hus forbi Hus Forbi-sælger til tandlægen: 18 huller og en rådden tand Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 60 maj 2007

Transkript

1 hus forbi Køb avisen på stationen ikke i toget Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 60 maj 2007 Hus Forbi-sælger til tandlægen: 18 huller og en rådden tand Rekreation fra narkomiljøet Trænes i at have et hjem Satte ild på hjemløs

2 Hus Forbis sælgere et af aviskrigens ofre? Det første offer i enhver krig er sandheden, siger man. Og hvad angår den verserede aviskrig, må vi her fra Hus Forbi sige, at det samme gør sig gældende også i denne krig. I hvert fald når det gælder frontkæmperen Nyhedsavisen. Avisen kæmper i disse måneder for at øge deres læsertal i håb om, at den islandske fond bag Nyhedsavisen, Dagsbrún Media, er villige til at skyde flere penge i den underskudsgivende forretning. På gratisavisen Nyhedsavisen valgte man i dagene omkring påske at bringe fire artikler om Hus Forbis sælgere skrevet af journalistpraktikant Kristian Leider Olsen. Artiklerne indeholdt flere udokumenterede påstande, blandt andet at Hjemløse tjener mere end sygeplejersker (overskiften på den første artikel). Artiklen byggede på en påstand fra en ansat på Kofoeds Skole og ikke på tal. For hverken Hus Forbi eller Kofoed Skole ved, hvor meget de enkelte sælgere tjener eller for den sags skyld hvor mange timer det tager dem at tjene det. Denne påstand blev siden hen forsøgt fastholdt af Kofoeds Skoles forstander i et læserbrev i Nyhedsavisen, hvor han skriver: En sælger fortalte mig, at han på en god dag afsætter 150 aviser, hvilket giver eksperter, ham ca kroner dagligt. Vi tager den lige igen: En sælger fortalte mig, at han på en god dag afsætter 150 aviser, hvilket giver ham ca kroner dagligt. Det er i det sidste ord, at fejlen begås: en god dag bliver pludselig til dagligt. Nyhedsavisens kilde fra Kofoeds Skole er ligeledes citeret i Nyhedsavisen for at sige: Det er den største sorte forretning i Danmark og at De (sælgerne, red.) er overalt. Her kunne det have været rart, hvis Nyhedsavisen havde udvist en smule kildekritik eller i det mindste havde skrevet, at Hus Forbi kun har ca. 400 sælgere, hvilket undertegnede opfordrede Nyhedsavisen til, inden artiklen blev bragt. Men fakta (sandheden) har tilsyneladende svære vilkår i aviskrigen. I et interview med DRs nye nyhedschef Ulrik Haagerup i Weekendavisen den 13. april 2007, siger Haagerup: Medieforbrugerne har ikke brug for flere Udgiver: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Tlf husforbi@husforbi.dk Ansvarshavende redaktør: Jaku-Lina E. Nielsen Tlf jaku-lina@husforbi.dk Debatindlæg og læserbreve: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 1. juni. Salg, marketing og annoncer: Heidi Riel Tlf heidi@husforbi.dk Bidrag: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på dette konto-nr: Giro (9541) Mærk indbetalingen bidrag. Vi støtter Hus Forbi: dk Distribution: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse mm. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: (se listen af distributører på Abonnement: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året - inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser vedr. abonnement på tlf eller dorte@notatgrafisk.dk ISSN: Forsidefoto: Das Büro/Ulrik Jantzen Layout: Westring + Welling A/S Tryk: Dansk Avistryk A/S Oplag: Antal sælgere: ca. 400 Her på redaktionen har det givet anledning til, at vi strammer op om, hvem vi betegner som Eva Højrup, chef for P3 Nyheder Om Hus Forbi Hus Forbi udkom første gang i Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om måneden. Salgsrekorden er over eksemplarer (marts 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi samt ved at læserne køber avisen direkte af en skæv eksistens. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Eneste fastansatte på redaktionen er redaktøren. I Hus Forbis sekretariat er der pt. ansat en økonomimedarbejder, en salgs- og marketingsmedarbejder, en sælger- repræsentant og en studentermedhjælper. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Vi støtter Ombold: Nedenstående er nye DM-sponsorer TAMU-Center Odense nyheder eller mere viden, men for bedre nyheder og dybere viden. Det kunne de passende tænke lidt over på Nyhedsavisen. Et lyspunkt er dog, at P3 Nyhederne, der valgte at tage Nyhedsavisens førnævnte artikel op og benævnte Nyhedsavisens to kilder som eksperter, siden har skrevet følgende til Hus Forbi: Her på redaktionen har det givet anledning til, at vi strammer op om, hvem vi betegner som eksperter, og hvem vi betegner som kritikere. Er man part i en given sag, kan man naturligvis ikke kaldes for ekspert. Mvh. Eva Højrup, chef for P3 Nyheder. Herfra på Hus Forbi takker vi for det og håber, at læserne kan skelne mellem fup og fakta, parter og eksperter og alt det, som journalister (og praktikanter) nogle gange, når aviskrigen raser, åbenbart har svært ved at skelne mellem. Til slut vil jeg blot understrege, at ALLE vores sælgere har underskrevet en kontrakt med Hus Forbi, hvor de forpligter sig til at opgive deres indtægt til skattevæsnet som B-indkomst; indtægten er altså et mellemværende mellem den enkelte sælger og skattemyndighederne. Og som Nyhedsavisen afslører ja, så finansierer nogle Hus Forbi-sælgere deres misbrug via deres avissalg et misbrug som vores og andre mindre undersøgelser viser, de havde, inden de blev sælgere, men som herefter typisk bliver mindre, fordi de ikke kan være fulde og skæve, mens de sælger aviser (hvilket de ifølge deres kontrakt heller ikke må). Desuden viser vores undersøgelser, at de tidligere finansierede deres misbrug ved at samle flasker, begå kriminalitet eller tigge. Så tak til dig, som købte Hus Forbi og viste, at du foretrækker dette blad og dets sælgere frem for en hær af småkriminelle tiggere. Markedsføring Husleje mv. Reserve Løn til medarbejdere Det går din 20 er til Moms God læselyst. Jaku-Lina E. Nielsen, Redaktør Hus Forbi Produktion og tryk Sælgeren Frederiksberg Kommune Foto: Steffen Ortmann / Scanpix Ris & ros Hus Forbi: En meningsfuld gadebeskæftigelse Hjemløse og socialt udsatte har brug for aktiviteter, der er med til at bryde deres ensomhed. Og her er salg af Hus Forbi et godt bud, viser en mindre undersøgelse som en gruppe ergoterapeuter har lavet Af Birgitte Rørdam Foto: Holger Henriksen Sælgere af Hus Forbi oplever deres gadesalg som et reelt stykke arbejde og som en værdig måde at tjene penge på. Dermed er deres salg af Hus Forbi med til at styrke deres selvtillid og følelsen af at være en del af samfundet. Det viser en undersøgelse, der er foretaget af en gruppe ergoterapeutstuderende som led i deres bacherlorprojekt. Når ergoterapeuterne interesserer sig for hjemløse og deres aktiviteter, skyldes det en stigende faglig erkendelse af, at meningsfulde aktiviteter er afgørende også for Blev bebrejdet abonnement Gennem flere år har jeg købt og læst Hus Forbi, når jeg har kunnet få fat i det. I skrivende stund (marts) har jeg dog ikke har set en sælger siden oktober Derfor ringede jeg og bestilte et abonnement. Det skulle jeg måske ikke have gjort! Jeg blev i telefonen bebrejdet, at jeg ønskede abonnementet og ikke ville købe direkte af en sælger! Dette undrede mig, da det må være bedre for sagen, at jeg har abonnement, end at jeg slet ikke støtter. Også i betragtning af at jeg bor i et område, hvor der tilsyneladende ingen sælgere er. Jytte B, Horsens Svar: På Hus Forbis sekretariat beklager vi dybt, at du har haft en negativ oplevelse angående din abonnement-tegning. Det er rigtigt, at vi altid opfordrer folk til at købe bladet direkte fra sælgeren, netop fordi det direkte møde mellem sælger og køber er en vigtig del af socialt udsatte gruppers helbred og velbefindende, fortæller Anja Kammache, som er en af de studerende bag undersøgelsen. Undersøgelsen tager udgangspunkt i, hvordan de hjemløse selv opfatter deres situation, og er foretaget blandt otte sælgere i København. - Vi har set meget på meningsfuldt beskæftigelse og selvom hjemløse ikke er syge i gængs forstand, så har de nogle problemer, der gør, at de er afskåret fra at en række af de aktiviteter, der ellers er med til at skabe mening for folk: Som at passe sin bolig, købe ind og lave mad, gå på arbejde samt have familie og venner på besøg. Det betyder, at de bliver isolerede og føler sig mindreværdige, en situation der er svær at bryde ud af, siger Anja Kammacher, der blev overrasket over, hvor stor ensomheden er blandt hjemløse. Har pludselig fået fritid De sælgere, som har deltaget i undersøgelsen, fremhæver da også mest, at de nu føler sig som en del af et fællesskab, at de oplever, at de bidrager med noget, og at det har udvidet projektet. Vi plejer dog sædvanligvis at tage pænt imod abonnenter. Jaku-Lina E. Nielsen, redaktør Hus Forbi Giver Hus Forbi overskud? Jeg vil gerne spørge, om Hus Forbiavis-salget kan give overskud? Og hvis ja, giver I så overskuddet til et bestemt sted / projekt? Jeg kender et par avissælgere, som har fået struktureret deres hverdag, fordi de er startet som Hus Forbi sælgere. Deres lyst til at droppe deres stof- og alkoholmisbrug er blevet vakt. Vaner, som eks. at mødes med ligestillede ved bænken over guldøl, bliver brudt fordi avisen skal ud! Det er rigtigt godt... Jeg vil gerne have svar på spørgsmålet, så jeg kan argumentere korrekt til fordel for Hus Forbi. Lis Mogensen, Århus Svar: Ja, Hus Forbi giver pt. overskud, men det er forholdsvist nyt. Derfor har Hus Forbis (ulønnede) bestyrelse for nylig besluttet, at overskuddet skal bruges til at lave en større, deres sociale liv, både indbyrdes og i forhold til det omgivne samfund. Mange af de hjemløse føler samtidig, at de har fået mere fritid, efter de er begyndt at sælge avisen, hvilket har tilført deres hverdag mere struktur og rutine. Flere af dem fortæller, at salget af Hus Forbi afholder dem fra at sidde og falde sammen af druk på en bænk. - Tidligere gik de og samlede flasker eller tiggede døgnet rundt. Men nu fortæller mange, at de oplever, at de har fået fritid, nemlig når de lægger aviserne fra sig for at ekstern undersøgelse af, hvem der er vores sælgere, og hvad de får ud af at sælge Hus Forbi. Beslutningen er taget for at undgå, at debatten om Hus Forbis sælgere bliver styret af fordomme og myter og ikke fakta. På sigt håber redaktionen, at der også kan blive råd til at lave en professionel køber-undersøgelse, som fortæller noget om, hvorfor køberne køber bladet, hvilke artikler de foretrækker at læse, og hvad de evt. savner i bladet. Jaku-Lina E. Nielsen, redaktør Hus Forbi Mere læserdebat Den salgsrekord, som Hus Forbi har sat, er efter min mening fuldt fortjent. Jeg synes simpelthen, at det er et super-godt, vedrørende og højaktuelt blad. På baggrund af april-nummerets artikel om projekt UDENFOR s undersøgelse af vold mod de hjemløse, kom jeg til at tænke på, om ikke bladets salgsrekord kunne udnyttes til i endnu højre grad at sætte debatten om hjemløse mere på dagsordenen. I artiklen anbefaler kvinden bag undersøgelsen: Vi skal have de hjemløses slappe af. Og den sondring har øget deres opmærksomhed på, hvordan de gør sig, når de er i gang med at sælge. Den personlige hygiejne er blevet bedre, og det holder også en form for justits med deres misbrug, for mange vil ikke drikke, mens de sælger, så de venter med at drikke til pausen eller til de har fri, forklarer hun. Du kan læse mere om undersøgelsen på Bachelorgruppen kan kontaktes på anja_kammacher@hotmail.com livsvilkår på dagsordnen igen. Kunne man hjælpe det på vej f.eks. ved at afsætte en sektion i bladet til læserdebat, have et debatforum eller blogs på hjemmesiden Jeg tænker også på, at den seneste debat i gratisavisen Nyhedsavisen (om Hus Forbis sælgere, red.) kunne have fået et langt stærkere modspil, hvis man her og nu kunne tage debatten op på Hus Forbi s egen hjemmeside. Rikke Roger Reif, Århus Svar: Du har helt ret: Hus Forbis hjemmeside kunne klart bruges bedre og stærkere. Som redaktør og eneste fastansatte på Hus Forbis redaktion har jeg dog siden jeg blev ansat i december måtte bruge al min tid på selve bladet. Jeg håber, at jeg i løbet af det næste halve år får tid til at få løftet vores hjemmeside. Men du har helt ret i dine kritikpunkter/ forslag så tak for dem. Jaku-Lina E. Nielsen, redaktør Hus Forbi 2 hus forbi nr. 60 maj 2007 Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen: På side 2 i Hus Forbi under (Vi støtter OMBOLD), skal Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De Hjemløses Hus, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB. hus forbi nr. 60 maj Kulturministeriet skal fjernes

3 18 huller og en rådden tand Dårlige tænder slår ikke Klarinetten ud. For det er vand mod tabet af hans seneste klarinet. Hus Forbi var med, da han besøgte de hjemløses tandlægeklinik i København Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Andreas Hansen og Ulrik Jantzen må finde sig i en mindre talepause: - Karies i minus 2, karies i minus 3, karies i minus 4. Efter gennemgangen er Kirsten Rosengren kommet op på 18 huller denne dag plus en rådden tand, som er i så ringe en stand, at den skal fjernes. Nogle af hullerne er så store, at det er vanskeligt at redde tanden, andre er til at bore i. Hos Bisserne har de indtil videre fjernet fire af hans tænder, og selv mener Klarinetten, at han tidligere har fået fjerne cirka to. Så set fra den positive side er der faktisk stadig fire gode tænder tilbage uden huller. Denne dag tjekker de kun hans tænder igennem. Men Klarinetten skal komme igen. Han får en seddel i hånden med en ny dato ti dage frem i tiden, hvor han skal have trukket den rådne tand ud, og så skal de begynde at reparere de mange huller. Kirsten Rosengren forklarer, at hvis ikke han husker at børste sine tænder, så skal han indstille sig på, at han med tiden skal have protese det der på godt gammeldags dansk hedder gebis. Og så er tiden udløbet for Klarinetten denne dag. Der sidder andre i venteværelset, der skal til. - Gud være med dig, siger Mikael til Kirsten Rosengren, som tak for denne gang, og går tilbage i De Hjemløses Hus, hvor han møder Dorthe, der også sidder og venter på at komme ind hos Bisserne. De kender hinanden fra Sundholm, hvor Klarinetten tidligere har boet i sammenlagt otte år. Klarinetten er godt tilfreds med sit tandlægebesøg, og roser personalet: - Jeg synes de havde tjek på det ligesom alle de andre tandlæger jeg har mødt herude, siger Klarinetten og mener helt sikkert, at han vil dukke op næste fredag. Hus Forbis udsendte spørger, om han egentlig får børstet sine tænder, og til det siger Klarinetten: - Ja, mest om aftenen. Det er jeg jo nødt til, for eller går jeg og får tandpine. Dorthe mener også, at de hellere må få børstet tænderne, men synes ligesom Klarinetten, at det er ret besværligt de gider ikke rigtigt. Og det er nok også derfor, at Klarinetten endte i tandlægestolen i dag med et resultat på 18 huller og en rådden tand: - For jeg har jo ikke rigtigt fået børstet dem tidligere kun det sidste år, hvor jeg har været tørlagt, siger Klarinetten, der erkender, at han nok ikke ville komme til tandlægen, hvis Bisserne ikke eksisterede: - Måske ville jeg bare vente på, at de alle sammen faldt ud, siger Klarinetten, der nu er på vej hjem til Mændenes Hjem: - Jeg skal hjem og hygge mig med de andre. Se lidt godt fjernsyn, ryge lidt hash og måske høre Jørgen de Mylius i Eldorado på P4. Efter artiklen blev skrevet, lykkedes det Klarinetten at købe sig en billig, brugt klarinet, så hvis man færdes i de københavnske gader og stræder, kan man nu igen være heldig at høre ham spille. - Tandlæge Kirsten Rosengren (t.v) og Kate Caroc, der fastansat som klinikassistent og koordinator, tager imod dagens patienter hos Bisserne. Klarinetten fik konstateret 18 huller og en rådden tand af dagens frivillige tandlæge, Kirsten Rosengren. Halleluja-tripperen Mikael Steen Olsen alias Klarinetten foran Bissernes klinik tæt på Nørrebro Station i København. Nissehuen har ikke noget med jul at gøre, men er bare en af hans yndlings-huer. - Jeg er en skæv eksistens, der lever i et skævt samfund, så derfor er det ikke så mærkeligt, at jeg har nogle underlige tænder, fortæller Mikael Steen Olsen også kaldet Klarinetten den dag han skal til tandlægen hos Bisserne i Københavns Nordvestkvarter. Bisserne er en gratis tandlægeklinik, hvor en række tandlæger tilbyder hjælp til hjemløse. Klinikken ligger i en lille rød barakbygning, der ligger i forbindelse med De Hjemløses Hus på Falkevej. Klarinetten har bestilt tid, fordi han har en tandbyld, som har gjort rigtig ondt. Vagtlægen har givet ham nogle ibuprofener (smertestillende, red.), så nu er smerterne væk, men et eftersyn er tiltrængt. Inden vi kommer for godt i gang med selve tandlægebesøget, kan vi ligeså godt få på plads, hvorfor Mikael Steen Olsen bliver kaldt for Klarinetten. For selv om Mikael Steen Olsen med tiden har mistet et par tænder i svinget og denne dag hos tandlægen får at vide, at endnu en tand skal trækkes ud er det af langt større betydning for ham, at han har tabt sit kæreste eje: Sin klarinet, som han fik af Kim Larsens Himmelblå Fonden for to år siden. - Jeg tabte den ind under jul. Og når jeg ikke har klarinetten i muleværket, er det ligesom at være amputeret; som at mangle en arm eller et ben. Jeg er nemlig jazzmusiker, fortrinsvis klarinetspiller. Jeg spiller blandt andet filmtemaer Godfather, Olsen Banden foran Super Brugsen, på Halmtorvet og engang for Dronningen på Rådhuspladsen til hendes 60-års fødselsdag. TV2 kom forbi og spurgte, om jeg ville spille Strangers in the Night, som er en af dronningens yndlingsmelodier, og da de hørte, at jeg sagtens kunne spille den, så røg jeg direkte ud i æteren, fortæller han. Var alkoholiker i 21 år Klarinetten er 43 år og bor fast i en bofællesskab på Mændenes Hjem i Istedgade. Her har han sammenlagt boet i fem år, og han kan godt lide at bo der: - Det er high society. Der er telefon til fri afbenyttelse og wienerschnitzel til hverdag. Funny Farmen, som jeg kalder det for, er nemlig et velfungerende bofælleskab, for her er ikke nogle alkoholikere. Selv har Klarinetten (med et enkelt tilbagefald i december, red.) været tørlagt i et år. Og det er den længste periode, som han har klaret uden alkohol, da han sammenlagt har levet som alkoholiker i 21 år. - Nu ryger jeg bare lidt hash og nyder livet, siger han. Men tilbage til tandlægebesøget. Klarinetten har bestilt tid klokken hos Bisserne. Han får sig en kop kaffe i venteværelset, som ligger i De Hjemløses Hus og kommer til hos tandlægen nogenlunde til tiden. Det er et halvt år siden Klarinetten har været der sidst skønt han har haft et par tidsbestillinger i den mellemliggende periode: - Der er mange gange, jeg har svigtet. Så er jeg blevet optaget af noget andet; faldet i snak med nogle spændende mennesker, spillet klarinet stået nede på Halmtorvet og spillet eller lavet noget andet, der var sjovere ugidelighed, kan også bare være årsagen, fortæller han. I alt har Klarinetten besøgt Bisserne cirka 10 gange. Sidste gang han var på besøg for godt og vel et halvt år siden havde han 16 huller. Så da han denne dag lægger sig i tandlægestolen i den røde skurvogn, er det spændende at se, hvordan tandfloraen har udviklet sig. Det er tandlæge Kirsten Rosengren, der i dag har konsultationen sammen med klinikassistent og koordinator Kate Caroc og de tager venligt og slagfærdigt imod Klarinetten, der har travlt med at fortælle om sit livssyn. Han er med egne ord både multikunstner og halleluja-tripper med fast kirkegang i en frikirke, som har givet ham nye kræfter: Hold så mund - Jeg holdt bare op med at drikke, bad Gud om styrke, og så fik jeg det. Og nu går alt godt. Jeg skal være med i den næste Erik Clausen-film. Folk vil gerne bruge mig nu, fordi jeg har været tørlagt i et år, fortæller Klarinetten, og når da også lige at anbefale os alle sammen at læse Tænk Positivt lev lykkeligt, som skulle være en fantastisk bog af Norman Vincent Peale. Kate Caroc kender Klarinetten fra hans tidligere besøg og mangel på samme, og beder ham venligt, men bestemt om at holde mund, men holde munden åben, for han er altså ikke kommet her for at snakke, men for at få ordnet sine tænder. Kirsten Rosengren begynder at gennemgå tandsættet, og Klarinetten De fleste kommer med tandpine I en hjemløs tilværelse bliver tandbørstning og tandlægebesøg ikke prioriteret særlig højt og det kan ses på tænderne Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Andreas Hansen Den gratis tandlægeklinik Bisserne har eksisteret siden 1. november 2001 og har en tandlægestol til rådighed, der passes af en af de i alt 26 frivillige tandlæger og tandplejere. De Hjemløses Hus benyttes som ventesal, og her sidder klienter, der enten har bestilt tid eller bare er dukket op den pågældende dag. - De fleste kommer med akut tandpine, så Bisserne er fortrinsvis en nødbehandlingsklinik, hvor folk kommer, når de har ondt. For i en hjemløs tilværelse, er der så mange andre ting, som de skal holde sammen på, og derfor bliver faste tandlægeeftersyn ikke prioriteret særligt højt. Derudover er der mange patienter, der forsvinder, inden de når at komme til, fordi de synes ventetiden er for lang. Det kan godt tage op til en hel time, fortæller Kate Caroc, der er fastansat i Bisserne som klinikassistent og koordinator. Folk på 30 får gebis Det er nemlig svært at forudse, hvor lang tid hver behandling tager. Nogle dukker aldrig op til den bestilte tid, og andre har svært at vurdere, hvor lang en behandling, de skal bestille tid til: - Mange kan ikke klare en længere behandling, så vi prøver os frem og må nogle gange stoppe midt i behandlingen og fortsætte en anden dag, siger Kirsten Rosengren. Bisserne åbner først klokken 14, fordi mange af de frivillige medarbejdere har job at passe i privatpraksis om formiddagen. Men der er ingen tvivl om, at det er en fordel at åbne så tidligt på dagen som muligt. For så er der størst sandsynlighed for, at patienterne er ædru eller mindst muligt påvirket af stoffer. Hvis patienter har drukket for meget eller taget stoffer, beder personalet dem om at komme igen en anden dag: - De får for svage reflekser synkerefleksen f.eks. Og hvis de er for bedøvede i hjernen, kan vi ikke komme ind til dem rent psykisk, siger Kirsten Rosengren. Men selv om der ryger et par patienter i svinget, formår Bisserne at hjælpe mange patienter med deres tandpiner og tandbylder; patienter for hvem et tandlægebesøg ikke ligger ligefor. - Generelt er deres tænder virkelig dårlige. Vi har desværre nogle unge patienter, der ikke er ældre end 30 år, som skal have ryddet hele mundet for at få protese. Det er ganske få patienter, der har gode tænder, fortæller Kate Caroc. Bisserne er startet af en gruppe private tandlæger fra både privat og offentlig praksis. De Hjemløses Hus har stået for koordineringen af projektet. Derudover har en række private virksomheder leveret udstyr og forbrugsmaterialer til klinikken, som også er støttet af Københavns Kommune, Sygekassernes Helsefond og Røde Kors. Se mere på: 4 hus forbi nr. 60 maj 2007 hus forbi nr. 60 maj

4 Lederen af Hanne Mariehjemmet, Tina Dalby, tager imod en kvinde, som kommer for at bo på hjemmet i ti dage. Ved ankomsten må kvinden aflevere sin mobiltelefon. Tøj og bagagen skal visiteres for stoffer. På rekreation fra storbyens narkomiljø Alle beboerne på kvindekrisecentret Hanne Mariehjemmet Kvindely i Roskilde er stofmisbrugere. De fleste lever en barsk tilværelse med prostitution og kriminalitet til daglig, men på hjemmet kan de få tryghed, lade op og finde smilet frem igen i en periode. Hjemmet blev etableret i 2000 og er det første af sin slags i Danmark Af: Lisbeth Rindholt Foto: Andreas Hansen - De ville heller ikke orke det, mener Tina Dalby, der bliver glad, hvis blot det lykkes at bringe kvinderne ud af stofrusen og skabe klarhed i deres hoved, så de får overskud til f.eks. at lægge planer for den nærmeste fremtid eller måske endda besøge evt. børn, der er i familiepleje et sted i landet. Føles som en familie Lene er netop blevet færdig med at vaske gulve i køkken-alrummet og har trukket sig tilbage til sit lille værelse i stueetagen, da det ringer på hoveddøren. Det er 44- årige Michelle, som ankommer fra København og skal bo på hjemmet de næste ti dage. Inden hun kan blive indskrevet, må hun aflevere sin mobiltelefon, og hendes tøj og bagage skal visiteres for ulovlige stoffer. Michelle er vant til proceduren. Hun er kommet regelmæssigt på Hanne Mariehjemmet igennem de sidste tre-fire år. For fire år siden var hun aktiv stofmisbruger og levede som prostitueret og hjemløs. I dag er hun ude af det hele og får metadon gennem ambulatoriet Stæren. Hun modtager desuden en fast pension, og for et halvt år siden flyttede hun ind i sin egen lejlighed på Nørrebro. Men hun har stadig et stærkt tilknytningsforhold til Hanne Mariehjemmet. - Jeg føler mig ikke lige så tryg og godt tilpas derhjemme, som jeg gør her på hjemmet i Roskilde. Det er svært at vænne sig til at være i sin egen lejlighed, når man før har boet på gaden. Hvis jeg var hjemme nu, ville jeg have taget al tøjet af og sat mig i min seng foran fjernsynet. Jeg bruger ikke stuen, selvom jeg lige har købt nogle fede lædermøbler. Den føles simpelthen for fremmed at være i, fortæller Michelle og læner sig mageligt tilbage i sofaen, men hun puster cigaretrøg op mod ventilatoren i loftet. Michelle har to voksne børn på 20 og 23 år, som hun ikke har set siden de var små. Heller ikke sin øvrige familie har hun meget samkvem med. Hun betragter i høj grad personalet og kvinderne på Hanne Mariehjemmet som sin familie, som man ind imellem kan skændes med så det brager, men som det også er svært at tage afsked med. - Jeg er rigtig ked af det, når tiden er gået og jeg skal tilbage til København. Man når lige at falde til, og så er det ud af klappen igen. Jeg ville ønske, at der fandtes et hjem for kvinder som os, hvor vi kunne bo længere tid f.eks. tre måneder ad gangen. Det hjælper utrolig meget at have et sted, hvor man kan finde tryghed og få en følelse af hjem, siger Michelle. Lene er et opdigtet navn. Kvindens rigtige navn er redaktionen bekendt. Husets regler: Visitation af beboernes tøj (for at undgå indsmugling af stoffer) Ingen mobiltelefoner Al metadon og medicin ligger i aflåst skab og udleveres kun af personalet Ingen gadesprog (man taler ordentligt til hinanden) Ingen stofsnak rundt om spisebordet Udgang i max. 3 timer ad gangen Ingen sidemisbrug (af f.eks. alkohol og hash) Ingen adgang for mænd (undtagen i officielt ærinde) Alle deltager i morgen- og aftensmaden Rygning er kun tilladt i bestemte områder Læs mere om Hanne Mariehjemmet på: - Jeg holder utrolig meget af kvinderne her og glæder mig altid til at komme på arbejde og høre, hvordan det går med dem, siger lederen af Hanne Mariehjemmet, Tina Dalby. Hun er 47 år, er uddannet sygeplejerske og psykoterapeut, og har været leder på hjemmet i tre år. Selv bor hun i landsbyen Butterup uden for Holbæk med sin mand. Leder Tina Dalby byder indenfor på Hanne Mariehjemmet med åbne arme, men lukker straks døren igen. Ikke kun fordi det er iskoldt udenfor, men også fordi hjemmet garanterer sikkerhed og tryghed for sine kvindelige beboere, der er på rekreationsophold fra et gadeliv med aktivt stofmisbrug, og hvad det indebærer af bl.a. kriminalitet, vold og prostitution. Gamle kærester, alfonser, pushere, bagmænd, folk man skylder penge Ingen kan røre kvinderne, så længe de opholder sig her. Hjemmet har plads til i alt otte kvinder, der kommer fra de store byer i Danmark, og de bliver alle tilbudt at bo her i max. ti dage. Der er normalt meget aktivitet på hjemmets gange og opholdstuer, men denne hverdagsmorgen hygger de fleste af beboerne sig på deres værelser. En enkelt beboer er gået ned i køkken-alrummet i husets underetage, hvor hun nu er i gang med at vaske gulv, iført badekåbe og gummisko. - Hej, råber kvinden i badekåben, allerede da hun spotter os på trappen. Hun stiller moppen op ad væggen og kommer hen for at hilse på. - Jeg hedder Lene, siger hun og rækker hånden frem. Den er spinkel og knoglet, og der er ikke meget kraft i håndtrykket. Ud over et aktivt stofmisbrug, der holdes i ave med metadon og nervemedicin under opholdet på Hanne Mariehjemmet, er Lene i behandling for kræft. Hun har derfor brug for ekstra pleje og omsorg og personalet må ind imellem nøde hende til at spise. - Vi bruger meget tid på at sidde og hygge rundt om spisebordet. Ikke kun Lene, men også mange af de andre beboere har brug for at blive fedet op og få noget sund og næringsrig mad, siger Tina Dalby og fortsætter: - Når kvinderne kommer hertil er de tit trætte, beskidte og fejlernærede. Flere af dem tager kokain på gaden og har ofte ikke rigtigt sovet i mange uger. De har skiftevis taget stof, haft kunder og levet af Rissifrutti og anden fastfood, der hurtigt kan indtages, mens man går. Hanne Mariehjemmet stiller ingen krav til kvinderne om, at de skal i stofafvænning eller modtage andre behandlingsformer for at få lov til at bo der. Ideen er netop, at de her er fredet til at genvinde kræfterne. Til gengæld er det strengt forbudt at pleje sit evt. sidemisbrug (af f.eks. hash, alkohol eller kokain) på hjemmet. Heller ikke den lægeordinerede medicin (som metadon og benzodiazepiner) må beboerne have på sig. Al medicin ligger i et aflåst medicinskab på kontoret og udleveres kun af personalet i afmålte, daglige doser, der sikrer at kvinderne ikke får abstinenser. Invalideret af ensomhed - Det hænder, at en af beboerne smugler stoffer ind på hjemmet, som hun selv tager eller prøver at sælge videre. Så må vi bortvise hende med det samme. Ikke kun fordi det selvfølgelig er ulovligt, men også fordi tilstedeværelsen af stoffer skaber utrolig meget uro blandt kvinderne, fortæller Tina Dalby, der med sine to år som leder er blevet god til at løse konflikter mellem beboerne, inden de kulminerer i større skænderier og slåskampe. Hendes mål er altid at skabe så rolige, trygge og hjemlige rammer for kvinderne som muligt. For mange af dem er det nemlig længe siden hvis nogensinde at de har haft et egentligt hjem eller bare deres egen lejlighed. - Det handler ikke kun om at have penge til huslejen, konstaterer Tina Dalby og forklarer nærmere: Mange af kvinderne lider af en slags invaliderende ensomhed. Alle har været udsat for massive omsorgssvigt og de fleste også seksuelle overgreb i barndommen. Det betyder, at de simpelthen ikke kan holde ud at være alene med sig selv og deres ofte meget sorte tanker. Væggene trænger ind på dem, og de søger konstant ud på gaden, hvor der er liv og mennesker. Så inviterer de måske nogle venner med hjem, der flytter ind og langsomt overtager lejligheden. Og pludselig havner kvinderne på gaden igen. Hanne Mariehjemmet kan ikke tilbyde beboerne f.eks. psykoterapi for deres barndomstraumer. Det er en af Hanne Mariehjemmets egne beboere, som har malet skiltet på væggen i entreen. Logoet med den lille mariehøne er ikke unikt for Hanne Mariehjemmet, men bruges også af en snes andre hjem i landet, bl.a. plejehjem, der er tilknyttet Fonden Mariehjemmene. Michelle (44 år) bor på Hanne Mariehjemmet med hyppige mellemrum. Hun betragter personalet og de øvrige kvinder på hjemmet som sin familie og er altid trist til mode, når hun skal tage afsked med dem igen. Kort om: Gadeprostitution og stofmisbrug lever som gadeprostituerede i Danmark. Næsten alle er stofmisbrugere. Gadeprostitution udgør ca. 10 % af den samlede prostitution i Danmark. Mange gadeprostituerede udsættes jævnligt for vold, voldtægt, mishandling, tvang og andre overgreb af både deres evt. samlever og af prostitutionskunder. Stort set alle kvinder, der lever som narkoprostituerede, har været udsat for massive omsorgssvigt i barndommen, bl.a. incest eller andre seksuelle overgreb. Stofafhængige kvinder, der ikke har været udsat for overgreb, skaffer typisk penge til stoffer gennem kriminalitet. Stofferne på gaden er primært kokain, heroin, hash, amfetamin og sove- og nervemedicin. Reden er et være- og rådgivningssted åbnet i 1983 for prostituerede kvinder, hvoraf hovedparten er stofmisbrugere. Kvinderne kan henvende sig anonymt, og Reden tilbyder tryghed og personlig omsorg samt hjælp til at forlade prostitutionen og stofmisbruget, hvis kvinderne selv ønsker det. På Reden er desuden indrettet et nathjem med plads til 12 hjemløse kvinder. Der er Reder i København, Odense og Århus. Læs mere på: Kilder: www. reden.dk, og Ugeskrift for læger. 6 hus forbi nr. 60 maj 2007 hus forbi nr. 60 maj

5 << For målmand René Bo Nielsen er det en drengedrøm, der går i opfyldelse; at skulle forsvare de rød-hvide farver ved VM i gadefodbold: - Men det er også et skulderklap og en påmindelse om, at jeg faktisk er en ok fyr og god til noget, siger han. Sved og frustrationer, højt humør og stolthed. Der er knald på, når Hjemløselandsholdet træner. Hus Forbi fulgte med fra sidelinjen en tirsdag i Valby Hallen. Af Tina Juul Rasmussen Foto: Flemming Schiller De små hvin fra gummisålerne, der glider mod trægulvet, skærer i ørene. Ekkoet fra de hoppende bolde og råbene fra træneren runger mod det høje loft i den søvnigt belyste hal 2. Lugten af barndommens sure tæer i gymnastiksko er ikke fjern. På Valby Hallens gulv er energien høj. Humøret, engagementet og glæden ved at lege med en læderkugle fejler ikke noget hos nogen. Mange bolde er i spil hele tiden. Skud hamres af sted mod målene, hvis træstolper nærmest synger, når læderkuglen rammer overliggeren og sendes retur. Sveden drypper hurtigt fra de otte fremmødte spillere. Formen er ikke i top. Fortidens stoffer sammen med nutidens smøger og runde vomme præger den fysiske form hos mange af Hjemløselandsholdets fodboldglade drenge. Det gør tatoveringerne også på de bare arme og et enkelt maveskind. Hos en enkelt dingler et stort guldkors mellem de sorte hår på brystet. - Det ser rigtig fornuftigt ud! Ingen bolde, som havner i loftet... se at få strukket ud, så spiller vi en kamp om tre minutter. Frank, hold lige den bold i ro, når jeg taler. Landstræner Janek Majewicz instrukser runger i hallen, ledsaget af dunk fra bolde, som spillerne har svært ved at lade være i fred, selv i pausen. Jeg skal være perfekt Frank Clifforth har spillet fodbold, siden han var fire år gammel og var et stort talent som barn. Men Det ser fornuftigt ud! et misbrug først hash og siden stærkere stoffer satte en stopper for drengedrømmene. De senere år har han dog spillet for værestedet X-House i Esbjerg i de hjemlige turneringer i gadefodbold. - Men jeg har altid spillet fodbold. Jeg var rigtig god som barn, men min far pressede mig, stod altid og råbte ad mig på sidelinjen. Så jeg har måttet arbejde meget med min aggressive holdning her på holdet, fordi jeg er så perfektionistisk jeg kræver af mig selv, at hvert skud skal være perfekt, siger 34-årige Frank Clifforth, som for nylig har fået egen lejlighed i Fredericia efter at have boet rundt omkring i syv år. - For mig er det at komme med på Hjemløselandsholdet en drøm, som er gået i opfyldelse. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at tage VM som en fed oplevelse og ikke ødelægge det for mig selv ved at have for store forventninger der skal være plads til både hygge og sjov. Men jeg håber også, at vi når så langt som muligt. Og jeg drøm- << mer om, at jeg hvis vi vinder får mulighed for at sige til et TV-kamera: Jeres far elsker jer! til mine to børn, som jeg ikke må se. Koooom nu, for fanden! - Vi kører med én mand over midten for at prøve de nye VM-regler af. Det giver en overtalssituation, hvor en spiller kan få frit løb mod mål, hvis I mister bolden. Det kræver dialog mellem jer på banen, krydsløb... Hold så de bolde i ro! Janek Majewicz bruger gulvet til at illustrere de nye regler i Homeless World Cup, inden han fløjter kampen i gang. - Må vi bruge feltet, råber en af spillerne, da han nærmer sig mål. - Nej! Spil uden for feltet. Frank Clifforth drømmer om, at hvis Danmark vinder VM får mulighed for at sige til et TV-kamera, at han elsker sine to børn. Spillet fortsætter. Gode afleveringer, forsvar, som hænger lidt, et par kiksere mod mål, inden Ken Bell hamrer den første kasse ind for det grønne hold. - STOP lige spillet. Det er utroligt vigtigt, hvor I får sendt den bold hen, når I starter et angreb! Kampen fløjtes i gang igen. - Kooooom nu med dernede, for fanden!! Kenny er frustreret over sine medspillere de kommer ikke hurtigt nok op ad banen. - Bevæg jer, drenge. Tilbyd jer til den bold, supplerer Rene fra målet. Vi vinder med mig på mål - For mig er det en drengedrøm, der går i opfyldelse; at skulle forsvare de rød-hvide farver, så den skal bare have gas. Men det er også et skulderklap og en påmindelse om, at jeg faktisk er en ok fyr og god til noget. René Bo Nielsen er den ene af Hjemløselandsholdets to målmænd. Med sine 39 år hører han til i den ældre ende af holdet. I 26 år har han kæmpet med stofferne og et alkoholmisbrug ved siden af. Men siden sidste år har han haft sin egen lejlighed i Esbjerg, hvor han nu bor sammen med sin søn på 7 år. - Jeg er enlig far, griner han og fortæller, at han også har boet på gaden med sin søn. - Det kræver stadig viljestyrke at holde mig fra stofferne, men jeg har det sådan, at der sgu ikke er noget, der skal knække mig. Det har jeg ikke fortjent, siger Rene og svarer med et grin på, hvad han forventet af VM: - Vi vinder! I hvert fald hvis jeg står på mål... Det er stinkende hårdt - Udmærket, drenge. Ingen tvivl om at det er stinkende hårdt. Hold lige boldene i ro! Det gælder om at holde på bolden, når vi har den. Brug hele banen og lad vær med at sende den ind over til hovedstød. Janek Majewicz taler til den pustende og svedende flok, som sunder sig oven på to halvlege af hver svy minutter. - Vi skal først ha det til at køre. Det kører ik!, siger en stadig frustreret Kenny til træner Janek Majewicz, som dog ikke lader sig slå ud: - Nej, men det kommer det til. Vi er stadig helt nye i det her. Men god dynamik, gode ideer, godt engagement. Vi ville ikke vinde VM i dag, det er rigtigt, men med træning skal vi nok komme deropad. Det ser rigtigt fornuftigt ud. Kom, vi slutter af med en straffesparkskonkurrence. Jeg gi r en sodavand til vinderen! Læs portrætter af alle Hjemløselandsholdets spillere på Fodbold giver bonus på krop og sjæl Spillerne på Hjemløselandsholdet føler en form for skæbne-fællesskab. Og det er ren terapi for dem at mødes, viser en undersøgelse Af Tina Juul Rasmussen - Det var en flok tynde, blege mænd med lille muskelmasse og et dårligt kondital, vi mødte til den indledende test. Sådan beskriver Birgitte Krustrup sit første indtryk af Hjemløselandsholdets 12 spillere anno Som et led i sin masterafhandling på Institut for Idræt på Københavns Universitet fulgte hun fire fodboldhold: Hjemløselandsholdet, FC Zulu, Frederiksværks serie 5-hold og 8 hus forbi nr. 60 maj 2007 Vanløse Idræts Forenings Old Boys. Målet var at teste effekten af deres træning og kampe samt at undersøge, hvor gode de var til at danne social kapital. Og fysisk viste hjemløsespillerne flotte resultater efter tre måneders træning: - De forbedrede sig 17 procent på konditallet, fik bedre balance, lavere blodtryk og rigtig stor muskelmasse og dermed også større fedtfri kropsvægt, siger Birgitte Krustrup. Spillerne knytter bånd Den anden del af undersøgelsen handlede om, hvordan og i hvilken grad holdene dannede social kapital. - Social kapital er det, som opstår i relationen mellem mennesker. Det repræsenterer noget, vi ikke har, hvis vi er alene at vi bliver noget i kraft af kontakten med hinanden, og at det har en positiv, sundhedsmæssig effekt, forklarer Birgitte Krustrup. - Fodbold egner sig vældig godt til dannelse af social kapital. Spillerne samles i små grupper til hyppige træninger, hvor de har det sjovt og samtidig lærer hinanden at kende. Hjemløselandsholdet stak dog noget ud fra de andre hold. - De har en kerneaktivitet fodbolden til fælles, men dét, som virkelig binder dem sammen, er deres fælles skæbne. Det er ren terapi for dem at mødes, fordi de genspejler sig i hinanden. Den form for bonding altså at danne bånd spillerne imellem er det, vi også ser i meget nære relationer, for eksempel i familier, siger Birgitte Krustrup. Derimod var der ikke den store bridging hos hjemløsespillerne den brobyggende måde at danne social kapital på, som for eksempel kan vise sig i form af nyt job, nye venner uden for hjemløsemiljøet osv. Det var svært for hjemløsespillerne at bruge disse kontakter, og de kom i stedet til at fungere som en enklave i fodboldverdenen, konstaterer Birgitte Krustrup. Birgitte Krustrup håber, at resultaterne af hendes afhandling vil blive taget godt imod af blandt andre kommunerne rundt om i landet: - Jeg mener, resultaterne kan bruges til at slå et slag for, at fodbold er en sjov, social og sundhedsfremmende aktivitet, som skal støttes. Åbn græsarealerne! Giv mulighed for, at alle kan spille fodbold der skal ikke så meget til. Det gælder også på forsorgshjemmene. Og set fra et kommunalt perspektiv mener jeg, at man bør ansætte idrætskonsulenter, der har forebyggelse og sundhedsfremme som speciale og som samarbejder med de lokale foreninger. Kommunerne bør gribe bolden og tage imod de muligheder, det åbner. Resultater fra masterafhandlingen Motionsfodboldens sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende potentiale en analyse af træningseffekter og social kapitaldannelse er udstillet på Institut for Idræt, Nørre Allé 51, København N. Foto: Aage Christensen Stjernerne vandt Fredag eftermiddag den 13. april spillede Hjemløselandsholdet i gadefodbold mod Stjerneholdet på KB s kunstgræsbaner på Frederiksberg. Hjemløselandsholdet havde i dagens anledning forstærket holdet med Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Enhl.). Hjemløselandsholdet førte i begyndelsen af kampen, men blev hurtigt sat under pres især konditionsmæssigt. Kampen endte 10-6 til Stjerneholdet, der blandt andet talte den tidligere FCK-spiller Christian Lønstrup nu B93, og tidligere landsholdspiller Mark Strudal nu træner for FC Zulu. - jalini

6 Sidste stop før gaden? Siden november har Yvonne og hendes yngste datter Mette ikke haft et hjem. Da Yvonnes to ældste børn fyldte 18 og flyttede hjemmefra, stoppede børnepengene, og så var der ikke længere råd til at betale huslejen. Derfor overnatter Yvonne og den yngste datter nu på et forsorgshjem Selvom Yvonne har 700 kroner til sig selv og sin datter om måneden, ønsker hun ikke at skille sig af med sin hest, som hun betragter som en del af familien. - Når jeg strigler Bounty, glemmer jeg, at jeg ikke har et hjem, siger Yvonne. Jeg glæder mig sådan til at få mit eget soveværelse, - udbryder Yvonne, da hun får øje på gavlen til sin seng. Siden november, har hendes ting stået opmagasineret i stalden og hun og datteren har boet på et forsorgshjem. Når Yvonne har kørt sin datter i skole, tager hun ud i stalden, hvor hun har et lille rum på størrelse med en hesteboks. - Hvis jeg var alene, så boede jeg her, siger hun. Yvonne søgte om at komme på kommunens akutliste, men blev afvist, fordi hun selv havde opsagt lejligheden. Af Marisa Matarese Foto: Claus Sjödin - Har du ikke lyst til at støtte en hjemløs og købe Hus Forbi? spørger en Hus Forbi-sælger Yvonne på stationen i Århus. - Jeg er selv hjemløs, svarer Yvonne og griner til sælgeren, der undrende sender den store kvinde et granskende elevatorblik: Nyvasket udslået lyst langt hår, sort fleece, sorte joggingbukser og sorte træsko. Hun ligner ikke en typisk hjemløs, som hun står der og snakker med sin ældste datter Louise, men det sidste halve år har Yvonne og hendes yngste datter Mette på 13 år ikke haft et hjem. - Jeg var nødt til at sige lejligheden op i august. Da de to store flyttede hjemmefra og børnepengene stoppede, kunne jeg se, der ikke var råd til huslejen. Jeg regnede med, at vi kunne nå at finde et nyt sted at bo, inden vi skulle være ude den første november, siger hun. Sådan gik det ikke. Nu bor hun sammen med datteren Mette på forsorgshjemmet Ellengård. - Det er sidste stop før gaden, siger Yvonne. Hun søgte om at komme på kommunens akutliste, men blev afvist, fordi hun selv havde opsagt lejligheden. - Vi lever et rodet liv. Jeg vil gerne have styr på det igen. Siden november, har vi ikke haft noget sted at bo. Det har været nogle hårde måneder i min nieces etværelses lejlighed uden køkken, på sofaen hos venner og familie, der ellers har rigeligt at se til selv. Yvonne har tre søskende og en far. - Min mor er død og min far bor i Ålborg. Ham ser jeg til konfirmationer og barnedåb. Den ældste datter, Louise skal på arbejde i en sandwichbar i Bruuns Galleri om lidt og de to følges derned. Mette giver sandwich til sin mor og lillesøster i dag, for Yvonne har ingen penge. - Vi skal have en kyllingsandwich og en tunsandwich. Louise står og kigger på sit ur, om lidt starter hendes vagt. Hun har arbejde to uger endnu som tilkaldevikar i en fast food-kæde i Bruuns Galleri i Århus. Om to uger fylder hun 18 år, og så kan hun ikke længere arbejde der. - Måske søger jeg job i Kvickly, siger hun. Allerhelst vil hun læse hf. Men hun mangler tiende klasse for at kunne blive optaget. - Jeg skal bare have en uddannelse, siger Mette, der synes, det er sjovere at gå i skole end at arbejde hele tiden. - Du skal have en uddannelse, så du ikke ender som din mor, supplerer Yvonne. Yvonne har ikke selv nogen uddannelse og ikke noget job. Hun flyttede hjemmefra og fik Karsten, da hun var 18 år. Året efter kom Louise. Igennem årene har hun arbejdet som anlægsgartner, men et piskesmæld satte en stopper for tungt fysisk arbejde. Desuden har hun undervist handicappede i ponyridning. Hun brænder for ridning og heste, men det er svært at finde et job, der passer. Hun er testet til at kunne arbejde tyve timer om ugen, men det skal foregå udendørs for hun har migræne, og samtidig må det ikke belaste ryggen. Det regner ind i bilen Yvonne tager sine sandwich og går ud på parkeringspladsen. På grund af sin dårlige ryg kan hun ikke undvære at have en bil. Hun har en gammel bordeauxrød Ford Sierra, som hun købte for 200 kroner i Hun kravler ind fra passagersædet, for nøglen er knækket i låsen i førerens side. På hendes sæde ligger en stor hvid plastikpose: soltaget er gået i stykker, så det regner ind. Det ser ud som om, der er nogen, der har taget en stor bid af sædets venstre side. - Jeg brugte kroner på blandt andet nyt udstødningsrør og bremser til den, så den kunne blive synet. Jeg lavede den selv. I år brugte jeg 350 kroner til en ny styrearm. Min søn skiftede den og svejsede et par småhuller. Det er det eneste, jeg ikke kan. Men nej, hvor jeg tudede, da han lavede min bil for mig. Jeg skulle ikke gøre noget selv. Almindelige mennesker sender bare deres bil til mekanikeren. Jeg plejer at lave det hele selv, siger hun. Bilen starter ved første forsøg og Yvonne sætter kursen mod Mettes veninde Rikkes hjem. - Jeg vil gerne give Mette et hjem, så hun har noget at gå hjem til efter skole. Det er min datter uden ridetøj Ude på villavejen piger står to piger og venter. - Det er min datter uden ridetøj på, siger Yvonne. Pigerne skal Jeg vil gerne give ned på rideskolen. Det Mette et hjem, så hun er her eller har noget at gå hjem i juniorungdomsklubben, at til efter skole Mette går hen efter skole. - Jeg har taget en tunsandwich med til dig. Har du fået noget at spise ovre ved Rikke? - Lidt, svarer Mette. Der bliver stille i bilen og så siger Mette: - Mor, der er biograftur med klassen på næste torsdag. Det koster 65 kroner, men jeg gider slet ikke tage med, siger Mette. - Jeg når at få løn inden torsdag, Mette. Så det kan du da godt, svarer Yvonne. Yvonne får kroner af kommunen om måneden, men det rækker ikke langt. Frem til april har hun faste udgifter på kroner og forsorgshjemmet koster 100 kroner om dagen. Når alle udgifter er betalt, er der 700 kroner til mad og tøj til hele måneden. - Jeg har tænkt mig at sige op, for jeg har ikke råd til at betale de kroner, det koster at bo på forsorgshjemmet om måneden, fortæller Yvonne. - Og det er røvsygt at bo der. Der er ikke noget at lave, siger Mette. - Det er ikke særlig hyggeligt, tilføjer Yvonne. Der er en bette stue, et te-køkken og et bette værelse. Det er en midlertidig løsning, så vi har ikke taget andet end vores tøj med. Vi går i bad og sover der. Derfor er Mette heller ikke ked af at høre, at hun og moren snart flytter. Hun synes det er fedt og glæder sig til at komme ned til sin kusine i Skanderborg i nogle dage. Kusinen har en etværelses lejlighed uden køkken. - Jeg har ikke råd til at betale de for jeg vil holde Louises 18- års-fødselsdag. Jeg holdt Karstens 18-årsfødselsdag. Det var en hyggelig dag, og det vil jeg også gerne gøre for Louise. Jeg synes, hun er sej, hun klarer så meget selv. Jeg ville gerne kunne give hende kroner om måneden, men det kan jeg ikke. I stedet låner hun mig penge. Yvonnes økonomiske situation bliver lidt bedre fra april, hvor hun er færdig med at tilbagebetale et lån. Føler sig hjemme i stalden Yvonne fortsætter lidt ned ad vejen og kører ind på Ingerslevgård. Det er det tætteste Yvonne kommer på et hjem i øjeblikket. Her tilbringer hun timerne fra klokken 8 om morgenen til 18 om aftenen med at passe de fire heste, lave hegn og hygge sig i sin hule. Hendes egen hest, Bounty bor også her. - Jeg ved godt, at jeg burde sælge ham, men om jeg så fik en million, så er han ikke til salg. For at passe de andre heste, får hun lov til at have sin egen stående i stalden. - Jeg knytter mig meget til dyr. Jeg elsker dyr. De er med til at holde mig oppe. Når jeg strigler Bounty, så glemmer jeg alt. Det er ikke en gang løgn. Jeg glemmer, at jeg ikke har et hjem. Desuden så er hestene, noget som vi kan være sammen om som familie. Det er hele vores liv. Hun går gennem den kolde stald ned til enden af gangen, forbi nogle hestebokse hvor hendes kommoder og klædeskabe, står blandt urtepotteskjulere og reoler med ringbind. - Jeg glæder mig til at få mit eget soveværelse med mine møbler. Hun åbner døren ind til et lille rum, som er hendes hule. Betongulvet er dækket af et stykke gulvtæppe og under tre sadler står tysk rulletobak, fire ruller toiletpapir, en halv pose rugbrød og en dåse peber. Yvonne lader sig dumpe ned i den mørkegrå topersoners lædersofa og tager en færdigrullet cigaret ud af den røde plastikpakke. - Hvis jeg ikke havde Mette, så boede jeg her og ikke på et forsorgshjem, siger hun og kigger rundt. Der hænger lagner og dyner på knagerne over sofaen og i vinduet står et lille sort fjernsyn med gammeldags antenne ved siden af varmeblæseren. - Jeg skal bare have et hjem. Jeg er skrevet op i forskellige boligforeninger, jeg går på nettet og kigger i aviserne. Kommunen har givet mig afslag på at komme på en akutliste igen. Denne gang fordi jeg har et gammelt boligindskudslån på kroner. Det er grotesk, når man har et barn at tage hensyn til; når ens datter ikke har et hjem med eget værelse. Når ens datter ikke har noget at gå hjem til, når hun har fri fra skole, siger Yvonne og gentager: - Jeg vil bare have et hjem. Siden interviewet blev lavet, har Yvonnes fået den ide at flytte ud i en campingvogn, som står ude ved hestene. Flytter hun derud i maj, bliver der nemlig lidt flere penge at leve for og råd til at holde datterens konfirmation. Om dagen går Yvonne nu på en daghøjskole, som led i en aktiveringsplan. 10 hus forbi nr. 60 maj 2007 hus forbi nr. 60 maj

7 På kunstudstilling Svenske metadonflygtninge i København - med en Hus Forbi-sælger Omkring svenske hjemløse befinder sig i København viser en ny undersøgelse Hus forbi tog forbi Kunsthallen Nikolaj i det indre København for at kigge på værker af unge konceptkunstnere. Med os var Lasse Borggren, Hus Forbi-sælger og tidligere hjemløs Siden den svenske stat i 2001 trak to socialarbejdere hjem fra København, har to danske socialarbejdere taget sig af ikke-københavnske hjemløse og misbrugere i hovedstaden. Der har hersket en del myter om, hvor mange svenske hjemløse og misbrugere, der opholder sig i København. Og efter at Hus Forbi i sommers skrev om at svenske hjemløse dør på gaden i København, så besluttede Afdelingen for socialarbejde ved Malmø Højskole i efteråret at få kendsgerningerne på bordet. Undersøgelsen der netop er afsluttet og udført af Bengt Svensson og Jens Sjölander skønner, at omkring svenske hjemløse misbrugere befinder sig permanent i København. De ønsker ikke at vende hjem. Dertil kommer de løse : Dem som kun kommer om sommeren eller er her i kortere tidsrum. Svenskerne deles op i tre grupper: Metadonflygtninge, alvorligt alkoholskadede og psykisk funktionshæmmede. Der er flest af de første. Størsteparten kommer fra Skåne, men af og til også længere nordpå i Sverige. Fælles for alle er, at de oplever Danmark som mindre restriktivt i adgang til metadon og behandlingstilbud, mindre moraliserende, og tillige er byen tilstrækkelig stor til at tilbyde en vis anonymitet. Den svenske regerings narkotikapolitiske koordinator, Björn Fries, mener, at broderfolket bør lære en del af vores mere individuelle og mildere tilgang i behandling af misbrugere. Dialog og videndeling med danskerne er også blandt forslagene, når svensken griber i egen barm. - Mere hjerte, konkluderer Björn Fries, at der skal til i behandlingen af misbrugerne. Rapporten Svenska hemlösa och missbrukare i Köpenhamn er finansieret af Mobilisering mod narkotika. - jørl Sverige De tre videoer om Christania med engelsk tale får kun en enkelt stjerne af Lasse Bag Lasse vises stykket Spidshoveder og rundhoveder. Jeg er nok mest et rundhoved, siger Lasse om sig selv. Publikum opfordres til at tage en avis og langsomt nedbryde installationen. Lasse lægger et eksemplar af Hus Forbi i stedet. Af Lisbeth Rindholt Foto: Lisbeth Johansen - Nej, så vil jeg hellere ha en fadbamse, udbryder Lasse Borggren, da han har stået lidt og kigget på tre aktuelle videoer om Christiania, der kører i båndsløjfe i et af Kunsthallen Nikolajs udstillingsrum. I alle tre videoer optræder den engelske skuespiller, Ian Burns. Han taler om fristaden fra forskellige synsvinkler, mens han bl.a. tager en lang spadseretur derude. - Manden taler jo kun engelsk, siger Lasse fortørnet og fortsætter: - Det er meget nedladende over for et dansk publikum. Og jeg tror ærlig talt ikke, at særlig mange hjemløse gider se på de her kedelige videoer, selvom de kender Christiania og godt kan lide stedet. Til daglig sælger Lasse Hus Forbi, og han har selv været hjemløs i flere perioder af sit liv. Det er dog ikke første gang, han sætter fod på et kunstmuseum. I 1980 erne lavede Lasse billedkunst og keramik, og han går stadig ind i mellem på museer, når han har overskud til det. Gerne med en kæreste under armen og gerne til udstillinger med usnobbet kunst, der taler direkte til folk. Det med det usnobbede mener Lasse ikke, at 12 hus forbi nr. 60 maj 2007 Christiania-filmene lever op til. Så vi bevæger os op i den gamle kirkes øverste lokaler, hvor en række internationale kunstnere viser udstillingen V-effekten. V et refererer til den tyske dramatiker Bertolt Brechts idé om Verfremdung (fremmedgørelse) i teatret og kunsten. Tag en gratis avis Det første kunstværk, Lasse falder over, er en stak tegneserieaviser. Aviserne er stablet som et fort med hul i midten, hvor kunstneren, Michael Baers, har placeret et lille dannebrogsflag. Baers opfordrer publikum til langsomt at nedbryde installationen ved at tage en avis. - Jeg snupper lige én. Måske kan jeg sælge den nede på gaden, siger Lasse med et skævt smil og lægger til gengæld et eksemplar af Hus Forbi under dannebrogsflaget. Om avisbunkerne overhovedet kan kaldes kunst? Ja, det mener Lasse bestemt, at de kan. Han er meget begejstret for Brechts interaktive kunstform, hvor man går i dialog med værket og begynder at tænke lidt mere over tingene i stedet for bare at lade sig underholde. Langs væggen i udstillingslokalet står et tøjstativ behængt med kæmpe paphoveder og parykker i forskellige farver. Ved siden af stativet kører en kortfilm med skuespillere, der opfører et teaterstykke, mens de holder paphovederne op foran ansigtet. Stykket hedder: Spidshoveder og rundhoveder. - Jeg bryder mig egentlig ikke om at sætte mig selv eller andre i bås, men jeg er nok mest et rundhoved, kommenterer Lasse og forklarer hvorfor: - Jeg har runde holdninger og er generelt ret rummelig og forstående over for andre mennesker. Modsat f.eks. mange af de politikere, jeg har mødt. De har mere til fælles med spidshovederne, vil jeg tro. Indskrænkede i deres menneskesyn og frygtelig fornærede. Nej, jeg tager hatten af for en samfundsrevser som Bertolt Brecht, der kæmper for ytringsfrihed og tør sige sin mening. Ytringsfrihed er supervigtig så længe man altså ikke sårer nogen unødigt med sin tale, mener Lasse. Tiden er gået og vi styrer mod udgangen. Lasse er glad for at have været en tur på kunstmuseum. Men nu er det på tide atter at komme ud og passe karrieren som Hus Forbi-sælger, som han siger. Lasses dom - over kunstudstillingerne To Live Outside the Law You Must Be Honest tre videofilm om Christiania, af Nicoline van Harskamp. Lasse mener: - Videoudstillingen får 1 stjerne (ud af 6, red), og det er kun fordi, de har brugt tid på at installere den. V-effekten kunstudstilling inspireret af Bertolt Brecht, med internationale kunstnere, bl.a. danske Frans Jacobi og amerikaneren Michael Baers. Lasse mener: - Jeg vil give udstillingen 5 stjerner (ud af 6, red.), fordi den straks fanger min opmærksomhed og sætter nogle tanker i gang om indretningen af vores samfund. Udstillingerne vises i Kunsthallen Nikolaj, København, til 28. maj hus forbi nr. 60 maj

8 Jørgen der har valgt at være anonym og derfor kun ses med ryggen til mener selv, at han kan takke socialrådgiver Pilar López fra Kirkens Korshær for, at han efter fire år endelig fik tag over hovedet og bedre styr på sit liv. Husker du Historien om Jørgen I april 2006 skrev Hus Forbi om Jørgen, som levede på gaden på fjerde år. Herlev Kommune hvor han sidst havde haft folkeregisteradresse ville ikke hjælpe ham. Begrundelsen var, at Jørgen hørte ind under kategorien af personer med forudsigelige boligproblemer, fordi han havde underskrevet en lejekontrakt med et opsigelsesvarsel på en måned og siden havde mistet boligen. At Jørgen var tydeligt mærket både fysisk og psykisk af det omflakkende liv og havde store helbredsmæssige problemer, blandt andet med hjertet, gjorde ingen forskel for kommunens afgørelse i sagen. Jørgens situation var på mange måder beretningen om en uheldig mand, der qua mange og forskellige omstændigheder var blevet mere og mere marginaliseret trods det faktum, at han i mange år havde levet et velfungerede liv med fast arbejde. Hus Forbi har fundet Jørgen igen et år senere og fortæller her, hvordan det er gået ham. Et rum uden ilt Et grundigt benarbejde fra en socialrådgiver i en privat organisation var det, der skulle til for at hjælpe Jørgen væk fra gaden og få hans liv i fastere rammer. Men fire vægge giver ikke altid den ro, han har brug for. Vi satte Jørgen og hans socialrådgiver, Pilar López, i stævne Af Tina Juul Rasmussen Foto: Flemming Schiller - Det brev her er jeg ret sikker på, var det, som satte skub i tingene for mig. Jørgen holdet et stykke papir frem et brev fra forsommeren 2006, hvor socialrådgiver Pilar López skriver til Herlev Kommune og beder om hjælp til Jørgen, som har hårdt brug for et sted at bo og tilskud til at etablere sig med møbler osv. På det tidspunkt har Jørgen været hjemløs på gaden i hen ved fire år. Hans helbred er meget dårligt især hjertet flimrer, trods en større hjerteoperation i Og han er mærket af det omflakkende liv trænger til fred og ro. Alt det skriver Pilar López til Herlev Kommune. To måneder senere har Jørgen et værelse i et bofællesskab for 23 sindslidende hjemløse i København og er kommet under Københavns Kommunes vinger efter at have kæmpet med Herlev Kommune i flere år, som ikke ville hjælpe ham med at få tag over hovedet. Jørgen får også endelig tilskud til sin medicin, som koster ham i omegnen af 800 kroner om måneden. Det betyder, at han nu kan tage sin hjertemedicin regelmæssigt. - Det vil jeg godt sig dig tak for, så jeg har en gave med til dig, siger Jørgen og stikker hånden ned i en plasticpose. Op trækker han en firkantet pakke og et lille brev. - Nej, det er altså for meget. Det skulle du ikke have gjort, siger Pilar López og starter med at læse brevet, som hun lægger fra sig og kigger på Jørgen: - Tak! Det var sødt af dig. Jeg ved faktisk ikke engang, om jeg må tage imod gaver, smiler hun lidt genert. Pakken viser sig at indeholde verdens bedste rom, som Pilar López udtrykker det. Hun kommer oprindeligt fra Mexico og burde vide det. - Wow, du vidste, at jeg godt kunne li rom? Den har jeg aldrig set i Danmark... - Det er Peter (Pilars mand, red.), der har sladret, smiler Jørgen. Ikke jordens heldigste mand Vi er på Kirkens Korshærs Kontaktcenter i Københavns NV-kvarter, et hyggeligt værested. Her arbejder Pilar López som socialrådgiver, og her er Jørgen kommet i en periode i 2006, mens han stadig var hjemløs. Og ifølge Jørgen kan han takke Pilar for, at han er der, hvor han er i dag. Hun havde tiden og overskuddet til at skaffe sig det overblik over hans sag, som Jørgen selv og de kommunale instanser dengang manglede. Et benarbejde, som krævede lidt mere end et enkelt brev til Herlev Kommune. - Jeg talte utrolig mange gange med Herlev Kommune og Københavns Kommune, med den gadeplansmedarbejder, der havde kontakt til Jørgen dengang og ikke mindst med forstanderen for det bofællesskab, Jørgen nu bor i. Jørgen selv var også rundt over det hele for at skaffe dokumentation, beviser, og for at tale med alle de forskellige involverede i sagen, husker Pilar, som mener, at succesen i Jørgens tilfælde skyldes de rammer, kontaktcentret sikrer hende som socialrådgiver. - Vi har god tid til brugerne, og det stykke arbejde, vi laver her, er muligt netop fordi det er et fristed, og fordi alle medarbejderne har en meget humanistisk tilgang til brugerne, siger hun. - Jeg oplevede i hvert fald, at den gadeplansmedarbejder, som skulle hjælpe mig, til sidst gav lidt op og så fik han nyt job. Jeg opsøgte derfor Pilar, men jeg skylder de gode gadeplansmedarbejdere i Københavns Kommune en stor tak for en enorm arbejdsindsats, tilføjer Jørgen. Med til historien hører, at Jørgen nok ikke er jordens heldigste mand. Siden Hus Forbi sidst talte med ham i foråret 2006, er han blevet overfaldet adskillige gange både slået ned på gaden og overfaldet i det bofællesskab, han bor i. Uden at det i nogen af tilfældene har haft konsekvenser for gerningsmændene. Det gør Jørgen vred. Han viser udskriften af en dom fra Københavns Byret frem, som bevidner, at han har tabt en sag om et voldeligt overfald. Og holder reglementet op fra hans bosted, hvor det tydeligt fremgår at vold, trusler om vold og kriminalitet ikke tolereres. - Alligevel har personalet ikke grebet ind. Ham, der overfaldt mig, bor der stadig, konstaterer Jørgen. Pilar lytter med lidt bekymret mine til Jørgen, som også giver udtryk for, at han ikke kan holde ud at bo i bofællesskabet meget længere det er for hårdt at gå rundt blandt så mange psykoser, som han udtrykker det. - Men jeg holder mig bare for mig selv og udnytter den gode udsigt over Botanisk Have, siger han. Umiddelbart virker Jørgen hverken psykotisk eller sindslidende, men rolig og afklaret. Han har dog haft kontakt med distriktspsykiatrien og går pt. til psykolog lige som han som hjemløs har været i kontakt med et utal af andre offentlige instanser de sidste fire år praktiserende læger, hospitaler, skadestuer, psykologer, psykiatere, socialforvaltninger, gadeplansmedarbejdere, private organisationer osv. Pilar og Jørgen taler lidt frem og tilbage om, hvorvidt det ville være godt for Jørgen at bo for sig selv i en lejlighed. Jørgen ved det ikke. Her er for meget druk - Jeg er god til at være for mig selv, men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også en gang imellem nyder det liv, der er i huset. Der er bare alt for meget druk og ballade, og jeg vil ikke ind i et misbrugssammenhold af nogen art. Jeg er også bange for at havne et røvsygt sted, hvor jeg ikke kender nogen. Her er der en flot udsigt, højt til loftet og jeg kan så at sige nå alting i byen fra min lænestol. Plus at jeg har en lejekontrakt på værelset, som gør at jeg kan få boligsikring, siger Jørgen, som lever af kontanthjælp. - Men jeg tror ikke længere på, at jeg kan vende tilbage til arbejdsmarkedet med det helbred, jeg har. Derfor er jeg efter lang tids svære overvejelser kommet til det punkt, hvor jeg må søge en førtidspension. Jeg kan ikke mere. Mit dårlige helbred sammen med stress æder mig op. Jeg trænger til ro. Pilar, hvad ville du råde Jørgen til at gøre, som han har det nu? - Jeg ville først og fremmest tage en lang snak med Jørgen om fordele og ulemper ved at bo alene. Det tager jo også lang tid at få en bolig gennem det offentlige. Men hvis det er det, han vil, ville jeg kontakte hans sagsbehandler og hans gadeplansmedarbejder for at sætte skub i det, siger Pilar, som dog ikke har været inde over Jørgens sag, siden han sidste år kom under et af Københavns Kommunes lokalcentre. - Men det lyder ikke som Jørgen får den fred og ro, han trænger til, hvor han bor nu. Så måske er det tid til at se på noget andet. Måske et andet bofællesskab, som ikke er for sindslidende, men bare mennesker, som gerne vil bo sammen med andre, foreslår Pilar. - Jeg er bare træt af midlertidige løsninger. Man bliver godt brugt af at være i det system. Det er ligesom at være i et rum uden ilt, konstaterer Jørgen. Jørgen ønsker fortsat at være anonym, men redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet. Borger skrev til statsministeren Efter at have læst om Jørgen i Hus Forbi i april 2006 skrev Lars Mikkelsen, som er pensioneret civilingeniør og formand for Forebyggelses- og Patientrådet (en paraplyorganisation med 40 medlemmer, foreninger og virksomheder, red.) til både statsministeren, socialministeren og Herlev Kommunes borgmester. Han fik også aktindsigt i Jørgens sag. Han forklarer her hvorfor: - Jeg er vel et socialt menneske, og jeg køber jævnligt Hus Forbi. Jeg mener, at det er urimeligt, at jeg, som er ret rig, får en god pension, fordi jeg har kunnet arbejde, mens de, der ikke kan det, skal straffes yderligere! Og da jeg læste om Jørgen, tænkte jeg, at der måtte være en måde at hjælpe sådan en mand på. Men min konklusion er, at det er fuldt ud lovligt ikke at hjælpe i sådan en situation at ifølge alle love og regler kan en borger efterlades af myndighederne uden hjertemedicin og husly det nærmer sig vist det, man normalt kalder mord, konstaterer Lars Mikkelsen ud fra de svar, han har fået på sine mange breve. Ingen yderligere kommentarer Korrespondancen, som Hus Forbi har fået i hænde, viser, at statsministeren i sit svar henviser videre til socialministeren. Og socialminister Eva Kjer Hansen (V) konstaterer i sit svar, at den sociale lovgivning efter min opfattelse indeholder tilstrækkelig mulighed for at hjælpe, således at problemerne ikke udvikler sig, som det er beskrevet i artiklen og takker Lars Mikkelsen for hans indlæg i debatten. Borgmester i Herlev Kommune Kjeld Hansen (S) oplyser blot ganske kort: at Herlev Kommune naturligvis følger de i lovgivningen fastsatte regler for ydelse af hjælp og støtte. Herudover henviser kommunens socialforvaltning til dens egne, interne retningslinjer om fortolkningen af servicelovens 66 den såkaldte husvildeparagraf som Jørgen ifølge kommunen dengang ikke faldt ind under og derfor ikke kunne få hjælp. Da Lars Mikkelsen i et nyt brev til borgmesteren gentager sit spørgsmål om, hvorvidt: lovene er indrettet således, at kommunen alene må hjælpe inden for bestemte grænser, og således at hvis virkeligheden (uforudset i lovteksterne) overskrider de grænser, så må kommunen ikke have lov til at hjælpe et sådant menneske i eksistentiel nød? så svarer Kjeld Hansen kort, at han ikke har yderligere kommentarer til sagen. Lars Mikkelsen er med andre ord ikke blevet meget klogere, men må blot konstatere, at han ikke møder forståelse for sit grundlæggende menneskesyn: - Jeg synes, alle mennesker skal have en værdig skæbne uanset manglende eller andre evner. Engang skal det blive sådan, at intet menneske kan have det godt, hvis andre lider uforskyldt. Det påstår Rudolf Steiner i hvert fald. Lars Mikkelsen 14 hus forbi nr. 60 maj 2007 hus forbi nr. 60 maj

9 Ligesom at være i fængsel Husker du Historien om Helle Siden februar har Helle og hendes tre drenge boet på krisecenter i København. Deres lejekontrakt udløb første februar og Roskilde kommune kunne ikke tilbyde dem en ny bolig. Samtidig blev Helles ekskæreste prøveløsladt fra fængslet. Hun og børnene lever i frygt for, at han snart vil gøre alvor af sine trusler om at slå hele familien ihjel. En frygt, der blusser op hver gang, de ser ham køre forbi krisecentret. Her følger tredje artikel om Helle usikre boligsituation. Helles sønner keder sig bravt på et krisecenter langt fra vennerne i Roskilde. Men her er de i sikkerhed for Helles voldelige ekskæreste Af Marisa Matarese Arkivfoto: Andreas Hansen - Det er ligesom at være i fængsel, det her, siger Helle og hendes blå øjne stirrer intenst ud i krisecentrets hvide samtalerum. - Det eneste, der er at se frem til er måltiderne, fortsætter hun. Oven på holder hendes tre drenge på 7, 15 og 19 år påskeferie foran fjernsynet. Den ældste har fri fra arbejde på en betonfabrik, og de to yngste har ferie fra skolen, som ligger i Roskilde. For den midterste på 15, er krisecentret ikke det fedeste sted at tilbringe sin påskeferie. - Han spurgte mig: Hvorfor skal jeg spærres inde her hele påsken? Jeg kunne kun svare, at sådan er det bare, siger Helle. Udover at leve på flugt fra en voldelig ekskæreste, bliver Helles økonomi administreret af kommunen, og de vil ikke bevilge den midterste et månedskort. Han får et klippekort hver uge, så han kan tage i skole. Der er ikke klip til rejser i weekenden. Helle mener, det ville være billigere for kommunen at købe et månedskort til ham. I stedet for at spille fodbold med vennerne i Roskilde, ser han film med sine brødre på krisecentret. Den yngste er livet lidt op efter at have barrikaderet sig bag legetøjsvåben og nægtet at gå uden for en dør i tre uger. Han ved, at denne ferie slutter på tirsdag, hvor skal han i skole igen for tredje gang siden starten af februar. - Det var ligesom at vinde en million, da kommunen efter to måneder gav ham lov til at tage en taxi i skole, siger Helle. Hans far er prøveløsladt fra fængslet, og det er ikke sikkert for den yngste at rejse alene med toget til skolen i Roskilde. Indtil videre har han taxibon er til den 15. april. Herefter har kommunen planer om, at familien skal flytte ind i en tre-værelses lejlighed, men ved redaktionens deadline var der er endnu ikke taget stilling til, om lejligheden kan beskytte familien mod ekskæresten. - Jeg føler mig tryg her på krisecentret, selv om folk kan komme og gå. Jeg har min overfaldsalarm, og jeg ved, at politiet kan være her inden for ganske kort tid, siger Helle. Efter en kort pause fortsætter hun: - Men helt tryg bliver jeg ikke så længe, han går frit rundt. Helle, der anes på billedet, har valgt at være anonym. Helle er derfor et opdigtet navn. Helles rigtige identitet er redaktionen bekendt. Hus Forbi følger Helle og hendes tre børns videre skæbne i de næste numre af Hus Forbi. Samtaler om fodbold og sult ende hjemløse Hjemløseboformen Kollegiet forsøger at lokke sine beboere hvoraf en tredjedel har anden etnisk baggrund end dansk ud i det lokale foreningsliv Af Lasse Borggren Foto: Holger Henriksen Socialpædagog Johnny Hedegaard (tv) fik sig en snak om fodbold med Johnny Hald, som jævnligt kommer på kollegiet og er Frem-fan. På billedet til højre ses Shorina, som arbejder som frivillig på Kollegiet og kommer fra Georgien. Missionen blandt Hjemløses hjemløseboform på Gammel Køge Landevej i København kaldet Kollegiet har i år fået en lille pose penge til integrationsfremmende projekter og valgte derfor for nylig at præsentere tidligere og nuværende beboere for nogle af de fritids- og kulturtilbud, som er at finde i lokalområdet. Til arrangementet kunne beboerne møde repræsentanter fra bl.a. Valby Skakklub, værestedet Amadeus, Ombold (der arrangerer Hjemløsefodbold), kollegiets egen billardklub samt AOF. Sidst, men ikke mindst, var der en stand med ting fra det grønlandske værested Naapiffik og kataloger fra AA (Anonyme Alkoholikere) og Lænken. Vil ikke interviewes Ingen af beboerne med anden etnisk baggrund end dansk ønskede at blive interviewet til Hus Forbi og slet ikke at blive fotograferet. Kun en beboer med marokkansk baggrund vil hyggesnakke lidt, men Hus Forbis udsendte får kun at vide, at han er blevet fyret og efterfølgende skilt. Ja, det kender nogle af os danske mænd til. Nu skal han bare lære at brokke sig og drikke bajere, så er han blevet rigtig integreret, tænker jeg. Inden maden får jeg en snak med to danske beboere i rygesalonen. Den ene fortæller mig, at han er blevet smidt ud fra sin lejlighed på grund af for høj musik, - Er du hørehæmmet? spørger jeg. - Nej, men når jeg bliver fuld, kan jeg godt lide høj musik, svarer han. Maden består af vildt lækre retter fra alverdens lande. Jeg kigger ud i køkkenet, hvor der kun er kvinder. Jeg sætter mig ved et bord med nogle andre danske mænd. De fortæller, at jeg også bør smage den ret med moskusokse, som grønlændergruppen fra Naapiffik har medbragt. Hold op hvor det hele smager godt. Pludselig kommer fotografen og siger, at han har skaffet et interview med en med anden etnisk baggrund end dansk. I mit land sulter de hjemløse Shorina hedder den nydelige unge dame, som vores fotograf mener, jeg bør interviewe. Hun fortæller på engelsk at hun er udsendt af European Voluntary Service. Hun er sprogudannet på et universitet i sit hjemland, og hendes mor arbejder som journalist. Shorina mener ikke, at der findes rigtige hjemløse i Danmark. I Georgien derimod må børn og voksne sove på gaden og sulte. Der er ingen offentlig social service, og kun kirkerne laver nødhjælpsarbejde. Hun mener også, at folk bare kan lade være med at drikke, det vil afhjælper deres problemer. Jeg undlader at fortælle Shorina, at jeg også har været hjemløs, sultet og frosset vinter efter vinter, og at den følelse aldrig forlader ens sjæl og hjerte. Og jeg undlader også at fortælle hende, at nogle må drikke for at dulme savnet og smerten over at have mistet dem og det, de troede på. Jeg vil heller ikke fortælle hende, at hun kun har oplevet den pæne side af Danmark, og ikke den kulde og ondskab, man også kan møde for hun er endnu så ung. Jeg viser i stedet Shorina februar-nummeret af Hus Forbi; det med forsiden af træneren for det danske hjemløselandshold. Hun får straks den ide, at hun vil arrangere fodbold for beboerne på Kollegiet, og jeg sætter hende i forbindelse med Ombolds folk, og så er den aftale lynhurtigt i stand. Tre unge somalier beundrer målmanden på det tidligere hjemløselandsholds medaljer. De får sig en fodboldsnak og giver udtryk for, at fodbold det vil de gerne bruge deres fritid på. Lasse Borggren er tidligere hjemløs og Hus Forbisælger Kommentar De hjemløse tages med på råd i regionerne Af Torben Høecke, formand for SAND Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger en gammel talemåde. Den kan meget passende bruges i forbindelse med de nye regioners opståen, og den lettere kaotiske stemning, der er fulgt i kølvandet på omstruktureringen af det offentlige Danmark. Det er sjældent, at de hjemløse og deres landsorganisation SAND profiterer af nye tider. Det er imidlertid tilfældet denne gang. I alle regionerne er der nemlig nedsat såkaldte udviklingsråd, hvis hovedopgave er at drøfte udviklingen på det sociale område og på specialundervisningsområdet i regionen. Samtidig skal rådene bidrage til, at kommunalbestyrelserne i de pågældende regioner får kvalificerede bud på, hvordan den sociale indsats skal udformes og tilrettelægges. Fokus på området er naturligvis godt, men det er rådenes sammensætning, der direkte kommer brugerne og dermed de hjemløse til gode. Rådene består nemlig af repræsentanter fra kommunalbestyrelser og regionsråd samt brugerne af de sociale tilbud (rådsmedlemmerne er valgt for en fireårig periode). På nuværende tidspunkt har SAND fået repræsentanter i de tre vestlige regioner: Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark. Der er endnu ikke oprettet udviklingsråd i de to sjællandske regioner. SAND har igennem hele den lange debat om kommunalreformen påpeget vigtigheden af, at man benyttede lejligheden til at sikre de hjemløse en plads i centrale råd og nævn et ønske, der nu er blevet opfyldt. Og det er vi i SAND godt tilfredse med. For selvom udviklingsrådene ikke har formel beslutningskompetence, men kun er rådgivende i forhold til kommuner og regioner, er det helt sikkert et forum, vi glæder os til at være en del af. Samtidig er jeg sikker på, at politikerne i rådene ser det som en chance for at få direkte kontakt til de hjemløse og deres konkret levede erfaringer med de sociale tilbud. Det giver os mulighed for at forbedre tilbudene til hjemløse og give denne udsatte gruppe et bedre liv. Torben Høecke, formand for de hjemløses organisation SAND, skriver om de nye regionale udviklingsråd, hvor de hjemløse er repræsenteret. hus forbi nr. 60 maj

10 Ud i egen bolig Træning i at have eget hjem For fem år siden blev Kirkens Korshærs herberg i Århus ombygget til udslusningsboliger for hjemløse, der skal videre i egen bolig. Og det har vist sig at være nøglen til at få dem til at fungere og blive boende i egen bolig Af Helle Horskjær Hansen Foto: Claus Sjödin Ud i egen bolig Havde ikke lyst til at flytte Da Alf Løvik skulle videre fra en såkaldt udslusningslejlighed i Malmøgade, følte han sig ikke helt parat til at sige farvel til de trygge rammer. I dag er usikkerheden afløst af stolthed og flere besøg af datteren Af Helle Horskjær Hansen Foto: Claus Sjödin En nøgle til en lejlighed er ikke altid lig med lykken. Især ikke, hvis man har levet uden tag over hovedet i mange år. Det kræver nemlig tilvænning og træning at få en hverdag til at fungere i egen bolig. I 2002 blev Kirkens Korshærs herberg i Malmøgade i Århus omdannet til 16 udslusningslejligheder for hjemløse. - Projekt EksternBolig opstod i første omgang som et projekt under herberget, fordi en del beboere i en periode havde fået egen bolig. Men misbrug, manglende huslejebetalinger etc. førte til at beboerne blev sagt op og røg tilbage til udgangspunktet; nemlig herberget. Og når de kom fra lejligheden, så var det med gæld, som ofte betød, at der var lukket for, at de senere kunne få en bolig igen, siger Tove Dalager. Hun er afdelingsleder af Ekstern- Bolig, som råder over 16 lejligheder i Malmøgade i Århus, plus syv i nærområdet. Udslusningsboligerne skal forsøge at forhindre, at beboerne vender tilbage til hjemløshed. Og måden at gøre det på er at opstille nogle rammer, der minder om dem, de bliver mødt med, når de flytter for sig selv. - Vi har bygget udslusningslejlighederne op som en boligforening men det er det jo ikke, det er stadig en boform. Vi har gjort det for, at Beboerne må gerne være misbrugere. Personalet griber kun ind i det øjeblik, misbruget eller andet ødelægger målet med opholdet, forklarer afdelingsleder Tove Dalager. beboerne kan vænne sig til, hvordan det er at bo ude i en almindelig boligforening. Der er á conto forbrug, og der er trappevask, altså ting, der hører med til at bo i en boligforening, fortæller Tove Dalager. Lægger selv en plan Hensigten er, at alle beboere på et eller andet tidspunkt skal videre. Enten i egen lejlighed eller til et andet og permanent tilbud. - Vi er et tilbud til dem, der er kommet ud i hjemløshed, og som har brug for en periode med støtte, inden de flytter i egen bolig. Nogen klarer helt sig selv, mens andre har fået afklaret nogle områder, hvor de har brug for støtte f.eks. via lokalpsykiatrien eller anden bostøtte. Få visiteres videre til boformer, hvor der er støtte døgnet rundt, forklarer Tove Dalager. Men inden beboerne kan skrive under på en lejekontrakt til deres nye bolig, er der ifølge Tove Dalager et stort stykke arbejde, der skal laves. - Når de kommer her, har de en beskrivelse af deres livssituation med i visitationen. Og inden de flytter ind, laver vi i fællesskab en plan for, hvordan deres ophold her skal være. Opholdsplanen er altid udgangspunktet i mødet med beboeren. Vi snakker om, hvad det er for nogle områder, de gerne vil have os med på. Vi arbejder med en plan ud fra de behov, de ved, de må have, og det er vidt forskelligt, hvor man oplever et behov for at få støtte. Det kan være at minimere misbruget, få stabiliseret sin psykiske lidelse, få aktiviteter ind i hverdagen, eller få styr på økonomien, siger Tove Dalager. Gennemsnitligt bor beboerne i Malmøgade i halvandet år, og den sidste periode i EksternBolig bliver brugt på at afklare, hvilke støttebehov, den enkelte eventuelt har brug for fremover. Netop for at sikre, at beboeren ikke vender tilbage til hjemløshed. Og den grundighed giver bonus. Tal fra sidste år viser, at næsten 70 procent af beboerne har fulgt de mål, de havde stillet i deres opholdsplan, og langt de fleste bor i dag i egen bolig. Udgangspunktet i opholdsplanen er altid den enkelte og dennes ressourcer, og hver fjerde måned bliver der lavet en status. - Opholdsplanens fokus er på de mere kortsigtede mål, men de bunder altid i, hvad den enkelte giver udtryk for. Vi holder husmøder en gang om ugen med den enkelte, hvor vi snakker de forskellige ting igennem. Vi blander os ikke i de ting, de selv kan klare, men hvis vi efter et stykke tid kan se, at de spænder ben for de planer, de har lagt, så går vi ind og siger, hvad vi ser, forklarer Tove Dalager. Penge er et problem Et af de områder, hvor beboerne især har behov for støtte, er økonomien. For de fleste spiller den nemlig en afgørende rolle. - De bliver ikke gældfri, mens de bor her, men de kan få hjælp til at få et overblik over deres økonomi. Og blive støttet i at få økonomien til at hænge sammen måneden igennem. At de får lavet en måde at betale husleje på, så pengene ikke kommer til at være en fristelse først på måneden, og at de ryger til noget andet end husleje, fortæller hun. Som Tove Dalager ser det, handler det om, at den enkeltes kompetencer og strategier for, hvordan man lever et hverdagsliv, skal opbygges igen. Mange begynder nemlig en ny tilværelse helt fra scratch, fordi et alkoholmisbrug eller en sindslidelse har domineret dagligdagen. - Der er nogle kræfter på spil, det kan være misbrug eller en psykisk lidelse, hvor man tilsidesætter de basale behov, man har for at have tag over hovedet eller brød på bordet. Her er det meget vigtigt, at vi går ind og får lagt nogle holdbare og realistiske strategier, siger Tove Dalager. Men i samme vending understreger hun, at hjælpen ikke skal påduttes den enkelte, og den filosofi, tror hun, bærer en del af æren for EksternBoligs succes. - Vi har nogle rammer og regler for tilbuddet. Det er nødvendigt, når 16 personer med forskellige problematikker bor tæt på hinanden. Vi skal vise omsorg for dem, der bor her, men vi må ikke vise omsorgstvang, så vi putter noget ned over deres hoveder, som vi synes er godt. Det skal være noget, der vokser frem i dem selv, og at de kan se, at det er godt for dem. Omvendt må vi heller ikke yde omsorgssvigt, så vi skal finde balancen. Ideen er netop at have nogen på sidelinjen, som ikke skruer noget ned over hovedet på én, siger Tove Dalager. Kirkens Korshær i Århus råder over tre afdelinger Akutafdelingen, som i daglig tale hedder Tre Ege, har plads til 32 personer. Team Nord, der er et aktivitetscenter EksternBolig har 16 udslusningslejligheder i Malmøgade i Århus, hvor også beboernes cafe og personalets kontorer er. Samtidig har EksternBolig syv lejligheder i boligforeningsregi i nærområdet. Flere af beboerne har en psykisk lidelse og størstedelen har også et misbrug. Noget af det EksternBolig fokuserer på er at give støtte i forhold til beboernes økonomi, misbrug, netværk, psykiske situation og dagliglivet i egen lejlighed. I øjeblikket er 21 personer tilknyttet EksternBolig: To kvinder og 19 mænd. Der er en overvægt af brugere i halvtredsårsalderen. Efter en skilsmisse I 2000 stod Alf Løvik uden bolig og var reelt hjemløs. Men I 2004 fik Alf en udslusningslejlighed i Malmøgade under projekt EksternBolig. Her boede han halvandet år med personale og de andre beboere tæt omkring sig, hvorefter han flyttede ud i en af de lejligheder uden i byen, som EksternBolig, også råder over. Han blev ikke begejstret, da han fik at vide, at han skulle flyttede væk fra den trygge udsluningslejlighed i Malmøgade. - Jeg gruede for det. Jeg havde ikke lyst til at flytte. Jeg havde fået mange nye venner her, og jeg kendte personalet. Jeg er et meget socialt menneske og syntes jo, at der var trygt i Malmøgade, og jeg viste ikke, hvad jeg skulle flytte ud til, siger Alf med norsk accent. Det er 11 år siden han kom til Danmark. Styr på økonomien Men flyttekasserne blev hurtigt pakket, efter at Alf havde inspiceret sin nye lejlighed. Han blev nemlig glædeligt overrasket. - Først var jeg lidt betænkelig, men så fik jeg lejligheden at se, og så begyndte jeg at glæde mig, siger Alf, som dog lige skulle vænne sig til pludselig at have sit eget hjem. - Det var svært de første måneder, for jeg savnede den daglige kontakt med de andre beboere og medarbejderne. Men så har jeg heldigvis haft mulighed for at komme i Cafeen (der hører til projekt Ekstern- Bolig, red.), og her kommer jeg fem gange om ugen, fortæller Alf, som er faldet godt til i sin nye lejlighed, der ligger tæt på datterens bopæl. - Jeg er meget mere sammen med min datter nu. Det var lidt sværere, da jeg boede i Malmøgade, siger han. Modsat kontakten med datteren, er Alfs drukture til gengæld ikke blevet hyppigere. Efter opholdet på Malmøgade er der længere imellem tørsten til de grønne flasker. - Jeg havde siddet på et eller andet værtshus i byen, hvis jeg ikke stadig kunne komme her i Cafeen. Mit drikkemønster har forandret sig, Ensomhed er det største problem Når en hjemløs får en bolig, er der stor fare for, at han eller hun bliver ædt op af ensomhed, og ender på bænken med en pose guldøl igen. I Odense forsøger man derfor at hjælpe de hjemløse ud i foreningerne Af Ole Eriksen Når landets kommuner rundt omkring i landet anviser hjemløse til de almene boliger, så lykkes det er stor del af de hjemløse at falder ind i det almindelige billede og bliver boende i årevis. Men adskillige tidligere hjemløse mister forholdsvis hurtigt boligen igen, fordi deres tilværelse slet ikke hænger sammen. Problemet er ikke blot, at de ikke kan holde sig selv, deres tøj eller bolig i orden. Problemet er mest af alt ensomhed. For nogle mennesker bliver det et pres at sidde i en lejlighed, hvor der ikke er andre beboere og heller ikke kommer nogen på besøg. Det er med til at øge risikoen for lige at smutte i Netto og hente en pose øl, der kan skylles ned blandt gutterne på byens gadehjørner. For mange er det langt at foretrække at drikke sig sønder og sammen på bænken frem for at sidde og skille ad på grund af ensomhed. Andre glider ind i en drømmeverden gennem hash eller kobler ud fra verden med hårde stoffer. Mange kommuner har en stab af pædagoger, som cykler rundt og besøger en del hjemløse. Men at få besøg af en offentligt ansat, er ikke det samme som at have en omgangskreds og venner. Den kommunalt ansatte kommer jo kun, fordi han eller hun får løn for det. I Odense har hjemløseforeningen Indenfor gjort meget for at fortælle kommunens politikere og embedsmænd om den ensomhed, der tager 55-årige Alf har nu boet i en af EksternBoligs lejligheder i et år. Nu venter han på at få sin helt egen lejlighed i det samme område. pusten fra den enkelte, når han flytter fra et stort fællesskab og ud i en tom lejlighed. Og det har båret frugt. og jeg drikker mindre end før, fortæller han. Og det er ikke kun alkoholen, der er kommet styr på. Også finanserne. - Noget af det, der også har ændret sig er økonomien. Jeg har penge på min konto nu. Også selv om det er midt i måneden, fortæller han. Ikke nok at kunne snøre sine sko - Vi må sikre os, at de hjemløse, som flytter ud i egen bolig, kan de ting, der skal til, når de skal holde fast i deres bolig, siger social- og arbejdsmarkedsrådmand i Odense, Erik Simonsen (Rad.V). Det kan betyde, at det ikke er længere er nok, at man kan binde sine sko, hvis man vil skrives op til en bolig, men at der skal være en rimelig chance for, at man kan fungere i den. - Allerede mens den hjemløse bor på institutionen (herberg eller forsorgshjem, red.), skal han i kontakt med byens foreninger. For på den måde bliver han en del af et fællesskab og bidrager samtidig til samfundet, siger rådmanden til Hus Forbi. Hjemløseforeningen Indenfor har påpeget det farlige i, at hjemløse på institutionerne tit har det med at holde sig indenfor institutionens mure og det behagelige ved kun at forholde sig til de andre hjemløse, giver ubehageligheder på sigt. Det er nemlig sådan, at den dag man flytter, så mister man sit eneste fællesskab og det er dét, der er farligt. - Der er selvfølgelig hjemløse, der ikke vil ud i foreningerne, men her må vi sætte hårdt mod hårdt, >> 18 hus forbi nr. 60 maj 2007 hus forbi nr. 60 maj

11 Ud i egen bolig >> fordi vi ved, det hjælper i sidste ende. Og kan den hjemløse ikke selv finde en forening, så skal han ind på Netværkskontakten, som er en slags arbejdsformidling på det sociale foreningsområde, siger Erik Simonsen. De får selvtillid Rådmanden har gennem årene løbende været i kontakt med de udsatte i Odense, og han kender misbrugsmiljøet og de væresteder, hvor udsatte kommer i deres dagligdag. Derfor er han ret sikker på, at der er et sted i byens foreninger til ikke blot udsatte men til alle odenseanere. - Vi har flere væresteder, hvor hver eneste, der træder over dørtrinnet, bliver accepteret, som han eller hun er. Og det er vigtigt, fordi brugeren så føler sig som et menneske, siger Erik Simonsen og fortæller, at på værestederne er personalet gode til at inddrage brugerne som frivillige. Og det at kunne kalde sig frivillig giver et løft. Beboerne på Odenses hjemløseinstitutioner får gennem et aktivt liv større chancer for at komme til at trives, når de sendes ud i foreningslivet. Og hvis så personalet på institutionerne sikrer sig, at deres brugere kan holde sig selv, sit tøj og sit værelse rent og oven i købet lave mad, så er vejen til succes banet. - Jeg kan ikke se noget stå i vejen for, at der arbejdes hen imod sådan en helhedsløsning allerede under opholdet på institutionen. Der er jo ingen grund til at vente, siger Erik Simonsen. Den melding får de frivillige i hjemløseforeningen Indenfor til at klappe i hænderne, fordi det dermed er slut med ophold, der mest af alt er opbevaring. Ny forening vil støtte de hjemløse, der får anvist bolig Ofte har udsatte brug for at lære at bo i egen bolig igen eller for første gang. Ny forening besidder ekspertisen og rækker kommunerne en hånd Af Helle Jørler Foto: Holger Henriksen Per K. Larsen har, gennem sit job på et herberg, været vidne til mange hjemløse, som i en glad stund tager imod tilbud om en anvist bolig. Nu lysner det, tænker vedkommende samt pårørende, medarbejdere og samfundet, forklarer cand.psyk. Per K. Larsen. Han er én af initiativtagerne til og bestyrelsesmedlem i Hjemløses Boligselskab, der begynder sit virke nu i maj. - Det lysner faktisk umiddelbart for den hjemløse. Men alt for ofte knækker filmen efter nogen tid; måske fordi boligen ligger for tæt på bodegaen. Men især fordi der ikke er støtte til at blive udskrevet til det almindelige liv, påpeger han og fortsætter: - Det er sin sag at genlære eller måske endda for første gang i sit liv at lære - at leve en almindelig tilværelse, der ikke kun rummer rettigheder, men også forpligtelser, job, regninger og ting, man ofte skal tage stilling til. Hjemløse vil gerne leve et normalt liv, men vejen er lang, hvis man i længere tid har Per K. Larsen er forretningsfører på Overførstergården, som er et herberg for hjemløse. Her har han gennem ti år hentet inspiration og erfaring til Hjemløses Boligselskab. levet som fattig, misbruger, syg og arbejdsløs eller en kombination. Det kan virke meget ensomt og overvældende at være alene i sin nye bolig. På herberget har den hjemløse levet i beskyttede omgivelser med adgang til hjælp, omsorg og opmærksomhed døgnet rundt. Nøjagtigt som mennesker, der for eksempel har været indlagt eller i fængsel i lang tid og dermed afskåret fra almene sociale færdigheder og viden. Yderligere spiller alkohol- og andet misbrug særdeles kraftigt ind her. - Jeg vil vove den påstand, at hovedsagen er at holde den hjemløse fri af misbrugsfælden for at en resocialisering skal lykkes, siger Per K. Larsen. Efter Per K. Larsen havde set dette mønster tilstrækkeligt mange gange, fik han ideen til foreningen Hjemløses Boligselskab. Siden har mange andre hjulpet med at realisere tankerne. Han medgiver, at navnet kan være en smule misvisende, fordi selskabet ikke selv administrerer eller bygger boliger, men derimod samarbejder med de rigtige boligselskaber. Det er svære sager - Men en ven og jeg fandt på navnet på en biltur og vi kunne ikke stå for paradokset, ler han og fortsætter: - Dét, vi tilbyder kommunerne er, at vi sammen med herberger og forsorgshjem bruger vores mange års erfaring og ekspertise i at finde egnede boliger og at støtte og hjælpe misbrugere og hjemløse, så der kan komme noget varigt eller i det mindste varigere ud af Hjemløses Boligselskab udsluse mennesker til egen bolig. At fastholde uafhængighed af stimulanser. At hjælpe vedkommende på fode igennem en to-årig periode, så han måske kan få tilknytning til arbejdsmarkedet, kontakt til familie, venner, en partner og så videre. Med årsskiftet og den nye struktur er det blevet pålagt kommunerne at give alle hjemløse en støtte-/ kontaktperson. - Kommunerne kender problemerne. Mange har ambitioner, og der er dygtige sagsbehandlere. Men det er ekstremt sammensatte sager, der involverer mange forvaltninger på tværs. Det kan være svært at favne i et snuptag. Boligselskaberne kender også problemerne. Så vi håber, at vores tilbud om at lægge opgaven ud til os der allerede har opsamlet viden og erfaring vil blive taget imod med kyshånd, slutter Per K. Larsen. Nordea Danmark Fonden har som den første givet kr. til fripladser for hjemløse i Hjemløses Boligselskab. Det rigtige boligselskab SAB (Samvirkende Boligselskaber) har besluttet at stille 15 udslusningslejligheder til rådighed. Hjemløses Boligselskab samarbejder med forsorgshjem i Herlev/Glostrup, Hillerød, København og Gentofte. Der forhandles p.t. med Københavns Kommune om, hvorledes samarbejdet om udslusning kan foregå. Foreningens bestyrelse består af formand direktør, cand.jur. Troels Behr, arkitekt m.a.a. Lars Lundquist, murermester Jens Vestergård, formand for hjemløseforeningen SAND Torben Høeck, forstander, socionom Kaare Engel og forretningsfører, cand.psyk, Per K. Larsen. Foreningen kan kontaktes på: Overførstergården, Jægersborg Allé 139, 2820 Gentofte, tlf: eller epost pkl@unikon.dk Genvej gennem Likørstræde En personlig beretning fra 1950 ernes København, hvor klunsere og musikanter huserede i gårdene og varmede sig ved kirsebærvinen og olietønderne Af Flemming Fischer Illustration/tegning: Karsten Hansen Likørstræde. Bare navnet giver en associationer til en lille én. Og ganske rigtigt: Strædet var opkaldt efter datidens skæve københavnske eksistenser, som købte sig en flaske pullimut (kirsebærvin eller lignende), når de havde klunset en dagløn hjem. Likørstræde var nu noget særligt og eksisterede helt op til 1960, hvor det blev revet ned og jævnet med jorden. Strædet lå på ydre Østerbro i den lidt finere bydel, hvor funktionærerne var i flertal. Lønnen var lav, men titlerne høje. Dog ikke hos os. Min bror og jeg var Fanøbisser ; ungerne nede fra Fanøgade ved Svanemøllen, vokset op på stenbroen i skyggen af de høje huse. Men tilbage til Likørstræde. Det var et lille stræde, der snoede sig fra Bryggervangen op til Lyngbyvej med en masse små hjemmelavede skure og garager. Her boede de sidste klunsere i København. Det virkede meget eksotisk, især for os børn, som elskede at gå på opdagelse, men vi var ikke altid lige velkomne. Nogle gange vinkede klunserne til os med en flaske pullimut i hånden og grinte med deres rådne tænder og snavsede, lasede jakker. Når de råbte op og sang, vidste vi, at daglønnen havde været god. Andre gange råbte de vredt af os, fordi de ikke ville udstilles som dyr i en zoologisk have, og måske heller ikke havde fået tilstrækkeligt med pullimut ind under vesten. De havde simpelthen tømmermænd og abstinenser. Men det vidste vi ikke noget om dengang. Og vi børn var aldrig bange for at gå gennem strædet på vores vej op til Lyngbyvej for at tage sporvognen ind til byen. Om vinteren var der ild i gamle olietønder, og i mørket gav det for os børn et skær af farligt eventyr. Men det har ikke været sjovt for dem, som boede der. De stod der i små grupper, bankede armene sammen for at få varmen med ånden stående ud af munden. Ind i mellem var der da også slagsmål, især når de havde fået for meget pullimut eller brændevin. Jeg husker, når vi skulle ind til byen med mine bedsteforældre tilbage i 1950 erne. Forrest gik min morfar med hat, dyr frakke og stok, og vi tog altid genvejen gennem Likørstrædet. Så rejste klunserne sig op, lettede på kasketten og sagde venligt og med en vis respekt: Goddag hr. dyrlæge, de er nok ude med familien i dag! Min elskelige morfar var en imposant herre og overhovedet ikke dyrlæge, men var startet som bud i DFDS, havde sejlet med de gamle amerikabåde og var nu på kontor og stemte radikalt. Men han viste noget om, hvad fattigdom var, så han hilste altid tilbage ved at løfte hatten og give et svaj med stokken. Det skuespil elskede vi børn. Og min morfar følte sig nok også lidt betydningsfuld. Viceværten jagtede dem Dengang var gårdene ikke låst, så når vi legede nede i gården efter skoletid, kom klunserne. De havde hver deres distrikt. Hos mine bedsteforældre, som boede tæt ved strædet, huserede Jens Langkniv, et øgenavn, vi havde givet ham. Og nede ved os i Fanøgade var det andre klunsere, der slog lågene op på de gamle zinkskraldespande og rodede med syvtallet. Fandt de noget, røg det ned i sækken, og så var det hurtigt ud af gården. Deres værste fjende var viceværten, som jagtede dem og råbte alverdens ukvemsord. Det syntes vi var synd, så vi råbte tilbage efter viceværten. Vi var altid på klunsernes side. Vi vidste jo ikke bedre. Men vi havde dog sympati med de stakkels mennesker. De havde en gammel sæk over skulderen, et syvtal i hånden og lugtede fælt. Men vi lærte, at de også var mennesker, som min far altid sagde. Han arbejdede selv på en fabrik og holdt Fakta om Sovjet unionen, hvis han ikke sad på værtshus og drak ugelønnen op. Jo, der var mange skæbner også dengang. Vi må ikke glemme gårdmusikanterne, de var lidt længere oppe på rangstigen end klunserne. Det var ofte arbejdsløse og alkoholikere, som kunne spille på et instrument. Så gik de fra gård til gård, sang og spillede, og ungerne dansede til og løb rundt og samlede de femører op, som madammerne smed ud af vinduerne; man pakkede dem ind, så de ikke rullede væk, og vi elskede så at pakke ørerne op og give den til musikanterne, som lettede på låget og spillede videre. Men også her var viceværterne på lur, selv om vi gjorde alt for at genere dem, så musikanterne kunne nå at forsvinde. Det var en slags solidaritet, som vi børn lærte, og siden aldrig glemte. Det tænker jeg altid på, når jeg ser en sælger af Hus Forbi. 20 hus forbi nr. 60 maj 2007 hus forbi nr. 60 maj

12 Skriv om hjemløshed... Deres spor ses overalt» Lars Bo Nørgaard: Født 1981 i Brovst Elev på Forfatterskolen lbnorgaard@yahoo.dk Foto: Ronja Svaneborg Af Lars Bo Nørgaard Foto/illustration: Tor Jonsson» Skriv om hjemløshed Sådan lød vores opfordring til 12 unge, ukendte forfattere. De skriver i Hus Forbi: >> Peder Frederik Jensen >> Maja Lukas >> Kristina Nya >> Jesper Brygger >> Vagn Remme >> Stinne Storm >> Julie Sten-Knudsen >> Jens Peter Kaj Jensen >> Lars Bo Nørgaard >> Malte Holm >> Martin Snoer Raaschou >> Ea Jeppesen Mange har boet i vores lejlighed før os, deres spor ses overalt; i loftet er en selvlysende stjernhimmel malet over, tapet i andre farver titter frem, de har glemt køkkenredskaber som nu er gledet ind i vores samling, de har efterladt et lille bord etc. Vi ved ikke hvem de er. Dvs. én kender vi: den russiske pige, som vi overtog lejligheden fra, havde sine ting stående hos os en uges tid efter, at vi var flyttet ind. Og min kæreste kendte hende i forvejen fra skolen, de begge gik på. Men udover hende ved vi ikke, hvem der har boet her. De kunne minde om os. De kunne være meget anderledes. Og det er (eller var) de nok. Der har boet mennesker her i godt hundrede år, vil jeg skyde på. Vi kan se, at der har været en pejs her; de har haft åben ild, og senere har de fået gasovn (en er efterladt, ubrugelig) vi har radiator; det er blevet mere sikkert og komfortabelt at leve her; ingen fare for gaseksplosioner og luften er ikke tør og giver ikke hovedpine, fordi gasflammen har ædt al ilten. Muligvis er nogen døde her. Mange har snakket, dyrket sex, festet, spist, kedet sig etc. i disse rum. Vi ved ikke, hvad alle disse mennesker har lavet eller tænkt. Vi kan kun have vores forestillinger. Selv kommer vi til at bo her i en kort periode højst halvandet år mere (vi har boet her i godt ni måneder nu) så giver vi rummene videre til nogle andre, som vi måske kommer til at møde, som vi måske endda allerede kender. Men indtil da vil vi leve her med alle vores ting; vores tøj, køkkengrej og bøger. Ting som i de fleste tilfælde også har haft andre boliger før denne; f.eks. det udvalg af Cézannes breve (udgivet 1952 (den er et år ældre end min mor) som nr. 21 i Hasselbalchs Kulturbibliotek (de bøger samler jeg vist næsten på)), som står på reolen ved siden af mig (den står tilfældigvis mellem Poul Borum: Blandede følel ser / Emodes (købt for flere år siden i et antikvariat på Østerbro i København) og Camilo José Cela: The Family of Pascual Duarte (købt for nylig i et antikvariat i Glasgow (nærmere bestemt Oxfam s på Byres Road (Oxfam er en international organisation, som blandt meget andet hjælper hjemløse med at finde et sted at bo (de (de hjemløse) har også et blad der svarer til Hus Forbi; det hedder The Big Issue (da jeg endnu ikke vidste, hvad det var disse mennesker stod og forsøgte at sælge mig, troede jeg det var noget religiøst; jeg troede de stod og sagde: God bless you ; og jeg undgik dem)))))); den har tidligere tilhørt Anne-Marie Dantzer-Sørensen; hun har skrevet sit navn med sirlige bogstaver på bogens første side. Og på et tidspunkt har nogen indsat et ex-librismærke, med hendes navn og en tegning af en poppelallé og en solnedgang, på den modsatte side (hvilket jeg gætter på skal symbolisere, at hun er død (og at hvem der end har sat mærket ind i bogen, gerne ville have at dens næste ejer skulle kende Anne- Maries navn (in memoriam)). Jeg kender ikke denne kvinde (og kommer nok ikke til det, jvf. dødsteorien) og hverken Google, Yahoo eller Jubii, giver nogen hits, når jeg søger på Anne-Marie Dantzer-Sørensen. Heller ikke Krak.dk eller Oplysningen.dk har hende registreret. På Dansk Statistiks hjemmeside finder jeg ud af, at der i 2006 var personer i Danmark, som hed Anne-Marie. I 2007 er dette tal faldet til Desuden findes der tre med efternavnet Dantzer-Sørensen. Siden oplyser desuden, at der er mellem nul og to personer som hedder Anne-Marie Dantzer-Sørensen. Jeg hælder stadig til teorien om, at hun er død (det med de højst to, går jeg ud fra har at gøre med privatlivets fred). Men denne bog har altså stået i en eller flere reoler i det eller de hjem, hun har haft, og er så på et tidspunkt havnet i et antikvariat (det der ligger i Værnedamsgade (dvs. lå; jeg gik forbi for en lille måneds tid siden, og da var det lukket, allerede ved at blive bygget om (og faktisk var jeg der for ca. fire måneder siden til ophørsudsalg (alt til halv pris; jeg købte Morti Vizki: Vokseværk, og St. St. Blicher: Diana)))), hvor jeg har købt den, haft den i en reol på mit værelse på Frederiksberg, inden jeg (engang i maj sidste år) pakkede den ned i en kasse, og sendte den til mit nye hjem i Glasgow (og gad vide, hvad den har været igennem af transportmidler på dén tur?), hvor den altså i skrivende stund ligger på skrivebordet ved siden af mig (mens min kæreste sover på sofaen bag mig, og jeg lytter til Cat Power (I Don t Blame You fra albummet You Are Free)). Og så har jeg ikke engang læst den endnu (noget kan til gengæld tyde på, at Anne-Marie har læst den: der er et flueben i nederste højre hjørne på første side (det er selvfølgelig ikke et 100% sikkert bevis)). Bogen var et impulskøb, jeg havde hørt om Cézannes betydning for Per Højholt (han har skrevet en bog (en poetik), som hedder Cézannes metode, som jeg ikke har læst), og kan ganske enkelt godt lide brevformen (at snage i andre folks privatliv) (plus det med samlermanien), så det føltes oplagt og så kostede den mig kun 45 kr. (det var et godt antikvariat; velassorteret, billigt, venlig og rar betjening). Og sådan bliver reoler fyldt med bog efter bog, som måske aldrig bliver læst, men bare står og får bleget ryggen af solstråler i årtier, indtil de bliver flyttet, måske solgt til en ny ejer som måske, måske ikke, læser dem. Det kan endda være, at de på et tidspunkt oplever den, for bøger, så fantastisk store ære, at blive regnet for sjældenheder. Og derfor slet ikke må røres ved (i hvert fald kun (i nødstilfælde såsom flytninger) med bløde, bløde, rene, skånsomme handsker), men kun stå bag offentligt eller privat glas, og engang imellem blive ærbødigt betragtet. Objekter i cirkluation mellem menneskehænder, indtil den samme sol, som har bleget deres rygge, udvider sig, så den opsluger Jorden medsamt dens bagage af ting og sager og natur. Og derefter er der, har jeg læst på Wikipedia.dk, teorierne om the Big Crunch, the Big Rip eller Varmedøden, til at gøre det af med hele Universet. Glasgow, februar-marts 2007 Lidt tid er gået, og jeg har bladret i Cézanne-bogen: Kære Émile. Jeg har lige modtaget to nye Bøger, du har sendt mig. Jeg siger Tak og kan meddele dig, at jeg ikke har stort at fortælle dig om den gode By, hvori jeg har set Dagens Lys. Jeg har kun dette at sige (men det kan sikkert ikke gøre noget større Indtryk på dig), at Kunsten forvandler sig frygteligt, naar man giver den Udtryk, og i alt for høj Grad faar en lille lurvet Form, samtidig med at Manglen paa Forstaaelse af Harmoni mere og mere afsløres af Disharmonien i Ens Farvegivning og hvad der er værre endnu af Tonernes Klangløshed. Men efter at have jamret mig, vil jeg raabe et Leve Solen, der skænker os saa skønt et Lys. Jeg kan kun gentage, at jeg er din hengivne Ven, og sender mine bedste Hilsner til Fru Zola. Paul Cézanne Aix, den 27. November hus forbi nr. 60 maj 2007

13 Flere østeuropæiske prostituerede Forsøgte at sætte ild De seneste måneder er der sket en stigning i antallet af rumænske og bulgarske kvinde, der arbejder som prostituerede på gaden på Vesterbro i København. Det oplyser Reden-Stop Kvindehandels opsøgende medarbejdere til gratisavisen 24timer. Trine Lund-Jensen, der er leder af Reden-Stop Kvindehandel, kobler den markante stigning sammen med, at Rumænien og Bulgarien ved årsskiftet blev optaget i EU, og derfor kan kvinderne nu ikke længere kan udvises, fordi de opholder sig illegalt i landet. - jalini Nekrolog En forårsdag blev Tom Boisens banemand. Tom Boisen døde tirsdag den 17. april kl. 10 efter kort tids sygdom. Tom havde før påske nydt foråret i anlægget ved sin bolig i P. Knudsensgade i Sydhavnen i hyggeligt selskab med sin sædvanlige kammeratskabskreds. Efterfølgende blev han syg, og det udviklede sig til en lungebetændelse, som til slut satte et punktum i Toms liv på Hvidovre Hospital. Tom blev 72 år gammel. Tom var en af pionererne i hjemløsebevægelsen og var som beboerrepræsentant fra Sundholmen med til at sætte de hjemløses vilkår på dagsordenen, ligesom han i sin tid var med til at starte Hus Forbi. Mange ting har været besværligt i Toms liv, men alligevel havde han altid et overskud til at gøre en nødvendig indsats for andre, noget der skaffede ham mange gode oplevelser, mange kontakter og mange venner og bekendte. Vi må nu undvære Toms indsats og hans altid klare holdning til de ting, der sker i samfundet, men han har sat sig spor og et godt minde. Af Karoline Nielsen og Eigil Holm Nielsen (Toms mor og bror) Foto: Holger Henriksen til sovende hjemløs To hjemløse er blevet endnu mere hjemløse, efter at der ad to omgange blev sat ild på deres ejendele i den port på Nørrebro, hvor de plejede at overnatte. Den første ildspåsættelse fandt sted i påsken, hvor den ene hjemløse lå og sov i porten i sin sovepose, som der blandt andet gik ild i. Han har nu dybe brandsår på sin ene hånd og fingre efter at have slukket ilden i soveposen med de bare hænder. Anden gang var umiddelbart efter påske, hvor ingen af de hjemløse heldigvis overnattede i porten. Som led i chikanen mod de to hjemløse er porten nu også blevet overtisset, så det ikke længere er muligt at opholde sig der på grund af stanken. Ingen af de to hjemløse tør dog længere overnatte i porten, hvor sod og ned smeltede mælkekasser vidner om brandene (billedet). Ingen så, hvem der satte ild til deres sted, men i mellem de to påsatte brande blev de to hjemløse en nat chikaneret af en flok unge mænd, som de beskriver som værende år og andengenerationsindvandrere. Flokken væltede bl.a. plastickasser ind over dem, mens de sov. - jalini Stjernearkitekt tegner huse til hjemløse Ældre og handicappede hjemløse i L.A. får snart tilbudt 100 arkitekttegnede lejligheder Arkitekt Michael Maltzan er i gang med at tegne et boligkompleks med 100 lejligheder til hjemløse i Los Angeles. USA Boligerne bliver tilbudt ældre og fysisk handicappede hjemløse, der er særligt udsatte og har svært ved at klare sig på gaden. I selve komplekset er også indrettet lokaler og faciliteter til bl.a. socialarbejdere og sygeplejepersonale, der skal hjælpe beboerne på fode. Boliger til socialt udsatte er ellers ikke Michael Maltzans normale gebet. Almindeligvis tegner han store, ekstravagante huse til bl.a. kendte kunstmæcener i Los Angeles fashionable Beverly Hills-kvarter. Udstødte bor i papkasser Beverly Hills grænser op til downtown L.A. og kvarteret Skid Row. Det er her, at Michael Maltzans nye hjemløseboliger også kaldet New Carver Apartments er placeret. Indtil dato er han den eneste amerikanske stjernearkitekt, som har givet sig i kast med huse til Skid Row. Et fattigt kvarter, der overvejende er befolket af udstødte, sorte hjemløse, som bor i telte og papkasser. Michael Maltzan står bag flere bygninger og boliger i Skid Row. Hans første soloprojekt i 1995 bestod af bl.a. et teater, bibliotek og Arkitekt Michael Maltzans Rainbow Apartments til hjemløse, keramikværksted med aktiviteter til udsatte unge i udkanten af Skid Row. Og i 2006 lod Maltzan opføre 89 boliger Rainbow Apartments (billedet) i samme kvarter til hjemløse med sindslidelser. Byggeriet af New Carver Apartments starter til sommer og betales af organisationen Skid Row Housing Trust. - Rind Hjemløse blev budt på påskefrokost Med påskegule duge på bordene, en platte med tre stykker velsmurt smørrebrød samt en fadøl og snaps inviterede Rampen Københavns Medieskole, københavnske hjemløse til en spontan påskefrokost på Rådhuspladsen sidst i marts. Over et par dage gik invitationen fra mund til mund på byens væresteder for hjemløse, og ca. 150 mødte frem til det veldækkede bord og gik glade og mætte derfra. Arrangementet var en opgave, som eleverne på medieskolen skulle løse og dokumentere: At skabe en event i det åbne rum, som påvirker andre mennesker. Pengene til arrangementet kom fra Rampen, Hus Forbi, Landergruppen, Steffanshus Serviceudlejning og Blomsterstanden på Christianshavns Torv. Den overskydende mad blev efter arrangementet doneret til Mændenes Hjem. - Taj SUSY UDSAT Rådet for Socialt Udsattes undersøgelse af SUndhed og SYgelighed blandt socialt udsatte i Danmark. Hermed en venlig opfordring til alle involverede i Rådets sundhedsundersøgelse om at deltage. Læs mere på Foto: Rampen Københavns Medieskole Foreløbigt resultat af Kortlægning droppet Først til efteråret ved vi, hvor mange hjemløse, der er i Danmark Socialforskningsinstituttet, SFI, der står bag undersøgelsen: Kortlægningen af hjemløse i Danmark, forventede at kunne præsentere et foreløbigt tal allerede i marts 2007 på, hvor mange hjemløse der er i Danmark. Men nu oplyser SFI, at spændingen først vil blive udløst, når den endelige SFI-rapport kommer i august/september i år. - Vi har besluttet at offentliggøre tallene senere, da vi stadig modtager data fra de forskellige hjemløseorganisationer og aktører på området, forklarer SFIs projektleder og forsker Lars Benjaminsen til Hus Forbi og tilføjer: - Det er vigtigt, at samtlige tal er så valide og præcise som muligt, når de offentliggøres. Det kan vi sikre ved at vente til efter sommerferien, hvor alle informationer er i hus og færdigbehandlet. Læs mere om Kortlægningen af hjemløse i Hus Forbi nr. 59 (april) eller på: og Bliv frivillig i Røde Kors Har du talt med din nabo i dag? Lige nu venter 191 mennesker i Hovedstaden på at få en besøgsven. De har brug for kontakt med omverdenen. Som besøgsven bliver du et værdifuldt bindeled til verden og et lyspunkt i tilværelsen. Du bliver inviteret indenfor en gang om ugen til oplevelser, der giver gensidig glæde. Gør holdning til handling Tøj solgt i Røde Kors Butikkerne bliver til international nødhjælp og socialt arbejde i Danmark. Vi søger engagerede og ansvarsbevidste frivillige, med blik for moden og det spændende tøj, der vil deltage i arbejdet med at klargøre og sælge tøjet vores 10 butikker. Du kommer til at indgå i en fast vagt 4-5 timer ugentlig. Vi er mange forskellige mennesker i alle aldre. Vi har det sjovt og godt sammen. Kom uforpligtende og mød os, og se om det er noget for dig Kvindenetværk Efter et ophold på krisecenter har mange kvinder brug for al den støtte de kan få. Vi søger flere frivillige besøgskvinder, som kan yde social og medmenneskelig støtte til en kvinde og hendes børn. Du mødes én gang ugentligt med kvinden og hendes børn for at snakke, tage på ture eller bistå med praktiske opgaver. Vi arrangerer desuden netværksaktiviteter som fællesspisning, byture og udflugter. Som frivillig tilbydes du kurser, erfaringsdeling og netværksdannelse med andre frivillige. Du kan blive besøgskvinde, hvis du er tålmodig, psykisk robust, har et tolerant og fordomsfrit menneskesyn og er indstillet på at bruge cirka tre timer om ugen på at støtte en kvinde i en svær livssituation. Opringere til Tryghedsopkald Vil du give 5 minutter om dagen til et medmenneske? Så meld dig som tryghedsopkalder hos Hovedstadens Røde Kors. Opgaven består i at ringe og sige godmorgen hver dag til en anden Københavner. Hvis vedkommende ikke svare skal du blot ringe til vores aktivitetsleder, der tager over. 5 minutter der gør en verden til forskel! Kontakt: Nordre Fasanvej 224, København N Tlf: hrk@drk.dk Læs mere på - Rind 24 hus forbi nr. 60 maj 2007 hus forbi nr. 60 maj

14 X-ord af Anne Jensen Navn: Adresse: Postnr.: By: (Skriv venligst tydeligt med blokbogstaver) Send løsningen på X-ORD senest 31. maj Blandt de rigtige løsninger trækkes lod om et boggavekort til en værdi af 500 kr. og 10 cd er Hjemløs. Vinderne af cd er får direkte besked pr. post. Løsninger sendes til: Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Mærk kuverten x-ord Vinder af bog-gavekort Vera Guldhammer Liselejevej 2A 9270 Klarup nr. 58 Alle døre er åbne! Alle døre er åbne Livet er fuld af åbne døre Livet er fuld af håb Livet er fuld af chancer Grib dem, mens tid er Grib dem, mens du endnu lever Grib dem, mens du endnu er Mens du endnu kan Tænd et lys i mørket, For dem, som ikke kan se, at alle døre er åbne Giv dem et håb # Klip ud og send ind Indsendt af Rasmus Thomsen, Næstved Vorherres køkkenhave maj Skovbund i Risskov, Århus, dækket af Ramsløg øvtræerne er sprunget L ud, men lad os for en sikkerheds skyld sige at, maj er den sidste forårsmåned altså i år. Vorherre er i festhumør og lader et fyrværkeri af farver isprænge alt det lysegrønne i køkkenhaven. Mangfoldige er de planter, som netop nu springer ud og det er jo nok årsagen til at man i gamle dage kaldte denne måned, for blomstermåned. Nå, at det er lørdag er godt. At solen skinner er bedre, men det allerbedste er, at det er den 12. maj. At dagen hedder Hellig tre Bønder er jeg ret ligeglad med, for jeg har lovet mig selv at finde og hjembringe ramsløg (både blade og løg) og ved aftenstide sidde lænet op mit ynglings egetræ, afventende at nattergalen begynder at synge, det skal den jo gøre den 12. maj, hvis vi skal have en rigtig sommer. Det er noget af en gåtur, for ramsløget foretrækker at gro i kystnær løvskov og en sådan er der altså i nærheden af min eg, som igen ligger i nærheden af nogle pilekratsomkransede vandhuller, hvor jeg hørte nattergalen sidste år. Underligt, jeg troede faktisk jeg var stødt på ham Vorherre, hvor noget kratværk gled over i egentlig skov, og hvor jeg så nogle forvoksede nullermænd oppe i grenene. Det kunne jo være han havde rystet sine gevanter, her i den friske forårsluft, men nej, det var et par formummede natugleunger, der sad og puttede sig. Søde ser de ud, men de er ikke ensomme og forladte, så lad dem endelig være, hvis du er så heldig at støde på en sådan dunklump eller to. Pålandsvinden bevæger sig over stranden, gennem skovene og bringer mig duften af ramsløg. En meget stærk duft, næsten som koncentreret hvid- eller purløgsduft. Bedst som jeg skal til at følge duften til dens kilde står han der, Vorherre, og peger på en gruppe planter, hvis blade minder meget om ramsløgs. Det han peger på er en smuk plante, nemlig liljekonvallen, som enhver med lidt lugtesans let kan gennemskue i forhold til ramsløget og lad endelig liljekonvallen stå og se pæn ud, for den er rigtig giftig. Det siges, at det første en søvndrukken bjørn spiser, når den kommer ud af sit vinterhi, er ramsløg for at få renset sit blod Virker som hvidløg Det er altså ingen sporhund vi behøver. Duften bliver stærkere og stærkere, ja gennemtrængende og der, lige foran os står bøgeskoven på et tæppe af ramsløg. Jeg vil ikke sige det var i sidste øjeblik, vi fandt den, men jo tættere vi kommer på afblomstringen i juni, desto stærkere og mere uspiselige er ramsløgets blade. Men hvad er der egentlig med dette ramsløg? Alle helsekostforretninger, Matas, apoteker, læger og vampyrjægere forguder hvidløget og ikke uden grund. Vi som derimod bevæger os rundt i Vorherres køkkenhave, kan fra begyndelsen af marts til slutningen af maj, finde og høste ramsløget, der er lige så godt, om ikke bedre rent medicinsk og sundhedsmæssigt. Man kunne hælde til den tro, at spanske lejesoldater, der medbragte egne krydderier, eller munke, havde bragt den til landet, men eftersom den groede her allerede i stenalderen, vil jeg se bort fra det første og filosoferer over de spor planten har sat sig i egnsnavne som Ramsing, Ramløse, Ramten osv. Jeg høster en god kurvfuld hele Foto: : Biofoto/Scanpix planter, for når jeg kommer hjem skal nogle få blade indgå i salatskålen sammen med de sædvanlige sunde og velsmagende mælkebøtteskvalderkåls- kodriver- og nu også ny bøge- birke- og lindeblade. Uanset hvordan salaten blandes, bliver den kraftig så gem skovsyre og løgkarse til senere på året. Desuden fandt og afprøvede jeg opskriften på en fantastisk salat med ramsløg: 4 tomater, ½ agurk og 1dl. hakkede ramsløgsblade. Tomaterne skives, agurken skæres i småtern og vendes med de hakkede ramsløgsblade. Salaten overhældes med en marinade af f.eks. 2 spsk. solsikkeolie og 1 tsk. vineddike, der piftes lidt op med salt og peber velbekomme, se det er en salat der klæder enhver bøf. Nedenunder bladene er selve løget. Prøv at tage otte-ti stykker, rens dem, skær rodtrævlerne af, kom dem i kogende vand små 10 min. hvorefter de tages op og lægges i en lille skål. De 10 minutter, hvor løgene koger, bruges til at røre: 1dl. olie, en ½dl eddike, 1 spsk. sennep og 2 spsk. fløde sammen, hvorefter smages til med salt og peber. Dressingen vendes med de kogte løg og vær så god dejlig garniture eller prøv en skefuld på ostemadden. I alle retter hvori indgår hvidløg, kan man med fordel bruge ramsløg i stedet. Man kan jo også prøve noget nyt, f.eks. bruge ramsløg sammen med spinat, når man laver stuvning. Som lægeplante har den uovertrufne blodrensende egenskaber, og det ved man, fordi det siges, at det første en søvndrukken bjørn spiser, når den kommer ud af sit vinterhi, er ramsløg for at få renset sit blod og fordøjelsessystem. Så, lad os se lidt på, hvordan man har brugt og kan bruge den medicinsk. Vi vil gerne have de gode egenskaber i vores husapotek året rundt, og man skulle jo synes, det var vanskeligt, idet ramsløgsbladene mister deres helbredende virkning ved tørring, derfor høstede jeg en stor kurvfuld ramsløgsplanter. Nu skal der nemlig laves essens: Fyld et syltetøjsglas op med finthakkede ramsløgsblade og løg, fyld derefter glasset op med vodka eller Brøndum låget på, og lad glasset stå lunt i to uger, hvorefter væsken filtreres. Du har nu en rigtig kraftig medicin og skal altså tælles dråber, så køb en pipette på apoteket. Indtil plantens afblomstring bruges de rå blade, og når vi går over til essens, drikker man dagligt fire glas vand med 10, højest 15 dråber ramsløgsessens, ved følgende dårligdomme: Forstoppelse, mave og tarmbesvær, dårlig hukommelse, indvoldsorm, svimmelhed og som en del af behandlingen ved hudsygdomme og leverinfektioner. Jeg har høstet, hvad jeg skulle, og vi sætter nu kurs mod mit egetræ. Her er dejligt og her er lunt. Der er ingen vind, og med ryggen mod træet sidder vi og betragter pilekrattet. Det er ikke let at få øje Ramsløg på nattergalen, men det betyder ikke så meget for pludselig, midt i den almindelige fuglekvidder, synger den. Min dag og vores sommer er reddet. Længe sidder vi og nyder dens sang, velvidende at den ikke er født med sangen, den lærer den som unge af de voksne fugle. Desværre kan jeg ikke blive siddende til mørket falder på, for der er langt hjem og køkkenbordet kalder, men Vorherre, ja han er heldig, folder hænderne over maven og smiler huldsagligt. Vi ses til sommer. Af Steen Viggo, tidligere hjemløs og udeligger. Foto: Niels Nyholm Foto: : Biofoto/Scanpix 26 hus forbi nr. 60 maj 2007 hus forbi nr. 60 maj

15 Tre spørgsmål til Jens Ulrik Jarslet, 44 år og hjemløs: Hvor har du sovet i nat? - Nede ved Langebro sammen med en ven. Hvad spiste du i går? - Jeg spiste noget vegetarmad fra Folkekøkkenet på Rådhuspladsen, og bagefter gik jeg ned og smurte mig en gåseleverpostej-mad. Jeg har altid pålæg og anden mad i min vogn. Jeg skal jo ud og se spætten Hvad drømmer du om lige nu? - Om at spare sammen til en hest og en vogn, ved at sælge Hus Forbi og spare op af min førtidspension. Så vil jeg bo i vognen og tjene penge på at tage folk med rundt på ture. En af de familieplejer, jeg har boet i, havde heste, og jeg lærte at køre et, to, og tre spand. Af Birgitte Ellemann Höegh. Foto: Holger Henriksen Historier fra gaden Når København bliver for hektisk, tager hjemløse Jens Ulrik Jarslet et par dage i skoven Foråret er kommet til Gammel Torv. Himlen er høj og blå, og der er en let døsig og mild stemning blandt de mange Hus Forbi-sælgere, som sidder på torvet. Det har lige været den første i måneden, så der er rigelige mængder øl, spiritus, hash og cigaretter i omløb, som gavmildt bliver delt rundt. Nogle skiftes til at spille guitar, andre nyder blot solen, og et par unge punkere har forvildet sig ind i selskabet. Mellem de faste rødder ; dem som kender hinanden rigtigt godt, er Jens Ulrik Jarslet, 44 år. Han har tømmermænd, så han skal lige have sig en slurk Smirnoff Ice, før han orker at tale med Hus Forbi. Flasken bliver fastgjort på en kæmpe dobbeltbarnevogn dem man bruger i institutionerne som han har alle sine ejendele i. Vognen har han fået via en kirke på Nørrebro, der har givet en del barnevogne væk til hjemløse og lavet et slags ejerbevis, så der ikke kommer nogen og anklager dem for at have været på barnevogns-rov. Vognen er spækket til randen: - Med mit tøj, en mobiltelefon med taletid, mine papirer, penge, sovegrej, mad og så et spritblus. For resten har jeg også en hel medisterpølse, som SKAL laves i dag. Måske koger jeg den bare, eller også laver jeg boller-i- karry af den, siger han. Jens Ulrik Jarslet har ikke haft nogen fast bopæl de sidste seks år og har en livshistorie bag sig, som man normalt skal være 15 mennesker til sammen for at have oplevet. Han er født på Rigshospitalet og boede de første par år hos sin mor, men flyttede på institution, fordi hun havde en voldelig mand. Tilsammen er det blevet til 38 institutioner og otte plejefamilier, og så har han som voksen boet i Thylejren og på Tvind, som blandt andet bragte ham til Indien, ja det var faktisk ham selv, der kørte bussen hele vejen fra Danmark til Indien. Han har i alt rejst i 66 lande. I Thylejeren mødte han en kvinde, som han fik en datter med. Datteren går i gymnasiet og bor sammen med sin mor i Nordjylland, og når hun fylder 18 år her i maj skal Jens Ulrik Jarslet til Nordjylland og fejre hende. Kom til at skyde sin ven - Jeg har det udmærket med at bo på gaden. Jeg synes, jeg bliver behandlet med venlighed og respekt. Alle mennesker har brug for et kram og vide, at de er holdt af og jeg synes, det fungerer godt med dem fra Hus Forbi. Vi har et godt sammenhold, er ærlige overfor hinanden og hjælper og passer på hinanden, fortæller han. For et par dage siden var Jens Ulrik Jarslet med en kammerat oppe i Grib Skov og overnatte. - Vi var der i tre dage. Vi så på spætter, der boede oppe i det træ, vi sov under. To han-skovduer sloges om en hun-skovdue, og højt oppe over os fløj musvåger. Der var rimeligt meget at holde øje med, fortæller Jens Ulrik Jarslet. Det er ikke sidste gang i år, han sover i skoven: - Jeg skal bare en gang i mellem i skoven og have noget ro. Folk her i byen går ind foran hinanden og er fuldstændig ligeglade med hinanden. Det er ikke med vilje, tror jeg, de er bare ikke vant til andet. En af vennerne, Dan Mark kaldet Danmark kommer hen og stiller to bakker med smørrebrød, på Jens Ulrik Jarlslevs vogn. Danmark har en fast aftale med en smørrebrødsforretning om at hente overskuddet fra butikken inden weekenden. Vennerne kommer hen og får sig et højtbelagt Jeg synes, det fungerer godt med dem fra Hus Forbi. Vi har et godt sammenhold, er ærlige overfor hinanden og hjælper og passer på hinanden stykke med sprængt oksebryst eller æg med rejer. Jens Ulrik Jarslet drikker Smirnoff Ice til. - Før drak jeg meget, men det gør jeg ikke mere. Jeg har været ude for en forfærdelig oplevelse, der ændrede mig. Jeg kom til at slå et menneske ihjel. Det skete i en kæmpebrandert, hvor der ved en fejl røg et skud af. Jeg fik tre år for uagtsomt manddrab, og jeg er selvfølgelig stadig ked af det og må arbejde med det. Det var en af mine gode venner, og jeg tror, at han er ok med det selvom han er død. Jeg blev løsladt i november 2005, men har været under tilsyn og på antabus i et helt år frem til november Så nu skal jeg til at bruge mine kræfter og energi på noget ordentligt, fortæller han. Vil i skoven igen De næste par timer regner han med at bruge på Gammel Torv, og ved syv-tiden går han sammen med nogle af de andre op til Nørre-lort, som de alle sammen kalder Nørreport uden egentlig at synes, det er en lortestation for her kommer Projekt Udenfor med nogle vogne med mad: - fantastisk mad, frugt, kage, kaffe og vitaminpiller. Måske tager jeg ud og sover i skoven senere. Jeg skal jo op og se om de to skovduer, der var oppe at slås, er blevet venner igen, siger han.