Vi satte os for, at vi ville finde ud af, hvorfor borgerne i Fredericia var utilfredse med byen, og hvorfor det stod så galt til med byens ungdom.

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Vi satte os for, at vi ville finde ud af, hvorfor borgerne i Fredericia var utilfredse med byen, og hvorfor det stod så galt til med byens ungdom."

Transkript

1

2 Vi er et lokalt politisk parti, som hedder Fredericia Udvikling. Vi har igennem længere tid undret os meget over, at Fredericia har; flere unge med misbrugsproblemer flere kriminelle unge flere unge som ikke får en uddannelse samt flere unge med psykiske problemer end de byer vi normalt sammenligner os med. Yderligere lavede TV-Syd tidligere på året et indslag om en undersøgelse i Region Syddanmark, hvor de undersøgte tilfredsheden i 29 af regionens byer ved bl.a. at spørge forskellige borgere om deres tilfredshed med deres by. Denne gang lå Fredericia på en helt klar sidsteplads. Vi satte os for, at vi ville finde ud af, hvorfor borgerne i Fredericia var utilfredse med byen, og hvorfor det stod så galt til med byens ungdom. Det satte en lavine i gang, da vi begyndte at snakke om disse problemstillinger. Vi fik så mange henvendelser, at vi meget hurtigt valgte, at vi ville samle historierne fra de forskellige familier til en bog. Bogen skulle indeholde deres historier, fortalt eller skrevet af dem selv til os. Alle henvendelserne drejede sig på den ene eller anden måde om svigt fra Fredericia kommune. Det drejer sig om både handicappede børn og voksne, mennesker der har været ude for trafikulykker, mennesker der bare har haft usle livsvilkår eller som har haft brug for hjælp på et tidspunkt i deres liv. De er blevet svigtet, hvor de allermest havde brug for hjælp til sig selv, deres børn eller på anden vis havde brug for en håndsrækning, vejledning eller professionel hjælp. Vi er blevet klar over via disse historier, som vi er kommet i besiddelse af, at der er noget i Fredericia Kommune, der trænger til at blive set alvorligt efter i sømmene. Vi er også blevet klar over, at disse historier ikke skyldes kommunale fejl, men at der er tale om overlagte handlinger fra kommunale embedsmænd. Der er heller ikke tale om, at det skyldes mangel på penge, da forholdene var de samme mange år før finanskrisen indtraf. Vi har også oplevet, at borgere bliver løjet for, løjet om, der skrives falske referater, deres papirer forsvinder fra sagsmapper, der videresendes fortrolige oplysninger, der udveksles usande oplysninger instanserne imellem, tavshedspligten bliver ikke overholdt samt at borgerne ikke får et ordentligt og respektfuldt svar, hvis de tillader sig at klage over nogle af ovennævnte ting. Mange af de familier, som vi har mødt, har ikke en jordisk chance for at gennemskue deres sagsgang, klagemuligheder og rettigheder. Skulle en enkelt familie have overskud til at klage, så får

3 de en kaskade af juridiske spidsfindigheder tilbage fra kommunens jurister. Så dem der ikke gav op med det samme, opgiver herefter. Det er vores opfattelse at embedsmænd, forvaltningsdirektører og borgmestre ikke svarer objektivt, men forsvarer kommunens ansatte og dækker over dem, uanset hvad de måtte have gjort igen og igen. Fælles for stort set alle dem, som har leveret historierne til denne bog er, at de har fået depressioner og er blevet endnu mere syge af den behandling, som de har fået i Fredericia Kommune, og nogle har endda forsøgt at tage livet af sig selv i afmagt, familier er blevet opløst og søskende til handicappede børn er også tabt i dette system. Andre har givet op og er flyttet fra byen, selv om de både er født og opvokset i Fredericia. Vi har kendskab til alle bag historierne, men har valgt at de skal være anonyme, fordi vi ellers ville have svært ved at få sandheden frem. Anonymiteten er også valgt for at beskytte de mennesker, som har skrevet deres historie. Mange andre har ikke turdet få deres historie med i bogen, selv om de er anonyme, fordi de er bange for repressalier fra kommunens side. Flere ansatte i kommunen har heller ikke turdet være med af frygt for at miste deres job, hvis de ytrer sig negativt om kommunen. Vi er meget bekymrede over alle de udsatte børn og unge i Fredericia Kommune, da vi har hørt fra flere lærere, pædagoger, institutionsledere og ansatte i væresteder, at der ikke bliver reageret på de underretninger, de sender til Fredericia Kommune. De fortæller, at de ofte går på weekend med ondt i maven, af frygt for hvad der sker med de børn, de har lavet underretninger på. Vi er klar over, at denne bog ikke bliver vel modtaget i Fredericia Kommune, men vi kan ikke leve med disse tilstande i vores by længere. Samtidig håber vi på, at vi kan få sat en debat i gang om vores såkaldte velfærdssamfund. Skal lovgivningen overholdes, eller skal lovene justeres, så de passer til de faktiske omstændigheder? Sparer Fredericia Kommune i det hele taget penge ved deres måde at sagsbehandle på? Bliver det ikke endnu dyrere i det lange løb? Og hvad med de menneskelige omkostninger. Er der nogen der tænker på dem? Vi havde håbet på, at tilstandene ville blive forbedret, da der kom et borgerligt flertal i byen, men da det ikke ser ud til at være tilfældet, ser vi os nu nødsaget til at gøre opmærksom på forholdene i Fredericia. Vi håber, at offentliggørelse af tilstandene i Fredericia kommunes behandling eller rettere sagt mangel på behandling af Fredericia kommunes borgere, vil være med til at ændre kulturen i forvaltningen, så borgerne får en venlig, værdig, respektfuld, tillidsfuld og anstændig behandling, hjælp og rådgivning af kompetente og seriøse personer, som er der for borgerne.

4 Der er ingen mennesker i denne bog, som blot ønsker at få lavet en masse dyre foranstaltninger for dem eller deres børn, de ønsker blot at få en hverdag, som fungerer. En ordentlig og anstændig behandling koster ingen penge. Historierne er bygget udelukkende på borgernes egne oplevelser, det er deres oplevelse af forløbene, og dem kan ingen tage fra dem eller lave om på. Hvor er byen for alle, som er Fredericias slogan?

5 Indholdsfortegnelse 1. En bedstemors kamp for sine børnebørn s årig blind pige med infantil autisme svigtet brutalt.. s Alt for ringe hjælp til familie med 4 årig døende pige.. s Mit plejebarns historie og mangel på hjælp og forståelse s Alle tegn på ADHD blev overset i 26 år.. s Ung mand sjoflet af kommunen efter trafikulykke s Trillingefamilie med to multihandicappede børn svigtes. s årig pige levede på gaden. s Mor afvist af kommunen.. s Smidt ud af skolen kort før eksamen. s Skolen gjorde intet efter 6 årig pige. s Ingen indflydelse trods fuld forældremyndighed.. s Ulige kamp mod Fredericia Kommune efter trafikulykke s underretninger på dreng igennem 2 år s Elev udsat for voldsom mobning, tæsk og kvælertag.. s Trods kendskab til psykisk sygdom og misbrug hos forældre s Udredt efter 25 år med misbrug, vold, fængsel og nederlag. s En elevs beretning om 6½ år i helvede. s Kvinde fanget mellem kommunen og FOA. s Kostskole kunne ikke styre 13 årig.. s Elev husker ikke en eneste dag. s Psykisk sygdom efter traumatisk skolegang.. s Kvinde flygter fra Fredericia efter 8 års mareridt s Hel familie endt på offentlig forsørgelse s. 70

6 25. Kommunen gjorde alt for at undgå. s Trods gentagne skoleskift, misbrug.. s Ingen hjælp til pige trods. s Flytning fra Gentofte til s Flytning fra Børkop til Fredericia. s Par erklæret uegnet som forældre. s Kun en bro imellem, men en verden til forskel. s Ældre mand syltes af Fredericia Jobcenter.. s Mange nederlag igennem 27 årig.. s Familie tvunget til at fraflytte Fredericia s Kommunalt svigt igennem.. s Skizofren mor får ingen hjælp til.. s Den sociale arv igennem. s Ingen tilbud til 18 årig Asperger.. s En mors kamp for hjælp.. s Dreng med ADHD udsat for psykisk s årig pige fik sparket stolen væk.. s Løgne, beskyldninger, nedgørelse.. s Elev tyranniseret af lærer s Gælder Fredericia kommunes.. s Jeg fik en depression, mistede s Fredericia Kommune følger ikke s Kvinde for rask til pension, for syg. s Jobcenteret i Fredericia tvang alvorlig s Dreng straffet for sit handicap s. 144

7 50. Ingen hjælp til psykisk syg. s. 151 Fagpersoners udtalelser 1. Bent Nielsen s Karen Møberg s Nikolaj Stigø s Peter Kaare Østergaard s Poul C. Pedersen s Solveig Gaarsmand s Niels Gerdes s. 169 Fredericia kommunes børne- og ungepolitik s. 170 Fakta om specialuddannet lærer for skoleåret 2009/2010 s. 178 Voldsstatistik s. 179 Børn med svag hjemmebaggrund fordelt på kommuner s. 181 Ender uden ungdomsuddannelse 10 år efter folkeskolen s. 182 Indslag fra TV Syd s. 183 Opgørelse fra Børne- og Ungdomspsyk. s. 183 Vores konklusion s. 184 Kontaktmuligheder s. 186

8

9 1. En bedstemors kamp for sine børnebørn igennem de femten år der gik, fra hendes datter blev alvorlig syg til hun døde. Min datter, som var mit eneste barn, blev som 25-årig ramt af en sjælden lungesygdom, som hun døde af 15 år senere. De mellemliggende 15 år, hvor hun tilbragte ca. de 10 år indlagt på forskellige sygehuse, har været et mareridt for familien. Min datters liv var forfærdeligt og uværdigt, men endnu værre var den behandling som hun og hendes 2 børn fik af Fredericia Kommune. Børnene var 3 og 6 år, da deres mor blev syg, og et år senere flyttede hendes kæreste fra hende, og hun var derfor enlig mor til 2 de sidste 14 år af hendes liv. Hendes sygdom som betød, at hun manglede det enzym, som skal bruges til at puste lungerne op med, gjorde at hun ikke kunne bevæge sig, men udelukkende ligge stille i sengen. Hun fik hjemmehjælp til at gøre rent i noget af huset, men børnenes værelser måtte ikke blive gjort rent, fordi det ikke hørte under deres arbejdsopgaver. Begge børnene led meget under deres mors sygdom, hvilket blandt andet betød, at de begge var sengevædere, indtil de var ca. 13 år. Men deres værelser måtte hjemmehjælperen ikke røre, heller ikke skifte sengetøj. Selv om børnene var så små, så måtte de handle for deres mor, som jo ikke kunne noget som helst. Hun kunne heller ikke lave mad, da hun var allermest dårlig, fik hun leveret mad fra kommunen, men børnene måtte ikke få noget. Efter lang tids bøvl om det, blev det til, at hun så kunne få leveret 2 portioner, hvor børnene så skulle dele den ene. Det var selvfølgelig bedre end ingenting, men det var ikke optimalt for 2 børn på 4 og 7 år. Jeg søgte flere gange kommunen, om de ikke kunne få hjemmehjælperen til at smøre madpakker til børnene i stedet for, men det kunne ikke lade sig gøre. Min datter var i lange perioder indlagt på Rigshospitalet i København, men der var aldrig nogen fra kommunen, der bekymrede sig om, hvor børnene var imens, eller om hvem der passede dem. Begge børn boede hos mig i de perioder. Jeg søgte kommunen om hjælp til at børnene kunne komme over og besøge deres mor, imens hun var indlagt, men det fik vi afslag på. Hvis de skulle se deres mor, så måtte vi selv betale både rejse, ophold og forplejning. Heller ikke da min datter gennemgik en lungetransplantation i København, ville kommunen bevilge børnene en tur over og besøge deres mor. Begge børn kom på Skjoldborgvejens Skole. Pigen havde en god mandlig lærer, som tog sig lidt af hende, men drengen havde en ældre kvindelig lærer, som absolut ikke brød sig om børn, og aldrig viste den mindste smule medfølelse overfor mit barnebarn. Hun endte med at blive fyret. Men det betød, at mit barnebarn var meget ked af at gå i skole, og gjorde alt hvad han kunne for at blive fri. 1

10 På et tidspunkt sagde kommunen, at de ikke længere ville passe min datter, fordi hjemmehjælperne blev dårlige af at komme i huset. De mente, at der var skimmelsvamp, og derfor kunne hun ikke få hjælp længere. Men der var ingen der tænkte på, at få min lungesyge datter og hendes 2 børn væk fra det hus, hvor der var skimmelsvamp. Men derfra var der slet ingen hjælp til min døende datter og hendes 2 børn. Hun flyttede til en anden lejlighed et halvt år før hun døde, men fik stadig ingen hjælp. Nu var kommunens undskyldning, at hun var for syg til, at de kunne hjælpe hende. Selv begravelseshjælp fik vi afslag på. Vi ville gerne selv have passet vores datters gravsted, men kommunen og advokaten der ordnede boet besluttede, at der skulle tages penge ud af arven til at ordne hendes gravsted i 15 år frem. Pigen var på det tidspunkt 18 år, men hun blev heller ikke spurgt. De ville ikke hjælpe min datter, da hun var i live, men da hun var død, var de meget hurtige til at forlange nøglen til hendes lejlighed. Utallige gange blev hun så syg, så hun måtte indlægges midt om natten. Hun ringede til mig hver gang, og jeg kørte, alt hvad jeg kunne gennem byen, for at komme før Falck. Mange gange har jeg oplevet at børnene gik alene rundt efter deres mor var blevet indlagt. Ingen fra kommunen har nogensinde reageret, når min datter blev indlagt akut. De tog bare for givet, at jeg ordnede det hele, hvilket jeg også gjorde. Jeg har gennem hele forløbet haft fuldtidsarbejde på den arbejdsplads, hvor jeg var i 48,5 år, indtil jeg blev pensioneret. Jeg var fuldstændig ødelagt af, at skulle sørge for min datter og 2 børnebørn samtidig med, at jeg skulle passe mit job. Jeg er i dag 68 år og min mand er 73, og vi sørger stadig for begge mine børnebørn. Jeg elsker dem overalt på jorden, og jeg vil gøre alt for dem, men der er også grænser for, hvad et menneske kan klare. Jeg skulle bringe min datter morgenmad og frokost, inden jeg tog på arbejde. Samtidig skulle børnene afleveres i skole og børnehave, og der skulle gøres rent og skiftes sengetøj dagligt. Min mand gennem 30 år, som ikke er børnenes morfar, har været guld værd alle årene. Han har ofte haft pigen med på arbejde, hvor hun har siddet i hans servicevogn, imens han passede sit arbejde. Ikke nok med at vi skulle gøre alt, vi skulle også betale alt for mine børnebørn. Uanset hvad vi har bedt om hjælp til i Familieafdelingen, så var svaret nej. Vi fik aldrig et skriftligt afslag. Min mand og jeg kan ikke finde ud af at klage eller udfylde ansøgningsskemaer, og så kan man ikke få noget. Der er ingen fra kommunen, som tilbyder at hjælpe med at udfylde papirer eller køresedler osv. Vi har passet min syge datter i 15 år og mine 2 børnebørn i hele deres liv uden at få noget som helst refunderet fra kommunen. Ikke nok med, at der aldrig var hjælp at få, men samtidig fik vi altid et næsvist svar, og jeg har altid følt, at de bare har grinet ad mig, når jeg gik derfra, fordi så fik de mig endnu længere ned. 2

11 De har udnyttet, at vi var så gamle, og ikke kunne finde ud af at klage. Både min mand og jeg har gennem hele livet arbejdet hårdt og betalt enhver sit, så vi er utrolig skuffede og vrede over, at Fredericia Kommune har behandlet os på den måde. Der var mange ting, vi godt kunne have forsødet vores alderdom med, men børnebørnene har stået i forreste række hver gang. De har aldrig manglet noget hos os, men vi er alligevel bekymrede over, hvad der sker med dem, når vi ikke er her længere, fordi de er begge to meget sårbare børn. Deres far er ikke interesseret i dem, og vi har ingen anden familie, som kan hjælpe dem. Drengen er i dag 18 år. Da han mistede sin mor, fordybede han sig i musik, som han så har vist sig at være et geni til. Han har netop fået af Nordea-fonden til hjælp til en ny klarinet, og han er optaget på Musikalsk Grundkursus i Kolding, hvor han vil blive talentudviklet. Skolen fik han aldrig noget ud af, så jeg er lykkelig for, at han er så god til musik, som kan blive hans fremtid. Men også han nærer et dybt had til Fredericia Kommune og Skjoldborgvejens Skole, som han synes, har svigtet ham gennem hele forløbet, da han mistede sin mor. Ingen stillede op med kriseberedskab, da hun døde, og ingen har forsøgt at hjælpe ham i de 15 år, der gik fra hans mor blev syg til hun døde. Pigen er i dag 21 år, og hun har haft det meget sværere. Det var hende, der måtte handle og sørge for sin lillebror, allerede da hun var 6 år. Da hendes mor flyttede til en ny lejlighed et halvt år før hun døde, var hun netop blevet 18 år, og derfor måtte hun ikke flytte med i den lejlighed. Det besluttede kommunen, men de kom ikke med et alternativt til hende. Hun blev smidt på gaden, hvis ikke vi havde sørget for en lejlighed til hende. Også indskuddet måtte vi betale. Efter sin mors død gik hun fuldstændig ned psykisk, og hun gik derefter med mellemrum 2 år i kommunens Distrikspsykiatriske Hus, men det hjalp ikke spor. Det er uprofessionelt hele vejen igennem og spild af tid. Hun har i dag en lille lejlighed og er på kontanthjælp. Hun har 300 kr. at leve for pr. måned, når udgifterne er betalt. Og der er ikke andet luksus i hendes udgifter end licens. Ikke engang internet har hun. Gæld har hun heller ikke. Så hun er her det meste af tiden, og vi sørger for mad og lommepenge til hende. Min mand og jeg er utrolig glade for de to børnebørn, men vi forstår simpelthen ikke, hvis den måde vi er blevet behandlet på, skulle være efter reglerne. Vi har været så vrede på kommunen, så det i perioder har overskygget alt andet. Jeg har siddet og skrevet om natten for at få afløb for bare lidt af den vrede, jeg føler overfor Fredericia Kommune. 3

12 Samtidig med at skulle gennemleve den enorme sorg det er, at miste sit eneste barn, samtidig skal man opleve at blive ydmyget, at blive trådt på, at blive grinet ad og holdt for nar af dem som egentlig er ansat til at hjælpe mennesker i sådan en situation. 4

13 2. 10 årig blind pige med infantil autisme svigtet brutalt. Jeg er alenemor til en blind pige på 10 år, og som ud over at være blind også er infantil autist. Jeg har også en normal pige på 8 år. Jeg har gennem årene i Fredericia Kommune haft meget svært ved at få den hjælp, som min blinde datter har brug for, hvis hun skal have et liv med bare en nogenlunde livskvalitet. Jeg har besluttet mig for at fortælle min historie, da mange nok har svært ved at tro på, at det virkelig er sådan, man bliver behandlet i Fredericia Kommune. Da min datter var 3 måneder blev hun hasteindlagt på Kolding Sygehus, fordi lægerne troede, hun var hjerneskadet. De sagde, at hun enten var ekstrem langsynet eller helt blind. Vi kontaktede egen øjenlæge, da hun var 8 måneder, og han havde aldrig set det, han så hos min datter og sendte derfor resultaterne videre til Statens Øjenklinik. De gav os den besked, at hun lider af en meget sjælden øjensygdom, og at hun var helt blind. Pga. at hun var meget selvdestruktiv og blandt andet smadrede hovedet gentagne gange ind i væggene, fik vi, da hun var 9 måneder tilknyttet en psykolog fra Refnæs Skolen i Kalundborg, og fra hun var 11 måneder, blev hun fast tilknyttet Refnæs Skolen. Der skulle laves nogle fysiske øvelser med min datter, som krævede en speciel træningsmåtte. De 1400 kr. som måtten kostede, dem ville Fredericia Kommune ikke bevilge. De mente, at vi kunne gå i BR og købe et måtte-puslespil. Men selv om Refnæs Skolen gjorde klart, at vi ikke kunne bruge BR`s måtte, så ville Fredericia Kommune ikke hjælpe os. Jeg har alle årene været på bistandshjælp, så det var umuligt for mig at købe denne måtte. Min datter gik i dagpleje hos en specialdagplejemor, som hun blev meget glad for og knyttet til. Hun var en stor støtte for min datter i årene frem, og hun blev også en god ven for mig. Da tiden nærmede sig for, at hun skulle begynde i børnehaveklassen, blev Fredericia Kommunes PPR sat på opgaven med at finde en skoleplacering. Hun blev skolestartstestet af en psykolog fra PPR, og selv om jeg gentagne gange gjorde opmærksom på, at jeg troede, at der også var noget andet galt, udover at hun var blind, så blev jeg aldrig taget alvorlig. Psykologen opdagede ingenting, så hun blev sendt på Bakkeskolen med støtte, fordi hun var blind. Bakkeskolen var den eneste skole, der ville have hende. Hun fik hendes dagplejemor med som støtte i skolen, og det gik godt. Hun var glad og tryg, ved at være der. 5

14 Men da hun så skulle i første klasse, måtte dagplejemoren ikke være støtte for hende mere, fordi hun ikke havde en skolemæssig uddannelse. Jeg var frustreret, da jeg var klar over, at det ville være forfærdelig for min datter, at miste den trygge støtte hun havde haft gennem 6 år. Men der var ikke noget at gøre. Derefter skulle hun have 3 forskellige støtter, og selv om hun var glad nok for 2 af dem, så kom det aldrig til at fungere. Hun fik raserianfald i klassen, hvor hun skreg fuldstændig hysterisk, fordi hun ikke kunne rumme den utrygge og ukendte hverdag, hun nu havde. Den fremgang hun havde haft i børnehaveklassen, den var fuldstændig tabt på gulvet. Min datter kunne slet ikke klare at være i Bakkeskolens SFO, fordi der var alt for mange børn og alt for meget uro. Kommunen havde ikke noget alternativt, så hun blev i stedet sendt hjem til middag hver dag. Min datter var dybt frustreret over bare at blive sendt hjem, så hun sad ofte og skreg i sofaen, samtidig med at hun rokkede sig frem og tilbage eller gjorde skade på sig selv. Kolding Sygehus var meget chokerede over Fredericia Kommunes beslutning om, at hun ikke kunne have sin støtte mere. Halvvejs inde i første klasse, blev hun sendt til udredning, hvor hun fik diagnosen infantil autist, endda i ret svær grad, hvilket viste at hun var fuldstændig fejlanbragt på Bakkeskolen. Men da der ikke var plads på en specialskole, måtte hun fortsætte der et halvt år mere. Hele første klasse var et helvede for hele familien. Det sidste halve år foregik stort set alene med hendes støtte, fordi klassen ikke kunne rumme min datter, fordi hun skreg i klassen, da hun var utryg og bange, efter hun havde mistet hende faste støtte. Vi bor i en 3-værelses lejlighed i Sønderparken, og jeg har søgt om ekstra boligstøtte, for at give min datter den livskvalitet, hun kunne få i en lille have. Hun kan som blind ikke være på legepladsen i Sønderparken. Men Fredericia Kommune mener ikke, at hun er handicappet nok til, at hun kan være berettiget til det! Hun er et udemenneske, som elsker at sidde på græs eller gå på insektjagt. I stedet sidder hun det meste af tiden alene i vores sofa og lytter til tv et, samtidig med at hun rokker frem og tilbage. Da de handicappede hørte under amterne, gik min datter til ridefysisk træning 2 gange om ugen, hvilket var ugens absolutte højdepunkter. Men da Fredericia Kommune selv overtog den del, så ville de ikke bevilge det. Min datter har også en del motoriske problemer, hvilket ridetræningen var rigtig godt for. Men siden Fredericia Kommune overtog det, har hun ingen fysisk træning fået. Siden min datter var 11 måneder, har hun været tilknyttet Refnæs Skolen i Kalundborg, hvor vi har været 1-2 gange om året til kurser i blindeskrift, i at gå med blindestok og med motorikøvelser. Derudover holder de øje med, om hun udvikler sig, som hun skal. Men det er også slut nu. 6

15 Kommunen mener godt, jeg selv kan betale for de ture til Kalundborg, men det er desværre umuligt på en bistandshjælp. Så jeg har meddelt Refnæs Skolen, at vi ikke kommer mere, pga. at Fredericia Kommune ikke vil betale for det mere. Synskonsulenten er fuldstændig målløs og rystet over Fredericia Kommunes beslutning. Jeg har selv haft en svær depression gennem 7 år samtidig med, at jeg også lider af Mother Theresa Syndrom, som er behagesyge. Jeg har altid følt, at Fredericia Kommune har set på mig som en dårlig mor. De har gang på gang talt nedladende til mig, og de har aldrig taget mig alvorlig, når jeg har sagt noget om mine børn. Jeg føler, at jeg er låst fast i mit liv. Jeg kan intet gøre, og jeg har ingen chance for at komme ud af min depression, fordi jeg konstant har dårlig samvittighed overfor mine døtre. Jeg kan ikke beskæftige min blinde datter, hvilket er svært for alle forældre med blinde børn, men jeg har aldrig turdet sige det til kommunen af frygt for, at de så ville fjerne mine piger. Derudover lider jeg af galoperende paradentose, hvilket betyder, at jeg allerede har mistet flere tænder og har en del løse også. Paradentosen æder både mit tandkød og kæben, som er delvis forsvundet i undermunden. Jeg har bedt Fredericia Kommune om hjælp, men har fået afslag. Det skal jeg spare op til af min bistandshjælp. Jeg har fået paradentosen af medicin. Hvis jeg ikke havde mine to piger, så havde jeg nok valgt den samme løsning som min eneste bror valgte som 26-årig. Han hængte sig selv. Min yngste datter lider også meget, under de forhold vi lever under. Hun er altid den sidste, der får opmærksomhed, da min blinde datter jo har brug for hjælp meget af tiden. Det er hårdt at være søster til en så handicappet pige, da det jo giver mange begrænsninger for os. Jeg savner, at der bliver taget hånd om søskende til svært handicappede børn. Ikke mindst til dem, der bor med kun en forælder. 7

16 3. Alt for ringe hjælp til familie med 4 årig døende pige. Vi mistede vores 4-årige datter i efteråret Hun døde, efter hun havde kæmpet mod hjernekræft i 3,5 år af hendes korte liv. I hele forløbet havde vi selv ansvaret for at pleje og passe vores lille solstråle. Hun var aktiv indtil få timer, før hun døde. Oven i det havde vi hele tiden haft dårlig samvittighed over ikke at kunne være der 100 % for vores tre år ældre søn. Vi var i lange perioder nødt til at dele os, da en af os ofte var indlagt med vores datter på børnekræftafdelingen, imens den anden var hjemme med vores søn og prøvede på at skabe en hverdag for ham. Det har været et meget langt og svært forløb, som har slidt på familien. Der var også mange nætter, hvor den ene af os pludselig var nødt til at tage af sted på sygehuset med vores datter. Det oplevede vores søn også, og nogle gange kunne han godt mærke, at vi var bange. Det er ikke naturligt, at et barn på 7 år ved så meget om sygdom og død. Vi har ikke noget netværk her i Fredericia Kommune, da vi kun har boet her i kort tid, og vores familie bor meget langt væk. Derfor har vi haft svært ved at få hjælp og aflastning. Vi følte, at der ikke var nogen muligheder fra kommunens side for at få hjælp, da vi stod med et alvorligt sygt og senere døende barn, som vi havde valgt skulle dø hjemme. Især manglede vi professionel hjælp de sidste 14 dage. Vi følte os alene og som kastebold mellem sygehuset og hjemmeplejen. Da vores praktiserende læge kom samme dag som vores datter døde, var han meget overrasket over, at vi var helt alene, og han skaffede en sygeplejerske, så vi kunne skabe tryghed for vores datter og yde hende den sidste omsorg. Desværre var det kun de sidste få timer. Vi var meget kede af, at vores datter ikke blev ordentligt smertebehandlet i den sidste tid. Det var forfærdeligt, at hun led så meget. Både af smerter, men også fordi hun havde lungebetændelse og der flød tykt gult slim ud af hendes mund, som hun ikke havde kræfter til at spytte ud. 8

17 Vi tror simpelthen ikke, at kommunens ansatte er godt nok uddannede til at hjælpe døende børn og deres pårørende. Vi havde bedt om at få sug og drop installeret i hjemmet, men det kunne ikke lade sig gøre, fik vi at vide. De sidste timer af vores datters liv var kaotiske og fuldstændig forfærdelige. Vi blev ikke tilbudt den økonomiske hjælp, vi var berettiget til. Det gælder blandt andet til bleer, ekstra tøjvask og kørsel mellem hjem og sygehus. Det var ikke fordi, vi ikke måtte få pengene, men systemet med at udfylde køresedler og ansøgningsblanketter var simpelthen for omfattende til, at vi kunne overskue det. Og kommunen vil ikke lave det med tilbagevirkende kraft, da vi ikke havde styr på kvitteringerne. Det skal siges, at der på et tidspunkt var en vikar i Fredericia Kommunes handicaprådgivning, som gjorde alt, hvad hun kunne for os, men hun forsvandt desværre hurtigt igen. Vi har søgt Fredericia Kommune om psykologbehandling efter vores datters død, men har fået afslag. Vi har i stedet fået lidt gennem Kræftens Bekæmpelse. Kræftens Bekæmpelse har desuden en undergruppe, der hedder De unges kræfter, og en ung pige derfra var en støtte for vores søn i den mest kritiske periode. Vi har også søgt kommunen om hjælp til vores søn, hvor vi fik tilbudt, at han kunne komme i en sorggruppe i Ungdomscentret. Desværre passede han ikke ind i gruppen, da alle andre i gruppen var meget ældre end vores søn, og de havde alle mistet en forælder. Derved gik det op for vores søn, at han også kunne risikere at miste sine forældre. Imens vores datter var isoleret tidligt i hendes sygdom, havde vi hjælp af en fantastisk kvinde fra Center for Ferie og Aflastning i Vejle, som kom og var hos vores datter, når vi skulle ordne nødvendige ting udenfor hjemmet. Kommunen havde tilbudt os aflastning til vores søn, men det kom alt for sent. Vi kunne ikke aflevere det eneste barn, vi nu havde tilbage hos en plejefamilie. Det var under vores datters 3,5 år lange sygdomsperiode, vi havde haft brug for den hjælp. Vi bruger alle vore kræfter på at hanke op i os selv. Vi skal jo også have en hverdag til at fungere for vores søn. Og vi skal også fordøje alt det, vi har været igennem. Hele forløbet har været som at have kørt på en karrusel og så pludselig være slynget af og ikke rigtig vide, hvor man er. Der har været så mange følelser i spil gennem de 3,5 år, vores datter var syg. Kærligheden til vores datter. Angsten for at miste hende. Håbet om, at hun ville komme sig efter de hårde kemokure og strålerne og endelig den vished, vi fik i foråret 2009, om at kræften ville vinde kampen. 9

18 Vi har begge været udenfor arbejdsmarkedet gennem vores datters sygdom og død, da vi ofte var delt mellem hjem og sygehus. Det har bevirket, at min mand nu er havnet på kontanthjælp. Jeg er stadig sygemeldt, men jeg ved, at det også ophører på et tidspunkt. Vi har virkelig brug for en håndsrækning til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg har stort set ikke brugt min uddannelse som ergoterapeut, da jeg var næsten nyuddannet, da vores datter blev syg. Derfor kan jeg ikke træde ind på arbejdsmarkedet uden videre. Vi har søgt Fredericia Kommune om hjælp, men har fået den besked, at vi bare kan flytte til en billigere husleje. Det er meget svært, at vi samtidig med at vi er i en altoverskyggende sorg, også skal forholde os til økonomiske problemer og være arbejdssøgende. Vi har svært ved at forstå, at det er det bedste, vores samfund kan byde på. Da der skulle være landsindsamling til Kræftens Bekæmpelse 8 måneder efter vores datters død, blev der afholdt et opstartsmøde i Fredericia. Vi skulle også selv samle ind, og vi blev af Kræftens bekæmpelse inviteret til at komme til det opstartsmøde og fortælle vores historie. Det sagde vi ja til, både fordi vi gerne hjælper Kræftens Bekæmpelse, men også fordi borgmesteren skulle deltage i mødet, og vi derfor ville få en chance, til at gøre ham opmærksom på vores situation. Vi blev på mødet spurgt om, at hvis vi skulle have hjælp nu, hvilken hjælp vi så havde allermest brug for. Vi svarede, at vi havde brug for hjælp til at få et ben indenfor på arbejdsmarkedet. Efter mødet kom borgmesteren og gav os hånden med ordene jeg er sikker på, at I nok skal finde noget en dag. 10

19 4. Mit plejebarns historie og mangel på hjælp og forståelse. I april 97 får jeg en plejedatter som er 10 1/2 måned gammel. Indtil da har hun boet med sin mor, og som 2 mdr. gammel kom hun i dagpleje, hvor hun fortsatte, også efter jeg havde fået hende i pleje. Jeg arbejdede på fuldtid. I april 98 da hun er 2 år gammel, kommer hun på min foranledning i Vuggestue i Voldly. Hun fortsætter i børnehaven, da hun bliver 3 år. Hun knyttes til Skovgruppen, hvor der er støttepædagog på et par drenge. Støttepædagogen tager sig også af mit plejebarn, når der er konflikter, og dem var der mange af. Der er ikke nogen hun knytter sig specielt til eller leger med, hun tager det barn, der er først for, og som gerne vil lege. Hun bliver ofte valgt fra. I aug. 02 starter hun på Fredericia Friskole på min foranledning, idet jeg mener, at hun ikke kan fungere i den normale folkeskole med elever i klassen. Familieafdelingen støtter dette, men jeg skal selv afholde udgiften til skolen, idet hun jo er "et ganske almindeligt barn". Hun har meget svært ved at være i kontakten med de andre børn, og hun kommer oftere og oftere i konflikt med dem. Hun har svært ved at have legekammerater med hjemme, og ofte må vi afbryde legen, og kammeraten må hentes hjem. Problemerne accelerere, og da der også er skiftende vikarer på klassen (uuddannede), bliver jeg nødt til at flytte hende til en anden skole. Familierådgiveren kontaktes og skoleskift til Egumvejens Skole aftales, hun er jo stadig "et ganske almindeligt barn". I dec. 05 starter hun på Egumvejens Skole i 3 klasse. Efter 1/2 år og en masse problemer med bl.a. mobning, indlæringsproblemer og en udadreagerende pige (dog mest på hjemmefronten) besluttes det på skolen og i samarbejde med mig at indstille hende til PPR. I sept. 06 sendes den første indstilling til PPR. Jeg bliver kontaktet af skolepsykologen, som fortæller at hun stopper, og hun mener derfor, det er bedst at vente med at se på mit plejebarn, til der er ansat en ny skolepsykolog. Der kommer en ny psykolog, men inden hun tager fat på mit plejebarn, får jeg at vide, at hun er rejst igen. I foråret 07 kontakter jeg ledende psykolog på PPR for at høre, hvornår der kommer til at ske noget i sagen. I juni 07 ringer jeg igen til ledende psykolog i PPR, da der stadig ikke er sket noget. Han fortæller mig, at han vil afvise indstillingen og send den til familieafdelingen, idet han mener, det er en sag for dem. Han siger også, at jeg ikke skal blive ved med at ringe til ham. Hjælpen til mit plejebarn er jo mig, og hvis jeg ikke kan magte det, måtte der jo findes en anden løsning. I mit samarbejde med Familieafdelingen gør jeg hele tiden opmærksom på, at der er noget, som er anderledes ved mit plejebarn end ved andre børn. Hun tager ikke ved lære af de ting, hun ryger ind i/ eller konflikter hun har haft. Hun integrerer ikke sin viden, og bruger den i andre situationer. Hun har ingen legekammerater, hun er urolig og ukoncentreret. Hun er svær at fastholde i de konkrete situationer. Hele tiden får jeg at vide, det er alderen. Jeg bliver ved med at gøre opmærksom på de problemer, vi har, indtil problemerne er så store, at jeg lige er ved at opgive. Hun var imellem tiden blevet storesøster, hvilket 11

20 udløste store problemer, som jeg havde svært ved at tackle. Jeg var bange for, at jeg gjorde mere skade end gavn, og endelig blev hun af familieafdelingen indstillet til en udredning på familiecentret i Vejle. I juni 08 modtager jeg en rapport, som fortæller, at mit plejebarn er tidlig skadet, og psykologen fra Vejle sender os videre til Børnepsykriatisk Afdeling Kolding Sygehus til yderligere udredning, idet hun mener, at der er mere med mit plejebarn. Kolding afviser den (i første omgang). Via egen læge sendes en henvisning til en privat speciallæge i Børne-og ungdomspsykiatri for udredning, hun afviser den dog, idet hun mener, at Familieafdelingen skal med indover, da det drejer sig om et plejebarn. I aug. 08 afholdes det første møde på skolen med alle involverede lærere, skoleleder, familierådgiver og de 2 psykologer (den ene fra Vejle, den anden er skolepsykologen). Psykologen fra Vejle gør rede for rapporten og mit plejebarns videre behov, hun går nu i 6 kl. I løbet af 6 kl. bliver der afholdt adskillige møder med forskellige tiltag, for at hjælpe hende i skolen med bl.a. støttetimer. Psykologen indser efterhånden, at det ikke hjælper, mit plejebarn får det værre og værre i klassen, hun går hjem, bliver udfarende overfor de andre børn i klassen, vil ikke i skole... I juni 09 sender skolepsykologen en ny indstilling til udredning på Kolding Sygehus, idet hun formoder, der er tale om autisme I aug. 09 er det første møde på Kolding Sygehus og en udredning starter. I okt. 09 får hun diagnosen "Infantil autisme" (en gennemgribende udviklingsforstyrrelse i autismespektret) I nov. 09 er der stormøde på Kolding Sygehus, og efterfølgende får jeg at vide af skolepsykologen, at hun vil indstille mit plejebarn til Autismeklassen på Skansevejens Skole med start efter sommerferien I dec. 09 kontakter jeg Familierådgiveren for at får hende til at gøre noget i forhold til dette skoleskift, jeg synes det er rimeligt at skiftet sker nu. (1.feb har jeg ikke fået svar endnu). I jan. 10 kontakter jeg skolepsykologen og rykker for en tidligere start, idet jeg har svært ved at få mit plejebarn i skole, og jeg egentlig synes, at hun har fået nederlag nok. Jeg får en besked på min telefonsvarer, at det ikke kan komme på tale før tidligst efter sommerferien, der er ingen begrundelse. Mit plejebarn har det rigtig svært i skolen, hun har ingen kammerater, hun kan ikke tackle konflikter, hun kan ikke indgå i sociale sammenhænge, hun kan ikke klare forandringer som fagdage, temauger og udflugter. Jeg forstår ikke, at der skal gå så lang tid, inden hun kan få det rigtige skoletilbud, når man nu ved hun har en diagnose. Hvis hun skal vente til efter sommerferien, er der gået 4 år siden den første indstilling blev sendt til PPR. Jeg har svært ved at forstå, at man ikke arbejder sammen i de to afdelinger (Familie afdelingen og PPR ) om børn der har det svært. Børn med særlige behov, som man jo snakker så meget om i Fredericia Kommune, og som man beder de ansatte om at have særlig fokus på. For ikke at tale om tidlig indsats... Som "forældre" oplever jeg bare at være kastebold i systemet. 12

21 5. Alle tegn på ADHD blev overset i 26 år. Min søn, som i dag er 26 år, har desværre haft et forfærdeligt liv, fordi ingen fra starten så, at han havde ADHD, men udelukkende betragtede ham som en uopdragen rod, og mig som en mor der ikke havde styr på sin søn. Han startede børnehaveklassen på Sct. Knuds Skole, fordi jeg ville give ham små og trygge rammer. Jeg troede, at det kunne give ham den ro og opmærksomhed, han havde brug for. Men jeg tog desværre fejl. Han skilte sig fra starten ud, da han slet ikke kunne koncentrere sig eller sidde stille og høre efter. Der blev sat støtte på ham i 3 måneder, som ikke hjalp spor. Der kom også en fra kommunen hjem til mig, for at kontrollere forholdene i hjemmet og mine evner som forælder. Konklusionen på alle disse ting var, at min søn intet fejlede, og at jeg var en udmærket mor, men at min søn bare havde brug for mere opmærksomhed end andre. Tingene gik dog bare værre og værre, og min søns klasselærer kunne ikke styre ham, så han begyndte at slå ham i stedet for. I starten var det bare en lussing. Min søn kom hjem og fortalte mig, at han var blevet slået af hans lærer. I starten troede jeg ikke helt på, at det kunne være sandt, men da det fortsatte tog jeg ned på skolen og forlangte et møde med skoleinspektøren. Han benægtede, at det kunne have fundet sted, og desuden så mente han nu også, at min søn var en rod. Allerede i 1994 gik jeg til Fredericia Kommune og fortalte om, at der blev udøvet vold mod eleverne på Sct. Knuds Skole, men det ville de ikke tage sig af. Jeg søgte hjælp til min søn i Familieafdelingen, men det eneste der kom ud af det var, at der igen kom en socialrådgiver hjem til mig for at undersøge forholdene i hjemmet. Jeg forstod ikke kommunens fremgangsmåde, da jeg har en næsten jævnaldrende søn, som der aldrig var problemer med. Han var stille og rolig og passede sine ting. Igen kom kommunen frem til, at jeg var en udmærket mor. Men min søn fik ingen hjælp, selv om det var ham, der havde alle problemerne. Jeg søgte kommunen om en voksenven til min søn, da jeg intet netværk havde, men fik afslag. Han kom længere og længere ud, og han begyndte at ryge hash allerede, da han var 10 år. På Sct. Knuds Skole var den lussing, han af og til fik, blevet afløst af regulære tæsk af hans klasselærer, som i øvrigt stadig er ansat på skolen. 13

22 En gang rykkede samme lærer min søns øre halvt af. Jeg er først senere blevet klar over, hvor slemt det i virkeligheden var for ham at gå på skolen. Jeg holdt det ene møde med skolen efter det andet, men de tog mig aldrig alvorlig og nægtede bare alt. Min søn begyndte at stikke af fra skolen, og jeg løb kommunen på dørene, men løb panden mod en mur den ene gang efter den anden. I 7. klasse blev han så smidt ud fra Sct. Knuds Skole og kom ud på Ryttergrøftvejens Skole. De unoder han stadig ikke havde fået lært, dem lærte han der. Han begyndte at tage ecstasy, og han gik stadig kun i 7. klasse. Jeg kom til mange møder på Ryttergrøftvejens Skole, og hver gang blev jeg filmet til møderne, hvilket blev videregivet til kommunen, men jeg hørte aldrig mere fra det. Ved slutningen af 7. klasse blev han også smidt ud derfra. Derefter blev han gadebarn og begyndte at eksperimentere med stadig hårdere stoffer og kriminalitet. Politiet var nu en fast bestanddel af vores liv. Mindst en gang om ugen blev jeg ringet op og bedt om at hente ham, efter han var blevet taget for kriminalitet eller vold. Til sidst måtte jeg sige stop, og nægte ham at komme hjem, da jeg også havde hans søskende at tage hensyn til. Så var han hjemløs. Jeg prøvede med alle midler at få kommunen i tale for at skaffe hjælp til min søn. Til sidst blev han sendt på en Tvind skole, men heller ikke det var nogen succes. Han blev efterladt på en rejse og stak af derfra. Hans skolegang sluttede i 7. klasse. Han har netop fået diagnosen svær ADHD i en alder af 26 år. Han er stadig misbruger af alt, hvad han kan komme i nærheden af. Blandt andet kokain, amfetamin og ecstasy. Han har siddet i fængsel størstedelen af hans voksenliv. Han har et utal af domme for vold, besiddelse og salg af narko og berigelseskriminalitet. Når han begår vold, så er det fuldstændig uden omtanke for konsekvenserne. Han har trampet på sine ofres hoveder og andet i samme dur. Min søn er i dag meget bitter på hele systemet og ikke mindst på Sct. Knuds Skole. Jeg er ked af at sige, at jeg ikke kan se for mig, at min søn har et ordentligt liv foran sig. Jeg er bange for, at han måske slår et andet menneske ihjel en dag. Jeg vil ønske, at kommunen havde taget min søns problemer alvorligt, i stedet for udelukkende at fokusere på mine forælderevner. Jeg kender min søn inderst inde og ved, at han er et godt menneske og kun ønsker det bedste for andre mennesker. 14

23 Men alle de nederlag og den manglende forståelse han fra starten har mødt, har gjort ham til et menneske uden selvværd og uden tillid til andre mennesker. 15

24 6. Ung mand sjoflet af kommunen efter trafikulykke. For snart 4 år siden havde jeg et perfekt liv. Jeg arbejdede som vagt på alarmpatrulje, jeg dyrkede kampsport på højt plan, jeg trænede børnehold i samme sport. Jeg har en træneruddannelse fra DGI og jeg er uddannet smed. Jeg havde en kæmpe omgangskreds og meget omgang med min familie. Jeg boede alene sammen med min hund, en dobberman hvalp på 6 måneder, som jeg trænede og elskede overalt på jorden. Hunden var med mig på arbejde den aften, som forandrede mit liv på et splitsekund. Jeg var impliceret i et trafikuheld, hvor jeg fik slået min rygrad skæv, fik piskesmæld og kronisk hovedpine. Min kammerat kom ud til ulykkesstedet for at lede efter min hund, og det viste sig, at den var slynget ud af dens bur og ud på en mark, hvor den havde ligget i 4 timer, da han endelig fandt den. Det meste af dens mave var sprættet op, men min kammerat fik den hurtig til en specialist, som fik den opereret og syet sammen. Det kunne dog ikke holde, da den ikke kunne holde sig fra såret. Den måtte igennem samme tur en gang mere, hvor det igen lykkedes at lappe den sammen, men da det igen gik galt og den ydermere havde fået et stift ben, ville det være dyrplageri ikke at lade den aflive. Det var den hårdeste beslutning, jeg har skullet træffe. Jeg husker intet fra ulykken, men jeg ved, at jeg var bevidstløs, da jeg blev skåret fri i bilen og kørt til Vejle Sygehus. Men det skulle vise sig, at dette var for intet at regne mod den forfærdelige kamp, jeg derefter skulle igennem i Fredericia Kommune. Først var der også en del problemer med at få min arbejdsgiver til at aflevere papirer til forsikring og politi. Senere har jeg fået at vide, at der stod i politirapporten, at det var min arbejdsgiver, der kørte bilen på ulykkestidspunktet, hvilket jo forklarede manglende papir til min forsikring, samt den lange vente tid på afgørelsen af min erstatning. Jeg blev sygemeldt og fik at vide gennem kollegaerne, at jeg var blevet fyret, selv om jeg ikke havde modtaget en opsigelse eller lign, og til d.d. stadig ikke har. Jeg havde så mange smerter, at jeg fik op til 30 piller om dagen det første lange stykke tid. I dag er jeg nede på 22. Ved ulykken fik jeg også smadret alle mine tænder, og det er først nu efter snart 4 år, at jeg er begyndt at få dem lavet. Det har i sig selv været en enorm kamp, at få hjælp fra kommunen, til at kunne få lavet mine tænder, selv om både læge, psykolog og speciallæge henvendte sig til kommunen gentagne gange og forklarede, hvor nødvendigt det var at få dem lavet med det samme, da det var meget skadeligt for mit helbred, hvis der gik betændelse heri. Det var også med til at forværre min depression, samt at jeg ikke kunne spise pga. smerter. 16

25 Jeg gik fra at være i perfekt fysisk form og stærk til ikke engang at kunne cykle eller noget som helst andet fysisk belastende. Først kom jeg på sygedagpenge, for mig var det meget forvirrende, jeg skulle møde til flere samtaler og fortælle om mig selv igen og igen, men jeg fik ikke råd og vejledning om, hvad jeg skulle gøre, eller hvad jeg havde af muligheder. Jeg følte mere, at jeg blev tilsidesat, fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre af mig. Efterhånden isolerede jeg mig selv mere og mere, havde det ikke været for min kammerat, havde jeg ikke fået tømt min postkasse, handlet ind eller lign. Jeg havde ikke overskud til at svare opkald eller åbne døren, hvis det bankede på. Efter 2 år og flere psykologvurderinger og stadig ingen vejledning stoppede de min udbetaling, og jeg skulle søge kontanthjælp, det gik meget udover min økonomi, og jeg har siden kun haft 700 kr. om måneden til mad, tøj, medicin, gaver og uforudsete udgifter. Kommunen forlangte herefter, at jeg kom til samtaler i Distrikspsykiatrisk Hus. Her var lang ventetid, men da jeg endelig kom til den første samtale, var det med en ældre herre, der var et meget ubehageligt bekendtskab. Han var meget nedladende overfor mig, Han ville have, jeg skulle købe mig et par Nike sko til 1000 kr. og begynde at løbe, ligesom han sagde, at jeg skulle have en anden slags medicin, der kostede mig 1500 kr. pr. måned. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde nogen chance for at betale disse ting, da jeg kun havde 700 kr. til rådighed om måneden. Det var han ligeglad med. Han mente ikke, at jeg var samarbejdsvillig, når jeg ikke ville købe det medicin han foreslog, så han raskmeldte mig. Min egen læge havde konstateret, at jeg fortsat havde en svær depression, og han blev rasende. 2 psykolograpporter fortalte uafhængig at hinanden, at jeg virkelig var syg, men alligevel vurderede kommunens lægekonsulent, at jeg ikke fejlede noget, men bare spillede syg og lod som om, jeg havde det dårligt. Efter at have forlangt aktindsigt, kunne jeg se, at der manglede vigtige papirer fra min læge og de 2 psykologer, og efter min læge havde henvendt sig til Fredericia Kommune blev min raskmelding tilbagetrukket. Jeg har de sidste knap 4 år haft ca. 10 forskellige sagsbehandlere, og jeg skal starte forfra hver gang med at fortælle min historie. Jeg har på intet tidspunkt følt mig klar til at komme i arbejde eller arbejdsprøvning, men pga. at jeg har sagt det, så er jeg blevet stemplet som værende negativ og uengageret. Selv da min kammerat fortalte om et kursus, som skulle være godt for folk i min situation, havde jeg svært ved at få min sagsbehandler til at lytte til mig, og jeg blev først tilmeldt kurset ugen før, det startede. 17

26 Jeg føler, at jeg bliver mere og mere syg af den behandling, jeg får af Fredericia Kommune. De siger direkte (og skriver), at de ikke tror på mig. De mener ikke, jeg fejler noget som helst. Den mistillid jeg har opbygget især til Fredericia Kommune, den er så massiv, at jeg simpelthen ikke tror på, at de hverken kan eller vil hjælpe mig. De har drevet mig så langt ud, at jeg 2 gange har forsøgt at tage mit eget liv. Udover det er det meget svært, at gå fra at kunne klare alt og aldrig have brug for hjælp, til pludselig at stå uden job og være psykisk syg, så skal Fredericia Kommune sparke mig endnu længere ned, ved at behandle mig nedladende og uden respekt og anklage mig for at lyve og for at være doven. Hvis jeg havde vidst, hvad jeg skulle igennem efter ulykken, så havde jeg taget mit eget liv med det samme. Det var mere humant, hvis Fredericia Kommune trak syge mennesker om i deres baggård og skød dem, i stedet for langsomt at pine livet ud af dem. Jeg har bedt om hjælp så mange gange. Jeg har direkte sagt Hjælp mig, det her det ender galt. Alligevel blev jeg afvist og ydmyget. Jeg har bedt om hjælp til psykolog og tøj, men har fået afslag på alt. Da min korttidshukommelse er ødelagt efter ulykken, har jeg altid en bisidder med på kommunen. Det har fået dem til at skrive, at jeg ikke kan stå på egne ben. Min sagsbehandler ved godt, at jeg har forsøgt selvmord, men der er ingen reaktion. Jeg har ikke sovet mere end 2-3 timer om dagen siden ulykken pga. smerter, mareridt og tanker, der kører rundt i mit hoved. Jeg har isoleret mig selv totalt siden ulykken og kan ikke klare mange mennesker. Alligevel er jeg nu sendt på et kursus, hvor der er ca mennesker. Også det er fuldstændig håbløst. Ingen foretager sig noget fornuftigt. Det positive i denne historie er Den Kristelige Fagforening, der ligesom alle andre er fuldstændig chokeret over den behandling, jeg har fået i Fredericia Kommune. De har klaget over det, men det er endnu ikke afsluttet. Jeg håber på, at dette mareridt en dag ender, og at jeg bliver rask og ALDRIG mere får brug for hjælp i Fredericia Kommune. Jeg håber også, at det en dag går op for alle, hvad man bliver udsat for, hvis man er så fræk at blive syg i denne by. Hvis nogen havde fortalt mig dette for 5 år siden, så ville jeg simpelthen ikke have troet på dem. I dag er jeg klogere og ved desværre, at det er den barske virkelighed. 18

27 7. Trillingefamilie med to multihandicappede børn svigtes af kommunen. Efter at vi havde forsøgt at få børn i 7 år, lykkedes det os via fertilitetsbehandling, at blive gravid for godt 7 år siden. Vi havde regnet med et barn, men vi var alligevel ovenud glade, da vi fik besked på, at vi ventede trillinger. Vi havde set udsendelser i tv om trillingefamilier, og det var vi ikke i tvivl om, at vi også ville kunne klare. De blev født 2,5 måned for tidligt, og de vejede alle tre mellem 1100 og 1300 gram ved fødslen. De blev hjernescannede, og det viste sig desværre, at den ene pige og drengen var hjerneskadede, imens den sidste pige var helt normal. Det var et stort chok for os begge to, selv om vi ikke på det tidspunkt vidste, hvad det indebar, at have 2 så handicappede børn. De var 10 uger, da de kom hjem fra sygehuset sammen med mig. Jeg var gennem hele forløbet indlagt sammen med dem. De er begge multihandicappede og har brug for hjælp 24 timer i døgnet, hvilket de vil have resten af deres liv. Imens vi stadig var indlagt, blev der holdt et møde på Kolding Sygehus, hvor en handicaprådgiver fra Fredericia Kommune deltog. Vi fik at vide, at vi bare skulle bede kommunen om det, hvis der var noget, vi havde brug for. Vi er stolte mennesker, og vi er vant til at klare os selv, så det første lange stykke tid bad vi ikke om noget, fordi vi begge var enige om, at vi ville klare os uden hjælp, så længe som det var muligt. Det viste sig senere at være en rigtig dårlig ide, fordi når man først har klaret sig uden hjælp, så vurderer kommunen, at man også kan blive ved med det. Desuden så anede vi heller ikke, hvad vi skulle have bedt om i det første år. Det er først fra omkring et år, at den store forskel begynder at vise sig. Imens de er så små, så er der ikke den store forskel på handicappede og almindelige børn. Min mand og børnenes far arbejder i Norge og er væk 3 uger ad gangen, hvor jeg er alene med vores 3 børn. Det er nødvendigt, at han beholder sit job i Norge, for at vi kan få økonomien til at hænge sammen. Men det giver også en del problemer, at være alene med 3 børn, hvoraf de to sidder i kørestole, og skal hejses med lifte og skiftes og mades mange gange hver dag. Samtidig er det svært at have overskud til vores raske barn, som tit bliver overset, fordi der simpelthen ikke er tid til hende. Hun har lidt under det pres, vi har levet under hele børnenes liv. 19

28 Vores handicappede datter lider også af epilepsi, hvilket ofte har betydet, at hun måtte indlægges akut. Derudover er hun blevet opereret i begge hofter. Også vores søn skal nu igennem samme hofteoperation. I alt har vi nok været indlagt med et af børnene 35 gange i de sidste 6 år, hvilket har givet enorme problemer i forhold til min mands arbejde og med at få de andre passet imens. Flere af indlæggelserne har været på op til 6 uger. Gennem alle årene har vi haft et meget problematisk forhold til Fredericia Kommune. Til tider vil vi endda kalde det direkte forfærdeligt. Vi føler, at vi må kæmpe mod et meget tungt system hver eneste gang, vi har brug for noget til vores børn. Der er ingen, der gør os opmærksom på vores rettigheder, og vi har ikke selv overskud til at sætte os ind i Serviceloven. Og glemmer vi at søge om noget, så er det bare ærgerligt, fordi det kan man ikke gøre med tilbagevirkende kraft. Der gik meget lang tid, inden vi blev opmærksomme på, at vi var berettiget til at få børnenes bleer betalt efter den tid, hvor børn normalt bliver renlige. For eksempel så havde vi i flere år en meget stor skraldespand stående udenfor til børnenes bleer, da vi slet ikke havde nok i den almindelige. Det kostede 2000 kr. pr måned at få den tømt, men det fik vi gang på gang afslag på. Det var først da vores handicaprådgiver var på barsel, og der kom en vikar udefra, at det gik igennem. I tre år kom vi ingen steder overhovedet, da vi ikke kunne få to kørestole ind i en almindelig bil. Vores børn skal sidde i kørestolene, når vi kører, da de ikke kan sidde på almindelige bilsæder. Vi søgte, om vi måtte købe en handicapbil med lift og plads til kørestolene. Men der gik 2,5 år, før det kunne lade sig gøre. Men vi er glade for at have den nu, og vi er meget tilfredse med kun at skulle betale for den. Den børnehave, som vores to handicappede børn har gået i, har været meget lidt forstående overfor det pres, vi konstant lever i. Vi har ofte været nødt til at aflyse aftaler på Kolding Sygehus, da jeg ikke havde mulighed for transport. Børnehaven har truet os med at melde os, hvis vi ikke overholdt de aftaler. De blander sig også konstant i børnenes kost, osv. Nu håber vi bare på, at årene i skolen, som starter til august, bliver mindre problematisk end årene i den ene børnehave. Vi er også flere gange blevet meldt, fordi vores handicappede datter ind imellem skriger hysterisk. Nogle gange uden grund, andre gange fordi hun har smerter, når hun skal af med afføring. Der føler vi os af kommunen mistænkeliggjort for ikke at passe vore børn ordentlig. 20

29 Gad vide om Fredericia Kommune har tænkt sig at fjerne de to handicappede børn fra os, og betale de 6 millioner det koster om året, at have to så handicappede børn på institution? Der er ingen, hverken i børnehaven eller på kommunen, der har nogen anelse om, hvordan vores liv er. Det er meget sårende, at blive bedømt og set nedladende på, når man gør alt, hvad man overhovedet kan, for at få hverdagen til at hænge sammen. 21

30 8. 11 årig pige levede på gaden, mens moderen var indlagt i flere måneder. En ung pige fra Fredericia fik sit første barn som 17-årig, og hun var enlig mor fra starten. Drengen var glad og livlig, indtil han som 3 årig blev alvorlig syg. Det viste sig, at han havde en stor kræftknude udenpå den ene nyre. Den unge mor var til læge med drengen flere gange, hvor de blev afvist, indtil tumoren var så stor, at den udgjorde en synlig bule. Så blev han indlagt akut på Kolding Sygehus og sendt videre til Århus Kommunehospital, hvor han kun blev spået meget små chancer for at overleve. Han kom i kemobehandling og fik fjernet den ene nyre. Den langvarige kemobehandling gjorde så store skader på drengens hjerte, at han efterfølgende også måtte igennem en stor hjerteoperation på Skejby Sygehus. Kræftbehandlingen varede i 5 år, så inden den var afsluttet, var han begyndt på en af Fredericias store folkeskoler. I 5 år i træk havde han stort set ikke været sammen med andre børn, end de andre kræftramte børn på hospitalet. Han havde også været i isolation i lange perioder, så han havde fra starten i skolen store problemer med at begå sig socialt. Derfor blev han sat indenfor sammen med en lærer i hvert eneste frikvarter. Det var han meget ked af, og han blev mere og mere adfærdsvanskelig. Familien blev kaldt til møde på skolen på grund af alle disse problemer, hvor de foreslog, at læreren fulgtes med drengen ud i frikvartererne, for at prøve på at lære ham de sociale spilleregler, men det ville læreren ikke. Familien var godt klar over, at drengen havde store problemer, men der var ingen i skolen, der tilbød ham støtte eller anden hjælp. Det endte med, at skolen ikke ville have ham mere, så moderen flyttede ham til en anden skole. Der var han kun i kort tid, da de heller ikke kunne styre ham. I mellemtiden havde den unge mor også fået en lille pige. Men skæbnen ville, at den unge kvinde ret kort tid efter blev ramt af en alvorlig psykisk sygdom, som gjorde at hun var indlagt på psykiatrisk afdeling i flere måneder om året, hvilket hun her 15 år senere stadig er. Hendes to børn kom derefter i hver sin plejefamilie i frivillig anbringelse. Drengen kom først i en meget dårlig plejefamilie, som tydeligt kun havde ham for pengenes skyld. Det gik slet ikke, men derefter kom han til en pragtfuld familie udenfor Fredericia Kommune, som blev guld værd for ham i årene frem. Drengen døde senere af en hjerneblødning i en meget ung alder. 22

31 Den lille pige kom til en familie her i Fredericia, og begge børnene tilbragte jul, fødselsdage og ferier hjemme hos deres mor, når hun var rask nok til at have dem. Da pigen blev lidt større, blev det tydeligt for alle, at hun ikke var glad for at være hos den familie. Hun var begyndt i skole på en af byens folkeskoler, men hun var aldrig glad for at gå i skole, så hun stak tit af fra både skole og plejefamilie og løb hjem til sin mor. Da hun blev 11 år, flyttede hun hjem til sin mor. Skolen gik slet ikke, så hun blev flyttet til en anden skole, men det blev ikke spor bedre. Hun var en mere og mere sjælden gæst i skolen, ligesom hendes mor fortsat var meget indlagt på psykiatrisk afdeling. Men nu var der ikke nogen, der holdt øje med pigen mere. Når moderen var indlagt i måneder ad gangen, boede pigen alene i familiens lejlighed, ligesom hun i perioder levede direkte på gaden. Hun kom hurtigt i dårligt selskab, hvilket bevirkede, at hun allerede som 11 årig tog hårde stoffer. Bekendte til familien kontaktede ofte familieafdelingen og politiet og sagde til dem, at pigen var alene i lejligheden, og at de var bekymrede for hende. Desværre var der ingen i Fredericia Kommune der reagerede. Flere gange blev der ringet direkte til lederen af familieafdelingen, men hun ville aldrig tale med familien. Da det gik op for familien, at pigen var blevet narkoman, ringede de til Landsforeningen af pårørende til stofmisbrugere. De fik koblet en meget flink konsulent på pigens sag, og han blev ret hurtigt chokeret, da det gik op for ham, hvad der var virkelighed her. Han lavede en bekymringsunderretning til Fredericia Politi og til Fredericia Kommune, men der var desværre ingen reaktion. Familien ringede endda til byens daværende borgmester, for at få ham til at gribe ind. Borgmesteren kvitterede med at melde familien til politiet for chikane, hvilket han senere måtte give familien en undskyldning for. Kun to uger efter familien desperat bad borgmesteren om hjælp, og under en måned efter der blev lavet underretninger til både Fredericia Politi og Fredericia Kommune, skete der noget forfærdeligt i den unge piges liv. Hun sidder nu i lukket ungdomsfængsel og venter på at få en dom. Hun er 16 år. Hvorfor er der ingen der reagerer, når man beder om hjælp til så ungt et menneske? De sidste 2,5 år har hun slet ikke gået i skole, og det er der heller ingen, der har reageret på. Er det en undskyldning fra kommunens side, at det drejer sig om en familie uden ret mange ressourcer? 23

32 Mange vil måske sige, at det er familiens ansvar, alt det der er sket. Den 16-årige piges liv er ødelagt, uanset hvis ansvar det er. Lederen af kommunens Ungdomscenter har erkendt, at den 16-årige pige gennem hele forløbet har været klientstyret, hvilket ikke synes hensigtsmæssigt i dette tilfælde, hvor et barn fra dets 12. år har taget hårde stoffer. Han har også erkendt, at der ligger bekymringsunderretninger i pigens sagsmappe, og at pigen ikke har haft et fundament i familien. Alligevel har kommunen ikke fundet det nødvendigt at gribe ind i den unge piges liv. Juli Den unge pige blev overflyttet til en psykiatrisk afdeling, hvor hun fik diagnoserne paranoid og skizofren. Derfor fik hun en behandlingsdom, som nu er overstået. Hun er flere gange stukket af fra psykiatrisk afdeling og har også raseret afdelingen 2 gange. Alligevel vælger Fredericia Kommune at lade pigen udskrive til sin mor i Fredericia. Moren kan, grundet sin egen psykiske lidelse, ikke håndtere dette. Pigen stikker af og hun blev 2 uger senere fundet i en lejlighed i misbrugsmiljøet, hvor hun havde skåret sig selv i både arme og ben. Hun er nu tilbage på den lukkede psykiatriske afdeling, som har givet familien besked på, at hun igen bliver udskrevet til moren om 2 uger. Det har Fredericia Kommune bestemt. Pigen giver overfor familien udtryk for, at hun bare ønsker at følge efter sin storebror, som døde for et halvt år siden i en alder af 22 år. 24

33 9. Mor afvist af kommunen, da hun søgte om hjælp til sin 11 årig for hans misbrug. Jeg har været alene med min søn, som nu er 15 år, i hele hans liv. Hans søster som er 2½ år ældre boede her, indtil hun var 16 år. Min søn har altid været vild og haft meget svært ved at sidde stille, så der var lagt op til problemer allerede fra skolestarten på Skansevejens Skole. Han var meget ked af at være på Skansevejens Skole, fordi han altid følte, at hans klasselærer var efter ham. Det var en ældre kvindelig lærer, som tydeligt gjorde opmærksom på, at hun ikke brød sig om hverken min søn eller mig. Han blev smidt ud derfra i 3. klasse og PPR sørgede for, at han derefter kom på Bøgeskov Skole, som han også hurtig blev smidt ud fra. Allerede da han var 9 år, sagde en pædagog på skolen til mig, at jeg skulle kontakte Fredericia Kommunes Familieafdeling. Det gjorde jeg, hvor jeg blankt erkendte, at jeg ikke kunne styre min søn. Vi fik derfor tilknyttet en familiekonsulent, hvor der var en masse snak, men ingen handling. Min søn kom derefter på Ryttergrøftvejens Skole. I starten synes han, at det var ok, men han kom hurtig til at kede sig, da både ham og de andre elever sagde, at de ikke lærte noget som helst. Det virkede bare som opbevaring, for de børn kommunen alligevel havde opgivet nogensinde ville blive til noget. Allerede som 9- årig begyndte han at lave lidt småkriminalitet som at stjæle cykler og knallerter, men det hele eskalerede fuldstændig, da han kom på Ryttergrøftvejens Skole, hvor han kunne lære en masse af de ældre elever. Vi holdte en masse møder om min søn i Ungdomscentret, hvor jeg fortalte dem, at jeg simpelthen ikke kunne styre ham, og at jeg gerne vil have ham anbragt et sted, hvor han kunne komme på ret køl igen. Det kunne der ikke blive tale om, fik jeg at vide, fordi det kostede penge. Jeg har gennem mere end 20 år haft et rigtig godt forhold til min egen læge, og han kom mere og mere på banen, da jeg også langsom blev mere og mere syg af alle de ting, der skete omkring min søn, som jeg følte mig fuldstændig magtesløs overfor. Vores egen læge lavede en underretning til kommunens familieafdeling, om at vores familie var kørt fuldstændig af sporet, og at det var vigtigt, at kommunen greb ind og fik min søn hjemmefra. 25

34 Kommunen reagerede dog aldrig på lægens henvendelse, hvortil lægen sagde, at kommunen var fuldstændig forrykt. Også lærerne på de forskellige skoler havde lavet underretninger om min søn til kommunen, som der heller ikke blev reageret på. Tingene gik mere og mere skævt. Min søn begyndte at ryge hash som 11-årig og i dag hvor han er 15, ryger han hver dag. Han var også involveret i kriminalitet som blandt andet vold, indbrud, hærværk og salg af narko. Jeg havde fundet et snifferør i hans seng, så jeg var bange for, at han også var begyndt med amfetamin. Siden han var 11 år, er der ikke gået en eneste uge, hvor vi ikke har fået brev fra politiet. Han har allerede flere domme, og er jævnligt i retten. Også skolen har meldt ham for vold. Jeg har siden adskillige gange bedt kommunen om hjælp til at få min søn væk fra det miljø, han færdes i, men der sker aldrig noget. Familiekonsulenten indrømmede endda overfor mig, at kommunen ikke gjorde noget i den slags tilfælde. Han sagde, at de på Ungdomscentret ikke anede, hvad de skulle gøre. Da min søn var 11 år, gik jeg sammen med en veninde, som også havde en søn der var misbruger, op på Misbrugscentret i Fredericia Kommune for at få hjælp. Vi fik den besked, at de ikke kunne hjælpe os, før vores børn var 18 år. Hvor skulle vi så gå hen, spurgte vi så. Det anede de ikke. Min søn var både dømt for vold og sidst blev han taget efter at have begået 8 indbrud på en nat. Han var taget af politiet utallige gange, og hver gang blev der rettet henvendelse til de sociale myndigheder. Men der var overhovedet ingen reaktion fra kommunens side. Ikke en eneste gang havde de henvendt sig til mig om min søns problemer. Jeg havde så sent som for en måned siden tigget og bedt kommunen om at få min søn på afvænning, men det kunne de ikke, sagde de. Jeg er direkte bange for min søn ind imellem, og det har jeg også fortalt både kommune og politi, men intet hjælper. Jeg føler mig fanget her med min søn, som jeg ikke kan hjælpe. Jeg bliver mere og mere syg af dette liv og min søn kommer længere og længere ud i stofmisbrug og kriminalitet. Han kommer ofte slet ikke hjem om natten. Han er stort set holdt op med at gå i skole. Min datter flyttede i sin egen lejlighed som 16-årig, fordi hun ikke kunne med alle disse ting. Det har også betydet, at hun måtte tage arbejde i stedet for at gå i skole for at kunne betale husleje. Min søns og min egen fremtid tør jeg næsten ikke tænke på. Fredericia Kommune behandler mig usselt, og får mig til at føle mig som en klods om benet på dem. Jeg kan ikke forstå, hvis det er lovligt at behandle familier med problemer så dårligt. 26

35 Af og til glemmer de fuldstændig, at vi i det hele taget eksisterer. Vi kan passe os selv i måneder, uden de reagerer. Kan det virkelig være sandt, at jeg skal vente på, at min søn bliver 18 år, før han kan komme på afvænning? 27

36 10. Smidt ud af skolen kort før eksamen efter anmeldelse for vold af lærer. Jeg har 2 børn, der begge i en periode har gået på Sct. Knuds skole i Fredericia. På et tidspunkt blev min søn overfaldet af en af skolens mandlige lærere, mens han og læreren var på vej over på kontoret efter en mindre kontrovers. Han blev slået og skubbet ind i knagerækken og brutalt skubbet ned i trappen. Da de kom op på kontoret klagede han til skolelederen, der ikke ville tage ham alvorligt. Under samtalen fremkom læreren med trusler, og sagde han ville melde ham for vold, hvis han ikke holdt kæft. Om aftenen derhjemme fortalte min søn mig om episoden. Først, må jeg med skam indrømme, ville jeg ikke tro på ham. Først da han viste mig mærker efter lærerens vold, indså jeg, at der måtte være noget om sagen. Vi tog kontakt til skolen dagen efter for at få opklaret sagen. Her viste skolelederen et godt kendskab til det gamle ordsprog; det bedste forsvar er et angreb! Episoden fandt sted, kort før min søn skulle op til 9. klasses eksamen, og skolelederen truede ganske enkelt med at min søn ville blive smidt ud, så han ikke kunne få sin eksamen, hvis vi ikke makkede ret. Og med at makke ret mente skolelederen, at vi ikke måtte tale mere om sagen. Vi som forældre var naturligvis i et frygteligt dilemma, skulle vi risikere vores søns muligheder for at gå til eksamen for at få retfærdighed, eller skulle vi bare makke ret? Vi valgte, at prøve at kontakte bestyrelsen, men de ville ikke høre tale om at undersøge sagen. Formanden for bestyrelsen valgte, at følge skolelederens taktik, nemlig at true os til tavshed. Vi var meget frustrerede. Efter vi havde haft en weekend til at tale tingene igennem derhjemme, valgte vi, at melde episoden til politiet, hvis ikke skolelederen eller bestyrelsen ville tage sagen alvorligt og iværksætte en undersøgelse. Om mandagen havde vi igen en snak med skolelederen, som ikke ville give sig. Skolelederen meddelte, at hvis vi ikke lod sagen ligge, ville han sørge for, at min søn ikke kom til eksamen, og hvis jeg meldte sagen til politiet, ville min søn blive smidt ud af skolen og skolen ville melde ham for vold i stedet. Vi valgte derfor at melde sagen til politiet, som iværksatte en undersøgelse og læreren blev sigtet i sagen. Desværre havde vi gjort den fejl, ikke at få skaderne på min søn dokumenteret på skadestuen, så efter en tid måtte politiet desværre lade sagen ligge pga. bevisets stilling. Politiet 28

37 fortalte mig, at de var overbevist om, at voldsepisoden havde fundet sted, som min søn havde forklaret, men de kunne desværre ikke bevise det. Under forløbet engagerede Sct. Knud skole en advokat, til at føre sagen for læreren, et forhold jeg finder kritisabelt, idet det jo var personen, der var under anklage og på dette tidspunkt ikke Sct. Knuds skole. Hele forløbet virkede på mig, som om at både skolen og advokaten havde prøvet det hele mange gange før. Det virkede som om, de havde en vis rutine i at håndtere besværlige forældre og var rutineret i at dække over lærernes vold. Min søn blev smidt ud af skolen lige før sin eksamen, og måtte gå et år om på en anden skole. Som en konsekvens måtte mit andet barn også afbryde sit skoleforløb og finde en anden skole. Skolelederen og læreren fortsatte desværre begge på skolen efterfølgende. Vi prøvede at klage til Fredericia kommune, men de ville ikke gå ind i sagen. Så til sidst valgte vi at opgive kampen mod overmagten. Først da andre forældre fortalte dagpressen om den endeløse række at voldsepisoder, mobning og fornedrelse der fandt sted på Sct. Knuds skole, fattede vi igen mod til at kæmpe mod det modbydelige regime, der herskede på skolen. Til sidst blev en lærer og skolelederen smidt ud af skolen, men bestyrelse og advokater fortsatte. Om forholdene nu er forbedret på Sct. Knud skole, kan man jo kun håbe på. Som en konsekvens af den nedgørelse og chikane mine børn havde været udsat for, fik de begge tiltagende problemer og gennemgik flere år med personlige problemer og indlæringsvanskeligheder. De kom begge i kontakt med familiecenteret i Fredericia kommune. De skulle prøve at gå ind og hjælpe os som familie og i særdeleshed vores børn videre. Det stod hurtigt klart for os, at familiecenteret alene er etableret for udgå at bruge ressourcer i Fredericia kommune. Det eneste vi fik ud af et særdeles langstrakt forløb var en masse spildt tid. Mine børn havde store personlige problemer, og den ene var i kontakt med narkotika, den anden var kommet ud i meget dårligt kammeratskab præget af vold og kriminalitet. Vi tiggede og bad familiecenteret om at gøre noget, men det eneste de gjorde, var at minde os om, at forældrene har det fulde ansvar. Uanset hvad vi gjorde, for at gøre opmærksom på den uholdbare situation vi som familie var i, fik vi aldrig andet end en sludder for en sladder. For at iværksætte hjælp fandt sagsbehandleren ud af, at der skulle iværksættes en et eller andet undersøgelse, hvor behovet skulle afdækkes. Den undersøgelse tog 9 måneder! 9 måneder i helvede for os som forældre. 29

38 Efter mere spild af tid og renden til endeløse planløse møder, uden nogle mål eller action opgav vi at få nogen støtte. Det stod klart for os, at vi selv måtte hanke rigtigt hårdt op i vores børn, og få dem ud af det møg, de var ude i. Hjulpet af at de begge kom igennem puberteten og blev mere modtagelig for argumenter, og godt hjulpet af at de selv indså, at det var et skråplan, de var ude på, lykkedes det os selv at få rettet op på sagerne For lige at få os forældre helt ned i skidtet, kom familiecenteret ved en fejl til at offentliggøre hele den stærkt personlige og fortrolige undersøgelse og personlige mødereferater, vi havde været igennem. Så nu lå vores liv offentligt fremme. Set med vores øjne var det bedst, om man bare lukkede familiecenteret, for det eneste positive der sker der er, at de holder gang i beskæftigelsen af en masse offentlige ansatte, der ikke bidrager med noget som helst positivt. 30

39 11. Skolen gjorde intet efter 6 årig pige blev udsat for grov mobning pga. hendes mors død. Min datter døde som 28-årig af et epileptisk anfald. Hun boede alene med mit barnebarn, en glad og frisk pige på 6 år, som på det tidspunkt gik i børnehaveklassen på Alléskolen i Fredericia. Det var naturligvis et stort chok for mig, at jeg mistede min datter, som var mit eneste barn, men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville tage mit barnebarn til mig, og sørge for hun fik en god opvækst. Jeg søgte om forældremyndigheden over hende, og fik den da hendes far afskrev retten til hende. Jeg lejede min datters lejlighed i Korskærsparken, for at mit barnebarn skulle blive i de rammer, hun kendte. Alléskolen havde intet kriseberedskab for børn, der mistede en forælder, og mit barnebarn blev aldrig tilbudt nogen form for hjælp til at få bearbejdet sorgen over at have mistet sin mor. Livet skulle tværtimod vise sig at blive et mareridt for mit barnebarn i årene frem på Alléskolen. Straks efter min datters død begyndte drillerierne overfor mit barnebarn. Hun blev klassens officielle mobbeoffer, og uanset hvad hun gjorde, hvilket tøj hun havde på, og hvordan hendes hår så ud, så blev hun drillet hver eneste dag. Hun var meget sårbar, efter hun havde mistet sin mor, derfor var hun et nemt offer, og det blev til fulde udnyttet af de andre i klassen. I 1. og 2. klasse havde jeg ansat en barnepige til at få hende i skole om morgenen, da jeg selv mødte meget tidligt om morgenen, men fra 3. klasse klarede hun det selv. Fra at have været en glad pige fuld af selvtillid, blev hun i løbet af 1. og 2. klasse forvandlet til et stille barn total uden selvtillid. Der blev hver dag råbt efter hende, at hun havde rigtig godt af, at hendes mor var død. Hun blev kaldt grim, ulækker og andre ting i samme dur. Jeg kontaktede både klasselærer, andre lærere og inspektøren gentagne gange og bad dem skride ind, men der skete aldrig noget. Til alle forældremøder og forældresamtaler påtalte jeg den uacceptable behandling af mit barnebarn, men det havde ingen effekt. Jeg har både grædt og skældt ud overfor lærerne, men lige lidt hjalp det. Mit barnebarns klasselærer virkede fuldstændig ligeglad. Faren til den værste af dem der mobbede sad i skolens forældrebestyrelse, og mit indtryk var, at der aldrig blev gjort noget netop pga. det. Til et forældremøde hvor jeg igen beklagede mig over den behandling, som mit barnebarn blev udsat for, fik jeg at vide af læreren, at når hun blev drillet allermest, så skulle hun bare stille sig op og synge en sang! 31

40 Da hun gik i Pavillionen, som var et fritidstilbud i 3. kl. tog mobningen til i en sådan grad, at hun holdt op med at komme der, og ingen af de voksne der gjorde noget som helst for at forhindre det. I stedet tog hun alene hjem efter skoletid, hvor hun blev mere og mere ensom, da hun tilbragte stort set al sin fritid alene på sit værelse. På det tidspunkt begyndte hun at trøstespise, og det gjorde jeg også selv i min afmagt over ikke at kunne hjælpe mit ulykkelige barnebarn. I 3. klasse var klassen på en 3-dages lejrtur, hvor det gik helt galt. Der blev bl.a. skrevet på væggene, at mit barnebarn skulle dø. Hun var helt ude af den, så hun fik helt ekstraordinært lov til at ringe hjem til mig. Der var ingen fra klassen, der ville sove sammen med hende. Jeg ville gerne komme og hente hende, men det sagde klasselæreren nej til. Han lovede, at han nok skulle hjælpe hende, men det viste sig, at han bare forlod hende efter vores telefonsamtale, og derefter ikke hjalp hende spor på resten af turen. Igennem hele sin skoletid var hun den sidste, der blev valgt, når der skulle vælges hold i idrætstimerne. Ofte fik hun slet ikke lov til at være med. Men da hun blev ældre, pjækkede hun konstant fra idræt for at skåne sig selv for flere af disse ydmygelser. I 4. klasse fik hun en ny lærer, som kom udefra, hun forsøgte at hjælpe mit barnebarn. Hun indkaldte til et fælles forældremøde, hvor jeg læste et brev op, som jeg havde skrevet, og som beskrev mit barnebarns hverdag i skolen. Flere af forældrene sad og græd, da jeg læste brevet. Men de forældre, hvis børn var mit barnebarns plageånder, ville ikke høre på, at deres børn gjorde disse ting. De mente, at det var normalt, at børn drillede hinanden, og at der vel ikke skulle blive ved med at blive taget hensyn til mit barnebarn, fordi hun havde mistet sin mor. Efter dette møde blev det hele endnu værre, da der nu overhovedet ikke var nogen, der ville tale med hende. Mit barnebarn havde også store faglige problemer, fordi hun ikke kunne koncentrere sig i skolen, da hun havde rigeligt at se til med bare at gennemleve hver skoledag. Så den nye lærer fik hende ind i en støtteklasse nogle få timer pr. uge i 10 uger. Der havde hun lidt fred, men de 10 uger gik alt for hurtigt. Desværre rejste denne lærer fra skolen efter kun et år. Jeg talte flere gange med skolen, om jeg skulle flytte hende til en anden skole, men fik at vide, at det måtte jeg endelig ikke, fordi hun sandsynligvis bare ville få det endnu værre, da problemerne jo ville flytte med. Jeg troede på, at de nok vidste bedre end mig. Mareridtet fortsatte de næste år med uformindsket styrke, og det samme gjorde skolens interesse for at gøre noget, for at få det stoppet. Jeg klagede mange gange hvert år, men klasselæreren tog mig overhovedet ikke alvorlig. 32

41 Mit barnebarn kom hjem og var ked af det i stort set alle årene på Alléskolen, samtidig med at hun aldrig fik lov til at sørge over at have mistet sin mor, fordi hendes liv udelukkende handlede om det mareridt, hun hver dag gennemlevede i skolen. I 7. klasse kom hun på julemærkehjem i 10 uger, og det var en rigtig god tid for hende. Hun oplevede 10 glade uger uden at blive mobbet, samtidig med at hun tabte 13 kilo. Men desværre kom hun tilbage til det samme mareridt i skolen, hvilket betød, at kiloene hurtigt kom på igen, og hun var igen en ulykkelig og ensom pige. Hun har stort set aldrig haft en eneste ven i hendes 9 år på Alléskolen. En dag i 7. klasse blev vi kaldt til forældremøde, og fik besked om at min datters klasselærer var blevet fritstillet. Hvorfor fik vi ingen forklaring på, men jeg var glad for dette, da han gennem alle årene intet havde gjort for at hjælpe mit barnebarn. Ved samme møde stod skoleinspektøren stolt og fortalte om, at der ingen problemer var på hans skole. Jeg havde på det tidspunkt gentagne gange igennem 8 år henvendt mig til ham og klaget over den umenneskelige behandling mit barnebarn dagligt blev udsat for på hans skole! En af mit barnebarns plageånder havde ifølge klasselæreren en negativ kontakt til hendes mors kæreste, derfor moppede hun mit barnebarn! Hvad skulle vi lige bruge den oplysning til? I 8. klasse havde mit barnebarn stort set givet op, og det samme havde jeg. Jeg henvendte mig til kommunen og vi blev enige om, at en efterskole vil være godt for hende. Kommunen besluttede, at jeg selv skulle betale for dette efterskoleophold, hvilket jeg gjorde i 2 år. Men de penge viste sig at være givet rigtig godt ud. Det blev rigtig godt for hende at komme væk fra Alléskolen. På efterskolen fik hun venner og blev overhovedet ikke mobbet. Vi mødte engagerede lærere, som tog problemerne alvorligt og standsede dem i opløbet..det stik modsatte af, hvad vi oplevede i 9 år på Alléskolen. Når jeg i dag tænker tilbage på de 9 år, så ærgrer det mig virkeligt, at jeg stolede på, at de ansatte på Alléskolen var professionelle. Jeg skulle have lyttet til mig selv, og fået hende væk derfra for mange år siden. Jeg bad flere gange om psykologhjælp til mit barnebarn, men heller ikke det blev der reageret på. Det gør mig ufattelig ked af at tænke på, hvordan hun gennem så mange år er trasket slukøret af sted til skolen, velvidende hvad hun skulle gennemgå hver eneste dag. Og jeg er ked af, at jeg ikke var klog nok til at vide, hvad jeg skulle have gjort for at få trumfet igennem, at hun skulle have hjælp. Men jeg kan se konsekvenserne af de mange års tortur. En pige som i dag er 18 år, som ikke har tillid til nogen, som ikke har skyggen af selvtillid, og som har svært ved at modtage konstruktiv kritik, da hun er vant til at have paraderne oppe, når hun bliver kritiseret. En pige som kun synes, hun er noget værd, når hun kan yde noget. En pige som ikke har et eneste positivt minde fra 9 år på Alléskolen, og som heller ikke har kontakt med nogen af hendes tidligere klassekammerater. 33

42 Men det der gør mest ondt er, at alle på skolen bare accepterede at et menneskeliv blev ødelagt. Det gælder både lærere, inspektør og forældre. Alle vidste at der dagligt blev råbt efter mit barnebarn, at hun havde rigtig godt af, at hendes mor var død, men ingen gjorde noget som helst gennem 9 år. 34

43 12. Ingen indflydelse trods fuld forældremyndighed. Jeg er i dag 39 år og i gang med en uddannelse til pædagog på 4. semester. Jeg har en lille skøn og velfungerende knægt på 5 år, som skal begynde i skole til sommer. Derudover har jeg en søn på 12 år, som jeg desværre ikke har set i de sidste 6 år. Jeg kom i dårligt selskab tidligt i mit liv, og tingene eskalerede, så jeg i en alder af 22 år var afhængig af hårde stoffer. Jeg var i behandling flere gange, og som 26-årig mødte jeg mit livs kærlighed på netop et behandlingshjem. Han var også narkoman, men vi var begge optimister og troede vi kunne skabe et godt liv og en lykkelig familie sammen. Vi fik vores søn da jeg var 27 år, og faren nogle få år ældre. På grund af vores misbrug blev han fjernet fra os, da han var 3 uger gammel. Vi var begge to dybt ulykkelige, men vi var fanget i vores misbrug på det tidspunkt, så vi var indforståede med, at vores søn kom i en plejefamilie i Løsning. Det var så meningen, at han skulle hjem til os et halvt år senere, hvilket senere er blevet afløst af en handleplan, som fortæller, at han skal blive i plejefamilien indtil han er 18 år. Vores søn har haft store problemer i alle de 12 år, han har boet hos samme plejefamilie. Ingen kan styre ham og han er ekstrem voldelig. Allerede i dagplejen var han så vanskelig, at han optog to pladser, og hele vejen op gennem børnehave og diverse skoler har han altid fået støtte. Men uanset hvor meget støtte han har fået, er der aldrig noget, der er lykkedes. Min søns far er desværre død i dag, men jeg blev 100 % stoffri for 7 år siden, men min søns plejemor har formået at sætte så dybt et had i min søn til mig og hele hans øvrige familie og Fredericia by i det hele taget, så vi slet ingen kontakt har haft de sidste 6 år. Fra starten skulle min søn kalde hans plejemor for mor, mens han måtte kalde mig for mor efterfulgt af mit navn. Når vi sendte gaver og breve til ham, blev de smidt væk. Engang da vi sendte 500 kr. til ham, tillod hans plejemor, at han rev de 500 kr. i stykker, fordi de kom fra os. Der blev intet gjort, for at plejefamilien og jeg kunne være i kontakt og samarbejde om min søns liv. Jeg er hans mor, og vil altid være det uanset hvad. Jeg er på alle måder blevet holdt uden for involvering og indsigt i min søns liv. Da min søns far levede, delte vi forældremyndigheden, men efter hans død, har jeg alene haft den fulde forældremyndighed, men alligevel får jeg intet at vide om, hvordan det går med ham i skolen, eller hvordan han har det i det hele taget. Fredericia Kommunes familieafdeling har gennem hele forløbet behandlet mig, og min søns far da han levede, som det rene skidt. Ingen tager mine ord alvorlig, og ingen går af vejen for at lyve for os. Ingen af mine børn er døbt, fordi jeg ikke bryder mig om religion, men nu har Fredericia 35

44 Kommune sammen med plejefamilien besluttet, at drengen skal døbes og konfirmeres. Jeg protesterer, men det hjælper ingenting. Min søn har altid haft det enormt svært. Han har aldrig kunnet stå eller sidde stille. Da han var mindre, kunne han for eksempel løbe rundt om et bord eller andet i meget lang tid, udelukkende fordi han ikke kan holde sig i ro. Han har også været ekstrem voldsom og er kommet med nogle meget voldsomme udbrud. Jeg har altid sagt, at der er noget galt med ham, ADHD eller Damp, men jeg er aldrig blevet taget alvorlig. Min søn har, lige siden han kunne gå, været voldelig overfor hans plejemor. Han har truet hende med knive og alt andet han lige kunne få fat i. Og da han var 11 år, gik det helt galt. Han truede hende med en kniv og smadrede alt omkring sig. Hun blev så bange, at hun ringede efter både ambulance og politi. Det endte med, at han med politieskorte blev kørt i ambulance til Risskov Børneafdeling, hvor han blev indlagt i en måned. Denne episode fik jeg først besked om 1½ måned efter, at den var sket. Psykologerne der kom frem til, at han skulle fjernes fra hans plejefamilie og på en døgninstitution, som kan takle hans problemer og få ham til at åbne sig, så han kan få bearbejdet al hans vrede. Ved konferencen hvor det kommer frem, deltager også Fredericia Kommune og min søns plejemor. Fredericia Kommune hører på, hvad psykologen siger, og laver en plan om, at han skal på Landerupgaard. Jeg og min søns far besøger Landerupgaard og er indstillet på, at det er her, han skal være, da psykologen har sagt, at det er det eneste rigtige. Plejemoderen er meget utilfreds med psykologernes beslutning. Hun vil beholde min søn i pleje. Så pludselig 2 uger efter ændrer Fredericia Kommunes familieafdeling deres beslutning og mener nu, at psykologernes anbefaling ikke skal følges. Nu skal min søn blive hos hans plejemor, som han truer på livet med knive og lignende. Fredericia Kommune mener nu, at han bare skal have et andet skoletilbud, som så bliver Mølledamsskolen i Fredericia. Jeg har flere gange spurgt kommunen, hvem der skal tage ansvaret, hvis det igen går galt og min søn evt. ender med at gøre alvor af alle hans trusler om at slå hans plejemor ihjel. Hvad er det, der gør, at Fredericia Kommunes familieafdeling mener, de ikke skal lytte til eksperternes råd, men bare gøre det, de selv vil. Jeg ser med stor bekymring på, at min søn uden den rette tilgang og behandling af professionelle kan ende i kriminalitet eller som narkoman, en løbebane som jeg alt for godt kender til og på ingen måder ønsker for ham. Så her har Fredericia Kommune formået at støtte op om den sociale arv, endda helt uden min søns far og min indblanding. Jeg har mest lyst til at give op, men det er min søn, det drejer sig om, ikke et projekt, som det for mig ser ud til, at det er for Fredericia kommunes familieafdeling. Det er så forfærdeligt bare at se 36

45 på, hvordan min søn lider og er omgivet af folk, som ikke forstår at tackle ham, og som på ingen måde er professionelle. Jeg har meget svært ved at finde mig i, at familieafdelingen taler ned til mig, lyver overfor mig, ignorerer mig og på ingen måde lytter til mig og mine tanker omkring min søn. De bestemmer hen over hovedet på mig, at min søn skal døbes og konfirmeres, de ignorerer eksperters råd og vejledning og de truer mig til at skrive under på diverse dokumenter. Hvis jeg har nægtet at skrive under på noget, så har jeg fået at vide, at min søns anbringelse så bare bliver lavet om til en tvangsanbringelse, og at de dermed fjerner forældremyndigheden fra mig. Jeg har de sidste 7 år været en 100 % fejlfri forælder, og jeg vil hellere end gerne have min ældste søn på samvær, men jeg får ikke en chance i Fredericia Kommune, så til sommer flytter jeg sammen med min lille søn til Odense, så han fra starten kan begynde i skole i Odense. Jeg er helt klar over, at jeg ikke var egnet som forælder, da jeg var narkoman, men er det Fredericia Kommunes politik, at man skal bøde for sine fejl resten af livet? Det had jeg føler og har følt de sidste 12 år til Fredericia Kommune, det er så voldsomt, at jeg har indset, at jeg aldrig bliver helt lykkelig, så længe jeg bliver boende her. Den ondskabsfuldhed der gennem mange år har gennemsyret hele familieafdelingen, den vil jeg ikke længere udsætte mig selv for. Fredericia Kommune har hele tiden ment, at de vidste bedre, hvad min ældste søn angik. Det gør mig dybt ulykkelig at se på, at han bare får det dårligere og dårligere for hvert år der går. Jeg mener, at jeg igennem 7 år har vist, at jeg kan tage ansvar for mit eget liv, og for min ældste søns lillebror. Jeg er i gang med en mellemlang uddannelse og har styr på mit liv. Trods det, er der ingen udsigter til, at jeg på nogen måde får min ældste søn på en eller anden form for samvær. Hvordan kan familieafdelingen egenrådig bestemme, at jeg og min ældste søn skal leve adskilt, indtil han bliver 18 år? Hvordan kan de fornægte, at jeg er hans mor, og undlade at lave en handleplan, som på sigt bringer mor og søn sammen? Hvordan kan de tillade, at han er sammen med en plejemor, som han på ingen måde respekter, idet han gentagende gange er voldelig og truende overfor hende? Hvad godt har hun bidraget til hans liv, udover had til mig, som hans mor, ingen kendskab eller kontakt til hans lillebror og hans øvrige familie? Jeg ser bl.a. min søns voldsomme udbrud og reaktioner, som en reaktion på at han er blevet fortalt og har fået opfattelsen af, at alt vedrørende hans biologiske forældre er noget dårligt, og at de er nogle forfærdelig ansvarsløse forældre, som ikke vil ham eller ønsker ham. Had og det at være uønsket af sine biologiske forældre kan kun udløse en fornægtelse af ham selv som et helt og harmonisk menneske, og give ham opfattelsen af, at han ikke er god nok, at han er et dårligt 37

46 menneske, idet han jo er et sammensat menneske af lige netop hans far og mor. En fornægtelse af sine biologiske rødder, har givet ham en vrede og et had. Det er min mening at hans voldelige udbrud og manglende respekt for hans plejemor, udspringer af, at hun fornægter at hans biologiske mor eksisterer. Det er en høj pris min søn betaler, fordi plejemoren ikke kan se objektivt og professionelt på min søn og hans behov. Jeg undrer mig meget over, at der ikke på noget tidspunkt indenfor de sidste år er blevet lavet en handleplan, som på sigt giver min søn og jeg en eller anden form for samvær? Hvad skal jeg gøre, hvordan skal jeg leve, hvad ønsker de af mig, for at jeg på nogen måde kan få lov til at have samvær med min søn og give ham følelsen af, at jeg gerne vil ham? 38

47 13. Ulige kamp mod Fredericia Kommune efter trafikulykke. - D. 16. november Imellem 2 kundebesøg i Aalborg bliver jeg impliceret i en trafikulykke, da en bagfra kommende bil påkører mig bagfra. Jeg kommer på Aalborg Skadestue og bliver scannet mv. Da jeg lige har fået mit drømmejob, kommer jeg, trods smerterne, hurtigt tilbage på arbejdet, da jeg befinder mig i en prøveperiode og er bange for at miste mit job. Jeg tror hele tiden at smerterne forsvinder i morgen, i næste uge eller næste måned. Mit forbrug af smertestillende piller bliver større og større, og jeg ændrer personlig adfærd overfor de mennesker, der er omkring mig. Derfor går der ca. 6 måneder, inden jeg sygemelder mig på opfordring af venner og familie, der kan se, jeg har det dårligt. - Sygemeldt siden juni 2006 pga. piskesmæld (kronisk hovedpine, nakkesmerter, koncentrationsbesvær, mm.) januar 2007, frataget sygedagpenge pga. kraftig hovedpine tog jeg smertestillende piller, og ville hvile mig på sofaen, så jeg var klar og fokuseret til mødet med min sygedagpengerådgiver. Jeg faldt desværre i søvn og sov over mig. Ringede omgående til rådgiveren (50 min. efter aftalt tid) og fortalte, at jeg ville komme med det samme. Det skulle jeg ikke, da hun havde et nyt møde, fik jeg at vide. Samtidig fik jeg den besked, at mine sygedagpenge ville blive frataget mig pga. jeg havde sovet over mig. Både min advokat og jeg anmoder samme dag om et nyt sygedagpengemøde, hvilket jeg aldrig får. - Jeg bliver henvist til kontanthjælp men pga. opsparing og lidt arv, er jeg ikke berettiget til kontanthjælp, men bliver dømt ude af systemet med beskeden kom tilbage når dine økonomiske midler er under kr. - Fredericia Kommune får medhold i fratagelsen af mine sygedagpenge ved Ankenævnet trods den ene forseelse fra min side oktober 2007 igangsætter jeg selv en arbejdsprøvning hos en privat virksomhed i Fredericia januar 2008 må jeg stoppe arbejdsprøvningen, da jeg ikke kan håndtere opgaverne, og indfri den arbejdsbyrde som virksomheden har behov for januar 2008 kontakter jeg igen Fredericia Kommune, for at få hjælp til at komme videre. Sagsbehandleren siger, at hun først kan vende tilbage til mig i februar, da hun først skal have tid til at læse min sag. 39

48 - 11. februar 2008 får jeg besked på, af en medarbejder ved Fredericia Kommune, at jeg skal skrive en ansøgning om mine muligheder for at komme i flexjob til min sagsbehandler. Hun svarer aldrig på denne ansøgning februar 2008 henviser min sagsbehandler mig til en Cranio Sacral Terapibehandler. Men den mødedato jeg har spurgt efter siden 14. januar, den reagerer hun ikke på februar 2008 sender min sagsbehandler mig en mail med en mødedato d. 26. marts Herefter går hun på ferie februar 2008 prøver jeg på at få mødedatoen rykket frem februar 2008 bekræfter hun et møde d. 6. marts marts møde med min sagsbehandler (efter ventetid på 2 måneder). Hun foreslår et forløb på Idrætsdaghøjskolen, hvilket jeg afslår og forlanger arbejdsafklaringsforløb. Hun fortæller, at hun omgående vil booke et møde med en jobkonsulent. Mødet var i mine øjne spildt, da der hverken var agenda, struktur eller formål med mødet marts 2008 rykker jeg sagsbehandleren for evt. møde med jobkonsulenten marts 2008 beder sagsbehandleren mig i en mail om at kontakte hende 1. april kl pr. telefon april 2008 ringer jeg kl. 9.00, som hun havde bedt mig om. Hun er der ikke april 2008 sender min sagsbehandler endnu en mail og beder mig igen kontakte hende. Til stor undren for mig, da hun har mit telefon nr april 2008 ringer jeg til hende igen, som hun har bedt mig om. Igen kan hun ikke træffes. Jeg sender hende en mail, og udtrykker min utilfredshed, da der er gået endnu en måned uden en mødedato april 2008 overgår jeg til kommunens samarbejdspartner Integro med henblik på en arbejdsafklaring april 2008 starter jeg min 1. praktikperiode i samarbejde med Fredericia Kommune, Integro og virksomheden BeFree (en virksomhed jeg selv har fundet) juni Iflg. aftale med Integro efterspørger jeg evt. kørselstilskud til min praktikplads i Kolding, med alle de informationer hun ønsker juli Iflg aftale med Integro forespørger jeg min sagsbehandler om en dockingstation som et hjælpeværktøj til min arbejdsstation, for lindring af nakkesmerter, samt pris som hun ønsker. Hun lover at vende tilbage efter endt ferie d. 14. juli

49 - 18. august 2008 stopper min sidste arbejdsprøvning ud af 3 (12 uger i alt) og Integro afslutter mig, da de har afklaret min arbejdsmæssige situation. Samme dag modtager min sagsbehandler 3 måneders dagsnotater, nogle med privat/fritidstilstande indeholdende: antal arbejdstimer, pauser, årsag til pauser, fysiske samt psykiske tilstande, antal smertestillende piller pr. dag og meget mere. Befree`s og mit samarbejde har været en succes, og Befree ønsker at ansætte mig med løntilskud, men de kan ikke få en afklaring fra Fredericia Kommune september 2008 sender jeg en mail til min sagsbehandler, da jeg hverken har fået svar på mine spørgsmål vedr. kørselstilskud og dockingstation, situationen i forhold til BeFree, eller hendes vurdering af Integros afklaring af mig og mine evt. muligheder for et flexjob eller andet videre forløb september 2008 har jeg stadig intet hørt fra min sagsbehandler og kontakter derfor direktøren for pleje, sundhed og arbejdsmarked i Fredericia Kommune september 2008 sender jeg en mail til denne direktør, da hun ikke er vendt tilbage som aftalt. I hendes mail lover hun mig, at teamlederen og min sagsbehandlers nærmeste chef kontakter mig snarest, hvis det ikke allerede er sket oktober Først efter 10 dage kontakter teamlederen mig. Hun lover mig et møde den følgende uge med hende selv og sagsbehandleren. Hun lover, at sagsbehandleren vil indkalde til møde som det første mandag morgen oktober 2008 rykker jeg igen for en mødedato med sagsbehandleren og teamlederen, som jeg er blevet lovet oktober 2008 får jeg svar om et møde i uge 43 altså 2½ uge senere end lovet. Jeg udtrykker min utilfredshed med deres indsats oktober 2008 modtager jeg en absurd mail fra direktøren sendt til teamlederen. Y = Mig Citat; Kære X, jeg kan se, at Y sender dette til mig cc. Du skal vide, at jeg sidder helt stille. Kommer der en henvendelse direkte fra Y til mig, sender jeg den videre til dig. God weekend når du når dertil oktober Der sker stadig ingenting. Jeg er kørt fast, og det virker som om kommunen ikke ønsker at hjælpe mig videre. Jeg har haft fat i direktøren for pleje, sundhed og arbejdsmarked, som har videresendt mig til teamlederen, som lovede mig et møde inden 10. oktober. Det bliver udsat pga. travlhed og ferie. Hun har også udtrykt overfor BeFree, at jeg egentlig slet ikke hører hjemme i deres system, og mellem linjerne behøver de derfor heller ikke hjælpe mig. Jeg er stadig selvfinansierende. Sidste gang jeg hørte fra min sagsbehandler var 1. juli 2008, hvor hun lovede at vende tilbage efter hendes ferie d. 14. juli..jeg har sendt hende flere mails efterfølgende, men stadig intet svar. 41

50 - 15. oktober 2008 får jeg brev fra sagsbehandleren med mødeindkaldelse til d. 28. oktober, hvor vi skal udfylde ressourceprofil, selv om denne allerede ligger i deres system fra min periode på sygedagpenge. Hun skriver også, at hun endnu ikke har modtaget info til brug af kørselstilskud..selv om hun for længst har modtaget dette. Jeg udskriver endnu en kopi sammen med en kopi af den ressourceprofil, som hun heller ikke kan finde. Er det mig eller Fredericia Kommune der har brug for en ressourceprofil? - 7. januar 2009 er der møde med sagsbehandler, teamleder og lægekonsulent. De giver udtryk for, at praktikken/opgaverne hos BeFree har været forkerte. De kigger på gamle speciallægeerklæringer fra 2006, frem for de seneste fra ultimo De kigger på en speciallægeerklæring, hvis argumentgrundlag bygger på mine observationer fra et tidligere job med helt andre og dårligere arbejdsforhold, end dem jeg har hos BeFree. De fortæller, at der skal endnu en praktik til, og de vil overveje BeFree som en mulighed. Teamlederen fortæller, at flexjob kun kommer på tale, når min arbejdsevne er erklæret varigt begrænset af en læge og ikke et sekund før februar 2009 kommer teamlederen på virksomhedsbesøg hos BeFree, for at drøfte muligheden for at fortsætte praktikken. Det første hun fortæller mig er, at piskesmæld kun er en dansk lidelse/symptom, og at det slet ikke eksisterer i resten af Europa og USA..hvad hun siger mellem linjerne, tør jeg ikke tolke. Hvordan kan en socialrådgiver påstå, at min diagnose slet ikke findes? Piskesmæld/whiplash er godkendt af WHO. Dog finder hun det muligt at fortsætte praktikken, hvis jeg kan få andre opgaver end skærmarbejde og kørsel. Min chef hos BeFree fortæller teamlederen, at de ikke ønsker at fortsætte samarbejdet med Fredericia Kommune, hvis de kommer og fortæller om 3 måneder, at jeg skal afprøves et andet sted. Jeg siger det samme til teamlederen. Teamlederen står fast på at fortsætte det gode samarbejde. Jeg begynder derefter på en ny praktik. Teamlederen lover at fremsende en praktikkontrakt marts 2009 har jeg stadig ikke modtaget praktikkontrakten fra teamlederen, men formoder at en mundtlig aftale er bindende. Dog sender jeg en mail herom april 2009 rykker jeg igen for praktikkontrakten, da jeg er uden forsikring, så længe der ikke er en kontrakt april 2009 har jeg stadig hverken fået svar eller kontrakt. Jeg kontakter jobcenterchef for at få hjælp maj 2009 besvarer jobcenterchefen min mail og beklager forsinkelsen. Han undskylder med manglende ressourcer maj 2009 besvarer jeg mailen og beklager, at jeg skal igennem endnu en praktik, fordi kommunen underkender den forrige, selv om den er foregået efter kommunens regelsæt og bestemmelser. 42

51 - 12. maj 2009 er teamlederen og arbejdsmarkedskonsulenten på virksomhedsbesøg, hvor der aftales et nyt og sidste praktikforløb. De lover mig, at der vil foreligge en afgørelse af min sag 4. august Inden da vil de indhente en psykiatrisk speciallægeerklæring maj 2009 modtager chefen hos BeFree en skriftlig garanti for en afgørelse af min sag d. 4. august maj 2009 fortæller arbejdsmarkedskonsulenten min chef, at min rådgiver er ved at indhente en speciallægeerklæring, så jeg kan blive indkaldt. Han bekræfter der, at der vil foreligge indstilling fra kommunen d. 4. august hvis de har fået speciallægeerklæringen til den tid juni 2009 lover arbejdsmarkedskonsulenterne mig pr. telefon at vende tilbage vedr. speciallægeerklæringen juni 2009 er der stadig intet svar fra arbejdsmarkedskonsulenten eller indkaldelse som lovet. Jeg fortæller kommunen pr. mail, at min egen læge vil henvise mig til psykiatrisk speciallæge, hvis kommunen blot vil fortælle, hvad der skal belyses i denne erklæring. Samtidig rykker jeg for min læges anmodning om en rundbordssamtale, hvilket er sendt til kommunen for 4-5 måneder siden juni 2009 melder arbejdskonsulenten tilbage, at sagen ligger hos lægekonsulenten juni Arbejdsmarkedskonsulenten skriver pr. mail, at han har fået svar fra lægekonsulenten og videre info til speciallægen. Man ønsker en vurdering af mine kognitive ressourcer og en personlighedsvurdering. Ydermere skriver lægekonsulenten, at det kun er lykkedes at få mig op i få timer arbejdsmæssigt i et ikke særligt hensigtsmæssigt erhverv. Men det er i et erhverv, som Fredericia Kommune har godkendt 3 gange og sat rammerne for. Jeg forstår det ikke, og beder om en forklaring pr. mail 2. juli mellem 2 og 16. juli 2009 kontakter jeg speciallægen, da jeg endnu ikke har modtaget en indkaldelse fra ham. Han fortæller mig, at han ikke har modtaget en forespørgsel fra Fredericia Kommune juli 2009 oplyser arbejdsmarkedskonsulenten mig om, at jeg bliver indkaldt til lægekonsulenter 14. august 2009.altså 10 dage senere end de havde lovet, at en afgørelse ville foreligge juli 2009 rykker jeg efter en forklaring fra d. 25. juni 2009 vedr. et uhensigtsmæssigt erhverv, samt dato for en afklaring, da tidligere aftale ikke blev realiseret (4. august 2009) juli 2009 beder min chef hos BeFree om en forklaring på, hvorfor aftaler ikke bliver overholdt fra Fredericia Kommunes side. 43

52 Til Arbejdsmarkedskonsulenten. Det er nu anden gang, Fredericia Kommune lover os som virksomhed en afklaring M.A.A., og det er nu også anden gang at denne udsættes. Du sagde, som de andre fra Fredericia Kommune, at du ville følge denne sag tæt, og at der ville komme en afgørelse senest 4. august Vi har ikke set eller hørt fra dig siden, bortset fra den dag du var forbi med en ny praktikaftale. Derudover forstår jeg som M.A.A. ikke lægekonsulentens udtalelse til speciallægen, om at det stadig er et uhensigtsmæssigt erhverv? Det har I nu i 3 praktikforløb haft mulighed for at ændre, og hver gang har jeg fået den besked fra Fredericia Kommune, at det ikke var noget problem at fortsætte praktikken i vores virksomhed. Kommentar udbedes! Med venlig hilsen min chef fra BeFree juli 2009 sender jeg viceborgmesteren en opdatering, samt mailen fra min chef til arbejdsmarkedskonsulenten. Viceborgmesteren har været med på sidelinjen siden feb juli 2009 fortæller viceborgmesteren pr. mail, at han retter henvendelse til Jobcentret juli 2009 modtager jeg en dårlig undskyldning for udsættelsen af arbejdsmarkedskonsulenten juli 2009 fortæller arbejdsmarkedskonsulenten mig, at Fredericia Kommune ikke vil give mig en forklaring på lægekonsulentens udtalelse omkring et uhensigtsmæssigt erhverv juli 2009 skriver viceborgmesteren pr. mail, at der vil foreligge en afgørelse primo august juli 2009 beder jeg igen om en forklaring omkring et uhensigtsmæssig erhverv august 2009 fremsender jeg en kopi af min egen læges anmodning om en rundbordssamtale. Ydermere skriver jeg, at jeg er ked af den manglende forklaring på et uhensigtsmæssig erhverv - 1. september 2009 skriver jeg til viceborgmesteren, at den lovede afgørelse primo august heller ikke blev realiseret. Og at man nu arbejder på min ressourceprofil. Den har De talt om i snart et år, så den må være lang september 2009 skriver viceborgmesteren, at han igen vil kontakte jobcentret, da han heller ikke synes, det er tilfredsstillende. Herfra og frem til 1 marts 2010 er der ikke sket yderligere. Fredericia Kommune har taget 2 måneder om at indhente en yderligere vurdering fra Allevia Smerteklinik i Kolding, trods det at de 44

53 allerede har fået flere vurderinger derfra. Men denne gang skal den være psykiatrisk men den forespørgsel som Allevia modtager d. 17. november 2009, er blot en anmodning om en statusvurdering, ikke psykiatrisk vurdering som fortalt. Dvs. intet nyt i forhold til de allerede fremsendte oplysninger. 15. december 2009 får Fredericia Kommune vurderingen fra Allevia. D. 21. december 2009 fremsender jeg (på eget initiativ) Fredericia Kommune en afsluttende vurdering fra Allevia`s smertepsykolog Jeg har på eget initiativ og i samarbejde med BeFree, holdt kontakten og været ansat på timeløn imellem Fredericia Kommunes praktikker, for at holde mig selv i gang og ikke miste for meget i forhold til branchen og arbejdsmarkedet, samt min egen konkurrenceevne i forhold til et senere comeback til arbejdsmarkedet. Ansættelsen har været godkendt af Fredericia Kommune. Grundlæggende kan jeg ikke forstå, hvorfor det tager så mange år at komme igennem systemet, og at systemet er så ineffektivt. Havde det været en privat virksomhed, var den gået konkurs for længe siden. Det har taget Fredericia Kommune snart 3 år at sende mig i 3 praktikker a`12 ugers varighed det er i alt 36 uger ud af 156 uger. Jeg kan godt forstå, at der skal indsamles dokumentation, men jeg kan ikke forstå, at simpel afsendelse af forespørgsel, planlægning af mødedatoer, evaluering af praktikker og det videre forløb skal tage 3-6 måneder. Jeg er dybt rystet over, at en socialrådgiver stiller en lægeligdiagnose, og fortæller at piskesmæld kun findes i Danmark og et andet land, selv om den er godkendt af WHO og sundshedsstyrelsen. Det er et tydeligt bevis på den mistillid, jeg har mødt i Fredericia Kommune og Fredericia Jobcenter. Jeg føler, at jeg er blevet andenrangsborger, fordi jeg ikke får offentlige ydelser og dermed ikke koster Fredericia Kommune penge. Jeg er gratis og derfor nedprioriteret i forhold til de borgere, som er den røde blinkende knap hos socialrådgiveren og en omkostning for kommunen. Jeg har kæmpet i 4 år med en uforskyldt smerte, som har ændret mit liv radikalt til den dårlige side med mindre livskvalitet. Så selv om jeg gerne vil tilbage på arbejdsmarkedet med mine tilbageværende ressourcer, er dette stort set umuligt, og en kamp som piller ethvert menneske fra hinanden både fysisk og psykisk. Jeg har flere speciallægeerklæringer liggende, som opfordrer Fredericia Kommune til at få mig afklaret snarest, inden det får negative konsekvenser for mig. Jeg føler slet ikke, at Fredericia Kommune læser disse erklæringer, eller også tolker de dem som et forsikringsselskab, der ikke ønsker at hjælpe en kunde, da det koster penge. Velfærdsstaten DANMARK, eksisterer ikke i min verden. Så mit bedste råd er; Hold dig fra uheld og lign., sikre dig, at du aldrig får behov for hjælp af det offentlige, for hjælpen derfra, er ikke en selvfølge. 45

54 underretninger på dreng igennem 2 år uden handling fra Familieafdelingen. For 5 år siden havde jeg en glad og livlig dreng med mange kammerater, som var glad for at gå i skole på Fredericia Friskole, hvor han havde gået siden starten af børnehaveklassen. Men han fik en periode, hvor han fik koncentrationsbesvær og blev alt for vild i skolen, og det endte med, at han blev smidt ud af skolen. Derefter kom han på Skansevejens Skole, men han kom der kun ganske få gange. Han ville simpelthen ikke i skole. Så kom han via PPR i en specialklasse på Købmagergades Skole, men det var en stor fejl, da min søn slet ikke har faglige problemer, men udelukkende koncentrationsproblemer. De få dage han var i den klasse, sad han udelukkende og spillede uno med en pædagog. Derefter kom Fredericia Kommunes Familieafdeling ind i billedet, og min søn blev derefter tilknyttet Ryttergrøftvejens Skole. Men heller ikke det kunne gå. Min søn har de sidste knap 4 år stort set været uden skolegang, hvilket har bevirket, at han i dag lider af alvorlig socialangst. Han tør ikke være alene hjemme. Han kan ikke gå alene ned i byen på trods af, at han er 14 år. For kort tid siden forsøgte vi at gå ned i byen for at høre en udendørs koncert, men vi måtte hurtig opgive, da han fik det meget dårligt og var ved at besvime. Jeg fik en alvorlig depression, da min søn blev syg, og den blev værre og værre i takt med at min søn blev mere og mere syg. Jeg var klar over, at jeg ikke kunne hjælpe min søn, selv om der ikke var noget, jeg hellere ville. Så jeg kontaktede for 2 år siden familieafdelingen, og bad dem om at få ham anbragt et sted, hvor han kunne få den hjælp, han tydeligt havde brug for. Det synes de dog ikke var en god ide. Både Købmagergades Skole og Ryttergrøftvejens Skole havde lavet mindst 3 underretninger hver til familieafdelingen, om at de syntes, at min søn skulle hjemmefra. Derudover havde familiekonsulenten lavet en underretning til samme sted sammen med mig. Han gjorde familieafdelingen kraftig opmærksom på, at min søn skulle hjemmefra. Derudover havde både min udlejer og en veninde lavet mindst 4 underretninger til familieafdelingen om det samme. De fik aldrig en kvittering på deres underretninger, og heller ikke hverken skoler eller familiekonsulent har fået nogen reaktion på deres henvendelser. Familiekonsulenten var fuldstændig målløs over familieafdelingens ligegyldighed. Familiekonsulenten gjorde endda familieafdelingen opmærksom på, at min søn var selvmordstruet, men heller ikke det reagerede de på. 46

55 Vi har haft 4 forskellige sagsbehandlere i familieafdelingen på 3 år, og hver gang skal jeg starte forfra med at fortælle hele historien. En af dem har overfor mig indrømmet, at vi simpelthen var blevet glemt. Selv om familieafdelingen ved, at jeg selv er alvorlig syg, og det derfor ikke er hensigtsmæssigt for min søn, udelukkende at være sammen med mig, så er der heller ingen, der på noget tidspunkt har tilbudt mig hjælp, så jeg evt. kunne få det bedre, og derved være til større støtte for min søn. Min søn er selv klar over, at det ikke er godt, at han bare er hjemme altid, men han er så bange for at gå udenfor og for at være sammen med mange mennesker. Han er bange for, at han er ved at blive sindssyg. Han har flere gange spurgt, om han ikke kan blive undervist hjemme, men det har vi fået besked på, ikke kan lade sig gøre i Fredericia Kommune. Jeg er frustreret over, at det ikke kan lade sig gøre at få hjælp til et barn, der har det så dårligt. Jeg forstår heller ikke, at ingen reagerer, når der over 2 år kommer mindst 20 underretninger til Familieafdelingen på det samme barn. Jeg har flere gange overvejet at flytte til en anden kommune, men er det virkelig nødvendigt. 47

56 15. Elev udsat for voldsom mobning, tæsk og kvælertag. Jeg er mor til en ung mand, der i dag er 21 år, og jeg føler mig forpligtet til at berette om de oplevelser og den skolegang, han har haft på Sct. Knuds skole fra børnehaveklassen til 8. kl., fordi de i den grad har medvirket til, at han har udviklet et meget lavt selvværd. Nogle af de oplevelser, han har oplevet gennem tiden dernede er: Mobning, tæsk og kvælertag. Jeg henvendte mig gentagne gange til inspektøren, for at få det stoppet, men han var nærmest ligeglad. Dette stod på i flere år, hvilket gjorde at min søn gik fra at være en glad, udadvendt og aktiv dreng til at blive inaktiv, indelukket, stille og utrolig usikker på sig selv og hans kunnen. På et tidspunkt var det så slemt for min søn, at han truede med at tage livet af sig selv. Fra kl. havde min søn bl.a. en mandlig lærer, som stadig er på skolen. Denne lærer kørte hetz på min søn, fordi han ikke kunne fordrage min søn. Læreren synes bl.a. det var i orden, at min søn ikke havde nogle at være i gruppe med, da han mente, at det var min søns eget ansvar, at der ikke var nogen, der ville være i gruppe med ham. Sådan kunne han sidde i ugevis. Jeg mener helt klart, at det var lærerens ansvar, at min søn var en del af klassen og ikke bare fralagde sig ansvaret, som han gjorde. Lærerens verbale ord forbrug over for min søn var konstant nedladende. En mdr. inden eksamen i 8. kl., sagde læreren til min søn, at hvis han ikke tog hænderne op af lommen, så kunne han pakke sine ting, gå og blive væk. Min søn spurgte ham om, hvad han ville gøre, hvis han tog ham på ordet og gjorde det, fordi han var træt af hans nedladende tale og konstante hetz imod ham. Læreren svarede ham, at han så aldrig mere skulle komme på skolen igen. Min søn fik nok, pakkede sine ting og gik. Han fortalte mig, hvad der var sket og på det tidspunkt, havde jeg bare fået nok. Her var jeg også nødt til at sige stop. Mit barn skulle ikke udsættes for flere ydmygelser. Derfor meldte jeg ham øjeblikkelig ud. I dag fungerer min søn som en normal ung mand, men han har meget svært ved at tro på, at han kan noget, og han siger tit, at det er lærerne på Sct. Knuds skole, der har været med til, at give ham sit lave selvværd. Jeg er rasende på mig selv, fordi jeg ikke fjernede ham fra skolen langt tidligere. 48

57 16. Trods kendskab til psykisk sygdom og misbrug hos forældre, reagerede ingen da 9 årig pige henvendte sig til kommunen for at få hjælp. Kommunens hjælp, har kun gjort problemerne meget sværere Jeg sidder her og tænker ti år tilbage, hvor min familie og jeg var ude i så store problemer, at vi blev nødt til at bede kommunen om hjælp. Min datter blev alvorlig syg fra den ene dag til den anden, dette resulterede i at vores familie faldt fra hinanden. På grund af vores datters sygdom, røg min mand ud i et alvorligt misbrug, der gjorde livet til et helvede for hele familien. Jeg gik til familieafdelingen i Fredericia Kommune og spurgte dem om hjælp, til at finde et andet sted at bo for en periode, da forholdene i hjemmet var fuldstændig uholdbare. Særligt gik det ud over vores syge datter. Sagsbehandleren rakte mig en telefonbog og sagde, at jeg vel selv kunne henvende mig til et boligselskab og blive skrevet op der. Min mands misbrug tog til, hvilket gik meget ud over både børnene og jeg. Dette var så hårdt for min datter, så hun selv opsøgte skolens sundhedsplejerske og bad hende om hjælp til familien pga. faderens misbrug. I det aktindsigt jeg har fået fra sundhedsplejersken, kan jeg læse, hvad min datter har fortalt hende. Hun havde fortalt, at hendes far tålte intet, den dårlig stemning der var i hjemmet og de mange skænderier, der specielt gik meget ud over hendes søster. Ligeså fortalte hun om hendes fars dårlige hygiejne. I telefonsamtalen jeg havde med sundhedsplejersken om at få aktindsigt, spurgte jeg hende samtidig om, hvorfor hun ikke havde hjulpet vores familie. Hvor hun svarede mig, at hun jo var uddannet sundhedsplejerske til småbørnsfamilier. Hun sagde, at hun havde tænkt rigtigt meget på vores familie, hun vidste bare ikke, hvad hun skulle gøre. Jeg kan her nævne, at hun er sundhedsplejerske på en af byens største skoler. (Undersøgelser viser, at der i hver klasse gennemsnitlig findes to børn, der kommer fra et misbrugerhjem). Sundhedsplejersken opfattede ikke min datters råb om hjælp, og hun lavede ikke en underretning til Fredericia kommunes familieafdeling. 49

58 Vi blev skilt. Min eksmands misbrug eskalerede fortsat. Samtidig fik jeg konstateret en alvorlig psykisk angstlidelse. Børnene blev boende hos deres far. På trods af hans alvorlige misbrug, så var der ingen, der reagerede på de vilkår, vores børn levede under. Mine børns klasselærere og et forældrepar lavede underretninger til sundhedsplejersken om vores børns alvorlige mistrivsel. Også skoleinspektøren gik til sundhedsplejersken, og bad hende gøre noget. Men sundhedsplejersken gjorde ikke noget, heller ikke i den lange periode hvor faderen var meget syg, hvor han også var indlagt på sygehuset i 3 uger, fordi han svævede mellem liv og død. På grund af alle de svigt min datter har oplevet i sin opvækst, udviser hun i dag en opførsel, som ikke er alderssvarende, og er tydeligt præget af meget angst. Hun kan være voldelig, da hun ikke forstår at udtrykke sig med ord. Hun har ingen tillid til, at voksne autoriteter vil hende noget godt, hvilket har resulteret i, at hun har nægtet at samarbejde med kommunen og dermed afskåret sig fra at modtage hjælp. Kommunens mening om dette er, at det bare er trist. Det har blandt andet resulteret i, at hun er droppet ud af skolen, og ingen har forsøgt at få hende tilbage. Hun fører desuden et meget unormalt ungdomsliv. Jeg har deltaget i gentagne møder i Fredericia Ungdomscenter, men ingen af dem har ført til handlinger, der har hjulpet min datter. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvor Ungdomscentrets kompetenceområder ligger, da de på intet tidspunkt har vist sig hverken handlekraftige eller vedholdende overfor min datter. Jeg har oplevet, at Ungdomscentret har gjort alt for at trække tiden, indtil min datter blev 18 år, fordi så var de fri for at bruge mere tid på hende. Dagen efter hendes 18 års fødselsdag kom der brev om, at nu havde de afsluttet sagen. 3 år uden nogen form for resultat. I dette lange forløb min datter var tilknyttet Ungdomscentret, fik jeg aktindsigt 2 gange, selvom jeg havde sendt mange rykkere. Loven siger 10 dage! Da jeg endelig modtog aktindsigt, var der skrevet flere direkte fejl, der var glemt mange vigtige oplysninger, og der stod flere ting, som jeg slet ikke kunne genkende. Jeg har senere fået medhold fra Statsforvaltningen i, at Fredericia Kommune har udført særlig kritisabelt arbejde omkring aktindsigt. I aktindsigten finder jeg desuden ud af, at Ungdomscentrets medarbejdere har overtrådt deres tavshedspligt! Min konklusion er i dag: 50

59 Havde jeg dog bare aldrig henvendt mig til Fredericia Kommune og bedt om hjælp. Den kontakt min datter og jeg har haft i familieafdelingen og senere til Ungdomscentret, har udelukkende gjort tingene værre. Jeg har igennem kontakten med Fredericia kommune og med Ungdomscenteret de fleste gange oplevet at blive behandlet nedladende og respektløst. 51

60 17. Udredt efter 25 år med misbrug, vold, fængsel og nederlag. Foran mig sidder en ung mand på 26 år, der netop er blevet far for anden gang og bor i Fredericia sammen med sin kæreste. Han er venlig og åben og fortæller gerne om sit forfærdelige liv, i håb om at andre dermed kan blive forskånet for den samme skæbne. Han har været i kontakt med hundredvis af lærere, pædagoger, plejeforældre og andre professionelle, og alligevel er der ikke en eneste, som på noget tidspunkt har foreslået at sende drengen til udredning. Allerede fra fødslen blev han kaldt et aktivt problembarn. Med en alkoholisk far og en psykisk syg mor med diagnosen borderline, der samtidig var alkoholiker og pillemisbruger, var der fra starten lagt op til et problemfyldt liv. Forældrene blev skilt, da drengen var 3 år, og han er ikke i tvivl om, at det er hans far, der har været hans faste holdepunkt, hvad familie angår. Allerede som 3-årig kom han på børnehjem på grund af at forældrene ikke kunne styre ham. De næste 14 år blev afløst af utallige børnehjem, plejefamilier, kostskoler, behandlingshjem og ungdomsfængsler. På grund af forældrenes misbrug, blev det taget for givet, at det var der, årsagen til drengens opførsel skulle findes. Alle steder gik det hurtigt galt, fordi han kom op at slås med både børn og voksne. Og det var vel og mærke ikke bare en almindelig slåskamp, nej det var med en voldsomhed, som gjorde, at alle professionelle hurtigt gav op og sendte ham videre til næste institution, uden at tænke over, om der evt. kunne være noget andet galt. Drengens mormor sagde allerede, da drengen var 6 år, at den dreng har Damp, men det blev der ikke lyttet til. Hele skolegangen foregik næsten udelukkende på lærerværelset i alt for mange forskellige skoler, fordi han ikke kunne sidde stille og undgå at komme i konflikter med elever og lærere. Matematik har han altid haft meget let ved, men alt andet gik slet ikke. Da han var blevet teenager, var årsagen til, at han blev sendt fra den ene institution til den anden, som oftest voldsdomme. En plejefamilie, hvor begge var uddannet pædagoger, blev han smidt ud fra, fordi han gennemtævede sin plejefar, som han overhovedet ikke brød sig om. Den familie havde ca. 17 børn boende, en blanding af deres egne børn, 2 retarderede børn og en del plejebørn. Det gik ham voldsomt på, når aftaler ikke blev overholdt, eller når faste aftaler skulle laves om, og alligevel undrede ingen af de to pædagoger sig over, om drengen måske havde en diagnose. Da han som 17 årig blev smidt ud fra den sidste plejefamilie, blev han hjemløs, og opholdte sig i en gammel campingvogn sammen med et par venner i samme situation. De fik ingen hjælp af det offentlige, så de overlevede ved at lave indbrud og stjæle, hvad de kunne komme af sted med. 52

61 Som 18-årig bliver han dømt 2 år og 3 måneders fængsel for 42 forhold, bestående af vold, tyveri, indbrud, hærværk og besiddelse af narkotika. Fra han blev 18 år og til i dag, hvor han netop er blevet 26, har han siddet i fængsel i 4,5 år. Når han blev løsladt, gik der aldrig ret mange måneder, inden han røg ind igen. Da han får sin dom som 18-årig, bliver han undersøgt af en psykolog, som kommer frem til, at han er psykopat, hvilket han også skriver i papirerne. Alle steder blev han set på som en rod, der bare skulle spille smart. De voldsdomme han har fået, har været for ualmindelig grov vold, grænsende til tortur. Han har forsøgt at slå en mand ihjel 2 gange. Den ene gang med kniv, den anden ved kvælning. Han har sat sit knæ i hovedet på sit offer, som har lagt ned, og så bare trukket i næsen til den brækkede. Han sansede ikke, hvad han lavede, når det slog klik for ham. Han forsøgte flere gange i fængslet, at tage sit eget liv ved at skære sine pulsårer over. Det har han også gjort udenfor fængslet med piller og ved at skære pulsårerne over. Han blev sendt på Anger management Kursus i fængslet, men intet hjælp. De gav ham også forskelligt beroligende medicin, som heller ikke hjalp. Han har haft det forfærdeligt, de gange han har været spærret inde i en arrest, hvilket har gjort ham selvmordstruet og voldelig. På grund af det blev han smidt i en gummicelle, og da han havde prøvet det tre gange, blev han sendt til et lukket fængsel, hvilket bare var endnu værre. I det lukkede fængsel har en anden indsat, som var indvandrer, prøvet at stikke ham ned 4 gange, fordi han ikke ville makke ret, og betale indvandreren 1000 kr. om ugen i beskyttelsespenge. Han har aldrig været bange for noget, heller ikke rockerbander og lignende. Kom der en flok skinheads og truede ham, så farede han på dem med både knive og kødøkser uden at tænke på, hvad der kunne ske eller på konsekvenserne. Når han har haft arbejde, har han arbejdet sig selv halvt ihjel uden pauser. Han har haft et utal af arbejdspladser, men aldrig ret længe ad gangen. Han møder sin nuværende kæreste og mor til hans nyfødte søn, da han er 23,5 år. Men hans temperament gør, at deres forhold er meget ustabilt, samtidig med at kæresten har store problemer med sin ekskæreste. Efter længere tids uoverensstemmelser med kærestens ekskæreste går det helt galt en aften, da han forsøger at slå ekskæresten ihjel. Kæresten som er i hjemmet, hvor overfaldet sker, sammen med sit lille barn og er gravid med deres ufødte barn, får derefter nok og flytter til sin søster, for at få ro i deres liv. Han forsøger derefter igen forgæves at tage sit eget liv med piller. Han taler med sin far og lillebror (som han også har overfaldet flere gange). De vil gerne hjælpe ham, og tilbyder ham, at han kan komme hjem til dem et stykke tid. Det tør han ikke, fordi han på det tidspunkt er så bange for også at skade dem. Han tager selv ned på Kolding Psykiatriske Skadestue, hvor de i første omgang afviser ham. Han truer dem til at indlægge sig, hvilket de indvilger i på betingelse af, at han skriver under på, at han ikke vil skade personalet. 53

62 Han er derefter indlagt i 3 måneder, hvor han får stillet diagnosen ekstrem Damp i en alder af 25 år. Han får i dag 30 mg Ritalin tre gange dagligt samtidigt med beroligende medicin 2 gange dagligt og 3 sovepiller hver aften. På trods af sovepillerne sover han stadig dårligt. Han har i de første 25 år af sit liv ikke haft en eneste rolig nat, ligesom han aldrig har kunnet holde sine ben i ro, eller se en film eller andet der krævede bare den mindste smule tålmodighed. Han går stadig på Kolding Psykiatrisk Afdeling, hvor de stadig eksperimenterer med hans medicindoser. I dag har han en tålelig tilværelse sammen med kæreste og børn. Han er på kontanthjælp, men søger førtidspension. Han synes ikke, han har haft et værdigt liv, og han er ked af, at ingen af flere hundrede professionelle som har været inde i hans liv, på noget tidspunkt har foreslået at sende ham til udredning. Det var ham selv, da han stod på selvmordets rand, der truende forlangte at blive taget alvorligt på Den Psykiatriske Skadestue. Han føler, at 25 år er spildt med ydmygelser, både for ham selv og ikke mindst for hans voldsofre. Og han er ikke mindst ked af det på sine forældres vegne, der har lidt så meget af skyld og skam gennem årene. 54

63 18. En elevs beretning om 6½ år i helvede. De 6½ år jeg gik på Sct. Knuds Skole har virkelig været et helvede at være igennem. Jeg har selvfølgelig altid troet, at det bare var sådan at gå i skole, og at det bare var mig, der var pivet og ikke kunne tage tingene rigtigt. Selvom jeg aldrig blev undervist ordentligt, fuldte jeg godt med, jeg lærte for det meste stort set alle fag af mig selv, ved bare at læse og kigge i bøgerne. Ingen lærere tog undervisningen helt seriøst. Kun kristendom/religion faktisk. Hvis vi ikke kunne religionen ordentligt blev eleverne mobbet og bare kaldt retarderede. Jeg har altid fundet lærerne ret skræmmende udover meget få. Ingen bryder sig om at blive råbt af. Men jeg gik nærmest psykisk ned af deres opførsel mod os. Alle dem fra min klasse, som engang var virkelige søde og flittige mennesker, er i dag nærmest ødelagte, og har fået ødelagt deres chancer her i livet. En af drengene begyndte allerede at ryge som 8 årig, lige efter han var kommet ind på skolen. Og de mest flittige er blevet smidt ud af skolerne, og deres forældre kan ikke klare dem mere, fordi de ikke kan opføre sig ordentligt mere. Siden jeg forlod Sct. Knuds Skole, er jeg nok gået i seng og blevet liggende nok 90 % af de år der nu er gået, siden jeg nærmest blev jaget ud af skolen. Jeg kunne ikke tage presset af, at skulle ind i en ny klasse, da jeg er yderst klodset socialt. Den samme morgen jeg skulle starte i den nye klasse i starten af januar sidste år, stak jeg af hjemmefra, fordi jeg ikke turde tage af sted. Jeg syntes selv, at jeg har haft et hårdt liv. Eller jeg ved ikke, om det bare er mig, der syntes det. Jeg vil nok tro, at halvdelen af dem fra den klasse jeg gik i er gået psykisk ned efter alt det, vi var igennem. Og de har sikkert også fået psykologhjælp. Det er bare ikke rimeligt. Stadigvæk ville jeg egentlig bare stadig ligge i sengen hele dagen fra jeg kommer hjem fra skole og så til næste morgen igen. Efter det jeg har været igennem, kan jeg heller ikke få et godt syn på de lærer, jeg har nu, da jeg føler, at de sikkert også bare er der for at nedgøre på en eller anden måde. Det er ikke rart, at se ens venner blive slået og krænket på det groveste hver dag. 55

64 Det skete ikke ofte for mig, fordi jeg helst bare ville tie stille, så der intet skete. Jeg kunne egentlig ikke rigtig lide at snakke, da jeg var dernede, fordi at lærerne aldrig sagde noget positivt til en, medmindre man var fuldt ud stræber. Alle blev dårlige og dårligere til fagene. Vi kunne ikke koncentrere os med lærerne i nærheden. Det varsom om, at de nedstirrede os konstant, og prøvede at lægge mærke til hver eneste lille fejl vi lavede, så de kunne gøre et stort pinligt nummer ud af det. Der blev mere og mere pjækkeri fra alle elever, fordi de ikke turde komme til sidst. Jeg blev så deprimeret og ydmyget af, at være der. Vores inspektør var bare det mest vamle menneske, som man kunne forstille sig. Han gik tit ind og kiggede i børnenes omklædningsrum i badet, som om det var det mest normale, man kunne gøre. Så jeg lod være med at gå i bad, da jeg blev større. Han skulle altid gå rundt og nappe/klappe og røre folk bagi, og det gjorde han stort set ved alle børnene, og han sagde aldrig noget pænt til folk. Min veninde i 6. klasse, som var lidt mere udviklet end de andre piger, tog han på det ene bryst, fordi han sagde til hende, hun skulle rykke sig. Han var direkte led i undervisningen og sendte de mest irriterende blikke. I kristendom blev jeg og mine kammerater kaldt komplette idioter, hvis vi ikke kunne svarene i hovedet. Om sommeren i 6. klasse blev jeg kørt ned en dag på cykel hjem fra skole, det skulle min klasselærer selvfølgelig vide, fordi jeg blev lidt væk fra skole efter. Så da han fik sedlen om det, sagde han bare, at det bare var min egen skyld, og at jeg bare var åndssvag ikke at kigge mig for og sådan noget. Han var bare så skideled og uforskammet. Jeg har mange gange set ham slå drengene i hovedet, hvis de gav en dårlig kommentar eller ikke havde lavet lektier eller var fanget af nogle andre småting, mens de skulle have arbejdet. Han har også slynget dem ud af døren og ind i væggen. Han har også gjort grin med de tykke og sagt til nogle af drengene, at de aldrig kunne blive til andet end tabere. Han var mindst lige så klam som inspektøren, for han var lidt for glad for de ældre piger fra 8. til 10. klasse. Han var led overfor alle undtagen de ældre pæne piger. Da jeg var lille, var jeg glad nok for min første klasselærer i de små klasser, men da der kom en masse vilde drenge i klassen fra andre skoler, der havde været problemer med, så var hun altid sur og råbte og kunne ikke overskue noget. En gang sagde jeg i skolen, at min klasselærer og inspektøren var kærester. Så blev hun skidesur på mig og sagde, at jeg ødelagde to ægteskaber, når jeg sagde sådan noget. Efter den tid kunne hun ikke lide mig, og hun gad ikke hjælpe mig, hvis jeg blev mobbet. Jeg kunne heller ikke lide hende mere efter det. Jeg har altid haft det dårligt i skolen og har altid været bange for at komme dernede, og da jeg var yngre, ville jeg altid med min mor på arbejde i stedet for. Men da vi fik en anden klasselærer, blev det endnu værre. 56

65 Jeg turde ikke falde i søvn om aftenen, fordi jeg vidste, hvad der ville ske dagen efter. Jeg var så bange for ham, at jeg blev skide stresset. Jeg var altid bange for, at mine ting ikke var i orden. Alle ville sidde hel bagerst i klassen, fordi de var meget bange for ham. Jeg har nogle gange låst døren ind til mit værelse, for at min mor ikke kunne komme ind og vække mig næste morgen. Til sidst kunne jeg simpelthen ikke klare presset mere og nægtede at gå i skole mere. Engang prøvede vi at få hjælp af en anden lærer. Vi fortalte hende om, hvor bange vi var, og hvad der skete i timerne. Hun sagde, at det lød ikke godt, men at hun ikke kunne hjælpe os, fordi det var inspektøren, der bestemte på skolen, og hvis hun sagde noget, så ville hun nok selv blive fyret. Drengene stak rigtig tit af fra skolen, fordi de ikke ville være der. Jeg ville også gerne stikke af, men jeg turde ikke. 57

66 19. Kvinde fanget mellem kommunen og FOA. Jeg blev ledig i 2007, efter 8 år på samme kommunale arbejdsplads. Jeg valgte selv at gå, efter jeg havde fået en meget uværdig behandling af min leder. Jeg havde på det tidspunkt været medlem af FOA gennem mange år. Jeg blev tilmeldt Jobcentret i Fredericia Kommune, og kom på kursus i brancheskift. Jeg kom derefter i arbejdsprøvning i en kantine, hvor jeg var rigtig glad for at være. Men lederen i kantinen så hurtigt, at jeg ikke ville kunne klare at arbejde i 37 timer pr. uge. Det sagde hun til den afsluttende samtale sammen med en sagsbehandler fra kommunen. Sagsbehandleren var meget uforskammet ved den samtale og nedgjorde mig, da der blev sagt, at jeg ikke ville kunne arbejde på fuld tid mere. FOA kom på banen, egen læge blev kontaktet, og jeg blev sygemeldt med ondt i armene, pga. slitage efter mere end 30 år på arbejdsmarkedet. Jeg blev sygemeldt med henblik på senere at få bevilget flexjob og kom derefter på sygedagpenge. Jobcentret skulle nu i gang med ressourceprofilen, som tog mere end dobbelt så lang tid som tilladt, og den blev aldrig gennemgået sammen med mig eller underskrevet af mig, som loven ellers også foreskriver. Jeg fik pludselig et brev fra Jobcentret om, at jeg skulle møde hos en ortopædkirurg i Esbjerg. Det forstod jeg intet af, da det slet ikke var det, mine problemer handlede om. Jeg spurgte egen læge, som heller ikke forstod, hvorfor jeg skulle det. Men han fortalte mig, at den fuldstændig ubrugelige rapport, som kommunen havde bestilt hos ortopædkirurgen kostede kommunen kr. Senere forstod jeg, hvorfor kommunen ville ofre så mange penge på denne rapport. Denne ortopædkirurg havde skrevet papirerne, præcis som kommunen gerne ville have, nemlig så de straks kunne smide mig ud af sygedagpengesystemet med besked om, at jeg jo kunne søge kontanthjælp. Min mand har en alm. indkomst, men det var nok til, at jeg ikke kunne få en krone. Nu stod jeg i den situation, at kommunen sagde, at jeg var rask og derfor ikke var berettiget til kontanthjælp og FOA sagde, at jeg var for syg til, at jeg kunne få understøttelse. Denne situation kom til at vare i næsten 2 år, hvor vi overlevede på familie, venner og naboers hjælp. Jeg blev sendt på Virksomheden Fredericias systue, hvor jeg var utrolig ked af at være. 58

67 Senere kom jeg i Rehabiliteringen på Øster Elkjær, hvor jeg til gengæld var rigtig glad for at være. Selv om jeg blev sendt i arbejdsprøvning osv. var jeg alligevel ikke berettiget til hverken kontanthjælp, sygedagpenge eller understøttelse. Jeg skulle også have fysiologisk hjælp, hvilket jeg forventede, at jeg så fik betalt, når jeg var uden indkomst, men det fik jeg afslag på. Vores datter var på efterskole, og vi søgte tilskud til egenbetalingen på skolen, men vi fik aldrig et svar på ansøgningen. Jeg kom senere til en rheumatolog på Arbejdsmedicinsk Institut, som konstaterede, at jeg led af knogleskørhed, 2 tennisalbuer og nedsat muskelkraft i armene. Men alligevel var jeg ikke berettiget til at modtage penge nogen steder fra. Jeg har været meget skuffet over min bisidder fra FOA. Selv om jeg ikke kunne få understøttelse eller andet, så skulle jeg gennem hele forløbet betale fuld fagforeningskontingent. Jeg spurgte ved et møde med kommunens sagsbehandler, hvorfor hun havde sendt mig til ortopædkirurgen i Esbjerg. Hun svarede, at det var kommunens lægekonsulent, som aldrig har mødt mig, der havde foreslået det. Jeg konfronterede hende også med den meget ukorrekte fremgangsmåde, hun havde behandlet min sag på hele vejen igennem, men hun gled af på alt, og bisidderen fra FOA sagde intet, så jeg opgav til sidst. Da vi kom ud fra mødet, sagde bisidderen fra FOA, at hun ikke havde sagt noget, fordi hun jo gerne skulle kunne samarbejde med kommunen igen. Efter mere end 2 år i dette system, kunne jeg simpelthen ikke klare det mere. Jeg spurgte min sagsbehandler om, hvad jeg skulle gøre. Hun svarede, at hun ikke kunne hjælpe mig, fordi sagen nu var for gammel, men at hun ville anbefale mig, at jeg skulle søge job under falske forudsætninger ved at tie om mine begrænsninger. Og når jeg så havde været der 3 måneder, så kunne jeg sygemelde mig igen og komme tilbage til Jobcentret. Jeg har nu fået job igen på deltid som tilkaldevikar i en kommunal virksomhed. Jeg håber aldrig, at jeg havner i det system igen, da det er altødelæggende for både helbred og selvværd. Jeg er især skuffet og gal over den nedladende behandling, jeg har oplevet i Jobcentret. Og så er jeg skuffet over at FOA, som jeg har betalt så mange penge til, ikke kunne eller ville hjælpe mig, da jeg endelig fik brug for dem. Vores eneste barn, en pige som nu er 15 år, har også oplevet skyggesiden af Fredericia Kommune. Hun gik på Skjoldborgvejens Skole indtil 8. klasse, og hun blev udsat for alvorlig mobning gennem alle årene. Lærerne gjorde intet for at hjælpe hende. 59

68 Vi kontaktede skolen adskillige gange, men da intet hjalp, flyttede vi hende til sidst til en anden af byens skoler. Da hun stoppede på Skjoldborgvejens Skole, ville hun op og sige farvel. Afskedssalutten fra hendes klasselærer var, at hun jo nok havde ADHD. Hvis det var nødvendigt at sige det, hvorfor var der så ikke taget hånd om det noget før? Det blev desværre ikke bedre på den nye skole, som også var i Fredericia, så det endte med, at vi måtte lade hende flytte ned til hendes moster på Als for at gå i skole. Der gik det til gengæld rigtig godt, og hun færdiggjorde skoleåret der. Jeg forstår ikke, at i disse tider med antimobbekampagner osv. at lærerne alligevel ikke gør noget ved det. 60

69 20. Kostskole kunne ikke styre 13 årig dreng, som var misbruger og kriminel, derfor blev han smidt hjem til psykisk syg mor. Jeg blev gravid, da jeg var 17 år, og jeg var bare lykkelig, da min søn blev født. Det viste sig dog, at der var så meget energi i drengen, at det gav problemer allerede i børnehaveklassen på Skansevejens Skole. Jeg blev kaldt til møder, hvor jeg fik at vide, at der var store problemer med min søns adfærd og sprog. Det var helt tydeligt, at skolen mente, at dette udelukkende skyldtes hjemmet. Jeg havde på det tidspunkt allerede en hjemmevejleder for at hjælpe mig med at sætte struktur på hverdagen og med at sætte grænser for min søn. Jeg havde selv via min egen læge bedt om at få en hjemmevejleder, fordi jeg havde store problemer med at styre min søn. Jeg havde konstant dårlig samvittighed og skyldfølelse over ikke at kunne slå til, hvilket resulterede i, at jeg allerede i min søns første skoleår udviklede en svær depression. Derudover blev PPR sat på min søn. De testede hans intelligens. Det hjalp ikke rigtigt med den hjemmevejleder, og min søn blev stadig sværere at håndtere for mig. Da han heller ikke var med fagligt, blev han flyttet over på skolens støttecenter. Det viste sig også, at han led meget af koncentrationsbesvær, og at han let blev forstyrret af de andre elever. Det endte med, at han blev flyttet over på Treldevejens Skole, fordi jeg ikke mødte nogen som helst forståelse for min søns problemer hos hans klasselærer. Jeg følte, at hun konstant var efter både min søn og jeg. Men det blev ikke bedre på Treldevejens Skole, og allerede da han var 10 år begyndte han at drikke lidt i smug. Som 11-årig var han også begyndt at ryge hash. Jeg søgte misbrugscentret i Fredericia Kommune om hjælp, men blev afvist, fordi han var for ung. Der var ikke noget alternativ. Jeg henvendte mig flere gange til kommunens familieafdeling, for at få hjælp til min søns misbrug, men der skete aldrig noget. Da vores hjemmevejleder samtidig stoppede, og vi derefter ingen havde, gav jeg i afmagt helt op, og forsøgte til sidst at tage mit eget liv og blev indlagt på Kolding Psykiatriske Afdeling. Først derefter reagerede familieafdelingen, og kaldte mig ind til et møde, hvor jeg fik besked på at tage mig sammen, for ellers ville min søn blive sat i familiepleje. Jeg har i øvrigt tit følt mig talt ned til i Familieafdelingen. 61

70 PPR mente, at det var mig, der var årsagen til alle min søns problemer, og at han derfor skulle væk hjemmefra. Han kom derfor på en kostskole på Fyn. Der gik det endnu værre. Han kunne ikke indordne sig under skolens regler, og han udviklede en endnu mere uheldig adfærd på skolen. Han sniffede lightergas, røg hash og drak på kostskolen, og han endte med at blive sendt hjem, imens de ville finde ud af, hvad der videre skulle ske. Kommunen sagde til min søn, at han skulle indordne sig på skolen, fordi hvis han ikke gjorde det, så kom han ikke hjem til mig og bo mere. Kostskolen besluttede efter meget lang tid, hvor vi gik i uvished, at de ikke ville have min søn tilbage, og de gjorde både kommunen og mig klart, at deres skole absolut ikke var det rigtige tilbud for min søn. De mente, at han skulle et sted hen, hvor han kunne få endnu mere støtte og hjælp, end de kunne tilbyde ham. Skolen stillede sig desuden uforstående overfor, hvorfor min søn aldrig var blevet udredt. Da han blev smidt ud fra skolen, skete der alligevel ingenting fra kommunens side. Han kom hjem til mig og bo, og fik ikke noget andet skoletilbud. Han var på det tidspunkt 13 år. Jeg blev mere og mere plaget af depression og fik oveni konstateret OCD, som er tvangstanker. Jeg havde meget svært ved at styre min søn. Der var ikke nogen hjælp at hente fra min søns far, da han er narkoman. Jeg henvendte mig til kommunen igen og igen, fordi jeg ikke anede mine levende råd. Jeg efterspurgte flere gange en udredning af min søn, da jeg kun kunne se på, at han bliver mere og mere selvdestruktiv. Jeg vidste, at der i den periode kom flere underretninger til Fredericia Kommunes Familieafdeling om, at min søn mistrivedes, men der var ingen reaktion fra kommunes side. To underretninger kom endda fra kommunens egne ansatte i forbindelse med deres arbejde. Efter nogle måneder blev min søn placeret på kommunens Ungdomsskole. Men hans misbrug fortsatte, og skolen var han fuldstændig ligeglad med. Han kom og gik som det passede ham. Ungdomsskolen var kun få timer om ugen, og jeg følte, at det bare var en opbevaring for min søn, og at kommunen bare så ham som et tilfælde, der ikke kunne betale sig at bruge flere ressourcer på. 62

71 Jeg følte mig total magtesløs og henvendte mig igen hos kommunen for at få hjælp til ham, men der skete ingenting. Min søn har nu fået en kontaktperson fra Basement, som han er meget glad for. Han gør, hvad han kan, men han har ikke rigtig nogen handlemuligheder. Min søn har lige taget 9. klasse for anden gang, men han bestod ikke eksamen. Nu skal han så på Produktionsskolen, hvilket jeg er meget ked af. Jeg har i flere år spurgt, om han ikke kunne komme på et skoleskib, men det kunne ikke bevilges. Nu vil jeg forsøge igen, fordi jeg er klar over, at han skal ud af byen, hvis han ikke også skal ende som narkoman og kriminel. Han har i dag et stort forbrug af både hash og alkohol. Han er blevet anholdt for indbrud og venter lige nu på at komme for en dommer. Hans liv minder mere og mere om hans fars liv, som består af overdosis, afvænning og tilbagefald. Min søn er selv klar over, at han er på samme spor, men han kan ikke selv rette op på hans liv. Han er nu 16 år, og har netop fået konstateret ADHD på Kolding Ungdomspsykiatriske Afdeling. Jeg er chokeret over, at psykologen fra PPR, som har set ham utallige gange, aldrig har gjort andet end at teste hans intelligens. Nu hvor jeg ved, hvad ADHD er, så er det jo indlysende, at det er det, han har. Men hvorfor er der ingen af de professionelle, der har reageret noget før, men bare har set på, imens han ødelagde sit liv og sin skolegang. Jeg er frustreret over, at kommunen bare har opgivet ham, og passivt ser på, imens han får det værre og værre og kommer længere og længere ud i misbrug. Det tilbud som han har brug for, det vil de ikke betale for. Kostskolen på Fyn var set i bakspejlet dømt til at mislykkes på forhånd, da kommunen valgte en kostskole for almindelige børn pga. prisen, mens det var et helt andet tilbud, der måske kunne have reddet ham. Han er nu kommet i rigtig dårligt selskab, og derfor mener jeg, at han skal ud af byen. Jeg er mildt sagt meget bekymret for min søns fremtid. Som 31 årig blev jeg førtidspensioneret pga. OCD og kronisk depression, som er udløst af det pres, jeg har levet i alle de år. Det har lettet min hverdag at komme på pension, men jeg ville meget hellere have haft et almindeligt liv med arbejde, og et barn jeg ikke konstant skulle være bekymret for. 63

72 21. Elev husker ikke en eneste dag i hele sin skoletid, hvor han ikke havde lyst til at begå selvmord. Min skoletid på Taulov Centralskole og Egumvejens Skole står for mig som et rent mareridt. Jeg er alvorlig ordblind og har derfor aldrig lært at læse, skrive og regne. Derudover er jeg homoseksuel og var også overvægtig som barn, hvilket betød, at mit navn altid var afløst af fede bøsserøv, dellebjerg og brilleabe. Jeg har først i mit voksenliv fundet ud af, at jeg har ADHD i svær grad. Jeg skulle gå 1. klasse om og var derfor den ældste i klassen i hele mit skoleliv. I klassen var egentlig så meget sagt, fordi jeg havde været i støttecenteret i de fleste af timerne. Det gjorde også, at jeg ikke havde noget rigtigt tilhørsforhold til min klasse, og jeg blev heller aldrig inviteret med til børnefødselsdage. Og i støtteklassen sad jeg alene i en enmandsboks det ene år efter det andet. Lærerne havde opgivet mig for længst, så de var ikke særlig motiverede for at hjælpe mig, da de alligevel så det som håbløst at lære mig noget som helst. Alligevel husker jeg tydeligt, en kvindelig lærer der nev mig i underarmene, fordi jeg ikke kunne finde ud af det, jeg skulle lave. Det meste af tiden sad læreren i støtteklassen og rettede opgaver eller kopierede og den slags, imens jeg sad alene i min boks, uden at have en chance for, at kunne finde ud af noget af det, de satte mig til. Jeg blev drillet hver eneste dag i hele min skoletid. Hver eneste frikvarter sad jeg og gemte mig bag skraldespandene, eller jeg stod ude foran lærerværelset. Jeg blev hejst op i skolens flagstang d. 23. december i snestorm endda af min egen storebror. Heller ikke hjemme fik jeg nogen støtte. Mine forældre og min storebror var flove over mig, fordi jeg var så anderledes. I min familie har det altid betydet meget, at alting så godt ud udefra, så hvis man havde nogen problemer, så skulle man endelig ikke sige noget om det. Min far truede mig med at sende mig på kostskole, hvis jeg ikke snart kunne tage mig sammen i skolen og passe mine ting. Han tog mig aldrig alvorlig og hørte aldrig efter, når jeg sagde, at jeg ikke kunne finde ud af noget i skolen. Selv om alle lærerne var fuld ud klar over, hvor svært jeg havde det, og hvor meget jeg blev mobbet hver dag, så var der aldrig nogen, der gjorde noget for at stoppe det eller for at hjælpe mig. 64

73 Jeg husker ikke en eneste dag i hele min skoletid, hvor jeg ikke havde lyst til at begå selvmord. I 3. klasse blev jeg sendt til neurologisk afdeling for at få hjernen scannet. De fandt ud af, at der ikke var noget galt med min indlæring, men at jeg havde damplignende symptomer. De skrev endda i mine papirer, at det skulle der gøres noget ved. Men der blev aldrig gjort noget ved det. Hverken fra skolens eller fra mine forældres side. Så jeg fortsatte mit håbløse skoleliv i støttecenter, ved skolepsykolog og til ekstraundervisning, uden noget af det hjalp mig overhovedet. Jeg har aldrig lavet lektier i hele mit liv, jeg kunne simpelthen ikke. Det kan jeg stadig ikke. Til gengæld var jeg rigtig god til hjemkundskab og fik 11 til eksamen. Da jeg kom i 9. klasse fik jeg lov til at komme i praktik hos en frisør. Jeg kom der hver dag efter skoletid, og endelig mødte jeg et menneske, der forstod mig, og som ikke bare så mig som et håbløst tilfælde. Min klasselærer kom forbi salonen, og gjorde frisøren klart, at jeg aldrig kunne blive frisør, fordi jeg hverken kunne læse eller skrive. Frisøren blev gal på min klasselærer, og bad hende gå ud af sin salon. Ca. samtidig gik det op for mig, at jeg var homoseksuel. Det gik op for mig, da der var så meget fremme om AIDS og HIV. Jeg troede, at det var en sygdom at være bøsse, og at jeg var farlig, og at jeg smittede, så jeg passede altid på med ikke at lade mine glas stå, så min mor eller andre kom til at drikke af det. Jeg fuldførte skolen, men jeg dumpede både i 9. og 10. klasse. Derefter kom jeg på frisørskole i Kolding, og da jeg var ca. halvvejs i min uddannelse, følte jeg for første gang i mit liv, at jeg hørte til nogen steder, og at jeg duede til noget. Jeg fik en del ekstra hjælp med teorien, men jeg endte med at forlade skolen som den første, der fik bronzemedalje ved svendeprøven. Derefter lånte jeg et par millioner og fik egen salon. Jeg vandt også DM som frisør. Men salonen kunne jeg slet ikke klare. Alt det der havde med hår at gøre, det klarede jeg perfekt, men da jeg ikke kunne læse, skrive og regne, så kunne jeg ikke ordne regnskab, lønninger, indkøb osv. Jo flere problemer jeg fik med alt det praktiske, jo mere stresset blev jeg, og det endte med, at jeg måtte skille mig af med salonen. Jeg blev syg af stress, depression, socialangst og socialfobi. I dag er jeg 32 år og går og venter på min førtidspension. 65

74 Jeg har det så dårligt det meste af tiden, og har svært ved at fungere nogen steder og sammen med nogen. Hele mit liv føles som en lang depression, og jeg har aldrig følt glæde ved noget som helst. Jeg har en hund, som jeg elsker, men hvis den ikke havde været her, så var jeg her heller ikke. Jeg prøvede på et tidspunkt at forlove mig med en pige, men det gik selvfølgelig ikke. Jeg vil rigtig gerne have en kæreste, men jeg har indset, at det bliver meget svært, da jeg har alt for mange problemer til, at nogen vil kunne holde mig ud. Jeg fortæller min historie i håb om at skåne andre for, at skulle igennem det liv, jeg har været igennem. Jeg er ked af, at jeg aldrig mødte forståelse hverken i min familie eller i skolerne. Det er trist, at lærerne er så uvidende om børn med specielle adfærdsmønstre. Det er trist, at ingen professionelle griber ind overfor børn, der mistrives i den grad, som jeg har gjort det i. Det er trist, at ingen reagerede på de udtalelser, der kom fra den neurologiske afdeling, men at der skulle gå 22 år mere, inden jeg blev udredt. Det er trist, at min familie er så flove over, at jeg har ADHD og er homoseksuel, så de aldrig får lært deres søn rigtig at kende. I dag har jeg kun meget sparsom kontakt med min familie, da jeg ikke kan glemme alle de ting, der er sket, og alle de gange de i den grad har såret mig. 66

75 22. Psykisk sygdom efter traumatisk skolegang. Vores søn startede forventningsfuld i børnehaveklassen på den katolske privatskole Sct. Knuds Skole i Fredericia. Det viste sig dog hurtigt, at han havde en del problemer med indlæring. Allerede i 1. klasse bad vi om at få ham indstillet til skolepsykolog. Det blev ikke taget seriøst, og vi blev afvist. Skolen tog os heller ikke seriøst, da vi igen og igen påpegede, at han havde vanskeligheder i forhold til indlæringsstil. De følgende år prøvede vi så selv at få hjælp til ham. Vi ansatte selv lærere til at give ekstra undervisning i hjemmet, ligesom vi forsøgte med forskellige alternative løsninger. I alle årene tog vi med mellemrum kontakt til PPR, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, og fortalte om vores afmagt og rykkede for, at der skulle ske noget, men intet skete. Vores søn havde nogle meget ubehagelige oplevelser med skolens inspektør, hvilket vi klagede over til skolens bestyrelse. Derefter blev alt bare værre, og vores søn blev direkte udsat for hetz, både af inspektøren, men også af flere af skolens øvrige lærere. Dette udmundede blandt andet i flere tilfælde af psykisk terror og en enkelt gang direkte korporlig afstraffelse fra skolens inspektør. Han var i adskillige tilfælde vidne til, at både skolens inspektør og flere lærere direkte slog og ydmygede andre elever, hvilket påvirkede ham meget. Vi talte flere gange med skolens inspektør og vores søns lærere om, hvor ked af han var af at gå på skolen, og at han følte sig forfulgt. Vi konfronterede dem direkte både med den fysiske og den psykiske vold, som vores søn var udsat for på skolen. Til sidst indså vi, at der ikke var nogen chance for, at tingene kunne blive bedre, og vi besluttede os for at flytte ham til en anden skole. I 8. klasse bliver tingene for uoverskuelige for ham, og det lykkedes os langt om længe at få PPR til at indse, at der skulle ske noget. Han bliver nu indstillet til specialundervisning i dansk, og får lavet en psykologtest som viser, at noget er galt. Han bliver tilbudt to samtaler, for at få hjælp til at overskue sin hverdag. De to samtaler forslår dog ikke noget, og han bliver ved med at have det rigtig dårligt. Derfor beder vi om mere hjælp til ham. Der bevilges nu en ekstra samtale. Ved denne samtale er han dybt ulykkelig, og kan slet ikke holde sammen på sig selv. Alligevel bliver han afvist af psykologen. Da han kommer hjem, er vi klar over, at noget er rivende gal og får fat i en privat psykolog. Han fatter straks tillid til denne psykolog og åbner sig for ham. Efter to samtaler med denne psykolog, siger psykologen til os, om vi i det hele taget er klar over, hvad han har været udsat for på Sct. Knuds Skole, hvor han tilbragte en del år. Det er lige til forsiden af Ekstra Bladet, sagde han. 67

76 Han er så bekymret for vores søn, at han straks henviser ham til en psykiatrisk afdeling, hvor han får en akut tid. Han er i dag stadig tilknyttet den psykiatriske afdeling, hvor han også har været indlagt gennem længere tid. Vi forsøger at vænne os til tanken om, at vi aldrig får den søn tilbage, som vi havde før, ligesom han heller aldrig får en afgangseksamen. Vi er flere gange blevet kontaktet af den psykiatriske afdeling, hvor de dybt bekymret har fortalt os, at vores søn har planlagt selvmord. De kunne udførlig berette om, hvordan det skulle foregå. Vi står tilbage med oplevelsen af, at vi aldrig blev taget alvorlig, igennem de år vi søgte hjælp til ham. Hvis PPR havde været professionelle, og ikke bare havde afvist os den ene gang efter den anden, så havde vores søns liv nok set en del anderledes ud i dag. Samtidig står vi med den enorme ubehagelige oplevelse, at når vi forsøger at komme i dialog med kommunen om deres svigt, så er der kø ved håndvasken. De siger direkte til os, at hvis vi er utilfredse med noget, så kan vi bare komme med en advokat. Udover svigt så har vi heller aldrig oplevet PPR som andet end meget arrogante og ubehagelige. Efter den dag hvor vores søn kollapsede totalt, og blev afvist af psykologen, har vi aldrig hørt et ord fra dem. Hvor er menneskeligheden og de varme hænder henne i Fredericia Kommune? Maj 2010 Vores søns terapeut som er uddannet i almen medicin og psykoterapi har udtalt at vores søns belastende skoleforhold har været medvirkende til den psykiske lidelse. Hans traume på skoler besværliggør en uddannelse for ham. 68

77 23. Kvinde flygter fra Fredericia efter 8 års mareridt. Jeg flyttede til Fredericia fra Færøerne sammen med mine børn, og imens jeg stadig var rask og kunne arbejde og betale skat var der ingen problemer. Men jeg blev syg og kunne ikke arbejde, og så skal jeg love for, at jeg fandt ud af, hvordan det var at bo i Fredericia Kommune. Jeg oplevede kommunen som yderst ineffektiv, og det var meget svært at se, at de faktisk var til for borgernes skyld. Jeg lider af alvorlig knogleskørhed, og blev derfor indstillet til førtidspension. Jeg oplevede, at jeg igen og igen skulle komme til kommunen og hver gang til en ny sagsbehandler for at fortælle om min situation. Alligevel hjalp det intet. Jeg blev sendt rundt på forskellige fuldstændig irrelevante kurser, som både var spild af min tid og ikke mindst af kommunens penge. Jeg skulle igennem de samme tests igen og igen, uden at der skete noget som helst i min sag. Jeg oplevede på et tidspunkt, at min sag blev lagt i et mennesketomt kontor i lang tid. Og selv om jeg igen og igen rykkede for svar, fik jeg hver gang det svar, at jeg ikke havde rykket for svar. Jeg oplevede også, at papirer som blev sendt til kommunen fra min egen læge, dem påstod de, at de aldrig havde modtaget. Det fortsatte, indtil jeg til sidst selv printede dem ud og gik ned og afleverede dem personligt. Der gik 8 år på denne måde, hvorefter jeg til sidst gav op og flyttede til en anden kommune. Da jeg flyttede, gik min pension hurtigt igennem, så jeg ved, at det man bliver budt i Fredericia Kommune, ikke er normalt i resten af landet. Det er en fuldstændig umenneskelig behandling, man bliver udsat for i Fredericia Kommune. Det eneste kommunen får ud af det er, at man bliver mere syg af at være i det håbløse og uværdige system. Måske var deres mission netop, at de ville jage mig ud af byen? Jeg ville have foretrukket, at de så havde sagt det til mig med det samme, så jeg ikke skulle bruge 8 år af mit liv på at blive ydmyget den ene gang efter den anden og blive nedladende behandlet. Jeg håber, at jeg med mit bidrag kan være med til, at der bliver ryddet op i Fredericia Kommune. Det er hårdt tiltrængt. 69

78 24. Hel familie endt på offentlig forsørgelse efter kommunalt svigt. Jeg gik på Sct. Knuds Skole i Fredericia som barn, og jeg husker min skoletid som en modbydelig og ondskabsfuld tid. Vold og ydmygelser var hverdag, og selv om det er mange år siden, så var det dog også forbudt at slå eleverne dengang. Det der står klarest i min erindring er, at menneskesynet på skolen var forfærdelig. Det var som om, at børn ikke var noget værd. Alt var tilladt både at gøre og sige til børnene. Vi blev hele tiden gjort klart, at vi ikke var noget værd. Jeg har fulgt meget med i medierne både om alle de voldssager der har været fremme fra Sct. Knuds Skole i Fredericia, men også om alle de overgreb der generelt har fundet sted i katolske kirker og skoler. Jeg håber, at både skolerne og kirkerne nu en gang for alle vil få gjort op med alle de modbydeligheder, der er foregået der gennem mange år. Jeg kender personligt en del mennesker, både fra min egen skoletid men også fra de nye voldssager, og jeg ved fra mig selv, hvor stor skade den slags ting gør på mennesker for resten af deres liv. Jeg har ikke haft spor af selvtillid eller selvværd siden min skoletid, hvilket bevirkede, at jeg giftede mig som meget ung med en voldelig mand. Jeg fandt mig gennem mange år i, at blive slået og ydmyget, endda ofte foran vores 2 børn. Det var jo indprentet i mig, at jeg ikke var andet værd. Jeg fik ingen uddannelse, men havde arbejde på forskellige fabrikker og med at gøre rent forskellige steder. Gennem alle de år jeg var gift med den voldelige mand, udviklede jeg et alvorligt alkoholmisbrug, hvilket både jeg selv og ikke mindst mine børn stadig mærker konsekvenserne af. Det var en ond cirkel, vi kom ind i. Jo mere han slog, jo mere drak jeg, og jo mere jeg drak, jo mere slog han. Jeg har ofte taget på skadestuen med blå øjne og brækkede lemmer, men jeg har aldrig indrømmet, hvad den virkelige årsag til skaderne var. I dag forstår jeg ikke, hvorfor der aldrig var nogen på børnenes skole, der greb ind, da de virkelig har lidt under de forhold, der var i vores hjem. Selv efter det blev kendt af både vores egen læge og af kommunen, at jeg var alkoholiker, var der ingen der prøvede på at hjælpe børnene. Begge børnene er i dag alvorligt skadet, og ingen af dem har været i stand til at have et normalt ungdoms- eller voksenliv eller et normalt arbejdsliv. De lider også begge to af meget dårlig selvværd, hvilket også forhindrer dem i at have gode og stabile forhold til kærester. Min mand og jeg blev skilt efter en del år med vold og alkoholmisbrug. Det blev mit liv dog ikke meget bedre af, da jeg fik sværere og sværere ved at klare mig og ikke mindst at holde på et arbejde. Mit alkoholmisbrug var så voldsomt, at jeg jævnligt drak mig bevidstløs og kunne falde omkring både hjemme og ude. Også selv om jeg havde det ene barn boende hos mig. I de perioder 70

79 stod jeg ofte slet ikke op, og derfor blev der heller ikke handlet eller gjort rent. Kun alkohol skulle jeg nok sørge for at have i huset. Set i bakspejlet, så skulle min søn slet ikke have boet hos mig i de perioder, men kommunen var fuld ud klar over, hvilke forhold han boede under, uden de dog gjorde noget. Min sociale deroute fortsatte, og jeg endte på bistandshjælp, da jeg ikke var i stand til at passe et almindeligt job mere. Derved kom jeg virkelig i kontakt med Fredericia Kommune. Jeg har altid følt, at jeg er blevet set på som et stort nul, og at det bare var spild af tid og penge at prøve at hjælpe mig. Min søn var der ingen, der på noget tidspunkt prøvede på at hjælpe, selv om vores liv gennem mange år var et stort kaos med dårlig økonomi og misbrug. Vores egen læge, som jeg havde skiftet et par gange, gjorde heller ikke noget for at hjælpe hverken mine børn eller mig. Tværtimod så blev vi også der behandlet som andenrangsmennesker, som kun var til besvær. Jeg er nu blevet førtidspensionist. Mit alkoholmisbrug er jeg aldrig sluppet helt af med, men det sker ikke så tit mere, at jeg drikker mig bevidstløs. Min krop kan ikke holde til det mere. Jeg har fået bevilget en kontaktperson fra kommunen 5 timer om ugen, da jeg har ret store problemer med at klare de almindelige ting i hverdagen. Men de sidste 2-3 måneder har jeg ikke set min kontaktperson. Når jeg ringer ned og spørger efter ham, får jeg bare at vide, at han ikke er der. Hvis jeg endelig får fat i ham, så siger han, at han har ringet, men jeg har nummerviser på min telefon, så det ville jeg kunne se, hvis det var sandt. Jeg har selvfølgelig forfærdelig dårlig samvittighed overfor mine børn, fordi de ikke har haft en ordentlig barndom. Men jeg har indset, at jeg har været syg og ikke har kunnet gøre mere end det, jeg har gjort. Men jeg er skuffet over Fredericia Kommune. Både fordi de intet har gjort for mine børn, selv om de har levet under forhold, der slet ikke er i orden. Jeg tænker også over, hvor dyrt det er for samfundet, at der ikke har været nogen, der har grebet ind i tide. En hel familie er afhængig af det offentlige resten af livet. Jeg kender mange andre i samme situation som mig, så jeg forstår efterhånden godt, at Fredericia Kommune har så dårligt ry og så mange på offentlig forsørgelse. Det gør mig også gal og ked af at tænke på, hvor mange gange jeg har forladt kommunekontoret eller jobcentret med bøjet nakke, fordi jeg igen er blevet behandlet, som om jeg var verdens dårligste menneske. Jeg håber, der er nogen, der tænker over, at det er rigtig dyrt at behandle mennesker dårligt. Og så håber jeg, at der snart er nogen, der tager ansvar for de ting, der er foregået på Sct. Knuds Skole. 71

80 25. Kommunen gjorde alt for at undgå anbringelse af pige, hvis mor var narkoman og kriminel. Vores datter var narkoman og enlig mor til et barn, som levede en kummerlig tilværelse. Min kone og jeg blev kontaktet af Skansevejens Skole, som vores barnebarn gik på, da de var meget bekymrede for hende, da hun overhovedet ikke tog imod indlæring. Hun var dygtig og fulgte godt med i starten, men på grund af uroen i hjemmet og morens udskejelser, som skolen også var bekendt med, blev hun ukoncentreret og kunne ikke tage imod indlæring. Klasselæreren forsøgte at nå ind til vores barnebarn, da hun syntes, det var synd, at hendes gode evner ikke blev udnyttet. Klasselæreren sagde til os, at hun havde spurgt vores barnebarn, om hvordan det gik hjemme. Barnebarnet havde svaret, at det gik fint. Det viste sig så senere, at de igen lige var blevet smidt ud af deres lejlighed, så hun dækkede selvfølgelig over sin mor. Det var også godt nok, men det var ikke godt for et barn på 13 år. Da vi skulle gå fra mødet på Skansevejens Skole, spurgte vi vores barnebarns klasselærer, om hun ikke ville være så venlig at underrette kommunen om ovenstående. Klasselæreren slog beklagende ud med armene og sagde, det har vi gjort flere gange, men de reagerer ikke. Vi har gennem barnets opvækst flere gange henvendt os til Fredericia Kommune og bedt dem om at holde øje med forholdene i vores datters hjem. Men der skete aldrig noget. De flyttede 17 gange i vores barnebarns første 16 leveår, og Fredericia Kommune betalte indskud hver gang, fordi de ikke ville betale, hvad det kostede at tvangsfjerne hende. Det på trods af at narkotikamisbrug, fængselsophold, vold og kriminalitet var hverdag i hjemmet. 72

81 26. Trods gentagne skoleskift, misbrug og kriminalitet ville kommunen ikke lytte til familien. Min søn, som i dag er 16 år, har været meget urolig lige siden børnehaven. Han startede med at rasere børnehavens skur, da han var usikker på den forestående skolestart. Og allerede i starten af skoletiden viste hans problemer sig. Blandt andet kunne han ikke nå at få tøj på efter gymnastik, og det stressede ham. Han kunne heller ikke koncentrere sig i timerne, og han forstyrrede de andre. Han kom ret hurtigt over i noget, der blev kaldt pusterummet, som var for de børn, der ikke kunne indordne sig efter skolens regler. Men det hjalp ikke spor, og han fik det sværere og sværere rent fagligt. Han kom til skolens psykolog, som intelligenstestede ham, hvilket ikke viste noget unormalt. Allerede tidligt i skoleforløbet bad hans mor og jeg om, at vores søn blev udredt, for at få undersøgt, om der var noget galt med vores søn, men det blev slået hen med, at han jo var en dreng, og at det var normalt, at drenge var lidt vilde de første skoleår. Det slog vi os til tåls med de første par år, hvor han også fik lidt specialundervisning ind imellem, som faktisk hjalp ham. Men han forandrede sig ikke, og da han var 11 år, begyndte han at blive valgt fra hos sine kammerater, da det var voldsomme ting, han lavede. Han kunne ikke overskue konsekvenserne af sine handlinger, hvilket bragte ham i vanskeligheder gang på gang. Han fandt sammen med en flok drenge, som havde de samme problemer, som han havde. De startede med at lave forskelligt hærværk og kriminalitet. I starten var det mest at smadre en masse ruder i bygninger og biler. Også i skolen blev der lavet hærværk, som jeg i starten betalte mig fra. Men derefter ændrede min søn fuldstændig karakter. Han blev direkte hadsk og rå, og han gav udtryk for, at han ikke havde brug for hverken mig eller nogen andre. Han begyndte at blive voldelig over hans mor, og hans lillesøster var direkte bange for ham. Hun blev behandlet meget dårligt af både ham og hans kammerater. På det tidspunkt havde Fredericia Kommunes Familieafdeling allerede været inde i billedet et stykke tid. Vi holdte nogle møder, men det var mest tom snak, der skete ikke noget, som hjalp min søn. Min søn er ordblind og til det siger kommunen, at der ikke findes noget, der hedder ordblindhed. Kriminaliteten blev mere og mere alvorlig og skaderne også større og større. 73

82 Jeg blev mere og mere overbevist om, at der var noget galt med min søn, men da skolen stadig ikke gjorde noget, så henvendte jeg mig til egen læge. Der var det også svært at komme igennem, men til sidst bankede jeg i bordet og forlangte at få ham til udredning. Han blev udredt hos en privatpraktiserende psykiater og han fik diagnosen ADHD som 13-årig. Min søn blev flyttet over på Ryttergrøftvejens Skole, da den tidligere skole ikke kunne styre ham længere. Fagligt var det bedre her end på den tidligere skole, men her var han pludselig sammen med alle de andre, som også lavede kriminalitet og hærværk. Han begyndte også at ryge hash, da han startede på Ryttergrøftvejens Skole. Skolen mente, at problemerne udelukkende fandtes i fritiden, og det var til dels også sandt, men det var i skoletiden, at alle kuglerne blev støbt, og der blev aftalt, hvor der skulle laves indbrud om aftenen. De børn der kun var halvt ødelagte, når de kom på Ryttergrøftvejens Skole, de var i stor fare for at blive helt ødelagte. Der var alt for mange lærerskift. Når der endelig kom en rigtig god lærer, så forsvandt vedkommende ret hurtigt igen. Da han ikke kunne være på Ryttergrøftvejens Skole længere, blev han flyttet til et specialtilbud på Købmagergades Skole. Han var ked af at komme væk fra sine venner, men de fandt hurtigt sammen i fritiden, og pludselig eskalerede det fuldstændig for min søn. Tyverierne og hærværket blev grovere og grovere og jeg havde slet ingen styr på ham mere. Han tyranniserede hele familien og stak af om natten. Jeg kunne heller ikke se mine naboer i øjnene mere, da min søn og hans venner også lavede en del hærværk i nabolaget. Ofte var det i vores hjem, at de var samlet, hvor der blev spillet højt musik og drukket og røget hash. Jeg havde meget svært ved at stille noget op, da jeg simpelthen blev låst ude. Politiet kom vi også i kontakt med jævnligt nu. Jeg var ofte med min søn til afhøringer, som dog ikke så ud til at påvirke ham. Selv om han var blevet set på forskellige gerningssteder, så benægtede han kategorisk alt. Hans misbrug eskalerede også og hele familiens liv var kaotisk. Jeg er meget ked af, at ingen tog os alvorligt, da vi allerede tidligt pegede på, at der var noget galt med vores søn. En del år er spildt i det forebyggende arbejde omkring vores søn, og han har haft en dårlig skolegang. 74

83 Det er også et stort problem, at der ofte går 4 måneder, fra der bliver begået kriminalitet, til de unge kommer for en dommer. På de 4 måneder er der kommet så mange nye forhold ind i billedet, at de unge ikke tager det alvorligt. I dag er min søn delvist flyttet hjemmefra, hvilket har reddet familien og ikke mindst vores indbyrdes forhold. Jeg håber på, at jeg ved at fortælle min historie kan være med til at få samfundets øjne op for, at der skal gribes ind overfor disse børn langt tidligere. Det nytter ikke noget, at man som familie løber panden mod en mur i det offentlige system i årevis, hvor urolighed i klassen får lov til at udvikle sig til stoffer og kriminalitet. De penge som samfundet har sparet på at vente med udredning og hjælp til vores søn, dem har han begået hærværk for mange gange. 75

84 27. Ingen hjælp til pige trods mistrivsel og selvmordsforsøg. Jeg er selv katolik, og derfor var det naturligt, at min datter kom på Sct. Knuds Skole i Fredericia, da hun havde brug for et skoleskift i starten af 5. kl. Det gik fint i starten, og hun fik nye venner og var glad for at gå på skolen. Men efter ca. 3 måneder begyndte det at gå den anden vej, da hun blev mobbet af nogle drenge. Men det var åbenbart ikke hele problemet, fordi hun blev mere og mere ked af at gå i skole, og til sidst fortalte hun mig om en af skolens lærere, som både udøvede fysisk og psykisk vold mod eleverne. Jeg henvendte mig til skolelederen, og bad ham tage affære, men da det ikke hjalp, tog jeg senere kontakt til bestyrelsen. Det hjalp heller ikke afgørende, og min datter blev bare mere og mere ked af skolen og blev indelukket og trist. Efter endnu et par måneder, hvor intet skete fra skolens side af, nægtede hun til sidst fuldstændig at komme på skolen igen, fordi forholdene på skolen nu var så kaotiske med bander, og fordi der ikke var nogen, der gjorde noget for at rette op på tingene. Så jeg meldte hende ud af skolen efter 1 år. Derefter kom hun på Alléskolen, hvor hun ifølge klasselæreren var meget indelukket, og ikke søgte kammeraterne. Hendes tilstand forværredes, og jeg kontaktede Fredericia Kommunes Familieafdeling og bad dem om hjælp til min datter, da jeg ikke anede mine levende råd. De blev fra starten orienteret om min datters kaotiske skoleforløb på Sct. Knuds Skole, men ingen tog alvorligt, hvor svært min datter havde det. Der blev holdt nogle møder, men der var ingen handling fra kommunens side, hvilket i flere tilfælde frustrerede mig enormt meget. Jeg var helt i afmagt både i forhold til kommunens ineffektivitet og min datters tilstand, som blot blev værre og værre. Hun var nu begyndt at skære i sig selv, og det hele eskalerede, indtil hun til sidst forsøgte at begå selvmord. Familieafdelingen var gennem hele forløbet orienteret om hvor galt, det stod til, men der var ingen reaktion fra deres side. Der var ellers masser af tegn på, at hun havde det meget dårligt op til tiden, hvor hun forsøgte selvmord. Hun isolerede sig, hun skar i sig selv, hun var aldrig glad, og hun hørte udelukkende dødsmetal og forvandlede sig til goth. Hun var 12 år på det tidspunkt. Hun blev indlagt på Kolding Psykiatriske Afdeling, og blev senere udredt på Børne- og Ungdomsafdelingen samme sted. De fandt frem til, at hun ikke fejlede noget rent psykologisk. 76

85 Jeg gav op, og lod min datter flytte op til hendes mor, som bor i Århus. Moderen gav op efter 9 måneder, og derefter flyttede hun tilbage til mig i Fredericia. I dag hvor hun er 15 år, er hun tilknyttet Ungdomscentrets Basement. De har placeret hende i gruppen hashmisbruger og muligvis alkoholiker. Siden hun gik på Sct. Knuds Skole, har hun ikke kunnet knytte sig til andre voksne, lærere og lignende. Hun stoler ikke på nogen, og hun er total træt af alt, hvad der hedder skolegang. Af og til bliver hun hjemme i et par uger, hvor hun lukker sig fuldstændig inde og nægter at gå i skole. Hun siger selv, at hun ikke magter alle kommunens møder, som hun kun mener, består af tom snak. I de 3 år der er gået efter Sct. Knuds Skole, har hun nægtet at tale om skolen, og hvis vi går forbi skolen, så går hun målrettet forbi uden at kigge derind. Ind imellem får hun flashbacks om hendes oplevelser der, hvor hun bliver gal, isolerer sig på værelset eller opsøger tvivlsomme bekendtskaber, drikker og/eller ryger hash sammen med dem. En dag i hendes nye skole, havde de haft undervisning om unormal seksualitet som incest og pædofili, hvilket påvirkede hende så voldsomt, at hun skreg og var rasende i flere dage bagefter og nægtede at komme ud fra sit værelse eller tale med mig. Når jeg i dag tænker tilbage på de tre år, hvor vi har været tilknyttet kommunens familieafdeling, så ønsker jeg bare, at jeg aldrig havde kontaktet dem, men at jeg selv havde kontaktet en privat psykolog, så min datter kunne have fået bearbejdet skoletiden på Sct. Knuds Skole. Der er ikke kommet noget som helst godt ud af kontakten med kommunen. En masse snak men ingen handling. Jeg føler derudover, at kommunen har stemplet mig som en ekstrem dårlig forælder, som de ikke behøver lytte til. Det er nedværdigende at sidde inde på Basement og fortælle om alle disse forfærdelige og private forhold, når der alligevel ikke bliver gjort noget. 77

86 28. Flytning fra Gentofte til optimal skoletilbud i Fredericia blev et mareridt for en hel familie. Vi solgte vores hus i Gentofte, sagde 2 gode jobs op, satte karrieren på stand by og flyttede til Fredericia, udelukkende for at vores søn kunne få det optimale skoletilbud på Skansevejens Skoles Autismeafdeling. Denne flytning betød også, at vi måtte efterlade en af vore to døtre i København, da hun lige var startet på en videregående uddannelse. Men vi var som sagt villige til at ofre alt, for at give vores søn, der i dag er 16 år og har Asperger Syndrom, de bedste muligheder for at gennemføre folkeskolens afgangsprøve, som skulle danne grundlaget for, at han kunne få en god uddannelse og dermed et værdigt voksenliv som aktiv samfundsborger. Vi har gennem de sidste 1½ år konstateret at det skoletilbud, der er tilbudt vores søn på Skansevejens Skoles Autismeafdeling ikke lever op til de krav, forventninger og behov, man med rette bør kræve af en skole, der arbejder med autister. Vores søn oplever alt for ofte en uforudsigelig og utryg skoledag, som følge af, at der ikke er overordnede rammer som struktur, forudsigelighed og tryghed. Følgende er eksempler på forhold der har betydelig negativ indflydelse: 1. Hyppige lærer- og pædagogskift hele teamet blev f.eks. skiftet til 8. skoleår. 2. Hovedparten af teamet udskiftet i 9. skoleår, klassen splittes og suppleres med 4. og 5. klasses børn. 3. Der har i store dele af perioden været hyppigt fravær i personalegruppen - uden backup. 4. Der gøres ikke brug af erfaringer fra tidligere år hvilket resulterer i fatale beslutninger. 5. Flere voldelige overfald af en anden dreng, som går i klassen sidste gang med kvælningsforsøg. 6. 1:1 undervisning og arbejde alene praktiseres selvom vores søn profilerer af undervisning sammen med jævnaldrende. 7. Manglende samvær med ligesindede og jævnaldrende. Dette og adskillige andre forhold betyder, at vores søn ikke er i trivsel. Den manglende trivsel giver sig udtryk i psykosomatiske smerter, kvalme, stress, hedetur, øget rigid adfærd, manglende motivation, tristhed, indadvendthed, lever i en skal, søger tryghed i fantasien, har svært ved at se meningen med livet m.m. Alt dette har selvfølgelig en gennemgribende påvirkning i hans adfærd og tilgang til at gå i skole, men samtidig belaster det også familielivet voldsomt, fordi vi er de eneste til at samle op. Som familie er vi ved at være slidt op, og vi kan ikke længere leve med et skoleforløb, der ikke fungerer. Det er meget svært at motivere ham til at gå i skole, hvilket betyder at han har fraværsdage, kun kan gennemføre få timer. Og ofte må vi komme for sent på arbejde og forlade arbejdspladsen, fordi vores søn er meget dårlig. Vores søns oplevelse af sin skolegang er, at han sidder til opbevaring i et fængsel. Han har svært ved at være tillidsfuld, fordi han er blevet svigtet så mange gange. Han er begyndt at forlade skolen i utide, fordi 78

87 der ikke er noget meningsfyldt at give sig til. Derfor får han sværere ved at forstå formålet med at gå i skole. Til og med 7. klassetrin har vores søn fungeret på et fagligt alderssvarende niveau, men p.g.a. de forhold der er nævnt tidligere, har vi desværre set os nødsaget til at opgive undervisningsfag, for at vores søn ikke skal lide yderligere overlast. Dertil kommer, at antallet af undervisningstimer for en elev i 9. klasse ikke er opfyldt i enkelte fag. Der hersker ingen tvivl om, at vores søn har evnerne til at tage en uddannelse med den rette professionelle tilgangsvinkel. Første skridt er at tage folkeskolens afgangseksamen, der kan danne springbræt til uddannelsessystemet. Politikkernes mål er at få endnu flere unge igennem uddannelsessystemet. Desværre er det vores opfattelse, at dette ikke gør sig gældende hos et ungt menneske med aspergersyndrom i Fredericia kommune. Derimod oplever vi, at autismeafdelingen nedprioriterer den faglige indlæring, og kun ser det som en opgave at gennemføre ni års skolegang. Som det fremgår, er vi som forældre meget bekymrede for vores søns fremtid, herunder hans trivsel, behov og om han når de faglige mål. P.g.a. hans skoliose og med udsigt til en omfattende ryg operation, har vores søn ikke en fremtid inden for et fysisk præget job. Derimod ved vi fra vores søns udredning og andre specialister, at vores søn med den rette pædagogiske og menneskelige tilgang har gode evner og ressourcer, og disse skal bruges til at sikre ham en teoretisk uddannelse inden for IT området, som interesserer ham. Hvad der startede som et fremragende tilbud, har vendt sig til det værste mareridt. Der har på intet tidspunkt hersket tvivl om, at vores søn var i stand til at tage en fuld afgangseksamen, for den sags skyld at være egnet til gymnasiet (asperger tilbud). For nuværende frygter vi, at de forhold der er blevet tilbudt ham de sidste 1½ år, kan resultere i, at han ikke engang er i stand til at følge undervisningen, og at familien går i opløsning. Vi har søgt Fredericia Kommune om et andet og bedre tilpasset tilbud til vores søn, men har fået afslag. Vi har de sidste 1½ år i en god tone forsøgt at indgå i et konstruktivt samarbejde med skolens ledelse, men har desværre oplevet, at der kun er blevet lyttet til vores kritik, men man har ikke taget den til efterretning eller handlet derefter. I hvert fald er det ikke lykkes at efterkomme eller opfylde de basale betingelser, som en ung med Aspergers syndrom kan trives under. Vi har indgivet klage til Fredericia kommune over skoletilbudet og har fået afslag. Vi har anket denne afgørelse, og anken er også afvist. Det er skuffende, at man ikke tager vores klage og anke alvorlig, og giver os et fyldestgørende og konkret begrundet afslag. 79

88 Henvisning til paragraffer retfærdiggør ikke det svigt, der sket over for vores søn. Når man ikke vil erkende, at der er begået fejl, ej heller tilbyde ham de rammer, han kan trives under, så er det meget svært at tro på, at der er en vej eller vilje til at finde en løsning. Fredericia kommune burde ikke være for stolt til at erkende, at der ikke findes et skoletilbud, der kan opfylde hans behov. Det er ærgerligt at middelmådighed, forfængelighed, kassetænkning og økonomi har fortrin for medmenneskelighed, men det er desværre set alt for mange gange før. Derfor anker vi sagen til de instanser, som er aktuelle, men desværre er sagsbehandlingen lang, og inden vi får set os om, er der gået endnu et år, og så er det for sent at nå at indhente det forsømte. På trods af at vi er samarbejdsvillige og ordentlige mennesker, mærker vi tydeligt, at vi er ilde set på skolen, fordi vi giver kritik af de forhold, der tilbydes vores søn. Snakken går og vi har fået etiketten som bøvlede og besværlige forældre. Skolen prøver at skubbe årsagerne til, at vores søn mistrives over på os, og det faktum at vores søn er teenager. Det ser vi ikke som særligt professionelt, slet ikke set i lyset af, at der er en del andre forældre til store elever på skolen, der oplever de samme ting som os. Desuden kan det vel ikke komme bag på en specialskole, at der findes teenagere i de ældste klasser. Vi har i flere tilfælde følt, at der er blevet talt ned til os, og skolen holder sig ikke tilbage med at fortælle, hvem der bestemmer. Det kom også tydeligt frem efter et netværksmøde, hvor vi havde valgt at invitere en bisidder fra Skole & Samfund. Vi fik fra skolens ledelse kraftigt påtalt, at man ikke ønskede at holde møder med os igen, hvis den pågældende bisidder var med. Dette er siden hen, efter at vi bad om at få dette skriftligt, ændret til, at mødet ville blive aflyst eller afbrudt hvis pågældende bisidder igen benyttede sig af samme attitude over for skolen. Vi er informeret om, at en stor del af personalet på skolen ikke har den fornødne uddannelse, hvilket desværre er kendetegnende for alle specialklasser i kommunen. Hans kontaktlærer er et fantastisk engageret menneske, men har kreative linjefag, og er ikke i stand til føre ham til afgangseksamen i matematik. Vores søns nuværende kontaktpædagog er en uuddannet 20 årig ung mand, og han er den tredje pædagog/pædagogmedhjælper, der er tilknyttet i dette skoleår! Vores søn har i dette skoleår sit 4. skoleskema. På et ugeskema har han reelt 3 undervisningsdage, da fritidsordningen ligger mandag og fredag. Han har 3 forskellige matematik lærer på en uge og 2 engelsklærer. Han er splittet mellem to klasser og mangler et tilhørsforhold. Dette vil man ikke engang acceptere at tilbyde almindelige unge. Hvordan tror man så at autister, der har særlige behov skal kunne trives. Vi ser det som omsorgssvigt fra skolens side. Alle disse forhold og den evige kamp for at forsøge at skaffe rimelige vilkår for vores søn gør, at vi er en familie i opløsning. Vi er psykisk nedslidt, og det går ud over familielivet, vi har ikke ressourcer til at involvere os i foreningsliv, gå til sport o.s.v., og desværre har det også indflydelse på arbejdslivet. 80

89 Fredericia Kommune! se ud over kassetænkning og invester i fremtiden i stedet for at fremprovokere et socialt tilfælde. Disse unge med særlige behov har brug for den professionelle støtte, der kan gøre dem til et aktiv for samfundet og en god samfundsborger. Erkend at ikke alle opgaver kan løses inden for kommunegrænserne, og lad vær med at tage vore børn som gidsler. Det har hverken vores børn eller vi som forældre fortjent. 81

90 29. Flytning fra Børkop til Fredericia Kommune har fået fatale følger for autistisk pige. Min datter blev henvist til Sct. Knuds Skole (en katolsk privatskole) i Fredericia af Børkop Kommune, fra starten af 0. Klasse, da det var den eneste skole i både Børkop og Fredericia Kommuner, som både ville have hende og samtidig lovede at ville og kunne hjælpe hende, med de store sociale problemer hun havde allerede dengang, selv om hun på det tidspunkt ikke havde fået stillet en diagnose. Efter kun 4 mdr. flyttede vi til Fredericia, da jeg forventede, hun skulle gå der i mange år, og da jeg derved også ville lette hendes hverdag, og mindske afstanden til kammeraterne. Fredericia Kommune ville dog ikke hjælpe min datter. PPR lukkede sagen med det samme, da vi flyttede til Fredericia, og Sct. Knuds Skole glemte alt om, hvad de havde lovet os og Børkop Kommune. Derved kom jeg selv til at betale for at have min datter på den skole, selv om det var det eneste tilbud i 2 kommuner. Børkop Kommune havde gjort et godt og ordentligt forarbejde i bestræbelserne på at hjælpe min datter, men det var fuldstændig spildt, da Fredericia Kommune bare var ligeglade og bad os passe os selv. Nu bagefter hævder Fredericia Kommune, at de skam havde tilbudt min datter en skoleplacering. Det var på Herslev Skole, som Børkop Kommune også havde undersøgt, men de sagde klart nej til at modtage min datter, da de ikke kunne hjælpe hende, og tilgodese de særlige behov hun også havde dengang, og som var præciseret i en psykolograpport, som Børkop Kommune havde fået lavet, udelukkende med henblik på at finde det bedste tilbud til min datter. Det kalder Fredericia Kommune et godt skoletilbud. Hun fik det værre og værre i løbet af de næste år, og jeg prøvede forgæves at få hjælp til hende, både i fam. afd, PPR og på Sct. Knuds Skole. Selv om hun, og mange andre børn, havde det meget dårligt på Sct. Knuds Skole, så turde hun ikke skifte skole, hvilket jeg jo godt forstår i dag, hvor hun er blevet udredt til at ligge midt i Aspergerspektret. Det blev hun som 14,5 årig, efter jeg forgæves havde søgt hjælp til hende i årevis, men hvor jeg blev afvist alle steder. Da det gik helt galt på Sct. Knuds Skole med fysisk og psykisk vold og andre krænkelser fra min datters klasselærer og inspektør, så nægtede hun at gå i skole mere. Hun havde ligget i sengen i 3 måneder, da hun på PPR`s foranledning kom på folkeskolen Købmagergades Skole 1. januar 2007 uden støtte og i en klasse med 19 elever, som indenfor den 82

91 første måned voksede til 26 elever. Det kunne hun slet ikke klare, og hun blev mere og mere fraværende, indtil hun til sidst var så depressiv, at hun helt opgav. I denne periode gik hun på Kolding Psyk. afd, hvor hun blev udredt og fik diagnosen Asperger Syndrom. De sidste 4 år har hun ligget i sengen 90 % af tiden og har intet socialt liv haft. Selv om hun var syg langt det meste af de 1.5 år, hun var tilknyttet Købmagergades Skole, hvoraf et halvt år var helt sammenhængende, så er der ingen der tilbød min datter hjemmeundervisning/sygeundervisning eller hjælp i det hele taget. Tvært imod så var både skolen og kommunen meget negativt indstillet overfor os, og lod os klart forstå, at de udelukkende betragtede min datter som en doven og utilpasset elev og mig som en dårlig forælder, der hverken kunne eller ville sørge for, at mit barn kom i skole. Min datters klasselærer på Købmagergades Skole viste sig desuden at være tilsynsførende på Sct. Knuds Skole. Skolen har nu erkendt skriftligt overfor mig, at de har brudt loven i 3 tilfælde overfor min datter. 1. at de uretsmæssigt har videresendt fortrolige oplysninger. 2. at de uretsmæssigt har videresendt usande oplysninger om min datter, som de selv har opfundet. 3. at de ikke har overholdt loven, da de ikke har tilbudt min datter hjemmeundervisning i hendes lange sygeperioder. Heller ikke selv om de havde fået besked på det fra Kolding Psykiatriske Afd. Folketingets Ombudsmand har også fået denne sag og har kommenteret alle de lovovertrædelser, der er foregået i denne sag. Derudover har Skolestyrelsen i et brev i feb overfor mig erkendt, at Fredericia Kommunes tilsyn med Sct. Knuds Skole ikke har overholdt de gældende regler. Jeg kan via aktindsigt se, at det har stået på i mindst 10 år. Derudover påstår Fredericia Kommune, at de intet skriftligt har med PPR`s samarbejde med Sct. Knuds Skole i alle de år, min datter var elev på skolen. Men lige præcis efter hun forlod skolen, der har de masser af papirer fra specialkonferencer osv. osv. Kommunens tilsynsførende er nu skiftet ud. Efter de 1.5 år, hvor min datter var tilknyttet Købmagergades Skole, blev hun tilbudt en plads på en specialskole for autister i Fredericia, Skansevejens Skole. Så troede vi, at alt ville blive godt, men det blev næsten endnu værre, da min datter var sygemeldt i mere end halvdelen af det år, hun var tilknyttet skolen. Da min datter og jeg var på besøg på skolen, inden hun skulle begynde derude, fortalte min datters kommende kontaktlærer os, at hun selv havde været ansat på Sct. Knuds Skole, og derfor 83

92 var fuld ud klar over, hvad der var sket på den skole, og at en masse svage børn som gik på skolen ingen hjælp fik overhovedet. På det tidspunkt kæmpede jeg sammen med andre forældre for, at Fredericia Kommune skulle åbne øjnene for, hvad der skete på Sct. Knuds Skole, så derfor skrev jeg til forvaltningsdirektøren om den samtale, jeg havde haft på skolen, uden at nævne navne. Forvaltningsdirektøren svarede mig ikke, men den pågældende lærer var derefter ikke kontaktlærer for min datter mere, og jeg følte klart, at alle havde berøringsangst for min datters problemer og ikke mindst overfor mig også. 15 måneder senere fik jeg dog et svar fra forvaltningsdirektøren, som påstår at den omtalte kontaktlærer ikke kunne genkende min beskrivelse. Jeg har gentagne gange bedt om en forklaring, da jeg mener, at jeg her bliver beskyldt for at lyve, men det kan jeg ikke få. Skolestyrelsen har senere haft Sct. Knuds Skole under tilsyn og både min datters klasselærer og skoleinspektør måtte forlade skolen, efter hhv. 28 og 12 års ansættelse. Ingen i Fredericia Kommune har villet anerkende de overgreb, der i årevis fandt sted på Sct. Knuds Skole, derfor er der ingen, der vil tage min datters problemer alvorligt. Derfor har hun stadig ikke fået bearbejdet de traumer hun fik på skolen, hvilke bliver ved med at vende tilbage og forhindre hende i at få et normalt liv. Fredericia Kommune er involveret i de overgreb, der fandt sted på Sct. Knuds Skole, da den gennem mange år selv har anbefalet støttekrævende børn til den katolske privatskole Sct. Knuds Skole, uden at følge op på de børn, eller sikre de fik den nødvendige hjælp. Kommunen nægter, at de nogensinde har anbefalet nogen som helst at komme på Sct. Knuds Skole, og selv om jeg har det skriftligt, så nægter de det stadigvæk. Borgmesteren har nu lovet mig, at ingen forældre nogensinde igen vil blive anbefalet af kommunen at gå på en privatskole. I de 6,5 år min datter var på skolen havde hun udelukkende uuddannede klasselærere. Samtidig er Fredericia Kommune gennem flere år blevet gjort opmærksom på de overgreb, der fandt sted på Sct. Knuds Skole, men uden at gribe ind. På autismeskolen blev min datter forbudt at tale om de ting, hun havde været udsat for. I januar 09, hvor min datter var dybt ulykkelig for at gå på autismeskolen, og var sunket tilbage i dyb depression og var selvmordstruet, skrev hun om sine oplevelser på Sct. Knuds Skole. I et forsøg på at få skolen til at forstå hendes reaktionsmønstre, henvendte jeg mig til hendes kontaktlærer, og bad om lov til at sende min datters brev til hende, så hun måske bedre kunne forstå hende. Det sagde hun ja til, og bagefter sendte hun den rundt til de fleste som hun skrev i kontaktbogen. 84

93 Det tænkte jeg ikke nærmere over, indtil jeg en uge efter blev ringet op af afdelingslederen, som skældte mig ud i en meget nedladende tone, og bad mig om aldrig at sende den slags til dem igen. Hun sagde, at de overhovedet ikke ville blande sig i, hvad min datter havde været udsat for. Jeg blev dybt frustreret og ringede til Skole & Samfund. Lederen af deres Forældrerådgivning ringede til lederen og fik den samme forklaring, hvilket hun var meget frustrerede over. Det er desuden kommet frem, at kun ca. en tredjedel af alle Fredericia Kommunes speciallærere er uddannet til at undervise børn med særlige behov. Min datter var sygemeldt resten af skoleåret (jan. 09- juli 09), men blev på intet tidspunkt tilbudt syge/hjemmeundervisning. Vi har overhovedet ikke oplevet, at skolen har været min datter behjælpelig i hendes sygdom eller har villet anerkende hende fortid. Derudover har skolen ikke villet give min datter en anden kontaktpædagog, selv om de flere gange er blevet gjort opmærksom på, at der slet ingen kemi eller engagement var der. Nu påstår de, at min datter skam fik en anden kontaktpædagog, men det er ikke sandt. Hvis det var sandt, så forstår jeg ikke, hvorfor det var den gamle kontaktpædagog, der skrev i kontaktbogen, lige indtil den sidste dag hun var på skolen. Hende, som skolen påstår blev min datters kontaktpædagog, har aldrig skrevet et ord i bogen. Min datter blev udelukkende undervist i ting, som var alt for nemme for hende, og hun føler ikke, at nogen på skolen har sat sig ind i hendes niveau. Hun har været fuldstændig malplaceret et sted, hvor ingen var interesseret i at hjælpe hende videre. Jeg er meget frustreret over de forhold, min datter har været udsat for, endda bl.a. på en specialskole for autister, men hvor det desværre viste sig, at hverken personale eller ledelse havde vilje eller hjerte til at hjælpe min datter. De 3 skoleforløb hun har haft, har alle været præget af, at ingen forstod hende, ingen ville hjælpe hende, alle ville dække over kolleger, overgreb, osv. osv. Jeg har prøvet at klage til kommunen, men de afviser alt. Jeg har sammen med andre forældre oplevet, at vi nu i 3,5 år er blevet afvist alle steder, fordi ingen vil anerkende det, der skete på Sct. Knuds Skole i Fredericia og som kommunen og alle ansatte stiltiende lod ske uden at bruge deres skærpede underretningspligt. Vores børn skal bare glemme det, de blev udsat for, men det kan de desværre ikke. Ud over alle disse overgreb, må vi også på 4. år finde os i at blive udsat for en hetz af Fredericia Kommune, udelukkende fordi jeg nægter at holde min mund med alle de uhyggelige ting, der sker i Fredericia Kommune. Byen for Alle, Danmarks Bedste Børneby, osv. Jeg oplever (og kan bevise) at kommunens embedsmænd lyver direkte om mig til møder, skriver falske referater og manipulerer med de mennesker, der skal møde os, samtidig med at de 85

94 forhindrer min datter i at få ordentlig hjælp, fordi de ikke vil overholde de aftaler, vi har indgået med VISO for at få den gratis eksperthjælp, som ikke findes i Fredericia. Jeg har også fået medhold fra Statsforvaltningen i en klage over disse forhold. Jeg fik ved et tilfælde et referat fra et møde, jeg havde deltaget i sammen med to uvildige bisiddere, som begge er politikere. Ingen af os kunne genkende det referat, hvilket vi alle har tilkendegivet overfor borgmesteren skriftligt. Alt er vendt om, så det evt. kan bruges af kommunen senere. Ledende embedsmænd stiller diagnoser over mennesker, de aldrig har mødt. Da jeg beder om en forklaring af forvaltningsdirektøren, får jeg at vide, at disse udtalelser er fremkommet på baggrund af udtalelser fra andre professionelle og journalnotater. Jeg beder om aktindsigt i disse notater og udtalelser fra andre professionelle. I flere måneder kan jeg ikke få noget svar, men efter jeg har rykket for det gennem flere måneder, indrømmer forvaltningsdirektøren, at der ikke findes udtalelser fra andre professionelle eller journalnotater, der støtter disse udtalelser. Til en konference for skoleledere i Odense i dec. 09 arrangeret af Undervisningsministeriet, hvor Skole & Samfund er inviteret til at holde et oplæg om deres arbejde, fortæller oplægsholderen om svære sager, hvor hun blandt andet nævner min datters sag som skræk og advarsel. Derefter kommer en leder fra Skansevejens Skole op og siger, at hun altså lige vil gøre opmærksom på at i dette tilfælde, er det altså moren, der er noget i vejen med. Borgmesteren er blevet gjort bekendt med dette fra en leder i organisationen, men han har valgt ikke at reagere. Da jeg i juni 2009 sammen med min bisidder igen bad om sygeundervisning, fik vi den besked fra souschef ved PPR i Fredericia Kommune, at i Fredericia Kommune gives sygeundervisning kun til døende og alvorligt kræftsyge børn, så det blev igen afvist. Loven siger, at den skole som barnet er tilknyttet senest efter 15 skoledage, skal tilbyde barnet sygeundervisning. Min datter fik en kontaktperson i efteråret Allerede fra starten blev denne kontaktperson advaret af kommunens familiechef om, at min datter og mig kunne man ikke stole på. Alle de ting vi gik og sagde om Sct. Knuds Skole var usande. Samme familiechefs mand har i årevis siddet i et af kommunens udvalg sammen med min datters tidligere klasselærer, som blev afskediget efter at have arbejdet som uuddannet lærer på den katolske skole 28 år. Min datter var bevilget 5 timers samvær med kontaktpersonen om ugen, men hun så ham kun en time til halvanden time om ugen, hvor han sad og sms ede. Da jeg gjorde kommunen opmærksom på dette, undskyldte han sig med, at han brugte op til to timer på mig om ugen i telefonsamtaler. Jeg kan via telefonregningerne bevise, at telefonsamtalerne lå gennemsnitlig på 6 min pr. uge. Jeg har tilbudt kommunen at sende beviserne til dem, men ingen har reageret. 86

95 Min datter har i dag ingen tillid til voksne eller autoriteter. Hun har kun dårlige minder fra hendes skoleliv. Er det virkelig de vilkår, et handicappet barn skal vokse op under i et velfærdssamfund? Fredericia Kommune har ingen skoletilbud til hende, så derfor blev hun tilmeldt en ungdomsklasse, som er for de unge som kommunen har opgivet, og som har problemer med stoffer, kriminalitet og lignende. Hun kom stort set ikke på skolen, men lå igen hjemme i sengen. Hun er en højt begavet pige, der altid har opført sig upåklageligt, og alligevel må vi indse, at hun ikke får en afgangseksamen. Skal vi allerede nu se i øjnene, at hendes fremtid nok er en førtidspension som 18-årig? Jeg var til en samtale hos min daværende praktiserende læge, hvor jeg havde min veninde med. Vi taler med lægen om, hvordan min datter og mange andre børn har det i Fredericia Kommune. Jeg fortæller ham, at vi på Kolding Psykiatriske Afdeling også havde mødt en frustration og afmagt overfor Fredericia Kommune, da de ikke følger de anbefalinger, som Kolding Psykiatriske Afdeling giver i forhold til, hvad der vil være bedst overfor de børn og unge, de har været i behandling i Kolding. Lægen fortæller, at han selv har været ansat på Kolding Psykiatriske Afdeling, og at holdningen dengang var, at de børn og unge der kom fra Fredericia Kommune, de var så dårlige, at det alligevel ikke kunne betale sig at gøre noget for dem. Imens er der en masse embedsmænd, der har travlt med at dække over hinanden og at få vasket hænder. Jeg er chokeret over, hvad der er tilladt som embedsmand i Fredericia Kommune. Og konsekvenserne dem kan vi kigge langt efter. Man kan få den ene beklagelse efter den anden, imens de skyldige bare uhindret fortsætter med at ødelægge menneskers liv. I forhold til alle de lovovertrædelser der er sket på Købmagergades Skole, har jeg spurgt borgmesteren og skolechefen om, hvilke konsekvenser der har været for skolelederen på Købmagergades Skole. Jeg fik først den besked fra skolechefen, at Fredericia Kommune ikke har nogen politik for, hvordan man håndterer og vurderer eventuelle manglende dispositioner eller fejldispositioner af medarbejdere og ledere. Borgmesteren ringede mig derefter op og sagde, at den pågældende skoleleder havde fået en meget kraftig irettesættelse og en advarsel om, at hvis der skete noget lignende på hans skole igen, så ville han blive fyret og ville aldrig kunne få ansættelse i Fredericia Kommune igen. Det vil jeg gerne have på skrift, svarede jeg ham. Det kan du ikke få, fordi det er en personsag, sagde borgmesteren til det. Jeg søgte aktindsigt i sagen, men fik afslag. 87

96 Derefter fik jeg skriftligt fra både Justitsministeriet og Folketingets Ombudsmand, at jeg var berettiget til at få aktindsigt i hvilke sanktioner, der havde været overfor skolelederen. Efter noget tid fik jeg aktindsigten fra kommunen. Den viste, at der ingen sanktioner havde været! Også politiets samarbejde med kommunen virker mildt sagt uprofessionelt. Jeg stod i en situation, hvor kommunen påstod, at politiet ikke ville undersøge en sag om overgreb mod et barn. Samtidig påstod politiet, at det var kommunen, der ikke ville anmelde sagen. Jeg måtte gå til Statsadvokaten for i det hele taget at få et svar, og jeg endte med at få både en mundtlig og en skriftlig beklagelse over, at politiet ikke havde fulgt reglerne. En politiassistent modtog en anmeldelse fra kommunen om muligt seksuelt overgreb mod et barn. Politiassistenten beslutter selv, at det skal der ikke gøres noget ved. Han laver intet notat om anmeldelsen eller giver forældrene besked om, at der ikke sker noget som helst. Også i sagen om Sct. Knuds Skole optrådte politiet meget uvenligt. Først fik vi besked på, at politiet havde så meget på de tiltalte, at de gik efter rene tilståelsessager. Men pludselig var alt faldet til jorden og ingen ville tale med os mere. Gad vide hvad politiet mener om, at de to tiltalte alligevel endte med at måtte forlade deres stillinger? Jeg finder det meget uheldigt, at nogle personer har virke både i kommunen og ved politiet. Dette kan umuligt give en objektivt sagsgang. Man kunne godt tvivle på, om uvildigheden er til stede i visse situationer. Det virker som om, at de sager som politiet eller kommunen ikke ønsker kommer frem, dem skal de nok få standset på den ene eller anden måde. Er det det der hedder demokrati? 88

97 30. Par erklæret uegnet som forældre i en retssag, få uger senere sender kommunen deres to tvangsanbragte børn hjem. Min mand og jeg har 3 børn på 10, 11 og 13 år. Vi flyttede til Fredericia Kommune for 9 år siden. Vores mellemste barn, som er en pige, gik i børnehaven Dupontgården. Da hun var 3,5 år, kom hun en dag hjem fra børnehaven og fortalte, at xxxxxxx (som var en mandlig pædagog) havde slikket på hendes tissekone. Vi blev selvfølgelig chokeret, men vi ville godt være sikre, inden vi gik videre med det, så vi spurgte hende om en del detaljer om hvad og hvor, det var sket. Hun kunne fortælle meget detaljeret, hvad der var sket, og at en anden pige og en dreng også havde været udsat for det. Pigen var vores datters legekammerat i børnehaven, så vi kontaktede pigens familie og fik at vide, at de også havde fået samme historie fra deres datter. Så gik vi til børnehaven og til politiet. Børnehaven nægtede, at det kunne have fundet sted. Politiet og kommunen valgte udelukkende at stole på børnehavens personale. Vores datter var til afhøring hos politiet, hvor hun fortalte nøjagtig det samme, som hun havde fortalt os. Hun kunne også præcis udpege det sted, hvor det var sket. Kommunen beskyldte os først for, at det var noget, vi havde fundet på sammen med moderen til den anden pige. Vores børn legede sammen i børnehaven, derudover havde vi intet kendskab til den anden familie og har heller ikke haft det siden. Så mente kommunen, at det måtte være børnenes far, der havde gjort det, som pigen fortalte, da hun jo ikke kunne have opdigtet den slags i hendes alder. Han blev kaldt til afhøring hos politiet, men de afviste at rejse sigtelse, da de ikke mente, at min mand havde gjort noget som helst. Han bad politiet om at sørge for, at kommunens beskyldninger blev slettet i vores papirer. Betjenten ringede til kommunen, imens min mand stadig var der, og bad dem slette de beskyldninger, da de ikke havde noget på sig. Det ville den faglige leder ikke slette. Vores 3 børn blev kort herefter tvangsfjernet. Blandt andet pga. mistanken mod min mand. Men også fordi vi blev beskyldt for at være meget dårlige forældre, og at vi ikke havde styr på noget som helst angående vore børn. Vi bad, om vi måtte få noget støtte i hjemmet i stedet for, men afgørelsen var truffet. Vi ankede afgørelsen, og i retten sagde kammeradvokaten på Fredericia Kommunes vegne, at der var svinsk i vores hjem, at der lå brugte bleer og madrester i alle hjørner. Der havde aldrig været nogen fra 89

98 Fredericia Kommune i vores hjem. Da vi konfronterede dem med det, indrømmede de, at de aldrig havde været i vores hjem, men at de var sikre på, at der så sådan ud. Da vi tabte sagen i Vestre Landsret, var kommunens afdelingsleder til stede. Hun grinte mig lige op i ansigtet og sagde haha det var jo det, vi sagde, da kommunen fik medhold i deres tvangsfjernelse. Vores mindste pige fik vi hjem igen efter 2 år, også gennem en retssag, men de to største skulle blive på institutionen. Vi vandt sagen i Vestre Landsret, fordi kommunen havde lavet rigtig mange fejl i vores sag. Blandt andet havde de flyttet hende fra den ene familiepleje til en anden uden vores tilladelse. De følgende år havde vi en masse besvær både med kommunen og institutionen, hvor vores 2 ældste børn var anbragt. Der blev hele tiden lavet om på vores samvær og overnatninger osv. Samtidig kæmpede vi videre, for at få de to ældste hjem igen. I august 2009 var vi igen i Vestre Landsret om de to store. Vi tabte igen og blev erklæret for uegnet som forældre. Det var selvfølgelig et hårdt slag, ikke mindst fordi Fredericia Kommune gennem hele forløbet har brugt usande oplysninger, forældede oplysninger og direkte har svinet os til med løgne i retten. Derfor blev vi også meget forbavsede, da vi allerede få uger senere i september 2009 blev ringet op af en faglig leder fra Familieafdelingen. Hun bad os komme til et møde hurtigst muligt. Vi kom begge to og fik at vide, at institutionen hvor begge vores børn var anbragt, ikke ville have vores søn mere, fordi de ikke kunne styre ham. De sagde, han var kriminel og på stoffer. Han var 12 år på det tidspunkt. Den faglige leder sagde derefter, at enten kunne vi tage ham hjem, eller også måtte han gå på gaden, fordi der ikke var andre muligheder. Vi ville gerne have ham hjem, men sagde, at så ville vi også have vores ældste datter hjem. Det var i orden, sagde den faglige leder så, og allerede en uge senere kom drengen hjem, og pigen kom to uger senere. Vi synes selvfølgelig, at det var underligt, at vi kun 2 uger før var blevet erklæret for uegnet som forældre, og nu måtte vi pludselig have tre børn boende. Den faglige leder forsvandt fra Fredericia Kommune fra den ene dag til den anden kort efter denne episode. Vores søn kom ud på Mølledamsskolen. Han var forfærdelig ked af at være på skolen fra starten. En dag kom han hjem med store hudafskrabninger i halvdelen af ansigtet. Det var en lærer, der havde gjort det. Jeg tog over på skolen, som indrømmede, at det var læreren, der havde gjort det, men at det var i selvforsvar. Politiet i Fredericia og Horsens ville ikke gøre noget ved vold mod børn, når det skete i en skole eller på en institution. Han blev mere og mere ked af skolen, og hver dag kom han løbende hjem en time eller halvanden efter, jeg havde afleveret ham på skolen. De sidste 4 måneder har han slet ikke været der. 90

99 Vores yngste pige, som har boet hjemme næsten hele sit liv fungerer upåklageligt og klarer sig godt i skolen. Men de to andre, som har været tvangsfjernet igennem 7 år, de lider begge af voldsom aggressivitet, og de hader alle andre mennesker. De har begge oplevet utallige gange, at der er blevet udøvet magtanvendelse i deres anbringelser. Vores holdning er, at vold og magtanvendelser ikke fører til noget godt, men tværtimod ødelægger børn for livstid. Vores søn har været meget aggressiv i mange år, og vi har flere gange bedt om at få ham udredt, men der er aldrig nogen, der har lyttet til vores mening. Da han flyttede hjem, gik jeg til egen læge og bad om en henvisning til udredning. Vi kom til en børnepsykiater i Odense, som gav ham en klar ADHD diagnose. Børnepsykiateren sagde, at der slet ikke er nogen tvivl om, at vores søns adfærd stammer fra institutionen. Vi har også for flere måneder siden bedt Købmagergades Skole om at få vores ældste datter udredt, men de gør ingenting ved det. Vores søn har meget svært ved for meget larm, og vi bor i en opgang med utrolig meget støj. Derfor vender han rundt på nat og dag. Vi skiftes til at være oppe sammen med vores søn om natten. Derfor har vi to gange søgt om et indskudslån, så vi kunne flytte til et roligere sted, men det har vi fået afslag på. Vi har endda spurgt den nye borgmester, men han ville ikke hjælpe, fordi han mente, at vi kunne have forudsagt, at den opgang var urolig. Det kunne vi ikke, og vi kunne heller ikke dengang vide, at vores børn kom hjem og bo, og heller ikke at vores søn ville få diagnosen ADHD. Vi søgte også hjælp hos den tidligere borgmester, i vores afmagt over, at min mand blev anklaget for incest, men han ville heller ikke hjælpe os. Derfor har vi nu valgt at flytte fra Fredericia Kommune. De har ødelagt 9 år af vores liv, og vi har indset, at det aldrig bliver bedre. De regner os for ingenting, og vores mening gælder ikke, heller ikke om vores egne børn. Vi har ikke nogen positive minder fra Fredericia Kommune. Vi er blevet nedgjort, løjet for, løjet om, svinet til af løgne i retten, min mand er beskyldt for incest af kommunen for at dække over en af deres egne ansatte. Mange ubelejlige sagsakter er forsvundet fra vores sagsmappe osv. osv. Den nye kommune har vi valgt, fordi min søster bor der og har det godt der. Da vi søgte om et indskudslån der, fik vi ja med det samme. 91

100 Gud ske lov er der kun en måned tilbage i denne by, men det var måske også det, der var kommunens ønske fra starten. Hvorfor var der aldrig nogen der undrede sig over, hvordan vores yngste datter havde det hjemme hos os, når vi nu var uegnede som forældre? Hvad er det, der gør, at vi nu pludselig er egnede til at have 3 børn boende, hvoraf den ene endda er så krævende, at ingen institution vil have ham? Og samtidig har en diagnose? Vi har en hel flyttekasse med papirer om vores børn. Ærgerligt at der ikke kom noget godt ud af alle kommunens anstrengelser Vi elsker vores børn overalt på jorden og ønsker kun alt det bedste for dem. Vi har begge haft en problemfyldt barndom, og derfor har vi måske brug for hjælp til vores børn. Men vi føler ikke, at vi har fået hjælp i Fredericia Kommune. Tværtimod så står vi begge tilbage med en følelse af, at Fredericia Kommunes embedsmænd udelukkende har været onde og skadefro, og kun har ønsket det værste for hele familien. 92

101 31. Kun en bro imellem, men en verden til forskel. Jeg og mine 4 børn flyttede fra Middelfart tilbage min barndomsby Fredericia, da det er der, min familie og mit netværk er. Middelfart Kommune havde fra starten set, at min ældste søn havde nogle særlige behov. Derfor havde han siden 1. klasse gået i specialskole l Middelfart Kommune, som lavede et godt forarbejde og gjorde Fredericia Kommune meget klart, at min søn var en dreng, der havde særlige behov. De anbefalede, at han blev i samme skole, som han gik i, da vi boede i Middelfart, men det ville Fredericia Kommune ikke høre tale om. Fredericia Kommune viste sig ikke selv at have noget skoletilbud, som kunne rumme min søn, så lederen af Fredericia Kommunes PPR insisterede på, at min søn skulle i en almindelig klasse på Skjoldborgvejens Skole med 28 elever, men det nægtede jeg at acceptere, da jeg var klar over, at det ville give min søn et voldsomt nederlag. Både Middelfart Kommune og psykologer fra Odense Universitetshospital har lavet erklæringer, der understøtter, at min søn har brug for et specialskoletilbud. Også i overleveringen ved flytningen blev Fredericia Kommune gentagne gange gjort opmærksom på, at min søn var en dreng, der skulle holdes øje med. Allerhelst ville jeg have, at min søn kunne have fortsat i det specialskoletilbud på heldagsskolen i Vejlby, som han havde i Middelfart Kommune. PPR i Fredericia Kommune nægtede at lytte til de anbefalinger, der kom fra eksperterne i Middelfart Kommune og Odense Universitetshospital, og kom derefter med deres egne vurderinger på et barn, de aldrig havde set eller talt med. Middelfart Kommune var meget bekymret for min søn, da de hørte om PPR s planer, og de rystede bare på hovedet. Det arbejde som Middelfart Kommune havde lavet igennem to år, ville derfor være fuldstændig spildt. Udover ikke at ville lytte til hverken mig eller andre, optrådte lederen af PPR gentagne gange arrogant og direkte nedladende overfor mig, lige indtil jeg gik til pressen. Den dag vi flyttede til Fredericia Kommune, anede vi intet om, hvor min søn skulle gå i skole, eller om der var et fritidstilbud til ham. Det på trods af at jeg havde henvendt mig til Fredericia Kommune 3 måneder før flytningen, så det kunne være på plads, når vi kom til kommunen. Men det kom til at tage fem måneder efter flytningen, inden min søn kom i skole, og det var kun i to dage op til sommerferien. 4 timer nåede han at være der. Vi måtte som sagt gå til pressen, før der kom gang i tingene. Lige pludselig var både forvaltningsdirektøren og skolechefen på banen. De indrømmede også, at der ikke var blevet 93

102 handlet korrekt fra PPR`s side, men de stod fast på deres beslutning om, at min søn skulle på Skjoldborgvejens Skole, da de ikke havde andre muligheder. Skolefolkene på Skjoldborgvejens Skole var meget bekymrede over, at de skulle have min søn, da de så hans papirer fra Middelfart Kommune, som fortalte om tydelige vanskeligheder. Skolen indledte et samarbejde med Fredericia Kommune, om at etablere et særligt tilbud til min søn og en håndfuld andre børn med lignende problematikker. Efter sommerferien startede han op sammen med en støttepædagog, hvor de to havde 4 timer dagligt og undervisningen kørte i min søns tempo. Efter ca. 2 måneder begyndte han at komme ind i klassens matematiktimer sammen med støttepædagogen, for at lære klassen at kende. Klassen tog godt imod ham, og de var forberedt på, at han havde det svært socialt. Noget tid efter blev han også trukket ind i de andre boglige timer, der er i en 4. klasse. Det var en god opstart, men da hverdagen kom, hvor han var med i samtlige timer, begyndte signalerne om hans anderledes adfærd at vise sig. Efterhånden som han blev mere tryg ved klassekammeraterne krakelerede hans facade, og han blev meget asocial i sit sprog, adfærd og mimik. Selv hans måde at svare lærerne på kunne virke ubehøvlet. Ofte nægtede han helt at svare og deltog slet ikke i fællesaktiviteterne. Der skulle bruges rigtig mange ressourcer på ham fra lærerens side ved at fastholde ham i skolearbejdet, gruppearbejdet og klassens fælles aktiviteter og ture ud fra skolen, hvilket var umuligt i en klasse med 28 elever. På 10 dage stak han af fra skolen 1 til 2 gange dagligt ca. de 7 af dagene. Som ofte var det små misforståelser, der fik filmen til at knække for ham. Han nævnte selv, at han var anderledes, og fortalte ofte at han følte, at det kun var hans mor, der forstod ham. Det tilbud som kommunen havde lovet ville komme i gang for en håndfuld elever på skolen, der også havde det svært, det er aldrig kommet i gang. Det stod mere og mere klart for mig, at det tilbud som min søn havde nu, det var bare tomme ord fra Fredericia Kommune, for at få lukket munden på mig. Her efter sommerferien mister han sin støttepædagog, og skal nu fungere på lige fod med klassens øvrige 27 elever. Det ved både jeg og hans klasselærer ikke kommer til at fungere, så det ender nok med, at han skal samles op en gang til og alligevel sendes i et andet tilbud. Jeg har hele tiden vidst og sagt, at det er det forkerte tilbud, og at det kommer til at gå grueligt galt for min søn, der i forvejen ingen selvtillid eller selvværd har. Hvis jeg vidste, hvad jeg ved i dag, så var jeg aldrig flyttet til Fredericia Kommune. 94

103 Jeg blev advaret om det fra starten af min søns tidligere skole i Middelfart Kommune, men jeg var naiv og troede ikke på, at Fredericia Kommune ikke ville tage hensyn til min søn, som de fra starten var fuld oplyst om. Jeg har gennem hele forløbet følt, at Fredericia Kommune hellere vil skubbe min søns problemer over på os som familie og mig som mor, da jeg lider af psoreasisgigt og har en stærk funktionsnedsættelse. Kommunen mener, at disse forhold rammer børnene og især min ældste søn. Jeg er stærkt utilfreds med, at Fredericia Kommune prøver på at give mig et stempel som dårlig mor, når problemet i virkeligheden er, at de ikke vil give min søn det skoletilbud, han har brug for. 95

104 32. Ældre mand syltes af Fredericia Jobcenter i årevis. Jeg flyttede til Fredericia i 2003, fordi jeg fik arbejde hos en entreprenør indenfor vand og kloak, som jeg har arbejdet med hele mit liv. Der sker så det i november 2004, at jeg under kloakarbejde blev så syg, ved at mine ben låste sig fast, at jeg måtte hejses op af kloakken med en gravemaskine. Jeg var hjemme et par dage og prøvede derefter igen, men måtte efter en uge give helt op og blev sygemeldt. Jeg var derefter sygemeldt i næsten 2 år, hvor jeg også gennemgik en knæoperation for slidgigt. I august 2006 bad min sagsbehandler mig om at søge førtidspension, da jeg var 60 år på det tidspunkt. Det gjorde jeg, men fik afslag, fordi jeg godt kunne bruge hænderne. Men mine ben var så ødelagte, at de samtidig gav mig en rollator. I 2006 var jeg på et kursus, som intet var værd, sammen med andre sygemeldte i kommunen. Der deltog bl.a. en dame, som tidligere havde været ansat i jobcentret. Hun fortalte os, at hver gang det lykkedes for de ansatte der, at få skubbet en borger ud af systemet, og dermed fratage dem deres eksistensgrundlag, så fik de kager af ledelsen! I december 2006 overgik jeg derefter til bistandshjælp og vedkommende sagsbehandler sagde, at det var helt til grin, da jeg jo var for dårlig til, at jeg i det hele taget kunne arbejdsprøves. Hun ville gerne hjælpe mig, men pludselig var hun væk. I april 2007 fik jeg ny sagsbehandler. Jeg har kun set denne sagsbehandler 2 gange, i de tre år der næsten er gået siden da. Første gang var, da jeg blev kaldt ned til ham for at hilse på ham. Han kunne godt se, at jeg var alt for dårlig til, at jeg kunne arbejdsprøves, men alligevel gjorde han ingenting. Det var hans job igen at indstille mig til førtidspension, men det måtte han ikke, fik jeg at vide, selv om jeg jo ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, når jeg ikke kunne gå. I marts 2009 gennemgår jeg den samme knæoperation, bare i det andet knæ. Jeg blev kort efter operationen kaldt ned til sagsbehandleren. Han lover mig at vurdere mig til pension, men indtil videre har han formået at holde mig hen i næsten 3 år, ved bare at ignorere mine henvendelser. Jeg har ringet til ham mange gange, endda i telefontiden, men han vil bare ikke tale med mig. Jeg er i dag 63 år, og venter nu bare på at få et værdigt liv som folkepensionist, hvis jeg ellers overlever så længe. Da jeg ikke kan gå, har jeg søgt kommunen om en trehjulet pensionistknallert, men det har jeg fået afslag på. Kommunen mener, at jeg kan spare op til en selv, ud af de 900 kr. jeg har til rådighed om måneden til mad og alt andet efter husleje, lys, varme, licens og telefon er betalt. 96

105 33. Mange nederlag igennem 27 årig pga. manglende diagnose. Vores søns liv eller mangel på samme. Vores søn har i hele sit barne- og voksenliv været anderledes end andre, uden at vi dog har kunnet finde ud af, hvad der var med ham. Fredericia Realskole henviste os til skolens PPR psykolog, han kunne på et øjeblik konstatere at hans intelligens var middel, men at vores søn var meget umoden, og foreslog at han kom på efterskole. En lærer på realskolen som havde evner som kinesiolog, fik lov til at behandle vores søn og formåede at give ham en bedre indlæringsevne i kortere tid, hvorfor der aftaltes jævnlige besøg hos denne lærer, det gjorde at vores søn kom igennem sin skolegang på fornuftig vis. I skoletiden var vores søn dog så uheldig at skolen havde 3 klasselærere på klassen, det gavnede slet ikke vores søn, før han i 9. klasse var så utrolig heldig at få skolens bedste lærer for ham. Han kunne se, at vores søn havde det utroligt svært i forhold til sine skolekammerater og tog sig utroligt godt af ham og evnede at give lærdom til ham. Denne lærer er i dag vores søns bedste ven, han er 65 år, men deler vores søns interesse for film. Efter endt skolegang sendte vi vores søn (i fængsel som han senere selv har udtrykt det) på efterskole ved Vejle efter råd fra førnævnte PPR- Psykolog. Det skadede vores søn i meget slem grad, opdagede vi senere. Han tog med møje og besvær en HG eksamen med laveste karakter. Herefter startede han i lære i Stereo-Studio i Vejle, men han rendte ind i meget store problemer og beklagede sig hele tiden over sine kolleger, faderen troede at det skyldes dovenskab og pressede ham urimeligt. Han gik på Radiohandler-skolen i Roskilde og rejste frem og tilbage med tog, hvilket han kæmpede en stor kamp for at undgå, og faderen lod sig engang imellem overtale, til at hente ham. Han bestod dog med nød og næppe (godt hjulpet at sin tidligere yndlingslærer). Vores søn tog kørekort (3 gange dumpet i teori og 2 gange i køreprøve) og det hjalp ham meget, så han ikke skulle tage offentlige transportmidler, for der led han virkelig. Vores søn blev udlært, og fik job i en byttecentral i Vejle, men 7 dage efter gav han op. Han fik kun lov til at sortere pornofilm i baglokalet, hvilket han ikke brød sig om. Hans største ønske var at stå ved disken og udbrede sin helt fantastiske viden om film. Vores søn blev kontaktet af Stereo Studio s distriktschef, som havde et job til ham i Odense. Dette magtede han ikke, han kom hjem og sagde han ikke kan følge med. Han kontaktede på vores opfordring distriktschefen, som tilbød at bytte ham med en i Svendborg, til hvilket han takkede ja. Vi foreslog ham at få et værelse eller lejlighed i Svendborg, men han ville helst blive boende og 97

106 køre frem og tilbage hver dag. Vores søn havde nogle lange dage, som man jo havde i et center, sammenlagt med at han kørte 3 timer hver dag. Det gjorde, at han blev nødt til at sige op, han kunne ikke holde til det. Vi havde stadig den holdning, at han ikke fejlede noget, som PPR-Psykologen havde sagt (han burde være klogere end os). Han fejlede ikke noget, han var bare lidt doven og umoden. Han fik job hos Stereo Studio i Kolding Storcenter, men efter et år gav han op og kunne ikke mere (3 dage om ugen fra 10 20). Han søgte på Carlsberg og fik jobbet, men efter 3 mdr. blev han sagt op. Så skaffede faderen ham en voksenlæreplads hos Tæppeland i Vejle, men her gik det virkeligt galt. Hans kollega, som skulle stå for oplæring af vores søn, betragtede ham også som doven og han talte meget grimt til ham, moppede ham og kom med meget nedladende udmeldinger, såsom da jeg bad mit fadervor i aftes og kom til fri mig for det onde, dukkede der et billede op af dig, o.s.v.). Det kørte vores søn i knæ og han blev sygemeldt og læreforholdet måtte opgives. En formiddag i 2008, talte min kone og jeg, uafhængig af hinanden, med hver vores kunde omkring vores søn, idet faderens kunde har børn med autisme, og moderens kunde arbejder med voksne med autisme, vi spurgte ind til, hvordan adfærden hos disse børn udartede sig. Her gik det op for os, at der var noget, der hed aspergers syndrom, og det jo var det, vores søn fejlede. Vi søgte efter oplysninger om aspergers på nettet, og konstaterede, at der var en forening for aspergers, som udførligt beskrev aspergers og kontaktede samme eftermiddag sekretæren hos Aspergerforeningen (som også selv har aspergers og er 53 år). Vi Læste 5 bøger lånt på biblioteket om emnet og konsulterede en kvinde som Fredericia kommune bl.a. gjorde brug af, til hjælp til børn i børnehaver med særligt behov. Hun opfordrede vores søn til at anskaffe bogen de intelligente børn, som han læste og her gik det op for ham, at der var ekstremt mange sammenligninger med ham selv og det gav ham mening og forståelse for hans situation. Vores søns liv har været en lang vej op ad bakke, fuld af vanskeligheder og uden én eneste succes. Nu bad vi om hjælp hos hans 1. sagsbehandler på jobcentret, til udredning for aspergers syndrom hos Center for Autisme, idet vi havde fået fortalt, at de var de bedste inden for området, men der var ikke råd til det i jobcentrets kasse. Det kostede kr ,-. I stedet blev vi sendt til Psykiatrisk Hus i Fredericia. Her spurgte de efter en meget kort samtale med vores søn og en konstatering af, at han absolut intet psykisk fejler, hvad vi kom her efter. Vi svarede, at vi var sendt til dem fra jobcentret og forklarede, hvad vi selv var kommet frem til. 98

107 De lavede en ny tid til vores søn med en læge, der lige var startet på psykiatri studie. Han anede ikke sit levende råd og prøvede at ringe til forskellige livliner i håb om at kunne hjælpe os, men måtte til sidst opgive og henlægge sagen og ønske os god vind. Efter en længere venten blev vi sendt til pensioneret psykolog, han konstaterede, at han absolut ikke mente, at vores søn havde Aspergers Syndrom. Vi kæmpede igen med jobcentret, som efter et godt stykke tid sendte os til en psykolog i Vejle. Han kom frem til samme konklusion som den tidligere psykolog (psykologen i Vejle havde også lært hos den pensionerede psykolog). Sekretæren fra Aspergerforeningen kontaktede psykologen i Vejles med henblik på at stoppe rapporten. Dette gjorde sekretæren fra Aspergerforeningen, ud fra det vores søn havde fortalt ham om, at han havde været igennem flere tests, som man brugte til udredning af psykisk syge, men som afgjort ikke blev brugt som test til personer med aspergers. Hele tiden havde vi kontakt til Aspergerforeningens sekretær, som rådede os til at slå hårdt i bordet og kræve vores ret. Efter godt et år tabte vi tålmodigheden og tilmeldte vores søn til Center for Autisme til en udredning. Vi kontaktede Jobcentret for at søge om et rentefri lån til vores søns udredning, her blev vi sendt til kommunens socialforvaltning. Nu skete der langt om længe noget, en kvinde ved socialforvaltningen sagde til os at det skulle vi under ingen omstændigheder selv betale, og vi skulle blot sende oplysningerne til hende, så ville hun ordne resten. Samtidig fortalte hun, at det overhovedet ikke var Jobcentrets opgave at forestå udredning, men kun deres opgave så snart de erfarede, at der var tale om et menneske med særlige behov, skulle videresende personen til socialforvaltningen. Det ville sige at Jobcentret havde misbrugt økonomi til forkert håndtering, og samtidig havde de brugt tiden, hvor vores søn var på sygedagpenge til ingenting, og nu hvor der forelå en rapport, (som kommunens ansatte ikke havde læst, dette vurderede vi ud fra de svar, vi fik ved henvendelse, hvor de afslørede manglende gennemlæsning) skulle vores søn på kontanthjælp. Center for Autisme afsluttede rapporten med en konference, hvor de gennemgik deres tests og hvordan og hvad der lå til grund til vores søns situation, og hvordan man burde og kunne hjælpe ham bedst muligt. Hertil havde kommunen og vi haft 2 aftaler med chefpsykolog, som kommunens ansatte desværre aflyste begge gange dagen før med det resultat, at vi nu havde mistet mulighed for en konference, så vi havde nu kun en halv løsning med store problemer til følge. Vores søn fik nu frataget sine sygedagpenge og blev overført til kontanthjælp. Folk der ved hvad aspergers syndrom er, og hvordan omverdenen og dens hændelser påvirker en aspie, ved at det at fjerne vores søns eksistensgrundlag, skaber så voldsomme reaktioner, at vi havde svært ved at tackle ham. Han kunne ikke selv klare sin post, den måtte vi tage os af. Han kunne ikke selv handle pga. af hans sociale slagside, etc. Samtidig måtte han intet eje, og hans bil blev beregnet til en friværdi på ,- kr. som først skulle fratrækkes den kontanthjælp han var tildelt, før der endeligt kunne udbetales en øre til ham. Var man ikke syg, skulle de nok få én gjort syg. 99

108 Vi havde haft nogle grimme samtaler med hans sagsbehandlere (ja der havde været mange både på jobcentret og i socialcentret), de havde ikke en chance for at hjælpe, påstod de og vidste reelt ikke, hvad de havde med at gøre. De manglede i hvert tilfælde den konference, som de fik forpurret, det gav frustration hos os, og vi måtte se, at vores søn bare blev værre og værre for hver uge der gik, uden at kunne gøre noget. De sagde, at han skulle i arbejdsprøvning, for at de kunne hjælpe ham. Hvorfor læste de ikke den dyre rapport, her stod alt klart og tydeligt. Vi har selv været på Center for Autisme for en gennemgang af rapporten, så vi ved nøjagtig, hvad der i dag vil være bedst for vores søn det ville være skønt, hvis kommunens folk vidste det samme. Vi har nu indklaget kommunens behandling af vores søn og hans overførsel til kontanthjælp til Statsforvaltningen, idet der i loven står, at hvis man er under lægelig behandling har ret til 2 x 52 uger. Vores søn var nu tilbudt 15 timers botræning i egen lejlighed på ubegrænset tid, dette var vi alle utroligt glade for. Men for ikke at blive alt for positive, skulle starten lige have endnu et knæk. Vi blev lovet af team 85, at der fra 1. januar 2010 var ansat en person til vores søn til hjælp med botræning m.m. Jeg kontaktede derfor team 85 i december, for at få opstarten fastlagt til opstart som lovet i januar og som vores søn glædede sig meget til. Men her fik jeg blot at vide, at vedkommende pædagog først startede d. 1. februar. Vi blev inviteret til møde med vedkommende pædagog den 2. februar og aftalte, at hun skulle komme i vores hjem onsdag d. 3. og hos vores søn i hans lejlighed fredag d. 5. februar. Derefter skulle hun på ferie i 17 dage til Thailand. Nå, men det er vel også godt nok, så kunne vores søn lige være lidt sammen med hende, og derefter havde han 17 dage til at vende sig til tanken. Pædagogen kom som aftalt, og vi havde en dejlig dag med hende, hvor vi gav hende alt den information, vi kunne om vores søn og hans situation fra hjemmet og følte os utrolig heldige med så rart et menneske til vores søn. Fredag skulle de mødes i vores søns lejlighed kl , men her gik det galt. Vores søn blev kontaktet af team 85, som fortalte, at pædagogen var syg. Det var da også utrolig uheldigt at blive syg efter kun 5 dages ansættelse. Nu sad vi her, og ventede på at pædagogen kom hjem igen, og kunne få startet op på træning af vores søn med henblik på fraflytning af hjemmet i en alder af 27½ år. Vi tror til gengæld, hun er en god person for vores søn, og vi glæder os meget til at mærke forandringen. Vi har besluttet os for overhovedet ikke at blande os, men blot stå til fuld rådighed overfor hende, såfremt hun har spørgsmål. Samtidig venter vi på afklaring af vores klage over kontanthjælpen så vores søn kan få råd til at bo i egen bolig. Det har vi gjort i 4 mdr. nu. Jo systemet virker, men utroligt langsomt til stor skade for borgerne. Og så koster det mange flere penge ikke at have det rigtige personale, der evner at træffe de rigtige afgørelser. 100

109 Vi kan i hvert fald konstatere at loven er udformet, så den kan gradbøjes og desværre misfortolkes den af grunde, som man kunne fristes til at henlede på besparelser i stedet for til gavn for borgerne, som den jo trods alt er beskrevet for at hjælpe. 101

110 34. Familie tvunget til at fraflytte Fredericia for at få hjælp til deres 9 årig autistiske søn. Vores søn, som er født i 1997, begyndte som ca. 18 mdr. gammel at udvise en udadreagerende adfærd. I vuggestuen var han en dreng, der fulgte strømmen, fordi han ikke kunne høre de kollektive beskeder. Han var klodset og en væltepeter. Hvorfor reagerede uddannet personale ikke på et barn, der var afvigende? I børnehaven beskrives han som en dreng, der har svært ved at få kontakt til og med børn og voksne. I november 2002 indstilles han til pædagogisk-psykologisk undersøgelse med henvisning til de sociale emotionelle vanskeligheder. Han fik tilkoblet en støttepædagog, som fulgte ham i en måned i børnehaveklassen. Den pædagogiske psykologiske undersøgelsesrapport modtog vi først i I skolen og SFO en oplevede lærerne og pædagogerne, at det var svært at snakke med ham og nå ind til ham. Hans udadreagerende adfærd gjorde, at han havde mange konflikter. Han nærmest overfaldt de andre børn, og han væltede og ødelagde alting. Vi blev nærmest daglig ringet op, enten af skolen eller af SFO en, hvor beskeden var: du må gerne komme og hente din søn, han har igen haft en voldsom konflikt. Vi forsøgte gentagne gange, at få ham testet i skoleregi, men hver gang fik vi at vide, at nu måtte vi jo se. Vi blev aldrig taget alvorligt. Vi havde den fornemmelse, at Fredericia Kommune bare mente, at vi skulle gå hjem og opdrage vores søn ordentligt. Der var overhovedet ingen forståelse for, at vi som forældre famler i blinde i forhold til at tackle og hjælpe vores børn, når de ikke er som alle de andre. Men så gik skolelederen på vores søns skole på pension, og der kom en ny. Han havde tidligere arbejdet med børn med vanskeligheder. Han mente, at vores søn havde ADHD, så i 2005 efter utallige møder med skolen og kontakt med egen læge, blev vores søn indstillet til udredning på børnepsyk. i Kolding. Vores søn blev derefter indlagt som dagspatient på børnepsyk. i Kolding i mere end 8 måneder. Han blev derefter udredt med diagnosen infantil autisme, ADHD samt adfærdsforstyrrelse. Handicaprådgiveren ved Fredericia Kommune lavede derefter en 38 undersøgelse. Hun konkluderede, at vores søn i høj grad var behandlingskrævende med udgangspunkt i hans behov for struktur, forudsigelighed og faste rammer qua hans autismeproblematik. Fredericia Kommunes tilbud til os og vores søn var en døgninstitution i Nordjylland, og det var bestemt ikke en løsning, vi kunne forholde os til. Vi vidste, at der var lavet en autisme klasse på en af byens andre skoler, men der mente vores handicaprådgiver ikke, han passede ind. Vi havde også kendskab til en skole i 102

111 Middelfart, der kan rumme børn med de problematikker, vores søn havde. Der fik vi beskeden: vi samarbejder ikke over bæltet. Der var intet at gøre. Fredericia Kommune stod stejlt på deres tilbud, som jo ville betyde, at vores søn skulle flytte hjemmefra som 9-årig. Det kunne vi ikke byde vores søn, så vi valgte at flytte til Middelfart i Derved kom vores søn på specialskolen i Middelfart. Der er han stadig, og det har fungeret upåklageligt, samtidig med at han kunne blive boende hos os. Vi er af den opfattelse, at Fredericia Kommune udelukkende gav os det tilbud, fordi de vidste, at vi ikke kunne tage imod det. Derved ville vi måske flytte, og så var de sluppet af med os, og de udgifter, der fulgte med vores søn. Vi har heller aldrig i Fredericia Kommune modtaget hjælp eller vejledning i, hvordan vi skulle håndtere et barn med de handicaps, vores søn har. Men vi har nu aldrig fortrudt, at vi er flyttet. Der er en hel anden ånd i Middelfart Kommune. Man bliver lyttet til, og bliver ikke kategoriseret som en dårlig forælder, fordi man har et barn, der ikke passer ind i kommunes tilbud. Men både min mand og jeg er født og opvokset i Fredericia, så vi er da kede af, at vi skulle jages ud af byen, fordi vi prioriterede vores søns trivsel højt. 103

112 35. Kommunalt svigt igennem generationer. Jeg er den ældste i en søskendeflok på 5. Min skolegang foregik på Skansevejens Skole, og alle årene var en meget negativ oplevelse for mig. Jeg kunne ikke læse, og jeg var for tyk, så jeg var et oplagt mobbeoffer. Derudover var det heller ikke sjovt at være derhjemme. Da min mor fik sit 5. barn opgav hun alle os børn og også de huslige pligter. Da jeg var den ældste og tilmed en pige, fik jeg som 11-årig ansvaret for min tre små brødre og min lillesøster. Hvis ikke jeg skiftede mine brødre, så blev det bare ikke gjort. Min mor havde derfor også brug for mig derhjemme, så jeg pjækkede fra skole ca. 3 dage om ugen, fordi jeg skulle passe mine søskende og lave husarbejde. Samtidig var jeg også enorm ked af at gå i skole, fordi jeg alligevel ikke kunne finde ud af noget af det. Alle skoleårene fik jeg specialundervisning, uden at det dog hjalp spor. Men jeg har lært at læse senere. Jeg husker ikke en eneste gang, at lærerne hjalp mig, når jeg blev mobbet. Der var heller ingen, der reagerede, selv om jeg var væk fra skolen mere end halvdelen af skoletiden. Min søster, som var et år yngre end jeg, og jeg flyttede i en lille lejlighed for os selv, da vi var 11 og 12 år. Den kostede 900 kr. om måneden, som jeg tjente ved at gøre rent på et møntvaskeri om aftenen og om natten. Vi boede tæt på vore forældre, så pligterne med de små brødre, de fortsatte, indtil jeg som 15-årig kom i huset hos en tandlæge. Jeg var så glad for at være der, at de til sidst måtte bede mig flytte, fordi jeg allerede på det tidspunkt havde været der i 2 år. Derefter mødte jeg min nuværende mand som 17-årig, og vi fik vores første søn, da jeg var 19 år og den anden søn, da jeg var 21 år. Det gik fint, fordi jeg var hjemmegående, indtil de begyndte i skolen. De kom også på Skansevejens Skole, og de fik endda samme lærer, som jeg selv havde haft. Begge drengenes skolegang allerede fra børnehaveklassen bestod af det ene nederlag efter det andet, fordi de havde endnu sværere ved at lære at læse, end jeg havde haft. Jeg tror, at min skolegang forfulgte mine drenge, da lærerne aldrig tog mine henvendelser alvorligt. Jeg afleverede drengene ved skolen om morgenen, og ofte når jeg så hentede dem igen, så fandt jeg ud af, at de slet ikke havde været i skole, men bare gemt sig bag en skraldespand, indtil de blev hentet igen. Især den ældste af drengene havde det svært. Han lavede ulykker igen og igen i afmagt over hans dårlige skoleliv, og over at han hele tiden fik at vide af lærerne, at han var dum, og han aldrig blev til noget. De havde begge to næsten dagligt mavepine over, at de skulle i skole. Vores ældste søn blev flyttet over på Treldevejens Skole, fordi der var større muligheder for kreative fag der. Men heller ikke der, kunne de lære ham noget, så det endte med, at han i lange perioder gik rundt sammen med pedellen og lavede forefaldende arbejde, da de så var fri for ham 104

113 i klassen. Han var så ked af at gå i skole, så han ofte kom til at stamme, når han skulle udtale sig i skolen. Han havde dog aldrig stammet, når han var hjemme. Vi blev kaldt til et møde med kommunens PPR og skolen, hvor vi fik at vide, at det eneste rigtige var at flytte ham til Kommunikationscentret i Århus. Vi sagde først nej, da vi jo sagde, at han aldrig stammede hjemme, men de fik os overtalt, hvilket betød, at han skulle bo på skolen i Århus i hverdagene. Men det blev et helt forfærdeligt ophold for os alle sammen. Han passede slet ikke ind der, da han jo reelt ikke havde noget stammeproblem. Da han havde været der godt et halvt år, stak han af derfra. Vi tog ham derefter hjem, da han var dybt ulykkelig over at være på skolen. Så reagerede kommunen. Nu var han bevilget det ophold, og så skulle han altså også gennemføre det. Men vi nægtede at lade ham komme tilbage, så han var hjemme i 2 måneder. Derefter kørte jeg rundt til samtlige skoler i Fredericia Kommune, både private og folkeskolerne. Men ingen ville have hverken ham eller hans bror, da de hørte, at de begge havde store indlæringsvanskeligheder. Til sidste prøvede vi Rudolf Steiner Skolen, og de tog så dem begge to. Det gik bedre, men de lærte dog heller ikke noget der. Imens havde min mor fået leukæmi, som hun døde af som 45-årig. Så stod min far alene med 3 mindreårige drenge, og han kunne ikke engang koge et æg, så jeg så det som min pligt, at træde til som mor og husholderske og sørgede dermed for husholdningen i 2 huse. Min far fandt sig en ny kone, og det blev min redning. Men denne nye kone ville kun have vores far, og ikke alle hans unger, så da den ældste af mine små brødre blev 18 år, købte han et hus, hvor han kunne bo sammen med sine brødre. Vores far har aldrig set sit ansvar som andet end at skaffe penge til huse, og ikke hvordan familien fungerede. Vi hørte, at Købmagergade havde en klasse, hvor man både kunne gå i skole og være ude i praktik noget af tiden. Begge vore sønner kom derned, og de var glade for at komme ud og lave praktisk arbejde. Men skoletiden var bare ren opbevaring, så den fik de ingenting ud af. 10. klasse gik en af vores sønner på teknisk skole, men dagen før eksamen fik han af læreren den besked, at han ikke behøvede komme til eksamen, fordi han jo alligevel ikke ville kunne bestå. Da de blev 18 og 20 år købte de et hus sammen. De kan absolut intet læse, ikke engang små ord, så vi søgte Fredericia Kommune, om de kunne få støtte til at læse post, handle, osv. så min mand og jeg kunne blive aflastet lidt fra det, der har fyldt vores liv 100 % gennem 20 år. Kommunen svarede mig meget nedladende, at jeg da måtte være tosset, hvis jeg troede de kunne få hjælp til den slags. Men de var begge meget handicappede fordi de ikke kunne læse, og de havde ingen chance for at handle, da de ikke kunne se forskel på, om der stod mælk, æg eller smør eller om der stod shampoo, balsam eller andet. Ved et tilfælde kom vi i kontakt med en pensionist, der havde arbejdet på et læse- og taleinstitut. Han fortalte os om, at der fandtes computere, der kunne tale, hvilket jo ville lette hverdagen 105

114 meget for vore sønner, da de på den måde ville kunne få al elektronisk post læst højt, osv. Vi søgte om sådan en computer til dem, men fik nej af Fredericia Kommune. Efter flere klager fik de lov til at låne en, men kun en der ikke kunne komme på internettet, så vi afleverede den tilbage igen, da den jo ikke ville være noget bevendt, da man kun kan sende post over internettet. Min lillesøster, som var et år yngre end jeg, havde et meget dårligt forhold til vores mor, hvilket betød, at hun ingen kontakt havde til hende de sidste år. Men en uge før vores mors død fik de kontakt til hinanden og fik talt ud, så da vores mor døde, begyndte min søster at drikke. Hun var på det tidspunkt 24 år, og hun drak sig bogstaveligt talt ihjel, og døde også som 45-årig. Hun havde 2 børn på 13 og 17 år på det tidspunkt, og de flyttede ind hos os. De sidste år af min søsters liv havde vi slet ingen kontakt, så det var et chok for mig at finde ud af, hvor misrøgtede de to børn i virkeligheden var. Deres far var død, da de var helt små, men var blevet genoplivet som hjerneskadet. De to børn vidste ikke, hvordan de skulle børste tænder eller alle andre helt almindelige ting. Den ældste på 17 år havde levet som gadebarn, siden hun var 12 år, og havde ikke haft skolegang i samme periode. Jeg forstod ikke, hvordan det kunne lade sig gøre i Danmark i Jeg kunne slet ikke magte, at have de to børn boende, selv om det var forfærdeligt at kaste håndklædet i ringen og erkende, at også jeg måtte svigte dem. Den mindste blev sat i familiepleje og den ældste, som i dag er 18 år, er hun i dag placeret i sin egen lejlighed, uden at kunne tage vare på sig selv overhovedet. Selv om hun er 18 år, så er hun år i hovedet pga. den misrøgt, hun har været udsat for. Jeg har foreslået Fredericia Kommune, at sende hende på en ungdomspension, men det vil de ikke betale for. Da vi ryddede op i min søsters hus, mødte der os det værste svineri jeg nogen sinde har oplevet. Sengene var fyldt med muselort, der var hverken gjort rent eller skiftet sengetøj de sidste 10 år. Min søsters soveværelse var fyldt med musereder, og der var så meget affald i huset, at fordøren ikke kunne åbnes. Jeg havde siden 1986 arbejdet hos Post Danmark i Erritsø. I 10 år arbejdede jeg fast på aftenholdet, men en dag blev jeg prikket på skulderen, da de gerne ville forfremme mig til en lederstilling på dagholdet. Det tog jeg glad imod, men det viste sig snart, at min chef derefter troede, at han kunne overlade det hele til mig, mens han selv kunne blive hjemme. Jeg fik ikke ekstra for det, til sidst blev det for meget for mig. Jeg slog i bordet, og jeg fik så endelig de tillæg, jeg gennem lang tid havde været berettiget til. 106

115 En tidligere nabo fra min barndom kom på daghold, og jeg var bange for ham, fordi han mobbede mig, da han kendte alt til min mærkelige barndom, og de problemer mine forældre havde haft. Jeg havde aldrig deltaget i det sociale fællesskab på arbejdspladsen, fordi jeg ikke havde lyst til den slags, men da en god kollega havde 40 års jubilæum, deltog jeg. Det endte dog med, at den tidligere nabo voldtog mig udenfor den aften. Han var en ulækker mand tæt på pensionsalderen. Det endte med, at det blev opdaget, hvordan vores chef passede hans lederstilling, og en dag var han væk. Så fik vi en ny ung chef. Han ville have, vi skulle søge vores egen stilling. Jeg fik ikke min egen stilling, men blev tvunget på nathold, efter 22 år på arbejdspladsen. Min voldtægtsmand beholdt sin stilling. Det blev et rent mareridt for mig. Det var flovt nok at blive degraderet på den måde, men mine nye kolleger på natholdet var direkte ondskabsfulde overfor mig. Jeg blev mobbet i den grad, da jeg ikke kunne finde ud af arbejdet. Det var 12 år siden, jeg sidst havde været i den afdeling, og den teknologiske udvikling var gået stærkt på de ti år. I samtlige 22 år havde jeg været meget pligtopfyldende på arbejdspladsen, så jeg forstod slet ikke, at dette kunne overgå mig. Jeg var så ked af det, at jeg til sidst fik en depression og gik med konstante selvmordstanker. Jeg blev sygemeldt, men selv om jeg var så syg, at jeg intet kunne foretage mig, så ringede 3F og pressede mig tilbage igen og igen. Tillidsmanden på Post Danmark var ikke til nogen som helst hjælp for mig. Jeg tog sammen med min mand ud på 3F og fortalte min historie. Da vi kom til voldtægten var sagsbehandleren ikke i tvivl om, hvem det drejede sig om. Det var vist ikke første gang, det var sket. Men jeg fik intet hjælp af 3F. Jeg har været medlem hos dem i 22 år, og så svigter de en, når man virkelig har brug for dem. Men jeg har nu erfaret, at det sker ofte, med mindre man er med i den rigtige inderkreds. Både min mand, vores 2 sønner og jeg er medlem hos 3F, men det er kun så længe, man bare betaler og ingen problemer har, man er velkommen der. Jeg har nu været syg i 2 år og er blevet tilkendt flexjob. Jeg har intet selvværd, ingen kampånd og ingen tro på, at jeg nogensinde kommer ovenpå igen. Jeg er fuldstændig ødelagt og slidt op, både fysisk og psykisk. Jeg har gennem hele mine sønners skoleliv utallige gange søgt Fredericia Kommune om hjælp, men vi har aldrig fået andet end nej, nej og atter nej. Derudover har vi fået en nedladende behandling og det ene uhøflige svar efter det andet. Det gælder både i skolerne og på kommunen. Jeg hjælper stadig mine sønner, når de skal udfylde skemaer til kommunen og fagforeningen, men også der skal man kanøfles. Jeg har oplevet, at blive smidt ud fra både Jobcentret og af en af kommunens handicapkonsulenter, fordi jeg var med som bisidder. 107

116 3F ydmyger dem også, fordi de forlanger, at de selv skal udfylde diverse skemaer. Det er som om, at ingen tror på, at de vitterligt ikke kan hverken skrive eller læse. Min søn har endda fået den besked hos Af, at han ikke står til rådighed på arbejdsmarkedet, når han ikke kan læse og skrive. Ikke nok med, at vi skal ydmyges gennem et helt skoleliv. Det skal åbenbart også fortsætte resten af livet. 2 mennesker gik igennem et helt skoleforløb uden at lære hverken at læse eller skrive. Spild af deres tid og af samfundets penge. Det er utroligt, at vi ikke er kommet videre i Danmark, hverken hvad angår opførsel overfor mennesker med særlige behov eller hvad de såkaldte professionelle er værd, når det gælder mennesker, der ikke lige passer ind i deres kasser. Jeg har læst alt højt for mine sønner, så de begge har alle slags kørekort og den ene er udlært smed. Det var vel egentlig skolernes opgave at lære dem disse ting. 108

117 36. Skizofren mor får ingen hjælp til sin 14 årige psykisk syge søn. Min søn på 14 år har på Kolding Børne- og Ungdomspsykiatriske Afd. fået diagnoserne paranoid, angst og depression. Jeg er selv skizofren, hvilket jeg blev diagnosticeret, da min søn var 5 år. Min skizofreni har betydet, at jeg gennem en del år var indlagt på Psykiatrisk Afd. op til halvdelen af året, hvor andre medlemmer af familien tog sig af min søn. For ca. 1½ år siden blev min søn så syg, at han helt holdt op med at gå i skole. Han turde simpelthen ikke komme ud blandt andre mennesker. Samtidig var han plaget af angstanfald og konstante selvmordstanker. Jeg bad Fredericia Kommunes Familieafdeling om hjælp til ham. Jeg fik at vide, at de skulle lave en 50 undersøgelse, som skulle fortælle, hvilke foranstaltningsmuligheder der ville kunne hjælpe min søn. Da denne undersøgelse endelig var færdig, så rejste vores familierådgiver. Derefter fik vi en ny rådgiver, men så var den 50 undersøgelse, som den forrige rådgiver havde lavet, forsvundet. De mente ikke, at de kunne sætte noget i værk uden den undersøgelse, så de blev nødt til at lave en ny 50. Dermed gik over et halvt år uden at der skete noget som helst. Jeg ringede tit og rykkede kommunen for, at der skulle ske noget med min søn, fordi jeg konstant var bange for, at han ville tage sit eget liv. Men der blev hverken lyttet eller handlet på mine bekymringer, hvilket var enormt frustrerende for mig. Jeg ringede og græd og råbte på hjælp, men lige lidt hjalp det. I mellemtiden skulle min søn så til udredning på Kolding Børne- og Ungdomspsykiatriske Afd. Det var til gengæld en meget positiv oplevelse. Der blev vi lyttet til, og de bekymrede sig virkelig om både min søn og mig. Psykologen som udredte min søn, var meget frustreret over, at Fredericia Kommune ikke handlede på deres anbefalinger. De både ringede og skrev til kommunen, uden at de fik svar. Psykologen sagde til mig, at hun simpelthen ikke anede sine levende råd om, hvordan hun skulle få Fredericia Kommune til at handle i forhold til min søn. I starten af januar 2010 bad jeg kommunen om at iværksætte noget hjemmeundervisning til min søn. Det fik han bevilget, og der kom en kvindelig lærer 3-4 timer pr. uge og underviste i dansk og 109

118 engelsk. Jeg fik at vide, at der snarest ville blive iværksat matematikundervisning af en mandlig lærer. Vi har dog aldrig hørt noget fra den lærer. De 3-4 timer var fordelt på 3 af ugens dage, men ca. den ene dag hver uge blev aflyst af læreren med begrundelser om, at hun havde knækket en tand, havde tabt udstødningsrøret, havde syge børn eller noget helt andet. En dag hvor hun kom, var min søn så dårlig og havde slet ikke sovet om natten, så han kunne ikke modtage undervisning. Læreren og jeg sad så og talte sammen i køkkenet. Samme eftermiddag blev jeg ringet op af en fra skoleafdelingen i Fredericia Kommune. Hun sagde, at den kvindelige lærer var træt af, at skulle hive min søn ud af sengen den ene gang efter den anden, så derfor havde de besluttet at stoppe hjemmeundervisningen for en kort periode. Den periode varer fortsat her 3 måneder senere, og vi ved heller ikke, hvor min søn står efter sommerferien. Det på trods af, at vi blev garanteret, at undervisningen ville være i gang igen inden sommerferien. Jeg blev rasende over den udmelding fra Skoleafdelingen og sagde til dem, at det ikke var sandt, og at læreren aldrig havde skullet hive min søn ud af sengen, og at det var den eneste gang, han ikke var stået op, da hun kom. Men mine betragtninger i denne sag var ingen interesserede i, så undervisningen blev stoppet. Jeg er meget bekymret for min søns fremtid. Han har været meget tæt på at begå selvmord, og jeg tænker tit, at det nok lykkes for ham en dag. Han har slet ingen tillid til voksne mennesker. Han tør ikke være alene. Når det er mørkt, tør han heller ikke gå på toilet alene. Jeg ser tilbage på Fredericia Kommunes Familieafdelingen som et stort kaos, hvor der hele tiden kommer nye rådgivere, men ingen handling. Min søn skulle have været på efterskole her efter sommerferien og have taget 9. klasse. Men jeg har været nødt til at ringe og bede dem om at flytte indmeldelsesgebyret et år frem, da han slet ikke kan klare at komme hjemmefra og sammen med så mange mennesker nu. Men hvis kommunen havde handlet, da vi bad om hjælp, så havde det måske kunne lade sig gøre. 110

119 37. Den sociale arv igennem tre generationer, bliver holdt i live af systemet. Jeg er 50 år, og på 10. år gift med min mand, der ligesom jeg er født i Fredericia, hvor vi også stadig bor. Mine forældre levede sammen, men alligevel blev jeg valgt fra, selv om jeg var enebarn. Min mor har senere ordret fortalt mig, at hun aldrig har kunnet døje mig. Så hele min barndom foregik i 13 forskellige plejefamilier. Når jeg ind imellem var hjemme på besøg, så stod opdragelsen på tæsk fra min far, selv om han faktisk var en rar mand. Men det var også den måde, han selv var blevet opdraget på. Min mor var også selv anbragt udenfor hjemmet i hendes barndom, og hun fik mig, da hun var 16 år. Da jeg kunne klare mig selv, tog jeg ud at sejle nogle år, og havde der nogle gode oplevelser. Jeg var meget ung, da jeg mødte den mand, jeg kom til at tilbringe 13 år sammen med. Vi fik to børn sammen, men min mand var meget voldelig overfor mig gennem alle årene. Til sidst blev det dog så voldsomt, at han forsøgte at slå både børnene og mig ihjel. Han blev dømt og fik 2,5 års fængsel for det. Jeg kom på krisecenter sammen med min datter på 2 år, og Fredericia Kommune bestemte imod min vilje, at min søn på 12 år skulle anbringes på Landerupgård. Jeg var ude af mig selv, og i afmagt slog jeg en nedladende pædagog, hvilket betød, at jeg blev erklæret uegnet som mor. Det var jeg meget utilfreds med, og jeg kæmpede derefter i 14 måneder for at få omstødt den afgørelse. Jeg vandt sagen i Den Sociale Ankestyrelse, og fik derefter den fulde forældremyndighed over begge børnene. Jeg nægtede at udlevere min datter til hendes voldelige far, efter han kom ud af fængslet. Det gav den ene bøde efter den anden, men jeg så ikke andre udveje. Da min datter var 5 år, blev hun desværre udsat for en seksuel krænkelse fra én som deltog i en fest, vi var med til. Han blev dømt for anden kønslig omgang end samleje. Jeg havde på det tidspunkt fået diagnosen Post Traumatisk Stress Syndrom som følge af alle de år med den voldelige mand, så da dette skete, gik jeg fuldstændig ned, og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Min datter blev anbragt i aflastning i 3 måneder, imens jeg var indlagt, men da jeg så var ovenpå igen, så kunne jeg ikke få hende hjem igen. Jeg fik hver gang beskeden, at hun ikke var færdigbehandlet, efter hun var blevet krænket seksuelt. 111

120 Der kom til at gå 7 år, inden hun kom hjem igen. 7 forfærdelige år hvor jeg blev behandlet utrolig nedladende af Fredericia Kommunes familieafdeling. Jeg fik altid den besked, at jeg var en god mor, men alligevel kom min datter ikke hjem. Jeg oplevede flere gange, at sagsbehandlerne løj for mig og at sagsakter forsvandt, osv. Men til sidst kom hun hjem, og hun startede på Sct. Knuds Skole, hvor hun blev mobbet så meget, at vi hurtig tog hende ud igen. Hun har altid lidt meget af humørsvingninger, og det blev bare værre, da hun kom i puberteten. Hun fik en rigtig god veninde på den nye skole, en kommunal skole i Fredericia. Men denne pige hængte desværre sig selv i en alder af 12 år. Det var et voldsomt chok for min datter, og jeg bad kommunen om at sørge for noget krisehjælp til min datter. Det fik vi afslag på. Hun fik det værre og værre, og det endte med, at hun flyttede ud til sin far, som tidligere var blevet dømt for at forsøge at myrde hende og resten af familien. Hun er i høj risiko for at tage sit eget liv. Hun har samme sind, som jeg har, og jeg har forsøgt at begå selvmord ved at kaste mig ud fra en bro. Jeg brækkede mit bækken men overlevede. Min søn, som i dag er 26 år, blev født med Klinefelters Syndrom. Der fødes kun 40 tilfælde om året, og sygdommen indebærer blandt andet, at han er udviklingshæmmet og har en stor krop og et lille hoved. Han har levet det meste af sit liv på institution, men han bor nu i Fredericia i en lille lejlighed. Der står i hans papirer, at han ikke kan holde hverken sig selv eller sit hjem, og at han derudover heller ikke kan administrere sine penge. Disse ting betyder, at han i dag bogstavelig talt lever i skidt og møg til halsen. Han får heller ikke holdt sig selv ren. Hver den 5. i måneden har han ikke flere penge på kontoen af hans førtidspension. Han lukker sig inde med sin computer og ønsker ikke fysisk kontakt med omverdenen. Jeg hjælper ham, så godt jeg kan med mad og penge. Jeg har bedt kommunen om, at der blev holdt opsyn med ham af en kontaktperson, men her 8 måneder senere er der stadig intet sket. Min mand, som er 51 år og en god mand, er analfabet. Hans forældre var ekstrem religiøse, og hans mor var derudover syg, hvilket betød mange indlæggelser. Kommunen mente, at han var retarderet, og ville have ham anbragt på anstalten i Brejning. Det satte hans morfar sig imod, og han boede derfor hos dem de første 2 år af sit liv. Derefter kom han på Børnepsykiatrisk Afdeling i Århus, hvor han skulle gå i skole samtidig. Men den eneste undervisning han fik, var sløjd. Undervisning i dansk, regning og den slags har han aldrig modtaget. 112

121 Han har været anbragt 20 forskellige steder gennem sin barndom. Han fik kørekort ved af få alt læst op og huske det udenad. Jeg er i dag værge for ham. Han er ekstrem manisk, hvis han ikke får sin medicin. Jeg bliver ked af at tænke på, hvordan vi har holdt den sociale arv i live igennem 3 generationer, og intet tyder på, at det bliver bedre i 4. generation. Jeg har flyttet 60 gange, og jeg blev førtidspensionist som 30-årig. Det er åbenbart helt legalt i Fredericia Kommune at behandle mennesker som os som det rene skidt. Det er i orden at tale nedladende til os og se ned på os. Det er som om, at vi ikke bliver regnet for noget som helst, og ingen er interesserede i vores mening. Afgørelser og beslutninger bliver trukket ned over hovedet på os, uden nogen bekymrer sig om, hvad vi mener om det. På den måde er Fredericia Kommune med til at fastholde os i den sociale arv, som er så omkostningsfuld for både samfundet og os. 113

122 38. Ingen tilbud til 18 årig Asperger i Fredericia, kommunen nægter at sende ham til det rigtige tilbud i anden kommune. Facts: Vores søn er en ung mand, som bliver 18 år d. 23. april i år. Han har ADD og andre udviklingsforstyrrelser indenfor autismespektret grænsende til Aspergers. Han er normalbegavet. Han bor med sine forældre og to mindre søskende på 14 og 9 år. Han har også en bror på 22, der er flyttet hjemmefra. Han har gået i vuggestue og børnehave på Bissensvej og fra 0. til 7. klasse på hovedskolen på Skansevej. Fra 8. til 10. klasse gik han i autismeafdelingen på samme skole. Fra sommeren 2009 til dec. samme år var han tilknyttet STU og gik på Depotgården. Vores søn er en meget stille dreng, der ikke gør meget opmærksom på sig selv. Det har han altid været. Han har aldrig haft den store omgangskreds, men nogle få gode venner, som han tit var sammen med, da han var mindre. Han har altid været stille og genert, men ellers været alderssvarende på alle punkter. Han har haft svært ved at få lavet lektier og tit glemt sine ting. I 6. klasse fik han en ny klasselærer, som syntes, han skilte sig ud fra de andre i klassen på flere punkter. Han ydede f.eks. ikke noget i gruppearbejder, men havde selv opfattelsen af at være deltagende. Hun spurgte om lov til at sende ham til skolepsykologen, der lavede nogle tests på ham. De viste bl.a., at han var langsom til at hente sine oplysninger i hjernen og derfor ville få svært ved at følge med. Da vi var bange for, at han ville blive fravalgt i klassen jo ældre, de blev, pga. hans ringe indsats og fordi, der krævedes mere og mere selvstændigt af de store elever, hvilket han havde rigtig svært, men ikke mindst for at blive klar over, hvad problemet var, blev han sendt til ungdomspsyk. på Kolding sygehus i slutningen af 2005, hvor han blev stillet en masse spørgsmål. Eftersom han er den stille dreng, han er, kom der ikke rigtig noget ud af det, for han svarede enten ja, nej eller det ved jeg ikke. Derfor blev han midt i januar 2006 dagindlagt frem til maj samme år, hvor vi fik hans diagnose. Resten af skoleåret fortsatte han på hovedskolen i sin gamle klasse. Han blev stadig accepteret og inviteret med til fester m.m., fordi han var en sød og rar dreng, der ikke gjorde noget væsen af sig. Der kunne dog opstå bekymringer over, at han mest opholdt sig for sig selv og observerede sine kammerater i stedet for at være med. Vi forklarede, at så længe han valgte at tage med, var det fordi, han hyggede sig. Han startede i autismeafdelingen efter sommerferien og gik der til og med 10. klasse. Det var nogle rigtig gode år for ham, hvor der skete meget fremgang. Vi kunne mærke, at han følte sig godt tilpas og var glad for at gå i skole. Han opnåede nogle fine karakterer i de skriftlige fag og knap så gode i mundtlig. Han gennemførte de sidste to år nogle af fagene til 9. klasses afgangseksamen. I starten af 10. klasse var vi til møde med UU-vejlederen angående, hvad han skulle efter 10. klasse. Han startede med at sige, at han ikke vidste noget om autisme. Det blev vi hurtig klar over, 114

123 da hans forslag var, at han kunne komme på teknisk skole. Det var imidlertid ikke en løsning, eftersom han ikke kan fungere i en større forsamling. Alt over 4 personer er mange for ham. Vi indvilgede dog i, at han kunne komme i praktik en uge på teknisk skole, hvis han fulgtes med sin kammerat fra autismeklassen, og at der var en kendt lærer med den første dag. Jeg valgte at hente og bringe dem den første dag, så de ikke også skulle ud i den stressfaktor, det er for dem, at skulle komme fra et sted til et andet på egen hånd. De holdt begge kun den første dag. De havde været så meget på overarbejde, at de ikke kunne klare resten af ugen. De var ellers kun 4 udover ham og hans kammerat i klassen, men stedet, de mange elever, der ellers var på skolen, det at skulle finde rundt m.m. var mere, end de kunne klare. I oktober måned 2008 fik jeg en depression, som gjorde, at jeg var sygemeldt fra uge 43 til uge Min læge sagde, jeg skulle gå på kommunen og få noget hjælp ang. vores søn. Hun mente ikke, jeg selv kunne gøre mere, end jeg allerede gjorde, for at få det bedre. Jeg får stadig medicin for min depression, fordi jeg ind imellem stadig ryger ned med flaget på grund af uvidenheden om vores søns situation. Jeg var til samtale hos en psykolog i Vejle, som Fredericia kommune plejer at bruge, efter jeg bad om at måtte komme til at tale med hende. Hun kunne ikke hjælpe med andet end at sige, at jeg skulle lægge alt det på hylden, som ikke var det vigtigste i mit liv og koncentrere mig om det vigtige. Hun synes ikke, det kunne betale sig, at jeg kom mere end den ene gang, for det, jeg havde brug for hjælp til, kunne hun ikke hjælpe mig med alligevel. Så kunne jeg gemme de sidste 4 gange til det med vores søn var løst, hvis jeg da havde brug for det. Vores søn og vores datter på 14 havde i samme periode stresssymptomer og blev behandlet for det. Min sygeperiode endte med, at jeg til en af de sidste sygesamtaler, hvor vi aftalte, hvordan jeg skulle komme tilbage på mit arbejde igen efter vinterferien, fik at vide, at kommunen alligevel ville indlede en fyring af mig. Repræsentanten fra min fagforening, som var med som bisidder, gik tilbage til kommunen med det, da hun mente, det var rigtig dårlig behandling af en medarbejder, som har været ansat i kommunen og endda på samme arbejdsplads uden tidligere længerevarende sygemeldinger. Resultatet blev, at jeg kunne vælge mellem en fyring eller en overflytning til en anden arbejdsplads i kommunen. Jeg valgte det sidste, da der var samarbejdsproblemer mellem den sidst ankomne leder og mine kolleger (deri blandt også mig). Vi blev kaldt til et møde med Fredericia kommune 28. oktober 2008, hvor Fredericia kommunes børne- og kulturdirektør, lederen for UU-Lillebælt og en af Fredericia kommunes jurister deltog. De ville gerne høre, hvilken dreng vores søn var, hvilke behov, han havde og i det hele taget, hvad der skulle til, for at han ville kunne trives. De skulle nemlig i gang med at lave et tilbud til de unge, der ikke kunne tage en ordinær uddannelse. Vi ville få svar i marts måned 2009 på, hvad de var nået frem til. Vi fortalte, at han mest havde brug for social træning og botræning i praksis. Uddannelse og arbejde kunne komme senere, for han havde meget svært ved at komme udenfor hjemmets 4 vægge. Vi syntes, det var vigtigst, at han blev i stand til at leve et selvstændigt 115

124 voksenliv med en værdig, meningsfyldt og livsbekræftende hverdag. Han skulle have noget at stå op til hver dag og forberedes på snart, at skulle kunne stå på egne ben. Vi gjorde opmærksom på, at han havde svært ved at fragte sig selv nogen steder hen, at han ikke trives i større forsamlinger, at han ikke trives blandt folk, der er, ser eller opfører sig meget anderledes end ham selv. Helst skal de ligge på samme niveau som ham eller være indenfor normalområdet. Vi ytrede også ønske om, at han kunne prøve at komme i praktik, hvilket han aldrig havde været. Det er svært at danne sig et indtryk af, hvordan det er at være på arbejdsmarkedet, når man aldrig har prøvet det. De talte om, at STU i Kolding måske kunne komme på tale. Vi sagde, at det ville blive svært, at få ham til at tage den for ham lange rejse hver dag frem og tilbage. Han ville heller ikke trives i Kolding, eftersom der er mange forskellige handicaps repræsenteret der. Vi kunne godt blive enige om, at det rette tilbud for ham ville være STU. Eftersom han ikke havde prøvet at være i praktik ud over den ene dag på teknisk skole, søgte vi om, at han kunne komme på AspIT i Vejle i et brobygningsforløb på 6 uger. Han kunne godt tænke sig at blive animator. Vi havde været til et intro-møde på AspIT, for at se om det overhovedet var noget. Vi fik afslag fra kommunen til brobygningsforløbet, som vi ankede og igen fik afslag på. I februar blev brobygningsforløbet imidlertid gratis, så vi valgte, at han skulle af sted uden at kommunen i første omgang gav sit samtykke. Vi syntes, det var vigtigt, at vores søn fandt ud af, om det overhovedet var noget, han kunne tænke sig. Det giver et noget andet billede at prøve det i praksis end blot at skulle forestille sig, hvad det vil sige at gå på AspIT. Han fandt ud af, at det ikke var det, han skulle og blev også erklæret uegnet. Vi nærmede os marts uden at have hørt noget nyt ang. vores søns videre forløb efter 10. klasse. Vi havde søgt på nettet og fundet, at STU'en i Slagelse var et godt tilbud til ham, eftersom det blev indrettet efter den enkeltes behov og ikke mindst fordi, det var tilrettelagt kun for autister. En anden god grund til, at det ville være godt for ham var, at han ville skulle bo i et kollegieværelse det vil sige perfekt botræning. Vi var ovre og se det og det lød virkelig godt, netop fordi de tog de individuelle hensyn. I løbet af de første 12 uger blev de unge afklaret og så arbejdede man ud fra det, man fandt frem til. Det er sjældent, at han selv ytrer ønske om noget, men hans største ønske var at komme derover. Han har brug for socialtræning og botræning. Det er ikke så meget uddannelse, der er hans ønske lige nu. Han er selv af den mening, at der skal andre til end hans forældre, for at han skal rykke. En anden grund til, at det netop var Slagelse frem for et af de tilbud, der er i Jylland, var transporttiden, som er på kun ca. en time. Vi søgte om, at få ham til Slagelse, men det blev afvist af Fredericia kommune dels med den begrundelse, at han ikke skulle derover og isoleres, og at man ville beholde de unge i lokalområdet, så vidt det kunne lade sig gøre. Vi sendte en klage til ankenævnet, som efter lang tid endte med medhold til kommunen. Vi synes også, at han er meget isoleret nu. 116

125 I en periode i starten af 2009 havde vi en familiekonsulent tilknyttet. Han syntes, vi gjorde de rigtige ting, og det vi havde brug for hjælp til, var ikke noget, han kunne hjælpe os med. Hans besøg ebbede ud af sig selv. Han holdt ganske enkelt bare op med at komme her. I løbet af foråret 2009 fik vi at vide, at Fredericia kommune havde indledt et samarbejde med Kolding kommune vedr. STU. I den forbindelse blev vi inviteret til et møde først på Depotgården i Fredericia, som var det sted vores søn, hans kammerat fra autismeafdelingen, samt 2 piger med autisme skulle gå. Bagefter skulle vi til Kolding og høre om selve uddannelsen. Vores søn syntes ikke om at være på Depotgården. For det første var det noget nyt, han skulle i gang med. For det andet var de lokaler, som de skulle være i lige under taget, så der var skråvægge og han kunne med sine 1.93 cm ikke gå oprejst, andet end hvis han gik langs væggene og forudså derfor problemer, hvis han skulle møde nogen på gangen og ikke kunne undvige. Det, at det var to piger, der skulle være der sammen med de to drenge, var også et problem for ham. For det første snakker han ikke med piger og ville derfor have svært ved at være i klassen, hvis kammeraten af en eller anden grund var fraværende. Pigerne havde ikke en autismediagnose, men var meget småttalende, hvilket vores søn også er. Desuden brød han sig bare ikke om stedet. Vi tog til Kolding for at høre om uddannelsen. Vores søn var allerede modvillig, da han opdagede, at der var mange handicaps repræsenteret. Han syntes, der blev talt ned til dem og syntes ikke noget af det lød interessant. Bagefter talte vi med de lærere, der skulle undervise i Fredericia. De kunne godt høre at niveauet skulle være noget højere til vore drenge. De foreslog et møde i Fredericia, hvor drengene kunne fortælle, hvad deres ønsker var, og hvad der skulle til, for at de ville synes, det var interessant. Ugen efter havde vi et møde på Depotgården. Vores søn var ikke med. Han kunne ikke overskue det og trods megen lokken, pressen o.s.v. måtte vi tage af sted uden ham. Hver gang kammeraten blev spurgt om noget, stillede vi vores søn det samme spørgsmål via sms. På den måde nåede vi i fællesskab frem til, at de skulle starte med emnet Japan, som begge drenge interesserer sig meget for. Det gik også fint det første stykke tid. De gik i gang med at finde forskellige ting om Japan, men snart syntes han, det blev kedeligt og trivielt. Han syntes efterhånden mest, de blev undervist i matematik, som er hans hadefag. Hver gang kammeraten var væk pga. f.eks. sygdom, kom vores søn heller ikke. Der blev længere og længere imellem de dage, hvor han mødte op. Vi prøvede alt, men han syntes, det var kedeligt og kunne ikke motivere sig selv til at komme af sted. I uge 43 skulle de unge mennesker i praktik. Der var imidlertid ikke fundet nogen praktikplads til drengene, så vi forældre sagde, de skulle tage ned på Depotgården, for de skulle ikke bare gå herhjemme og ingenting lave. Drengene tog af sted og kom ned til tomme lokaler. Nogle kursister 117

126 fra et andet hold sagde til dem, at der ikke var undervisning, hvis man ikke havde fået en praktikplads. Vi synes, det viser, at der ikke er helt så megen viden om autisme, når man ikke engang ulejliger sig med at give de unge eller os forældre besked om, at der ingen undervisning er. Vi har med unge at gøre, der har meget brug for forberedelse, og som kan have svært ved at handle på egen hånd og klare pludselige ændringer af dagligdagen. Oplevelsen gav ikke vores søn mere lyst til at møde op, og da der også blev fundet en praktikplads til kammeraten, men ikke til vores søn, holdt han helt op med at komme. Det er meget få dage, han har været på Depotgården siden uge 40. Vi synes ikke, der er ret mange af de ting, vi sagde på mødet med Fredericia Kommunes børne- og kulturdirektør, der er blevet taget hensyn til. Ikke mindst det at han ikke først og fremmest havde brug for undervisning hvilket var det eneste han fik. Botræningen fik han intet af og socialtræningen var også minimal, eftersom han i forvejen ses med kammeraten privat og ikke ville tale med pigerne. Vores søn sad i de første mange dage hjemme i en stol på værelset med benene trukket op under sig og musik i ørerne i bulder ragende mørke og var ikke til at komme i kontakt med. Han svarede ikke, når vi spurgte ham om noget. Han kunne også tilbringe hele dagen i sin seng enten med at sove eller med at spille f.eks. playstation. Mad fik han ikke meget af, hvilket ikke er særlig godt, da han er meget undervægtig. Han sagde tit, at han kedede sig, men vores ideer fik ham ikke i gang med noget. Vi henvendte os til ungdomspsyk. i Kolding, hvor han i forvejen går til kontrol, fordi han vejer for lidt og bl.a. også taler om hans trivsel. Overlægen på Kolding ungdomspsyk. sagde til ham, at han skal forsøge at stå op kl. 8 hver dag og holde sig i gang med noget, så han også bliver naturlig træt til om aftenen, hvor han tit har svært ved at falde i søvn. Han prøver, men det er ikke nemt for ham at finde på andet at lave end spil af den ene eller anden art. Han ligger nu ikke længere så meget i sin seng, men på sofaen i stedet. Han går med familiens to hunde. Han har en rute som ca. tager 10 min. at gå. Han går den bare en time. Han har været med sin far på saltrute nogle aftener og nætter, men det er langt fra nok til at fylde hans dag ud. Han vejer ikke mere end 65 kg og er 1.93 cm høj. Hans fysiske tilstand er ikke god. Han har hoftedysplasi og hans krop trænger i den grad til at blive brugt. Han vil ikke i styrkecenter, da der også er andre mennesker de steder. Han klager tit over smerter i kroppen, især sine knæ. Det er en forfærdelig situation for ham og os, der er hans familie. Det påvirker også os psykisk, at han har det, som han har det, og vi ved ikke, hvad vi skal stille op. Hvor kan vi hente hjælp? Når vi har fortalt om vores situation, får vi at vide, at vi blot skal være forældre for ham, og at det er andre, der skal hjælpe ham i gang. Det er der bare ingen, der gør. Det vi selv prøver, hjælper ikke. Det er heller ikke nemt, når der kommer det ene afslag efter det andet på det, vi søger til 118

127 ham, som både vi og han tror, kunne være en succes. Der hænger ikke uddannelsesmuligheder eller jobs på træerne, når man har de begrænsninger, som han har. Jo længere han går herhjemme uden noget at tage sig til, jo sværere bliver det for ham at komme i gang igen. De ting, han trods alt har lært det sidste år, som f.eks. selv at cykle ind til byen og handle, bliver der også længere og længere imellem, at han gør. I dec fik vi en ung mand til at gøre nogle af de ting med ham, som han har svært ved. Det var rigtig godt og han rykkede virkelig på mange områder. Han stoppede desværre i efteråret, ca. samtidig med, at han stoppede med at komme på Depotgården, med at kontakte den unge mand, da han ikke kunne finde motivation, lyst eller energi til det. Vi er meget bekymrede for, hvordan det skal ende. Alt, hvad vi hele tiden har ønsket, er blot, at han bliver gjort klar til at kunne leve et selvstændigt voksenliv så tæt på normalområdet som muligt, hvilket også er hans eget store ønske. I dec besluttede vi i samråd med UU vejleder at sætte hans STU i bero, indtil der bliver fundet noget, der passer til ham. Vi håber stadig på, at der er en fremtid for vores søn, som giver hans liv mening, og fylder hans hverdag med noget, der giver ham energi og glæde. 119

128 39. En mors kamp for hjælp til hendes søns sygdom og massive indlærings- og koncentrationsproblemer siden skolestart. Min søn, som i dag er 15 år, har haft en meget dårlig skolegang på Sct. Knuds Skole i Fredericia. Han blev indskrevet på netop Sct. Knuds Skole, fordi han havde en del særbehov, som Sct. Knuds Skole lovede at tage højde for og hjælpe ham med. Han lider af koncentrationsbesvær, indlæringsproblemer, og han er nyresyg, hvilket har givet ham mange problemer i årenes løb med indlæggelser og en del fravær. Det har også givet ham en psykose, hvilket har betydet, han altid har været bange for at være alene. Allerede i børnehaven havde han kontakt med PPR via talepædagog. Den talepædagog fulgte min søn ca. 3 år i alt. Ved skolestart kom han på motorikhold, også gennem PPR. På Sct. Knuds Skole har min søn fra starten svært ved at følge med og kommer derfor i kontakt med skolepsykolog under PPR. Der udarbejdes test på test på test med samme konklusioner, nemlig at min søn har alle de før nævnte vanskeligheder. Der sker ingen resultater, selv om han får tildelt specialundervisning. Specialundervisningen var ustruktureret og tilfældig og hjalp ikke spor. I 4. Kl bliver min søn opereret og er væk fra skole i mange uger. Derfor indkalder jeg til et stormøde, hvor handicaprådgivningen, skoleinspektør, PPR psykolog, PPR chef, Patientens Rettigheder, min søns far og jeg deltog. Planen var at hjælpe min søn videre. Meget snak gik og PPR skulle derefter hjælpe min søn. Sct. Knuds Skoles inspektør lover ved dette møde, at min søn vil få en PC-rygsæk. Desværre kommer intet af det lovede til at holde stik. PPR mener ikke, det er deres ansvar, at Sct. Knuds Skole ikke overholder spor af det, de lovede ved mødet. Min søn får ingen PC-rygsæk, og han ryger længere og længere bagud og opgiver faktisk derfra at følge med. Vi har haft mange kontakter og møder med PPR men uden resultater. Det eneste PPR gør for min søn, er at tage flere tests, som dog bare igen og igen understreger, hvor dårligt han klarer sig. Aldrig kommer det på tale, at han evt. skulle have psykologsamtaler, selv om han er meget plaget af hans sygdom, ligesom han bliver moppet af både lærere og elever på Sct. Knuds Skole. Min søn bliver mere og mere ulykkelig og bange for at gå i skole, hvilket resulterer i, at han stikker af fra skolen utallige gange, og gør hvad han kan, for at få lov til at blive hjemme. 120

129 Det går op for både mig og en del andre forældre, at der hersker forfærdelige forhold på skolen, og min søn nægter total at gå i skole mere. Jeg søger derfor at få min søn ind på en anden skole, men det viser sig, at alle 10 skoler jeg henvender mig til, ikke ønsker at optage ham. Derefter holder jeg og en anden mor et møde med skolechefen for Fredericia Kommune. Også uden resultat. Jeg kontakter chefpsykologen ved PPR, da min søn ikke havde været i skole i 10 uger, uden nogen overhovedet har spurgt efter ham, hverken Sct. Knuds Skole eller PPR. Svaret fra chefpsykologen var, at jeg bare skulle tvinge en skole til at tage min søn, selv om skolen ikke ønskede det. Dette skolesamarbejde kunne jeg forudse ikke ville blive optimalt, ligesom min søn heller ikke ønskede at komme et sted, hvor han på forhånd var uønsket. Konklusionen på min søns skolegang er, at han i dag stadig hverken kan læse eller skrive, og får stadig ingen hjælp. Han er nu tilknyttet Ungdomspsykiatrisk Afd. på Kolding Sygehus, men er ikke blevet udredt endnu. 8 års skolegang, masser af tests, samme konklusioner og ingen resultater. Jeg spørger mig selv om, hvad PPR laver og skal bruges til, når det kan gå så galt, som det er gået i min søns tilfælde. Hvordan får han en eksamen og en uddannelse? Hvordan får han et kørekort? Hvordan skal han i det hele taget klare sig? Skal han indskrives til kontanthjælp allerede nu? Det værste for mig som mor er, at se tilbage på alle de år hvor PPR har været involveret, men hvor intet af det har hjulpet min søn. Og hvor mange ulykkelige år min søn har spildt på Sct. Knuds Skole, med forfærdelige oplevelser som formentlig vil præge hans liv fremover. Det er på tide, at der er nogen, der ser i øjnene, at Sct. Knuds Skole og PPR i Fredericia trænger til et eftersyn. 121

130 40. Dreng med ADHD udsat for psykisk terror af lærer. Kort beskrivelse af et sagsforløb ift. vores søn F i Fredericia Kommune. F er 12 år og har hele sit korte skoleliv været udsat for fejlbehandling. Vi, som forældre vælger at flytte vores søn i en privatskole i Fredericia, som reklamerer med at tage individuelle hensyn til hvert enkelt individ. Lige noget vi mangler, da vores søn i sine første 2-3 år ikke har mærket så meget til. F gik børnehaveklassen om Han starter nu i privatskolen, som dog desværre kører ham endnu længere ned. Han bliver her (efter min foranledning) testet af PPR en WICH test. Den viser ikke umiddelbart noget bestemt, men ikke desto mindre bliver han herefter udsat for en dissideret hetz fra et par lærere og skoleinspektøren. Han bliver udsat for psykisk terror og bliver nægtet adgang til frikvarter samt samvær med de andre børn. I frikvartererne bliver han placeret i et kopirum (på måske ca. 3 m2). Jeg ringer til PPR TL, som har foretaget testen og beder hende grædende om at få flyttet F med det samme han bliver herefter holdt hjemme fra skole indtil tilbuddet på Købmagergade skole bliver istandsat. Han bliver nu bevilliget specialtilbuddet Springbrættet. Dette sker i august/september 08 Her får vi at vide, at de er rigtig gode til at tage sig af børn som F og med de problematikker, han nu må have. (hvad det så end var) Vi holder møde, for at snakke om hvordan vi bedst kan hjælpe F med hans problemstillinger. Personalet får at vide, at F har det meget svært med voksne. Han stoler ikke på nogen, og hans tillid til voksne har lidt et frygteligt knæk. Ikke desto mindre udarter det sig til, at personalet i Springbrættet ikke formår at håndtere F på en værdig og reel måde. F begynder igen dagligt at ringe til mig, hvor han grædende fortæller om de ting, der foregår i klassen. Når jeg så konfronterer personalet med de ting, jeg får at vide, bliver jeg dysset ned med den besked om, at F bare gør det for egen vindings sag det er typisk for børn som ham. Han er stadig ikke undersøgt eller diagnosticeret. Vi får som forældre at vide, at F s adfærd er svær at knække han er meget viljefast. 122

131 Det aftales nu i samråd med en psykolog, KG fra PPR, at der skal laves en Brieftest, som muligvis kan belyse om, der er tegn på en evt. ADHD. Da testen er lavet, viser den indikation på ADHD, og F visiteres fra KG, PPR til børne- og ungepsykiatrisk i Kolding. Her afvises han uden at være tilset eller talt med på noget tidspunkt med den udtalelse, at han er retarderet (WICH testen fra 2008 er der her taget udgangspunkt fra) man ser åbenbart ikke på Brieftesten F visiteres nu til UL i Horsens som afviser med samme grundlag også uden at have set eller talt med F på noget tidspunkt. Jeg får efterfølgende at vide at lægen og den privat praktiserende psykiater fra Horsens er gift med hinanden. Tankevækkende. Herefter laver PPR KG en ny henvisning, men nu til privatpraktiserende børne- og ungepsykiater NJB i Odense. Der laves ligeledes en henvisning fra egen læge til selvsamme.. F bliver nu kaldt ind til udredning, og det bliver her konstateret, at F har ADHD og kommer ligeledes i medicinsk behandling. Til trods for at han nu er udredt, bliver han stadig ikke behandlet ordentligt i Springbrættet. Hver eneste gang jeg konfronterer Springbrættet med F s udsagn, får jeg skudt i hovedet, at det er svært at arbejde med min søn, da jeg tror mere på ham, end på det lærerne siger Jeg fortæller gang på gang, at jeg er min søns advokat, da han ikke kan tale for sig selv. Dette falder ikke i god jord og samarbejdet bliver sværere og sværere.. Jeg indgiver i starten af jan. 10 anmodning om skoleskift til ADHD klassen i Fredericia. F ringer dagligt og græder og er fuldstændig utrøstelig og til sidst bliver han suicidal. Vi, som forældre vælger, efter at have fortalt både egen læge samt psykiateren om, hvordan F er blevet behandlet, og hvordan han har det, at tage F ud af skolen, da vi ikke længere kan tage ansvar for, hvad der vil ske, hvis han bliver. D. 25. jan.10 går jeg med min søn i hånden til skolechefen og fortæller ham, at F pr. d.d. er taget ud af skolen, da han er kørt fuldstændig ned psykisk og er selvmordstruende. Han skal ikke køres længere ned af voksne, der ikke kan finde ud af at håndterer ham ordentligt. Jeg får her at vide, at jeg derfor har hjemmeundervisningspligt.. Går herefter med F i hånden til borgmester TB, for at fortælle ham om sagen. Han siger, at han vil gøre noget ved sagen, og at børn skal behandles ordentligt her i Fredericia. 123

132 Jeg bliver d. 1. feb.10 ringet op af BS fra skoleafdelingen med tilbud om et høringsmøde d. 2 feb.10. Her vil vi som forældre få lov til at fortælle vores side af historien, inden der skulle træffes nogen beslutning om, hvor F skal skoleplaceres. Da vi kommer, viser det sig, at der allerede er truffet afgørelse i sagen.. Det skal lige siges, at skolechefen vælger at blive væk fra mødet.. Man har vurderet, at F bedst bliver placeret i en klasse klods op og ned af den, vi lige har taget ham væk fra.. Der er tæt samarbejde de to klasser imellem. Skal jeg vælge dette til min søn, som er kørt helt ned under gulvbrædderne????? Nej. Dernæst har man valgt Ryttergrøftvejens skole, som er et sted for socialt udsatte samt adfærdsvanskelige børn Nejjjj. Min søn er hverken socialt udsat eller adfærdsvanskelig han har et handicap, der hedder ADHD. Derfor vælger vi ADHD klassen. MEN, dette kan ikke lade sig gøre, da KG, PPR, ikke mener, han er faglig nok. Det skal siges, at KG aldrig har talt med eller set F Afgørelsen er truffet ud fra forældet materiale. Skoleforvaltningen og IB, PPR er hverken til at hugge eller stikke i.. De har truffet deres afgørelse, og de vil overhovedet ikke høre tale om andet.. Afgørelsen ankes til Klagenævnet der ligger den nu.. Det skal siges, at vi selv har fundet en uvildig psykolog og har fået foretaget en retest af WICH denne har vi ligeledes selv betalt. Den er sendt til Klagenævnet. Vi bliver indkaldt til et møde d , hvor vi skal underskrive og tilkendegive, at vi fortsat vil hjemmeundervise F. Her er kun BS tilstede samt os forældre og vores bisidder. Det viser sig at dette dokument er lavet specielt til os og ikke en normal procedure som udtalt.. Dette nægter jeg og henviser til, at F er taget ud af skolen pga. psykiske problemer, og derfor har skoleforvaltningen forpligtigelser til at finde en hjemmeunderviser. Jeg efterlyser, hvor der skal sendes lægeerklæring ift. hjemmeunderviser. Og endnu engang må jeg fortælle, hvorfor F blev taget ud af skolen. Vi får nu at vide, at BS først skal tale med IB PPR og skolechefen, og at der så vil blive indkaldt til endnu et møde. Der er stadig ikke sket noget i F s sag. 124

133 Vi vil bare gerne have, at vores søn får det rigtige tilbud og bliver behandlet ordentligt og med værdighed. Han er ikke kriminel, retarderet eller dum han har et handicap ADHD og hører derfor hjemme i en klasse, der arbejder med den slags. Her har vi med en dreng at gøre, som bare så gerne vil i skole og lære noget. En lille samfundsborger, som bliver tabt i systemet, fordi en kommune smøler i sagsgangen. Vi risikerer her, at han bliver en borger, der skal forsørges på overførselsindkomst og i værste fald ender på bunden af samfundet som misbruger. En mors allerværste frygt 125

134 årig pige fik sparket stolen væk under sig, blev hevet op i håret, slynget rundt og smidt ud af døren af sin lærer. Jeg er katolik, og derfor var det helt naturligt, at mine børn kom på den katolske privatskole Sct. Knuds Skole i Fredericia. Det kom vi imidlertid til at fortryde inderligt, da skolen viste sig at acceptere både fysisk og psykisk vold mod børn fra lærernes side. Der kom mange episoder, hvor mine børn kom hjem og fortalte om, at de havde været udsat for vold fra især en lærers side. Hver gang kontaktede jeg skolesekretæren og skoleinspektøren. Inspektøren var flink nok, men han formåede aldrig at få sat en stopper for det. Hver gang fik jeg bare en undskyldning, for det mine børn blev udsat for. Men volden blev mere og mere grov, og da min datter en dag i 3. klasse kom løbende grædende hjem, fordi hun igen var blevet overfaldet af en lærer, så fik jeg nok. Hun havde vippet på stolen, hvorefter læreren havde sparket den væk under hende, hevet hende op i håret, slynget hende rundt og havde til sidst smidt hende ud af døren. Jeg nærmest løb ned på skolen og forlangte en forklaring. Jeg oplevede desværre bare, at ingen ville høre på mig, da jeg forlangte, at der nu skulle ske noget med den lærer. Jeg stillede mig op udenfor skolen og spurgte alle de forældre, der kom forbi, om de ville hjælpe mig, men ingen ville tale med mig. Jeg gik også til politiet og anmeldte voldsepisoden. Da jeg senere spurgte politiet, hvor langt de var nået med sagen, fik jeg at vide, at de intet havde liggende om den sag. Også kommunen lukkede af, og nægtede at hjælpe. De mente ikke, at de kunne blande sig i, at børn fik bank på en skole! Da jeg så senere læste i avisen, at andre forældre stod frem og fortalte om, at deres børn også havde været udsat for vold på Sct. Knuds Skole, så tænkte jeg, at nu kunne det altså være nok. Jeg valgte også at stå frem i avisen, men desværre oplevede vi endnu en gang, at ingen ville gøre noget. Skolen nægtede at forholde sig til anklagerne, men de måtte dog til sidst skille sig af med et par af de værste ansatte. Men ingen ville tage ansvar for de ting, vores børn havde været udsat for. Både mine børn og andre vi kender med en fortid på skolen, har ar på sjælen for resten af livet. Det er utroligt, at det kan foregå gennem så mange år, uden at nogen griber ind eller at skolens bestyrelse, lærere og inspektør bliver tvunget til at tage ansvar for den slags. 126

135 42. Løgne, beskyldninger, nedgørelse m.m. fra familieafdelingen i Fredericia kommune. Som mor og papfar til en dreng med medfødte vanskeligheder, har vi siden sommeren 2005, igen og igen kontaktet familieafdelingen for at få hjælp til ham, desværre uden held. Drengen havde udover sine medfødte vanskeligheder også voldsomme problemer i samværet med sin far, og adfærden blev i samme takt mere og mere voldsom og udadreagerende. Hverken skolelærere eller vi kunne nå ham. Det var så slemt, at hans storesøster flyttede på kostskole, da hun også var meget mærket af hendes lillebrors vanskeligheder. I foråret 2008 blev han akut indlagt på dagsafsnittet på Børne-og Undoms-psykiatrisk i Kolding til nærmere udredning. Trist, men desværre nødvendigt. Med vores fulde accept blev der lavet en underretning til Fredericia Kommune d. 29. juli 2008, med henblik på iværksættelse af en 50- undersøgelse, så drengen kunne få hjælp. Desværre tog det kommunen et år at lave den 50- undersøgelse, som ifølge loven senest skal være afsluttet efter 4 måneder. Vi mærkede klart, at kommunens mening var, at drengens problemer udelukkende skyldtes hjemmet, så vi valgte at bruge vores advokat som tovholder. Han har været mindst lige så frustreret over kommunens sagsbehandling, som vi har. Indtil nu har vi haft 5 forskellige sagsbehandlere, og gentagne gange har vi oplevet, at møder blev aflyst i sidste øjeblik. Vi er desuden flere gange blevet beskyld for ikke at have overholdt aftaler med kommunen. Vi har oplevet, at der var forkerte datoer i indkaldelser, og når vi så alligevel har siddet og ventet i deres forkontor, og vi har meldt vores ankomst i receptionen, så er vi blevet beskyldt for, at vi ikke kom og vi skulle ydermere beskrive personen, som tog i mod os. Vi har følt os mistænkeliggjort og nedværdiget igen og igen. Desuden er vi blevet tiltalt meget nedladende utallige gange. Fredericia Kommune har insinueret, at vi som forældre ikke har levet op til vores forpligtelser. Vi er blevet mødt med mistro hele vejen igennem i denne sag, og er blandt andet blevet truet med, at vi skulle igennem en forældreevnetest. Der kørte gennem flere år en sag i Statsforvaltningen, som omhandlede vores søns samværssag. Vi bad kommunen om udtalelser, der beskrev hans situation. Lærere og pædagoger var ikke i tvivl om, hvor årsagen lå, men de fik ikke lov til at udtale sig for kommunen. Til sidst mistede Statsforvaltningen tålmodigheden med Fredericia Kommunes Familieafdeling, som skulle udfærdige 50 undersøgelsen. De kom derfor med deres afgørelse, uden indflydelse fra kommunen. Afgørelsen lød, at der intet var at komme efter hos os som forældre. Hensynet til drengen blev vægtet højt, og man ophævede samværet uden samtale med drengen, da der lå dokumentation nok for, at drengen skulle skånes. 127

136 De samme oplysninger havde Fredericia Kommune, uden de dog foretog sig noget i den. Efterfølgende blev 50 undersøgelsen iværksat med endnu en ny sagsbehandler, og sagen blev afsluttet. Men den periode, hvor vi jævnligt havde kontakt med Fredericia Kommunes Familieafdeling, står stadig for os som et mareridt. Det er ikke godt, at det eneste sted, hvor man kan bede om hjælp, når man kommer ud i en uoverskuelig situation, det sted betragter borgerne som deres fjender, som bare kommer for at genere og forstyrre kommunens ansatte. 128

137 43. Elev tyranniseret af lærer. Da jeg i sin tid skulle vælge en skole til min søn, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være en lille og tryg skole, og da min datter i sin tid også havde gået på Sct. Knuds skole, var den jo ligesom oplagt. Hun havde haft et godt og trygt skoleforløb der, men hun var også en af de dygtige elever, som scorede høje karakter hele vejen igennem. Dette erfarede jeg senere hen havde været årsagen til det gode forløb på skolen. Jeg kontaktede skolen, fik en god snak med skolelederen. Fik ham fortalt, at min søn muligvis ville kunne få nogle indlæringsproblemer grundet dårlig syn. Skolelederen forsikrede mig om, at dette ikke var noget problem, da man ville kunne give min søn ekstra støtte, hvis det blev nødvendigt, så ud fra vores gode samtale, meldte jeg min søn ind Børnehaveklassen gik godt, han stortrives i klassen, var meget et ude barn, som nød godt af de lege muligheder, der var knyttet til skolen og SFO'en. Starten af 1. og 2. klasse gik også rigtig godt. Klassen havde fået en kanon lærer, som havde forstand på de børn, der kunne have det lidt svært med undervisningen, men pludselig var hun væk, og problemerne startede i stor stil. I første omgang så jeg ikke lige, hvad der skete, ofte blev jeg kaldt til samtaler på skolen, fordi min søn ikke ville sidde stille i timerne og høre efter. Skolen gjorde meget ud af, at fortælle mig, at det jo også var vigtigt, at min søn derhjemme fik noget opdragelse der tænkte jeg da godt nok på, hvad det havde med min søns skoleproblemer at gøre, for jeg mener da selv, at begge mine børn har fået en god og tryg opdragelse, som jeg til enhver tid kunne være bekendt. Men på en eller anden måde endte det altid med, at jeg gik fra skolen med følelsen af, at det var mig, der var noget galt med, og ikke havde opdraget min søn ordentlig. Jeg prøvede med forskellige grænsesætninger derhjemme, men lige meget hjalp det. Jeg fortsatte med at blive indkaldt til samtaler på skolen. Og hver gang var problemerne det samme. Uro i klassen fordi han ikke kunne sidde stille og høre efter. Ofte klovnede min søn, for så fik han da lidt opmærksomhed, og på den måde kunne han fortælle, at han ikke helt havde forstået, hvad det var, han skulle lave. Fik så hjælp og kunne så fortsætte lidt igen. Ofte sad min søn og jeg 4-5 timer dagligt for at lave lektier, så han i hvert fald kom forberedt i skole. Det betød også meget for ham, at han havde lavet det, han skulle. Tit kom han hjem og fortalte, at han alligevel havde fået skæld ud, trods det at han bare ville fortælle, at han altså havde lavet sine lektier. Så begyndte han, at fortælle underlige historier om, at han havde stået over i hjørnet i flere timer 129

138 af gangen, fordi han havde larmet sammen med nogle andre drenge. Jeg kontaktede skolen og spurgte til, hvad det var for noget min søn fortalte om, at han havde stået i hjørnet i flere timer. Der fik jeg blot at vide, at han havde overdrevet og ikke kunne klokken, så for ham havde det føltes som flere timer, blot var der tale om 5 min. Dette accepterede jeg langt hen ad vejen. Så begyndte han, at fortælle om en lærer, som ofte skreg ham ind i øret, spurgte ham om underlige ting, såsom om han var fatsvag, ikke forstod dansk eller blot en råben af ham som idiot. Også dette konfronterede jeg skolen med, og igen fik jeg et svar om, at det var min søn, der atter havde misforstået situationen, at jeg nok bare skulle opdrage noget mere på ham. Da tager jeg kontakt til Fredericia Kommune, Familieafdelingen, hvor jeg fortæller, at jeg havde brug for en hjemmehosser, som kunne komme og tjekke mig, om jeg da var en helt umulig mor og opdrager. Jeg får tilknyttet en hjemmehosser, som kommer hos os over ti uger. Hun fandt ikke noget unormalt i min opdragelse, ej heller vores måde at være mor og barn på, vi havde et godt og trygt samspil med en gensidig respekt af hinanden. Hun bemærkede dog, om det kunne være min søns synshandicap, der spillede ham et puds. Jeg forklarede hende, at dette havde jeg gjort skolen opmærksom på helt fra starten af, da han er født med sit synshandicap, som er på +10 og +12 samt bygningsfejl på begge øjne. Jeg vendte atter tilbage til skolen, nu denne gang med et dokument på, at tingene i hjemmet var i orden, men at der måske skulle ses på, om det kunne være min søns synshandicap, der spillede ham et puds i undervisningen. Dette ville skolen slet ikke gå ind i, det havde de ikke ressourcer til, og de mente heller ikke, at det var det, der var problemet. Hvad var så problemet, for de fortsatte og blev oftere og oftere, uden jeg kunne gøre noget. Jeg følte mig nu efterhånden, som en rigtig dårlig mor, som bare slet ikke kunne finde ud af det, at være en mor for min søn. Det betød, at jeg når han kom hjem fra skole og fortalte, at han havde fået skæld ud, sagde til ham, at så havde han nok fortjent den skæld ud. Han gloede helt åndssvagt på mig, og spurgte, om jeg da ikke troede på ham. Da måtte jeg sige til ham, at jeg da nok tvivlede på det, da det tidligere havde vist sig, at han havde misforstået det hele. Det blev han rigtig ked af, og i lang tid fortalte han mig ikke noget om skolen, sagde blot at det gik godt nok. Lige indtil en mor, til en af de andre drenge ringede til mig, og spurgte, om jeg vidste at skolelederen vred ørerne om på min søn, alt imens han råbte ham ind i dem, om han da for F... ikke bare kunne fatte tingene. Det vidste jeg intet om, hvorpå jeg spurgte min søn. Dette bekræftede han var rigtigt, hvorpå jeg spurgte ham om, hvorfor han ikke havde fortalt mig dette. Han svarede, at han da troede det var i orden, når det var skolelederen, der gjorde det, for han var jo skoleinspektør. Samtidig fik jeg lige den med på vejen om, at jeg jo alligevel ikke troede på det, han sagde. Jeg var grædefærdig, for da gik det op for mig, at noget var rivende galt på den skole. Det hele 130

139 føltes som om, der var tale om psykisk og fysisk mobning fra lærernes side af, især over for de børn der havde det svært i klassen. Jeg opsøgte skolelederen, men af uforklarlige årsager kunne jeg ikke komme i kontakt med ham. Da jeg havde forsøgt gennem 3 uger, tog jeg min søn ud af skolen, for jeg turde simpelthen ikke lade ham blive dernede, for hvad ville der ske næste gang? Jeg troede nu, at vi kunne komme videre på den nye skole stille og roligt, men det skulle hurtigt vise sig, at skaden var noget større end først troet. Min søns tillid til de voksne var total i bund, og problemerne fortsatte på den nye skole. Den nye skole og jeg prøvede at lave en struktureret plan for min søn, så han stille og rolig kunne vinde tilliden tilbage. Endvidere fandt jeg en lydterapeut, som havde forstand på børn med indlærings- og koncentrationsproblemer. Dette skulle i første omgang vise sig, at være en god investering for min søn. Han lærte at læse 3. / 4. klasses elev, var han nu blevet. Men tilliden og troen på de voksne og skolen som helhed var fortsat væk. Også her forsøgte jeg at få hjælp til min søn, måske der kunne laves en udredning på ham, for at se hvad problemet var, om der kunne være gjort noget, for at give ham nogle succesoplevelser på det at gå i skole. Et nyt skoleskift kom atter på banen i 6. klasse, hvor han måtte gå 6. klasse om på den 3. nye skole. Men også her var det det samme. Manglende tillid og troen på lærerne var daglig kost for min søn. Han begyndte nu at sætte ord på tiden fra Sct. Knuds skole, det var der, det hele var gået galt. Den måde han var blevet råbt af daglig, sad i ham som en skræk, hvilket betød, at han ikke turde deltage i timerne, af skræk for at sige noget forkert, som gjorde, at de ville grine af ham eller skælde ham ud. Vi brugte stadig mange timer dagligt, for at han kunne være forberedt til timerne, men trods dette blev det aldrig bedre. 8. klasse blev på en efterskole for børn med indlærings- og koncentrationsproblemer. Det var et rigtig godt forløb for ham, lige indtil en lærer tvang ham til at spise noget mad, som han havde smidt i skraldespanden, så var den succes slut, og hjem kom han en mdr. før skoleforløbet ville have været endt. Da valgte vi at flytte helt fra byen af, for skulle jeg nå at redde min søn, så var det ikke at blive i byen. I mit job som socialrådgiver kom jeg i kontakt med en del unge mænd, som på forunderligvis lignede min søn og hans skoleforløb. De skulle udredes for en ADHD diagnose. Selvfølgelig det er da det min søn også skal. Jeg husker, at jeg læste en bog om sanseintegration 131

140 og om hvad det kunne gøre ved et menneske at mangle en af sine mange sanser, for min søn handlede det om synet, som aldrig havde været optimalt. Så nu i en alder af 16 år og 9. klasses elev skal han udredes for ADHD, så han kan få den hjælp, han i så mange år har fortjent. Og måske begynde at få nogle succeser for det han laver i hverdagen. Jeg har atter et kanon, trygt og godt forhold til min søn. Han har heldigvis troen og viden om, at jeg er der 500 % for ham, uanset hvad andre måtte sige, så er det min søn, jeg stoler på. Den tvivl skal han aldrig føle igen. Tænke sig, at man som mor kan blive så usikker på sig selv og sit barn, fordi andre skulle dække over de ulovligheder, der er foregået på Sct. Knuds skole. Men skolen var god til, at give os enlige mødre følelsen af, at være nogle rigtig dårlige mødre, men vores penge kunne de godt bruge, så forstår ikke lige den behandling. Jeg håber inderligt, at den må lukke, så andre børn og unge ikke skal det igennem, som min søn var igennem. Var vi ikke flyttet fra byen, havde jeg tabt ham på gulvet, og så er det ikke godt at vide, hvor han havde været i dag. Juli 2010 Min søn er lige blevet udredt og har fået stillet diagnosen; en klar ADHD samt Tourettes Syndrom. Han er startet på en ungdomsuddannelse, hvor han af Århus kommune, har fået stillet en mentor til rådighed. 132

141 44. Gælder Fredericia kommunes børne- og ungepolitik ikke handicappede? Gælder Vision 2012 ikke handicappede? "Formålet med dette indsatsområde er at give alle børn og unge et relevant pædagogisk tilbud, der passer til deres ressourcer og behov. Børn og unge, der har brug for en særlig hjælp, skal imødekommes så tidligt som muligt, så hjælpen kan ydes på en måde, der er mindst muligt indgribende." Ovenstående er citeret fra Fredericia Kommunes børne- og ungepolitik, men tager jeg fejl, når jeg formoder, at dette kun er skrevet med øje for normalt fungerende børn? Vi er forældre til en handicappet dreng på fire år med diagnoserne Infantil Autisme og mental retardering. Han har ikke noget talesprog og har derfor meget svært ved at gøre sig forståelig. Derudover har han ingen forståelse for sociale spilleregler og har ingen empati. Vores oplevelse af visionerne er, at de ikke i tilstrækkelig grad bliver efterlevet af kommunen. Han går i børnehaven Stendalen, som vi kun har godt at sige om. Til gengæld har vi ventet på et aflastningstilbud i halvandet år. Den pædagogiske vurdering af vores søn, anbefaler et tilbud i en institution, da strukturerne her vil tilgodese hans behov på den bedste måde. Kommunen har indtil videre afvist dette ønske og har fortalt, at vi kan søge en familieaflastning i stedet. Dette er begrundet i økonomiske hensyn, da Fredericia Kommune ikke selv har en institution må disse tilbud søges uden for kommunen. Kan det være rigtigt at man i en by, der arbejder på at blive Danmarks bedste børneby bevidst ikke overholder serviceloven? Vi er på ingen måde interesseret i bare at stikke fingrene i kassen og tage så meget vi kan, men i en familie med et svært handicappet barn og en lillebror på 6 måneder, kan det være meget vanskeligt at tilgodese begge børns behov for udvikling, og ligeledes kan det være svært at give dem begge den opmærksomhed, de har brug for. Livet med en handicappet søn er nedslidende for et almindeligt samliv. Det er meget vanskeligt for os, at deltage i sociale arrangementer, da vores søn har meget svært ved at indgå i sociale sammenhænge. Dette betyder, at vores familie som oftest er delt i to på dage hvor der er fødselsdage, bryllupper og lignende. Der er ingen tvivl om, at vores søn på et tidspunkt kommer til at bo på en institution, da han formodentlig aldrig vil kunne klare sig uden hjælp. Vi har derfor svært ved at forstå, at man ikke allerede nu arbejder på at finde en langsigtet løsning. Kan det være rigtigt, at man i Danmarks bedste børneby ikke foretager en individuel vurdering af en families aflastningsbehov? 133

142 45. Jeg fik en depression, mistede mit job, min kone, mine børn og mit selvværd. Kommunens hjælp var mistillid til hele min situation. Jeg var ansat i Post Danmark i 4 år, og var de første 3 år meget glad for mit arbejde. Det gik så godt, så jeg blev tilbudt en stilling som driftskoordinator. Jeg tog min nye stilling meget seriøs, og gjorde alt for at gøre mig umage. Min chef havde så stor tillid til mig, at han ofte tog fri, og han overlod derved ansvaret til mig alene, da mellemlederen også tit havde fri samtidig med chefen. Men jeg gjorde alt for at indfri forventningerne, selv om jeg godt kunne mærke, at presset var alt for stort ind imellem. Samtidig havde jeg hele tiden den følelse af, at blive modarbejdet af mellemlederen, som igen og igen forsøgte at sætte mig i et dårligt lys, for ikke selv at blive overflødig. Da jeg havde fungeret som driftskoordinator i et års tid, og ofte også som fungerende leder, uden at få ekstra i løn, så følte jeg mig efterhånden mere og mere udnyttet, og jeg forlangte at få de tillæg, der hørte med til mine kvalifikationer og det job, jeg udførte. Beskeden var, at jeg kun kunne få tillæg, hvis jeg meldte mig ind i 3F. Det var jeg nu ikke meget for, men jeg overgav mig til sidst. Jeg blev lovet 10 ekstra tillæg plus et engangstillæg på 5000 kr. for al den tid, jeg havde fungeret som leder. Da jeg så var blevet meldt ind i 3F, kunne jeg alligevel ikke få det, jeg var blevet lovet, men kun tre af de 10 tillæg. Det blev nu for meget for mig, at stå med så meget ansvar, uden at få den løn, der svarede til jobbet og anmodede om at komme tilbage til mit gamle job som almindelig teamarbejder. Men alt det pres jeg havde været udsat for gennem mere end et år, begyndte nu at vise sin virkning. Jeg begyndte at blive meget svimmel og få nogle voldsomme og ubehagelige kuldegysninger. Desværre var min egen læge på længere ferie, og jeg måtte tilses af en praktiserende læge, som konstaterede, det nok bare var en virus. Men det blev værre og værre og det endte med, at jeg ikke selv turde køre bil, pga. svimmelhed, desuden havde jeg nu også fået problemer med både halsen og maven. Jeg fik nu en ny diagnose af den praktiserende læge, denne gang var det en virus på balancenerven, og at det desværre ikke var noget, der kunne behandles. Symptomerne blev dog stadig værre, og jeg blev sygemeldt. Jeg følte mig så forvirret og følte, at lægen måtte have overset noget. Det blev så slemt, at jeg lå i sengen uafbrudt i 3 måneder og tabte 30 kg i den periode. Jeg kunne ikke røre mig, kunne ikke spise eller drikke og kunne slet ikke klare uro, heller ikke fra mine to børn. Jeg kunne ikke stå på mine ben, da jeg blev så svimmel, så jeg måtte kravle, når jeg skulle på toilettet, Jeg var bange og nervøs for, hvad der kunne være i vejen med mig. 134

143 Min egen læge kom på sygebesøg i hjemmet, han konstaterede, at jeg havde fået en alvorlig depression, desværre tog han igen på ferie, og jeg endte igen hos den praktiserende læge. Vi fik overtalt lægen om at indlægge mig på Fredericia sygehus, på medicinsk afdeling. Desværre var jeg så dårlig, at jeg måtte hentes i ambulance. Der fik jeg taget en masse blodprøver, som dog viste, at jeg intet fejlede rent fysisk, men at det udelukkende var psykisk betinget. Jeg blev udskrevet igen og skulle derefter møde op på Koldings Psykiatriske Skadestue. Jeg fik her konstateret svær depression, panikangst og stress. Det hjalp meget på humøret, at jeg endelig fik stillet en diagnose. Post Danmark tilbød mig herefter 5 psykologtimer, som jeg også modtog, men de havde desværre ingen effekt. Jeg følte ikke nogen fremgang, da det kun var mig der snakkede. Efter et stykke tid skulle jeg møde op til en samtale hos Post Danmark, hvilket jeg ikke gjorde, da jeg var så syg, at jeg ikke kunne komme udenfor hjemmet. Så jeg blev fyret, og blev derefter tilknyttet Fredericia Kommunes Jobcenter. Jeg fik tildelt en uuddannet sagsbehandler, som sendte mig til en psykiater for at få lavet en vurdering/diagnose. Han vurderede, at jeg med den rette behandling nok vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet to måneder senere. Men da de to måneder var gået, havde jeg det endnu værre, og psykiateren skrev nu til kommunen, at det slet ikke gik. Men kommunen sagde, at da han først havde sagt 2 måneder, så raskmeldte de mig og stoppede mine sygedagpenge. Psykiateren var chokeret over Fredericia Kommunes beslutning. Jeg måtte derefter søge kontanthjælp på egen hånd, hvilket var meget svært for mig, da jeg stadig var låst i mit hjem. Psykiateren lavede en ny vurdering til kommunen, som beskrev hvor syg jeg var. Jeg fik nogle alvorlige angstanfald, hvor jeg havde kvælningsfornemmelser, skulle kaste op og blev meget svimmel. Når jeg havde haft et anfald, var jeg så udmattet, at jeg måtte tilbringe de næste 2-3 dage i sengen. Fredericia Kommune godtog psykiaterens nye vurdering, og jeg fik sygedagpenge igen. Men de ville ikke refundere de to måneder, hvor jeg ikke fik sygedagpenge, selv om det tydeligt var en fejl fra kommunens side. Efter et stykke tid, og en del behandlinger hos Psykiateren, fik jeg det lidt bedre, og jeg fik tilbudt at komme i arbejdsprøvning hos Dataline i Erritsø. Det takkede jeg ja til, og min storebror kom til at fungere som ubetalt mentor for mig de næste to måneder. Det gik godt, da han kørte mig på arbejde og var en stor tryghed for mig, men da de to måneder var gået, var det slut, så gik det desværre ikke godt mere, jeg begyndte at få mange anfald igen, så jeg kom ikke af sted. 135

144 Jeg var utrolig glad for at være på Dataline og de tog meget hensyn til mig, men jeg kunne ikke klare at være låst på arbejdspladsen, og ikke kunne komme væk, når jeg fik et anfald. Efter en masse diskussioner med jobkonsulenten blev jeg erklæret uegnet til arbejdsprøvning, og jobkonsulenten fra Fredericia Kommune skrev i mine papirer, at hun ikke troede på, at jeg var syg, fordi man ikke kunne se det på mig. Jeg skrev en klage til Jobkonsulentens afgørelse og udtagelser, men fik kun et mundtligt svar, at det var ligegyldigt, da beslutning var taget og det ikke ændrede noget. Kommunen forlangte derefter, at jeg kom ned til en nyvurdering hos en ny psykiater, som de havde på kommunen. Denne psykiater skrev, at jeg tog medicin, som ikke var anerkendt, og at der var uoverensstemmelse mellem mine udtalelser og min opførsel. Han mente udelukkende, at jeg simulerede at være syg. Jeg blev chokeret, da jeg så, hvad han havde skrevet, da det var det stik modsatte af, hvad den første psykiater havde skrevet. Jeg klagede over det med det samme, da min medicin var fuld ud anerkendt og både min læge og psykiater havde beskrevet min sygdom og symptomer. Men Fredericia Kommune mente, det var sagen ligegyldigt og hvis jeg skulle have psykiaterens vurdering forklaret, måtte det ske for egen regning. Jeg synes, det var grotesk, at Fredericia Kommune ikke ville godkende det, der blev skrevet af højtuddannede læger og speciallæger, men bare selv ansatte nogen, som skrev præcis det kommunen ønskede, der skulle stå, så de kunne afvise at hjælpe syge borgere. Jeg tror ikke, der er nogen, der ikke selv har prøvet dette, der vil tro på, at det kan ske i Danmark. Der var ingen, der tog mine klager alvorligt. Jeg fik hverken skriftlige afslag eller klagevejledninger. Allerede fra starten af, bad jeg min fagforening 3F om at hjælpe mig i denne sag, men der var heller ingen hjælp at hente. Jeg kunne aldrig træffe ham, der havde med min sag at gøre, og de ville hverken hjælpe med at lave skadesanmeldelse eller at få retfærdighed i min sag i kommunen. Jeg gav op til sidst og meldte mig også ud af fagforeningen, da de ikke var noget bevendt alligevel. Jeg har forstået, at 3F har et særligt venskab med Fredericia Kommune. Selv om kommunens folk skrev direkte i mine papirer, at de ikke troede på, at jeg var syg, og deres egen psykiater skrev jeg kunne være tilbage på arbejdsmarkedet igen indenfor 2 til 4 mdr., så vurderede de også, at jeg ikke ville have arbejdsevne indenfor 52 uger, og derfor fratog de mig igen sygedagpengene. De lovede dog, at sende mine papirer videre til kontanthjælpsafsnittet. Det gjorde de aldrig, og jeg stod nu igen uden hjælp og indkomst. Jeg måtte ned på jobcenteret og søge kontanthjælp, hvor de 136

145 ville have mig i straks-aktivering, hvilket chokerede mig så meget, at jeg endnu engang gik helt ned. Efter et par dages rod og kommunikationsvanskeligheder fandt de så mine papirer hos sygedagpengeafsnittet og fik mig ind i den rigtige gruppe. I 4½ måned havde jeg slet ikke nogen sagsbehandler pga. for få ansatte. Hele den anspændte situation med sygdom, dårlig økonomi osv. gjorde at mine børns mor og jeg gik fra hinanden til sidst. Hun fandt simpelthen en anden mand. Da jeg så endelig fik en sagsbehandler, forlangte han, at jeg skulle gå til samtaler i Distrikspsykiatrisk Hus. Der var flere måneders ventetid på en samtale. På et år fik jeg 6 samtaler med 4 forskellige behandlere. Det var intet værd og fuldstændig spild af min tid og af samfundets penge. Jeg måtte hver gang fortælle forfra og snakke om de samme ting, men der var ingen opfølgninger eller lign. Jeg kom også på et kursus på Depotgården. Det var et udmærket kursus, men der var alt for mange mennesker, så den ene behandler, som var tilknyttet stedet, havde slet ikke tid til alle de mennesker. Jeg fik aldrig en eneste samtale på 6 måneder. Efter lang tid fik jeg det bedre, og jeg ville derfor gerne have en revalidering og uddannes til ITsupporter. Jeg var berettiget til det, og fik at vide af min sagsbehandler, at jeg bare skulle melde mig til uddannelsesstart. Det gjorde jeg, men derefter fulgte en lang periode, hvor jeg ikke kunne komme i kontakt med min sagsbehandler. Tiden gik og starttidspunktet for uddannelsen var passeret, så jeg blev nødt til at melde fra igen. Senere fik jeg besked på, at min sagsbehandler havde haft travlt. Når jeg i dag ser tilbage på de sidste 3,5 år, hvor min skæbne har været lagt i hænderne på Fredericia Kommune, så ser jeg hele den periode som et rent helvede. Jeg har nu overhovedet ingen tillid til Fredericia Kommune, jeg tror ikke på, at de i det hele taget ønsker noget godt for mig. Jeg føler, at jeg igennem hele perioden har været i en enorm afmagt, hvor jeg intet har kunnet stille op. Ikke nok med, at jeg også var alvorlig syg i en lang periode. Jeg skulle også beskyldes for, at lyve mig syg og for at være for doven til at arbejde. Det er simpelthen en uværdig behandling at give syge mennesker. Både læger og psykiater er dybt chokeret over, hvad syge mennesker bliver budt i Fredericia Kommune, og de har beklaget, at de ikke kunne hjælpe mig mere, end de har gjort, men de metoder der bruges i Fredericia Kommune, dem kan selv de ikke hamle op med. 137

146 46. Fredericia Kommune følger ikke psykiaterens anbefalinger. I 3. klasse lavede skolepsykologen på Skjoldborgvejens Skole en WISC-test på min søn, som viste, at han var højt begavet, men at koncentrationen var meget dårlig. Ydermere blev der lavet en skrivelse fra samme skolepsykolog, om at skolen skulle følge op på de oplysninger, der var fremkommet ved testen. Men trods kommunikation frem og tilbage med lærerne, er der intet gjort gennem årene. De har i stedet set på ham som en dum og umulig unge. Hans tillid til voksne autoriteter forsvandt ret hurtigt i hans skoleforløb. Dette skyldtes, at ingen troede på ham, men altid gav ham skylden, når der var ballade. Dette gældte for både skolen og fritidscentret/byggelegepladsen. Da min søn kom i 7. klasse og overgik til skolens overbygning, fik klassen nye lærere i alle fag og min søn fik det tiltagende dårligere. Jeg opdagede i starten af 8. klasse, at man på intet tidspunkt havde åbnet hans elevmappe, og derved set hvilke særlige behov min søn havde. Dette har lærerne indrømmet. Jeg tog så sagen i egen hånd, og blev henvist til en børne- og ungdomspsykiater, hvor han blev udredt med ADHD. Men til trods for at skolen var blevet gjort helt klart, at min søn havde fået denne diagnose, så var der stort set ingen af dem, der forholdte sig til det. Især klasselæreren ignorerede min søns problemer, og fokuserede udelukkende på, hvor negativt det var at have ham i klassen. Min søn havde fået to timers ekstra hjælp om ugen, men det blev taget fra ham efter et halvt år. Ifølge aftale med skolepsykologen, så kunne min søn forlade klassen, når han havde brug for ro i hovedet, men også det valgte klasselæreren at overhøre. Hun valgte bevidst at overse ham, når ham sad med fingeren i vejret. Psykiateren som udredte min søn, skrev i udredningen, at min søn skulle have et andet skoletilbud, men kommunen reagerede ikke på de papirer, og vi blev på intet tidspunkt tilbudt vejledning eller hjælp til at håndtere min søns handicap. Jeg henvendte mig selv til familierådgivningen, som dog ikke mente, at de kunne hjælpe os. Efter at have levet i dette spændingsfelt med min søn igennem snart mange år, er vores familie tyndslidt. Jeg føler mig magtesløs, og aner ikke mine levende råd. Selv er jeg så nedslidt, at jeg er blevet sygemeldt med stress. Jeg skal også selv udredes for ADHD nu. Jeg føler ikke, at der er nogen, som tager mig seriøst hverken i Fredericia Kommune eller på Skjoldborgvejens Skole. 138

147 Årene går, og jeg er virkelig bekymret for min søns fremtid og ikke mindst for vores fælles fremtid som familie. Mine to andre børn bærer også tydeligt præg af deres brors vanskeligheder og også af min magtesløshed og stress. Min søn har nærmest givet op ift. skolen. Han har ingen tro på sig selv, eller at han kan bruges til noget, når folkeskolen er slut. Han har faktisk opgivet, at der findes et godt liv for ham, pga. den kamp han har gennemlevet i folkeskolen, så tør han ikke tro på, at der findes noget, der kan være godt. 139

148 47. Kvinde for rask til pension, for syg til understøttelse, revalidering og flexjob. I 1997 blev jeg pludselig som 21-årig ramt af lammelse af hele den venstre halvdel af mit ansigt. Jeg blev sendt rundt til forskellige undersøgelse og forslagene om, hvad det kunne være, var mange forskellige. Både sclerose, borelia og bindevævssygdomme var på tale, men en diagnose fik jeg ikke, da det ikke passede helt på nogen af delene. Jeg læste på det tidspunkt, og jeg fik alligevel taget min uddannelse færdig på samme tid som mine studiekammerater. Efter et år begyndte lammelsen at fortage sig lidt, men ikke smerterne i ansigtet. Jeg fik besked af lægerne på, at det måtte jeg lære at leve med. Det gjorde jeg så, og jeg begyndte at arbejde på fuld tid, hvor jeg gennem de næste 4 år fik mindre tilbagefald nogle gange med hævelse og lammelser i ansigtet. I disse perioder var jeg ofte sygemeldt og dermed tilknyttet Fredericia Kommune. Jeg arbejdede frem til 2002, hvor jeg igen blev helt lam i venstre side. Lammelsen i 1997 udløste migræneanfald, som jeg lige siden har døjet med ca. 2 gange om året. Senere i 2002 blev jeg gravid, og i perioden indtil endt barselsorlov fik jeg lov til at gå i fred. Da barselsorloven var færdig fik jeg nyt job, men efter 2 dage på arbejdet blev jeg igen lam i venstre side. Denne gang også med voldsomme smerter, så jeg blev indlagt på Vejle Sygehus, hvor de mente, at jeg havde et sjældent syndrom. Jeg blev derefter sendt til neurolog på Rigshospitalet, som efter 10 min. mente, at min lammelse var psykisk betonet. Det sagde min egen læge og psykolog, som kendte mig godt, blankt nej til. Fredericia Kommune sendte mig derefter i et 3 måneders afklaringsforløb, hvor konklusionen var, at jeg aldrig ville kunne klare et arbejde på mere end højst 2 timer om dagen. I 2006 sendes jeg af Fredericia Kommune til en neuropsykolog, som også konkluderede, at jeg aldrig vil kunne klare et job igen. Derefter lukkede Fredericia Kommune for mine sygedagpenge. Jeg fik at vide af sagsbehandleren, at jeg var for syg til flexjob, for rask til pension, for syg til understøttelse, og for syg til revalidering så tilbage var der kun kontanthjælp, og det kunne jeg ikke få, fordi jeg var gift. Jeg havde på det tidspunkt været medlem af FOA i 11 år, og arbejdet al den tid jeg overhovedet kunne, men der var intet hjælp at hente hos dem. Jeg havde en bisidder fra FOA med til møderne på kommunen, men denne bisidder sagde intet. Men jeg skulle fortsat betale fuld understøttelse, selv om jeg slet ikke havde nogen indkomst. 140

149 Jeg havde aldrig troet, at en fagforening kunne være så ligeglad med sine medlemmer. Min mand tjente pr. måned, så det kunne vi slet ikke klare. Først brugte vi hele vores opsparing, dernæst flyttede vi til en billigere lejlighed og solgte vores bil. Min sygdom blev værre og værre jo mere jeg blev presset. I 1½ år fik jeg slet ingen penge, selv om kommunen udmærket vidste, at jeg var så syg, at jeg var fuld ud berettiget til pension. Det havde de også papir på både fra afklaringsforløbet og neuropsykologen. Derudover kunne de jo se, at jeg næsten ikke kunne gå, og at mit ansigt hang ned i venstre side. Først efter ti år blev jeg henvist til pensionsafsnittet, som lavede en ressourceprofil over mig, som igen fortalte, at arbejdsevnen stort set var ophørt. Derefter fik jeg førtidspension. I dag er jeg utrolig vred og skuffet over Fredericia Kommune. Jeg er altid blevet tiltalt meget nedladende. De har formået, at få mig til at føle mig som mindre begavet, psykisk ustabil og mindre værd. Jeg har både grædt og skældt ud på kommunens kontorer, hvor jeg fik besked på at slappe lidt af. De har igen og igen mødt mig med mistro og pres, fordi min sygdom ikke kunne defineres. Den kunne ses, men det var åbenbart ikke nok. På intet tidspunkt har bare en af de mange forskellige sagsbehandlere, jeg har haft, tilbudt at hjælpe mig med at søge om enkeltydelser eller andre ting, der var vanskelige, da jeg var mest syg. Mine tænder er ødelagte, fordi jeg gennem 13 år har tygget skævt, da jeg jo er lam i venstre side. Det er ikke kommunens problem, siger de. Jeg har fået afslag på fysioterapi, selv om jeg går meget dårligt. Kommunens lægekonsulent er kommet med hendes helt egen konklusion, i stedet for at lytte til de fagfolk, som kendte mig. Jeg mener, at Fredericia Kommune har deres del af skylden for, at jeg er havnet der, hvor jeg er i dag psykisk. Jeg er SÅ psykisk træt, efter alle disse år med mistro og nedladenhed. Min psykolog sagde til mig, at hvis man ikke er syg, når man kommer ind i Fredericia Kommunes system, så bliver man det. Det kan jeg kun give ham ret i. 141

150 48. Jobcenteret i Fredericia tvang alvorlig psykisk mand ud i 4 jobtræningsforløb. Jeg startede mit liv sammen med en total uansvarlig mor med borderline, som er en psykisk lidelse der gør, at hun manglede selvkontrol og var ude af stand til at tilsidesætte hendes egne behov. Jeg blev derfor udsat for groft omsorgssvigt i min tidlige barndom og fortsatte min barndom med forskellige adfærdsproblemer. Som 5-årig satte jeg ild til et fritidshjem og kom derefter på børnehjem. Jeg husker ikke ret meget fra opholdet på børnehjemmet, men er helt klar over, at det ikke var en lykkelig tid. Et år senere kom jeg hjem igen, og skulle begynde i børnehaveklassen. På det tidspunkt kunne jeg ikke engang tale. Senere fik jeg endnu et ophold på et andet børnehjem. Da jeg var 9 år, fik jeg min far nr. 3, og det gjorde mit liv ekstra surt, fordi han rent ud sagt var et dumt svin, som tydeligt viste, at han ikke kunne fordrage mig. Det var i den grad gengældt. Han var konstant nedladende overfor mig og var total ligeglad med mig. Men jeg blev færdig med skolen, og kom jeg i lære som kok. Jeg gennemførte uddannelsen og her mere end 20 år senere, er jeg ikke i tvivl om, at det er, imens jeg har arbejdet som kok, jeg har fundet de største glæder i mit liv. I mit arbejde som kok har jeg haft mange spændende jobs i både ind- og udland. Min kæreste, som jeg har haft de sidste 23 år, og jeg ville gerne have børn, men det lykkedes ikke for os, og det var under vores 3. fertilitetsbehandling, imens jeg havde job som kok på en boreplatform, at filmen knækkede for mig. Jeg blev så syg af stress, angst og depression, at jeg dybt psykotisk blev indlagt på en psykiatrisk afdeling med alvorlige selvmordstanker. Jeg var indlagt i 3 måneder ad 2 gange, og det endte med, at jeg blev fyret fra mit job, da jeg havde haft 120 sygedage. Derefter kom jeg på sygedagpenge og blev tilknyttet Jobcentret i Fredericia Kommune. Det blev et forfærdeligt bekendtskab, som chokerede både mig og min kæreste alvorligt. Jeg havde fået diagnoserne maniodepressiv og tendens til borderline. Jeg havde været så syg, at jeg overhovedet ikke turde gå udenfor en dør i et halvt år. Jeg forsøgte også at tage mit eget liv to gange. Min stakkels kæreste har måttet ligge ryg til meget fra min side, men hun har gennem hele forløbet været en uvurderlig støtte for mig. Jeg har indset, at jeg aldrig bliver rask igen på trods af mine kun 42 år. På trods af at jeg var syg gennem hele forløbet, så skulle jeg igennem 4 arbejdsprøvninger, inden jeg fik tilkendt flexjob. Og 142

151 de tre af dem foregik i virksomheder, som slet ikke var forberedt på mig og min sygdom, så det endte hver gang som en katastrofe både for mig og for de involverede kolleger. Efter hver arbejdsprøvning gik jeg total i stykker igen, og det blev hver gang efterfulgt af en længerevarende sygeperiode. Jeg var så ked af at være tilknyttet Jobcentret, fordi jeg følte mig overhovedet ikke forstået der. Jeg følte mig talt ned til og hundset rundt med. Derudover gav de mig hele tiden følelsen af, kun at være til besvær, og jeg følte aldrig, at de stolede på mig men egentlig mest troede, at der var tale om pjæk fra min side. Selv om de hele vejen igennem fik papirer fra speciallæger, som bekræftede mine diagnoser igen og igen, så mødte jeg ingen forståelse derfra. Fordi jeg var så ked af at komme på Jobcentret, så prøvede jeg to gange at søge normale jobs udenom Jobcentret, men jeg måtte hurtigt indse, at jeg simpelthen var for syg til det. I dag har jeg et flexjob, som jeg er ret glad for, men jeg tror ikke, at Fredericia Kommune er klar over, hvad de gør ved mennesker, der er psykisk syge. På 3 år havde jeg 7 forskellige sagsbehandlere. I de år jeg var allermest syg, var der ingen hjælp eller støtte at få overhovedet. I stedet blev jeg sendt fra det ene nederlag til det andet, som blot forværrede min tilstand. Der var ingen opfølgning på noget af det, man blev sendt rundt til. Ingen var vist klar over, hvor forfærdeligt det var at have total kaos i hovedet og alligevel blive tvunget ud i det ene håbløse forløb efter det andet. Og derudover at blive ydmyget af den ene sagsbehandler efter den anden. Min kæreste arbejder selv i flexjob-området i en anden kommune. Hun er rystet og direkte vred, over det vi er blevet budt i Fredericia Kommune. Hun har også prøvet på at råbe Fredericia Kommune op, men desværre uden held. Jeg håber virkelig, at denne bog kan få folks øjne op for, hvor nedværdigende og usselt man bliver behandlet i Fredericia Kommune. Og ikke mindst håber jeg, at der så sker forandringer på området. Ikke mindst for psykiske syge. Vores liv er besværligt nok, selv uden Fredericia Kommunes ydmygelser. 143

152 49. Dreng straffet for sit handicap på specialskole. Jeg bliver meget ked af det, når jeg tænker på det liv min søn har haft, fordi han ikke blev udredt i ordentlig tid, hvilket har givet ham en barndom fyldt med nederlag. Han er i dag 16 år, men allerede i dagplejen skilte han sig ud, da han ikke rigtig deltog i legene sammen med de andre børn. Også i børnehaven blev der talt om, at der var `noget` med min søn. Hans legerelationer var ikke alderssvarende, og han slog og bed de andre børn, når han ikke forstod dem eller omvendt. Derfor blev han som 4-årig indstillet til PPR i Fredericia Kommune, som dog ikke mente, at der var noget i vejen. PPR psykologens iagttagelser var ikke dybdegående, og han blev mødt på en god dag. Han havde det dog fortsat svært, når de andre børn kom inden for hans intimsfære, og han blev hurtig den dreng, som de andre forældre kiggede lidt skæv til. Han kunne fordybe sig i timevis med det der interesserede ham fx lego. Han elskede at bygge og konstruere også med andre børn, men selve legen var ikke interessant. Endvidere var han meget interesseret i dyr, natur og at deltage i køkkenet og helst med støtte fra en voksen. Da skolestart nærmede sig havde jeg store bekymringer, men børnehaven anbefalede, at han kom i skole. De mente, at han var klar, for han var jo en intelligent dreng, og de mente, at det ville være en chance for at danne andre legerelationer i et regi, hvor der ikke var fordomme omkring ham. Min søn kom i skole, men hurtigt kunne jeg se, at det ikke gik, som vi havde håbet. Han sad ofte alene i de ustrukturerede frikvarterer, som ofte var konfliktfyldte. Han følte, at børnene mobbede ham, og at de voksne ikke kunne lide ham. Følelser er aldrig forkerte, og han var blot 6 år. Han gik ikke i sfo, da jeg havde orlov og dermed mulighed for at hente ham efter skole. Ofte hentede jeg en frustreret dreng, der var blevet fastholdt, men som overhovedet ikke forstod hvorfor. Han forstod, at han var forkert og fortalte, at han var bange, når de voksne fastholdt ham, og når klasse-kammerater og ældre elever var efter ham. Efter nogle måneder hvor jeg hele tiden håbede, at det ville blive bedre, kastede jeg håndklædet i ringen. Jeg oplevede ikke, at man så mit barn, kun hvad han gjorde forkert. Bl.a. husker jeg at klasselæreren sagde, at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med ham, og at han ikke ville huske de andre børns navn Jeg besluttede, at tage ham ud af skolen efter at have talt med Børnerådgivningen i Vejle. Jeg følte, at jeg havde brug for hjælp og oplevede ikke, at jeg kunne få det på skolen eller PPR, som havde været inde i billedet i børnehaven. Jeg ønskede, at mit barn ikke skulle have flere nederlag. 144

153 På Børnerådgivningen blev min søn bl.a. intelligenttestet - testen viste, at min søn har en IQ på 120. Jeg har aldrig været i tvivl om, at han var intelligent, men det var svært at forstå, hvorfor han så ikke kunne bruge denne og omsætte det til handling på den sociale del lege og legerelationer. Min søn havde gode perioder og mindre gode perioder (i bølger) og var også svingende i forløbet: hvad han magtede den ene dag til ug, kunne han ikke næste gang eller omvendt. Vi oplevede virkelig at blive mødt af psykologen, som vi havde tillid til og flere dybe forældre-samtaler med. Det var et længere forløb på Børnerådgivningen med samtaler, tests og legeterapi. Psykologen udarbejdede en fyldestgørende rapport, og han fik supervision af hans kollegaer. Konklusionen blev at min søn skulle henvises til Børnepsyk. i Vejle med begrundet mistanke om en hjerneorganisk problematik. I mellemtiden var min søn startet på en midlertidig skole pga. skolepligt. Her var oplevelserne også blandede, men man gjorde, hvad man kunne, med afsæt i at forløbet her var midlertidigt og skulle være godt. Vi blev indkaldt på Børnepsyk., hvor vi forældre havde 2 samtaler med to læger. Igen var vi ærlige, vi havde tillid til at nu fik vores søn den rette hjælp, og vi havde jo intet at skjule. Min søn havde 3 x 1 time med lægen og 1 motoriktime, fordelt over fire dage og så var diagnosen klar: Reaktiv Tilknytningsforstyrrelse. Vi var rystet i vores grundvold vel vidende, at ingen forældre er perfekte, men diagnosen betød jo at vi/jeg havde svigtet vores/mit barn, og at han dermed var skadet af svigtet. Jeg gik nærmest i chok over den besked, da jeg var sikker på, at min søn ville få en diagnose på en udviklingsforstyrrelse. Jeg var også sikker på, at min søn ikke havde været udsat for svigt i sin tidlige barndom. Jeg elskede mit barn dybt og inderligt, og det gør jeg stadig. Lægen på børnepsyk. kunne se, at jeg var knust og klappede mig på skulderen og sagde, at jeg bare skulle være glad for, at det ikke var noget hjerneorganisk, for det her kunne man gøre noget ved Efter kort tid kontaktede jeg igen psykologen på Børnerådgivningen og spurgte, hvad han mente om diagnosen? Han holdt fast i det de på Børnerådgivningen havde set, og det de beskrev i deres rapport at min søn havde en hjerneorganisk problematik, ikke en reaktiv tilknytningsforstyrrelse. Jeg var slidt, vi var som familie slidt og orkede ikke at gøre mere vi havde ikke kræfterne. Dog gjorde jeg et sidste forsøg. Jeg ringede til ppr-psykologen, der var skolepsykolog i min søns midlertidige skoletilbud. Jeg spurgte hende, om jeg kunne gøre noget, og om der var noget litteratur, jeg kunne læse. Tidligere havde hun været sød og imødekommende, men nu oplevede jeg hende ændret. 145

154 Hun anbefalede, at jeg læste Bowlbys bog om tilknytning. Jeg var helt slået ud, for den bog kendte jeg udmærket fra min uddannelse. Jeg prøvede at nå igennem til ppr-psykologen, bl.a. at få hende til at se på mine døtre de trivedes fint. Hvortil hun svarede, at nogle kvinder ikke kan knytte sig til deres sønner. Så gav jeg op og mistede alt tillid til PPR. Min søn havde nu fået en diagnose og skulle skoleplaceres. Han blev visiteret til et amtstilbud, som overgik til Fredericia Kommune, da amterne blev nedlagt. Her gik han i 6½ år. Det gik godt de første par år, da der var mange kreative ting på programmet som eksempelvis kanoroning, men skolen blev flyttet til Fredericia, hvor faciliteterne var mindre, og personalet også for en dels vedkommende blev udskiftet, og han skiftede klasse flere gange. Min søn fik nogle lærere, som slet ikke forstod ham. Han blev hele tiden straffet på det, der sidenhen viste sig at være hans handicap. Han var urolig og kunne ikke koncentrere sig i timerne. Jeg forsøgte igen og igen at forklare og komme i dialog med personalet. Bl.a. ved at fortælle hvordan vi hjemme håndterede ham, når han blev urolig, og hvordan vi kunne se at forberedelse betød meget, for hvordan han kunne håndtere ændringer og krav i hverdagen. Der skete flere og flere ting, som jeg absolut ikke kunne acceptere. Min søn blev fastholdt rigtig mange gange, hvilket jeg fra starten havde gjort dem klart, ikke måtte ske, da han ikke kan klare det. Vi oplevede også, at han blev låst inde i et rum på skolen, og han kom utallige gange hjem med blå mærker på kroppen. Både af fastholdelser men også efter overfald af en anden dreng, som jeg mange gange har spurgt personalet om, de ville skærme min søn for. Min søn var bange for drengen, som pludselig slog, kastede med ting, stak med tegnestifter og bed en gang bed han min søn til blods i ryggen. Personalet fortalte, at det kunne de ikke, men han måtte lære at slå igen, så den anden dreng fik respekt for ham. Min søn slås ikke. Han kunne blive vred og frustreret, men som udgangspunkt blev han urolig og sagde/lavede lyde, når han blev stresset. Selvfølgelig kunne han ligesom andre børn lave ballade, være på tværs osv. men han var ikke voldelig. Jeg har flere gange oplevet at min søns version og personalets version af en fastholdelse og/eller episode adskilte sig væsentligt fra hinanden og i flere tilfælde opdagede jeg, at min søn talte sandt. At en fastholdelse kunne have været undgået, hvis personalet havde set signalerne. Normalt kom han ikke hjem for at sladre, men det var tydeligt, når det havde været en misforstået dag med røde kort. Det kunne tage en hel eftermiddag og aften at få ham talt til ro. Og klædt på til at komme videre næste dag. Jeg er selv uddannet pædagog, men jeg skulle absolut ikke komme med råd til personalet om, hvordan de evt. kunne tackle min søn. Hovedparten af klassens personale agerede udelukkende 146

155 med afsæt i diagnosen reaktiv tilknytnings-forstyrrelse. Jeg forsøgte gentagne gange at forklare dem, at jeg ikke var enig i den diagnose, men at jeg derimod troede, at han havde en autismeform. Min søn fik det værre og værre, og han følte sig overhovedet ikke forstået på skolen, så da han var 11 år, bestilte jeg og min mand privat supervision hos en klinisk børnepsykolog i Vejle. Han mente ikke, der var noget i vejen med os som familie, men at det derimod var den manglende forståelse, min søn blev mødt af på skolen. Denne psykolog fik mig overtalt til endnu en gang at søge hjælp hos PPR. Trods min store skepsis mødte vi denne gang en kompetent og handlekraftig psykolog, som sendte os til egen læge og for at få en henvisning til en børnepsykiater i Odense, for at få min søn revurderet med mistanke om autisme. Uanset udfald, var jeg var villig til at tage de slag det gav, hvis børnepsykiatrien kom frem til samme resultat som børnepsyk., så måtte jeg `sluge den kamel` og erkende, at jeg ikke havde magtet min forældreopgave. Men jeg var ikke villig til at blive ved med at være vidne til at min søn mistrives, uden at jeg gjorde noget. Der var en ventetid på 1,5 år. I mellemtiden fik vi hjælp af psykologen til møderne på skolen, som indimellem var forfærdelige. En af personalerne spurgte mig direkte, om min søn var mit eget lille projekt. Ligesom han foreslog aflastning. Det havde vi ikke brug for, vi havde brug for at vores søn blev forstået. Heldigvis kom der en ny lærer til, der havde lidt forstand på autisme, og han var ligesom psykologen, vores og min søns redningsplanke. Han gjorde bestemt, hvad der var ham muligt, men ikke alle kunne eller synes om at skulle håndtere min søn som autist på trods af anvisninger og anbefalingerne fra psykologen. Der blev henvist til ressourcer. I perioder gik det godt og i andre perioder meget dårligt. Min søn, der er en blød dreng, kunne ikke klare `hårdt mod hårdt` og klassens straf-belønning. Belønning fik min søn ikke meget af, da han ofte blev stresset af uro samt de krav, han ikke følte han kunne indfri. Dvs. han ofte sad `røde kort af`. De betød 15 min. på sin egen plads i pausen dvs. 15 min. x antal røde kort, som godt kunne overføres til efterfølgende dage, hvis de ikke kunne nå at blive siddet af samme dag. Så en svær dag havde grobund for en ligeså næste dag. Jeg forsøgte flere gange at komme i dialog med lærerne bl.a. omkring de røde-kort-straffemetoden (dominoeffekten), hårdt-mod-hårdt metoden og forespurgte på, om der var andre muligheder med positivt udfald? Jeg har respekt for metodefrihed, bare ikke når jeg kan se at det går ud over mit barns selvværd. Jeg kunne tydeligt mærke at de synes at jeg var en træls mor. Jeg mener ikke, at min søn ikke skal irettesættes og mener også at han skal gøre som læreren siger. Måden dette gøres på, mener jeg skal være værdigt, ligesom det er de voksnes ansvar at sikre, at barnet forstår - og vejleder dem videre herfra. Jeg synes ikke at børn skal afrettes desværre har jeg flere eksempler herpå fra hverdagen. 147

156 Efter 2 år var min søn blevet 13,5 år og psykiateren i Odense undersøgte min søn meget grundigt, og gav ham derefter diagnosen: Asperger Syndrom som primærdiagnose og ADHD for hans opmærksomhedsforstyrrelse og Tourette for han bevægelses- og lydtics, som viser sig når han bliver stresset. Det var ikke nogen overraskelse for mig, inderst inde havde jeg vidst det siden Børnerådgivningstiden. Psykiateren fortalte at hans førstehåndsindtryk var Asperger Syndrom, bare ved at se på min søn: Hans måde at tale på, henvende sig på, særinteresserne osv. Han bemærkede også, at min søn var både høflig og godt opdraget. Samt at han var særlig knyttet til mig. Han var uforstående overfor, hvordan det kunne lade sig gøre, at min søn overhovedet kunne få den første diagnose i sin tid. En diagnose, som børnepsykiateren udtalte, at min søn end ikke var i nærheden af. Hans undersøgelser var ligesom Børnerådgivningen grundige og over mange gange begge lå de meget ensartet i deres vurdering af min søn. Efter den nye diagnose sort på hvidt troede jeg at nu gik det fremad, men alligevel blev min søn langt hen ad vejen behandlet/håndteret som tidligere. Jeg fortalte psykiateren, at skolen ofte fastholdt min søn eller gav ham røde kort som straf. Og at han var meget ked af og frustreret over at skulle i skole. Alligevel tog han af sted hver morgen. I samråd med børnepsykiateren og under henvisning til hans vejledning, forsøgte jeg at få en dialog om alternativ håndtering for min søns skyld. Min søn var meget afhængig af, hvilke voksne der var på arbejde om det blev en god dag eller en dårlig. Han trivedes fint med dem der tænkte og håndterede min søn som autist, men konfliktede ofte med dem der ikke forstod sig på ham. Min fornemmelse var, at det var lettere at gøre min søn forkert, end det var at se på, hvad de selv ikke magtede. En enkelt gang udtalte en af de lærere min søn konfliktede med at han ikke forstod og ikke vidste hvordan, han skulle håndtere det. Særligt det sidste halve år gik i hårdknude. Dels var min søn pubertetsbarn, og dels var der for mange voksne der ikke forstod at ændre syn på min søn i handling. Min søn har flere gange været så langt ude, at han i lange perioder har været selvmordstruet. Han har haft hængt et reb op som han ville hænge sig i, han har kravlet op på rygningen af vores tag, som er 8 meter til kip og været ligeglad med om han faldt ned. Han ville bare dø, fordi han var så ked af livet, og ikke følte sig forstået og mødt af de voksne. Var min søn passiv for at undgå en konflikt, var det ikke ok. Valgte min søn at gå for ikke at blive vred, kunne der falde røde kort, for at han forlod hans plads i utide eller var passiv. Vores anbefalinger var at lade ham gå, for han kom altid tilbage, når han var klar det tog ofte ikke lang tid. I stedet for at lade ham gå, stillede personalet sig i vejen for ham, så han ikke kunne komme forbi og forsøgte han at gå forbi dem stillede de sig der og prøvede han igen førte det til magtanvendelse, som flere gange medførte blå mærker. 148

157 Ved en anden lejlighed var han i en situation blevet så frustreret at han havde taget en sten og kastet den ud over en mark. Her blev jeg sms et til, at min søn var voldelig, at han kastede med sten imod personer og havde forladt skolen. Jeg forlod mit arbejde for at finde ham. Han og en anden frustreret dreng havde forladt skolen og var gået hjem til os. Hele tiden med smskorrespondance med mig. Han frygtede at jeg ikke ville tro på ham, fordi jeg ofte havde støtte op om, at han skulle gøre som lærerne sagde. Drengene fortalte, hvordan og hvad der var gået for ud, og hvad der var sket og jeg kunne kun genkende dele af den historie, jeg havde fået overleveret fra læreren. Jeg fik drengene overbevist om, at det er bedst at tale om tingene, og de kørte med retur til skolen, selvom de ikke ønskede det. Her talte vi episoden igennem med alle lærerne der var til stede og skridt for skridt skilt episoden ad. Børnenes version og lærerens version det viste sig at drengene havde ret, der var bl.a. ikke kastet sten på/i nærheden af personer. Han havde udelukkende handlet i afmagt, efter han havde følt sig trængt op i en krog. Og selvfølgelig skal man ikke kaste med sten uanset. Læreren blev meget vred over at børnene fik medhold, selv om han selv måtte erkende, at det var den rigtige version. Desuden synes jeg ikke at det var rimeligt, at jeg som mor skulle have overblikket og skille historien ad, det synes jeg at personalet skulle og holde sig til fakta. Efter mange forsøg på samarbejde og dialog gav vi op og i samråd med børnepsykiateren og psykologen, vurderede vi at min søn skulle væk fra denne skole og i et skoletilbud, der passede til ham. Beslutningen påvirkede personalets tilgang til min søn. Bl.a. ønskede de ikke, at han skulle med på en 3 dages tur med hans klasse, som han var blevet præsenteret for. I stedet lavede de en aftale på den kommende skole og fortalte mig, at den nye skole kun kunne de dage. Den nye skole fortalte imidlertid, at de var blevet spurgt konkret på de dage, så vi kunne kun konstatere, at det var en sandhed med modifikationer. Fag fagligt var han kommet ca. 2 år bagud ift da han startede på skolen. Nu er han i et tilbud, matcher hans revurderede diagnose, men det er også billigere end det han kom fra og han trives og er glad for det. Han er sprunget et skoleår over og er nu kun 1 år bagud, men det er ok. Lærerne er opmærksomme på hans fag-huller for det manglende år, men de mente godt, at han kunne klare det. 1. skoleår er gået, og han er stadig glad. Ingen kommer igennem livet uden sten på vejen, men jeg kunne godt ønske at han havde været foruden de ar på sjælen, han har fået pga. alt for mange nederlag. Havde børnepsyk., ppr og personalet omkring min søn lyttet til os, havde min søn været rigtig skoleplaceret 8 år tidligere. Jeg finder det meget bekymrende, at et barns skolegang og senere voksenliv skal være så personafhængig. Hvis man får en rigtig god lærer/pædagog med hjertet på rette sted, så lykkes det af få et helt menneske ud i den anden ende, men hvis de møder lærere/pædagoger, der heller 149

158 ikke forsøger at møde barnet, hvor det er, så bliver et barn ødelagt af nederlag og får en fundamental følelse af ikke at være god nok. Gl. Skole havde skiftet psykolog, denne var ikke helt så skarp som den første, men også meget sød og imødekommende. Bl.a. så jeg dokumenter (aktindsigt) jeg aldrig var blevet præsenteret for, som afviste autisme-mistanken og anviste pædagogik ift. tilknytningsforstyrrelsen. Psykologen bekræftede, at det måtte have været meget svært for os i alle de år at skulle leve med en diagnose, som vi også selv følte ikke var korrekt og den `umulige opgave` at få andre til at se det, vi så og hjælpe os videre. Jeg har ofte haft følelsen af at man tænkte om mig: Her er en mor, der selv kæmper for at slippe af med den diagnose, fordi hun ingen selverkendelse har af problemet. Og sådan hængte verden ikke sammen for mig, jeg kunne se at min søn mistrivedes når det er sagt, gjorde diagnosen naturligvis også noget ved mig og stillede spørgsmål til min forældreevne. Min søn har i den grad været fejlanbragt pga. fejldiagnosen og efterfølgende at ingen ville lytte på vores erfaringer og mistanke. Det har slidt på os som familie, at det har været så meget op ad bakke og at kampen for min søn, hvis selvværd langsomt men sikkert var for nedadgående, ofte ikke blev imødekommet. Vi er som familie blevet slidt af alle de dårlige oplevelser, af ikke at blive hørt og af at se en dreng være så ulykkelig gennem flere år. Lige nu prøver jeg at samle kræfter til de næste kampe, som kommer, når han bliver 18 år. Hvad skal der så ske? Hvad kan han blive til? Hvordan skal han klare sig? Får han støtte? Sikres han økonomisk? Skal han igennem flere nederlag ift. Arbejdsprøvninger osv. osv.? Jeg er utrolig bekymret for min søns fremtid. Intet af ovenstående er personligt, men skal ses som et udtryk for en frustration. I mit eget virke har jeg mødt mange rigtig gode og dygtige fagpersoner, men finder det frustrerende at økonomi og manglende faglighed ofte er bærende for en sag udfald og fremtid. 150

159 50. Ingen hjælp til psykisk syg kvinde med to børn. Ved fødslen af mit yngste barn, fik jeg en alvorlig fødselsdepression, hvorefter jeg udviklede OCD angst lidelse i svær grad. OCD lidelsen gjorde, at jeg vaskede tøj i ekstrem meget tid, både dag og nat. Da min datter var 7 uger gammel, gik det så galt, at min datter og jeg blev indlagt på spædbørnsafdelingen i Kolding. Grunden var, at min datter tabte sig og ikke var i trivsel. Sygehuset fik min datter i trivsel, samtidig med, at hun blev undersøgt, heldigvis fejlede hun ikke noget. I stedet for var de mere bekymret for mig. Efter 4 dage blev vi udskrevet, uden nogen form for hjælp. Min mands måde at reagere på, når han havde problemer, var at drikke. Oven i, at jeg havde det psykisk meget dårligt, havde jeg så også en mand, der var meget ustabil og alt, hvad der følger med, når Kong alkohol overtager magten. Dette forværrede min OCD lidelse, og jo værre min OCD blev, jo mere han drak, så hele vores familie endte i en ond cirkel, som gjorde at vi alle var i alvorlig mistrivsel. Vi havde jævnligt besøg af sundhedsplejersken, men fordi vi begge var eksperter i at skjule vores problemer, fandt hun ikke ud af, hvor galt det stod til. De følgende år gik med vores lidelser OCD og misbrug. Ligeså de mange kræfter vi brugte på at skjule vores store problemer. Min mor hjalp os så meget, at vi kunne klare dagen og vejen, uden at vores børn udadtil led overlast. Desværre har det senere vist sig, at vores børn mangler nogle grundlæggende ting fra deres barndom. Det blev sværere og sværere for os alle at opretholde en normal tilværelse, både mine børn og jeg bad flere gange kommunen om hjælp, men desværre var der ingen hjælp at få. Heller ikke selv om min datter mange gange, henvendte sig til hendes klasselærer, hvor hun fortalte om hendes fars voldsomme misbrug og hendes mors alvorlige OCD lidelse, dvs. alle de problemer, der fulgte med alt dette. Til en forældresamtale, hvor jeg deltog sammen med min datter, fik vi snakket om, hvor alvorligt det stod til. Klasselæreren henvendte sig næste dag til skoleinspektøren, der sørgede for, at vores familierådgiver fik at vide, at vi havde brug for hjælp. 151

160 Via aktindsigt, som jeg har modtaget fra Familieafdelingen, havde denne familierådgiver desværre undladt at skrive om denne kontakt, som skolen havde haft med hende. Derfor var der ingen, der reagerede med nogen handling om at hjælpe vores børn. Både min mand og jeg er veluddannet, og vi har begge to haft gode arbejdspladser, hvor vi har været ansat i mange år. Dette er sikkert en af grundene til, at ingen har reageret på alle de signaler om mistrivsel, som både vores børn og vi tydeligt har udsendt. Min tvangshandling med at vaske tøj tog ekstrem meget af min tid. Dette og min mands misbrug resulterede i, at jeg ikke havde overskud til at få ryddet op og smidt ting og sager ud, vi ikke havde brug for mere. Her mener jeg bl.a. tøj og ting og sager fra børnene blev født. Huset blev derfor mere og mere fyldt op. Her vil jeg samtidig nævne at min psykiske lidelse også handler om, at jeg har det utroligt svært med at smide noget væk. Når man bor sammen med en alkoholiker, skal man vende og dreje hver en krone for at få økonomien til at løbe rundt. Det eneste jeg koncentrerede mig om var, at mine børn havde det godt, og at der udadtil ikke kunne sættes en finger på deres påklædning, lektier og sunde madpakker o.l. Det tog al min energi, hvilket betød at hjemmet ikke blev passet. Haven var også i perfekt stand, den tog min mand sig af. Igen var det alt det, der kunne ses udefra, der var i orden, mens alt indenfor hjemmets 4 vægge var kaos. Da børnene kom i skole blev børnefødselsdagene holdt på Mc. Donalds og i svømmehallen, da vi ikke kunne have børnene i hjemmet. Børnene var også flove over at hele huset var fyldt op med ting, som lå ubenyttet i stakker rundt i hele huset. Vores datter fik en voldsom depression, da hun var 8 år, og i den forbindelse sørgede jeg for, at hun kom i terapi i Børnerådgivningen i Vejle. Forinden havde jeg været ved Fredericia kommune og bedt om hjælp til min datter og vores familie. Min mand havde en meget stor mistillid til det offentlige system, og på grund af at han ikke ønskede at samarbejde, havde kommunen desværre ingen hjælp til os andre i familien. Terapeuten i Vejle fandt hurtigt ud af, at vores datters depression skyldtes den alvorlige dysfunktion, der var i hjemmet. De foreslog derfor, at vores forældre resurser blev undersøgt, dette var en opgave for Familieafdelingen i Fredericia Kommune. 152

161 Det blev aldrig gennemført. Børnerådgivningen i Vejle kunne sagtens se hvilke kaotiske forhold, der var i vores familie, og de havde meget svært ved at slippe os. De skrev til Fredericia Kommunes Familieafdeling, at de var yderst bekymrede for vores børn, og at vores datter ikke fejlede noget, men at hun levede i en meget dysfunktionel familie. Ligeså skrev de, at min mand havde brug for langvarig terapeutisk behandling. Angående min OCD angst lidelse anbefalede de også, at jeg fik noget hjælp. Fredericia Kommune reagerede ikke på noget af det. Sammen med dette forløb udviklede jeg en depression, og derfor formåede jeg ikke ret meget. Min mand og mine børn reagerede ved, at de blev meget vrede på mig. Min yngste datter blev meget voldelig overfor mig, ved både at slå og sparke mig. Ofte så min mand på dette, men han foretog sig ikke noget. I familierådgiverens telefontid, ringede jeg tit grædende, hvor jeg bad om at få hjælp til vores familie. Fredericia Kommunes familierådgiver kom på hjemmebesøg ved os, hvor hun roste den flotte have, og for øvrigt tog parti med min mand imod mig, medens børnene hørte på. Dette hjemmebesøg resulterede i, at konflikterne og problemerne eskalerede, så alt blev helt uoverskueligt for alle i familien. Derfor insisterede vores familierådgivers faglige leder på at komme på hjemmebesøg, hvor hun rådede mig til at tage en rolig weekend, dvs. tage væk fra hjemmet og besøge en bekendt, for på denne måde at samle nogle kræfter. Jeg har en uddannelse inden for omsorgsområdet, og haft en fast stilling i kommunen i over 20 år. Derfor fulgte jeg hendes råd, da jeg havde tillid til, at hun ønskede at hjælpe vores familie til at komme over de store konflikter, for derefter at komme videre i livet på en fornuftig måde. Min mand havde dagen forinden henvendt sig til vores familierådgiver, og fortalt hende, at han ville handle i denne weekend, fordi han ikke kunne holde alt det uro ud mere. Søndag eftermiddag afleverede min mand et brev til min bror, hvor der stod, at han var stukket af med børnene til en hemmelig adresse. Da min bror kom og fortalte mig dette, blev jeg helt ude af den. 153

162 Samme aften kørte min bror med mig ind på krisecentret for at få hjælp. Vi snakkede med en sød medhjælper, som gjorde hvad hun kunne. Hun sagde, at vi skulle komme igen næste dag mandag, fordi deres socialrådgiver mødte ind der. Min bror tog fri fra arbejde, og vi tog igen ind på krisecentret, hvor vi snakkede med deres socialrådgiver. Hun var meget forstående, og vi fik en god og kompetent hjælp af hende. Hun ville kontakte familieafdelingen for at høre, hvad der var sket. Desværre varede det 3 dage, inden denne socialrådgiver kunne komme i telefonkontakt med nogen i familieafdelingen. Onsdag fik hun kontakt med den faglige leder, som sagde, at de på kommunen ikke stod bag denne gå under jorden. Ligeså sagde hun, at min mand havde ringet til vores familierådgiver mandag morgen, og fortalt hende, hvor de var. Den faglige leder fortalte socialrådgiveren, at det var meget vigtigt, at børnene fik akut ro, så derfor måtte de ikke oplyse om, hvor de opholdt sig henne. Jeg kan her nævne at jeg ovenpå denne omgang, var fuldstændig ude af den, græd og sov ikke i 3 døgn, derfor henvendte jeg mig til min læge, der ordinerede beroligende medicin og sovepiller til mig. Efter 4 uger fandt jeg selv frem til, at mine børn og min mand boede i en campinghytte på 35 kvadratmeter. De boede der i 8 måneder, her i blandt en hel vinter, hvor jeg stort set ingen kontakt havde med dem, fordi de var så vrede på mig, over min manglende formåen dvs. min depression. Jeg fik ingen samkvemsret med dem, og kommunen støttede op om, at børnene ikke skulle have noget med mig at gøre, da de trængte til akut ro fra mig. Jeg endte i en dyb krise og var opløst i gråd i et halvt år i træk. Min læge skrev til kommunen for at støtte og hjælpe mig, så jeg kunne få den rigtige psykologhjælp til min krise, depression og OCD-lidelse. Jeg fik afslag igen og igen, og flere gange oplevede jeg at få et brev med et nedladende svar. Efter et helt år fik jeg bevilget 10 krisepsykolog timer, da mit rådighedsbeløb var nået ned på under 50 kr. om dagen. Børnene var meget vrede på mig, og vil intet have med mig at gøre. Da jeg senere læste i aktindsigt, var der på intet tidspunkt nogen, der havde snakket med mine børn om, hvorfor jeg ikke magtede ret meget. Forklaringen var, at deres mor var blevet syg af sygdommen depression og samtidig led af den psykiske lidelse OCD. Selv om Børnerådgivningen i Vejle skrev til Fredericia Kommune, at jeg led af den alvorlige psykiske lidelse OCD, så blev min sygdom ikke taget alvorligt. 154

163 Jeg fik tilbudt psykologsamtaler i Distriktspsykiatrien ved deres psykolog, der var en ældre herre. Denne psykolog havde ingen kendskab eller erfaring med OCD lidelse, derudover oplevede jeg flere gange, at han var utrolig nedladende overfor mig, og han tog slet ikke mine problemer alvorligt. Desuden følte jeg mig som et nummer og ikke som en person med følelser. Jeg blev nødt til at stoppe ved ham, fordi jeg de sidste gange måtte gå grædende fra hans konsultation. Ligeså kan jeg her nævne, at jeg efterfølgende har fundet ud af, at han har et meget dårligt ry, for hans arbejde som psykolog. Jeg blev skilt, mistede forældremyndigheden over begge børn og flyttede ind i en lejlighed. Børnene fik ingen støtte og hjælp, selv om de boede alene sammen med deres far. Børnerådgivningen havde tydeligt skrevet i aktindsigt, at min mand var alkoholiker. Jeg synes, at det er dybt tragisk, at kommunen bare stod på sidelinjen og så på alt dette, og intet foretog sig. Børnene har senere fortalt, at det var et helvede, de 8 måneder de boede i denne lille hytte på campingpladsen. Min eksmand havde dette syn på kommunen, at de havde kompetence til at tage børnene fra familierne, de ville kun lave sager og samtidig ønskede de ikke at lytte, støtte og hjælpe familierne. For øvrigt tænkte de mere på at deres økonomi i kommunen skulle fungere, den var mere vigtig end borgernes liv og livskvalitet. Set i bakspejlet: Havde jeg bare lyttet til min eksmand. To år senere fik jeg tildelt en førtidspension uden nogen form for hjælp for til min psykiske OCD lidelse. Der gik nogle år, og begge børnene blev konfirmeret, og jeg fik mere og mere kontakt med dem igen. Min eksmands alkoholmisbrug tog til, hvilket gjorde, at han slet ikke kunne klare børnene. Jeg kunne ikke holde ud at se på, at de levede på den måde, og begyndte at hjælpe til med børnene. Jeg sørgede for alt det huslige, ordentligt mad, rent tøj, indkøb og forældresamtaler m.m. Min eksmand blev sygemeldt og mistede sit job. Derfor fik vi lavet fælles forældremyndighed, og vi aftalte at vores yngste datter flyttede over til mig, også fordi der gennem det sidste år havde været meget store skænderier mellem hende og hendes far. 155

164 Min datter var kommet i en meget slem mistrivsel, og fungerede derfor ikke socialt sammen med de andre elever i hendes klasse på skolen. Derfor ville hun meget gerne på efterskole, og dette rakte min økonomi til. Da min lejlighed ikke var særlig velegnet til, at min datter skulle bo der, fik jeg heldigvis en god lejlighed, som min datter gerne ville bo i, bare hun fik soveværelset som hendes værelse. Der er nu gået 9 år, siden Børnerådgivningen i Vejle skrev til Fredericia Kommune, at jeg havde OCD lidelse, og at vi alle i vores familie havde stor brug for hjælp. Da min datter flyttede hjem til mig, søgte jeg om hjælp til at få ordnet min lejlighed, men det lykkedes ikke. Derfor opholdte min datter sig meget ved min mor, når hun var hjemme på weekend fra efterskole, ligeså besøgte hun hendes søster og far. Da min datter fyldte 15 år, blev vi tilknyttet Fredericia Kommunes Ungdomscenter. Ungdomskonsulenten besluttede, at min datter skulle bo hos hendes far i en måned. Denne måned skulle jeg så bruge til at få mine ting og sager stillet på plads, fordi jeg lige var flyttet ind i denne nye lejlighed. Det gav mig igen en ny nedtur, som gjorde, at jeg flyttede ud til en bekendt, hvor jeg boede i 7 måneder. Denne ungdomskonsulent var slet ikke klar over, at det var en syg person, hun havde med at gøre. Hvis det var så nemt, så havde jeg nok gjort det for lang tid siden. Min datter kom ikke tilbage til mig. Ungdomskonsulenten bestemte dog, på en meget kreativ måde, at jeg fik lov til at betale alle udgifterne på hele dette efterskoleophold det år. Lige inden min datter fyldte 18 år, deltog jeg sammen med mine to bisiddere i et møde på Ungdomscentret, hvor både ungdomskonsulenten og deres faglige leder deltog. Min eksmand og jeg var igen kommet i stor konflikt med hinanden, og min datter reagerede ved at være meget stresset og angst. I referatet skrev ungdomskonsulenten: hun er meget presset og klemt. Min datter valgte mig fra for at få ro pga. hendes fars store vrede til hende, hvis hun tog kontakt til mig. Da jeg skulle flytte ind i den nye lejlighed, henvendte jeg mig til socialpsykiatrien, hvor jeg fik at vide, at personer med OCD lidelse ikke var deres målgruppe. Derfor havde Fredericia Kommune ikke nogen hjælp at tilbyde borgere med den psykiske lidelse OCD. De forklarede at denne lidelse, ligesom faldt mellem to stole. 156

165 Min kammerat med samme lidelse som mig, oplevede heller ikke at kunne få hjælp af Fredericia Kommune, så han endte med at tage sit eget liv. I marts 2009 bad jeg om et møde med socialudvalgsformanden, hvor også socialdirektøren deltog. Derefter fik jeg brev fra kommunen om, at der skulle laves en handleplan, hvilket ikke tidligere var lavet. Her 13 måneder senere er der stadig ikke lavet en handleplan. En konsulent fra socialpsykiatrien kom på hjemmebesøg ved mig i en periode på 3 måneder, for at udrede mig. Det de fandt frem til var, at jeg var for fyldt op, til at kunne modtage hjælp. Dvs. for syg til at få hjælp. Til mødet om forklaring på deres svar, sagde de til mig, at jeg selv skulle tage kontakt til OCD foreningen og til min læge, fordi de i Fredericia kommune ikke havde nogen personer, der var kvalificeret til denne hjælp. Jeg bliver på intet tidspunkt tilbudt hjælp udenfor Fredericia Kommune. Derefter tog jeg kontakt til OCD foreningen og min læge. Jeg udfyldte et ansøgningsskema og min læge skrev et brev til kommunen om psykologhjælp. Ligeså udfyldte jeg et ansøgningsskema om hjælp efter 100 (opmagasinering), og en pædagogisk håndsrækning. Jeg fik afslag på alle tre ting. Efter at min mand og jeg var blevet skilt, brugte jeg min tid på mange kurser, temadage, foredrag o.l. for at jeg bedre kunne leve med min psykiske lidelse. Jeg har blandt andet lært at stå frem og fortælle om, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse. Ligeså har jeg for nylig været på et frivillighedskursus i at være bisidder, hvor jeg også mødte andre, der også har det meget svært med at have en psykisk lidelse. Samtidig søger jeg løbende om hjælp fra Fredericia Kommune, men indtil dags dato har jeg stort set kun fået de 10 timers krisepsykologhjælp. Min konklusion over hele situationen er, at Fredericia Kommune faktisk ikke har været til nogen som helst hjælp, hverken for mine børn eller for mig selv. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at begge mine børn skulle have været anbragt udenfor hjemmet, da hverken børnenes far eller jeg har været i stand til at give dem en optimal opvækst. Min eksmand og jeg har ingen hjælp fået, men det værste er, at kommunen samtidig har ladet børnene leve i det kaos, hvilket de begge bærer tydelig præg af i dag. 157

166 Her det sidste halve år, er min eksmand og jeg kommet ud i en restsag, som kører i retten i Kolding. Meget af det er pga. at ungdomskonsulent lavede denne kreative udregning, af vores økonomi i det år, min datter var på efterskole. Det sidste år har jeg brugt meget tid på at søge om at få hjælp. Jeg har fået samlet alle mine papirer i flere tykke mapper, hvor der nu er langt over 500 dokumenter. Som indledning i den første mappe, har jeg skrevet navnene på alle de fagpersoner, der har været på for at hjælpe vores familie, den er nu oppe på over 100 personer, og der kommer løbende nye til. Over 100 forskellige personer, der har været på vores familie. Læger, praktiserende. Sundhedsplejerskerne, flere. Pædagogerne fra fritidsklub og fritidscenter. Lærerne og skoleinspektørerne, på de forskellige skoler. Specialklinikker i Fredericia, Middelfart, Kolding, Vejle og Århus. Sygehuse i Fredericia, Kolding, Odense, Århus. Overlægen fra børnepsykiatri, Vejle. Politi mange, i flere forskellige situationer. (mange dvs. over 5 personer) Borgerservice og folkeregistret fra kommunen, mange møder og breve. Støttekontaktpersoner, flere forskellige. Familierådgiveren og hendes faglige leder. Ungdomskonsulenterne og deres faglige leder. Afdelingschefen ved kommunens for børn og unge. Direktøren for børn & kultur. Direktør for socialområdet. Socialudvalgsformand. Formand for børn/ungeudvalget. Politikere fra byrådet, flere. Begge Borgmester. Socialrådgivere fra voksen team. Socialrådgivere fra psykiatri team. Sagsbehandlere og teamledere, fra økonomisk team Socialpsykiatrien, flere personer og deres faglig leder. Psykologer, mange. Psykiatere, flere. Psykoterapeut, flere. Statsamtet i Vejle. Mange møder, med flere forskellige personer og mange breve Børnesagkyndig rådgivere. Statsamtet i Vejle. Mange møder, med flere forskellige personer og mange breve Børnesagkyndig rådgivere. Krisecentret i Fredericia. De matrikelløse Fredericia kommune. 158

167 Psyk-info. Vejle, flere personer. Terapi og selvhjælpegrupper. Skrat i Vejle. (socialrådgiver, for øvrigt en meget kompetent person). Advokater, mange. Dommere fra retten i Fredericia, Viborg og Kolding. Statsforvaltningen flere forskellige møder, og utrolig mange breve derfra. Det Sociale Nævn. Flere afgørelser kritisabelt til Fr. kommune en særligt kritisabelt. Justitsministeriet Familiestyrelsen, mange breve. Minister. Præst. Ombudsmanden. Ankestyrelsen. Datatilsynet. VISO. Bøns Vilkår. BID uddannelsen, Brugerlærere I Danmark. Kunstterapi længerevarende kursus på 10 mdr. i alt 90 timer. DUKH. Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet. Depressionsforeningen. Børn og samvær Foreningen Bopam Børn Og Pårørende Af Misbrugere. LAP Landsforeningen Af tidligere og nuværende Psykiatribrugere. OCD foreningen. Hvorfor lytter kommunen ikke til borgerens ønske om hjælp? Det er det, jeg mener, vi skal arbejde frem imod Det der gør det hele endnu mere trist og tragisk er, at den hjælp kommunen kunne tilbyde os, desværre ikke har været en hjælp, der har hjulpet vores familie. Desværre så fortsætter denne farce, da jeg sender mange klager til kommunen, og beder om forklaringer på, hvad der er sket, og hvorfor de har handlet eller ikke handlet, som de har gjort. Jeg skriver til borgmesteren, forvaltningsdirektøren, familiechefen og politikerne, men det er stadig ikke lykkedes for mig, at få hverken en forklaring eller et svar, der kan bruges til noget som helst. 159

168 Min oplevelse er, at Fredericia Kommune bruger en masse ressourcer på at afvise borgere, der kommer for at bede om hjælp. Når de så kommer igen, så er behovet bare blevet endnu større og dermed jo også meget dyrere. DET KRÆVER VIRKELIGT MANGE KRÆFTER OG MOD TIL AT HAMLE OP MED DETTE TUNGE OG INEFFEKTIVE SYSTEM. 160

169 1. Dette indlæg er skrevet i forbindelse til historie 8. Denne unge piges mormor henvendte sig til Landsforeningen af pårørende til stofmisbrugere, hvorefter sagen overgik til mig som frivillig narkokonsulent, hjemmehørende i Sund By i Horsens. Jeg har sammen med Fredericia Politi sørget for, at der blev tilsendt en bekymringsskrivelse til Fredericia Kommunes Familieafdeling, da både mormoren og jeg var dybt bekymret for denne unge pige, som udover at være på hårde stoffer og var indblandet i alvorlig kriminalitet. Jeg har ved et møde sammen med mormoren i Fredericia Kommunes Ungdomscenter, fået bekræftet af Ungdomscentrets leder, at denne bekymringsskrivelse ligger i pigens sagsmappe, uden at Fredericia Kommune dog har reageret på denne skrivelse. Ved samme møde erkendte lederen, at pigen gennem hele forløbet har været klientstyret, hvilket synes aldeles uhensigtsmæssigt, da pigen siden sit 12. år har været afhængig af hårde stoffer. Pigens mor har gentagne gange været indlagt på Psykiatrisk Afdeling, hvor pigen siden hun var 11 år, har passet sig selv i flere måneder ad gangen, uden opsyn af voksne. Frivillig narkokonsulent og næstformand i landsforeningen af pårørende til stofmisbrugere Bent Nielsen, Horsens 161

170 2. Set fra sidelinjen i Ringen af forældre. 11 års ansættelse på Sct. Knuds Skole i Fredericia med to timer pr. dag i skolens SFO har givet mig et vist kendskab til skolens forhold, både hvad angår elever og lærere. Aldrig har jeg oplevet en skole, der i forhold til skolens elevtal havde så mange elever med brug for ekstra hjælp, og som aldrig fik den. Skolen har givet både kommunen og forældrene indtryk af, at de kunne håndtere de opgaver og udfordringer, der var forbundet med undervisningen af børn og unge med særlige behov, skønt de godt vidste, at de ikke havde ressourcerne til det. Alligevel tog de rigtig mange elever ind med særlige behov for at skaffe penge uden også at tænke på at tilføre skolen ekstra ressourcer på dette meget vigtige område at få hjulpet disse børn, hvilket medførte at hverken elever eller lærere kunne overskue situationen, hvorved mange elever blev terroriseret både fysisk og psykisk af skolens lærere. De elever, som ikke magtede en normal skolegang, har efterfølgende betalt prisen. Det er svært at forestille sig, at undervisningen kan besidde ret mange kvaliteter, hvis man ikke samtidig sikre et godt undervisningsmiljø og trygge rammer. Og netop rammerne er af stor betydning for børn og unge med særlige behov. Man bliver nødt til at sætte tingene ind i en større sammenhæng, når man som kommune godkender en skole til disse børn og unge med særlige behov. De børn er født til en verden, som ikke forstår dem. De er henvist og anbefalet af kommunen til en skole, som ikke rummede dem. De har allerede betalt en høj pris ved en skolegang præget af svigt og urimeligheder, der for manges vedkommende vil præge dem resten af livet. Jeg kender rigtig mange af disse elever fra skolen og følger dem stadig personligt, da jeg har oprettet et netværk i Fredericia for forældre til børn og unge med særlige behov, der på 1½ år er vokset fra 15 familie til ca. 60, hvoraf mange kommer fra Sct. Knuds Skole. Indtil videre har hverken skolen eller kommunen påtaget sig sin del af ansvaret for disse børns ve og vel. Fredericias Borgmester har til avisen udtalt, imens han sad i børne- og unge udvalget. Jeg er uforstående over, at der intet gøres for de mange børn, der stadig går rundt med psykiske eftervirkninger af et skidt skoleforløb. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. De sager må sluttes, så familierne kan komme videre med deres liv. Vi skal ikke sende juridiske spidsfindigheder frem og tilbage, men skal handle aktivt, så børnene får det bedre. Og fortsætter. Det er tydeligt, at der er en række børn, som har haft det meget dårligt på skolen. Det er muligt, at skolen står uden for vores regi, men de er alle børn i vores kommune, og dermed har vi også et ansvar, og derfor mener jeg heller ikke, det er rimeligt, at Fredericia Kommune afviser forældre der gentagne gange har henvendt sig for at få hjælp. 162

171 Ringen af forældre til børn og unge med særlige behov, der er vokset eksplosivt på 1½ år taler jo sit tydelige sprog og mine bange anelser var ikke ubegrundet, at rigtig mange familier i Fredericia får ikke den hjælp og vejledning, de har brug for fra kommunen. Det jeg oplever i Ringen af forældre er, at mange børn og unge med særlige behov i Fredericia stadig venter ofte i halve og hele år, nogen venter i årevis på kommunens tilbud, som, når den kommer, for størstedelens vedkommende viser sig at være kortsigtede og uplanlagte lappeløsninger, som sjældent passer ind i børnenes eller de unges behov, og som aldrig vil kunne give disse børn og unge et værdigt voksenliv. Som forældre kan det være svært at finde livsglæden, når man har et handicappet barn og samtidig skal kæmpe med et tungt kommunalt system, der den ene dag lover for igen den næste dag at feje tilbuddet af bordet. Forældrene kører psykisk ned, når de i det kommunale system bliver nedgjort og gjort skyldig i børnenes handicap, alt imens børnene og de unge bliver tabt på gulvet, og hvad værre er, at søskende også på den måde bliver ladt i stikken. Det er måske den væsentligste grund til, at vi i Fredericia har gadebørn og megen kriminalitet, hvilket ikke gør Fredericia til en attraktiv by. Karen Møberg Pædagog og stifter af Ringen af forældre. 163

172 3. Til Borgerne i Fredericia Amager 2. august 2010 Mit navn er Nikolaj Stigø. Jeg er specialkonsulent i forhold der berører det såkaldte aspergers syndrom. I den forbindelse har jeg haft kontakt med Fredericia Kommune gennem en del år. Det jeg mødes med er urimeligt og perfidt. Jeg har nu gennemlæst kaskader af udtalelser fra borgerne i Fredericia, og kan konkludere, at der er mere end bare noget galt. Fredericia Kommune spiller på at gøre sig ignorant og systematisk sagsbehandle på bevidst fordrejning og fravalg af borgernes realsituation. Det er uhyggeligt og skræmmende at opleve almindelige borgeres hverdag i kontakten med Fredericia Kommune. Vi ved fra psykologien, historien og måske især vores protestantiske tro, at når man lader mennesker gøre hvad som helst, så begår mennesker selvhævdelse uden samvittighed. Biblens 10 bud er et meget godt eksempel der er faktisk en grund til at mennesker opdrages til anstændighed og pli. Når offentligt ansatte føler sig stilsikre på ikke at kunne røres af straf, sker der underlige og forkerte ting i både optagelse af viden, information og i handling. Det er måske menneskeligt, men skulle være reguleret af borgernes repressalie ret, retsstatens grundlæggende samfunds- og borgerbeskyttende funktion, samt de offentligt ansattes risiko for frihedsberøvelse og risikoen for at belaste samfundet med erstatning men sådan er Danmark ikke længere. Man kunne tilføje noget om almindelig menneskelig forståelse og samhørighed med det omliggende samfund, men der er jo omsonst. En speciallæge i psykiatri kalder Fredericia for Danmarks mest befængte kommune, men jeg tvivler. De sidste 25 år har Danmark modtaget kaskader af systematisk afvist kritik fra Menneskerettighedskommissionen, EF- kommissionen, Hovrätten i Stockholm, de tyske myndigheder og mange andre. En tysk forsker kom for et par måneder siden til den konklusion, at hvis man tester almindelige danskere psykologisk reagerer ca. 25% med angst og det man kalder posttraumatisk stress. I Danmark bruger man jo systematisk at skabe angst for at offentligt ansatte begår systematisk mened og kriminel ignorance som økonomisk regulering af borgernes rettigheder og livsgrundlag, generelt. Der er en del af Fredericias borgere der er dømt i kontakten med kommunen. Når en kommune gør det Fredericia Kommune begår, kalder man det for primærkriminalitet. Det, ikke at ville anerkende den enkeltes reelle situation, men erstatte realsituationen med enten tavs ignorance eller fiksfakserier, og så bare lade borgerne sejle for lud og koldt vand, er den primære kriminalitet, men når en borger så dømmes for at være desperat fastlåser man alt på den sekundære kriminalitet borgerens reaktion er. Det er alt for behændigt, uden hold i den skrevne lovgivning og helt uden sidestykke til de retsforhold der er i vores nabolande. Sekundær 164

173 kriminalitet må hverken berøres eller dømmes før egen primærkriminalitet er fuldt afklaret, men det er jo Danmark vi taler om. Jeg finder også igen og igen tilfælde, hvor det, at en i en familie har problemer, får de offentligt ansatte til at trække hele familien med, så borgeren drukner i dårlig samvittighed som straf for at have henvendt sig, overhovedet. Når man vil styre en retsstat gør man det på den præventive funktion, d.v.s. at man tilkender sig realitet og handler korrekt i forhold til borgerens, den skrevne lovgivnings og samfundets tarv. Problemer man tydelig kender til skal imødekommes og ikke bare ignoreres, men sådan er livet ikke for borgerne i Fredericia. Det der dog mest fremstår som primærkriminalitet er, at Fredericia Kommune spiller på at skabe dobbelthed omkring den enkelte borger. Alle i Fredericia har to identiteter, nemlig den realsituation de står med, og den de offentlige fabrikerer for egen vindings skyld, og det er jo grelt. Borgerne i Fredericia har to problemer, nemlig det oprindelige fra deres hverdag, der ignoreres og syltes, og det problem de offentlige ansatte tillægger som obstruktion og åbenlys foragt overfor pligt og ansvar, generelt. Samvittighed er følelsen af at nogen kigger, sagde en filosof en gang. Måske mangler Fredericia Kommune dét, at nogen fører kontrol og uddeler bøder, erstatningskrav og straf? Nikolaj Stigø Sekretær og talsmand for 165

174 4. Middelfart den 21/ Vedr. Fredericia Kommune. Det er min opfattelse, at Fredericia Kommunes forvaltning tilhører de allerringeste i Danmark. Jeg kender ikke til alle kommuner, men det er min opfattelse, at det i mine omgivelser er den absolut ringest fungerende socialforvaltning overhovedet. Ikke fordi der ikke er konkurrenter, men alligevel ikke på det niveau. Jeg har lagt mærke til, at folk får en meget dårlig behandling. Jeg kan som eksempel nævne en af mine patienter, som var udslidt og havde gået i hjælpeklasse som barn. Da hun ikke kunne mere i en alder på ca. 55 år, mente man i Fredericia Kommune, at hun skulle revalideres til socialrådgiver. For at komme ind på den Sociale Højskole skal man have HF, og det kunne min patient ikke klare. Hun blev tiltagende angstpræget og bange. Jeg måtte sygemelde hende, hvorefter Fredericia Kommune fortæller hende, at man vil rejse pensionssag. Hun får at vide, at det er afklaret om en 5-6 uger. Hun ringede lidt frem og tilbage til kommunen, hvor man benyttede den sædvanlige taktik med skift af sagsbehandler, indtil hun et år efter fik besked på, at det blev til et afslag på pension. Min patient var på selvmordets rand, og mødte op uden tid, hvor hun gik ind i min konsultation uden at banke på, hvilket hun er den eneste, der nogensinde har gjort. Hun var grædende og kunne ikke se nogen muligheder for fremtidigt liv og levned. Jeg foreslog hende at anke sagen, hvilket hun gjorde og her kom det frem i svaret fra Vejle Statsamt, at når en kommune rejser pensionssag, så skal det åbenlyst eller veldokumenteret, at man er berettiget til førtidspension. Det var derudover, i henhold til statsamtet, påfaldende, at der ikke var indhentet nogen som helst helbredsoplysninger om hende noget sted. Det mente man også i Vejle Statsamt. Der var fra forvaltningens side tænkt flg.: Vi giver afslag, hun har sikkert ikke smart nok til at anke afgørelsen, og så skal hun have kontanthjælp, og det kan hun ikke få, fordi hendes mand har et arbejde som chauffør. Kommunen sparer, men til gengæld vil familien ikke kunne klare sig og må sælge huset mm. Det er helt utilstedeligt. Hvis vi andre lavede noget sådant, ville vi blive straffet. Tænk, hvis der var noget, der svarede til patientklagenævnet, når det drejede sig om dette emne. Det er ikke desværre ikke nogen enestående historie for pågældende kommune. Ydr. Nr Peter Kaare Østergaard Speciallæge i psykiatri Elmegade 10, Tlf Middelfart. Giro

175 5. Lægerne Danmarksgade Fredericia Tlf Fredericia 10. august 2010 Som praktiserende læge har jeg i februar 2010 rettet henvendelse til Familieafdelingen, Social og Sundhed, Gothersgade 20, 7000 Fredericia vedrørende en 15-årig dreng, som hele sit liv har været tilmeldt praksis her og som jeg derfor har et godt kendskab til. Årsagen til henvendelsen skete i samråd med drengens mor og var forårsaget af tiltagende adfærdsproblemer såvel i skole som i fritid og deraf følgende hyppige skoleskift og efterhånden alvorlige adfærdsproblemer med vold overfor jævnaldrende, hyppige tyverier af tiltagende alvorlig karakter, resulterende i hyppige kontakter med politiet og deraf følgende afhøringer. Allerede i 2005 havde psykolog ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, i erklæring til Familierådgivningen omtalt hendes store bekymring for problemernes alvor og omfang. Jeg har på intet tidspunkt fået nogen tilbagemelding fra Familieafdelingen og ved fra moderen, at man heller ikke fra afdelingen har rettet henvendelse til hende i sagen. Der er kort sagt i de forløbne 6 måneder intet foretaget fra Familieafdelingens side på trods af, at jeg udtrykkeligt anførte, at jeg mente situationen efterhånden måtte betegnes som ganske alvorlig. Med venlig hilsen Læge Poul C. Pedersen/gsj Danmarksgade Fredericia 167

176 august 2010 Når et barn har særlige behov, er det enhver kommunes opgave at yde barnet støtte, ligesom det er kommunens pligt at hjælpe forældrene, hvis de giver udtryk for, at barnets problemer er så alvorlige, at de har behov for professionel assistance. Jeg har haft mange henvendelser af alvorlig karakter fra Fredericia kommune, hvor forældre har bedt PPR og familieafdelingen om hjælp gentagne gange. Der har været afholdt mange møder mellem forældre og embedsmænd, men det har knebet med at leve op til de løfter, de professionelle gav forældrene om hjælp på møderne. Ikke nok med at forældrene blev holdt hen med møder og mange løfter, men mange oplevede også, at medarbejdere gjorde forsøg på at tegne et billede af forældrene som vanskelige eller symbiotiske i forhold til deres barn, uagtet disse embedsmænd ikke havde kompetence hertil. Samtidig forsøgte embedsmænd at fremstille forældre som skadelige over for deres barns udvikling, hvis de bed sig fast i en sag. Mange forældre og børn har følt sig overhørt og ikke hjulpet. At Fredericia kommune ikke har levet op til de forventninger, man som borger kan have til sin kommune, vidner udsagn fra andre fagpersoner om. Det være sig børnepsykiatrisk afdeling eller praktiserende læger. Konsekvensen af Fredericia kommunes forsømmelser er, at mange unge ikke har fået støtte til en udvikling, der kunne give dem et godt ungdomsliv og muligheden for at tage en uddannelse. I forhold til forældrene har kommunens forsømmelser betydet, at forældrene har måttet sygemelde sig p.g.a. det stress, Fredericias manglende støtte har medført. Nogle forældre har oplevet, at embedsmænd har villet blande sig i, om forældre kunne have en bestemt bisidder med, hvorved embedsmænd har set bort fra enhver borgers ret til at have bisidder med. Fredericia kommune har udvist misligholdelse af sine forpligtelser over for forældre og børn. Desuden har kommunen i mange tilfælde behandlet forældre ydmygende eller overhørt dem. Der er generelt tale om dårlig forvaltning og ringe menneskeforståelse i de forholdsvis talrige henvendelser, jeg har kendskab til fra Fredericia kommune. Solveig Gaarsmand Leder af Forældrerådgivningen 168

177 7. Fredericia 27 August Det er ikke svært at behandle en patient der bliver rask. Det er meget svært at se patienter, der trods alle behandleres anstrengelser bliver kronisk syge og trods denne omsorg se patienter gå til grunde fysisk, psykisk og socialt i Fredericia Kommune. Niels Gerdes Speciallæge i almen medicin. 169

178 Børne- og ungepolitik vedtaget i Byrådet d. 4. december 2006 Vision Byrådet har i Vision 2012 besluttet, at Fredericia skal være Danmarks bedste børneby. En god børneby er kendetegnet ved de værdier, som praktiseres i mødet med børn og unge. Først og fremmest indebærer det at være en by, hvor børn bliver taget alvorligt og mødt med åbenhed og positive forventninger til deres potentialer og mulige bidrag til fællesskabet. Samtidig indebærer det, at vi tør udfordre hinanden og kvalificere den måde, vi lærer og udvikler os på. Danmarks bedste børneby skal herigennem skabe et livskraftigt grundlag for, at børn og unge danner sig som alsidige og kompetente personligheder og aktive medborgere. Målestokken for realiseringen af dette består i tre overordnede kriterier: Livsglæde: Børn og unge skal opleve, (i) at de er trygge, (ii) at de bliver optimalt udfordret og får lov til at lære og udvikle sig i overensstemmelse med deres ressourcer, og (iii) at de kan forundres over verden og er med til at skabe en meningsfuld tilværelse inden for et fællesskab. Kompetence: Børn og unge skal tillære sig kundskaber og færdigheder, så de kan skabe sig en god tilværelse og være med til at udvikle et godt samfund. Socialt ansvar: Børn og unge, som har problemer, må aldrig lades i stikken, men skal hjælpes med respekt, omsorg og blik for deres egne ressourcer og muligheder. I det følgende gennemgås en række flerårige indsatsområder, som udgør grundlaget for at indfri de ovenstående mål. Indsatsområderne er: 1. Alsidig pædagogik 2. Leg, idræt og sundhed 3. Internationalisering 4. Målrettede løsninger til børn og unge med særlige behov Sidst i denne politik opstilles en række målbare succeskriterier for, hvordan disse indsatser bidrager til at indfri visionen. 170

179 Værdier Den samlede indsats på børne- og ungeeområdet skal præget af følgende værdier (Værdigrundlag for børne- og ungeområdet, vedtaget i Byrådet den ): Mål Børn og unge skal udvikle sig hvor forældrene er de hovedansvarlige til alsidige sociale personligheder, som kan handle og tænke ud fra et demokratisk og ligeværdigt menneskesyn. Værdi Børn og unge skal opleve tryghed, livsglæde og lyst til at lære Fordi: Vi tror, at børn og unge, der vokser op i trygge og udfordrende rammer, har de bedste forudsætninger for at udvikle personlige, sociale og faglige kompetencer i miljøer, der bygger på aktiv læring og dannels Værdi Børn og unge skal under deres opvækst opleve helhed og sammenhæng og have ansvar. Fordi: Vi tror, at der er mange faktorer, der påvirker et menneske. Familien og fritiden hele livssituationen er afgørende for barnets og den unges udvikling. Værdi Børn og unge har krav på respekt, rettigheder, pligter og at blive hørt Fordi: Vi tror, at børn og unge, der møder respekt fra voksne, vil få det bedste afsæt i tilværelsen for selv at handle med ansvarlighed og tillid. Værdi Børn og unge skal møde fællesskab, kulturelle forskelligheder, demokrati og ligeværd. Fordi: Vi tror, at fællesskab og forskellighed er forudsætningen for, at børn og unge udvikler sociale kompetencer, der bygger på tolerance og demokratiske spille-regler. FLERÅRIGE INDSATSOMRÅDER 1. Alsidig pædagogik Formålet med dette indsatsområde er at give alle børn og unge et relevant pædagogisk tilbud, der passer til deres ressourcer og behov. Børn og unge, der har brug for en særlig hjælp, skal imødekommes så tidligt som muligt, så hjælpen kan ydes på en måde, der er mindst muligt indgribende. Det kræver en langsigtet indsats på flere områder: Massiv satsning på kvalitet og kompetenceudvikling Først og fremmest skal de voksne, der arbejder med børn og unge, have et fagligt overskud og nærvær, der muliggør, at de kan opfatte og tilpasse mål og metoder efter børns og unges for- 171

180 skelligartede behov og forudsætninger. Det kræver en massiv satsning på udvikling af kvalitet og kompetencer i det pædagogiske arbejde. På baggrund af et højt kompetenceniveau skal der være plads til, at brugerbestyrelser og medarbejdere udvikler en mangfoldighed af pædagogiske strategier og metoder. Fredericia Kommune går ikke ind for ensartet konceptpædagogik, men for forældre og medarbejdere, som tænker selv og tager vare på deres børn og unge. Det er dog afgørende, at alle kan gøre rede for deres metoder gennem dokumentation og evaluering. Effekt og kvalitet sikres gennem gennemsigtighed og fælles refleksion. I denne sammenhæng spiller en systematisk brug af test en vigtig rolle. Test skal bruges konstruktivt til feedback, motivation og vejledning, så de enkelte børn og unge udfordres optimalt. Test må derimod ikke blive middel, der skaber præstationsangst, udskillelse og en ensidig indretning af det pædagogiske arbejde, så det sikrer formel opfyldelse af testkriterier. Vi skal have mod til at bruge test åbent, frimodigt og nysgerrigt. Tværgående helhed og sammenhæng Børn og unge skal opleve, at der en helhed og sammenhæng i de pædagogiske tilbud fra de er 0, til de er 18 år. Det er ikke ensbetydende med, at tilbuddene er ensartede. Men det betyder, at der tages hånd om deres overgange mellem forskellige tilbud: fra dagtilbud til skole, fra SFO til klub og fra skole til ungdomsuddannelse. Denne helhed og sammenhæng skabes gennem et pædagogisk samarbejde inden for de enkelte lokalområder (fællesdistrikter). Heri indgår dagtilbud, skoler, SFO er og klubber, under vejledning af de faglige specialfunktioner (sundhedspleje, tandpleje, pædagogisk-psykologisk rådgivning og familierådgivningen). Gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning varetages endvidere et tæt samarbejde med ungdomsuddannelserne. Hvert fællesdistrikt skal formulere en politik for de forskellige overgange mellem pædagogiske tilbud, herunder hvordan det pædagogiske samarbejde skal foregå. Faglighed, kreativitet og rummelighed Alsidig pædagogik skal føre til en høj grad af både faglighed, kreativitet og rummelighed i de pædagogiske tilbud. Med faglighed menes ikke blot opfyldelse af givne krav til kundskaber og færdigheder, men også at hvert barn og ung sætter sig egne mål og milepæle i forhold til et fags idealer og indhold. Målet for faglighed er derfor, at børn og unge har egne mål og milepæle inden for fagene, og at hver elev kan følge sin fremdrift i opnåelsen af de ønskede mål. Med kreativitet mener vi, at børn og unge lærer at bruge deres kundskaber og færdigheder på en skabende og fornyende måde. Derfor har vi fokus på barnets og den unges alsidige udvikling som et helt menneske. Den kreative udvikling skal findes sted gennem læreprocesserne i dagtilbud og skoler, men lige så vel gennem deltagelsen i fritids- og kulturlivet. Målet er, at alle børn og unge efter egne forudsætninger udfolder sig kreativt. Med rummelighed menes, at de pædagogiske tilbud kan imødekomme børn og unge i deres forskellighed, og at børn og unge med brug for særlig støtte kan få denne støtte på en måde, der mindst muligt udskiller dem og griber ind i deres almindelige hverdagsliv. Målet for rum- 172

181 melighed er, at 98 % af alle elever (fraregnet psykisk handicappede) skal kunne rummes inden for skolernes almindelige, differentierede undervisning. Blandt de psykisk handicappede elever skal 80 % kunne imødekommes gennem et lokalt forankret tilbud. Midlerne til sikring af faglighed såvel som rummelighed er de samme: en høj grad af differentiering af pædagogiske metoder, fleksible holddannelser, konstruktiv brug af test og tidlig indsats samt udvikling af lokale specialtilbud. Integration Børn og unge, som har baggrund i etniske mindretal, skal sikres mulighed for at udvikle og uddanne sig på lige fod med andre børn og unge. Gennem en tidlig og målrettet sprogtræning i dagtilbudene skal det sikres, at børnene har aldersvarende danskkundskaber ved skolestart, samt at tilegner sig forståelse af danske samfundsforhold og kultur. Denne indsats fortsætter i skolen, hvor der intensivt arbejdes med at fjerne eventuelle barrierer for integration og uddannelse. Klubber og andre fritidstilbud skal aktivt søge at inddrage børn og unge fra etniske mindretal, i samarbejde med forældrene og de etniske mindretalsforeninger. Det er et mål er, at tosprogede børn og unge opnår skoleresultater og deltagelse i ungdomsuddannelser på niveau med andre børn og unge. Demokrati og partnerskaber Alsidig pædagogik handler om at matche pædagogiske tilbud til børns og unges forskelligartede behov. Dette er ikke nogen passiv tilpasning, men sker kun gennem en aktiv dialog og inddragelse. Børn, unge og forældre er derfor nøglepersoner i udviklingen af de pædagogiske tilbud indhold og kvalitet. De skal inddrages aktivt, såvel i hverdagen som via elevråd og brugerbestyrelser. Dagtilbud, skoler, SFO er og klubber er endvidere vigtige dele af deres lokalsamfund og bør søge samarbejde med borgere og deres foreninger med henblik på at udvikle gode rammer for børne- og ungdomsliv i de pågældende lokalsamfund. 2. Leg, idræt og sundhed Formålet med dette indsatsområde er at udvikle gode betingelser for, at børn og unge kan udvikle sig sundt og udfolde sig alsidigt gennem leg og idræt. Dette er ikke kun vigtigt at rent fysiske grunde. Vores evne til at kommunikere, tænke, lære, skabe og indgå i fællesskaber hænger i høj grad sammen med kropslig udvikling. Dette indebærer indsatser på flere områder: Generel sundhedsfremme Alle nye forældre skal have tilbud om rådgivning om, hvordan de tilrettelægger en sund og stimulerende hverdag for børn. Rådgivningen skal udøves i en mangfoldighed at former, der kommer borgernes forskellige behov i møde. I alle pædagogiske tilbud skal der føres en aktiv sundhedspolitik, som indbefatter en klar holdning til kost, motioner samt forskellige former for risikoadfærd (rygning, alkohol, fejlernæring etc.). Vand og sund mad bør så vidt muligt kunne tilbydes, og børn og unge bør hjælpes til at udvikle sunde levevaner. 173

182 Pædagogisk idræt Børn og unge lærer gennem kroppen. Leg og idræt skal indgå som et integreret element i alle pædagogiske tilbud. På dagtilbudsområdet skal en kreds af certificerede idrætsbørnehaver være kraftcenter for udvikling af pædagogiske idræt i alle dagtilbud. I skoler og SFO skal leg og idræt indgå som elementer i en alsidig skoledag. Idræt skal ikke kun være et fag, men også en metode, som kan bruges i forbindelse med alle andre fag. I klubberne er leg og idræt metoder til at understøtte unge i at udvikle et selvstændigt og alsidigt fritids- og kulturliv. Partnerskaber med idrætslivet Både den organiserede og det uorganiserede idrætsliv er centrale samarbejdspartnere på dette område. Gennem partnerskaber kan idrætsliv og kommune udvikle nye tilbud, som tiltrækker nye grupper af børn og unge, og som fornyer former og indhold hos begge parter. 3. Internationalisering Formålet med dette indsatsområde er at kvalificere børn og unge til at være aktive medborgere i et globalt netværkssamfund. Det kræver følgende indsatser: International dimension i alle pædagogiske tilbud Alle børn og unge skal afhængig af alder og forudsætninger: lære at beherske sprog og kommunikationsmidler opnå indsigt i andre samfund og kulturer opbygge kompetence til at handle medborger på tværs af kulturer I skolerne følges en international læseplan. Internationale overbygninger på skolerne I alle fællesdistrikter skal der være mulighed for at gennemføre folkeskolens overbygning (7.-9. klasse) på en international linje, hvor der undervises af engelsksprogede lærer, og engelsk er arbejdssprog i en række fag. Kommunen skal arbejde aktivt for, at ungdomsuddannelserne tilbyder tilsvarende internationale linjer. Etablering af udviklngsordninger og internationale miljøer Både elever og medarbejdere skal tilbydes muligheder for udveksling og studieophold i andre lande. Ligeledes skal kommunen aktivt medvirke til at etablere internationale miljøer i form af faglige netværk, sommerskoler etc. 174

183 4. Målrettede løsninger til børn og unge med særlige behov Formålet med dette indsatsområde er, at børn og unge, som har særlige behov for støtte, tilbydes denne støtte så tidligt og målrettet som muligt, og på måde, der er mindst mulig indgribende. Børn og unge kan have særlige behov af mange grunde. Der kan være tale om indlæringsmæssige problemer, sociale og emotionelle problemer, krise i familien etc. Uanset hvad grunden er, skal børn, unge og familier altid mødes med blik for deres ressourcer såvel som deres problemer og risici. Familier Når familier har brug for særlig støtte, gælder følgende principper: Børneperspektiv: Barnets perspektiv tæller mest. Det er hensynet til barnets trivsel og videre udvikling, som er afgørende, når der vælges mellem forskellige former for støtte og foranstaltninger. Forældreansvar: Forældrene er altid de hovedansvarlige for at sikre barnets opvækst, trivsel og udvikling. Hvis forældrene ikke magter at varetage omsorgen for barnet, skal de i første omgang hjælpes hertil. Alternativt skal der ydes en hjælp, der kompenserer for forældrenes manglende evne, f.eks. i form af praktisk bistand i hjemmet eller pædagogisk støtte. Tidlig indsats: Støtte og foranstaltninger skal helst ydes så tidligt som muligt, så familien kan holdes sammen og fortsætte sit samliv, og hjælpen kan være mindst muligt indgribende. Såfremt en anbringelse er nødvendigt, skal den iværksættes tidligt, gerne inden barnets skolestart, da det muliggør en større kontinuitet i barnets liv og udvikling. Lokale løsninger Støtte skal ydes så tæt på lokalmiljøet som muligt. Den bør inddrage netværket omkring barnet samt offentlige tilbud som f.eks. børnehuse, familiebehandling, pædagogisk støtte i hjemmet. Nødvendigt indgreb: Anbringelser af barnet uden for hjemmet skal bruges, når barnets velfærd og udvikling er truet, og det ikke er muligt at støtte barnet tilstrækkeligt i hjemmet. Børn skal ikke vokse op i hjem, der er præget af massivt misbrug og omfattende omsorgssvigt eller fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb. Kontinuitet: Enhver indsats skal være gennemtænkt og nøje planlagt. Børn må ikke flakke mellem forskellige tilbud og rammer for deres hverdag. Er et barn anbragt, må det ikke hjemgives, med mindre en faglig vurdering viser, at forholdene i hjemmet er forsvarlige også på lang sigt. Børn og unge med brug for specialpædagogisk støtte Behov for specialpædagogisk støtte skal identificeres så tidligt som muligt. Disse behov skal altid først søges imødekommet ved at støtte børnene i det miljø, som de i forvejen færdes i. Pæ- 175

184 dagogisk-psykologisk Rådgivning yder bistand hertil. Først når den nære støtte er afprøvet, kan brug af særskilte specialtilbud overvejes. Specialtilbud ydes de så vidt muligt lokalt, så barnet bevarer tilknytning til eksisterende netværk. Handicappede børn og unge Familier, der får et handicappet barn, skal på et tidligt tidspunkt modtage en vejledning, der giver overblik over de udfordringer og støttemuligheder, som de kan vente i løbet af barnets opvækst og udvikling. Gennem vejledning og støtte skal barnet og dets familie hjælpes til en tilværelse så tæt på det normale som muligt. Her gælder de samme principper, som blev nævnt i forbindelse med støtte til familier i øvrigt (børneperspektiv, forældreansvar etc.). Kriminalitetstruede unge Enhver ung, som er kriminalitetstruet, skal målrettet og intensivt hjælpes til en kriminalitetsfri tilværelse. Så en af parterne i SSP-samarbejdet konstatere, at en ung er kriminalitetstruet, skal der udformes en skriftlig handlingsaftale, som koordinerer de offentlige instansers indsats, og som indgår i en aftale med forældrene om, hvordan den unge bedst muligt hjælpes. 176

185 RESULTATMÅL Livsglæde 1. Børn og unge skal opleve en høj og stigende livsglæde. Indikatorerne for dette er børns og unges: a. Oplevelse af tryghed b. Oplevelse af at blive optimalt udfordret c. Oplevelse af meningsfuldhed Målingerne søges gennemført i samarbejde med andre kommuner og med muligheder for at sammenligne niveauer og bevægelser i udviklingen. Kompetence 2. Børn og unge skal have relevante mål og milepæle for tilegnelse af faglige kompetencer (elevplaner), og hver elev skal kunne følge fremdriften i opnåelsen af de ønskede mål. 3. Der er fokus på det hele menneske. I både dagtilbud, skoler og klubber skal børn, unge og forældre kunne få inspiration og tilbagemeldinger vedrørende: a. Sundhed b. Kreativ udvikling c. Deltagelse i fritids- og kulturliv d. Medleven i demokrati og fælles beslutninger 4. Børn og unge har en høj deltagelse i fritids- og kulturlivet. Børn og unges deltagelse i folkeoplysende foreninger skal ligge over landsgennemsnittet. 5. Alle børn og unge skal opbygge kompetence til at leve sundt. I opfølgningen på kommunens sundhedsprofil skal der kunne konstateres løbende forbedringer i form af dalende forekomst af livsstilsbetingede sygdomme. Deltagelsen i idrætsaktiviteter skal endvidere være høj og stigende (jf. ovennævnte måling af deltagelsen i folkeoplysende foreninger). 6. Alle elever i folkeskolen skal kvalificere sig som medborgere i et globalt samfund. Alle elever skal have mulighed for at gennemføre klasse på en egentlig international linje med engelsk som arbejdssprog. 7. Alle unge fortsætter efter skole på en ungdomsuddannelse, og der følges op på alle frafald. 8. Tosprogedes skoleresultater og deltagelse i ungdomsuddannelser skal ligge niveau med andre elever. Socialt ansvar % af alle skoleelever skal rummes inden for den almindelige, differentierede undervisning (fraregnet psykisk handicappede) % af alle psykisk handicappede skal kunne imødekommes gennem lokale tilbud. 11. Andelen af de lokalt forankrede individuelle tilbud til børn og unge med særlige behov for støtte i henhold til Lov om social service 40 skal være stigende i forhold til anbringelser uden for hjemmet. 12. Ungdomskriminaliteten skal være dalende, målt i antal anmeldelser pr. år af lovovertrædelser begået af unge under 18 år, jf. Politiets opgørelser. I SSP-samarbejdet følges det løbende, om unge er kriminalitetstruede. Når en ung er kriminalitetstruet, indgås der en individuel handlingsaftale, som skal hjælpe den unge til en kriminalitetsfri tilværelse. 177

186 Fakta om specialuddannede lærere for skoleåret 2009/2010 I følge oplysninger fra skoleafdelingen aug Fredericia kommune er normeret med 128 stillinger på fuld tid inden for specialområdet; specialskoler og specialklasser. Der er 47 fuldtidsstillinger, som har erhvervet særlige kvalifikationer inden for specialområdet f. eks. i form af specialpædagogisk grunduddannelse, diplomuddannelse i specialpædagogik eller speciale C i den gamle læreruddannelse. At uddanne de resterende 60 % af lærerne (81 lærer) på Pædagogisk Diplomuddannelse bestående af 6 moduler vil koste i alt kr. (Fratrukket SVU godtgørelse på kr. vil nettoudgiften pr. lærer være kr.) At uddanne de resterende 60 % af lærerne på specialpædagogisk grunduddannelse bestående af 1 modul vil koste i alt kr. (Fratrukket SVU godtgørelse på kr. vil nettoudgiften pr. lærer være kr.) 178

187 Vold i Danmark Top 10 over de mest voldelige kommuner i Danmark. Målt på voldsforbrydelser per tusinde indbygger i andet kvartal af Glostrup 1,57 2. Odense 1,42 3. Aabenraa 1,37 4. Ishøj 1,35 5. Helsingør 1,34 6. Bornholm 1,27 7. Nyborg 1,26 8. Fredericia 1,23 9. Esbjerg 1, Høje-Taastrup 1,16 Top 10 over de mest ikke-voldelige kommuner i Danmark 1. Christiansø 0,00 2. Rudersdal 0,26 3. Egedal 0,29 4. Dragør 0,30 5. Ærø 0,30 6. Stevns 0,32 7. Favrskov 0,37 8. Furesø 0,37 9. Hedensted 0, Hørsholm 0,37 179

188 På trods af bandekrig og skudepisoder i hovedstaden er der tilsyneladende oftere slagsmål og knytnæveslag på solskinsøen Bornholm. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Her indtager Bornholm en sjetteplads over de kommuner i Danmark med flest voldsanmeldelser, mens København er nede på en 12. plads. Derimod skal man kun sejle 55 minutter stik nordvest fra Gudhjem, for at finde Danmarks fredeligste sted - at dømme efter antallet af anmeldelser i hvert fald. På Christiansø er volden nærmest ikke-eksisterende. Her er der slet ikke registreret nogle voldsforbrydelser i andet kvartal af Danmarks mest voldelige by På Sjælland skal man dog kun lidt ud af København for at finde steder, hvor folk melder mest om vold. I Glostrup er der anmeldt 1,57 voldsforbrydelse per tusinde indbygger, og det gør københavnerforstaden til klart det mest voldelige sted i Danmark. Odense indtager med 1,42 anmeldte voldsforbrydelse andenpladsen, mens Nyborg indtager en syvendeplads. Syddanmark slår hårdt På tredjepladsen ligger sønderjyske Aabenraa, der sammen med Fredericia og Esbjerg hiver voldsstatistikkerne for Sydjylland op. Med fem byer i top ti ender Region Syddanmark således med at blive den mest hårdtslående region i Danmark. Vi slår sjældnere, men hårdere Anmeldelser om vold er generelt faldende i landets kommuner, derimod er der anmeldt flere tilfælde af alvorlig vold i året andet kvartal. Der er anmeldt 443 tilfælde af alvorligere vold efter straffelovens paragraf en stigning på ni procent. Overtrædelser af paragraf 245 er vold af særlig rå karakter, der kan straffes med op til seks års fængsel. 180

189 181

190 182

191 Indslag fra TV Syd d. 22. april Forleden fortalte vi at Fredericia var den mindst populære by at bo i Syd og Sønderjylland og borgmester Thomas Banke forklarede placeringen med høj kriminalitet der gør borgerne utrygge. I dag fik kommunen så 9 millioner kr. til at forebygge ungdomskriminalitet. Borgmesteren fejrede den gode nyhed med en rask lille fodboldkamp med de unge i Korskærparken i den vestlige ende af Fredericia. Pengene skal bruges her området ER særlig belastet, men nu skal de mange unge i kvarteret have en chance. Ifølge opgørelse fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Kolding Sygehus. Fra 2008 har Fredericia Kommune 50 % flere patienter for denne målgruppe end Vejle og 17 % flere end Kolding Kommune. 183

192 Vores Konklusion I denne proces har vi fundet en rød tråd og forstår nu bedre hvorfor, det står så dårligt til med tilfredsheden i Fredericia og byens ungdom. Vi mener, at de resterende 60 % af lærerne skal specialuddannes, så de kan varetage og tilrettelægge specialpædagogisk undervisning til børn og unge med særlige behov i specialskoler og specialinstitutioner. For os virker det som om, at Fredericia Kommune gentagne gange ikke har viljen til at få børn og unge udredt, trods henvendelser fra både forældre og fagligt personale. Bliver de udredt ser vi også en tendens til, at kommunen ikke følger psykologer/psykiateres anbefalinger. Det er ikke sagsbehandlerne, vi ser som problemet her, men en kultur der har fået lov til at udvikle sig igennem mange år. Den store udskiftning af personalet i Familieafdelingen igennem de sidste år, fortæller os, at der er nogen, som ikke kan klare at arbejde under de vilkår. Vi er også blevet klar over, at kommunens måde at behandle borgerne på, er med til at fastholde borgerne i den sociale arv igennem generationer. Når vi ser ud over de mange sager, ser det ud som om den dårlige behandling sker systematisk og i nogle tilfælde med fuldt overlæg. Vi ser en sammenhæng i det faktum, at utrolig mange af de implicerede i de 50 historier har eller har haft depressioner, og det at borgerne bliver mødt med mistillid og manglende forståelse for deres situation. Disse ting fører borgerne ud i afmagt, og de mister troen på, at det nogensinde bliver bedre, og at nogen i systemet vil dem det godt. Vi har svært ved at forstå, hvordan forvaltningerne kan tro, at denne behandling/kultur kan være gavnlig og fremmende for borgerne og dermed også samfundet som helhed. Da kommunens nuværende ledelse og en stor del af byrådspolitikerne har været en medskabende del af og har tilladt at denne kultur har udviklet sig igennem mange år, mener vi, at der skal nye øjne udefra til at ændre dette. Da det er vores opfattelse, at det for borgerne kan være umuligt at trænge igennem dette lukkede system af embedsmænd og politikere; der holder sammen, dækker over hinanden og ikke indrømmer fejl, har vi gjort os nogle tanker om, hvordan det evt. kunne ændres. Vi mener, at løsningen kunne være et lokalt uvildigt ombudsmandsråd, hvor borgerne og bekymrede fagpersoner kan henvende sig med komplicerede sager og klager, uden at blive mødt med fordomme, mistillid og senere repressalier. Dette råd må ikke være en del af kommunen. 184

193 Vi ser også en mulighed i at lave en slags mentor-familie-ordning, hvor en familie i en svær eller fastlåst situation kan søge hjælp, rådgivning og støtte hos en ressourcestærk familie. Derudover mener vi, at der i kommunen skal være en tydelig og konsekvent personalepolitik. Vi har flere gange oplevet, at der ingen konsekvenser er, når loven ikke bliver overholdt. På nuværende tidspunkt mener vi, at der er frit spil for kommunens embedsmænd i deres chikane af byens borgere. På sigt vil de enorme menneskelige omkostninger og lappeløsninger koste kommune mange penge, samt fastholde borgerne i deres ulykkelige situation. Vi har ikke lavet denne bog for at genere eller udstille nogen, men udelukkende for at få sat fokus på de problemer mange borgere møder i det offentlige system. Vi håber også, at vi kan få sat en debat i gang om, hvordan vi behandler hinanden som mennesker i almindelighed i vores velfærdssamfund. Svage eller syge mennesker har ikke brug for, at blive set ned på, trådt på eller overset - heller ikke af Fredericia Kommune. 185

194 Denne bog er udarbejdet af; Gihta Riis Hansen tlf Lilli Jacobsen tlf Martin Frederiksen tlf PARTIET FREDERICIA UDVIKLING 186

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

Gid han var død af noget andet

Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet. Sådan havde jeg det. Som om jeg ikke havde ret til at sørge og græde, fordi min stedfar havde drukket sig selv ihjel, og ikke var død af en

Læs mere

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden Alma 82 år Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns Alma er ikke så god til at huske længere og hendes sygdom gør, at hun har svært ved at passe dagligdagens gøremål.

Læs mere

Det har gjort noget ved min sjæl

Det har gjort noget ved min sjæl Det har gjort noget ved min sjæl Mariann Østergaard Bomholt er vokset op i Lyngby nord for København. Hendes far var skattesagkyndig ved kommunen, og hendes mor var hjemmegående. De var begge amatørdansere

Læs mere

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Forslag til rosende/anerkendende sætninger 1. Jeg elsker dig for den, du er, ikke kun for det, du gør 2. Jeg elsker din form for humor, ingen får mig til at grine som dig 3. Du har sådan et godt hjerte 4. Jeg elsker at være sammen med dig! 5. Du

Læs mere

Man bliver syg af det!

Man bliver syg af det! Man bliver syg af det! Survey om sårbarhed hos forældre til børn med autisme. Af: Heidi Thamestrup Det er ikke vores børn med autisme, der gør os syge; det er de evindelige kampe med systemet om at få

Læs mere

Guide: Sådan undgår du vold i dit parforhold

Guide: Sådan undgår du vold i dit parforhold Guide: Sådan undgår du vold i dit parforhold Maria Jensen blev banket, spærret inde og næsten slået ihjel af sin kæreste. Da hun forlod ham, tog han sit eget liv Af Jesper Vestergaard Larsen, 14. oktober

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Anonym mand Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Han er 22 år og kommer fra Afghanistan. På grund af sin historie har han valgt at være anonym. Danmark har været hans hjem siden 2011 131 En

Læs mere

Med Pigegruppen i Sydafrika

Med Pigegruppen i Sydafrika Med Pigegruppen i Sydafrika Fire piger fortæller om turen Af Lene Byriel, journalist I efteråret 2006 rejste 8 unge piger og tre voksne medarbejdere på en 16 dages tur til Sydafrika. Danni, Michella, Tania

Læs mere

På www.standsaids.nu kan I også spille dilemmaspillet Fremtiden er på spil.

På www.standsaids.nu kan I også spille dilemmaspillet Fremtiden er på spil. Post 1 Velkommen til... I skal nu på et dilemmaløb, hvor I vil opleve, hvordan det er at være dreng i Afrika. I får her starten på en historie. Læs den højt for hinanden og beslut derefter i fællesskab,

Læs mere

Med barnet i centrum. Når samarbejdet er svært

Med barnet i centrum. Når samarbejdet er svært Med barnet i centrum Pjece om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær, barnets rettigheder, børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling og parrådgivning Når samarbejdet er svært Pjecen er udarbejdet af

Læs mere

Tværfaglig indsats med faglig styrke! Basisteamuddannelsen Børne og Unge Rådgivningen

Tværfaglig indsats med faglig styrke! Basisteamuddannelsen Børne og Unge Rådgivningen Tværfaglig indsats med faglig styrke! Basisteamuddannelsen Børne og Unge Rådgivningen Case til punktet kl. 13.45: Det tværfaglige arbejde øves på baggrund af en fælles case, som fremlægges af ledelsen

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

DOM. Afsagt den 3. september 2014 af Østre Landsrets 22. afdeling (landsdommerne Lene Jensen, Arne Brandt og Dorte Nørby (kst.) med domsmænd).

DOM. Afsagt den 3. september 2014 af Østre Landsrets 22. afdeling (landsdommerne Lene Jensen, Arne Brandt og Dorte Nørby (kst.) med domsmænd). DOM Afsagt den 3. september 2014 af Østre Landsrets 22. afdeling (landsdommerne Lene Jensen, Arne Brandt og Dorte Nørby (kst.) med domsmænd). 22. afd. nr. S-771-14: Anklagemyndigheden mod T (advokat Tage

Læs mere

DEPRESSION FAKTA OG FOREBYGGELSE

DEPRESSION FAKTA OG FOREBYGGELSE DEPRESSION FAKTA OG FOREBYGGELSE Depression - en folkesygdom 200.000 danskere har en depression, og omkring halvdelen af dem kommer aldrig til lægen. Mange, der går til læge, fortæller ikke, at de føler

Læs mere

Man skal være god til at spørge

Man skal være god til at spørge Artikel fra Muskelkraft nr. 1, 2002 Man skal være god til at spørge Som handicaphjælper er Klaus parat med praktisk bistand og psykisk støtte til sin brugers sexliv. Misforståelser kunne være undgået,

Læs mere

Når samarbejdet er svært

Når samarbejdet er svært Når samarbejdet er svært Pjecen er udarbejdet af Statsforvaltningerne i samarbejde med Familiestyrelsen. Tekst: psykolog og børnesagkyndig rådgiver Jannie Kildested på vegne af Familiestyrelsen, juni 2005.

Læs mere

Et stoleformet seksualliv

Et stoleformet seksualliv Artikel fra Muskelkraft nr. 6, 2001 Et stoleformet seksualliv Jeg vil i hvert fald hellere beholde Claus end tænke, at vi gør det måske ikke fem gange om ugen. Af Jørgen Jeppesen Man får nemt øje på forskellene.

Læs mere

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen.

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. 1. Søvnløs Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. Jeg havde en mærkelig uro i mig - lidt kvalme og lidt ondt i maven. Det havde jeg

Læs mere

Hvad siger du til forældrene? Hvad siger du?

Hvad siger du til forældrene? Hvad siger du? Du er på hjemmebesøg i forbindelse med opstart på en børnefaglig undersøgelse. Ved besøget observerer du, at der er udvendige kroge/låse på børneværelserne. 1 Du er på hjemmebesøg hos otteårige Anders

Læs mere

Så er jeg alligevel en klog dreng! siger Lucas

Så er jeg alligevel en klog dreng! siger Lucas Så er jeg alligevel en klog dreng! siger Lucas Nu er mor sur igen. Hun er næsten altid vred på mig. I går var hun sur, og hun bliver sikkert sur igen i morgen. Det er ikke særlig sjovt. I dag er ikke nogen

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

Helle har dog også brugt sin vrede konstruktivt og er kommet

Helle har dog også brugt sin vrede konstruktivt og er kommet Jalousi Jalousi er en meget stærk følelse, som mange mennesker ikke ønsker at vedkende sig, men som alle andre følelser kan den være med til at give vækst, men den kan også være destruktiv, når den tager

Læs mere

Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression!

Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression! Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression! Vores datter Emma blev født i okt. 2003. Vi havde været gravide før men jeg aborterede i 7. uge af graviditeten. Graviditeten med Emma var præget af angst

Læs mere

Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om.

Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om. Historien om Anita og Ruth Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om. Anita og Ruth. Da de var

Læs mere

En aften i foråret 2007 sad Iben hjemme i sin sofa i lejligheden i København med en tung dyne af tristhed over sig. Det var som om, der slet ikke var

En aften i foråret 2007 sad Iben hjemme i sin sofa i lejligheden i København med en tung dyne af tristhed over sig. Det var som om, der slet ikke var Mor i krise Store kriser i privatlivet og på arbejdet var mere, end Iben kunne magte, så da hendes 16-årige søn blev smidt ud af skolen efter at have røget hash, gik hendes verden i spåner. Men efter hjælp

Læs mere

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847. Analyse af Skyggen Man kan vel godt sige, at jeg har snydt lidt, men jeg har søgt på det, og der står, at Skyggen er et eventyr. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er blevet lidt enig, men jeg er stadig

Læs mere

Inde i hovedet kan jeg alting

Inde i hovedet kan jeg alting Artikel i Muskelkraft nr. 8, 2000 Inde i hovedet kan jeg alting Mette Have Justsen, 19 år, vil ikke acceptere ret mange begrænsninger i sit liv. En 70 dages rundrejse i Australien var derfor en selvfølge

Læs mere

Alexandra en helt særlig fighter

Alexandra en helt særlig fighter Alexandra en helt særlig fighter 15-årige Alexandra og hendes familie har været mere udfordret end de fleste. Men et stærkt familiesammenhold, en reservemormor og forældrenes indsats for også at være kærester

Læs mere

JEG KAN LIDE AT KENDE HISTORIEN BAG MENNESKET

JEG KAN LIDE AT KENDE HISTORIEN BAG MENNESKET Kompashuset ApS, Klavs Nebs Vej 25, 2830 Virum Tlf 45 83 92 83, ka@kompashuset.dk, www.kompashuset.dk JEG KAN LIDE AT KENDE HISTORIEN BAG MENNESKET En fortælling om at arbejde med ældrepleje Af Kirstine

Læs mere

tal med en voksen hvis du synes, at din mor eller far drikker for meget

tal med en voksen hvis du synes, at din mor eller far drikker for meget tal med en voksen hvis du synes, at din mor eller far drikker for meget Historien om en helt Sanne er 14 år. Hun må klare mange ting selv. Hun må ofte selv stå op om morgenen og få sine søskende op og

Læs mere

TAL MED EN VOKSEN. hvis din mor eller far tit kommer til at drikke for meget

TAL MED EN VOKSEN. hvis din mor eller far tit kommer til at drikke for meget TAL MED EN VOKSEN hvis din mor eller far tit kommer til at drikke for meget Historien om en helt Sanne er 14 år. Hun må klare mange ting selv. Hun må ofte selv stå op om morgenen og få sine søskende op

Læs mere

Drømmen om at bo for sig selv

Drømmen om at bo for sig selv Artikel i Muskelkraft nr. 2, 2001 Drømmen om at bo for sig selv Peter Bang Jensen er glad for, at han flyttede væk fra en institution og ud i egen lejlighed, men hverdagen kan være svær uden hjælpere Af

Læs mere

forstå og derefter holde sig helt væk fra al alkohol i et stykke tid. Denne type pause holder bare aldrig og når han vender tilbage til at drikke, er

forstå og derefter holde sig helt væk fra al alkohol i et stykke tid. Denne type pause holder bare aldrig og når han vender tilbage til at drikke, er Lina: Mit navn er Lina og jeg er barn af en alkoholiker. Havde du mødt mig for et par år siden, ville den sætning have været næsten umulig for mig at skrive, men sådan er det heldigvis ikke i dag. For

Læs mere

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

19 SORGGRUPPER ET SKÆBNEFÆLLES- SKAB MED NYE FORTROLIGE

19 SORGGRUPPER ET SKÆBNEFÆLLES- SKAB MED NYE FORTROLIGE 120 SORG - NÅR ÆGTEFÆLLEN DØR I DEL 2 I SORGSTØTTE 19 SORGGRUPPER ET SKÆBNEFÆLLES- SKAB MED NYE FORTROLIGE For nogle efterladte kan fællesskabet i en sorggruppe få afgørende betydning og hjælpe til at

Læs mere

Kommunikation for Livet. Uddannelse til Fredskultur 3 eksempler. Her gives nogle eksempler på anvendelse af IVK i praksis (alle navne er ændrede):

Kommunikation for Livet. Uddannelse til Fredskultur 3 eksempler. Her gives nogle eksempler på anvendelse af IVK i praksis (alle navne er ændrede): Uddannelse til Fredskultur 3 eksempler Her gives nogle eksempler på anvendelse af IVK i praksis (alle navne er ændrede): Uddannelse til fredskultur Første eksempel Anna på 5 år kommer stormende ind til

Læs mere

Veje igennem en labyrint - om Psykiatrien Syd

Veje igennem en labyrint - om Psykiatrien Syd Veje igennem en labyrint - om Psykiatrien Syd Ergoterapeut /PB Karin Larsen Distriktsspl./PB Pernille Sørensen Teamleder/sygeplejerske Pernille Rømer Psykiatrien i Region Sjælland Psykiatrien Syd Psykiatrisk

Læs mere

Handlingsplan ved ulykke, alvorlig sygdom og død. Grævlingehulen Klintholm Filuren

Handlingsplan ved ulykke, alvorlig sygdom og død. Grævlingehulen Klintholm Filuren Handlingsplan ved ulykke, alvorlig sygdom og død Grævlingehulen Klintholm Filuren Introduktion I krise, ulykke og sorg er det godt at have en plan for, hvad vi bør og skal gøre. Følgende handlingsplan

Læs mere

Sådan hjælper du dine børn bedst gennem skilsmissen

Sådan hjælper du dine børn bedst gennem skilsmissen Sådan hjælper du dine børn bedst gennem skilsmissen Når kærligheden mellem to voksne blegner, og forholdet bliver for problemfyldt, trist eller uoverskueligt, vælger mange at gå hver til sit og søge om

Læs mere

Hvad er bedst for børnene? Til forældre og andre voksne tæt på børn med en mor eller far i fængsel

Hvad er bedst for børnene? Til forældre og andre voksne tæt på børn med en mor eller far i fængsel Hvad er bedst for børnene? Til forældre og andre voksne tæt på børn med en mor eller far i fængsel Modige voksne Mange voksne har ikke lyst til at tale om det, der er sket, fordi de skammer sig eller ønsker

Læs mere

Frivillig i børn unge & sorg. - er det noget for dig?

Frivillig i børn unge & sorg. - er det noget for dig? Frivillig i børn unge & sorg - er det noget for dig? Dét, at jeg har kunnet bruge min sorg direkte til at hjælpe andre, det har givet mening Som frivillig i Børn, Unge & Sorg er du med til at vise unge

Læs mere

jo slet ikke havde regnet med positivt resultat så hurtigt.

jo slet ikke havde regnet med positivt resultat så hurtigt. I 2013 da jeg smed p-pillerne, var jeg en ung kvinde på 26, der havde været sammen med min kæreste i næsten 5 år. Min kæreste var dengang 29 år og var færdiguddannet. Vi havde længe snakket om at det ville

Læs mere

Jeg bor lige derovre

Jeg bor lige derovre UNGE HJEMLØSE I 'Den første nat var ikke så slem' Jens er 19 år og har været hjemløs de sidste tre måneder. Han er en af de cirka 1.300 hjemløse unge, der udgør en fjerdedel af alle hjemløse i Danmark.

Læs mere

Jeg blev meget, meget stille

Jeg blev meget, meget stille Artikel, Sophia og Phillip, Familier med kræftramte børn, familieportræt, søskendevinkel Rettet Jeg blev meget, meget stille Søskende til børn der har fået kræft kan ende med at gøre sig selv usynlige.

Læs mere

Hvordan høre Gud tale?

Hvordan høre Gud tale? Hvordan høre Gud tale? Forord til læreren For flere år siden sad jeg sammen med en gruppe børn i 10-11 års alderen. Vi havde lige hørt en bibeltime, der handlede om at have et personligt forhold til Jesus.

Læs mere

Den Internationale lærernes dag

Den Internationale lærernes dag Den Internationale lærernes dag I dag er det en særlig dag. For den 5. oktober har flere foreninger rundt om i verden valgt at markere som Den internationale lærernes dag. Man ønsker på denne måde at markere

Læs mere

Støtte til børn i familier med alkohol problemer Børn, der vokser op i misbrugsfamilier, har brug for at blive set og hørt.

Støtte til børn i familier med alkohol problemer Børn, der vokser op i misbrugsfamilier, har brug for at blive set og hørt. pårørende Still fra SOMETHING LIKE HAPPINESS Director: Bohdan Slama Støtte til børn i familier med alkohol problemer Børn, der vokser op i misbrugsfamilier, har brug for at blive set og hørt. AF ELSE CHRISTENSEN

Læs mere

SORG - HANDLEPLAN. Det er ikke muligt eller ønskeligt at opliste alle de forskellige situationer, der kan opstå, for to tilfælde er ikke ens.

SORG - HANDLEPLAN. Det er ikke muligt eller ønskeligt at opliste alle de forskellige situationer, der kan opstå, for to tilfælde er ikke ens. SORG - HANDLEPLAN Forord: En omsorgsplan er et praktisk værktøj, man kan gribe til, i tilfælde af alvorlige ulykker og dødsfald blandt børn, forældre og ansatte. Hensigten er at hjælpe den eller de ansatte

Læs mere

Det er derfor vigtigt, at du som forælder er i stand til at rumme barnets reaktioner uanset hvor lettet eller ked af det, du selv er.

Det er derfor vigtigt, at du som forælder er i stand til at rumme barnets reaktioner uanset hvor lettet eller ked af det, du selv er. Børn og skilsmisse Uddrag fra Børns vilkår Bruddet Som forældre skal I fortælle barnet om skilsmissen sammen. Det er bedst, hvis I kan fortælle barnet om skilsmissen sammen. Barnet har brug for at høre,

Læs mere

1. Chockfasen: Hvor alt er kaos, og man har svært ved at se i øjnene, at det, der er sket, er sandt. Denne fase er typisk kortvarig.

1. Chockfasen: Hvor alt er kaos, og man har svært ved at se i øjnene, at det, der er sket, er sandt. Denne fase er typisk kortvarig. Krise Har du været udsat for en begivenhed, der har påvirket dit liv drastisk? Føler du dig overvældet af modsatrettede følelser, af magtesløshed og ude af stand til at finde hoved eller hale på det hele?

Læs mere

Interviewguide. - af tidligere kriminelle

Interviewguide. - af tidligere kriminelle Interviewguide - af tidligere kriminelle Tema Præsentation af os og vores projekt m.v. Interviewspørgsmål Vi hedder Rune og Allan og læser socialvidenskab på RUC sammen med Anne Mette og Sara, hvor vi

Læs mere

Hvor aktiv var du inden du blev syg? Hvordan var det pludselig ikke at kunne træne?

Hvor aktiv var du inden du blev syg? Hvordan var det pludselig ikke at kunne træne? Hvor aktiv var du inden du blev syg? Før jeg fik konstateret brystkræft trænede jeg ca. fire gange om ugen. På daværende tidspunkt, bestod min træning af to gange løbetræning, to gange yoga og noget styrketræning

Læs mere

AS-IS BRUGERREJSE // Laila - Personligt tillæg

AS-IS BRUGERREJSE // Laila - Personligt tillæg AS-IS BRUGERREJSE // Laila - Personligt tillæg Jeg havde det ad helvede til. PROCES FØR SITUATION / HANDLING Laila er 55 år og bor i en mindre by på Sjælland. Hun er på førtidspension og har været det

Læs mere

A: Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste på Nørrebro for, ja den 1. - to uger siden.

A: Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste på Nørrebro for, ja den 1. - to uger siden. Interview med Agni I = Interviewer A = Agni I: Ok ja, så hvis du vil starte med at fortælle lidt om dig selv, hvor gammel du er og sådan... A: Ja, men jeg er lige blevet færdig som pædagog, her i januar,

Læs mere

Retningslinjer for forældreklager til skolebestyrelsesmedlemmer

Retningslinjer for forældreklager til skolebestyrelsesmedlemmer Retningslinjer for forældreklager til skolebestyrelsesmedlemmer Skolens leder har det direkte personaleansvar over for alle skolens ansatte. Skolebestyrelsen kan som udgangspunkt ikke blande sig, men har

Læs mere

MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK

MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK AF PRAKTIKANT ANDERS VIDTFELDT LARSEN 35-årige Amara Kamara er fra Liberia. Med sig i bagagen har han flugt fra 2 borgerkrige; en opvækst uden en

Læs mere

KENDELSE. Indklagede havde en ejendom til salg, som klagerne ønskede at købe.

KENDELSE. Indklagede havde en ejendom til salg, som klagerne ønskede at købe. 1 København, den 9. oktober 2012 KENDELSE Klagerne ctr. statsaut. ejendomsmægler MDE Inge Grandt Virum Torv 7, st. tv. 2830 Virum Nævnet har modtaget klagen den 31. januar 2012. Klagen angår spørgsmålet

Læs mere

SOCIALPÆDAGOGEN. Tema om fremtidens døgninstitution

SOCIALPÆDAGOGEN. Tema om fremtidens døgninstitution 3. SEPTEMBER 67. ÅRGANG SOCIALPÆDAGOGEN 18 09 10 Det største problem med døgninstitutioner er, at der ikke er nok af dem. Der er mange unge, der ikke får den hjælp, de har brug for SARAH, 23 ÅR, TIDLIGERE

Læs mere

Du er klog som en bog, Sofie!

Du er klog som en bog, Sofie! Du er klog som en bog, Sofie! Denne bog handler om, hvordan det er at have problemer med opmærksomhed og med at koncentrere sig. Man kan godt have problemer med begge dele, men på forskellig måde. Bogen

Læs mere

ekspartner. Og det er lige præcis det, som skader og påvirker vores fælles børn i negativ retning.

ekspartner. Og det er lige præcis det, som skader og påvirker vores fælles børn i negativ retning. INDLEDNING Den gode skilsmisse De fleste mennesker vil nok påstå, at der ikke findes gode skilsmisser. For hvad er en god skilsmisse egentlig? Når den kærlighed, som vi engang nød godt af, pludselig bliver

Læs mere

SAYLE. Sårbarhedsundersøgelser 2008/09. på gymnasiale uddannelser i. regionerne Syddanmark og Midtjylland

SAYLE. Sårbarhedsundersøgelser 2008/09. på gymnasiale uddannelser i. regionerne Syddanmark og Midtjylland SAYLE Sårbarhedsundersøgelser 2008/09 på gymnasiale uddannelser i regionerne Syddanmark og Midtjylland Center for Selvmordsforskning - www.selvmordsforskning.dk Sårbarhedsundersøgelser 2008/09 Center for

Læs mere

Jeg kan mærke hvordan du har det

Jeg kan mærke hvordan du har det OM UNDERRETNING Jeg kan mærke hvordan du har det Børn, der er i klemme, bør i alle tilfælde være i den heldige situation, at du er lige i nærheden. Alle børn har ret til en god og tryg opvækst Desværre

Læs mere

S K O L E N Y T. Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket. Kinesisk ordsprog

S K O L E N Y T. Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket. Kinesisk ordsprog S K O L E N Y T Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket Kinesisk ordsprog Vildbjerg Skole Januar 2012 Januar 2012 1. 2. 3. 17. Skolebestyrelsesmøde 18. Pædagogisk råds møde 19. 4.

Læs mere

Mennesker på kontanthjælp bliver hængt ud, som om de var roden til alt ondt.

Mennesker på kontanthjælp bliver hængt ud, som om de var roden til alt ondt. 1 Folkemødetale 2015 Johanne Schmidt Nielsen Det talte ord gælder. Jeg vil gerne starte med at sige, at den her valgkamp efterhånden har udviklet sig til sådan en konkurrence om, hvem der kan banke hårdest

Læs mere

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har'

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' 21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' Pernille Lærke Andersen fortæller om den dag, hun faldt om med en blodprop, og hele livet forandrede sig Af Karen Albertsen, 01. december

Læs mere

Åben Anonym Rådgivning. www.dedrikkerderhjemme.dk. Viden om børn og unge i familier med alkoholproblemer

Åben Anonym Rådgivning. www.dedrikkerderhjemme.dk. Viden om børn og unge i familier med alkoholproblemer Viden om børn og unge i familier med alkoholproblemer Åben Anonym Rådgivning for børn og unge i familier med alkoholproblemer Ca. hvert tiende barn eller ung i Danmark vokser op i familier med alkoholproblemer.

Læs mere

Handleplan for bedre psykisk sundhed 2015-2018

Handleplan for bedre psykisk sundhed 2015-2018 Handleplan for bedre psykisk sundhed 2015-2018 Med Københavns sundhedspolitik ønsker vi, at københavnerne skal leve med bedre livskvalitet og have lige muligheder for et godt og langt liv. Mange københavnere

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

Depression Ved aut. psykolog Aida H. Andersen

Depression Ved aut. psykolog Aida H. Andersen Depression Ved aut. psykolog Aida H. Andersen Bethesda, Aalborg D. 21. november 2014 Depression o Hyppighed o Hvad er en depression, og hvordan kan det opleves? o Hvorfor får man en depression? o Hvad

Læs mere

Lyset peger på dig. Du kan gøre en forskel!

Lyset peger på dig. Du kan gøre en forskel! Lyset peger på dig Du kan gøre en forskel! Hvis I har brug for hjælp Børne- og ungetelefonen 134 Åbningstid: Alle ugens dage kl. 19.00-21.00. Som led i forebyggelsen af selvmord og seksuelt misbrug af

Læs mere

Læreruddannelsen den 26. marts 2012 Lektor, cand.jur., Pernille Lykke Dalmar REGLER OM BØRN OG UNGE

Læreruddannelsen den 26. marts 2012 Lektor, cand.jur., Pernille Lykke Dalmar REGLER OM BØRN OG UNGE Læreruddannelsen den 26. marts 2012 Lektor, cand.jur., Pernille Lykke Dalmar REGLER OM BØRN OG UNGE ER REGLER KEDELIGE? NEJ! men de kan være svære at læse! Hvis du har interesse for samfundet, og indretningen

Læs mere

Psykisk syge får hjælp af heste

Psykisk syge får hjælp af heste Kristeligt Dagblad, 10. august 2010 Psykisk syge får hjælp af heste REBECCA HANSEN på 17 år har en psykisk lidelse med voldsomme angsttilfælde og depression. Det betyder, at hun kan have svært ved at indgå

Læs mere

Vold i hjemmet. 23. Januar 2009 Michelle Jørgensen Lasse Schneider

Vold i hjemmet. 23. Januar 2009 Michelle Jørgensen Lasse Schneider Vold i hjemmet 23. Januar 2009 Michelle Jørgensen Lasse Schneider Indholdsfortegnelse Indledning Side 2 Problemformulering Side 2 Vold mellem ægtefæller og kærestepar Side 3 Voldelige mænd Side 3 Voldelige

Læs mere

Underretninger er udtryk for omsorg

Underretninger er udtryk for omsorg Underretninger er udtryk for omsorg Som fagperson har du et særligt ansvar for at handle, når du er bekymret for et barn En underretning er udtryk for omsorg for et barn. Denne pjece er en del af en kampagne,

Læs mere

Når det gør ondt indeni

Når det gør ondt indeni Når det gør ondt indeni Temahæfte til udviklingshæmmede, pårørende og støttepersoner Sindslidelse Socialt Udviklingscenter SUS & Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning 1 Sygdom Når det gør ondt

Læs mere

Tidligere patient i psykiatrien fortæller

Tidligere patient i psykiatrien fortæller Tidligere patient i psykiatrien fortæller Kampen tilbage til livet (Februar 2012) Jeg kom ind i det psykiatriske system som 20-årig med en svær depression. Gennem de næste 6 ½ år ændrede min diagnose sig

Læs mere

Hvordan hjælper vi os selv og hinanden efter chokerende oplevelser

Hvordan hjælper vi os selv og hinanden efter chokerende oplevelser Hvordan hjælper vi os selv og hinanden efter chokerende oplevelser Udgivet af www.trekanten.dk Udarbejdet af cand. psych. Tom Malling og cand. psych. Lise Myhre Lildholdt København 2009 Pjecen kan downloades

Læs mere

Udover før-sendte klage, har jeg også følgende punkt, som for mig fortsat står som et stort, åbent spørgsmål:

Udover før-sendte klage, har jeg også følgende punkt, som for mig fortsat står som et stort, åbent spørgsmål: Fra: Sendt: 26. oktober 2014 20:52 Til: 'ask@ask.dk' Emne: Tilføjelse til klage - 14-641-0043 Udover før-sendte klage, har jeg også følgende punkt, som for mig fortsat står som et stort, åbent

Læs mere

De 3 mest effektive spørgsmål, du kan stille dig selv. Hvis du vil leve dit liv og ikke andres.

De 3 mest effektive spørgsmål, du kan stille dig selv. Hvis du vil leve dit liv og ikke andres. En workbook dit kærlighedsliv vil elske. De 3 mest effektive spørgsmål, du kan stille dig selv. Hvis du vil leve dit liv og ikke andres. 1 Om Christiane Jeg hjælper mennesker med at overkomme frygt og

Læs mere

Stresshåndteringsværktøjer fokus på psyken

Stresshåndteringsværktøjer fokus på psyken Stresshåndteringsværktøjer fokus på psyken Krop og psyke hænger sammen, så du kan ikke lære at leve uden stress uden at fokusere og ændre på både det fysiske og psykiske element. I dette afsnit sætter

Læs mere

Guide: Utroskab - sådan kommer du videre

Guide: Utroskab - sådan kommer du videre Guide: Utroskab - sådan kommer du videre Ingen af os har lyst til, at vores partner er os utro. Det får os til at føle os fravalgt, nedprioriteret og svigtet og gør rigtig ondt. Alligevel er utroskab udbredt

Læs mere

Det sidste der er sket er at hun siger hun tager antabus indtil efter deres sommerferie og så vil hun gå i behandling. (det gør hun ikke)

Det sidste der er sket er at hun siger hun tager antabus indtil efter deres sommerferie og så vil hun gå i behandling. (det gør hun ikke) Charlotte: Jeg er en kvinde på 31 år, jeg vil fortælle om mit liv i en misbrugsfamilie. Jeg er vokset op i en kernefamilie med far, mor og storesøster. Vi har i altid boet i en villa med vovse og bil.

Læs mere

Jeg kan komme til ham, når altså lige meget, hvad fanden der sker. Foto: Ajs Nielsen

Jeg kan komme til ham, når altså lige meget, hvad fanden der sker. Foto: Ajs Nielsen Jeg kan komme til ham, når altså lige meget, hvad fanden der sker Foto: Ajs Nielsen Flere og flere børn vokser op hos deres enlige mor, og de har ingen eller kun en meget sparsom kontakt med deres far.

Læs mere

SÅDAN KAN DU GØRE NÅR DU MØDER BEBOERE MED PSYKISK SYGDOM. EN GUIDE TIL ANSATTE I BOLIGSELSKABER

SÅDAN KAN DU GØRE NÅR DU MØDER BEBOERE MED PSYKISK SYGDOM. EN GUIDE TIL ANSATTE I BOLIGSELSKABER SÅDAN KAN DU GØRE NÅR DU MØDER BEBOERE MED PSYKISK SYGDOM. EN GUIDE TIL ANSATTE I BOLIGSELSKABER VI SKAL HJÆLPE DEM, SÅ GODT VI KAN. DE ER BEBOERE LIGESOM ALLE ANDRE. CARSTEN, varmemester 2 NÅR EN BEBOER

Læs mere

Den lille dreng og den kloge minister.

Den lille dreng og den kloge minister. Den lille dreng og den kloge minister. Der var engang en minister som var så klog at han kunne undvære hovedet. Han beholdt det dog alligevel, men det havde gjort ingen forskel om han havde mistet det,

Læs mere

Lonnie, der fik diagnosen kronisk brystkræft som 36-årig.

Lonnie, der fik diagnosen kronisk brystkræft som 36-årig. Forleden hørte jeg en kvinde sige, at det føltes helt forfærdeligt at fylde 50 år. Jeg kunne slet ikke forstå, at hun havde det sådan. Hun er da heldig, at hun er blevet 50. Lonnie, der fik diagnosen kronisk

Læs mere

Et liv med Turners Syndrom

Et liv med Turners Syndrom Et liv med Turners Syndrom Hvordan er det at leve med Turner Syndrom, og hvordan det var at få det at vide dengang diagnosen blev stillet. Måske kan andre nikke genkendende til flere af tingene, og andre

Læs mere

Førstehjælp til det skrantende parforhold

Førstehjælp til det skrantende parforhold Førstehjælp til det skrantende parforhold Af: Lone Knuhtsen Når forholdet er ved at gå i hårdknude er der måske hjælp at hente i en weekend med parterapi. Man kan f.eks. blive sendt på besøg i partnerens

Læs mere

Hvad er stress? skal bare lige Oplever du stress, vil jeg først og fremmest give dig et håb

Hvad er stress?  skal bare lige Oplever du stress, vil jeg først og fremmest give dig et håb Hvad er stress? Kender du til at gå rundt om dig selv og sige, at du har travlt og ikke kan nå alt det, du skal og gerne vil?! Bliver du mere fortravlet over at skulle holde fri?! Når vi stresser eller

Læs mere

Hvordan hjælper vi hinanden og os selv efter chokerende oplevelser

Hvordan hjælper vi hinanden og os selv efter chokerende oplevelser Hvordan hjælper vi hinanden og os selv efter chokerende oplevelser Udgivet af Psykologcentret Trekanten 1998 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse...2 VORES REAKTIONER EFTER EN CHOKERENDE OPLEVELSE...3...3

Læs mere

6 grunde til at du skal tænke på dig selv

6 grunde til at du skal tænke på dig selv 6 grunde til at du skal tænke på dig selv Grund nr. 1 Ellers risikerer du at blive fysisk syg, få stress, blive udbrændt, deprimeret, komme til at lide af søvnløshed og miste sociale relationer Undersøgelser

Læs mere

Den første psykose. Psykolog Marlene Buch Pedersen Afd. Sygeplejerske Hanne-Grethe Lyse

Den første psykose. Psykolog Marlene Buch Pedersen Afd. Sygeplejerske Hanne-Grethe Lyse Den første psykose Psykolog Marlene Buch Pedersen Afd. Sygeplejerske Hanne-Grethe Lyse Oversigt Den første psykose og vejen til behandling Relationer og Psykose Hvordan påvirker psykosen familien? Hvad

Læs mere

180 : Jeg er ikke vred mere

180 : Jeg er ikke vred mere 180 : Jeg er ikke vred mere I 180 grader møder vi mennesker, hvis liv har taget en voldsom drejning, men som er kommet styrket videre. Tabita Brøner er vokset op som Jehovas Vidne. Men som teenager mødte

Læs mere

Handleplan. i forbindelse med SKILSMISSE

Handleplan. i forbindelse med SKILSMISSE Handleplan i forbindelse med SKILSMISSE Udarbejdet i januar 2011 1. Primærpersonen tager kontakt til forældrene i institutionen og stiller afklarende spørgsmål (se bilag 1) 2. Hvis/når skilsmissen er en

Læs mere

Evaluering af SSP dagen elev 1

Evaluering af SSP dagen elev 1 Evaluering af SSP dagen elev 1 1. Hvorfor hedder SSP dagen Det er sejt at sige nej Det gør det fordi at det er godt at sige nej til noget dumt fx: at ryge, at stjæle og andre dumme ting. 2. Hvad lærte

Læs mere

Ny skolegård efter påskeferien.

Ny skolegård efter påskeferien. FORDYBELSESUGE PÅ HELLIG KORS SKOLE 29. MATS 2. APRIL 2004 Ny skolegård efter påskeferien. Vi var ned i skolegården og der fortalte håndværkerne os at de bliver færdige om ti dage. De laver den nye skolegård

Læs mere