Urup Kirke. Søndag d. 11. maj 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Søndag d. 11. maj 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh tekstrække. Salmer. DDS 321 O kristelighed!. DDS 309 Bøj, o Helligånd, os alle. DDS 18 Som fisk i hav og fugl luft DDS 582 At tro er at komme. Altergang: DDS 476 Kornet, som dør i jorden. DDS 722 Nu blomstertiden kommer. Tekstlæsninger. 2. Mos. 3, ; Hebr. 4,14-16; Joh. 14,1-11

2 2 Prædiken. Kristendommen er smaskhamrende påståelig! Det lyder som en alvorlig kritik, men sagen er, at det ikke kan være anderledes, for tro omhandler det, der ikke kan bevises. Derfor siger Jesus ikke: Hvis I finder det sandsynligt, at jeg er Guds søn, vil jeg foreslå, at I tror på mig. Næ, hans opfordring til disciplene har nærmest karakter af en ordre: Tro på Gud, og tro på mig!. Senere uddyber han, hvorfor man skal tro på ham, men uddybelsen tager form af en ubeviselig påstand: Jeg er vejen og sandheden og livet. Vi har hørt det så tit, at vi ikke reagerer på det vildt postulerende i udtalelsen. Jeg er dog ret sikker på, at der ville komme en reaktion, hvis jeg stillede mig op og sagde det samme som Jesus, men vel at mærke sagde det om mig selv: Jeg er vejen og sandheden og livet. Bortset fra at jeg nok ret hurtigt ville blive fragtet til den nærmeste psykiatrisk skadestue med en efterfølgende indlæggelse som konsekvens, så ville det være en dybt provokerende udtalelse. Hvem er jeg, at jeg kan gøre mig klog på selveste sandheden og dermed udpege mig selv og min indsigt som den livsvej, folk billedligt talt skal følge? Hvem er jeg, at jeg kan betegne mig selv som livet; altså ikke blot mit eget, men alles liv? Hvem er jeg, at jeg skulle udgøre selve tilværelsens løsning? Der ville ikke alene være tale om et storhedsvanvid fra min side; påstanden om, at jeg skulle være vejen, sandheden og livet ville gå ud over enhver rimelig grænse for det menneskelige. I kraft af at jeg er og bliver et menneske, er påstanden meningsløs. Jeg kan umuligt være vejen, sandheden og livet. Men hvad med Jesus? Han var jo også et menneske, så hvordan kunne han påstå, at han var vejen, sandheden og livet? Svaret er lige så simpelt som det er uforståeligt, nemlig at Jesus ganske vist var et menneske, men ligefuldt Gud. Uden sin menneskelighed ville Gud ikke have haft de samme muligheder for at bringe sit guddommelige budskab til os. Da ville han blot have været en fjern magt, der aldrig

3 3 henvendte sig ansigt til ansigt med mennesker. Men uden det guddommelige kunne Jesus ikke være vejen, sandheden og livet. Her vil en skeptiker trække på smilebåndet eller måske ligefrem bryde ud i latter. Ét er, at præsten står og taler om Gud, hvis eksistens jo aldrig nogensinde er blevet bevist. Noget andet er, at jeg påstår, at Gud, som vi normalt beskriver som en magt, der ligger uden for sammenligning med det menneskelige, pludselig lod sig føde som et menneske. Ganske vist er den slags ikke enestående indenfor religiøse forestillinger. I gamle mytologier fortælles der om guder, der tog menneske- eller dyreskikkelse. Overguden i den græske mytologi, Zeus, havde en svaghed for jordiske kvinder. Det fik den smukke dronning Leda at føle, da hun lod sig lokke af den svane, Zeus havde forklædt sig som. I den nordiske mytologi er der ligeledes fortællinger om, hvordan Odin og Thor besøger Midgård, hvor menneskene bor. Umiddelbart ligner kristendommens påstand om, at Gud åbenbarede sig i Jesus fra Nazaret, en dårlig kopi af alverdens mytologiske historier. Dårlig, fordi Jesus ikke engang formår at forvalte sin guddommelige magt, men ender med at bliver henrettet. Sådan en risiko løb Zeus eller Thor aldrig. Blev de presset, kunne de altid sende en tordenkile eller svinge Mjølner - så var faren overstået. Dog er det netop dette mislykkede træk ved kristendommen, at Gud dør, der udgør dens største kvalitet. Vel er Gud ét med Jesus, men han giver afkald på en del af sin guddommelige magt. Han vil ikke herske, men tjene, og den ultimative tjeneste yder han, da han lader sig dømme for en forbrydelse, han ikke har begået; en forbrydelse, der koster ham livet. Det lyder absurd, men netop fordi han lader sig henrette, viser hans sig som vejen, sandheden og livet. Med sin død påtager han sig straffen for det, vi gør galt, når vi gør krav på magten, og med sin opstandelse baner han vej ind til det evige liv. Denne forklaring får nok hverken skeptikerens smil til at forsvinde eller hans latter til at forstumme. Blot fordi man kan udlede en masse indhold af Jesu historie, er det ikke bevist, at den er sand. Disciplene, der ellers havde stor tiltro til Jesus, syntes da

4 4 også, at det var svært at acceptere alle hans påstande. Derfor siger Filip: Herre, vis os Faderen, og det er nok for os. Det er ikke ligefrem et ydmygt ønske, Filip har. Det er trods alt ikke mange - om overhovedet nogen - der har set Gud. Ganske vist fortælles det, at Moses så Gud. Første gang det skete, holdt han sig skjult i en brændende tornebusk, som ikke tog skade af flammerne. Det vigtige er dog ikke, hvordan Gud viste sig, men hvad han sagde. Som vi hørte det i den gammeltestamentlige læsning, pålagde Gud Moses at rejse til Egypten og befri sine landsmænd fra slaveriet. Moses er ikke i tvivl om, at det er Gud, han taler med, men han forudser heftige problemer med at overbevise israelitterne om det. På det tidspunkt har de været slaver i flere hundreder år. I al den tid har de ikke mærket det mindste til Guds omsorg. Derfor har de for længst droppet forestillingen om hans eksistens. Deres barske tilværelse har lært dem, at Gud ikke findes og at han, hvis han alligevel befinder sig et eller andet sted, er bedøvende ligeglad med dem. Det er en seriøs udfordring for Moses at komme til en udslidt og fortvivlet befolkning og få dem til at tro, at Gud lige pludselig har genvundet sin interesse for dem. Det vil ligge dem lige for at afvise påstanden, fordi de ikke kan holde til flere skuffelser. Derfor beder Moses om hjælp til at overbevise sit folk. Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?, spørger Moses og får et lidt besynderligt svar, nemlig: Jeg er den, jeg er. Det er jo strengt taget ikke et navn; snarere en beskrivelse. Sætningen understreger, at der er noget særligt ved Gud. Han er den, han er, og ingen anden. Det kan vi sådan set alle sammen sige, for hver især er vi enestående. End ikke tvillinger er ens. Og dog er der meget, vi har til fælles, fordi vi alle tilhører menneskeracen. Om vi har den ene eller anden hudfarve, om vi er høje eller lave, tykke eller tynde, så tilhører vi dog den samme art. Gud derimod står udenfor sammenligning. Han er helt og aldeles enestående. Der er ingen som ham. Han alene er den, han er. Imidlertid finder Gud det fornuftigt at uddybe denne selvbeskrivelse. Derfor siger han til Moses: Sådan

5 5 skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer. Nu er det ikke blot det enestående ved Gud, der er centralt. Når han markerer, at ordet er udgør noget særlig karakteristisk ved ham, viser det, at han er forbundet med dét, at noget er til; han er forbundet med selve eksistensen. For at man kan sige, at noget er, må det jo findes; det må have eksistens; være til. Når Gud kalder sig Jeg Er, er hans eksistens det helt grundlæggende. Det kan således tyde på, at han beskriver sig selv som livets ophav; beskriver sig som den første væren, som den, der eksisterede før alt andet. Sådan fremstilles han også i den gammeltestamentelige skabelsesmyte, hvor han skaber blot ved at sige, at de enkelte dele i universet skal blive til. Alt andet udgår fra ham. Gud udgør altså eksistensens kerne, og derfor kan israelitterne trygt sætte deres lid til ham. Det viser sig dog at være nemmere sagt end gjort. Ganske vist skaber Moses budskab fra Gud glæde i første omgang, men da forandringen ikke indfinder sig med det samme, mister israelitterne modet. Den egyptiske Farao bliver så provokeret af Moses anmodning om at lade folket få fri til at tilbede deres Gud i ørkenen, at han pålægger dem endnu mere arbejde. 1 Det er rigeligt til, at de atter mister modet. Selvom Guds beskrivelse af sig selv ikke fungerede optimalt for Moses, gør Jesus brug af den samme beskrivelse. Han siger også Jeg er, men lægger noget mere til. Mulighederne er enorme, når man indleder en sætning med de to små ord Jeg er. Man kan forsyne sætningen med tillægsord og sige: Jeg er sød, venlig, kærlig, smuk, sur, ond, vred eller grim. Man kan også lægge navneord til, så man siger: Jeg er helten, skurken, lederen, træet, stokken. Der kan være tale om enten direkte eller billedlige beskrivelser af, hvad man er. Jesus lægger tre velvalgte navneord til gudsbetegnelsen Jeg er. Det gør han, da han proklamerer: Jeg er vejen, sandheden og livet. To af ordene skal forstås billedligt, for Jesus er jo ikke en vej, vi bogstaveligt talt vandrer på, men han giver os en mulig livstydning med den sandhed, han bringer; en sandhed, der til gengæld skal forstås bogstaveligt. Ved at følge hans 1 2. Mos. 5.

6 6 sandhed, kan vi gå ad hans vej og lade hans budskab fylde vort liv. Ved at sige: Jeg er vejen, sandheden og livet uddyber Jesus det, Gud sagde om sig selv og afslører dermed, at han og Gud er ét. På baggrund af både den gammeltestamentlige og den nytestamentlige Guds beskrivelse af sig selv kan vi komme til tro på, at han udgør livets kerne. Det er stadigvæk ikke noget, der kan bevises. Vi kan konstatere, at vi selv eksisterer. Ligeledes er alt det sansbare, der omgiver os, til. Men Guds egen eksistens forbliver en påstand, som vi enten må sætte vores lid til eller forkaste. Måske gør vi det ene den ene dag og det andet den anden, fordi troen er en usikker størrelse, som let kan betvivles. Dog er det heller ikke altid så let at slippe troen helt, for selvom der ikke findes beviser på Guds eksistens, er der meget, der tyder på, at han findes. På trods af, at de fire evangelier ikke er enslydende, er det dog bemærkelsesværdigt, at der er skrevet så mange beskrivelser af Jesu liv, død og opstandelse, og at de på trods af deres forskelligheder peger frem mod det samme guddommelige mysterium, nemlig at Gud blev menneske for at knytte sig til os i både liv og død. Dermed er der ikke ført bevis for noget som helst, for troen er og bliver en usikker affære; en ubeviselig påstand. Med Søren Kierkegaards ord er det at tro som at kaste sig ud på favne vand, selvom man ikke kan svømme. Det kræver tillid, men tilliden findes netop i troen. Det er derfor, Jesus som det naturligste i verden siger: Tro på Gud og tro på mig!. Følger vi hans opfordring, hægter vi vore liv op på en påstand; men hvis påstanden står til troende, får vi en vej at gå ad, en sandhed at følge og et liv i fællesskab med Gud - og det er hele troens vovestykke værd. Amen.