Hvis nu.amerika. 27. oktober USA s Rigsarkivar Værelse 1200 John Fitzgerald Kennedy s Arkiver Ny Hovedstads Distrikt Cheyennebjergene

Transkript

1 Hvis nu.amerika Fremtrædende historikere forestiller sig hvad der kunne være sket. Essays af Antony Bevor, Caleb Carr, Robert Dallek, John Lukacs og andre. Redigeret af Robert Cowley. Robert L. O Connell: 1 Cubakrisen 27. oktober 2002 Højtærede Ted Stevens Formand for Senatets Særlige Udvalg for Efterretninger USA s Kongres USA s Rigsarkivar Værelse 1200 John Fitzgerald Kennedy s Arkiver Ny Hovedstads Distrikt Cheyennebjergene Ærede Hr. Formand I dag på 40 årsdagen for starten på 2-Dages Krigen sender jeg Dem Danforth Kommissionens Beretning med henblik på endelig godkendelse og offentliggørelse. Som De ved, har dette dokument været hemmeligstemplet siden dets udfærdigelse i 1972 og bliver kun offentliggjort nu som resultat af en lang juridisk proces, der kulminerede med Højesterets dom. Som følge af dommen har mine medarbejdere gjort alt hvad de kunne for at bevare detaljerne i den originale Beretning uden at afsløre de relativt få informationer, der stadig er hemmelige efter 40 år. Jeg tror at det er lykkedes for os. Imidlertid blegner vore resultater sammenlignet Danforth Kommissionens historikere, militær personel, arkæologer, kryptologer, klimatologer, fysikere, læger sammen med andre specialister der arbejdede uafbrudt i 3 år for at rekonstruere begivenhederne d oktober 1962 og deres følger. De overvandt enorme lakuner lakuner der bogstaveligt var brændt ind i bevismaterialet og forfulgte spor der til tider kunne sætte deres helbred og levetid over styr. Vi er dem stor tak skyldig. Sammen producerede de en Beretning som, tror jeg, kan forklare det amerikanske folk hvordan og hvorfor historien fik et så tragisk udfald og som vil bidrage til at fjerne det slør af skyld og mistænksomhed der forsat hænger over vores elskede nation. Med største respekt Newton Leroy Gingrich, Ph.D. 1 Tidligere medlem af den amerikanske delegation ved nedrustningsforhandlingerne i Geneve. Han har udgivet Of Arms and Men: A History of War, Weapons, and Aggression ; The Ride of the Second Horsemen: The Death of War ; Sacred Vessels: The Cult of Battleship and the Rise of the US Navy ; Soul of the Sword samt en roman, Fast Eddie, om Edward Vernon Rickenbacker s liv. O Connelle bor i Charlottesville, Virginia. 1

2 RESUMÉ OG ANALYSE Introduktion Langt mere end andre skæbnesvangre begivenheder i det 20. århundrede er begivenhederne omkring 2-Dages Krigen stadig indhyllet i usikkerhed. Det var Danforth Kommissionens opgave, udformet af præsidenten og bekræftet af Kongressens Fælles Resolution, at indsamle og analysere alt tilgængeligt bevismateriale med det formål at præcisere krigens årsager, dens forløb og verdenssamfundets efterfølgende reaktion. Disse mål har vi kun delvis nået. Den næsten samtidige død blandt nøglebeslutningstagerne på begge sider har efterladt huller i arkiverne som simpelthen ikke kunne fyldes ud. Dette skabte særlige vanskeligheder i forhold til fortolkningen af bevæggrunde og årsager. Med to vigtige undtagelser på den amerikanske side (ambassadørerne Bohlen og Stevenson) og en på den sovjetiske (Kaptajn Dubivko), var vi tvunget til at forlade os på sekundære kilder kommentarer lavet af overordnede til underordnede og udenlandske diplomater, et begrænset antal telegrammer, data indsamlet fra myndigheders nukleare affyringsmønstre, affyringsprocedurer og efterfølgende nedslagseffekt. På trods af disse forhindringer mener vi, at det med den tid der er gået og med uhindret adgang til det materiale der findes sammen med talent og vilje hos vores professionelle medarbejdere er lykkedes os at skabe en forholdsvis nøjagtig profil af den tragiske krig og dens følger. Efterfølgende historiske undersøgelser vil uden tvivl ændre billedet, men den basale begivenhedsrække skulle fortsat kunne bestå. Årsager Forståelsen af Nikita S. Khruschev s motiver til at opstille nukleare styrker på Cuba har undergået et fundamentalt skift. På tidspunktet for missilkrisen var opfattelsen heraf i USA og blandt dets allierede at det var et offensivt træk rettet mod at true det amerikanske folk og som skulle etablere grundlaget for en eventuel sovjetisk dominans af den vestlige halvkugle. USSR opfattedes i det store og hele som en aggressiv stormagt med intentioner i retning af verdensherredømme, som negligerede den amerikanske politiske vilje og var hensynsløst besluttet på at vinde en fundamental psykologisk fordel over sin hovedmodstander. Imidlertid peger efterfølgende kinesiske og indiske afsløringer på at dette var en fundamental misforståelse. Vægten af materiale peger nu på at Khruschev s motiver, skønt han blev grundlæggende vildledt, var defensive og baserede sig på to hovedbekymringer. For det første tyder efterretninger på, at de sovjetiske ledere hyldede den cubanske revolution som det første eksempel på et folk der modtog kommunismen med åbne arme og tilsyneladende var besluttet på at forsvare den mod, hvad der opfattedes som en næsten uundgåelig amerikansk invasion (en konklusion som blev så meget desto mere troværdig i lyset af to store flådemanøvre, der afholdtes i foråret og efteråret 1962 på den nærliggende Vieques Island). For det andet var det indlysende for Khruschev og hans kolleger, at USA ikke blot var langt foran Sovjetunionen i våbenkapløbet og opbygningen af en nuklear ballistisk missilbaseret slagstyrke, men at amerikanerne var helt bevidste om deres fordel; dette faktum blev smerteligt tydeliggjort i oktober 1961 i en tale af Viceforsvarsminister Roswell Gilpatric en af Kennedys betroede medarbejdere. 2

3 Det er anslået at Sovjetunionen i foråret 1962 havde mindre end 25 operable interkontinentale, ballistiske missiler (ICBM) og mindre end 500 strategiske kernevåben, hvoraf hovedparten var monteret på ballistiske missiler og i bombemaskiner, der ikke kunne nå det kontinentale USA. Til sammenligning var den amerikanske strategiske styrke enorm: 174 opstillede Atlas og Titan 1 ICBM s; 105 Jupiter og Thor mellemdistance ballistiske missiler (IRBM); 8 Ethan Allen og George Washington atombestykkede ubåde med i alt 128 Polaris IRBM s; sammen med en flåde på mere end B-47, B-52 og B-58 jetbombere der hver medbragte flere bomber i 1 til 24 megaton klassen en anslået total på mere end nukleare våben der alle kunne nå mål i USSR. Eftersom megen af denne information var tilgængelig i den åbne presse må det antages, at Sovjet til fulde forstod størrelsen af misforholdet. Det var indenfor disse rammer at Khruschev formentlig i foråret 1962 bestemte sig til hemmeligt at opstille 42 SS-4 mellemdistance raketter (MRBM s) med en rækkevidde på miles og formentlig et dusin eller flere SS-5 IRBM s med markant længere rækkevidde. (Disse nåede aldrig frem til Cuba og de skibe der transporterede dem blev efterfølgende sænket til søs før de kunne identificeres positivt). Set fra et sovjetisk perspektiv må dette have været en højst attraktiv men risikabel mulighed. Med ét slag ville de på afgørende vis kunne beskytte den cubanske revolution, men også markant flytte den strategiske magtbalance ved mere end fordoble deres missilbaserede sprænghoveder som kunne nå USA. 2 Den sovjetiske leder og hans kolleger må have indset at opstillingen af disse missiler på Cuba ville blive fortolket af amerikanerne som en direkte udfordring til deres strategiske overlegenhed på den vestlige halvkugle, men denne antagelse skulle holdes op mod de Jupiter IRBM s som USA allerede havde opstillet langs den sovjetiske grænse i Tyrkiet, hvorved de udgjorde en lignende trussel for Østmagterne. Ud over dette håbede Sovjetunionen simpelthen at holde planernes sande karakter hemmelige for det amerikanske efterretningsvæsen indtil missilerne var fuldt operable og herigennem stille modstanderen overfor et fuldbyrdet faktum. Hvor fejlagtig denne tankegang end måtte have været så ser den i det mindste ud til at have været tænkt igennem. Den sande katastrofe skulle findes i de operationelle detaljer i den sovjetiske opstilling af raketterne; det var dette der i sidste ende førte til katastrofen. De sovjetiske MRBM s ankom til Cuba med en massiv støttestruktur: et kompagni landtropper til forsvare øen og opføre den krævede missilbase og infrastruktur (skønnet til mand på tidspunktet, men efterfølgende anslået til at have været meget større): adskillige SA 2 jordtil-luft (SAM) raketter; et antal sovjetiske kampfly bl.a. med IL-28 jagerbombere, cirka 100 taktiske krydsermissiler sammen med seks Frog raketter; og et flådekontingent bestående af et antal mindre patruljebåde og mindst fire dieseldrevne ubåde i 641 klassen. Mens den amerikanske efterretningstjeneste antog, at Sovjetunionen havde leveret atomsprænghoveder til deres strategiske SS-4, var man ikke klar over at deres modstandere som et resultat af fremgangsmåden også havde opstillet ca. 100 nukleare våben til deres Frogs, krydsermissiler, IL-28 ere og, hvilket skulle vise sig fatalt, en nuklear torpedo til hver af ubådene. Ved at sammenblande styrkerne fejlede de sovjetiske atomstyrke-myndigheder grundlæggende. Moskva kontrollerede SS-4 sprænghovederne gennem KGB repræsentanter på Cuba og selvom dette mislykkedes var det i det mindste troværdigt. Uheldigvis var der ingen parallel kontrol over de taktiske våben, der uafhængigt kunne affyres af den stedlige kommandant enten på jorden eller til søs. Mere end noget andet enkelt element var det disse procedurefejl, der skabte de forfærdelige konsekvenser af 2-Dages Krigen. 2 Den afgørende fordel ved de ballistiske missiler var deres hastighed, som på dette tidspunkt gjorde det umuligt at skyde dem ned når de først var affyret. 3

4 Vejen til krig Kort efter at et amerikansk U-2 efterretningsfly d. 14. oktober 1962 for første gang fotograferede MRBM affyringsramper, der var ved at blive gjort klar ved San Cristobal, samlede Præsident John F. Kennedy en gruppe rådgivere for at hjælpe sig med at håndtere den truende krise. Nøglemedlemmer af denne gruppe var Vicepræsident Lyndon B. Johnson; præsidentens broder og justitsminister Robert Kennedy; udenrigsminister Dean Rusk; viceudenrigsminister George Ball; Llwellyn Thompson der lige var afgået som amerikansk ambassadør i Moskva; Forsvarsminister Robert McNamara; Roswell Gilpatric; formand for Joint Chiefs of Staff Maxwell Taylor; bisidder for forsvarsministeren Paul Nitze; økonomiminister Douglas Dillon; den nationale sikkerhedschef McGeorge Bundy; Theodore Sorensen der var præsidentens taleskriver og altmuligmand; tidligere udenrigsminister Dean Acheson; lederen af CIA John McCone; den kommende ambassadør i Frankrig Charles Bohlen; og FN ambassadøren Adlai Stevenson. Gruppen bestod kun af mænd, der var ikke et eneste medlem af Kongressen og den var markant fjendtlig imod Sovjetunionen (to af medlemmerne, Acheson and Nitze, var arkitekterne bag Amerikas sikkerhedsstruktur under den kolde krig). Hele medlemsskaren på nær Bohlen og Stevenson ville på tragisk vis være døde indenfor to uger. Det er på baggrund af vidneudsagn fra disse to mænd at vores kendskab til gruppens drøftelser og overvejelser, ja selve dens eksistens, hviler. Uheldigvis blev deres rapporter omskrevet af tiden og omstændighederne. Ambassadør Bohlen var til rådighed for Danforth Kommissionens medarbejdere, men han var kun med til ét møde før han tog af sted for at genoptage sine pligter i Paris og havde derfor kun kendskab til de indledende overvejelser. Ambassadør Stevenson, der rejste frem og tilbage mellem Washington og FN s tidligere hovedkvarter i New York, havde kendskab til gruppens aktiviteter. Uheldigvis døde han i Før sin død lavede han imidlertid et langt manuskript indeholdende sine erindringer om begivenhederne der ledte op til 2- Dages Krigen. Stevenson var helt enkelt forfærdet over indstillingen og opførslen hos præsidentens rådgivere og beklagede bittert, at da han havde foreslået at opgive vores base i Guantanamo og trække vores IRBM s tilbage fra Tyrkiet i bytte for at Sovjetunionen skulle fjerne deres missiler på Cuba blev han hånet som slapper. Han konkluderede at denne gruppe var mere besluttet på at markere sig end at undgå en atomkrig. 3 Materialet indikerer dog, at det næppe ville være fair at karakterisere gruppens opførsel som hensynsløs. Så vidt vides blev deltagernes perspektiv mindre og mindre aggressivt som krisen udviklede sig. Man overvejede tre grundlæggende reaktioner: luftangreb for at ødelægge missilerne, en invasion af Cuba og en søkarantæne (faktisk en embargo, men eftersom embargo defineres som en krigshandling i International Lov brugte man denne omskrivning). Det vides at valget mellem disse reaktioner blev diskuteret grundigt og den der fandtes mindst farlig af de tre muligheder, karantænen, blev valgt. Ikke desto mindre fortsattes planlægningen for alle tre muligheder og man fremdrog Joint Chiefs of Staff s Operationsplan 312 (luftangreb), 314 (embargo) og 316 (invasion). Men da Præsident Kennedy holdt sin berømte tv-transmitterede tale d. 22. oktober om aftenen, hvor han informerede den amerikanske befolkning om de sovjetiske missiler, var det søkarantænen der var hovedhjørnestenen i hans plan om at standse og vende den offensive opbygning. De næste dage syntes at pege i retning af en fredelig løsning på krisen. USSR kunne kun finde lidt støtte for sine handlinger. En intensiv amerikansk diplomatisk kampagne bragte vore europæiske allierede og Organisationen af Amerikanske Stater til at støtte Kennedy administrationens position. På et møde i FN s Sikkerhedsråd d. 25. oktober konfronterede ambassadør Stevenson offentligt tvivlerne rundt i verden og, i særdeleshed, den sovjetiske 3 Adlai E. Stevenson, Mine erindringer om oktobervejen til Dommedag, Adlai E. Stevensons arkiver, Illinois Universitet, p Efterfølgende offentliggjort som En fredsdue i en høgerede (New York, 1971) 4

5 delegation med fotografisk bevismateriale om de offensive missiler på Cuba hvis tilstedeværelse de indtil dette tidspunkt havde benægtet. Dette synes at have tvunget USSR ud i en diplomatisk defensiv og man mener at Khrushchev var parat til at desarmere krisen. Men den mest dramatiske og positive indikation af de sovjetiske hensigter indtraf dog dagen før, da to transportskibe, Gagarin og Komiles, standsede lige foran Flådens Task Force 136 under ledelse af hangarskibet Randolph. Kort efter rapporteredes det at de 20 sovjetiske skibe, der var tættest på blokadestyrken, enten var standset eller vendt om. Amerika åndede sammen med resten af verden lettet op. Men forestillingen om fred viste sig at være en luftspejling. På basis af U-2 overflyvninger meddelte Det Hvide Hus d. 26. oktober at i stedet for tegn på afmontering så fortsætter opstillingen af ballistiske missil affyringsramper med forøget fart, øjensynlig rettet mod at opnå fuld operations kapacitet så hurtigt som muligt. 4 Det er dog sikkert at der var intense diplomatiske anstrengelser gennem officielle og uofficielle kanaler for at afværge en konfrontation. Samme dag som erklæringen fra Det Hvide Hus havde Khrushchev skrevet et offentligt brev til Kennedy, hvor han tilbød at trække missilerne tilbage fra Cuba i bytte for en amerikansk fjernelse af Jupiter IRBM s i Tyrkiet sammen med et formelt løfte om ikke at ville invadere øen. Ambassadør Stevensons manuskript refererer imidlertid til et meget bedre tilbud. 5 Øjensynlig havde den sovjetiske leder skrevet et privat brev til Kennedy den samme dag. Stevenson, der var i New York, så aldrig brevet, men det blev af en sikker kilde beskrevet for ham som langt, usammenhængende og stærkt følelsesladet, men ikke desto mindre med en klart formuleret villighed til at eliminere missilerne fra øen mod et simpelt løfte om ikke at invadere. Hvorvidt forslagene kunne have fået lederne i Amerika og Sovjetunionen til at styre væk fra den forestående katastrofe er i dag rent spekulativ eftersom underordnedes fejlberegninger og katastrofale handlingsprocedurer næsten øjeblikkeligt greb initiativet. Og i denne henseende er materialet klart: det var sovjetiske underordnede og sovjetiske handlingsprocedurer der skubbede de to modstandere ud over kanten. 2-Dages Krigen Søndag d. 27. oktober 1962 begyndte uheldigt og endte langt værre. Dårlige nyheder kom i en syndflod. For det første fik man underretning om at et U-2, der samlede data om atomprøvesprængninger over Nordpolen var kommet ind i sovjetisk luftterritorium og ikke kunne lokaliseres. Langt mere alvorlig var nyheden ved middagstid om at et sovjetisk SAM batteri havde nedskudt et U-2 på rekognoscering over Cuba og dræbt dets pilot, major Rudolf Anderson. Hvorfor man gjorde dette og hvem der var ansvarlig har man aldrig fundet ud af. Men det var et klart tegn på det mønster, at lokale sovjetiske kommandører var begyndt at tage sagen i deres egne hænder. Klokken opfangede to destroyere fra Task Force 136, Blandy og Domado, signaler på deres sonar fra en sovjetisk ubåd 12 sømil syd for øen Andros, og den sejlede i retning af hangarskibet Randolph. Vi ved fra kaptajn Lev Dubivko, der overlevede sænkningen af hans egen ubåd senere på dagen i havet syd for Cuba, at den omtalte båd var B-130, en del af 641 klassen under kommando af kaptajn Anatoli Shumkov. Da B-130 kom indenfor yards af Randolph, manøvrerede Blandy og Domado sig imellem og førstnævnte affyrede to dybvandsbomber blot som advarsel, som det senere hævdedes af skibets kommanderende officer, James O. Robinson. 6 Ligegyldigt med hvilket formål så uddykkede B-130 til overfladen kort efter. Klokken Erklæring fra Det Hvide Hus om fortsættelsen af missilopbygningen på Cuba, d. 26. oktober Op.cit. Mine erindringer om oktobervejen til Dommedag, p Vidneudsagn fra Lt. Cmdr. James O. Robinson, Portsmouth Flådefængsel, 14. december 1962, p

6 omsluttede en enorm eksplosion Randolph og dannede på få minutter en karakteristisk paddehattesky. Eftersom Randolph var konventionelt bestykket var det klart, at eksplosionen var et resultat af en fjendtlig aktion. Kaptajn Shumkov havde affyret sin nukleare torpedo. Man fandt fra kaptajn Dubivko ud af, at de sovjetiske ubådskommandører ud for Cuba havde autoritet til at affyre nukleare torpedoer hvis der blev skudt hul i deres skrog. Om dette var tilfældet med B-130 vil aldrig blive kendt da den blev sænket øjeblikkeligt af skud fra de to amerikanske destroyere. Reaktionen i Washington kom næsten øjeblikkeligt. Klokken udgik ordren fra Forsvarskommandoen (NCA) om at Iværksætte Op. Plan 312 efterfulgt af I praksis betød dette øjeblikkelige luftangreb på de sovjetiske offensives missilbaser ved San Cristobal, Sagua La Grande og Remedios sammen med en lang række luftforsvarsanlæg. Da forberedelserne til en total invasion endnu ikke var færdige indskrænkede man i mellemtiden Plan 316 til faldskærmstropper fra 82 og 101. Luftbårne Division sammen med landsætning af 10 bataljoner marinesoldater i skibe, der var parate ud for Cubas nord vestlige kyst; disse operationer skulle snart overhales af begivenhederne. Igen valgte en eller flere af de lokale sovjetiske kommandører på eget initiativ at anvende nukleare våben (omfattende undersøgelser af Den Røde Hærs befalings- og kontrolmønstre peger på enten General Issa Pliyev eller General Igor Statsenko som nøgleinitiativtagere 8 ). Da de første US F-100 og US F-101B kampfly fejede ind over øen fra nord blev fire sovjetiske atombestykkede Frogs affyret mod Guantanamo, udslettede basen og fejede den 2. Marine Division bort. Det fulgtes kort efter af affyringen af to krydsermissiler med atombevæbning i retning mod Flådens skibe ud for øen og som, skønt de ramte ved siden af med mere end en mile, fremkaldte eksplosioner der næsten fyldte adskillige skibe med vand. Meget værre skulle følge. De indledende amerikanske taktiske luftangreb var højdestruktive, men adskillige af de bomber der kastedes over San Cristobal detonerede ikke og efterlod to SS-4 og deres affyringsramper fuldstændig intakte. Igen viste den sovjetiske procedure for affyring af atomvåben sig tragisk utilstrækkelig. Under et ophold i kampene lykkedes det ikke blot for det sovjetiske personel at forberede de to raketter til affyring, men de fik også fat på de tilhørende nukleare sprænghoveder, monterede dem på missilerne og fuldførte armeringsproceduren. Omkring klokken blev det første missil affyret. Det eksploderede cirka 8 minutter senere på en mark i et landbrugsområde i det nordlige Kentucky, 42 miles fra Cincinnati, men dets sprænghoved fungerede ikke og udløste ikke en atomsprængning. Dette var uheldigvis ikke tilfældet med det andet SS-4, der blev affyret cirka otte minutter efter det første og detonerede klokken 16.25, 31 cirka fod over Lincoln s Mindemærke. Den efterfølgende termonukleare sprængning, konservativt anslået til 640 kiloton, jævnede alt ud i en radius af 1,5 miles, inklusive Det Hvide Hus, Ministerierne, Pentagon, og dræbte herved også den nationale Forsvarskommando. Strategisk ville dette usanktionerede forebyggende angreb kunne have handlingslammet den amerikanske regering og militær, men i stedet beseglede det USSR s skæbne. Hvis Kennedy og hans rådgivere var forblevet i live ville de sikkert have reageret afmålt og velovervejet. I stedet blev hele den integrerede Operationsplan (:SIOP) udført mod Sovjetunionen uden hensyn til konsekvenserne. SIOP var blevet udviklet gradvist og i relativ ubemærkethed gennem 1950 erne og begyndelsen af 1960 erne udelukkende med fokus på målrettet politik. I takt med at amerikanske atomvåben og fremføringsmidler udvikledes blev der fundet mål for dem indtil deres antal kunne 7 Optegnelser fra Kongressens Undersøgelseskommission vedr. ledelsen af 2-Dages Krigen (JFK Arkivcenter), bd. 26, p Ibid, bd. 30, pp ; se også Seymor Hersh, Hvem skød først på Cuba? (New York, 1970), Gerhardt Weinberg, Den knækkede snubletråd: en undersøgelse af brugen af nukleare våben på Cuba (Chapel Hill, 1973) 6

7 tælles i tusinder. Da Kennedy overtog magten udtrykte forsvarsminister Robert McNamara noget, der lå tæt på skræk over deres implikationer. Under en tale d. 16. juni 1962 udtrykte McNamara for første gang behovet for en strategi der indebar begrænset skadesvirkning. Alligevel havde man ikke nået noget konkret i efteråret. D. 27. oktober var SIOP derfor i kraft for fuld styrke som et frygteligt gengældelsesvåben. Efter angrebet fulgte hen ved 25 minutters pause hvorunder general Thomas Powers, der var leder af Den Strategiske Luftforsvarskommando (SAC), kæmpede hårdt for at finde ud af hvad der var sket i Washington og hvorvidt Den Nationale Forsvarskommando stadig fungerede. Efter at have forsikret sig om at der faktisk var udløst en atombombe direkte over District of Columbia og han ikke kunne få kontakt med Forsvarskommandoen bestemte general Powers sig egenhændigt klokken for at sende ordrer ud til de fungerende kommandoer under SAC over hele verden til at starte SIOP. 22 minutter senere fik han telefonisk kontakt med John W. McCormack, Formanden for Repræsentanternes Hus, der var hjemme i weekenden i Boston området, var blevet lokaliseret og allerede havde aflagt ed som præsident. Da Powers havde berettet om sine udsendte ordrer svarede McCormack at Johnny og Lyndon er døde. Du gjorde blot hvad du skulle gøre. 9 I mellemtiden var det ikke lykkedes for Sovjetunionen at starte flere angreb. Det er meget tvivlsomt om der var kommunikation mellem lederne i Moskva og deres tropper i Cuba. Det er langt fra sikkert om man her var klar over kaptajn Shumkov s initiativer eftersom hans ubåd var sunket så hurtigt. Det er også et åbent spørgsmål hvorvidt de blev øjeblikkeligt informeret om implementeringen af de taktiske atomare våben på Cuba. De kan endog have været uvidende om selve angrebet på Washington eftersom deres egen ambassade og dennes kommunikationssystemer blev fuldstændig ødelagt under sprængningen. Under alle omstændigheder havde de ikke megen tid. Nogle få minutter efter Powers ordrer blev 35 af de 42 forberedte Atlas og Titan raketter affyret sammen med 14 Jupiter og Thor. Cirka otte minutter senere ramte de første IRBM raketter, der hver var armeret med et fire megaton W-49 sprænghoved, områder i Moskva og Leningrad sammen med adskillige andre militære mål og paralyserede kommandovejene og deres evne til at svare koordineret igen. Strategisk var krigen allerede vundet, men afstraffelsen var først lige begyndt. Cirka 24 minutter efter IRBM erne begyndte de første Atlas og Titan ICBM ere, der ligeledes var armeret med W-49 sprænghoveder, at ramme en bred vifte af civile og militære mål. I løbet af den næste 1½ time detonerede yderlige 63 ICBM ere og 70 Thor og Jupiter over deres mål. (Af det totale antal ballistiske missiler, der blev affyret i denne periode, var der syv med katastrofale funktionsfejl ved eller tæt på affyringsramperne og som forårsagede alvorlig radioaktiv forurening tæt på populationscentre, særligt ved IRBM baserne i England og Italien. Den næste bølge kom i form af bemandede bombefly fra Den Strategiske Luftforsvarskommando, hvoraf en 1/8 var blevet holdt luftbåren i skift for at undgå forebyggende angreb og for at forkorte tid og afstand til deres mål. Cirka ½ time efter lanceringen af SIOP krydsede en flåde af B-47E højtflyvende maskiner, hver bevæbnet med adskillige ni megaton Mk- 53 tyngdebomber, hen over Cuba og efterlod et radioaktivt bælte af ødelæggelse. (Før 2-Dages Krigen afsluttedes blev i alt 41 nukleare våben detoneret over Cuba og dræbte 95% af befolkningen samt skabte alvorlige nedfaldsproblemer i det sydlige Florida, Bahama Øerne, Hispaniola, Puerto Rico og Leeward Islands). Til gengæld lykkedes det kun sovjetisk bemandet cubanske luftforsvarsenheder at nedskyde blot fire B-47 før det kollapsede i totalt i den almindelige ødelæggelse. 9 General Thomas Powers vidneudsagn, 11. december 1962, for Kongressens militærkomité, St. Louis, MO. Optegnelser fra Kongressens Undersøgelseskommission vedr. ledelsen af 2-Dages Krigen, bd. 4 p. 12: skriftligt vidneudsagn, Præsident John W. McCormack, d. 4. januar

8 Det lykkedes heller ikke de PVO Strany enheder, der skulle beskytte det sovjetiske luftrum, at lægge hindringer i vejen for de SAC fly, som begyndte at ankomme cirka 2½ time efter ICBM raketterne i form af 63 supersoniske B-58 Hustlers. Da deres kommandoveje allerede var ødelagt og deres SAM raketter var udtænkt til langsommere mål, var det sovjetiske luftforsvar i realiteten forsvarsløst overfor de Mach 2 Hustlers, som fløj i en højde af fod og hver medbragte en enkelt Mk-53 bombe eller op til fem stk. en megaton B-43 bomber. Overflødig ødelæggelse af mål eller simpelthen overkill blev kun mere forfærdelig ved ankomsten af 242 B- 52G og B-52H tunge bombefly. Efter at have udløst deres to AGM-28 Hound Dog supersoniske krydsermissiler mod forudprogrammerede mål brugte mange de næste timer på at flyve rundt i det sovjetiske hjerteland i resultatløs søgen efter anvendelige mål for deres Mk-41 og B-53 tunge bomber. Det taler til deres fordel, at adskillige besætninger vendte tilbage med våbendepoterne fulde, men i alt for mange tilfælde tilføjedes termonuklear brændstof til ødelæggelserne i form af bomber der blev kastet mod mål der ikke havde strategisk betydning. Det samme gjorde sig gældende mod perifere mål. Gennem en periode på 13 timer efter starten på fjendtlighederne udløste fem medlemmer af den amerikanske flåde ballistiske missiler fra ubåde mod sovjetiske mål på kysterne i form af Polaris 1 og 2 raketter. Mange var ikke funktionsduelige USS Patrick Henry sank med hele sin besætning da et missil eksploderede før afskydningen men mere end 50 detonerede i eller tæt på deres mål og tilintetgjorde mål i kystområderne i Baltikum og Barentshavet, Sortehavet og Stillehavet. Samtidig angreb en flåde af B-47 fly sammen med taktiske fly sovjetiske hærenheder i Østtyskland, Polen Tjekkoslovakiet og Rumænien. Blandt Warszawa Pagtens medlemmer blev kun Ungarn i nogen grad sparet for nukleare følgevirkninger. 10 Ved afslutningen på den dag, der efter alle beregninger skulle have været krigens eneste dag, var Sovjetunionen og dets allierede blevet ramt af mere end 950 atomare sprængninger med skader der var uendeligt meget større end det som var nødvendigt for at reducere dem til funktionsduelige modstandere. Som svar lykkedes det USSR at gengælde med endnu to spektakulære, men stadig atomare, sprængninger i det kontinentale USA. De var dog nok til at sikre endnu en unødvendig gengældelse. Klokken cirka uddykkede en 611AV klasse sovjetisk ubåd (sandsynligvis B-67) med ballistiske missiler 55 sømil vest for Virginias kyst og affyrede i løbet af de næste minutter to R-11FM missiler (flådens version af Scud missiler) i retning af Norfolks Flådebase. Begge skød over målet den ene detonerede i det åbne landskab nord for Fort Pickett og den anden ramte Sussex i Virginia. Ubådens kaptajn havde åbenbart fået underretning om fjendtlighederne og udførte en planlagt mission, men dette er uvist da båden blev sænket i minutterne efter at missilerne var blevet affyret. Tilsammen dræbte sprængningerne mindre end mennesker, men de førte til at de amerikanske militære myndigheder konkluderede at USSR stadig var farlig. Således blev scenen sat for den anden angrebsbølge d. 28. oktober og detoneringen af endnu 370 atomare våben, der på nær nogle få alle ramte Rusland. Mange mål blev simpelthen bombet endnu en gang, men man så også en helt ny og ildevarslende taktik. Et stort antal nukleare våben blev detoneret i de store skovområder i det centrale og den vestlige del af Sibirien med det formål at starte store skovbrande hen over taiga en. Af alle de overgreb der blev begået af de amerikanske styrker i de to dage var dette den mindst undskyldelige og den vil få alvorlige konsekvenser for miljøet efter konflikten. Hvis noget skal siges til fordel for denne uansvarlige kæmpe brandstiftelse er det, at den markerede afslutningen på dette forfærdelige drama. Alle amerikanske efterretningskilder pegede på den fuldstændige tilintetgørelse af USSR. Der havde ikke været tegn på modstand i mange timer og uhyggelige få tegn på liv. Til sidst stak generalerne 10 Der er nogen diskussion om hvorfor dette skete, men de fleste er enige om at det skete først og fremmest under hensyntagen til Ungarns oprør mod kommunismen og den sovjetiske besættelse i

9 deres nukleare våben i skeden. 2-Dages Krigen var forbi; nu var det tiden til at komme overens med dens konsekvenser. Efterspil For de der overlevede var den første reaktion lettelse over at konflikten var forbi så hurtigt og at den ikke havde bredt sig til hele verden. USA havde mistet mere end ¼ million mennesker, men var i det store og hele intakt, mens størrelsen af skaderne på USSR og dets allierede kun blev forstået af meget få. I øvrigt så resten af verden ud til i det store og hele at være sluppet uskadt igennem. Uheldigvis var denne første bedømmelse næsten udelukkende baseret på uvidenhed og blev grundigt modsagt i løbet af nogle få uger af den barske realitet som nuklear krig frembød. Selvom prisen for 2-Dages Krigen er kendt af de fleste skal den her gentages i lyset af den skyld og de efterfølgende konsekvenser, som USA har måttet påtage sig. De første til at betale prisen var japanerne, der for anden gang indenfor blot 17 år blev ofre for alvorlige nukleare følgevirkninger, da de herskende sydvest vinde blæste en sky af tung radioaktivitet direkte ind fra Vladivostok området. Europa, der for det meste har østenvind, undgik denne indledende skæbne, men dramatisk forhøjet radioaktivitet rapporteredes hurtigt fra Kina, det indiske subkontinent, hen over Mellemøsten og ind over Østafrika. Dette var naturligvis blot forspillet. De næsten samtidige detonationer af mere end nukleare våben havde allerede sendt hen ved 100 millioner tons fint radioaktivt støv op i den øvre atmosfære. Denne masse spredte, da den sammen med røgtæppet fra brandstormene i byerne og skovene, en sky som indenfor en måned havde spredt sig til hele den nordlige halvkugle, specielt i områderne mellem 30. og 60. breddegrad. D. 1. januar 1963 var sollyset i dette bælte reduceret med op til 50 % og resulterede i den i annalerne hidtil koldeste vinter. Denne såkaldt nukleare skumring forårsagede omfattende offentlig frygt for at tilstanden blev permanent og selv forudsigelser fra respekterede videnskabsmænd om en ny istid var uundgåelig. Heldigvis blev denne frygt jaget bort da støvet lagde sig i løbet af det næste år skønt prisen var en markant forhøjet radioaktiv stråling. Imidlertid blev slutningen til sidst på den nukleare skumring den totale udeblivelse af foråret på den nordlige halvkugle med et resulterende fald i fødevareproduktion, der forårsagede alvorlig hungersnød i Indien og Kina og alvorlig fødevaremangel i Europa og Nordamerika. Sidst på sommeren bekræftede kinesiske og europæiske undersøgelseskommissioner, der kom tilbage fra Rusland, hvad der efterhånden var blevet indlysende det foregående år: Sovjetunionen var ikke blot blevet knust militært, men var tæt på den totale udslettelse. Selv østeuropæiske stater, hvis bycentre var blevet skånet, led under skader på mellem 15 til 30 %. Død og ødelæggelse i USSR var langt værre, ligesom på Cuba. Af den oprindelige befolkning på 233 millioner blev det anslået at cirka 80 millioner var i live en måned efter krigen. Groft taget ville 2/3 bukke under for hungersnød og følgerne af bestråling i det følgende år og ville efterlade en befolkning på lidt mere end 1/10 af den oprindelige. Det var i efteråret 1963 at udtrykket Den Anden Holocaust blev hæftet på konflikten og at USA i stigende grad blev anset for at være forbryder, ikke offer, af folk på hele kloden. Denne tendens ville kun vinde tilhængere indtil USA faktisk blev bortvist fra verdenssamfundet. I de tidlige stadier var amerikanerne helt og holdent optaget af deres egne problemer. Regeringssædet og mange af dets funktioner var blevet ødelagt og genetableringen af orden og sammenhæng overfor en svigtende fødevareforsyning viste sig at være et herkulisk arbejde. Andre steder opfattedes amerikanerne som hjerteløse og selvoptagne, men i deres egen optik kæmpede de for overlevelse som nation. 9

10 Til hans evige fortjeneste rejste præsident McCormack sig til hjælp og udførte sine pligter med en visdom og værdighed der gav ham det næsten universelle øgenavn Bedstefar John. Som 72-årig var han den hidtil ældste, der havde overtaget præsidentembedet, og den ubønhørlige serie af kriser han stod overfor havde efterladt ham med dårligt helbred og uden det mindste ønske om at genopstille til embedet med udgangen af hans periode. Valgkampen i 1964 førtes i skyggen af tiltagende fjendtlighed i verden mod USA og to veteraner fra den kolde krig opstillede mod hinanden: senator Henry Jackson og tidligere vicepræsident Richard M. Nixon. Mens ingen af de to var villige til at indrømme nogen skyld for krigen var det Nixon der tog initiativet og til sidst vandt valget med sin berømte Vi har ikke noget at skamme os over -tale. Skønt tiden måske delvist vil rehabilitere billedet af Nixons administration er der endnu ikke dukket meget positivt op. Nixon og hans rådgivere lod sig grundlæggende lede af politiske hensigter man valgte en kurs der kunne tilfredsstille en kortsigtet hjemlig dagsorden frem for at imødekomme i det mindste nogle af verdenssamfundets ønsker og håb. Dette valg ledte uundgåeligt til isolation. Mest bemærkelsesværdig var administrationens dårligt skjulte foragt for den globale nedrustningsbevægelse og dens afvisning i 1966 af at underskrive Geneve Konventionen til Afskaffelse af Nukleare Våben; en beslutning der efterlod USA helt alene. Denne position blev bekræftet af Nixons beslutning om at genopbygge de reducerede nukleare våbenlagre, fortsætte opstillingen af Minuteman ICBM raketter og opprioritere udviklingen af et ballistisk missil forsvar. Mens disse træk var klart rettet mod at berolige den amerikanske befolkning, som unægtelig havde været mål for et nyligt nukleart angreb, opildnede de verdensopinionen. Antiamerikanske demonstrationer af aldrig før set størrelse blev faktisk en daglig foreteelse; NATO faldt sammen i 1967 da alle de europæiske medlemmer trak sig ud og en bevægelse senere på året for at bortvise USA fra FN s Generalforsamling fandt støtte. Idet han igen forsøgte at spille på den nationale ophidselse meddelte Nixon i en TV tale til hele landet d. 23. januar 1968, at USA meldte sig ud af FN og beordrede alle FN funktioner og FN funktionærer ud af New York. Ved at udnævne præsident valgkampen i 1968 til en afstemning om den nationale sikkerhed gik Nixon over stregen og udfordringen blev taget op af Det Demokratiske Parti med udnævnelsen af Eugene J. McCarthy som fortaler for hvad han kaldte global forsoning og helbredelse. McCarthy s sejr med de aldrig tidligere sete 76 % af vælgerne gjorde det klart at det amerikanske folk troede, at Nixon havde valgt forkert og at isolation medførte national enegang. Her lige før 1972-valget er præsident McCarthy s fortjenester blandede. USA har genoptaget diplomatiske forbindelser med 24 stater og indtaget observatørstatus i FN og tilbudt at blive fuldt medlem hvis resolutionerne om krigsskyld og erstatninger tages af bordet. Det amerikanske videnskabelige samfund har med massiv støtte fra den amerikanske regering indtaget en ledende rolle i bestræbelserne på global nuklear dekontamination. Amerikansk landbrug har igen høstet en stor høst, som nu systematisk fordeles mellem hvad der nu kaldes Offerstaterne. Amerikansk international handel er igen voksende og vi deltager nu i drøftelserne om de almindelige forhandlinger om Tariffer og Handel. Ikke desto mindre er McCarthy s eftermæle mindre positivt i kernespørgsmålet om nuklear nedrustning. Ensidige reduktioner af det amerikanske strategiske arsenal og tilbud om at indlede forhandlinger om en nulløsning har ikke vundet gehør specielt blandt underskriverne af Geneve Konventionen. Blandt underskriverne er der ikke noget valg mellem traktaten selv og øjeblikkeligt kernevåbenstop og nedrustning, som er konsekvensen. Denne forhandlingsposition er uden tvivl baseret på en fortsat tro på at USA var hovedansvarlig for udbruddet og konsekvenserne af 2-Dages Krigen. Efter at have overvejet materialet med flest mulige detaljer er det Danforth Kommissionens mening at dette langt fra er tilfældet: USA gengældte først efter et nukleart angreb 10

11 af sovjetiske styrker på 3 områder: sænkningen af Randolph, brugen af taktiske nukleare våben på Cuba og likvideringen af regeringen i Washington. Det er imidlertid klart af grunde, der havde mere at gøre med planlægning og tilfældet end af hensigt, at det amerikanske svar langt overskred det nødvendige for militært at nedkæmpe Sovjetunionen. Det må indrømmes at vi i denne proces begik noget tæt på folkemord og at brugen af betegnelsen Det Andet Holocaust er dækkende. Helt enkelt og unægtelig var denne tragiske hændelse konsekvensen af ophobningen af nukleare våben og deres fremføringsmidler. Atomkrig er uholdbar i hvilken som helst form. Og dog er den eneste måde man kan forsikre sig dens ophør på at sikre sig bortskaffelsen af de måder på hvilken den føres. Vi tror derfor at USA ikke har noget andet valg end at blive medunderskriver af Geneve Konventionen til Afskaffelse af Nukleare Våben hurtigst muligt. 11