampindsats i forbindelse med krisestyring herunder fredsskabende/fredspåtvingende operationer. Endvidere oprettedes i oktober 1992 en militær planlægningsenhed med følgende opgaver, at 96 Traktaten om Den Europæiske Union (TEU). 97 Ibid. 98 Sten Rynning EU s sikkerhedspolitiske rolle. Nye perspektiver og konsekvenser for Danmark i Militært Tidsskrift, 4/2000, side Alle FAWEU, på nær de franske og spanske, var dobbeltdesigneret og således til disposition for både WEU og NATO. 61

62 - Planlægge evt. indsats af WEU styrker. - Holde status over FAWEU. - Udforme Rules of engagement og Standing Operating Procedures for WEU s hovedkvarter. - Planlægge øvelsesvirksomhed UDVIKLINGEN AF FUSP. Udvikling af det europæiske sikkerheds og forsvarssamarbejde blev efterfølgende bestemt af to sammenhængende udviklingsforløb, nemlig borgerkrigen i Jugoslavien og den heraf afledte krisestyring samt udviklingen i det transatlantiske forhold. Som tidligere beskrevet, var der aftalt, at WEU skulle kunne varetage Petersberg opgaverne. WEU skulle således afprøves i forbindelse med varetagelsen af krisen i det tidligere Jugoslavien. I efteråret 1991 blev der på fransk initiativ drøftet, om WEU kunne anvendes til udstationering af fredsbevarende styrker i Slovenien og i Kroatien. Tyskland støttede forslaget, men ville ikke selv kunne bidrage med styrker på grund af den tyske forfatning, der ikke tillod en indsættelse af tyske tropper i militære operationer undtaget territorialforsvar. England var derimod ikke positiv overfor en fredsbevarende styrke indsat i en WEU ledet mission. Briterne så disse forhold som en forsmag på, hvorledes mindre kapable medlemslande EU medlemmer kunne få indflydelse på, hvorvidt militært potente EU medlemmer skulle påbegynde en mission. 100 Da enighed ikke kunne opnås blev det FN, der foranledigede indsættelse af en fredsbevarende styrke på Balkan. 101 Den franske holdning om, at de europæiske lande selv skulle varetage kriser i nærområdet, måtte tages op til revision. Som beskrevet i kapitel 4, 102 var det evident, at Europa i fremtiden fortsat havde behov for USA i tilfælde af, at der skulle gennemføres krisestyringsoperationer. WEU havde tydeligt vist, at organisationen endnu ikke magtede at påtage sig en operation af betydelig størrelse. Under NATO topmøderne i København og Rom i 1991 blev det klart, at USA ville støtte udviklingen af en europæisk forsvarsdimension, så længe det skete inden for en atlantisk ramme, og at det ikke ville eliminere NATO s rolle som det primære redskab for europæisk forsvar, idet WEU indledningsvis blev betragtet som en mulig konkurrent til NATO. Årsagen til den amerikanske holdningsændring til den europæiske forsvarsdimension var påvirket af to faktorer. Primært det forhold, at præsident Clinton kom til magten i 1993, og derved udskiftede en republikansk administration med en demokratisk ditto. Clinton og hans administration støttede udviklingen af den europæiske forsvarsdimension, idet administrationen opfattede den europæiske forsvarsdimension, som udtryk for at Europa ønskede at kunne tage vare på sin egen sikkerhed. Sekundært var det åbenbart for USA, at Europa ikke besad den nødvendige militære kapacitet til alene at påtage sig krisestyringsoperationer. USA måtte derfor gennem NATO støtte de europæiske lande således, at de blev i stand til at løse sikkerhedspolitiske opgaver i de tilfælde, hvor USA måtte have andre interesser og derfor ikke ville/kunne deltage. Denne erkendelse minimerede den tidligere frygt i Washington for at et reelt europæisk forsvarssamarbejde kunne udvikle sig uden for den atlantiske alliance. På NATO topmødet i Bruxelles i 1994 gav Washington således for første gang sin fulde støtte til en europæisk forsvarsdimension. USA erklærede, i visse situationer, at ville stille 100 Stormagterne og den europæiske sikk./ fra FOKUS nr. 4, 1999 (af Kristoffer M. Viveke) side Ibid. 62

63 dele af Alliancens kommandostrukturer og egne ressourcer til rådighed for WEU operationer udført af europæiske NATO lande. På NATO s udenrigsministermøde i Berlin 1996 blev det slået fast, at NATO skulle være omdrejningspunktet for ESDI s videre udvikling, og at WEU kun ville påtage sig krisestyringsoperationer, hvor NATO og USA som helhed afstod fra at handle. Beslutningen om, hvorvidt WEU skulle handle, ville dermed forblive hos NATO. Der blev givet tilsagn om, at NATO og WEU i fremtiden ville drøfte, hvorledes kommende kriser skulle håndteres. Som en konsekvens heraf blev Combined Joint Task Force konceptet introduceret. CJTF skulle hovedsageligt i relation til FUSP sikre, at der blev skabt operative muligheder for WEU ledede operationer med anvendelse af NATO aktiver. Det blev således indirekte påpeget, at USA gennem NATO ville deltage i alle større fredsbevarende og fredsskabende missioner, hvilket naturligt betød, at kun mindre humanitære opgaver og evakueringsopgaver ville blive tildelt WEU. Indgåelsen af Amsterdam traktaten bevarede den mellemstatslige karakter af samarbejdet om den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik. Visse beslutningsprocedurer og regeltyper blev revideret, og nogle af de sikkerheds og forsvarspolitiske opgaver præciseredes yderligere. Gennem Amsterdam traktaten opnåede EU enighed om, at give EU s Ministerråd mulighed for at benytte sig af WEU til at udarbejde og iværksætte de af Unionens afgørelser og aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet. Den største forskel fra Maastricht til Amsterdam traktaten bestod i, at Petersberg opgaverne blev skrevet ind i selve traktaten. Enstemmighedsprincippet blev opblødt med en paragraf om konstruktiv afståelse. 103 En vigtig nydannelse var oprettelse af stillingen som højtstående repræsentant for den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik, der skulle varetages af generalsekretæren for Ministerrådet. 104 I Amsterdam traktaten gives den højtstående repræsentant en særlig rolle i forberedelsen og gennemførelsen af udenrigspolitiske beslutninger. Sigtet med oprettelsen af denne stilling var at styrke EU s ansigt udadtil, idet det dog fortsat var EU formandskabet, der repræsenterede EU udadtil. Sluttelig blev det besluttet at oprette en analyse og planlægningsenhed, der først og fremmest skulle monitere udviklingen på områder og emner, der måtte interessere EU. Enheden skulle bl.a., som støtte for formandskabet, kunne fremlægge optionspapirer som led i en fælles beslutningsproces. Oprettelsen af enheden skulle således bidrage til, at der blev tilvejebragt et fælles beslutningsgrundlag for ministrenes drøftelser og på denne måde fremme formuleringen af en fælles europæisk udenrigs og sikkerhedspolitik. Hovedtrækkene i traktaten, udfra et FUSP perspektiv, var, at EU vil: - Arbejde med en fælles strategi og dermed opnå den signalgivning dette medfører. I denne relation fastholdes muligheden for at man kan blokere beslutningsprocessen via konsensusprincippet, men det indføres tillige at man kan gennemføre konstruktiv afståelse fra at stemme og dermed muliggøre udformningen af en fælles strategi i en given situation. - Oprette funktionen: Højtstående Repræsentant, som betragtes som EU udenrigsminister. Til dennes rådighed oprettes et sekretariat (analyseenhed) for politikplanlægning, hvis primære funktion er at nedsætte varslingstiden for EU samt vurdere latente eller mulige scenarier som vil/kan medføre EU involvering. 103 Hvis et EU medlem er imod en udenrigspolitisk aktion, har det med denne paragraf mulighed for at afstå for deltagelse i aktionen. Medlemslandet skal til gengæld afholde sig fra at nedlægge veto imod, at de andre lande gennemfører aktionen. 104 Stillingen beklædes først af Solana, der med rette kan kaldes Hr. FUSP. 63

64 - Styrke det pragmatiske samarbejdet mellem EU og WEU og en yderligere operationalisering af Petersberg opgaverne. Forløbet af Kosovo krisen i 1998/99 og specielt NATO s luftkampagne mod Jugoslavien demonstrerede endnu engang EU manglende militære kapabilitet til at gennemføre en krisestyringsoperation, hvilket initierede de europæiske bestræbelser på at opbygge en militær krisestyringskapacitet i EU. En vigtig konklusion tegnede sig i relation til Kosovo krisen, nemlig det forhold, at EU som økonomisk og politisk magt ikke var tilstrækkeligt til at blive taget alvorlig i rollen som en aktør, idet den militære kapacitet manglede. De erfaringer, som man høstede under Kosovo krisen i relation til USA, understregede behovet for opbygningen af en europæisk forsvarsdimension. Yderligere manifesterede krisen uligevægten mellem de europæisk og amerikansk militær kapaciteter. De europæiske mangler fokuserede sig ikke alene om den teknologiske kløft mellem USA og EU s medlemslande, men også om at de europæiske landes evne til at udføre krisestyringsoperationer uden for eget territorium. Det viste sig efter luftkampagnens afslutning, at EU landene havde betydelige problemer med at stille soldater (hvilket svarede til 2% af landenes samlede styrker) til den fredsbevarende landoperation i Kosovo, hvortil kom, at det ikke mindst på grund af manglende løftekapacitet var vanskeligt at få disse styrker deployeret i et tilstrækkeligt tempo. Disse erkendte forhold bidrog til, at debatten om genereringen af en krisestyringsstyrke til rådighed for EU tog fart hen over sommeren og efteråret I efteråret 1998 satte den britiske premierminister, Tony Blair, spørgsmålet om EU s forsvarsdimension på den politiske dagsorden. Han havde et ønske om, at England i højere grad skulle indtage en lederposition i europæisk integration og derigennem øge sin indflydelse og anseelse i EU ved at være drivkraften i udviklingen af en forsvarsdimension. Man ønskede at omdanne den fransk tyske akse til en trekant bestående af Europas stormagter. Englands udspil repræsenterede et grundlæggende skift i britisk Europa politik, idet briterne tidligere konsekvent havde afvist at drage sit forsvar ind i EU samarbejdet. For Blair var løsningen et Europa, som kunne tale med autoritet, og som var rede til at handle effektivt og hurtigt. Dette forudsatte en udenrigspolitik, der kunne bakkes op af en troværdig trussel om magtanvendelse. Blair så således, at EU s problemer kunne beskrives indenfor tre dimensioner: - Den politiske vilje. EU måtte have viljen til at formulere en sammenhængende politik og viljen til at agere, når det var nødvendigt. - Den militære kapacitet. Det var nødvendigt at have den nødvendige militære kapacitet til at understøtte FUSP en. Dette stillede krav om omstilling af styrker fra territorial forsvar til de nye krisestyringsopgaver, investeringer i manglende kapaciteter samt effektivisering af den europæiske forsvarsindustri. - De institutionelle rammer. Skabelse af effektive institutionelle rammer, der kunne understøtte den politiske vilje og de militære kapaciteter, således at tiden fra beslutning til handling blev så kort som muligt. Opstillingen af EU s forsvarsdimension måtte således ikke underminere NATO, der skulle forblive hjørnestenen i europæisk sikkerhed og grundlaget for det territoriale forsvar af Europa. EU s forsvarsdimension måtte ikke tage udgangspunkt i kollektivt forsvar, men 64

65 alene beskæftige sig med krisestyringsopgaver, således at implementeringen heraf ikke kunne føre til et mindre amerikansk engagement i Europa. Tværtimod skulle en styrket europæisk forsvarsdimension binde USA og Europa tættere sammen. Blairs holdning var ligeledes, at der i opbygningen af EU s forsvarsdimension skulle tages et særligt hensyn til de neutrale medlemmer af EU og til de europæiske NATO allierede, der ikke var medlemmer af EU. England foreslog, at WEU skulle opløses, og at WEU s politiske funktioner skulle overføres til EU, mens de militære funktioner skulle overføres til NATO. Yderligere lagde England vægt på, at Europas militære kapabiliteter skulle moderniseres og være mere fleksible til at varetage krisestyringsopgaver. Initiativet skulle bidrage til byrdefordelingen og arbejdsdelingen i den atlantiske alliance, som det var hensigten efter Berlin kompromiset. I dagene december 1998, på det fransk britiske topmøde i Saint Malo formuleres en række væsentlige principper for det videre arbejde med den europæiske forsvarsdimension. Man opnåede enighed om, at Europa måtte have mulighed for at understøtte sin udenrigs og sikkerhedspolitik op med troværdige militære styrker. I naturlig forlængelse heraf stillede dette krav til en tilpasning af den europæiske styrkestruktur og udvikling af en stærk og konkurrencedygtig forsvarsindustri. Det blev fastslået, at den europæiske forsvarsdimension alene skulle varetage krisestyringsopgaver og ikke omhandle kollektivt forsvar. EU skulle have en kapacitet, som ville muliggøre autonome handling udenfor NATO og dermed USA s indblanding. 105 Med henblik herpå skulle EU udstyres med passende strukturer og den fornødne militære kapacitet til at kunne varetage Petersberg opgaverne. Saint Malo erklæringen var et britisk fransk kompromis, der tildelte en styrkelse af forsvarsdimensionen i EU indenfor NATO s militære rammer og flyttede WEU s militære funktioner til EU s søjle 2 (FUSP). Disse to retninger blev initieret efter Saint Malo. I EU blev spørgsmålet bragt op på Det Europæiske Råds møde i Wien den december I forlængelse heraf besluttede WEU at foretage en omhyggelig gennemgang af, hvilke militære aktiver der kunne stilles til rådighed for europæisk ledede operationer. Med henblik på at medinddrage USA i implementeringen af dette ønskede Storbritannien, at USA skulle høres før EU iværksatte yderligere initiativer, idet holdningen var, at den europæiske forsvarsdimension ikke kunne udmøntes medmindre det skete med USA s fulde accept. USA og NATO erklærede på NATO s topmøde i Washington april 1999, at man var indstillet på at arbejde videre som aftalt i Berlin kompromiset. Man ønskede således, at definere og vedtage ordninger, hvorved EU kunne få hurtig adgang til Alliancens kollektive aktiver og kapaciteter under udførelse af operationer, som Alliancen som helhed ikke ønskede at blive involveret i. Den videre udvikling af det europæiske forsvarssamarbejde skulle være en styrkelse og modernisering, der skulle tage sit udspring i Defence Capabilities Initiative, af Europas militære kapacitet med hensyn til krisestyring. På denne måde kunne man sikre en bedre byrdedeling mellem Europa og USA. USA ønskede et militært kapabelt Europa, som kunne bidrage til byrdefordelingen mellem Europa og USA, men frygtede samtidig, at et politisk tættere Europa kunne svække NATO og dermed USA s indflydelse i europæiske forhold og ikke mindst afmatte det transatlantiske forhold. NATO s intervention i Kosovo fik sat ekstra gang i opbygningen af et fælles forsvar i EU. 105 EU skulle selvstændigt kunne træffe beslutninger og godkende militær handling, hvor alliancen som helhed ikke er engageret. 65

66 NATO aktionen viste, at de europæiske stormagter og USA var i stand til at stå samlet under udførelse af operationer, der havde begges interesse. Frankrig bidrog væsentligt til luftbombardementerne og demonstrerede loyalitet over for det amerikanske lederskab og vilje til selv at stille militært lederskab til rådighed for en europæisk ledet NATO mission. En af de episoder, som belyser, hvordan franskmændene ønskede indflydelse på, hvorledes krydsermissilerne blev indsat i Kosovokampagnen i 1999 i særlig grad europæernes afmagt og mangel på indflydelse i militære indsættelser. En amerikansk general spurgte i den forbindelse franskmændene: Hvor mange krydsermissiler har Frankrig? Svaret var, at fransk militær ikke ejede et eneste krydsermissil, og så fortsatte amerikaneren: Nul krydsermissiler, nul indflydelse! 106 Sand eller ej, så viser anekdoten det dilemma, som EU står overfor, når det gælder politisk indflydelse på operationer, som ledes af den globale stormagt. Tyskland var ved at finde sit ståsted i relation til årtiers konfliktet, og på den baggrund kunne det tyske flyvevåben nu deltage på lige fod med andre allierede i operationen. Krigen viste dog fortsat med stor tydelighed at Europa fortsat er afhængig af USA s militære ressourcer. Kombinationen af det britiske skift, den amerikanske accept af det fransk britiske Saint Malo initiativ og erfaringerne fra Kosovo klarlagde i starten af juni 1999 de manglende brikker, der skulle falde på plads før en reel europæisk forsvarsdimension kunne implementeres. En af konklusionen på Det Europæiske Råds møde i Køln blev, at EU s ministerråd skulle være i stand til at træffe beslutninger om brugen af det militære instrument, og at EU derfor skulle udstyres med de nødvendige militære kapaciteter. EU forpligtede sig til at udvikle en mere effektiv europæisk militær kapacitet på grundlag af eksisterende nationale, bi nationale og multinationale kapaciteter. Dette skulle gennemføres gennem bl.a. en styrkelse af efterretningsvirksomheden, strategisk transportkapacitet samt kommando og kontrolmidler. Endvidere var et mere effektivt forsvarsindustrisamarbejde et vigtigt element i disse bestræbelser, ligesom EU lande, der ikke indgik i Alliancen, skulle have mulighed for at indtræde på lige vilkår i EU ledede operationer. Endvidere skulle der udarbejdes forsvarlige arrangementer for de europæiske medlemmer af NATO, der ikke var medlemmer af EU således, at de i videst muligt omfang kunne deltage i EU ledede operationer. EU ville, afhængig af den foreliggende situation, skulle beslutte, hvorvidt man ville iværksætte EU ledede operationer uden inddragelse af NATO s midler og kapaciteter. Dette betød, at der blev rokket ved en del af grundlaget for NATO s Berlin kompromis og NATO s Washington møde. USA udlagde beslutningen fra Køln mødet som et signal om, at EU i en krisesituation ville konsultere sig selv først, frem for at konsultere USA og NATO, og at der således var mulighed for en gradvis afkobling mellem USA og Europa. På Det Europæiske Råds møde i Helsingfors december 1999 blev det vedtaget, at give EU landenes stats og regeringschefer vidtgående beslutningskompetencer vedrørende udviklingen af ESDP og give EU den fulde kompetence til at varetage Petersberg opgaverne. Beslutninger om iværksættelse af sådanne operationer skulle træffes med enstemmighed, dog med mulighed for konstruktiv afståelse. Det blev ligeledes besluttet at oprette en permanent politisk og sikkerhedspolitisk komité, en militærkomité og en militærstab under Ministerrådet. EU skulle desuden udstyres med kapacitet inden for situationsanalyse og strategisk planlægning i forbindelse med Petersberg opgaverne. Dette skulle virkeliggøres ved at WEU s politiske og operative enheder skulle overflyttes til EU. 106 Morgenavisen Jyllandsposten 18. februar 2002, side 9. 66

67 På topmødet blev der, på baggrund af et fælles britisk fransk initiativ, vedtaget målsætninger for EU s militære kapacitet. Man enedes om et Headline Goal, hvorefter EU i år 2003 skulle være i stand til med 60 dages varsel at udsende en styrke på mand, og opretholde denne styrke i missionsområder i minimum et år. Endvidere enedes man om, at der skulle udvikles Collective Capability Goals i første omgang mht. kommando og kontrol, efterretningsvirksomhed og strategisk transportkapacitet. USA s bekymringer blev imødekommet, idet det blev understreget, at NATO var og er fundamentet for det kollektive forsvar af sine medlemmer og fortsat skulle spille en betydelig rolle i krisestyring. EU ville kun iværksætte og gennemføre EU ledede militære operationer where NATO as a whole is not engaged. 107 Endvidere erklærede EU fuldstændig konsultation, fuldstændigt samarbejde og fuld åbenhed mellem EU og NATO. I forholdet til ikke EU lande blev det besluttet, at disse ville blive inviteret til at deltage i fald af en beslutning i EU om iværksættelse af en operation med brug af NATO aktiver. På EU topmødet i Feira bekræftede EU sit tilsagn om at etablere en fælles europæisk sikkerheds og forsvarspolitik. Det blev konkluderet, at der var opnået tilfredsstillende fremskridt med hensyn til opfyldelsen af mandatet fra Helsingfors vedrørende de militære og civile aspekter af krisestyring. Det blev endnu en gang anført, at den nødvendige åbenhed og dialog mellem EU og NATO ville blive tilsikret, og at der ville blive trukket på NATO s ekspertise med hensyn til kravene til kapacitetsmål. Det blev fastslået, at en forbedring af den europæiske militærkapacitet var centralt for den fælles europæiske sikkerheds og forsvarspolitiks troværdighed og effektivitet. Kapacitetsmålene skulle fastsættes ved kapacitetsbidragskonferencen i Bruxelles november Der blev også fastlagt principper for aftaler, der gjorde det muligt for europæiske NATO medlemmer uden for EU, at bidrage til EU s militære krisestyring. Sluttelig blev der fastlagt principper for konsultation med NATO om militære spørgsmål, omfattende udviklingen af forbindelserne mellem EU og NATO på fire områder: sikkerhedsspørgsmål, kapacitetsmål, betingelserne for EU s adgang til NATO s aktiver samt beskrivelse af permanente konsultationsordninger. Feira konferencen bemyndigede EU til at definere kapaciteter, som var nødvendige for at kunne udføre alle Petersberg opgaver med en stor grad af succes. I Bruxelles blev udfærdiget et kapacitetskatalog kaldet Force Catalogue. På konferencen blev der stort set tilmeldt det tilstrækkelige antal soldater, fly og flådefartøjer. Det blev dog konstateret, at der var svagheder i visse kapaciteter i styrkekataloget herunder bl.a. strategisk transport, efterretningsindhentning og en række højteknologiske elementer. Der var på konferencen enighed om, at man i det videre arbejde måtte drøfte mulighederne for tilvejebringelse af manglende kapaciteter. I forbindelse med konferencen fik de europæiske lande, der ikke var medlemmer af EU, men som enten var med i NATO (Polen, Tjekkiet, Norge, Island, Tyrkiet og Ungarn) eller som i øvrigt var kandidater til optagelse i EU (Estland, Letland, Litauen, Bulgarien, Rumænien, Slovenien, Malta, Cypern og Slovakiet) også mulighed for at tilmelde styrker til EU s udrykningsstyrke. Ved topmødet i Nice december 2000 animerede DER til at gøre Den Europæiske Union operationel, således at EU kunne varetage Petersberg opgaverne så hurtigt som muligt. DER ville på grundlag af de gældende traktatbestemmelser træffe afgørelser med 107 Forsvarsministeriet, Baggrundsnotat (ESDI/ESDP/WEU), p

68 henblik på så hurtigt som muligt i 2001 og senest på DER møde i Laeken/Bruxelles at have gjort EU operationelt. Hovedtrækkene i mødet, set ud fra et FUSP perspektiv, var: EU landene enedes om en række overordnede elementer vedrørende samarbejdet mellem NATO og EU. Man blev enige om en tæt dialog mellem EU og NATO og konsultationer på alle niveauer såvel under den daglige drift og specielt i tilfælde af kriser. - Forholdet til lande, der ikke er medlem af EU, de såkaldte 3. lande, spillede en vigtig rolle. Der blev fastlagt detaljerede arrangementer for inddragelse af disse lande, især de seks europæiske NATO lande (efterfølgende benævnt de 6, som består af Norge, Tyrkiet, Ungarn, Polen, Tjekkiet og Island), som ikke var medlemmer af EU, og de øvrige europæiske lande, der alle kandiderede til optagelse i EU, i alt 15 lande (efterfølgende benævnt de 15 ). I tilfælde af krise ville konsultationer blive intensiveret på alle niveauer, og tredjelande ville få mulighed for at deltage i overvejelserne op til en beslutning om, at lade EU varetage en krisestyringsoperation. - Principperne for den permanente beslutningsstruktur blev fastlagt og hermed etableres en Udenrigs og Sikkerhedspolitisk Komité (PSC), en permanent militærkomité og en militærstab EU s overtagelse af WEU funktioner, samt en udskrivning af omtalen om WEU i EU traktatens artikel 17, idet man besluttede, at EU nu selvstændigt skulle kunne påtage sig krisestyringsopgaver DEN UDENRIGS OG SIKKERHEDSPOLITISKE KOMITE. 111 Den Udenrigs og Sikkerhedspolitiske Komite (PSC) opgave er at forberede ministermøderne og får naturligt herigennem en hovedrolle i EU s nye institutionsstruktur. PSC bliver således drivkraften i den europæiske sikkerheds og forsvarspolitik og den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik, idet: PSC skal behandle alle aspekter af FUSP, herunder den fælles europæiske sikkerheds og forsvarspolitik. Med forbehold af artikel 207 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, spiller PSC yderligere en central rolle i fastlæggelsen og opfølgningen af EU s reaktion på en krise. PSC tillægges de facto rollen som EU's udenrigsministerium og har som sådan ansvaret for at tage initiativer inden for alle aspekter af Unionens relationer til tredjelande og andre relevante aktører. PSC har som hovedopgaver, at: Monitere den internationale situation på områder, der hører under den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik, samt bidrage til fastlæggelsen af politikker ved at afgive udtalelser til Rådet på dettes foranledning eller på eget initiativ, og følge iværksættelsen af den vedtagne politik. Gennemgå udkastene til konklusioner fra Rådet (indenfor almindelige anliggender) for de områder, der måtte vedrøre Komiteen. Give de øvrige komiteer retningslinjer vedrørende de spørgsmål, der måtte høre under den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik. 108 FMN dokument nr. 7.kt (736) af 14. december (fra bilaget: Udkast til rapport fra formandskabet om FUSP ). 109 FMN dokument nr. 7.kt (736) af 14. december 2000, bilag FMN dokument nr. 7.kt (736) af 14. december Hvor andet ikke er nævnt bygger resten af kapitlet på Oberst (CIO/OPS/EXE branch/eums) Søren Lyder Jacobsens briefing på Forsvars Akademiet den 21. februar

69 Være Generalsekretærens/Den Højtstående Repræsentants og de særlige repræsentanters privilegerede samtalepartner. Fremsende retningslinjer til Militærkomiteen. Modtage udtalelser og henstillinger fra Militærkomiteen, idet direktøren for Militærkomiteen (EUMC), agerer som bindeled til Den Europæiske Unions Militærstab (EUMS), og derfor deltager i PSC s møder i det omfang det vurderes nødvendigt. Modtage oplysninger, henstillinger og udtalelser fra komiteen om civile aspekter i relation til krisestyring og udarbejde retningslinjer vedrørende FUSP relevante spørgsmål til denne. Samordne, styre og monitere drøftelser relateret til den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik i de forskellige arbejdsgrupper, til hvilke den kan udstikke retningslinjer. Varetage den politiske dialog på eget niveau og i de traktatfæstede sammensætninger. Være et privilegeret forum, hvor der kan føres dialog om ESDP med de 15 og de 6 samt NATO under efterlevelse af specifikke bestemmelser i relevante dokumenter; Varetage den politiske ledelse af udviklingen af den militær kapacitet under Rådets myndighed. Som led i udviklingen af den militære kapacitet afgiver Militærkomiteen bistået af Den Europæiske Unions Militærstab udtalelser til PSC. I krisesituationer er PSC endvidere den instans i Rådet, der behandler krisesituationer og undersøger de muligheder, som EU har for at reagere inden for den fælles institutionelle ramme og med forbehold af beslutnings og iværksættelsesprocedurerne inden for de enkelte søjler. Det er således kun Rådet, hvis drøftelser forberedes af COREPER og Kommissionen, der på deres respektive kompetenceområder og i henhold til de traktatfæstede procedurer har beføjelse til at træffe retligt bindende afgørelser. Kommissionen udøver sit ansvar, herunder også sin initiativret, i overensstemmelse med traktaterne. Det kan udtrykkes således, at der er tillagt PSC initiativret på FUSP området som værende tilsvarende den Kommissionen har i Søjle 1. Specielt inden for krisestyringen har PSC potentiale til at være den samlende og koordinerende institution i EU. De indskrevne procedurer, der pålægger Kommissionen, at holde PSC orienteret om Søjle 1 aktioner i forbindelse med krisestyringen, giver således EU mulighed for at afstemme sine samlede initiativer, således at man opnår maksimalt udbytte af de investerede midler; det være sig såvel økonomiske som politiske og militære. Yderligere kan en forøget integration ske i de tilfælde, hvor formandskabet vælger at lade generalsekretæren overtage ledelsen af PSC. I krisesituationer er det påkrævet, at der er en stor grad af koordination og et tæt samarbejde mellem disse myndigheder imellem. Dette sikres primært ved: At formanden for PSC om nødvendigt deltager i COREPER s møder. At Rådene for Forbindelserne med Tredjelande spiller en vigtig rolle, idet den har ansvaret for en effektiv og kontinuerlig samordning af drøftelserne i FUSP og drøftelserne i andre søjler. Til forberedelse af EU s reaktion på en krisesituation er det tiltænkt PSC at foreslå Rådet de politiske mål, som EU bør efterfølge og samtidig anbefale et sammenhængende sæt optioner, der kan bidrage til bilæggelse af krisen. PSC kan således udarbejde udtalelser, hvori det henstilles til Rådet at vedtage fælles aktioner. Under forbehold af Kommissionens rolle, overvåger den udførelsen af vedtagne foranstaltninger og analyserer virkningerne heraf. Tilbageløbet i processen sker, idet Kommissionen meddeler PSC, hvilke foranstaltninger, som den overvejer at træffe eller har truffet. Medlemsstaterne meddeler ligeledes 69

70 PSC, hvilke foranstaltninger de agter at træffe eller har truffet på nationalt plan. Gennem en samlet koordination af en Joint Action (politisk, militær, økonomisk) i PSC skulle det undgås, at national duplikering af EU initiativer vil forekomme, og dermed afværge, at de aktiviteter, der iværksættes, ikke kolliderer. PSC varetager den politiske ledelse og den strategiske styring af EU s militære reaktion på krisen. Med henblik herpå vurderer den på grundlag af udtalelser og henstillinger fra Militærkomiteen, hvilke væsentlige elementer (militærstrategiske optioner, herunder kommandostruktur, operationskoncept, operationsplan), der forelægges Rådet. PSC spiller i naturlig forlængelse heraf en central rolle i forbindelse med den forventede intensiveringen af konsultationerne med navnlig NATO og relevante tredjelande. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant leder aktiviteterne fra situationscentret på grundlag af arbejdet i PSC. Situationscentret støtter PSC og tilvejebringer oplysninger, der vurderes som værende relevante for den aktuelle krisestyring. Følgende forordninger iværksættes for, at PSC i fuldt omfang kan varetage den politiske ledelse og den strategiske styring af militære krisestyringsoperationer: Med henblik på at indlede en operation sender PSC Rådet en henstilling, som understøttes af udtalelser fra Militærkomiteen efter den sædvanlige procedure for forberedelse af samlinger i Rådet. På grundlag heraf træffer Rådet afgørelse om enten at forkaste eller indlede operationen som led i en fælles operation. I forlængelse af artikel 18 og 26 i TEU fastsætter denne fælles aktion navnlig, hvilken rolle generalsekretæren/den højtstående repræsentant skal spille i forbindelse med gennemførelsen af foranstaltninger, der falder ind under den politiske ledelse og den strategiske styring, som varetages af PSC. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant agerer i den forbindelse efter samstemmende udtalelse fra PSC. Under operationen holdes Rådet løbende orienteret via rapporter fra PSC, som generalsekretæren/den højtstående repræsentant forelægger i sin egenskab af formand for denne komite. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant for FUSP kan efter samråd med formandskabet og med udgangspunkt i artikel 18 i TEU specielt i krisesituationer varetage formandskabet for PSC DEN HØJTSTÅENDE REPRÆSENTANT, GENERALSEKRETARIATET FOR RÅ- DET. Den Højtstående Repræsentant (populært kaldet hr. FUSP ), bistår Rådet gennem bidrag til udformningen, forberedelsen og implementeringen af politiske afgørelser, samt efter behov på Rådets vegne og på formandskabets anmodning at gennemføre dialog med tredjelande. 112 Generalsekretæren kan således betegnes som EU s udenrigsminister, der dog er uden reelle selvstændige beføjelser. DER besluttede på mødet i Wien i december 1998, at Den Højtstående Repræsentant skal være en person med en stærk politisk profil, hvilket DER i Køln seks måneder senere bekræftede ved at udpege Dr. Javier Solana Madariaga til EU s første Højtstående Repræsentant. 113 Valget af Solana viste tydeligt den øvrige del af verden, at EU ønskede en politisk kapacitet til at varetage posten som Generalsekretær. Valget af Solana blev truffet på grund af hans store politiske tæft, der samtidig qua sin baggrund kunne lette de kommende svære forhandlinger med NATO, vedrørende EU s mulige anvendelse af Alliancens kapaciteter side Ibid. 70

71 I forlængelse af Amsterdamtraktaten, oprettes der i Generalsekretariatet en ny enhed for politisk planlægning og hurtig varsling (Policy planning and early warning unit), benævnt Policy Unit (PU), under ansvar af den højtstående repræsentant. Dette nye FUSP redskab bemandes af personale fra Generalsekretariatet, medlemsstaterne, kommissionen og WEU. PU, der er opdelt i syv Task forces, har som hovedopgave opgave at overvåge og analysere udviklingen på områder af interesse for FUSP en. 114 Den skal herunder foretage vurderinger af Unionens udenrigs og sikkerhedspolitiske interesser, ligesom den skal kunne varsle hurtigt og endelig skal den udarbejde papirer (evt. med politiske optioner) til Rådet/formandskabet efter anmodning eller iværksætte disse på eget initiativ. I PU er der oprettet et Situationscenter, hvis opgave det er at overvåge verdenssituationen under udnyttelse af tilgængelige kanaler og kilder, inklusiv fortrolige oplysninger fra medlemslandene og fra Kommissionens repræsentationer, og centret udarbejder på baggrund heraf sammendrag til brug for Den Højtstående Repræsentant. Situationscentret drives i et samarbejde med den nye Militære Stab. Centret skal tillige virke som krisecenter samt som koordinator for ikke militær krisestyring. 115 Adgangen til medlemslandenes repræsentationer i udlandet giver Situationscentret mulighed for detaljeret at monitere udviklingen globalt og få samlet alle oplysningerne, og derved skabe et solidt grundlag at udarbejde løsningsmuligheder på. Konceptet med en fælles civil militær ledelse af situationscenteret giver samtidigt EU s institutioner mulighed for at iværksætte en samlet indsats, der bygger på det samme fundament, hvilket vil sætte EU i stand til at anvende midlerne optimalt DEN EUROPÆISKE UNIONS MILITÆRKOMITÉ (MC). The Tool Box Paper indeholder retningslinierne for opgavefordelingen mellem de blivende nye organer og især mellem Militærkomitén (MC) og Militærstaben (MS), der udgør den permanente militære stab i EU. 116 MC er oprettet under Rådet, og sammensat af medlemslandenes forsvarschefer, der er repræsenteret af deres militære delegerede. MC mødes på forsvarschef plan, såfremt det skønnes nødvendigt, normalt dog to gange pr. formandskabperiode. Endvidere afholdes et ugentligt møde, hvor forsvarscheferne lader sig substituere gennem nationale militære repræsentanter (MILREP). MILREP erne er nedsat i en arbejdsgruppe, som laver det mere detaljerede arbejde og mødes minimum to gange om ugen. MC yder militær rådgivning, udarbejder anbefalinger til PSC og giver samtidig MS militære retningslinier og guidance. Formanden for MC overværer Rådets samlinger, når der træffes beslutninger, der måtte have konsekvenser på den militære dimension. MC fik fra sommeren 2001 en fast formand, en 4 stjernet general/admiral, som fortrinsvis skulle være en tidligere forsvarschef fra en EU medlemsstat. Han udvælges af medlemsstaternes forsvarschefer og udnævnes af Rådet på anbefaling fra MC, og hans embedsperiode er på tre år. I internationale sammenhænge repræsenterer han MC i PSC og i Rådet når det er påkrævet eller vurderes som værende hensigtsmæssigt. Som første chef for MC 114 Policy Unit har været operativ siden december De syv task forces omfatter: Europæisk sikkerheds og forsvarspolitik, Vestlige Balkan/Centraleuropa, Situationscenter/krisecenter, Horisontale spørgsmål/latinamerika, Rusland/Ukraine/Kaukasus/Transatlantiske relationer/baltikum/asien, Middelhavet/Barcelona proces/mellemøsten/afrika, Policy Unit sikkerhed side Military Bodies in the European Union and the Planning and Conduct of EU lead Military Operations (kaldet The Tool Box Paper). 71

72 udpegedes den tidligere finske forsvarschef G. Hägglund. Formandens ansvarsområde omfatter primært direktivgivning til generaldirektøren for MS samt at agere som primær kontaktperson for operationers øverstbefalende under EU ledede militære operationer. Yderligere varetager chefen for MC rollen som militærrådgiver for Generalsekretæren/Den Højtstående Repræsentant, når der skal træffes beslutninger, der har effekt på forsvarsområdet. Formanden bliver assisteret af en personlig stab på 4 5 officerer. Endvidere støtter Excecutive Office i MS med sekretariatsfunktioner, til hvilket der er afsat fire normer. MC har ansvaret for, på anmodning af PSC eller på eget initiativ inden for rammerne af retningslinier udstukket af PSC, at yde militær rådgivning og udarbejde anbefalinger til PSC i alle militære spørgsmål i relation til EU. MC udstikker samtidigt militære retningslinier vedrørende alle militære aktiviteter i rammen af EU. MC er forum for militær rådgivning på grundlag af konsensus og endvidere omdrejningspunktet for militær samråd og samarbejde mellem EU s medlemsstater, i tilknytning til konfliktforebyggelse og krisestyring. MC militær rådgivning og anbefalinger til PSC tager primært sigte på at: - Udvikle et overordnet koncept for krisestyring for anvendelse af de militære kapaciteter. - Varetage de militære aspekter i forbindelse med politisk kontrol og strategisk ledelse af krisestyringsoperationer og krisesituationer. - Gennemføre risikovurdering af potentielle kriser. - Udforme, vurdere og revidere kapacitetsmål i overensstemmelse med vedtagne procedurer. - Varetage EU s militære forhold til europæiske NATO lande, der ikke er medlem af EU, til andre kandidater til tiltrædelse af EU, til andre stater og organisationer, herunder NATO. - Udarbejde de finansielle overslag for gennemførelse af øvelser og operationer. I krisestyringssituationer: Efter anmodning fra PSC fremsender MC et iværksættelsesdirektiv til generaldirektøren for EU s MS m.h.p. udarbejdelse og præsentation af militærstrategiske optioner. MC vurderer tillige de militærstrategiske optioner, som MS har udarbejdet, og fremsender dem til PSC vedlagt MC egne udtalelser og holdninger til disse udarbejdet optioner. På grundlag af den militære option Rådet måtte vælge, godkender MC et indledende planlægningsdirektiv til operationens øverstbefalende. Yderligere yder MC rådgivning og udarbejder anbefalinger til PSC, på grundlag af vurderinger fra MS, om: - Operationskonceptet udarbejdet af den øverstbefalende for operationen. - Udkast til operationsplanen, som øverstbefalende for operationen har udarbejdet. Sluttelig rådgiver MC PSC om optioner i forbindelse med afslutningen af operation samt relaterede post konflikt militære aspekter. Under operationer: Under operationer moniterer MC, at militæroperationer udføres i overensstemmelse med det af PSC godkendte direktiv DEN EUROPÆISKE UNIONS MILITÆRSTAB. MS er oprettet under MC, og arbejder på grundlag af militære retningslinier fra MC, til hvilken den rapporterer. Den er en afdeling under Generalsekretariatet for Rådet og er direkte 72

73 tilknyttet Generalsekretæren/Den Højtstående Repræsentant, og er sammensat af militært personel, der stilles til rådighed af medlemsstaterne, i alt 125 officerer. Chefen er en 3 stjernet officer af generals /admiralsklassen, p.t. Tyskeren Schuwirth. MS kan løse alle planlægningsopgaver i tilknytning til principperne besluttet i f.m. Peterbergsprincipperne uafhængigt af NATO. Staben kan i krisesituationer eller ved krisestyringsøvelser oprette krisehold, der anvender stabens egne ressourcer. Såfremt disse ikke er tilstrækkelige, kan MS temporært ydes militær bistand udefra, i tilfælde af MC anmoder EU medlemsstaterne herom. I fredstid MS har til i fredstid til opgave at foretage hurtig varsling, situationsvurdering og strategisk planlægning i forbindelse med løsningen af Petersbergopgaverne, herunder identifikation af europæiske nationale og multinationale styrker. Staben iværksætter politikker og afgørelser efter retningslinier udstukket af MC, idet det er i MS at EU s militære ekspertise forefindes. MS skaber mulighed for forbindelsen mellem MC og de militære ressourcer EU måtte have til rådighed, samt yder desuden den militære ekspertise til EU organerne efter retningslinier udstukket af MC. Staben sikrer kapaciteten til hurtig varsling, udarbejder planer, vurderer og udarbejder anbefalinger vedr. begrebet krisestyring og den overordnede militære strategi, herunder iværksætter afgørelser og vejledning fra MC. MS yder støtte til MC i forbindelse med situationsvurdering og militære aspekter af strategisk planlægning i relation til hele spektret af Petersbergopgaverne. Staben bidrager til udformning, vurdering og gennemgang af kapacitetsmålene under hensyntagen til involverede medlemsstaters kapacitet, herunder sikrer MS sammenhæng til NATO s forsvarsplanlægningsproces og planlægnings og gennemgangsprocesser i partnerskab for fred (PfP) programmet. MS har ansvaret for at overvåge, vurdere og fremsætte anbefalinger vedrørende de styrker og den kapacitet medlemslandene stiller til rådighed for EU i forbindelse med interoperabilitet, uddannelse, og øvelser. Staben stiller, efter retningslinier fra MC, militær ekspertise til rådighed for EU organerne, med prioritet til Generalsekretæren. MS overvåger potentielle kriser under anvendelse af relevant national og multinational efterretningsorganer. Staben føder og modtager relevante militære oplysninger til/fra situationscenteret. MS varetager de militære aspekter af den forudgående strategiske planlægning med henblik på løsningen af Petersbergopgaverne. Sluttelig identificerer og vedligeholder staben status over europæiske nationale og multinationale styrker der kan stilles til rådighed for EU ledede operationer, hvilket koordineres snævert med NATO. EU s militær stab er organiseret således: 73

74 Direktør for EUMS Stabschef Afdeling for Planlægning og Politik Efterretningsafdeling Afdeling for Operationer og Øvelser Afdeling for Ressourcer, Logistik og Materiel Afdeling for Kommunikationsog Informationssystemer I krisestyringssituationer: I krisestyringssituationer anmoder staben om og behandler specifikke oplysninger fra efterretningsorganisationer og andre relevante oplysninger. MS støtter MC i dennes bidrag til den indledende planlægningsvejledning og planlægningsdirektiver iværksat af PSC. Staben udarbejder og prioriterer militærstrategiske optioner som udgangspunkt for MC s militære rådgivning af PSC ved: - At definere de første brede handlemuligheder. - At udarbejde en samlet vurdering med angivelse af passende prioriteringer og anbefalinger til MC. - I fornødent omfang at trække på planlægningsstøtte fra eksterne kilder (NATO), som vil foretage en mere detaljeret analyse og bearbejdelse af valgmulighederne. Staben identificerer i samarbejde med hvert enkelt lands planlægningsstab og eventuelle NATO styrker, som vil kunne deltage i eventuelle EU ledede operationer. MS bistår operationens øverstbefalende i forbindelse med tekniske udvekslinger med tredjelande, der yder militære bistand til EU ledede operationer, samt støtter med forberedelse til Force Generation konferencen, ligesom den fortsætter med at overvåge krisesituationer jf. de definerede opgaver. 117 Under operationer: Staben overvåger efter retningslinier fra MC, løbende alle aspekter af den militære operation. MS udfører strategiske analyser sammen med operationens øverstbefalende, for at støtte MC i dennes rolle som rådgiver for PSC, hvilket medfører, at staben på baggrund af den politiske og operative udvikling søger at opstille nye løsningsmuligheder, som MC kan bruge til sin fortsatte militære rådgivning af PSC. 117 Force generation: Styrkegenereringskonference, hvor lande kan tilmelder deres bidrag til den aktuelle mission udfra et behovskatalog. 74

75 6.10. OPGAVER, INDSÆTTELSESOMRÅDERSAMT STYRKER TIL RÅDIGHED FOR DEN MILITÆRE DIMENSION AF EU S FUSP Opgaver De definerede opgaver, som de militære styrker, der indgår i EU s reaktionsstyrker, i henhold til Petersbergopgaverne skal kunne løse defineres således: Styrken skal kunne gennemføre humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse. Petersbergopgaverne er determineret til tre følgende scenarier: - Humanitær operationer, med tyngde på assistance og logistisk støtte, samt en evt. tilhørende militære støtteoperationer med henblik på at sikre humanitære enheder stabile omgivelser at gennemføre sine opgaveløsninger i. - Konfliktforebyggende operationer, fredsbevarelse, fredsskabelse og evt. præventiv deployering. - Separering af parterne under anvendelse af militære styrker Indsættelsesområde. Petersberg opgaverne skal kunne løses i afstande på op til kilometer fra Bruxelles. Den geografiske dimension og udstrækning er dog meget svagt defineret Føringskoncept. Med henblik på at kunne løse Petersbergopgaverne, arbejders der med to forskellige føringskoncepter, hvoraf det ene forudses anvendt under en ikke NATO støttet option, og det andet under en NATO støttet option ved anvendelse af NATO s permanente hovedkvarterer. 120 Efterfølgende beskrives de to forskellige koncepter. EU operationer uden brug af NATO styrker og kapaciteter. Der ses en mulighed for at bygge kommandostrukturen op omkring allerede eksisterende nationale hovedkvarterer, som er tilmeldt i overensstemmelse med Helsinki Force Kataloget. Som udgangspunkt skal Det Operative Hovedkvarter 121 være værnsfælles og multinationalt 122 enten på permanent basis eller efter personeltilførelse, ligesom de skal kunne føre de deployerede styrker. Yderligere skal hovedkvartererne kunne gennemføre planlægning og eventuel deployering med meget kort varsel, herunder indeholde tilstrækkelig infrastruktur, til at kunne opretholde kommunikation til både MS i Bruxelles og med respektive komponent hovedkvarterer i operationsområdet. 123 Force HQ skal være combined og joint og naturligt besidde de nødvendige ressourcer. Det kan bygges op ved forstærkning af et eksisterende nationalt værnsspecifikt hovedkvarter, 118 Progress report by chairman of HTF and HHC, reference version, udgivet 29 sep Helsinki Headline Goal Catalogue, p. 3 G Council of the European Union, Common European Security and Defence Policy, skr. nr. 6215/1/00 rev. 1 af 29. februar 2000, pp Efterfølgende benævnt Force HQ. 122 I daglig tale benævnes disse to udtryk med de engelske termer således: Værnfælles; Joint, Multinational; combined.) 123 Komponent hovedkvarterne opdeles i land, luft og maritimhovedkvarterer. I daglig tale refereres der til disse via chefen for komponentet således: Land; LCC (Land Component Commander), ACC (Air Component Commander) og MCC (Maritime Component Commander). 75

76 eller et nationalt joint hovedkvarter i den udstrækning disse forefindes. En anden mulighed ses ved bruge de tilmeldte multinationale hovedkvarterer. Fordelen ved anvendelsen af et sådant er, at der umiddelbart rådes over et samarbejdet multinationalt hovedkvarter med en høj grad af interoperabilitet, da det daglige arbejde baseres på fælles doktriner, procedurer og sprog. Jf. hosstående figur, er der således mulighed, at EU selvstændigt kan opstille og anvende kommandostruktur opstillet af medlemslandene. EU operationer med anvendelse af NATO styrker og kapaciteter I tilfælde af en EU ledet operation, hvor fællesskabet anvender NATO kapaciteter, vil strukturen for styrken, der indsættes, godkendes af Rådet på en case by case basis under hensyntagen til den rådgivning, der gives af EUMS. Styrken vil være under politisk kontrol og strategisk styring af Rådet, hvilket gennemføres via PSC. Deputy SACEUR er udpeget som den primære operative chef med tilhørende NATO hovedkvarter. Som Force HQ og Component Commander HQ har NATO en række prøvede hovedkvarterer, med veletablerede og afprøvede procedurer for multinationale operationer, der kan forstærkes om nødvendigt, herunder CJTF HQ. NATO kan således stille den nødvendige kommandostruktur til rådighed for EU, eller som minimum på Force og Operativt niveau. Hvorvidt NATO samtidigt vil stille Component Commander hovedkvarterer til rådighed, besluttes på case by case basis, men det tilstræbes, at den i fredstid opstillede og sammenarbejdede NATO kommandostruktur i videste mulige omfang søges fastholdt. Denne mulighed udelukker ikke en kombination af NATO og EU tilmeldte bidrag, men operation hvor begge organisationer stiller styrker til rådighed, kan komplicere samarbejdet i initialfasen og nedsætte graden af interoperabilitet. Udpegningen af hovedkvarterer NATO, nationale eller multinationale, kan ikke fastlægges forud for en reel operation, idet hovedkvarterets nødvendige kapacitet i hvert enkelt tilfælde vil afhænge af operationen, hvorfor der ikke er tale om faste aftaler eller en på forhånd fastlagt kommandostruktur. Efterfølgende er angivet de tilmeldte troppebidrag, som skal opfattes som en værktøjskasse, hvorfra en konkret styrke kan sammensættes til lejligheden, såfremt den enkelte nation måtte vælge at bidrage. En række nationer har begrænsninger på enten antal tropper eller anvendelse af bidragene. EU s krav til styrken, der skal være på 60 dages beredskab, er minimum mand, kampfly og 75 flådefartøjer med tilhørende C2, efterretningstjeneste og logistisk støtte. Styrken skal kunne udsendes og gennemføre missioner af op til 1 års varighed. 124 EU landenes samlede bidrag opgjort på hovedgruppernes føringskapacitet, antal landstyrker, fly, helikoptere og fartøjer fremgår af nedenstående. Medlemslandenes og 3. landes tilmeldte kapaciteter, udgør således sammenfattende følgende, idet det bør noteres, at Europas fire store nationer, England, Frankrig, Tyskland og Italien opstiller ca. 80 % af EU s samlede kapaciteter: The Helsinki Headline Catalogue (HHC) reference version, Introduction p. iv. 125 Janes Defence Weekly, 12 December 2001, p

77 Føringskapacitet: Der er tilmeldt 5 x Force HQ 126, 6 x Korps HQ, 5 x Divisions HQ, 3 x Brigade HQ, 1 LCC 127, 2 x ACC 128 og 1 MCC. 129 Landstyrker: - Der er samlet tilmeldt landtropper. De tilmeldte enheder er inklusiv organisatoriske hovedkvarterer. Der er endvidere tilmeldt to luftmobile brigader samt special styrker. Flådestyrker: - Der er samlet tilmeldt 115 fartøjer, heraf 4 hangarskibe og 8 (+) ubåde, - Der er tilmeldt én marineinfanteribrigade, 3 x marineinfanteribataljoner og 1 marineinfanterikompagni samt den spanske/italienske Landing Force, der er en fælles opstillet Marineinfanteribrigade. - Hertil kommer EUROPEAN MARITIME FORCE, som også andrager et betydeligt antal fartøjer og føringskapacitet. Luftstyrker: - Der er samlet tilmeldt 609 fly, heraf 161 transportfly, 17 AAR 130, 5 AEW 131 og 6 MPA helikoptere som primært er anvendelige til transport og SAR Diverse luftforsvarsenheder. Tredjelandenes samlede bidrag opgjort på hovedgrupperne føringskapacitet, antal landstyrker, fly, helikoptere og fartøjer udgør således: Føringskapacitet: Der er ingen hovedkvarterer tilmeldt. Landstyrker: - Der er samlet tilmeldt landtropper. De tilmeldte enheder vil være inklusiv egne organisatoriske hovedkvarterer. Flådestyrker: - Der er samlet tilmeldt 27 fartøjer, heraf 3 ubåde, - Der er tilmeldt 1 marineinfanteribataljon. Luftstyrker: - Der er samlet tilmeldt 51 fly, heraf 8 transportfly. - Helikoptere som primært er anvendelige til transport, sekundært til SAR Force HQ: Det højeste hovedkvarteret, som er placeret i missionsområdet. 127 Land Component Commander (Chefen for alle landstyrker). 128 Air Component Commander (Chefen for alle luftstyrker). 129 Maritime Component Commander (Chefen for alle flådestyrker). 130 AAR: Air to air refueling (Lufttankning). 131 Airborn Early Warning and Control, som kan støtte luftoperationer med kommando og kontrol. 132 MPA: Maritime Patrol Aircraft, som kan bidrage som fremskudt overvågningsfly i f.m. maritime operationer. 133 Search and rescue (Eftersøgnings og redningstjeneste). 77

78 - Diverse luftforsvarsenheder. 134 Helsinki Force Catalogue version 2000 pr. 7. november 2000, samt trejdelandenes bidrag pr. 23. november

79 6.11. ANALYSE AF FUSP INDLEDNING I det efterfølgende gennemføres en analyse med dertil hørende konklusioner af de faktorer der vil have påvirkning på EU s mulighed for at indtræde i en eventuel konflikt. Analysen søger at belyse eventuelle svagheder i EU s beslutningsprocesser og militære aspekter herunder kapaciteter BESLUTNINGSPROCESSER I EU er det Det Europæiske Råd (DER), der ledes af det til enhver tid siddende formandskab, der fastlægger den overordnede strategi for den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik. Samtidig udstikker det retningslinjerne for EU's samlede politik på alle områder, hvorfor DER beskæftiger sig med en lang række forskellige politikker, når det samles. I forlængelse heraf kan der opstå situationer, hvor DER henset til øvrige prioriteter ikke gives tilstrækkelig dybde, ligesom der vil kunne være skiftende politik afhængig af, hvilket land der har formandskabet. På det lavere niveau findes indenfor EU Rådet for almindelige anliggender, som består af medlemslandenes udenrigsministre, der behandler spørgsmål vedrørende FUSP, herunder ESDP. I særlige tilfælde kan forsvarsministrene inddrages i arbejdet. Alle beslutninger truffet i dette Råd kan bringes for DER der er den endelige instans. Det vurderes derfor som en svaghed, at forsvarsministrene ikke mødes pr. automatik, men kun i tilfælde hvor der behandles forsvarsspecifikke emner, hvorfor muligheden for at koordinere de forskellige medlemslandes forsvarspolitikker ikke er til stede. En koordination der kunne tilsikre, at EU på sigt vil være sikret de kapaciteter, der er nødvendige for, at de kan agere i en given situation. En anden ulempe ses i EU s beslutningsproces, hvor alle afgørelser, der træffes i Rådet, kan indbringes for DER med henvisning til særlige nationale interesser. Det, at en sag løftes op på DER niveau, vurderes at kunne være en væsentlig forsinkende faktor i EU s beslutningsproces. EU landenes faste repræsentanter (COREPER) har som primær opgave ansvaret for at forberede beslutningerne før de forelægges Rådet. Repræsentanterne dækker alle politiske områder indenfor EU samarbejdet, hvorfor FUSP ikke bliver deres primære område, men derimod fællesskabspolitikkerne/generalisterne. Således spænder COREPER ansvarsområde vidt og det kan ikke udelukkes, at de vil kunne virke som et forsinkende led i beslutningsprocessen. COREPER er samtidig ikke alene om at fremlægge sager for Rådet, idet også Den Politiske Komite har en aktiv rolle inden for udviklingen af beslutningsforslag vedrørende FUSP. COREPER er ikke tillagt nogen selvstændig beslutningskompetence men har alene til opgave at gennemføre koordinationen for Rådet. Det vurderes på den baggrund, at være en svaghed, at der ikke er en repræsentation sammensat af nationale repræsentanter, der alene beskæftiger sig med FUSP spørgsmål og har direkte adgang til Rådet uden nogen forsinkende led. At behandlingen af FUSP spørgsmål ydermere er delt mellem COREPER og Den Politiske Komite medfører et krav om en høj grad af koordination de to institutioner imellem. Den manglende beslutningskompetence vurderes at kunne blive en begrænsning for EU i forbindelse med en krisestyringsoperation, hvor netop hurtige beslutninger er altafgørende. Det kan derfor opfattes som om, at EU opfatter FUSP, som endnu et politisk område man beskæftiger sig med, og ikke har tillagt den nødvendige tyngde som topmøderne ellers har givet udtryk for, at man ønskede. 79

80 EU's Generalsekretær bistår Rådet med udformningen af FUSP og kan efter anmodning fra formandskabet, på EU's vegne, føre dialog med 3. lande. Generalsekretæren indgår ikke som et organisk medlem i Rådet. Det gør derimod Kommissionens ansvarlige for eksterne anliggender. Generalsekretæren leder Rådssekretariatet, men har ikke sæde som formand for de Komiteer der behandler FUSP spørgsmål. Generalsekretæren sidder således i en selvstændig institution på lige fod med for eksempel PSC. Generalsekretærens forslag skal principielt gå via COREPER, før de forelægges Rådet. Det kan undre, at der blev tillagt Solana så stor vægt, da han blev udpeget, når man reelt ikke muliggjorde, at han fik mulighed for at udøve sit virke på den mest effektive måde. At Kommissionen har adgang til møder i Rådet, når der behandles FUSP spørgsmål, ses som en naturlig forretningsgang med henblik på at sikre sammenhæng imellem de i EU etablerede søjler, men Generalsekretæren burde være sikret den samme adgang. Yderligere vurderes de skiftende formandskaber i EU, som står som ledere af de komiteer, der skal støtte Generalsekretæren, som værende mindre hensigtsmæssigt. EU oprettede i forbindelse med ESDP PSC, som er den koordinerende komite på det udenrigs og sikkerhedspolitiske område. Det er besluttet, at i forbindelse med krisestyring gennemfører PSC den strategiske ledelse af operationen. I PSC sidder Kommissionen, hvilket giver EU en unik mulighed for at gennemføre en koordineret indsats på såvel det økonomiske, politiske som det militære område i forbindelse med en krisestyring. Det vurderes dog mindre hensigtsmæssigt, at der i forbindelse med etableringen af PSC ikke blev gennemført en tilpasning af EU's eksisterende struktur, således at PSC fremstod som den eneste komite på det udenrigs og sikkerhedspolitiske område. Der er således tre komiteer, COREPER, Den Politiske Komite og PSC, der alle har mulighed for at fremlægge forslag for Rådet dels en pligt til at koordinere beslutningerne på FUSP området. Herudover eksisterer Kommissionens ret til at fremlægge forslag og agere i forhold til 3. lande. Det vurderes at være en svaghed, at man har så mange komiteer med samme ansvarsområde med mulighed for svigtende koordination til følge. Endvidere ses det som en svaghed, at PSC er oprettet som en separat institution sideløbende med generalsekretæren ledet af formandskabet i stedet for at give Generalsekretæren kompetence som en reel udenrigsminister. EU's evne og vilje som militær aktør er endnu ikke testet. Der er endnu ikke afholdt øvelser eller uddannelse af de opstillede forslag til procedurer for krisestyring. Disse aktiviteter påbegyndes først i Med en tidshorisont der strækker sig frem på den anden side af 2003 henset til justering og opdatering af procedurerne, kan EU blive involveret i en konflikt uden fastlagte gennemprøvede procedurer til at håndtere en sådan. Når EU endeligt får opstillet sin militære kapacitet til brug for krisestyring, vil EU kunne komme til at stå som en stærk aktør på den internationale scene. EU's styrke vil være deres evne til at håndtere alle aspekter af krisestyring. Europas nuværende troværdighedsproblem, og hermed EU's, hvad angår evnen til selvstændigt at håndtere kriser på det europæiske kontinent, vurderes at ville komme til at lægge et stort pres på EU for at handle, når de først får tilført den militære kapacitet. En af de faktorer, der vil have stor indflydelse på EU's succes som aktør vil være, hvorvidt EU umiddelbart viser vilje til at sætte handling bag ord. Belært af erfaringerne fra tidligere konflikter på Balkan, hvor Europa udstillede deres manglende evne og vilje til at håndtere kriser på eget kontinent, vurderes det, at EU vil være nødsaget til at reagere hurtigt på en ny krise for at genopbygge/bevare sin troværdighed. Opstår denne krise efter 2003 vil dette blive den afgørende test for ESDP. En sådan krise vil kunne teste tilliden til EU s militære evner og afprøve villigheden til militær 80

81 magtanvendelse i unionen. Det vurderes, at nationale interesser vil kunne stille sig hindrende i vejen for EU s evne til, at kunne agere militært. Selve opbygningen af kapaciteten er ikke i sig selv politisk vanskeligt, men det vurderes, at når EU kommer til at anvende den, vil der kunne forekomme konflikter specielt imellem de store lande. Dels fordi forholdet til NATO ikke er afklaret (primært Tyrkiet), men måske i højere grad på grund af forskellige tilknytninger til de parter, der er involveret i konflikten Delkonklusion Det kan således, på baggrund af ovenstående konkluderes at: DER, der fastlægger den overordnede strategi for den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik, behandler flere politik områder ved hvert Rådsmøde, hvorved det kan risikeres, at der ikke kommer tilstrækkelig dybde i den europæiske udenrigs og sikkerhedspolitik. Det skiftende formandskab og dermed ansvaret for politikken, skifter derfor afhængig af, hvilket land, der har formandskabet. Herved mistes kontinuiteten inden for området. Rådet for almindelige anliggender er kun beslutningsdygtig inden for udenrigs og sikkerhedspolitikken ved enstemmighed. Er der ikke enstemmighed kan beslutningen løftes til Det Europæiske Råd, hvilket vil sinke beslutningsprocessen og derved eventuel hindre en rettidig involvering/deployering i relation til en given konflikt. Forsvarsministrene har ikke en fast møderække, men de indkaldes til Rådet for almindelige anliggender i de tilfælde, hvor der skal behandles emner med direkte bæring på forsvarsrelaterede områder. Der er således ikke lagt op til en koordinering af forsvarspolitikkerne medlemslandene imellem, og det kan derfor ikke tilsikres, at der bibringes EU de nødvendige kapaciteter og eventuelle mangler. COREPER forbereder alle fællesskabets politikker og er på det udenrigs og sikkerhedspolitiske område kun en blandt flere organisationer, der inden for EU fremlægger beslutningsforslag i Rådet for almindelige anliggender, hvilket stiller store krav til koordineringen mellem de forskellige organisationer. COREPER er ikke tillagt nogen selvstændig beslutningskompetence, hvilket ses som en svaghed i forbindelse med kriser, der kræver adgang til beslutningskompetence hurtigt og kontinuerligt. Generalsekretæren/Den Højtstående Repræsentant assisterer Rådet med udformningen af den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik, men Generalsekretæren er ikke medlem af Rådet. Generalsekretæren, der er leder af Rådsekretariatet, sidder ikke samtidig som formand for de komiteer, der arbejder med udenrigs og sikkerhedspolitikken. Han må således kontinuerligt koordinere politikken med de skiftende formandskaber, der sidder som formand i de forskellige komiteer. Dette vurderes ikke hensigtsmæssigt, da Generalsekretæren således ikke kan optræde som omdrejningspunkt med henblik på at virke som den samlende og kontinuerlige kraft inden for EU s udenrigs og sikkerhedspolitik. Det forhold, at Generalsekretæren principielt skal gå via COREPER, når han ønsker at fremlægge forslag på området, synes som en unødigt forsinkende procedure. 81

82 PSC er kun en af tre komiteer, der behandler emner inden for udenrigs og sikkerhedspolitikken, hvilket stiller store krav til koordination organerne imellem. Det sender endvidere et uklart signal til omverdenen om, hvem der egentlig har ansvaret for koordinationen på området. PSC er oprettet som en komite ved siden af Generalsekretæren og ledes af det til enhver tid siddende formandskab. Det ses som en svaghed ved den nuværende opbygning, at PSC ikke er blevet underlagt Generalsekretæren og derved give generalsekretærer kompetence som en reel udenrigsminister. Der er endnu ikke fastlagt procedurer for EU s håndtering af kriser, hvilket vil kunne få EU til at fremstå famlende og vil dermed have en negativ indflydelse på EU s troværdighed som aktør. Den store styrke for EU inden for krisestyring er den kommende mulighed for at dække alle aspekter og faser af en krise. Muligheden for at kombinere politiske og militære virkemidler med en økonomisk plan, før under og efter krisen gør, at EU vil være et attraktivt alternativ for alle parter i en konflikt, da EU vil kunne tilbyde og understøtte en helhedsplan selvstændigt. Troværdighed er EU s store svaghed som følge af deres demonstrerede manglende til håndtering af krisen på Balkan. Man må således forvente, at EU, når den militær kapacitet endeligt bliver opstillet og samordnet, vil reagere meget hurtigt for at få genopbygget sin troværdighed. Dette kan medføre, at EU tidligt vil søge at løse konflikten med militære midler. Såfremt EU i fremtiden skal holde orden på eget kontinent, er der en fare for at de nationale interesser, specielt hos de store magter betinget af historiske og økonomiske bindinger, vil virke obstruerende på EU s samlede indsats MILITÆRE ASPEKTER De femten stats og regeringschefer samt formanden for Kommissionen erklærede i forlængelse af mødet den juni 1999, at "Unionen skal have kapacitet til selvstændig handling, som bakkes op af troværdige militære styrker, midler til at beslutte at anvende dem og vilje til at gøre det som reaktion på internationale kriser, uden at dette anfægter NATO's aktioner". I lyset af denne erklæring er det interessant at analysere, hvorvidt EU efter implementeringen af sin militære kapacitet med nødvendig støttestruktur, reelt vil være i stand til at kunne udleve erklæringen Relationer til NATO Forholdet til NATO Den Transatlantiske forbindelse er meget væsentlig i relation til de militære kapaciteter i EU. EU har gennem hele forløbet lagt vægt på at USA har været indforstået med egne dispositioner. Opstillingen af EU egne militære kapaciteter vurderes at kunne afføde tre konsekvenser i forhold til Den Transatlantiske forbindelse. Forholdet kan blive styrket, og dermed endnu tættere, hvis Europa accepterer og påtager sig sin del af Burden Sharing, som USA i så høj grad efterlyser. Forholdet kan blive forringet, hvis EU overtager sikkerheden i Europa og dermed tvinger USA til tilbagetrækning og dermed begrænser USA s indflydelse i Europa. Endelig kan der opretholdes et status quo, hvor Europas indflydelse på det udenrigs og sikkerhedspolitiske område, til trods for at EU får en selvstændig rolle som krisestyringsaktør, ikke udvides grundet USA, som verdens eneste supermagt, vil fortsætte sit faste greb og indflydelse på Europa. EU bør i denne sammenhæng leve op til sin rolle som økonomisk stormagt og påtage sig den selvstændige 82

83 rolle, som EU er berettiget til, uden at kompromittere Den Transatlantiske forbindelse. Dette kan kun ske ved, at EU og NATO opretholder meget tætte forbindelser og fortsat udvikler ESDP i samarbejde og under fælles forståelse, samt at EU ikke gennemfører duplikering på andre områder end de som er anført i DCI rapporten (NATO) og Military Capabilities Commitment Declaration (EU). Det Transatlantiske forhold kan yderligere blive kompliceret af de lande, som ikke er medlem af EU men indtræder i NATO og de lande, som er medlem af NATO men ikke EU og i relation hertil sikre, at de får den indflydelse, som de er berettiget til og som de accepterer uden at blokere for samarbejdet Opgaver Alt efter hvilken operationstype som indledningsvis i rammen af Petersberg opgaverne skal løses vil der være forskellige krav til den styrke, som skal udføre den. Spektret spænder fra bløde til hårde, fra kortvarige til langvarige og fra simple til komplekse opgaver. EU har defineret sin målsætning, som at man vil være i stand til at ville løse hele spektret af opgaver. Umiddelbart vurderes EU ikke at have den fornødne kapacitet til løsning af opgaver i den hårde ende af spektret, grundet manglende mulighed for at kunne eskalere og tilpasse sig situationers udvikling. Dette forhold analyseres nærmere under punktet militære kapaciteter. EU s styrker er principielt begrænset til en deployering af styrker på et års varighed. Forudsætningen er dog sådan, at det politiske mandat til en given opgave omfatter en angivelse af, hvor længe styrken stilles til rådighed, men empirisk har det vist sig muligt at forlænge dette mandat, hvilket er set i forbindelse med udsendelsen til både IFOR/SFOR og KFOR, hvor bidraget indledningsvis blev tilmeldt et år, men efterfølgende har eksisteret i adskillige år uden nogen slutdato Indsættelsesområde Den manglende specificering af EU mulige indsættelsesområder byder på en del problemstillinger. En problemstilling er adgangen til host nation support (HNS). Såfremt man befinder sig indenfor det europæiske nærområde, vil der i et vist omfang være mulighed for at trække på HNS samt kunne foretage lokalindkøb, men uden for dette område er det forbundet med megen stor usikkerhed at basere sig på disse ydelser. Dette medfører, at den deployerede styrke skal være selvforsynende, hvilket naturligt stiller meget store logistiske krav. Derudover kan der opstå problemer i f.m. forskellige opfattelser af bl.a. religion, kultur og værdier og det vurderes, at disse opfattelser vil ændre sig væsentligt udenfor det europæiske nærområde, hvorfor der vil være skærpede krav til Force Protection. Summen af belastninger, som opstår grundet forskelle i infrastruktur, HNS, klimatiske forhold, afstand og demografi giver samlet et udtryk af en opgaves kompleksitet. Dette kunne indikere, at EU vil have begrænset mulighed for at gennemføre komplekse opgaver, såfremt uddannelsesniveauet hos tilmeldte styrker ikke er højt samt mangler på det logistiske område. Eventuelle mangler i logistikken analyseres efterfølgende under militære kapaciteter MC og MS EU har principielt duplikeret MC og MS fra NATO, og har unionen tillagt dem samme type af opgaver. Der ses umiddelbart ingen principielle forskelle på de to Militær Komiteer. For så vidt angår Militærstabene er der enkelte forskelle. Her skal nævnes, at situationscen- 83

84 trene i EU er underlagt Generalsekretæren og arbejder snævert sammen med dennes PU under snæver koordination med EUMS. Da det er EUMS, som udarbejder strategiske redegørelser, og som kontinuerligt skal være opdateret på situationen for at kunne følge udviklingen både på det politiske og militære niveau, for på baggrund heraf, efter opfordring og i ligeså høj grad selvstændigt, at komme med anbefalinger, findes det ikke hensigtsmæssigt, at SITCEN ikke er en integreret del af størstebrugeren, nemlig i EUMS. Et andet forhold, som gør sig gældende, er antallet af normer i EUMS, hvor der rådes over kun omkring 15 normer til udarbejdelse af strategisk planlægning. Dette betyder, at EUMS kun er i stand til at fremkomme med generisk strategisk planlægning og identificere et overslag til styrkebidrag og ikke kan gennemføre den detaljerede og dybdegående strategiske planlægning, herunder identificere det konkrete styrkebehov i relation til en given strategisk plan. EU har altså her et afhængigheds forhold til NATO s planlægningskapacitet, hvilket er i overensstemmelse med de aftaler, som blev indgået på Washington topmødet i 1999, hvor NATO har givet sin garanti for, at EU kan trække på NATO i denne henseende Føringskapacitet. Føringskapacitet er et andet område, som er meget væsentligt at fokusere på, idet EU ikke har nogen struktur under EUMS hverken på det operative eller taktiske niveau. EU har mulighed for at trække på to nationale operative hovedkvarterer, som stilles til rådighed af henholdsvis Frankrig og England. Problemet hermed er kravet om, at disse hovedkvarterer skal være multinationale. Såfremt en operation opstår, skal der således tilgå et antal officerer fra øvrige bidragydende lande, som skal integreres i de procedurer som det pågældende hovedkvarter anvender, før end at hovedkvarteret kan være effektivt. Problemet ses ikke så problematisk i relation til England som til Frankrig, idet England i forvejen anvender NATO procedurer, hvorimod Frankrig anvender egne procedurer, som er forskellige fra NATO s. En anden måde kunne være at anvende de allerede eksisterende NATO hovedkvarterer, som er multinationale og værnsfælles, og hvis procedurer er indarbejdede og effektive samt har en etableret kommando og kontrolstruktur. Tiden vil, som altid, spille en afgørende rolle for, om EU kan anvende den ene eller den anden løsning. Såfremt der opstår en krise med kort varsel, ses pt. ingen anden løsning end at trække på NATO s hovedkvarterer, hvorimod en krise som opstår over en længere tidshorisont kan give mulighed for, at EU klargører et af de to nationalt tilmeldte hovedkvarterer. Det vil endvidere kræve anvendelse af NATO s struktur, såfremt opgaverne er i den hårde ende af Petersberg opgaverne, idet kravet om Unity of Command and Effort er mere udtalt under disse opgaver end i en opgave i den bløde ende, hvor kravene til at demonstrere handling her og nu ikke er ligeså afgørende for opgavens løsning. Dette skal forstås på den måde, at kravet til reaktion vil være større i en hård end i en blød mission. Der skal naturligvis også være konsekvens og sammenhæng mellem trussel og vilje i en blød operation, men her er tiden ikke ligeså afgørende som i en hård, hvor situationen kan eskalere med kort varsel. En anden væsentlig ting i forbindelse med anvendelse af hovedkvarterer er de tilhørende netværk. NATO s netværk vil alt andet lige være veletableret og omfattende, idet alle hovedkvarterene eksisterer i fredstid, hvorimod EU først skal opbygge dette netværk. Der vil selvfølgelig være mulighed for at trække på NATO s netværk, men aldrig i samme omfang som på et i forvejen integreret NATO hovedkvarter. En mulighed som EU kan anvende for at kompensere for den manglende struktur og som i øvrigt findes som en nødvendighed, såfremt den skal kunne anvende egne midler, er at 84

85 der i fredstid på skift udpeges de hovedkvarterer, som i tilfælde af en given konflikt vil blive udpeget. Herved kan der skabes mulighed for, at hovedkvarterene kan være på et beredskab, som tilsikrer, at EU kan anvende egne hovedkvarterer og ikke er tvunget til at anvende dele af NATO s struktur MILITÆRE KAPACITETER 135 EU råder generelt over tilstrækkelige ressourcer på det operative og taktiske niveau i henhold til det mål, der er fremsat. Det kan bedst beskrives, som at der er nok soldater og tilhørende materiel og udrustning. Manglerne manifesterer sig på det strategiske niveau. Det er primært de midler, som skal kunne opfylde kravene om den brede indsættelse på op til kilometer afstand, samt at operationerne ikke kan understøttes med tilstrækkelige efterretningsmidler, logistik, C2 m.v. I denne sammenhæng er det væsentligt, at tvangsdiplomati tages i betragtning. EU skal således besidde muligheden for at kunne opstille den nødvendige trussel og troværdighed samt opretholde evnen til at eskalere i henhold til en given situation, som opgaven måtte byde. Dette afføder spørgsmålet, om EU kan løse denne opgave uden at råde over strategiske kapaciteter? Det umiddelbare svar er nej. For det første vil en mission udenfor det europæiske kontinent gøre det svært at manifestere evnen til eskalation, såfremt der måtte opstå et umiddelbart behov herfor, idet der ikke rådes over strategisk løftekapacitet. Endvidere vil det give troværdighedsproblemer, når missionen ikke har tilstrækkelige efterretninger til at kunne følge situationens udvikling og dermed i tide kunne reagere overfor ændringer. Dette forhold vil muligvis blive elimineret ved etablering af det europæiske GPS system (Galileo), idet de opsendte satellitter muligvis vil have en bredere anvendelse end blot navigation. 136 Grundet de manglende strategiske kapaciteter vurderes det, at EU ikke i tilstrækkelig omfang er i stand til at løse opgaver uden for det europæiske nærområde. Dette skyldes primært den manglende evne til dels at træffes de korrekte beslutninger, opstille den til enhver tid troværdige trussel overfor parterne samt at kunne rådgive troværdigt og fyldestgørende til EUMS og EUMC på grund af de manglende efterretninger. Det forudses dog, under forudsætning af, at den europæiske NATO søjle lever op til intentionerne i DCI, at de europæiske lande inden for en tidshorisont på ca. 10 år vil øge sine strategiske kapaciteter og dermed mindske afhængigheden til USA. Dermed vil DCI gavne EU og bidrage til større grad af autonomi, hvilket på lang sigt vil styrke EU s militære troværdighed og en mulig udvidelse af omfanget af Petersberg opgaver. Endvidere vurderes det ikke muligt for EU at deltage i opgaver, hvor kompleksiteten er stor grundet mangel på strategisk løftekapacitet m.v., med mindre NATO stiller kapaciteten til rådighed. Sammenfattende vurderes det, at EU med den nuværende begrænsede strategiske kapacitet ikke vil være i stand til at løse komplekse opgaver uden for det europæiske nærområde. Det vurderes endvidere, at EU ikke er i stand til at løse opgaver i den hårde ende af Petersberg opgaverne, nærmere bestemt kapitel VII. Det vurderes, at EU i relation til efterstående figur kun kan løse opgaver i starten og i f.m. afslutningen af en konflikt, og ikke reelle fredsskabende operationer endsige kampagner med et decideret politisk formål for øje. Krisers udvikling over tid i relation til anvendelse af magt er anskueliggjort herunder: 135 Tager sit udgangspunkt i de i kapitel 4 beskrevne tilmeldte styrker. 136 Jf. forelæsning af direktør Eigil Friis Christensen, Dansk Rumforskningsinstitut den 10. april 2002 på Forsvarsakademiet. 85

86 Graden af vold Fredsgennemtvingelse Fredsbevarelse Fredsbevarelse Tillidsskabende foranstaltninger Støtte tilbagevenden til normale tilstande Latent fare for udbrud af konflikt Konflikten afsluttet/løst Tid MILITÆRE MANGLER På baggrund af ovenstående vil det være interessant at analysere hvilke militære mangler i EU s autonome kapaciteter, hvilket vil sige uden brug af NATO aktiver og kapabiliteter, der måtte mangle for at kunne løse de tidligere identificerede mulige opgaver. Det er i midlertidigt ikke alle identificerede mangler, der er lige kritiske. I det følgende behandles kun de mangler, der vurderes kritisk for en eller flere af Petersberg opgaverne. Af hensyn til vurderingen af EU s formåen tages der udgangspunkt i opgaverne med de i HTF anvendte titler Humanitær hjælp/evakueringsoperationer Ingeniørbataljoner generel vedligeholdelse og støtte Manglende ingeniørbataljoner vil naturligt have konsekvenser på infrastruktursiden og dermed på muligheden for beskyttelse af egne styrker og hovedkvarterer og på egne styrkers evne til at deployere i indsættelsesområdet Specialstyrker Manglen på tilstrækkelige specialstyrker vil være særdeles mærkbar under evakueringsoperationer, hvorfor styrkechefens handlemuligheder derfor vil blive begrænsede Støttehelikoptere Manglen på støttehelikoptere, såvel tunge som middeltunge transporthelikoptere, vil alvorligt begrænse mobiliteten i indsættelsesområdet og derved svække styrkechefens handlemuligheder Adskillelse af parter med magt Lufttankning Den store mangel på lufttankningskapacitet er potentielt stærkt hæmmende for EU s muligheder for at etablere og opretholde luftoverlegenhed og dermed indirekte hæmmende 86

87 for landoperationerne. Denne mangel kan nødvendiggøre, at EU fraviger kravet om, at deployering skal kunne gennemføres inden for 60 dage Angrebshelikoptere Angrebshelikopterne er en del af styrkechefens egne aktiver, der blandt andet er tiltænkt rollen som reserve til hurtig indsættelse. Manglen på disse vil blandt andet reducere evnen til at beskytte egne styrker samt reducere styrkechefens reaktions og handlemuligheder Specialstyrker Manglen på tilstrækkelige specialstyrker vil være særdeles mærkbar under indsættelse mod en asymmetrisk fjende. Dette er senest bekræftet under krigen mod Afghanistan, hvor styrkechefens handlemuligheder blev indskrænket grundet dette faktum Strategisk varsling Manglerne inden for dette område relaterer sig til satellitter og langtrækkende ubemandede overvågningsfly. Disse mangler betyder, at en EU styrke ikke vil være i stand til at erkende et angreb med ballistiske missiler samt eventuelle nukleare og kemiske angreb rettidigt Større transportfly Der er en stor mangel på større transportfly (90 tons lasteevne eller derover), hvilket kan øge deployeringstiden væsentligt. Der er dog iværksat initiativer til at eliminere dette problem, men fornøden kapacitet forventes ikke at være til stede før Støttehelikoptere Se ovenfor under pkt Undertrykkelse af fjendtligt luftforsvar Der er væsentlige mangler inden for alle aspekter af undertrykkelse af fjendtligt luftforsvar, hvilket kan forringe EU s muligheder for at etablere luftoverlegenhed og dermed EU s evne til at beskytte egne enheder Forsvar mod ballistiske missiler Der er mangel på skibe med langtrækkende luftforsvar mod ballistiske missiler. I operationsområder, hvor der eksisterer en trussel fra sådanne våben, er der derfor en øget risiko for egne faste installationer Overvågning af indsættelsesområdet overflade Kapabiliteten til at overvåge jord og havoverfladen i indsættelsesområdet udspringer af en række konkrete overvågningssystemer, hvor der er væsentlige mangler på langtrækkende ubemandede overvågningsfly, og bemandede fly/helikoptere til jordovervågning. Styrkechefens efterretningsbillede vil derfor blive mindre præcist på grund af disse mangler, hvilket kan påvirke beskyttelsen af egne styrker, operationstempoet og handlefriheden Delkonklusion Disse vitale mangler for at kunne gennemføre en seriøs operation, efterlader EU med begrænsede muligheder for at agere som tidligere skitseret. Indtil disse kapaciteter er til rå- 87

88 dighed må EU i givet fald basere sig på en koalitionsmodel, hvor et medlemsland påtager sig rollen som leder og koordinator for operationen (lead nation) med nationale aktiver, og et mindre antal øvrige medlemslande tilknytter sig operationen. 88

89 KAPITEL 7 SAMMENFATTENDE ANALYSE AF DEN ØKONOMISKE, POLITISKE OG MILITÆRE KAPABILITET 7. ØKONOMISK, POLITISK OG MILITÆR KAPABILITET 7.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER Formålet med dette kapitel er at analysere empirien omkring de økonomiske, politiske og militære strukturer og beslutningsprocesser gennem den teori, som er blevet udledt af den benyttede hegemonimodel. Det er hensigten i analysen at undersøge, i hvor høj grad EU lever op til de krav, der stilles til en aktør, som ønsker at spille en hegemonisk rolle i det internationale samfund i f.m. de økonomiske, politiske og militære strukturer og beslutningsprocesser. Herunder undersøges det, i hvor høj grad den indre økonomiske struktur giver mulighed for dette. Undersøgelsen skal for det første fastslå, hvorvidt EU er en international aktør, eller for det andet, hvis dette ikke er tilfældet, skal analysen klarlægge, hvilke mangler EU for nærværende har m.h.p. efterfølgende at perspektivere EU s mulighed for at opnå en troværdig og accepteret status DEN ØKONOMISKE KAPABILITET 7.3. DEN ØKONOMISKE MAGT Den økonomiske magt er i denne sammenhæng forudgående blevet defineret som evnen til at tage politiske initiativer, som har til formål at påvirke økonomiske forhold i samfundet. EU s historie er i realiteten en lang række politisk økonomiske initiativer, som er mundet ud i et indre marked, fælles regler for konkurrence, fælles landbrugspolitik, regionalpolitik samt ikke mindst en fælles valuta for størstedelen af medlemslandene. De øvrige medlemslande, som indtil videre holder sig udenfor det fælles valutasamarbejde, holdes fortsat i kort snor i det såkaldte ERM samarbejde, indtil de eventuelt fremtidigt vil beslutte sig for at gå helhjertet ind i det fælles samarbejde. EU s omfattende verdenshandel er kendetegnende for unionens handelspolitiske strategi, og unionen har indgået en lang række økonomiske og handelsaftaler på såvel bilateralt plan som med andre internationale handelsorganisationer. Det kan konstateres, at det økonomiske samarbejde i unionen såvel internt som eksternt på de fleste områder er særdeles veludbygget, og at dette samarbejde i virkeligheden fungerer væsentligt bedre end i mange lande, som har en primitiv eller ikke har en veludbygget økonomi Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) EU har på det økonomiske område opbygget en række fasttømrede institutioner. I disse er det hensigten, at de skal regulere unionens overordnede økonomiske politik. Hele opbygningen af det økonomiske område har taget sit udgangspunkt i unionen, som en handelspolitisk organisation. Som et af de nyeste eksempler kan nævnes, at den nye fælles europæiske valuta på det monetære plan kontrolleres af den fælles centralbank (ESCB), og at den overordnede politiske styring af valutakurspolitikken varetages af ØKOFIN rådet, som består af medlemslandenes økonomi og finansministre. 89

90 Endvidere kan udbygningen af økonomiske regimer og strukturer iagttages såvel bilateralt som international gennem handelsaftaler. EU s erklærede og overordnede mål er at sikre fred og stabilitet landene i mellem gennem et net af samhandelsaftaler samt reel samhandel. Opbygningen af den økonomiske strukturelle magt er således i høj grad et velovervejet led i EU s projekt, som foregår gennem opbygning af økonomiske regimer. Overordnet må det anføres, at udbredelse af de frie markedskræfter og heraf følgende samhandel (samt i øvrigt demokrati) i den EU ske filosofi er med til at sikre fred og stabilitet i verdenssamfundet. Dette kan særligt iagttages, når EU netop søger at stabilisere ustabile områder gennem dannelsen af økonomiske regimer i disse områder Kontrol over kapital og valutakurser EU s fælles valuta står i særlig grad overfor stærke valutaer på verdensmarkedet som den japanske yen og ikke mindst den amerikanske dollar. Den indre stabilitet i unionen er en underliggende forudsætning for, at valutaen forbliver stabil udadtil. Prisstabiliteten er den altafgørende faktor i EU s kontrol over kapital og valutakurser. Dette har imidlertid en afsmittende effekt på indre forhold i unionen, som må underordnes dette hensyn. F.eks. kan nævnes, at arbejdsløsheden i denne forbindelse prioriteres ganske lavt, idet frygten for følgeeffekterne af en destabil prisudvikling med heraf følgende inflation og høj rente vægtes højere end hensynet til de sociale omkostninger ved en eventuel arbejdsløshed, selvom der ind imellem fremkommer kritik af denne holdning Kompetitive fordele Et af de afgørende tiltag, som har fremmet unionens kompetitative muligheder, er indførelsen af den økonomisk monetære union. Den økonomisk monetære unions mest iøjnefaldende fordel er, at den øger mulighederne for samhandel internt i organisationen, såvel som mulighederne for øget konkurrenceevne udadtil i samhandelen på verdensmarkedet. Der er ingen tvivl om, at EU søger at udnytte de kompetitive fordele i den opståede mulighed for at stå samlet i et fællesskab af en række stærke stater. De samlede ressourcer styrker således unionens muligheder for at hævde sig på den internationale arena med en stats karakteristika. Den fælles valuta er et iøjnefaldende aspekt af denne udvikling Information/behandling af information og teknologiske nyvindinger Det er svært at lokalisere en direkte bevidst udnyttelse af begreberne information og teknologiske nyvindinger. Mange tiltag på dette område må siges at være opstået gennem de frie markedskræfter. Hvilket i realiteten vil sige, at hvis medlemslandene og organisationen som helhed ønsker at være konkurrencedygtige, så er man simpelthen nødt til at investere i den rådige teknologi. Derfor kan det tolkes således, at den frie markedsøkonomis kræfter har frit spil på dette område. Informationerne på internettet samt de mange muligheder for økonomiske transaktioner via computer og andre elektroniske medier er forhold, som unionen reelt næppe har haft den store indflydelse på. Det skal dog erkendes, at beherskelsen af disse muligheder er essentiel for en konkurrencedygtig udnyttelse af handel og økonomiske muligheder verdensmarkedet. Det må konkluderes, at selv om unionen er sig bevidst om teknologiens muligheder, er det i realiteten ikke muligt at styre udviklingen inden for dette område, men den begrænsning har unionen til fælles med alle andre aktører på verdensmarkedet. Det er allerhøjst muligt at søge at udnytte de opstillede muligheder mhp. ikke at miste fodfæstet indenfor området. 90

91 Det er i langt højere grad markedskræfterne, der hersker på dette område, frem for en kontrolleret styring fra organisationens side Uddannelse På trods af, at der er taget en række tiltag til en omfattende anerkendelse af eksamensbeviser og autorisationer, samt ensretning af uddannelser på universitært niveau landene i mellem, så rangerer struktur, arbejdsmarked, uddannelses, social, og skattepolitik ikke højt på den europæiske unions agenda. Disse områder er fortsat nationale anliggender, og kun fremtiden vil vise, hvorvidt der vil blive taget skridt til at inddrage disse forhold i en mellemstatslig eller endog overstatslig beslutningsproces. Det ser foreløbig ikke ud til, at medlemslandene er modne til et sådant skridt. Det kan konstateres, at en egentlig styrkelse af dette område næppe vil være muligt, før dette bliver genstand for en ensartet behandling af hele organisationen. Nogen tid fremover må man således fortsat forvente, at der vil være uoverensstemmelser mellem forskellige uddannelser i forskellige medlemslande, selvom der kan iagttages, at uddannelsesinstitutioner internt i landene tager skridt til at harmonisere eksamensbeviser og autorisationer, således at arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor unionen kan blive en realitet Asymmetrisk interdependens Det var hensigten, at indførelsen af ØMU en overordnet skulle styrke den sociale dimension i unionen. Der skulle gennemføres en solidarisk økonomisk politik, som skulle hjælpe tilbagestående regioner og endvidere afskaffe arbejdsløsheden i visse tilbagestående regioner i unionen. Imidlertid kunne den fortsatte insisteren på, at prisstabiliteten skal være det overordnede økonomiske hensyn vise sig at være i direkte modsætning til den ovenstående idealistiske målsætning. Idet en fastholdelse af prisstabilitetsbegrebet virket arbejdsløshedsfremmende frem for hæmmende. Man kan med andre ord komme ud for, at man skal bekæmpe en arbejdsløshed fremkommet gennem en skrupelløs gennemførelse af prisstabilitetspolitikken ved en solidarisk økonomisk politik, idet ønsket om prisstabilitet i virkeligheden står i vejen for en økonomisk udvikling i EU s tilbagestående områder. Overfor udlandet har EU valgt muligheden for at styre den pengepolitiske strategi gennem et valutakursmål, som ville gøre EU s valuta afhængig af andre landes stærke valutaer. EU har således ganske bevidst søgt at mindske afhængigheden af eksempelvis den amerikanske dollar. Hvorvidt det er lykkedes i den forbindelse at introducere euroen som et alternativ til dollaren, vil det først på sigt være muligt at iagttage. Det har således været unionens mål at arbejde bevidst på gennemførelsen af en symmetri mellem EU s valuta og de stærkeste landes valuta Vilje til at lede Viljen til at lede den politisk økonomiske udvikling særligt i EU s nærområde, har EU vist i forbindelse med håndteringen af kriserne på Balkan. Inden kriserne brød ud i lys lue tilbød EU, i et forsøg på at stabilisere regionen, en række politiske bilaterale aftaler, som også involverede økonomiske aftaler. Disse tiltag kunne dog ikke alene løse den lurende konflikt, som herskede i Balkan regionen. Efter at kriserne var blevet løst militært, har EU atter satset økonomisk med hjælp og bistand til den uroplagede region. Desuden er EU, formodentlig i erkendelse af unionens styrke på dette område, blevet valgt som koordinator af den økonomiske bistand til området i f.m. genopbygningen af regionen. Alt dette, forestiller unionen sig, på sigt skal have en stabiliserende effekt på regionen og samtidig forhindre fremtidige kriser i området. 91

92 Man kan meget vel sige, at EU på det økonomiske område har vist en endog særdeles stærk vilje til at fremtræde i en decideret lederrolle på Balkan. EU har bevidst i flere omgange søgt at anvende den økonomiske politik som krisestyringsværktøj om end med vekslende held. Men den økonomiske politik har ikke stået alene. Sædvanligvis er den økonomiske politik et led i en politisk løsning, eller den er blevet fulgt op af politiske initiativer. Sjældent kan den økonomiske politik stå fuldstændig alene Delkonklusion EU har en lang række forcer på det økonomiske område. Der foretages såvel overstatslige som mellemstatslige beslutninger på dette område, men alt i alt må det økonomiske område siges at være det bedst samarbejdede område i unionen. Det giver unionen en styrke som en såkaldt økonomisk kæmpe, der i økonomisk henseende såvel bilateralt som internationalt er en faktor med betydelig slagkraft. EU har endvidere viljen til at indsætte sine betydelige midler for at opnå mål, som anses for at være direkte i unionens interesse. EU har et ønske om at være førende indenfor det økonomiske felt, og i det europæiske nærområde har EU gentagne gange påtaget sig en lederrolle i f.m. gennemførelse af økonomiske tiltag i lande, som grænser op til unionen eller på anden måde i unionens nærområde. Der er ingen tvivl om, at såfremt udviklingen på det økonomiske område fortsætter på samme måde som hidtil, så er det intensionen, at alle økonomiske områder på sigt skal indordnes den fælles beslutningsproces. Man vil se, at også områder, som f.eks. skatte og afgiftspolitik, på sigt vil blive harmoniseret indenfor unionen. Imidlertid har disse forhold næppe den store indflydelse på unionens formåen som international aktør på det økonomiske område. Dermed nærmer EU sig på det økonomiske område status som en betydende aktør på den internationale arena DEN POLITISKE KAPABILITET Den politiske magt Den politiske magt er tidligere blevet defineret, som en aktørs bestræbelser på at varetage sine interesser i konkurrence med andre stater. Formålet med oprettelsen af EU har netop været en række staters bestræbelse på samlet at stå stærkere overfor såvel politiske modstandere men indledningsvis overfor udefra kommende handelspolitiske tiltag og konkurrence. Det har fra begyndelsen hele tiden været hensigten at sammentømre medlemslandene i en union, som på sigt mindede om Europas Forenede Stater. Det har været udgangspunktet for den stadig pågående strid mellem føderalister og konføderalister Opretholde systemet Allerede historikken omkring EU s fortsatte styrkelse af de politiske beslutningsprocesser viser, at unionen er en politisk magt med vilje til at opretholde det etablerede system. Der er med andre ord vilje til at overholde de beslutningsprocesser, som medlemslandene har vedtaget. Dette ses tydeligt af den proces, som organisationen er gennemløbet siden dens oprettelse. Unionen har langsomt bevæget sig fra en handelspolitisk organisation over til en union med en højere grad af mellemstatslige beslutningsprocesser til en organisation med overstatslig indflydelse på en række kerneområder i unionen. Desuden ses en styrkelse af organisationen i de planlagte udvidelser af unionen med en række nye medlemslande. Man har med andre ord med en organisation i vækst at gøre. 92

93 Der er på baggrund af ovenstående behandling af Unionens beslutningsprocesser konstateret et behov for forenkling af disse. Set i lyset af den kommende udvidelse af EU, hvor de mindre ressourcestærke stater (Central og Østeuropæiske lande) må formodes, at have en eller anden form for afhængighedsforhold/særinteresser i f.t. andre stater grundet deres historie samt sårbarhed indtil de er blevet forankrede i Unionen, skønnes det fremtidige behov for forenkling af beslutningsprocesser ikke mindre. Som et eksempel på et af de mange tiltag til opretholdelse af systemet kan nævnes konferencen, som skal afholdes i 2004, hvor en mere præcis afgrænsning af kompetencefordelingen mellem medlemslande og unionen skal drøftes. Desuden drøftes status for EU's charter for grundlæggende rettigheder, en forenkling af traktaterne med henblik på at gøre dem lettere at forstå uden at ændre deres indhold samt de nationale parlamenters rolle i den europæiske arkitektur. Disse foranstaltninger tolkes som forhold, der skal cementere den indre struktur i unionen og dermed styrke unionen udadtil Opbygning/styring af regimer (strukturel magt) Idet det mindes om, at regimer i denne sammenhæng er defineret som et sæt af implicitte eller eksplicitte principper, normer, regler og beslutningsprocedurer inden for et afgrænset politikområde på den internationale arena, skal det belyses, hvorvidt EU har etableret sådanne. For at kunne eksistere som organisation er det af stor betydning for EU at opbygge disse principper, normer, regler og beslutningsprocedurer. EU er et regime i sig selv, men organisationen er også nødt til at etablere regulerede relationer til omverdenen for at overleve. EU søger at styrke sin position overfor potentielle handelspartnere ved en aktiv handelspolitik. Dette sker bl.a. overfor USA ved indgåelse af handelsaftaler indenfor områderne industri og landbrug. EU søger ligeledes indenfor dette område at opbygge regimer i Sydøstasien samt Østeuropa. EU tilstræber, at styrke sin globale rolle ved regelmæssige møder med andre regionale organisationer. Dette foregår i praksis ved møder med WTO samt ASEM. Som et eksempel på en norm, som EU anvender, kan nævnes begrebet menneskerettigheder, der er en parameter og et vilkår, som kommende ansøgerlande skal overholde i f.m. med en optagelse. Som et aktuelt eksempel på dette skal anføres de krav, som Tyrkiet er stillet overfor i f.m. ansøgelsesproceduren til EU. EU forlanger endvidere Københavnerkriterierne implementeret i fremtidige medlemslande men sender i den forbindelse også et vigtigt signal og sætter samtidig en international standard for menneskerettigheders efterlevelse. Kravet om demokrati er ligeledes en vigtig parameter, som i mindre eller højere grad skal være opfyldt i f.m. optagelsen, ligesom en hvis grad af demokratisk udvikling kan være ønskelig i f.m. indgåelse af politiske, økonomiske og handelsmæssige aftaler med lande udenfor EU. Det nye medlemsland skal med andre ord kunne fremvise stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal. Med andre ord, det, som EU kalder det politiske kriterium. Det vurderes at være essentielt, at EU fremstår som fast sammentømret for at kunne fremtræde som en troværdig international aktør udadtil. Her er det påvist, at EU har en række problemer, som skyldes de omstændelige interne beslutningsprocedurer i organisationen (se eventuelt kapitel 4) Evne til at blokere initiativer EU har i realiteten vist, at organisationen kun i begrænset omfang har kapaciteten til at blokere politiske initiativer iværksat af andre stater rettet mod unionen, idet EU indtil videre 93

94 har manglet de reelle politiske værktøjer til at imødegå disse. EU kan kun imødegå initiativer rettet mod EU ved politiske og handelspolitiske modforholdsregler, og dette endog kun i ringe omfang. Men EU mangler muligheden for at kunne indsætte en samlet pakke, som består af økonomiske, politiske og militære midler ikke for om fornødent at kunne indsætte disse, men for at kunne opnå troværdighed overfor tredjelande på den internationale arena. EU vurderes for ressourcesvag til at kunne fremstå som en troværdig opponent i en eller anden form for konflikt eller krise rettet mod unionen Asymmetrisk interdependens Som et eksempel på at EU kan opnå interdependens kan nævnes de indgåede aftaler med Rusland, som i realiteten skal sikre en spredning af afhængighed til et større land. Disse aftaler er et typisk eksempel på, hvorledes EU forsøge at sikre tilnærmelse, fred og stabilitet i forholdet mellem unionen og potentielle fremtidig modstandere gennem aftaler og samhandel. Aftalerne har desuden det sigte at påvirke menneskerettighedernes udvikling i Rusland samt søge at fremme demokratiseringsprocessen i landet. Tyrkiet er et andet godt eksempel på, hvorledes EU bruger udsigten til et fremtidigt medlemskab, som middel til at fremme menneskerettigheder og demokratiets udvikling i det pågældende land. EU søger hele tiden at øge sin afhængighedsspredning gennem en udvidelse af unionen, hvilket tolkes som tiltag til at mindske EU s afhængighed af USA dominans. Samt gennem spredning af markeder og økonomiske interesser, som skal styrke regimet og herigennem mindske afhængigheden af øvrige eksterne aktører. M.h.t. forholdet til USA på det militære område vurderes det, at unionen på sigt gennem opfyldelse af kravene i DCI vil kunne frigøre sig af den store afhængighed af amerikanske militære kapabiliteter, som unionen for øjeblikket oplever. Dette muliggør også, at EU i fremtiden vil kunne gennemføre en politik uafhængigt af USA s interne forhold og interesser, som erfaringsmæssigt hindrede indsættelser i Balkanområdet Vilje til at lede EU har i flere tilfælde vist viljen til at lede forskellige politiske initiativer internationalt. Således kan eksempelvis nævnes kriserne på Balkan samt den seneste konflikt i Palæstina. Konklusionen må imidlertid være, at EU reelt er hindret i sine initiativer af en række særinteresser indenfor unionen samt afhængigheden af andre dominerende aktører på den internationale arena her tænkes først og fremmest på USA. EU anses ofte af konflikternes parter som en glimrende medspiller, indtil USA engagerer sig i konflikten. I disse tilfælde bliver EU snarere betragtet som en andenholdsspiller end som en reel problemknuser. EU kan dog markere sig for enkelte ubetingede succeshistorier; med den på politiske og økonomiske løsning af konflikten i Makedonien som et positivt eksempel. Denne muliggjorde en efterfølgende indsættelse af en fredsbevarende styrke i området på mandat fra FN Delkonklusion Det kan konkluderes, at EU kan leve op til kravene i hegemonimodellen om etablering af strukturer og regimer, som skal opfyldes for at EU kan leve op til kravene for en international aktør. Set ud fra modellen har EU endvidere vist evnen til gennem afhængighedsspredning at skabe de rette vilkår for en aktør, som ønsker at leve op til en rolle som international aktør. EU s vilje til at lede og tage initiativer i relation til kriser globalt opfattes i 94

95 udstrakt grad som værende til stede. EU vurderes derimod i mindre grad at være i stand til at blokere politiske og handelsmæssige initiativer iværksat imod unionen MILITÆR KAPABILITET MILITÆR MAGT Den militære magt defineres generelt som et værktøj for den politiske magt, og som sådan kan den militære magt næppe stå alene. Det er således hensigten at anvende den militære magt, hvor de diplomatiske midler ikke længere slår til. Den militære magt har traditionelt været anvendt til angreb og forsvar, men den har efter den kolde krig været anvendt som global krise og konfliktløser i f.m. humanitære interventioner Evne og vilje til at angribe og forsvare EU har ikke et territorialforsvar og dermed er evnen til at forsvare i EU regi overordentlig begrænset vel nærmest ikke eksisterende. Ligesom unionen ikke har kapacitet til at angribe et tredjeland. Tværtimod ønsker EU for nærværende ikke udbygge sin evne til løsning af sådanne opgaver, idet varetagelse af disse fortsat skal løses i rammen af NATO. Der er ingen tegn på, at denne opgavefordeling vil blive ændret i den nærmeste fremtid Deltagelse i krisestyring De styrker, som er tilmeldt til løsning af militær krisestyring ifølge Peterbergsaftalerne, er jf. kapitel 6 ikke i balance, idet væsentlige mangler forekommer på såvel det taktiske som det strategiske niveau. Den nuværende tilmeldte styrke vil umiddelbart kunne påbegynde løsningen af fredsbevarende og præventive deployeringer, men den vil ikke kunne udføre deciderede fredspåtvingende opgaver. Dertil mangler de tilmeldte styrker væsentlige kapabiliteter som f.eks. strategisk løftekapacitet og efterretningssystemer. Der skal især påpeges tre forudsætninger, som ikke er opfyldt i f.m. gennemførelsen af en effektiv krisestyringsoperation ledet af EU. Disse er den manglende fastlæggelse af procedure for, hvorledes en krisestyringsoperation skal gennemføres og i naturlig forlængelse heraf den manglende øvelsesvirksomhed, som skal sætter styrkerne i stand til at løse relaterede opgaver. Endelig ses, som tidligere nævnt, varetagelsen af særinteresser i det pågældende område, at kunne stille sig hindrende i vejen for en effektiv løsning af konflikten i det pågældende område Warfighting Capability Indledningsvis blev der opstillet en forudsætning, der gik ud på, at såfremt EU som international aktør havde intentionen om at blive en hegemon, enten i et regionalt perspektiv eller på den internationale arena, så ville dette forudsætte, at unionen havde kapacitet til at indsætte fornøden Power Projection eller Warfighting Capability i et givet geografisk område. Det må konstateres, at EU for nærværende ikke besidder en sådan kapacitet, idet dette rækker langt ud over de aftaler, som er indgået på krisestyringsområdet. Der ses ikke at være taget initiativer, som vil kunne styrke denne evne, og det vurderes ikke, at EU vil have interesse i en sådan kapacitet med mindre USA skulle miste sin nuværende dominerende position eller EU skulle blive truet på sin eksistens af en eventuel ekstern trussel. 95

96 Delkonklusion Med udgangspunkt i hegemonimodellen lever unionen i f.m. evnen til angreb og forsvar ikke op til definitionen af en international aktør, idet unionens militære styrker ikke er tiltænkt varetagelse af disse opgaver. De tilmeldte enheder er i naturlig forlængelse af denne konstatering ikke dimensioneret til løsningen af sådanne opgaver. Det er en fast forankret holdning i EU, samt hos EU s medlemslande, at løsningen af sådanne opgaver fortsat skal varetages i rammen af NATO. EU s tilmeldte militære styrker vurderes i rollen som krisestyringsinstrument kun at besidde en begrænset evne, idet de tilmeldte styrker ikke anses for at være tilstrækkelige til at kunne gennemføre hele spektret af opgaverne i Petersbergaftalen. Opgaverne i Petersbergaftalen er indledningsvis kun tænkt i forbindelse med opstillingen af en europæisk militær styrke. Det vurderes således, at EU i relation til hegemonimodellen ikke er i stand til at kunne løse krisestyringsopgaver i tilstrækkelig omfang. I forlængelse af ovennævnte konkluderes det naturligt, at EU heller ikke besidder kapaciteten til at gennemføre egentlige War Fighting operationer, der spænder uden for mindre træfninger der måtte forekomme i forbindelse med løsningen af de mulige opgaver under Petersbergaftalen. 96

97 KAPITEL 8 KONKLUSION 8. KONKLUSION Hegemonimodellen har været anvendt, som den gennemgående ledelinje gennem hele undersøgelsen. Men i den forbindelse er det vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at modellen udelukkende skal ses som et analytisk redskab, der opdeler EU kunstigt i områderne politik, økonomi samt militær. I virkeligheden er disse områder næppe uadskillelige, og som det også fremgår af ovenstående fremstilling lapper områderne i høj grad ind over hinanden. Det vil i realiteten næppe være muligt at forestille sig økonomiske og militære spørgsmål behandlet uden at det politiske aspekt inddrages. Alligevel er det muligt at anvende den simplificerede udgave af virkeligheden, som en teoretisk model reelt udgør, idet dette gør det muligt at fokusere på afgørende punkter, der kan forklare og tydeliggøre vanskeligt gennemskuelige hændelsesforløb. De facto aktør kontra modellen. Vi har i hegemonimodellen identificeret en række egenskaber, som skal gøre EU til international aktør. Det kan med rette argumenteres, at EU selv om organisationen ikke opfylder alle hegemonimodellens forudsætninger alligevel fremstår som en international aktør, om end på andre forudsætninger end de i modellen opstillede. Det er i det ovenstående konstateret, at EU i forbindelse med rollen som international aktør har sin stærkeste kapacitet indenfor det økonomiske område. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være forbedringer indenfor dette område, idet EU stadig ikke udnytter sit fulde økonomiske potentiale, men snærende beslutningsprocedurer samt landenes særinteresser præger stadig dette område. En lang række beslutninger træffes stadig på det mellemstatslige område, hvilket svækker unionens muligheder for at handle rationelt og effektivt. I f.m. handelsaftaler og støtteprojekter til kriseområder har EU oparbejdet en decideret ekspertise, som andre nationer og organisationer trækker på. Således går stort set al hjælp til det tidligere kriseområde på Balkan fra internationale organisationer og større nationer gennem EU. Dele af det store økonomiske potentiale kunne såfremt EU s medlemslande havde viljen anvendes til at udbygge og indhente de konstaterede manglende militære kapaciteter for at kunne agere i rollen som international aktør. Den politiske vilje til at anvende EU militært synes at være til stede, men der spores ikke den fornødne folkelige opbakning i medlemslandene til at gennemføre det nødvendige afsavn i form af en øget finansiering af dette projekt på bekostning af andre af velfærdsstatens privilegier. EU har gennem de seneste år ført en aktiv udenrigspolitik m.h.p. at gøre sig gældende i internationale fora typisk i krisepunkter, såsom Balkan og senest Palæstina/Israelkonflikten. EU s manglende gennemslagskraft indenfor krisestyringen på disse områder vurderes for en stor dels vedkommende at kunne tilskrives EU s manglende kapacitet på det militære område. De militære tiltag, der indenfor unionen umiddelbart er sat i værk m.h.p. udligne erkendte mangler, vurderes ikke at have det tilstrækkelige omfang, som tilgodeser, at unionen fremover vil kunne agere som en international aktør. Dette for- 97

98 hold forstærkes af de komplicerede beslutningsprocesser såvel indenfor som udenfor den militære søjle af EU. Alene det faktum, at beslutningen om indsættelse af styrker i krisestyringsindsatser skal vedtages mellemstatsligt og tildelingen af styrker til indsats, besværliggør en rettidig og effektiv militær indsats. Idet den militære kapacitet ikke er de facto opstillet m.h.p. at varetage unionens territoriale forsvar samt ydre sikkerhed vil en yderligere forstærkning af styrkerne til en krisestyringsindsats i hegemonimodellens teoretiske forudsætninger aldrig opfylde kravet til en international aktørs muligheder for angreb og forsvar og i sidste ende War Fighting Capability. Man kunne argumentere for, at denne evne ikke er nødvendig, idet EU gennem sin krisestyringskapacitet på det politiske, økonomiske og militære område netop søger at hindre konflikter i at opstå ved en målrettet indsats i tid og rum. EU eliminerer ved en sådan udadvendt indsats på krisestyringsområdet potentielle trusler imod unionens territorium. Unionen har ofte fremført, at den bedste løsning på potentielle konflikter måtte være opdragelse til demokrati samt fredelig samhandel. Det vurderes dog, at EU med de mål, som man har sat sig m.h.t. opnåelse af militære kapaciteter, ikke er tilstrækkeligt ambitiøse, idet der kun vil være styrker til rådighed til løsning af én til to mindre konflikter samtidigt. EU har således på nuværende tidspunkt ingen Warfighting Capability, som vi indledningsvis ønskede at undersøge. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at se denne kapacitet udbygget indenfor den nærmeste fremtid, da dette ville overskride mandatet i Petersbergaftalen. Først når krisestyringsberedskabet jf. Petersbergopgaverne er på plads, vil EU politisk være i stand til at foretage det næste skridt i retning af en egentlig Warfighting Capability, som både kunne omfatte et eventuelt territorialt forsvar af Europa (forsvar) samt evnen til en eventuel magtprojektion på globalt plan (angreb). En af de vigtigste kapaciteter, der er blevet identificeret i f.m. den hegemoniske model er viljen til at foretage de nødvendige tiltag i f.m. den politiske, økonomiske og militære beslutningsproces. Ved gennemførelse af Peterbergaftalen har unionen vist vilje til at anskaffe militære kapaciteter, som gør organisationen delvis i stand til at gennemføre en krisestyringsoperation i det europæiske nærområde. Viljen til at gennemføre Peterbergopgaverne, som de er defineret, vurderes at være fast, og det er indtrykket, at organisationen i øjeblikket ser sig om efter udfordringer, som vil kunne bekræfte unionens handlekraft indenfor dette område. Dette er så meget mere vigtigt, som det vil befæste EU s rolle som international aktør med potentiale til at styre begrænsede udfordringer på krisestyringsområdet ved såvel politiske, økonomiske men ikke mindst med militære midler. Det kan derfor konkluderes, at EU ud fra den anvendte hegemonimodel for nærværende ikke lever op til kravene i modellen m.h.p. at kunne tilskrives de relevante karakteristika, som er gældende for en international aktør. Man kan ud fra empirien og de teoretiske overvejelser forestille sig tre overordnede scenarier. Spændende fra et scenarium, som beskriver en tilbagegang for unionen måske ligefrem opløsningstendenser over en fastfrysning af de nuværende forhold til en videreførelse og eventuelt redefinering af den påbegyndte proces. De to første scenarier forekommer for nærværende ikke sandsynlige, hvorfor det ville være af ren akademisk interesse at videreudvikle disse. Alt tyder på, at den påbegyndte proces vil fortsætte. Oven i købet vil man kunne tænke sig, at visse aktiviteter vil accelerere ud over det allerede aftalte. Dette har været kendetegnende for udviklingen af EU i den seneste årrække, og et 98

99 sådant kvantespring, som unionen har oplevet på det udenrigs og sikkerhedspolitiske område, ville kunne forekomme igen. Den fart, med hvilken FUSP en siden 1999 er blevet gennemført i unionen, viser, at såfremt det rette incitament til fremskyndelse af procedurerne mod mere union er til stede, så vil det være muligt at fremme processen. I dette tilfælde var det krisen i Kosovo, som blev den direkte anledning til medlemslandenes konsensus om nødvendigheden af en fælles udenrigs og sikkerhedspolitik for unionen. Desuden var det nødvendigt med et fælles referencepunkt repræsenteret af Den Høje Repræsentant som andre aktører på det internationale arena kunne henvende sig til. Indførelsen af FUSP i EU sammenhæng styrker uden tvivl EU s rolle som international aktør, men der må stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt indførelsen af den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik vil være nok jf. den anvendte teoretiske model til at kunne definere EU som en fuldgyldig international aktør. Spørgsmålet om EU vil kunne hamle op med andre vægtige aktører på den internationale arena er relevant. Her tænkes i første omgang på USA, som besidder et strategisk militært potentiale, som ikke overgås af andre stater på kloden. Dette vurderes ikke på nuværende tidspunkt at være tilfældet, idet EU mangler mange af de kapabiliteter, som USA besidder. En af de væsentligste mangler er evnen til at kunne projicere magt globalt. Det, som i realiteten definerer en international aktør jf. den realistiske skole. Der er således lang vej igen, før EU har styrket den indre struktur i en retning, hvor unionen ved enkle og fælles procedurer magtpolitisk kan manifestere sig i konkurrence med andre internationale aktører på den internationale arena. Det vil være for tidligt på nuværende tidspunkt at sige noget konkret om, hvorvidt EU på sigt kan udvikle sig til en overstatslig enhed med fælles forfatning og regering. Hvad, man derimod kan iagttage, er, at EU med større og større hastighed har bevæget sig i retning af en sådan løsning. Politisk har der efter den kolde krigs ophør vist sig en vilje til at samordne de europæiske beslutningsprocesser i unionen i en sådan grad, at selv lande som England, Frankrig og Tyskland har fundet fodslag. Afslutningsvis er det opfattelsen, at med den udviste vilje, og såfremt EU forholder sig til sine manglende strategiske kapaciteter samt får fastlagt de koordinations og styringsmæssige problemer, som er anført tidligere, så vil EU på mellemlang til lang sigt kunne blive en meget væsentlig og troværdig aktør i relation til at kunne sætte handling bag sine ord gennem en fælles udenrigs og sikkerhedspolitik også i relation til hegemonimodellen. 99

100 Vigtige kilder: LITTERATURLISTE Den europæiske forsvarsdimension. DUPI Bogen indgår i rækken af studier ved DUPI omhandlende Europæisk forsvar. Kilden fremstår meget troværdig og behandler på en grundig og let læselig måde problemstillingerne relateret til den europæiske forsvarsdimension. Udviklingen i EU siden DUPI Beskriver veldokumenteret om den historiske udvikling af EU fra 1992 til begyndelsen af Specielt kapitel tre der beskriver EU s udvikling ud fra et sikkerheds og forsvarspolitisk perspektiv er anvendt. Kilden vurderes at være meget troværdig. Frede P. Jensen Den Vesteuropæiske Union (WEU). SNU 2. udgave Beskriver veldokumenteret og let læseligt om forhold relateret til WEU. Kilden fremstår meget troværdigt henset til forlag samt forfatterens ekspertise på området. Foredrag og konsultation ved oberst Søren Lyder Jacobsen, CIO/OPS/EXE Branch/EUMS. Obersten beskæftiger sig dagligt med strukturerne i og omkring den militære dimension af FUSP, tillægges denne kilde megen vægt. Kilden fremstår grundet sin erfaring, placering og viden som værende en meget troværdig kilde. Af mindre vigtige og kontrolkilder er anvendt: Dansk og europæisk sikkerhed. SNU Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) Udviklingen i EU siden 1992 på de områder, der er omfattet af de danske forbehold. København 2000 (DUPI 2000). Bestillingsværk (af regeringen) vedr. de danske forbehold. Fyldt med mange faktuelle oplysninger om økonomiske, militære og retlige forhold især m.h.p. den danske forbehold. Udgivet af DUPI regnes derfor for at være seriøst. Commision of the European Communities Response to the Challenges of Globalisation: A Study on the International Monetary and Financial System and on Financing for Development. Working Document from the Commission Services. Bryssel 13. februar Forsvarsministeriet, Baggrundsnotat omhandlende ESDI/ESDP/WEU og Udkast til rapport fra formandsskabet om FUSP. Kilderne er arbejdspapirer til støtte for sagsbehandling internt i Ministeriet. Kilderne tilægges vægt, men er alene anvendt som kontrol kilder. Rachel Anne Lutz Military Capabilities for a European Defence DUPI Kilden analyserer kapabiliteterne i EU og medlemslandene i lyset af egne forventninger. Kilden er anvendt som kontrol kilde, idet den anvendt analyse model ikke kan applikeres på den i specialet anvendte analyse model. Kilden fremstår som værende vel gennemarbejdet og dokumenteret og troværdig. Morgenavisen Jyllandsposten. Avisen anses for at være en seriøs og dybdegående avis, hvorfor kilden er tillagt vægt. Helsinki Force Catalouge (HFC) version 2000, The Helsinki Headline Catalouge (HHC), The Helsinki Headline Goal Catalouge (HGC) og The Toolbox Paper. Er alle anvendt som faktuelle kilder, idet de repræsenterer EU s officielle ønsker og aktuelle stade. 100

101 På sporet af europæisk sikkerhed? Atlantsammenslutningen Kilden fremstår som et kvalitativ indlæg i debatten om den europæiske sikkerhed. Kilden virker troværdigt henset til respektive forfattere, og er anvendt som inspirator samt kontrol kilde. Lykke Friis Krudt og kugler? EU s forsvarsdimension. DUPI 2001 (indgår også som kapitel i Lykke Friis Den europæiske byggeplads. Fra fælles mønt til europæisk forfatning 2001). Kilden fremstår som en meget let læselig og forklarende kilde der belyser emnet. Kilden fremstår meget troværdigt henset til forlaget samt forfatterens ekspertise inden for EU som et hele. Lykke Friis & Anna Murphy Negotiating in a time of crisis: The EU s response to the military conflict in Kososvo DUPI 2001/9 Ole Nyeng Den bløde supermagt weekendavisen marts 2002 Artikel, som viser den nyeste diskussion i f.m. EU s politiske, økonomiske og militære svagheder. Erling Olsen Baggrunden for ØMU en og dens gradvise indførelse. December Absolut grundlæggende og let forståelig indførelse i ØMU ens baggrund. Sten Rynning EU s sikkerhedspolitiske rolle. Nye perspektiver og konsekvenser for Danmark i Militært Tidsskrift, 4/2000, side Karsten Skjalm En stadig tættere union? ØMU en og den politiske integration. DUPI Working Paper 2000/5. Karsten Skjalm ØMU. Baggrund og perspektiver. DUPI 6/1998. Traktaten om Den Europæiske Union. Kilden byder faktuelle og konkrete oplysninger om EU og WEU. Kristoffer M. Viveke Stormagterne og den europæiske sikkerhed. DUPI Kilden fremstår som en objektiv beskrivelse, og er anvendt primært med sigte på at beskrive ESDP historiske udvikling. Kilden tillægges troværdighed henset til forlag. Teoretisk litteratur Barry Buzan People, States and Fear London/New York 1991 En klassiker indenfor politologisk forskning. Seriøs afhandling, som er brugt særligt til at belyse den teoretiske diskussion i f.m. emnet. Lykke Friis Den Tyske Magt 1994 Friis kandidatafhandling fra Københavns Universitet. Er især brugt med henblik på den teoretiske diskussion og udviklingen af en brugbar model til foreliggende afhandling. Meget teori tung. Leksikon i Statskundskab, Opslagsværk om de gængse teorier anvendt indenfor politologien. Anvendt til at forklare politologiske grundbegreber. Hans Mouritzen At forklare international politik Grundlæggende værk om de gængse teorier anvendt indenfor politologien. Anvendt til at forklare politologiske grundbegreber. Petersen & Skak Teorier om international politik 1998 Grundlæggende værk om de gængse teorier anvendt indenfor politologien. Anvendt til at forklare politologiske grundbegreber. 101

102 Charles Tilly Coercion, Capital and European States 1990 Klassisk værk om staters opståen og betingelserne for deres dannelse i et historisk perspektiv. Internethenvisninger Sten Rynning Problemer i periferien? EU og forsvarspolitikken Nyhedsbrev nr. 7 august rsvarspolitikken.doc (12. februar 2002). Nedenstående EU institutioners hjemmesider samt Folketingets EU oplysning er anvendt til redegørelse i kapitel 3 og 4. Forud for anvendelsen er de krydschecket m.h.p. at kontrollere faktuelle uoverensstemmelser. Det har kunnet konstateres, at deres faktuelle indhold er sammenfaldende. Derimod er de enkeltes institutionernes tilgangsvinkel til de anvendte områder forskellige, hvilket ses som et ganske glimrende supplement i f.m. analysen af EU institutionelle opbygning og beslutningsprocesser. (Europaparlamentets hjemmeside) (Europakommissionens Generalsekretariat) (Rådet for Den Europæiske Union) oplysningen.dk/ (Folketingets EU oplysning) 102

103 Bilag 1 Den hegemoniske model Umodent anarki Hegemoni Modent anarki Primær ressource Primær ressou Primær ressource Sekundær ressource ær ressource stemet minere Militær magt (evne + vilje til at angribe og forsvare) kere tiltag d statens ationel magt) e Sekundær ressource Økonomisk magt - råstoffer - kontrol over marked - kompetitive fordele - vilje til at lede Politisk magt - opretholde systemet - opbygning/styring af regimer (strukturel magt - evne til at blokere initiativer - asymmetrisk interdependens - vilje til at lede Militær magt (deltagelse i multinationale aktioner) Økonomisk m - Opbygnin regimer (s - Kontrol ov valutakurs - Kompetiti - Informatio informatio - Uddannels - Asymmetr interdepen - Teknologi - vilje til at 103 Kilde: Lykke Friis Den Tyske Magt 1994, side 191.

104 Bilag 2 Den tetrapolære model E Systemisk polaritet: Tetrapolær (4 poler) Omgivelsespolariteter for: A: Bipolær (symmetrisk) B: Tripolær C: Bipolær (symmetrisk) D: Bipolær (asymmetrisk) E: Unipolær C B A D Systemisk pol Stærk magtprojektion Ikke pol Mindre stærk magtprojektion Kilde: Hans Mouritzen At forklare international politik 1999, side

105 Bilag 3: Søjlerne 105

106 Bilag 4: Det Europæiske Råd 106

107 Bilag 5: Rådet for Den Europæiske Union 107

108 Bilag 6: Europakommissionen 108

109 Bilag 7: Europaparlamentet 109

110 Bilag 8: EF Domstolen 110

111 Bilag 9: Den Fælles beslutningsprocedure 111

112 Bilag 10: Samarbejdsproceduren 112