DEMOKRATISK DANNELSE

Transkript

1 VISION NR./ÅRG. 02/2011 idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / holdninger / innovation / udfordring TEMA: DEMOKRATISK DANNELSE???? Læs også: Fremtidens venstrefløj. VISION har interviewet Chantal Mouffe om fremtidens venstrefløj. Centrumvenstre skal stoppe med at se dem selv som centrumvenstre. De bør genfinde en venstreorienteret identitet og acceptere at politik skal behandles som en agonistisk kamp. Valgkamp. Socialdemokraterne sikrede sig nøglen til statsministeriet gennem en helt særlig strategi inspireret af Obama. Græsrødderne er igen moderne. Mediestøtte. Medieverdenen modtager hvert år en støtte på 6,4 mia. kr. Det er en uddateret støtte, mener Journalist Kurt Strand, der i stedet foreslår oprettelsen af en fond, der skal støtte undersøgende journalistik.

2 2 VISION LEDER TYPE Fremtidens Danmark er rundt om hjørnet Endelig! Efter mere end 3500 dages fantasiløs ørkenvandring under VKO s politiske ledelse, er det langt om længe blevet tid til at nye kræfter får lov til at lede et hårdtprøvet og kriseramt Danmark videre. Vi tager afsked med en formørket og uhellig alliance af liberalistisk-nationalistisk borgerlige magthavere, for at give plads til en centrum-venstre alliance, der ikke tidligere har stået med magten. Det er tid til en ny begyndelse. Af Maria Bøegh-Lervang, Kristian Weise og Jens Jonatan Steen, hhv. ansv. redaktør, direktør og analysechef i Cevea Rød blok har vundet magten i en svær tid, hvor vi netop har brug for store politiske kvantespring og grundlæggende forandringer af vores samfund. En tid, hvor vi sætter rekord i stigende ulighed, hvor flere udstødes fra arbejdsmarkedet, hvor velfærden styres med mistillid og hvor den folkelige deltagelse underløbes. Netop disse udfordringer må være pejlemærkerne for en ny regerings projekt. Derfor skal den kommende regering skal måle sin succes over de næste fire år på, om den har skabt mere lighed, stærkere social fremgang og en reel udvidelse af demokratiets rammer. Uligheden skal reduceres Uligheden er steget betydeligt siden midten af 90 erne. Og den er på alle måder røget i vejret siden systemskiftet i Dengang havde Danmark således den mindste ulighed i Vesteuropa. Nu er vi kun 6. bedst. Det betyder, at vi er det land, der har haft den næsthøjeste vækst i uligheden de sidste ti år. Og det er ikke bare abstrakte tal. Den stigende ulighed er nemlig ikke kun en realitet, fordi de rige er blevet rigere. Nej, det er også fordi de fattige er blevet fattigere og fordi flere fastholdes i fattigdom eller blandt lavindkomstgrupperne. Andelen af fattige, der undslipper fattigdom, er således faldet markant siden Den danske underklasse har dermed fået over nye medlemmer i perioden. Klassekampen er så langt fra forbi. Det første skridt i opgøret med uligheden handler om at stoppe udhuling af de sociale ydelser, som har bidraget til at fastholde stadig flere danskere i decideret fattigdom. Vi må således kunne forvente en snarlig afsked med introduktionsydelse, starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timersreglen. Derudover bør vi også indlede diskussionen om de forgyldte boligejer.. Udviklingen i boligværdier er det enkeltområde, som alene har skabt størst ulighed de sidste 10 år. Så diskussionen kan ikke forties for evigt. En gradvis ophævelse af den fastfrosne ejendomsværdibeskatning Grundlæggende må den nye røde regering have som målsætning, at få halveret antallet af børn, der vokser op i fattigdom, og fåstoppet den hastigt stigende indkomstulighed. Opgør med Parkerings-Danmark- Mere end danskere i den arbejdsdygtige alder står udenfor det danske arbejdsmarked. De er parkeret på passive forsørgelse. Det kunne end ikke ti års højkonjunktur og et periodevist overophedet arbejdsmarked rette op på. Alt for mange, der ikke umiddelbart forekommer arbejdsdygtige, bliver efterladt i et system, som ikke længere tager udgangspunkt i, at alle gerne vil og, under de rette forudsætninger, kan arbejde. Det bliver en klar udfordring for det nye flertal at sikre, at færre danskere er parkeret på passive ydelser om ti år. Et stærkt social sikkerhedsnet skal ikke holde folk udenfor beskæftigelse, men netop sørge for, at de hurtigt kommer tilbage i den, hvis de skulle miste deres job. Her skal vi have den mulighedsgivende stat i spil. For at få folk tilbage på arbejdsmarkedet må der ske væsentlige investeringer i civilsamfundets sociale beskæftigelsesprojekter. Samarbejdet mellem private og offentlige aktører på beskæftigelsesområdet skal øges, der skal ske et uddannelsesmæssigt kompetenceløft til alle langtidsledige, og der skal indføres langt flere sociale klausuler om etablering af skånejobs og fleksjobs i forbindelse med offentlige udbud. Ny økonomi Vi får dog ikke bugt med uligheden og udstødelsen fra arbejdsmarkedet med mindre vi får en ny økonomi. Ulighed hænger således tæt sammen med den økonomiske udvikling, og ses sågar som den grundlæggende årsag til finanskrisen. I 2007 var den i krisens arnested, USA, på sit højeste niveau siden 1929, året hvor den store depression brød ud. Vi lever i en casino-verden, hvor finansmarkederne sætter dagsorden og deres spillere bestemmer alt for meget. Vores liv dikteres mere af Wall Street end af politikerne på Christiansborg. Vi har brug for en ny økonomi. Den skal udvikles, så Danmark igen ligger forrest i den globale konkurrence. Der hvor produktiviteten er højest og der skabes de gode job, som vi ønsker at have her i landet. For at gøre det skal der tages kvantespring i den økonomiske udvikling. Teknologianvendelse, forskning og udvikling skal spille en endnu større i produktionen. Der skal satses og investeres meget mere i at øge Danmarks produktivitet, som desværre hænger i dynget. Gradvis forbedring af rammevilkår så som virksomhedernes regler og danskernes generelle uddannelsesniveau, der er den politik der er blevet fulgt i de seneste årtier, er ikke længere tilstrækkelig. Der må føres en aktiv og mere strategisk vækstpolitik. Den skal indeholde en omlægning af erhvervspolitikken, øgede midler til forskning og innovation, samt en ny, større koordinering af alle de områder, der påvirker hvad vi kan leve af i Danmark. En politik, der understøtter udviklingen af særlige sektorer og spidskompetencer, som sætter den virkelige økonomi før finansspekulation, og giver virkelige jobs til den almindelige dansker. Danskerne skal deltage Alt dette giver dog ikke mening, hvis ikke danskerne i højere grad er med. Med i udviklingen og beslutningerne. DeltagerDanmark er derfor en sidste helt afgørende drøm, som en ny regering må arbejde for at realisere. Et Danmark hvor demokratiet lever og næres af, at et væld af foreninger, bevægelser og frivillige understøtter og udvikler det. Det nye politiske flertal skal gøre endeligt op med den gammeldags og betonsocialistiske opfattelse af, at en større stat altid er af det gode. Vi har brug for større plads til og bedre understøttelse af vores organisationsliv, som på nogen områder ikke mindst fagbevægelsen har været under angreb de senere år. Vi har brug for at understøtte, at den enkelte tager et større ansvar for sig og sine i lokalsamfundet. Det skal være lettere at engagere sig og tage ansvar. Demokratiet udvikles dog ikke, hvis ikke det også udvides. Den repræsentative model, hvor der kun stemmes hver fjerde år eller lidt oftere, er ikke tilstrækkelig. Der må eksperimenteres med modeller, hvor medborgerne inddrages mere aktivt. Det kunne f.eks. være brugerne af sygehuse eller lignende, der inddrages direkte i udviklingen af den konkrete velfærd. Samtidig har vi også brug for udvidelse af det døende repræsentative demokrati. Udviklingen er de senere år gået i hvad man kan kalde meritokratisk retning, hvor de veluddannede eliter har grebet magten. Men vi har brug for, at flere stemmer bliver hørt. Vi kan ikke leve med at færre indvandrere og færre arbejdere bliver repræsenteret på Christiansborg. Demokratiet er for dyrebart til at blive overladt til akademikere alene. Omdrejningspunktet for denne udgivelse af VISION er netop det folkelige potentiale i borgernes inddragelse og civilsamfundets udvidelse. Folkeoplysning har til alle tider udgjort det redskab, som kan modgå det stigende gab mellem a- og b-hold, som vi oplever i Danmark i disse år. Det handler om, at vi skal turde stille krav til danskerne. Og det handler om at få alle med om det så gælder opgøret med Parkeringsdanmark eller sikre at ny-danskere sikres gode sprogkundskaber og derved integreres i det danske samfund. Folkeoplysning og derved aktiv deltagelse og stillingtagen er vigtige elementer til at sikre fællesskabet. Og det skal vi holde fast i. En ny begyndelse Udfordringerne for den nye regering er altså mange. Afgørende for dem alle sammen er, at det nye S-SF-R-Ø flertal viser sig som en forandringsvillig og handlekraftig koalition, der skaber de politiske kvantespring, som betyder, at de personer, der stemte rødt ved valget den 15. september, ikke kommer til at fortryde det. Vi ønsker den nye regering god arbejdslyst og ser frem til at se, hvilket samfund og hvilke værdier, regeringen efterstræber for Danmark! VISION takker AOF for støtte til dette numme. Cevea takker EU-nævnet for støtte til dette nummer af VISION. VISION PÅ NETTET Følg med og deltag i debatten om fattigdom i Danmark og hvad vi skal gøre for at bekæmpe den på vores fanside på Facebook. Søg på "Tidsskriftet VISION" Indeks Leder: Fremtidens Danmark er rundt om hjørnet Vi har brug for en ny venstrefløjspopulisme! Læs interviewet med Chantal Mouffe, der mener, at venstrefløjen har brug for mere populisme, fjendebilleder og en demokratisk radikalisering. Til kamp mod Gud, Allah og Marx Ordentlig løn, boliger og indflydelse er omdrejningspunktet i en nu ny alliance i UK bestående af religiøse institutioner, fagforeninger, borgergrupper og universiteter - London Citizens. 08 Nøglen der åbner statsministeriet Med inspiration fra Obama har en række partier genopdaget deres græsrod op til folketingsalget. Læs om et af venstrefløjens værktøjer, der var afgørende for at vinde 28 valget TÆNKETANK. Cevea har vokseværk er det år Cevea relanceres. Læs interviewet med Ceveas nye direktør Kristian Weise om hans drømme for fremtidens Cevea og fremtidens Danmark. Statsløse og statsborgerskab - problemet er større! Læs hvilke tiltag den nye regering skal foretage for at sikre statsløse deres rettigheder. Cevea har vokseværk Cevea vokser. Læs interview med Ceveas nye direktør om hans drømme til fremtidens samfund og fremtidens Cevea. TEMA Demokratisk dannelse. Læs temaintro og indeks på side ???? VÆKST. Hvad skal Danmark leve af i fremtiden. Næsten hver anden dansker er beskæftiget i industrien og en fjerdedel af Danmarks BNP kommer fra sektoren. Hjemlig industriproduktion er derfor afgørende for Danmarks vækst. Lad pengene følge (kvalitets)journalistikken Læs journalist Kurt Strands kritik af mediestøtten, der bør være målrettet og journalistfokuseret støtte frem for en bred og mediefokuseret støtte. Et værn mod støvletramp! Hvordan skal kunsten fremmes og støttes? Forfatter Steen Langstrup mener ikke, at vejen frem er støttekroner. Det handler om at skabe muligheder og gode vækstbetingelser. Oh rædsel, fremtiden er her! Det eneste sted i litteraturen, hvor der ikke sker forandring er måden, man støtter på. Forfatter Steen Langstrup mener, at tiden er løbet fra litteraturstøtten. Industripolitik er vores styrke Læs om hvorfor hjemlig industriproduktion er afgørende for Danmarks vækst Politikerne vil gøre mere for industrien Læs om hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Konkurrencestatens overdrev Den danske stat har ændret karakter og er blevet til en konkurrencestat, der øger ulighed og reducerer det enkelte menneskes værdi. TEMA: DEMOKRATISK DANNNELSE 02/2011 I dette tema sætter VISION fokus på demokratisk dannelse. VISION stiller spørgsmålstegn ved, om vi danskere er medborgere i vores samfund eller blot reduceret til forbrugere. Samfundsmæssige ændringer som globalisering og europæisering har i de senere år lagt et pres på det danske deltagelsesdemokrati og medborgerskab. Det kan have de negative konsekvenser, at befolkninger bliver styret mod forbrugerisme og egoisme fremfor fællesskab og fælles samfundsforståelse. LIGESTILLING. De danske mænd har de dårligste orlovsrettigheder i Norden. Læs forskerne Lotte Bloksgaard og Anette Borchorst opråb til politiker om at sikre mænd ordentlige orlovsrettigheder, da det både er vigtigt for ligestillingen mellem mænd og kvinder, men også for børnenes tarv. 31 Højkonjunkturens vildfarelser - en efterrationalisering Læs om erfaringerne fra 00'ernes høj- og lavkonjunktur. 32 Muscles from Brussels Har råd til at indføre en skat på finansielle transaktioner? Eller skal vi stadig holde hånden over spekulanterne? 33 Mænds orlovsrettigheder - en win-win situation Danske fædres orlovsrettigheder er i dag de svageste i Norden. 34 Er de virkelig efter ham? Anmeldelse af 'Egne veje - erindringer' af David Gress. 35 Hvordan undgår vi bydele i brand? Anmeldelse af 'Vrede unge mænd' af Aidyn Soei. Ansvarshavende redaktør: Maria Bøegh-Lervang; Redaktører: Louise Boye Larsen, Frederik Andreas Jørgensen; Redaktionsmedlemmer: Karl Kjær Bang; Martin Ejner Olsen, Grunz, Maria Vedel, Søren Villemoes; Skribenter: Martin Petersen, Jonas Ruban Agersnap, Sofie Refsgaard, Kristina Hohlmann, Peter Pava Rasmussen; Korrektur: Maria Bøegh-Lervang; Grafik og Layout: Matias Albæk-Falk; Illustratorer: Matias BAF!; Vision er et uafhængigt idépolitisk tidsskrift, der bliver udgivet af centrum-venstre tænketanken Cevea. Indlæg i Vision er ikke udtryk for Ceveas holdning, medmindre dette tydeligt fremgår af artiklen Abonnementsadministration: abonnement@cevea.dk Tlf

3 4 VISION 02/ Vi har brug for en ny venstrefløjspopulisme! Venstrefløjen har brug for mere populisme, flere fjendebilleder og en ny demokratisk radikalisering. Som fremtrædende debattør og akademiker på den europæiske venstrefløj er svarene fra den efterhånden snart 70-årige Chantal Mouffe på ingen måde blevet mindre skråsikre med tiden. Af Miriam Nawaz og Jens Jonatan Steen, jjs@ cevea.dk, hhv. praktikant og analysechef i Cevea Vi fortsætter jagten efter svar på venstrefløjens udfordringer hos Chantal Mouffe. Og den politiske teoretiker og professor ved Westminister Universitet, har da heller ikke har svært ved at identificere mange af venstrefløjen største fejl. Det undrer således ikke den politiske teoretiker, at Socialdemokratierne over hele Europa i dag oplever noget nær den laveste vælgeropbakning nogensinde. Særligt den tredje vej for hårde ord med på vejen. Det første bud i VISIONs artikelserie om fremtidens venstrefløj kom fra en af den tredje vejs mest fremtrædende tænkere og politikere, Lord Roger Liddle. Den erfarne britiske debattør og parlamentariker pegede i sidste nummer af VISION på den klemte middelklasse ( the squeezed middle, red.) og den højrepopulistiske fremgang, som nogle af de helt afgørende begivenheder. Men selvom både Liddle og Mouffe synes at enes om den tredje vejs mangler, så er deres svar alligevel ganske forskellige. Og hvis man ønsker markante og radikale svar, så kan man næppe find et bedre at henvende sig end hos den Belgiske politolog Chantal Mouffe. Hun tilhører inden for den politiske teori den såkaldt postmarxistiske tradition. Sammen med Ernesto Laclau udgav hun i 1985 de post-marxistiske hovedværket Hegemony and Socialist Strategy og hendes egen The Return of the Political, som begge har været obligatorisk læsning på især den mere socialistiske del af venstrefløjen. Ifølge Mouffe findes der én klar og entydig overskrift på, hvordan de europæiske socialdemokratier igen kan få regeringsmagten tilbage. Hun ser et øget behov hos socialdemokratierne for at levere et klart og et andet alternativ til neoliberalismen. Med den øgede opbakning og tilslutning til højrepopulistiske partier i bl.a. Holland, Frankrig og ikke mindst Danmark har socialdemokratierne intet andet valg end at tage den agonistiske rolle på sig og skabe den nødvendige venstrefløjspopulisme. Thatcher med et menneskeligt ansigt Med afsæt i diskussionen om den tredje vej erklærer Chantal Mouffe sig enig med Roger Liddle om, hvorledes den tredje vej på mange måder var fejlslagen, selvom det var nødvendigt med en politisk reaktion på det såkaldte Old Labour. Den tredje vej var helt åbenlyst tænkt som en løsning på krisen for det traditionelle socialdemokrati og de skavanker, der viste at man ikke længere forstod de nye sociale bevægelser. Jeg har altid sagt, at den tredje vej var Thatcher med en menneskelig side. New Labour forsøgte at styre den neoliberalistiske globalisering på en human måde. New Labour accepterede fuldstændigt de neoliberalistiske præmisser. Netop dette var problemet ifølge Mouffe. Tony Blair og hans hold formåede ikke at præsentere et alternativ til befolkningen, og mistede dermed også deres kernevælgere som tilhørte den mindre velstillede middelklasse. Derfor skærper hun også retorikken og kritikken af netop dette politiske projekt: Centrum-venstre skal stoppe med at se dem selv som centrum-venstre. De bør genfinde en venstreorienteret identitet og acceptere at politik skal behandles som agonistisk kamp, som foregår inden for forskellige tematikker og politiske projekter. Det kræver at venstrefløjen bliver i stand til at levere klare alternative til den liberalistiske globalisering. Hvis de ikke leverer dette, så kommer der ikke til at være nogen fundamental forskel mellem centrum-venstre og centrum-højre. Det er et afgørende øjeblik for Europas venstrefløj. Det ville være en oplagt mulighed for venstrefløjs populistiske partier at give udtryk for forståelse af befolkningens krav og utrygheder. Men det sker ikke. Og det er derfor, at vi ser udvikling og etablering af højrepopulistiske partier, som er i stand til udnytte det politiske terræn. Centrum-venstre skal stoppe med at se dem selv som centrum-venstre. De bør genfinde en venstreorienteret identitet og acceptere at politik skal behandles som agonistisk kamp, som foregår inden for forskellige tematikker og politiske projekter. Det kræver at venstrefløjen bliver i stand til at levere klare alternative til den liberalistiske globalisering. Chantal Mouffe Vi har brug for en genkendelig agonistisk kamp At socialdemokratiet ikke har været mere radikale i deres holdninger og leveret alternative løsninger, ser Mouffe som roden til de hårde tider hos centrum-venstre. Hun nævner finanskrisen som en oplagt mulighed for centrum-venstre til at sætte dagsordenen, da den eksemplificerede neoliberalismens begrænsninger. Den store fejltagelse var at gå fra fjende til konkurrent. I min verden har jeg prøvet at skubbe til idéen om, at man hverken skulle være fjende eller konkurrent, men derimod modstander. Og at demokratisk politik skal ses som en genkendelig agonistisk kamp mellem konflikterende interesser. Du kan ikke gøre en afgørende forskel, hvis du blot konkurrerer. Med den agonistiske position mener Mouffe, at de politiske partier skal acceptere hinandens eksistens, men samtidig kæmpe mod hinanden og for hver deres politiske projekt. Mouffe mener, at de socialdemokratiske partier skal tilbyde et markant og gerne populistisk alternativ til den neoliberalistiske globalisering. De skal præsentere en klar modstander, som findes i det system, der er ved at blive erstattet af bankerne og de store transnationale virksomheder. Det er jo som om markedet er Gud, som bestemmer hvad der er muligt og ikke muligt. Det er også derfor partier og rum bliver uvæsentlige. Det skal ændres. Men for at der skal være en konflikt, skal den også konstrueres. Den skal institutionaliseres, og ses som en sund del af demokratisk politik. Dette er de europæiske socialdemokratiers opgave. Svækket repræsentation gøder jorden for højrepopulisme Problemet med repræsentationen i de europæiske demokratier er voksende, og det er især de unge som føler, at de traditionelle venstrefløjspartier ikke kan tilbyde dem et alternativ. Senest med optøjerne i Spanien, står det klart, at de unge føler sig negligeret af de politiske partier i landet. Det demokratiske problem med repræsentation står imidlertid til fordel for de højrepopulistiske partiet, som har formået at udnytte det politiske tomrum. Grunden til, at den europæiske højrepopulistiske bevægelse har kunnet skabe en så stor tilslutning hos vælgerne skyldes, at de har været i stand til at konstruere fjenden og dermed tilbyde et alternativ til vælgerne. Her nævner Mouffe den franske politiker Marine Le Pen, leder af det franske parti Front National. Problemet er at alle de personer som skabes af Marine Le Pen og fjenderne er muslimerne og fremmedarbejderne. Problemet er ikke de personer hun skaber, men påstanden om de personer hun skaber. Elementet om fjendebilleder er det vigtigste svar fra højrefløjspopulisterne på den fortsatte neoliberale globalisering. Dette billede er heller ikke svært genkendeligt herhjemme, hvor Dansk Folkeparti har leveret en stemme til pensionisterne og de ufaglærte, og givet dem entydige og klare svar på, hvor problemerne i deres hverdag og det danske samfund stammer fra. Påstanden om at muslimerne, indvandrerne, EU og U-landsbistand er fjenden og roden til alle dårligdomme i Danmark. Der er derfor brug for en venstrefløjspopulisme, og dette på et europæisk plan. Radikalisering af socialdemokratismen Men hvad skal de europæiske socialdemokratier konkret kæmpe for og imod på den politiske kampplads? De tog den forkerte opfattelse af det offentlige. De skulle have taget kampen om anden forståelse af det offentlige. Dette er, hvad jeg kalder radikalisering, at skubbe yderligere til idéen om deltagelse og medborgernes direkte styre. Spørgsmålet handler om at demokratisere og udvide demokratiet til flere og flere aspekter af det sociale liv. Mange flere serviceydelser kan finansieres af staten, men styres af borgerne. Hele påstanden om, at staten var den onde, og at den offentlige sektor skulle overlades til markedskræfterne, var en opfattelse som New Labour ukritisk tog til sig. Den radikalisering hun omtaler er med andre ord en Den store fejltagelse var at gå fra fjende til konkurrent. I min verden har jeg prøvet at skubbe til idéen om, at man hverken skulle være fjende eller konkurrent, men derimod modstander. Og at demokratisk politik skal ses som en genkendelig agonistisk kamp mellem konflikterende interesser. Du kan ikke gøre en afgørende forskel, hvis du blot konkurrerer. Chantal Mouffe demokratisering. For Mouffe handler den ønskede radikalisering altså om at overføre det demokratiske element til flere og flere aspekter af det sociale liv. En ting er at staten skal blande sig i alting en anden er at staten blot står for finansieringen. Det er en helt anden opfattelse af staten, hvor medborgene skal styre sig selv. Jeg tror derfor, at venstrefløjspopulisme kan være at sige, at pengene kommer fra staten, men administreres af borgerne. En ny styreform. Dette er, hvad jeg tror, vigtigt i en radikalisering. Og netop det vil repræsentere en egentlig radikalisering af socialdemokratiet. Vi må gentænke det europæiske projekt Udover troen på at styrke fjendebilleder og radikalisere socialdemokratismen, så mener Mouffe også at en del af svaret for centrum-venstres kan findes på det europæiske niveau. Hvad er der behov for? At skabe en ny venstreorienteret europæisk bevægelse. Det skal være et alternative til den liberalistiske globalisering på det nationale niveau. Løsningen er altså ikke at nationalisere. Heri ligger der et klart paradoks. For på den ene side er mange venstrefløjspartier og venstrefløjsvælgere ligesom højrefløjen i Europa stærkt kritiske over for det europæiske projekt og den tiltagende globalisering. Derfor kan det være svært at se Bruxelles som svaret på de nuværende udfordringer fra især højrepopulisterne. Jeg tror, at vi virkelig må gentænke det europæiske projekt. Så det virkelig skaber mere demokrati. Der er her, hvor jeg tror at protektionisme skal anvendes fordi den kan gå hånd i hånd med den udvikling vi f.eks. har set i Latin Amerika og samtidig ønsker for Afrika. Vi skal beskytte vores jobs på samme måde, som vi vil hjælpe de svage lande i Afrika. Men det bliver en kamp mod den store landbrugsindustri og deres interesser. Der er altså tale om et økonomisk system, der modsat det liberalistiske ikke blot beskytter eget landbrug og sender billig eksport til Afrika. Når alt kommer til alt, handler det om, at centrum-venstre må tilbyde vælgerne et alternativ, i form af en europæisk venstrepopulisme, som ikke accepterer neoliberalismens præmisser, men arbejder med sit eget selvstændige projekt. Men hvad det projekt præcist skal være, hvem den egentlig modstander er og hvor konflikten virkelig findes, er alt sammen spørgsmål, som Mouffe fortsat lader stå ubesvaret her og dermed overlader de europæiske socialdemokratier at finde de mere konkrete løsninger. Hun er trods alt professor og ikke politiker. Mennesker før penge Men Chantal Mouffe kommer alligevel på det mere Dette er, hvad jeg kalder radikalisering, at skubbe yderligere til idéen om deltagelse og medborgernes direkte styre. Spørgsmålet handler om at demokratisere og udvide demokratiet til flere og flere aspekter af det sociale liv. Mange flere serviceydelser kan finansieres af staten, men styres af borgerne. Chantal Mouffe overordnede plan med sit bud i udgangsreplikken. Med syvtommer søm fastslår hun således behovet for en langt mere radikal tilgang end vi hidtil kender fra europæiske venstrefløjspartier: Vores mål er at sætte almindelige menneske først og ikke kun tænke på pegene. Vi har brug for en gennemgribende transformation af vores økonomi. Vi er i øjeblikket vidne til at de tidligere koloniernes interesse fylder mere. Der er virkelig mange ting, som vi nu kan bygge en ny politisk bevægelse op. Men grundlæggende handler det altså om at kunne tilbyde et alternativ til den liberalistiske globalisering, som imødekommer befolkningens behov på det globale niveau.

4 6 VISION 02/ Til kamp med Gud, Allah og Marx REPORTAGE Kristne, muslimer og marxister mødes i en hastigt voksende borgeralliance i London. I byen hvor en tredjedel af indbyggerne er født i udlandet, og hver femte er working poor, organiserer London Citizens indbyggerne om det, de er fælles om frem for det, der skiller dem. Ordentlig løn, boliger og indflydelse er omdrejningspunkt i den nyskabende alliance. Af Bjørn Hansen, Uddannelseschef i Cevea Den katolske Southwark Cathedral er fyldt til randen med mere end tusinde mennesker fra hele London. Damer i deres fineste kirketøj blander sig med katolske præster og unge aktivister i t-shirts fra London Citizens. Der er delegationer fra afrikanske, sydamerikanske, østeuropæiske og engelske menigheder - repræsentanter for det store mindretal af migranter i London. Gudstjenesten er lige så mangfoldig med højtidelige britiske salmer, afrikanske trommer og amerikansk gospel. Alle synger med, selvom lydbilledet bliver noget mudret. Det er Migranternes dag, en dag som organisationen London Citizens og en række katolske kirker har udråbt til ære for byens tusindvis af migranter, med eller uden papir. Biskop Thomas McMahon tordner i dagens prædiken mod virksomheder, som underbetaler deres arbejdere. Griske banker kritiseres og aktivistiske præster hyldes - alt fra Martin Luther King til Oscar Romero, ærkebiskoppen fra El Salvador som blev myrdet af landets diktatur i Hvor der kun er forsigtighed er der intet mod, forsætter han og opfordrer alle til at gå i optog til et stormøde i London Citizens for at fejre 10-året for alliancens kampagne for en living wage. London Citizens er en alliance med mere end 150 medlemsinstitutioner, der dækker både kirker, moskeer, fagforeninger, skoler, borgergrupper og universiteter. Alliancen hyldes ofte både fra venstre og højre i England for sine nye måder at forbinde og mobilisere almindelige mennesker på tværs af religion og kultur. Gordon Brown holdt sin bedste politiske tale til alliancen som premierminister for Labour i 2010, hvor han erklærede: Når folk siger, at politik ikke kan gøre en forskel, at der ikke er nogle store sager tilbage, så lad dem komme til Citizens UK (den nationale paraply som er i færd med at brede London Citizens til resten af Storbritannien). David Milibrand, der tabte formandsvalget i Labour, hyrede alliancen til at bygge en Movement for Change i Labour-partiet, og David Cameron har kaldt London Citizens et godt eksempel på The Big Society, navnet på hans politiske vision. Men alliancen insisterer på sin uafhængighed overfor politiske partier, staten og firmaer. Neil Jameson, grundlægger og leder af London Citizens forklarer: Det politiske system giver os få muligheder. Vi stemmer på Labour og bliver så skuffede, at vi ender med at give magten til de konservative. Når vi så ser, hvor slemt det er, begynder vi igen at tro på, at Labour vil være anderledes. Og bliver skuffet igen. London Citizens tager en anden vej. Vi vil skabe magt med folk, folkelig magt fra neden. Hvis ikke vi har et stærkt organiseret civilsamfund, kan vi hverken kontrollere det profitorienterede marked eller den bureaukratiske og ofte formynderiske stat. Organiserede mennesker med organiserede penge London Citizens gennemfører kampagner baseret på tusindvis af såkaldte lyttemøder i byen. Møderne holdes efter gudstjeneste, med forældre der lige har afleveret deres børn i skolen, i elevråd og på arbejdspladser. Siden netværkets start i 1997 har lyttemøderne ført til kampagner for rettigheder til migranter, ordentlige boligforhold i byens slumlignende kvarterer og kampagner vendt mod lånehajer, som tager skyhøje renter. To mænd spurgte, hvad vores vigtigste problem var for os. Da vi var færdige, fortalte de, at de ikke ville løse problemerne for os. De ville have os selv til at handle bygge people power Kehinde Ibrahim, aktivist i London Citizens Living wage-kampagnen er den vigtigste og mest succesfulde. Der er vundet sejre overfor hospitaler, universiteter, firmaer og ikke mindst London kommune. Ved forrige kommunalvalg lykkedes det at presse Labours borgmesterkandidat Ken Livingstone til at garantere kommunen alle dens ansatte en living wage. I dag er det 8,5 pund i timen, mens den officielle og lovbestemte mindsteløn er 5,93 pund i timen. Hver femte af Londons beboere arbejder stadig til en løn, som er mindre end det beløb som ifølge beregninger skal til for at kunne leve et ordentligt liv i byen. Mange har to jobs for at få enderne til at hænge sammen. Den situation kender Kehinde Ibrahim, en nyudklækket aktivist i London Citizens. Hendes mor er dagplejer om dagen og rengøringsassistent om natten. De kom begge til London fra Nigeria for to år siden. Kehinde tager hver dag bussen fra Tottenham til sit gymnasium City & Islington High, fortæller hun. Bussen er nemlig gratis for studerende, mens toget - som tager halvt så lang tid - koster penge. I marts kom to mænd fra London Citizens rundt i alle klasser og derefter til elevrådsmødet på Kehindes gymnasium. Kehinde fortæller, at de spurgte, hvad vores vigtigste problemer var for os. Da vi var færdige, fortalte de, at de ikke ville løse problemerne for os. De ville have os selv til at handle - bygge peoples power. En måned efter første møde var hun med til at lede et stormøde i bydelen Shoreditch og til fejringen af 10-året for living wage kampagnen stod hun på en scene for 2000 mennesker og talte for retten til et ordentligt liv i London. Jeg er et helt andet menneske i dag, siger hun. London Citizens metode er at skabe kollektiv magt ved at bygge på organiserede mennesker med organiserede penge. Gennem tusindvis af en-til-en og kollektive møder udvikles og styrkes lokale relationer, og potentielle ledere som Kehinde Ibrahim identificeres. Klassekamp og religion De ansatte i London Citizens er nødt til at orientere sig bredt. De fleste er ikke troende, men de læser alle den kristne Faithfull Citizens, den muslimske A new covenant: Islam and community organising, som er under udarbejdelse, og den amerikanske aktivist Saul Alinskys klassiske værk Rules for Radicals fra Det er et paradoksalt pensum: Alinsky dedikerede sin bog til selveste Lucifer, den første til at lave oprør mod establishmentet. Men han anerkendte alligevel betydningen af religion, ikke mindst blandt de fattigste og undertrykte grupper. Det må man også i dag, mener lederen af London Citizens: Som organisator er du nødt til at stille det helt centrale spørgsmål: Hvad er folk klar til at dø for - hvad er de klar til at kæmpe for? For mange er det altså troen, der skaber identitet og fællesskab, siger Neil Jameson. Sådan var det for Emmanual Costa, som er flygtning fra Zimbabwe og tilhører pinsekirken, som i disse år eksploderer i betydning i Afrika og Latinamerika. I dag er han organisator i Øst-London og passioneret tilhænger af befrielsesteologi og social retfærdighed I kirken har vi en lang tradition for at hjælpe. Med suppekøkkener, besøgsvenner i fængslet og rådgivning. Det er socialhjælp. Men social hjælp og social retfærdighed er to forskellige ting. Med det første hjælper jeg dig, og du kommer igen i morgen. Med social retfærdighed kommer du ikke igen. Du bliver anerkendt som et menneske skabt i Guds billede, men også som en person, der er i stand til at være leder, til at udvikle dig selv og andre. Frivillige og ansatte i London Citizens understreger igen og igen, at organisation slås for social retfærdighed, ikke barmhjertighed eller almisser. Det gælder også Ruhana Ali, organisator og ansvarlig for de muslimske medlemsorganisationer. Ali var den første kvindelige muslimske valgte studenterleder på London School of Economics. Studenterorganisationen blev medlem af London Citizens og gennemførte en kampagne for living wage til rengøringsassistenterne på universitetet. Ruhana Ali kommer fra Luton, en by præget af sammenstød mellem to højreradikale grupper, anti-islamistiske The British Defence League overfor grupper af islamiske fundamentalister. Til det første møde i London Citizens så hun muslimer og kristne, hvide og sorte immigranter tale sammen og diskutere politik. Det havde jeg aldrig set ført. Jeg vidste at jeg hørte til her, fortæller Ali. For hende er den muslimske tro indgangen til politik. Social retfærdighed er en central del af islam, hvor det slås fast at ethvert individ har et ansvar overfor sin nabo og det fælles bedste. Som profeten Muhammed siger: Han, der ikke er muslim, går i seng, mens hans nabo er sulten. Mens der er plads til religion og religiøse argumenter i alliancen er selve London Citizens sekulær. Som organisator står Ruhana Ali for kontakten til både kirker, buddhistiske centre, moskeer skoler og fagforeninger i sit lokalområde. Selvom hendes køn og unge alder kan være en udfordring, mener hun, at det vigtige er at organisere folk om det, de er fælles om. Der er måske nogle, der kigger en ekstra gang, når jeg kommer og deltager i en katolsk messe i lokalområdet. Men det smukke ved organisering er, at man opdager at uanset hvor man går hen, så har folk de samme håb og bekymringer. Jobs, sikkerhed, deres børns uddannelse. Det er det, vi organiserer omkring.

5 8 VISION 02/ Nøglen der åbner statsministeriet ANALYSE Med inspiration fra Obama har en række danske partier genopdaget deres græsrod op til folketingsvalgkampen. Socialdemokraterne rykkede først og er i dag længst fremme det har kunnet lade sig gøre på grund af en intelligent institutionel innovation kaldet superkredse. Af Karl Kjær Bang, kkb@cevea.dk Frem til 2008 har danske partier udviklet sig til mere og mere professionaliserede elitepartier. Partier, hvor ledelsen i stigende grad styrer ud fra meningsmålinger og massemedier og snarere ser medlemsbasen som en klods om benet end som en del af løsningen. Det har været en udvikling mod det, Tim Knudsen i en kommentar i 2005 kaldte personliggjorte mediepartier, hvor partilederne er ved at blive alt, partiet intet. Men de seneste år har partierne skiftet kurs. Mange partiledelser er begyndt at mobilisere deres græsrødder. Begyndt at inddrage medlemmerne som en ressource i deres strategiske overvejelser om, hvordan de tilkæmper sig magten. Gennem medlemmerne kan de nemlig komme i direkte kontakt til vælgerne. Særligt hjemmebesøg gennem såkaldt dør-til-dør-kampagne synes en magisk målestok for flere af partierne. Således har de radikale og SF meldt ud, at de vil opfordre deres medlemmer og kandidater til at besøge borgerne på deres dørtrin op til folketingsvalget, der kommer senest til november i år. Det toppes af de konservative, der har sat tal på og vil banke på døre. Det parti, der er længst fremme med udviklingen, er dog Socialdemokraterne. Allerede til EP-valget i juli 2009 bankede partiet ifølge dem selv på mere end døre, og inden Kommunalvalget i november 2009 havde over husstande fået besøg. Når folketingsvalget løber af stablen skal flere end en halv million dørklokker være trykket i bund. Institutionstillid på retur Angiv venligst på en skala fra 0-10, hvor høj tillid du personligt har til hver af de følgende institutioner, gennemsnit. Institution Domstole Politi Banksektor¹ Offentlig administration Kommunalbestyrelse EU Politikere Note¹: Ingen tal for banksektoren i Det handler om tillid Men hvorfor dette nye fokus på aktiv, opsøgende kampagne? Det simple svar er, at partiledelserne tror på, det virker. Som Søren Lippert, der ansvarlig for Socialdemokraternes permanente kampagne og en af hovedakitekterne bag den nye strategi, udtrykker det, så ses medlemmernes direkte kontakt til borgerne i dag som en nøgle i nøglebundtet til statsministeriet. I en valgkamp, hvor alle partierne vil forsøge at overdøve hinanden i et inferno af reklamer, tv-optrædener og anden envejs-kommunikation, bliver borgerne nemlig hurtigt trætte af de polerede Statsminister Helle Thorning Schmidt fører valgkamp med frivillige budskaber. Og i en tid, hvor tilliden til politikerne ikke har været lavere siden oliekrisen i 1970'erne og selv EU og bankerne er mere troværdige end politikerne (se figur 1) er det begrænset, hvor meget effekt det har, når politikerne toner frem på skærmen. Til gengæld ligger der en stor ressource i at udnytte den tillid borgerne har til hinanden, når de mødes i øjenhøjde. Som Obamas kampagnechef David Plouffe udtrykker det i hans bog The Audacity to Win : People may have lost trust in many of our institutions, but they still trust the people they live with, the people in their communities, and we as campaigners have to acces that trust. Ved at sende frivillige ud og banke på døre i deres lokalområder, kan partierne med andre ord trække på den medmenneskelige tillid, der er mellem viborgensere, århusianere og i et lille land som Danmark mellem danskere. Det virker nok også i Danmark Den amerikansk forskning tyder da også på, at der er klare effekter af den direkte kontakt. Erfaringerne kan naturligvis ikke overføres direkte til danske forhold, fordi Danmark er meget anderledes fra USA, hvad angår politisk kultur, parti organisationer og parlamentarisk system. Men da der kun er lavet få danske studier, og resultaterne herfra ikke er entydige, kan de amerikanske erfaringer trods alt bruges som et pejlemærke for forventelige effekter herhjemme. Den klareste effekt af direkte opsøgende kampagne som dør-til-dør-kampagne er på stemmedeltagelsen. Mange, der ellers havde været sofavælgere, bliver mobiliseret til at stemme, når de får en personlig opfordring. Ikke mindre end hvert 14. besøgte hus vil i gennemsnit mobilisere en vælger. En væsentlig grund til det er, at valgdeltagelsen i USA er lav fx er det som regel kun ca. hver anden der stemmer til præsidentvalgene. Derfor er potentialet for at mobilisere sofavælgere tilsvarende Som Søren Lippert, der ansvarlig for Socialdemokraternes permanente kampagne og en af hovedakitekterne bag den nye strategi, udtrykker det, så ses medlemmernes direkte kontakt til borgerne i dag som en nøgle i nøglebundtet til statsministeriet. Karl Kjær Bang stort. Faktisk så stort at de amerikanske partier laver såkaldte get-out-the vote -kampagner, hvor de sender busser ud til områder med lav valgdeltagelse og mange potentielle stemmer til deres parti. De henter og bringer decideret de potentielle sofavælgerne for at få dem til at stemme. Selvom næsten ni ud af ti stemmer til folketingsvalget herhjemme, og der derfor ikke er nær så mange sofavælgere, bliver folketingsvalg ofte afgjort på marginalerne og så kan selv få stemmer, der ellers ikke havde været afgivet, gøre forskellen. Samtidig er det bestemte partier, der primært har mulighed for at hente stemmer ved at mobilisere sofavælgere. Det er nemlig særligt potentielle socialdemokratiske, SF- og DF-vælgere, der udgør de procents sofavælgere. Karl Kjær Bang har som en del af sit statskundskabsstudie ved Aarhus Universitet været i praktik på det socaldemokratiske partikontor. Med vejleder Jørgen Goul Andersen har han i den forbindelse skrevet seminaropgave om danske partiers udvikling siden 2008 med særligt fokus på Socialdemokraternes mobiliseringsstrategi. Folketingsmedlem Jens Joel (S) laver dør-til-dør kampagne. Udover den stærke effekt på at mobilisere sofavælgere, er der også noget, der tyder på, at stemmer kan flyttes fra et parti til et andet gennem direkte, opsøgende kampagne. Til gengæld giver de amerikanske erfaringer ikke entydige svar på, hvilken vej stemmerne flyttes. Faktisk kan dør-til-dørkampagne risikere at mobilisere vælgere til fordel for modstanderen, hvis det fx er en kontroversiel interesseorganisation, der går dør-til-dør for et parti eller en kandidat. Omvendt tyder forskningsresultaterne på, at den positive effekt, der forekommer, er stærkest, når kandidaten eller partiet, aktivisterne taler for, ikke allerede er valgt ind. Udover de amerikanske resultater er der også interessante erfaringer fra Norge, hvor effekterne kan forventes at være mere sammenlignelige med danske forhold. I Norge har det socialdemokratiske Arbeiderpartiet fået et analysebureau til at undersøge effekterne af deres dør-til-dør-aktiviteter under Stortingsvalget i På trods af at Arbeiderpartiet var regeringsbærende og dermed ikke udfordrer, var der en generel tendens til oftere at stemme på Arbeiderpartiet, når borgeren havde fået et besøg. Samtidig fandt Arbeiderpartiet stort potentiale for at mobilisere sofavælgere. Der var næsten en tredjedel færre sofavælgere blandt de borgere, der havde fået besøg af et medlem af Arbeiderpartiet, set i forhold til de borgere, der ikke havde. Selvom valgdeltagelsen i Norge kun er omkring de 76%, mens Danmarks ligger på ca. 86%, er effekten så stærk, at der synes at være potentiale også i en dansk kontekst. Superkredse, ikke min.hellethorning.dk En sidste interessant ting, den norske undersøgelse viser, er, at opbakningen til Fremskridtspartiet faldt, der hvor Arbeiderpartiet havde været på besøg. Og det ret markant. Faktisk næsten med en tredjedel. Hvis det resultat kan overføres til danske forhold, tyder det på, at Socialdemokraterne satsning på den nye strategi har været et rigtigt træk. En af partiets centrale kampe er netop at undgå at miste flere stemmer til Fremskridtspartiets danske søsterparti Dansk Folkeparti. Men hvordan er det egentlig lykkedes Socialdemokraterne at mobilisere en i store træk kampagne-inaktiv medlemsbase med en gennemsnitsalder på næsten 60 år til at besøge hundrede tusindvis af danske hjem. Udover de overordnede forhold så som tre svidende valgnederlag i træk, at der kom en ny (ung) partisekretær til efter 2007-valget og så selvfølgelig det lysende eksempel fra Obamas sejr, så skyldes succesen efter alt at dømme, at Socialdemokraterne har benyttet sig af en intelligent institutionel innovation kaldet superkredse. Hvor Obama-kampagnen ifølge dem selv - oprettede lokale organizer groups på tværs af USA via my.barackobama.com og derved brugte de sociale medier som et centralt element i at mobilisere kampagnens op mod seks millioner frivillige, har Socialdemokraterne ikke oprettet en min. hellethorning.dk eller et mitsocialdemokrati.dk (som fx Arbeiderpartiet i Norges mittarbeiderparti. no). Og selvom de i starten af 2011 har oprettet en facebook app, der kan mange af de samme ting, som den norske side, har deres strategi helt entydigt taget udgangspunkt i det faktum, at de allerede har lokale organiseringsgrupper. Således er partiets 92 kredsforeninger en til hver af landets 92 valgkredse til folketinget lokalt forankrede med flere hundrede medlemmer i hver. Problemet er blot, at mange af dem ikke har været videre aktive i kampagner. Men ved at give kredsene mulighed for at blive såkaldte superkredse, har partiet fået sat kampagnevirksomhed på dagsordenen og mobiliseret basen. Når en kreds bliver superkreds, forpligtiger den sig nemlig på at deltage i de nationale kampagneuger, som afholdes med 4-6 ugers mellemrum. Som superkreds modtager kredsene bl.a. professionelt materiale fra centralt hold, vejledning, kurser og forrang ift. ikke-superkredse, når ledelsen skal på kampagne ude i landet. Udover at superkredsene er en parallelstruktur, der tager udgangspunkt i de eksisterende organer i partiet, er det geniale ved konceptet, at kredsene skal ansøge om at blive superkreds. I et parti med selvbevidste medlemmer, hvor de fleste er gamle nok til ikke at være indstillede på alt for mange nymodens ideer særligt ikke dem der kommer fra ledelsen i København og dør-til-dør kampagne er noget, der af mange ses som en Jehovas Vidneraktivitet, har det været afgørende for strategiens succes, at kredsenes deltagelse er frivillig. Det har på den ene side gjort, at den nye aktivistiske linje ikke skulle igennem rigide demokratiske strukturer internt i Socialdemokratiet. Og på den anden side at kredsene har søgt om at blive superkredse, fordi de gerne vil være med, der hvor der sker noget. Fordi de vil gøre en forskel og fordi det ikke er et dekret fra partitoppen om, at det er noget, kredsene partout skal. Og en succes har det været. I dag har flere end 60 af de 92 kredsforeninger ansøgt om at blive superkreds - og da der endnu ikke er en kreds, der har fået afslag på en ansøgning, betyder det, at to-tredjedele af kredsene indgår i den centrale kampagnestruktur. Faktisk er succesen så stor, at de socialdemokratiske partier i Sverige, Norge og Holland har overvejelser om at kopiere konceptet. Medlemmer får styrket rolle i partier Det nye fokus på at mobilisere græsroden og lave direkte kampagne overfor vælgerne betyder dog ikke, at Socialdemokraterne eller de andre partier går væk fra kampagneværktøjer så som professionelt at påvirke mediebilledet og målrette budskaber til bestemte vælgersegmenter for at flytte afgørende midtervælgere. Derfor er de nye kampagnestrategier ikke udtryk for at medlemmerne og partiet umiddelbart er blevet mere magtfulde i den interne politikformulering. Magten er stadig hos ledelsen måske bedst illustreret ved at alt materiale til superkredskampagnerne da også er formuleret og distribueret fra partikontoret. Alligevel er genopdagelsen af medlemsbasen som en ressource en interessant og for bare få år siden fuldstændig uventet tendens inden for partiernes udvikling. En udvikling der potentielt kan føre til store omvæltninger for partierne. Tag for eksempel den så ofte omtalte medlemsflugt fra danske partier. Her viser undersøgelser, at en af de væsentligste årsager til at folk historisk har meldt sig ud af partier, er passivitet. Medlemsmobiliseringen kan derfor føre til, at partierne bliver bedre til at holde på medlemmer. Den kan måske endda føre til, at de får flere. Og uanset hvad, så vil en mere aktiv medlemsbase på sigt kunne forventes at kræve indflydelse og udgøre en bedre rekrutteringskanal for fremtidige politiske ledere. Så selvom partilederne fortsat er meget magtfulde, er det tydeligt, at partiet og dets medlemmer i fremtiden ikke vil være intet, som Tim Knudsen spåede i Videre læsning: The Audacity to Win, David Plouffe, 2010, 415 sider Get out the vote: how to increase voter turnout, Donald P. Green og Alan S. Gerber, 2008, 225 sider Democracy and Citizenship in Scandinavia, Jørgen Goul Andersen og Jens Hoff, 2001, 330 sider

6 10 VISION 02/ Statsløse og statsborgerskab - problemet er større! Cevea har vokseværk Cevea vokser og bliver større. I august 2011 blev Kristian Weise ansat som ny direktør for tænketanken. Men hvad er hans drøm for Ceveas fremtid? Sagen om den ulovlige håndtering af de unge statsløses ansøgninger om statsborgerskab bør sætte fokus på de generelle krav til statsborgerskab i Danmark. Det bagvedliggende problem handler om de krav, der er blevet så høje, at mange tusind mennesker her i landet aldrig vil kunne opfylde dem. Af Michala Clante Bendixen De statsløse unge kunne ikke opnå statsborgerskab efter de almindelige krav, men har en særlig konventionssikret ret til at opnå dette uden at skulle leve op til disse krav. Deres særlige ret skal naturligvis respekteres, men et stort antal indvandrere og især flygtninge får også overtrådt deres rettigheder med den gældende lovgivning. Danmark har lige siden 2005 befundet sig på den forkerte side af konventionerne omkring statsborgerskab i det mindste hvis man ser på intensionerne bag de internationale og europæiske regelsæt. Adgang til statsborgerskab er et af de områder, som trækker Danmark gevaldigt ned i den nye undersøgelse MIPEX, hvor man har sammenlignet integrationspolitikker i 31 lande. Kravene til indfødsret, eller naturalisation, er nemlig løbende blevet strammet af VKO-regeringen lige siden Allerede dengang advarede Institut for Menneskerettigheder i skarpe vendinger: I den forbindelse skal instituttet understrege, at der i forhold til flygtninge og statsløse personer er særlige regler, der skal tages i betragtning. Efter Flygtningekonventionens artikel 34 skal de kontraherende stater så vidt muligt lette flygtninges optagelse i samfundet og naturalisation ( ) Desuden bestemmer konventionen (Europæiske Konvention om Statsløse, 1997) i artikel 6, stk. 4 g, at staten skal i sin nationale lovgivning lette erhvervelsen af indfødsret for statsløse personer og anerkendte flygtninge med ophold i landet. Instituttet tilføjede følgende og det var altså i 2005, hvor kravene reelt ikke var nær så høje, som de er nu: De nye skærpede krav letter ikke de to gruppers naturalisation og optagelse i samfundet, men stiller krav, som det er umuligt for visse grupper af statsløse personer og flygtninge at opfylde. ( ) Som et minimum finder instituttet, at der bør skabes mulighed for at dispensere fra kravene i forhold til de flygtninge og statsløse personer, som ikke har mulighed for at opfylde dem. Til sammenligning kan det nævnes, at i Frankrig er flygtninge fritaget fra at dokumentere deres franskkundskaber, og i Irland kan flygtninge undtages for et hvilket som helst af de almindelige naturalisationskrav. Så sent som i sommeren 2010 blev der drejet endnu en gang på knappen, da man forhøjede kravene til tidsubegrænset opholdstilladelse gevaldigt. Den er nemlig en forudsætning for at opnå statsborgerskab. Siden den nye stramning har kun ganske få personer opnået tidsubegrænset opholdstilladelse, Udlændingeservice har netop Det er indlysende, at flygtninge ligesom statsløse har et særligt behov for at opnå statsborgerskab i deres nye hjemland. De er ikke kommet hertil frivilligt, og de har fået vurderet og anerkendt deres behov for beskyttelse i Danmark. Michala Clante Bendixen fyret 40 medarbejdere, som sad med de sager. Og allerede inden den seneste stramning var antallet stærkt faldende, især for herboende flygtninge. Navnlig to af kravene giver problemer for flygtninge og det gælder både for at opnå tidsubegrænset ophold og statsborgerskab. Det ene er sprogkravet, hvor man nu kræver bestået Dansk 3 med mindst karakteren 4 efter den nye skala. Denne prøve vil aldrig nogensinde kunne bestås af en flygtning (eller statsløs) som er analfabet, har få års skolegang i hjemlandet eller lider af PTSD. Det er ikke bare et spørgsmål om den enkeltes indsats, det er også selve opbygningen af danskuddannelsen, som forhindrer det. Det andet problem er kravet om selvforsørgelse: For at opnå tidsubegrænset ophold skal man have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse de seneste 2 ½ år, og for at blive statsborger have været selvforsørgende i de seneste 4 ½ år. Det udelukker reelt personer med deltidsjob eller sæsonarbejde, studerende, arbejdsløse, sygemeldte, pensionster og personer på rehabiliteringsprogram. Alene disse to krav forhindrer de fleste flygtninge i at opnå statsborgerskab fremover. Men der stilles såmænd også krav omkring kriminalitet, gæld til det offentlige, afgivelse af eventuelt tidligere statsborgerskab og ikke mindst beståelse af Indfødsretsprøven, som selv indfødte danske gymnasieelever har svært ved at bestå. Tidshorisonten er også et problem i sig selv, idet man først kan ansøge om statsborgerskab efter 9 år (8 år for flygtninge) og erhvervelse af tidsubegrænset ophold. Kravene til selvforsørgelse og fuldtidsbeskæftigelse betyder, at mange må vente endnu længere på at opfylde alle krav på det rigtige tidspunkt. Det er indlysende, at flygtninge ligesom statsløse har et særligt behov for at opnå statsborgerskab i deres nye hjemland. De er ikke kommet hertil frivilligt, og de har fået vurderet og anerkendt deres behov for beskyttelse i Danmark. Det betyder for de flestes vedkommende, at deres eventuelle tidligere statsborgerskab er ubrugeligt. De har brug for, både følelsesmæssigt og praktisk, at blive anerkendt som borgere i deres nye land, så snart de selv er parat til det. To aspekter er særligt vigtige for flygtninge: Tryghed for at kunne blive her i fremtiden, og mulighed for at deltage i demokratiet ved at stemme til Folketingsvalg. To ting, som for en flygtning ofte repræsenterer det modsatte af, hvad hun har oplevet i sit hjemland og under sin flugt. For børn af flygtninge, som enten er kommet som små eller født her, er statsborgerskabet også utroligt vigtigt. De har et stærkt behov for at føle, at de virkelig hører til her, og ikke i forældrenes hjemland. Det er svært nok i sig selv at vokse op med to kulturer og i en stemning af ikke at være ligeså god som de etniske danskere. Anbefalinger: Statsborgerskab bør være en rettighed, som man har krav på, og som kan opnås når en række helt konkrete krav er opfyldt, og ikke som nu tildeles af Folketinget på lovforslag uden begrundelse for afslag Nye borgere skal opfordres og hjælpes til at opnå statsborgerskab, idet dette er fremmende for en positiv integration De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes, således at man som udgangspunkt opnår dette automatisk efter 5 års midlertidig opholdstilladelse (permanent opholdstilladelse er en forudsætning for at søge om statsborgerskab) Lidt om Michala Bendixen Michala Bendixen har arbejdet mange år for flygtninges rettigheder, både som debattør og som rådgiver. Stiftede og nedlagde i sin tid Asylpolitisk Netværk i SF sammen med Trine Mach, stadig aktiv i Komiteen Flygtninge Under Jorden og Eva Smiths kampagne Asylbørnene Ud Nu Efter de gældende regler kan man, selvom man er født her i landet, ikke søge før man fylder 18. Man skal opfylde samme kriterier som alle andre med undtagelse af beskæftigelseskravet, hvis man har gået i skole uden afbrydelser på ansøgningstidspunktet. Udover de indlysende problemer af mere juridisk art i forhold til rettigheder og konventioner, udgør den gældende praksis et stort problem for integrationen og inklusionen. Et stigende antal mennesker vil opleve at få afslag, på trods af at de har levet størstedelen af deres liv her i landet og hører ligeså meget til her som enhver etnisk dansker. Man oplever, at målet hele tiden flytter sig foran én fordi loven løbende bliver strammet og at selvom man gør alt, hvad samfundet forventer af én, får man aldrig anerkendelse for det. Det skaber naturligvis en berettiget følelse af eksklusion, diskrimination og fremmedhad til stor skade for alle borgere, nye som gamle. Kravene er for længst kommet ud af proportioner, og i stedet for at skabe et incitament til at lære dansk og klare sig selv, er de blevet en uoverstigelig barriere for den anerkendelse og menneskeret, som et statsborgerskab også er. Krav til sprogkundskaber, viden om det danske samfund, tilknytning til arbejs- eller studieliv bør være reelt mulige at opfylde for alle, der gør deres bedste Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse Dobbelt statsborgerskab bør tillades, idet det fremmer integrationen og har en række praktiske fordele Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre, idet de har et særligt behov (sådan som Flygtningekonventionen foreskriver) Af Maria Bøegh-Lervang, mbl@cevea.dk Hvad er dine tre vigtigste målsætninger som ny direktør for Cevea? Jeg er blevet ansat til at få Cevea op i gear og tage os til det næste niveau. Det er det, jeg skal måles på og som jeg tager konsekvensen af, hvis det ikke sker. De konkrete målsætninger er derfor, at vi i højere grad sætter de dagsordener, der kan trække Danmark i den retning, vi ønsker, at vi skaber en større platform for progressiv idéudvikling, debat og meningsdannelse, og at vi får styrket vores fundament, så der ikke er tvivl om, at Cevea også eksisterer om 10 år. Vi skal være en letbenet sværvægter i Danmark, men også inden vi er nået dertil slå over vores vægtklasse. Ceveas nye direktør Kristian Weise Hvordan vil du sikre, at Cevea kan rejse penge til at realisere disse målsætninger? Og at tænketanken fortsat vokser? Vi går den projektorienterede vej. Vi har ingen rig arving eller andre, som kan udstede en blankocheck og finansiere alt det, vi synes er interessant. Så vi skal i stigende grad lave analyse- og uddannelsesprojekter, der ligger i forlængelse af vores ide- og værdigrundlag, men som samtidig kan vække interesse hos nuværende og nye samarbejdspartnere, så de vil skyde penge i dem. Det går det heldigvis fremad med. Derudover skal vi skabe nye former for partnerskaber, som kan understøtte og styrke vores arbejde, og få nye typer af organisationer og foreninger også meget gerne private virksomheder med på Cevea-vognen. Vi skal ikke være kommercielle, men må tænke i hvad der er finansiering til. Og dermed også til tider være benhårde i vores prioritering. Hvis du skulle kaste et blik i krystalkuglen, hvor ser du så Cevea om fem år? Hvad er din drøm for Ceveas fremtid? Om fem år har vi forhåbentlig været med til at holde en genvalgt centrum-venstre regering på sporet og hjulpet dem med at udvikle ideer, der har fremmet frihed, lighed og fællesskab. Vi har provokeret, når vi skulle. Og vi har rykket den måde, der bliver tænkt og diskuteret politik på i Danmark. Vi bliver set som en kritisk-konstruktiv spiller, der både leverer visioner og konkrete løsninger. Som organisation er vi blevet væsentlig større, har udvidet vores aktiviteter og fået flere ansatte. Vi er en fast bestanddel af den danske meningsdannelse og indgår i den internationale debat samt netværk, som betyder, at vi kan trække de meste interessante udenlandske eksperter til landet som

7 12 VISION VISIONTEMA For det første skal Cevea holde regeringen på den rigtige kurs. For det andet skal vi hjælpe med at udvikle de ideer og politiske løsninger, som regeringen skal arbejde for. Der er en risiko for, at den hurtigt vil blive fanget i ministeriernes bureaukratiske spindelvæv og dermed miste den gnist, som der skal til for at tænke nyt. Kristian Weise DEMOKRATISK DANNELSE???? gæsteanalytikere, oplægsholdere og lignende. Derudover er drømmen, at Cevea enten om fem år eller lidt senere, har været med til fundamentalt at ændre den politiske diskurs og udvikling i Danmark. Efter 3-4 årtier, hvor det kun er blevet mere borgerligt, er et skifte om noget påtvunget. Vi har brug for et paradigmeskifte i den økonomiske politik, skabelsen af et nyt DeltagerDanmark i form af et spirende civilsamfund, og en sikring af fortsat social fremgang for alle. Du har nu fået både en uddannelseschef og en analysechef som kolleger. Hvad vil du så prioritere fremover? Hvad bliver de næste chefer og medarbejdere, som du vil ansætte i Cevea? De næste ansættelser skulle gerne være en eller flere analytikere. Udover de nævnte har vi allerede et par projektansatte, der hjælper med analyser og aktiviteter, men for en tænketank som os, er det helt afgørende, at vi får større analysekapacitet. Der ligger en masse arbejde og venter, som kræver koncentreret tankekraft på daglig basis. Derefter ser jeg gerne, at vi kan udvide og professionalisere hele vores sekretariat med både flere folk til Menningsdannerskolen, til VISION og til støttefunktioner, ikke mindst som kommunikation og pressehåndtering. Danmark har fået en ny regering. Samtidig har Politiken også stiftet en ny tænketank, Kraka, og i forvejen har vi AE-Rådet? Er der så overhovedet brug for Cevea? Ja, bestemt. For det første skal Cevea holde regeringen på den rigtige kurs. For det andet skal vi hjælpe med at udvikle de ideer og politiske løsninger, som regeringen skal arbejde for. Der er en risiko for, at den hurtigt vil blive fanget i ministeriernes bureaukratiske spindelvæv og dermed miste den gnist, som der skal til for at tænke nyt. Derudover er Kraka og AE-Rådet jo noget helt andet end os. Kraka tror, at der findes interessefri og objektive sandheder om hvordan, samfundet skal se ud. At der ikke længere er nogle modsætninger i samfundet. De mener derfor også, at flere grå regnedrenge og modelfremskrivninger er alt, hvad der er brug for i indsatsen for at finde de rigtige løsninger. Det er meget langt fra den måde, vi ser verden på. AE laver utroligt gode analyser omkring særligt beskæftigelse og den økonomiske situation. Dem har jeg meget stor respekt for og der er ingen grund til, at vi forsøger at gå dem kunsten efter. Vi arbejder i stedet med et bredere sæt af dagsordener og faglige tilgange. Og så tager vi altid udgangspunkt i det idepolitiske. Derudover har vi jo uddannelse af meningsdannere, vores tidsskrift og en masse offentlige arrangementer, som ingen af de andre har. Og hvad betyder den politiske udvikling for Cevea? Kan man f.eks. forvente et mere venstreorienteret skifte efter det kommende valg? I Cevea definerer vi ikke os selv og vores arbejde i forhold til højre-venstreskalaen. Så vi har ikke som noget selvstændigt formål, at rykke den ene eller den anden vej. Det er idealerne og værdierne, der er i fokus. Så med en ny regering er det man kan forvente, at vi skruer op for de konkrete bud på, hvordan der kan føres en politik i Danmark, som fremmer frihed, lighed og fællesskab. I den sammenhæng vil vi både påpege det, hvis regeringen går i den forkerte retning samt give gode ideer til, hvordan den kan sikre den rigtige kurs. Men valget af en ny regeringen ændrer som sådan ikke på det arbejde, vi skal lave. For grundlæggende set er det jo ikke politikerne, hvad end de er i regering eller opposition, som bestemmer den overordnede politiske udvikling. Det er den måde, der bliver talt om samfundet på. Og der er det fortsat vores rolle, at flytte opfattelsen væk fra, at økonomi trumfer alle andre prioriteter, at skat er en byrde og at ulighed skaber dynamik. Cevea har fra starten bygget meget på frivillig arbejdskraft. Hvilken rolle ser du for de mange aktive frivillige fremover? Vi er i gang med en professionaliseringsproces, der indeholder at vi skal have flere ansatte. Men det betyder ikke, at vi ikke fremover også skal have dygtige og engagerede frivillige. Cevea er skabt og udviklet af frivillige. Og det er et udgangspunkt, jeg vil holde fast i. Hele ideen med Cevea er jo at skabe en infrastruktur for idéudvikling. Så det er et selvstændigt mål, at vi fortsat engagerer flere og flere frivillige i vores arbejde. Vi skal være et åbent hus, hvor folk kommer og skaber ting sammen. At vi har kunnet gør det hidtil, er jo netop en af vores successer: fra analyser om privatskoler over Ulighedens Topmøde til Progressiv Meningsdanner. Alt sammen er det noget, vi som er skabt på frivillig basis. Fremover vil de frivilliges rolle afhænger af hvilken del af vores arbejde, de indgår i. Men en generel ting er, at noget af det frivillige arbejde nok vil blive mere opdelt. Jeg kan i hvert fald godt se for mig, at man nemt kan indgå i nogle mindre analysegrupper, deltage i særlige uddannelsesaktiviteter og særudgaver eller webdebatter af Vision. Endelig vil vi stadig give frivillige stort ansvar, eksempelvis som projektledere på flere af vores nye ideer og satsninger. Mange vil nok beskrive dig som en ægte kosmopolit, med opvækst i udviklingslande, studier i udlandet, og flere års ansættelse arbejde i Bruxelles. Senest kommer du fra en stilling som sekretariatsleder i Europa-Parlamentet. Hvad giver disse erfaringer dig i forhold til stillingen som direktør i Cevea? I bund og grund giver de et internationalt perspektiv på mange af de problemstillinger, vi arbejder med. Og det er vigtigt. Det giver jo ikke nogen mening, at tale om ulighed, fremtidens arbejdsmarked eller finanskriser uden at forholde sig til de internationale tendenser. Og så giver det et netværk, som gerne skulle komme Cevea til gode. Forhåbentlig kan vi allerede i den kommende tid præsentere folk i Danmark, hvis skarpe analyser og nye ideer ellers ikke ville have kommet hertil. Så alt i alt skulle mit internationale aftryk gerne være, at vi er på forkant med dagsordenen, vi ellers ikke ville være. INVITATION Den 7. oktober fra afholder Cevea reception for at markere sin 3-års fødselsdag og udvidelsen af sekretariatet. Det foregår i Vartov, Farvergade 27, 1463 København K. Alle er velkomne og vi håber at se så mange af VISIONs læsere som muligt. TEMAINTRO VISION sætter fokus på demokratisk dannelse. Demokrati, medborgerskab og folkeoplysning er temaer, der løbende kommer på dagsordenen. Der findes mange årsager hertil, men nogle af dem skyldes, at der er et pres på det nationale demokrati og de kendte institutioner. Presset skyldes den stigende globalisering og europæisering. Det udfordrer medborgerskabet: politisk underskud, svigtende deltagelse i institutioner, mv. Disse sygdomssymptomer viser en tendens hen mod, at befolkninger bliver styret mere af forbrugerisme og egoisme end fællesskab og fælles samfundsforståelse. Idépolitisk debat i din organisation? Tema-sektionen er placeret midt i bladet lige til at tage ud. Hvis du eller din organisation ønsker at modtage et oplæg af dette eller tidligere temaer, så skriv en mail til abonnement@cevea. dk. Tidligere temaer inkluderer bl.a. working poor, fagbevægelsen, erhvervspolitik og feminisme. Dette nummer af VISION sætter fokus på demokratisk dannelse eller mangel på samme. VISION sætter demokratisk dannelse under luppen ved bl.a. at sætte fokus på, at vi som samfund skal stille krav til deltagerdemokratiet (Demokrati på skrump, side 14). Men udover krav, hvordan sikres det så, at danske borgere tager del i samfundets udvikling? Et forslag til at sikre demokratisk vanedannelse er uddannelse (Demokrati er en vanesag, side 25). Et andet forslag er, at politikerne i langt højere grad skal afspejle befolkningen (Det elitære demokrati glemmer arbejderne, side 23). TEMAINDEKS 14 Demokrati på skrump Af John Meinert Johansen, forretningsfører i AOF 15 Hvor er debatten om EU? Af Claus Larsen-Jensen, Direktør i Fagligt Internationalt Center 16 Integration i folkeoplysningens tjeneste Af Jonas Ruban Agersnap 18 Optaget af grænser Af Martin Ejner Olsen Grunz 21 Borgerlig kulturkamp og opgør med det kulturradikale dannelsesprojekt Af Malthe Mikkel Munkøe 23 Det elitære demokrati glemmer arbejderne Af Jonas Ruban Agersnap 25 Demokrati er en vanesag Af Martin Petersen 27 Taxa-chauffører danner demokrati Af Jeppe Jensen

8 14 Tema DEMOKRATISK DANNELSE 01/ Demokrati på skrump Demokratiet er på skrump. Danskerne er ikke længere borgere, men derimod forbrugere. Vi skal stille krav om deltagelsesdemokrati, vi skal nægte at blive flyttet fra borger til forbruger, mener forretningsfører i AOF Danmark, John Meinert Jakobsen, der ser folkeoplysningen som smeltedigel for en folkelig debat om demokrati. Hvor er debatten om EU? Debatten om EU er manglende i den danske offentlighed. EU er reelt i dag det idemæssige ophav til alle politiske områder, som præger alle lande i Europa. Der er brug for et mere offensivt europapolitisk lederskab, mener Claus Larsen-Jensen, direktør i Fagligt Internationalt Center. Direktør i Fagligt Internationalt Center, Claus Larsen-Jensen, mener, at de folkevalgte bør udvise et mere europapolitisk lederskab. Af John Meinert Jacobsen, forretningsfører i AOF Danmark. Udedemokrati Danmark deltager sammen med andre vestlige lande i initiativer, der skal fremme demokrati i en række lande. Aktionerne strækker sig fra militær indgriben, boykot, diplomatiske skridt til bistand. På den internationale scene fremstår Danmark sammen med de øvrige nordiske lande som en af demokratiets højborge. Vi fremstår også som et land hvor få har for meget og færre for lidt, som en konsekvens af det stærke demokrati fostret et stærkt fællesskab, der har skabt grobunden for et Velfærdsdanmark, hvor vi tager hånd om hinanden. Hjemmedemokrati Men et er udebanen noget andet er hjemmebanen. Hvis vi ser på det seneste årti, så har demokratiet været på skrump. Vi fik en strukturreform, hvor der blev væsentligt færre kommuner, og dermed selvfølgelig også meget, meget større kommuner. Afstanden mellem borger og politikerne er blevet betydelig større. Der er næppe tvivl om, at der var behov for en strukturreform, men debatten om den demokratiske indflydelse var ikke voldsomt fremtrædende i drøftelserne. Vi fik så også 5 regioner, der især skulle tage sig af sygehusvæsenet, dog uden at have skatteudskrivning, som mulighed. Dvs. de skulle styre et sygehusvæsen, hvor et regeringsflertal bestemte de økonomiske rammer og kravene. En opgaver, som regionerne de facto har løst. Nu vil regeringsflertallet så afskaffe regionerne til fordel med nogle universitetshospitaler med bestyrelser. Jo demokratiet er på skrump. Fra borger til forbruger Men der, hvor demokratiets største skrumpning er sket, er, at regeringsflertallet har flyttet befolkningen fra borgerrollen til forbrugerollen. Det har ført os fra et vi-samfund til et jeg-samfund. Er jeg utilfreds med mine børns skole, så vælger jeg blot en anden frem for at bruge demokratiet til at skabe en bedre skole, tilsvarende med sygehuse og mange andre områder. De første skridt til at ændre velfærdssamfundet der hviler på fællesskabet til Forsikringsdanmark er taget. Hvis vi ikke får styrket borgerrollen, så ser det sort ud for fremtidens Danmark. Demokratiet skal folde sig ud, så flere tager del i det. Det er den modrevolution, der skal skabes. Vi skal stille krav om deltagelsesdemokrati, vi skal nægte at blive flyttet fra borger til forbruger. Vi skal have demokratiudvikling sat på dagsorden, for med Poul Henningensens ord: Gøre væsentlige emner til samtalestof mellem almindelige mennesker Derfor skal folkeoplysningen på banen vel og mærke i en ny form, for også folkeoplysningen har været underlagt forbrugerrismen folkeoplysningen har metoderne, og de skal bringes i anvendelse, så folkeoplysningen kan blive smeltediglen for en folkelig debat om demokrati. John Meinert Jacobsen Hvorfor så lige folkeoplysningen? Det skal vi, fordi det er folkeoplysningens inderste væsen at gøre de væsentlige emner til samtalestof mellem almindelige mennesker, og fordi det er i folkeoplysningen, at danskerne mødes på tværs af alle de skel, som der eller er mellem os: rang, stand, uddannelse, bopæl m.v Oplysningsforbundene er gået sammen om sætte demokratiudvikling på dagsorden, og AOF vil naturligvis gøre det på sit idégrundlag: AOF skal gennem sin virksomhed i overensstemmelse med arbejderbevægelsens idégrundlag virke for at udbrede viden og forståelse for værdier af samfundsmæssig og kulturel karakter, herunder om det internationale samarbejdes betydning. AOF skal på samme grundlag medvirke til en udbredelse af demokratiet i samfundet og stimulere til interessen for aktiv medvirken i samfundets organisation. Nu har vi haft Folketingsvalg, og billedet af valgkampen var, at blå blok kører massivt på at nedgøre rød blok det er ikke nogen demokratisk valgkamp. Det er endnu et pejlemærke på, at demokratiet er på skrump, men også at blå blok tror, at folket er dumt og uvidende. Vi skal simpelthen have et folkelige oprør FOR demokratiet, og erindrer os Hal Kochs ord: Demokratiet kan aldrig sikres netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer som et sindelag, der ikke erhverves én gang for alle, men som skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet. Det er folkeoplysningens kerneopgave, og den har vi forsømt i alt for mange år, men vi skal have nyformuleret folkeoplysningen og det opdragelsesarbejde er iværksat. Af Claus Larsen-Jensen, direktør i Fagligt Internationalt Center I 40 år har vi i Danmark diskuteret, hvordan danskerne kan få en større interesse for EU og det europæiske samarbejde. De første mange år var debatten præget af konflikten om ja eller nej til EU. Dernæst fulgte konflikten om ja eller nej til traktater og forbehold. Den konflikt popper op, hver gang, der er folkeafstemning. Debatten om EU har imidlertid ændret karakter gennem de sidste år. Det store flertal af partier er i dag klart tilhængere af Danmarks medlemskab af EU. EU-modstanden er i dag koncentreret på de politiske yderflanker, ført an af Dansk Folkeparti med en meget nationalistisk tilgang. EU er ikke længere samme konfliktstof som tidligere, så længe der ikke er folkeafstemninger, eller når DF skal betales af VK med øget grænsekontrol, som led i et forlig om efterløn. Der er politisk og debatmæssigt sket en vis normalisering af debatten om europæiske spørgsmål. Partier, organisationer, kommuner, regioner m.fl. forholder sig løbende aktivt til konkrete europæiske samarbejdsområder på samme måde, som de forholder sig til indenlandske forhold. Er det godt, er man for. Er det skidt, så forsøger man at ændre det, eller er imod. Den normalisering er positiv, for der er jo ingen mening i, ikke at vurdere Europa-politiske spørgsmål på samme måde som hjemlige og globale spørgsmål. Politik er i dagens verden flerdimensionel fra det lokale til det globale. Derfor skal debatten også følge samme mønster. De folkevalgte skal vise et mere offensivt europapolitisk lederskab Hvordan er det så med befolkningens engagement i europæiske spørgsmål? Stemmeprocenterne har generelt været høje ved folkeafstemninger. Deltagelsen i valg til Europa-Parlamentet for lave, men alligevel pæn i 2009 sammenlignet med andre lande, hvad dog kan skyldes afstemning om kongehuset samtidig. Det kan også sagtens lade sig gøre at engagere folk i diverse debatter om europæiske spørgsmål, som de finder relevante for dem selv, mens mere generelle debatter om EU ikke er det store tilløbsstykke noget sted. Der er ellers nok at forholde sig til. EU er reelt i dag det idemæssige ophav til alle politiske områder, som præger alle lande i Europa uanset om de er medlem af EU. Landene hænger i dag så tæt sammen, at alle er afhængige af hinanden. Alle lande Hvis danskerne skal engagere sig mere i debatten herom, så skal de folkevalgte vise et mere offensivt Europa-politisk lederskab, hvor vigtige europapolitiske spørgsmål sættes til bred debat i sammenhæng med de løsninger, der foreslås i Danmark. Og hvor vi klart formulerer, hvad vi selv vil i Europa. Og der skal gøres op med den frygtsomme tilgang, som ofte præger. Claus Larsen-Jensen selv de store er for små til ikke at være forenede i Europa i forhold til andre globale aktører: Kina, Indien, USA. Krisen har for alvor udstillet Europas svagheder: gæld, arbejdsløshed, manglende innovation, for lavt uddannelsesniveau, flere ældre og færre til at finansiere velfærdssamfundet, mangel på energi, brug for omstilling til smart, grøn og social udvikling. Hvis danskerne skal engagere sig mere i debatten herom, så skal de folkevalgte vise et mere offensivt Europa-politisk lederskab, hvor vigtige europapolitiske spørgsmål sættes Fakta om Claus Larsen-Jensen Direktør i Fagligt Internationalt Center siden 2005 Formand for Europanævnet siden 2005 Medlem af Social Affairs Committee i SOLIDAR MF(S) og Formand for Folketingets Europaudvalg International Sekretær i SID (nu 3F) til bred debat i sammenhæng med de løsninger, der foreslås i Danmark. Og hvor vi klart formulerer, hvad vi selv vil i Europa. Og der skal gøres op med den frygtsomme tilgang, som ofte præger. Sættes der en politisk ramme, som ikke kun handler om ja eller nej til noget bestemt, så vil det også være muligt at få befolkningen engageret. Så kan oplysningsforbund og mange andre spille en mere aktiv rolle. AOF, LOF, FOF, Nyt Europa, FIC og Europabevægelsen arbejder netop nu sammen med WORKZ om at finde en spændende og ny måde at debattere Europas udfordringer. Europanævnet støtter en lang række oplysningsprojekter. Folketingets EU oplysning laver et fremragende neutralt informationsarbejde. Partierne og alle folkevalgte skal have EU spørgsmål som en naturlig del af deres diskussioner med vælgerne. Medierne skal spille en mere aktiv rolle. EU og europæisk samarbejde er ikke noget, som man en gang imellem skal diskutere. Man skal diskutere politik og samfundsforhold indholdsmæssigt, og så se hvad kan løses lokalt, nationalt, i Europa og internationalt. Det ene erstatter ikke det andet. Som aktiv borger/ medborger er der derfor ingen modsætning i at være statsborger i et EU land, at få sine rettigheder udstrakt til hele Europa i kraft af et unionsborgerskab og Chartret for Grundlæggende Rettigheder i EU. I den sidste ende handler det om man har tillid til, at rammerne for EU samarbejdet er godt nok, og at man kan få indflydelse herpå. Der er masser af sådanne muligheder. Det kan også sagtens udvides. De fleste kender og bruger ikke de eksisterende muligheder. Omvendt, så skal man ikke være urealistisk i sine forventninger til, hvad folk vil engagere sig i, når det gælder EU, i forhold til hvad de engagerer sig i, hvad foregår i eget samfund. Muligheden skal være der, hvis man vil bruge den. Der skal arbejdes med at sikre tillid til EU og de folkevalgte, der repræsenterer os. Og så må vi acceptere, at med en samarbejdsform i EU, som er en blanding af overstatsligt og mellemstatsligt samarbejde, så er det svært at gøre det let gennemskueligt.

9 16 Tema DEMOKRATISK DANNELSE 01/ Integration i folkeoplysningens tjeneste Den kulturelle folkeoplysning er et af de vigtigste værktøjer i integrationen af nydanskere. Det er erfaringen i Næstved Sprog- og Integrationscenter. Her går lavpraktisk folkeoplysning hånd i hånd med de almindelige sprogkurser Underviserne Cecilie Sandberg, Agata Lubowicka og Lene Eriksen ved Næstved Sprog- og Integrationscenter mener, at den kulturelle folkeoplysning er et af de vigtigste værktøjer i integrationen af nydanskere. Af Jonas Ruban Agersnap Når udlændinge flytter til Danmark, er det ikke talens krøllede tunger, der udgør det største bump i integrationsprocessen. Det er de kulturelle normer og danskernes reserverede levevis, der er den største udfordring for nydanskerne. Det fortæller forstanderen for Næstved Sprog- og Integrationscenter, Lene Eriksen. Det er en myte, at det danske sprog er svære at lære end andre sprog. Det er i virkeligheden de danske kulturelle koder, der er sværere at lære, siger Lene Eriksen. Med udgangspunkt i den erfaring, prioriterer Næstved Sprog- og Integrationscenter den kulturelle folkeoplysning højt i integrationsprocessen. Ved siden af danskkurser udbyder de en række undervisningsformer, der tager udgangspunkt i nydanskernes behov. Indsatsen spænder derfor meget bredt. Lige fra kurser i hvordan man cykler til, hvordan man socialiserer på en arbejdsplads. Cecilie Sandbjerg, der er underviser i centret, tager rundt på flere virksomheder i Sydsjælland og laver kulturformidling. Da undervisningen tager udgangspunkt i de enkeltes behov, kan den være meget jordnær. Det kan være sådan noget som, når man banker på en dør, så siger man: Undskyld, jeg forstyrrer, fortæller Cecilie Sandbjerg. Det, der var mest spændende, var at opleve den her grundtvigianske ide om det åbne klasseværelse, hvor alle skal deltage. På den måde opstår der en udveksling i dialogen. Agata Lubowicka En blød arbejdskultur 70 procent af Næstved Sprog- og Integrationscenters kursister kommer til Danmark for at arbejde. Erfaringen med folkeoplysning om dansk arbejdskultur er derfor stor. Den danske arbejdskulturs fleksibilitet overfor det private liv kan virke stødende på selv vestlige erhvervsfolk. Det fortæller Cecilie Sandbjerg med henvisning til en situation med en tysk direktør. Der var ting, der undrede ham meget, og som han også fandt lidt provokerende. At folk går hjem klokken fire for eksempel. Det kunne han simpelthen ikke forstå. Og at der var en, på niveau med ham selv, der kunne sige: Jeg skal hente mine børn, fortæller Cecilie Sandbjerg. Næstved Sprog- og Integrationscenter er en selvejet institution. Det giver dem derfor større mulighed for at tilbyde virksomheder selvstændige undervisningsydelser. Kursister på Næstveds Sprog og Integrationscenter I sidste uge af februar 2011 havde NSI 499 kursister, og de fem mest talstærke lande var: Polen, Thailand, Irak Afghanistan og Bhutan. I alt var 67 lande repræsenteret på sprogcenteret. Kilde: Næstveds Sprog- og Integrationscenter Næstved Sprog- og Integrationscenter har desuden lavet flere små bøger og informationsfoldere. Ideen bag udgivelserne er igen den brugerorienterede folkeoplysning. De omhandler emner som det danske arbejdsliv, retssystemet og cykling. De reserverede danskere Ensomhed er et af de større problemer for centerets kursister. Og udfordringen med den reserverede danskhed kan være højere i provinsen end i de større byer. Når man sidder på en café i Næstved, så kommer folk ikke hinanden ved. Det ville jo være utænkeligt på en café i København eller Berlin, siger Lene Eriksen. Hun påpeger dog, at der også er fordele ved at lade integrationen foregå i provinsen, da den lavere koncentration af nydanskere fordrer en større tilpasning. Mange kursister bruger derfor centeret som et socialt mødested. Ensomheden gør, at kursisterne prioriterer undervisningen højt. Sidste vinter havde vi kursister, der cyklede gennem snestorme for at komme til danskundervisning om aftenen. Ensomheden blandt dem der immigrerer er meget stor, hvis de ikke søger et netværk. Det er også derfor, flere af dem gerne vil bo i nærheden af de andre, fortæller forstanderen. Hun betragter dog ensomheden som et generelt problem blandt nytilflyttere. Mange af de mennesker vi har her i huset, har det ikke særligt godt - og der tænker jeg ikke kun på flygtninge, men også helt almindelige mennesker. Jeg tænker for eksempel på sygeplejersken, der rejste hjem på grund af ensomhed. Hver gang der er et menneske, der flytter fra sit hjemland, så er der jo et identitetstab, siger Lene Eriksen. Den danske undervisningsmodel Mødet med den danske undervisningsform er i sig selv en del af integrationen. Formidling i det åbne klasseværelse, som vi kender det fra hele uddannelsessystemet, lærer kursisterne, hvad deres børn møder i deres skoler. Jeg tænker også, at min undervisning rækker ud over det, der foregår i undervisningslokalet. De lærer at forstå, hvad der sker i deres børns klasser, siger Cecilie Sandbjerg. Den danske undervisningsform kan i sig selv være en udfordring at acceptere, når man kommer fra et land, hvor der er mere autoritet overfor underviseren. Det fortæller Agata Lubowicka, der underviser i sprog- og integrationscenteret. Hun stammer selv fra Polen og forstår derfor mødet med den specielle formidlingsform. Nogle gange støder det mig lidt, men jeg opfatter det stadigvæk som noget berigende. Noget som fremmer tolerance, fortæller Agata Lubowicka. Hun fremhæver dog den åbne undervisningsform som en generel styrke i formidlingen. Det, der var mest spændende, var at opleve den her grundtvigianske ide om det åbne klasseværelse, hvor alle skal deltage. På den måde opstår der en udveksling i dialogen, siger Agata Lubowicka, der underviser i sprog- og integrationscenteret.. Et dynamisk supplement Det alsidige tilbud af undervisning er ifølge Lene Eriksen ikke kun til gavn for kursister og virksomheder, men også for undervisningsinstitutionen selv. Grundlæggende er det en dansk uddannelsesinstitution, men vi ser, at sideaktiviteterne er med til at gøre vores undervisere dygtigere og forbedre vores grundundervisning, fortæller Lene Eriksen.

10 18 Tema DEMOKRATISK DANNELSE 01/ Optaget af grænser TYPE Bikere, arbejdere, landsforrædere og autonome befolker Dy Plambecks nye roman Gudfar. Helt imod tendensen hos hendes jævnaldrende forfatterkolleger dykker hun ned i fortiden og skriver uforbeholdent fiktion. Af Martin E. O. Grunz, mg@cevea.dk Dy Plambeck er optaget. Hun vender hele tiden tilbage til ordet, når hun forklarer, hvorfor hun skriver om motorcykelfreaks og landssvigere. Hun blev optaget af det. Af bikerne, da hun gennemgik hendes onkels gamle ungdomsbilleder. Det kom der Uffe, den centrale person i Gudfar ud af. En beskidt langhåret 1970er biker, der finder fællesskab i klubben Spitfire. Dér konkurrerer gutterne med andre klubber om at stjæle hinandens veste, den påkrævende uniform, som udover klubmærket bærer påsyede vinger. Vingerne er medaljer, der viser under hvilke omstændigheder vestens ejer har givet kvinder oralsex. Jeg besøgte min onkel som bor ude i Københavns Nord-Vest kvarter med udsigt til det nye ungdomshus på Dortheavej og det satte nogle tanker i gang. Først om dengang jeg selv var med i det autonome miljø. Min onkel var ved at rydde op i gamle fotografier fra hans motorcykeltid. Og så begyndte han at fortælle om den tid. Jeg har brugt hans fortællinger i bogen. Om bikerne og miljøet. Det var noget med at drikke en masse øl og få de dér vinger. Det var noget med at være beskidt, smøre sig ind i fedt og olie. Peace and love og kæberaslere Bikerkulturen kom til Danmark i 1960erne, før hippierne og flower-power. Læderjakker eller vilde engle blev de kaldt dengang. Men de foretrak altid selv at kalde sig for bikere. Det var motorcyklerne kværnene det handlede om. Når der ikke blev kørt ture eller holdt træf, så blev maskinerne plejet og gejlet i klubhusene. Hvor kværnene var nypudsede, var bikerne derimod snuskede. Langt hår, beskidt tøj ja, alt hvad der faldt udenfor almindelig dannelse dyrkedes i klubberne. I fritiden. For de fleste bikere skulle på arbejde. Det skal de også i Dy Plambecks Gudfar. De mennesker, som jeg skriver om, kommer fra en arbejderbaggrund. Dem, der typisk gik ud af 7. eller 9. klasse og fik en læreplads. Det stod klart for mig, at Uffe ikke er sådan et menneske der ender med at blive akademiker. Det ville jeg gerne skildre, for det gør hans guddatter Petring måske. Hun læser Rimbaud og vokser op og går i gymnasiet. Hun kan ende med blive akademiker. Det er dét, der gør at Uffes og hendes adskillelse bliver sat i gang. Også hippierne havde ofte akademiske baggrunde, eller i hvert fald akademiske interesser. Men var der forskelle på fællesskabet hos blomsterbørn og hos læderjakker? Jeg tror, at det var lidt af det samme og så selvfølgelig alligevel ikke. For bikerne var ikke politisk interesserede på samme måde som hippierne. Hverken med hensyn til ambitioner eller ideologier. Sådan som jeg har oplevet bikerne, så samlede de sig om fællesskabet og frihedsfølelsen omkring motorcyklerne. Hvorimod hippierne nok mere samlede sig om en politisk interesse. Alligevel var der mange ligheder. Min onkel fortalte, at bikerne syntes at hippierne efterabede dem ved at begynde at få langt hår og gå sjældnere i bad. De røg også alle sammen helt vildt meget hash. I det hele taget gjorde de mange ting som var anderledes i forhold til almindelig dannelse og pli. Der blev løftet øjenbryn. Men jeg tror, at deres tilgang til verden var forskellig. Begge grupper var imod det som bikerne kaldte for borgerdyrene. Men hvor bikerne reagerede med en aggressivitet, dér søgte hippierne mere en fredsfølelse. Peace and love hvor bikerne ville have slagsmål. Der er mange ting jeg ikke har beskrevet i Gudfar. For eksempel bikernes usympatiske forhold til indvandrere. Dem kaldte de for spaghettierne, opsøgte dem og tæskede løs på dem. De overfaldt dem på gaden. Den problemstilling er jeg ikke gået ind i. I Gudfar beskriver jeg mere en flok drengerøve, der er på træf, og ryger vildt meget tjald og drikker mange øl og så slås med de andre klubber. Jeg tror helt sikkert, at man også bliver til og dannet af at finde nogen eller noget at stå i opposition til. Samtidigt med at man bliver dannet som menneske af at være sammen med nogen og være i en gruppe. Dy Plambeck Optaget af fortiden Forfatter årgang Så kan læseren næsten med sikkerhed regne med, at bogen foregår i samtiden, og baserer sig på kunstnerens egne oplevelser. Men Dy Plambecks forfatterskab byder på gammeldags fiktion. Jeg tror, at jeg altid har været optaget af fortiden. Også mere end af fremtiden. Science fiction har aldrig rigtigt optaget mig. Det har i stedet for været, hvad der har foregået, og hvad der har været. Det kan selvfølgelig være angstprovokerende at skrive om en tid, hvor man ikke engang har levet og derfor intet ved om. Men det er jeg blevet nødt til at give slip på, når jeg har skrevet om 1950erne og 70erne, hvor jeg jo ikke selv har levet. Jeg fandt nogle tidsmarkører, og så læste jeg selvfølgelig nogle bøger om bikere foruden at tale med min onkel, som det hele udsprang af. Dér fik jeg meget af den der stemning der var i tiden. Jeg har ikke tænkt over det som en hæmsko, fortæller Dy Plambeck. Indlevelsen er stærk i Dy Plambecks beskrivelser af bikermiljøet som en subkultur. De vilkår som outsidere har, fornemmes som vigtige for hende. Som et apropos om at det almene netop kun er alment, og ikke fuldt dækkende. Bikeren Uffe har hun udstyret med en baggrund som, med blandt andre Knud Romer og Julia Butschkow, er blevet lidt af en litterær tendens i de senere år: Tyske livserfaringer i Danmark. Det er håndteringen af arven fra nazi-tiden i det umiddelbart fordragelige Danmark, der har fået et moderne skriftligt udtryk. Hos Plambeck er det gennem Tenna, Uffes mor, som efter befrielsen i 1945 bliver dømt for landsforræderi. Jeg har ikke selv tyske rødder. Men jeg synes, at det er en stor en del af vores fælles historie. Det er noget man tænker tilbage på. Min generation har stadigvæk bedsteforældre der har levet under krigen. For de kommende generationer bliver det måske anderledes. For mig har det igen været dét med at se tingene fra en anden synsvinkel. At vælge at beskrive en landsforræder fremfor en frihedskæmper. Det begyndte i mine forældres hus, hvor man kan finde mange mærkelige ting. Jeg fandt en gammel avis fra 1946, med en overskrift der lød: Nazibageren fængslet for landsforræderi. Og ordet nazibageren Jeg synes simpelthen, at det var så godt. Det vakte en hel historie i mig. Når man siger befrielsen, så tænker folk på en masse glade ting. Det er lys, og noget godt, og væk med mørklægningsgardinerne. Men for mange andre var det indledningen til et levende mareridt, fortæller Plambeck. Sådan føltes det utvivlsomt for mange, der blev dømt i retsopgøret efter besættelsen. C. B. Henriques, højesteretssagfører og formand for Det mosaiske Troessamfund, kaldte efter sin hjemkomst fra flygtningelivet i Sverige landssviger-processerne for et juridisk galehus. Det officielle Danmarks holdning til hvor langt borgerne skulle gå i samarbejdet med Nazityskland var mudret. Det var en udbredt holdning ikke kun hos de dømte at politikerne gik efter at få dømt de små fisk, mens statsapparatets tilpasning til besættelsesmagtens ideologiske krigsførelse blev parkeret i Den Parlamentariske Kommission, hvis resultat først kom i det følgende årti. Tenna er sådan en lille fisk, hvis regelmæssige liv i Nordsjælland bliver revet op med rode ved befrielsen. Der lød jubelråb, da befrielsen kom, men ikke fra dem der blev hentet, smækket op på en lastbil og kørt af sted til internering. I Gudfar forsøger jeg at tage dét parti. Tenna har haft et bageri sammen med sin mand, som var tysker. De har også bestyret en kantine i Værløselejren, som var under tysk myndighed. Og så kommer befrielsen 4. maj. Men jeg har ikke haft lyst til at skrive en bog om anden verdenskrig. Eller hvad der foregik dengang. Det var simpelthen fordi, at jeg faldt over det ord nazibageren. Jeg tog på lokalhistorisk arkiv og begyndte at få oplysninger, men jeg kunne ikke finde ud af, om de var blevet uskyldigt dømt eller ej? Hvad skete der? Jeg vidste ikke særligt meget om retsopgøret efter besættelsen. Jeg blev i hvert fald ikke undervist i det i skolen. Der blev vi alene undervist i, at frihedskæmperne var de gode. Jeg syntes, at det var meget stereotypt, fortæller Plambeck. Ude af samfundet Stereotyperne skriver Dy Plambeck sig gerne væk fra. I anmeldelserne af hendes bøger kan man læse, at hun giver de skæve eksistenser mæle. Men vælger man at være en skæv eksistens? Ligger der en søgen efter at være anderledes, hvis det er et valg? Jeg tror, at det er en dobbelthed. De tre hovedpersoner, der er i Gudfar : bikeren Uffe, landsforræderen Tenna og guddatteren Petring som er med i det autonome miljø - de er alle tre oprørere. Og er alle tre repræsentanter for et oprør mod samfundet, på hver deres måde. Bikerne rebellerede mod borgerdyrene, og de autonome er imod samfundet sådan helt basalt. De dømte i retsopgøret stod i en situation, hvor de blev dømt ude af samfundet. I alle tre tilfælde, bliver de en del af et alternativt fællesskab. Om det så er noget de træffer et valg om eller ej. Men generelt tror jeg ikke, at der er særligt mange, der tager et bevidst valg om, at nu vil jeg Jeg tror på, at det er alle de ting man oplever i sit liv, der er med til at danne én som menneske. Det gælder helt sikkert også de fællesskaber. Men jeg tror ikke, at det er en sådan slags dannelse, hvor man kommer færdigdannet ud bagefter. Dy Plambeck være anderledes, og nu vil jeg være imod samfundet. Jeg tror, at det en indstilling, der begynder indeni én selv, og som så kan folde sig ud mod samfundet, siger Plambeck. De oprørske fællesskaber fandt også vej til 1970ernes populærkultur. Fra klanen i Godfather, over outlaw-countryens erobring af hitlisterne til de talrige spaghetti-westerns om hævnende gunslingers, var den selvvalgte moral omdrejningspunktet. Dér passede bikernes meget synlige livsstil godt ind. Det er svært at overhøre en brølende kværn, og bikerne havde intet imod at optræde som symboler på et anderledes liv. De gik sjældent af vejen for en rask lille provokation, og viftede gerne med nazisymboler for en generation der havde oplevet besættelsen. Bikerne var klart interesserede i at være outlaws og stå udenfor samfundet. De havde ikke en eller anden overordnet politisk idé om at alle i verden skulle være bikere, eller at alle skulle være ligesom dem. De stillede sig udenfor samfundet, grinte af det og sagde: Det er her vi er og vi gør sådan her. Når de flirtede med nazisme, havde hagekors hængende i deres klubhusene og sådan, var det egentlig ikke fordi de ville bekrige mennesker. Det var en tendens til at være imod, fortæller Plambeck. At vide hvad man ikke er en del af, er vigtigt for mange subkulturer. Det gør det nemt at tage afstand fra det almene den almene fornuft og den almene dannelse, for eksempel. Det gør det også nemt at skabe og pege på alternativer. Det er netop noget af det, der gør tilhørsforholdet stærkt i subkulturer. At de ikke er så store, at de bliver mainstream. Jeg hørte engang én fra ungdomshuset sige: hvis vi ikke har nogen at være imod, så ved vi ikke, hvad vi skal lave. Jeg tror helt sikkert, at man også bliver til og dannet af at finde nogen eller noget at stå i opposition til. Samtidigt med at man bliver dannet som menneske af at være sammen med nogen og være i en gruppe, fortæller Plambech. Personlig dannelse Dannet som menneske. Ordene har en anden klang end almentdannende og dannelsesrejser, hvor formålet er at kunne begå sig i, ja - det almindelige liv. Men kan man tale om at man gennemgår en dannelsesproces ved at søge ind i subkulturer? Ja, det tror jeg. For det enkelte menneske. Det kan være et sted hvor man kan blive til på en måde. Jeg tror på, at det er alle de ting man oplever i sit liv, der er med til at danne én som menneske. Det gælder helt sikkert også de fællesskaber. Men jeg tror ikke, at det er en sådan slags dannelse, hvor man kommer færdigdannet ud bagefter. Selvom det kan være sat i system, og det er meget oplagt at man påtager sig sådan en identitet med at jeg er autonom eller jeg har de her venner og det her fællesskab. Samtidigt kan det lige så godt være omvendt, at man bare glider ind i det. Også at man vælger sine venner. Jeg tror, at det kan være begge dele også at man ikke nødvendigvis går ind i det for at blive dannet i den ene eller anden retning. Jeg tror mere, at man lærer noget om grænser. For alle fællesskaber er grænseoverskridende, slutter Dy Plambech.

11 20 Tema DEMOKRATISK DANNELSE 01/ Borgerlig kulturkamp og opgør med det kulturradikale dannelsesprojekt Demokrati er en vanesag Opbakningen til lokaldemokratiet smuldrer. Ved kommunalvalget 2009 nåede valgdeltagelsen et lavpunkt på 65,8 procent. Det er et demokratisk problem. Men hvordan kan man øge valgdeltagelsen? Kulturkampen var et af de vigtigste politiske projekter under Anders Fogh Rasmussen-regeringerne. Det demonstrerede, hvor vigtige de værdipolitiske kampe er, og hvor stor effekt formuleringen af et værdipolitisk dannelsesprojekt kan få på samfundslivet. Af Malthe Mikkel Munkøe, analytiker i Cevea Dannelse er aldrig apolitisk: for hvis værdier, hvis viden, hvis opfattelser, er det, der skal fremhæves og videreføres? Det blev tydeliggjort i den kulturradikale bevægelses kritik af datidens strenge sociale regler og normer, og 68-bevægelsens angreb på autoriteterne og de strenge hierarkier. Det blev derfor et ledemotiv for store dele af venstrefløjen at indføre et nyt dannelsesprojekt, der tillod individet at udvikle sig selvstændigt uden for den konforme kulturs snærende bånd. Og det blev atter demonstreret med den borgerlige magtovertagelse i Man kan ikke forstå Anders Fogh Rasmussens regeringstid, uden at forstå hvor vigtigt kampen om at cementere et moderne borgerligt dannelsesprojekt som alternativ til de kulturradikale og venstreorienteredes projekt stod, og hvor stor effekt kulturkampen fik på samfundslivet. Kulturkampsprojektet var allerede nøje beskrevet af Fogh Rasmussen i Fra Socialstat til Minimalstat (1993): jeg tvivler på, at vi overhovedet kan stoppe socialstatens vokseværk uden en fundamental holdningsændring i hele samfundet. Egentlig er der brug for kulturkamp. ( ) [J]eg bruger ordet kulturkamp for at understrege den altomfattende karakter af den holdningsændring, der er brug for. De vigtigste brikker i denne kulturkamp var, skrev Fogh Rasmussen videre, uddannelsespolitikken, kulturpolitikken og børneopdragelsen. At Fogh Rasmussen fortsat oplevede projektet som afgørende efter han havde dannet regering, blev understreget i et interview i Weekendavisen i januar 2003, hvor han gjorde gældende, at [d]et er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten. Opgøret med politisk korrekthed og det kulturradikale dannelsesprojekt Samfundsiagttageren Rune Lykkeberg har i sin bog Kampen om Sandhederne (2008) beskrevet udviklingen som et skifte, hvor store dele af befolkningen vendte sig mod den det uddannelses- og opdragelsesprojekt, de kulturradikale og socialdemokrater havde opbygget. Denne havde især været kendetegnende ved en kritik af småborgerligheden og manglende deltagelse i samfundslivet og demokratiet, og en generel bekymring over at konsum- og massemediesamfundet ville reducere danskerne til sløve, apatiske forbrugere. Kulturlivet og uddannelsessystemet blev set som de vigtigste elementer i arbejdet på at gøre danskerne til aktive, tænkende medborgere. Det var dette folkeoplysningsprojekt, man vendte sig imod. I sin nyhedstale den 1. januar 2002 sagde Fogh Rasmussen: Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter ( ) Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. (..) [og] som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Man skulle ikke aktivt anvende staten til at forsøge at forbedre befolkningens individuelle livsførelse og skabe deltagende medborgere. I sin tid havde kulturradikale kritiseret den politiske korrekthed for at være udtryk for bornerthed og småborgerhed. I dag kritiseres den politiske korrekthed af borgerlige for at være udtryk for de kulturradikales verdensbillede, man prøver at pådutte den brede befolkning. Et af de tydeligste eksempler var i udlændingedebatten, hvor det blev fremhævet, hvordan kultureliten fandt det fascinerende med de nye kulturer og spisemuligheder, mens det er arbejderklassen som oplever bagsiden af medaljen i form af større konkurrence om arbejdet og utryghed i mange ghettoiserede boligområder. I sin tale på det konservative landsmøde i 2005 talte kulturminister Brian Mikkelsen ligefrem om, at regeringen havde gjort op med årtier politisk korrekt meningstyranni. Den optimistiske humanisme de kulturradikale abonnerede på blev afløst af en mere kynisk og på nogle områder måske mere realistisk borgerlig opfattelse. Borgerlige aftryk på skolepolitik, kulturpolitik og udlændingepolitik Et andet element i Fogh Rasmussens kulturkamp var angrebet på relativismen. Intet er farligere end den kulturrelativisme, som hævder, at det ene kan være lige så godt som det andet, bemærkede han i Fra Socialstat til Minimalstat. Tankegangen var efter alt at dømme hentet fra amerikanske nykonservative, navnlig filosofiprofessor Allan Bloom, som der trækkes eksplicit på i bogen. De kritiserede heftigt den relativisme, der ifølge dem endte i et moralsk og intellektuelt fallit, fordi man opgav troen på at noget var bedre end andet, noget sandt og noget falsk. Denne kritik kom blandt andet til udtryk i forhold til uddannelsessystemet, da Fogh Rasmussen kritiserede rundkredspædagogikken i uddannelsessystemet ved sin tale under folketingets åbning i 2003: Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: Hvad synes du selv?. Dette blev understøttet af indførelsen af faste elevplaner, tests og lignende tiltag. I forbindelse med en debat om mulighederne for at få børn fritaget fra at bede bøn i skolen gjorde uddannelsesminister Bertel Haarder eksempelvis gældende, at han ville kraftigt opfordre til, at alle skoler i Danmark indfører morgensamling med både fadervor og salmesang. Det er en utrolig værdifuld del af vores kultur (TV2 Nyhederne 9. januar 2009). Han modererede dog senere sine betragtninger om fadervor og præciserede at børn kan blive fritaget fra det, men fastholdt sin opfordring til at morgensamlinger med salmesang. Samme tankegang lå bag et af de vigtigste elementer i kulturkampen: det af Brian Mikkelsen organiserede kulturkanon-projekt. En række udvalg blev nedsat til at udvælge de centrale hovedværker i den danske kulturtradition inden for syv discipliner. Brian Mikkelsen beskrev på et tidspunkt formålet med projektet at vække til debat, skærpe nysgerrigheden og forbedre folks mulighed for at stifte bekendtskab med de centrale dele af vores kulturarv (pressemeddelelse, 30. september 2005). I 2007 blev det i DR s public service-aftale udspecificeres, at DR er forpligtet til at formidle den danske kulturarv, og i den seneste aftale i år er det blevet yderligere indskærpet, at DR skal sikre formidlingen af den kristne kulturarv. Hvor venstrefløjen havde fremhævet, at danskerne skulle lære om ulandene og fremmede kulturer og fostre et internationalt udsyn og solidaritet med den tredje verden, blev det fremhævet at danskerne skulle kende til deres egen kulturarv. Kulturkampen blev gradvist knyttet sammen med udlændingepolitikken. Brian Mikkelsen sagde på sin tale på det konservative landsmøde i 2005, at Vi er også gået til kamp imod den multikulturelle ideologi, der siger, at alt er lige godt. Fordi hvis alt er lige godt, så er alt ligegyldigt. Og det vil vi ikke acceptere." De kulturradikale og dele af Socialdemokratiet var tilhængere af et multikulturelt samfund, hvilket de borgerlige tog skarpt afstand fra. Debatten fandt blandt andet et konkret udtryk i spørgsmålene om, hvorvidt muslimer skulle have særlige badefaciliteter, om der skulle serveres halal-slagtet kød og forbydes svinekød i offentlige institutioner, og lignende spørgsmål. Mikkelsen sagde det meget tydeligt i sin landsmødetale: [e]n middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk. Betydningen af det borgerlige dannelsesprojekt På skolepolitikken, kulturpolitikken og udlændingepolitikken blev der sat nogle klare borgerlige dagsordner. Ti år efter den borgerlige magtovertagelse har dagsordnerne og værdierne forrykket sig væk fra venstrefløjen og de kulturradikale. Der var sket en holdningsændring, som Fogh Rasmussen havde ønsket det. Kulturkampen illustrerer, hvordan man fra politisk hånd uafvendeligt kommer til at indgå i de værdipolitiske debatter. Men få har anvendt det så effektivt og proaktivt til at promovere egne værdier og opfattelser som Foghregeringerne. VISION har snakket med Rasmus Prehn, Socialdemokraternes kommunalordfører, og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet. Vi har bedt dem forholde sig til, hvordan vi øger valgdeltagelse ved kommunalvalgene. Af Martin Petersen Demokratiske in- og outsidere Spørger man Kasper Møller Hansen er det at stemme en vanesag: Der skal etableres en vane for at stemme tidligt. Det at stemme er en social handling. Det er noget du gør sammen med din familie og dit netværk. Men langt fra alle tillægger sig denne vane. Valgforsker Kasper Møller Hansens analyse af kommunalvalget 2009 viser, at man kan dele Danmark op i et demokratisk A- og B-hold. A- holdet udgøres groft sagt af de etniske danskere, de højtuddannede, de højtlønnede og kvinderne. Til gengæld udgøres B-holdet af mændene, de lavt uddannede, lavindkomstgrupperne, de socialt marginaliserede og indvandrere og deres efterkommere. Når valgdeltagelsen er lav, skyldes det blandt andet, at B-holdet deltager endnu mindre end de plejer: Forskellen mellem et A- og et B-hold er blevet større. Og vi ser et øget polarisering, hvor nogle melder sig fuldstændig ud af demokratiet. (Kasper Møller Hansen) Samtidig får strukturreformen fra 2007 en del af skylden for den lave valgdeltagelse ved kommunalvalget 2009, da han henviser til de større kommuner og nye regioner: Større enheder, så stemmer folk mindre, siger Kasper Møller Hansen. Kommunal afmagt og dræbende konsensus Strukturreformen skabte større kommunale enheder med flere opgaver. Men kommunerne er de seneste år blevet sat under stram økonomisk styring fra Slotsholmen. Regeringens krav om nulvækst begrænser kommunernes råderum. Det er usundt for demokratiet, mener kommunalordfører Rasmus Prehn. Han vil have mere frihed og råderum til kommunerne: Som det er nu, er byrådspolitikerne sat under stram styring. Kommunerne skal have mere frihed til at tilrettelægge driften og kunne planlægge fremadrettet. Mere indflydelse til byrådene vil påvirke både lysten til at stille op som kandidat og antallet af stemmer. Kommunalpolitik er ofte præget af brede forlig og konsensus. Men Rasmus Prehn peger på, at den kommunale konsensuskultur nogle gange må vige pladsen for mere debat, hvis flere borgerne skal til stemmeurnerne: Især kommunalpolitik er ofte præget af konsensus, men samtidig skal partierne skal være bedre til at vise, at de er uenige. Det vil altså sige, at hvis politikere ikke har indflydelse og noget at være uenige om, så visner demokratiet. Ungdom med sløvede sind Valgretsalderen i Danmark har siden 1978 været 18 år. Men stod det til Rasmus Prehn skulle den sænkes til 16 år. Unge mellem 18 og 29 år er nemlig også underrepræsenterede i valglokalerne. Budskabet er, at hvis de unge fik mulighed for at stemme tidligere, vil de også engagere sig mere: De unge på 16 kommer lige fra en folkeskole, hvor de har haft samfundsfag. Samtidig bor de hjemme, hvor der måske bliver diskuteret politik over middagsbordet., siger Rasmus Prehn. En valgretsalder på 16 år møder opbakning fra Kasper Møller Hansen, når det handler om at øge valgdeltagelsen: Hvis vi kun fokuserer på at øge valgdeltagelse, så er 16 år oplagt. Også fordi vi kan se, at 18-årige stemmer mere end 19- årige, som stemmer mere end en de 20 årige, som stemmer mere end en 21-årige. Hvis man ser på de udenlandske erfaringer, så har flere lande allerede indført 16 års valgret. I Østrig indførte man allerede valgret for 16-årige ved parlamentsvalg i Det samme har man gjort i Slovenien, Kroatien, Serbien-Montenegro og Bosnien, men vel at mærke kun hvis de unge har arbejde. I Ungarn har man også indført 16 års valgret, men kun for folk, der er gift. I Tyskland har man endnu ikke 16 års valgret til parlamentsvalg. Men i syv tyske delstater indførte man allerede i 1990 erne valgret for 16-årige til lokalvalg. Her viser undersøgelse af valgene, at de unge følger landsgennemsnittet hvad angår valgdeltagelse. Ifølge Kasper Møller Hansen afhænger valgdeltagelsen i høj grad af at målrette oplysning til de unge. Det er vigtigt at starte meget tidligt hos de unge. Der skal etableres en vane for at stemme tidligt. Det at stemme er en social handling. Det er noget du gør sammen med din familie og dit netværk. Dvs. skal man lave nogle tiltag, så skal man rette den mod de netværk, hvor de unge færdes i stedet for at skyde med spredhagl og sende pjecer ud Netop folkeskolen og resten af uddannelsessystemet er ifølge Kasper Møller Hansen helt centralt, hvis den demokratiske vanedannelse skal slå igennem: Hvis du er i uddannelse, så er der langt større chance for at du vil stemme end hvis du ikke er i uddannelse Uddannelsessystemet er det allervigtigste til at bryde den sociale arv. Uddannelse er ikke et universalmiddel Uddannelse er en god vaccine mod at forfalde til sofaen. Men desværre er især indvandrergrupper mere immune end etniske danskere overfor for den demokratiske skoling, viser Kasper Møller Hansens undersøgelser: Valgdeltagelsen bliver hævet, når indvandrere får en uddannelse. Men den kommer ikke op i nærheden af det niveau, vi ser, når danskere får en uddannelse. Vi gætter på, at familien og det etniske netværk faktisk er med til at skabe en negativ spiral i forhold til at stemme Hvis disse grupper skal med, kræver det ifølge Rasmus Prehn en mere proaktiv strategi: De politiske partier har en pligt til at komme ud og diskutere politik i de områder, hvor der ikke er så mange, der stemmer. Det gælder også i uddannelsessystemet, forsætter Rasmus Prehn: Det er især vigtigt at komme ud på de skoler, hvor mange unge undlader at stemme. Normerne er måske anderledes på de tekniske skoler end på gymnasierne. Gør det nemt at stemme og hæv stemmeprocenten Socialdemokraterne vil skrotte pind, papir og alenlange stemmesedler. Digitale stemmebokse er svaret. Folk skal stadig møde op på valgstedet, men de kan ved hjælp af en computerskærm afgive deres stemme. Det er både hurtigere og mere sikkert, mener Rasmus Prehn: Som det er nu tager det ofte lang tid at stemme. Jeg oplever som valgtilforordnet, at folk simpelthen vender om og går, fordi det tager for lang tid. Her vil digitale valg gøre det nemmere. Digitale stemmebokse har været afprøvet i Danmark på forsøgsbasis. Både ved kommunalvalgene i 2005 og Her viser erfaringer, at det generelt gav mindre kø og fjernede risikoen for, at vælgeren krydsede forkert af eller stemte to gange. Kasper Møller Hansen retter i stedet skytset mod det lille ord at brevstemme. Han mener, at en simpelt makeover af udtrykket kan gøre meget: Brevstemme lyder jo som om, du sender et brev. Men det gør du jo ikke. Du går hen på et kommunekontor. I Sverige kalder de det førtidsstemme. Så hvis man fik afmystificeret det der med at brevstemme, ville det hjælpe. I Sverige har man meget lettere ved at brevstemme. Demokrati på dørmåtten Vi har i denne artikel taget udgangspunkt i kommunalvalg. Men folketingsvalget 2011 kan skimtes i horisonten. Her spår Kasper Møller Hansen, at nogle af de negative tendenser fra kommunalvalget kan spille ind på valgdeltagelsen: Forskellen mellem A- og B-hold bliver mindre til folketingsvalg. Normal har vi en flot valgdeltagelse ved folketingsvalgene. Men det kan ske, at nogle af de negative effekter vi så ved kommunalvalget vil spille over på folketingsniveau. Til gengæld mener han, at især den socialdemokratiske dør- til dørmetode kan trække potentielle vælgere op af sofaen: En sofavælger er nok nemmere at overtale end dem, der måske stemmer Venstre i forvejen. Socialdemokratiet er dem, der mest systematisk bruger dør til dør. Nok fordi den sociodemografiske profil man kan nå via dør-til-dør passer bedre til en venstrefløjsvælger end det gør til en, der stemmer borgerligt. Vi kan konstatere, at det ikke skorter på ideer, når det kommer til at øge valgdeltagelsen. Digitale løsninger og lettere vej til stemmeboksen er vigtigt. Men dybest set så handler det i høj om demokratisk skoling og mobilisering af ungdommen, hvis lokaldemokratiet ikke kun skal være for de midaldrende og veluddannede.

12 22 Tema DEMOKRATISK DANNELSE 01/ Det elitære demokrati glemmer arbejderne 40 procent af folketingsmedlemmerne har en lang videregående uddannelse. Men i samfundet har kun 6,2 procent så lang en uddannelse. Den skæve dominans afspejles i den førte politik, mener journalist og forfatter Lars Olsen. Af Jonas Ruban Agersnap På en byggeplads i Aarhus står socialdemokraternes Folketingskandidat Jens Joel iført gul arbejdsjakke og plastikhjelm med en trillebøre i hænderne. Med en kandidatuddannelse på cv et ville det være mere sandsynligt at finde ham i den varme skurvogn sammen med byggepladsens ingeniører og entreprenører. Men Jens Joel er taget i praktik som jord og betonarbejder. Han er på byggepladsen for at sende et signal til vælgerne. Jeg prøver at signalere, at jeg faktisk ikke vil sidde derinde (Christiansborg red.) for at forsvare de universitetsstuderende, der har læst statskundskab. Fordi de klarer sig fint. Det er nogle andre, jeg gerne vil være venner med, siger Jens Joel med et skævt smil. Som politiker handler det om at gøre sig fortjent til, at der er nogen der tror, at man kæmper deres sag, siger Jens Joel. Tillidsmand på Borgen Det praktiske arbejde ligger umiddelbart langt fra hans uddannelsesprofil. Men han vil også gerne i tale med arbejderne. Han vil gerne være deres mand i Folketinget. Mit overordnede budskab er, at her er en socialdemokrat, som faktisk gerne vil forsvare jer. Altså, interesserer sig for, hvad jeres hverdag går ud på ude på arbejdspladserne. Og så kan vi godt stoppe den der. For hvis jeg kan få det budskab ud, så har jeg også fået signaleret, at de godt må ringe til mig. At jeg er deres tillidsmand på Christiansborg, fortæller Jens Joel. Christiansborg: Elitens hus I folketingssalen tilhører 40 procent af pladserne en akademiker. Men kun 6,2 procent af befolkningen har en lang videregående uddannelse. Det viser en opgørelse lavet af Folketinget efter valget i Journalist og debattør Lars Olsen er skeptisk overfor det høje antal af folketingsmedlemmer med en lang uddannelse. Han har behandlet emnet i bogen Eliternes Triumf fra sidste år. Her argumentere han for, at Danmark er blevet splittet i et nyt klassesamfund, som han kalder Klassesamfundet 2.0. Han mener, at overrepræsentationen af akademiske politikere er en del af en større udvikling. Samtidig med, de længste uddannelser fylder mere i demokratiets ledende poster, så bliver afstanden mellem politiker og befolkning større. Der er ikke bare sket en mere skæv rekruttering til Folketinget, det er også sket på andre punkter. Embedsmændene har fået mere magt. Der er sket en DJØFicering af den offentlige sektor. Færre folk er med i et politisk parti. Samtidig, bliver medierne i højere grad den afgørende forbindelseslinje mellem befolkningen og politikerne, siger Lars Olsen. Der er sket en DJØFicering af den offentlige sektor. Færre folk er med i et politisk parti. Samtidig, bliver medierne i højere grad den afgørende forbindelseslinje mellem befolkningen og politikerne. Lars Olsen Under raderskærmen Lars Olsen mener, at udviklingen kan få konsekvenser for det lavere samfundslag. De kan blive overset, når storbyens højere middelklasse, dominerer landets magt. Faren er, at både mediefolkene, embedsmændene og politikerne i dag kommer fra det samme sociale miljø. Altså, fra de lidt bedre stillede og bedre uddannede grupper i de større byer. Det vil sige, at der er nogle dele af samfundet, der forsvinder under den offentlige radarskærm, siger Lars Olsen. Ifølge Lars Olsen er magten fordelt på mennesker, der på grund af deres uddannelser minder for meget om hinanden. Samfundsdebatten bliver derfor skabt ud fra det udgangspunkt som eliten lever i. Man skal være opmærksom på, at der simpelthen bliver nogle blinde vinkler. Der sker nogle ting, som man ikke ligger mærke til, og som man ikke får stillet spørgsmålstegn ved. Fordi mediefolkene, embedsmændene, eksperterne og politikkerne kommer til at ligne hinanden for meget, siger Lars Olsen. Et spørgsmål om valg Lars Olsen mener ikke, at demokratiet er godt tjent med, at magten tilfalder de bedst uddannede. Politik er ikke en eksakt videnskab. Man kan jo ikke analysere sig frem til hvad der er det politisk rigtige at gøre. Det er der jo også et element af valg i. Det er derfor vi har et demokrati, og ikke bare lader samfundet styre af dem med de længste ph.d. grader, siger Lars Olsen. Han mener ikke, at uddannelse definerer om en person er bedre egnet til at være blandt de folkevalgte. Dybest set handler politik om at træffe valg, mellem hvad man synes er rigtigt og forkert. Argumentet om at højtuddannede er mere kompetente end kort uddannede, det er jeg simpelthen ikke enig i, siger Lars Olsen. Træt af envejskommunikation Jens Joel har ført valgkamp i lidt over et år. Han har derfor flere gange besøgt lokale virksomheder. Men han oplevede tit, at distancen mellem ham og arbejderne blev for stor. Han føler, han undgår den distance, når han tager i praktik. På de her besøg står man og envejskommunikerer. Det gør jeg også gerne, men der bliver bare en distance imellem os. Når jeg er ude i praktik, så sætter jeg mig bare ned og spiser mine ostemadder, og så er det dem der begynder at snakke, siger Jens Joel. Han har det sidste halve år været i praktik ved fem virksomheder i Aarhus-området. En praktik strækker sig gerne over to arbejdsdage. Indtil videre har han prøvet kræfter alt fra rengøring på et sygehus til det hårde slid på en byggeplads. Genskabe en arbejderprofil Jens Joel er klar over, at hans parti ikke længere har en entydig arbejderprofil. På arbejdspladserne mærker han det tydeligt på de tillidsmænd han møder. Deres politiske observans er ofte rykket ud på højrefløjen til Dansk Folkeparti. Han mener, at socialdemokraterne står med et momentum for at få arbejderne tilbage under de røde faner. Han tror på, at temaerne for det kommende valg vil kunne trække arbejderstemmer tilbage til socialdemokraterne. Det valg vi står overfor, handler ikke om at stramme lidt mere på asylskruen. Det handler om nogle grundlæggende ting i velfærden, som jeg synes er vigtigere i min forståelse af retfærdighed i samfundet, fortæller Jens Joel. Han fortæller, at et valgtema om velfærd ikke er nok til at få arbejderstemmerne i hus. Det kommer også til at kræve en dialog på arbejdspladserne. Og her står han godt. Bare det, at jeg er blevet lukket ind i skurvognen gør jo, at jeg er accepteret. Og så kan jeg også være med til at påvirke imod den der DF-dominans, som jeg synes har sat sig på det. For jeg er ikke i tvivl om, at DF er arbejderklassens fjende på rigtig mange områder, siger Jens Joel med en henvisning til Dansk Folkepartis støtte til den nedskårede efterløn. Folketingsmedlem Jens Joel (S) har været i praktik i forskellige brancher for at få indsigt i deres arbejdsliv. Bredere Folketing Lars Olsen så gerne, at der var en bredere sammensætning i Folketinget. Så Folketingsmedlemmerne kunne udgøre en gruppe, der samlet kendte samfundet fra flere vinkler. Han søger derfor mere debat om problemerne ved akademiseringen af magten. Udover det mener han, at partierne og de politiske ungdomsorganisationer kan ændre sammensætningen i Folketinget. Det ene er, at de politiske ungdomsorganisationer kan gøre mere for og få andre end cand.scient. pol er og lignende til engagere sig. Altså, få fat i faglige unge og den brede gruppe af gymnasieelever. Det andet er, at partierne også finder nogen, der ikke bare er helt unge, men også har en praktisk erfaring, siger Lars Olsen. Praktikplaster Lars Olsen er positiv overfor Jens Joels praktikinitiativ, men opfatter det ikke som nogen løsning på Folketingets skæve rekruttering. Jeg synes det er udmærket, at han gør det, men vi må også tage den anden diskussion med om, hvordan vi får en anden rekrutteringspolitik, siger Lars Olsen og tilføjer: Hvis man erkender sin egen begrænsning, og går ud og opsøger andre dele af samfundet, og prøver at leve sig ind i andres livsverden, og er åben og nysgerrig, så er man da kommet et stykke af vejen. Kontakt til arbejderne Jens Joel erkender, at man ikke bliver jord og betonarbejder ved at arbejde på en byggeplads i tre dage, men for ham er det heller ikke det, det handler om. Jeg påstår jo ikke, at jeg nu har haft et hårdt arbejdsliv, fordi jeg har været ude og prøve de her ting. Overhovedet ikke. Men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et andet forhold til de her folk, og at de måske tænker; okay, han er ikke helt tabt bag en vogn, og derfor gider de ringe til mig. For det er i virkeligheden det, det handler om, siger Jens Joel. Jeg synes ikke, man skal undskylde sin uddannelse, men jeg synes godt, man kan gøre en indsats for at lære noget, som ikke ligner noget fra ens egen hverdag, siger Jens Joel.

13 24 Tema DEMOKRATISK DANNELSE 02/ Lad pengene følge (kvalitets)journalistikken 6,4 mia. kr. modtager medieverdenen hvert år i mediestøtte. Mediestøtten skal lægges om fra at være en bred og mediefokuseret erhvervsstøtte til at være en målrettet og journalistikfokuseret støtte, mener journalist Kurt Strand, der foreslår en fond, der skal støtte undersøgende journalistik. Fotograf: Jeppe Jensen Taxa-chauffører danner demokrati Det er en kendt påstand, at taxa-chauffører ofte har en subjektiv mening om politik, og de ting der sker i samfundet, men påstanden bør ses som en demokratiske værdi i det danske samfund. Af Jeppe Jensen, jpj@cevea.dk Too bad the only people who know how to run the country are busy driving cabs and cutting hair. - George Burns ( , Amerikansk skuespiller & komiker) Med mere end 50 timer i vognen om ugen, får taxa-chaufførerne hørt en del nyhedsudsendelser i radioen. De bruger mobiltelefonen til at læse om nyhederne, og diskuterer med de andre chauffører om, hvad der rør sig i samfundet. Ved Hovedbanegården i København står taxa-chaufførerne, og snakker med andre chauffører, imens de venter på rejsende, der skal videre ud i byen. De arbejder i et serviceerhverv, hvor de bliver betalt for at få vidt forskellige mennesker fra A til B. Når der er kunder i vognen, vurderer en chauffører hurtigt, om kunden er interesseret i at høre nyhedsudsendelser på P4, eller om de vil have ro til at snakke i telefon dem er der mange af. Taxa-chaufførerne går op i, at turene skal være på kundernes præmisser, men hvis kunderne gerne vil snakke politik og nyheder, så er chaufførerne klar til en saglig diskussion. Der er en tommelfingerregel: Hvis kunden snakker til dig, så må du snakke med dem, ellers holder du mund!, siger en mandlig taxachauffører på cirka 50 år. Han har været chauffør i 35 år, og går meget op i politik. Han har være socialdemokrat hele sit liv, og ved siden af jobbet har han siddet i en regionalbestyrelse i KAB igennem ti år. Han har en politisk holdning til alt, hvad der forgår i nyhederne, men siger den kun, hvis kunderne vil snakke om det. Han nævner, at forholdet til kunderne bliver vurderet, når de sætter sig ind i vognen. Politikere vil gerne snakke. Det vil skuespillere også, og så har de ofte en mening om tingene i samfundet., siger han. Disse mennesker vil gerne snakke om nyheder og politik. I en gruppe på fem mandlige taxachauffører bliver der livligt snakket på modersmålet. Vi snakker om politik og hvad der sker i verdenen. Alt mellem himmel og jord. Vi er alle fra Pakistan, så vi snakker om, når der sker noget dernede. For eksempel da der var den oversvømmelse., siger en af dem, en mand på cirka 60 år. De bruger meget af ventetiden på at snakke med andre taxa-chauffører, som de har lært at kende igennem deres arbejde. I vognen hører de nyhedsudsendelser, og derhjemme ser de tv. De nævner også, at de kun snakker til kunden, hvis kunderne snakker til chaufførerne først. I lufthavnen er det mest forretningsfolk, som kører med, og de vil helst snakke i telefon. Derfor bliver de ofte bedt om, at skue ned for radioen. To ung taxa-chauffører i midt trediverne snakker om deres erhverv, og om samtalerne de har med forskellige kunder. De siger, at de ikke ved noget om politik, men følger med i nyhederne. Ældre mennesker vil gerne høre P4, og når det er unge, så sætter jeg tit noget godt musik på [ ] Når man har en kunde, så sørger man for, at de har det godt., siger en af dem. De beskriver jobbet som en serviceerhverv, hvor de skal sælge en service, for på den måde at tjene flest drikkepenge. Servicen indebærer dermed også, at de ofte skal snakke om alt mulig med kunderne. Man er ikke bare taxachauffører, man er læge, psykolog og så videre., siger den anden. Han giver eksempler på, at ældre mennesker snakker om naboens hund der lige er død, og unge der snakker om weekendens scoringer i byen. De to beskriver deres iphones som deres primære medie til nyhederne. Den tjekker de flere gange dagligt, og kan på den måde deltage i samtalerne og diskussionerne med kunderne, når de altså har lyst til at snakke med chaufføren. Af Kurt Strand, journalist, formand for Dansk Journalistforbunds Cavlingkomité Det var breaking news, da de kongelige tvillinger fik deres navne, Vincent og Josefine. Det var tophistorie i tv s nyhedsudsendelser, da askeskyen i slutningen af maj kun medførte aflysninger af fly i et særdeles beskedent omfang. Og det døgnets store historie, da tre-årige Holger blev væk i en nordjysk skov, blev fundet, og atter blev genforenet med sin familie De tre eksempler repræsenterer historier, som er arketypiske og som optræder i stadigt større tal i danske medier; kortlivede, ikke særligt væsentlige og frem for alt ikke særligt ressourcekrævende. Og de understreger derfor, at det er særdeles relevant at diskutere den 6,4 milliarder kroner store mediestøtte ganske som det for tiden sker i og omkring den danske medieverden, hvor det især er trykte aviser og ikke mindst Danmarks Radio, som traditionelt har fået hovedparten af de offentlige kroner. En pejling af diskussionen synes at vise, at den nuværende model med bl.a. momsfritagelse af og distributionsstøtte til aviser vil blive ændret radikalt i løbet af de næste fire-fem år. Også licensen til Danmarks Radio kan komme i spil, og sammenlagt tegner sig et billede af en støtteordning, hvor det er journalistikken og ikke medierne, som er i centrum. Og hvis konklusionen på arbejdet i kulturministerens mediestøtteudvalg bliver, at pengene skal følge ikke bare journalistikken, men kvalitets-, væsentligheds- og dagsordensættende journalistik ud fra en erkendelse af, at netop den trænger til at blive styrket ser det i en tid med en del sortsyn og bekymring i store dele af mediedebatten måske alligevel ikke så skidt ud endda. Rynkede øjenbryn kan naturligvis sagtens fremkaldes af dyngevis af ligegyldig, spektakulær og proportionsforvrænget journalistik. Den skal nemlig nok klare sig; mediestøtte eller ej Mediestøtten skal være en målrettet og journalistikfokuseret støtte Allerede i dag får den letbenede journalistik konkurrence af flere mediers satsninger på bl.a. undersøgende og dagsordensættende journalistik. Gravegrupper er på vej til at blive nye konkurrenceparametre og måske vil de senere års tendens til at satse på kvantitet gradvist blive afløst af En politisk uafhængig fond kunne være en del af en model, der støtter undersøgende journalistik. Penge fra en sådan fond kunne også bruges til (gen-)opbygning af fagredaktioner med journalister, der faktisk véd noget om det, de beskæftiger sig med. Kurt Strand satsninger på kvalitet. Tilmed synes der at være en bevægelse i retning af at genfinde og styrke mediernes rolle som samfundets vagthund; som den fjerde og kontrollerende statsmagt. En bevægelse, som hårdt tiltrængt kan give jagthunden der giver hals og løber efter alt, der rører sig konkurrence. I denne relativt optimistiske fremskrivning indgår dels en fortsættelse af den journalistik-udvikling, som i de senere år har afspejlet sig i forslagene til Cavlingprisen, dels en spirende erkendelse af, at markedet ikke kan sikre kvalitet og væsentlighed. Og blandt journalister og medier er en stigende erkendelse af nødvendigheden af at finde tilbage til rødderne, tilbage til kvaliteten og dermed tilbage til det, vi engang kaldte journalistikkens nødvendighed. Derfor er det afgørende, at mediestøtten lægges om fra at være en bred og mediefokuseret erhvervsstøtte til at være en målrettet og journalistikfokuseret støtte. En politisk uafhængig fond kunne være en del af en model, der støtter undersøgende journalistik. Penge fra en sådan fond kunne også bruges til (gen-)opbygning af fagredaktioner med journalister, der faktisk véd noget om det, de beskæftiger sig med. Skeptikere vil på forhånd være bange for politisk styring, og det er da også væsentligt at sikre den nødvendige armslængde mellem bevilgende politikere og udøvende journalister. Flere nyere eksempler, hvor politisk udpegede medlemmer af Danmarks Radios bestyrelse har blandet sig direkte i programmer og enkeltmedarbejderes dispositioner, viser, at armslængdeprincippet måske nok hyldes ved festlige lejligheder, men ofte resulterer i et den-der-betalerfor-musikken-bestemmer-også-hvadder-skal-spilles -princip. Alligevel er det vel en risiko, der er til at leve med, hvis alternativet er endnu mere letfordøjelig og ligegyldig journalistik?

14 26 VISION 02/ TYPE Steen Langstrup (1968) En af Danmarks førende gyserforfattere. Forfatterdebut Har udgivet 16 romaner, en novellesamling, to tegneseriealbums på så forskellige forlag som Gyldendal, Høst & søn, Bogforlaget Her&Nu og sit eget forlag 2 Feet. Har arbejdet med bøger, tegneserier, radiodrama og film. På 2 Feet har han fungeret som redaktør for flere anerkendte forfattere såsom Lars Kjædegaard, Gretelise Holm og Sara Blædel. Vigtigste udgivelser: Plantagen-trilogien , Måne måne 2004, Stikker 2003, Kat 1995, Pyromania 1996, Fluernes hvisken 1999, Hjælp, jeg vil skrive en best$eller Oh rædsel, fremtiden er her! Tiden er løbet fra litteraturstøtten. Et værn mod støvletramp! Kunsten er spændt mellem elitær støtte og markedet. VISION får Steen Langstrups bud på, hvorfor alt det i midten også er væsentligt, og hvordan det bedst fremmes. Af Maria Vedel, mav@cevea.dk VISIONs udsendte møder Steen Langstrup på en cafe på Frederiksberg. På forsiden af cafeens hjemmeside takkes Frederiksberg Kommune og Statens Kunstfond for støtte til deres musikarrangementer. Men vi skal ikke høre musik. Vi skal have uddybet, hvorfor kunsten skal fremmes og hvordan. Steen Langstrup diskuterer roligt og engageret sine holdninger til samfundets indretning. Men helt i tråd med hans overbevisning om at kulturen bør være en jungle og ikke en velfriseret Hellerup have, får vi ikke et snævert facit på, hvad han mener god kunst er eller bør være. Mangfoldighed er målet. Der skal være meget at vælge i mellem. Ligesom med mad er det berigende og dejligt med et stort udvalg. Man gider jo heller ikke spise brun sovs og kartofler hver eneste dag, pointerer Steen Langstrup. Han fremhæver yderligere, at et trimmet og ensidigt udbud af kunst udover at være kedeligt også kan danne grobund for en farlig ensretning, hvor vi begynder at tænke ens og gå i takt. Med det perspektiv kan et rigt og varieret kulturliv være et værn mod støvletramp. I dag støtter eliten, hvad de mener, folk burde ville have, med alt hvad det medfører af farer for nepotisme og angst for folkelighed. Samtidig langer markedet så det mange folk gerne vil købe indover disken til discountpriser. Det som hverken promoveres af markedet eller støttes af eliten er ifølge Steen Langstrup lidt klemt og bør fremmes. Det er åbenlyst lettere sagt end gjort at få det hele til at spire. Man kan nemlig hverken komme udenom smagsdommeri ved støttetildeling, eller negligere at pengene skal tages et andet sted fra, f.eks. fra kassen med midler til kræftbehandling. Det handler i stedet om at få skabt muligheder og gode vækstbetingelser for kunstnere og iværksættere. Steen Langstrup Man skal give muligheder ikke penge, udtaler Steen. Han fastslår, at vejen frem ikke er en masse støttekroner. Man kan nemlig hverken komme udenom smagsdommeri ved støttetildeling, eller negligere at pengene skal tages et andet sted fra, f.eks. fra kassen med midler til kræftbehandling. Det handler i stedet om at få skabt muligheder og gode vækstbetingelser for kunstnere og iværksættere. Kunstnere skal lettere kunne overleve af deres kunst. Samtidig bør det være mindre bureaukratisk at være iværksætter. Det skal være nemmere at starte sin egen restaurant end at åbne endnu en McDonalds, som Steen udtrykker det. Vi spørger til ideen om et skattemæssigt grundfradrag for kunstneriske indtægter, som Steen kommer med i sit indlæg. Han er meget bevidst om, at smagsdommerne lurer lige om hjørnet, og vil ikke gøre sig klog på den konkrete udformning. Men rigtig skuet sammen og administreret, mener han, det vil være rigtig god gødning til undergrunden. I Irland har der i en årrække faktisk Forfatter Steen Langstrup mener, at kunstnere skal gives de rette rammevilkår for at udvikle deres kunst ikke støttekroner. Fotograf: Jeppe Jensen været en ordning med skattemæssig gunstige vilkår for kunstnere, fortæller Steen og anfører, at det har medført, at engelske forfattere, Hollywood stjerner og andet godt folk har været bosat i Irland. En nedsættelse af momsen på bøger og andet kunst kan virke fristende, men her er en meget sandsynlig fare, at det ikke vil medføre flere indtægter for kunstneren, men kun mere fortjeneste til mellemleddene. Til gengæld konstaterer Steen, Det vil være fornuftigt at hæve bibliotekspengene, og man kan også se på tildelingsmodellen og indkøbspolitikken. På den måde kan man øge lønnen, også til de forfattere der hverken får legater fra fondene eller sælges i massevis i supermarkederne. Det der virkelig vil batte er imidlertid generelt bedre vilkår, for dem der ønsker at leve billigt. I den sammenhæng er huslejepriser naturligvis helt centrale. Berlin er et godt eksempel, siger Steen. Der har man set, at lave leveomkostninger og kunstnerisk udvikling har gået hånd i hånd. Drømmen er et samfund, hvor man ikke behøver en høj indkomst bare for at have tag over hovedet. Et samfund hvor mennesker kan vælge at leve et simpelt liv uden fast fuldtidsjob. Det vil give plads til ildsjæle og kreativ udfoldelse og være effektiv kulturpolitik. Af Steen Langstrup, forfatter Litteraturen befinder sig et historisk sted i disse år. Den summer af liv, kreativitet og gåpåmod som aldrig før. For forfatterne har mulighederne aldrig været større, de kunstneriske rammer aldrig været friere. Det er et herligt, levende kaos af udgivelser. Frit, demokratisk og lige til at gå i gang med. De nye teknologier har åbnet muligheder, forfattere end ikke kunne drømme for bare 10 år siden, hvor en bog var en bog, og det krævede et forlag at få den udgivet. Disse tider er lykkeligt overstået i dag. Det vrimler med idéer og påfund. Bogverdenens forandringer De gamle, tunge forlag er hastigt på vej til at blive overflødige, og en ny type forfattere ser dagens lys. Det er forfattere, der kan og vil tage tingene i egen hånd. Det er forfattere, der tror på deres historiers berettigelse og ikke er bange for at løbe en risiko. Det er det frie udtryks frontkæmpere. Og de bliver flere og flere. Fremtiden er deres. I det felt af litteraturen, hvor jeg bevæger mig, altså gys og horror, er udviklingen ikke til at tage fejl af. Hvor den traditionelle bogbranche ikke for alvor har beskæftiget sig med denne genre andet end til børn og unge siden slutningen af 1800-tallet, ser vi i disse år et sandt boom af talent og udgivelser. Det er næppe nogensinde set lignende! Og det sker på bittesmå enkeltmandsforlag, af og til eget af forfatteren selv, af og til ikke. De finder deres læsere gennem internettet, sælger bøgerne samme sted, og lever stort set en parallel tilværelse til den kendte bogbranche, som de stort set er udelukket fra, da supermarkeder og boghandlerkæder kun handler med de største forlag. Samtidig oplever den gamle bogverden en lige så gennemgribende forandring. Bibliotekerne, der gennem deres enorme bogindkøb tidligere sikrede et bredere udbud af titler (og høje priser på bøger), har siden kommunesammenlægningen mistet deres betydning. I stedet slås forlagene om hyldeplads i supermarkederne og i boghandlerkæderne og sprøjter nærmest desperat stort set ens krimier ud på stribe. Intet ondt om krimien, men det er værd at bemærke, at den voldsomme kommercielle fokus på krimigenren ikke er endt i samme boom af nyt talent, som vi ser i den mere uglesete og kommercielt mindre interessante horrorgenre. Det ses bl.a. ved, at Det Danske Kriminalakademi sidste år måtte opgive at uddele årets debutantpris, fordi der ikke fandtes egnede modtagere! Den gamle bogbranche skuer frem mod en mørk og dunkel fremtid. Et blik mod tendenserne i USA lover boghandlerdød, selv boghandlerkædedød, og en e-bog i hastig vækst. En e-bog, der har gjort det endnu lettere for forfattere at finde læsere uden om forlag og fysiske boghandlere. Forældet støttetradition Litteraturen er virkelig en verden i forandring, men en verden, der bringer løfter til forfatterne om en helt anden måde at være forfattere på. Hele tankesættet omkring forfattere og deres virke ændres i disse år, og det ændres til det bedre, det friere, det mere selvstændige, mens afstanden mellem forfatter, værk og læser bliver mindre. Det kommer til at få enorm betydning for den litteratur, vi vil læse i fremtiden. Om vi så læser den på papir eller forskellige devices. Det eneste sted i litteraturen, hvor I stedet for at fremme litteraturen, støtter man den, og ved at gøre det på den måde, har man gjort litteraturen håndtam. Men litteraturen skal ikke sættes i bur, forfattere skal ikke lære at blive på pinden og gentage overklassens pip-pip, som er åh så yndigt, i håbet om at blive fodret. Litteraturen skal være vild og levende. Den skal være som en jungle, ikke som en nydelig have i Hellerup. der ikke er forandring at spore, er i måden man støtter på. Her holder man fast i en dybt forældet metode med at tildele arbejdslegater ud fra en oldnordisk, konservativ overklassedrøm om elitær kunst, udøvet af udvalgte, men sarte vidunderbørn. Man bilder sig endda ind, at uden disse legatmidler ville der ikke være litteratur i Danmark, selvom virkeligheden modbeviser det, hver evig eneste gang en forfatter tager sagen i egen hånd og udgiver bogen selv. Jo, det ville der, for brænder man nok for, så finder man en vej! Litteraturen kan ikke slås ihjel. I stedet for at fremme litteraturen, støtter man den, og ved at gøre det på den måde, har man gjort litteraturen håndtam. Men litteraturen skal ikke sættes i bur, forfattere skal ikke lære at blive på pinden og gentage overklassens pip-pip, som er åh så yndigt, i håbet om at blive fodret. Litteraturen skal være vild og levende. Den skal være som en jungle, ikke som en nydelig have i Hellerup. At ordningen bruges som slet skjult Steen Langstrup forlagsstøtte, da modtagerne af statens legater udgives for overraskende få anerkendte forlag, mens initiativrige forfattere, der selv udgiver bøgerne udelades helt, pynter ikke på billedet. Hvis vi vil fremme litteraturen er det en helt anden vej, vi skal ind på. Det er utrolig svært at klare sig økonomisk som forfatter, hvad enten man udgiver sine bøger selv eller ej. Man kunne gøre det lettere at få en meget lille forfatterindtægt til at slå til i stedet. Man kunne f.eks. overveje mulighederne af en anderledes beskatning af kunstnerisk indtægt. Ikke i form af en konsekvent lavere skatteprocent, for er man som kunstner heldig og tjener godt, hvad man jo er af og til, så skal man betale skat på lige fod med alle andre. Men måske kunne man fastsætte et grundfradrag for kunstneriske indtægter, hvor de f.eks. første var skattefri eller beskattedes til en lavere sats? Til gengæld ville vi se undergrunden, alt det levende og utæmmede blomstre endnu mere.

15 28 VISION 02/ FOKUS: Hvad skal vi leve af? Danmark har mistet arbejdspladser siden krisen startede i Mere end hver tredje var en industriarbejdsplads. Og det er ikke kun tungindustri som Lindø Skibsværft, der har ført til udflytning af arbejdspladser. Inden for alle brancher er der flyttet arbejdspladser ud selv Vestas har fyret flere tusinde. Men hvorfor skal vi overhovedet have industriarbejdspladser i Danmark? Og hvad kræver det? Det ser VISION på i dette FOKUS. Politikerne vil gøre mere for industrien Både regeringen og S-SF har foreslået skatterabatter til industrivirksomheder. Og ifølge Socialdemokraternes og Konservatives ordførere skal der gøres endnu mere for at sikre dansk industri de er bare ikke helt enige om, hvad der skal prioriteres. Industriproduktion er vores styrke Fastholdelse af industriproduktion i Danmark skal sikre vækst og velstand. Næsten hver anden dansker i beskæftigelse er ansat i industrien eller i et tilknyttet erhverv, og en fjerdedel af Danmarks BNP kommer fra sektoren. Selvom nogle industrivirksomheder forgår, er hjemlig industriproduktion afgørende for Danmarks vækst. Af Karl Kjær Bang, kkb@cevea.dk Nostalgi, outsourcing og omskoling. Det er associationer mange får, når de hører om industrien. Og så måske en fornemmelse af noget lidt gammeldags, noget forældet. Noget med beskidte kedeldragter og hårdt arbejde, som der ikke er meget tilbage af i Danmark og i hvert fald ikke er meget fremtid i. Men det mener professor og medforfatter til den nye bog Nordic Capitalism and Globalization, dr. merc. Peer Hull Kristensen fra CBS er en fejl. Industriproduktion er vores styrke, siger han. Det, der er unikt ved Danmark, er, at medarbejdere på alle niveauer i industrien er veluddannede. De danske ingeniører er jo ikke klogere end ingeniørerne i alle mulige andre lande. Men når ingeniøren kan tale med maskinarbejderen om, hvordan man gør tingene smartere, opstår der en enorm kreativitet. Men industrien er ikke kun en innovationsmotor. Tal fra DI og Dansk Metal viser, at industrien er en af de vigtigste sektorer i den danske økonomi. Næsten hvert andet job er direkte eller indirekte knyttet til industrien, mens halvdelen af eksporten og en fjerdedel af dansk BNP kommer fra sektoren. Krisen har sat industrien tilbage Et af de steder, hvor Danmark både har tjent gode penge, haft mange i beskæftigelse og været verdensmestre i innovation, er på Lindø Skibsværft. Her er ikke kun blevet bygget verdens største skibe. Skibene har også været verdens mest energieffektive. Men til februar 2012 er det slut. Efter mange års kæmpe underskud var krisen dråben, der fik bægret til at flyde over, De danske ingeniører er jo ikke klogere end ingeniørerne i alle mulige andre lande. Men når ingeniøren kan tale med maskinarbejderen om, hvordan man gør tingene smartere, opstår der en enorm kreativitet. Peer Hull Kristensen og efter 95 år lukker Danmarks sidste store værft. Det er så fantastisk ærgerligt, siger Steen Schougaard Christensen, mens han skuer ud over tørdokken, hvor det sidste skib er ved at blive bygget. Han er den sidste direktør på Lindø Skibsværft. Når han drejer nøglen om for værftet, vil han have afskediget 2500 medarbejdere og afsluttet et kapitel i dansk industrihistorie. Værftet er ikke det eneste, der lukker på grund af krisen. Ikke mindre end industrijobs er flyttet til udlandet eller forsvundet på grund af konkurser. Samtidig har Danmark ifølge DI's globaliseringsredegørelse Sådan ligger landet fra 2011 oplevet svækket konkurrenceevne og tab af markedsandele. På ti år er OECD-landenes importandele af danske varer faldet med 10 procent. Invester i industrien Chefanalytiker hos Dansk Metal Michael Schreiber Baunsgaard mener, der er behov for flere investeringer i industrien for at vende udviklingen. Men han mener også, at politikerne for en gangs skyld er kommet med nogle positive forslag, der vil forbedre rammevilkårene for at investere. Der har i lang tid været alt for lidt fokus på industripolitikken i den danske politiske debat. Men både S-SF og regeringen har med hver sit forslag for nylig foreslået skatterabatter på investeringer i forskning og ny teknologi, siger Michael Schreiber Baunsgaard. Investeringer betaler sig nemlig i Danmark. Faktisk har Danmark en af verdens hurtigste tilbagebetalingsrater på investeringer i produktudvikling. Det skyldes den flade og uformelle arbejdskultur og det høje uddannelsesniveau, der fører til effektiv implementering og standardisering af nye processer. Det er en styrke, som Peer Hull Kristensen fra CBS mener, Danmark skal udnytte mere offensivt, end det er tilfældet i dag. Han mener, potentialet ligger i at udvikle industriel-teknologiske knudepunkter hubs hvor der er tæt samspil mellem produktion, udvikling, salg og marketing på tværs private virksomheder og det offentlige. Det var det, der bl.a. førte til den store IT-succes i Silicon Valley. Og det kræver, at der kommer meget større fokus på at udvikle en dynamisk uddannelses- og efteruddannelsessektor, der tilpasser sig arbejdsmarkedets behov. Men også at der investeres mere i forskning, og at det offentlige er villig til som partner at dele noget af risikoen med det private, mener Peer Hull Kristensen. Der har i lang tid været alt for lidt fokus på industripolitikken i den danske politiske debat. Michael Schreiber Baunsgaard Når produktion flytter ud, flytter udviklingen med I Dansk Metal er Michael Schreiber Baunsgaard enig i, at der er et stort uudnyttet potentiale i, at det offentlige og det private arbejder tættere sammen. Selvom nogle områder er mere oplagte end andre - fx velfærdsteknologi og energiteknologi - er det vigtigt, at der ikke af ideologiske årsager bliver valgt bestemte typer af industri til og andre fra. Det skal være værditilførslen, der er i fokus. På Lindø er direktør Steen Schougaard Christensen enig i, at værditilførslen og den teknologiske udvikling skal være i højsædet. Men han fortæller også, at når produktionen rykker ud, rykker viden og knowhow med. Det er det, man skal huske. Det første der lukkede, da det blev besluttet at afvikle værftet, var udviklingsafdelingen. Selv hvis det var ønsket, ville vi ikke kunne producere de store skibe igen. Når produktionen rykker ud, rykker viden og erfaring med, siger Steen Schougaard Christensen. På lang sigt er et højt uddannelsesniveau det vigtigste rammevilkår for industriproduktionen herhjemme. Af Karl Kjær Bang, kkb@cevea.dk Danmark skal være verdens førende vidensøkonomi. Det er et udsagn politikere, eksperter og andre akademikere har gentaget i den politiske debat igennem mange år. Med de radikales historiske valgsejr i 2007 nåede troen på et samfund af kreative vidensmedarbejdere sit højdepunkt i debatten. Siden 2007 har de danske politikere og debatten dog fået en kold spand krise i hovedet, som har medført en mere grundlæggende diskussion om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. I den diskussion har det vist sig, at investeringer i viden gennem fx Orla Hav forskning ikke alene synes at være løsningen. Hjemlig industriproduktion er afgørende for vores innovationsevne. Det er i samspillet mellem produktionen og forskningen, at de nye ideer opstår. Ideer der skaber vækst og arbejdspladser, siger Socialdemokraternes erhvervsordfører Orla Hav. Hos regeringspartiet Konservative er finans- og skatteordfører Mike Legarth enig. Det er vigtigt, Danmark ikke kun bliver en udviklingsafdeling. Vi skal også have produktionsledet med. Men vi skal hele tiden have fokus på forædlingen, siger han med henvisning til, Der skal en slags negativ selskabsskat til for at sætte gang i virksomhedernes innovationsfremmende investeringer. at Danmark ikke skal konkurrere på løn men på innovation. Skattesænkning eller uddannelse Derfor har både regeringen og S-SF med hvert sit udspil - foreslået skatterabatter til virksomheder, der investerer i ny teknologi. De to forslag udspringer af samme tanke: Der skal en slags negativ selskabsskat til for at sætte gang i virksomhedernes innovationsfremmende investeringer, siger Mike Legarth og tilføjer: Det er også ud fra den tanke, at vi vil sætte selskabsskatten ned. Hvor skatterabatterne målrettet Mike Legarth giver besparelser på investeringer i ny teknologi, rammer selskabsskatterne dog ifølge Orla Hav over en bred kam og kan lige så vel øge virksomhedernes profit som deres innovation og konkurrenceevne. Derfor vil han hellere bruge de penge på uddannelse. På lang sigt er et højt uddannelsesniveau det vigtigste rammevilkår for industriproduktionen herhjemme. Derfor er det også en katastrofe, at flere end hver anden falder fra på erhvervsskolerne, at der er flere tusinde, der mangler praktikpladser, og at regeringen har skåret i SU'en, siger Orla Hav.

16 30 VISION 02/ Konkurrencestatens overdrev Den danske velfærdsstat har ændret karakter. Den danske velfærdsstat er blevet til konkurrencestat, der øger uligheden og reducerer det enkelte menneskes værdi. Højkonjunkturens vildfarelser en efterrationalisering En weekend i foråret 2007 havde en snes studerende fra Frit Forum sat hinanden stævne på Metalskolen i Jørlunde. Formålet med weekenden var en finde løsninger på et af tidens helt centrale spørgsmål; hvordan kan vi udvide arbejdsstyrken? Baggrunden var, at ledigheden var langt under fire procent og arbejdsmarkedet udviste stadig tydeligere tegn på overophedning. Imidlertid står det i dag klart, at øget arbejdsudbud ikke var svaret. Formålet med dette indlæg er at drage de konklusioner, som vi og størstedelen af venstrefløjen - dengang forsømte. Af Mathias Milfeldt, mmi@cevea.dk Højkonjunkturen, der varede frem til 2008, kan i dag virke uendeligt fjern. De økonomiske problemstillinger, som vi dengang stod overfor, er for en stor dels vedkommende nøjagtigt modsat dem, vi i dag kæmper med. Derfor kan det synes besynderligt, at en udvidelse af arbejdsstyrken stod højt på den økonomiske ønskeliste både dengang og i dag. I dag begrundes dette med, at der er udsigt til underskud på de offentlige budgetter de næste årtier, hvilket øget arbejdsudbud kan bidrage til at rette op på. Dengang var begrundelsen en helt anden; nemlig en øjeblikkelig mangel på arbejdskraft. Af Kristian Weise, direktør, Cevea Der har ikke været nogen folkeafstemning om det. Eller en stor offentlig debat om skiftet. Det er sket i det stille, i form af de små, men vedvarende, politiks skridt. Sket er det, ikke desto mindre: det institutionelle Danmark har over de seneste årtier langsomt blevet ændret karakter. Fra velfærdsstat til konkurrencestat. Fra en statslig indretning, der forsøger at beskytte befolkningen mod konkurrence, til en, der tilskynder dem til at deltage i den. Udviklingen startede i 1970 erne og 80 erne, tog fart i 90 erne og blev (næsten) fuldendt i 00 erne. Pisa-tests for folkeskolerne, Globaliseringsrådet samt Velfærds-, Skatte- og Arbejdsmarkedskommissionerne er alle symboler på tankegangen, hvor konkurrenceevne og arbejdsduelighed er i centrum for samfundsindretningen. Uendelige reformer skal kvalificere til og få folk ud på arbejdsmarkedet, mens et væld af ranglister kvantificerer, hvor konkurrencedygtige skolelever kan blive eller et land er. Og arbejdet dvs. deltagelsen i konkurrencen er det, der definerer ens tilknytning til samfundet. Fremkomsten af den nye statsform er præcist og indsigtsfuldt beskrevet i professor Ove Kaj Pedersens seneste bog, der slet og ret hedder Konkurrencestaten. Her viser han, hvordan en pragmatisk økonomisme er blevet landets altdominerende ideologi. Og det på tværs af de fleste partier. Samfundsøkonomiske målsætning, helst dem, der kan sættes ind i regneark, lægges til grund for stort set alle politiske beslutninger. Det er, som Ove Kaj Pedersen understreger, neoliberalismen, der har sejret. Den tager udgangspunkt i et menneskesyn, der betragter mennesket som rationelt, nytteoptimerende og som frit, når det kan handle og konkurrere på markedet. Derfor er konsekvensen, at staten primært skal sætte de ydre rammer og betingelser for markedsøkonomien, og ikke så meget mere. End ikke den globale krise har ændret ved dette. Hidtil har det således kun været krusninger på overfladen, når alverdens regeringer har tyet til midlertidige krisetiltag. Den grundlæggende antagelser er de sammen, og det er mål og midler ligeledes. Den økonomiske udbudspolitik og dens langsigtede reformer dominerer. Der er som sådan ikke et nyt tankesæt. Ja, faktisk synes mange af de neoliberale tanker som mindre skat og stat nu at komme med fornyet kraft. Men hvad betyder det for det samfundsmæssige fællesskab? For den måde, vi oplever hinanden på og de prioriteter, vi sætter for den første politik? Konkurrencestaten ændrer idealer og værdier Konkurrencestatens fremkomst har ikke kun ændret samfundets indretning. Nej, den ændrer også de dominerende idealer og værdier. Folkeskolen skal eksempelvis ikke længere klargøre sine elever til at deltage i demokratiet, men til et langt arbejdsliv. Det er ikke uddannelsen og kundskaberne, der har værdi i sig selv, men den nytte de vil gøre i den fremtidige produktion. På samme måde er der sket en ændring, så markedsøkonomien ikke længere primært ses som noget, der skal skabe samfundsmæssig, men privat nytte. Konkurrencestatens overdrev underminerer de brede fællesskaber, der ikke falder indenfor økonomiens logik, og reducerer det enkelte menneskes værdi. Den polariserer samfundet og øger uligheden. Kristian Weise Det er derfor også en naturlig konsekvens af konkurrencestatens overdrev, at staten ikke længere ser det som sin opgave, at fjerne de negative sider af den internationale konkurrence for arbejdskraften, men i flere omgange har reddet risikolystne banker og andre finansielle institutioner, som den vurderer for store til at lade gå bankerot. Konkurrencestaten skaber ulighed i samfundet Konkurrencestatens langsomme udmanøvrering af velfærdsstaten er sket fordi velfærdsstaten selv viste sig at indeholde flere indbyggede problemer, der underminerede dens holdbarhed. Den voksede sig i nogle sammenhænge større end den kunne holde til. Ikke kun klimaet og økonomien skal være bæredygtigt, det skal statsformer også være. Men den totale omlægning af vores samfund hvor prioriteterne vendes på hovedet som konkurrencestaten er udtryk for, er ikke det rigtige svar. Konkurrencestatens overdrev underminerer de brede fællesskaber, der ikke falder indenfor økonomiens logik, og reducerer det enkelte menneskes værdi. Den polariserer samfundet og øger uligheden. Og den formår end ikke at gøre det, der er dens formål: at optimere den økonomiske vækst. De seneste tre-fire årtier har den økonomiske vækst således været betragteligt lavere i de vestilige lande, hvor konkurrencestaten har gået sin sejrsgang, end i de årtier, der kom før dem. Konkurrencestaten skriger på et alternativ. Hvis udviklingen fortsætter som nu, bliver det dog meget værre før det bliver bedre. Og ved det vil omkostningerne være for store. Så det er bare med selv at formulere alternativerne. Øget arbejdsudbud er ikke en økonomisk mirakelkur I dag virker det banalt at konstatere, at arbejdskraftmanglen i 2007 hverken skyldtes efterløn eller langsommelige studerende, men derimod den buldrende højkonjunktur. Det var for at sige det mildt frygteligt naivt at tro, at noget så langsigtet som en arbejdsmarkeds- eller efterlønsreform var et instrument, der kunne benyttes til at rette op på dette. Hvis man virkelig mente, at justeringer af arbejdsudbuddet var en gangbar vej til konjunkturudjævning, burde alle dem, der med afsæt i arbejdskraftmanglen dengang talte for at øge arbejdsudbuddet, i dag tale for at begrænse det. At dette synspunkt mig bekendt slet ikke er repræsenteret i den aktuelle økonomiske debat, er i bund og grund et bevis på, at alle er klar over, at præmissen ikke holder vand. Ikke dermed sagt at øget arbejdsudbud ikke kan være gavnligt på lang sigt. Men at diskutere, hvordan man fører konjunkturpolitik ved hjælp af arbejdsmarkeds- og tilbagetrækningsreformer, svarer til at forsøge at slå et søm i med en skruetrækker. Højere skatter kan være gavnligt for økonomien Det, der i 2007 var behov for, var øjeblikkelige tiltag, der kunne tage toppen af højkonjunkturen og derved bidrage til at normalisere det rødglødende arbejdsmarked. Dette forsømte regeringen, og den gjorde det vel og mærke med venstrefløjens velsignelse. Borgerlige partier har generelt svært ved at acceptere, at det kan være hensigtsmæssigt, at staten forsøger at påvirke konjunkturforløbet (og derved det sagnomspundne frie marked). For venstrefløjen burde dette være en selvfølgelighed. Mathias Milfeldt En del af forklaringen er givetvis, at ingen ønskede at lægge en dæmper på jobfesten slet ikke venstrefløjen. Dette blev tydeligt illustreret, da Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov et års tid senere kastede sig ud i et kraftigt personangreb på Niels Bernstein, efter at sidstnævnte udtrykte bekymring over den uholdbart lave ledighed. Morten Bødskovs intentioner har givetvis været de bedste, men der hersker næppe tvivl om, at vi i dag ville stå med færre ledige, havde vi dengang taget Bernsteins advarsel alvorligt. I netop da højkonjunkturen for alvor satte ind - valgte socialdemokraterne at tilslutte sig regeringens skattestop. Uden mulighed for at øge skatten kan man fra politisk side kun dæmpe en højkonjunktur ved at mindske de offentlige udgifter først og fremmest ved at bremse alle offentlige investeringer. For venstrefløjen ville det naturligvis have forekommet fuldstændigt barokt at argumentere for smalhals i det offentlige efter et halv årti med en borgerlig regering og stort overskud på statens budgetter. Løsningen blev derfor at sætte kikkerten for det blinde øje og føre en populistisk politik, der mere end matchede de borgerliges. Da daværende finansminister Thor Pedersen udtalte, at statens overskud bevirkede, at Danmark over tid ville kunne købe hele verden, var Helle Thorning-Schmidt ikke sen til at fremstille finansministeren som fedtet og virkelighedsfjern. Det implicitte budskab var, at staten iflg. Helle Thorning-Schmidt skulle bruge løs af sit overskud uden bekymring for overophedning. Hvad har vi lært? Det spørgsmål, vi i foråret 2007 stillede, var det forkerte. Eller rettere sagt var konteksten forkert. Det, vi i stedet burde have forsøgt at finde svaret på, var, hvordan man på en effektiv måde kunne tage toppen af højkonjunkturen, og derved undgå det løn- og prispres, som vi i dag til stadighed døjer med. Det interessante ved dette spørgsmål er, at svaret fra dengang i høj grad kan anvendes i dag med modsat fortegn. Dengang var der behov for at føre en stram finanspolitik; i dag er der behov for at investere og acceptere de midlertidige underskud, det måtte afstedkomme (de langsigtede underskud er en helt anden historie). Dette er lettere sagt end gjort, fordi det betyder, at man må svømme mod strømmen. Når alle er jubeloptimister, bør man holde igen og omvendt. Borgerlige partier har generelt svært ved at acceptere, at det kan være hensigtsmæssigt, at staten forsøger at påvirke konjunkturforløbet (og derved det sagnomspundne frie marked). For venstrefløjen burde dette være en selvfølgelighed. Men vores politik skal være konsistent; det vil sige, at vi ikke alene skal være klar til at understøtte økonomien, når det går dårligt, men også være villige til at lægge en dæmper på, når det buldrer derud af. Det forsømte vi på venstrefløjen.

17 32 VISION 02/ MUSCLES FROM BRUSSELS Mænds orlovsrettigheder en win win situation Robin Hood skat skal skabe mere lighed Danske fædres orlovsrettigheder er i dag de svageste i Norden, og det er afgørende for, at de også tager den korteste orlov i Nordisk sammenhæng. Den danske orlovslovgivning har været præget af, at spørgsmålet er gået i blokpolitik, og forskning og viden har ikke spillet nogen større rolle for beslutningerne. Det er beklageligt mener to eksperter, fordi omsorgen for små børn er for vigtigt et spørgsmål til at være styret af blokpolitisk polarisering. Robin Hood skat: Har vi råd til at indføre en skat på finansielle transaktioner? Særlig rådgiver hos De Europæiske Socialdemokrater mener, at vi hellere spørge om, hvor længe vi endnu har råd til ikke at indføre den? Af Jesper Schunk, rådgiver for De Europæiske Socialdemokraters generalsekretær Financial Times er ofte interessant læsning, og når de af og til udgiver et supplement til avisen med den meget sigende titel How to spend it? (det betyder de penge man har tjent rigeligt af, hvis man har fulgt deres økonomiske råd og vejledning!), så er det værd at lytte til. I denne verden er der selvfølgelig en del mennesker, som har tjent mange penge, fordi de har arbejdet meget hårdt, investeret i givtig produktion, har været igangsættere af interessante projekter, været dygtige handelsmennesker og har haft næse for markeders udvikling, haft gode ideer på de rigtige tidspunkter, har risikeret deres egen tilværelse finansielt set, osv. Men der er også dem, der udelukkende har tjent penge på rent finansielle transaktioner uden reel økonomisk baggrund, har udnyttet spekulative positioner på alle finansielle markeder til det yderste, har spekuleret i råvarer, har redet på spekulative bølger som er blevet selvforstærkende alene på grund af mængden af kapitalmidler involveret, har gearet deres indsats langt udover rimelighedens grænser, osv. Og det kan være både private spekulanter, banker, finansielle institutioner, hedge funds, equity funds, ja selv pensionsfonde - alt hvad der er investeret alene med et spekulativt formål. Robin Hood tax Økonomerne siger jo generelt, at der opstår et marked med reelle behov, hvis udbud og efterspørgsel kan finde hinanden. Lad os se på fire meget simple eksempler (vi må hellere regne i Euro, da den jo er noget mere kendt ude omkring i verden end danske kroner). Et billigt ur kan man købe for Euro, et finere ur skal man nok regne med at betale Euro for, og et virkeligt kvalitetsur med et brand navn som Rolex koster omkring Euro. Hvis man vil op i den noget finere klasse og følge Financial Times, er der schweiziske ure til omkring Euro, men man kan også investere i et Hublot Senna til Euro eller, hvorfor ikke, tage springet op til et Bugatti Super Sport ur, som ligger omkring Euro men så er der også produceret et meget begrænset antal eksemplarer. Der er et udbud, der er efterspørgsel og markedet er skabt et stabilt marked, hvor der er masser af muligheder, fordi der i den ende er masser af villig kapital og købekraft. Lad os tage et andet eksempel fra Financial Times udlejning af både. Ikke sådan små robåde på Furesøen til at give familien en oplevelse i, men store reelle både med mandskab til udlejning til at sejle på alverdens have. Markedet starter med lidt mindre både til omkring Euro det er ikke købsprisen, men prisen for at leje per uge alt inklusivt! Så tager vi et lille skridt opad her kan man nævne priser på omkring Euro per uge og til sidst, hvis man vil have den absolutte topluksus, må man op på i hvert fald Euro per uge. Foretrækker man i stedet at købe denne båd, skal man regne med omkring 87 millioner Euro. Igen viser det, at der er et marked og en stor og stabil efterspørgsel, ellers ville der ikke være nogen luksusbåde til leje eller salg. Og bådenes driftsomkostninger er meget store, så priserne er beregnet derefter - ingen ville bygge, udleje eller sælge luksusbåde i denne kategori, hvis der ikke var en stor og stabil profit at hente hjem. Et tredje eksempel er salg af nye biler (vel at mærke udenfor Danmarks grænser og dermed også uden danske nummerplader!). Man kan starte med mindre biler til omkring Euro, lidt større og bedre udstyrede biler ligger omkring Euro, luksusprægede biler omkring Euro, de dyreste Porsche, Ferrari eller Bentley omkring Euro, men hvis man vil have den absolutte topklasse, er man oppe på Euro for en Bugatti eller McLaren. Er der et marked? Selvfølgelig ellers ville bilerne ikke blive udviklet! Og markedet, i hvert fald for de luksusprægede biler, er enormt, fordi der er villig og ledig kapital til at danne en efterspørgsel. Men synes du nu, at vi har råd til at indføre en skat på finansielle transaktioner? Eller skal vi stadig holde hånden over spekulanterne og lade dem leve livet frit og på andres bekostning og uden at lade dem betale en del af finanskrisens katastrofale virkninger? Jesper Schunk Det sidste eksempel er husmarkedet på Costa del Sol i Sydspanien (det er lidt sjovere at snakke om i stedet for det kedelige boligmarked i London, som blot er endnu dyrere). Til trods for generel finansiel krise og stærk krise på boligmarkedet i Spanien, er der alligevel gang i køb og salg. Mindre huse på omkring 200 m2 starter omkring Euro, lidt større huse er på omkring 1 million Euro, udbuddet af huse til omkring 4 millioner Euro (det er immervæk 30 millioner danske kroner) er ret stort (men så får man også m2 nej, ikke grunden, men huset!) og kun ejernes behov for diskretion forhindrer os i direkte at se de reelle priser på tophusene men man kan sikkert uden problemer formode, at de er fra 25 millioner Euro og opad. I hvert fald kan man her og der finde enkelte annoncer på huse til 42 millioner Euro. Krise? Ja, alt er jo relativt! Men synes du nu, at vi har råd til at indføre en skat på finansielle transaktioner? Eller skal vi stadig holde hånden over spekulanterne og lade dem leve livet frit og på andres bekostning og uden at lade dem betale en del af finanskrisens katastrofale virkninger? For eksempel kunne en skat (som nu bliver kaldt en Robin Hood skat, men som oprindeligt i 1972 blev udviklet som "Tobin Tax" ) på 0,05 % af alle finansielle transaktioner i EU give et provenu på omkring 200 milliarder Euro, som kunne investeres i social infrastruktur for at modvirke effekten af den finansielle krise, i jobskabelse, i miljøprojekter, i udviklingsprojekter, i uddannelsesprojekter osv. Og hvis den blev indført på verdensplan, blev provenuet selvsagt væsentligt større og det kunne det blive en afgørende faktor i den globale jobskabelse, i bekæmpelsen af fattigdom, i udviklingslandenes økonomiske opretning, osv. Overfor dette står konsekvenserne af den finansielle krise den har skabt millioner af arbejdsløse alene i EU, mange af dem langtidsarbejdsløse, mange af dem unge og kvinder, mange der aldrig vil finde ind eller finde tilbage på arbejdsmarkedet, den har skabt vækstrater i EU der er alt for små til at rette op på ledigheden, den har været med til at skabe økonomiske kriser i Grækenland, Irland, Portugal og Spanien, osv. I øjeblikket er der i EU over 23 millioner registrerede arbejdsløse, det svarer til 9,5 %. På verdensplan er der omkring 1,4 milliarder mennesker der lever under fattigdomsgrænsen på 1,25 $ per dag, og man regner med, at der til denne sum skal tilføjes yderligere 100 millioner mennesker alene på grund af den seneste fødevarekrise og stigende energiomkostninger og samtidig dør der hver dag børn af mangel på mad, vand og medicin og indirekte dermed på grund af fattigdom. Har vi råd til at indføre en skat på finansielle transaktioner, først på EUplan og derefter på globalt plan? Måske skulle vi hellere spørge om, hvor længe vi endnu har råd til ikke at indføre den? Og måske skulle vi også spørge om ikke de fleste kan "nøjes" med et normalt ur, en "normal" bådleje, en normal bil og et normalt hus? I hvert fald er der mindst et par milliarder mennesker som vil svare positivt på spørgsmålet. Af Lotte Bloksgaard, adjunkt, Institut for Kultur og Globale Studier, AAU og Anette Borchorst, professor, Institut for Statskundskab, AAU En samlet opposition kom forleden med forslag om 12 ugers øremærket barselsorlov til mænd. Og det er vigtigt at sikre selvstændige orlovsrettigheder til mænd i Danmark. Danske fædres orlovsrettigheder er i dag de næstsvageste i Norden, og det må ses som forklaring på, at de også tager den korteste orlov i Nordisk sammenhæng. Den danske orlovslovgivning har været præget af, at spørgsmålet er gået i blokpolitik, og forskning og viden har ikke spillet nogen større rolle for beslutningerne. Det er beklageligt, fordi det peger i retning af, at øremærket orlov til far skaber en win-win situation for fædre, børn og mødre. I 1998 fik danske fædre øremærket to uger af barselsorloven, der samtidig blev forlænget til 26 uger. I 2002 blev denne øremærkning afskaffet, samtidig med at barselsorloven blev udvidet til 52 uger. Orlovslovgivningen blev dermed, for første gang siden man begyndte at lovgive på området, præget af politisk polarisering. Rød blok er for øremærkning til mænd, og blå blok kun går ind for øremærkning til mødre. Beslutningerne har i det store hele været afkoblet den efterhånden omfattende erfaring og viden på området fra Danmark og de øvrige nordiske lande, samtidig med at lovgivningen ikke følger med børnefamiliernes hverdagsmønstre. Danske mænd tilbringer (ifølge tal fra Rockwoolfonden) stadig mere tid med deres små børn, så selv om der fortsat er kønsskævhed i fars og mors tid med børn, så fordeles omsorgsansvaret i børnefamilierne mere lige end tidligere. Derfor er det også et paradoks, at danske fædre tager den næstkorteste orlov i Norden, og det hænger sammen med, at de har svageste orlovsrettigheder. Omvendt har islandske fædre de bedste orlovsrettigheder og tager også den længste orlov. VK regeringens argument for at afskaffe øremærkningen i Danmark var, at fædrene ikke brugte den, men den havde glemt at tjekke statistikkerne. De to ugers øremærkning til fædre fra virkede faktisk. Andelen af mænd på orlov i uge 25 og 26 blev tredoblet fra 7 til 21 procent i samme periode. Spørgsmålet er imidlertid alt for væsentligt til at overlade til politiske slagsmål. Meget tyder på, at der er tale om en win-win situation, når far tager mere orlov. Det styrker mænds ligestilling, forbedrer far-barn relationen, og svenske registerundersøgelser af lidt ældre dato viser oven i købet, at der er færre skilsmisser i familier, hvor far tager orlov. Samtidig påvirker fædres orlov uligeløn og kønskæve pensionsindbetalinger, fordi arbejdsgivere og ledere ikke per automatik læser to til tre års potentiel barselsorlov skrevet i panden på kvinder i den fødedygtige alder. Mor tager barslen Forskning både fra Danmark og det øvrige Norden viser, at orlov, der må deles mellem mor og far, tages af mor. Den politiske debat er præget af retorik om valgfrihed, og fædres selvstændige rettigheder tales ned som formynderisk, gammeldags og indblanding i familiens beslutninger. Orlovsfordelingen i familierne sker imidlertid ikke ud fra et frit valg. Forskning viser, at fordelingen ofte sker pr. automatik ud fra en række traditionelle forestillinger om kvinder som ansvarlige for børneomsorg og mænd som arbejdstagere og forsørgere. I mange familier sker orlovsfordelingen altså uden nogen egentlig forhandling fordelingen er givet på forhånd ud fra forestillinger om køn, forældreskab og arbejde. Samtidig handler fordelingen af orlov ikke kun om individuelle forhandlinger i familien. Også på arbejdspladserne er der ganske bestemte forventninger til kvinder og mænd som forældre og arbejdstagere, og der er en udbredt forventning om, at kvinder tager størstedelen af orloven. Kvinder får orlov pr. automatik, mens mænd kan forhandle eventuel orlov med arbejdsgiveren og forventes at tilrettelægge denne, så det passer med arbejdspladsens behov. Det skæve orlovsmønster fletter sig desuden sammen med arbejdsmarkedets kønsopdeling, fordi typiske mandearbejdspladser bliver indrettet efter, at arbejdskraften ikke tager orlov, mens det omvendte gør sig gældende for de typiske kvindearbejdspladser. Derfor bliver orlov til et problem for de offentlige institutioner og arbejdsgivere, mens det er en udbredt kultur på det private arbejdsmarked at se med skepsis på mænd, der ønsker orlov. Statistik over brugen af orlov viser, at rigtig mange mænd bruger de orlovsrettigheder, de har. Det var ikke kun erfaringen med de 2½ års øremærkning i Danmark, men også fra de øvrige nordiske lande. I Island, hvor 9 måneders orlov er fordelt med tre til mor, tre til far og tre til deling tager de islandske fædre nu 33 pct. af orloven. Også analyser fra danske Samtidig er det problematisk, at danske fædre ikke har øremærkede rettigheder i lovgivningen, fordi forskning viser, at den er normsættende. Øremærkning i lovgivningen er med til at normalisere, at også fædre tager orlov og sender et stærkt signal om, hvad der er passende orlovslængde for fædre. Lotte Bloksgaard og Annette Borchorst virksomheder og brancher viser, at mænds brug af orlov hænger tæt sammen med de rettigheder, der er øremærket til dem og er med løn. Overenskomsterne harmonerer bedre med familiemønstre end lovgivningen Til forskel fra lovgivningen om orlov har de danske industrioverenskomster øremærket orlov til fædre, og det samme har en del virksomhedsoverenskomster. Dermed er lovgivningen kommet på bagkant af overenskomsterne, der i højere grad harmonerer med familiemønstrene i mange børnefamilier. Det er den omvendte verden i forhold til tidligere årtiers orlovspolitik. Overenskomsterne er helt afgørende til at sikre løn under barsel, og det ved man er afgørende for en ligelig fordeling af orloven pga. af fars stærkere forsørgerrolle, men den danske arbejdsmarkedsmodel og overenskomsterne har traditionelt haltet bagefter med at følge med befolkningens familie- og kønsrollemønstre. Samtidig er det problematisk, at danske fædre ikke har øremærkede rettigheder i lovgivningen, fordi forskning viser, at den er normsættende. Øremærkning i lovgivningen er med til at normalisere, at også fædre tager orlov og sender et stærkt signal om, hvad der er passende orlovslængde for fædre. Når orlov til fædre i Danmark kun er øremærket på overenskomst- og virksomhedsniveau, afhænger mænds muligheder for at tage orlov af, hvor de er ansat. Dermed sikres fædrene reelt ikke de samme muligheder for orlov, som mødrene har. Mænd skal kende deres rettigheder Ud over selvstændige rettigheder til fædre viser forskningen, at to forhold er afgørende for, i hvilken udstrækning fædre bruger de rettigheder, der er øremærket til dem. For det første, er det helt centralt, at fædrene kender deres rettigheder. Orlovslovgivningen og de rettigheder, fædre har på overenskomst- og virksomhedsniveau, gør de danske orlovsordninger så komplicerede, at mange fædre og mødre ikke kan gennemskue, hvad far har ret til, og hvad deres muligheder for dele orloven er. For det andet skal fars rettigheder ikke være bundet til et bestemt tidspunkt, og slet ikke først i orloven. Det er de nu i industrioverenskomsten. Forældreorlov med fuld løn skal nemlig afholdes i direkte forlængelse af barselsorloven, dvs. fra den 15. uge og fremefter. Reglen er lavet af hensyn til arbejdsgiverne, og formålet er at samle perioden, hvor der skal udbetales løn til den, der holder orlov. Reglen imidlertid problematisk for fædre, fordi den tvinger dem til at lægge deres forældreorlov lige efter barselsorloven. Det betyder i praksis samtidig med mor, for hun er på det tidspunkt som oftest ikke restitueret efter fødslen og har ikke fået stabiliseret amningen. Den bundne periode strider også mod målsætninger om større fleksibilitet i orlovsordningerne, som mange forældre ønsker. Opsummerende viser forskningsresultaterne, at hvis man vil styrke mænds adgang til orlov, skal lovgivningen sikre: At fædre har selvstændig ret til barsel (med løn) ligesom mødre har (øremærkning) At rettigheder til orlov skal være veloplyst og velkommunikeret At fædres barsel ikke skal være bundet tidligt i orloven

18 34 VISION 02/ Er de virkelig ude efter ham? Anmeldelse Hvordan undgår vi bydele i brænd? Anmeldelse Dansk-amerikaneren David Gress er en sjælden fugl i andedammen. Men ikke nødvendigvis en udrydningstruet art. Heldigvis. Mens vrede unge mænd går amok i London og brænder deres egen by, så giver en dansk stemme sit bud på årsagerne bag den vrede, afmagt og mistillid, som præger en bestemt gruppe af yngre mænd. Stemmen er Aydin Soei, der med en skarp pen, et stort samfundssind og en dybtfølt tilstedeværelse i bogen Vrede unge mænd giver et højaktuelt svar på tidens mest ophidsede konflikter. Af Martin Ejner Olsen Grunz, mg@ cevea.dk Kan et helt bind erindringer rummes i to sætninger? Smag på disse fra side 183: Som så mange gange før og efter undervurderede jeg, hvad jeg eventuelt selv kunne bidrage med, og mærkede kun min egen uvidenhed. I øvrigt ville jeg hellere til USA. Utilpasset, melankolsk, stædig, vidende, krukket og altid med blikket rettet ud mod den store verden og en dybere sandhed. Det er David Gress som vi kender ham. Han er lærd, morsom og skriver formfuldendt og flydende. Det er gode grunde til at læse Egne veje. Men Gress veje rummer også vildveje ikke mindst når han ser i bakspejlet og prøver at udrede vejnettet. Bogen ville have vundet ved en redaktør der havde kunnet tæmme Gress. Måske findes en sådan ikke, og måske ville Gress have nægtet udgivelsen. Uanset hvad sidder læseren tilbage med spørgsmål, der sagtens kunne have været afklaret. Vred, vred, vred Han er vred, David Gress. Vred på magthaverne, som han mener selvopgivende er ved at nedlægge den vestlige civilisation. Vred på dem der gerne vil være magthavere, som han mener spreder kynisme og ødelæggelse i deres begærlighed. Vred på befolkningerne, som han mener mangler vilje og stolthed til at indrette sig efter egne skikke. Gress beskriver nutiden som en forfaldstid og mener at han selv og ligesindede bliver udelukket fra egentlig indflydelse og magt, som er forbeholdt kujonerne og ødelæggerne. Som læser er det dog ikke indlysende at David Gress er udelukket. Han blev tidligt udgivet, og havde mange akademiske opgaver. Det er mere end man kan sige om de fleste unge intellektuelle aspiranter. Derimod står det i hans beskrivelse klart, at han er utilpasset. Opvæksten i kunstnerhjemmet hos Elsa Gress og Clifford Wright beskrives som snærende for den unge David. Snærende fordi kunst- og kulturlivet, som blev ham tilbudt, var for ensartet og venstresnoet til at han kunne finde sig tilrette i det. Hans egne veje fandt han gennem humanistiske studier og tænkning, hvis konsekvens i udlevelsen førte ham langt væk fra forældrenes livsform. Men det reducerer ikke David Gress indsats til et forældreopgør i velfærdsdanmark. For ifølge ham er det den vestlige kultur som sådan der er ved at ødelægge sig selv, opflammet af selvhad. Hvordan ved Gress det? Det har han læst sig til. Og han leder gavmildt læseren på vej i sporene fra den intellektuelle søgen han har foretaget. Det er bogens stærkeste del, og hans kommentarer og introduktioner til bl.a. Tolkien, Dante og Homer er fremragende. Spændende er det også at følge hans religiøse overvejelser, hvis kerne er hans overgang til den katolske kirke. Læst, opleves konverteringen som en intellektuel (til)slutning, snarere end et trosmæssigt kald. Øl, bøffer og martinier Den vestlige kultur er selvfølgelig meget andet end store forfatterskaber, og mange indtryk fra dagligdagen har fæstnet sig hos Gress. Han holder blandt andet af øl, vin, martinier og bøffer. At han har en sikker smag er hævet over enhver tvivl. Alligevel er optegnelserne over hans forbrug kedsommelig læsning. Bogen er jo ikke en kulinarisk guide, og ellers spændende forløb bliver afbrudt af halve og hele siders svipture. Skulle de have været med, ville det have været rart med et helt, afrundet kapitel om sagen. I det hele taget er der et problem omkring Egne veje s opbygning og disposition. Gress nævner i forordet at hans erindringer er blevet til på anmodning, og dernæst at han vil holde sit privatliv mest muligt ude af bogen. Men hvorfor så skrive erindringer? Udeladelserne er da heller ikke konsekvente, men ofte får man kun en flig af en fortælling. Det er meget menneskeligt, men utilfredsstillende som læseoplevelse. Mere problematisk er, at dele af hans anskuelser forbliver udeladte. Han er dybt optaget af den danske indvandrerpolitik, men orker ikke at skrive om den, får vi at vide. Så vi må nøjes med antydningerne om, at oikofoberne de selvhadende har sat sig ødelæggende på magten, og afskærer anderledes tænkende fra at få del i den. Deriblandt Gress. Han er med egne ord en intellektuel boheme, og i hans erindringer fremstår den position også som selvvalgt. David Gress Egne veje erindringer 498 sider, 198 kr. CEPOS, Af Jens Jonatan Steen, analysechef i Cevea "5 ud af 940 planlagte eller gennemførte terrorangreb i Europa de sidste tre år har islamister som bagmænd, ifølge Interpol. Alligevel er det en standardreaktion i medierne at råbe op om islamisme, når terror finder sted. "Formentlig udført af militante islamister," skriver Information i dag, og Niels Brinch fyldte store dele af TV2 News flade i går med samme postulat. Måske det er på tide med lidt selvransagelse?" Aydin Soei, Lørdag kl.11:02, dagen efter Utøya-skyderierne Forfatter, højskolelærer og foredragsholder Aydin Soei er uden tvivl en offentlige stemme med markante budskaber på hjerte. Ovenstående Facebook-opdatering er omtrent, så skarp, tydelige og reflekterende som man overhovedet kan være ovenpå de vulgære og tragiske hændelse i Norge. Men netop disse klare og faktuelle budskaber kendetegner den unge forfatter Aydin Soei, der i maj måned 2011 udkom med bogen "Vrede unge mænd", som på mange følger på hans første bog "Skyld - historien om mordet på Antonio Curra" fra Soei er med sin nye bog tilbage hos de unge mænd, der huserer på Nørrebro og andre af vores såkaldte ghettoer. Med undertitlen "Optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark" stiller den aktuelle bog skarpt på årsagerne bag de brostens kastende, containerafbrændende og vrede unge mænd fra Tingbjerg, Vollsmose, Gjellerupparken og Blågaardsgade, som vi har lært at kende fra danske medier. Men der er desværre langt fra tale om et isoleret eller enkeltstående dansk tilfælde. Vi har som Soei også grundigt gennemgår set lignende optøjer i Paris forstæder i Los Angeles berygtede South Central kvarter og senest London hvor vrede og frustrerede unge er gået på gaden i voldelig demonstration. Uroen lurer under overfladen. En af bogens store styrke, men samtidig også store problemer er at den placere sig mellem flere stoler. Den vil for meget. Bogen prøver for det første at være et teoretisk værk, der går bag om optøjerne hvorfor de gennemgår alle mulige sociologiske tænkere fra Honneth til Bourdieu, ligesom den for det andet i bedste Lars Olsen-stil forsøger at gennemføre en empirisk fact-finding-mission i den sociale virkelighed, endelig slutter den for det tredje af med på sine allerbedste afsnit at leverer en stærk personskildring af de unge mænd på Nørrebro. For mange indfald, historier, fakta og almindelige digressioner slører budskabet. I bogens klart bedste afsnit følger vi de to unge anden generationsindvandrere Omar og Abbas. Vi følger deres opvækst i starter 90 erne og deres spirende ungdom i slut 90 erne. Vi stifter bekendtskaber med deres familier, deres oplevelser i folkeskolen og deres efterfølgende valg af uddannelse. Men frem for alt følger vi deres oplevelser på Blågaardsgade, deres reaktioner på visitationszonerne, deres konfrontationer med politiet, deres møde med landets journalister og deres deltagelse i optøjerne på Nørrebro. Der ligges ikke fingre i mellem i kritikken af kommunernes, politikernes, mediernes og især politiets rolle. Alle er de medskyldige. Alle er medvirkende til at skabe den stigende mistillid, som er blevet en del af hverdagen på Nørrebro. Vi når et godt stykke ned i Omars og Abbas refleksioner over tilværelsen og udfordringerne for unge mænd på Nørrebro. Bogens svar på de problemer, som disse unge mænd oplever, er mangel på anerkendelse. Når politiet vælger at trække bukser ned på én ung mand til offentlig skue midt dagen, så udviser det på ingen måde den gensidige respekt, som enhver medborger bør kunne kræve. For Soei handler problemerne for de unge indvandrere og efterkommere i ghettoerne ikke om integration. Han ser det i stedet på linje, med de oplevelser, som vi tidligere har haft med de arbejderknægte der op igennem 80 erne søgte identitet og tilflugt i Hells Angels og lignende rockerbander. Som repræsentanter for en stigmatiseret og underprioritet område søgte de svar i de muligheder, som modkulturen kunne tilbyde dem. Mediernes forsimplede tone, skolernes dybe fordomme, politiets gentagne ydmygelser og den generelle stempling af deres kvarter som ghetto, skaber problemer. De mange fordomme dømmer de unge, så hårdt at de hellere lyver sig til at fra komme fra Frederiksberg og andre mere tilforladelige steder. Hvis du kommer fra Blågaardsgade er du basalt set fucked i andre menneskers øjne. De unges største problem er manglende selvtillid og manglende tro på fremtidige livsmuligheder. Denne form usikkerhed får de unge til at opsøge de kriminelle bandemiljøer eller medvirke med en brosten i hånden under de tilbagevendende optøjer. Løsningen handler derfor om at sikre den gensidige respekt og vise de unge, at majoritetssamfundet anerkender deres potentiale. Forfatteren gentager til hudløshed vigtigheden af en uddannelse, men angiver også et konkret eksempel på hvorledes det lykkes de unge at opbygge enorm selvtillid ved at få en kommentar på forsiden af Politiken. Sådan noget er aldrig sket her før udtalte den socialarbejder, der hjalp de unge med at give deres egen forklaring på urolighederne. Behovet for blot at blive hørt viser at der er meget at gøre forbygge de voldsomme optøjer. Kampen for anerkendelse fortsætter! Aydin Soei 'Vrede Unge mænd' 318 sider Tiderne Skifter

19 HVAD BRÆNDER DU FOR? Vil du være med til at forandre samfundet? Tænketanken Cevea søger lige nu 25 talentfulde ildsjæle til en intensiv meningsdanneruddannelse. Vi har brug for dig, hvis du vil være en af morgendagens meningsdannere. Som studerende vil du blive undervist af landets dygtigste journalister, professorer, politikere og praktikere, og dine med-studerende vil alle være blandt de dygtigste studerende på de videregående uddannelser og i de politisk-faglige miljøer på centrum-venstrefløjen. Uddannelsen vil: styrke din indsigt i ideologi og politik give dig redskaber til at sætte en dagsorden give dig et bredt netværk til forsat politisk engagement Uddannelsen løber over 6 weekender fra oktober 2010 til april 2011, og al undervisning foregår i København. Der vil blive betalt rejsegodtgørelse og sørget for overnatning til studerende udenfor hovedstadsområdet. Ansøgningsfristen er 30. September 2011, og udvælgelsen sker på baggrund af motiverede ansøgninger. Læs mere og download ansøgningsskema på cevea.dk/uddannelse. Centrum-venstretænketanken