KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG LANDEVEJENS FARENDE SVENDE -PÅ VALSEN EFTER UDDANNELSE OG ARBEJDE I 1800-TALLET Af Lene Sørensen

Transkript

1 KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 2002 LANDEVEJENS FARENDE SVENDE -PÅ VALSEN EFTER UDDANNELSE OG ARBEJDE I 1800-TALLET Af Lene Sørensen Et skær af eventyr hviler over begrebet landevejens farende svende. Men der var næppe eventyr i luften den sidste dag i november 1882, da Niels Peter Jensen traskede væk fra Aalborg på vej mod Løgstør. Den 29-årige malersvend havde da været på farten, siden han den 31. december 1880 havde fået udstedt sin vandrebog af politimesteren i Randers. Og han havde endnu mange mil foran sig på landevejene, inden hans vandrebog den 5. november 1887 blev stemplet på politistationen i Randers ledsaget af kommentaren Afgang til Spentrup. Det næste, der står skrevet, er Tilført Spentrup. Det er vandrebogens sidste indføring. 97 år senere forærede Niels Peter Jensens barnebarn, bosat i Spentrup, vandrebogen til Kulturhistorisk Museum Randers. 1 På valsen Der havde vandret håndværkere på landevejene i mange hundrede år, inden Niels Peter Jensen begav sig af sted. I begyndelsen af 1600-tallet blev det almindeligt, at en svend tog nogle år på valsen - som vandringen blev kaldt - inden han selv slog sig ned som mester. Vandringen førte ham tit uden for landets grænser. Oftest tog de danske svende til de tysktalende områder, men også det østlige Europa og de latinske lande fik besøg af naverne, som var det navn, de vandrende svende fra Skandinavien gik under. Svendene tog arbejde, hvor de kom frem, og de nye teknikker og stilarter, de stiftede bekendtskab med på værkstederne i Berlin, Køln eller Budapest, bragte de med tilbage til Danmark. 2 Når svendene i 1600-, og først i 1800-tallet vandrede rundt i såvel Danmark som Europa, var de omsluttet af et fællesskab bestående af fagfæller. Når en håndværkersvend ankom til en by, søgte han straks hen til den bygning, hvor hans fags svendelav holdt til. Her blev han modtaget med øl, nattelogi og hjælp til at finde arbejde. Og var der ikke arbejde til den vandrende svend, modtog han i stedet geskænk fra svendelauget. Geskænk en bestod af en sum penge, der gjorde det muligt for ham at drage videre til næste by. 3 Vandrebøger I første del af 1800-tallet var tiderne turbulente og hårde. Danmark gik i 1813 statsbankerot og måtte året efter i kølvandet på Napoleonskrigene afstå Norge til Sverige. Tiden herefter og frem til slutningen af 1820 erne var præget af økonomisk krise. Krisetiderne medførte omfattende løsgængeri og tiggeri, hvilket resulterede i tiltagende klager fra befolkningen. For at skelne mellem vagabonder og håndværkere samt for at begrænse håndværkersvendes omflakken udstedtes i 1828 en kongelig forordning, der blandt andet indførte vandrebogen. Kun lovligt uddannede håndværkersvende kunne få udstedt en vandrebog, som de skulle medbringe overalt på deres rejse gennem Danmark og i udlandet. Hver gang svenden ankom til eller forlod en by, skulle vandrebogen viseres af de lokale politimyndigheder, der indførte i bogen, hvornår svenden ankom til byen, hvor han videre rejste hen, og hvor mange penge han bragte med sig på rejsen. 4 Det var 1

2 sådan en vandrebog, malersvend Niels Peter Jensen fra Randers havde med sig på sin syv år lange vandring rundt i Danmark. På Kulturhistorisk Museum og på Randers Lokalhistoriske Arkiv er bevaret fem af disse vandrebøger. Den ældste er udstedt den 1. marts 1837 af Randers byfoged, som udøvede politimyndigheden i Randers købstad. Til byfogedens kontor var knyttet flere retsbetjente, som udførte det daglige arbejde. Den ældste vandrebog tilhørte garversvend Ludvig Lindhardt Stoltz, hvis vandring førte ham vidt omkring i de tyske lande og Schweiz, inden han den 2. juni 1859 på Aarhus Politigård fik indført Afreise til Randers. Dermed sluttede hans vandring. Skomagersvend Jens Nielsen Sennels fik den 16. maj 1863 udstedt sin vandrebog af Randers byfoged. Også han kom langt omkring. I 1867 ankom han til Paris, hvor han inden længe mødte den 18-årige Francoise Kocher. Da Jens Nielsen Sennels i juli samme år vendte hjem, fulgte den gravide Francoise snart efter og blev skomagerkone i Randers. Malersvenden Edvard Hugo Alexander Jespersen begyndte sin rejse i Randers den 9. september Den eneste by, der er indført i vandrebogen, er Hamburg. Her opholdt Edvard Hugo Alexander Jespersen sig tilsyneladende, indtil han den 2. december 1889 vendte hjem til Vivild, hvor hans far var købmand. Snedkersvend Jens Christian Jensen drog på valsen fra Lemvig den 23. marts 1896 for den 21. september 1898 efter en rundtur i Danmark at ende i Randers, hvor kommentaren Meldt Arbeide blev skrevet i vandrebogen. Endelig rummer museets samling vandrebogen for den allerede omtalte malersvend Niels Peter Jensen, der tilbragte syv år fra 1880 til 1887 som farende svend rundt omkring i Danmark. 5 Fra uddannelse til arbejdsløshed Niels Peter Jensens rejse i 1880 erne var markant anderledes end Ludvig Lindhardt Stoltzs rejse i 1830 erne. I 1857 blev loven om næringsfrihed vedtaget i Danmark, og med virkning fra 1862 ophævede loven blandt andet med ét slag håndværkerlavene og deres århundredgamle rettigheder med hensyn til at regulere håndværket og dets arbejdsforhold. Samtidig forsvandt også det sociale sikkerhedsnet, som lavene havde udgjort for håndværkerne - både de bofaste og dem på valsen. Modsat Ludvig Lindhardt Stoltz modtog Niels Peter Jensen undervejs på sin rejse ingen geskænk. Retten til geskænk var ved lov blevet ophævet i 1875, og der var heller intet lav til at anvise arbejde eller nattelogi. 6 Og hvor Ludvig Lindhardt Stoltz sikkert var taget på valsen som et led i sin uddannelse, var det sandsynligvis andre motiver, der drev Niels Peter Jensen ud på landevejene. Svendevandringerne udviklede sig nemlig i sidste halvdel af 1800-tallet til at være arbejdsløshedsvandringer, der fulgte de økonomiske konjunkturer. I de dårlige år strømmede de arbejdsløse ud på landevejene og forsøgte lykken i selv små og fjerntliggende købstæder, hvor der i de gode år stort set ingen vandrende svende kom. Således var der i første halvdel af 1870 erne relativt få rejsende svende, hvorefter antallet steg frem mod 1880, hvor vandringerne toppede, inden et nyt højdepunkt blev nået umiddelbart efter Drivis ved Løgstør Den 30. november 1882 var malersvend Niels Peter Jensen som nævnt på vej mod Løgstør fra Aalborg. Hvor mange penge, han havde med sig, står noteret i hans vandrebog: Foreviist i Reisepenge 3 Kr 55 Øre. Det må have været en bitterlig kold vandretur. Fire dage senere i Løgstør noteres det i bogen, at rejsen fortsætter mod Thisted, men allerede to dage derefter, den 6. december, er han igen i Løgstør, hvor det noteres, at Bogholder der har foregivet paa Grund af Drivis ikke at kunne komme over Aggersund til hermed til Viborg. Fra Viborg går turen den 14. 2

3 december videre Til Silkeborg med 3 Kroner. I Silkeborg har Niels Peter Jensen haft heldet med sig, for næste indføring i vandrebogen stammer først fra den 4. marts 1883, hvor turen går tilbage Til Viborg med 5 Kr. Det var ikke fjerne og fremmedartede steder Niels Peter Jensen begav sig hen på sin vandring. Desværre mangler to sider i vandrebogen, så det vides ikke, hvor han befandt sig fra oktober 1883 til april 1886, men alle de øvrige indføringer i bogen stammer fra små og større nørrejyske byer som for eksempel Skive, Nykøbing, Hjørring, Aalborg, Grenaa, Allingaabro, Hobro, Viborg, Randers og Silkeborg, som var det sydligste han kom. På trods af, at Niels Peter Jensen vandrede i krisetider, lykkedes det ham ofte at finde beskætigelse i længere perioder ad gangen. For eksempel arbejdede han i Allingaabro fra den 18. november 1881 frem til den 20. juni 1882 og i Hobro fra den 10. marts 1883 til den 10. oktober samme år. Hans vandringer på landevejene har altså ind imellem været afbrudt af stabile perioder med arbejde. Rejsende svende i Randers Ligesom malersvend Niels Peter Jensen blev viseret af de lokale politimyndigheder i hver købstad, han kom til, så skulle alle rejsende svende, der kom til Randers, også føres til protokols på byfogedens kontor. I disse protokoller stod anført, hvor mange rejsende svende, der hvert år kom til Randers. Byen lå lige uden for den mest anvendte rejserute, som gik mellem Århus, Odense og København, men Randers var til gengæld den købstad, som de fleste rejsende svende, der forlod Århus, opgav som destination. 8 Desværre er Randers byfogeds protokoller over rejsende stort set gået tabt. På Landsarkivet i Viborg findes kun en delvist bevaret protokol, der strækker sig fra 13. november 1871 til 2. april Det var ikke kun håndværkersvendene, der blev noteret i denne protokol. På de tæt beskrevne sider møder man en skønsom blanding af håndværkssvende, -mestre og lærlinge, tjenestefolk, italienske positivspillere (lirekassemænd), hestetrækkere, handelsfolk, et par fraskilte koner og en enkelt løsladt straffefange. To hele kalenderår er bevaret i protokollen, nemlig 1872 og Det er dog meget begrænset, hvor mange - og hvor nøjagtige - oplysninger om de rejsende svende og deres antal i disse to år, man kan fravriste protokollen. Det eneste retsbetjentene hos Randers byfoged førte ind, var dato, navn, bestilling og herberge i Randers. Der er også et felt med plads til kommentarer, men det er langt fra altid benyttet. For håndværkersvendenes vedkommende er det for eksempel kun sjældent anført, hvorfra de kom, eller hvorhen de rejste efter Randers. Desuden er protokollen sjusket ført, og det er derfor i mange tilfælde umuligt at fastslå, hvilken bestilling personerne i protokollen har haft. Endelig kan det ikke lade sig gøre at optælle håndværkersvende og mestre hver for sig, da langt fra alle retsbetjente har skelnet mellem de to grupper. Med disse forbehold i baghovedet, kan man trods alt udlede af protokollen, at der i 1872 var 1042 tilrejsende til Randers. Dog mangler i protokollen fire sider af dette års indførelser, hvilket betyder, at der reelt har været tale om personer mere. Ud af de 1042 personer var 475 (ca. 45 %) med sikkerhed håndværkere såvel svende som mestre. Af de resterende er det umuligt at fastslå stillingsbetegnelserne for 250 (ca. 25% af det samlede antal personer), men der er givetvis også håndværkere blandt disse. I 1873 var der 1295 tilrejsende til Randers. Ud af disse var 574 (ca. 45%) håndværkere igen både svende og mestre. I 1873-protokollen er det kun 170 af stillingsbetegnelserne, der ikke lader sig fastslå (13% af det samlede antal personer). Det store antal ulæselige stillingsbetegnelser betyder, at protokollen er vanskelig at anvende statistisk set, men man kan dog udlede, at håndværkerne svende og mestre til sammen - udgjorde langt den største del af de rejsende, der kom til byen i de to år. En anden stor gruppe var tjenestefolk 3

4 og arbejdsmænd, der ankom i en jævn strøm året rundt, men som på det nærmeste syntes at have oversvømmet byen i dagene efter den 1. november, hvor der var skiftedag på landet, og sommerens arbejde var ovre. De rejsende fra underholdningsbranchen er en anden gruppe, som fylder pænt på protokollens sider. Tilsyneladende har randrusianerne haft masser af muligheder for at blive underholdt af fløjtespillere, akrobater, positivspillerne, kunstnere, ekvilibrister og adskillige Musikus og 1873, hvorfra oplysningerne om de tilrejsende er bevaret, var som tidligere nævnt år, hvor der var lav arbejdsløshed og relativt få svendevandringer. Man må derfor formode, at der har været flere rejsende svende i Randers i årene omkring 1880 og 1885, hvor svendevandringerne toppede på landsplan. Svendehjemmene skyder op Efterhånden som antallet af vandrende håndværkssvende tog til op mod 1880, udviklede vandringerne sig i stigende grad til et socialt problem. Der var en tendens til, at håndværkersvendene, der tidligere havde modtaget geskænk fra deres egne, nu tiggede fra alle og enhver. Og på herbergene fandt de selskab af lediggængere og drukkenbolte. Forskellen på en vandrende svend og en omflakkende vagabond kunne til tider være svær at få øje på. 10 Derfor blev der rundt omkring i købstæderne fra 1879 og frem oprettet understøttelsesforeninger for de rejsende håndværkersvende. Når en svend henvendte sig til den lokale forening, blev han henvist til et pænt og ordentligt herberg også kaldet svendehjemmet. Og kunne han ikke finde arbejde, fik han udbetalt en mindre understøttelse. Lavenes tidligere opgaver blev på den måde i løbet af 1880 erne overtaget af de lokale understøttelsesforeninger. I mange større byer som Århus, Kolding og Roskilde byggede foreningerne snart egne svendehjem, hvor en bestyrer sørgede for ordentlige forhold og ro og orden. Der stod almindeligvis brede lokale interesser bag støtteforeningerne, i hvis bestyrelser man både fandt mestre og svende, der havde en fælles interesse i at værne om standens anseelse. I perioden skød svendehjem op i 64 danske købstæder. 11 Denne udvikling må malersvend Niels Peter Jensen have oplevet. Da han drog af sted i 1880, har der kun været enkelte støtteforeninger og svendehjem rundt omkring. Han har selv måttet finde logi og klare dagen og vejen. Derimod har der været hjælp at finde også i de mindre købstæder - de sidste par år, han var på farten, inden han i 1887 slog sig endeligt ned i Spentrup. Haandværkersvendenes Rejse- og Sygeforsikring Randers Også Randers fik en understøttelsesforening for de rejsende håndværkere. Det var i 1883, og på Randers Lokalhistoriske Arkiv findes foreningens forhandlingsprotokol fra grundlæggelsen og frem til dens opløsning i Som i andre købstæder var foreningens første opgave at skaffe et herberg, hvor den ordentlige Haandværkssvend kan få et godt og anstændigt Ophold uden at komme sammen med Vagabonder. I de første mange år havde svendehjemmet i Randers til huse i lejede lokaler først i Østergrave, senere i von Hattenstræde og så atter i Østergrave. Man kunne håbe, at protokollerne fra Haandværkersvendenes Rejse- og Sygeforsikring Randers afslørede, hvor mange rejsende svende, der fandt vej til svendehjemmet i løbet af 1880 erne, hvor vandringerne var på deres højdepunkt. Men den eneste antydning af svendenes mængde i 1880 erne, finder man i referatet fra et bestyrelsesmøde den 16. december 1885, hvor Værten i Svendehjemmet havde fremsat Begjæring om at blive tilstaaet en Understøttelse. Han erkjendte, at der havde været ikke faa reisende Svende i det sidste par Maaneder, men gjorde gældende, at Indtægten for ham desuagtet var ringe, idet de reisende Svende ikke nöde stort Andet, end hvad de var berettigede til at faa paa det den af Foreningen meddelte Spisekort. 4

5 Først fra regnskabsåret 1889/1890, hvor vandringerne på landsplan var for nedadgående, begynder værten at indberette, hvor mange besøgende, han har haft på hjemmet. Regnskabsår Rejsende svende Svende som fik støtte af rejseforeningen 1889/ / / / / / / / / / / / Som det fremgår af ovenstående tal, var det ikke alle rejsende svende, der modtog understøttelse af foreningen. Man skulle nemlig være medlem af en understøttelsesforening i en købstad for at kunne få hjælp. Derfor må man formode, at det samlede antal rejsende svende i Randers gennem hele perioden har været højere, end det fremgår af værtens indberetninger. Men alligevel taler tallene deres tydelige sprog. Som i det øvrige land var de rejsende svende som massefænomen ved at være en saga blot. At svendevandringerne efterhånden ebbede ud, hang sammen med, at samfundet var under forandring. I de større byer skete en koncentration af befolkning, industri og handel. Ufaglært arbejdskraft strømmede til byerne fra landområderne, hvor befolkningstilvæksten var stor og arbejdet begrænset. I byerne tog de tidligere landboer arbejde i den fremvoksende industri, hvor også udlærte håndværkere i dårlige tider konkurrerede om det ufaglærte arbejde. Udviklingen i byerne betød, at mistede man som håndværker sit job, var der flere muligheder for at finde nyt arbejde i den samme by selvom det muligvis ikke var som håndværkersvend. Desuden voksede fagforeningerne frem og med dem muligheden for arbejdsløshedsforsikring, så man ikke i samme grad var tvunget til at drage på valsen i tilfælde af, at man blev arbejdsløs. Endelig fik den voksende presse en stor betydning for, hvordan man søgte job. Mesteren averterede efter arbejdskraft i aviserne eller i et af de mange nye fagblade, og svenden rejste så direkte til sin nye arbejdsplads uden at gøre holdt undervejs. Efter 1900 fortsatte den kraftige tilbagegang i vandringerne, og ved 1. Verdenskrigs begyndelse forsvandt den århundredgamle tradition stort set. 13 Svendebevægelsens endeligt På grund af den store nedgang i antallet af vandrende svende fik mange svendehjem økonomiske problemer og måtte lukke i begyndelsen af 1900-tallet. 14 Det kan i den sammenhæng undre, at svendehjemmet i Randers i 1907 for første gang kunne byde velkommen i egne, nyrenoverede lokaler i Laurentiigade 12, og allerede i 1921 flyttede svendehjemmet til Fastrupsstræde 6 for at få mere plads. Her blev Haandværkersvendenes Rejse- og Sygeforsikring i Randers ved med at drive svendehjem helt frem til 1957, hvor kommunen købte ejendommen i forbindelse med udvidelsen af Frederiksplads. Det sidste år, svendehjemmet eksisterede, blev det besøgt af 815 overnattende gæster, men der var ikke kun tale om håndværkersvende. Også mange arbejdssøgende landarbejdere indlogerede sig på det billige svendehjem. Landarbejderne var i en periode så talrige, at hjemmet gik under øgenavnet Landbohjemmet. 15 I årene efter 1957 forsøgte Haandværkersvendenes 5

6 Rejse- og Sygeforsikring at skaffe nye lokaler til svendehjemmet, men måtte opgive at finde en passende ejendom. Foreningen gik i de følgende år i dvale for endeligt den 25. marts 1975 at opløse sig selv og overdrage formuen til Fællesorganisationen samt Håndværker- og Industriforeningen i Randers. Dermed blev det sidste punktum sat i historien om landevejens farende svende i Randers 95 år efter at malersvend Niels Peter Jensen drog på valsen og på første side i sin vandrebog fik noteret Til Viborg ad rette Landevei. 1 Vandrebog for malersvend Niels Peter Jensen, udstedt 31. december 1880 i Randers, opbevares på Kulturhistorisk Museum Randers (KHM) 2 Håndværkets Kulturhistorie. Kapløbet med industrien. Perioden , af Henrik Fode m.fl., Kbh s , Georg Nørregaard, Arbejdsforhold indenfor dansk Haandværk og Industri , Kbh s Håndværkets Kulturhistorie. Håndværket i fremgang. Perioden , af Ole Degn og Inger Dübeck., Kbh s Om antallet af bager- og rebslagersvende, der modtog geskænk fra svendelaugene i Randers op til 1862 se Ole Warthoe-Hansen, Randers Håndværkerlav bd. II, Randers 1970 s Håndværkets Kulturhistorie. Kapløbet med industrien. Perioden , af Henrik Fode m.fl., Kbh s Georg Nørregaard, Arbejdsforhold indenfor dansk Haandværk og Industri , Kbh s. 25 Claus Bjørn, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Fra reaktion til grundlov , København 1990 s Vandrebog for Ludvig Lindhardt Stoltz, Randers Loklahistoriske Arkiv (RLA) uregistreret, vandrebog for Jens Nielsen Sennels, RLA uregistreret, vandrebog for Edvard Hugo Alexander Jespersen KHM, uregistreret, vandrebog for Jens Christian Jensen, KHM 1048X2, vandrebog for Niels Peter Jensen KHM, uregistreret, Anbefaling for Edvard Hugo Alexander Jespersen, KHM uregistreret. Om Jens Nielsen Sennels se desuden En pige fra Alsace kom til byen af Guri Dybsand, Randers Amtsavis den 28. februar Håndværkets Kulturhistorie. Kapløbet med industrien. Perioden , af Henrik Fode m.fl., Kbh s Håndværkets Kulturhistorie. Kapløbet med industrien. Perioden , af Henrik Fode m.fl., Kbh s Georg Nørregaard, Arbejdsforhold indenfor dansk Haandværk og Industri , Kbh s Håndværkets Kulturhistorie. Kapløbet med industrien. Perioden , af Henrik Fode m.fl., Kbh s Landsarkivet i Viborg, B E Randers byfoged Protokol over rejsende 10 Georg Nørregaard, Arbejdsforhold indenfor dansk Haandværk og Industri , Kbh s Håndværkets Kulturhistorie. Kapløbet med industrien. Perioden , af Henrik Fode m.fl., Kbh s og Haandværkersvendenes Rejse- og Sygeforsikring Randers, Forhandlingsprotokoller RLA A 69 A. Om svendehjemmet i Randers se desuden Randers Håndværker- og Industriforening af E. Bjørnbak, 1948 s Georg Nørregaard, Arbejdsforhold indenfor dansk Haandværk og Industri , Kbh s Håndværkets Kulturhistorie. Kapløbet med industrien. Perioden , af Henrik Fode m.fl., Kbh s Folkebladet den 23. juni