Indholdsfortegnelse. Indledning

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning 7 Kapitel 1 Distance og involverethed i eksistensfilosofi og livsfilosofi Kierkegaard Heidegger Løgstrup Eksistensfilosofi contra livsfilosofi Ensidigheden hos Heidegger Ensidigheden hos Løgstrup Kapitel 2 Albert Camus Den eksistentialistiske fase Den fremmede Sisyfos-myten Camus eksistentialisme sammenholdt med den unge Sartres eksistentialisme Den etiske fase Oprøreren Pesten Faldet

2 Kapitel 3 Peter Seeberg Indledning Spændingen mellem det at føre sin tilværelse og at være involveret Bipersonerne Fugls føde Eftersøgningen Hyrder Novelletriaden Dinosaurusens sene eftermiddag, Argumenter for benådning, Om fjorten dage Afslutning Kapitel 4 Milan Kundera Tilværelsens ulidelige lethed Udødeligheden Livet er et andet sted Om latter og glemsel Langsomheden Identiteten Uvidenheden Kunderas livsholdning Konklusion Litteraturliste

3 Indledning I sin salme Sorrig og glæde de vandre til hobe udtrykker digteren Thomas Kingo en erfaring af tilværelsen, som ethvert menneske gør i sit liv: Sorrig og Glæde de vandre til hobe Lykke, Ulykke, de ganger paa Rad Medgang og Modgang hin anden tilraabe, Soelskin og Skyer de følges og ad! Tilværelsen rummer altid en sammensathed, en spænding mellem og en vekslen mellem flere størrelser. De modsætninger, Kingo nævner, er imidlertid kun de enkleste og mest elementære. Der findes også andre modsætninger, som er mindre enkle, og hvor det ikke længere er så klart, hvad der er det positive, og hvad der er det negative. En sådan modsætning er den mellem distance eller afstand på den ene side og involverethed eller nærhed og nærvær på den anden side. I første omgang kan man måske nok synes, at distance er noget negativt, mens involverethed er noget positivt. Det er da også rigtigt, når man ved distance forstår det at være uden for, at holde sig uden for, at føle sig uden for, føle at man ikke hører med, ikke rigtig er med, føle sig fremmed for sine omgivelser, sit job, de mennesker, man har med at gøre, ikke at være rigtig angået af det, der sker, ikke være involveret i forhold til de andre eller situationen. I denne anvendelse af ordet er distance noget negativt, selvom der selvfølgelig kan være bestemte situationer, hvor det er godt og positivt at man holder sig uden for, lægger distance. Modbegrebet 7

4 til det ikke at være med er her det entydigt positive at være involveret og engageret, at være til stede, at være nærværende. Men i andre anvendelser af ordet distance kan det faktisk blive klart positivt ladet. Det er således vigtigt at udvikle en evne til at komme på afstand af, at kunne få distance til, hvis man skal bevare og udvikle sin frihed, sin selvstændighed, sin individualitet. Hvis man slet ikke kan holde situationen ud fra sig selv så at sige i armslængde da kan man heller ikke dømme ret. Også sig selv skal man kunne komme på afstand af for at kunne gebærde sig på passende måde i forhold til andre. Og skal man handle retfærdigt eller klogt, da må man kunne bringe sig selv på afstand i forhold til sine medmennesker. Der kan findes en distancens fornemhed, hvor ordet fornemhed viser, at det drejer sig om en kvalitet. Der kan også være en distance, som ikke kan betegnes som et ideal, men som anerkendes som en livsnødvendighed. Det gælder den distance og reserverethed og lukkethed, som ethvert byliv kræver. Jeg vil derfor mene, at der findes nogle former for en modsætning eller spænding mellem distance og involverethed, som er tvetydige, forstået på den måde, at der også er tale om noget positivt i distancen. I denne bog vil jeg behandle to former for en sådan modsætning. 1. Der findes en form for distance, som er en nødvendighed i enhvers liv og som også er et ideal, men som kan slå over og blive noget negativt, når den udstrækkes til at dække hele tilværelsen. Det er den distance, som er forbundet med den klarende, bemestrende form for handlen, som er knyttet til alt arbejde, enhver varetagelse af et job eller en funktion. På to måder kommer der her en distance ind: For det første er vi i vor åbenhed for verden eller for vore omgivelser og medmennesker stærkt udvælgende eller selektive, fordi vi ser og opfatter ud fra vort forehavende, vort mål, vor dagsorden, sådan at vi kun bemærker det, der er befordrende eller hæmmende for gennemførelsen af vort forehavende. For det andet er vi ikke helhjertede til stede, men spaltede, idet vi nok er åbne for verden og de andre, men samtidig har vi vort eget mål i baghovedet. En sådan form for distance præger store dele vort dagligliv, og det kan dårligt være anderledes. Det oplever vi da heller ikke som noget negativt. 8

5 Men vi oplever det som negativt, når denne holdning kommer til at præge hele vor tilværelse. Det skulle gerne være således, at vi med jævne mellemrum bevæger os fra distance til involverethed og nærvær, i den forstand at vi igen og igen oplever et skift dels i retning af en større åbenhed og opladthed hvor det givne i al dets mangfoldighed og rigdom kommer til syne dels i retning af en optagethed, opslugthed, fængslethed, betagethed af noget eller nogen, hvor vi altså ikke længere er spaltede, men totalt til stede. I ovenstående beskrivelse er involveretheden og nærværet noget positivt. Men næppe hvis denne holdning bliver helt gennemgående og aldrig tillader momenter af den her beskrevne form for distance. Og på samme måde med distancen. Også denne holdning er negativ, hvis den bliver enerådende, men altså værdifuld som delelement i tilværelsen. Det er nærliggende at antage, at det mest værdifulde ligger i en syntese af distance og nærvær. Man kan f.eks. føle, at der var en værdifuldhed i barndommen med dens åbenhed og involverethed, som i nogen grad gik tabt, da man i opvæksten lærte at klare tilværelsen, at sætte sig mål og gennemføre dem, og at det der derfor må være målet for en vellykket udvikling må bestå i en generobret umiddelbarhed, der er beriget med den optrænede distanceprægede selvbeherskelse og verdensbemestring. Man ser af denne korte beskrivelse, at distancen hører sammen med fænomener som det at klare, at mestre, og heri ligger, at man forholder sig til sig selv (i selvbeherskelse) og forholder sig til verden og opgaverne (i situationsbeherskelsen). Distance er altså forbundet med noget så centralt i mennesket som dets frihed, dette at det fører sin tilværelse. Man ser også, at nærværet på sin side er forbundet med et andet centralt træk ved mennesket, nemlig dets spontanitet, dets evne til selvforglemmende åbenhed og optagethed. Det første grundtræk det at mennesket er henvist til at føre sin tilværelse er det grundtræk, der står i fokus i eksistensfilosofien. Det andet grundtræk spontaniteten er det centrale fænomen i livsfilosofien. Man kan derfor sige, at idealet om en syntese mellem distance og involverethed beløber sig til en sammentænkning af eksistens- og livsfilosofi. En sådan 9

6 sammentænkning gjorde jeg mig til talsmand for i min bog Det gode liv, og denne tanke skal videreudvikles i denne bog. 2. Vi kan nu gå videre til en anden form for tvetydig spænding mellem distance og involverethed. Den finder man i en nøjere undersøgelse af eksistensdigtningen og eksistensfilosofien, en undersøgelse som vil afdække nye positive sider i distancen. Adskillige eksistenstænkere har ment, at det at menneskets væsen ligger i dets væren, det at mennesket altså kun har det væsen, at det er henvist til at forholde sig til sig selv indebærer, at det ontologisk væsensmæssigt er sat i den situation, at det er en fremmed i verden, at uhjemlighed er dets lod. Da vil man beskrive distance som det ideale, fordi ikke-distance vil være en flugt fra distancens vilkår og altså løgnagtig eller uegentlig. Det er den unge Camus position. Andre eksistenstænkere har samme udgangspunkt, men når så frem til, at det vellykkede og egentlige liv består i, at man vælger at engagere sig, involvere sig. Det er Sartres position og et vist stykke også Seebergs. Men Seeberg er ligesom Kierkegaard klar over, at viljen alene ikke slår til. Beslutsomheden må forbindes med noget i den menneskelige natur, med noget kraftfuldt som ikke er af viljesmæssig art. Så er der endnu andre eksistenstænkere, som vil sige, at der findes to former for distance. Der findes en positiv form, hvor man bruger evnen til distance til at bevidstgøre sig om, at man er et væsen, der er henvist til ansvarlig handlen, til at svare for det man gør. Og der findes en negativ form, hvor man bruger evnen til distance til at unddrage sig ansvaret, til at bringe sig selv i en uforpligtet og svævende position. Disse to former for distance står i centrum hos Kierkegaard. Endelig findes der en mere historisk tænkemåde, hvorefter den moderne tilværelse er blevet så formynderisk i sin formning af mennesker, at man ser noget idealt og positivt i at mennesker unddrager sig, distancerer sig fra det fælles pres og de officielle idealer til fordel for det lette og svævende. Det er Kunderas position. Jeg skal i denne bog først forsøge at vise, at eksistensfilosofien kan sammentænkes med livsfilosofien. Det sker i første kapitel, hvor eksistensfilo- 10

7 sofien repræsenteres af Kierkegaard og Heidegger, og hvor livsfilosofien repræsenteres af K. E. Løgstrup. Herefter skal vi i de følgende tre kapitler se nærmere på tre forfatterskaber, hvor den tvetydige modsætning mellem distance og nærvær udgør det helt centrale tema, Albert Camus, Peter Seebergs og Milan Kunderas. 11