EKSAMEN ARGUMENTATIONSTEORI. Bunden prøve

Transkript

1 EKSAMEN ARGUMENTATIONSTEORI Bunden prøve Prøven består af to dele: 1) En analyse og vurdering af Naser Khaders argumentation i kronikken Jeg ville aldrig forlade mine børn i et krigsramt land, ville du? optrykt i Politiken, den 1. januar 2016 (Kilde: vedlagt) 2) Produktion af et indlæg (i form af en kommentar, et læserbrev eller en kronik) hvor der argumenteres for det modsatte synspunkt. Indlægget tænkes trykt i Politiken. Opgavens omfang er maksimalt 12 sider, hvoraf minimum seks sider udgør analyse og vurdering. Opgaven afleveres 22. februar 2016, mellem kl og i Studiecentret

2 Politiken, Debat 1. jan Kl Jeg ville aldrig forlade mine børn i et krigsramt land, ville du? Folk må beskylde mig for at være hård, men jeg er træt af at høre forældres bullshit-undskyldninger for at skubbe deres børn foran sig som rambukke ind i asylsystemet. Tegning. Per Marquard Otzen

3 Naser Khader MF (K)»Jeg er ikke glad for at skulle tilbage. Jeg har risikeret mit liv for mine børns fremtid«. Sådan sagde en irakisk mand til svensk tv forleden. Han blev interviewet, fordi der er flere og flere, der vender om fra deres endedestination Sverige, når det går op for dem, at de ikke uden videre kan opnå familiesammenføring. I det sekund han sagde det, viste han sig også at være det, som han i virkeligheden er: migrant. Men han og de mange andre, der fortryder og vender om i øjeblikket, fordi Sverige i det mindste kom lidt ud af godhedsboblen og fandt de realistiske briller frem, åbner også for endnu en omgang af diskussionen om, at det er ikke alle, der reelt er flygtninge. Der er efterhånden mange eksempler som ovenstående. Forleden blev en syrisk kvinde interviewet af norske NRK. Aisha, som hun blev kaldt, var taget fra Syrien til Dubai flere år før den syriske borgerkrig. Der havde hun boet nogle år og besluttede sig i øvrigt ifølge hendes egne oplysninger i lighed med mange andre fra både Dubai, Emiraterne og Kuwait at tage til Norge, blandt andet»for at få et andet pas. Du ved, med et syrisk pas er det ikke så enkelt at rejse i disse dage. Alle ønsker at få et europæisk pas«. Herefter kom Aisha med en lang række kritikpunkter af mad, sengeforhold og andre ting, der kunne opsummeres til, at Norge efter hendes standarder var ret umoderne. Da hun var vendt tilbage til Dubai, sendte hun journalisten billeder af sit i øvrigt ret godt udstyrede køkken og kunne berette om, at der nu blev båret varer for hende ud i bilen, modsat i Norge, hvor hun skulle gå ret langt og bære det hele selv:»vi har en anden livsstil her i Golfen. Vi lever et luksusliv her«, lød meldingen fra Aisha. Jeg tror, at jeg ligesom mange andre sad med underkæben nede i knæhøjde. Aisha er ikke alle. Hun og hendes ligesindede er sig selv nærmest og ødelægger det for dem, der virkelig har behov. Hun har ikke tilbragt dage, måneder i Syrien under borgerkrigen og risikeret at blive ramt af Assads tøndebomber eller Islamisk Stats brutalitet. Hun har heller ikke opholdt sig i de lejre i nærområderne, der er huller i jorden, og hvor der hverken er tryghed eller sikkerhed. Det er et af mine væsentligste ankepunkter. At det er migrantdrømmerne, der trænger de virkeligt trængende i baggrunden. Deres alliance med dem i Danmark, der gerne opdaterer deres godhed og høster de lette likes, er uhellig, men stærk. Og ødelæggende for dem, der virkelig har behovet. Så lad mig røre ved såret ved at gå tilbage til den irakiske mand fra min indledning og rigtig mange mænd som ham ca. 40 procent af asylsøgerne er enlige mænd. De er kommet her uden deres familie og ifølge dem selv flygtet fra krigen. Så derfor spørger jeg:»hvorfor forlod du dine børn og din familie i den situation?«.

4 Jeg ved, at det er på grænsen af, hvad pæne mennesker opfatter som det tilladelige, og siger straks, at vi ikke ved, hvad det er for valg, de har skulle træffe i en frygtelig situation. Og dog. Jeg har ikke kunnet lade være med at stille mig selv det samme spørgsmål om og om igen de seneste måneder. Jeg ved, hvorfor min far f.eks. forlod os og rejste i forvejen for at søge arbejde, først i Tyskland og siden her i Danmark. Jeg ved, at selvom han forlod os børn, og selvom det betød, at vi savnede ham, så var vi trygge og sikre. Han var migrant. Han rejste ikke på grund af krig, han rejste på grund af arbejde og muligheden for at skabe en bedre fremtid for hans familie. Dengang var der behov for arbejdskraft, og man inviterede min far og andre til Danmark. Jeg er selv far. Og baseret på alt, hvad jeg har set, herunder i flygtningelejre og katastrofeområder rundtomkring i verden, er der én ting, der står mig klart, selvom jeg aldrig har prøvet det: Hvis jeg var i en krigszone, ja, selv hvis jeg var i en lejr i nærheden: Jeg ville aldrig forlade mine børn. Ville du? Jeg tror heller ikke, jeg vil flygte. Jeg vil blive og kæmpe for min frihed. Og det er der mange, der gør. De fleste syriske flygtninge er inde i Syrien. De fleste mænd i min syriske familie er blevet i Syrien og kæmper. I min familie har vi mistet op mod 15 personer, og ca. 20 er forsvundet. Det skal ikke forstås sådan, at jeg miskrediterer dem, der reelt er flygtninge. Jeg har fulgt og råbt op om den syriske konflikt i mange år. Jeg synes, jeg ved rimelig meget om de vilkår, den syriske befolkning lever under i Syrien og i lejrene. Jeg kender også mange, der ikke kunne drømme om at forlade deres børn i en krigszone eller i overfyldte knap så trygge lejre. Derfor tillader jeg mig at være skeptisk over for nogles motiver. Det fører til et andet spørgsmål, som jeg har stillet mig selv, siden jeg som tolk i 1990 erne stødte på uledsagede flygtningebørn. Et spørgsmål, jeg ikke er et sekund i tvivl om svaret på, efter at jeg selv er blevet far: Ville du sende dine mindreårige børn i forvejen? Mit svar er: Aldrig. Hvad er dit? Folk må beskylde mig for at være hård, men det er, fordi jeg er træt af at høre forældres bullshit-undskyldninger for at skubbe børn foran sig som rambukke ind i asylsystemet. Ja, der er reelt uledsagede flygtningebørn. Dem, der har mistet deres forældre enten under konflikten eller undervejs på flugtruten. Dem skal vi hjælpe. Men alle de historier, hvor børn bliver sendt i forvejen med besked om at sige, at deres forældre er forsvundet, dem er der altså mange af. Vupti dukker forældrene op, så der kan familiesammenføres. Jeg synes, det er kynisk af forældrene, og det giver mig kvalme at tænke på, hvor mange børn der bliver brugt af deres forældre på den måde. Nogle af dem mister livet undervejs. Andre er ikke bare sårbare over for overgreb og misbrug, der er et omfattende misbrug

5 undervejs på ruten. Kidnapninger, vold, seksuelt misbrug. Det er de børns virkelighed, og derfor skal vi lukke for den mulighed, at forældre kan bruge deres børn som familiesammenføringsfrontløbere. Hvad skal der gøres? Jeg mener, at vi skal udfordre flygtningekonventionen, så vi i Danmark for eksempel kan sige, at vi hvert år maksimalt vil tage imod flygtninge, og dem henter vi selv i FNanerkendte flygtningelejre i nærområderne, uden at de skal begive sig ud på en lang, dyr og farefuld flugt over Middelhavet. Tager vi familier, har vi styr på antallet og skal ikke hver gang ud i en større eller mindre familiesammenføring. Vi giver desuden også asyl til dem, der har det største behov, og som fulgte deres forældreinstinkt og blev sammen med deres børn. Det er der mange, der har også dem, der kommer nu, men de bliver overskygget af dem, der har albuer, penge til menneskesmuglere og evner at snyde sig vej frem, og som i den grad har voldtaget asylbegrebet. BLÅ BOG Naser Khader (f. 1963) er medlem af Folketinget og udenrigspolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti.