Fingerplanen før, nu og i fremtiden

Transkript

1 Fingerplanen før, nu og i fremtiden Af Mette Tapdrup Mortensen, museumsinspektør, Ph.d. (senest revideret juli 2013) Fingerplanen var en plan for, hvordan hovedstadsmetropolen skulle vokse i tiden efter 2. Verdenskrig. Her kan du læse om planens tilblivelse, betydning og fremtid og få svar på spørgsmålene: Hvad gik Fingerplanen fra 1947 ud på? Hvilken betydning har den haft for borgerne og det gode liv fra 1947 til nu? Hvordan bliver den brugt i dag f.eks. i formuleringen af nye planer? Kanoniseret plan En robust planlægning med en indiskutabel pædagogik, der har givet byen en ufattelig form og fortsat præger hele hovedstadsregionens udvikling. Sådan lyder bedømmelsen fra Kulturministeriets kanonudvalg for arkitektur, der i 2006 placerede Fingerplanen i fornemt selskab med 11 andre arkitekturværker, der samlet siger noget om arkitektonisk kvalitet, danske arkitekturværdier og om den dybere betydning af arkitekturen som del af vores kultur( ). Fingerplanen er vores fælles kulturarv. Den har haft stor betydning for, hvordan hovedstadsmetropolen ser ud i dag, og har dermed også en klar sammenhæng med skabelse af velfærdssamfundet. Hvad er Fingerplanen? Fingerplanen hedder egentlig Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn. Den bygger på et ganske enkelt planprincip med fem fingre, der går fra håndfladen (Københavns centrum) mod købstæderne: Køge, Roskilde, Frederikssund, Hillerød og Helsingør. Da planlæggerne så, at det lignede en hånd var navnet Fingerplanen nærliggende. Fingrene er bygget op omkring S-togsnettet og den offentlige transport, der skal sikre, at beboerne i fingerforstæderne kunne kan rundt. Ønsket var at lave en samlet plan for en hel storbys udvikling og dermed skabe orden og skønhed i de fysiske omgivelser. At sørge for, at Storkøbenhavn ikke voksede

2 ukontrolleret og lagvist gennem at forme byenheder, vejnet, kollektiv transport, boligområder og industriområder. Projektlederen Peter Bredsdorff, skriver i indledningen til planen: Alle Forhold hænger sammen, griber ind i hinanden(...)man kan ikke planlægge Trafiklinierne rationelt uden samtidig at planlægge de bebyggelser som frembringer Trafikken, ikke planlægge Boligomraader uden samtidig at tænke på Erhvervsomraader og Friluftsarealer til de nye Beboere, o.s.v. (Fingerplanen 1947, 9) Planen indeholdt f.eks. forslag til: Storkøbenhavns fremtidige form og størrelse Trafik (vej- og gadenet, havne, bybaner mv.) Erhvervsområder Byområdets opdeling, mht. størrelse, boligområder og friluftsarealer osv. De grønne kiler De grønne områder, eller kiler mellem fingrene, var et centralt element i Fingerplanen. Erfaringerne med overbefolkede byer og dårlige boligforhold betød at hele samfundsideologien var, at folk skulle ud til lys, luft og renlighed. Arbejderne havde gennem faglig organisering fået tilkæmpet sig mere ferie og det var vigtigt at sørge for, at familierne kunne tilbringe fridagen i naturen. Men det var ikke nemt at holde byggeriet væk fra naturen: Ved Kunst maa man tværtimod friholde visse bebyggelige arealer for Bebyggelse en meget vanskelig Kunst i dette Land. (Fingerplanen 1947, 27) Planlæggernes syn på Storkøbenhavn var, at herlighedsværdien var størst på Nordegnen, hvor der var både skov og vand, mens Vestegnen haltede efter. Her ville man bøde på Vestegnens landskabeligt set ensformige Karakter (Fingerplanen 1947, 33), hvilket kom til at ske gennem to store projekter. Det første var Vestskoven, der blev påbegyndt i 1952, men først for alvor blev realiseret fra slutningen af 1960 erne. I det andet store projekt kiggede man mod vandet, for man anså Køge Bugt som Vestegnens største naturværdi: Det vil være af stor betydning for denne Egn om der skabes et stort Fritids- og Friluftscenter et Sydkystens Klampenborg (Fingerplanen, 1947, 50). Køge Bugt fingeren var den sidste af de fem fingre, der blev udviklet fra 1960 erne og frem, og Køge Bugt Strandpark blev indviet i 1980.

3 Hvem stod bag Fingerplanen? Bag Fingerplanen stod først og fremmest Egnsplankontoret, som blev stiftet i 1945, og havde et tæt samarbejde med Københavns Stadsingeniør Olaf Forchhammer og hans stab af engagerede medarbejdere. Egnsplanlægningen for Københavnsområdet var blevet sat i gang allerede sidst i 1920 erne. Hoveddrivkraften var det private initiativ Dansk Byplanlaboratorium, stiftet i 1921, der i 1928 nedsatte et Egnsplanudvalg, der sørgede for, at regional planlægning af hovedstadsområdet stod høje på de politiske dagsordener. Først efter besættelsen kom der for alvor gang i planlægningen, initieret af byplanlaboratoriets formand Steen Eiler Rasmussen, og med oprettelsen af Egnsplankontoret i 1945 som det centrale omdrejningspunkt for alle de nye tanker og ideer. Leder af kontoret blev den unge arkitekt og byplanlægger Peter Bredsdorff, der under sig havde en gruppe ligeså unge arkitekter og planlæggere ansat. Fingerplanen er en bog på ca. 150 sider, og blev udsendt i 2100 eksemplarer ved årsskiftet i 1947/1948. Selvom den aldring blev officielt vedtaget, fik planen enorm betydning i de efterfølgende årtier. Hvor kom inspirationen fra? Fingerplanen har mange eksempler fra udenlandske byplanlæggeres arbejde med storbyer som London, Berlin, Budapest, Stockholm og Peking. Her hentede planlæggerne ideer og viden om decentralisering, havebyer, byenheder, fællesskab og nem adgang til arbejde, centre og grønne områder og adskillelse af gående, cyklende og kørende trafikanter. En vigtig inspiration var den amerikanske byplanlægger Lewis Mumford, der i 1938 udgav bogen Cultures of cities. Bogen bragte ideen om naboskabsenheder til Skandinavien. Naboskabsenheder betyder, at et byområde deles ind i mindre, overskuelige enheder omkring et centrum uden gennemgående trafik. Mumford ville sætte en stopper for storbyernes uhæmmede vækst og ønskede at dele byer op i mindre selvforsynende enheder. Han talte for decentralisering, og det lille fællesskab var for ham en forudsætning for det store. Både Steen Eiler Rasmussen og Peter Bredsdorff var inspirerede af disse ideer om fællesskab, og diskussionen om byenheder og deres størrelse kan genfindes flere steder i Fingerplanen. Det vigtige for planlæggerne, når det handlede om

4 boligkvarterne var: at folk skal kunne føle sig hjemme mellem de andre beboere (Fingerplanen 1947, 45). To andre væsentlige begreber i Fingerplanen og generelt i diskussionerne om storbyens vækst, er havebyen og planetbyer/satellitbyer (Fingerplanen 1947, 21). Her kom inspirationen fra engelsk byplanlægningsfilosofi. Begrebet haveby kommer fra planlæggeren Ebenezer Howards tanker om fremtidens haveby i bogen Garden Cities of Tomorrow fra Hans ideal var at forene det bedste fra land og by, og som modtræk til industrisamfundets usundhed at bringe byboeren væk fra dårlige boligforhold og usund levevis, men stadig i nærheden af storbyens fordele. Grøndals Vænge fra 1928 i København er et at de tidlige eksempler på en haveby i Danmark. De senere tæt-lav bebyggelser som f.eks. gårdhavehusene i Albertslund kan også ses som en fortsættelse af haveby-princippet. Også begrebet planetbyer/satellitbyer, dvs. byer med en selvstændig administrativ enhed, der er flyttet væk fra storbyen, men stadig er forbundet med denne gennem effektiv infrastruktur, diskuteres i Fingerplanen. Ideen kommer fra Sir Patrick Abercrombies Greater London Plan fra 1944, der gav et bud på, hvordan London skulle vokse efter krigen. Planen foreslog en inddeling af Stor-London i zoner og dernæst grundlæggelse af en række planetbyer, der kom til at bestå af naboskabsenheder. Alle med London som regionalt centrum, men satellitbyerne skulle hver især være økonomisk selvforsynende, og samtidigt have fordelen af storbyens kultur, butikker osv. Danmark fik ikke nogle egentlige satellitbyer efter engelsk standard, men planlægningen af f.eks. Albertslund, der er anlagt på bar mark fra slutningen af 1950 erne og frem deler mange ideer med Abercrombie. Hvad var der før Fingerplanen? I 1800-tallet var overordnet planlægning stort set ikke eksisterende. Der var byvedtægter, som angav regler for forskellige ting som handel og vandel, forurening, gadebredde og den slags men egentlig planlægning som en teknisk disciplin fandtes først fra 1920 erne og frem. I 1925 blev den første landsdækkende byplanlov vedtaget. Loven tillod nu kommunerne (frem for ministerier) at udarbejde byplaner mht. veje, boligkvarterer,

5 byggelinier osv. Planen blev hilst velkommen af samtiden, men havde nogle grundlæggende problemer med bl.a. ekspropriation, hvorfor den blev afløst af en ny og mere anvendelig lov i Byplanloven i 1938 gjorde det til en pligt for købstæder og andre byer med mere end 1000 indbyggere at lave en byplan inden for 5 år efter loven trådte i kraft. Flere byer gik i gang, men arbejdet til at ligge stille under besættelsen. Efter 1945 voksede antallet at byplaner støt herunder planlægningen af Storkøbenhavn. Tiden fra 1938 til 1950 blev en produktiv periode inden for dansk byplanlægning. En vigtig plan/betænkning er: Københavnsegnens grønne områder fra 1936, formuleret af den københavnske stadsingeniør Olaf Forchhammer. Betænkningen handler om at frede landskaber og holde områder fri for bebyggelse. Tilsammen har denne betænkning og Fingerplanen en stor betydning for Københavns planlægning. Fingerplanen fra 1947 til i dag Fingerplanen var et forslag og en vision, der i årtierne efter blev fulgt op af en række planer og planlægningsredskaber, der kunne hjælpe i det daglige praktiske arbejde med at skabe fremtidens velfærdssamfund. Et samfund, der i høj grad blev lagt i forstæderne. Fingerplanens lovmæssige ramme blev Byreguleringsloven fra 1949, og de praktiske planlægningsredskaber den række af betænkninger vedrørende partielle udviklingsplaner, der kom i 1950 erne. Betænkningerne opererede med det såkaldte zoneprincip; opdeling af hovedstadsområdet i yder-, mellem- og inderzoner i en 15- årsperiode fra 1951 til 1966, hvorefter de skulle genforhandles. Yderzonerne skulle friholdes, mellemzonerne var områder, der nemt ville kunne byggemodnes, mens inderzonerne var områder, der umiddelbart måtte og kunne bebygges. Hovedprincippet i Fingerplanen, funktionsadskillelsen, har været gennemgående for planlægning i hovedstadsområdet fra 1947 til i dag. Funktionsopdelingen var et dynamisk princip for, hvordan centerfunktioner, boliger, rekreative områder, industriområder og infrastruktur kan fungere som adskilte funktioner, men med mulighed for nemt at komme fra en funktion til en anden. Det blev fremstillet som et problem, hvis adskillelsen var for rigid, og skrækeksemplet var villaservitutter, der forbød både institutioner og småhåndværk i villakvartererne.

6 Fingerplanen var også opmærksom på stationernes vigtighed som både centrum for transport og socialt liv, og i nyere tid er ideen blevet videreført i stationsnærhedsprincippet, der stammer fra Hovedstadsrådets Regionplan fra Princippet går i al sin enkelhed ud på at begrænse trængsel ved at placere arbejdspladser tæt på eksisterende stationer. Grænsen har været flydende, men hovedprincippet om at større byggerier skal være indenfor 600 meters afstand af en station, blev skærpet i landsplandirektivet Fingerplan Der vil også fremover komme nye planlægningsdokumenter, der alle vil tage udgangspunkt i den gamle Fingerplan, fordi den i så høj grad har påvirket formen af de københavnske forstæder. Men som det hele tiden har været tilfældet ænder planlægningens forudsætninger sig i takt med, at der kommer flere mennesker, der har et forøget pladsbehov, ønsker andre typer af boliger og kører mere i deres biler. De store udfordringer omkring plads og klima bliver adresseret i byvisionen Loop City. Loop City I 2010 præsenterede BIG og Realdania visionen LOOP city, der tager afsæt i Fingerplanen 1947 og bringer den ind i fremtiden. Visionen er at skabe en bæredygtig udvikling for Storkøbenhavn mht. de problemer samfundet står overfor i fremtiden, når det gælder energi og manglende ressourcer, som f.eks. olie. Det skal bl.a. ske via en bedre kollektiv infrastruktur med en ringbane langs ring 3. Ti kommuner er med i projektet, der strækker sig år frem i tiden.