Fra børnesanatorium til behandlingshjem års jubilæumsbog

Transkript

1 Fra børnesanatorium til behandlingshjem års jubilæumsbog

2 KOLOFON Forfatter: Katrine Corvinius Lund Foto: Thorsten Wilstrup Museum Nordsjælland, Hørsholm Lokalarkiv Sahva, privatfotos Layout og tryk: TryKKeriet, Københavns Kommune Trykkeår: 1. udgave 2014 Udgiver: Center for Socialpædagogik og Psykiatri, Københavns Kommune Copyright: Specialinstitutionen Villa Kokkedal, Københavns Kommune Oplag: 500 ISBN:

3

4 2

5 1 Villa Kokkedal de tidlige år: Børnely et vanførehjem, Børnely - Københavns Kommunes Optagelseshjem, 1940 erne Venlighed, bestemthed og mest af alt tålmodighed, erne Fra pasning til pædagogik, 1970 erne Behandlingshjemmet Kokkedal Omsorg er et nøgleord, erne Villa Kokkedal i dag - Trivsel, sundhed og omsorg,

6 Forord Behandl os som jeres egne børn! Sådan siger Sigrid på 15 år i Børnerådets undersøgelse fra 2012 om anbragte børn i Danmark. Sigrid taler selvfølgelig om hendes ønsker til de voksne det sted, hvor hun er. Men Sigrids ønske er også et vidnesbyrd om, hvordan anbringelser af børn og unge uden for hjemmet på én gang er en af de største, fineste og skrøbeligste opgaver i samfundet. Når børn og unge af forskellige årsager men altid for at støtte op om en god trivsel og udvikling anbringes uden for hjemmet, så påtager vi os i kommunerne ansvaret for at opfostre børn og unge, som er bagud på point sammenlignet med deres jævnaldrende. Børn og unge, som om nogen har brug for, at der er voksne, der er der for dem, med både vedvarende og kærlig omsorg og motiverende støtte og puf i forhold til at være med i de sammenhænge, som alle børn og unge har brug for i skolen, fritidsaktiviteter, med vennerne osv. Det ansvar forpligter. Vi skal interessere os for, hvad vi gør i det sociale arbejde med anbragte børn og unge, hvorfor vi gør det, og hvad det betyder for børnene og de unge. Det skal vi gøre, så vi holder fingeren på pulsen i forhold til, hvad der gør en forskel for børn og unge, og hvad der skal til for at vi kan blive ved med og blive endnu bedre til at hjælpe udsatte børn og unge til at komme godt i vej. Her kommer historien ind i billedet. For udvikling og læring sker altid på en baggrund, i en historisk sammenhæng. Og hvis vi skal blive klogere på, hvordan vi kan gøre en forskel for anbragte børn og unge, må vi også interessere os for, hvad vi har gjort, og hvad der har bragt os til der, hvor vi er nu. Denne bog handler om livet på Villa Kokkedal gennem tiden, og om hvordan Villa Kokkedal som døgninstitution har dannet rammen for mange børneliv igennem de sidste 100 år. Børn med komplekse vanskeligheder og meget problemfyldte opvækstvilkår. Bogen handler også om, hvordan opfattelsen af samfundets opgave med udsatte børn og unge har ændret sig, og om udviklinger i det pædagogiske og behandlingsmæssige arbejde med børnene gennem årene. På den måde giver bogen et ståsted i forhold til det arbejde for og sammen med udsatte børn og unge og deres familier, der ligger foran os på Villa Kokkedal og andre anbringelsessteder. Da jeg besøgte Villa Kokkedal, slog det mig, hvor meget der er på spil, hvis vi skal lykkes med at give udsatte 4

7 børn og unge fundamentet for et godt voksenliv. Villa Kokkedal er et specialiseret døgntilbud til børn og unge med alvorlige og komplekse psykologiske, sociale og psykiske vanskeligheder. Det er børn og unge, som har det rigtig svært, og som har brug for noget helt særligt, der involverer ikke bare Villa Kokkedal, men oftest også behandlingspsykiatrien, som mange af børnene og de unge også er i kontakt med, og familierådgiverne, der varetager myndighedsopgaven. Og som det allervigtigste inddrager forældrene og netværket så meget som overhovedet muligt i deres børns hverdag og sætter det, som barnet og familien kan og vil så meget som muligt i spil. Historien viser, at Villa Kokkedals rammer og pædagogik har været ambitiøs og haft barnet og familien i centrum, men også har været påvirket af samtiden. Det vil den også være i fremtiden. Villa Kokkedal arbejder i spændingsfeltet mellem det almindelige og det særlige. Der arbejdes hver dag benhårdt på at børnene inkluderes i de lokale folkeskoler, går i fritidstilbud i de lokale foreninger og deltager i lokale sociale arrangementer. Det er ikke kun et mål for Villa Kokkedal, men for alle anbragte børn og unge i København. Samtidig er omstændighederne for børnene på Villa Kokkedal særlige rammerne er fantastiske, men samtidig adskilte fra det miljø, som børnene og de unge kommer fra, og børnene tilbydes en meget specialiseret indsats. Vi har derfor en opgave med at sikre, at børnene får og oplever et sammenhængende forløb, hvor tiden på Villa Kokkedal og gevinsterne ved behandlingsindsatsen her føres videre og spiller bedst muligt sammen med børnenes videre forløb, når de skal tilbage til København og måske overgå til andre tilbud. Historien lægger nogle spor, som peger ind i fremtiden et af dem er, hvordan vi kan arbejde videre med fleksible løsninger og tænke nye tanker sammen med familierne, netværk og frivillige og på tværs af involverede myndigheder og tilbud, så vi sikrer, at vi sammen skaber en tryg og udviklende ramme for børnene og de unge på Villa Kokkedal. Så de føler sig behandlet som vores egne børn. God læselyst. Anette Laigaard Administrerende direktør, Socialforvaltningen 5

8 Indledning I lyset af sine 100 år er bogen blevet et jubilæumsskrift med personlige fortællinger om livet på Villa Kokkedal. Det var den forhenværende forstanderinde, Lone Elin Vestergaard, der i 2012 ønskede at få indblik i Villa Kokkedals historie. Jeg var så heldig at få opgaven, og da jeg begyndte at grave i historien, fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke ville blive en lille opgave at undersøge 100 års historie. Lone Elin Vestergaard overlod arbejdet til mig med et ønske om, at historien blev fortalt gennem personlige beretninger om tiden på Kokkedal. Det er altså bogens præmis at lade tidligere anbragte og ansatte fortælle, hvad de har oplevet i deres tid på Kokkedal. Bogen er derfor også et resultat af tidligere ansatte og beboere på Kokkedal, som er dykket ned i egne erindringer; og for dette vil jeg gerne sige tak. Ligeledes ønsker jeg at takke de nuværende ansatte, som har bidraget med beretninger og givet mig lov til at være en del af deres hverdag og få indblik i deres arbejde på Villa Kokkedal. En tak til børn og personale på Villa Kokkedal. For at undersøge historien har jeg gjort brug af forskellige kilder: Fra tørre mødereferater og gamle protokoller til personlige beretninger fra involverede mennesker. Jeg har desuden været på lokalarkivet og stadsarkivet, hvor jeg har fundet gulnede billeder, breve, indskrivningsprotokoller og grundtegninger over de mange ombygninger gennem tiden. Jeg har læst brevkorrespondancer mellem ansatte og beboere fra 1920erne samt erindrings- og historiebøger. Alt sammen for at indsamle viden om samtiden. Bogens indhold bygger hovedsageligt på interviews med personer, som har haft tilknytning til hjemmet i perioden 1943 og frem til i dag. Disse personer er tidligere beboere, forstandere, pædagoger og barneplejersker, som hver især bidrager med tankevækkende, rørende og morsomme fortællinger om hjemmet og alt det udenom. De personlige beretninger i bogen er formuleret af de involverede, og de dele af interviewene, som ikke anvendes direkte i fortællingerne, er blevet brugt som værdifuldt materiale til det overordnede billede af Villa Kokkedals historie. Det personale, jeg har mødt, har været vidne til mange forskellige facetter af børn af Københavns borgere; og det har ikke været uden følelser, at de har taget sig af børnene. Uden at være overfladiske eller dramatise- 6

9 rende har de hver især fortalt en bid af historien. På samme tid er det værd at notere, at de personer, som har været anbragt på Kokkedal - ligegyldigt hvilket årstal - alle har været i stand til at tale om deres barndom og om de svigt og uretfærdigheder, det har budt på. De har alle været mere eller mindre reflekterende omkring barndommen, opholdet på børnehjemmet og forholdet til forældrene. Det er ikke noget, som skal tages for givet, og det er værd at understrege, at ikke alle har interesse i at fortælle om en bebyrdet fortid. Ingen af de tidligere anbragte børn har haft deciderede dårlige minder om selve opholdet på hjemmet i Kokkedal, men det er klart, at anbringelsen i sig selv har sat sine spor. Trygheden, som de oplevede på børnehjemmet, har de oftest først lært at sætte pris på som voksne - og ofte i sammenligningen med barndomshjemmet. For dem jeg har mødt, har børnehjemmet haft en positiv indflydelse på deres opvækst uden for familien, og de er eksempler på, hvordan det kan lade sig gøre at skabe muligheder, mening og retning i livet på trods af en belastet barndom. Jeg er ikke stødt på fortællinger om afstraffelse på Kokkedal og heller ikke på grimme historier om de frøkener og pædagoger, der skulle passe på børnene snarere tværtimod. Jeg fortæller historien, som jeg har fået den fortalt og læst om den, men jeg vil ikke udelukke, at der kan være andre perspektiver på hjemmets historie. Jeg tillader mig desuden, at anonymisere enkelte steder og vælger ikke at bruge fulde navne på alle personerne af respekt for det personfølsomme perspektiv. Det har været interessant at tale med de mange mennesker, der gennem 70 år har boet eller arbejdet på Kokkedal. De bidrager alle med autentiske og værdifulde indblik fra tiden på Villa Kokkedal; og udvælgelsen af de gribende anekdoter var ikke altid let. Bogen er ikke en analytisk udredning af sociale og historiske forhold, men tidstypiske fortællinger, som gentagende behandler forskellige temaer, som er gældende i dag såvel som før. Temaerne vedrører udsatte børn og deres forhold til forældre, som både indebærer svigt, loyalitet og enorme savn. De fortæller om isolationen fra lokalsamfundet og København og om det kommunale system, hvor de økonomiske ændringer har haft stor betydning for døgninstitutionens fremtid 7

10 og virke. Der er også temaer som datidens barnepleje, manglende inklusion og nyere tids forældresamarbejde og pædagogik. Især fra 1970erne og frem anskues nye pædagogiske retninger som for eksempel en bevidst inddragelse af børn og et mere helhedsorienteret syn på barnet. Der kom løbende mere uddannet personale til, og på Kokkedal begyndte man at indføre børnemøder og senere at fokusere på børnenes livshistorier, så de fik billeder og historier med fra tiden på Kokkedal. Det er værd at bemærke, at børnehjemmet i Kokkedal har haft mange funktioner. Først som vanførehjem hvor pionerer blandt andet arbejdede for at afhjælpe og udviske stigmatiseringen af de såkaldte vanføre børn i datidens Danmark. Denne del af bogen skal forstås som et kapitel for sig i Villa Kokkedals historie. Senere og i en længere periode fungerede Villa Kokkedal som et optagelseshjem, med korte og akutte anbringelser - og i dag som behandlingshjem. Derfor bærer historien præg af mangfoldige og forhåbentlig levende skildringer gennem tiden. En fjernelse fra forældrene og tvangsanbringelser har ofte sat ar på sjælen; og at bo på optagelseshjem for en periode har formentlig for flere været præget af usikkerhed om, hvad der nu skulle ske? Kom man videre på børnehjem, i familiepleje eller hjem til mor og far? De mange fortællinger er beskrivelser af centrale forhold på et børnehjem på godt og ondt, og det er op til læseren at lade sig inspirere og perspektivere til samfundstendenser og børnesyn gennem tiden. Overordnet set vil bogen give generel indsigt i Villa Kokkedals 100 års historie gennem personfortællinger og arkivmateriale. Det er historier om hverdagens liv på børnehjemmet, hvor alle fortællingerne har fået plads, og de mange indsamlede billeder af hjemmet, børn og personale får lov til at give bevægende indtryk af historien. Afslutningsvis vil jeg understrege min taknemmelighed til de involverede i historien, som har givet mig lov til at dykke ned i deres personlige erindringer. Tak til Samfundet og Hjemmet for Vanføre for billeder og bøger. Tak til Hørsholm Egns Museums lokalhistoriske arkiv for billeder og sparring gennem processen - og særligt til museumsinspektør Hans Jørgen Winther Jensen, som også foreslog, at jeg indrykkede en efterlysning i ugeavisen. Det var en stor hjælp i indsamlingen af de personlige bidrag og gav mange henvendelser, som var meget værdifulde for bogens fremdrift jeg har endda måttet takke nej til de sidst tilkomne henvendelser på grund af manglende tid og plads. Ligeledes en særlig tak til psykolog Niels Dueholm ved Center for Socialpædagogik og Psykiatri for afsluttende sparring, redigering og kommentarer til materialet. Tak til Villa Kokkedal og Center for Socialpædagogik og Psykiatri i Københavns Kommune. Forfatteren Katrine Corvinius Lund I NDHOLDSFORTEGNELSE 8

11 Villa Kokkedal er beliggende i et naturskønt område på Rungsted Strandvej 320A i Hørsholm med udsigt over Øresund. Villa Kokkedal er en døgninstitution med egen skole, ejet og drevet af Københavns Kommune. Institutionen er normeret til 14 døgnanbragte børn, og målgruppen er børn med psykiatriske udviklingsforstyrrelser og normal begavelse i alderen 6-14 år. Huset blev bygget af Samfundet og Hjemmet for Vanføre og stod klar til brug i Villa Kokkedal havde den gang navnet Børnely, og huset var indrettet med åbne liggehaller i stuen og på 1.sal, hvor de vanføre børn kunne nyde frisk luft og havudsigt. Den gang hørte Villa Kokkedal sammen med naboejendommen, som i dag er udflytterbørnehaven Mikkelborg. Husene havde fælles virke også efter Københavns Kommunes overtagelse i 1941 frem til De var dengang opdelt i et A og et B hus, hvor A huset er det, vi i dag kender som Villa Kokkedal. Arven fra denne opdeling ses på adressen, nemlig Rungsted Strandvej 320A. Villa Kokkedal har igennem sine 100 år haft flere funktioner: som børne- og rekreationshjem for handicappede børn og unge, som optagelseshjem for Københavns Kommune med mange akutanbringelser, som børnehjem med anbringelser af børn i op til 3 år og i nyere tid som behandlingshjem med længere anbringelser. Huset har med andre ord dannet ramme for en mangfoldig skare af både børn og ansatte. 9

12 10 Villa Kokkedal de tidlige år: Børnely et vanførehjem,

13 Et postkort fra Børnely i 1930 Verandaen ved drengeafdelingen, cirka Villa Kokkedal begyndte sit virke som et sanatorium for vanføre børn i 1914 til 1941 under Samfundet og Hjemmet for Vanføre (Sahva). Før Villa Kokkedal blev bygget, havde Sahva købt naboejendommen i 1893, for at oprette et sommerhjem for vanføre børn. Stedet blev valgt på grund af sin beliggenhed ved vandet ved Mikkelborg, da man mente, at et ophold med frisk luft, strandbade og sund kost ville gøre hverdagen derhjemme lettere. Sommerhjemmet var fortrinsvist for børn, der ikke kunne klare at blive anbragt i en normal feriekoloni eller et privathjem som følge af deres vanførhed. De vanføre var handicappede enten ved fødslen eller på grund af sygdom og ulykkestilfælde, og det var både af åndelig og legemlig karakter. En liste over fattige, som søgte fattighjælp fra 1889 viser, at der blandt datidens indregistrerede fattige var et betydeligt antal handicappede. Fattighjælpen var på dette tidspunkt den eneste offentlige omsorg for vanføre og bestod i yderste instans af fattiggårde rundt om i landet, hvor en sammenblanding af forskellige kategorier af fattige befandt sig. Det var blandt andet både alkoholikere, sindssyge, vanføre, børn og ældre, der ikke var i stand til at tage vare på sig selv. At ende på fattiggården var noget af det værste, der kunne overgå en. Sahva er sammenslutningen af Pastor Hans Knudsens første forening Samfundet, som antager sig vanføre og lemlæstede børn og Johanne Petersens Hjemmet for vanføre under navnet Samfundet og Hjemmet for Vanføre : Sahva i Sahvas socialpolitiske indsats havde en afgørende rolle i udformningen af den store socialreform i 1933, og foreningens sociale, sundheds- og uddannelsesmæssige opgaver blev herefter en offentlig forpligtigelse. Sahva er i dag Skandinaviens førende virksomhed inden for design, produktion og udvikling af hjælpemidler til handicappede. 11

14 Ifølge årsberetningen i 1898 havde patienter under Sahva, både børn og voksne, følgende sygdomme: Åreknuder og sår, betændelse i rygsøjlen, skævhed, rundryggethed, engelsk syge, brok, klumpfod, deformitet efter led- og bensygdomme, amputation, lamhed eller andre deformiteter. Sahva blev oprettet i 1872 af en gruppe af datidens idealistisk indstillede borgere som en velgørende forening, der gennem behandling, uddannelse og støtte ønskede at give vanføre børn mulighed for at klare sig selv senere i livet. Initiativtageren var Pastor Hans Knudsen, som forblev formand frem til sin død. Andre prominente personer i denne forbindelse var Johanne Petersen, forstanderinde og opretter af blandt andet Børnely og Thora Constantin-Hansen, lærerinde i Sahvas barneskole og i en periode på Børnely. Sahva startede sit virke i København med ønsket om at brede sig til resten af landet. Ydelserne bestod blandt andet i indkøb af korsetter og bandager til især krumme og skæve rygge samt gratis pensionat og lægehjælp for ubemidlede. Formålet med oprettelsen af foreningen var at hjælpe vanføre børn på bedste måde med at bære deres ejendommelige prøvelse. Senere begyndte foreningen også at hjælpe voksne vanføre, og den centrale opgave var altså at afhjælpe de fysiske følger af forskellige fysiske handicap. Sahvas tilblivelse skyldtes Pastor Hans Knudsens storsindede ønske om at forbedre forholdene for de hårdt ramte børn. I forhold til det resterende samfund var de vanføre meget dårligt stillede og blev generelt set skævt til i samfundet. De måtte ofte gå ad bagveje, mellem mure og plankeværker, for at undgå at vække opsigt på gaden. Det var synet af de ulykkelige vanføre børn, som gik forkrøblede rundt i København, der satte noget i gang hos Hans Knudsen. Det blev hans ønske at gøre en positiv indsats for at hjælpe de vanføre børn. Sahvas stifter og grundlægger af Sahva Fonden. Hans Knudsen var meget fokuseret på ulighederne i samfundet og på de enkelte individers kamp. Det danske samfund havde på daværende tidspunkt ikke et særligt ansvar for at hjælpe de vanføre. Hvis en vanfør ikke kunne klare hverdagen selv, var det kun muligt at søge hjælp via fattiglovens bestemmelse, hvilket medførte tab af personens borgerlige rettigheder. Derfor ønskede Hans Knudsen at hjælpe de vanføre - og i særdeleshed børnene i datidens Danmark. Han håbede, at de vanføre med denne hjælp senere kunne blive i stand til at klare sig selv og være aktive i samfundet og på arbejdsmarkedet. oprettede det såkaldte Hjemmet for Vanføre i Hun så, hvor vanskeligt det var for de udenbys vanføre at finde tag over hovedet, når de var under behandling. Derfor sørgede hun for at skaffe ophold for alle patienter i hele landet ved at oprette hjem i København og sommerhjemmet Børnely i Mikkelborg. Da hun startede sit virke, stod hun for at oplære de vanføre i syning og andre håndgerningsfag. Senere oprettede hun skoleundervisning til de vanføre børn og unge og ansatte flere lærerinder. 12

15 Pastor Hans Knudsen ( ) Hans Knudsen voksede op i København og studerede teologi. Senere søgte han om tilladelse til at blive udsendt som missionær og præst i Trankebar ved den danske kirke. Her blev han sidenhen gift med sin danske kæreste, der rejste til Trankebar for at mødes med ham. Opholdet i Trankebar bød på interessante og fremmedartede oplevelser, som gjorde ham særligt opmærksom på sociale forhold i samfundet. I foråret 1843 vendte han og konen tilbage til Danmark, hvor han gjorde sine præstegerninger i Jylland og på Sjælland. I 1869 blev han opfordret til at blive præst ved den nyoprettede Diakonissestiftelse på Frederiksberg. Her kunne han dagligt følge søstrenes næstekærlige og frivillige arbejde, og hvorledes man søgte midler ved private indsamlinger. Det var her han fik sin inspiration til sit fremtidige virke for de vanføre. I 1872 indkaldte Hans Knudsen til det møde, der blev starten på Sahvas gerninger. Til mødet samledes 14 mænd med gode kontakter til flere sider, herunder læger, apotekere, juridiske professorer, en justitsminister og erhvervslivets grosserere. Mødet foregik på Den Kgl. Skydebane på Vesterbro i København, og formålet var, at hjælpe vanføre på bedste måde. En bestyrelse blev nedsat, og de udpegede Hans Knudsen til formand. Betingelserne for Sahvas fremtidige arbejde var at vække offentlig interesse for de vanføres vanskeligheder i samfundet - i håb om at skaffe økonomiske midler til arbejdet og Sahvas videreudvikling. Hans Knudsen blev 73 år, og døde 16. februar I sit arbejde for de vanføre udarbejdede han grundprincipper og skabte løsninger for de handicappedes udfordringer i hverdagen, som man også har arbejdet ud fra i mange andre lande. Det blev skrevet i Samfundets eftermæle om Hans Knudsen, at Mindet om det af ham i denne Sags Interesse udfoldede nidkjære, meneskekjærlige og opofrende Arbejde vil sent glemmes af de mange hundrede Børn, som Samfundet har hjulpet. For dettes virksomhed i det hele taget og særligt for bestyrelsen efterlader hans død et savn, som ingen vil kunne udfylde. Den Danske Diakonissestiftelse blev oprettet i Den havde til formål at uddanne kristne kvinder til sygepleje og anden barmhjertighedsgerning. Diakonissestiftelsen er en selvejende institution, der arbejder på et folkekirkeligt grundlag med omsorg, uddannelse og diakoni, og som også i dag befinder sig på Frederiksberg. 13

16 Frk. Johanne Petersen ( ) Ifølge loven havde de vanføre børn ikke undervisningspligt, men Frk. Johanne Petersen oprettede på egen hånd almindelig skoleundervisning for de vanføre. Hendes tilknytning til Sahva startede omkring 1874, hvor hun tilbød at undervise nogle af Samfundets børn i syning. Undervisningen udfoldede sig over mange år og i flere retninger med anerkendelse fra Hans Knudsen. Deres fælles mål var at give alle vanføre en praktisk uddannelse, så de kunne klare sig på egen hånd og derved føle sig uafhængige. Frk. Petersen havde selv været svagelig som ung, og under en indlæggelse på Diakonissestiftelsen i 1870 traf hun Hans Knudsen. Han indviede hende i sine planer om at skabe en institution for vanføre børn og opfordrede hende til at blive lærerinde for de vanføre børn på institutionen. Først takkede hun nej til tilbuddet, men så sendte Hans Knudsen en enarmet pige til Frk. Petersen, som skulle hilse at sige, at hun gerne ville lære at strikke, og det fik Frk. Petersen til at ændre mening. Derfor takkede hun endeligt ja til jobbet som lærerinde. Frk. Petersen var kendt for sine pædagogiske evner, og i sit arbejde med vanføre børn indså hun, at et handicap ikke nødvendigvis gjorde en person ubegavet. Hun stod for oplæringen af især børnene, men fra 1880 blev det vanføre i alle aldre, som fik undervisning under hendes ansvar. Undervisningen viste sig at blive en succes hvor andre understøttelsesselskaber, og fattigvæsenet bad Frk. Petersen om råd og vejledning. Johanne Petersens første pionerindsats var i 1874, da hun oprettede Skolen for eenhaandede og lamme, senere forkortet til Håndgerningskolen, hvor hun underviste en lille gruppe piger i sit eget hjem. Hun måtte selv gå i lære for at lære processerne, og med tiden fik hun indsigt i mange forskellige håndværk, som hun lærte fra sig. Det var store fremskridt, da der i 1880 erne blev plads til vanføre i alle aldre og endnu mere, da det lykkedes Johanne Petersen at åbne et pensionat for udenbys patienter. Der var dog stadig pladsmangel til de mange patienter, så Johanne Petersen valgte at leje to hjem for egen regning i det indre København - et til piger og et til drenge. I løbet af få år husede Johanne Petersen 45 børn og unge, og senere organiserede hun foreningen Hjemmet for Vanføre, som sørgede for ophold og undervisning til vanføre børn og unge fra hele landet. Elevtallet steg år for år, og efterfølgende måtte der ansættes flere lærere; og arbejdsområderne blev udvidet med blandt andet vævning, billedskæreri og snedkeri, så alle kunne være med. Det stigende antal børn 14

17 og unge samt udvidelsen af forskellige håndværksfag afspejler udviklingen og ikke mindst de stigende forventninger til de vanføres oplæring og indlæring. Det var derfor også en nødvendighed at ansætte en fast lærerinde til den udvidede skole. Man ansatte desuden de uddannede vanføre som lærere og faglærte i værkstederne og på arbejdsstuerne. Dette muliggjorde også en videreudvikling af et af Hans Knudsens oprindelige mål om at gøre børnene i stand til at fremstille salgbare artikler, hvilket for de vanføre børn var spæde skridt på vej mod selvstændigheden. Udvidelsen af skoleundervisningen var en større udgift for Samfundet, og derfor organiserede man, at de fabrikerede varer skulle sælges; og det kunne mærkes på økonomien. Johanne Petersen var forstanderinde og underviser for Sahva i næsten 50 år og var en pioner for de vanføre, i særdeleshed de hårdt ramte børn. Hun blev karakteriseret ved sit personlige engagement og interesse i den enkelte person. Hun var i alle årene efter Hans Knudsens død tro overfor hans ideer og modtog fortjenstmedaljen i guld i 1897 for sin utrættelige arbejdsiver. Børnely - Et hjem for vanføre Frk. Johanne Petersen besluttede i 1893 at udvide pensionaterne med et sommerhjem ved Mikkelborg, som skulle huse 20 patienter. Det var på en tur til Øresund en sommerdag flere år forinden, at Johanne Petersen forelskede sig i området og bestemte sig for, at det skulle være ved Mikkelborg, at sommerhjemmet og sanatoriet en gang skulle have sin plads. Piger i haven ved pigeafdelingen, cirka

18 Foruden hjemmet i Staden har Hjemmet for Vanføre - i Betragtning af den helbredende Virkning, som nogle Maaneders Ophold i den friske Søluft i Forbindelse med god Kost og Søbade har paa mange af de haardest angrebne og mest lidende Vanføre - oprettet et Sanatorium, Børnely kaldet, som er beliggende ved den aabne Strand Nord for Rungsted, og som indtil videre holdes aabent Sommer og Vinter. Bestyrelsen har hidtil ikke taget Betaling af nogen for dette Ophold (et hjem for drenge og piger) som saaledes kunne færdes i lykkelige og glade eller i alfald dog trygge og tilfredse i et Hjem, hvor Vanførhed og Legemsfejl er alles fælles Lod Særligt har Hjemmet Betydning for de mange Børn, som Forældre bosatte paa Landet bringer til Samfundet, og som uden Bekymring kunne overlades til Hjemmets Varetægt, medens de selv reise tilbage til deres Gjerning i det ofte fjærne Hjem. Uddrag fra Aarsberetninger fra 1984 & I 1893 udkom første årsberetning, under ledelse af forstanderinde Johanne Petersen. Sahvas klientel kom oftest fra fattige kår og kunne ikke selv sørge for hospitalsophold. Derfor oprettede Frk. Petersen et hjem for de udenbys vanføre, som kom til København for at få Sahvas hjælp. Hun fik deraf titlen som forstanderinde, og under dette virke udvidede hun over årene pensionater for børn og voksne. Udvidelserne skabte løbende økonomiske udfordringer for bestyrelsen og forstanderinden. Men de ønskede at skabe en hverdag for de fattige børn, der til dagligt ikke havde meget hjælp at hente og hverken forstanderinden eller pastoren mente, at man kunne kræve betaling af de fattige og skrøbelige børn, som de havde i sinde at anbringe der. Det understreges ligeledes i årsberetningerne, at det er yderst nødvendigt med sådanne fripladser til de svageste, og at sommerhjemmet ved Mikkelborg måtte indeholde gratis måltider til de indlogerede, trods den dårlige økonomi. 16

19 slutter Aaret med et betydeligt Underskud. Aarsagen hertil er, at Hjemmet som hidtil om Sommeren plejede at leje en mindre til dels møbleret Lejlighed paa Landet, i Aar har lejet et hus beliggende mellem Rungsted og Sletten og indrettet dette til fast Sommerhjem for Vanføre. Lejemålet er afsluttet for flere Aar paa meget billige Betingelser, og vi ansaa det derfor for rigtigst at montere huset saa hensigtsmæssigt som muligt, hvad der selvfølgeligt krævede et betydeligt Pengeoffer. Hertil kommer Rejseudgifter, forøget Folkehold og den Forhøjelse af Udgifterne, som er en nødvendig Følge af at føre Husholdning paa to Steder og endelig den Omstændighed, at Opholdet på landet må være fuldstændig frit for at blive til den størst mulige Nytte for Eleverne, som ikke i deres Ferie bør trykkes af Bekymring for at skaffe Midler til deres Underhold. Erfaringen har lært os, at da det er af saa stor Betydning for Skolens ofte meget svage Elever at tilbringe nogen Tid under gode Forhold med frisk Luft, Strandbade og styrkende kost, ville de Pengeoffre, som bringes for at holde Landopholdet i Gang, komme igjen med gode Renter. Eleverne sættes nemlig derved i hold eller endog til ganske at forsørge sig selv og saaledes at opnaa den Lykke at leve et nyttigt Liv under hyggelig Forhold i Stedet for at blive underkastede den Lod, som ellers var de fleste besluttet, at anbringes paa en eller anden af Landets Fattiggaarde. Børnely var først og fremmest et hjem for børn, hvor de vanføre småbørn blev anbragt efter klinikbehandling. Både poliklinikken og sygeafdelingen i byen havde mulighed for at benytte børnesanatoriet på Børnely. Det var et rekreationssted egnet til børn, der havde været igennem en langvarig behandling på klinikken i byen; og opholdet om sommeren var i modsætning til de andre børnehjem i København ganske gratis. Derfor var Børnely også med til at skabe et større underskud. I 1895 fandt man trods underskud mulighed for at låne penge til at købe ejendommen, og Børnely blev et fast rekreationshjem frem til Det var en selvfølge, at behandlingen af vanføreheden måtte påbegyndes så tidligt som muligt for at nå det bedste resultat eller i hvert fald en væsentlig bedring. I børnenes tidlige år blev der derfor rettet klumpfødder og lignende, for derefter at anbringe dem på Børnely ofte i årevis, indtil børnenes helbred var forbedret. Herefter blev de sendt hjem til familien eller anbragt på klinikken i København, hvis behandlingen skulle fortsætte. Men om sommeren anbragte man også svage børn fra barneskolen. Det var fortrinsvist børn, som ikke kunne klare at blive anbragt i en normal feriekoloni eller et privathjem på grund af deres vanførhed. På Børnely var der ligeledes indlogeret både barneplejersker og læger for at tage sig af børnene. I de første år husede Børnely 20 patienter ad gangen, hvor der i 1899 var givet frit landophold til 71 vanføre i løbet af året. Børnely indrettede senere et børnesanatorium til at tage imod de vanføre børn fra byen; og ved udvidelsen i 1914 blev der lavet specifikke drengehjem, Børnely B, og pigehjem, Børnely A. 17

20 Udvidelsen Det nye Børnely Om det første hjem ved Mikkelborg står der skrevet i 1914 i medlemsbladet Krykken for elevforeningen Hans Knudsens Minde: Man må ikke tro ( ), at der inde i Huset var Overmål af Plads, eller at der havde været Raad til mange kostbare Møbler. Men saa forstod man at gøre sig det hyggeligt alligevel. Hvem undersøgte vel Tingene saa grundigt, at de opdagede, at Bordet i Dagligstuen var stillet sammen af to smaa, eller at det blaa Vadmelstæppe, som dækkede dem, nok ikke var ganske ens i Vævningen? Hvem tog det vel saa nøje, om det kom for dagen at Sofaen ikke havde rigtige Ben, men var stillet paa Træklodser? Hvem tænkte vel paa, at Gangen i Haven var alt for smal, naar Haven var fuld af duftende Roser og Syrener, af dryssende Guldregn og af Klematis, som voksede, saa man næsten ikke fik Hold paa dem? Jo, de handlende tænkte paa den smalle Gang; thi de maatte holde med deres Køretøjer oppe paa Vejen og bære Varerne ned til Huset. Og naar der kom Patienter, maatte de ogsaa bæres ned gennem Haven. Sommer- og rekreationshjemmene Børnely blev udvidet tre gange. Første gang i 1905, hvor Børnely B blev udvidet med tilbygninger, med større sovestuer, hvor der var plads til lange rækker af børnesenge, så der kunne være 30 børn og 10 yderligere patienter om sommeren. Dagligstuen blev bygget meget større og så kom der en ny spisestue med udskæringer på træværket, skåret af de vanføre. Køkkenet var nyt og stort, og haven voksede med en stor del frugttræer, og det hele blev betalt med penge fra Børnehjælpsdagen. I 1914 byggede man Børnely A; det vi i dag kalder Villa Kokkedal, som stod klar til brug i julen; og i 1924 rev man den ældste del af Børnely B ned for at oprette en særlig klinikafdeling med plads til 15 patienter. Børnely A blev tegnet af den anerkendte arkitekt Axel Berg og murerarbejdet blev udført at den lokale tømrermester N.R. Billedet til venstre viser pigeafdelingen set fra haven, cirka Billedet til højre viser en udskæring i træet, som også i dag giver træværket i udflytterbørnehaven Mikkelborg en særlig karakteristik. 18

21 Larsen. Villa Kokkedal blev under navnet Børnely det nye sanatorium med plads til 60 personer, heraf 10 pladser til personalet. Der blev indrettet liggehal og altaner, og administrationen fik sin plads i samme bygning. Den nye bygning skulle bruges til piger. Loftet blev indrettet til patientværelser, så det var muligt at udvide kapaciteten efter behov. Børnely B moderniseredes endnu en gang og skulle frem over huse 40 mandlige patienter, både mænd og drenge. Efter ombygningen var der plads til i alt 90 patienter, og Børnely havde haft 240 patienter indlogeret året efter udvidelsen. Personalet, som stod for driften af begge hjem, omfattede herefter 18 personer. I sommermånederne på Børnely gjorde man desuden brug af en stuepige, en kokkepige, en havekarl og et større personale til den daglige vask og hovedrengøringen. Hjemmene fik i 1916 en fast bestyrerinde til den daglige ledelse, en fast sygeplejerske, en dame til at bestyre drengeafdelingen og en sygehuslæge fra Usserød Sygehus som fast huslæge. Den nye bygning, Børnely A, fik sin hyldest af alle, der havde del i Sahva. Både pladsen og indretningen var omfattende, og det gik ikke folks næse forbi. Huset er beskrevet i medlemsbladet Krykken i 1915, således: Man får straks følelsen af noget storstilet, når man står i entreen med al den rigelige plads og den brede trappe. Og det indtryk fornægter sig ikke. Stuerne er store, og de er hyggelige også. Lys og farver er der ikke sparet på. I spisestuen, som er holdt i grønne farver, er der plads til 60 mennesker, store og små. Men - selv om spisningen er en såre vigtig paragraf på Børnelys program - hele dagen igennem spises der dog ikke. Imellem måltiderne fordeler beboerne sig rundt i huset - børnene drager ad til deres store, lyse legestue med de fornøjelige møbler, de voksne til den hyggelige dagligstue. Oven på er sovestuerne - to meget store til børnene og flere tremandsstuer til voksne. Heroppe er også funktionsværelser og - ikke at forglemme - badeværelset. Og her oppe fra har man vid udsigt over sundet. Det nye Børnely er sanatorium for piger; det gamle Børnely for drenge. Alt i alt er der plads til et hundrede mennesker I det nye Børnely er bygget en rigtig skolestue. Sanatoriets skolepligtige børn, drenge og piger, går i skole hver dag Børnely er vokset over 20 år fra at være et lille hjem med plads til 20 mennesker til at være to hjem med hundrede mennesker - endda flere, når det kniber i perioder. Husenes udvendige og indvendige udseende bærer præg af, at det skal være et hyggeligt og godt hjem for de vanføre og ikke en trist anstalt - og de blev til som følge af folks udholdenhed og omsorg. Udvidelsen kostede kr, og det var en dyr omgang for Sahva, der som nævnt kun havde få indtægter fra de vanføre og i stedet støttede sig til diverse fonde, sponsorater og gaver fra folket. Børnely krævede desuden yderligere drift og specifik personale. Men som følge af energisk indsats fra bestyrelsens side lykkedes det at forbedre hjemmenes økonomi ved blandt andet at organisere specialindsamlinger i landet. Kongehuset hjalp også til med årlige bidrag, og Prinsesse Marie arrangerede flere af de såkaldte blomsterfester med dronningen som protektor, og det gav et stort overskud. Med årene ansatte man lønnet kontorpersonale og lønnede læger, ligesom der blev vedtaget et princip om også at modtage betaling fra patienterne på klinikken og de indlogerende på pensionaterne i byen. Men opholdet på Børnely forblev gratis. 19

22 Piger i solen på Det nye Børnely, cirka Sahva var stadig en privat forening, hvilket betød, at danskerne kunne blive medlem ved enten at betale et engangsbeløb på 100 kr eller et fast årligt bidrag på 2 4 kr. Der blev derfor appelleret til borgene: til alle de Forældre, som glæde sig ved sunde, velskabte Børn, og til alle de Børn, som leve i lykkelige, værnede Hjem; hvis vi blot fik et lille Bidrag fra hvert saadant Hjem hele Landet rundt, vare vore vanføre Børn sikrede en sorgfri Tilværelse og Kommunerne skaanede for store Udgifter til deres fremdtidige Underhold. Drevet af en frygt for selv at få vanskabte børn og glæde over sunde børn blev et bidrag givet med ordene med Tak for et sundt Barns fødsel i Børnehjælpsdagen gav også et bidrag, hvor der stod skrevet af komiteen, som overrakte hjemmet i alt kr, De kr blev hovedsageligt brugt til udvidelsen af Børnely. Børnely blev forsøgt betalt af sponsorater, men gaver, udflugter, mad og tøj til børnene fra borgerne i landet var også en sædvane. Her er et udsnit af de mange gaver gennem årenes løb, som der også blev takket ydmygt for i årsberetningerne fra Sahva: Grosserer Frits Trier skænkede i 1893 brædder til en badehusbro ved Børnely, og Højesteretssagfører Asmussen sørgede i 1894 og 1895 for juridisk bistand ved Børnelys pengeforhold og indkøb af ejendommen. Dampskibsselskabet gav hvert år 30 billetter til landliggerne på Børnely, og der var gratis tandpleje af elevernes tænder. Der kom jævnligt besøg fra kongefamilien, og i 1901 gav Hendes Kongelige Højhed kr, som hun havde indsamlet ved at afholde en basar. Doktor Lindegaard takkes for sit omhyggelige tilsyn med hjemmets beboere i sommertiden på Børnely. Derudover var løbende gaver som bøger, teaterbilletter, legetøj, beklædning - og til julefesten, skænket af borgerne. Der blev flere år i træk arrangeret undervisning i folkedans, foredrag, oplæsning, sang, musik og udflugter med madkurve, vin og kage, skænket af borgerne. Sahva anså deres børnehjem og sommerhjem for at være et sted, hvor børn fra deres tidligste barndom kunne blive optaget i gode kår, som var af stor betydning for de særdeles svageste børn, netop på grund af de frie og nye omgivelser. Her kunne børn indgå i et samspil med ligestillede og udjævne den forskel, der trykkede dem i hverdagen blandt de normale børn. På denne måde, forsøgte man altså at give børnene en sorgløs barndom uden bekymringer for fremtiden og styrke dem til resten af livet, til at kunne bidrage til deres eget underhold eller at kunne forsørge sig selv. På denne måde mente man, at børnene fik mulighed for at leve et nyttigt liv frem for den skæbne, som ellers lå fast for mange - til at tilbringe livet på en fattiggård. Børnene bliver badet i Øresund, cirka

23 Læsefrøkenen - Thora Constantin-Hansen ( ) På eget initiativ ansatte Johanne Petersen læsefrøkenen Thora Constantin-Hansen til en månedsløn på kr., som Frk. Petersen betalte ved selv at skaffe midlerne. Thora Constantin-Hansen var det yngste barn i en søskendeflok på ni og kom fra et fattigt kunstnerhjem. Ifølge hende selv var hjemmets opbakning og tryghed med til at udvikle hendes mulighed for at lære og forstå. Undervisningen i barndomshjemmet havde været fri for tvang, og netop denne frivillighed, mente Thora Constantin-Hansen, havde været en stor drivkraft for hendes indlæring. Hun blev som 15årig optaget på N. Zahles privatlærerindekursus, og senere blev hun huslærerinde. Inspireret af egne barndomserfaringer og i sin tid som lærerinde blev hun optaget af eksperimenterende undervisning. Det handlede i hendes undervisning om at skabe respekt for hinandens vanskeligheder og ikke om at vise medynk eller beklage sig. Under Thora Constantin-Hansens tilsyn fik børnene mulighed for, at få ro til selvhjælp og give tid til vækst og glæde i en undervisning, som var tilpasset det enkelte barn. Målet med hendes frie undervisningsmetoder var at gøre eleverne selvhjulpne, fysisk så vel som intellektuelt. Hun var inspireret af Maria Montessoris metoder og fokuserede ligeledes på de sociale forhold og den negative sociale arv, som også ifølge Thora Constantin-Hansen var altafgørende for menneskets udvikling. Thora Constantin-Hansen nedskrev senere i livet sine erindringer om tiden som lærerinde, blandt andet for at give indblik i de vanføres daglige anstrengelser, men også for at fortælle de historier, som havde beriget hendes liv. Det er blandt andet i disse erindringer, vi får indblik i datidens opfattelse af de vanføre børn og de børneskæbner, som blandt andet boede på Børnely. Hun skriver om sit arbejde med de vanføre børn, at Intet tidligere Skolearbejde voldte mig saa megen Glæde som dette, og jeg tror jeg kan sige saa underligt det lyder at man ikke let fandt gladere Skolebørn. blev sammen med sin søster, Signe Constantin-Hansen, ansat som lærerinde i 1896 ved Sahva. Thora Constantin-Hansen var tilknyttet barneskolen som lærerinde i 22 år, og hun spillede en stor rolle for udviklingen af uddannelsen til de vanføre børn i barneskolen - også på Børnely. Tora Constantin-Hansen var pioner og en forløber for pædagogiske nyskabelser omkring , herunder Montessoripædagogik, som hun også oversatte og udgav flere bøger om. 21

24 Maria Montessori ( ), en italiensk læge og psykolog, som har haft stor betydning for udviklingen af moderne børnehaver i den vestlige verden. Hun oprettede Børnenes hus i 1906 i Rom - en skole for småbørn med overvåget og ledet selvudvikling. Det var hendes overbevisning, at vores sanseapparat var grundlaget for al intellektuel virksomhed, og at børn ikke brød sig om færdiglavet legetøj, men i stedet foretrak at skabe noget selv. Med udgangspunkt i barnets naturlige behov og interesser udformede hun rendyrkede materialer, der havde til formål at optræne hver enkelt sans, hvor fantasi, bevægelser og oplevelser skulle sættes højest. Hun var meget kritisk over for sin tids traditioner og fastholdt en stærk tro på barnets iboende kræfter. Ifølge Maria Montessori var de dårlige sociale forhold ødelæggende for menneskets udvikling. Miljøet og de materialer, der var til stede, var derfor altafgørende for resultatet af barnets udvikling. Sahvas børn Gennem læsefrøkenen Thora Constantin-Hansens nedskrevne erindringer og Hørsholms arkivmateriale får vi indblik i en del af de skæbner, som fik undervisning og arbejdede på Børnely under Sahva. Her møder vi børnene i anonyme billeder og postkort fra hverdagen på Børnely. Og kommer een paa krykke, en anden een med stok, Vi tabte dog ej Ho det, har Ben i næsen nok. Der skal ej nogen Medynk os følge paa vor sti, Vi gaar med hævet Pande Mismodets Sump forbi. Der var to grupper af børn under Sahva. Den ene gruppe boede på de oprettede pensionater i byen eller på Børnely, og den anden kom fra byen. Byens børn blev vasket, når de ankom til skolen om morgenen, oftest fordi de kom fra fattige hjem og var dårligt klædte. De blev iklædt skolekitler ligesom de indlogerende børn, så man ikke kunne se forskel på byens børn og de indlogerede børn. Thora Constantin-Hansen beretter hvordan alle børnene samledes med hver deres særpræg i hjemmet. De var forvoksede og misdannede, og mange manglede lemmer fra fødslen eller som følger af ulykkestilfælde. Hun erindrer, at det blandt andet var dette Sahvas pensionater og skolen kunne støtte børnene i, nemlig at de trods deres svagheder sagtens kunne klare hverdagen og finde styrke i deres fælles mangler. Nogle børn var tydeligt fysisk hårdere ramte end andre, så de, der ellers var hårdt ramt, næsten glemte deres egne udfordringer i sammenligning med de andres. Thora Constantin-Hansen beskriver i denne forbindelse Helga, som var forvokset og miniatureagtig lille. Hun var lille, men rap på tungen og en dag kom en ny dreng til, som var endnu mindre end Helga. Hun sprang ned fra sin stol med det særlige sæde og bød den nye dreng sin plads, imens hun sagde: Jeg kan sagtens stå, Frøken selv om hun ikke havde mange kræfter. Blandt de hårdest ramte var også en dreng, 22

25 som var kommet til Sahva fra Jylland. Han gik på to benstumper, og hans venstre arm var kun en lille stump. Den højre arm var af naturlig længde, men der var kun en tommeltot på hånden. Drengen var født sådan. Efter endt skolegang blev han ansat ved Sahva som kontorist og senere i sin hjemegn i Jylland, hvor han forsørgede sig selv ved sit arbejde. Thora Constantin-Hansen erindrer: Dette var jo et af de alvorligste Tilfælde af Vanførhed dog ikke enestående. Heller ikke enestående med Hensyn til Overvindelse af Vanskelighederne på det legemlige Område. Krykken Vi drager i Ferien store Skarer af Vanføre Skolebørn til Sanatoriet. Og det betyder Badning og Krabbefangst og mange andre Glæder Ferien igennem, skriver medlemsbladet Krykken i Foreningen foretager udflugt til Børnely søndag d.22. juni Det foregår med tog og koster ca. 2 kr per deltager. Den 19. juni I 1921 nyder foreningen Krykken igen godt af gæstfriheden på Børnely. Forstanderinden Frk. Jørgensen har inviteret til skovtur på Børnely. Deltagerne må selv medbringe frokostpakke og selv betale for rejsen. Foreningen giver kaffe på Børnely, og der vil være sørget for øl og sodavand, som kan købes til rimelige priser. Udrejsen sker med tog, som går fra hovedbanegården kl , fra Nørreport kl og fra Østerbro kl Hjemrejsen med tog fra Kokkedal kl Foreningen vil sørge for transport til dem, der ikke selv kan transportere sig fra stationen til Børnely. Øverst piger i det grønne, cirka Læg mærke til krykkerne i græsset Unge piger ved indgangen til pigeafdelingen, cirka

26 Nye undervisningsmetoder Thora Constantin-Hansen Skolen optog børn, som ikke magtede normalskolen på grund af deres legemlige skavanker. Københavns skoledirektion gav et årligt tilskud til at opretholde denne undervisning, hvor der var gratis frokost og middagsmad til børnene. De vanføre børns levevilkår var ofte ringe, derfor handlede Sahvas barneskole ikke kun om at oplære børnene til et fremtidigt levebrød, men også om det daglige brød, de trængte til. Denne del af Sahva var som nævnt i en lang periode i store økonomiske vanskeligheder, hvor de ansatte på lønningsdagen blev spurgt af Frk. Petersen, hvor lidt de kunne nøjes med i denne omgang. Thora Constantin- Hansen erindrer, at der dog kom tilgodehavende, når der igen var penge i kassen. Men dette var én af forstanderinde Johanne Petersens opfindsomme metoder til at sørge for, at de dårligt stillede vanføre fik hjælp trods manglende midler. Thora Constantin-Hansens metoder var stik modsat datidens kæft, trit og retning med inaktive og uselvstændige børn, og det var et opgør med uligheden i samfundet, hvor blandt andet udviklingshæmmede ikke havde en plads i samfundet. Hun havde tillid til børnene og sørgede for hjemlige omgivelser frem for den almindelige skolestruktur. Det handlede om, at børnene lærte gennem sanser og oplevelser, hvor skolen rummede den frie udvikling og opdragelse af barnet gennem kunstneriske, åndelige eller intellektuelle måder. Børnene kunne således brede sig på gulvet eller bevæge sig under indlæring, og Thora Constantin-Hansen fandt dette langt bedre for de vanføres intelligensudvikling og muskelfærdigheder end den traditionelle undervisningsform. Thora Constantin-Hansen forsøgte i en periode at få tilladelse fra Sahva, til at indrette en Montessori-Børnehave på Børnely for at danne grundlag for børnene, så de i deres senere udvikling og undervisning var bedre rustet til at klare skolen. Sahva ønskede ikke at oprette en børnehave, men i stedet fik hun tilladelse til at oprette en barneskole for de små børn fra 3-7 år på Børnely. Hun søgte derfor statstilskud til børneskolen med ønsket om at påvirke intelligensudviklingen fra 3-7 års alderen, så det var muligt at adskille de letnemme og de tungnemme inden den egentlige skolealder. På den måde mente hun, at barnet ville skånes for at få et andenrangs stempel i normalskolen, og som derefter videresendtes til abnormskolen eller alligevel kom tilbage til Skolen for Vanføre ved klinikken i København. Thora Constantin-Hansen startede den nye børneskole på Børnely, men efter bare 8 dages arbejde fik Børnely afslag på statstilskud til at dække udgifterne. I stedet blev det godkendt at have skole for børnene i skolealderen, som i længere tid på grund af sygdom måtte opholde sig på Børnely. 24

27 Om Børnelys skolestue, som blev oprettet omkring 1914, skriver Thora Constantin-Hansen: Jeg fik Lov til at udstyre paa hjemlig montessorisk Vis med smaa flyttelige Borde og Stole udført paa de Vanføres eget Værksted, malet med klare muntre Farver. Der blev hængt gode Billeder paa Væggen (bland andet store fotografiske Gengivelser af Frølichs Illustrationer til Fabricius s Danmarkshistorie), ikke de bundkedelige botaniske eller zoologiske Vægtavler, som jo kan være gode nok at tage frem i det Øjeblik et eller andet i den Retning skal forklares, men som stadig Vægpynt virker uhjemligt og sløvende. Dog var Frk. Petersen og Thora Constantin-Hansen uenige om mål og midler for skolen, hvor Johanne Petersen kæmpede for en skole efter folkeskolens metoder, ønskede Thora Constantin-Hansen at gøre brug af sine egne metoder, hvor det enkelte barns behov var det afgørende. Denne alternative undervisningsform blev derfor også enden på Thora Constantin-Hansens virke under Sahva i 1918, da hun efter 22 års undervisning valgte at forlade Sahva. Hun kunne ikke gennemtrumfe sin eksperimenterende undervisningsform, og billederne på Børnely blev fjernet ved hendes opsigelse. Hun forklarede i sin redegørelse for sin opsigelse, at hun ikke kunne reparere gamle metoder eller retlede de nye, og hun kunne langt fra forlige de modstridende kræfter - og hun sluttede således: Jeg har været lykkelig i mit Arbejdes inderste Forhold: Forholdet til Børnene. Men evne som leder havde jeg ikke Det var Glæden med Børnene, jeg levede af. Den siger jeg Tak for og for al Støtte og Venlighed fra Medarbejdere. Hun søgte efterfølgende at udvikle sine undervisningsmetoder ad andre veje, hvor hun håbede, at hun ad omveje kunne skabe grobund for at omdanne folkeskolen efter disse grundsætninger. Hun søgte blandt andet viden og erfaring i Holland og England, hvorefter hun valgte at kreere en hjemskole efter Montessoris principper i Roskilde i 1921, hvor Leif Panduro var blandt de første elever. Thora Constantin-Hansen blev desuden medstifter af det danske Montessoriselskab og bidrog til pædagogiske debatter, holdt foredrag og skrev bøger om Montessori pædagogik. Overfor en lille pige med skæve ben, cirka 1920 På billedet til venstre sidder små drenge i solen i en fælles barnevogn på drengeafdelingen På billedet i midten sidder et ungt par i græsset. Læg mærke til benskinnerne Billedet til højre viser legende piger i haven på pigeafdelingen. 25

28 Højtider på Børnely i begyndelsen af 1900tallet Johanne Petersens 70 års fødselsdag d. 23. september 1917 blev fejret i København med et stort traktement, taler og fornemme gaver. På Børnely fejrede man også Frk. Petersen, selv om hun ikke var til stede i egen person. De havde i stedet anbragt et billede i spisestuen, pyntet med vinløv, hvor alle børn og voksne samledes og drak chokolade. Fødselsdagsfesterne på Børnely var generelt kendt for de pyntede chokoladeborde. Børnene sang festsange i anledningen af forstanderindens fødselsdag og en skriftlig hilsen blev sendt fra Plejemoder frk. Anna Jørgensen. Der har også været afholdt et bryllup på Børnely og en enkelt konfirmation for fire børn blev fejret på Børnely i 1917, hvor pastoren cyklede til Børnely fra Humlebæk for at undervise børnene. De blev konfirmeret i Humlebæk sammen med de andre børn fra sognet. På Børnely var middagsbordet dækket med blomster og frugt fra haven, og Plejemoder Frk. Jørgensen var med og holdt tale til konfirmanderne, og der blev sunget, leget og snakket, helt indtil festen sluttede sent på aftenen. 26 Børn og voksne på Børnely spillede ofte teater og læste højt for hinanden. På billederne ser vi udklædte børn i det fri til højre og på scenen til venstre, cirka 1920.

29 Marie Kirstine Møller Gormsen var ansat på Børnely A fra som leder i køkkenet. Her ses hun og veninderne på et værelse på Børnely. Marie Kirstine Møller Gormsen Irene Heller Gormsen er datter af Marie Kirstine Møller Gormsen. Hun giver os et lille indblik i Børnely som vanførehjem gennem private billeder og sin mors fortællinger. Som barn har Irene hørt mange fortællinger om Børnely og de vanføre børn. Irenes mor fortalte blandt andet, hvordan de spillede dilettant teater med børnene, og at lægerne fortalte frygtelige røverhistorier om aftenen på værelset. Der blev flere gange årligt opført teaterstykker af bland andet H.C. Andersens eventyr, hvor både børn og voksne klædte sig ud og fremførte skuespil for hinanden. Det var også lægerne, der lærte Marie Kirstine og de andre frøkener at ryge cigaretter. Min mor snakkede altid om, at hun var så glad for at være der, fordi hun synes, at de børn altid var glade. Der var ikke nogen, der gjorde nar af dem; de var alle sammen de samme, fortæller Irene. Hun mindes at hendes mor brugte børnene på Børnely som eksempler på taknemmelighed. Marie Kirstine mindede ofte sine egne børn om, at der var børn i livet med andre skæbner, og som alligevel udviste mere taknemmelighed end dem, især når de beklagede sig eller var lidt utaknemmelige. Marie Kirstine forlod hjemmet, som så mange andre frøkener, for at blive gift med sin mand. Plejemoderen Frk. Jørgensen var meget ked af, at Marie Kirstine skulle forlade Børnely. Hun så ingen grund til at gifte sig. Men Marie Kirstine fik dog en fornem bryllupsgave af Frk. Jørgensen, som bestod af en stor potageske i sølv til grød og et blomsterbillede af kunstneren Olivia Holm Møller. Billedet af Olivia Holm Møller var nok ikke tilfældigt, da hun og Thora Constantin-Hansen var gode venner, og begge begejstrede for Maria Montessoris principper. De mødtes ofte og diskuterede politik, pædagogik og litteratur. Man må derfor formode, at Olivia Holm Møller også besøgte Børnely og resten af Sahva, da Thora Constantin-Hansen underviste der. 27

30 Agnes Knudsen På lokalarkivet støder vi på Agnes, som var beboer på Børnely. Det står skrevet, at hun var pensionær og altså en af de unge vanføre piger, der arbejdede og boede på Børnely. Det er blandt andet hendes billeder og postkort, sendt til hende på Børnely, der giver dokumentation fra Børnely. Agnes person forbliver dog på en måde anonym, da vi ikke finder hendes breve til andre, men kun svar og julekort fra venner og veninder. En veninde og tidligere beboer fra Børnely skriver i juli 1919 således til Agnes: St. Kongensgade 108, 2.sal Den 29/ Kære Agnes! Her ser du en af mine tegninger. Tro nu endelig ikke, at det er det smukkeste, jeg nogensinde har tegnet. Åh, Agnes, jeg savner dig og Børnely, trods det at jeg er hjemme. Vi kom godt hjem, og der var en hel del unge piger nede og tage imod de andre. Far, mor og Eva var nede og tage imod mig. Vær så venlige Agnes, og sig til Akseline, at hun må sende mig den bog, hun har lånt, når hun er færdig med den. De hjerteligste hilsener til dig fra din Erna. Hils Hedvig fra mig mange gange. Hils også de andre! Du må godt skrive til mig. 28

31 I blandt brevene støder vi alligevel på en indflydelsesrig dame, nemlig Thora Constantin-Hansen, tituleret læsefrøkenen. I brevudvekslingerne er det tydeligt, at hun brændte for at hjælpe de unge vanføre, og at hun bevarede kontakten med sine elever også længe efter sin opsigelse på Børnely og i skolen, hvor et tydeligt venskab var blomstret mellem Agnes Knudsen og læsefrøkenen. I et udpluk af brevene sender Thora Constantin-Hansen med sin begejstring og gåpåmod trods hårde tider gode tanker for det nye år til sin tidligere elev Agnes Knudsen. Brevet er dateret d. 1/1, Det er en nytårshilsen og en opmuntring i livets glæder og sorger fra den tidligere Læsefrøken. Kære Agnes! Tak for dit brev. Der er en ting, jeg er blevet opmærksom på i de sidste år, det er, at Guds sæd i os skal bære frugt i tålmodighed. Vort liv her har til mål at bære evig frugt, og lever vi under kår, der oplærer os i tålmodighed, så er vi vel farne. Det er på meget forskellig måde, at vi, sunde eller svage, føres ind under disse frugtbarhedskår. Du blev det på din måde, kære Agnes, fra du var ganske lille. Din gode forstand, din læselyst og lærenemhed måtte du bøje ind under og bruge ene og alene til at lære tålmodighed under afkald på, hvad der ellers kaldes dygtighed og kundskab, selvforsørgelse og alt dette, som mennesker med rette sætter pris på. Men der kan også være en hjælp i, at meget af, hvad der ikke er det vigtigste er taget fra én. Vi andre maa ofte under dyrekøbt erfaringer af smerte og skuffelser føres til at erkende, hvor lidt det alt er værd, inden vi finder ind til det bedste. Jeg tror nu, at ethvert menneske bliver prøvet til det aller yderste af sin bæreevne, for kun derved nås din fulde udvikling af de kræfter, man har og den fulde glæde på sejrens dag. Det vil sige, de som vil igennem. Der er nok mange, som vil udenom og kommer det, så længe de vil nøjes dermed, for de kommer så tillige udenom det bedste. Så jeg ønsker dig i det nye år både sorg og glæde, det du kan vokse ved og blive rig af. Hils Osse og Agathe Theodora og andre gamle venner. Syfrøkenen sender hilsen og tak for dit kort. Jeg bliver nu foreløbig i København, og så ses vi nok ved lejlighed. Din gamle ven Thora Constantin-Hansen Undskyld manglen på blæk. 29

32 Det isolerede barndomsliv I skolen og i hverdagen med ligestillede lærte børnene, at de med god vilje og udholdenhed kunne klare næsten lige så meget, som normale mennesker. Undervisningen skulle give dem kundskaber og færdigheder, så de kunne klare sig på egen hånd, når de igen blev skubbet ud i verden i en alder af år. Vi havde saaledes vor egen lille Verden, hvor den enkeltes Særstilling kunde ophæves, og Trykket lettes, ja til Tider væltes helt bort. Vanførheden var her ikke et Særpræg, men en fælles Byrde, man hjalp hinanden med at bære. Den hørte nu engang til i vor lille Verden, skriver Thora Constantin-Hansen. Forestillingen om fællesskab og samhørighed i denne lille verden, var dog så stærk, at børnene af og til talte om vi vanføre som hele det danske samfund. Det blev derfor også påpeget af lærerinderne, at når børnene forlod skolen og pensionaternes trygge rammer En køkkendame kigger ud af vinduet på første sal ved den gamle balkon på pigeafdelingen, cirka som unge mennesker, der skulle prøve kræfter med samfundet, så havde de svært ved at se deres begrænsninger i øjnene. I årsberetningen 1904 for barneskolen står det desuden skrevet, at skolen ikke giver børnene nok kundskaber til at kunne konkurrere med de andre i samfundet. De var fortsat dårligt stillede, dels på grund af deres skrøbelighed og dels på grund af uddannelsens niveau, som ikke altid levede op til resten af samfundet. Det var uden tvivl en kamp for de vanføre i denne tid at komme tilbage til samfundet. Selv om der blev lavet en gruppe for tidligere elever, kaldet Hans Knudsens Minde, hvor der blev forsøgt gennem sammenkomster og fællesskab efterfølgende at slå bro mellem det isolerede barndomsliv og det vanskelige voksenliv, så var det vanskeligt at klare sig uden hjælpemidler. Det ses derfor også, at flere af de tidligere elever fik arbejde hos Sahva ligesom Agnes Knudsen, og den lille dreng med benstumperne også fik det. Thora Constantin-Hansen og Johanne Petersen gav ret i, at der nok manglede forståelse og hensyn til børnenes overgang fra den lukkede verden på hjemmene og i skolen til forholdene udenfor. Men understregede på 30

33 samme tid, at de ved at bruge ordet vanfør uden tilbageholdenhed var med til at ophæve ordets bitre biklang. Det blev understreget, at børnene i Hjemmets rammer mærkede mindre til vanskelighederne i hverdagen, og dermed blev de skånet for medlidende blikke og givet et håb for fremtiden. Undervisningen skulle og kunne ligestille dem med resten af samfundet. Børnely har spillet en betydningsfuld rolle i udviklingen af Sahva og ikke mindst for fysisk handicappede børn i Danmark, i særdeleshed de svageste. Men i 1938, blev der stillet spørgsmål ved, om det kunne betale sig for Samfundet at forsætte arbejdet på Børnely. Det var overlæge Guildal, som mente at ejendommen i Kokkedal med sin store grund ved stranden kunne være attraktiv for andre brugere. Han så derfor en mulighed for at sælge ejendommen og bruge pengene på andre områder inden for Sahva. Sahva havde kort forinden bygget et nyt ortopædisk hospital i København, hvor han mente, der måtte være tilstrækkelig plads til også at beholde de patienter, man ellers sendte til Børnely i Kokkedal og hvor der tilmed var bedre behandling med flere læger og sygeplejersker til rådighed. Overlæge Guildals spørgsmål blev ikke afgjort dengang, men blev igen i 1941 taget op til overvejelse. Denne gang enedes bestyrelsen om at overdrage ejendommene til Københavns Kommune. En beslutning man bare få år efter fortrød, idet feriekolonien for børnene ved Kokkedal blev bittert savnet så meget, at man i 1945 købte en ny ejendom til dette formål i landsbyen Hov ved Kattegatkysten. Overfor et lille hvil på turen i det grønne, cirka 1920 Personopstilling med børn og personale på Børnely, cirka

34 32 Børnely - Københavns Kommunes Optagelseshjem, 1940 erne

35 Københavns kommune overtog A og B afdelingerne i 1941 på grund af stigende vanskeligheder med at finde plads til børn, der på grund af vanskelige boligforhold eller moderens sygdom skulle anbringes på optagelseshjem. Den stødt stigende pladsmangel gjorde, at Kommunen købte begge ejendomme i 1942 og har ejet begge hjem siden. Hjemmene kaldtes i folkemunde fortsat for Børnely, men på papiret hed det Københavns Kommunes optagelseshjem i Kokkedal. Efter kommunens overtagelse var hjemmene ikke længere for fysisk handicappede børn, men blev i stedet et optagelseshjem for børn fra København, der skulle anbringes uden for familien. Den gang hørte A og B s beliggenhed til hver sin kommune. A hørte til Hørsholm kommune og B hørte til Karlebo kommune. Det blev dog senere lavet om, så B også tilhørte Hørsholm. I de første år modtog hjemmet børnene fra Nørre Hospital, som var under det Københavnske fattigvæsens forsorg. I denne tid benyttedes hospitalet til plejepatienter eller subsistensløse; og børnene, som enten havde en forældre, der lå indlagt, eller hvis forældre var døde, blev sendt til Børnely. Børnene blev anbragt på hjemmene i kortere perioder med det formål at skulle videre på andre børnehjem, i familiepleje og i nogle tilfælde hjem igen. Fra overtagelsen står der skrevet, at alderskravet var 3-14 år på både A og B afdelingen, og at der var skole på hjemmet. I skolekommissionens forhandlingsprotokol fra er der en henvendelse fra Nørre Hospital vedrørende undervisningen af børnene på Børnely, hvor der bedes om godkendelse af oprettelse af skolen i oktober 1941; og i august 1943 godkendes undervisningsplanen indsendt af Københavns Kommune. I 1940erne fik alle børn i den skolepligtige alder på Børnely altså undervisning inden for hjemmet. I overenskomsten d. 2. juli 1941 mellem Københavns Magistrats 3 afdeling og Samfundet og Hjemmet for Vanføre står det skrevet under punkt 5: at frugten på de udlejede haveterræn tilhører Samfundet og Hjemmet for Vanføre, der anvender det i husholdningen. Frugten vil dog også komme optagelseshjemmets børn og funktionærer til gode, enten i tilberedt form som frugtgrød, marmelade eller ved uddeling. Endvidere under indflydelse af Anden Verdenskrig står der i punkt 7: Magistratens 3 afdeling sørger selv for bygningernes mørklægning og indrettelse af beskyttelsesrum. 1940erne Børnelys nye rolle I denne periode var der som regel børn på Børnely A, og i nogle perioder mere end 60 indskrevne børn. På trods af at de to hjem havde samme funktion, så undrede man sig som medarbejder ikke over, hvad der skete på henholdsvis A og B. Det var ganske enkelt to hjem med lignende opgaver. De ansatte på A og B havde ikke meget med hinanden at gøre på tværs af hjemmene, med mindre de selv opsøgte det. Mellem de to hjem var der lidt buskads til at adskille haverne og legepladsen, og en sti, så mad og tøj kunne fragtes til og fra henholdsvis køkkenet på A og vaskeriet på B. 33

36 På Børnely A og B handlede det først og fremmest om at passe børnene. Derfor sørgede barneplejersker og børnepassere for, at børnene var rene, og at de fik rigeligt med frisk luft. De skulle anbringes i gode omgivelser, hvor de fik god mad og faste rammer for skole, leg og søvn. Det hele foregik kollektivt med fælles vaskerum, toiletter, rækkebrusere og sovesale. Børnene gik i seng samlet og stod op samlet med de samme rutiner for badning, spisning og leg dog inddelt efter alder. Om natten var der en enkelt barneplejerske til, at holde vagt og sørge for, at der var ro blandt børnene. Imens fik hun til opgave at reparere børnenes tøj. Der blev af forstanderinden eller stedfortræderen placeret en bunke tøj, som manglede knapper og lapper, så nattevagten havde noget at holde sig vågen med. Ellers var det barneplejerskernes pligt at gennemgå overtøjet, som hang på knager under trappen. De sorterede det tøj fra, som manglede stropper eller knapper, til nattevagten, som skulle have det hele klar til næste dag. Det var også barneplejerskernes pligt at gøre rent i huset. Som nattevagt havde man til opgave at sørge for varme i fyrene. Hun måtte i løbet af natten sørge for at fyre op, så huset forblev varmt. Der var et vagtværelse, hvor nattevagten måtte opholde sig, men det skete også, at de voksne sov på en briks inde hos de mindre børn. Småbørn spiser is i solen på Børnely A,

37 Personalet på Børnely De ansatte på de to hjem bestod i grove træk af to forstanderinder, som blev kaldt for plejemødre, en skolelærer, en børnehavelærerinde, to stedfortrædere og tolv såkaldte frøkener, som deltog i det opdragende arbejde, herunder uddannede barneplejersker og børnepassere uden uddannelse til at passe i alt 80 til 100 børn på Børnely. Det var kutyme, at medarbejderne boede på hjemmet; og forstanderinder, barneplejersker og stedfortrædere har gennem tiden opholdt sig på hjemmene. Hver fik de et værelse, hvis størrelse afhang af hvilken rang, de ansatte havde. Forstanderinderne havde hver en lille lejlighed med to små værelser, skabsplads og en vaskekumme. Stedfortræderne i A og B bygningerne havde hver deres værelse. Barneplejerskerne og børnepassere måtte deles, to eller tre, om værelserne på første og anden sal. Kun vaskekonerne, skolelæreren og frøkenerne i køkkenet havde bolig uden for hjemmet. Skolelæreren kom dagligt for at undervise og var den eneste mand, som var ansat i denne periode. Alle de kvindelige ansatte bar uniformer, som bestod af lyseblå kjoler og hvide forklæder, som ikke måtte bæres udenfor hjemmet i deres fritid. Hvis de var uddannet barneplejersker, gik de med kappe. En normal arbejdsuge var i denne periode omkring 54 timer og lønnen hentede man på B hos forstanderinden i en lille brun papirspose. Som logerende medarbejder var skellet mellem arbejdstid og fritid mere flydende. Børnene kom ofte ind på værelserne hos frøkenerne, når de havde fri, og af og til tog frøkenerne børnene med hjem på visit. I midten af 1940 erne var Frk. Lili Rørdam plejemoder på A, og på B var Frk. Ellen Joost Caspersen plejemoder. De var begge uddannede sygeplejersker med speciale i barnepleje og boede på hjemmene. Frk. Caspersen var plejemoder, indtil B afdelingen lukkede i slutningen af 1960 erne, og Frk. Rørdam var leder af A afdelingen indtil 1978, hvor en ny forstander tiltrådte stillingen, og Frk. Rørdam gik på pension. Frøkenernes fornemste opgave var at passe og pleje børnene og sørge for, at de kom videre til andre steder eller hjem igen. Børnene blev ikke beskyttet eller afskærmet fra de andre børn, når de kom til Børnely. De måtte indordne sig under de nye forhold, som det bedst var muligt, og så sørgede de ansatte for, at de under gode forhold fik rent tøj, mad, undervisning og frisk luft. Når børnene kom til Børnely, kom de ofte i bad som det første og blev iklædt institutionens tøj. Da Københavns Kommune overtog begge hjem i 1941, fulgte der også noget af det gamle personale med. Her iblandt en syerske, som boede på 2.sal. Hun hed Frk. Rasmussen og kom fra Færøerne; og så slæbte hun på det ene ben. Hun var ansat i mange år, og flere af de tidligere ansatte husker hende, netop fordi hun haltede, og fordi hun var dygtig til at reparere tekstiler af enhver art. Ved Strandvejen ud for indkørslen til A lå der et lille træhus med en mønttelefon. Denne kunne de ansatte få lov til at ringe fra, hvis de skulle snakke med kæresten eller ringe hjem. Telefonen på kontoret var ikke til personligt brug, og det kunne være en mørk og kold fornøjelse at skulle ringe til kæresten i sne og blæst efter arbejdstid kl

38 Annalise, Barneplejerske, 1943 Annalise var 19 år gammel og uddannet barneplejerske. Hun blev ansat i 1943 på A afdelingen og hun husker, at eneværelser af og til blev tildelt enkelte barneplejersker. Annalise boede først på værelse med en anden barneplejerske, men senere fik hun eget værelse. Hun husker ikke præcist, hvorfor netop hun fik eget værelse lige ved friluftsaltanen og med egen kakkelovn. Men ved nærmere eftertanke forklarede hun grinende, at det var jo nok Plejemoder der synes jeg skulle have mit eget. Vi måtte jo godt have besøg på værelserne. Det var nok, fordi jeg dengang blev kæreste med min mand. Annalise arbejdede på hjemmet i 2 år, indtil hun blev gift og flyttede fra hjemmet i egen bolig. Annalise mødte endda sin mand på Børnely. Han var snedker og renoverede huset efter overtagelsen. Huset blev på dette tidspunkt dagligt besøgt af håndværkere, og de blev gode venner med barneplejerskerne og køkkenpersonalet, hvor de ofte kom forbi til en bid mad og hyggesnak med frøkenerne i køkkenet. Maden blev lavet i A huset; jeg ved ikke, hvor det blev købt. Det var ikke noget, vi blandede os i. Vi havde ikke noget at gøre i køkkenet. Når først personalet var gået derfra, så havde vi ikke mere at gøre derude. Børnene måtte heller ikke gå derud. Vi fik varm mad om dagen og smørrebrød om aftenen. Annalises første arbejde Det var Annalises forældre, som sendte hende til Kokkedal for at arbejde. Annalise havde netop afsluttet sin realeksamen i Randers, og hun var den yngste, der blev ansat på Børnely i denne periode. Hun havde aldrig været hjemmefra, og turen fra Randers til Kokkedal husker hun som en frygtelig rejse. Hun forstod absolut ikke, hvorfor hun skulle helt til Kokkedal. Men forældrene kendte forstanderinden, som var søster til Annalises onkel, og de havde besluttet, at således var det. Da jeg stod af ved Kokkedal Station, vidste jeg slet ikke, hvor jeg skulle gå hen. Så var der en dame, der fortalte, hvilken retning jeg skulle gå. Det gjorde jeg så, og der var altså ikke noget børnehjem. Så mødte jeg to mænd. Jeg siger: Kan I sige mig, hvor det her er henne? - mens jeg Personalet fotograferes ved indgangen til Børnely A, Barneplejerskerne kan kendes på deres kyser Annalise hjælper til i køkkenet Overfor børn på badebroen

39 Vi sad oppe på altanen om sommeren, når børnene legede. viste dem telefonnummeret. Jamen herreste gud, sagde de. Jeg var jo inde midt i byen. Så fortalte de, hvilken vej jeg skulle gå, og så mødte jeg så Plejemoder og en af barneplejerskerne. De var gået mig i møde. På hjemmet blev hun tilbudt kaffe og mad, da de kom frem. Hendes første værelse, som hun delte med en anden pige fra København, var på første sal. De fleste frøkener var uddannet barneplejersker, som kom fra både Sjælland og Jylland. De arbejdede på skift i alle døgnets timer. Når Annalise havde nattevagt, husker hun tydeligt, hvordan de blev sat til at reparere børnenes tøj og gøre rent. Nattevagten måtte ikke sove, men skulle sørge for, at der var ro hos børnene, og at der var varme på fyret. Annalise husker, at alle frøkenerne havde cykler til rådighed, som de brugte flittigt i deres sparsomme fritid. Det var ikke af egen fri vilje, jeg blev sendt i arbejde, men jeg var glad for jobbet, og de andre var også glade og tilfredse. Hun var sød hende Plejemoder. Krigens indflydelse Anden Verdenskrig var ikke til at overse og personalet måtte rationere både mad og tøj. Tøjet måtte de holde ved lige med lidt ekstra lapper og syninger; og i området var der danske kystbetjente. Tyskernes indtog ved Øresund, hvor de patruljerede, var også tydelig for børn og voksne på Børnely. De kom også forbi hjemmet og gik gennem haven. En gang i mellem lød en luftalarm, og så måtte de samle børnene i skolestuen, som fungerede som beskyttelsesrum. Kystbetjentene kom ofte forbi og hilste på de ansatte og børnene. Men en dag kom de for at sige farvel. De sagde, at de ikke kom her mere, og så var det, fordi de ville flygte til Sverige. Så de forsvandt, fortæller Annalise. De ansatte vidste ikke, at det var, fordi kystbetjentene ville flygte, da de sagde farvel. Vi havde jo to jødebørn boende. En pige og en dreng. Jeg ved ikke, om forældrene var flygtet eller hvad, men det var jo under krigen. Drengen blev så tosset, hver gang han mødte de tyske soldater. Han var en dejlig dreng, men han gik amok en gang i mellem og hev alt sengetøjet af. Så måtte jeg skælde ud. Personalet vidste ikke så meget om børnenes baggrund generelt, så Annalise vidste heller ikke mere om de jødiske børns baggrund. Men hun husker, at der var rygter om, at der skjulte sig voksne flygtninge på loftet. De skulle videre til Sverige. Men hun understreger, at det var en hemmelighed, som man ikke opsøgte. Det var bedst ikke at vide noget. Hun mener, at Plejemoder måtte være indblandet i sådan en affære. Selv om hun helst ikke udtaler sig om, hvem der stod bag vovestykket. Børnene - Der var vel et par stykker, som var søskende, når jeg tænker over det. Men det var ikke noget, man gjorde noget ud af. 37

40 Børnene blev oftest anbragt, fordi moderen var syg i længere perioder, og faderen ikke kunne tage sig af børnene alene. Opholdets længde varierede kraftigt, men Annalise husker det som et halvt år for de børn, der var på hjemmet i længere perioder. De ældste børn gik i skole på hjemmet og blev undervist af den samme lærer. Personalet kendte ikke til andet end børnenes navn og alder, og forældrene havde personalet ikke nogen kontakt med. De måtte komme på besøg, når de ville; det var ikke tildelt bestemte dage - nogle børn fik ofte besøg og pakker tilsendt; andre fik hverken besøg eller pakker. Kun Plejemoder fik informationer om børnene, når de kom til Børnely, forklarer Annalise. Når børnene kom frem til hjemmet i Børnely, blev de undersøgt af en læge inde fra byen, eller også var de blevet undersøgt inde på Nørre Hospital. Det skete af og til, at børnene havde lus, så frøkenerne skulle rense og kæmme håret på dem, når de ankom. Annalise husker aflusningen som gode stunder, fordi det gav hende mulighed for at nusse lidt ekstra om barnet. Hun understreger, at børnene ikke var blevet misrøgtet hjemme, men at de i hendes tid nærmere var uheldige børn, med en syg forælder, et dødsfald, eller at de kom fra fattige kår. Hun mindes at det generelt var velopdragne børn. Vi havde for eksempel to drenge, søskende, hvor moderen var syg, efter hun havde født lillesøsteren. Så havde man anbragt børnene, fordi man ikke selv kunne passe dem, og så kom faderen og besøgte dem. Han sendte også pakker til dem. Lillesøsteren var anbragt på et andet hjem inde ved Nørre Hospital. Hun var spæd. Faderen kom i hvert fald en gang om måneden. Måske mere nogle gange. Det var mere, end de andre fik besøg. Den dag, de skulle hjem igen, da fulgte jeg dem op til Kokkedal Station for at sige farvel til dem. Jeg synes, der var mange, der kom og gik i min tid, fortæller Annalise. I Annalises tid var børnehjemmet et optagelseshjem, hvilket betød, at der var mange børn, som blev anbragt for en kort periode. I 1943 steg børneantallet fra at være blot 5 drenge i februar til at være 31 drenge og 20 piger, i alt 51 børn i oktober måned samme år. Der er altså ikke noget at sige til, at Annalise husker det som mange børn, der kom og gik. Børnene var fordelt på fire stuer i A huset, hvor drengene og pigerne sov i hver ende af huset. Om aftenen, når børnene blev lagt i seng, var det uden godnathistorier og i absolut stilhed. Børnene var opdelt efter alder på værelserne. Det yngste barn, de havde i Annalises tid, var en dreng på 3 år, som hun mindes blev godt forkælet. Flere af de små vækkede de om natten, så de kunne komme på potten. Det var for at forhindre de små i at tisse i sengen om natten, mens de sov. De lod børnene sove selv, og imens de lappede tøj og gjorde rent, lyttede de efter, om der var larm på stuerne. Det var ikke direkte overvågning, men vi holdt øje med dem, imens vi lavede tøj, fortæller Annalise. Man havde ikke ondt af børnene; man behandlede dem ganske almindeligt. De skulle bare være her, så længe det krævede, og så skulle de hjem igen. Ofte var moderen syg. Så hvis hun blev rask, kom de hjem. Men jeg ved ikke, om andre kom på børnehjem. 38

41 Lokalområdet og omgivelserne De gik ofte ture i lokalområdet og gerne til Kokkedal Station, hvor der den gang var en lille sti langs markerne. Man gik med børnene til stationen, når de havde haft besøg eller skulle rejse hjem. Frøkenerne fulgte altid børnene til stationen, så de kunne vinke farvel eller lade børnene vinke farvel til deres besøgende. Børnene havde fælles tøj, men de var ikke iklædt uniform, som Annalise husker fra andre børnehjem. De lignede alle andre børn i lokalområdet, selv om man nok vidste, at de kom nede fra børnehjemmet, når de kom gående på række inde i Rungsted eller Kokkedal. Annalise tog gerne børnene med forbi kærestens værksted i Vallerød, når de var på tur. Hvis hendes svigerfar hørte, at de kom forbi, sørgede han for at være der med søde sager til børnene. Annalise forbinder stranden og vandet med en frygtelig hændelse hun aldrig glemmer. I 1940 erne brugte de flittigt vandet til at bade børnene om sommeren og hun fortæller, at der var en lille pige, som druknede. Børnene havde været ude at bade med nogle af de ansatte. Annalise var ikke selv med, men hun husker de ansatte kom farende mod huset og spurgte, om de havde set ét af børnene. De kunne ikke finde pigen, og politiet kom for at hjælpe med eftersøgningen. De fandt hende druknet. Annalise og de andre ansatte var med til begravelsen, men pigens familie var ikke med. Selv om hukommelsen driller, så husker hun mange detaljer fra hjemmet - også navnene på flere af børnene, og i særdeleshed at hun og de andre ansatte blev behandlet godt. Men bedst af alt huskede hun de mange håndværkere, hvor hun fandt sin mand iblandt. Børn ved sandkassen og på legepladsen på Børnely A,

42 Tilsyn fra Inspektoratet for Københavns Kommunes Børneinstitutioner Der var tilsyn et par gange om året. Det foregik ved et frokostmøde med forstanderinderne og en rundvisning hvor husene blev besigtiget, og i skolestuerne, hvor skolens undervisning blev overværet. Det resterende personale og børnene blev hverken spurgt til råds eller informeret om kommende tilsyn. Men enkelte husker besøg af borgmesteren, fordi de fik finere mad på forstanderindens kontor. Andre mindes, at tilsynet kun foregik på øverste plan af hierarkiet; og derfor var det kun de uddannede barneplejersker eller forstanderinder og stedfortrædere, som blev hørt ved sådanne besøg. Det var ikke noget, resten af personalet eller børnene lod sig mærke med. I gulnede mødereferater står det skrevet, at Frk. Rørdam under et møde i inspektoratet i 1955 påpegede, at de hvide kjoler var uhensigtsmæssige for lederne ved optagelseshjemmene for større børn. Det blev istemt af en anden forstanderinde, som i denne forbindelse gjorde opmærksom på, at der blev syet todelte modeller til oversygeplejerskerne ved hospitalsvæsenet, og at man i det mindste burde kunne vælge mellem de to modeller. Enstemmigt havde forstanderinderne udtrykt, at flerfarvede kjoler var at fortrække. Ligeledes i 1958, under et møde med Københavns Kommunes overinspektion og borgmesteren, erklærede Frk. Caspersen, at fodtøjet man indkøbte gennem kommunens kontakter var for dårligt, og hun ønskede derfor tilladelse til at indkøbe fodtøj andre steder. Hun påpegede desuden, at feriekolonier var tiltrængt for børn fra de dårligste hjem, og at man på Børnely ønskede ældre og mere erfarne barneplejersker. Man havde haft 19-årige frøkener til at passe 14-15årige børn og det var forstanderinden ikke tilfreds med. Hun var endvidere utilfreds med, at man fik samme løn på optagelseshjemmet som i en almindelig vuggestue, når arbejdstiden var meget længere på optagelseshjemmene. Inspektørens svar hertil var, at arbejdet måtte kunne tilrettelægges på institutionen, så det ikke var nødvendigt med de lange arbejdsdage, og at han var overrasket over barneplejerskernes unge alder, som han ønskede at undersøge nærmere. Senere samme år anmodede forstanderinderne om en gymnastiksal til skolen, men det blev afvist, da formålet med skolen kun var at vedligeholde børnenes kundskaber. Der efterspurgtes ligeledes et oliefyr i begge afdelinger for at forbedre varmeforholdene, som godkendtes af Kommunens overinspektion. 40

43 Fastelavn på Børnely. Højtiderne på Børnely Julen blev fejret i huset med de børn, som ikke kunne komme hjem på juleferie. Frøkenerne havde lidt fri juleaften og børnene blev særligt forkælet på denne dag. Juleaften foregik om dagen med dans om juletræ, gaver og sang til forstanderindens klaverspil. Gaverne kom oftest fra hjemmet, men naboerne i området havde også for vane at forkæle børnene i højtiderne med mad og gaver. Nabomanden, Hr. Pinds, bliver omtalt af flere, som en rar mand, der ofte kom forbi, og han gav også børnene små julegaver. Børnene lavede selv julegaver til at tage med hjem eller sende hjem, hvis de skulle blive på Børnely. De var iklædt det fine søndagstøj, og julemaden lignede den, man fik i andre hjem. Man fandt enten folk udefra eller fik personalet til at klæde sig ud som julemand og julenisser og komme med gaverne i en sæk til børnene. I juledagene gik personalet med en håndfuld børn og en trækvogn til Kokkedal station, hvor de kunne hente gaver, der af og til blev sendt fra familien. I årenes løb er der også blevet fejret flere konfirmationer på både A og B. I den anledning blev forældre, søskende eller andet familie inviteret, og festen blev holdt i spisestuen. Konfirmanden var iklædt fint konfirmationstøj og fik gaver, og der blev serveret en pæn middag med sange. Forstanderinden og nogle af frøkenerne sad med ved bordet, men det resterende personale og børnene var ikke inviteret. Fødselsdage blev fejret den sidste lørdag i hver måned, hvor alle børnene, som havde haft fødselsdag i månedens løb, blev fejret. Bordene blev i den anledning dækket med pæne duge, lagkage og gaver til fødselsdagsbørnene. Der blev også fejret fastelavn hvert år, hvor både voksne og børn var klædt ud og slog katten af tønden. 41

44 Ruth, Børnely 1948 Ruth boede på Børnely A i 1948 sammen med sine tre søskende. Storesøsteren var 13 år, Ruth var 11 år, lillesøsteren var 9 år, og så var der en lillebror på 7 år. De blev anbragt om sommeren, fordi moderen, som var alene med børnene, blev indlagt og kom på rekreationshjem. Det tog omkring et halvt år, før de fire søskende kunne komme hjem igen. Jeg har oplevet, at det var et rart sted at være. Der var en god ånd, og de passede rigtig godt på børnene. Ruths storesøster var teenager, og sammen med en anden pige på 13 år fik hun lov til at bo på et ungpigeværelse med to senge og et skrivebord. Ruth husker, at søsteren og veninden fik lov til at forlade Børnely sammen, og at de havde fået deres egne cykler, så de kunne komme omkring. Ruth boede på sovesal med sin yngste søster i pigernes afdeling, som lå for enden af gangen ned mod Øresund. Der lå to sovesale, og Ruth og søsteren sov på den, der lå til højre. Herfra kunne de kigge over til drengenes ene sovesal, som havde vindue ud mod legepladsen. Drengene havde også to sovesale, og på den med de små børn boede lillebroderen. Ruth husker, at der var opdeling af drenge og piger, og aktiviteterne var tilpasset børnenes alder. Derfor havde hun også mest med sin lillesøster at gøre, fordi de var i den samme aldersgruppe. Storesøsteren fik lov til at lave andre aktiviteter med veninden, fordi de var ældre, og lillebroren så hun mest, når de var på legepladsen, eller når de skulle spise. Ruth fortæller grinende, at drengene og pigerne skrev breve til hinanden, og at man fik barndomskærester på Børnely, som mest af alt gik ud på at vinke til hinanden mellem sovesalene om aftenen. Så skrev vi til hinanden: Vinker du i vinduet i aften? Så kunne man jo se over til deres vindue fra vores vindue, og så sad vi og vinkede over til dem. Frk. Rørdam var forstanderinde, og Ruth husker hende som en meget sød og god person, der også tog sig af børnene. Frk. Rørdam boede i en lejlighed. Hun var der jo altid, medmindre hun var i byen, og det var hun ikke tit. En rank og statelig dame med meget milde øjne. Hun var altid så mild at se på, og hun smilede og var imødekommende, fortæller Ruth. Frk. Rørdam spillede ofte klaver, hvor der om eftermiddagen blev fundet sangbøger frem og sunget til klaverspil. Ruth har som voksen forgæves forsøgt at finde de sange, som Frk. Rørdam spillede, fordi hun synes de var så gode og anderledes. Frøkenerne var også gode til at tage sig af børnene og være sammen med dem. Hun husker tydeligt flere af de gamle barneplejersker, som satte håret på pigerne om morgenen. Der var altid mindst to frøkener, som passede dem om dagen, og de havde altid tid til en, fortæller Ruth. Ruth husker også tydeligt nabomanden, Hr. Pinds, fordi han var en rar og gavmild mand. Han var en hvidhåret ældre mand, som bar stråhat og gik med spadserestok. Han havde bygget en sauna i sin store have, og på dette tidspunkt var der ansat en finsk barneplejerske, som fik lov til at tage børnene med i sauna. Det var noget så pragtfuldt, kan jeg huske. Nej, hvor var det skønt det der sauna. Så stod hun der og hældte vand på de der gloende sten, fortæller Ruth. 42

45 Ruths hverdage gik med undervisning i skolen, gåture eller leg og eftermiddagshygge. Hvis vejret var dårligt, måtte børnene tegne og lege i spisestuen. Om aftenen stod de ved håndvaskene på sovesalene og børstede tænder. Så en aften fandt vi ud af, at vi ville have papillotter i håret, og der kunne man bruge WC papiret. Det har jeg en tegning af, som en af frøkenerne havde tegnet, hvor jeg står med de der papillotter. Der står: Et lille aftenminde gør Ruth på Børnely. Hun tegnede det med sengene og mig, der står med papillotter i håret. Det var jo sjovt. Aftenrutinerne varierede efter hvilken frøken, der havde vagten. En af frøkenerne læste altid godnathistorier for børnene. Så var der dødstille, og vi lå der og hørte efter. Og så: Nå, men nu venter vi med næste afsnit til i morgen Øøøøøv! råbte vi så, fortæller Ruth med et grin. På Børnely fik man anrettet maden af køkkenpersonalet, og så øsede frøkenerne op til børnene enkeltvis. Ruth husker, at de fik havregrød, havregryn eller vælling til morgenmad. Mælken var hældt på kander fra store mælkejunger, så børnene kaldte det for spandemælk. Ruth og de andre børn gjorde et stort nummer ud af, at de ikke ville have spandemælk. Så sagde vi: Ej, vi kan ikke lide spandemælk, men det var jo bare sådan noget, man fandt på, fordi det var anderledes, end det man var vant til. Til middagsmad fik de af og til grøntsagsgratin, som var det eneste, Ruth ikke brød sig om. Det kunne jeg altså ikke lide, men det andet var udmærket. Vi fik mange grøntsager, og det var meget god mad. Og om morgenen fik vi hybenpulver. Det var sådan noget vitamintilskud. Det fik alle børnene. En skefuld hver morgen. Om eftermiddagen fik vi et glas saft og et stykke brød med syltetøj - eller kiks, og inden de skulle i seng, var der nogle af de lidt tynde børn, som skulle drikke et glas fløde, fortæller Ruth. Udeliv og gåture Ruth husker tydeligt, at de blev vasket i Øresund om sommeren: Så stod der to spande sæbevand med en børste i hver; og så stod vi på række og fik lige en gang afvaskning i det der sæbevand - og så ned i vandet. Og det var jo pragtfuldt, at vi kom ud at svømme i vandet der. Det var jo bare dejligt. Om sommeren kom vi oftere i bad ude i vandet. Det var jo noget nemmere end at stå oppe ved de der håndvaske - eller der var brusere og et badekar til de små, når det var dårligt vejr. Man kom vel i bad et par gange om ugen i de brusere der. Det skulle man jo så selv gøre, og så stod der nogle frøkener og holdt øje med, om man gjorde det rigtigt. Og så var der jo de der håndvaske i sovesalen, hvor man lavede etagevask. Børnene var meget ude at lege og gå ture med frøkenerne. Det var ikke den samme rute de gik hver gang. Nogle gange gik de mod Nivå, andre gange gik de inde i landet og så på bondegårde - og somme tider gik de til Rungsted. Ruth husker, at der kom en ny barneplejerske til Børnely. Hun kom fra Jylland og var omkring 20 år. Hun gik med børnene til Rungsted, hvor der var en park, som de kunne lege i. Der var nogle bænke, og på en af bænkene der sad to soldater. Den gang havde de jo uniformer på. Dem kom hun i snak med, og vi fnisede jo. Og hun flirtede rigtig med de to der. Og så gik vi hjem, og så gik der et par dage. Så pludselig så vi ham soldaten udenfor. Han skulle ned og besøge hende. Der var hun så ude på legepladsen og havde legevagt - og vi grinede jo. Vi syntes det var rigtig sjovt. Så stod de der bag busken og kyssede, og vi fnes og grinede. Ih, hvor var det sjovt, fortæller Ruth. 43

46 Ruth husker ikke, at de havde meget med B afdelingen at gøre. Men de blev dog inviteret til Sankt Hans aften på B, som havde tændt et stort bål. Pigerne havde sløjfer i håret og kjoler på. Tøjet blev lagt frem til næste dag, og når man skulle finde nyt tøj, gik man med frøkenerne i depotet, som lå på 1.sal., for at finde noget, der passede i størrelsen. Skolestuen og dagligliv Skolestuen lå på dette tidspunkt under pigernes sovesale, hvor der var et halvtag. Ruth fortæller, at skolelæreren var en rar og flink mand. Han røg pibe og gik med plusfours og ternede strømper. Han havde hornbriller og et stort mørkt hår med sideskilning. Han mødte ind om morgenen og underviste alle klassetrin i samme lokale. Hun husker, at hun havde læsning, regning, diktat, geografi og historie, og at det trods de mange klassetrin fungerede fint i skolen. Så legede man ude på legepladsen, eller hvad man nu havde lyst til og gik med veninder under armen. Ruth husker, at storesøsterens veninde blev konfirmeret en søndag på Børnely. I den anledning havde man inviteret hele familien, og hendes søskende på Børnely deltog også. Pigen havde fået en konfirmationskjole, og der var sørget for en pæn middag. Frk. Rørdam havde også skrevet en sang til pigen. Ruth havde også en veninde på Børnely, som hun var sammen med hele tiden. Min veninde, hun havde jo også søskende der. Men hvorfor de var der, det vidste vi ikke. Vi er nok bare gået ud fra, at de havde samme skæbne som os selv. At deres mor nok også bare var syg. Det tog vi ikke stilling til, fortæller Ruth. Min veninde og jeg fik fåresyge samtidig, og så skulle vi jo isoleres. Så fik vi sådan et lille værelse med to senge. Og det var smadder hyggeligt, for vi blev passet op og fik legetøj, og jeg ved ikke hvad. Så lå vi der i 3-4 dage. Jeg ved ikke, hvordan det var gået til, vi fik fåresyge. Måske de små også havde fået det, men det lagde vi ikke mærke til. Man talte ikke med de andre børn om, hvorfor man boede på Børnely. Men Ruth kan huske, at hendes veninde ikke fik så meget besøg, som hun selv gjorde. Ruths mor kom hver søndag, og så tog Ruth og de andre søskende sammen med hende hen til ishuset, som lå tæt på. Men altså det der med, at der var nogle, der skulle på fast børnehjem; det snakkede man om. Man snakkede meget om, at det jo kun var et optagelseshjem, og der var nogen der var så bange for, at de skulle komme på fast børnehjem: Åh nej, skal du på fast børnehjem? Nej nej, min mor kommer og henter os. Man vidste jo godt, at man var der for en grund. Altså, min mor var jo indlagt, og jeg kan huske, hun var på et rekreationshjem i Lyngby. Jeg ved ikke, hvor længe hun var der. Men man snakkede om dét med faste børnehjem. Det kan da godt være, at der er nogen af børnene, der har været bange for, hvad der nu skulle ske. Men vi følte os jo fuldstændig trygge. Vi vidste, at vores mor kom og hentede os igen. Vi var ikke et øjeblik i tvivl om, at vi kom hjem. Men det var der mange, der var. Så er det jo klart, at vi nok oplever tingene mere positivt, forklarer Ruth, som generelt husker tiden på Børnely som en god lang sommerferie med nye legekammerater, hvor det var trygt at være. 44

47 Da Ruths mor var kommet til hægterne igen, fik de fire søskende lov til at komme hjem. Da vi kom hjem, så var det bare tilbage til normalen. Når man tænker tilbage på det, så var det fantastisk, at hun klarede det. Hun var jo alene med 4 børn. Mine forældre var skilt, og min far boede i Jylland; og den gang var det sådan, at ham så vi ikke, før vi blev store. Hun klarede det så godt. Vi har aldrig manglet noget, fortæller Ruth. Ruth havde ikke nogen kontakt med børnene fra Børnely efterfølgende. Men hun besøgte Børnely igen i Hun var i mellemtiden selv blevet mor og gift. Ruth og hendes mand boede i Sydhavnen og havde købt en motorcykel med sidevogn, og så foreslog hun, at de kørte til Kokkedal for at besøge Frk. Rørdam, som heldigvis stadig var der. Hjemmet lignede sig selv, men Ruth synes, det var sjovt at møde Frk. Rørdam igen og se Børnely 10 år efter, hun selv havde boet der. 45

48 46 Venlighed, bestemthed og mest af alt tålmodighed, erne

49 Postkort fra Børnely A og B: Københavns Kommunes Optagelseshjem ved Kokkedal Børnely; og selv om det var Frk. Jensen, som var stedfortræder på papiret, så husker de ansatte, at det var Moster, som Frk. Caspersen satte sin lid til, når hun ikke selv var til stede. Børnely A og B var fortsat optagelseshjem for børn i alderen 3-14 år med samme rutiner og Frk. Rørdam og Frk. Caspersen som forstanderinder. A afdelingen var på dette tidspunkt normeret til 40 børn, men i protokollerne har der somme tider været indskrevet over 50 børn. B afdelingen var normeret til 35 børn. Børnene måtte maksimalt blive på hjemmet i 9 måneder, men flere var anbragt i længere tid. Af og til fik hjemmene også færre børn anbragt, og det skete også, at børnene var yngre end 3 år og ældre end 14 år. Frk. Caspersen havde en stedfortræder, en såkaldt viceforstanderinde, som hed Frk. Jensen. Hun havde en 2årig uddannelse og var en betydningsfuld medarbejder. Der ud over var der en assistent ved navn Gerda Krogh Jørgensen. Hun blev kaldt Moster og bliver i dag af tidligere ansatte mindet som et godt og pænt menneske. Ifølge dem var hun beviset på, at man ikke behøvede en uddannelse for at være fantastisk til at tage sig af børn. Moster var en af de få, som boede uden for Frk. Rørdam var en respekteret dame blandt personale og børn. Hun huskes som en bestemt og meget privat dame med hjertet på rette sted. Hun sad altid for bordenden, når de spiste, så hun kunne holde øje med børnene og frøkenerne. Når hun gik fra bordet, skød hun stolen tilbage og sagde højt: Velbekomme, hvorefter alle i kor skulle svare: Tak for mad. Hun havde en viceforstander ved navn Frk. Nørregård, som overtog ledelsen for en periode i 1951 til 1952, imens Frk. Rørdam var på studierejse til Amerika. Forstanderinderne havde meget lidt med hinanden at gøre i hverdagen, men de gik sammen til møder med borgmesteren og overinspektionen ved Københavns Kommune, hvor det i referaterne er tydeligt, at de delte samme værdier og metoder over for børnene. De brugte også den samme dækmanøvre, for at børnene kunne blive på Børnely, så de ikke uden videre blev sendt hjem eller til et andet børnehjem efter 9 måneder. Hvis forstanderinderne ikke så sig i stand til at videresende børnene, lod de i stedet børnene komme hjem på weekend eller ferie; og derefter genoptog de børnene på ny i protokollen, så de kunne blive der yderligere 9 måneder. Enkelte børn boede endda på hjemmet i flere år. Det var dog muligt at søge om at beholde børnene længere, men det kunne være en længere proces. Alle børnene fik lommepenge, som blev uddelt af forstanderinderne, og de store børn fik lov til at krydse vejen for at bruge pengene på slik og is i iskiosken. 47

50 De havde begge omsorg for børnenes ve og vel, selv om de også huskes som bestemte damer. Det blev understreget på Børnely A og B, at de ansattes holdning over for børnene måtte være præget af venlighed bestemthed og mest af alt tålmodighed. Børnene måtte på ingen måde drages til ansvar over for noget. De tidligere ansatte omtaler Frk. Rørdam og Frk. Caspersen som private personer, men også altid med åbenhed over for børnene og med fokus på børnenes trivsel. Det var et princip på Børnely, at børnene skulle være ude hver dag, hvad enten det var for at lege eller for at gå ture med børnene. I en periode lavede man små nyttehaver, som børnene skulle hjælpe med at passe, og hvor de fik lov til at plante krydderurter og blomster. Børnene kom alle sammen fra København, men af vidt forskellige årsager; og selv om de ikke længere blev sendt til Børnely fra Nørre Hospital, så var det fortsat Københavns fattigere familier, som ofte karakteriserede børnene på Børnely. Der var jævnligt akutanbringelser, hvor børnene blev bragt af politiet både dag og nat, eller hvor personalet selv måtte hente børnene i København efter et opkald fra Børneværnet. Frk. Rørdam og Frk. Caspersen havde meget få muligheder for indsigelser, selv om de prøvede at blande sig i børnenes fremtidige ve og vel. Mange søskende blev efter opholdet på Børnely spredt i hele landet og det hændte, at børnene blev sendt tilbage til Børnely fra plejefamilierne eller egne familier, fordi det alligevel ikke lod sig gøre at anbringe børnene der. Forstanderinderne så mismodet og opgivelsen i øjnene hos børnene efter sådanne oplevelser og forsøgte derfor tit at beholde børnene længere end de maksimale 9 måneder, de måtte være på Børnely, frem for at sende dem tilbage igen til det samme miljø. Bente, barneplejerske Børnene vaskes i Øresund: Personalet iførte sig gummiforklæder og træsko og slæbte store spande med sæbevand ned til vandet, hvor der lå to lange badebroer på 100 meter. Her blev børnene stillet på række, og en efter en blev de afklædt i det lille badehus, og derefter blev de sæbet ind med en hård børste og sendt ud i vandet for at blive skyllet rene. Bente arbejdede på Børnely A fra februar 1951 til september Hun havde en etårig barneplejerskeuddannelse og tog en sygeplejeuddannelse, efter hun stoppede på Børnely. Bente har også senere haft kontakt til Børnely, hvor hun af flere omgange havde børn fra Børnely i weekendaflastning. Det var hovedsageligt børn, som ikke havde en familie at tage hjem til i weekenderne. Derfor blev det arrangeret, at disse børn skulle på weekend i andre familier for at give dem nye 48

51 Bente stiller op til fotografering med de andre barneplejersker. Bente sidder forrest i billedet, rammer i løbet af ugen. Derudover fik hendes søn arbejde på Børnely i 1974, og på denne måde har Bente haft løbende kontakt og kendskab til Børnelys udvikling. Når jeg tog børnene med på tur, så var det i min fritid, ikke i min arbejdstid. Bente husker Børnely som et godt sted at arbejde, hvor man havde gode forhold med kost og logi. Arbejdsforholdene var selvsagt anderledes den gang, hvor man boede på hjemmet sammen med børnene. Hun husker, at hvis man ønskede at have helt fri, så måtte man forlade hjemmet. Hun cyklede ofte til København for at mødes til kaffe med veninderne, og når de var flere, som havde fri samtidig, fandt de på noget sammen uden for huset. Når hun holdt fri på sit værelse, kom børnene ind på værelset for at snakke og hygge. Sådanne forhold gjorde, at man fik et tæt forhold til børnene; og Bente mindes, at hun ofte i sin fritid tog børnene med på tur. Den første dag, Bente ankom til Børnely, var i februar måned, hvor huset var bidende koldt. Hun trådte ind i entréen, som var fyldt med træskostøvler, overtøj og store kakkelovne, som hun fik at vide, man selv skulle passe, når man var på arbejde. Træskostøvlerne bar både børn og personale året rundt, og når børnene blev anbragt, fik de institutionens tøj på. I Bentes tid var Frk. Rørdam på seminar i USA, og derfor var forstanderindens stedfortræder, Frk. Nørgaard, leder af Børnely. Bente understreger, at Frk. Nørgaard var knusende dygtig til at håndtere børnene og sørge for dem. Hun ændrede en anelse på strukturen i huset, da hun fik ansvaret, og besluttede, at der hovedsageligt skulle anbringes søskende i samlet flok, så de ikke blev spredt i huset. Huset var derfor inddelt i familier, således at hver søskendeflok forblev samlet med en bestemt barneplejerske tilknyttet dem. Dette betød også, at de i denne periode ofte tog børn ind, som var yngre og ældre end den officielle grænse fra 3-14 år - enkelte børn blev endda hentet på spædbørnehjem. En søskendeflok var også ofte på Børnely i længere tid, fordi det var svært at finde plejefamilier til en børneflok. Bente havde ansvaret for en søskendeflok på 4 - med en pige på 14 år, to yngre drenge og en lillesøster; og hun havde ofte pigerne med på ferier. Der stod i annoncen, at der var 50 børn, men alligevel var jeg overrasket over så mange børn. 49 Børn og barneplejersker ved indgangen til Børnely A, 1951 Bente og børnene på legepladsen, 1951.

52 Frisk luft og disciplin Bente husker udmærket, hvordan de om sommeren, iklædt gummiforklæde skulle slæbe tunge baljer med sæbe og børster til badebroen. Her sæbede og skurede de børnene og dyppede dem i havet bagefter. De brugte i det hele taget meget tid udenfor og i vandet, fortæller Bente. Når Bente gik tur med børnene om søndagen, var det ofte til Rungsted Strand for at bade. Hun mindes også, at der var meget disciplin og respekt for de voksne på Børnely og mener, at det var sådan, at de ellers få barneplejersker kunne holde styr på så mange børn på én gang. Vi gik jo altså to på Strandvejen med alle 50 børn. Én foran og én bagved. Sådan ville man jo aldrig gøre i dag. Men til gengæld havde man meget mere respekt for de ældre, og vi var jo ældre i deres øjne, selv om vi ikke var ret gamle. Vi var jo ikke mere end år. Bente husker, at disciplinering var en del af Børnely, hvor børnene skulle stille sig på rækker, når de skulle i spisesalen. De skulle gå to og to til middagen, og når de havde spist, blev enkelte børn peget ud på skift og fik til opgave at holde et kort foredrag om maden, de havde spist. Det kunne for eksempel være om leverpostej. Det gjorde man for at forbedre børnenes formuleringer og for at lære dem at rejse sig og give en fortælling til de andre børn. Om natten kunne det dog være svært for nattevagten at holde styr på alle børnene. Bente husker, hvordan de store drenge løb ind til pigerne; og selv om nattevagten havde et værelse, hvor man måtte sove som nattevagt, så skulle man også lytte på gangene og kontrollere, at børnene blev i deres senge. Selv om fritiden kunne virke sparsom, så husker Bente Børnely som et rart sted at være. Hun husker også en sjov friaften, da Frk. Nørgaard tilbød at passe alle 50 børn på 1.sal og personalet fik lov at holde fest i hele stueetagen. De havde inviteret Rungsted Roklub, som de ofte hilste på, når de badede børnene i havet. Langs med kysten badede nonnerne fra rekreationshjemmet. De store drenge fik lov til at ro langs med vandkanten, og det blev ofte til en tur forbi de badende nonner. Drengene syntes, det var morsomt at iagttage nonnerne, fordi de badede med tøj på. Det var også en skik, når de gik ture, at gå forbi de kendte skuespillere, som boede i området. Blandt andre Johannes Meyer og Poul Reichhardt kunne de af og til se et glimt af, hvis de var ude i haven. Børnenes familieforhold Bente og de andre barneplejersker fik ikke mange informationer om børnene og hvilke familier, de kom fra. Det var kun Frk. Rørdam og Frk. Nørgaard, som fik indblik i sagerne. Men når børnene først fik tillid til hende, så fik hun historierne af dem. Men det var ikke noget, man snakkede om i Bentes tid. Deres fornemste opgave var at sørge for, at børnene havde det godt, så længe de var på Børnely og sende dem tilbage til familien, når der var styr på hjemmet. De skulle bare være her en tid, og imens skulle man så sørge for, at de havde det godt. Det kunne være skilsmisse, eller far var i fængsel. Så kunne de måske være her, indtil far kom ud af fængslet igen. Mange gange var konen psykisk syg og under behandling. Det var mere normalt den gang, at de kom hjem igen. Altså, for børnene, så var man 50

53 Overfor frøkenerne i solen, 1951 Bente og frøkenerne på balkonen på Børnely A, her bare, og man så frem til søndagen, hvor der skulle komme besøg af far og mor. De så jo alle sammen frem til at komme hjem. Fordi, forældrene er jo immervæk det bedste, næsten lige meget hvor dårlige de er. Jeg mindes stadig de børn, der stod og ventede, fordi forældrene havde sagt, de kom. Så stod de der på Strandvejen, og så kom der ikke nogen. Det var virkelig slemt. Og det var jo desværre oftest de samme børn, der blev udsat for det. Jeg tror, det var derfor, at vi under Frk. Nørgaard blev inddelt i familier. Så vi kunne tage os bedre af dem, når der ikke kom nogen. Bente husker blandt andet et søskendepar, to drenge, som kom i familiepleje på Bornholm. Men de blev sendt tilbage, for de var ikke, som man havde regnet med. Det var ganske forfærdeligt De kom her tilbage, og kom så videre. Men jeg ved ikke, hvad der skete med dem helt præcist. Bente var forarget over, at man kunne finde på at sende børnene tilbage med beskeden om, at de havde forventet en anden slags børn. Drengene blev brugt som eksempel efterfølgende af Frk. Rørdam for at understrege, hvor vigtigt det var, at de på Børnely kendte til det nye sted, hvor børnene skulle anbringes. Bente mindes, at der var mange børn anbragt på Børnely i hendes tid, og at det var alle slags skæbner, som var blandt dem. Man talte ikke om diagnoser på børnene, men når hun tænker tilbage, er hun ikke i tvivl om, at der har været børn med psykiske lidelser og svagheder, som burde have været undersøgt. Nogle børn kom fra meget skadede og kaotiske hjem, og Bente husker, at flere af børnene var sværere at styre end andre. Blandt andet havde de fire søskende på Børnely. Drengene var tvillinger, og de kom fra en familie med 18 børn, hvor alle de resterende børn var på Brejning anstalten. Drengene havde en meget voldelig adfærd, hvor de tævede de andre børn og kunne finde på at tisse i tandbægrene; og den ene havde en meget udtrykt seksualitet, selv om han bare var 8 år. Bente og de andre barneplejersker havde svært ved at styre dem. Hun ved ikke, hvad der blev af dem, men hun og de andre ansatte var sikre på, at de desværre ville ende med at komme i fængsel på grund af de ulykker, de lavede, og at der nok lå en sørgelig skæbne foran dem. Der var også andre børn, hvor det var tydeligt, at de ikke var blevet sørget for i hjemmet. De spiste ofte alt kødet først og dernæst kartoflerne med sovs. De spiste meget hurtigt, som om de aldrig var sikre på, at de fik mad igen, eller som om nogen ville tage maden fra dem, fortæller Bente. De havde ikke personlig kontakt med børnene, når de først forlod stedet. Men Bente blev en måned længere på Børnely, fordi hendes søskendeflok, som hun havde været tilknyttet i halvandet år, alligevel ikke kunne være hjemme hos faren. Moren var indlagt på Sankt Hans Hospital, og faren var alkoholiker. Men imens børnene var på Børnely, havde kommunen forsøgt at bygge hjemmet op igen med bedre forhold og nye møbler. Og de kom hjem, og de var jo glade børnene, fordi nu skulle de hjem. Men tre måneder efter var de tilbage her igen, fordi sengene, sengetøjet det hele var væk. Det havde faren solgt. Han var også begyndt at sælge pigen. Bente var på Børnely for at tage imod børnene igen, men hun ved ikke, hvad der skete med dem efterfølgende. Bente var meget knyttet til de fire søskende, men kunne ikke holde ud, at børnenes skæbne skulle være sådan. Det blev for ubehageligt for hende at være vidne til farens krænkelser, og hun ved desværre ikke, hvad der blev af søskendeflokken, efter hun stoppede på Børnely. 51

54 Børnely og lokalsamfundet Børnely var på mange måder isoleret fra lokalsamfundet og i særdeleshed København - med sin beliggenhed ved Strandvejen i Hørsholm. Både tøj og mad blev i denne periode leveret til huset fra København, og personalets uniformer og sengetøj blev sendt til vask i København. Tøj og sko blev opbevaret i store bunker på loftet, når det ikke var i brug - alt efter årstidens behov. Det anvendte tøj og sko var arrangeret efter størrelser på hylder forskellige steder i husene. Når der kom nye børn til, blev de oftest som det første vasket og iklædt hjemmets eget tøj. Så gik man fra sted til sted og fandt undertøj, nattøj, hverdagstøj, søndagstøj, overtøj og sko til børnene. De fik først deres eget tøj igen, når de skulle sendes hjem eller videre. Hvis børnene skulle klippes, foregik det i denne periode, ved at en frisør kom og klippede børnene. Der kom også læger inde fra København eller Hørsholm og tilså børnene på A og B, hvis de fejlede noget. En enkelt ansat husker, at der skulle fjernes mandler på flere børn, men da det ikke var muligt at tage til København med så mange børn, når de resterende børn også skulle passes, så lavede man i stedet badeværelset om til en operationsstue. Der kom et par læger, et par narkoselæger og et par sygeplejersker fra København, og så foregik det som på samlebånd på et stort bord på badeværelset. Børnene blev derefter lagt i seng med lidt koldt at drikke. Men selv om Børnely var isoleret, så var der flere af børnene, som gik til danseundervisning i vintermånederne på Lyngebækgård, et andet børnehjem lidt længere oppe ad vejen mod Nivå. Det var et stort og flot gammelt herskabshjem, som var doneret til at være et fast børnehjem. Derudover var der flere af de store drenge, som fik lov til at komme på gårdene i området. Her fik de lov til at hjælpe til med at muge ud og passe dyrene. De blev børn af huset, hvor de havde et fristed, og måske fik de lidt penge for deres arbejde. Forstanderinderne så det som en mulighed for at sætte de store drenge i gang med fysisk arbejde og for at give dem lidt mandlig indflydelse, som de formentlig savnede på Børnely. Lene, Børnely 1958 Lene og hendes ene bror boede på Børnelys B afdeling i Hun havde også en yngre bror, men han blev anbragt på spædbørnehjem i Nivå. Lene husker ikke præcist, hvor længe hun var på Børnely, men mener, at det var omkring et år. De tre søskende blev anbragt to gange, og anden gang fik den yngste bror en plads på A afdelingen. Efter Børnely blev de sendt videre til andre børnehjem. Først til Trepilelågen og så til Dohns Minde, hvor Lene tilbragte hele barndommen, indtil hun skulle på idrætsefterskole. Den yngste bror blev senere flyttet til børnehjemmet Øresundshøj. Den ældste bror havde ifølge personalet på Dohns Minde adfærdsvanskeligheder. Det blev derfor besluttet, at han skulle sendes til Godhavns drengehjem. Men han havde hørt forfærdelige historier om det sted, så da de satte ham på toget 52

55 ved Charlottenlund mod Godhavn, valgte han i stedet at stikke af hjem til forældrene, hvor han boede resten af teenageårene. Da Lene var 10 år, fik forældrene endnu et barn, som ikke blev fjernet. Han boede hjemme hos forældrene hele barndommen, og da hun var tolv år, fik de endnu et barn, som blev bortadopteret. Min yngste bror, som altid boede hjemme, ham har jeg et godt forhold til. Det havde vi ikke, da vi var små. Vi var så misundelige på ham. Men det havde vi jo ingen grund til, for han havde det jo altså ikke særlig godt. Det snakker vi om sommetider, at han synes, vi var de heldige, for vi blev fjernet. Han har oplevet nogle rigtig grimme ting, og det har vi jo været forskånede for - mere eller mindre. Min ældste bror vil ikke huske noget som helst. Lene er ikke blevet fortalt om sin barndom på de forskellige børnehjem, men hun husker meget fra sin barndom, fordi hun selv mindes tiden af og til. Hun husker, at de blev anbragt på Børnely af to omgange. Den ene gang var det ifølge Lene en sød dame, som ringede efter politiet, fordi hendes forældre havde efterladt hende alene hjemme med sine to yngre brødre på 3 og 1 år. Lene måtte derfor som 5årig sørge for mad til sine brødre. Hun husker ikke, hvad hun gav dem at spise, men hun gætter på, at det var havregryn, eller hvad hun kunne finde. De to ældste blev kørt til Børnely i politibil, og den mindste blev kørt til Kildehøj spædbørnehjem i Nivå. Det var sommer, vejret var godt og varmt, og de fik lov til at lege i sandkassen. Men der gik ikke længe, før de tre søskende var hjemme hos forældrene igen og kort tid efter var den igen gal derhjemme. Denne gang var det farmoren, som en dag kom forbi, hvor Lene igen var alene hjemme med de to brødre: Det bankede på. Jeg kan huske, at der lå ting og flød, og dem smed jeg ind under sengen, og så tog jeg min dukke under armen. Jeg legede egentlig aldrig med dukker, men det skulle åbenbart se sådan ud. Og så åbnede jeg døren, og så fik jeg en knaldende lussing, fordi jeg havde været så længe om at åbne døren. Og jeg vidste ikke, hvad det var, det handlede om; og så var der en råben og skrigen, og så kom politiet igen, og så blev vi kørt hertil igen. Det var min farmor, der ringede. Jeg ved ikke, om hun lånte en telefon - måske hos købmanden, eller også var hun bare taget hjem. Lene husker, at de fik en is af politimændene på vejen til Børnely, og denne gang blev de lidt længere på Børnely, inden de blev sendt videre til nye børnehjem. Hun husker tydeligt legepladsen, som lå ned mod vandet og den lange badebro i vandet, hvor hun blev vasket om sommeren. Det var simpelthen en spand og en hård træbørste og sæbe, og så blev man ellers skrubbet. Når vi blev vasket, var det nærmest samlebåndsagtigt. Vi stod på en række. Så stod man der og frøs, lille og tynd. Og så gik vi ned til hende på broen og ned af trappen og blev dyppet og skyllet. Og så ind til hende, der stod og tog imod én, når de skulle tørre én i de der stive håndklæder. Jeg tror bare, de smøgede bukserne op; det var jo ikke dybt. Jeg husker ikke, vi ellers brugte vandet. Kun til at blive vasket. Jeg mener, det var en gang om ugen. Men vi var meget på legepladsen; vi legede altid ude. Lene og de andre børn på Børnely tilbragte næsten al deres tid uden for på legepladsen. Hun legede med fem andre nogenlunde jævnaldrende børn, og hun 53

56 husker, at de en dag sad i sandkassen med en lup. Et af børnene fik den ide, at de skulle brænde hul i hånden med solen, og når der så kom hul, så skulle de komme sand i såret, så det blev betændt og lavede et ar. Arret skulle være en form for brændemærke, så når de en gang mødte hinanden som voksne, ville de altid kunne kende hinanden. I dag er Lene i tvivl om, hvilket ar det er på hendes hænder, og hun griner af, at hun som femårig var sikker på, at hun ville møde de samme personer igen en dag, hvor de så alle ville tjekke hinandens hænder for gamle ar. Hun husker, at frøkenerne havde kjoler på som uniform, og at hun selv havde både hverdagstøj og søndagstøj. Når hun skulle lege, fik hun et forklæde på, som skulle knappes i nakken. Om natten sov hun i en natkjole. Hun husker, at hun en af de første nætter havde tisset i sengen, og det syntes hun var meget pinligt, så hun forsøgte at skjule det ved at tage lagenet af og lægge det på radiatoren. Men der var ingen varme på, så det blev ikke tørt. Hun fik ikke skæld ud, da det blev opdaget. Men hun mindes det pinagtige ved episoden, når man lå så mange på sovesalen. På sovesalen sov man i tremmesenge og lå på lange rækker. Lene lå i den midterste række og husker, at hun kom i seng lige efter aftensmaden - hun var blandt de små børn. Lenes forældre Min yngste bror. Han var sådan lidt uheldig, for han var ikke blevet passet særlig godt som spæd. Han havde både haft engelsk syge og alt muligt og havde nogle frygtelig dårlige tænder og spoleorm. Dem kan jeg endda huske fra sådan en potte; det må være, mens vi var derhjemme. Så kan jeg huske, jeg spurgte min mor, hvorfor der var så mange orm, og så sagde min mor, det var fordi han havde spist så mange pærer nede i gården. Nå? Der var besøg om søndagen, men Lenes mor kom kun på besøg en eller to gange. Fra de andre børnehjem husker hun, at der var lange perioder, hvor hendes forældre ikke måtte komme på besøg. Det blev anbefalet af nogle voksne, at Lene ikke kom hjem på besøg eller fik besøg, og måske var det også sådan på Børnely. Hun husker, at det var ved Strandvejen, man skulle stå og vinke til forældrene og hvordan hendes mor kom gående i fin spadseredragt og høje sko fra Kokkedal station. Af og til var Lene hjemme på weekend, og der legede hun og brødrene med en anden dreng fra Børnely, når han besøgte sin mormor i weekenderne. Man talte ikke om, hvorfor man var på børnehjem, hverken på Børnely eller de andre hjem, Lene har boet på. Man dækker over det og skjuler den virkelige verden. Jeg var jo meget loyal; man sagde ikke noget dårligt om sine forældre. Man var misundelig på dem, som fik besøg hver søndag, eller som kom hjem i weekenderne. Fordi de havde jo bedre forhold, end vi andre havde. De må gerne komme hjem, men I andre må ikke. Man dækkede lidt over sine forældre, og jeg gør det vel egentlig stadigvæk. Man sad jo ikke og sagde til alle de andre: Min far og mor de drikker eller slås eller har ikke tid til at passe os. Man sagde: Min far han har så travlt på arbejdet. Lenes forældre boede sammen, men havde et turbulent forhold og truede ofte med skilsmisse, selv om de aldrig blev det. Nogle gange stak moderen af til Jylland, men så stak faderen efter hende, og så var forholdet godt igen. En gang købte de et hus i Jylland og søgte om at få børnene hjem at bo, men der gik ikke længe, før de alligevel ikke havde råd til huset. Lene nåede aldrig at komme hjem eller at se huset i Jylland. Hun har ikke boet hjemme, siden hun blev anbragt på Børnely anden gang. Hun var nogle gange hjemme på besøg, men forældrene arbejdede som henholdsvis tjener 54

57 og smørrebrødsjomfru og derfor også i weekenderne. Det gjorde det svært for Lene og hendes brødre at komme hjem, fordi der skulle være nogen til at tage sig af dem hjemme, forklarer hun. Lenes far var kvartalsdranker. Af og til tog han nogle voldsomme drukture, og moderen var sommetider med. Lene husker derfor også sine forældre, når de var ædru, og så husker hun dem som acceptable forældre. Men når de var fulde, så var de utilregnelige, og Lenes far kunne finde på at tæve hendes mor; og så var der råb og skrig i hjemmet, når det stod på. Lene kunne som årig finde på at cykle hjem fra børnehjemmet i Charlottenlund for at besøge sine forældre. Så var moderen af og til væk. Min far var alene hjemme, og jeg spurgte, hvor er mor henne? Ja, hun har ikke været her i nogen dage. Hun er nok nede i Nyhavn. Hvad laver hun der? Du kan jo gå ned og se, om du kan finde hende. Så det gjorde jeg. Så cyklede jeg ned ad Gothersgade og ned i Nyhavn og kiggede i alle værtshuse og så efter min mor. Så stod hun der i baren med en eller anden mand og flirtede og drak øl. Så spurgte jeg hende, om ikke hun ville med hjem. Nej, det skulle hun ikke. Så blev hun, og jeg cyklede hjem til min far. Hun sagde også noget med, at far var dum og havde været hende utro. Det tror jeg, de var begge to med jævne mellemrum. Så var min far rigtig ked af det, da jeg fortalte det. Så gik jeg og nussede rundt derhjemme og tørrede lidt støv af, og så lavede jeg frikadeller. Det var jeg nemlig smadder god til. Dem spiste vi, og så cyklede jeg hjem igen. Så fik jeg jo en herre skideballe, da jeg kom tilbage, for hvor havde jeg været? Så har jeg nok fortalt en historie fra de varme lande, for det gjorde man jo. Man snakkede ikke om til nogen, hvor man havde været. Man havde rigtig mange hemmeligheder. Livet på børnehjem En forstanderinde, som Lene var meget glad for på børnehjemmet i Charlottenlund, sagde en gang til Lene, at hun måtte love, at hun ikke fik børn, før hun var sikker på, at de kunne få et bedre liv, end det hun selv havde haft. Dette råd og måden, de blev opdraget på børnehjemmene, har hun tænkt meget over efterfølgende. Der var ikke meget omsorg fra de voksne. Selvfølgelig har man fået mad og tøj på kroppen og blevet vasket og alt det, men man har ikke fået kærlighed overhovedet. Men jeg husker da, at jeg på børnehjemmet gav omsorg for de mindre, der kom ind. Man passede dem, og ad den vej lærte man så at give omsorg. Så på den måde kunne man jo lære at give lidt kærlighed og få lidt igen, fortæller Lene. Hun har altid holdt afstand til de voksne og fra autoriteter generelt. I dag tror hun, det skyldes, at hun altid følte, at de voksne var utilregnelige, at man ikke kunne stole på dem. Hun har også svært ved at fortælle andre mennesker, at hun er vokset op på børnehjem. Hun har ikke rigtig fortalt sine egne børn om sin barndom, Mine børn har et underligt forhold til min barndom og historie. Men nogle gange vil de gerne høre om det. Altså, jeg har jo også nogle grimme ting at fortælle, og det gør jeg selvfølgelig ikke. Nogle af de grimme ting, jeg kan fortælle, det er jo om mine forældre, og det kan jeg ikke gøre nu, når min mor stadigvæk lever Hun har aldrig passet mine børn særlig meget. Hun har sagt, at hun er ked af, at hun ikke fik lov til at passe mine børn. Men jeg følte ikke, at min mor og min far var voksne nok til at passe mine børn, jeg følte ikke de holdt øje med dem. 55

58 men hun har vist dem Børnely og fortalt om, hvordan de blev vasket og skrubbet i havet. Hendes børn ønsker egentlig ikke at høre om det, og hun tror ikke, det gavner deres forhold til mormoren, hvis de kendte hele sandheden. Derfor venter hun med, at fortælle mere, til hendes mor er død - og kun hvis de selv tager emnet op. Lene husker, at hendes far forkælede hende, når han var ædru. Hun fik altid lidt ekstra af sin far og når hun var hjemme på besøg i weekenderne, tog han hende med i biografen, mens brødrene sov. Men hun har altid haft et mere anstrengt forhold til sin mor. Lene irriterer sig stadig over sin mor, ofte fordi hun har tendens til at fortælle historier om Lenes og brødrenes barndom, som om hun altid har været der for dem, og som om børnehjemmene bare var en feriekoloni i et par uger. Jeg har aldrig været specielt knyttet til min mor. Hun var en pæn og nydelig dame i sine unge dage, men jeg har aldrig været særlig glad for hende. Altså, hun er da en sød dame nu, flink og rar. Men måske er det også, fordi man bebrejder hende mest. Hvorfor har hun ikke taget sig lidt sammen, og hvorfor gjorde de ikke noget, og hvorfor skulle vi bo på de børnehjem altid, og hvorfor kunne I ikke passe os, altså? Hvor svært kan det være? Der er jeg måske mere tilbøjelig til at bebrejde min mor end min far. Jeg tager mig jo af min mor nu, og det har hun s gu da egentlig ikke fortjent. Jeg har det sådan, at jeg skylder hende jo ikke noget. Men man skal vel heller ikke blive ved med at blive straffet for de fejl, man har lavet. Lene fortæller aldrig hele sandheden om sin barndom, men hun fortæller brudstykker til sine kolleger og venner. Det lyder jo flot med Strandvejen og Charlottenlund, men jeg kan godt se, de undrer sig over, at jeg for eksempel har gået med underbukser med lodden vrang. Så tror de jo, jeg er ældre, end jeg er. Men jeg er jo blevet opdraget gammeldags på børnehjem. Rengøring og tøjvask og det der skulle man lære, og maden blev serveret på samme måde hver gang, og at lære ordentlig bordskik var meget vigtigt. Men når så min mor kommer med til fødselsdage med venner og bekendte, så kan jeg jo ikke sidde og sige alt muligt om hende inden. En ting er, at jeg siger noget dårligt om hende, men de andre skal da ikke sige det. Lenes loyalitet over for sine forældre er stadig meget tydelig. Men hun husker, at hun senere har fået at vide af de frøkener, som passede hende, at hendes situation som barn var blandt de værste. Hun undrede sig længe over sådanne kommentarer, men i refleksionen kan hun godt se, hvad de mente. Fordi så fik man lovning på, at nu kom man hjem og bo. Men nej, det kan I ikke alligevel. Så måtte vi pludselig få besøg, og så gik der en tid, hvor man ikke måtte se dem. Der kunne godt gå længe, sommetider mere end et år. De andre børn havde for eksempel en far eller mor, som var død. Det er s gu da til at forholde sig til. Eller din mor er syg, så hun bor på et hjem, og så er det din mormor, der tager sig af dig i weekenderne. Det kan man forholde sig til. Man kan ikke forholde sig til som barn, at nu gider min far og mor ikke se mig mere, eller nu må jeg ikke komme på besøg. Hvorfor ikke det? Hvad er der sket? Man fik aldrig noget at vide. Nu kan jeg da godt se, at det er svært at forholde sig til. I forhold til hvis ens forældre er døde eller syge. 56

59 Som 17årig flyttede Lene for sig selv på et lille værelse uden bad, men med et lille fælles toilet og fælles køkken. Hun blev kæreste med sin mand som 18årig, og efter endt uddannelse som 19årig flyttede de sammen. Da børnene kom til, var hun hjemmegående husmor de første år og arbejdede derefter 10 år i hjemmeplejen. På trods af de forvirrende forhold som barn, så har Lene klaret livet og de udfordringer, barndommen har givet hende. Hun har set sin yngste bror gå i forfald og drikke sig ihjel, og hun har set mange af sine gamle kammerater fra børnehjemmene blive småkriminelle, narkomaner og alkoholikere. Det har ifølge Lene ikke altid været lige morsomt at mødes til åbent hus på det gamle børnehjem. Her har hun oplevet sine gamle kammerater tabe til barndommens mange udfordringer. Men der er heldigvis også flere, der har klaret det, og som kan forsørge sig selv og sin familie, selv om det ifølge Lene nok ikke er uden ar på sjælen. Altså, det var jo ikke fuldstændig fantastisk lykkeligt på børnehjemmene alt sammen. Men vi er da opvokset under nogle gode forhold i det mindste. Vi er jo ikke opvokset inde på stenbroen og været vidne til alt muligt mærkeligt. Vi har fået en god opdragelse, og vi har lært at opføre os ordentligt. Vi har også lært ikke at opføre os ordentligt. Men vi har lært, at når vi skal, så kan vi godt opføre os ordentligt. Det har været gode rammer. Det har jo været fantastisk at bo her på Børnely. Altså, hvor mange får lov til det. Så tæt på vandet. Jeg synes da, det er bedst, hvis børnene er hos deres forældre, men ikke for enhver pris. Vi har nok haft det bedre ved at være anbragt, end vi ville have haft det derhjemme. Så var det jo ikke sikkert, vi ville have fået noget at spise hver dag. Det har vi da trods alt fået her. Men lige så fint man kan sige, vi har haft det, ligeså meget har man jo manglet den der omsorg og kærlighed, som man får i et hjem, uanset hvor åndssvage ens forældre er. Så får man den vel nok ind imellem. Vi blev jo ikke fjernet, fordi mine forældre var dybt alkoholiske; de kunne bare ikke finde ud af at passe os, fortæller Lene. Problemet for sådan nogle som mig og andre i min situation er, at man har svært ved at knytte sig til andre mennesker. Man holder altid lidt afstand; det gælder både kolleger på ens arbejdsplads og venner. 57

60 Sovesale og søndagsbesøg Børnene sov i små jernsenge med lagener, og der var en lille skammel og en bamse til hvert barn. De mindste børn fra 3 til 6 år sov på sovesale med plads til børn, som lå på lange rækker med en gang ned mellem sengene. De ældre børn sov færre på sovesalene. Børnene var både opdelt efter alder og køn. Enkelte, som var fyldt år, fik deres eget værelse. Flere af barneplejerskerne husker, at børnene ofte tissede i sengen, og at frøkenerne forsøgte at gemme det, når de skulle redde sengene om morgenen. At tisse i sengen var nemlig noget, man kunne blive drillet med af de andre børn, hvis det blev opdaget. På Børnely A var der flere børn end på B, og sovesalene var derfor tilsvarende større, men forholdene for børnene var de samme. Der var flest drenge i denne periode, og det var forstanderindernes assistenter, som skrev børnene ind i protokollerne. Flere af de tidligere børn kom på besøg i weekenderne og så blev der redt op på et værelse, hvor de kunne sove. Det var oftest de børn, som ikke havde andre steder at tage hen i weekenderne, og som stadig havde venner og veninder boende på Børnely. Der var blandt andet en drengen, Ejnar, som kom hver fredag eftermiddag med en lille kuffert og blev til søndag aften. Det førte til en ansættelse som medhjælper på A afdelingen, da han var en ung fyr i starten af 1960 erne. Senere uddannede han sig til pædagog og kom i praktik på Børnely. Flere af de tidligere ansatte husker ham netop af denne grund, men også fordi han i en længere periode var den eneste mand, som var ansat til at passe børnene på A. Pigerne havde ternede kjoler på, og drengene gik mest i plusfours med lange strømper. De små børn fik forklæder på. Om natten var drengene iført pyjamas og pigerne natkjoler. Alle børnene bar træsko til hverdag, men om søndagen var de iført pæne søndagssko og søndagstøj. Det var også dagen hvor forældrene måtte komme på besøg og så stod børnene i deres pæne tøj ude ved Strandvejen og ventede på bussen. Noget, både børn og ansatte husker med tungt hjerte og blandede følelser, for det var i realiteten sjældent, der kom besøg hjemmefra, selv om børnene forventede det gang på gang. Men når der endelig kom besøg hjemmefra, så var det til stor glæde for børnene. For de børn, der vendte slukøret tilbage, når der ikke kom besøg, blev der arrangeret noget andet underholdning eller lege, så de kunne få tankerne væk fra mor og far. Det var kun om søndagen, man inviterede til samvær mellem forældre og børn. Ellers blev forældrene ikke inviteret og barneplejerskerne havde ikke noget særligt samarbejde med forældrene. Forældrene kom til gengæld af og til uanmeldt i hverdagene, både nat og dag. Men så blev de sendt tilbage til København. Enkelte forældre havde helt forbud mod at besøge børnene. Barneplejerskerne spurgte ikke til, hvorfor forældrene var uvelkomne, men adlød forstanderindens ordre uden indvendinger og sørgede for at gelejde forælderen tilbage mod København, og helst uden at børnene opdagede det. Når børnene skulle videre til nye børnehjem, blev de hentet i bil af det nye børnehjem eller kørt af forstanderinderne. Hvis de skulle hjem til forældrene, blev de fulgt i bus og tog til København, hvor forældrene kom og hentede dem på Hovedbanegården. Når først børnene var væk, mistede barneplejerskerne som regel 58

61 Om eftermiddagen blev der serveret saft og brød. På billedet ser vi en frøken på Børnely B ankomme med saften på et rullebord eskorteret af tre ivrige børn, cirka forbindelsen til børnene. Nogle børn kom som nævnt på visit af og til, men man opsøgte ikke børnene, efter de havde forladt Børnely. De ansatte måtte gå ud fra, at de havde fået et godt hjem efterfølgende, selv om flere af de tidligere ansatte i dag ind imellem tænker på, hvordan det mon gik børnene i deres voksenliv. Vaskekoner og kogekoner Maden blev lavet og anrettet på Børnely A, hvor en stor del af den nederste etage udgjorde køkkenet med flere depoter til spisestel, konserves og et koldkøkken. Den såkaldte kogekone, økonomaen Frk. Løkke, havde også eget værelse på A. Frk. Løkke ledede køkkenet med hjælp fra en assistent og en medhjælper. De sørgede for mad til både A og B, men køkkenet var en afdeling for sig selv, hvor det resterende personale og børnene ikke havde noget at gøre. Der var kun et lille tekøkken på B, hvor der for eksempel kunne laves eftermiddagsbrød og saft. Derfor blev maden anrettet på A og kørt over i spisesalen af en dame, som sørgede for lidt af hvert i huset. Hun gjorde både rent, hjalp til med børnene og serverede alle måltiderne på B. På A sad børnene ved borde på lange rækker, og de ansatte øsede maden op til dem. Der blev serveret havregrød, øllebrød eller lignende til morgenmad kl. 7. Frokosten blev anrettet kl. 12, hvor de fik varm mad som kød, kartofler og sovs, og anrettet smørrebrød kunne hentes i koldkøkkenet til aftensmaden kl. 18. Om søndagen fik de også dessert. Først spiste børnene og dernæst de ansatte sammen med forstanderinden. Frøkenerne husker, at de generelt fik god mad på Børnely, men det var aldrig muligt for dem alle at spise sammen, for der var altid nogen, som skulle passe børnene. I spisesalen på B rendte der mus rundt på gulvet og spiste resterne. Især efter børnene var gået fra bordet, og de voksne sad og spiste morgenmad i stilhed, kunne man se, hvordan musene løb rundt på gulvet og spiste rester. Noget personalet gennem mange år forgæves klagede over. I B huset sørgede vaskekonen og hendes assistenter for både at vaske A og B afdelingens børnetøj og sengetøj. De ansattes uniformer og sengetøj blev derimod samlet i bundter og sendt til Sundholm i København for at blive vasket. På A blev vasketøjet smidt gennem en skakt til kælderen, hvor det var nattevagtens job at sortere og tælle hvert enkelt stykke og notere det på en blok. Ugen efter kom tøjet tilbage fra København, og så talte man igen efter, så man var sikker på, at intet blev væk. Der var numre i tøjet, så den, der havde tjansen, vidste, hvem det tilhørte og hvilket værelse, det skulle lægges ved, når det var rent og sammenfoldet. Det var meget koldt om vinteren, frøkenerne husker tydeligt, hvordan de måtte have store frakker på, når de fyldte tøjet i sække eller foldede det sammen, når det var rent. 59

62 Ebba, børnepasser Ebba arbejdede på Børnelys afdeling A fra 1956 til Hun var ikke uddannet barneplejerske, men ansat som børnepasser til at tage sig af børnene sammen med barneplejerskerne. Ebba var meget glad for at arbejde på Børnely; hun husker, at hun som medarbejder blev behandlet godt. Frk. Rørdam var ifølge Ebba en privat person, som ikke delte sine drømme og kvaler med personalet, men hun var en god leder med hjertet på rette sted - både for personalet og for børnene. Frk. Rørdam var på dette tidspunkt hjemvendt fra Amerika og tilbød derfor at undervise sit personale i engelsk. Ebba og de andre piger betalte lidt for den ugentlige undervisning, og pengene valgte Frk. Rørdam at bruge på oplevelser til personalet, så de kom i teatret og lignende. I de år Ebba arbejdede på Børnely, husker hun ikke, der var nogen ændringer hverken i huset eller måden, man passede børnene på. Det var de samme rutiner, man brugte, og hun havde faste arbejdstider med nattevagt 8 dage i træk, aftenvagt 8 dage i træk og dagvagt 8 dage i træk. Hun boede alle årene på det samme værelse, som lå på anden sal, hvor der var en divan med et tæppe, en stol, et bord og en kakkelovn. Ebba var 19 år, da hun startede på Børnely - og stoppede som 26årig, som så mange af de andre frøkener, fordi hun skulle giftes. Da Ebba arbejdede på Børnely, var det oftest børneværnet, som kontaktede Børnely og anbragte børn hos dem. Når børnene ankom, blev de vasket og fik institutionens tøj på. Deres eget tøj blev vasket og gemt væk. Pasningen handlede først og fremmest om at pleje børnene med faste måltider og sørge for renlighed. Ebba husker blandt andet to brødre, der havde hud som fiskeskæl. De blev smurt i vaseline fra top til tå den dag, de ankom til Børnely. Børnely var et optagelseshjem, og Ebba husker, at de havde mange børn i korte perioder, selv om der også var børn, som fik lov til at blive længere end de officielle 9 måneder. Hun fortæller, at forældrene sjældent kom som aftalt, og hun husker tydeligt at børnene stod hver søndag på parkeringspladsen ud mod Strandvejen og ventede på bussen. Så gik de der og ventede på, om de fik besøg. Men man vidste aldrig helt, om de kom. Det var ikke meget, der var besøg den gang. Flere af børnenes forældre havde et alkoholmisbrug, og der var enkelte, som mødte beruset op om aftenen og truede personalet. Dengang var der ikke så mange narkomaner; de kom først til senere. Det der var værst, det var druk og slagsmål og for dårlige boliger eller intet arbejde. Det gik ud over børnene. Men der var jo ikke noget, der var bedre end deres mor og far, uanset om vi vidste, hvor forfærdeligt det var for dem derhjemme. Det var bedre end at være på børnehjem. Det er nok først nu, de kan påskønne det og den tid, de var her. Det svigt kan jo vare ved for evigt, forklarer Ebba. Børnene fik god mad og omsorg med masser af udeliv. 60

63 At være nødt til at blive skilt fra forældrene er jo ikke rart, og derfor er det jo heller ikke rart at komme på børnehjem. Der er garanteret nogen, der synes, det har været frygteligt at være her, og de husker måske kun de dårlige tider, kunne man forestille sig. De skal have haft en vis alder for at synes, det var godt, at der var nogen, der tog vare på dem. På tur i Tivoli og gåture Måske var det, fordi Ebba ikke var uddannet barneplejerske, men hun mindes ikke, at der blev holdt møde om børnene med Frk. Rørdam. De ansatte talte kun indbyrdes om børnene, og hvad de oplevede i løbet af dagen. Vi vidste ikke så meget om børnene, vi var jo bare glade for de unger. For mig var de bare børn, der skulle være her af forskellige årsager, så længe de ikke kunne være hos forældrene. Enten kom de videre på børnehjem, eller også kom de hjem igen. Der var også nogle anbragt på grund af sygdom i familien eller boligmangel og skilsmisse. Når det kom på plads, så kom de hjem igen. Og så var der selvfølgelig omsorgssvigt Vi følte jo, det var vores børn. Jeg tudede med dem, når de var kede af det, og jeg tudede, når jeg skulle fortælle mine forældre om, at den og den ikke kom hjem juleaften. Ebba brugte næsten altid sin ugentlige fridag hjemme hos forældrene, hvor hun også af og til tog nogle af børnene med. Hun var også i Tivoli på Frk. Rørdams opfordring. Man kunne godt få lov til at tage af sted med 4-5 børn. Vi havde en stor pige på det tidspunkt, som kunne hjælpe mig med at passe på de små. Så havde vi madpakker med, og så sad vi inde i Tivoli. Vi havde endda fået penge med hjemmefra, så de kunne prøve noget. De var jo gamle nok til at nyde det. Vi fik bare at vide dagen før, at vi måtte tage i Tivoli med den og den. Men man var jo så glad og lettet, når man kom helskindet hjem igen, for det var jo andre folks børn, man havde ansvar for. Ebba husker, hvordan de om sommeren fulgtes ned til vandet i en lang række. De voksne sad på badebroen, mens børnene badede i havet. Der var mange børn at holde øje med på én gang, og i dag ville Ebba ikke bade med så mange børn i vandet. Det var sådan set skrupforkert at gøre det på den måde. Vi havde jo en del børn med, og vi sad på broen imens. Vi gik ikke i vandet med dem, og de kunne jo ikke svømme. Søndagens gåtur med børn og to voksne var også nervepirrende, husker Ebba, fordi man havde vandet på den ene side og vejen på den anden. Børnene blev altid inddelt i to hold med store og små børn efter morgenmaden, og så pegede Frk. Rørdam en voksen ud til hvert hold. De gik ofte mod havnen, men Ebba foreslog altid, at de gik turen gennem Rungsted, fordi hun var bange for, at børnene eller hun selv skulle falde i havnen. Bortset fra de nervepirrende og ifølge Ebba uforsvarlige gåture, så var søndagen den bedste dag på ugen både for børn og voksne. Morgenmaden blev indtaget i den lille stue med lænestole, og der blev hygget lidt ekstra om børnene, og når de var ude at gå, måtte resten af personalet holde fri. Men børnene skulle ud hver dag. De skulle have frisk luft, og det kunne ikke diskuteres, forklarer Ebba. Når man havde 20 børn med ude at gå, så blev de nødt til at høre efter. Vi kunne jo ikke stille noget op, hvis de besluttede sig for at løbe. 61

64 Julens glæder og sorger Julen var ifølge Ebba en god tid på Børnely, som blev fejret med de børn, der ikke kunne komme hjem til jul. Frk. Rørdam spillede klaver og inviterede nogle fra sin familie til at fejre højtiden med børnene. Der var også flere af naboerne, som kom forbi med gaver og julehilsner. Der boede to amerikanske damer længere oppe ad Strandvejen, og de havde spurgt, om de måtte juleudsmykke en stue. Frk. Rørdam havde givet dem lov til at komme forbi og pynte op i den fine stue, som den blev kaldt. Da de var færdige, måtte børnene komme ind og se, hvordan de havde pyntet med vat og nisser, så det lignede et snelandskab. Men de havde også tændt lys, som desværre fik fat i gardinerne, og pludselig stod hele snelandskabet i flammer. Ebba og de andre barneplejersker fik hevet børnene ud og slukket branden. Så var det altså slut med besøg af de amerikanske damer. De blev ikke inviteret mere. Det stod som et mareridt for os. Tænk, hvad der kunne være sket. Sådan en gang vat lige under vinduet. Der var jo piv utæt her med gamle vinduer, og det susede ind nede fra Øresund, fortæller Ebba. Men trods denne episode så var julen på Børnely fyldt med gode minder for Ebba. Frk. Rørdam pyntede julebordet stilfuldt med papirklip, som kunne foldes ud og stå pænt på de blå duge. De havde fundet folk udefra, som kunne være julemand og julenisser, der skulle overraske børnene. Der var gaver til alle børnene, og der blev danset om juletræ og spist gåsesteg, andesteg og hvad, der hørte sig til. Vi andre nød det jo også, for vi havde jo færre børn. Tænk, hvis vi kun havde 12 børn juleaften, så kunne vi rigtig jule med dem, og de fik lov til at være oppe, til de segnede; og vi så højt på fritid og arbejdstid - vi var der bare. Lige i øjeblikket glemte børnene nok hverdagen lidt. Hvor de strålede og var forventningsfulde. Og måske havde de også fået nogle pakker hjemmefra. Vi gik op og hentede post på Kokkedal station med en lille trækvogn. Men altså, jeg husker, der var en dreng, som var så sikker på, at der ikke var pakker til ham. For hvorfor skulle der dog være det, for han skulle jo hjem juleaften. Men det skulle han jo ikke. Og det var frygteligt. Jeg kan stadig tude, når jeg tænker på det 50 år efter; det var barskt Det blev jo hurtigt hverdag igen. Så kom de, der var hjemme på juleferie tilbage, og dem skulle vi jo være klar til at tage imod igen, når de kom tilbage. Vi kunne både se, høre og lugte på dem, om de havde haft en god jul hjemme. Men det var det bedste, de havde oplevet uanset. De skal være godt oppe i årene, før nogen indrømmer, hvordan det var. Den gang ville de ikke fortælle det. Men det forstår man jo godt. Hvem går hen og fortæller, at ens far og mor ikke er de bedste i verden? At de både slår og svigter en? Loyaliteten kommer de ikke af med. Det kan være svært at sætte sig ind i det. Børneskæbner - De kom jo fra den samme surdej Der var mange søskende, som blev anbragt på Børnely, og Ebba så, hvordan de ældste søskende ofte passede på deres små brødre og søstre. Der var blandt andet en søskendeflok, hvor den ældste bror derhjemme havde passet sine yngre brødre. Hver dag gik han ned på værtshuset, hvor moren sad, og fik penge, så han kunne købe mad til sine brødre. Han var cirka 12 år, og på det tidspunkt var han løbet hjemmefra, fordi han fik tæsk. Han sov i en stak sildekasser ved Nordhavn. Hjemmet var møgbeskidt, og der var ingen til at tage sig af de små. En person havde opdaget drengen på værtshuset og kontaktede børneværnet, som havde taget affære og sendt dem til Børnely. De ankom alle tre om aftenen. Han var løbet væk hjemmefra, men han 62

65 var ikke længere væk, end at han kunne gå op på værtshuset og hente penge til mad til de små. Tænk, de græd, da de så, at de hver fik en seng at sove i. Den ældste kom og besøgte os lang tid efter, han var kommet til et andet børnehjem ved Skodsborg. Der var egentlig en del, som kom på besøg efterfølgende, fordi de havde været her. De havde vel haft det godt, hvis de kom tilbage. Den ældste af de tre drenge blev ved med at komme igen, og han kom tit på mit værelse og sad og hyggede sig. Jeg kan faktisk ikke mindes, at han var ked af at komme her på børnehjem. Han vidste jo, hvad det drejede sig om, og han vidste, at han fik tæsk derhjemme af sin stedfar, og han skulle jo sove i en sildekasse på havnen om vinteren. De fik fast ophold på børnehjem i Skodsborg, lige før jeg stoppede omkring 62, hvor han var 14 år. Ebba husker også en lille pige, som gjorde indtryk. Hun var omkring 7 år og var blevet fjernet fra sin bedstefar. Det var hendes særegne adfærd, der gjorde indtryk på Ebba og de andre frøkener. Hun opførte sig nærmest som et dyr, og hun var uregerlig at komme i nærheden af. Hun gjorde alt, hvad bedstefaderen gjorde. Hun gik på samme måde, foroverbøjet med begge hænder omme på ryggen, og så røg hun. Hun travede frem og tilbage langs med hegnet. Der kan man se, hvor meget man kan præge et barn, så de tror, at sådan skal de gøre; for de har ikke prøvet andet. Hun er jo vokset op hos ham. Vi fik ikke meget at vide om hendes baggrund, men vi kunne se det med det samme, og vi fik at vide, hun røg og havde en gammel mands maner. Jeg ved ikke, hvad der blev af hende. Jeg tror ikke, hun havde anden familie, og han kom ikke og besøgte hende. Men hun gled ind i rutinen. Jeg husker da, at hun faldt til. Men det kunne være svært at få børnene til at falde til, og Ebba husker, at mange gennem tiden forsøgte at stikke af. Forstanderinden tog selv affære, når det skete. Hun kørte til København for at hente børnene tilbage, for de havde ofte fundet ind til byen eller hjem til forældrene. Nogle gange kom de tilbage i en fremmed bil. Hvis nogen i området havde set dem gå alene rundt, så kørte de dem tilbage til Børnely. Ebba og de andre barneplejersker blandede sig ikke i, hvorfor børnene var stukket af, eller hvor de havde været. Men hun husker, at Frk. Rørdam ikke skældte ud på børnene, når de kom tilbage. I stedet fik de lidt saft og noget mad. Der var ikke nogen straf, og Ebba husker, at hun og de andre frøkener den gang synes, det var underligt at belønne børnene for deres ugerninger. Men i dag, når hun tænker tilbage, så synes hun, at det var den bedste måde at takle det på. Hun mener ikke, at der var grund til at straffe børnene yderligere. De havde oplevet nok. I slutningen af 1950 erne anskaffede frøknerne og børnene et fjernsyn. De arrangerede et loppemarked og delte løbesedler ud i omegnen. Folk kom fra nær og fjern for at købe fra boderne. På den måde tjente de penge nok til et fjernsyn, som kom til at stå i den pæne stue i stueetagen - med udsigt over Øresund. Om aftenen skulle de små børn i seng efter aftensmaden, men de store børn fik lov til at se fjernsyn, inden de skulle sove. Ebba husker blandt andet, at de så seksdagesløb, som blev sendt fra Forum i København. 63

66 Selv om flere af børnene kom på besøg i weekenderne, så føler Ebba i dag, at de mistede forbindelsen til børnene, så snart de forlod Børnely. Hun har i stedet støttet sig til tanken om, at de var kommet et sted hen, hvor de fik et nyt hjem, og hvor de skulle blive i længere tid. Ebba var tilbage for at hjælpe til nogle uger om sommeren på Børnely i 1970 erne, fordi de manglede personale. Hun synes egentlig, det hele lignede sig selv. Det var den samme forstanderinde og de samme rutiner med børnene. Personaleaftener I 1960 erne blev der fra kommunens side opfordret til at afholde personaleaftener, på baggrund af udtalelser fra en nyansat rådgivende psykolog. Psykologen fremlagde blandt andet, at man gennem gensidig orientering og anerkendelse kunne skabe et gunstigt klima for de ansatte, hvor alle var på talefod og følte sig ansvarlige. Tidligere barneplejersker på B husker, at der blev arrangeret en månedlig personaleaften i Frk. Caspersens lejlighed. Frk. Caspersen kunne være meget bestemt, men hun var åben over for de ansatte. Personaleaftenerne blev arrangeret for de frøkener, som ikke skulle arbejde, hvor de skiftedes til at lave mad til hinanden, og hvor de fik mulighed for at betro sig til hinanden om hverdagens arbejde med børnene. Her fik de også mulighed for at komme med nye ideer til arbejdets form eller børnenes ophold. De tidligere ansatte har i dag svært ved at vurdere, hvor meget fælleskab forstanderinderne havde sammen, og hvor enige de altid var, men de er ikke i tvivl om, at de havde samme værdier. Frk. Rørdam efterspurgte i 1961 en psykolog til Kokkedal, som der ifølge hendes udtalelser var hårdt brug for, idet man havde børn på Børnely med meget store vanskeligheder. Herefter blev det vedtaget fra kommunens side at ansætte en skolepsykolog til at arrangere et kursus for ledere og medarbejdere. Tidligere ansatte husker, at Frk. Rørdams søster, som var psykolog, underviste personalet på B og A i en periode. Undervisningen fandt sted på A, og søsteren blev på denne måde involveret i børnene og de ansattes hverdag. De husker at de blandt andet fik at vide, at hvis barnet blev hidsigt, så skulle man give barnet en gummidukke at bide i. Men de syntes, at sådan et råd tydeligvis manglede lidt praktisk erfaring. 64 Til personalemøde i privaten hos forstanderinde Ellen Caspersen, kaldet Casper. I sofaen sidder, fra venstre: Frk. Caspersen, Frk. Jensen, Moster og fru Lund, cirka 1960.

67 Birte, barneplejerske Birgitte, barneplejerske Birgitte var ansat på Børnely fra Hun havde en 1årig barneplejeuddannelse, først med praktik i et halvt år i en vuggestue og så et halvt år på Stockholmsgave i Klampenborg, et rekreationshjem for små børn. Birte var ansat på Børnely fra Hun var uddannet fra Dronning Louises Børnehospital med en 2årig uddannelse med praktik i et halvt år på Gentofte Amtssygehus og i en vuggestue i et halvt år. Birte og Birgitte boede ligesom det meste af personalet på Børnely. Birgitte boede i stuen ud mod Strandvejen, hvor det var muligt for hendes kæreste at kravle ind af vinduet. Han kom på knallert fra København. Jeg vidste jo ikke, han kom, men pludselig bankede det på ruden, så måtte jeg jo lukke ham ind. Han kørte igen, inden det blev morgen. Jeg sagde det ikke til nogen, kun Birte. Birte boede på anden sal ud mod vandet. Birte husker tydeligt sin første dag på Børnely. Hun havde fået besked på at møde op kl , og så skulle de spise med børnene kl. 13. Hun fik udleveret en uniform, som var alt for lang, og da jeg havde fået hele munderingen på, så sagde Moster: Ja, den er jo altså noget lang den kjole der, og så svarede Frk. Caspersen med armene over kors: Ja, nu er det jo ikke nogen mannequin opvisning. Det var mit første møde med hende, og så sagde hun dog velkommen. Både Birte og Birgitte mindes, hvordan de sendte børnene af sted i skole i uklædeligt tøj, og understreger, at i Hørsholm vidste man godt, hvad der var ordentligt tøj. Det gjorde ikke børnenes tilværelse lettere, når de både skilte sig ud, fordi de var børnehjemsbørn, og i tøjet. Børnene havde både hverdagstøj og søndagstøj, men Birte mente nu, at det var vigtigere, at børnene så ordentlig ud i skolen end om søndagen. Hun blev opfordret af de ældre piger til at gå til Frk. Caspersen og Udsigt over Øresund fra Børnely B i 1960 Birgittes værelse på Børnely B, cirka

68 Birte i tekøkkenet til højre og Birgitte på legepladsen. To veninder, som mødte hinanden på Børnelys afdeling B i 1960, da de arbejdede som barneplejersker. Frk. Jensen med problemet, fordi pigerne var flove over deres påklædning. Nogle af de ældste drenge havde desuden egenrådigt valgt at lade træskoene ligge, og i stedet havde de taget søndagsskoene på. Birte mindes, at det ofte var hende, som bragte problematikker videre til Frk. Caspersen. Men det var ikke altid lige ukompliceret at komme med nye ideer eller klage over arbejdets udfordringer til sine overordnede. Det krævede karakter at få sagt det, man havde på hjertet. Der var et klart hierarki, som Birte måtte igennem for at gennemtrumfe sine idéer om påklædningen, og det var ikke altid det lykkedes - heller ikke med børnenes klare ønsker om at få mere moderne tøj. Det var blandt andet på personaleaftenerne, at Birte fik lov til at komme med alternativer til børnenes påklædning. Frk. Caspersen sørgede som tidligere nævnt for, at der en gang om måneden var en aften til hygge blandt personalet, hvor de, som ikke passede børn, lavede mad til hinanden på skift. Her fik de mulighed for at tage emner og problematikker op. Birte og Birgitte mindes, at aftenerne var hyggelige og sjove, og at der under aftenmøderne også var plads til at læsse lidt af, hvis der havde været problemer. På mødet fik frøkenerne også lidt informationer om børnenes forældre og baggrunde. Frk. Caspersen var ikke en lukket dame, og Birte og Birgitte havde et godt forhold til hende - blandt personalet kaldte man hende Casper. Efter at de begge var stoppet på Børnely, mødtes de med Frk. Caspersen til hyggelige stunder. De griner begge, da de fortæller om møderne med Frk. Caspersen, for selv om de mødtes i venskabeligt miljø og uden for arbejdstid, så tog de alligevel opvasken for hende. Det var jo det, vi var til for, fortæller Birgitte. Der var rangorden på B, og når der skulle laves regler og orden, så kom ordren ofte fra Frk. Jensen, som officielt var Frk. Caspersens stedfortræder. Selv om det i regelen oftest var Moster, som havde mest at sige, så var hun jo ikke uddannet. Frk. Jensen gjorde sig, ifølge Birte og Birgitte, en anelse upopulær hos personalet med sine mange regler. De husker blandt andet, hvordan hun fandt tøj frem til nattevagten, så man kunne sy knapper i, når børnene sov. Ja, vi skulle endelig ikke sidde og drive den af, når vi havde vagt Vi skulle også gøre babybadekarrene i det øverste badeværelse rene i brun sæbe. Vi måtte ikke bruge skurepulver, og den brune sæbe virkede altså ikke helt så godt; men det måtte vi ikke for Jensen. Og børnene skulle have børstet tænder i salt for at spare tandpasta. Det skulle jo ikke være for sjovt at være på børnehjem, ifølge Jensen. Hun manglede nok lidt evnen til at give et kram til de børn, fortæller Birgitte; og Birte fortsætter: Vi skulle også feje og alt det der. Gud, hvor var det unødvendigt. Det der 66

69 På billedet øverst, giver Birgitte et barn en forvask i badehuset. På det nederste billede står Moster og Frk. Jensen udklædt til fastelavn, cirka med rengøring, og at støvlerne skulle stå i et rum; og det skulle gøres om aftenen. Selvfølgelig skulle der være en vis orden i det, men det var nok lige i overkanten. Og der var det med straf. Om aftenen blev der sørget for hyggeaftener for de ældste børn, når de yngste var lagt i seng. Så fik de lov til at se TV og lave æbleskiver eller pandekager og andre lækkerier. Men Frk. Jensen sørgede for, at alle børnene fik ryddet op og fejet gulvet inden, og hvis det ikke var gjort ordentligt, så fik de ingen pandekager. Det måtte være fortjenesten, at hvis der var rent og pænt, så måtte de få pandekager om aftenen. Og hvis mutter Jensen kom forbi og så, der manglede noget, så blev hun skrap. Jeg husker, jeg sagde, at det jo altså også var vigtigt med de hyggelige stunder, fortæller Birte; og Birgitte tilføjer: Men der var Moster jo god. Hun var sådan et kærligt menneske. Skidt med at der lå lidt nullermænd hist og her. Det var ikke altid så vigtigt. Det var vigtigere, at vi tog os godt af børnene. På B var der altså både strenge opdragende regler og hyggelige stunder for børnene, og det er tydeligt, hvilke Birte og Birgitte syntes var bedst for børnene. Bad i Øresund Om sommeren badede de som tidligere omtalt børnene i Øresund. De slæbte spande med sæbevand ned til vandet og skrubbede børnene. Der var et badehus på badebroen, hvor man klædte børnene af og på. Birgitte og Birte husker, at man skulle passe på ved vandet. Selv om det var meget lavvandet, så kunne man ikke vide sig sikker med så mange børn. Jeg kan da huske en af de der badeoplevelser, hvor der var en lille pige, og hun stod med ansigtet nede i vandet. Så tænkte jeg, det var mærkeligt, og så var vi nede og hive hende op. Så hev hun efter vejret. Der kunne hun have stået og druknet; så nemt kan det gå. Selv på lavere vand, fortæller Birgitte. Når de tænker tilbage på, hvordan man skrubbede børnene og dyppede dem i vandet, så synes de, at det var en grov måde at bade børnene på. Birte havde også sine betænkeligheder, første gang hun skulle være med til det. Jeg tænkte: Aj altså, det gør de ikke - skurer børnene med den? men Birgitte husker det mere pragmatisk, at sådan gjorde man åbenbart bare her på Børnely. Fastelavn Billedet viser børn og voksne udklædt til fastelavn. Kostumerne på B blev lavet sammen med hobbylæreren Hr. Thomsen. Der var hobbyrum på A og B, og de måtte bruges af både børn og voksne på Børnely. Især til jul blev rummene flittigt brugt af børnene, hvor de fik lov til at snedkerere forskellige ting til julegaver. Personalet fik også lov til at prøve kræfter i rummet, og både Birgitte og Birte har hver gemt et salatsæt, som de lavede på Børnely. 67

70 Altså, det har jo været børn, der stod i akutte situationer af den ene eller anden årsag Børnene har på hver deres måde gjort indtryk på Birgitte og Birte, som på den ene side havde lidt ondt af de børn, der kom fra belastede hjem og på den anden side havde meget glæde ved at tage sig af dem - også når det var hårdt. Altså det har jo været børn, der sikkert har været udsat for så meget i barndommen og har haft så meget med i bagagen, og det var vi jo ikke modne nok til. Det tror jeg var svært for os at forstå, fordi vi var så unge. Man havde ondt af børnene, for man vidste jo noget om deres historie, forklarer Birte. Jeg husker en lille dreng, han sad ude på toilettet, og så siger han: Min mor er død. Så sad han der og kiggede tomt ud luften. Han vidste nok ikke, hvad han skulle stille op med det. Jeg gætter på, det var derfor, han var der. Der var også andre i samme situation Og der var de 3 søskende, som simpelthen var underernærede og forsømte, så de kom til genopfedning. De var utrolig svage i deres knogler og ben og muskler; de var jo så tynde. Men det var generelt søde, kønne og kvikke børn på hver deres måde. Der var også ham, der lavede kaffe til Casper. Han var en frisk lille fyr. Han var stået op en morgen og lavede en hel kande, men han brugte for meget vand. Men han var jo ikke mere end seks år. Det siger også noget om forholdet til hende. Børnene var glade for hende, fortæller Birgitte. Når de tænker tilbage på arbejdet, mener de i dag, at de var for unge til at tage vare på så mange børn med så forskellige baggrunde. Jeg var 22, og du var 20. Det kan jeg godt se senere i mit liv, at der er man jo alt for uerfaren til at tage sig af sådan nogle børn og deres skæbner. Vi gjorde det da, så godt vi kunne, men vi havde mange følelser i det, fortæller Birte. Men de var nu alligevel meget glade for arbejdet og for Frk. Caspersen, som de også beundrede for hendes arbejde og personlige engagement i børnenes trivsel på Børnely. Det bedste ved Casper var, at hun ville børnene det aller aller bedste. Hun sørgede for, at de fik så god skoleuddannelse, som det var muligt at få, fortæller Birte. Birte husker i særdeleshed en dreng, hun var med til at hente i København. Det var en meget akut anbringelse, og det var ikke ofte, at de selv kørte fra Børnely for at hente børn. Moster havde fået et opkald omkring kl. 22. Det var hende, der havde nattevagten den aften. Hun fik at vide, at der sad en 9årig dreng og gemte sig under et bord på et værtshus i København, fordi der var slåskamp, og hans forældre var fulde. Birte havde fri, men Moster spurgte om hun ikke ville tage med, og sammen kørte de til København for at hente drengen: Jeg husker, at Moster var fantastisk til at takle situationen. Han var en meget, meget skræmt dreng, og så sad han derinde. Vi fik ham jo så med i en taxa, og moderen råbte og skreg, og drengen ville alligevel ikke væk fra moderen. Det vil de jo ikke. Men vi fik ham da med, og snavset var han, og han sagde meget lidt. Han har jo også været chokeret lige der. Han var møgbeskidt, og hvis det havde stået til Jensen, så var han blevet skrubbet med skrubbebørste lige med det samme. Men der var Moster god. Hun sagde: Vi skal i hvert fald ikke begynde at vaske ham. Det skulle du i hvert fald ikke i det moment der - begynde at vaske en dreng, der simpelthen var så bange. Men jeg kan huske, han sad på bænken i badeværelset, og jeg spurgte, om han var sulten, og om han ville have kakao. Jeg prøvede virkelig, og jeg spurgte, om han ikke ville med mig ned og lave kakaoen, og jeg sagde, vi havde boller, og at de smager dejligt til kakaoen - og så videre. Moster var 68

71 oppe ved de andre børn. Jeg fik ham endelig med ned i køkkenet. Men han sagde ikke et ord. Jeg fik så lavet kakao til ham, og han skævede sådan til kakaoen og bollen med smør; han havde givet lyst til det. Jeg satte det foran ham, og han skuttede sig. Jeg måtte endelig ikke røre ved ham. Han havde alle parader oppe. Men jeg kan huske lige så tydeligt, hans eneste kommentar til det var: Føj for satan, hvor er den varm. Det grinede vi sådan af, og Moster hun sagde: Nå, så kan han da tale. Men han drak det og spiste bollen og blev lagt i seng lige så møgbeskidt, som han var - med dynen oppe om og blev aet på panden, men han var meget, meget medtaget. Ja, det har da været så barskt. Det var nogle tragiske skæbner, og han var så forskrækket. Man glemmer det aldrig. Forestil dig, at man kommer her som 9årig, og så kommer man på sovesal og vågner op mellem en hel masse andre børn, tilføjer Birgitte; og Birte mindes, at han forsøgte at stikke af op til flere gange, fordi han savnede sin mor. Det var helt utåleligt. Mor betyder noget, lige meget hvor galt det er, forklarer Birte. Drengen kom videre i en plejefamilie, da det blev afgjort, at han ikke kunne bo hjemme hos sin mor. Birte var kun med til den ene afhentning, men hun mindes, at Moster havde gjort det nogle gange før. I dag kan hun stadig se drengen for sig, som han sad under bordet på værtshuset. Hun fandt dog aldrig ud af, hvem der var den barmhjertige sjæl, som hun kaldte personen, der ringede og informerede om drengen på værtshuset. Man glemmer aldrig en tvangsfjernelse. Men man må sige, at de børn her ud fra de vilkår de havde - så tror jeg egentlig, de havde det godt. Forældrebesøg forventningsfulde børn Børnenes savn af forældrene var ofte stort, og det kom både til udtryk, når de forsøgte at stikke af for at komme hjem, og når de om søndagen forventede besøg hjemmefra. Birte og Birgitte husker tydeligt, hvordan børnene spændt ventede ved bussen hver søndag, men desværre oftest med skuffelse, fordi forældrene alligevel ikke kom. Skuffelsen blev særlig stor, når de børn, som ikke fik besøg, var vidne til, at de andre børn fik besøg. Blandt dem var lille Erik, som sad på trappen søndag efter søndag og kiggede tomt ud i luften og sagde: Jeg får aldrig besøg. Der var også en lille pige, som stod hver søndag ved vejen - af og til med blomster i hånden. Hende husker Birte tydeligt, fordi hun plukkede morgenfruerne fra de små nyttehaver og stillede sig klar ved busstoppestedet kl Det barn glemmer jeg aldrig, som hun så stod der - med sådan en 3-4 stykker morgenfruer, som hang lidt. Og så kom mor ikke, fortæller Birte. Hun huskede også, hvordan de så lod, som om mor lige havde ringet og sagt, at hun ikke kunne komme alligevel, og at de fik travlt med at finde på andre planer til pigen. Moderen var alkoholiker, og derfor også utilregnelig. Hun havde for vane at hente penge til billetten på kommunen og i stedet drikke pengene op. Så på Børnely var de aldrig sikre på, om hun kom. Selv om det også hændte, at hun ankom i beruset tilstand. Så prøvede man at sætte sig med moderen og give en kop kaffe og prøve at få det til at køre. Jeg har glemt pigens navn. Men jeg glemmer aldrig, som hun stod der, og den sorg, der var. Og vi gjorde jo, hvad vi kunne. Det var det samme til jul. Der lavede vi gaver og sagde, det var fra hendes mor. Vi kunne jo ikke være sikre på, der kom noget, så vi havde dem i reserve. Sådan var det med nogle af børnene. Vi vidste jo, at det kunne ske, der ikke kom nogen fortæller Birte. 69

72 Gensyn med gamle børn Birte og Birgitte understreger dog, at selv om der var sorg på flere måder, så var det ikke alt sammen sørgeligt. Børnene havde det godt, mens de var på Børnely. De havde mange børn på B, som kom på besøg efterfølgende. På den måde kunne de følge med i udviklingen hos enkelte børn, hvilket de ellers kunne savne, fordi de manglede en vished om, at det var gået børnene godt efterfølgende. Birgitte og Birte mødtes også selv med enkelte børn, efter de var stoppet på Børnely og var blevet gift. For eksempel fik Birte besøg af brødrene Allan og Flemming. De var anbragt på Børnely, fordi moren var meget syg og lå på hospitalet. Flemming var 14 år, og Allan var 10 år. De var vidunderlige børn. Om aftenen på Børnely bankede Allan ofte på min dør: Må jeg godt komme ind og høre Radioavisen? Ja, for man er jo nødt til at holde sig orienteret, sagde han så, og han havde jo bare været de der 10 år. Så sad han og hyggede sig, imens han savnede sin mor. Han fik også lov at plukke jordbær hos en gartner i sommerperioden, fordi han skulle spare penge sammen til blomster til sin mor. Det var så rørende. Senere kom de på besøg hjemme hos Birte og hendes mand, hvor Birte var gravid. Både han og Flemming kom en aften på besøg, og han havde en brændende kærlighed med til mig; og så stod han sådan og gemte sig omme bag døren - og så da han så min mave, så kiggede han. Du ser anderledes ud, sagde han; og jeg sagde: Ja, det gør man, når man skal have en baby, og vi havde sådan en hyggelig aften. Der var han nok år, og der var han ikke længere på Børnely; så han var nok kommet hjem til faderen. Faderen fik jo børnene igen. Han var en fantastisk far, men han kunne ikke overskue at have børnene imens. Så den slags børn fandtes der jo også herude. Men det var nu sjældent. Birte og Birgitte besøgte også en gruppe af børnene, to piger og to drenge, som havde meget med hinanden at gøre på Børnely. To af dem boede sammen i et hus i Albertslund, hvor de havde inviteret Birte, Birgitte, Moster, Frk. Caspersen og nogle af de andre tidligere børn fra Børnely til en hyggelig aften. Birgitte og Birte havde også taget deres mænd med, og de husker det som en god aften, hvor de kunne se, at det i hvert fald var gået de fremmødte børn godt. På Børnely kom der også ofte et par af de gamle drenge på besøg i weekenderne, da de stadig havde veninder og venner boende på Børnely. At de kom igen siger vel også noget om tiden; at de havde haft det godt. Der gjorde hun jo virkelig meget for børnene frk. Caspersen. Hun forstod dem, og de kunne altid komme til hende med deres problemer. Børn på legepladsen på Børnely B, cirka

73 71

74 Undervisning i skolestuen Når børnene havde spist morgenmad, blev skolebørnene sendt i skolestuen på A, hvor der dagligt kom en lærer fra København og underviste. Der har altid været skole i afdeling A, hvor børn fra A og B afdelingen gik, men der har også været en form for skole for de yngste elever i en periode på B afdelingen. I den periode var skolebørnene delt op med større børn i skolestuen på A og de mindre i skolestuen på B, hvor de blev undervist af en lærerinde. I 1957 ansatte man den første børnehavepædagog. Hun kom hver dag fra klokken 8 til 12 og medbragte papir og billedbøger. Hun passede de yngste børn, mens de store var i skole, og som det første hver morgen satte hun de iskolde potter foran kakkelovnen, så de fik en mere behagelig temperatur til børnenes numser. Børnene kom i skole kl. 8, hvor de mindste havde fri efter frokost, og de større børn havde fri kl. 14. Man spiste frokosten på sin egen afdeling. Når børnene havde fri, tog barneplejerskerne over. De legede med børnene udenfor om eftermiddagen og hjalp de store med lektierne. Enkelte børn har i denne periode fået undervisning i Usserød, Rungsted eller Kokkedal mod betaling fra I skolekommissionens forhandlingsprotokoller har der været 27 henvendelser fra Børnely A og B i perioden om at optage børn i henholdsvis Usserød, Rungsted eller Hørsholm Skole. I 1958 er der en henvendelse fra A afdelingen, hvor der skrives følgende: Andragelse fra Børnely, afdeling A, Rungsted Strandvej 320, Kokkedal om midlertidig optagelse i Hørsholm Skoles 2. femte-klasse for barnet, der antagelig skal blive på børnehjemmet skoleåret ud. Det vedtages enstemmigt at imødekomme andragendet på betingelse af, at der skal betales den sædvanlige skoleafgift. Københavns Kommune. I 1963 klagede forstanderinderne over skolens funktion på Børnely. Den var for lille og kunne hverken rumme opdelingen af klassetrin eller specialundervisningen. De anmodede derfor om, at alle børn fra 5. klasse og opefter gik i almindelige folkeskoler. Personaleudskiftning og nye ansatte Der kom løbende mere personale til at passe børnene, men i 1959 var der fortsat ikke mere end to eller tre ansatte på vagt ad gangen til at passe mellem 30 og 50 børn på hver afdeling. Det var først i midten af 60 erne, at man ansatte mænd til at passe børnene fuldtid, hvor de før kun var ansat til at tage sig af de praktiske ting som havearbejde eller som skolelærer. Man havde på både A og B forsøgt sig med en mandlig fritidshjemslærer, som boede på hjemmet i 1955, men ham havde man afskediget efter forstanderindernes ønske, da han ifølge deres udsagn ikke var god ved børnene. Frk. Rørdam og Frk. Caspersen var derfor betænkelige ved at ansætte en ny fritidshjemslærer, hvis han skulle bo på hjemmet. De foreslog under et møde med overinspektionen fra kommunen, 72

75 at hvis en ny mand skulle ansættes, at han i så fald boede uden for hjemmet og kunne passe fyret, reparere legetøj og lignende. Derudover var der vaskekoner i B huset, og i en periode boede der også en havemand på B. Der var meget personaleudskiftning i denne periode, fordi optagelseshjemmene forudsatte en særlig personalestruktur med ugifte ledere og ugifte frøkener, som kunne bo på hjemmene. Der blev klaget fra flere børne- og opdragelseshjem i Københavns Kommune over forholdene, som ofte medførte, at frøkenerne opsagde stillingen efter kort tid, når de blev gift. Frk. Caspersen oplyste i 1963, at bortset fra tre faste i personalet, ville de resterende fire unge piger i den nærmeste tid rejse med henblik på giftermål. Kjeld, medarbejder Kjeld var ansat som almindelig medarbejder eller pædagogisk arbejdsmand, som han selv kalder det, på Børnelys B afdeling fra 1965 til 1966, og han nåede derfor også at tage del i Københavns Kommunes fejring af 25 års jubilæum for overtagelsen i Han var 21 år og på daværende tidspunkt uden uddannelse; men senere uddannede han sig til socialpædagog. Kjeld var den eneste mand, som var ansat på B afdelingen på dette tidspunkt. Han havde ikke meget med Frk. Caspersen at gøre, men Frk. Jensen husker han som en sød dame, der levede og åndede for Børnely. Han boede på Børnely lige som resten af personalet og havde et møbleret værelse ud mod Øresund, hvor han kunne indrette sig med lidt ejendele. Man brugte ikke mange penge i Kjelds tid på Børnely, fordi lønnen inkluderede kost og logi. Kjeld fortæller, hvordan Frk. En lille dreng på gyngen, Børnely B

76 Jensen en gang fandt en lønningspose i frakkelommen, som var flere måneder gammel. Hun havde ikke savnet pengene, for hun brugte jo ikke penge på noget som helst. Som mand på Børnely blev han aldrig bedt om at lægge tøj sammen og gøre rent som frøkenerne, og han var heller ikke iført uniform. Jeg blev jo altid sendt på legepladsen. Vi brugte i det hele taget meget tid på legepladsen. Hvis vejret var til det, så var vi altid ude, og så gik vi tur. Vi gik meget op i skoven. Det var jo før, der lå huse på den anden siden. Så legede vi meget røvere og soldater med de store unger i skoven, og jeg tror på, de nød det. Jeg synes det var festligt. Kjelds opgave var ofte at rede de små børns senge om morgenen, imens børnene spiste morgenmad. Når han var ude at lege eller gå med børnene, gjorde frøkenerne rent og lagde tøj på plads. Det kunne vi mænd ikke finde ud af, fortæller han med et smil. Han havde også ofte nattevagt og sørgede for, at der var ro på stuerne, når børnene skulle sove. Kjeld havde tidligere været ansat på et andet børnehjem, hvor han huskede, at man brugte sengen som straf, når børnene ikke hørte efter. Der var det ofte en kamp, at få børnene i seng, fordi de forbandt det med noget dårligt, men da han kom til Børnely, blev han overrasket over Frk. Caspersens metoder. På Børnely skulle sengen være et rart sted at være, og børnene var sjældent svære at få i seng om aftenen. Når børnene ikke ville sove, jamen så skulle de ikke tvinges. Det var som regel de små, der ikke ville sove lige i starten. Fidusen var så, at hvis de ikke ville sove, så skal de heller ikke. Så tog man barnet med ned i legestuen, så fandt man legetøjet frem, og så kunne de ellers bare lege, og så gik man op og ordnede resten færdig og fik de andre til at sove, og hvad man ellers skulle. Så stak man lige næsen ned i legestuen, og så på et tidspunkt begyndte barnet at falde hen. Så gik man hen og vækkede barnet og mindede om, du skal da ikke sove, du skal jo lege. Til sidst bar man barnet op og lagde det i seng, og så var der aldrig problemer efter det. For så var sengen alligevel bedre at sove i. Sengen blev gjort attraktiv. Der, hvor jeg kom fra, blev de siddende med tændstikker - lige til det sidste, når fjernsynet begyndte at pibe. På B gør man det modsatte og gør sengen til et dejligt sted at komme hen. Så det ikke er et sted, hvor man synes, det er en straf, og hvor man så sover skidt. Det er der jo ingen grund til. Så hatten af for det. Det var en åbenbaring. Kjeld husker dog også, at der kunne være larm om natten, og at man som nattevagt måtte op og tysse på børnene eller lægge dem tilbage i seng. Han var også med til at vække vådliggerne om natten, så de kunne komme op og tisse af. Det husker han som en komisk affære, fordi børnene ikke altid var helt vågne; og når de kravlede tilbage i seng, tog de af og til den første og bedste seng, de kunne finde. Så måtte Kjeld ind og hjælpe barnet tilbage i sin egen seng. 74

77 Kjeld husker tydeligt, at han var den eneste mand på sin afdeling, og han tog ofte bussen til Børnehjemmet Trepilelågen, når han havde fri, for at besøge en god ven, som arbejdede der. Andre gange gik han over på A afdelingen og tilbragte tid med den anden mandlige medarbejder, Ejnar, på hans værelse. Skolelæreren var også en mand, men han kom inde fra København hver dag, så ham havde Kjeld ikke meget at gøre med. I dag synes Kjeld, det er morsomt, at de var så få mænd ansat, men han husker alligevel også, at det kunne være rart at være få mænd blandt alle frøkenerne. Kjeld husker, at der var mange børn med forskellige årsager til anbringelsen. Men det er få børn, han husker med navn. Der var dog en lille dreng på 3 år, som var meget dårligt gående. Han sad altid i sin barnevogn, og han gik meget langsomt. Af samme årsag sad han ofte i trækvognen, når de gik ture. Men ham var jeg meget nært knyttet til. Han havde behov for, at jeg havde opmærksomhed på ham, fortæller Kjeld. Han husker, hvordan drengen blev mere og mere selvstændig og bedre til at gå. Og det er jo en positiv historie. Han havde trommemave i en alder af 3 år, og rygtet gik, at han kun havde ligget i sin barnevogn altid og fået wienerbrød. Kjeld blev ikke inddraget i, hvorfor børnene kom til Børnely. Han antager, at han lå i bunden af hierarkiet, fordi han ikke havde nogen uddannelse, og at han derfor var uvidende om børnenes baggrund. Men Kjeld mener, at han derfor også kunne tage sig ligeligt af børnene og lade dem fortælle deres egen historie, hvis de havde lyst. Vi var jo stadig i den autoritære periode, og jeg lærte om forsorgen: jo større nøglebundt, jo større magt. Og mit nøglebundt var jo ikke så stort, forklarer Kjeld. Han så heller ikke mange forældre, mens han var på Børnely. Selv om der var mulighed for besøg om søndagen, så mindes han ikke, at der var store afskedsceremonier om søndagen. Men han mindes, at nogle af de gamle børn af og til kom igen for at besøge hjemmet. Kjeld har selv været børnehjemsbarn i sin barndom. Det er dog ikke erfaringer derfra, han har brugt som rettesnor i sit arbejde. Men han husker sin egen tid på børnehjem som et bedre sted at være end derhjemme. Det er jo et lotterispil at anbringe børn, fordi for nogen er det godt, og for andre er det skidt, og man ved det aldrig før. For mig var det en fordel, uden tvivl, fortæller Kjeld. Som ansat på børnehjem savnede han at vide noget om, hvordan det gik børnene efterfølgende. Børneopdragelse på (døgn)institutioner er sjældent en final oplevelse, fordi børnene er væk, inden du ser, hvordan de bliver som voksne, ikke? Derfor kender man jo ikke resultatet. Jeg tænker da tit på David, og hvordan han har det i dag, og hvad han går og laver, og om han kan huske mig. Det kan han nok ikke, men man samler på de små succeser, hvor har du gjort noget godt. Skide være med om de kan huske dig. Sådan er det. Men man ved da, man har gjort noget. 75

78 76 Fra pasning til pædagogik, 1970 erne

79 Børnelys B afdeling lukkede omkring 1969 og blev officielt endeligt nedlagt i B afdelingen eksisterede derfor ikke længere som en del af Børnely i 1970 erne. Københavns Kommune åbnede i stedet en udflytterbørnehave i stuen af B bygningen. Men selv om Børnely på dette tidspunkt kun bestod af et hus, så havde man fortsat personalet i det store køkken på A og vaskeriet med vaskekonerne på B. Frk. Rørdam var også fortsat forstanderinde. Børnetallet blev løbende mindre, og i 1977 skrives det officielt, at børnetallet reduceres til 30 døgnpladser. Men protokollerne afslører, at der oftere var færre børn anbragt. Fra 1976 var sovesalene blevet lavet om til syv mindre værelser, hvor der var et seksmandsværelse; og de resterende havde plads til tre eller fire børn. Tremmesengene var tidligere blevet skiftet ud med køjesenge. De gamle sovesale ud mod Øresund blev lavet om til opholdsstuer, og der blev plads til et ekstra vågeværelse. De 9 måneders anbringelse blev heller ikke overholdt i denne periode, og i slutningen af 1970erne blev hjemmets akutfunktion helt afskaffet. Man valgte i begyndelsen af 70 erne at opdele hjemmet, hvor man i dagstimerne inddelte huset i tre afdelinger, i stedet for at have en stor gruppe børn. Mange aktiviteter foregik fortsat udenfor, og badebroen blev bygget 50 meter længere. På dette tidspunkt var broen altså 150 meter lang og blev taget ind hver vinter og sat ud igen om sommeren. Man badede ikke længere børnene i Øresund, men man brugte stranden, vandet og naturområderne, blandt andet ved at sejle i optimistjoller og lege i skoven med børnene. Det er også i denne periode, at uniformerne og barneplejerskerne afløses af uddannede pædagoger og pædagogmedhjælpere. Skolelæreren blev afløst af 2-3 lærerinder, og personalet fik mere information om børnenes familier og de miljøer, de kom fra. Pædagogseminarierne voksede i slutningen af 60 erne og starten af 70 erne - sammen med en øget interesse fra mænd, som ønskede at uddanne sig til pædagoger. Denne udvikling viste sig også på Børnely, da der løbende blev ansat flere uddannede pædagoger - og tilmed flere mænd. 77

80 Et udsnit af børnenes ønsker og ideer fra et Børnemøde i De daglige rutiner Om børnene står der skrevet af Frk. Rørdam, at flertallet af de børn, som de modtog på Børnely: Enten kan have været behandlet med den mest fuldkomne ligegyldighed - det kan også dreje sig om overbeskyttede børn - eller de kan have været udsat for en urimelig hård og brutal behandling af deres forældre. Vi må i de kortere eller længere perioder, børnene opholder sig her hos os søge at skabe et harmonisk miljø. Grundprincipperne for de voksnes adfærd over for børnene er dog ikke ændret siden 1950 erne. Frk. Rørdam skriver: Jeres holdning over for børnene må derfor være præget af megen venlighed, men alligevel bestemthed og sidst, men ikke mindst af umådelig megen tålmodighed. Børnene havde både eget tøj og fælles tøj, og de fik ugentlige lommepenge, som også i denne periode blev brugt i iskiosken på den anden side af Strandvejen. De fast indlogerede børn tog på indkøb i Hørsholm med en pædagog; og så syede man numre i det nye tøj, så man vidste, hvilket barn det tilhørte. Om morgenen samledes alle børnene til morgensang, og om eftermiddagen fik de ældste børn uddelt kort med små pligter, som de skulle udføre i løbet af ugen. Dagen startede kl. 7, hvor børnene blev vækket, og de voksne hjalp dem med at vaske sig, børste tænder og klæde sig på. Kl. 8 blev skolebørnene hentet af lærerinderne. De små børn blev fulgt i børnehaven på den tidligere B afdeling kl Her havde de fem pladser til rådighed, og når der var flere børn, brugte man også børnehaveklassen til de børn, der var fyldt 6 år. Kl var der varm middagsmad, og kl. 14 blev børnehavebørnene hentet, og alle børnene fik en eftermiddagsdrik. Kl. 17 var aftensmaden klar, og kl. 21 skulle der være ro i huset, og alle børnene skulle ligge i deres senge. Søndagen var fortsat besøgsdag for forældrene, men med tiden blev det tydeligt, at der som oftest ikke kom besøg. Derfor blev det en del af søndagens program, at man tog på tur uden for hjemmet, så børnene blev underholdt og fik tankerne væk fra savnet til forældrene. I 70 erne havde det meste af personalet egne biler, og de blev brugt til at transportere børnene, når de skulle på tur. Der blev afholdt børnemøder, hvor børnene kunne få lov til at komme med ideer og forslag til hjemmets daglige gang. 78

81 Carlos, Patricia, Fabian og Isabel - søskende på Børnely, 1972 I april 1972 blev en søskendeflok anbragt på hjemmet i Kokkedal. De tre ældste: Carlos på 9 år, Patricia på 7 år og Fabian på 3 år kom på A afdelingen, imens lillesøsteren Isabel på halvandet år blev anbragt på et spædbørnehjem i nærheden. I alt var de 5 søskende, men den ældste dreng på 11 år ville hellere på kostskole. De tre ældste børn kom til Danmark fra Colombia, men de husker ikke meget fra deres barndom i Colombia. Det er især de ældste, Carlos og Patricia, som kan huske, hvordan det var at bo på Børnely. Fabian husker stemninger og fornemmelser, men Isabel havde ikke nogen erindring om, at hun havde boet på børnehjem. Det er først mange år senere, da hendes far tilfældigt nævner det for hende. Hun opsøgte derfor Kokkedal i 2012 for at se, hvor de havde boet og få et indblik i hjemmet. Historierne om Børnely i Kokkedal har hun fået fortalt af sine ældre søskende, som husker Børnely som et rart og trygt sted at være. Isabel fortæller, at hendes ældre søskende har omtalt børnehjemmet i Kokkedal som et åndehul og den bedste tid i deres barndom, selv om det også var forvirrende og kaotisk at blive fjernet fra forældrene. En længere rejse Carlos og Patricia kom til Danmark omkring 1968, fordi deres mor forelskede sig i en dansk sømand. Moren arbejdede som stewardesse på et skib og var ofte væk hjemmefra i længere perioder. Carlos blev som barn ramt af polio, da de boede i Colombia. Men han husker ikke meget fra tiden i Colombia, han mindes ikke, at han boede sammen med sine søskende og husker heller ikke, hvem der passede ham, når moren var væk i lange periode. Moren besluttede sig for at rejse med sømanden til Danmark, og hun tog den ældste søn med. Hun fortalte ikke sin nye kæreste, hvor mange børn hun i virkeligheden havde, før hun var ankommet til Danmark. Senere kom de yngste til Danmark, en efter en. Først ankom Carlos med fly, assisteret af en stewardesse. Han husker ikke andet end den friske luft og gensynet med sin mor. Dernæst kom Patricia, som fortæller: Jeg kom med små sandaler i kæmpe snevejr. Jeg havde overhovedet ikke noget dansk tøj med. Jeg var så lille. Så stod jeg der med store krøller. Jeg blev fulgt af en stewardesse, og så kom mor med Carlos og hentede mig, og så flyttede vi ind hos min stedfar i en lille lejlighed. Kort tid efter fik Carlos og Patricia en lillebror og en lillesøster. Forældrene var unge, omkring 21 og 25 år, og der var ikke meget plads i lejligheden. De husker ikke præcist, hvorfor de blev anbragt på Børnely, men de husker, at der ofte var besøg fra kommunen - både før og efter opholdet i Kokkedal - blandt andet en socialrådgiver, som gennem flere år kom på besøg i lejligheden. De husker også barndomshjemmet som et kaotisk, rodet og til tider voldeligt hjem. Stedfaren var vægtløfter og kendt for sin styrke. Carlos forklarer: mor hun fik da nogen på hovedet, og vi andre fik da også. Han vidste jo ikke selv, hvor stærk han var. Og Patricia mindes, at det var socialrådgiveren, som fandt ud af, at der måske skulle være et alternativ, for de kunne jo ikke klare det med mad og bleer, og så den der lejlighed var 79

82 simpelthen for lille. Jeg ved ikke, om det var tvang. Det kan godt være. Min mor var ikke ret glad for socialrådgiveren, og der var nok en grund til det. Carlos husker også, at den dag de blev fjernet fra hjemmet, var der et helt salatfad af politimænd på gaden og i opgangen i tilfælde af, at den stærke far ville lave ballade. Men det gik alligevel stille for sig, og da de blev kørt af sted til Kokkedal. At bo på børnehjem For Patricia var det en forvirrende oplevelse først at komme til Danmark, hvor hun ikke kunne sproget, for dernæst at få to yngre søskende og blive flyttet på børnehjem. Men tiden på Kokkedal husker hun som en form for sommerferie, hvor man spillede rundbold og lavede snobrød på legepladsen. Sådan nogle ting det kendte vi slet ikke til. Jeg husker det som nogle glade stunder, for vi fik jo lov til at være børn, og der blev lavet aktiviteter for os. Og jeg synes, udsigten over vandet var så flot. Det var som at se på hele verden. Søskendeflokken husker tiden på Børnely som rolig og tryg, hvor der var voksne at gå til, hvis man vågnede om natten, og hvor man var sikker på at få mad. På børnehjemmet var der faste tider for, hvornår man skulle sove, i skole, spise, i bad og lege. Der blev serveret varm mad til frokost og smørrebrød til aften, og morgenmaden bestod af øllebrød, havregryn eller lignende. Når maden var klar, blev der ringet på en gongong til de legende børn udenfor, og om eftermiddagen blev der serveret frugt og saft på legepladsen. Carlos husker maden som velsmagende. Han var meget tynd, da han kom til Kokkedal, så personalet bad ham drikke fløde hver dag. Det kunne han ikke rigtig fordrage, men han drak det alligevel. Nogle gange fik de hvidtøl til maden, og Carlos synes, det smagte godt, så han og et par andre drenge gik en dag på rov i køkkenet og stjal nogle flasker. De gemte sig i buskene og drak af de stjålne flasker. Men fornøjelsen var kort. I deres iver drak de øllen alt for hurtigt og fik ondt i maven, så de måtte gå til bekendelse og fortælle de voksne, hvorfor de havde ondt, og hvad de havde gjort. Carlos forklarer, at det var miljøet på Kokkedal, som gjorde ham tryg: Når du stod op om morgen, så var der rent tøj, og du fik mad klokken det og det, og du gik i seng klokken det og det. Så var der nogle små pligter: Du fik nogle kort, og så stod der for eksempel, at du skulle hjælpe til i køkkenet eller med at rydde op på legepladsen eller sådan. Men det var meget, meget roligt i forhold til der, hvor jeg kom fra. De sov på sovesale med plads til 7 eller 10 børn. Der blev lagt tøj frem til næste dag, og hver aften blev de gjort klar til at gå i seng på samme tid med pyjamas og børstede tænder. Carlos, Fabian og Patricia sov på hver sin sovesal og havde ikke så meget med hinanden at gøre på Kokkedal. Patricia fortæller, at hun husker sovesalen, og at man fik en bamse, men det var ikke noget med, at man fik et kram, selv om der også blev hygget om børnene. På grund af sin polio, skulle Carlos sove med en natskinne, som var varm og ubehagelig at ligge med. Han fortalte de andre børn spøgelseshistorier, inden de skulle sove, og om natten lod han, som om han gik i søvne for at skræmme de andre. Klik, Klik, sagde det, når han bevægede sig med sin natskinne rundt på stuen og gangene. Alle børnene råbte og skreg. Så blev lyset tændt, og han fik skæld ud. Pædagogerne fandt derefter et værelse, hvor han kunne sove selv. Men så havde jeg jo gjort mig selv hunderæd, så når jeg skulle sove alene, sov jeg med dynen over hovedet, fortæller han grinende. 80

83 Leg, opdragelse og skoletid Pædagogerne på Børnely var lidt hippieagtige ifølge Carlos og Patricia, især i forhold til den gamle forstanderinde frk. Rørdam, som gik med stok og lærte dem om god bordskik. Pædagogerne byggede kajakker og fandt på fangelege så gribende, at Carlos løb for livet og kravlede op i et træ - helt ud på den yderste gren. Der var et legerum indenfor, men de fleste lege foregik udenfor, hvor pædagogerne hele tiden fandt på nye aktiviteter, de kunne lege. På legepladsen var der vipper, fodboldbane, sandkasse og et træhus, og der var meget plads. Under middagen skulle der være ro, og ved hvert bord sad en voksen. Frk. Rørdam sad altid for enden af bordene og holdt øje. Jeg kan huske, at den første dag jeg kom, så skulle jeg sidde ved forstanderinden. Så fik jeg to bøger under armene, og så skulle jeg lære at spise. Jeg skulle lære at have armene ind til kroppen og ikke slubre, rette ryggen og så videre. Og hvis jeg tabte bogen, så betød det, at jeg ikke kunne finde ud af at holde ordentligt på skeen eller gaflen. Når du spiste suppe, var det på den helt rigtige måde. Når du så havde lært det, så måtte du gå ned til de andre og spise; og hvis du havde været højrøstet, så blev du bedt om at gå derop igen og lære at spise ordentligt. I dag siger folk til mig, at jeg er fra en anden tidsalder. Men det var sådan nogen mærkelige ting, man lærte, fortæller Carlos. Det hændte, at Carlos og de andre børn gik i protest, hvis der var noget de ikke gad. En vinter, hvor vandet var frosset, stak de af over isen, fordi de forestillede sig, at de kunne gå helt til Sverige. Men pludselig, så sagde det knirk, og så viste det sig, at længere ude var der vand; og vi måtte gå tilbage igen. Jeg husker også, der var nogle krystere, der var blevet tilbage, fortæller Carlos grinende. Men de fire søskende husker dog også en lille dreng på cirka 3 år, der druknede, mens de boede der. I dag synes de, at det er underligt, der ikke var hegn ned til vandet, så personalet kunne kontrollere, hvor børnene var. Men den gang brugte de stranden og naturområderne meget. Det var kun Carlos som gik i skole på Kokkedal; de andre søskende var for små. Han husker ikke, hvad de lærte i skolen, eller om det var særligt udbytterigt, men han husker skolelærerinden, fordi de kom lidt skævt fra start. Carlos havde måske været uartig, og det endte med, at lærerinden gav ham et rap over fingrene. Han blev så chokeret, at han tog pegepinden og slog igen. Hun var sådan en ældre dame med briller hængene på næsen, og så havde hun en ordentlig ladeport, så der var rigeligt at slå på. Det gør man jo ellers ikke, vel? Så blev jeg sendt på sådan et soveværelse, og der blev jeg så bedt om at blive. I dag griner Carlos af hændelsen. Han husker ikke, hvorfor det skete, men han var overrasket over, at han slog igen, og derfor har episoden printet sig fast i hukommelsen. Der var mange små episoder, som blev mindet med et smil. Blandt andet husker han, at der boede en lidt ældre pige på Kokkedal. Hun var teenager og havde boet på Kokkedal i mange år, og hun havde også sit eget værelse. Hun havde en grammofon og var fan af Elvis. Carlos fik lov til at komme ind på værelset og lytte til den samme plade igen og igen. Han husker hende, fordi hun en gang viste sine bryster til nogle af drengene, og det var første gang, han så en piges bryster. 81

84 Besøg af mor og far Tiden på Kokkedal minder dem også om et savn til forældrene. Patricia husker, hvordan de andre børn på Kokkedal fik tilsendt breve og nogle gange slik fra deres forældre, hvor hun og brødrene aldrig fik noget. Jeg kan huske, når der ind imellem skulle råbes op, at der var brev fra den og den til den og den, når der var fødselsdage og så videre. Men der var aldrig post fra min mor og far, og det var sådan lidt ærgerligt, fordi vi havde ikke nogen, der havde skrevet til os. Forældrene måtte komme på besøg om søndagen, og ligesom mange af de andre børn gennem tiden husker Patricia også følelsen af at stå ved vejen og se efter bussen. Jeg kan bare huske, bussen kom dernede fra, og så kiggede vi efter den. Fordi nu kom forældrene. Og børnene sprang rundt, for nu var det jo søndag, og så kom forældrene på besøg. Der måtte vi få slik, og der var ligesom glade dage, hvor vi rigtig var sammen. Så samledes familien jo, og vi var ligesom børn igen. Selv om forældrene ikke var gode til at komme på besøg, så har de alle fire et minde om netop den søndag, hvor mor og far kom. Mindet står helt klart i erindringen hos dem alle, fordi faren havde filmet hele turen og samværet med børnene. Han filmede fra Nørreport Station og hele vejen med tog og bus til Kokkedal, hvor de stod af. Videoen er for dem alle et evigt minde om en god dag - selv for Fabian, trods hans meget unge alder. Hvis vi ikke havde den video, så er det ikke sikkert, at Kokkedal havde betydet så meget for mig. Det er med til, at vi husker stedet, forklarer han. Men opholdet på Kokkedal var også mærket af svigt, især på de søndage hvor der ikke kom besøg, og når der ikke kom brev hjemmefra. For mig er det det der med at være alene, når forældrene ikke kom på besøg. Det der med, at der ikke kom nogen. Min mor hun kom ikke, og man var ude at kigge efter dem. Så når de andre fik forældre på besøg, så løb jeg ud og kiggede efter min mor. Og jeg kan næsten få tårer i øjnene, for det var s gu da irriterende, at man var så alene, fordi de aldrig kom. Og der blev altid råbt op, at der var brev til de andre, men vi havde ingen. For min mor skrev aldrig brev. Det har altid fulgt mig. Også når vi kom i skole, og der skulle hentes børn. Mor hun var der bare ikke. Men så blev der lavet så mange ting her på Kokkedal, så man glemte det lidt. Min tid her var tryg, men også med svigt, fortæller Patricia. Hjemme igen I 1973 var alle børnene igen samlet i lejligheden med mor og far. Men det var svært især for de ældste brødre at finde ro i det gamle miljø. Carlos forklarer: Jeg kan huske, efter vi kom hjem fra Kokkedal, at jeg fik et chok. For de kunne rode; er du sindssyg. Patricia og jeg var jo på Kokkedal længere tid og var vant til at rydde op. Da vi så kom hjem, så kunne vi slet ikke indhente det. Især min ældre bror prøvede ligesom at lave en form for struktur, hvor jeg rydder op og så videre. Men det er meget svært, når man har forældre, som ikke har det her care. Det vil sige, at det er børnene, der rydder op, og det lignede jo Altså der var jo lort alle vegne; der var jo hunde og katte. Og der var en råben og skrigen Vores hjem var meget åbent, så folk må have været chokeret over det, især hvis vi ikke havde fået ryddet op i nogen dage. Altså, vi ryddede jo også op, for vi skammede os jo over det. Og når du skulle finde et par underbukser og i skole, så kunne det godt være, at det var pigeunderbukser, eller at de to strømper ikke passede sammen, men noget skulle du jo have på. Da jeg kommer tilbage igen, der flyder det jo ud igen det hele. Carlos mener i refleksionen heller ikke, at de sociale myndigheder levede op til deres rolle, fordi forældrene ikke havde ændret sig. Det undrer ham i 82

85 dag, at man bare fortsatte på samme måde, som før han kom på børnehjem. Det overasker også Fabian, som i dag kan se forskel på tiden på Kokkedal og andre institutioner med fred, ro og orden, og renlighed og regelmæssighed og et hjem med kaos. Han mener, at det netop er fordi, at de har oplevet kontrasten, hvor hverdagen var rolig og rar, at de forstår, at barndomshjemmet var kaotisk. Der var den der konstante omsorg. Når jeg reflekterer over, hvad opholdet på Kokkedal er, så er det præcist det, jeg husker. Den kontrast var tydelig. Derhjemme har jeg en oplevelse af, hvad fanden er det, jeg er blevet placeret i? Fabian har senere konfronteret de personer, som var tæt på familien, og spurgt dem, hvordan de kunne være vidner til det. Hver gang har de forklaret ham, at han jo var en stærk dreng, og at han havde klaret det godt. Nå okay? Ville du udsætte dine egne børn for det? spørger han retorisk. Det var først senere i livet, at de fire søskende fandt ud af, at moren var psykisk syg. De har dog altid vidst, at der var noget galt, og at hun levede i sin egen lukkede verden og virkede depressiv eller paranoid, men den præcise diagnose havde de ikke. På grund af hendes svage psyke, så havde hun svært ved at håndtere hverdagen, og hun lærte heller aldrig at tale dansk. Børnene lærte til gengæld heller ikke spansk, og den smule, de havde med fra Colombia, er med årene blevet glemt. Isabel fortæller, at hun er vokset op uden et fælles sprog med sin mor. Det har også været en hård barndom på det punkt. Jeg ved ikke, hvordan vi har klaret det, men på en eller anden måde, så har vi jo klaret det. Men jeg har heller ikke den binding til min mor. Normalt vil man jo gå til sine forældre, hvis man er ked eller noget, men det tror jeg bare, jeg selv har fundet ud af. Og Carlos supplerer: Ingen af os har kunnet kommunikere med mor ordentligt og fortælle, at for eksempel: Nu træder du på mine følelser og sådan. Det har vi ikke kunne takle, så vi kender ikke rigtig hinanden. Folk spørger, hvorfor jeg ikke besøger min mor (i dag), men jeg har jo ikke noget, der binder os. Jeg ønsker min mor alt det bedste i livet, men jeg har aldrig haft den følelse og det bånd. Faren talte kun spansk til hende, og det samme gjorde socialrådgiveren, som til gengæld også oversatte for børnene og ind imellem øvede dansk med dem. Moren kom også selv fra en utryg og dårlig barndom, og med sit første barn på vej som 14 årig kan man tvivle på, om hun overhovedet har haft mulighed for at være barn. Hendes egne børn har holdt hånden over hende hele livet og forsøgt at skåne hendes skrøbelige sind for dårlige nyheder, hvis det for eksempel gik dem skidt i perioder. De har på hver deres måde forsøgt at passe på hende og skjule, hvordan det var derhjemme, fordi de ikke ønskede, at hun skulle bebrejdes. Selv om de tre søskende fra Colombia i dag som voksne kan se, hun svigtede i sin rolle som mor, så forklarer Carlos alligevel deres forhold til hende således: Min mor er sådan en, der aldrig skulle have haft børn; lad mig sige det sådan. Hun er et utroligt sødt menneske. Men man skal også være andet end sød for at være mor. Du skal se det som en kattemor, der får sine killinger over på den anden side af bredden for at redde dem. At hun så selv går til grunde, kan vi ikke gøre ved. Men så har hun jo gjort, hvad hun kunne. Vi søskende fra Colombia ved ikke, hvem vores far er; det har vi også haft trang til at vide. Men hvis vores mor var 14 år, da hun fik sit første barn, hvor stor respekt ville du så have for sådan en mand? Så der er ikke så meget at kigge efter i den barndom. Men hun har alligevel tænkt, at det var godt for hendes børn at komme til Danmark. 83

86 Kim, medhjælper i 1974 Kim arbejdede som medhjælper på Børnely A i Kim har både før og efter haft kendskab til Børnely, fordi hans mor, Bente, arbejdede som barneplejerske i 1951, og fordi familien havde børn fra Børnely i weekendaflastning, imens Kim boede hjemme. Kim havde derfor en meget god fornemmelse for, hvad der foregik på Børnely, allerede inden han fik arbejde som medhjælper. Senere startede Kim sit eget projekt og skabte et opholdssted for udsatte unge i skolealderen, blandt andet fra Børnely, som han tog ind i dagstilbud og med på sejlads i hele verden. Derudover, har Kim også gået i skole med flere børn fra Børnely på Rungsted Skole og endda været spejder og spejderleder i Hørsholm, hvor hans trop også inkluderede børn fra Børnely. Selv om Kim har hørt alle historierne fra Børnely hele sin barndom, vidste han ikke, at Frk. Rørdam stadig var leder, da han søgte jobbet. Ifølge Kim, var Frk. Rørdam en fremsynet leder, især når han sammenligner med, hvad der foregik på andre store institutioner, hvor pædagogikken havde en helt anden form i den samme periode. Hun var jo en fantastisk pædagog. Et af de fyrtårne, som jeg virkelig har lært meget af. Hun virkede stadigvæk visionær de her år efter, selv om hun var en ældre dame og klart var gammel i gårde. Hun var med på at tænke i løsninger. Jeg fornemmede slet ikke, at der var den der med, at sådan gør vi her. Vi fik lov til at komme med ideer. Så længe det var for barnets bedste, så var hun med på det. Hun var en fantastisk sej dame. Den måde hun taklede systemet på. Der er ikke mange pædagoger, der har det mod, hun havde; der var hun benhård. Jeg husker aldrig, hun skældte ud. Der var almindelig irettesættelse, men aldrig det med at man skældte ud. Og jeg husker, at mens børnene var her, så skulle de virkelig behandles godt. Den periode, de var her, skulle være så positiv som overhovedet muligt. Den del af pædagogikken jeg har taget med herfra hedder: De skal ved Gud ikke straffes for det, som de er kommet her for, og hendes grundteser har jeg brugt lige siden. Det er kærlighed og nærvær. 84

87 Udeliv, renlighed og nærvær I Kims tid blev de informeret om børnenes baggrund, også selv om han kun var medhjælper. Det var først og fremmest afdelingslederen, som havde det fulde overblik. Men han husker, at de alle fik indsigt i børnenes baggrund før anbringelsen, i hvert fald de børn, han skulle have noget med at gøre. Børnene kom fra meget forskellige hjem og i dag, hvor Kim har mere erfaring fra området, så vil han i refleksionen mene, at flere af børnene havde brug for behandling på grund af manglende diagnoser. Men de akut anbragte børn vidste han sjældent noget om, før flere dage efter. I sådanne sager, havde de fået besked på at sørge for at bruge meget energi på dem, så de havde det godt, så længe de var der for man vidste aldrig med sikkerhed, hvor længe de skulle blive. Vi havde jo slet ikke nogen opdeling fra de dybt ubegavede til de allermest voldelige, udadreagerende børn; og alle krænkelserne havde vi. Det var altså de værst tænkelige sager, som hele tiden var her. Alkoholskaderne har været meget tydelige den gang, og der var da også understimulerede børn og nogle, som var dårlige fysisk. Netop på optagelseshjem skulle alle barnets behov jo dækkes. Så man skulle jo sørge for, at de blev vasket i bund; og fordi mange af dem havde elendig hud, skulle de indsmøres i tyk natcreme, og næste dag skulle vi give dem dagcreme på. Og det samme med deres hår og deres negle. Det var jo et helvede at klippe negle på nogle, der ikke havde fået klippet negle i lang tid. Jeg husker virkelig, at vi brugte utroligt lang tid på den personlige hygiejne og på at massere med det der creme og nusse dem ind i badekåber og slæbe rundt på dem, til de var trygge Alt det, deres barndom ikke havde indeholdt, har jo været en del af den stimulering. Den gang skulle vi stimulere dem ved at lade dem klatre og kravle, og udelivet har jo givet dem utroligt meget. Det var naturligt, at man har været ved stranden og svømmet og badet og klatret og spillet fodbold. Det var noget med at komme ind til kernen af de her børn, så er det jo de lækreste unger. Og ja, de har været noget grimt igennem. Men det er ikke det, vi skal føre videre. Vi skal føre det gode videre. Der var ikke meget besøg om søndagen ifølge Kim; i stedet blev der lagt et program for søndagen, som ofte involverede en udflugt. Vi kunne jo se, når den sidste bus omkring dét klokkeslæt skulle komme, og der stadig sad en derude og ventede. Så kørte vi væk herfra. Vi skyndte os at komme væk, så det ikke var for frygteligt. Eller vi lavede andre sjove ting. Weekenden skulle være klart anderledes end hverdagen, og vi havde også noget med, at vi kunne finde på at spise morgenmad ude på en varm sommerdag. Så lagde vi tæpper udenfor, og så spiste vi mad udenfor, og så måtte man gå i nattøj ned og spise morgenmad. Bare for at gøre noget andet, så man brød rutinerne. Kim er ikke i tvivl om, at det var et bevidst valg, at man sendte børnene uden for byen, hvor der var frisk luft, lys og saltvand, fordi det var med til at stimulere børnene positivt på en måde, som der ikke var plads til inde i byen. Han har selv brugt samme metode med sine skibe og sejlads med udsatte unge, hvor de har haft noget at give sig til, og for en stund har fået dem væk fra miljøet derhjemme. Ligeledes husker han, at man på Børnely brugte mange timer på renlighed, og at der ikke gik lang tid, før børnene oplevede, at det var rart at være i bad og blive ren. Han understreger også, 85

88 at det var vigtigt, at de børn, som skulle i skole i Hørsholm, på ingen måde udstrålede, at de kom fra et børnehjem. Selv om han husker sin egen tid i skolen med børnene fra Børnely som god og inkluderende, så er han ikke i tvivl om, at det kan have været svært at være børnehjemsbarn i skolen, og derfor skulle de se ordentlige ud. Akutte anbringelser Han husker både, at Børnely var en positiv arbejdsplads, hvor man som medarbejdere var glad for at være, og at det var barskt at skulle tage imod de akutte børn, som kom i politibil både dag og nat. Jeg har givet kaffe til mange betjente gennem min tid. Jeg husker da også, at det var frygteligt for betjentene at skulle fjerne børnene. Det var noget af det værste. Men i det mindste vidste de, hvor de skulle køre børnene hen. Jeg tror også, at de betragtede stedet som et godt sted. Så kørte man op ad Strandvejen, og så vidste man da, at der blev ro på børnene, og der var nogle til at tage imod. Altså, det er jo aldrig positivt at blive fjernet, men når man nu skal fjernes, så er det positivt, at man har haft en god tone, og at man har taget sig godt af børnene, fortæller Kim. En nat kom politiet med et søskendepar, som Kim skulle tage imod. Det er første gang, jeg har vagt om natten, og første gang jeg skal være med til at modtage børn, og Frk. Rørdam siger bare: Du er den, der er her, så det er dit arbejde. Bare gør det så godt og kærligt som muligt. Så kommer de der to børn. Og den lille pige på bare halvandet har ikke været skiftet i fire eller fem døgn, og det er første gang, jeg oplever, at jeg simpelthen måtte pille huden af numsen på sådan en lille unge der, hvor huden hang fast i bleen. Jeg var grædefærdig. Det var barskt. Og så var det jo med zinksalve og talkum, og så den lille numse, som skulle pakkes ind i stofbleer, for den kunne jo ikke lukkes til; og hun skreg jo simpelthen. Og drengen han var nok tre år og så skrækslagen ud, så jeg aldrig har set noget lignende. Og så havde vi så en procedure om, hvordan vi skulle vaske dem, og vi skulle sørge for, at de ikke havde lus og lopper og alting. Da jeg så tænder for vandet ude i det store bruserum, der skriger de, som om de aldrig har set vand komme ned fra himlen. Hele natten gik jo med det arbejde. Dér lærer jeg, hvordan vi skal takle de børn, der er blevet hentet af politiet og fjernet, og som har været alene hjemme måske i dagevis i en lejlighed. Så man kan sige, at hun også var fantastisk til at give os ansvar og turde give os ansvar. Moderen til børnene var allerede kendt af Frk. Rørdam, fordi hun før havde taget imod flere af hendes otte børn. Moderen fik lov til at besøge børnene, og da hun kom nogle måneder efter, var hun gravid igen. På den korte tid Kim var på Børnely, fik hun tvangsfjernet yderligere to børn. Kim blev indblandet i sagen af Frk. Rørdam, som ville have, der skulle gribes ind. Hun involverede Kim, selv om han bare var 19 år gammel, fordi han havde taget imod dem ved anbringelsen. Der var Frk. Rørdam helt utrolig til at inddrage mig som part i den sag, fordi jeg havde følelserne. Vi skulle jo beskytte de der børn. De måtte ikke komme hjem i en periode... Fordi jeg havde så meget med de to børn at gøre, nåede jeg at se moderen komme med den nye baby og den runde mave. Der havde hun så tre eller fire anbragt andre steder. Hun kunne nemlig kun lide babyer. Så stik hende dog for helvede en dukke, kan jeg huske, Frk. Rørdam sagde. Det var sådan, hun havde det. Hun havde ingen medlidenhed med de forældre, når de kunne behandle deres børn sådan; så måtte vi som samfund gribe ind over for det, fortæller Kim. 86

89 Kim husker også en dreng, hvis historie har gjort indtryk. Han gik i klasse med Kims lillesøster i Rungsted og blev anbragt på Børnely, da politiet fandt ham på Kgs. Nytorv, hvor han boede i en stor vintønde, som var lavet om til et legehus. Der har han så boet en lille uges tid, og han var selvfølgelig nok meldt savnet, men mere savnet var han jo heller ikke. Så har han altså gemt sig dernede. Han havde meget svært ved i starten at finde ud af, at der var nogen, der faktisk godt kunne lide ham. Kim mener, at han fik lov til at gå i Rungsted Skole hele sin skoletid, og at der efter opholdet på Børnely blev fundet en plejefamilie i nærheden, som gjorde dette muligt. Kim mødte ham igen senere i sit arbejde med udsatte unge, hvor drengen stadig brugte Børnely som base og til weekendbesøg, imens han var i familiepleje i Rungsted. Man kunne jo godt komme tilbage, men ikke at bo. Det var jo her, nogle havde deres familie, noget af personalet havde jo været her rigtig længe, forklarer Kim. Ifølge Kim var Frk. Rørdam ikke begejstret for de store børnehjem, og hun gav udtryk for, at hun helst så, at børnene blev sendt videre på mindre børnehjem og at søskende ikke blev spredt over hele landet, som det ofte var tilfældet. Kim mener, at Frk. Rørdam har haft mange kampe med sine overordnede om netop sådanne sager. Hun ønskede generelt, at børnene kom på et børnehjem tættere på København eller Børnely og ikke, at de blev spredt over hele landet, hvor de ikke havde nogen familiekontakt. Hun har ofte brugt historien om de to brødre, som blev sendt til Bornholm for derefter at blikasseret som en uønsket pakke og sendt tilbage til Børnely som en rædselshistorie, hun ikke ønskede at opleve igen. Den historie husker Kim tydeligt og han er ikke i tvivl om, at hun kæmpede for børnenes ve og vel. Jens Ole Lund og Karin Svensson Et nyt forstanderpar flytter ind I 1978 ansættes en ny forstander ved navn Jens Ole Lund. Han var uddannet børneforsorgspædagog og flyttede ind med sin kone Karin Svensson og deres to børn på B afdelingens første sal. Kort tid efter skete der store og generelle ændringer for husets funktion og arbejdsmetoder. Børnely blev officielt til et børnehjem, hvor børnene måtte være i op til 3 år, og børneantallet nedsattes til maksimalt 24 børn i alt. På dette tidspunkt hed det et Børnehjem med egen skole, men stadig uden yderligere klasseopdeling. Lærerne fungerede i starten mest som støttelærere for børnene, som ellers kom fra almindelige folkeskoler. Der blev bygget et drivhus, som blev passet af en havemand, og på grunden ved siden af havde havemanden heste til at gå, som børnene måtte hjælpe med at passe, hvis de havde lyst. Børnene fik tildelt kontaktpædagoger, der skulle have en særlig tilknytning til barnet, og som blandt andet sørgede for alle barnets aftaler. Kontaktpersonen havde ligeledes kontakt til forældrene og sørgede for, at børnene fik tøj, sko og lignende. De store soverum blev 87

90 lavet om til deleværelser med køjesenge, så der kunne bo mellem 2 og 4 børn på hvert værelse. Det var blandt andet Frk. Rørdams gamle lejlighed, som blev istandsat til dette formål. Der kom også mere kontrol med børnenes ophold og trivsel, og derfor blev der fremover både ført protokol og journaler over børnene. Officielt var aldersgruppen 3-14 år, men med tiden var børnene oftest mellem 7 og 9 år, fordi man valgte at anbringe børn i skolealderen, og fordi man ikke længere havde akutte anbringelser, som førhen ofte involverede små børn. Man kaldte Jens Ole og Karin for et forstanderpar med Jens Ole som forstander og Karin som administrativ medarbejder på deltid. Da de først ankom, boede de på loftet af A afdelingen i tre uger, imens deres lejlighed på B blev sat i stand. Der var på dette tidspunkt almindelig børnehave i B afdelingen, og den nye forstanderfamilie kunne bo på første sal. Her boede de indtil 1981, hvorefter de fandt deres eget hjem uden for Kokkedal. I 1974 ophævedes bopælspligten, og traditionen med at bo på hjemmet som forstander var generelt ved at forsvinde. De var derfor også det sidste forstanderpar, som boede på hjemmet. Både Jens Ole og Karin husker, at det havde sine fordele og ulemper at bo på hjemmet. Arbejdsdagene var lange med få fridage og uden så meget privatliv, fordi det var let for personalet at få fat i dem. Men det var til gængæld også nemt for dem at tage hjem i arbejdstiden for at spise frokost, og deres ældste datter, som den gang var 4-5 år, legede med børnene på Kokkedal. I det hele taget var der på denne måde mere nærkontakt med børnene, som ifølge Jens Ole og Karin nød godt af at have personalet omkring sig både nat og dag. Vores ældste datter legede jo også med børnene her, og hun fortalte, at nogle af børnene ville lege bistand, og det vidste hun ikke, hvad var, men det var altså at være på Bistandskontoret, fortæller Jens Ole. Jeg tror, at de mistede lidt, da vi ikke længere boede her med dem. Selv om vi boede derovre (på B), så kunne jeg jo kigge ud af vinduet og vinke til dem, når jeg var hjemme, og det giver dem en tryghed. Det er noget af det, de alternative institutioner, som kom i slutningen af 70 erne, lagde stor vægt på: At de voksne var der hele tiden. Der var en tryghed i det, fortæller Karin. Jens Ole Lund var ansat fra 1978 til Jens Ole var uddannet børneforsorgspædagog, men da hjemmet blev et behandlingshjem, skulle der ansættes en forstander med kendskab til psykologi, eller en uddannet psykolog. Derfor forlod Jens Ole Kokkedal i Karin Svensson var ansat fra 1978 til Karin fungerede først som forstanderfrue, hvor hun blandt andet havde en administrativ funktion. Da Jens Ole fandt nye veje, blev Karin på Kokkedal. Hun var derfor også vidne til de mange forandringer, hjemmet har været præget af gennem nyere tid. 88

91 Både Karin og Jens Ole husker, at de arbejdede meget, især i starten, imens de boede på hjemmet, og hvor de lavede mange nye omlægninger. Køkkenet og køkkenpersonalets funktion var noget af det første, de lavede om. Køkkendamen Frk. Løkke var stadig ansat som økonoma i køkkenet, og metoderne og reglerne var fortsat de samme, selv om børneantallet var halveret, og B afdelingen ikke længere eksisterede. Jens Ole syntes det var svært at tilpasse hverdagen til køkkenets rutiner og regler, hvor han ikke havde adgang, og hvor maden var nøje talt og tilrettelagt. Frk. Løkke lod sig pensionere kort tid efter, og assistenten tog over. Jeg kom fra et sted, hvor alle beslutningerne blev taget fælles. Men heroppe havde der jo siddet en dame i 30 år, som bestemte det hele. Jeg husker første dag jeg kom her, så var der dækket op til kaffe. Men der var ingen, som gjorde eller sagde noget ved bordet, så jeg satte mig ned et sted. Men det kunne jeg godt se var helt galt, og så spurgte jeg: Hvor skal jeg sidde? og der blev peget deroppe, og så satte jeg mig som anvist, og så måtte de andre også finde deres pladser. Så fik jeg et bundt nøgler, som jeg skulle have, og så sagde de: Hvis du vil sige noget, så tager du nøglerne og smider dem ned i bordet, og de andre skulle bare holde kæft. Det var lidt spøjst, fortæller Jens Ole. Det var blandt andet Jens Ole selv i samarbejde med havemanden, der byggede og omrokerede på stedet. Børnene hjalp også til - specielt når der skulle rives noget ned. Det tog tid, før tingene kom på plads, men levnene fra fortiden mindskedes så småt. Nye afdelinger Huset blev inddelt i tre afdelinger, hvor der var et køkken og en opholdsstue til hver afdeling. Hver afdeling havde en gruppe børn på omkring otte børn. Det var Jens Oles beslutning at lave afdelingerne for at skabe tættere kontakt med børnene og mellem børnene. På denne måde havde pædagogerne færre børn at tage sig af, og de nye børn, der kom ind, havde ligeledes færre at forholde sig til på én gang. Børnene blev inddelt efter en skala, hvor de vurderedes, hvor vanskelige eller krævende de var. I starten er det jo svært at vide, så der må vi prøve os frem og se på, om ikke de passer sammen og så flytte rundt efter det. Nogle grupper fungerede jo bedre end andre, og så kunne man flytte de vanskelige børn over i en mere velfungerende gruppe. Normalt ville vi ikke flytte på dem, men de nye børn, som kom ind skulle helst passe ind, forklarer Jens Ole. Denne inddeling skete med overgangen fra optagelseshjem til almindeligt børnehjem. Karin og Jens Ole husker også, hvordan de i starten tog imod flere børn akut, og at der i optagelseshjemmets periode var meget blandede børn på Kokkedal. I den periode havde hjemmet fortsat fælles tøj på lageret til de akutte børn, selv om Karin og Jens Ole ikke var meget for, at børnene havde fælles tøj. Da de akutte anbringelser stoppede, ændrede de denne form for påklædning og købte ind til børnene enkeltvis sammen med en pædagog. Man ser jo børn, som skovler maden ind, så de næsten bliver dårlige af det, når de kommer her, indtil de finder ud af, at der er mad nok, og de får mad hver gang, de skal spise. Altså, det er jo barskt, når man lever i sådan en verden her, fortæller Karin. 89

92 Altså mange af de akutte børn var jo helt almindelige børn, men hvor moderen pludseligt røg på sygehuset eller lignende, og så stod de uden noget. Det var dem, der ikke havde anden familie at gå til. Det var også børn, som ikke blev hentet i børnehaven, og så kom de her. Nogle gange beholdt vi børnene, mens de undersøgte situationen. Det var børneværnet, som tog sig af at undersøge sagen. Vi blev jo bare ringet op af politiet, som sagde: Vi kommer med 2 børn. De spurgte ikke, om vi havde plads. De kom bare. De ringede selvfølgelig til nattevagten på institutionen og ikke hjem til os. Der kunne jo ske mange ting om natten. Så når vi mødte ind om morgenen, så blev vi opdateret på nye børn og antallet Vi fik en gang to små børn inde fra Vesterbro i København, og der gik to dage, før nogen meldte dem savnet. Så kom forældrene og hentede dem, og så blev de sendt med hjem igen. Børnene var omkring 2 og 4 år, og de kunne fortælle, hvad de hed, og så vidste de, hvor de var blevet fundet, og det var den information, vi fik. Moren var jo smuttet et par dage med Oslobåden. Men den slags var nok mere før i tiden, at man så anbragte børn på børnehjem i de par dage, og så blev de sendt hjem igen. Vi havde jo kun børnene i kort tid, fordi det var optagelseshjem, da vi ankom. De korte anbringelser gør også, at man ikke helt husker dem så godt, fortæller Jens Ole og Karin. I de akutte tilfælde var det sjældent, at forstanderen fik indsigt i sagerne om børnene - oftest fordi de hurtigt var videre, eller blev sendt hjem igen. Det var først, da hjemmet blev et fast børnehjem, at Jens Ole som forstander fik mere kendskab til børnenes sager. Typisk tror jeg, der går 3-4 måneder, før man får det rigtige barn frem, altså før de giver sig selv til kende og viser deres indre jeg. Men hvis de havde været anbragt 7 forskellige steder, inden de kom her, så gik der kortere tid, fordi så kendte de institutionen indefra og vidste, hvad de skulle gøre og ikke skulle gøre, forklarer Karin. Et børnehjem med egen skole I Jens Ole og Karins tid gik de fleste børn i skole uden for Kokkedal. Man havde derfor kun en såkaldt overlærer til at undervise de resterende børn, og alle børnene gik i den samme klasse. Børnene skulle selv have de bøger med, som de var blevet undervist i, så læreren på Kokkedal kunne sørge for, at de blev holdt ved lige i undervisningen, imens de boede på Kokkedal. Børnene blev også vurderet ud fra deres evner i skolen. Hvis de klarede sig godt i skolen, blev det vurderet, at de også kunne klare at blive anbragt i en plejefamilie. At komme i skole uden for hjemmet var ofte noget, man stræbte efter, da det blev anset for at være en positiv udvikling. På et tidspunkt flyttede vi faktisk skolen over i B oppe på loftet, så børnene lærte det der med at pakke sin taske og gå i skole, fortæller Jens Ole. Fritid og ferier Forstanderparret fortsatte udelivets traditioner på Kokkedal og godkendte mange udflugter i denne periode. Jens Ole sørgede for, at der var mange aktiviteter for børnene, men som forstander var han ikke altid selv med. Vi havde en pædagog, som ofte gik march med børnene, hvor de fik medaljer og sådan noget, så det var et hit på et tidspunkt. Så tog de også til Sorø, og der var da ture til Bakken og så videre. Der lå et gammelt plejehjem tæt herpå, så der tog vi nogen gange hen og besøgte Ensomme Gamle Verner. 90

93 I sommerferien tog hver gruppe af sted og arrangerede noget hver for sig. Jeg kan for eksempel huske, at en pædagog var med dem på ridelejr, og så var de jo i svømmehal en gang om ugen oppe ved Kystens Perle. Vi ville gerne have, at de lærte at svømme, når vi havde vandet ved siden af. Der var ikke hegn dengang. Men vi havde da faste ting, vi gjorde, og der var skemaer over de tiltag, vi havde, så børnene kunne melde sig til; og i weekenderne sørgede vi altid for at lave noget andet, forklarer Jens Ole. De fleste børn kom hjem på weekend og i ferierne, da det blev et rigtigt børnehjem. Man kunne ringe til forstanderparret, hvis der skete noget i løbet af weekenden eller ferien, som gjorde, at børnene kom tilbage eller skulle hentes. Men ellers var Kokkedal for det meste tom i weekenderne, især hvis man sammenligner med tidligere tider. Både Karin og Jens Ole husker dog også, at der har været enkelte, som ikke kunne kom hjem til jul. Så tog pædagogerne eller forstanderparret dem med hjem til deres familie - i stedet for at sidde nogle få personer på Kokkedal. Jens Ole husker, at især julen kunne blive ødelagt af alkohol, og han håbede derfor altid, at forældrene ville sige fra over for for lange besøg, før det blev for meget for dem, og så det ikke endte i kaos. Forældrene måtte også komme, når de havde lyst, så længe de aftalte det med personalet på Kokkedal. Men Jens Ole husker mere, at det var over telefonen, at børnene havde kontakt med forældrene. Børnene på børnehjemmet Børnene havde nogle gange oplevet megen straf derhjemme, og derfor forventede de ofte den samme form for straf på børnehjemmet. Der var blandt andet en dreng, som troede, at man kom i fryseren, hvis man gjorde noget, man ikke måtte. Men Jens Ole forsikrede, at sådan ville man aldrig gøre på Kokkedal. Drengen forklarede, at sådan gjorde hans far, når han ikke opførte sig ordentligt. Det er altså grove løjer. Sådan noget måtte man fortælle til forvaltningen; det er klart, fortæller Jens Ole og understreger dernæst den problematik, der ofte opstod, når personalet skulle samarbejde med forældrene, fordi de havde svært ved at acceptere forældrenes opførsel. Man skal altid have stor respekt for forældrene, fordi børn er meget loyale, og derfor skal man altså ikke sige noget negativt om forældrene eller tale negativt til forældrene, når børnene hører på det. Pædagogerne står jo midt i det, og det kan være frustrerende at være vidne til, hvad der foregår mellem børn og forældre, men det hjælper ikke, hvis man ikke kan tale ordentligt sammen. Man skal tale pænt til hinanden, fortæller Jens Ole; og Karin tilføjer: Jeg har tit tænkt på, at når jeg tænker over de børn, der er kommet her, at de har det jo godt her hos os. Der er hele tiden folk omkring dem, som vil dem det bedste; men stadig savner de jo deres forældre. De er jo loyale over for dem. 91

94 Der var også ofte søskende anbragt samlet, men det var ikke altid en fordel, som Karin husker det. Det er ikke ualmindeligt at have søskende, fordi de jo kommer fra den samme familie og har haft den samme oplevelse med deres forældre. De har jo haft et liv sammen, så hvis de er glade for hinanden, så er det jo en fordel at samle dem. Men vi så jo også, at det er den ældste i flokken, der har taget slaget og været forældre for de yngste, så de yngste er måske knap så skadet som de ældste. Så har de ældste jo haft forældrerollen som lille. Det er vanskeligt at få en, som har taget forældrerollen, til at blive et barn igen. Så skal de lige pludselig til at lege uden at tænke på, hvad lillebror eller lillesøster laver. Hun mindes, at der med tiden blev samarbejdet mere og mere med forældrene, men også at flere af de forældre eller bedsteforældre, som havde børn på Kokkedal, selv havde været anbragt som barn. Det kan være rigtig svært at bryde den sociale arv, fordi det, de er vokset op med, er det, de kender til. At få barnet til selv at udvikle sig, det er en svær proces, og det er ikke altid, det lykkes. Men hvis man kan få forældrene til at arbejde med i den udvikling, så de begge udvikler sig, så er det muligt. Men stritter forældrene imod, så er det faktisk svært - også for barnet. Jeg kan for eksempel huske en oldefar, som kom med sit oldebarn herop. Det var fjerde generation, som havde været anbragt, fortæller Karin. Det er ikke mange børn, som Karin og Jens Ole har haft kontakt til efterfølgende, og derfor er det svært for dem at vide, hvordan det er gået børnene i deres voksenliv. Men fordi Karin var ansat så længe, har hun alligevel oplevet børn, som kom tilbage som voksne for at få et glimt at det hus, hvor de voksede op som små. Børnene har altid været velkomne til at komme forbi Kokkedal, og Karin mindes, at der gennem tiden er dukket personer op, som havde boet på Kokkedal. De huskede oftest kun småting og glimt fra tiden, og Karin er sikker på, at mange af de tidligere børn som voksne har fortrængt store dele af barndommen. Tiden den har nok ikke været så rar. De har været væk hjemmefra, og det har været et traume. Det er jo mærkeligt og underligt at skulle væk fra sine forældre - uanset hvorfor. Karin har i løbet af de 32 år, hun var ansat, været vidne til mange forandringer i huset. Både husets ombygninger og overgangen fra sovesale til enkeltværelser, og da der blev lavet kontorer og mødelokaler på de gamle loftsrum. Men også de mange skift mellem forstandere, nye arbejdsmetoder, arbejdsvilkår og ikke mindst pædagogikken over for børnene. Vi tog os jo af dem dengang og forsøgte at skabe et nogenlunde liv for dem. Man tog stilling til deres behov, men man lavede ikke en behandlingsplan på dem. Men jeg vil da sige, at en del af dem, vi havde dengang, var omsorgssvigtede og forhutlede og trængte nok til en psykologisk undersøgelse, men der var bare ikke samme fokus på det dengang. Man fandt jo ud af, at børnene skulle behandles forskelligt alt efter behov for at hjælpe dem bedst muligt. De var måske også behandlingskrævende dengang, men måske tænkte man ikke så meget over det, som man gør i dag. Man havde ikke samme fokus. I dag ved man mere om det og gør mere for det enkelte barn, og derfor kom der nye funktioner i og med, at det blev et behandlingshjem, fortæller Karin. 92

95 Hjemmet får navnet Villa Kokkedal, lige før Karin stoppede i Navnet Børnely hørte fortiden til, selv om det i mange år efter Københavns Kommunes overtagelse hed Børnely i folkemunde - også i Jeg vil gerne arbejde ud fra, at barnet har flere positive end negative oplevelser på en dag. Jeg har jo set efter de gode ting. Jeg har altid fundet det underligt at påpege børns 5 fejl i stedet for at sige, de havde 15 rigtige. Ofte får børn jo at vide, at de har fejl. Men jeg kan bedst lide at finde de gode ting, og så kan det godt være, at et barn har 15 rigtige og et andet har 18 rigtige; men det vigtige er at finde det gode. Det er jo en holdningstilstand, og det har jeg brugt i mit arbejde, fortæller Jens Ole. 93

96 94 Behandlingshjemmet Kokkedal Omsorg er et nøgleord, erne

97 Det blev vedtaget i 1983, at børnehjemmet i Kokkedal skulle omdannes til et behandlingshjem. Kort før, i forbindelse med at bistandsloven blev gældende i 1976, overdrog staten ansvaret for drift og administration af institutionerne til kommunerne. Dette betød, at mange døgninstitutioner blev nedlagt, især de institutioner, som lå uden for kommunegrænserne. Derudover kom en ny privatiseringsbølge af anbringelsesforanstaltningerne for børn og unge på markedet - blandt andet familieplejen. Familieplejeforanstaltningen var udtænkt af fagfolk og en billigere løsning end døgninstitutionerne, hvilket også resulterede i nedlæggelse af flere døgninstitutioner. De tilbageværende døgninstitutioner oplevede derefter massive ændringer, og kategoriseringen af børn blev brugt til at fordele de nemme børn på plejefamilier og andre foranstaltninger, og de svære/vanskelige børn blev anbragt på døgninstitutioner. Dette medførte blandt andet, at Kokkedal i 1982 og frem til behandlingsperioden blev kaldt et børnehjem med særlige formål. herunder børn med tilknytningsforstyrrelser og udadreagerende adfærd, der forårsagede konflikter med omgivelserne. Alle børn var udredt af en psykolog eller af børnepsykiatrisk afdeling, inden de blev anbragt på Kokkedal. Flere af børnene havde sociale problemer, var angste, mistroiske og vant til uberegnelige voksne. Det blev desuden besluttet, at det kun var de store kommuner, som Københavns Kommune, der fortsat havde et behov for tilbud fra døgninstitutionerne og flere døgninstitutioner placeret uden for København, fik derfor lov til at fortsætte - herunder børnehjemmet i Kokkedal. I denne periode forsøgte man ligeledes at modernisere og eksplicitere, hvad døgninstitutionen skulle kunne ressourcemæssigt. Både Psykolog- og socialfagligheden blev en del af døgninstitutionerne generelt og dette resulterede i, at Kokkedal blev omdannet til et behandlingshjem og derfor fik tildelt flere ressourcer og uddannet personale. Tilsvarende blev kategoriseringen af børnene med tiden mere specifik, Omlægningen medførte, at børnetallet blev reduceret til 16 børn, og at antallet af pædagoger steg, så man herefter havde 12 pædagoger til at tage sig af 16 børn. Kravene til de ansattes uddannelse og erfaringer ændredes ligeledes, og det var frem over forstanderens ansvar som leder at sætte målene for stedet. Derfor skulle forstanderen have den rette baggrund og kendskab til psykologi. I denne periode ansatte Behandlingshjemmet Kokkedal også en psykolog og en socialrådgiver som en del af 95

98 husets faglige kapacitet. Derudover var der ansat 4 lærere, en kontorassistent, samt rengørings- og køkkenpersonale. Psykologens rolle var blandt andet at bearbejde barnets problematikker sammen med barnet i et længerevarende terapeutisk forløb. En del af børnene gik ligeledes i legeterapi et par gange om ugen, og det blev muligt at lave løbende psykologiske undersøgelser, som blev brugt i behandlingsplanerne for det enkelte barn. Socialrådgiveren skulle blandt andet varetage kontakten mellem forældrene og institutionen og til socialcentret. Socialrådgiveren ydede ligeledes støtte til forældrene sammen med det pædagogiske personale og psykologen for at udvikle forældrerollen og dermed kvalificere barnets samvær med forældrene. I lange perioder fungerede institutionen som to institutioner under samme tag, hvor børnene blev adskilt i hverdagen og i skolen. Afdelingerne var ligeledes præget af to forskellige afdelingsledere og forskellige lærere. I underetagen var der centralkøkken og intern skole. På 1. sal var de to afdelinger, og på 2.sal havde man bygget kontorer. Kommunikationen mellem pædagogerne på afdelingerne foregik via møder og en dagbog, hvor man skrev om børnenes dag, hvordan den havde fungeret og om eventuelle sygemeldinger. På dette tidspunkt afholdes der mange flere møder, end der hidtil har været på Kokkedal. Der blev blandt andet afholdt fællesmøder, skolemøder, ledelsesmøder, morgenmøder, afdelingsmøder, forældremøder, børnemøder og teknisk-administrative personalemøder. Mål og pædagogik - tryghed, forudsigelighed, overskuelighed og grænsesætning. Kokkedals overordnede mål var, at det enkelte barn blev så velfungerende psykisk og socialt, at det var muligt for barnet at fungere i hjemmet eller i en plejefamilie. Målet blev tilpasset børnene individuelt og beskrevet i den sociale handleplan for barnet af sagsbehandleren - i samarbejde med familien. Denne plan blev revideret hvert halve år. Der var i 90 erne opstillet 3 delmål på Behandlingshjemmet Kokkedal, som indebar: Bearbejdelse af omsorgssvigt, som barnet havde været udsat for, og genetablering af følelsesmæssig tilknytning til voksne. At give barnet en realistisk opfattelse og accept af den familie, barnet kom fra, og at lære barnet at stille realistiske krav til omverdenen. Rygepolitik: Når der ryges, sidder man ned. Ryg ikke ved samlinger, gå ikke rundt med en cigaret og ryg ikke på børnenes værelse. Forældre må kun ryge i stuen. 96

99 Grundelementerne i det pædagogiske arbejde blev i tiden som behandlingshjem: tryghed, forudsigelighed, overskuelighed og grænsesætning. Det blev understreget, at man skulle tale pænt og ordentligt til hinanden, at børnenes tøj skulle være i orden, så ingen børn forlod Kokkedal i hullet eller snavset tøj, og at Kokkedal var et sted, hvor omsorg var et nøgleord. I gamle skrivelser bliver der lagt vægt på, at Kokkedal var børnenes hjem i en længere periode, og personalet skulle derfor sørge for at barnets behov blev opfyldt. De skulle sikre det enkelte barns normale udvikling og tilgodese, at barnet oplevede, at der var voksne, der tog vare på dem, bekymrede sig om dem, og at de følte sig trygge. Dette betød, at barnets basale behov skulle opfyldes med elementær omsorg så som mad, tilstrækkelig søvn og god hygiejne; og at disse behov skulle opfyldes med indlevelse, varme, accept, tålmodighed og tolerance. Børnene skal opleve, at der er ryddeligt, hyggeligt, ro og orden. De skal lære at deltage i det daglige praktiske arbejde. De skal udvikle en fælles ansvarlighed for de fysiske rammer. De skal lære borgerlige normer med hensyn til sprog og til sociale normer for, hvorledes man opfører sig. De skal lære, at voksne kan være stabile og forudsigelige og til at stole på. Skolens nye rolle Skolen blev en obligatorisk og integreret del af Behandlingshjemmet Kokkedal, som vægtede social, kognitiv og motorisk udvikling af barnet. Den havde til opgave via individuelle undervisningsplaner at udvikle børnene intellektuelt på det niveau, barnet magtede. Skolen blev udvidet med flere undervisningslokaler og bestod af to klasser, som hver fulgte afdelingerne og samarbejdede med dem. Til hver klasse var der tilknyttet to lærere, så det var muligt at undervise individuelt. Samarbejdet mellem skolen og afdelingen var tæt, og hvis barnet var i stand til at fungere i en almindelig skole, blev det henvist til en lokal folkeskole. At gå i skolen uden for Kokkedal blev beskrevet som en god mulighed for, at barnet kunne få andre sociale 97

100 relationer. Hørsholm Kommune samarbejdede med Kokkedal, så børnene havde mulighed for at gå i almindelig folkeskole. Hvert år blev der arrangeret lejrskole, motionsløb, skitur, deltagelse i døgninstitutionernes idrætsarrangementer, sommerfest for børn og forældre samt juleværksted og forældrekonsultationer. Lærerene deltog i behandlingsarbejdet gennem deltagelse i behandlingsmøder og i deres daglige samarbejde med afdelingen, psykologen og socialrådgiveren. Familiesamarbejde Et godt forældresamarbejde baseret på respekt og tillid er forudsætning for et vellykket behandlingsarbejde (Årsplanen 1997). I 1990 erne kom der generelle krav til døgninstitutionernes samarbejde med børnenes familier. Forældrekontakten blev derfor også prioriteret højt på Kokkedal, og man lagde vægt på, at børn og forældre, så vidt det var muligt, skulle bevare kontakten. Forældrene blev fremover anset som vigtige, uanset hvordan forholdet mellem børn og forældre fungerede. Forældre og andre nære relationer var derfor altid velkomne til at besøge børnene - medmindre der var restriktioner fra forvaltningens side. Der blev også holdt møder med forældrene, hvor de blev informeret om barnets trivsel og man kunne tale om hvilke problemer, der opstod, når barnet var hjemme i weekenden. Mødernes formål var primært at rådgive og forklare forældrene om barnets reaktionsmønstre. I slutningen af 80 erne og starten af 90 erne blev det i en kort periode forsøgt at indlogere forældrene i weekenderne. Man havde indrettet familieboliger, hvor børn og forældre kunne være sammen uden om afdelingen. Med dette var det tiltænkt, at familiearbejdet kunne gøres med udgangspunkt i Kokkedal og ikke i et socialcenter uden for institutionen. Men de fleste børn kom hjem i weekenderne eller fik kort besøg på hjemmet af forældrene. Enkelte børn kom fra så belastede hjemlige forhold, at det ikke var muligt eller betragtet som godt at sende dem hjem i weekenden eller på ferie. I 1998 blev der oprettet et forældreråd, som bestod af fem forældrerepræsentanter, forstanderen og medarbejderrepræsentanter. Møderne blev afholdt fire gange årligt, og der blev udgivet et informationsblad hvert kvartal til forældrekredsen. Børnene på Behandlingshjemmet Der blev fortsat afholdt børnemøder hver anden uge, hvor børnene kunne komme med nye ideer og ændringer til hverdagen på Kokkedal eller give udtryk for deres meninger og holdninger i en samlet gruppe. Børnene blev beskrevet som normaltbegavede, men følelsesmæssigt svært behandlingskrævende, oftest i alderen 5-10 år. Nogle børn var anbragt med forældrenes samtykke - andre uden. Ofte var børnene præget af omsorgssvigt i en sådan grad, at de ikke var i stand til at fungere i en almindelig skole eller blive anbragt i en plejefamilie. Mange af børnene kom fra komplicerede familieforhold præget af misbrug, vold eller opløsning og forældre, der ikke har været i stand til at give børnene den nødvendige omsorg både fysisk 98

101 og psykisk. I mange tilfælde havde forældrene også selv oplevet en kaotisk og problemfyldt opvækst. Hvert barn fik tildelt en kontaktpædagog, hvis funktion var at varetage tæt følelsesmæssig kontakt og den omsorg, der normalt varetages af forældrene. I denne periode var den gennemsnitlige anbringelsestid på Kokkedal 2-3 år, dog med enkelte undtagelser. Efter opholdet på Kokkedal blev børnene sendt hjem til familien, i plejefamilie eller i boinstitutioner. For at gøre udslusningen mindre brat kunne det enten foregå, ved at barnet forblev et dagbarn på Kokkedal for en periode, imens han eller hun boede hos familien, eller hvor barnet startede med at gå i almindelig folkeskole, imens han eller hun boede på Kokkedal. I 1990 erne begyndte man at lave livshistorier sammen med børnene. Hvert barn fik en fotobog hvor de kunne indsætte billeder med beskrivelser af hverdagen på Kokkedal. Det blev anvendt som dokumentation for barnets livsforløb og oplevelser på Kokkedal. Dagligdagen på Kokkedal Hver afdeling havde egne nedskrevne retningslinjer for børnenes hverdag, som i grove træk var, at børnene blev vækket på deres værelser kl. 7 om morgenen. De skulle være pænt klædt på og have redt håret. Børnene skulle selv rede sengene, inden de forlod værelset. Morgenmaden blev indtaget forskudt, således at udeskolebørnene fik lov til at spise først, så det passede med deres skolestart. Tandbørstningen foregik efter morgenmaden. Børnene måtte selv vælge, hvad de spiste til morgenmad, og ryddede op efter sig, når de havde spist. Vådliggere skulle i bad om morgenen. De børn, der gik i skole på Kokkedal, havde timer fra kl , og når de kom fra skole, stod der frokost klar på bordet. Alle børn skulle vaske hænder inden maden. Huer, kasketter og tyggegummi var ikke tilladt ved bordet. Der skulle siges værsågod, før de måtte begynde. Mange af børnene havde meget dårlige erfaringer med mad, og derfor blev det pointeret, at måltiderne skulle være en god oplevelse. Efter maden var der stilletime, og så blev børnene samlet for at snakke om hvilke aktiviteter, de gerne ville lave om eftermiddagen. Alle aktiviteter skulle tidsafgrænses med aftaler om hvem, der deltog, hvor det foregik, og hvad der skulle ske. Aktiviteterne for børnene indebar oftest fysiske udfoldelser så som svømning, fodbold eller gåture i området. Enkelte børn fik lov til at forlade Kokkedal med aftalte tidspunkter eller gik til spejder og fodbold i lokalområdet. Alle børnene havde cykler til rådighed, som blev flittigt brugt på legepladsen og når de skulle på tur i området. I løbet af dagen blev der serveret seks store og små måltider, og hvis børnene var sultne ud over dette, måtte de få en rugbrødsmad med ost eller leverpostej. De havde desuden 6 kr. om ugen til slik, som de selv måtte disponere over. Aftenen skulle være præget af ro, og dagen skulle afsluttes så godt og rart som mulig. De små børn kom i bad inden aftensmaden og de store efter. Søndag og onsdag skulle alle vaske hår, klippe negle, rense ører og smøres ind i creme. Børnene måtte gerne se TV om aftenen, men kun i selskab med en voksen. Aftensmaden blev indtaget ved et pænt dækket bord, og reglerne ved bordet var de samme som til frokost. De skulle 99

102 lære gode spisevaner og gode manerer ved bordet og alle hjalp med at rydde af bordet efterfølgende. Under maden fik de at vide hvilken voksen, der skulle putte dem, når de skulle sove. Man hjalp børnene med at børste tænder, og der blev læst godnathistorie for hvert barn. Hvis børnene havde mareridt eller søvnproblemer, så måtte pædagogen våge ved deres seng, til de faldt til ro. Før midnat vækkede man de børn, som tissede i sengen, for at få dem på toilet, så de holdt sig tørre om natten. John Hoby, pædagog og afdelingsleder John Hoby blev ansat i 1981 som pædagog og fra november 1986 som afdelingsleder. John var ansat indtil 2010 og har været en del forstanderskift, metodeændringer og ombygninger igennem. Han var også selv konstitueret forstander i en periode. I slutningen af sin ansættelse var John med til at udfærdige den pædagogiske linje og var ansvarlig for metoderne i skolen og på afdelingerne. John kom tilbage i 2013 for en kort periode, da man manglede en afdelingsleder. De fleste pædagoger går jo ind til det arbejde med den bedste mening om at gøre noget godt. 100

103 Overgangen til Behandlingshjem Da John kom til Kokkedal var børnehjemmet inddelt i 3 afdelinger, og huset var normeret til 24 børn, som var fordelt i tre grupper med 8 børn i hver. Til hver gruppe var der tilknyttet to pædagoger og en medhjælper. I overgangen til behandlingshjem blev det ændret til 2 grupper. Arbejdstiden og vilkårene for de ansatte ændredes ligeledes, og derefter var man omkring 6 ansatte om en gruppe børn på 8. Men børnene blev i denne periode tilsvarende vanskeligere og krævende, og derfor behøvedes en anden form for pædagogisk opsyn Det var en ny målgruppe. De børn, der var knapt så skadede, kom i andre foranstaltninger og alternative anbringelser. Ved etableringen af behandlingshjemmet kom en samlet personalegruppe til Kokkedal fra en familieinstitution i Helsingør, som var blevet lukket. Det var en udfordring at samarbejde to personalegrupper med hver deres historie, fortæller John. John husker overgangen fra de gamle rutiner, som storkøkken og vaskedamerne også var en del af, til de nye afdelinger og arbejdsvilkår på behandlingshjemmet og de mange ændringer, det medførte. I midten af 80 erne blev institutionen desuden ramt af sparerunder, som blandt andet medførte, at det praktiske personale blev halveret - herunder køkkenpersonalet, vaskeriet og rengøringen. John husker tydeligt, hvordan det medførte store forandringer på Kokkedal: I midten af 80 erne, hvor der igen var kommunale spareøvelser, blev de praktiske stillinger nedlagt. Pludselig blev der ikke vasket tøj og gjort rent, og køkkenpersonalet blev reduceret kraftigt. Hele den periode gav os en omstillingsuro, for der skete et rolleskift. Der var jo kun pædagogerne, som så pludselig både skulle lave mad, vaske tøj, gøre rent og købe ind og så videre ved siden af det pædagogiske arbejde. Selv om John var ansat det samme sted i hele perioden, forklarer han, at det føltes som 5-6 forskellige institutioner, fordi der har været nye, og somme tider eksperimenterende metoder til at håndtere børnenes udvikling og trivsel på Kokkedal. Ændringerne og udviklingen blev både bestemt udefra og indefra, som det i særdeleshed kunne mærkes hver gang Kokkedal fik en ny forstander. Med de skiftende forstandere har der været fuldstændig forskellige indfaldsvinkler til, hvordan dagen og vejen på organisationen fungerede. Det har været vidt forskelligt - i hvert fald den overordnede tanke. Man gik fra den ene grøft til den anden grøft, og det var ikke lige nemt for pædagogerne at håndtere det, forklarer John. Han mener derfor også at de børn, som har været på Kokkedal i forskellige perioder, må have forskellige opfattelser af, hvad Kokkedal har været for et børnehjem - alt efter hvilken periode de har haft deres ophold der. En institution er i konstant forandring og udvikling. Nogle gange går det op, andre gange går det ned. Der har været opgangstider, urotider, gode tider og rigtig dårlige tider - set udefra. Der var jo en lang periode, hvor der var uro omkring pædagogikken og også omkring samarbejdet i voksengruppen. Det smittede af på børnegruppen, så vi havde lange perioder, hvor børnene stak af. Det var det daglige tema, at vi brugte mere tid på at lede efter børnene i omegnen end på børnene på institutionen. Det kulminerede jo ultimativt i 101

104 1996, da nogle børn stak af, og den ene så druknede. Det var måske først der, at vi kollektivt fik øjnene op for, at der var noget galt i det daglige. John husker især, at opstarten af behandlingshjemmet i 1983 var svær og en lettere rodet tid med dårlig økonomi og rammer, hvor han følte at børnene overtog magten i huset. I en længere periode blev John ringet op i tide og utide, fordi der var ballade. Men han fremhæver, at det har hjulpet med årene, fordi der kom en bedre økonomi og generelt bedre arbejdsvilkår for medarbejderne på Kokkedal. Kontakten til børnenes forældre Relationen og samarbejdet med forældrene ændrede sig løbende i Johns tid, hvor man i starten kun så dem til sommerfester, julefester, eller når forældrene hentede og afleverede børnene i weekenden. John husker, at man sidst i 80 erne eksperimenterede et års tid eller to med familiearbejde, hvor det var muligt for familier som et led i behandlingen at bo på selve institutionen i weekenderne. Der var indrettet familieboliger og behandlingsstuer til formålet. Man gik dog væk fra denne ide igen, og generelt husker John, at man ikke havde meget kontakt med forældrene de første 15 år, han var ansat. D. 19. juni 1996 skete en tragisk hændelse på behandlingshjemmet Kokkedal. En 10årig pige, ved navn Rose druknede i Øresund efter at være løbet væk om eftermiddagen med tre andre børn fra Kokkedal. To af børnene kom tilbage, men Rose og en anden dreng gemte sig, og efter mørket faldt på, fandt de en båd på stranden. Men båden havde ingen åre, så de kunne ikke styre båden. Det gjorde dem bange og de sprang i vandet for at svømme i land, men Rose kom aldrig i land. Mange var berørte af situationen, og alle håbede, at hun bare havde gemt sig. Rose blev eftersøgt i tre dage, før man fandt hende druknet. Det var en katastrofe både for de ansatte, for børnene på Kokkedal og ikke mindst for Roses forældre. For at advare børnene om faren ved det nært liggende hav og de omkringliggende omgivelser bruger man aktivt historien om Rose og hendes tragiske skæbne. På Kokkedal har man lavet en mappe med fortællinger om Roses tid på Kokkedal, så man får et indtryk af, hvem hun var. Sammen med gamle udklip fra aviserne er der håndskrevet tekst, som forklarer hændelsen og hvor kede af det personalet, børnene og forældrene var over at miste Rose. 102

105 Både pædagogisk og psykologisk ansås familien jo som skyldige. Det var jo noget af det, der prægede pædagogikken i starten af 80 erne. Der var ikke meget samarbejde med familierne; det handlede jo om at beskytte børnene mod deres forældre. Men John understreger vigtigheden i samarbejdet med forældrene. Han forklarer, at forældrene var betydningsfulde, fordi de også var en stor del af børnenes virkelighed, og det var hjemme hos forældrene, at børnenes primære tilknytning lå. Derfor var det vigtigt, at støtte børnene, når de skulle forholde sig til hverdagen på børnehjemmet og hverdagen hjemme hos forældrene, som for barnet kunne føles som to forskellige verdener. John påpeger at forældrenes psykiske tilstand og eventuelle modvilje over for anbringelsen kunne vanskeliggøre et samarbejde: De gode historier er jo der, hvor vi er kommet i forbindelse med familierne, og hvor man alligevel får familien til at acceptere anbringelsen og foranstaltningen. Hvor de er medarbejdende, er der håb om, at anbringelsen så trods alt får et meningsfyldt forløb. Vi har haft børn, hvor der har været et forældreskab, som bare ikke har magtet opgaven, men som stadig har haft en aktiv interesse i barnet; og så har vi haft børn med totalt fraværende forældre, hvor Kokkedal i en afgrænset periode var deres hjem, fordi forældrene sad i fængsel eller var psykiatrisk indlagt. Og det gør jo en forskel. Der hvor vi skulle kæmpe med familierne, der er børnene jo i konstant dilemma. For selv om børnene har kunnet se det gode (i Kokkedal) så har de hele tiden været i det dilemma: At bo et sted, som ikke er accepteret af far og mor. Det er svært. Arbejdet gennem 30 år For John har det ikke altid handlet om de store udviklingsprojekter, behandlingsplaner og langsigtede mål, når han var sammen med børnene. Det kan være svært at se det store perspektiv, når man står med fingrene i den akutte bolledej. De gode historier for mig er, når de voksne som på trods af vanskelige vilkår alligevel formår at lave en god dag Årets højdepunkt har for mig altid været den uge, hvor man kunne komme af sted på koloni med børnene. Det var den uge, hvor man ikke blev afbrudt kl. 16, når man stemplede ud, og hvor børnene ikke oplevede de daglige voksenskift. Så var der kontinuerlige forhold; lidt som når man selv var på ferie med familien. Det var jo det med, at tiden ikke var styret af hverdagen, og man var frigjort fra institutionens rutiner og rytmer og hverdagen. Det har vi altid gjort, og det har været forskelligt, hvad økonomien har været til De gode stunder var jo også, at vi hver aften sørgede for at slutte dagen af med en godnat sang eller godnathistorie, uanset hvordan dagen var gået, så den slutter på en ordentlig måde. Det var en frigørelse fra barnets dag, at der var en ny dag i morgen. Det, der ifølge John har været en svær del af arbejdet på Kokkedal, er ligesom for mange andre tidligere barneplejersker og pædagoger, at man skal slippe børnene tidligt i deres opvækst. Når de skulle overdrages til andre institutioner eller i familiepleje, har John ikke haft meget kontakt med børnene, selv om det var åbent for børnene at kontakte Kokkedal efterfølgende. John forklarer, at den manglende kontakt både skyldtes, at man som professionel ikke måtte være den, der kontaktede børnene efterfølgende, og fordi børnene mødte en lang række nye pædagoger og lærere i de nye foranstaltninger, som gjorde, at deres relation til Kokkedal formentlig nedtonedes. Men det har jo altid været vores vilkår som anbringelsessted. Vi havde børnene en periode, og vi slap dem, lige før de store udfordringer kom i års alderen, og så rækker vores indflydelse jo ikke længere. Og hvad kommer de så ud i efter os? Jeg så hellere, at hvis man var anbragt, så var man anbragt det samme sted fra barndommen, forklarer John. 103

106 Jeg vidste godt dengang, at jeg nok ikke skulle hjem foreløbig. Kenni, Behandlingshjemmet Kokkedal 1986 Kenni blev anbragt på Kokkedal fra , kun få år efter Kokkedal havde fået titlen behandlingshjem. Kenni var 7 år, da han kom til behandlingshjemmet, og på det tidspunkt var hjemmet opdelt i to afdelinger med en bestemt pædagoggruppe til hver afdeling. Der var stadig køjesenge til børnene, men sovesalene var ikke længere en del af Kokkedal. I stedet delte de værelserne mellem to eller tre børn, og tingene på værelset var fælles. Af og til boede der ikke så mange børn på Kokkedal, og Kenni husker, at han også nogle gange boede alene på værelset. Overordnet husker Kenni opholdet på Kokkedal som familiært, hvor tilværelsen kom så tæt på det normale familieliv som muligt. Selv om der var indrettet skole i stuen til børnene på Kokkedal, så gik Kenni ikke i skole med de andre børn på hjemmet. Han blev i stedet hentet i taxa hver morgen og kørt til Kokkedal Skole, hvor han gik i en almindelig folkeskoleklasse med børn fra lokalområdet. Det var den samme taxachauffør, som hver dag bragte Kenni til og fra skole, og af og til fik Kenni lidt småpenge af chaufføren til at forsøde hverdagen. Hvorfor han ikke gik med de andre, ved han ikke. Men han tror, det var, fordi han allerede var startet i skole, da han kom til Kokkedal. Det var damen i køkkenet, som sørgede for Kennis madpakke, og han husker hende som samlingspunktet i køkkenet. Køkkendamen havde en anden funktion. Man skulle ikke stå og snakke om, hvorfor man gjorde dit og dat. Hun spurgte anderledes, og man stod ikke til regnskab på samme måde, fortæller Kenni. Der var meget med, at vi skulle ud og lege, og vi havde meget sammen med pædagogerne, der var der. Børnene var inddelt i grupper med hver deres hold pædagoger, og på den måde fik børnene knyttet sig til bestemte personer. Kenni har gode minder om pæ- 104

107 dagogerne, som var kreative og gode til at finde på nye lege. Kennis kontaktperson på Kokkedal hed Jette. Hun har fulgt ham på sidelinjen også efter han stoppede på Kokkedal. De taler ikke sammen dagligt, men Kenni har altid kunne henvende sig til Jette efterfølgende. Hun fik endda tildelt forældremyndigheden, da Kennis mor døde, mens han boede på Kokkedal. Jeg ved ikke, hvordan det skete, men jeg var jo pludselig forældreløs, og så var der jo en eller anden, der skulle kunne underskrive og sådan. Jeg tror egentlig ikke, hun vidste, hvad det indebar. Der går mange år, før Jette ringer til mig. Jeg tror 5 år, hvor hun fortæller, at hun har fået brev fra banken. Det undrede os, at hun havde fået brevet, men så fandt vi jo ud af, at hun havde forældremyndigheden, fortæller Kenni. Da Kenni blev anbragt på Kokkedal Kennis mor var narkoman og boede på Østerbro i København. Hun kom meget på Istedgade på Vesterbro, som var kendt for at være et tilholdssted for narkomanerne i København. Kenni og halvsøsteren, som var 6 år ældre, var derfor ofte alene hjemme og overladt til sig selv. Han husker svagt, at han som 4-5 årig havde været på afvænningshjem sammen med sin mor. Da de kom hjem derfra, blev han og søsteren anbragt på et andet børnehjem for en kort periode. Men Kenni husker tydeligt, at han var ude for en ulykke, da han var 6 år gammel. En dag, hvor han og søsteren gik alene rundt på Vesterbro, blev Kenni kørt ned af en bil. Han blev efterfølgende indlagt i en lang periode med voldsomme skader. Jeg havde åbent benbrud Men min mor var ikke så god til at komme og besøge mig på hospitalet. Hun kom og prøvede at stjæle en masse ting på sygehuset. Da jeg så kom hjem igen, blev jeg anbragt på Kokkedal. Jeg husker ikke detaljerne. Men jeg husker ulykken, fortæller Kenni og understreger, at han blev tvangsfjernet den dag, han blev kørt til Kokkedal. Kennis familie På Kokkedal kom børnenes forældre af og til på besøg, men Kennis mor var ikke så god til at overholde aftalerne, og hun havde det med at dukke op uanmeldt om natten. Min mor kom ikke de dage, hvor forældrene måtte komme på besøg, og hun var vildt dårlig til at sende gaver og kort. Men så lige pludselig en dag stod hun der midt om natten. Så havde hun legetøj eller slik med. Hun var endda kommet helt indenfor uden at blive opdaget. Så stod hun på mit værelse, og det var ret sindssygt. Altså, hun fejlede ikke noget, hun var bare misbruger. Hun var altid glad. Sådan husker jeg hende. Men hun var også altid doped. Min mor var jo fuldstændig blæst og stangvissen hele tiden - altså på stoffer. Hun var altid slingrende, fortæller Kenni. Weekenderne hjemme hos Kennis mor var ikke altid behagelige, så han tilbragte ikke så meget tid med hende. Men han savnede hende, når han var på Kokkedal. En gang gik der meget lang tid mellem hendes besøg, så Kenni og en af pædagogerne tog til København for at lede efter hende og sikre, at hun var uskadt. Han oplevede, at hendes misbrug blev værre og værre, hver gang han var hjemme på weekend. Til sidst blev det for meget for hende, og hun døde af en overdosis. Det var pædagogerne på Kokkedal, der fortalte Kenni, at hans mor var død. Kenni husker, at det var Jette, der snakkede med ham om moderens død. Da de fortalte mig det, da troede jeg ikke på det. Det kunne ikke være 105

108 rigtigt. Det var virkelig en hård oplevelse. Jeg kan huske, at vi spiste alene et andet sted, og jeg måtte tage en gæst med - et af de andre børn, som jeg godt kunne lide. Jeg kan ikke huske, hvem det var. Men så sad vi der og spiste alene. Det var ret specielt. Men de var gode til at håndtere det, og så fik jeg fri fra skole i 14 dage. De tog det meget alvorligt, og jeg var meget ked af det i rigtig lang tid. Kennis moster besøgte ham efter morens død, og han kom i familiepleje hos hende, da han som 9årig forlod Behandlingshjemmet Kokkedal. Han boede hos hende til han blev 15 år. Kenni så ikke meget til halvsøsteren, fordi de boede på forskellige behandlingshjem uden for København. Men hun kom af og til på besøg hos Kenni og gik ture med ham langs Strandvejen. At bo på børnehjem - Man blev ikke straffet på Kokkedal. Man blev mere straffet af sine forældre Altså, jeg elskede at bo der, kan jeg huske. Det var fantastisk; det var en god tid. Det var en tid, hvor man fik lov til at lære rigtig meget og være barn. Der var jo mange ting, der var anderledes, når jeg ikke var på Kokkedal - hvis jeg for eksempel var på weekend hos min mor. Man lavede jo alle de ting, man ikke kunne lave derhjemme. Man kunne komme på koloni, og man havde altid nogen at snakke med, og man sov trygt om natten. Der var pædagoger, som holdt vagt om natten. Der var altid nogen vågne, hvis man var ked af det, og der var altid nogen, man kunne gå ned til. Sådan husker jeg det. Kenni er ikke flov over, at han var på børnehjem, da han var barn. For ham var det et hjem i en periode, hvor han fik en god tilknytning til stedet og gode relationer til pædagogerne. Det var et hjem med familiære omgivelser og tryghed - især i lyset af det, han kom fra. Han husker generelt opholdet på Kokkedal som en rar tid med natur og plads til at være barn. Men forholdet til moderen og årsagen til hans anbringelse var ikke rar, og man talte ikke med de andre børn om, hvorfor man var på Kokkedal. Jeg vidste jo godt, at det var forkert, at hun var narkoman. Det var meget tabu. Min mor havde sagt, at det måtte man ikke snakke om og sige til de andre. Jeg snakkede dog med min moster om det, men jeg synes hele tiden, at det var et tabu at snakke om min mor. Fordi, det var jo en hemmelighed, og man skulle ikke fortælle hemmeligheder, og sådan var de andre børn også. Man snakkede ikke rigtig om ens far og mor. Der var ikke så meget at sige. Sådan var det bare, forklarer Kenni. Jeg tror, at børnene på Kokkedal var som børn er, men med en masse problemer. Men altså, man var jo skadet, og det var et behandlingshjem. Der var en grund til, at man skulle være der, det var bestemt anderledes børn. Det var slet ikke de samme børn som i min folkeskoleklasse. Min klasse var ikke fra samme baggrund som mig. Det var velfungerende børn. Kenni mindes, at der blev grædt en del tårer på Kokkedal, fordi børnene var kede af, at de ikke kunne bo hjemme hos forældrene, selv om det heller ikke altid var rart at komme hjem på weekend. Han vidste godt, at det var et behandlingshjem, imens han boede der, og at han og de andre børn på Kokkedal var anderledes end børnene i klassen på Kokkedal Skole. Som børnehjemsbarn skilte han sig ud i klassen, og det var svært for ham at tale om børnehjemmet med skolekammeraterne. Men selv om det var svært at være anderledes i skoleklassen, så er Kenni glad for, at han fik lov til at 106

109 gå i skole uden for hjemmet i Kokkedal. Skolen fyldte meget i hverdagen, og Kenni følte, han havde meget at lave. Han fik lov at opleve en anden hverdag med nye venner og med nye indtryk. Min klasse var ikke inviteret til at fejre fødselsdag med mig. Men jeg husker ikke hvorfor. Jeg er sikker på, at jeg gerne ville have haft det, hvis det var muligt. Jeg skulle jo med til mine klassekammeraters fødselsdage, og jeg kunne aldrig have en gave med, for det var der ikke penge til. Måske fik jeg noget med fra institutionen. Den forskel kan jeg i hvert fald godt huske. Generelt er det for Kenni det normale liv, de kreative pædagoger og traditionerne, han var begejstret for på Kokkedal - at der blev fejret fastelavn med udklædning og fødselsdag med boller, lagkage og fødselsdagssang i selskab med pædagogerne og børnene på Kokkedal. Det var en tid med faste rammer og regler for, hvornår man gik i seng, hvornår man stod op, og hvornår man spiste dagens måltider. Her lærte han at spise pænt, og hvad det betød at have gode madvaner og bordskik. Det var en kollektiv tid uden meget privatliv - med fælles bad og deleværelser, men også en tid med kammerater i et børnevenligt miljø. Jeg tror, at meget af det, jeg er i dag, er noget, jeg har fået med fra Kokkedal. Der var børn man kunne lege med og voksne til at vise, hvordan man legede. Det var jeg jo ikke vant til. Jeg kom fra en mor, der slet ikke kunne finde ud af at passe mig. Alle de institutioner, jeg har boet på, har faktisk været fantastiske på hver deres måde, fortæller Kenni. Voksenlivet efter Kokkedal I dag er Kenni uddannet pædagog og kontaktperson for anbragte unge. Han har i sit arbejde fået et professionelt indblik i den verden, han selv var en del af som barn. Meget har ændret sig, fra dengang han var barn, men han synes, han kan bruge sine egne oplevelser, når han taler med børn og unge om svigt. Selvfølgelig skal det også komme indefra, og man skal selv handle. Men for mig har det også været bestemte mennesker i mit liv. Dem, der har sagt fra over for de ting, man gjorde, som var dumt eller forkert. Jeg har stor respekt for folk, der har deres egen mening - for eksempel Jette, min kontaktpædagog fra Kokkedal. Hun var meget sig selv. Hun var en god relation. Hun var min tryghed og den jeg holdt allermest af. Der var også en anden kontaktperson senere. De stod ved, hvem de var, og man var sikker på reglerne. Det er ikke kun én selv, der skaber det; man skal også møde mennesker, som er der for én - som man kan mærke er der, og som ved, man er til, forklarer Kenni. Han har længe husket sin tid i pleje hos mosteren som en god tid, fordi han og vennerne fik lov til at passe sig selv og feste - trods deres unge alder. Dengang mente han, at han og vennerne var gode til at passe på hinanden. Men i dag som uddannet pædagog og kontaktperson erkender han i refleksionen, at der egentlig ikke blev passet godt på ham som barn. Kenni endte med at stikke af fra mosteren, da han var 15 år - og har klaret sig selv siden. Han var i efterværn for en kort periode, men det blev hurtigt afgjort, at han kunne tage vare på sig selv. Det gik stærkt, og pludselig var han ude af forvaltningens lune hænder. Kenni fandt arbejde i militæret og prøvede sig frem i flere brancher, indtil han besluttede sig for at uddanne sig til pædagog. 107

110 Kenni har ikke kontakt til kammeraterne fra behandlingshjemmet i Kokkedal i dag, men han ses stadig med sine gamle klassekammerater. Han tænker ind i mellem på børnene fra Kokkedal, og hvor de blev af. Han ved af personlig erfaring, men også fra sit arbejde med anbragte børn og unge, at mange af børnene har mistet troen på sig selv, og at det er svært at komme igen efter svigt og tab. I sin refleksion over barndommen, og hvor han er i dag, mener Kenni, at institutionerne, relationerne og vennerne har formet ham og hjulpet ham videre. Han er vokset op i et dårligt miljø, som inkluderede moderens misbrug af alkohol og stoffer. Men han er ikke i tvivl om, at for ham handlede det om at møde de rigtige mennesker i sit liv. I dag anser han sine venner for at være en del af sin familie. Det er dem, han holder traditionerne ved lige med, og det er forholdet til vennerne, som plejes og vedligeholdes. 108 Øverst til venstre er Kenni på Koloni, hvor John Hoby er med som pædagog.

111 Ferie og koloni på Behandlingshjemmet Kokkedal Afdelingerne tog på sommerkoloni og på skiture eller lejrskole i skoleferierne. Der var både pædagoger og lærere med på sådanne ture. I 1999 var Afdeling 1 på tur til Tisvilde, og børnene satte ord på deres oplevelser: Vi var ude at bade, det kunne jeg godt lide. Vi var på trampolinen, den var rigtig sjov. Så var vi ude at spise, det var godt. Der var en pige, som slog sig på trampolinen, det var lidt dårligt. Først sov jeg oppe på hemsen, men det kunne jeg ikke holde ud, for det var for varmt. Så sov jeg på gulvet, det var bedre. De voksne var rigtig søde. De gav os is og spillede bold med os og sådan Det var godt, at der var den trampolin der. Det var skidt, at jeg ikke kom til at sove der, hvor jeg ville sove. Jeg ville sove i lejligheden, men det kom jeg ikke til. De voksne var irriterende. Vi fik ikke noget ordentligt mad. Det var heller ikke godt at spise ude til frokost. Jeg synes det var for varmt på stranden Det var hyggeligt. Der var trampolin, det var bare lidt kedeligt, at man skulle stå i kø ved trampolinen, fordi der var mange, der gerne ville prøve den. Det var sjovt at være på skattejagt. Så sendte min mor et insekt sæt til mig. Det var sådan et med forstørrelsesglas, så man kunne se insekterne. Det var sjovt at være på stranden. I 2000 var elever og lærere på ski-lejrskole i Trysil i Norge. De boede i to hytter med pejs og sauna, og formiddagene gik med skiskole. Om eftermiddagen fik børnene mulighed for at afprøve det, de havde lært; og om aftenen skiftedes elever og voksne til at lave mad. En elev beskrev turen således: Vi kom søndag aften frem til Trysil i Norge. Klokken var 6 og vi pakkede ud. Vi spiste og gik i seng. Mandag morgen gik vi ned til skiudlejningen. Da vi havde fået ski, gik vi ned til skiskolen. Jeg synes, at det var koldt mens vi havde skiundervisning. Jeg gik ind i varmestuen. Tirsdag morgen stod vi op og stod på ski hele dagen. Om aftenen så vi en video, som hedder Antz, og så gik vi i seng. Onsdag eftermiddag faldt jeg af liften. Jeg kunne ikke nå til de andre, og så blev jeg bange. Så gik jeg ned til det lille hus, hvor lift-vagterne arbejder. De kørte mig hjem på deres snescooter. Jeg var glad for at komme hjem igen. Så havde jeg fået nok. Næste dag gik jeg ikke på skiskole. Jeg blev hjemme og hyggede mig. Fredag var der afslutning for skiskolen. Vi fik Trolle drik. Da vi var færdige gik vi over på skibakken og stod på ski. Da vi kom hjem spillede vi skak og gik i seng. Næste dag skulle vi pakke vores tasker, for vi skulle hjem næste dag. Øverst til højre er et billede fra en tur på koloni i 1990erne. Nederst til venstre er et billede fra en ski-lejrskole i Norge og nederst til højre er børnene på skovtur. 109

112 110 Villa Kokkedal i dag Trivsel, sundhed og omsorg,

113 For 100 år siden tilhørte Villa Kokkedal Samfundet og Hjemmet for Vanføre og husede op til 80 personer. Både handicappede børn og personale var indlogeret på sovesale og små værelser rundt om i huset. Villa Kokkedal har gennem årene fået nyt udseende, både ude og inde - senest i 2010, hvor huset fik nye tilbygninger. Siden 1914 antages det, at mellem 2500 og 3000 børn i skiftende perioder har været anbragt på hjemmet i Kokkedal. Antallet er et skøn idet der ikke findes fyldestgørende, nøjagtige opgørelser over indskrevne børn og unge, og der er tale om anbringelser og ophold af varierende længder og på forskellige vilkår. I dag er indkørslen til det store hvide hus omringet af træer, hvor store farverige sten i lyserøde, lilla, gule og blå farver grænser langs græsset ved husets facade mod Strandvejen. Til venstre kan man se ind til det gamle B, hvor børnehavebørn fylder omgivelserne med toner af leg. Villa Kokkedals store og rummelige legeplads er indrettet med trampolin, legehuse, sandkasse, klatreelefanter, bålplads, gynger, to skure til cykler og udendørs legesager, basketball/ hockeybane, fodboldbane, skaterramper, klatrestativ og bordebænke sæt - alt sammen med udsigt over vandet. Hovedindgangen er i dag en hall med et stort tæppe på gulvet, en lyserød chaiselong, et spejl i guldramme og maleri på væggen. Hallen bliver brugt som samlingsrum for børnenes morgensang. I stuen ligger skolen med tre klasseværelser og kontorer til henholdsvis psykologen, lærerværelset og skolelederen i den ene fløj. I den anden fløj findes sløjd-, håndarbejde- og musiklokaler, og i den nyeste tilbygning er der gymnastiksalen med udsigt over fodboldbanen og Øresund. I mellem de to fløje er der et skolekøkken med tilhørende klasseværelse. Dette rum var en gang storkøkkenet, og med de mange depoter, indgange og afblændede døre fornemmer man køkkenets historie og funktion, som i mange år bestod i at bespise mere end 100 børn og voksne. Trappen til første og anden sal står endnu, som den blev opført for 100 år siden. Første salen indeholder boafdelingen i huset, og i den ene fløj, som en gang var drengenes gang med plads til forstanderinden, viceforstanderinden og vagtværelset, er der i dag ni værelser, et vaskerum og et vagtværelse. Vagtværelset er indrettet med et langt skrivebord, opslagstavler, computere og en seng til pædagogen, der har nattevagt. På gangene er der også toiletter og bad, som børnene deles om to og to. I den anden fløj, som førhen var pigernes gang, er der i dag fem værelser, og i tilbygningen er der endnu et vagtværelse med en seng, computer og toilet til den anden pædagog, der har nattevagt. Der er et kontor i enden mod Øresund til afdelingslederen og en stor stue med legetøj og et køkken. Stuen kaldes for havstuen - med sin udsigt over Øresund. På bagtrappen er der toiletter og bad, som børnene også deles om. Hvert børneværelse er fast indrettet med en seng, en børnelænestol, skabe til tøj, en reol til legetøj og et TV. Skolebørnene har også et skrivebord og stol. Børnene må selv bestemme, hvad der skal hænge på væggene, og hvordan de indretter sig med billeder, eget legetøj og sengetøj. Der er i alt plads til 14 døgnbørn. 111

114 I mellem de to fløje ligger et åbent køkken, hvor økonomaen laver mad til hele huset. Hun er en del af børnenes hverdag og omgås alle børn og ansatte i løbet af dagen. I forlængelse af køkkenet, kun adskilt af rumdelere i form af reoler, ligger en stue med TV og tre store sofaer. Denne stue var i husets begyndelse en såkaldt liggehal i en åben terrasse, hvor de vanføre børn blev kørt ud i solen og den friske luft. Fra stuen kan man gå ind i endnu en stue med køkken, sofaer og spil. Denne stue og havstuen bliver også brugt til måltiderne på Villa Kokkedal. På 2. sal ligger institutionsindrettede kontorer til henholdsvis forstanderen og socialrådgiveren. Det, der en gang var loftsrum, er i dag fire kontorer og en stue med køkken til børnene i den ene fløj. I den anden fløj, hvor syersken og barneplejersker før havde værelser, er der nu en frokoststue, toiletter, depoter og et stort mødelokale. Huset er i dag indrettet med lidt rokokomøbler, en Buddhabuste, lysekroner samt spejle og billeder i guldrammer. Hovedindgangen til Villa Kokkedal med løve, guldspejl, lysekrone og chaiselong. 112

115 Hverdag og aktiviteter på Villa Kokkedal Hverdagen på Villa Kokkedal følger en omhyggelig tilrettelagt struktur, der løbende afstemmes til det enkelte barn. I dag bærer eftermiddagsaktiviteterne præg af læring, hvor man for eksempel har trafiktræning for de ældste børn, så de lærer at færdes ude omkring og lærer at læse bus- og togplaner. De ældste skal lære at tage bussen og toget selv og at komme tilbage til tiden. Der er også inkorporeret legetræning for de børn, som skal øve sig i at være sammen med andre børn om noget konkret. Man kalder det et legeværksted, hvor man finder legetøjet frem i havstuen og lader børnene sidde et par timer og lege. Andre har brug for motorisk træning, og så er gymnastiksalen i brug for at lade børnene bevæge sig og bruge kroppen. Generelt er det aktiviteter, som understøtter de behandlingsplaner, børnene har, og sådan foregår alle eftermiddagsaktiviteter. Flere af børnene har samme temaer, de skal arbejde med, som for eksempel temaet om at miste. Det kan være svært at lade andre komme tæt på, hvis man er vant til at miste og blive svigtet. Derfor forsøger man på Villa Kokkedal at opbygge venskaber mellem børnene og finde fælles aktiviteter for børnene to og to. Det skal hjælpe dem til at lære at have en ven. Børnene hjælper også til med forskellige opgaver som at dække bordet eller rydde af efter maden. Men efter aftensmaden er det muligt at lave de ting, som ikke er tilknyttet behandlingsplanerne. Om aftenen kan børnene lave de aktiviteter, som de selv synes er sjove. Børnene bliver puttet om aftenen i grupper, opdelt efter alder og funktion. På den måde følger børnene også den samme godnathistorie, inden de skal sove. Forskningsinteressen var hen mod slutningen af 90 erne stigende inden for det, der i dag kaldes det specielle børne- og ungeområde. Dette medførte blandt andet, at interessen for døgninstitutionerne voksede. Hvilket afstedkom ny teoretisering, og at man begrebsliggjorde metoder og virkemidler sideløbende med et større fokus på pædagogikken generelt. Med dette kom der også en større bevågenhed på børnenes sikkerhed, på trivsel, demokrati og inddragelse af de anbragte på døgninstitutionerne. Der blev sat kvalitetsmål for elevindflydelse og demokratisk træning, hvor man i 2000 på Kokkedal oprettede et elevråd, og børnemøderne blev videreudviklet. 113

116 Trine Lindskov, forstander I 2002 blev Trine Lindskov ansat som forstander. En stilling hun besad indtil Trine Lindskov er uddannet psykolog og var i sin periode som forstander med til at lave store omlægninger i huset - og ikke mindst hoveddrivkraften bag de nyeste ombygninger. Trine Lindskov gav i forbindelse med ombygningen behandlingshjemmet sit nye navn: Villa Kokkedal. Som forstander var det hendes rolle at arbejde med Villa Kokkedals overordnede faglige retning, økonomi og personaleforhold. Kokkedal kagen. Trine Lindskov havde med hjælp fra børnene på Kokkedal og sin egen familie lavet en kage til rejsegildet i Ombygningen Det var et ret mistrøstigt byggeri, før det blev lavet om. Det var tarveligt, misligholdt og gråt, og haven var groet helt til. Trine lagde meget arbejde i at rekonstruere Kokkedal både på det faglige niveau og med de fysiske rammer. Hun var tovholder på de nye renoveringer og i særdeleshed indretningen, fordi hun mente, at der var et stort behov for at give nyt liv til det, hun omtaler som et kedeligt institutionsmiljø. Kokkedal havde mange Jeg synes, at hvert enkelt lille barn på Kokkedal havde ret til sin egen personlighed. 114

117 levn fra fortiden, og det kunne ses på de efterhånden beskadigede og slidte møbler, hullerne i væggene, de lange gange og gamle køkkener. Det var derfor ifølge Trine på tide at gøre noget ved Kokkedals udseende og miljø, som blandt andet bestod i farverige kombinationer ude og inde, palmer, store guldrammer på væggene og elefantskulpturer i haven. Målet var at skabe nogle rammer, hvor børnene oplevede sig mødt og selv kunne bidrage. Skolen blev indrettet med fleksible arbejdspladser for indlæring, mens resten af huset blev lidt mere idérigt og inddragende. Nogle synes jo, det var helt forfærdeligt, at vi havde indrettet os sådan, mens andre synes, det var så hipt. Reaktionen var jo egentlig pointen og springbrættet til at bidrage, forklarer Trine. Miljøterapi tid, sted og opgave. Trine var meget optaget af træfsikkerhed i omsorg og behandlingsarbejdet - i at kunne forklare metoderne, hvad arbejdsgrundlaget og teorierne for Kokkedal skulle være. Blandt andet betød det en systematik for at afdække og stimulere barnets samspil og personlighedsudvikling. Hun fokuserede på sammenhæng og samspil i miljøet, som groft skitseret var baseret på, at hvert enkelt forløb i løbet af en dag blev set i forhold til tre grundelementer: tid, sted og opgave. Dette var en metode, hvor hver aktivitet struktureres i tid, hvilket område den skulle finde sted i, og endelig hvad indholdet og formålet med aktiviteten var. Metoden var anvendt til hvert enkelt barn og dets behandlingsmål. Det var en måde at tydeliggøre forventninger og muligheder for barnet. Det var et princip til at fastholde den voksnes troværdighed i relationen til barnet og et udgangspunkt for at kunne ændre på strukturen i takt med, at barnet udviklede sig. En metode, som skaber overskuelighed og forudsigelighed, og som man også bruger på Villa Kokkedal i dag. Så der hele tiden er fokus på både det officielle og det intentionelle, der foregår. Vores fokus på børnene var selvfølgelig på her og nu, men bagved lå en bredere forståelse af, hvorfor og hvordan børnene inviteres ind i typer af samspil, og hvordan barnet selv inddrages i sin væren og udvikling med stadig større tryghed og overskud, forklarer Trine. Det var Trines ansvar, at medarbejderne på Kokkedal trivedes, og at de i mindst mulig omfang kom til at stå i akutte situationer, hvor de mistede styringen - både over børnene og over hinanden. Medarbejderne skulle være forbundet i et professionelt felt og være i stand til at sætte ord på tingene, så de kunne håndtere børnenes intentioner for at være til stede. Jeg var meget optaget af, at ungerne havde det godt, og at der ikke skulle ske dem noget. Så jeg havde det med at dukke op i ny og næ. Jeg ville gerne kende institutionen på alle tidspunkter af døgnet og kunne tale med om de reelle forhold, og ikke blot se til fra et skrivebord i kontortiden. Så jeg dukkede op om aftenen eller i weekenderne eller lignende. Det var vidunderligt at få indblik i en søndag eftermiddag, hvor ungerne råhyggede. Når man skulle tage hensyn til færre børn, og der var bagt, blevet støbt stearinlys eller lavet ting udenfor - og de var gode kammerater. Men jeg så jo også nogle gange noget, som stred mod aftalerne, og det gjorde jeg også et nummer ud af. Jeg ville signalere vigtigheden af sammenhæng - at børnene grundlæggende følte sig passet på. 115

118 Trine var meget opmærksom på børnenes sikkerhed, og efter det blev opdaget, at flere børn på institutionen stod op om natten, for at mødes til samvær, selv om de bare var 8 og 12 år, fandt hun på at opsætte et alarmsystem, hvor alle pædagoger havde en alarm på sig, når de gik i seng. Alarmen blev aktiveret ved følere på gangene, og hvis et barn stod op, så blev alarmen aktiveret. Det kunne godt være, at barnet bare skulle op på wc, men på den måde kunne man sikre sig, at børnene blev puttet og måske følte sig passet på - også om natten. På en døgninstitution skal børn beskyttes, men nogle gange også mod hinanden. Det var jo forfærdeligt, at vi voksne ikke kunne forebygge børns overgreb på andre børn. Hvis der kommer meget seksuelt misbrugte børn, som kommunikerer via sex, så bliver det også på de andre børns bekostning - med mindre man er hurtig og dygtig til at opdage det. Man tilfører jo børnene erfaringer, som de burde være beskyttet imod. Når man oplever sådan noget, må man gøre alt, for at det aldrig sker igen. Alarmerne bliver fortsat brugt i dag for at bevare børnenes sikkerhed. Forældresamarbejde - Det er vigtigt at nævne familierne. Det er ikke kun børnene, som har gjort brug af Villa Kokkedal, for der har været et stort samarbejde med familierne. Trine understreger, at det kræver stor fleksibilitet at samarbejde med forældrene, blandt andet fordi forældrene er presset på andre typer opgaver i systemet som jobsøgning eller egne behandlinger, og fordi de er presset til at reorganisere sig som forældre. Det var allersværest for de forældre, som havde et langvarigt misbrug eller var sindslidende, at samarbejde om børnene. Hvis deres situation ikke var stabil, vidste børnene aldrig, hvornår de ville se eller være sammen med deres mor eller far. Det skaber selvsagt stor usikkerhed og uendelig skuffelse, når et samvær alligevel ikke blev til noget. Denne usikkerhed og skuffelse har med tiden fået en iboende karakter på hjemmet gennem Villa Kokkedals lange historie. Trine påpeger vigtigheden af familien, fordi børnene er en del af familien, hvis de har nogen, og det er familien, som er bindeleddet tilbage til accepten fra omgivelserne. Familien er derfor essentiel for barnet, hvis man Som følge af tiltagende sager om børn og unge på døgninstitutioner, som udviser seksuelt grænseoverskridende adfærd, blev JanusCentret etableret af Socialministeriet i På JanusCentret har man blandt andet fokus på den dobbelthed, der ligger i, at børn og unge, der begår seksuelle overgreb, ofte har været ofre for omsorgssvigt i deres barndom. Centret blev en del af regeringens handlingsplan om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, og centret har siden fungeret som udrednings-, behandlings- og videnscenterfunktion. 116

119 skal bevare den samfundsmæssige identitet. Når børnene er på Kokkedal, skal personalet sørge for, at barnet trives og udvikler sig. Men børnenes virkelighed er både på Kokkedal og hjemme hos forældrene, og det må man ikke modarbejde, forklarer Trine. Børneskæbner for en forstander Jeg husker, en fastelavnsfest, vi holdt nede på grunden. Alle ungerne var udklædt, og forældrene var indbudt, og der var masser af boller. Pludselig bliver en dreng voldsomt vred, og han springer op på et bord og raserer 30 kaffekander og sparker alt på bordet ned, og det splintrer og glimter. Maden ligger på jorden - alt ligger i ruiner. Det tager ham mindre end 10 sek., og så var alt det, folk var kommet for at samles om, væk. At se et barn, der er vredt og bange, og som tager fusen på Gud og hver mand, som er så forvirret og overbelastet. At se sådan en lille skat nogen tid senere sidde i en gruppe og se ham rimelig fri for dårlige vaner, og at han er i stand til at spise et bredt udbud af mad i modsætning til, da han kom - og pludselig være en del af et fællesskab og så ligne en, der faktisk synes, det er dejligt. Som forstander har Trine haft det overordnede faglige blik på børnene og medarbejderne og derfor i mindre grad været en del af børnenes hverdag. Men hun husker mange momenter med børnene, hvor man kunne se tydelige fremskridt i børnenes udvikling. Men hun husker også de situationer hvor der var uro og aggressivitet blandt børnene, og understreger vigtigheden af en god personalegruppe, der kan støtte hinanden og børnene i alle hverdagens facetter: Vi havde to drenge, som havde slået sig ud af andre døgninstitutioner. De sparkede godt nok Kokkedal sønder og sammen og ikke mindst medarbejderne. De tæskede medarbejderne gule og blå, og flere gik rundt med mærker fra bid og spark. I dag er der mere ro på drengene. Men dér var der et fantastisk backup blandt medarbejderne om at komme de drenge i møde for at de kunne ændre deres aggressivitet - også da medarbejder nummer ni måtte sygemeldes efter skadestuebesøg. Ja, barske vilkår for pædagogerne. Folk har stillet sig til rådighed for nogle rigtig vanskelige opgaver, men har også fået point tilbage for at have stået til rådighed. En god personalegruppe kan udrette mirakler, forklarer Trine. Trine husker desuden, hvordan et par drenge, som havde boet på Kokkedal, før hun kom til, havde ringet op til Kokkedal for at få hjælp, fordi de stod i en dårlig situation. Det var godt, at børnene havde lyst til at vende tilbage og bede om hjælp, og at de var trygge ved Kokkedal, også efter de havde forladt stedet. Og så synes jeg, det er fantastisk at møde børnene i dag i andre sammenhænge. Jeg mødte en af drengene inde i København for et par uger siden. Så kom han hjulende over for at give mig en krammer. Det betyder meget. Tænk at han gider give sådan en socialdame en krammer. Jeg var så stolt over, han ville. Så er det jo måske alligevel lykkedes at skabe en ligeværdig relation mellem en dejlig dreng og en velmenende voksen og ikke blot et professionelt samspil for en tid. Manglende kontinuitet for børnene og deres familier Selvom børnene må bo på Kokkedal i længere tid end til det 13. år, som ofte er skillelinjen, så kan det være svært at tilpasse en teenager med resten af Kokkedal. Trine fortæller, at de tilfælde, hvor barnet trivedes på Kokkedal, og hvor forældrene synes, det var en god 117

120 ide, at barnet blev boende, blev det sådan. Men der kunne være elementer, som gav bagslag - blandt andet at der ikke var kammerater på samme alder, og hvis barnet ikke gik i skole uden for Kokkedal, for så kunne det være vanskeligt at sikre lærerkapacitet på klasseniveau. Men jeg var meget optaget af sammenhænge i børnenes livsforløb. Om børnene fra Kokkedal var godt nok rustet til at leve på institutioner for unge, hvor der er andre krav og vilkår for at begå sig. Her bliver familien igen rigtig betydningsfuld. Når børnene kommer tilbage til Kokkedal efter at være flyttet til nye steder, giver de udtryk for at stå alene, selvom de også trives, fortæller Trine og uddyber: Der er familier, der har brug for støtte og bistand igennem rigtig mange generationer. Jeg ser det som afgørende, at familien sammen med barnet får støtte kontinuerligt og i det omfang, der er brug for det. Hvis du har en fysisk sygdom, er der et system for den hjælp, du får hele livet. Der er ikke samme vished, når du tidligere har været udsat for svært belastende opvækstvilkår - her er det mere aftalebaseret ud fra de muligheder og ressourcer, der viser sig. Trine har ikke nogen endelig opskrift på, hvordan man sikrer denne kontinuitet, men hun understreger, at der skal være klarhed om ret og pligt i forhold til samarbejdet med forældrene, så der kommer en ægte anerkendelse af forældrenes betydning. I dag er Trine leder af Psykologhuset for Børn og Unge i København, som blev oprettet 1. september Huset udfører psykologiske undersøgelser, rådgivning og behandling af børn og unge under 18 år og deres familier og har til opgave at videreudvikle ekspertfunktionerne på området. 118

121 Børn på Villa Kokkedal Der er ikke sket store ændringer i karakteristikken af børnene og deres familier. Det er fortsat børn, som har psykiatriske problematikker og udviklingsforstyrrelser. De er ofte tidligt skadede, omsorgssvigtede og med psykiatriske diagnoser som for eksempel asperger, ADHD, OCD eller en grad af autisme. Det er børn, som er afhængige af en massiv voksenstøtte i deres videreudvikling, og som ikke findes på et almindeligt børnehjem, fordi der er færre voksne ansat per barn. Indskrivningstidspunktet er primært 6-10 år, og børnene bor på Kokkedal til de er 12 eller 13 år nogle gange længere. Villa Kokkedal bestemmer ikke, hvor børnene kommer hen efter opholdet. De ansatte på Villa Kokkedal kan give anbefalinger om, hvad de synes gennem de rapporter, der bliver lavet på børnene. Rapporterne beskriver barnets problematikker og vanskeligheder. Det er op til sagsbehandleren at fortolke rapporten og vurdere, om forældrene kan håndtere det derhjemme, samt hvad der kan lade sig gøre ifølge de økonomiske rammer. 119

122 Skolen på Villa Kokkedal Charlotte Hvejsel, pædagog og skoleleder på Villa Kokkedal Skolen fik først en rigtig plads på behandlingshjemmet omkring 2002 med en skolepædagog og tre lærere. Der blev lavet uddannelsesplaner, og Trine Lindskov udnævnte en afdelingsleder til at varetage skolens ledelse, og Villa Kokkedal varetog herefter al undervisning selv. Men det har dog altid været muligt for børnene at gå i skole uden for Kokkedal, hvis det har været hensigtsmæssigt. Charlotte Hvejsel er i dag skoleder på Villa Kokkedal. Hun har arbejdet på Villa Kokkedal siden marts 2003 og startede som pædagog i det, der dengang hed Gruppe 2. I 2004 havde John Hoby, som på dette tidspunkt var afdelingsleder i Gruppe 2, brug for en administrativ medhjælper, og den stilling fik Charlotte. Hun fortsatte som pædagog i dagstimerne ved siden af de administrative opgaver og havde af og til både døgnvagter og weekendarbejde. I 2006 ansøgte Charlotte om stillingen som afdelingsleder og fik tildelt stillingen i Gruppe 2. Imens blev John afdelingsleder for Gruppe 1. I 2010 havde skolen brug for en fuldtidsskoleleder i forbindelse med ændringer og omlægninger i huset, og Charlotte har fungeret som skoleleder siden

123 Jeg gik ind i det her arbejde som ukuelig optimist, hvor jeg troede, at jeg kunne komme og ret hurtigt gøre en forskel i de her børns liv. I dag tænker jeg, at jeg var helt vildt naiv overfor, hvad jeg troede, børnene ville give mig lov til. Jeg havde en ide om, at børnene ville tage imod min omsorg, og sammen ville vi arbejde os frem mod noget positivt. Jeg havde ikke en forestilling om, at nogle af børnene ville se mig som en fjende - til tider på lige fod med kommunen. Jeg havde ikke nogen ide om, at de her børn ville have så svært ved at tage imod det, jeg ville give. Og hvor skulle jeg egentlig vide det fra, tænker jeg også. Hvad det vil sige at skulle tage sig af et barn, der kan have svært ved at modtage omsorg. Det er jo en af konsekvenserne ved at være tidligt skadet. Som skoleleder har Charlotte ofte gjort brug af sin pædagogiske erfaring, fordi der er en forventning om, at skolelederen hjælper til med de børn, der af den ene eller anden årsag ikke kan være i skoleklassen. Generelt er skolelederen opdelt mellem halv undervisning og halv ledelse, men fordi jeg ikke er uddannet skolelærer, underviser jeg ikke. Men jeg har andre pædagogiske funktioner og dækker opgaver i skolen, når der er sygdom, og hvis børnene har det svært i perioder, fortæller Charlotte. Skolen fungerer således, at der er ansat tre til fire uddannede skolelærere, som varetager undervisningen, og to pædagoger, som er medhjælpere i skolen. Pædagogerne hjælper også til i undervisningen på forskellige niveauer, men det er deres opgave at være konstant støtte for de børn, som har vanskeligt ved at klare undervisningen. På denne måde tilgodeses børnenes individuelle behov, så de ikke bliver presset ud i en læring, de ikke er klar til. Der er et tydeligt samarbejde mellem lærerne og pædagogerne, og lærerne er involveret i al kommunikation omkring børnenes undervisning på Kokkedal. Det har altid været muligt at sende børn fra Villa Kokkedal i skole i Hørsholm, men tidligere har det været med ansøgning fra Villa Kokkedal til en lokal folkeskole. I dag har Hørsholm Kommunes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning fået indsigt i anbringelserne på Villa Kokkedal. De visiterer skolebørn til Villa Kokkedal, og hvis Hørsholm Kommune ser sig i stand til at varetage barnets skolemæssige behov i deres egne specialklasser, så kan de bestemme, at barnet skal gå i folkeskole i Hørsholm Kommune, imens barnet bor på Villa Kokkedal. Derfor holder man i dag et årligt møde om børnenes skolemæssige udvikling på Villa Kokkedal, og om der eventuelt er nogle, som kan flyttes til Hørsholm Kommunes skoler. Men indtil videre har Hørsholm kommune oftest anbefalet, at barnet gik i skole på Villa Kokkedal, fordi de ikke havde ressourcerne eller mulighed for at rumme børnene i den almindelige folkeskole. Charlotte fortæller, at de lige nu har en pige i en almindelig folkeskoleklasse, men at man skal være opmærksom på barnets udvikling - både den faglige såvel som den sociale. På Villa Kokkedal er de opmærksomme på, om børnene kan klare det sociale pres, der er i en almindelig folkeskole, og på at sikre, at det ikke ødelægger den positive skolemæssige udvikling for barnet. 121

124 Villa Kokkedals skole er klasseopdelt, men de færreste børn har kompetencer efter deres aldersmæssige klasseniveau, og derfor er undervisningen tilpasset den enkelte elevs faglige niveau. Enkelte elever har meget svært ved at modtage undervisning og i det hele taget at sidde stille og lytte. Det handler om at få så meget dansk og matematik ind i hovedet på dem som muligt, og så lever vi med, at der er noget, de ikke får med nu eller får med på en anden måde. Derfor tænker vi også undervisning på kreative måder, forklarer Charlotte. Hun er meget optaget af, at det enkelte barn skal have så meget ud af skolen som muligt, uden at det bliver overbelastet, selv om børnene og skolen også bliver vurderet i forskellige skoletest på landsplan og kommunalt. Forældresamarbejde, savn og jalousi Hvis man vælger at lægge en professionel afstand til forældrene, så får man aldrig noget godt samarbejde. De har behov for, at vi griner med dem, og at de føler sig velkomne. De har brug for, at vi kan tale sammen og mødes om emner, også uden om børnene. Så der er en personlig kontakt uden at blive privat. Det er rigtig vigtigt og dejligt, at de kan lide os, fordi så giver de os også lov til at passe på deres børn; og når de giver os lov til det, så trives børnene langt bedre, end når forældrene er sure. Så derfor er det vigtigt, at de får følelsen af, at vi er rare mennesker. Det er vigtigt, at det ikke kun handler om alvorlige ting, for så er det svært at samarbejde, forklarer Charlotte. På Villa Kokkedal er det ikke alle børn, som har en familie at besøge eller få besøg af. Nogle har familier, de ikke kan eller må besøge, mens andre er hjemme hver, hver anden eller hver tredje weekend. De sidstnævnte er også ofte hjemme i ferierne, og feriens længde er altid bestemt på forhånd af barnets sagsbehandler og/eller forældrene. Nogle børn må være hjemme i alle ferier hele tiden, og nogle må komme hjem noget af tiden. Familierne må som udgangspunkt altid komme på besøg, men på Villa Kokkedal handler det om at skabe struktur for børnene. Derfor skal forældrene helst lave en aftale om den samme dag og tidspunkt hver uge; og de ser helst, at der kommer besøg i weekenderne, så børnene ikke bliver taget ud af deres behandling i løbet af ugen. Der er da også jalousi forbundet med, at nogle af børnene er mere hjemme end andre. Nogle siger med jævne mellemrum, at det er snyd, at de ikke må komme mere hjem. Andre synes dog at have accepteret, at de ikke må komme hjem, fordi de er så langt i deres udvikling nu, at de godt kan se, at det, der er sket tidligere i deres liv, ikke nødvendigvis er godt for dem. Men de fleste er jo ikke så reflekterende. De synes jo ofte, det er kommunen, der er nogle idioter. Og der er da et savn til forældrene, og det er helt naturligt. Men det er svært for børnene at skelne mellem, hvis skyld det er, at de er anbragt. Der er nogle børn, der tror, det er deres egen skyld, og det arbejder vi meget med 122

125 Jeg synes dog, det er vigtigt at huske, at forældrene ikke er onde, og at de ikke kan bruge det til noget, at vi bebrejder dem for det omsorgssvigt eller overgreb, barnet måske har været udsat for. De har jo selv ofte haft en problemfyldt opvækst, hvor de ikke har fået dækket de behov, de selv havde. Og så kan det være voldsomt svært at gøre det anderledes, når de selv bliver forældre. Det er den sociale arv, der er i spil her. Hvis man har haft en normal barndom, så har man også langt flere ressourcer, end vi ser, de her forældre har. Nogle børn har slet ikke nogen familie, og der kan man sige, der er et savn; men når man ikke har haft det længe, så kan der være et savn uden at vide, hvad man savner helt præcist, og nogle kan ikke skelne mellem deres egen fantasi og den virkelige verden, fortæller Charlotte. Børnene efter Kokkedal Når børnene fylder 13 år, flytter de hjem til familien, eller kommer i plejefamilie eller videre til en anden institution. Nogle børn udvikler sig meget på Kokkedal, og hører derfor ikke længere til i specialinstitutionerne. Charlotte påpeger dog, at det i det hele taget er en vanskelig opgave for børnene senere i livet at bidrage til samfundet på et niveau, som er målt og accepteret af samfundet generelt: De arbejder hårdt for det og gennemgår oftest en positiv udvikling, imens de er her, og de står med langt bedre kort på hånden, når de flytter ud herfra, end da de kom. De kan komme herfra med en bedre selvtillid og følelse af, at de har arbejdet hårdt og er nået et stykke. Jeg synes ikke, vi generelt i samfundet anerkender det store arbejde, medmindre du kommer over kanten, som hedder normal. Man kunne jo anerkende dem for deres hårde arbejde ved ikke at overlade dem til sig selv, men fortsætte med at give dem hjælp og støtte. Men det bliver mest anerkendt, hvis du kan få et job, og hvis du kan bidrage til samfundet. Hvis ikke, så er du bare en af samfundets udskud, selv om du måske, trods alt, har udviklet dig positivt i løbet af anbringelsen. Det, synes jeg, er trist, for de arbejder så hårdt for det, og de vil så gerne anerkendes for det - og det bliver de også her. Men så kommer de videre, og så er de jo bare en belastning for samfundet. Ifølge Charlotte er der flere, som kommer hjem til familien, hvor familien ikke er klar til at varetage opgaven endnu. Hun har også oplevet børn, hvor forældrene selv har sagt nej til at få barnet hjem, men hvor sagsbehandleren har insisteret. I sådanne tilfælde ender det ofte med, at barnet efter kort tid akutanbringes et nyt sted og bliver sendt videre til en anden institution for ældre børn. Charlotte ærgrer sig i sådanne situationer, fordi barnet var i en god udvikling; men på grund af sådanne svigt og nederlag efter opholdet på Kokkedal, så kan barnet hurtigt falde tilbage i sine gamle rutiner. Hun mener bestemt, at forældrene har ret til en chance til, men ikke for enhver pris. Når man vælger at sende børnene hjem uden at have arbejdet med forældrene i mellemtiden, så signalerer man, at det er børnene, der er problemet og ikke forældrene, og det er noget skidt, forklarer hun. 123

126 Fatimah får besøg af børnehaveklassen - en anekdote fra nutidens Villa Kokkedal Børnene kommer gående langs Strandvejen på en lang række. To og to går de med hinanden i hånden. De har 3 voksne med fra skolen. Fatimah går forrest med en pige fra klassen, og hun viser vejen for de andre. Det er første gang, børnene fra hendes klassen er på besøg. De går ned ad stien mod lågen i hegnet, og da de ser legepladsen, sætter flere af børnene i løb. Fatimah får at vide, at de først skal blive på legepladsen, og så kan de komme ind og se hendes værelse, når de skal indenfor. Børnene smider skoletaskerne ved huset og spreder sig hurtigt på legepladsen. Nogle udbryder: Wow, en sej skaterrampe, og Orv, hvor er det bare vild luksus det her. De får lov til at hoppe på trampolinen, men det er ikke tilladt med sko på, og man må ikke lave koldbøtter. En børneflok på 6 børn stiller sig på en række og skiftes til at hoppe. Fatimah holder øje med køen, så alle får lov til at hoppe og hun husker de andre på, at de skal tage skoene af. Børnene finder hurtigt ud af at fordele sig på legepladsen, hvor der både bliver spillet fodbold, klatret i klatrestativ, bygget i sandkassen og siddet på den store elefant. De får lov til at lege i tre kvarter, før det er tid til at gå indenfor. Alle børnene samles ved indgangen til gymnastiksalen og går op af trappen til den såkaldte havstue, som vender ud mod Øresund. De voksne er betaget af udsigten over vandet og hjemmets omgivelser. For at værne om de andre børns privatliv på Kokkedal har de lukket dørene til resten af huset, men det er stadig muligt for børnene at få lov til at se Fatimahs værelse. Da de får lagt skoletaskerne, jakkerne og skoene ved trappen, finder de hurtigt vej til legetøjet i havstuen. I grupper sidder de og leger med diverse legetøj. Fatimah spørger ud i rummet: Hvem vil se mit værelse? og flere børn råber: Miiig! og følger efter Fatimah ind på værelset. Nøj, du har et TV. Hvor er det snyd, udbryder en af drengene. En af de voksne tilføjer, at man skulle tro, der boede tre børn på værelset med alt det legetøj. Fatimah viser sit legetøj og bamser frem til sine skolekammerater. Nogle af drengene får øje på værelset overfor. Det er et drengeværelse, og drengens legetøj ser indbydende ud. De går over for at kigge ind, men de kan ikke nære sig, og går ind på værelset. De rører ved det Lego, som ligger fremme, imens de roser udvalget af legetøj. Fatimah ser, at de er gået ind på værelset og råber: NEJ! Det må I ikke!. Hun skælder ud, fordi de er gået ind på et andet barns værelse og det må de ikke. De voksne 124

127 kommer og henter dem ud igen, og Fatimah kigger på drengene med rynkede øjenbryn. I havstuen står der plastikkrus og tallerkener i orange, blå og grønne farver på bordet. Der er også anrettet to fade med glasurfyldte chokolademuffins i grønt- og guldpapir. De voksne siger, at de må spise madpakken først, og så er der kage og kakao bagefter. Alle børnene forlader legetøjet og finder sig til rette i sofaen og på gulvet og pakker madpakkerne ud. Fatimah sidder i en bred stol sammen med en veninde fra klassen, imens de spiser. Når børnene har spist madpakkerne, pakker de madkassen væk og begynder at lege igen. Fatimah går op til kagerne sammen med to andre piger. De vil gerne have kage, men bliver bedt om at vente, til alle børn har spist færdig. Pia, som er en af de voksne fra Kokkedal, spørger, da alle har spist op, om der er nogen, som vil have kage. Børnene råber Mig! i kor og samles om bordet med kager. Enkelte børn er så optaget af at lege, at de ikke kommer op og henter kagen. Lærerinden går ned med kagen til dem. Lidt efter kommer Fatimah igen til bordet og spørger, om de også må få kakao. Det må de gerne, og hun råber til de andre, om de ikke også vil have kakao. Det vil de gerne. Fatimah beder om at få et orange glas, så det passer til hendes tallerken. Børnene leger igen videre efter kagespisningen, og Fatimah viser sit værelse til flere børn. Hun spørger, om de vil være med til at se lidt film på TV et, og det vil de gerne. Hun bestemmer, hvem der må sidde hvor i sengen, og sætter filmen på. Pigerne går, fordi de hellere vil hoppe på trampolinen, og Fatimah følger efter. Men drengene bliver siddende og ser på filmen, imens de taler om, hvilke film de godt kan lide, og som de har derhjemme. De voksne siger, at børnene skal tage overtøj og sko på igen, hvis de skal nå at lege udenfor, inden de skal med bussen tilbage til skolen. Drengene vil hellere se filmen, men det er der ikke tid til. TV et bliver slukket, og de går med ud og leger på legepladsen. Efter 10 minutter skal alle børnene samles og tilbage til skolen med bussen. Fatimah skal blive på Kokkedal og vil gerne hoppe på trampolinen en sidste gang, inden hun siger farvel. Der er ikke tid til at hoppe mere, og Fatimah bliver meget vred, da hun får at vide, at hun ikke kan nå det. Hun får ikke sagt farvel til de andre børn, men går indenfor sammen med en pædagog. De andre børn samles ved de farverige sten foran huset og vinker til huset og råber: Farvel Fatimah. De går på række med hinanden i hånden langs Strandvejen hen til bussen. På vejen går de forbi de andre børn fra Kokkedal, som er ude på pladsen ved siden af sammen med lærerne. Kokkedals børn genkender Pia og råber: Hej Pia, da hun går sammen med Fatimahs klasse mod busstoppestedet. Selvportræt foran de farvede sten ved Villa Kokkedals indgang. 125

128 Historien om Villa Kokkedal fortæller os, at det ikke før har været kutyme at invitere skoleklasser og kammerater udefra, selv om flere børn gennem tiden har gået i skole og til aktiviteter uden for Kokkedal. Men i dag er det anderledes. Personalet på Kokkedal og lærerne fra Fatimahs skole har sammen bestemt, at hendes klassekammerater skulle komme på besøg hjemme hos Fatimah, fordi hun for nylig havde fødselsdag. Pædagogerne Pia og Charlotte fra Villa Kokkedal var med til besøget, og skolelederen Charlotte Hvejsel kom også ud og hilste på. Det blev aftalt, at besøget skulle arrangeres, fordi Fatimah ønskede at vise sit hjem frem, så hendes klassekammerater og de voksne på skolen sammen kunne opleve, hvordan det var og så ud på Behandlingshjemmet Villa Kokkedal. Fatimahs klassekammerater fik bagefter lov til at tegne turen til Villa Kokkedal og fik sat ord på det, de havde oplevet. Nogle af børnene synes, det var et rigtig flot hjem med en meget stor og sjov legeplads. Fatimah sagde, at det var sjovere at være derhjemme på Villa Kokkedal, når man havde besøg fra klassen, og sådan en tur var i hvert fald sjovere end at sidde i skolen og høre efter i timen. På Villa Kokkedal er det ikke så almindeligt, at børnene kan fungere i skole og børnehave uden for hjemmet. Villa Kokkedals børn er netop anbragt, fordi de ofte har vanskeligheder ved at håndtere sociale relationer, og det kan skabe urolig adfærd hos de andre børn, når der kommer besøg udefra. Derfor var de andre børn også sendt et andet sted hen sammen med lærerne, imens Fatimah havde besøg. Børnetegninger: En af Villa Kokkedal, en af husets mange værelser og børnene der bor der og af trampolinen. 126

129 Gamle og nye traditioner på Villa Kokkedal Villa Kokkedal har mange faste traditioner med børnene - blandt andet en årlig sommerfest, fastelavn, Halloween, sammenkomster til diverse højtider, lejrtur, koloni og sportsarrangementer som Get Moving sammen med skolen. En nyere tradition, der har fundet sted siden 2010, er gammel-elevfesten. Børnene er altid velkomne til at tage kontakt, efter de har forladt Kokkedal, men ofte forsvinder kontakten løbende. Derfor åbner Villa Kokkedal dørene, for at unge og voksne kan mødes og få et gensyn. Indtil videre har det hovedsageligt været børn, som kommer for at møde de voksne, de kender og husker. Flere af de nuværende ansatte har været en del af Villa Kokkedal gennem mange år og har som betydningsfulde personer sat sig fast i børnenes erindringer om Villa Kokkedal. Villa Kokkedal håber derfor, at de gamle børn, som har gode minder om stedet og ønsker at vende tilbage, har lyst til at komme igen. 127

130 128

131 129

132 Villa Kokkedals festsang I 2012 lavede Marckus St. Hjelland, som er lærer på Villa Kokkedal, en sang om Villa Kokkedal sammen med nogle af børnene. Sangen blev lavet i anledningen af sommerfesten og bliver i dag brugt til fællessang ved festlige lejligheder på Villa Kokkedal. 130

133 Har behandlingsinstitutionen en fremtid? Villa Kokkedal har eksisteret i 100 år og dermed været med i næsten hele døgninstitutionernes historie. Det er en historie der, på både godt og ondt, afspejler de pædagogiske strømninger, som samfundsudviklingen har sat fra den gerningsmissionske døgninstitution, hvor moralsk tugtelse var nøgleredskabet i håndteringen af de uterlige børn, og frem til slutningen af halvtredserne, hvor psykvidenskaberne holdt deres indtog med stor modstand fra de kristelige foreninger. Villa Kokkedal afspejler da også denne historie. Moralsk opdragelse er stadig i centrum sammen med en behandlingsideologi, der er baseret på diverse psykologiske udviklingsteorier. De fleste behandlingsinstitutioner har deres afsæt i den mere psykodynamisk orienterede miljøterapi. Jeg skriver med vilje med afsæt i. Villa Kokkedal har aldrig været en ren miljøterapeutisk institution, men struktur, forudsigelige døgnrytme, krav til hverdagens praksis og udviklingspsykologi, bestående af mange forskellige platforme og læringssteder, er stadig rammen om børnene. Jeg tror også, at den strukturerede hverdag med den store forudsigelighed nok vil bestå i fremtiden, men der er udfordringer! Siden 2010 er der lukket ca. 25% døgnpladser i Danmark. Døgninstitutionerne har været udfordret af to dagsordner; dels et økonomisk pres i kommunerne og dels en berettiget tvivl om, hvorvidt kommunerne får fuld valuta for de mange millioner, der bliver brugt på anbringelser af børn og unge. Tendensen på børneområdet går mod anbringelser i plejefamilier eller netværksanbringelser. Der er for mig ingen tvivl om, at det er en rigtig vej. Der må bare ikke ske det, at der per automatik anbringes i plejefamilie eller netværk, den rigtige indsats er uhyre vigtig og kan i nogle tilfælde være en behandlingsinstitution. Vi ser generelt flere sammenbrud i plejefamilie og netværksanbringelser. Der er ganske enkelt en grænse for, hvad en almindelig familie kan holde til. De fleste af de børn der anbringes på Villa Kokkedal har svært komplekse problemer og for nogle børns vedkommende giver det sig udslag i en meget udadreagerende adfærd. Der er behov for udstrakt beskyttelse og en massiv og vedvarende indsats, for at bevare et godt samarbejde med forældre - og det er en umulig opgave for en plejefamilie eller et netværk at håndterer et barn i sådan en sammenhæng. På den baggrund har behandlingsinstitutionen sin berettigelse. 131

134 Spørgsmålet er: kan behandlingsinstitutionen anno 2014 levere varen? Hvad er forventningerne som behandlingsinstitutionen skal leve op til?. Svaret er umiddelbart klart. Behandlingsinstitutionen skal give børnene de muligheder som ikke-anbragte børn har (Serviceloven) samt en uddannelse, så de på sigt kan få et arbejde og leve et godt liv. Det er en stor udfordring! For at vi kan leve op til udfordringen må vi vende blikket indad og se kritisk på os selv som døgninstitution. En døgninstitution institutionaliserer og tilpasser barnet til og i nogle unormale rammer, der adskiller sig radikalt fra ikke-anbragte børns. Udenfor døgninstitutionen fungerer et så simpelt forhold, som at livet er adskilt i forskellige sociale arenaer. Barnet sover hjemme, går i skole et andet sted for så at gå til fodbold om eftermiddagen etc. For det anbragte barn foregår det hele i den samme ramme, altid med de samme børn og barnet er under observation 24 timer i døgnet. En døgninstitution er også en arbejdsplads der udvikler sit eget fagsprog. Børnene hører eksempelvis de voksne sige hav en god vagt, hvor er rulleplanen?, du skal blive i din aftale, du skal blive på dit værelse i stilletimen etc. Det kan roligt konstateres, at en døgninstitution er en speciel og kunstig konstruktion. Ud over det nævnte, er barnet påtvunget nogle relationer til andre børn og voksne, som barnet ikke selv har valgt at være sammen med. Den første udfordring er at tænke sig ud af anormalien,- ud af institutionsrammen. Opgaven består i, at prøve det umulige eller løse det kontrafaktiske nemlig, at afinstitutionalisere institutionen, som vedbliver at være en institution. Når jeg siger sådan, er det velvidende, at en institution ikke kan afinstitutionaliseres, men der er meget, vi kan gøre bedre. Et godt sted at begynde, er at se på vores sprogbrug, derefter på den indre konstruktion vi selv har i hovedet af en institution. Vi skal blive bevidste og opmærksomme på vores måde at italesætte den institutionelle virkelighed. En italesættelse fx hav en god vagt er jo ikke bare en meningsfuld sætning. Den indeholder en række konnotationer, som oven i købet kan betyde forskelligt for barnet og den voksne. For den kritiske voksne vil tænke er det et fængsel, siden man skal være på vagt?. Sådan tænker de fleste børn ikke umiddelbart, men det er min påstand, at de forskellige udsagn har en negativ indflydelse på barnets selvopfattelse. Jeg opfatter det som en parallel til det voksne menneske, der er blevet klientgjort og omtaler sig selv og sin situation, som en fagperson. Vi skal lave en kritisk gennemgang af vores fagsprog, så det bliver så lidt stigmatiserende som muligt og blive bevidste om, at når vi er i børnerummet, så taler vi i børnehøjde. Et fagsprog skal vi have, men det skal blive i de voksnes 132

135 rum. En stille begyndelse er fx, at vi, i stedet for at sige hav en god vagt, kan sige, hav en god aften. Vi får luget lidt af den negative konnotation af, men selv i udsagnet hav en god aften slipper vi ikke for, at der aflejres noget institution i barnets indre. Barnet ved jo, at den voksne går hjem og at barnet selv bliver tilbage på institutionen. Vi skal hele tiden holde os for øje, at institutionen ikke bare er en fysisk ramme, men også en social konstruktion, som er sat af samfundet og vedligeholdes af os. Sociale konstruktioner får over tid et objektivt skær over sig, hvor vi kommer til at tro, at det er noget der er, og ikke noget som vi skaber og vedligeholder. Vi kommer til at institutionaliserer os selv! For at blive konkret følger et eksempel, som ikke kun gælder behandlingsinstitutioner men generelt på døgninstitutioner. Når et barn skal indskrives, har institutionerne en plan for den gode anbringelse; forældre og barn kommer på et forbesøg, hvor de orienteres om institutionens dagligdag, døgnrytmer, traditioner etc. Der spørges ind til barnet. Barnet fortæller om sig selv, fx hvad hun kan lide at spise, hvilke interesser hun har etc. Ved den gode anbringelse har institutionen givet forældrene en meget grundig orientering om anbringelsen og om hvordan institutionen arbejder, og der er lavet klare aftaler om samarbejde. Barnet har fået en fornemmelse af institutionen. Alle institutioner prøver at skabe en god platform for anbringelsen, så der ikke opstår misforståelser, som hen af vejen kan skabe konflikter i anbringelsen. Det kan også udtrykkes som, at vi institutionaliser familien og barnet ind i institutionen. Men vi gør også noget andet i denne introduktion. Den kan også ses som en lydighedstest. Hvor meget modstand ytre barnet mod institutionens regler og forventninger fx skal jeg være i seng allerede kl. 20? Jeg plejer at komme i seng kl. 22 etc.. Via samtalen med barnet får institutionen et indtryk af den modstand som institutionen vil møde. Dette indtryk sammenholdes med undersøgelser, journaler indberetninger etc. som institutionen har modtaget. Den modstand, som institutionen forventer, fylder ofte lige så meget som anden viden om barnet (fx 50 undersøgelse, psykologiske test, psykiatriske udtalelser etc.), når den første spæde behandlingsplan lægges. Dette er bare et af mange eksempler på, hvordan institutionen, som socialkonstruktion, vedligeholdes og ikke bare er med til at institutionaliserer barnet, men også forældrene. Orienteringen af forældrene er nemlig ikke kun en orientering, men også en vurdering af forældrenes vilje og evne til samarbejde. Denne velmente og på sin vis uundgåelige velkomst til institutionen fastholder også personalet i en one up magtposition med hensyn til at vurdere, hvordan barnet og dets familie passer ind i konstruktionen. 133

136 Den samfundsmæssige ramme har ikke ændret sig i sin grundsubstans, siden vi fik den første børnelov i Målet har hele tiden været at disciplinere barnet til at kunne indgå i de på et givet tidspunkt herskende normer og moralske forventninger. Det der har ændret sig, er midlerne. Vi er gået fra moralsk tugtelse via den voksne, til at barnet skal høres, inddrages og have medbestemmelse. Vi er gået fra den fysiske tugtelse af barnet over den individorienterede udviklingspsykologi, der sætter individuelle udviklingstrin for hvert barn, til en forståelse af barnet ud fra et mere naturvidenskabeligt grundlag. Her tænker jeg især på de fremskridt, som hjerne- og gen forskning har bidraget med. Samfundsmæssigt, sociologisk, har synet også ændret sig dramatisk. Tidligere så man barnet som en lille voksen (i malerier af borgerskabet kan man se, hvordan barnet er klædt som en voksen) til man i dag ser barndommen som en selvstændig sfære med sin helt egen berettigelse. Dette lille ultra korte nedslag i historien er kun for at pointere vigtigheden af også at tænke en historisk og sociologisk vinkel ind i et området, der har været domineret og er domineret af de historiske tråde fra det gerningsmissionske og forskellige psykologiske teoridannelser. Disse spredte nedslag i forskellige institutionelle forhold nævnes for at vise eksempler på de pædagogiske dobbeltheder og modsætninger som er vilkår for institutioner. På baggrund af disse dobbeltheder og modsætninger skal vi stadig løse de udfordringer, som den moderne samfundsudvikling stiller os over for. Vi har på den ene side det barn, som vi i det institutionelle sprog betegner som et matrikel barn, hvor vi har en forventning om, at barnet ikke kan styres uden for institutionen. Forventningen til os er, at barnet inkluderes i de normale sociale arenaer som andre børn. Barnet skal kunne gå i skole (de børn der kommer på Villa Kokkedal har enten ikke gået i skole eller har meget svært ved at indgå i de rammer som en skole sætter), have fritidsaktiviteter, kammerater og begå sig på de sociale platforme, som internettet tilbyder etc. For at løse den opgave kræver det, at vi gentænker behandlingsinstitutionens rammer og indhold. Vi kan ikke løse den udfordring uden at medtænke og inddrage familie og netværk - samt også meget gerne frivillige. For os er det oplagt, at der skal findes måder, hvor vi kan lukke den sociale omverden ind på institutionen og en måde at få institutionen ud i den sociale verden. Vi skal gøre det på en måde så strukturen og dermed sikkerheden for barnet ikke forsvinder. Vi skal planlægge, hvordan og hvornår familie og netværk, alt efter evne og ressourcer, skal inddrages på institutionen. Her kunne vi tænke faste aftener for forældre på 134

137 institutionen, hvor forældrene deltager på institutionen og er med til en social aktivitet udenfor institutionen. Vi kan tænke længere til en situation, hvor forældrene har en længere periode på institutionen - Eller bedre endnu, at barn og familie indskrives sammen. Vi kan tænke frivillige mentorer ind på institutionen, hvor de guider barnet ud i sociale aktiviteter. Efter samme devise har vi nu rigtig gode erfaringer med samarbejdet med den lokale skole, hvor børnene, der bor på Villa Kokkedal, langsomt snuser til en rigtig skole og bliver en del af en almindelig skoleklasse. Denne drøm for fremtidens døgninstitution forudsætter en gentænkning af ideen med anbringelse af børn, disse børn og familiers specielle situation, behov og udfordringer - og kræver en ny konstruktion for samarbejdet med forældre, netværk, institutionen, socialrådgivere, lærere, frivillige, sociale aktiviteter og sportsklubber. Jens Nilsson Institutionsleder Trine Lindskov Tidligere Forstander 135

138 Det handler jo om at skabe de allerbedste vilkår for børn som skal bo, udvikles og trives steder som Kokkedal. Vi skal bruge dét vi har lært gennem disse mange år. Bogen her vil med sine forskellige perspektiver på Kokkedals historie, helt sikkert vække minder hos alle dem, som har haft sin gang på stedet. Bogen er også en vidnesbyrd på de mange sammenhænge, rutiner og personer, som en opvækst på Kokkedal stiller et barn og dets forældre overfor. Det er håbet at bogen kan bruges til at komme nærmere en institutionsmodel, som på én gang kan møde børn præget af en svært vanskelig opvækst i deres egen familie og skaffe adgang til det samfund, hvor vi alle sammen skal virke et helt liv. Mange hilsner Med opfordring til jer, som har lyst til at tale om gamle dage, til at kontakte mig. Trine Lindskov 136

139 De fleste billeder i bogen er venligst udlånt af flere af de tidligere ansatte og beboere på hjemmet, med undtagelse af siderne: Thorsten Wilstrup: 1-2, 9-10, 19, 32, 46, 71, 73, 76, 93-94, 110, 112, , Museum Nordsjælland, Hørsholm Lokalarkiv: 11, 15, 18, 20, 23-26, 30. Samfundet og Hjemmet for Vanføre Sahva: 13-14, 23.

140 ISBN: