Fint besøg. Direktør Ole Rask

Transkript

1 udtalte brandinspektør Erik Schou:»Var branden sket om natten, var tagkonstruktionen formentlig gået til i den kraftige blæst.«det var ikke noget voldsomt indgreb i produktionen, selv om det selvfølgelig var ærgerligt, når efterspørgslen nu var så stor. Fint besøg Sidst i 1960 erne nåede LKF en foreløbig kulmination og berømmelse langt ud over både Langeland og Danmark. Det blev belønnet med et besøg af stats- og kulturministeren i sommeren Under en sommerferie besøgte de to radikale ministre, statsminister Hilmar Baunsgaard og kulturminister K. Helveg Petersen, førstnævnte med frue, den berømte fabrik i Sdr. Longelse med de magiske selvreflekterende vejstriber. Direktør Ole Rask og driftsleder K. Vestergaard viste rundt, og statsministeren lod sig forevige med en trillebør fuld af synopal et stof, der indgik i termoplast og som LKF købte fra opfinderen Karl Krøyers fabrik. Direktør Ole Rask Ole Rask, der var blevet direktør for LKF i 1964,»var sælger om en hals og fik vejstriberne bredt ud til det meste af verden«fortæller Jørn Thorup. Frede Hansen supplerer: Ole Rask var eksplosiv og fik sat gang i det. Han kunne sælge alle steder som til Københavns Kommune og Viborg Amt. Det væltede ind med ordrer, og vi kunne dårligt nå at følge med. Vi blev kastet ud i det fik en bil og kom ud at stribe af. Vi blev delt op i hold og så var det af sted.«28 Branden hos LKF i Sdr. Longelse den 26. juni Branden opstod ved en kortslutning i de termostater, der regulerede temperaturen i en af tankene. Fra et tomt, nedlagt andelsmejeri i en landsby på det østlige Langeland fik Ole Rask etableret LKF både på hjemmemarkedet og som en international spiller på et stærkt ekspanderende marked for vejmarkering. Rask nåede internationalt At starte en licensfabrik i Skotland At stå for arbejdet med vejstribning på Island i forbindelse med overgangen fra venstre- til højrekørsel 28. Interview. 29

2 Ole Rask (tv) blev direktør i LKF i 1964 og forlod selskabet i 1969 for at starte en konkurrerende virksomhed Zebra Flex i Aalborg. Her ses han foran LKF s administrationskontor sammen med Erik Magnusson, grundlægger og ejer af Cleanosol i Kristianstad. Anledningen er en fodboldkamp mellem LKF s hold og holdet fra Cleanosol. Erik Magnusson står med fodboldpokalen, som de to hold spillede om. Pokalen skulle vindes tre gange i træk for at blive holdets ejendom, og LKF endte med at vinde pokalen. Kampene foregik på skift i Sdr. Longelse og Kristianstad. Den sidste fodboldkamp blev spillet i Kristianstad i begyndelsen af 1970 erne med den ny direktør Jørn Thorup som deltager. Den lille pokal, som Ole Rask står med blev udleveret til spillerne på det vindende hold efter hver kamp. At sælge fræsemaskiner i USA At åbne en fabrik i Sydafrika sammen med ØK og Christiani og Nielsen At etablere kontakt med det meste af Europa Frede Hansen, der var med udenlands, fortæller:»i foråret 1968 var jeg med på Island, der havde venstrekørsel. Det skulle vi op og lave om til højrekørsel. Vi var fem uger i Reykjavik og fik stribet hele byen om, alle pile skulle lægges over i den anden side. Vi var to mand foruden mig Peter Rubæk og Bent Mortensen. Maskiner, gryder og materialer blev sejlet derop, og de stillede en fladvogn til rådighed, hvor gryderne kunne stå. Vi arbejdede med den trehjulede udlægger og en fræser. Fjorten dage efter hjemkomsten fra Island skulle vi til Fulda og stribe motorvejen af der. Andre hold var i England og Skotland. Det var bl.a. min bror Poul og Peter Rubæk. I begyndelsen af 1970 erne blev Erik Sommer, der tegnede den første trehjulede udlæggermaskine, sendt til Cape Town i Sydafrika. Han tog derned med sin familie og blev i ca. 10 år i Sydafrika, hvor han fik etableret et stribefirma og en fabrik.«lkf havde også udlagt vejstriber i Spanien og gik med planer om at oprette en fabrik i Frankrig, fordi de franske myndigheder var meget restriktive med godkendelse af LKF s vejstriber. Det kom derfor som lidt af et chok, da Ole Rask i 1969 meddelte, at han ville forlade posten som direktør for LKF. Ole Rask var en populær mand på Langeland, og der blev udfoldet betydelige bestræbelser fra flere sider på at beholde direktøren. Men hans beslutning var uigenkaldelig. Selv kommunernes mellem- 30

3 Lastbil med træ til trækasser til termoplast. Frede Hansen fortæller:»vi lavede 50-kilo trækasser til termoplastmassen. Kasserne fik vi i stumper fra et savværk på Langeland. Så kom der nogle skolebørn efter skole og slog kasserne sammen til os. De skulle også kridtes indvendig på grund af den varme masse. Trækasserne forsvandt i begyndelsen af 1970 erne, da vi gik over til 30-kilo papkasser. I 1990 erne blev termoplasten pakket som granulat i plastsække på 20 kilo.«privateje komst kunne ikke formå direktøren til at blive. Selv udtalte han til dagbladet Aktuelt i 1969:»Jeg forlader ikke Langeland som en bitter mand. Jeg har altid været glad for at være her på øen. Men der har ikke været anden udvej end at rejse, når ledelsen for fabrikken og jeg ikke har kunnet opnå enighed i forskellige væsentlige spørgsmål, siger Ole Rask, 36-årig direktør med en kometagtig karriere.«de lidt kryptiske udtalelser dækkede over, hvad der i takt med LKF s ekspansion var blevet særdeles lukrative aflønningsforhold. Ole Rask var nemlig i 1964 blevet ansat med en aflønning svarende til 10 pct. af omsætningen. Den lå dengang på ca kr. om året men var sidst i 1960 erne steget til ca. 2 mio. kr. Det syntes Hammerumfamilien var lige i overkanten som aflønning, men direktøren var hverken til at hugge eller stikke i og endte med at forlade LKF. Ole Rask havde imidlertid andre dagsordener, der måske i virkeligheden vejede tungere end lønspørgsmålet. Bag kulissen var han i færd med at etablere egen virksomhed i samme branche som LKF. Det bidrog til mystikken, indtil han sprang ud som direktør for en konkurrerende vejmarkeringsfabrik: Zebra Flex i Aalborg. Dobbeltdirektør Ole Rask arbejdede som direktør i LKF på at opføre sin egen fabrik i Hasseris og organisere Zebra Flex som et aktieselskab med en bestyrelse bestående af ham selv, hans hustru, landsretssagfører Thomas Christensen og N. E. West-Jensen, Aalborg. Men ikke nok med det, som direktør i både LKF og Zebra Flex gav han tilbud på afstribning af motorvejen fra Lillebælt til Kolding. Tilbuddet fra Zebra Flex var ikke overraskende en smule billigere end det fra LKF. Det bidrog til at give Zebra Flex en flyvende start. Dobbeltspil havde nær kostet LKF livet. Frede Hansen fortæller:»ole Rask tog ca. halvdelen af medarbejderne med, blandt andre min bror Poul. Han var den, der kendte mest til produktionen, den mest rutinerede på den tid. På den måde kom Ole Rask godt i gang i Aalborg. Han fik mange ordrer og skulle bruge mange folk. Det endte med at vi kun var få tilbage i Sdr. Longelse, fem 31

4 Den nye Lillebæltsbro blev bygget i perioden 1965 til 1970 og afstribet af LKF. Privateje til seks mand. Jeg fik også tilbuddet om at komme med til Aalborg. Det var tæt på at gå galt. Jeg kan huske at Vestergaard sagde»hvis I siger ja til at tage til Aalborg, så lukker vi i Longelse.«Vi lovede ham så at blive, og det viste sig at være det rigtige. Det var meget voldsomt, men vi fik det stabiliseret i Longelse, og det viste sig at Zebra Flex ikke kunne følge med og måtte give op i det lange løb. De, der var taget med til Aalborg, kom så tilbage til Longelse, hvor vi fik brug for folk.«29»den populære direktør blev et dyrt bekendtskab for LKF også på længere sigt,«fortæller Jørn Thorup:»Det var en hård kamp, vi havde med Ole Rask, han var næsten altid lidt billigere end os. Så han løb med mange af de store arbejder. Men hans kunder fandt hurtigt ud af, at det bedre kunne betale sig at få LKF ind, vores striber holdt noget længere, end hvad Zebra Flex kunne lave.« Interview. 30. Interview. 32

5 Langelands Garden trækker op foran LKF s administrationsbygning i den gamle station på vej til stadion. Frede Hansen fortæller:»i 1967 spillede vi fodbold på Longelse Stadion med LKF s fodboldhold, og Ole Rask skulle altid gøre et stort nummer ud af alting, så han engagerede Langelands Garden der gik i spidsen for holdet, der spadserede fra LKF til Longelse Stadion. Vi var i gule kedeldragter og alle familierne fulgte med. Bagefter holdt vi en ordentlig fest, sådan noget var han god til.«frede Hansen udlægger striber med malermaskine på Østerbro Stadion i København Malingen blev leveret af det firma, der stod for stadionbelægningen. Endnu i årene omkring 1990 var Zebra Flex konkurrent til LKF, fortæller Henrik Nielsen, der blev ansat i LKF i marts 1989:»Jeg startede med at sælge stribemateriale til København, den såkaldte Københavnermasse, i konkurrence med Ole Rask. Det var kun i København, Ole Rask kunne komme ind. Jeg sloges en del med ham, men Københavns Kommune havde en indgangskontrol af produkterne. Der blev taget prøver af stribemassen, og stemte prøverne ikke 100 procent overens med specifikationerne, så kunne vi hente materialet igen. Vi plejede at sige, at når Ole Rask fik kasseret et læs stribemasse, hentede han det, kørte det til Frederiksberg og solgte det 50 øre billigere. Han brugte, skal vi sige utraditionelle metoder, i sit salgsarbejde. Han var en meget speciel mand, og der verserer mange historier om ham.« Interview. 33

6 Udsnit af LKF s bilpark på pladsen ved den gamle stationsbygning i Sdr. Longelse. Ole Rask søgte med andre ord at udhule LKF på to måder på entreprenørsiden ved at underbyde LKF og på produktionssiden ved at overbyde og»stjæle«arbejdskraften fra LKF. Direktørskifte og fortsat turbulens Det så sort ud for de hvide striber fra Langeland i årene omkring Hammerum var på nippet til at opgive det hele. Den ny direktør Jens Knudsen, der i 1969 afløste Ole Rask, gjorde status i begyndelsen af 1970:»Eksporten er ganske vist stigende, men Danmark er stadig vores største marked. Herhjemme lægger vi ca. tusind km vejstriber om året vi producerer 1500 ton masse om året, og der går 9,7 kg til en stribe på en meter af ti cm s bredde produkterne går til andet end midterstriber, de bruges også til fodgængerovergange, parkeringsfelter m.v cleanosolmasse, der nedlægges 130 grader varmt med en hastighed af seks km om dagen, kan på asfalt holde i ca. to år. Men man går mere og mere over til nedfræset markering, og en sådan kan holde i fem år De ni måneder af året har vi konstant 10 hold i gang med at lave striber overalt i Danmark. Eksporten er steget stærkt de sidste par år og vi regner med at skulle udvide betydeligt. Vi venter at specialisere os i alt inden for færdselsmarkering Vor eksport har hidtil været baseret på, at andre taler pænt om os.«32 Endnu i 1970 var de malede striber til 70 øre meteren i brug især i amtsvejvæsenerne. De dyre termoplaststriber kostede 2,75 kr. per meter, men holdt så også tre gange så lang tid. 32. Aktuelt, 12. februar

7 Jens Knudsen satsede på andet end vejstriber, og da en skiltefabrik i Næstved blev til salg, mente han, at LKF skulle købe den, fortæller Jørn Thorup:»Det ville min svigerfar godt, men han betingede sig, at Jens Knudsen selv satte penge i den. Knudsen blev så medejer af Color Reflex i Næstved. Men det kostede penge og gav ikke overskud. Min svigerfar ville ikke blive ved med at poste penge ind. Vejstribefabrikken gik heller ikke så godt. Han var parat til at lukke det hele, da han i december 1970 kom til Als til Inger og mig. Jeg var ansat som ingeniør på Danfoss og havde været det i syv år. Han kom så ned og tilbød mig at overtage det hele, hvis jeg ville, og hvis ikke, så ville han lukke fabrikken. Jeg havde altid syntes, at det med vejstriber, det var en rigtig god idé, og det tilbud kunne jeg ikke stå for. Jeg sagde ja og overtog samtidig hans aktiepost. Jeg satte som betingelse, at min svigerfar trak sig ud. Hvis han skulle sidde bagved og dirigere, ville jeg ikke være med, og han blandede sig faktisk aldrig. Jeg startede så som direktør i februar Vi var tre ejere, min svigerfars bror Christian Hammerum, mig og min svoger, Ingers tvillingbror, der også hed Kristian Hammerum. Ingen af os havde majoritet, Christian Hammerum havde 49,5 pct., jeg havde 46 pct. og Kristian resten. Jens Knudsen stoppede i august måned Han flyttede så til Næstved til Color Reflex, og vi solgte vores andel af Color Reflex fra, så han havde det som sit eget firma.«33 Jørn Thorup blev direktør og medejer af LKF før oliekrisen men midt under et samfundsmæssigt op- Grydevogn med termoplast fra Langelands Kemiske Fabriker i 1970 erne. Termoplast tappes fra gryden over i håndskoen i 1970 erne. 33. Interview. 35

8 brud, der fulgte i kølvandet på 1960 ernes industrialisering. Med Jørn Thorup blev ejerskab og ledelse for første gang delvist forenet i LKF. Den alvorlige krise, der truede med at lukke LKF, havde ført til den nye konstruktion. Den sikrede, at LKF overlevede både krisen og den konkurrerende virksomhed Zebra Flex. Den nye start blev indledningen til en videreudvikling med et nyt præfabrikeret produkt og opsigelse af licensaftalen med Cleanosol. Samfundsmæssigt opbrud Det ledelsesmæssige opbrud i LKF blev ledsaget af et mangesidet samfundsmæssigt opbrud i årene omkring 1970 et opbrud, som på flere måder skabte et helt nyt Danmark. Både her og nu i 1960 erne og på længere sigt fik kvindernes indtog på arbejdsmarkedet de mest gennemgribende virkninger. Den selverhvervende kvinde blev under industrialiseringsprocessen frigjort fra hjemmet, manden og børnene. Det blev udgangspunkt for et dybtgående opgør med traditionelle livsmønstre og samværsformer. Uddannelsesrevolutionen, der gav et voksende antal unge en real- og studentereksamen og en længerevarende eller lang uddannelse, førte ligeledes til et opgør med gamle normer. Alt i alt var der tale om et antiautoritært opbrud, hvor kvinderne gjorde op med mændene, mændene med arbejdsgiverne, børnene med forældrene og de unge med lærere og andre autoriteter. Ungdomsoprøret var internationalt og kulminerede på europæisk plan i Paris i maj 1968, hvor studenter og arbejdere gik sammen i en revolte, der fik de parisiske gader til at ligne en slagmark og præsident De Gaulle til at flygte til Tyskland. Det samfundsmæssige opbrud omfattede hele den industrialiserede verden fra de største bysamfund til de mindste og antog mange former. Det sydfynske øhav fik sin del af det antiautoritære opbrud med ølejrbevægelsen, der fra 1974 arrangerede ølejre på Drejø og Skarø. Opbruddet i det offentlige Danmark kom med Kommunalreformen af Den reducerede antallet af kommuner og ændrede den administrative inddeling af landet. De 88 købstadskommuner og 1300 sognekommuner blev erstattet af 275 primærkommuner. De 23 amter blev til 14 amtskommuner. Den administrative rationalisering i kombination med perspektivplanlægningen Perspektivplan I (PPI) fra 1970 førte til en centralisering af den overordnede planlægning, herunder trafikplanlægningen. Noget, der for LKF betød lettere adgang til kommuner, amtskommuner og Vejdirektoratet.»De nye amtskommuner fik egne stribeafdelinger, som LKF blev leverandør til. På nogle vejstrækninger, bl.a. det store motorvejskryds ved Taastrup, satte vi også vejskilte op. Fængselsvæsenet producerede vejskiltene, som Vejdirektoratet købte, og vi skulle så sætte dem op i forbindelse med stribearbejdet. På Sydmotorvejen lavede vi stribearbejdet for Phønix. Vi lavede i det hele taget meget af stribearbejdet på motorvejsnettet omkring København«fortæller Jørn Thorup. 34 Et andet opbrud kom, da Danmark per 1. januar 1973 blev en del af de Europæiske Fællesskaber, 34. Interview. 36

9 EF. En folkeafstemning i oktober 1972 havde givet flertal for tilslutningen. Det betød, at EF s direktiv vedrørende udbud af offentlige bygge- og anlægsarbejder fra 1971 (71/305/EØF) trådte i kraft i Danmark, hvilket førte til øget udenlandsk konkurrence men også til, at der blev åbnet for mere dansk eksport til EF-landene. Et økonomisk-forsyningsmæssigt opbrud kom med oliekrisen, der begyndte i efteråret Den skyldtes krigen mellem Israel og en række arabiske, olieeksporterende lande og truede med at udvikle sig til en regulær forsyningskrise 90 pct. af den danske olieimport kom fra det politisk ustabile Mellemøsten. Så galt gik det dog ikke, men olieprisen nåede astronomiske højder, og i januar 1974 indførte regeringen»bilfrie søndage«. Var det begyndelsen til bilismens og vejtrafikkens endeligt? Det kunne umiddelbart se sådan ud, men efterhånden bedrede situationen sig. Alligevel blev oliekrisen indledningen til en længere kriseperiode. Endelig blev 1973 året, hvor det parlamentariske demokrati oplevede et jordskred. Valget i december 1973 udskiftede halvdelen af Folketinget, fordoblede antallet af partier fra 5 til 10 og bragte tre helt nye partier på tinge Fremskridtspartiet med 28 mandater, Centrum-Demokraterne med 14 mandater og Kristeligt Folkeparti med 7 mandater. Jordskredsvalget ændrede for altid det etablerede fire-partisystem med Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale Venstre. De mange samfundsmæssige opbrud havde paralleller i LKF, hvor to direktører havde afløst hinanden Jørn Thorup på forsiden af Naphthenics, Jørn Thorup blev direktør og medejer af LKF i Han var svigersøn til den ene ejer Frantz Hammerum og overtog hovedparten af hans ejerandel. Med Jørn Thorup som direktør blev direktion og ejerskab for første gang forenet i LKF. Det førte til en øget fokusering på kerneaktiviteterne og til ekspansion med nye produkter som PREMARK, et præfabrikeret vejmarkeringsprodukt, der blev introduceret i 1981 og blev en ny succes for LKF. I 1989/90 blev direktion og ejerskab igen adskilt, da LKF blev solgt til den svenske koncern Geveko, der dermed blev den næststørste vejmarkeringsvirksomhed i Europa. i årene fra 1964 til 1971, før der kom kontinuitet på direktørposten. Den nye direktør Jørn Thorup Den ny direktør blev som den første også medejer af virksomheden. Det repræsenterede i sig selv et opgør 37

10 Direktør Jørn Thorup demonstrerer udlægning af PRE- MARK med gasbrænder i Australien 1987, da eksporten til Australien var på sit højeste. med den hidtidige konstruktion i familievirksomheden, hvor ejerskabet havde været adskilt fra direktionen. Skiftet kan ses som en markør for nyudviklingen. Jørn Thorup fortæller om sin første tid i LKF:»Jeg var produktionsingeniør på Danfoss og vidste, hvordan man tilrettelagde produktionen rationelt. Det kom mig til gode, og efterhånden fik vi styr på det. Noget af det første, jeg var med til som direktør, var garantieftersyn af vej, asfalt og striber på det første stykke motorvej på Fyn ca. 10 km ind fra Lillebæltsbroen. Det var i 1971, et år efter arbejdets udførelse. Vi var underleverandør til Tjærekompagniet, der havde asfaltentreprisen. Stribearbejdet blev både udbudt separat og som samlet entreprise sammen med asfaltarbejdet. Det var nemmere for vejmyndighederne, at det hele var samlet i én entreprise. Alle de kommuner, der ikke havde mulighed for selv at lave striber, blev også vores kunder.«den nye direktør havde netop sat sig til rette, da den første oliekrise i 1973 ramte Danmark. Jørn Thorup var derfor ikke helt uforberedt, da den anden oliekrise i 1979 igen sendte olieprisen på himmelflugt og biltrafikken den modsatte vej erne markerede et vendepunkt i udbygningen af vejnettet med en midlertidig opbremsning. Det bidrog til at skabe bevægelse i vejmarkeringsbranchen, hvor asfaltentreprenører begyndte at vise interesse også for striberne. Jørn Thorup fortæller:»phønix startede med at ville købe LKF. Jeg havde flere møder med folkene fra Phønix i anden halvdel af 1970 erne, men det blev aldrig til noget. Der var forslag om, at vi skulle bygge en fabrik sammen, men LKF ville jo blive klemt i sådant et samarbejde med så stort et firma som Phønix. I stedet begyndte de selv at producere stribemasse. De byggede simpelthen en termoplastfabrik og tog på den måde en del af det marked, vi bød ind på. Det var imidlertid ikke altid, Phønix vandt asfaltentreprisen. Det var vores chance, når entreprisen gik til en af de andre. Så kunne vi levere stribemassen og typisk også udføre afstribningen. Men store kunder som Superfos begyndte også selv at udføre stribearbejdet.«35 De begyndende tegn på centralisering i branchen fandt sted i et tiår, der markerede overgangen fra en boom-økonomi til en samfundsmæssig og økonomisk konjunktur med smalhals. Oliekriserne havde markeret lavpunkter i udviklingen frem mod»fattigfirserne«, hvor påskepakken og kartoffelkuren strammede 35. Interview. 38

11 samfundsøkonomien yderligere til. Påskepakken fra marts 1986 med forhøjede afgifter og sænkede fradrag betød enden på, at det gik»ufatteligt godt«som statsminister Poul Schlüter udtrykte sig. Kartoffelkuren fra efteråret 1986 gjorde det dyrere at låne til forbrug og boligbyggeri med sigte på at reducere underskuddet på betalingsbalancen. Den kraftige økonomiske opbremsning lykkedes i den forstand, at betalingsbalanceunderskuddet blev reduceret med 16 mia. kr. til 20 mia. kr., men samtidig gik forbruget i stå. Før ekspansionen Under de skrantende konjunkturer så det sort ud for de hvide striber fra Langeland. LKF var stadig en lille virksomhed med beskeden administration. Erik Rasmussen, der blev ansat den 1. december 1979 som regnskabsmand, fortæller:»organisationen var ikke ret stor. Vi havde Jørn Thorup på kontoret og fru Vestergaard på halv tid og mig som økonomimand. Thorup var også sælger og var rundt i landet og besøge kommunerne. Så jeg var hurtigt med ved planlægningen af entreprenørholdene. På den anden side af vejen havde vi Arne Olsen, som var værkfører. Vi i administrationen sad i den gamle stationsbygning i Sdr. Longelse, der endnu ikke havde fået tilbygninger. På den anden side af vejen lå de gamle mejeribygninger ligeledes uden tilbygninger. Det var en lille virksomhed, der var nok i alt 30 ansatte inklusive dem på vejen. Det var før ekspansionen. Vi havde hold på vejene, og så havde vi produktion af termoplast i mejeriet. Termoplast blev bl.a. Erik Rasmussen blev ansat som regnskabsmand i LKF i 1979 og blev senere leder af entreprenørafdelingen. solgt til de kommuner, der havde egen stribeafdeling, dem var der temmelig mange af dengang. Den store konkurrent var Phønix, der også havde produktion af termoplast og var rigtig stor på asfaltmarkedet. Det betød, at vi så at sige ikke arbejdede på stats- og amtsveje. Det sad Phønix på. Vi arbejdede hovedsageligt for kommunerne.«36 Endnu 10 år efter sin lidet elegante sortie satte det dræn, den tidligere direktør havde udsat virksomheden for, sit præg på LKF. Nyt produkt PREMARK Erik Rasmussen blev ansat lige før ekspansionen. Den kom med det nye produkt PREMARK, fortæller Jørn Thorup:»Det, der reddede os, var et nyt produkt, PREMARK, præfabrikerede striber og symboler, som blev lanceret i Det var et engelsk vejmarkeringssystem, som vi fik licens på. Det engelske firma havde imidlertid ikke styr på noget som helst, så den licensaftale kom vi hurtigt ud af. Vi havde meget mere styr på det selv, og vores stribematerialekvalitet var bedre egnet til det produkt, end deres eget stribemateriale var. Så det fik vi rigtig vind i sejlene med. 36. Interview. 39

12 Mindre kommuner, som ikke havde udstyr til at lave striber med, kunne nu købe striberne færdige og bare lægge dem ud med en gasbrænder. Det var mest symboler, men også striber, der blev præfabrikeret til især mindre parkeringspladser. Da haj-tænderne kom, kunne vi sælge alle de hajtænder, vi overhovedet kunne producere. Det gav et stort tilskud til omsætningen.«37 I Danmark haltede myndighederne igen bagud for udviklingen, og det kneb med omsætningen af PREMARK på hjemmemarkedet indtil hajtænderne kom på gaden. Men LKF s nye produkt blev en eksportsucces:»premark var et produkt, vi meget nemt kunne gå på eksportmarkedet med Jeg var i 1984 til en verdensvejkonference i Australien. I den forbindelse mødte jeg én, som havde det engelske produkt PREMARK. Jeg sagde så til ham: Du skal have det her, det er meget bedre, end det du har der. Han skiftede faktisk leverandør, og på et tidspunkt havde vi en eksport på over 1 mio. kr. til Australien. Men han endte med at finde én i Australien, der kunne lave et tilsvarende produkt, og så var det marked lukket«fortæller Jørn Torup. Eksporten til Australien omfattede 2 containere i 1984 og 6 containere i LKF fik et lignende eksporteventyr til Malaysia, der i februar 1987 fik en container med 20 ton og i marts to containere mere. Fabrikken udvides Afsætningen af PREMARK var en del af baggrunden for planerne om at udvide fabrikken i Sdr. Longelse. I 1984 opnåede LKF at få tilsagn om egnsudviklingsstøtte til udvidelsen. Egnsudviklingsrådet stillede en bevilling på kr. og et lån på kr. til rådighed for en udvidelse på 640 kvm. Det offentliges bevågenhed over for fabrikken i Sdr. Longelse blev modsvaret af lokal modstand mod udvidelsen. Beboere i området protesterede mod, hvad de frygtede ville medføre alverdens gener for dem. Rudkøbing Kommune godkendte imidlertid udvidelsen og udstedte en lokalplan den 26. oktober Det gjorde Fyns Amt og Planstyrelsen indsigelse imod med henvisning til, at kommunen med lokalplanen principielt havde taget hul på kommuneplanen, der endnu ikke var vedtaget. Den formelle underkendelse blev den 18. februar 1985 til en godkendelse i Fyns Amtsråd, hvorefter udvidelsen i Sdr. Longelse kunne gennemføres. Profilerede kantstriber Long Flex Det gik stærkt i Sdr. Longelse midt i 1980 erne, og i 1986 besluttede Vejdirektoratet, at alle statsveje skulle have profilerede kantstriber noget, der kunne blive til store ordrer for LKF. Den forventede øgede omsætning blev anslået til 10 til 20 pct., og i blev der investeret for 1-1½ mio. kr. i produktionsanlægget i Sdr. Longelse. Jørn Thorup fortæller:»de profilerede kantstriber blev et stort område i Danmark. Det var faktisk Superfos, der gjorde opfindelsen med det, de kaldte Spotflex nogle rækker af knopper. Da vi så det, begyndte vi på profilerede kantstriber og kunne gøre det umiddelbart, fordi vores maskiner var sådan indrettet, at de kunne stiple med forskellige mellemrum og forskellig længde det blev 37. Interview. 40

13 Taget er ved at blive lagt på den nye tilbygning til LKF i Sdr. Longelse 1985, i baggrunden de gamle mejeribygninger. Udlægning af profilerede kantstriber midt i 1980 erne. til 5 cm striber og 5 cm mellemrum. Så vi var hurtigt med på vognen, lige så hurtigt som Superfos. De profilerede kantstriber tjener to formål, dels bliver bilisten vækket, dels kommer man af med vand på vejen.«38 Erik Rasmussen supplerer:»superfos blev konkurrent til os midt i 1980 erne, da de startede med Spotflex, et to-komponent produkt, der var utroligt slidstærkt. Det var små klatter, problemet var at de perler, som drysses på ved udlægningen, de forsvinder ved slitage, og de perler, der i forvejen er i termoplast, kommer så frem i takt med slitagen, men to-komponent produktet var så hårdt, at der ikke blev slidt nye perler frem, så refleksionen forsvandt hurtigt fra Spotflex. Superfos brugte kun Spotflex til kantstriber og havde et stribefirma til at lave vognbanestriberne. Så det blev også en alt for dyr proces. Phønix fulgte op med Skakflex, der var ligesom et skakbræt. Vi lavede Long Flex baseret på termoplast med streg-mellemrum-streg, profilerede striber, der giver lyd, når bilhjulene kører ind over dem. De lodrette flader på striberne reflekterede, også når der lå vand på den horisontale flade. Long Flex blev udlagt med maskiner via en computer, der var kodet ind til at åbne og lukke spjældet. Long Flex kom midt i 1980 erne, som alternativ til Superfos og Phønix produkter. Vores produkt var klart det bedste.«39 Produktudviklingen med PREMARK og Long Flex var sket uden for licensaftalen med Cleanosol. Det gav LKF blod på tanden til at fortsætte i eget regi også med termoplast. Licensaftalen opsiges Den produktudvikling, virksomheden selv havde stået for, satte spørgsmål ved hensigtsmæssigheden af den eksisterende licensaftale med Cleanosol AB. Jørn Thorup var begyndt at se aftalen som en klods om benet på LKF: 38. Interview. 39. Interview. 41

14 bindelse og sendt et signal om, at LKF var sig selv og i stand til på egen hånd at produktudvikle. Udlægning med håndsko, juni 1986.»I 1986 opsagde vi vores licensaftale med Cleanosol. Vi fik ikke noget fra dem. De skulle stå for udvikling af striberne, men det skete ikke. Det var tværtimod os, der kom med de nye ting, derfor ville vi ikke betale licens til dem længere. Aftalen blev forlænget fem år ad gangen og da den udløb, fortsatte vi med vores egne produkter. Vi udviklede selv i Sdr. Longelse.«40 På samme tid, i 1986, blev Cleanosol opkøbt af den store svenske koncern Geveko. Tidspunktet var måske ikke tilfældigt, hverken for Gevekos opkøb eller for LKF s opsigelse af licensaftalen. I hvert fald havde LKF med opsigelsen frigjort sig fra den svenske for- De første 25 år I 1988 kunne LKF fejre 25 års jubilæum. Det kvarte århundrede havde været vidne til en rivende udvikling i den langelandske virksomhed fra den første selvkonstruerede blandingsmaskine over de maskiner, som blev udviklet og fremstillet af Hammerums maskinfabrik, til det moderne produktionsapparat, LKF rådede over i anden halvdel af 1980 erne. Entreprenørafdelingen havde også undergået en forvandling fra»den overskårne Renault«over de trehjulede stribemaskiner, som LKF udviklede i 1970, til den computerstyrede udlægning i 1980 erne, hvor føreren via et panel kunne dirigere maskinen til at udlægge en stiplet linje eller en fuldt optrukket, hver for sig eller ved siden af hinanden. Det var ikke kun gået stærkt teknologisk. Volumenmæssigt havde LKF øget omsætningen. De oprindeligt tre ansatte i 1963/64 var blevet til ti til tolv ansatte sidst i 1960 erne, da arbejdsstyrken blev halveret med direktør Ole Rasks afgang. Omkring 1970 måtte LKF begynde om ikke forfra så dog fra et nyt udgangspunkt. Fabrikken i Sdr. Longelse var blevet udvidet i flere omgange. Alligevel hyldede man det gamle ord»skomager bliv ved din læst«. LKF holdt sig til vejmarkering, men havde fået stigende konkurrence først fra den tidligere direktør Ole Rask, der etablerede Zebra Flex i 1969, siden fra de store asfaltentreprenører, der selv udførte stribearbejde, og for Phønix vedkommende også begyndte at producere stribemateriale selv. 40. Interview. 42

15 Den meget enkle udlægningsmetode bidrog til udbredelsen af PREMARK-vejsymbolerne her ved en skole i september Det offentlige kommuner, amtskommuner og Vejdirektoratet var også blevet mere krævende. Den tid var forbi, hvor LKF s striber nærmest var en selvfølge, men de var stadig særdeles holdbare, og strategien»skomager bliv ved din læst«, der ikke udelukkede nyudvikling og nye produkter, skulle vise sig at være rigtig erne blev et prøvelsernes tiår for LKF, men den ny direktør Jørn Thorup fik vendt udviklingen, og i 1981 introducerede han PREMARK i LKF. De præfabrikerede vejsymboler blev en løftestang for LKF som helhed og førte i 1986 til opsigelsen af licensaftalen med Cleanosol. I 1987 gjorde den daglige administrative leder Erik Rasmussen status:»fabrikken i Longelse var ret ene om fabrikationen i nogle år, men der kom jo flere fabrikker, og ikke mindst inden for de seneste 4-5 år er konkurrencen skærpet. Tjærefirmaerne har også slået sig på vejstribematerialer Materialet er termoplast, der har de rette ingredienser til formålet. LKF startede produktionen i samarbejde med et svensk firma «41 95 pct. af striberne på de danske veje stammede fra Sdr. Longelse, og LKF havde foretaget en betydelig del af stribningsarbejdet ved de store vejstrækninger i og omkring København med lastbiler og maskiner, der var i gang fra forårsmånederne til hen under jul. I højsæsonen fra juni til oktober havde LKF 15 arbejdshold på vejen. Tidligere havde LKF også haft egne folk ude i Sydafrika og Mellemøsten, men sidst i 1980 erne var entreprenørarbejdet typisk overtaget af lokale entreprenører i de forskellige lande, og stribemassen blev leveret i containere fra LKF. Leveringen af halvfabrikata var for alvor kommet i gang fra 1987, hvor LKF kunne tilbyde: salg af færdigproduktet PREMARK, der var lige til at påføre vejbanen. salg af termoplast til brug i egne maskiner. salg af team fra LKF, der lægger striber ud. LKF i markedskræfternes vold På de internationale markeder var konkurrencen også voksende, og markederne blev i stigende grad til ét globalt marked med nyliberalismen som politiskideologisk fundament. Nyliberalismen var kommet til magten i Storbritannien og USA med den konservative premierminister Margaret Thatcher i 1979 og den republikanske præsident Ronald Reagan i Markedskræfternes frie spil blev set som ideal og promoveret af økonomer som Milton Friedmann. Et 41. Lokal Avis, 26. februar

16 ØK/EAC og LKF lancerer fælles vejmarkeringsprojekt i Malaysia. Demonstration af udlægning af PREMARK i Petaling Jaya, Malaysia. af markedskræfternes spil hed»krisernes rensende effekt«. Det spil lugede ud blandt vejmarkeringsvirksomhederne, der blev færre og større ved konkurs eller fusion som ved Cleanosols inkorporering i Geveko. Globalisering og liberalisme gik hånd i hånd og blev befordret dels af udviklingen i EF og paradoksalt nok også af udviklingen i Sovjetunionen. De Europæiske Fællesskaber traf i 1987 beslutning om at etablere et indre marked med fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og tjenesteydelser. Det indre marked skulle træde i funktion fra Det ville åbne nye perspektiver for LKF. Sovjet-imperiets sammenbrud, der blev indvarslet af Berlin-murens fald i efteråret 1989, kom fuldstændig uventet og blev en begivenhed af verdenshistoriske dimensioner. Sammenbruddet blev af nyliberalisterne set som udtryk for kapitalismens sejr over kommunismen markedsøkonomiens overlegenhed over planøkonomien. Tysklands genforening i 1990 og Østeuropas åbning mod vest blev set som konkrete muligheder for at gøre forretninger på markeder, der manglede alt det, de vestlige industrilande kunne tilbyde inklusive vejstriber. I Fjernøsten havde LKF arbejdet sammen med ØK i flere år, efter at ØK havde henvendt sig til LKF. Men konkurrencen var benhård. Japan var lukket land, men foruden Malaysia var Ny Guinea blevet et nyt marked ligesom New Zealand. USA tegnede til at kunne blive et endnu bedre marked. LKF havde udlagt prøver, som myndighederne var tilfredse med, og i efteråret 1989 var Jørn Thorup i North Carolina, hvor han fik meget positive tilbagemeldinger på de udlagte vejstriber og regnede med at få en ordre med 44

17 Henrik Nielsen, der var Jørn Thorups svigersøn, blev ansat i LKF i marts LKF s stand på Fredericia Messen i 1989 med Henrik Nielsen, Inger og Jørn Thorup. Privateje hjem. Direktøren fortalte til magasinet Naphthenics, der blev udgivet af det svenske olieselskab AB Nynäs Petroleum under overskriften»lkf ahead of the field in road-marking«:»we started in the USA two years ago and things are going so well that we plan to start production on license there already next year.«42 Så stærkt gik det nu ikke. I Frankrig var myndighederne til gengæld meget restriktive med at godkende LKF s vejmarkering. Den 12. august 1989 kom Langelands Avis med følgende overskrift med fede typer på forsiden:»fransk boykot af langelandske vejstriber kan føre til EF-sag.«I artiklen fortalte Jørn Thorup:»Der er sket det, at vort produkt, der hedder PRE- MARK, er blevet forkastet i Frankrig to år i træk Problemet er, at vi ikke må være til stede, når produktet afprøves. Vi er dernede, når produktet lægges ud på vejen. Derefter skal der gå et år, og hvis produktet stadig er godt, trods slitage og angreb fra vind og vejr, så kan det godkendes. Det er denne kontrol vi ikke må overvære, og det er selvfølgelig udfaldet af kontrollen, der bestemmer, om produktet er godt nok Materialerne har været afprøvet i England og mange gange i Danmark, og det er et godt produkt Det er jo imod EF-reglerne at udelukke et andet EF-lands produkt fra markedet, og vi er indstillet på at gå til EF-domstolen, hvis vi ikke bliver godkendt på det franske marked, næste gang der skal lægges prøver ud.«id-prisen Genvordighederne i Frankrig var en sten i skoen, men heller ikke mere. Fremtiden tegnede lys for den langelandske virksomhed, der i 1989 fik ID-prisen for»den advarende vejafstribning«, der gav lyd fra sig, når bildækkene kørte over den. Prisen blev uddelt af Dansk Designråd og vicedirektør Henrik Nielsen forklarede ved overrækkelsen, at LKF s nye vejstribebelægning hed Long Flex og udmærkede sig ved god refleksion af billygterne og ved, at regnvandet drænedes væk mellem striberne, der blev udlagt med mellemrum på 5-8 cm. 42. Naphthenics, nr. 3, 1989, s