Redegørelse for grundvandsressourcerne på TUNØ. Redegørelse for grundvandsressourcerne på TUNØ ÅRHUS AMT NATUR OG MILJØ SEPTEMBER 2006

Transkript

1 Redegørelse for grundvandsressourcerne på TUNØ UDKAST SEPTEMBER 2006 ÅRHUS AMT NATUR OG MILJØ

2 Udgiver: Århus Amt Natur og Miljø Lyseng Allé Højbjerg Tlf Udgivelsesår: 2006 Titel: Redegørelse for grundvandsressourcerne på TUNØ ISBN Elektronisk udgave: Redaktion: Lay-out: Sideantal: Oplag: Kort: Lærke Thorling, Nikolaj Ludvigsen og Thomas Nyholm Inge Østergaard 37 sider Trykkes efter behov Grundmateriale: KMS Copyright

3 Indholdsfortegnelse Kapitel 1 Baggrund og Indledning... 2 Kapitel 2 Konklusioner... 4 Kapitel 3 Plan og Lovgrundlag Regionerplaner Udpegning af drikkevandsområder Indsatsplaner og grundvandsbeskyttelse Detailkortlægning af vandressourcerne... 7 Kapitel 4 Eksisterende grundvandsbeskyttelse på Tunø Projektbeskrivelse Beskyttelseszonerne... 8 Kapitel 5 Tunø Vandværk Kapitel 6 Geologi Geofysiske målinger Boringer Grundvandsmagasinet Kapitel 7 Hydrologi Nettonedbør, grundvandsstand og grundvandsdannende oplande Scenarier Nettonedbør Grundvandsstanden Grundvandsdannede oplande - scenarier Mulighed for inddragelse af B2 (100.38) i fremtidig indvindingsstruktur Tidevandspåvirkning usikkerhed på indvindingsoplande Kapitel 8 Vandkvalitet i grundvand og jordvand Overordnet grundvandskemi på Tunø Jordvand og nitratudvaskning Umættet zone Grundvand Fremtidsudsigter og grundvandets alder Kapitel 9 Grundvandets naturlige beskyttelse og sårbarhed Klassificering af sårbarhed generelle betragtninger Kapitel 10 Fremtidig overvågning af grundvandet på Tunø Fremtidig opgavefordeling Den eksisterende overvågning Klassificering af sårbarhed generelle betragtninger Kapitel 11 Litteraturliste... 37

4 1. Baggrund og Indledning Indledning Grundvandsbeskyttelsen på Tunø har en meget længere historie end den har i landets øvrige OSD områder. Der er i forbindelse med kommunalreformen imidlertid et presserende behov for at lade grundvandsbeskyttelsen indgå i det plansystem, som indsatsplanlægningen på grundvandsområdet rummer. Denne rapport har derfor til formål at give en status på den kortlægning og overvågning, der har fundet sted omkring Tunø Vandværk, og danne grundlaget for udarbejdelsen af en egentlig indsatsplan, så den succesfulde grundvandsbeskyttelse sikres og kan videreføres i det nye kommunale landskab. Grundvandsbeskyttelsen på Tunø er den første af sin art i dansk vandforsynings historie, hvor man i praksis har opnået at beskytte grundvandet over for uønsket landbrugspåvirkning. Hovedideen i projektet var brugen af beskyttelseszoner omkring vandværket. Tættest på vandværket blev der etableret vedvarende græs, der hverken gødes eller sprøjtes. I en ydre zone fortsatte landbrugsproduktionen. Her var målet at nedbringe udvaskningen ved at styre gødningstildelingen nøje efter afgrødernes behov. Samtidig skulle de valgte virkemidler løbende evalueres gennem systematiske effektmålinger. Da erfaringerne med beskyttelseszoner for 20 år siden var meget begrænsede, er der gennemført omfattende overvågning af vandkvaliteten for at kunne måle effekten af beskyttelseszonerne. Etablering af vedvarende græs nedbragte hurtigt og effektivt nitratudvaskningen, mens markstyringen ikke havde den forventede effekt, især pga. den særlige afgrødesammensætning på Tunø og en meget lille nettonedbør. Januar 1994 havde det nitratfrie vand fra den indre zone nået grundvandsspejlet, og ved nytår 2000 indeholdt de øverste knap 2 m af grundvandet rent og godt drikkevand. I skrivende stund ligger nitratindholdet på vandværket på ca. 30 mg/l, mod mere end 125 mg/l, da det så værst ud. Tunø Vandværk blev pr. 1. januar 1994 privatiseret. Tunø Vandværk overtog ved den lejlighed arealerne med den indre beskyttelseszone, og dermed vedligeholdelsen af græsarealerne. Problemerne med nitrat har i dag fundet sin løsning, i det omfang at grundvandsbeskyttelsen videreføres i regi af en indsatsplan, Men der vil i fremtiden komme et større behov for at øge indvindingen. Da grundvandsressourcen er meget begrænset på Tunø, er det derfor af stor betydning at enhver stigning i vandforbrug følges af en tilsvarende vurdering og overvågning af resourceforbrugets bæredygtighed. Baggrund Tunø Vandværk indvinder fra Tunø s eneste betydende vandressource. I løbet af 1980 erne steg nitratindholdet i drikkevandet så meget, at et indgreb blev nødvendigt for at sikre, at vandets kvalitet kunne komme til at overholde grænseværdien ifølge drikkevandsbekendtgørelsen. Med henblik på fastsættelsen af en strategi for sikring af vandforsyningen på Tunø blev der i 1986 nedsat en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde et projektforslag. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra: Århus Amt Odder Kommune Miljøstyrelsen Planstyrelsen Center for Jordøkologi (Danmarks Miljø Undersøgelser) Landskontoret for Landboret Landskontoret for Planteavl Planteavlskonsulenten på Tunø/Samsø Den 20. juni 1988 besluttede Århus Amt og Odder Kommune ud fra flere løsningsforslag at sikre vandforsyningen på Tunø ved at etablere beskyttelseszoner, således som det blev foreslået i Rapport om vandforsyningen på Tunø-1987 /1/. Denne rapport demonstrerer, at udlæggelse af beskyttelseszoner er både den enkleste og billigste måde at fremtidssikre drikkevandskvaliteten. I rapporten er Tunøs geologiske og vandforsyningsmæssige forhold grundigt belyst. I foråret 1989 blev der etableret to beskyttelseszoner: en indre, på ca. 3 ha med vedvarende græs umiddelbart rundt om indvindingsboringerne, - og en ydre zone, ud til en radius på 300 m, med markstyring og andre landbrugstekniske tiltag. I dec udkom Statusrapport, Tunø /2/ for første gang. I denne rapport er der redegjort for beslutningsprocessen og den praktiske etablering af beskyttelsesforanstaltningerne. Sommeren 1991 blev arealet af den indre zone fordoblet, idet effekten af 2

5 de landbrugstekniske tiltag ikke var tilstrækkelig. I december 1991 og i maj 1994 udkom de næste statusrapporter (/3/ og /4/). Heri er de første overvågningsresultater gennemgået, herunder de jordbundstekniske undersøgelser. Resultaterne viste, at den indre beskyttelseszone var for lille, og rapporterne redegør for den øgede indsats. I marts 2000 udkom en status for de første 10 års erfaringer med beskyttelseszonerne. /5/ Nærværende rapport rummer en opdatering af den sidste statusrapport fra 2000, og samler op på aktiviteterne gennem de sidste 20 år. Der er således nye resultater, der viser at vandværkets vandkvalitet i dag er meget fin. Samtidig er der også resultater, der peger på, at der inden for de sidste 6 år er sket et fald i nitratudvaskningen fra de dyrkede områder. Som noget nyt i forhold til de hidtidige rapporter, er der også set på, hvorledes man i fremtiden kan dække det stigende vandbehov, og hvilken justering af overvågningen det vil medføre. Figur 1.1. Det rene vand er på vej. 3

6 2. Konklusioner Der kan i fremtiden forventes et større pres på vandressourcen i form af øget vandbehov som følge af stigende turisme i sommerhuse, havn og teltplads. Fokus forskydes derfor fra det løste nitratproblem til saltvandsindtrængen og vandressourcens størrelse. Beskyttelseszoner kan give rent grundvand. Omlægning af omdriftsarealer til vedvarende græs nedbringer nitratudvaskningen hurtigt og uhyre effektivt. Efter blot et år forbliver nitratindholdet på omkring 1 mg/l i det nye grundvand, der dannes under græsmarken. Det tog 5 år for det rene grundvand at nå grundvandsspejlet. Efter 10 år er de øverste meter af grundvandet under den indre beskyttelseszone helt rent. Efter 15 år kunne drikkevandet atter overholde grænseværdien for nitrat på 50 mg/l. Effektmålinger er nødvendige for hurtigt at kunne målrette indsatsen, så der opnås en tilstrækkelig forbedring af vandkvaliteten. Overvågning af grundvandsdannelsen og grundvandspotentialet er nødvendigt for at sikre, at der ikke sker en overudnyttelse af magasinet med deraf følgdende saltvandsproblemer. Der er på Tunø en meget lav nettonedbør på blot ca mm/år. Den lave nettonedbør medfører, at der kun er en begrænset mængde vand til rådighed for vandindvinding. Da der ingen magasinering er i grundvandsmagasinet fra år til år, slår effekten af nogle få tørre år meget hurtigt igennem med faldende grundvandsstand, og tilsvarende reduktioner i ressourcens størrelse. Selv for et relativt simpelt grundvandsmagasin som det på Tunø, er det nødvendigt med hydrogeologiske undersøgelser for at kunne vurdere, hvor grundvandsdannelsen sker. Store dele af oplandet har siden 1992 på forskellig vis bidraget med en nitratfattig grundvandsdannelse. Dette giver rum til fortsat landbrugsproduktion i det øvrige opland. Landbrugsarealet bør dog ikke udvides, før udvaskningen er reduceret væsentligt på arealerne med porrer i omdrift. Gennemførsel af projekt Rent vand på Tunø involverede adskillige instanser, såvel de ressourceansvarlige myndigheder i amt og kommune som landbrugsorganisationer, statslige styrelser og forskningscentre samt ikke mindst de lokale landmænd og gartnere. Uden velvilje fra alle parter var projektet ikke muligt at gennemføre. 4

7 3. Plan og Lovgrundlag 3.1 Regionplaner Regionplanen er amtsrådets sammenfattende plan for arealanvendelsen i Århus Amt. Amtsrådets langsigtede mål er, at overfladevandog grundvand skal beskyttes mod påvirkning af menneskelige aktiviteter. Dette gælder for såvel vandmængder som kvalitet. I regionplan 2001 har amtsrådet udpeget 3 typer af drikkevandsområder og nitratfølsomme indvindingsområder. Detailkortlægningen af vandressourcerne og udarbejdelsen af indsatsplaner, for at sikre en fremtidig forsyning af drikkevand af god kvalitet, tager udgangspunkt i disse udpegninger. Udpegningen og retningslinerne for beskyttelsen af grundvandet er mere grundigt beskrevet i Regionplan og Grundvandsplan Begge planer samt kortbilag kan findes på Århus Amts hjemmeside: I Århus Amt er der udpeget 38 områder med særlige drikkevandsinteresser, hvor beskyttelsen af grundvandet prioriteres højt. Det er inden for disse områder, at kortlægningen og indsats planlægningen gennemføres, for at sikre beskyttelsen af grundvandet, se figur 3.1. Der er udpeget nitratfølsomme vandindvindingsområder i Århus Amt, der i areal dækker ca. 30 % af amtet. Områderne med særlige drikkevandsinteresser, er inddelt i 64 indsatsområder. Inden for indsatsområderne skal der på grundlag af kortlægning af vandressourcerne, arealanvendelserne og samtlige forureningskilder udarbejdes indsatsplaner for de sårbare delområder. Figur 3.1. De 38 områder med særlige drikkevandsinteresser i Århus Amt. Detailkortlægningen af vandressourcernes udstrækning og beskyttelse sker frem til ca For at kunne gennemføre denne opgave inden for Figur 3.2. Kortlægningsområder i Århus Amt. 5

8 den angivne tidsramme er kortlægningen samlet i 15 større sammenhængende kortlægningsområder, se figur 3.2. Tunø-Indsatsområdet er ét af disse kortlægningsområder. Resultaterne fra denne kortlægning og tidligere undersøgelser i området fremlægges i denne rapport. 3.2 Udpegning af drikkevandsområder Udpegningen af områder med særlige drikkevandsinteresser foretages først og fremmest for at lokalisere og udpege områder med vandindvindingsinteresser af regional betydning. Områderne, som blev fastlagt i forbindelse med Regionplan 2001, er inddelt i tre kategorier: Særlige drikkevandsinteresser Drikkevandsinteresser Begrænsede drikkevandsinte resser Særlige drikkevandsinteresser I områderne med særlige drikkevandsinteresser dannes der nyt grundvand i en mængde, som samlet set er lidt større end det nuværende forbrug af drikkevand i hele Århus Amt. Med denne udpegning skal regionplanen sikre det fremtidige forbrug og en reserve. Områderne med særlige drikkevandsinteresser er fordelt over hele amtet. Forbrugerne er så vidt muligt sikret gode grundvandsmagasiner inden for en rimelig afstand. Områderne med særlige drikkevandsinteresser har højest prioritet, når der skal igangsættes projekter, som kan forbedre grundvandets kvalitet eller afværge forurening. Det gælder f.eks. oprydning på forurenede grunde, kloaksaneringer og støtte til braklægning eller skovrejsning. Drikkevandsinteresser I områderne med almindelige drikkevandsinteresser findes grundvand af god kvalitet. Det skal primært beskyttes af hensyn til forsyning fra lokale vandværker. Begrænsede drikkevandsinteresser Enkelte steder i amtet er mulighederne for at indvinde grundvand til drikkevandsforsyning stærkt begrænsede. Årsagen kan være, at grundvandet er af dårlig kvalitet som følge af forurening eller indtrængende saltvand, eller at jordlagene udelukkende består af ler, så grundvandet strømmer meget langsomt til boringerne. Drikkevandsinteresserne i disse områder er derfor begrænsede. Aktiviteter, der kan være en trussel mod grundvandet, skal primært etableres her. Nitratfølsomme vandindvindingsområder Århus Amt udpegede i 2001 nitratfølsomme vandindvindingsområder inden for områderne med særlige drikkevandsinteresser samt i 300 meters beskyttelseszonerne til de vandværksboringer, der ligger i områder med drikkevandsinteresser. Amtsrådet har besluttet, at disse områder skal ajourføres hvert år for at sikre, at kortet er opdateret med den seneste viden. 3.3 Indsatsplaner og grundvandsbeskyttelse Beskyttelse af grundvandet Inden for områderne med særlige drikkevandsinteresser skal der de kommende år gøres en ekstra indsats for at beskytte grundvandet mod forurening. Til dette formål er der udpeget indsatsområder, hvor det kan blive aktuelt at: Begrænse eller stoppe byernes vækst Forbyde etablering af visse forurenende virksomheder og anlæg Rydde op på forurenede grunde Give tilskud til skovrejsning, braklægning og miljøvenligt jordbrug Begrænse brugen af gødning og pesticider Der er, som tidligere nævnt, i alt udpeget 64 indsatsområder, hvor der skal vedtages denne type indsatsplaner. Udarbejdelsen af indsatsplanerne bliver finansieret af gebyrmidler, der opkræves som en afgift pr. m 3 forbrugt vand. En detaljeret kortlægning af grundvandsmagasinerne samt kendskabet til forureningskilder og arealanvendelsen skal danne grundlag for indsatsplanerne i områderne. Grundvandskortlægningen medvirker til, at beskyttelsesindsatsen differentieres og målrettes mod de områder, hvor den naturlige beskyttelse er ringe eller følsom overfor forskellige typer af forurening. Udpegning af indsatsområder i Århus Amt Udpegningen af indsatsområder er foretaget ved en opdeling af områder med særlige drikkevandsinteresser i hydrologiske enheder, så de enkelte indsatsområder så vidt muligt vil rumme ensartede problemstillinger i forhold til vandforsyning og grundvandsbeskyttelse. Herudover er der mulighed for en supplerende udpegning af indsatsområder i indvindingsoplande til vandværker uden for områderne med særlige drikkevandsinteresser. En sådan udpegning vil være betinget af en ajourført kommunal vandforsyningsplan og teknisk gennemgang af det pågældende vandværk. Prioritering af indsatsområderne Der er foretaget en tidsmæssig prioritering i 3 grupper af de udpegede 6

9 indsatsområder på baggrund af en række temaer, der har betydning for vandforsyningen og grundvandsbeskyttelsen i de enkelte områder. Disse temaer er indvindingsinteresser, grundvandets naturlige beskyttelse, grundvandskvalitet, nuværende og planlagt arealanvendelse samt forureningskilder. Forberedelse til indsatsplanlægningen Som forberedelse til indsatsplanlægningen etableres samarbejdsrelationer mellem amt, kommune, vandværker, landbrug m.fl., planmæssige forhold tilrettes, og den nødvendige kortlægning foretages. Samarbejde og koordinering er nøgleord i indsatsplanlægningen, dels fordi mange parter har interesse heri, og dels fordi en række af de aktiviteter, der skal gennemføres i indsatsplanlægningen, kan udføres af forskellige instanser. Det kan være amt (stat), kommune eller vandværk. Udarbejdelse af indsatsplanen De gennemførte kortlægninger i indsatsområdet præsenteres ved grundvandsressourcens sårbarhedskategorier, opdeling i drikkevandsinteresser samt kildepladszoner. Herpå påføres de kortlagte forureningstrusler og den nuværende arealanvendelse. På baggrund heraf foretages en prioritering for at imødegå de enkelte forureningstrusler. Endvidere angives, om bestemte områder bør friholdes for særlige arealanvendelser alene af grundvandshensyn. I forbindelse med godkendelsen af de enkelte indsatsplaner foretages en omfattende orientering og offentlig debat. Prioriteringer skal endelig udmønte sig i en tidsplan og retningslinier for, hvornår og hvordan de specifikke problemstillinger i indsatsområdet løses. Herunder hvilke alternativer, som kan tages i anvendelse f.eks. ved pålæg af rådighedsindskrænkninger, såfremt frivillige aftaler ikke kan opnås. Indsatsområde Tunø Detailkortlægningen på Tunø tog sin begyndelse længe før, at der var udpeget indsatsområder og lovgivet omkring indsatsplanlægning. Detailkortlægningen blev iværksat, fordi der var behov for at sikre en fremtidig drikkevandsforsyning af god kvalitet på Tunø. Dertil krævedes god og præcis viden om grundvandsmagasinerne og grundvandets kvalitet. Den detailkortlægning, der beskrives i det følgende, har således ikke trinmæssigt været fulgt på Tunø, idet man her var tvunget til at tage fat på at løse de presserende problemer længe før den nuværende lovgivning om indsatsplanlægning eksisterede. 3.4 Detailkortlægning af vandressourcerne I det følgende beskrives den proces, der normalt skal gennemløbes for at tilvejebringe det hydrogeologiske grundlag, der er forudsætningen for, at der kan udarbejdes en indsatsplan for beskyttelse af grundvandet. Processen er mere grundigt beskrevet i Grundvandplan Processen omkring detailkortlægning og indsatsplanlægning er overordnet beskrevet i Vejledning nr. 3, 2000, Zonering fra Miljøstyrelsen. Processen til udarbejdelse af indsatsplaner kan overordnet beskrives i fire trin. Hvert indsatsområde vil gennemløbe processen fra trin 1 til trin 4, som beskrevet nedenfor. Processen vil forløbe i forskellige tempi inden for amtet, efter den prioriterede rækkefølge, der er vedtaget af Amtsrådet. Trin 1: Afgrænsning af grundvandsoplande som grundlag for opdeling af OSD i indsatsområder. Udpegning af nitratfølsomme vandindvindingsområder. Trin 2: Udpegning og prioritering af indsatsområder. Trin 3: Detaljeret hydrogeologisk kortlægning af indsatsområderne. Den detaljerede hydrogeologiske kortlægning i et indsatsområde afsluttes med en Redegørelse for Vandressourcerne i indsatsområdet. Nærværende rapport er en sådan ressourceredegørelse. Trin 4: Udarbejdelse af indsatsplaner. Redegørelsen for vandressourcerne vurderes med henblik på at fastlægge, hvor der er behov for, at der skal ske en indsats for at beskytte grundvandet. 7

10 4. Eksisterende grundvandsbeskyttelse på Tunø 4.1 Projektbeskrivelse Det hidtidige Tunøprojekt bygger på to principper: Grundvandsbeskyttelse og Effektmåling. Fokus ligger på vandkvalitet og nitrat, og kun i mindre grad vandmængder. Projektet for sikring af vandforsyningen på Tunø er udmøntet i en række aktiviteter som skitseret nedenfor. Figur 4.1 viser de berørte arealer og lokaliseringen af de forskellige overvågningsaktiviteter ved Tunø Vandværk. 1. Etablering og pleje af den indre beskyttelseszone I den indre zone er landbrugsjorden umiddelbart omkring vandværket taget ud af drift og tilsået med græs, der slås 1 gang årligt. Arealet er i dag ca. 6,5 ha. 2. Markstyring mv. i den ydre beskyttelseszone Den ydre zone strækker sig 300 m ud fra vandværket og dækker ca. 25 ha. Den vestlige del af arealet er i alt ca. 7 ha er braklagt med MVJ-tilskud i perioden I projektets første år blev dyrkningen i den ydre zone reguleret ved en markstyring, der bl.a. byggede på kvælstofanalyser af jordprøver. Efter den generelle opstramning af landbrugets kvælstofhusholdning i lovgivningen, ændredes dette, se kapitel 4.2. Derudover blev der arbejdet med andre jordbrugstekniske tiltag som rækkeudbringning af gødning i grøntsagsafgrøderne ved hjælp af en særlig gødningssåmaskine. 3. Overvågning af udvaskningen fra rodzonen 6 steder er der installeret sugeceller, der kan benyttes til overvågningen af nitratindholdet i det vand, der forlader rodzonen og siver ned mod grundvandet. Heraf ligger to i den indre zone, en på det braklagte areal og de sidste tre på de dyrkede arealer. Man taler også om jordvand, prøvetaget fra tensiometerfelter. 4. Overvågning af grundvandets kvalitet Grundvandets kvalitet følges i 9 overvågningsboringer. Heraf er to boringer i den indre zone udstyret til overvågning af vandkvaliteten i den umættede zone over grundvandsspejlet. 5. Kontrol af drikkevandet Drikkevandskvaliteten på vandværket og hos forbrugerne følges som en central del af hele projektet. 6. Kvælstof og vandbalance Grundvandsdannelsen måles, så det er muligt at regne på vandbalance og lave en model over massebalancen for kvælstof inden for området. Alle boringer pejles ved hver prøvetagning. Disse data er sammen med de geologiske undersøgelser brugt til at fastlægge det faktiske indvindingsopland, se kapitel Beskyttelseszonerne Figur 4.1. Den indre beskyttelseszone (skraveringer) ved Tunø Vandværk og lokalisering af overvågningsaktiviteter. I løbet af 1989 blev etableringen af beskyttelseszonerne iværksat. På dette tidspunkt var det faktiske indvindingsopland ikke kendt, hvorfor beskyttelseszonerne blev placeret inden for en radius af 300 m fra vandværkets hovedboring (B3 på figur 4.1). 8

11 Figur 4.2 Udviklingen i arealanvendelsen i oplandet til Tunø Vandværk som følge af grundvandsbeskyttelsen (visning af data fra tabel 1). Den Indre Zone I den indre zone ophørte landbrugsdriften i I september 1989 blev 3 ha omkring vandværket pløjet, harvet og tilsået med rødsvingelgræs. I det sidste år før etableringen af græsdækket havde arealet ligget brak. Før den tid blev der dyrket porrer og korn. Områdets afgrænsning hænger sammen med de oprindelige markskel. I 1992 blev den indre zone udvidet med 3,5 ha mod nord. På dette areal havde der til og med 1990 været intensiv porreavl i omdrift med korn. Foråret 1991 blev der sået byg med græsudlæg. Marken blev ikke pløjet efter høst, og dermed var græsdækket etableret. Ved projektets start købte Odder kommune arealerne, og landbrugspligten blev ophævet. Arealet blev overdraget til Tunø Vandværk i januar 1994 i forbindelse med privatiseringen af vandværket. Driften af vandværket indebærer i dag således ikke alene den traditionelle vandværksdrift, men også driften af beskyttelseszonen. Den Ydre Zone, etableringsfasen Da den ydre zone blev etableret fandtes der ingen generelle krav om kvælstofregnskab i forbindelse med rene planteavlsbrug, idet de eksisterende tiltag koncentrerede sig om husdyrbrug og grønne marker. Århus Amt og Odder Kommune betalte derfor i perioden for en målrettet regulering af forbruget af handelsgødning gennem markplaner, der byggede på jordbundsprøver, hvor det plantetilgængelige kvælstof bestemmes. Jordprøverne blev udtaget på markerne i den ydre Arealanvendelse %vis fordeling Uden for landbrugsmæssig drift Vedvarende græs, indre zone Vedvarende græs, med heste Før Efter Byg og hvede Porrer i omdrift Tabel 4.1. Arealanvendelsen i oplandet til Tunø Vandværk omarbejdet efter Roorbach, Det beskrevne areal er på i alt 20 ha, på grund af variationer af og usikkerheden med hensyn til oplandets faktiske udstrækning. Græsset på den indre zone slås en gang årligt. Græsset slås ikke før 1. juli af hensyn til dyrelivet og risikoen for at ødelægge reder eller skade rålam. Det klippede græs hakkes og bliver liggende og formulder. Der må ikke gødes eller sprøjtes i den indre zone. Figur 4.3. Udviklingen i nitratudvaskning fra de dyrkede arealer

12 zone flere gange i løbet af vækstsæsonen. Prøverne blev analyseret af Hedeselskabet efter N-min metoden og bearbejdet hos Landskontoret for planteavl. Ud fra disse målinger vejledte Planteavlskonsulenten i den optimale gødningsmængde under hensyntagen til jordens plantetilgængelige kvælstofindhold. Den optimale gødningsmængde blev beregnet ud fra driftsøkonomiske hensyn. En gødningssåmaskine blev i 1990 indkøbt til brug i porreavlen. Gødningssåmaskinen anbringer gødningen tæt ved planternes rødder og kan indstilles til at dosere med præcist den mængde gødning, som markstyringsplanerne foreskriver. Herved undgås placering af gødning mellem rækkerne, hvor rødderne ikke kan nå ud. Dette giver en økonomisk besparelse for grøntsagsavlerne og sikrer grundvandet mod nitrattilførsel, der alene skyldes uudnyttelig gødning. Maskinen er købt af Planstyrelsen og overdraget til Tunø Husmandsforening, med den begrænsning, at den i den første forsøgsperiode udelukkende måtte anvendes til porrer indenfor beskyttelseszonen. Denne maskine anvendes stadig, og bidrager således stadig til at minimere udvaskningen. Af andre landbrugstekniske tiltag til forbedring af kvælstofudnyttelsen kan nævnes, en ændret fordeling af tildelingsmønsteret hen over året for kvælstofgødningen på porrearealerne, en ændret sædskifterytme og jordløsning ved dybdegrubning. For perioden 1.sept.1991 og frem til år 2017 er 7 ha i den vestlige del af den ydre zone udtaget fra omdrift med tilskud fra MVJ-ordningerne. Arealet er tilsået med græs og lucerne. Græsarter har med tiden udkonkurreret lucernen, så plantesamfundet i dag er domineret af græsser. Et par heste afgræsser arealet en del Væsentlige lovændringer relevante for Tunøprojektet 1987, Vandmiljøplan I (fra efteråret 1990) Krav om grønne marker, mindst 65 % (let opfyldt, da porrer falder under grønne marker) 1991, Handlingsplanen for bæredygtigt landbrug (fra høstår 1994) Bøder for overforbrug, ud over maksimalt tilladte normer for tilførsel af kvælstof Krav om gødningsregnskaber. Indførsel af centralt fastlagte gødningsnormer 1998, Vandmiljøplan II Reduktion af kvælstofnormerne med 10 % Bøder for overforbrug Indførsel af kvælstofnormer for frilandsgrøntsager 2004, Vandmiljøplan III Ingen af året. I forbindelse med indsatsplanens udarbejdelse skal fremtiden for dette areal afklares, idet en permanent udtagning af arealet er en forudsætning for at kunne opretholde den opnåede forbedring af grundvandets kvalitet. Arealanvendelsen inden for indvindingsoplandet har igennem projektperioden udviklet sig så en stadigt større del er uden for almindelig landbrugsdrift se Tabel 4.1. /5/ På figur 4.2 ses, at det siden 1992 kun er ca. 25 % af oplandet til vandværket, der drives landbrugsmæssigt. Den Ydre Zone, Resultater og fremtid Trods indsatsen for at nedbringe udvaskningen i den ydre beskyttelseszone lykkedes det ikke de første 10 år at mindske udvaskningen tilstrækkeligt. Udvaskningen under de dyrkede arealer, målt i sugecellerne i 1 m s dybde, var i 1999 endnu mg/l nitrat, se figur 4.3 og 8.2. Helt uden effekt har markstyringen dog på ingen måde været. Hvor der de første år ofte blev fundet et nitratindhold på mg/l i jordvandet under arealer med grøntsager, ses så høje udvaskninger stort set ikke mere. Tilmed sker det, at der på enkelte kornmarker af og til er lave udvaskninger på blot mg/l nitrat. Tendensen til et overordnet fald i nitratudvaskningen skyldes sandsynligvis en gradvis ændring i dyrkningen, hvor bl.a. præcisering i tildeling af gødning har været afgørende. De meget høje kvælstofkoncentrationer under de dyrkede arealer medførte, at den indre beskyttelseszone blev udvidet i 1992, og at det braklagte areal i områdets vestlige del ikke kan tages ind i omdrift igen, uden at det bliver nødvendigt med nye initiativer for at nedbringe udvaskningen. I løbet af projektperioden er der kommet stadigt større generelle krav til landbrugets kvælstofhushold- 10

13 ning i lovgivningen. I den blå boks er angivet de indgreb, der har størst betydning på Tunø, hvor der især dyrkes grøntsager og korn. Specielt introduktionen af centralt fastsatte kvælstofnormer for de enkelte afgrøder overflødiggjorde den markstyringsmodel, der var i det oprindelige projekt. Beregninger foretaget i 1995 af Landskontoret for planteavl viste, at det er muligt både at have afgrøder og lav udvaskning, men at det vil kræve en betydelig omlægning af sædskiftet, kombineret med fx. halmnedmuldning og efterafgrøder. Hvis disse initiativer skal gennemføres vil det blive nødvendigt med en økonomisk kompensation til landmænd og gartnere i området, der overstiger de eksisterende rammer for tilskudsordninger i de Særligt Følsomme Landbrugsområder. Projektgruppen besluttede ikke at iværksætte disse tiltag, idet det blev forudsat, at den fortsatte drift af den ydre zone, udelukkende skal reguleres inden for rammerne af den gældende lovgivning og tilskudsstruktur. Af samme grund har der ikke siden 1995 været ydet tilskud til markstyring i den ydre zone. I forbindelse med udarbejdelsen af indsatsplanen vil der ikke længere blive opereret med en ydre zone med en radius på 300 m omkring indvindingsboringerne. I stedet vil der blive taget udgangspunkt i det indsatsområde, der er knyttet til Tunø Vandværk. Indsatsområdet er afgrænset med udgangspunkt i de beregnede indvindingsoplande, se kapitel 7. Arealet er så stort, at det kan rumme usikkerheden med hensyn til variationer i geologi, nedbør og vandforbrug. Det indgår i vurderingen af indsatsområdets udbredelse, at boring 2 forventes at bidrage til den fremtidige indvinding. 11

14 5. Tunø Vandværk Tunø Vandværk indvinder fra Tunøs eneste betydende vandressource. Øen har en fastboende befolkning på 113 (pr. 1. feb. 2005). Herudover er der i sommermånederne en betydelig tilstrømning af turister til sommerhusene, lystbådehavnen og teltpladsen, ikke mindst under afholdelsen af Tunø Festival. Hovedparten af beboerne og turisterne forsynes med vand fra Tunø Vandværk, mens der på den vestlige del af Tunø indvindes en mindre vandmængde (omkring 1000 m 3 /år) fra vandværket Stenkalven. Tunø Vandværk blev pr. 1. januar 1994 privatiseret, og hører ikke længere ind under Odder Kommunes vandværker. Tunø Vandværk overtog ved den lejlighed arealerne med den indre beskyttelseszone, og dermed vedligeholdelsen af græsarealerne. Indvindingsboringer Vandforbrug Vandværket har tre indvindingsboringer, se figur 4.1. B1, DGU nr er etableret i 1967, og er filtersat i den øvre del af magasinet ca. 4,5 m under grundvandsspejlet. B2, DGU nr er etableret i 1978, og er filtersat fra kun godt 2 meter under grundvandsspejlet. Boringen havde lige fra etableringen et nitratindhold over grænseværdien, og har kun kortvarigt været i drift. B3, DGU , er etableret i 1985 og vandværkets indvinding har i mange år været baseret på denne boring, der er den dybest filtersatte med filter fra ca. 8 m. under grundvandsspejlet. Vandværket oplyser marts 2006, at indvindingen det sidste års tid er sket med lige store mængder fra både B1 og B3, nu da kvaliteten er tilfredsstillende i begge boringer, og boring 3 har tekniske problemer med tilstopning af filteret med rustforbindelser, der nedsætter ydelsen og kræver hyppigere ved ligehold. Figur 5.1. Tidsserie for indvindingen fra Tunø Vandværk. Vandforbruget har siden 1990 ligget stabilt på omkring m 3 /år, med en svagt stigende tendens siden 2000, se figur 5.1. Den tilladte indvinding er på m 3 /år. Ud over to år med særlig højt forbrug svinger vandforbruget under 10 % fra år til år. Der har dog fra vandværkets side været udtrykt behov for at øge indvindingen, bla. af hensyn til sommerturister på havnen og udbygning af sommerhusområderne (pt. potentielt 10 huse, hvortil der gives tilladelse til helårsbeboelse). Et grundvandsdannende opland på 8,3 ha er nødvendigt for at danne de m 3 /år, der er behov for på vandværket, forudsat nettonedbøren er 150 mm/år. De markante variationer i nedbøren viser, at størrelsen af det grundvandsdannende opland kan svinge betragteligt fra år til år. Således har der inden for de sidste 10 år været variationer i nedbøren, der giver oplandsstørrelser på mellem 4 og 16 ha. Hvis der sker en mere vedvarende ændring af nedbørsforholdene eller vandforbruget på øen, kan det blive nødvendigt at justere størrelsen af beskyttelseszonen og vandforbruget. Vandkvalitet i råvand De tre indvindingsboringer indeholder alle nitrat. Mens B2 er oxideret (vandtype A) har både B1 og B3 anoxisk vand med nitrit, jern og mangan (vandtype B). Den anoxiske vandtype nødvendiggør, at grundvandet iltes og filtreres på vandværket, idet det kan fjerne såvel nitrit, som jern og mangan. På figur 5.2 ses udviklingen i nitrat i vandværkets indvindingsboringer, B1, B2 og B3. Boring B1 fungerede som indvindingsboring indtil ca Den har fungeret som reserveboring fra 1987 til 2004, hvor den på grund af det forbedrede nitratindhold atter kunne anvendes. I 1970 erne havde det indvundne vand et nitratindhold på omkring 30 mg/l, men i 80 erne steg nitratkoncentrationen til omkring 60 mg/l. Efter at boringen blev taget ud af drift steg nitratindholdet yderligere til omkring 125 mg/l. Siden midt i 1990 erne har nitratindholdet atter været faldende 12

15 i denne boring, der er filtersat øverst i grundvandet. I 1978 blev B2 etableret for at aflaste B1. B2 havde fra starten et alt for højt nitratindhold, se figur 5.2. For at afhjælpe nitratproblemerne blev B3 i 1985 etableret ved siden af B1 med filteret nederst i magasinet. Ved etableringen lå nitratindholdet under 10 mg/l, men efter at boringen kom i drift, blev der hurtigt trukket nitratholdigt vand ned til filteret. På få uger steg nitratindholdet til omkring 60 mg/l, hvilket er over grænseværdien på 50 mg/l. Som det fremgår af figur 5.2, har der de senere år været en jævnt faldende tendens som følge af grundvandsbeskyttelsen i området. Nitratindholdet ligger i 2006 på ca. 30 mg/l, og falder stadigt. Figur 5.2 Nitrat i råvandet på Tunø Vandværks indvindingsboringer. Det faktum, at vandkvaliteten i B1, der indvinder fra det øverste iltede grundvand, indtil slutningen af 70 erne kunne overholde grænseværdien for nitrat i drikkevand på 50 mg/l, viser, at de meget høje nitratkoncentrationer i grundvandet på Tunø er et fænomen af nyere dato. Derudover ses et markant faldende nitratindhold efter 1995, som følge af grundvandsbeskyttelsen. Den resulterende vandkvalitet i både B1 og B3 er en opblanding af det stærkt nitratholdige vand, fra før beskyttelseszonernes etablering, og yngre rent vand fra de græsdækkede arealer. B2, som ikke har været i drift i mange år, er også ved at opnå en tilfredsstillende kvalitet med hensyn til nitrat, som følge af grundvandsbeskyttelsen. Boringen ligger centralt i forhold til de arealer, som nu er udtaget fra omdrift og ligger som vedvarende græsarealer. Ved årsskiftet indeholdt B2 ca. 50 mg/l, hvilket er højere end i de to andre indvindingsboringer, der er filtersat dybere i magasinet. Dette hænger formentlig sammen med, at der ikke bliver indvundet vand fra denne boring, og at den nedadrettede gradient på stedet derfor er meget mindre. Hvis vandværket atter begynder at anvende denne boring, vil det forøge den nedadrettede strømningsgradient rundt om boringen, og dermed til det rene vand hurtigere nå ned i de lag, hvor B2 er filtersat. Drikkevand Drikkevandets sammensætning for udvalgte parametre fremgår af figur 5.3. Det ses, at der kun er ret få analyser for nitrat i drikkevandet, idet fokus har været rettet mod at følge udviklingen af nitrat i de enkelte boringer. Der er ikke observeret mere end 60 mg/l på noget tidspunkt i drikkevandet, men det udelukker ikke, at der i perioder, fx når der har været særligt stort behov for vand ved Tunø Festivalen, er leveret vand med et højere nitratindhold. Det fremgår også, at der siden 2000 har været et jævnt faldende nitratindhold i drikkevandet, der følger udviklingen i boring 3. De høje koncentrationer af nitrit i råvandet med godt 0,2 mg/l nitrit ser ud til at reduceres væsentligt til ca. 0,03 mg/l i det meste af drikkevandet. Grænseværdien for nitrit ligger i dag på 0,1 mg/l hos forbrugeren, og hvis det kan dokumenteres, at grænseværdien overholdes hos forbrugerne, accepteres det, at drikkevandet ved afgang fra vandværket ikke overholder en grænseværdi på 0,01 mg/l. Bemærk på figur 5.3, at der parallelt med nitrat er et faldende indhold af sulfat. Dette kan forventes i det anoxiske vand, da der bliver stadigt 13

16 Figur 5.3 Drikkevandets kvalitet ved Tunø Vandværk Drikkevand. mindre nitrat til at oxidere pyrit i det nedsivende vand. Hermed vil sulfatindholdet også falde til baggrundsniveauet på ca mg/l i det oxiderede vand. Både grundvand og drikkevand er undersøgt for pesticider og miljøfremmede stoffer, uden at der er fundet noget som helst. Seneste analyse er fra Der er analyseret for nikkel, arsen, bor og barium, og alle disse naturligt forekommende sporstoffer er kun fundet i lave koncentrationer. Sammenfattende om nitrat Nitratbelastningen af grundvandet er stabiliseret i forhold til den nuværende indvindingssituation, som følge af det rene grundvand der dannes under det vedvarende græs i den indre beskyttelseszone. Inddragelse af B2 som indvindingsboring vil give anledning til et yderligere fald og efterfølgende stabilisering også i denne boring. Idet B2 ligger mere centralt i forhold til de vedvarende græsarealer, vurderes en inddraglese af B2 dels at give en øget forsyningssikkerhed, og dels på sigt at medvirke til sikre et fortsat lavt nitratindhold i drikkevandet. 14

17 6. Geologi I 1979 blev der udarbejdet en rapport om de geologiske forhold på Tunø. Allerede på det tidspunkt var man klar over, at der kun er ét reelt grundvandsmagasin, hvorfra Tunø Vandværk kan hente grundvand til drikkevandsforsyningen. Forud for igangsættelsen af projektet om en aktiv grundvandsbeskyttelse på Tunø blev der udgivet en mere fyldig rapport: Vandforsyning på Tunø, Århus Amt, april I sidstnævnte rapport er der en mere omfattende redegørelse for og status over de geologiske og hydrogeologiske forhold, som kunne have betydning for den fremtidige vandindvinding. Siden projektets praktiske iværksættelse i 1989 er der blevet udført endnu en række konkrete hydrogelogiske undersøgelser. Disse har bidraget yderligere til indsigten i den geologiske opbygning af grundvandsmagasinet ved Tunø by og mulighederne for en fortsat indvinding af godt grundvand. Her skal resultaterne fra de geofysiske målinger og de udførte boringer omtales ganske kortfattet. 6.1 Geofysiske målinger I foråret 1989 blev der udført geoelektriske linieprofilmålinger i et område, som dækker et lidt større areal end de 2 oprindelige beskyttelseszoner. Målingerne havde til formål at give oplysninger om karakteren af dæklagene oven over grundvandsmagasinet og om de øvre dele af selve grundvandsmagasinet. Målingerne forventedes også at bidrage til en mere nøjagtig afgrænsning af grundvandsmagasinets udstrækning. På figur 6.1 er vist et kort, der afspejler dén variation i den elektriske modstand, som skyldes forskelle i ler- og sandindholdet i jordlagene inden for de øverste 5-15 meter under terræn. De højeste modstande finder man, hvor der i dette dybdeinterval overvejende er sandede aflejringer, dvs. hvor det øvre morænelerslag over grundvandsmagasinet er ret tyndt. De laveste elektriske modstande registreres, hvor lerdæklagene er tykkere, eller hvor der ikke er noget grundvandsmagasin, men kun ler. Den ret markante afgrænsning af grundvandsmagasinet mod vest afspejles i de geoelektriske linieprofilmålinger i form af en brat overgang til lave elektriske modstande vest for en linie, som stort set er nord- sydgående fra Tunø Fyr og nordpå. De relativt høje elektriske modstande øst for linien viser, at magasinet her kan strække sig helt ud til kysten mod nord, øst og syd. Den største grundvandsdannelse sker på de arealer, hvor der overvejende er tynde lerdæklag eller Wenner-profilering a=15 m slet ingen lerholdige lag oven over grundvandsmagasinet. Dette er tilfældet de steder, hvor de højeste elektriske modstande er målt, hvilket kan ses på kortet på figur 6.1. Fra disse arealer vil det nedsivende regnvand løbe lige gennem sandlagene og være hurtigst om at nå ned og blive til grundvand. 6.2 Boringer I udførtes 3 boringer med en speciel på daværende tidspunkt nydudviklet boremetode kaldet ellogboremetoden. Ved anvendelsen af denne boremetode måles bl.a. de uforstyrrede jordlags elektriske modstand under selve nedboringen, og på baggrund heraf kan der aflæses oplysninger om variationen i de gennemborede jordlags sammensætning. I 1993 udførtes yderligere 2 boringer. På dét tidspunkt kunne man med boremetoden også registrere det naturlige gammaindhold, som især afspejler, hvordan specielt Figur 6.1 Geoelektriske linieprofi lmålinger på Tunø, der viser de geologiske egenskaber 5-15 m.u.t. De laveste elektriske modstande måler man, hvor leraflejringerne er dominerende. De højeste elektriske modstande er målt oven over grundvandsmagasinet, hvor der overvejende fi ndes sandede afl ejringer, og hvor grundvandsdannelsen derfor samtidig er størst. 15

18 Evt. farver på denne illustration Figur 6.2 Forenklet geologisk tværsnitsprofi l fra vest mod øst gennem grundvandsmagasinet og boringerne langs den viste linie på figur 6.3. lerindholdet i jordlagene varierer. Disse oplysninger forbedrede muligheden for bl.a. en præcis placering i de sandede aflejringer af korte filtre, som kan give vand til analyseformål. Ved de 2 sidstnævnte boringer er der specielt ned langs forerørene etableret sugeceller, hvorfra man i den umættede zone kan udtage vandprøver af det vand, som er på vej ned til grundvandet. Der kommer et kort i farver 6.3 Grundvandsmagasinet De 5 ellogboringer har yderligere underbygget opfattelsen af, at grundvandsmagasinet er opbygget af temmeligt varierende smeltevandsaflejringer hovedsageligt bestående af sandede og siltede lag, men med visse lagsekvenser hovedsageligt bestående af ler. Figur 6.3 Lokalisering af det geologiske tværsnitsprofi l på fi gur 6.2. På figur 6.2 er vist et tværsnitsprofil gennem en række af boringerne langs et profil fra vest mod øst gennem grundvandsmagasinet. På figur 6.3 er vist et kort, hvorpå beliggenheden af dette tværsnitsprofil er indtegnet. Som det fremgår af den hydrogeologiske tolkning på figur 6.2, er der et lerlag, et lækagelag, der opdeler grundvandsmagasinet i en vestlig del og en østlig del. Lækagelaget bevirker, at der er et betydeligt fald i grundvandspotentialet på tværs af det. Grundvandspotentialet er højere over lækagelaget end under det. Strømningsmæssigt kan man sammenligne lækagelaget med en modstand i et elektrisk kredsløb. På figur 6.4 er den horisontale udbredelse af lækagelaget vist skematisk. På figur 6.4 er også vist et mindre område, hvor der er ler, og grundvandsmagasinet derfor ikke er udbredt. Nettonedbør vil formentlig kunne strømme af på leret og ind i indsatsområdet. De lerede aflejringers udstrækning og sammenhæng er kompleks og har indflydelse på strømningsmønstret både oven over og nede i 16

19 grundvandsmagasinet. Udover ovennævnte lækagelag, kan der være mindre horisonter af ler og silt, der også bevirker, at der kan være forskel på, hvor lang tid der går, inden nedsivende regnvand med f.eks. et lavere nitratindhold når ned til bestemte dybder forskellige steder i grundvandsmagasinet. På trods af kompleksiteten af de glaciale aflejringer peger den hydrogeologiske tolkning på at grundvandsmagasinet er til stede overalt på figur 6.4, hvor andet ikke er angivet. Som vist på figur 6.1 og figur 6.2 kiler grundvandsmagasinet ud mod vest. De lerede aflejringers udstrækning og sammenhæng forventes ikke at have væsentlig indflydelse på den overordnede grundvandsstrømning mod havet og Mosen. Næste kapitel indeholder en nærmere beskrivelse af grundvandets strømningsforhold. Figur 6.4. Udbredelse af lækagelaget i vandret plan (se også fi gur 6.2) og et mindre område, hvor der ikke er grundvandsmagasin. Lækagelagets geometri er fastlagt ud fra grundvandspotentialer og boringsoplysninger og erkendes ikke af de geofysiske data. Dette skyldes formentlig primært, at indtrængningsdybden for de geofysiske målinger er utilstrækkelig. Figur 6.4 Udbredelse af lækagelaget i vandret plan (se også fi gur 6.2) og et mindre område, hvor der ikke er grundvandsmagasin. Lækagelagets geometri er fastlagt ud fra grundvandspotentialer og boringsoplysninger og erkendes ikke af de geofysiske data. Dette skyldes formentlig primært, at indtrængningsdybden for de geofysiske målinger er utilstrækkelig. 17

20 7. Hydrologi Nettonedbør, grundvandsstand og grundvandsdannende oplande Scenarier 7.1 Nettonedbør Målinger af nettonedbøren i den indre beskyttelseszone med vedvarende græs har påvist meget store variationer inden for de sidste 16 år, med ned til ca. 75 mm/år i tørre år og op til 325 mm/år i mere våde år (se figur 7.1). I gennemsnit er nettonedbøren ca. 200 mm/år, mens medianen er ca. 185 mm/år for perioden /7.1/. Indenfor oplandet til Tunø Vandværk er der ingen afstrømning til overfladerecipienter; og det antages derfor, at hele nettonedbøren bidrager til grundvandsdannelsen til magasinet. 7.2 Grundvandsstanden Grundvandsstanden i området omkring Tunø Vandværk er bestemt ved pejlinger i alle tilgængelige boringer. Et godt kendskab til grundvandsstanden er en forudsætning for at bestemme indvindingsoplandet til vandværkets boringer. Potentialebilledet for grundvandsmagasinet på Tunø er styret af nettonedbøren, der forårsager grundvandsstrømningen til kysten og Mosen, grundvandsstrømningen gennem lækagelaget og til indvindingen ved Tunø Vandværk. Der antages at være et NNV-SSØ-gående grundvandsskel fra nordkysten til sydkysten via Mosen, et grundvandsskel mellem Mosen og indvindingen ved Tunø Vandværk og måske også et grundvandsskel med toppunkt ved toppen af Møllebakken, der er det højeste punkt på Østtunø. Ved optegningen af potentialbillederne for Tunø var det nødvendigt at anvende pejlinger, som ikke er synkrone med den periode potentialebillederne repræsenterer. Der er endvidere anvendt støttepunkter med kunstige, skønnede grundvandspotentialedata langs kysten, hvor grundvandspotentialet er skønnet til at være nul. Der er pejledata fra i alt 14 boringer til rådighed til bestemmelse af grundvandsstanden. På figur 7.2 er vist et øjebliksbillede af grundvandsstanden. Pejlingerne, der ligger til grund for dette billede, er listet i tabel 7.1 nedenfor. I de tilfælde, hvor der er pejlinger i forskellige dybdeintervaller i det samme punkt, er pejlinger fra det dybeste filter benyttet, da det svarer bedst til den dybde, der pumpes fra ved vandværket, som indvindingsoplandet skal bestemmes for. Ved optegningen af potentialebilledet giver denne konfiguration af pejle- Figur 7.1. Nettonedbør på Tunø, målt i lysimetre beplantet med græs (se fi gur 4.1). 18

21 Dato Borings navn DGU-nr. Grundvandsstand, m i forhold til DVR 90 Magasin Vertikalt potentialefald cm Potentiale kort ,20 Vest Ja ,94 Vest Ja B ,03 Vest Ja P ,03 Vest Nej B ,00 Vest Nej B ,87 Vest Nej P ,37 Øst 63 Ja B ,12 Øst Ja B ,27 Øst Ja B ,26 Øst 60 Ja P ,32 Øst Nej P ,27 Øst 5 Ja P ,23 Øst Ja P ,18 Øst Ja Tabel 7.1 Pejlesteder og angivelse af pejlinger anvendt ved optegningen af potentialebilledet vist på fi gur 7.2. Vest og øst angiver pejlepunktets beliggenhed over eller under lækagelaget, jævnfør profi lsnittet i kapitel 6. Tabellen viser også de observerede vertikale potentialefald på omkring 60 cm over lækagelaget på dette tidspunkt. steder herudover den bedste repræsentation af den horisontale grundvandsstrømning. I de tilfælde, hvor der er pejlinger i forskellige dybdeintervaller i det samme punkt, er der en tydelig nedadrettet potentialegradient, svarende til grundvandsstrømning gennem lækagelaget, samt som følge af grundvandsindvindingen. Optegningen af potentialebilledet er afhængig af hvilke pejlesteder og pejlinger, der er til rådighed. Potentialebilledet for Tunø er for eksempel usikkert sydvest for indvindingsboringerne i udkanten af indsatsområdet, da der ikke er pejlinger herfra. Det pejlede filter for boring sidder over lækagelaget. Grundvandsstanden er signifikant højere end for de nærliggende boringer, og , se tabel 7.1, figur 6 for beliggenhed og figur 7.2. Det samme gør sig gældende for boringerne , og , hvor potentialerne er i størrelsesorden 1 m, til sammenligning med potentialerne for de nærliggende boringer og , hvor potentialerne er i størrelsesorden 0,3 m. Grundvandsstanden længst mod vest i magasinet ligger lidt over 1 meter over havniveau. Herfra falder grundvandsstanden mod øst ned til omkring havniveau omkring kildepladsen ved Tunø Vandværk. Grundvandet strømmer derfor mod øst ned mod vandværket fra området nord for Tunø by. I området omkring selve kildepladsen ved vandværket er der tilstrømning af grundvand fra alle sider. Potentialelinierne ligger meget tæt mellem Tunø Vandværks boringer, svarende til potentialfaldet Potentialekort Tunø, 5. april 2006 Potentialekurver Potentialepunkter Tunø Vandværk, indv.boringer pt Tunø Vandværk, pejleboring pt Figur 7.2 Potentialekort for Tunø som er konstrueret ud fra pejledata og støttepunkter langs kysten (ikke vist). 19

22 over lækagelaget og som følge af indvindingen. Pejlingerne i april og maj 2006 har således vist, at grundvandsstanden inden for området på dette tidspunkt varierede mellem en højde på kun 1 meter over havniveau og 12 cm under havniveau. Når grundvandsstanden enkelte steder falder til under havniveau, betyder det, at vandtrykket er lavere de pågældende steder, end det er i havet. Salt havvand vil derfor kunne trænge ind i magasinet og ødelægge det ferske grundvand, hvis man permanent har en grundvandsstand, der ligger under havniveau. En omhyggelig overvågning af grundvandsstanden og af, at der ikke pumpes så meget, at der konstant er en grundvandsstand lavere end havniveau, er forudsætningen for at forhindre en sådan ødelæggelse. Problemer med en meget lav grundvandsstand og dermed risiko for indtrængning af saltvand i forbindelse med lidt større oppumpninger er i øvrigt et kendt fænomen fra mange mindre øer. Det positive er, at overvågningsprogrammet på Tunø let kan tilpasses med henblik på at intensivere fokus på den slags problemer. 7.3 Grundvandsdannende oplande scenarier Det grundvandsdannende opland til Tunø Vandværk er fastlagt for at vurdere, om det er i overensstemmelse med den udlagte beskyttelseszone og indsatsområde. Det grundvandsdannende opland er afhængigt af potentialebilledet (der bestemmer, hvorhen grundvandet strømmer), der igen er afhængig af nettonedbørens størrelse, indvindingens størrelse og hvilke indvindingsboringer, der pumpes fra. Indenfor oplandet til Tunø Vandværk er der ingen afstrømning til overfladerecipienter, og det antages derfor, at hele nettonedbøren bidrager til grundvandsdannelsen til magasinet. Figur 7.3. Nettonedbørens størrelse ved Tunø Vandværk, og pejletidsserier fra Tunø /9/. For Tunø Vandværk antages udstrækningen af det grundvandsdannende opland at være sammenfaldende med udstrækningen af indvindingsoplandet. Dette baseres på boringsdata, der viser begrænset udstrækning af dæklag af ler over magasinet. Lerlagene indenfor oplandet giver anledning til vertikale potentialeforskelle og er med til at styre variationerne i størrelsen og fordelingen af grundvandsdannelsen til magasinet. For at inddrage de klimatiske variationer i bestemmelsen af vandværksoplande optegnes oplande for et scenarium med normal nettonedbør og for et scenarium med lav nettonedbør. På figur 7.3 ses plots af nettonedbøren og pejletidsserier fra Tunø. Der er generelt god overensstemmelse mellem nettonedbørskurverne og pejlekurverne, idet variationer i nettonedbøren forplanter sig hurtigt til grundvandsspejlet. Variationerne i indvindingens størrelse har været beskedne og har tilsyneladende kun haft ringe indflydelse på variationerne i grundvandsspejlet, se fig Overensstemmelsen mellem nettonedbørskurverne og pejlekurverne og den ringe tidsforskydning imellem dem indikerer også, at magasineringen af nydannet grundvand kun er knapt et år, og at indvindingsoplandet dermed er afhængig af nettonedbøren inden for det aller- 20