Transkript

1 64

2 E-handelsloven Direktivet om elektronisk handel blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk hand el. Loven, der populært kaldes for e-handelsloven, trådte i kraft den 25. april 2002 Den digitale teknologi, herunder muligheden for at anvende elektronisk hand el som en alternativ handelsform, har været grundlag for en del interesse. Elektronisk handel har det potentiale, at erhvervsdrivende og for brugere lettere kan få adgang til henholdsvis et større marked og et større udbud af varer, end hvis der var tale om fysisk handel. Reguleringsmæssigt har udgangspunktet været, at de regler, der find er anvendelse på den fysiske handel, også finder anvendelse på den elektroniske handel. Den elektroniske handel adskiller sig dog på visse områder fra den fysiske handel. Fx kan det være svært at vide, om det firma, som man handler med over internettet, er reelt, medmindre man sikres adgang til visse oplysninger. Der har derfor været et behov for at opstille visse generelle rammer og minimumskrav til den elektroniske handel, således at forskellene mellem de to handelsformer kunne blive udlignet. E-handelsloven fastsætter de nødvendige rammer og minimumskrav. Hvilken betydning har e-handelsloven så for de erhvervsdrivende og forbrugerne, og hvordan skal lovens anvendelsesområde og regler egentlig forstås? Dette beskrives i det følgende. Anvendelsesområde Lovens anvendelsesområde er afgrænset til tjenester i informationssamfundet (onlinetjenester). Disse tjenester defineres i loven som enhver tjeneste, der har et kommercielt sigte, og som leveres online (ad elektronisk vej og over en vis distance) på individuel anmodning fra en tjenestemodtager. Kommercielt sigte omfatter alle aktiviteter af økonomisk art eller aktiviteter som udføres for betaling. Online indebærer, at tjenesten formidles elektronisk (sendes og modtages ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr) over en vis afstand, uden at parterne er til stede samtidig. Offlinetjenester er således ikke omfattet. Dette betyder, at bestil ling og levering af varer, der kan foretages over nettet - som fx software - vil være omfattet, hvorimod alene 65

3 bestillingen af fx grøntsager, men ikke den fysiske levering af grøntsagerne, vil være omfattet. Endelig skal tjenesten ske på individuel anmodning, hvilket kræver, at tjenestemodtageren gør noget aktivt - fx ved et klik på et ikon. Det interaktive element adskiller onlinetjenester fra TV- og radioudsendelser, der udsendes som massekommunikation. Uden for loven falder tjenester, der ikke opfylder alle definitionens betingelser, fx fordi tjenesten ikke kan karakteriseres som kommerciel eller som leveret online. Eksempler på tjenester er salg og reklame via internettet, online-information - som fx generel information om en virksomhed på dennes hjemmeside - søgetjenester, WAP- og SMS-tjenester. Undtaget er fx en privat hjemmeside. En række områder og aktiviteter er dog undtaget lovens anvendel sesområde. Det drejer sig om beskatningsområdet, persondatabeskyt-telse, konkurrencelovens regler om konkurrence-begrænsende aftaler mv., notarvirksomhed, repræsentation af klienter i retten og spil, som indebærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil (fx lotterier). På disse områder kan medlemsstaterne fastholde deres nationale reguleringskompetence. Loven hovedelementer Loven indeholder tre hovedelementer: Et afsenderlandsprincip En række oplysningskrav Regler om, hvornår formidlere er ansvarsfri Afsenderlandsprincippet Loven indfører et afsenderlandsprincip, der bygger på principper om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse. Hjemlandskontrol indebærer, at tjen esteydere etableret i Danmark skal overholde de regler, der er fastsat i det danske retssystem, og som håndhæves af danske myndigheder, uanset om onlinetjenesten alene er rettet mod andre medlemsstater. Omvendt indebærer gensidig anerkendelse, at danske myndigheder som hovedregel ikke kan gribe ind over for en onlinetjeneste rettet mod det danske marked, når tjenesteyderen er etableret i en anden medlemsstat. En dansk virksomhed, som tilbyder rådgivning og markedsfører sig til tyske kunder via internettet, vil således skulle opfylde den danske lovgivning, mens krav i den tyske lovgivning om fx faglige kvalifikationer og markedsføring ikke kan kræves opfyldt. Omvendt vil danske myndigheder ikke kunne kræve, at en tysk virksomhed overholder de danske regler. 66

4 Afsenderlandsprincippet har kun betydning i relation til det, som i dansk ret karakteriseres som offentligretlige regler, dvs. regler der indeholder krav, som myndighederne kan stille til tjenesteyderen, og som kan håndhæves af myndighederne fx ved kontrol, forbud eller strafferetlig forfølgning. Privatretlig regulering er således ikke omfattet af afsenderlandsprincippet. Denne type regulering omfatter regler, som alene regulerer retsstillingen mellem private parter. Grænseoverskridende privatretlige konflikter, herunder hvilket lands domstol der skal afgøre eventuelle konflikter, skal således fortsat afgøres efter de almindelige internationale privat- og pro cesretlige regler. Loven undtager visse områder og aktiviteter fra afsenderlandsprincippet. Det drejer sig om immaterielle rettigheder, visse tilfælde af udstedelse af elektroniske penge og markedsføring af andele i investeringsforeninger, visse typer forsikringer og spørgsmålet, om det er tilladt at anvende uopfordret elektronisk post i markedsføringsøjemed. På disse områder har danske myndigheder således mulighed for at gribe ind og anvende danske regler, sålænge det sker i respekt af den gældende fællesskabsret. Derudover giver loven danske myndigheder mulighed for i konkrete tilfælde at fravige princippet om gensidig anerkendelse og gribe ind efter en særlig procedure over for en tjenesteyder etableret i en anden medlemsstat. Indgrebet skal imidlertid være nødvendigt for at varetage særlige hensyn som fx beskyttelsen af folkesundheden, den offentlige sik kerhed og forbrugerne, ligesom det bl.a. skal være ikke-diskriminerende og proportionelt. Et eksempel herpå vil fx være et indgreb over for en tjenesteyder, der sælger børneporno via internettet. Oplysningskrav For at sikre identifikationen og gennemsigtigheden for modtagerne af onlinetjenester indeholder loven en række oplysningspligter for leverandørerne af disse tjenester. Til identifikation af leverandøren stiller loven krav om, at leverandøren skal oplyse navn, fysisk adresse og e-post adresse mv. Hvis en pris for en onlinetjeneste angives, skal leverandøren bl.a. sørge for, at denne angives klart og tydeligt. Loven indebærer endvidere, at al kommerciel kommunikation (reklame), der er en del af eller udgør en onlinetjeneste, skal være identificerbar, således at modtageren er klar over, at der er tale om reklame, og på hvis vegne reklamen udsendes. Derudover indeholder loven en pligt for leverandøren til at stille en række 67

5 forhåndsinformationer og tekniske hjælpefunktioner til rådighed for en modtager, før denne afgiver en elektronisk bestilling. Formålet hermed er så vidt muligt at sikre, at modtageren ikke afgiver en forkert bestilling. Der skal bl.a. oplyses om, hvilke sprog kontrakten kan indgås på, ligesom der skal stilles tekniske hjælpeværktøjer som»fortrydelsesknapper«til rådighed, således at indtastningsfejl kan findes og rettes. Formidleres ansvarsfrihed Loven indeholder regler om formidleres ansvarsfrihed i relation til straf og erstatning for indholdet af det materiale, som de formidler på andres vegne. Bestemmelserne fastlægger alene, hvornår formidlere er fri for ansvar. Eksempelvis vil formidleren være ansvarsfri i de tilfælde, hvor formidleren ikke har kendskab til eller kontrol over det ulovlige materiale. Er lovens betingelser for ansvarsfrihed ikke opfyldt, kan formidleren gøres ansvarlig, såfremt de gældende regler om, hvornår der forelægger et strafferetligt eller erstatningsretligt ansvar, er opfyldt. Dette spørgsmål reguleres således ikke af lovens ansvarsfrihedsbestemmelser, men i stedet af fx straffeloven og de erstatningsretlige regler. Kontaktpunkter Loven indeholder desuden en bestemmelse, der giver økonomi- og erhvervsministeren beføjelse til at udpege et eller flere kontaktpunkter af administrativ og rådgivende karakter. Det administrative kontaktpunkt, der alene kan varetages af en myndighed, har en koordinerende funktion nationalt som internationalt. Kontaktpunktets opgaver er i konkrete tilfælde at oplyse andre medlemsstaters myndigheder og Kommissionen om, hvilken dansk myndighed der er den rette til at yde bistand og give de nødvendige oplysninger, ligesom kontaktpunktet skal videreformidle henvendelser fra en udenlandsk myndighed til rette danske myndighed. Kontaktpunktet skal også indgå i et samarbejde og koordinering med nationale myndigheder, europæiske myndigheder og Kommissionen. Derudover får kontaktpunktet en væsentlig informationsopgave, idet e-handelsdirektivet som led i det samlede informationsudvekslingssystem forudsætter, at medlemsstaterne underretter Kommissionen om alle væsentlige administrative og retlige afgørelser i tvister om onlinetjenester samt om praksis mv. i forbindelse med elektronisk handel. Økonomi- og erhvervsministeren har udpeget Forbrugerstyrelsen som administrativt kontaktpunkt. 68

6 Det rådgivende kontaktpunkt, som både kan varetages af myndigheder og private organer, skal som minimum varetage visse opgaver. Det skal være muligt for forbrugere og erhvervsdrivende at få generelle oplysninger om deres rettigheder og pligter i kontraktforhold samt oplysninger om de klage- og retsmidler, der er til rådighed i tilfælde af tvister. Kontaktpunktet skal også kunne oplyse om og henvise til de myndigheder, organisationer mv., hvor forbrugere og erhvervsdrivende kan få yderligere oplysninger eller praktisk bistand. Derudover skal rådgivningen også kunne ydes til forbrugere og erhvervsdrivende, der er bosat i en anden medlemsstat, og der skal som minimum være elektronisk adgang til kontaktpunktet. Der er ikke udpeget nogle kontaktpunkter endnu, men der foregår forhandlinger herom mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet samt rele vante ministerier. Der forventes at blive udpeget to organer som kontakt punkt. Et af disse organer vil højst sandsynligt blive det europæiske forbrugerinformationscenter, som den danske regering ifølge sit oplæg til en ny forbrugerpolitik planlægger at oprette. 69