Af Carlo Hansen. Tidehverv, 2004, s (Jakob Andersen: Blodig Jord - Hundredårskrigen mellem jøder og arabere. Høst & Søn).

Transkript

1 Af Carlo Hansen. Tidehverv, 2004, s (Jakob Andersen: Blodig Jord - Hundredårskrigen mellem jøder og arabere. Høst & Søn). Journalisten Jakob Andersen har skrevet en omfangsrig bog om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Titlen er "Blodig Jord - Hundredårskrigen mellem jøder og arabere". Høst & Søn har udgivet den her i efteråret. Bogen rammer bogladerne og bibliotekerne, kommer altså ud til offentligheden, i en tid, da Mellemøsten og store dele af den islamiske verden befinder sig i en voldsom udvikling præget af krige, oprør, fattigdom, fanatisme, mennesker på flugt og farlig konfrontation mellem Vesten og Islam. Der foregår på mange måder en omkalfatring af regionens historie for øjnene af os. Vi overdænges døgnet rundt med flygtige nyheder fra flygtige medier. Sammenhæng og viden om den reelle baggrund skal man finde andre steder. I bøgerne for eksempel, bøgerne som et nødvendigt korrektiv til den daglige nyhedsstrøm. Her kommer anmeldelsen af Jakob Andersens bog ind i billedet. Jakob Andersen er ikke hvem som helst. Han har et langt arbejdsliv på bagen som frygtløs og respekteret reporter og krigskorrespondent over det meste af verden for Ekstra Bladet og Politiken, med Cavling-Pris og bogudgivelser i bagagen. Gennem 35 år har han rejst i Mellemøsten og dækket områdets krige. Det handler hans bog om, deraf titlen "Blodig Jord". Bogen er på over 500 sider med en imponerende litteraturliste med titler, der dækker historie, biografier og selvbiografier, jøder, arabere, Israel, terrorisme, arabiske lande, krige og religion. Plus tidsskrifter og aviser og opslagsværker. Hertil kommer Andersens egne erindringer og optegnelser, møder og interviews med mange af historiens egne hovedpersoner, som han har mødt på sin færden i Israel, Libanon, Jordan, Sinai, i Gaza og på Vestbredden, i FNs nedslidte flygtningelejre, Beiruts kældre og sønderbombede beboelsesejendomme og i den israelske hærs skyttegrave gennem de forgangne årtier. Den kulisse er et godt grundlag for en bog. "Blodig Jord" er ikke nogen dårlig bog, bestemt ikke. Men den er heller ikke helt god. Jakob Andersen vil for meget, faktisk det hele. Derfor er det ikke nok trods de mange ord. Som undertitlen siger, så handler bogen om konflikten mellem Israel og araberne (og palæstinenserne) fra zionismens første gry til Ariel Sharons Gaza-politik, om antisemitismen og dens oprindelse og muslimernes angivelige uforsonlighed over for jøderne og den israelske stat - og meget af det, der ligger imellem og en masse udenfor. 1 / 5

2 Jakob Andersen prøver at genskrive den israelsk-palæstinensiske konflikts historie i en sammenfattet udgave med lange strejftog rundt i historien, sprogligt og formmæssigt skåret over en folkelig læst, som man kan møde det i for eksempel Ekstra Bladets spalter. Bogen er en blanding af historie og nutid, aktuelt og gammelt, vævet sammen til en reportageformet helhed. Det er fint nok. Hvad de egentlig historiske dele af bogen angår, så sidder læseren dog i mange tilfælde tilbage med for mange løse ender og udokumenterede påstande (Jakob Andersen henviser for eksempel ikke til sine kilder, en alvorlig skavank ved bogen) og alt for summariske beskrivelser af komplicerede og blandt historikere omdiskuterede begivenheder, uenigheder, som faghistorikere, diplomater og erfarne (ikke mindst israelske) journalister har skrevet mange bøger om i tidens løb. Det gælder således alle de store krige med araberne, som Israel har været involveret i. Har Israels krige for eksempel altid været en kamp for statens eksistens? Det synes Andersen at mene. Hvorfor blev de startet? Af hvem og med hvilket formål? Det bør læseren have at vide, fordi vi også på dette felt befinder os i mudret historisk farvand, og Jakob Andersen kommer os ikke til ordentlig hjælp. Jakob Andersen taler om "Israels nødvendige krige", nødvendige på hvilken måde? Han "holder med" Israel i det spørgsmål som i hele konflikten mellem Israel og araberne. Det er fair nok, men hans begrundelse er ikke altid god nok. Den fremstår mest som den klassiske automatreaktion hos mange europæere, at Israel trods alt er en af vore egne og derfor bør have længere snor end de andre. Det giver ofte bogens fremstilling af centrale konflikter slagside, i nogle tilfælde så stærkt, at Jakob Andersens version ikke er god som vejledning og seriøs oplysning. Det gælder for eksempel centrale pejlemærker som Oslo-forhandlingerne fra 1993 og de senere forhandlinger fra 2000 i Camp David i USA med daværende præsident Bill Clinton som mægler mellem Israels ministerpræsident Ehud Barak og den palæstinensiske leder Yassir Arafat. Oslo-processen behandler han med et par overfladiske linjer om skyld og urent trav til begge sider, israelsk og palæstinensisk, selv om de seneste ti års skærpelse af konflikten og den hastige udvikling hen imod den situation, at konflikten er ved at udvikle sig til en faretruende religionskrig med følger langt ud over konfliktens egne geografiske grænser, netop skal ses på baggrund af Oslo-aftalens forudsætninger. Oslo-aftalen var overvejende et israelsk projekt, som blandt andet skulle redde den israelske økonomi og på længere sigt statens økonomiske overlevelse samt frigøre Israel militært for den økonomisk og fysisk byrdefulde opgave at holde palæstinenserne besat. Oslo-aftalen lagde den opgave over på palæstinenserne selv, mens de skiftende israelske regeringer så kunne koncentrere sig om den fortsatte kolonisering af de besatte områder. Det sidste anfører Jakob Andersen da også korrekt som medvirkende til processens køren fast, men så stopper han der. 2 / 5

3 Når processen for alvor begynder at køre af sporet efter mordet på ministerpræsident Yitzhak Rabin i 1995, hænger det sammen med, at Likud-fløjen i israelsk politik har siddet på regeringsmagten i en stor del af tiden siden da. Likud med Ariel Sharon som en af de førende anti-oslo kræfter har hele tiden været imod Oslo-aftalen. Det var Arbejderpartiet, som fandt på aftalen som en forlængelse af denne fløjs klassiske koloniseringspolitik. Her skilles vandene i zionisternes århundredgamle strid om den bedste vej til realiseringen af den jødiske stat. I modsætning til Arbejderpartiet vil Likud ikke dele med palæstinenserne, men vil have hele Palæstina uden palæstinenserne. Det kan trods alt ikke lade sig gøre i dag, men så går Likud efter så meget som muligt. Det er det, Sharon er i gang med at føre ud i livet nu. Det forhold er en vigtig årsag til, at Oslo-processen er ude af billedet. Så er det ikke nok, at Jakob Andersen affærdiger problemet ved at give palæstinenserne hovedskylden. I hvert fald burde han have argumenteret bedre for sit synspunkt, hvis fremstillingen skal være andet end nogle slag i bolledejen. Samme forhold gør sig gældende med Camp David-forhandlingerne. Der giver Jakob Andersen Yassir Arafat hele skylden for sammenbruddet uden at forklare, hvorfor Arafat sagde nej til Israels "generøse tilbud". Jakob Andersen overtager uden forbehold den israelsk-amerikanske udlægning af historien og sender den uåbnet videre i sin bog. Det er godt nok, hvis han så havde forklaret, hvorfor han mener, at Arafat forspildte chancen for fred i Camp David. Det er ikke nok at losse nogle holdninger igennem til læserne. Indimellem skal der også argumenteres for dem, hvis ærindet skal lyde troværdigt. Det gør det ikke her. Men bortset fra det: Jakob Andersen er ingen litterær tøsedreng, og han fedter ikke for nogen af parterne i sin bog. Selv om hans hjerte klart banker for Israel, så får israelerne også af stokken, når de fortjener det, i hans fremstilling. Og så halter det alligevel. Jakob Andersen kan ikke fordrage muslimer. Han afskyr og foragter araberne og muslimer over en kam. Således "ejes" Saudi-Arabien af "5000 dekadente prinser" (side 76). Og der består en dyb kløft mellem Vesten og "det muslimske mørke" (side 76). Om de arabiske lande hedder det i en modstilling med det vestligt orienterede Israel, at de arabiske lande var "forstenet i religiøs stupiditet og latterlige forestillinger om egen kulturel overlegenhed" (side 105). Den formulering er ikke god nok som portræt af millioner arabere i en beskrivelse af den israelsk-arabiske konflikt. De palæstinensiske ledere og forskellige grupperinger kalder Jakob Andersen konsekvent for gangstere og terrorister og lignende skældsord. Det passer ganske givet på mange af de palæstinensiske ledere gennem tiderne, og også på nu (vel efterhånden) afdøde Yassir Arafat. Men også her gælder det, at der skal flere streger til et dækkende portræt end dem, Jakob Andersen får slået. Han kalder konsekvent Arafat ved navne som for eksempel topterrorist og gangsterchef og massemorder, der har "sølet sig i sagesløse menneskers blod ". (side 422). På en eller anden led er det også rigtigt, men Arafat var mere og andet end terrorist. 3 / 5

4 Samme personlige og politiske målestok kan anvendes på en del israelske militære og politiske ledere. Men de palæstinensiske ledere er ikke alle kun terrorister og banditter, feje og uduelige og korrupte, som Jakob Andersen betegner dem (en karakteristik, som kan bruges om mange ledere af oprørsbevægelser kloden over gennem tiderne, også de zionistiske, hvoraf flere blev respekterede regeringsledere i den jødiske stat). Palæstinenserne er også modstandsfolk, som slås mod en uforsonlig israelsk besættelsesmagt med status i dag som verdens femte-sjette stærkeste militærmagt. Det nævner Jakob Andersen ikke. Det er en alvorlig mangel ved hans fremstilling, at han ikke tager den palæstinensiske modstand mod den israelske besættelse af arabisk jord alvorlig og redegør for den del af "hundredårskrigen mellem jøder og arabere". Det er afgørende for konflikten, at Israel er besætteren, og palæstinenserne de besatte. Det glemmes engang imellem. Jakob Andersen frakender faktisk palæstinenserne retten til at gøre modstand. Han mener således også, at det palæstinensiske flygtningeproblem reelt er arabernes skyld. Palæstinenserne blev ikke fordrevet, men flygtede under den krig, Israel blev påtvunget ved sin oprettelse, som det hedder (side 51). Jakob Andersen giver arabstaterne en stor del af skylden for, at flygtningeproblemet stadig ikke er løst, med henvisning til, at disse stater ikke integrerede flygtningene, men "holdt dem i lejrene som politiske gidsler". Det er den israelske påstand gennem alle årene, som Jakob Andersen her køber med hud og hår. Den udlægning er også en sandhed med modifikationer. I Andersens fremstilling er holdningen med til at cementere en klassisk israelsk myte, som Israels nye historikergeneration forsøger at gøre op med til fordel for en mere afbalanceret tilpasning til virkeligheden. Jakob Andersen har meget svært ved at tage ordet "palæstinenser" i sin mund. For ham (som for israelerne) er palæstinenserne hovedsageligt arabere (måske lige bortset fra "den lille mand" i lejrene). Han har kun skældsord og hånlighed til overs for hele den arabiske side af konflikten. I en seriøs udgivelse som Høst & Søns udgave er, svækker denne grove sproglige og holdningsmæssige arrogance og raceforagt alvorligt troværdigheden af forfatterens anliggende. Det er ikke kun en enkelt smutter i farten, men præger hele fremstillingen af den komplicerede konflikt bogen igennem. Det udelukker faktisk på en række områder bogen som deltager i en seriøs diskussion af konflikten. Det er ærgerligt. Det påvirker nemlig også til en vis grad læsningen af bogens efter min opfattelse bedste del, nemlig Jakob Andersens gennemgang af krigene i Libanon og de mange deltageres fælles ødelæggelse af dette plagede land. Her er Jakob Andersen for alvor på hjemmebane. Han har gjort alle krigene med som udsendt reporter og har fra nærmeste skyttehul og kælderskakt beskrevet drabene og forbrydelserne, ødelæggelserne, 4 / 5

5 konspirationerne, invasionerne, massakrerne og alle aspekter af alt det forfærdelige, der har fundet sted i Libanon fra midten af 70-erne til op i 80-erne. Her lader han bogstaveligt talt ikke sten på sten tilbage. Her er ingen helte, kun slyngler og banditter og mordere og tusindvis af uskyldige civile, som betaler regningen for det blodige vanvid. Jakob Andersens på-stedet-reportage kombineret med det gode overblik over de store linjer i Libanons undergang, som den blev planlagt og styret fra Jerusalem og Damaskus og krigsherrepaladserne i bjergene omkring Beirut og kynisk overvåget fra arabiske hovedstæder og magtens korridorer i Washington, Paris og London, jo, det er god læsning. Det samme er portrætterne af de menneskeskæbner, han samler op i lejrene og ruinerne på sine rejser gennem Mellemøsten, ofte med afstikkere hjem til København, enten fordi han samler dem op eller starter dem der, eller fordi disse krigsmærkede mennesker ender i Danmark. Det gælder i særlig grad historien om den unge palæstinenser fra en af Libanons lejre, som ender i et bombekomplot mod danske jøder i København med en omvej over Sverige. En forrykt historie, som krigens skæbner jo ofte er det. Jakob Andersen bygger hele beretningen på en minutiøs gennemgang af sagsakterne fra den retssag, som afsluttede bombesagen i sin tid. På samme måde skriver han gode skitser af fremtrædende politiske ledere og personligheder, israelere, arabere, palæstinensere, flygtninge og en enkelt kongedatter, som han har truffet under sine mange rejser i Israel og resten af regionen. De samler bogen vejen igennem og gør læsningen let og afvekslende og hele tiden interessant og medrivende. "Blodig Jord" er ikke kun en aktualiseret israelsk/mellemøstlig historie til belysning af en af de mest betændte og farlige konflikter i verden gennem de seneste tre-fire årtier. Det er måske først og fremmest en journalistisk stridsmands optegnelser fra et dramatisk liv på farten i evig jagt efter hakkelse til døgnets rejsestald. Trods sine nogle steder mærkbare svagheder, så kan Jakob Andersens mursten af en bog bestemt anbefales. Jakob Andersen: "Blodig Jord - Hundredårskrigen mellem jøder og arabere", Høst & Søn / 5