Sådan fungerer EU. balance mellem de enkelte lande og Fællesskabet

Transkript

1 Sådan fungerer EU balance mellem de enkelte lande og Fællesskabet Seks gange i 25 år har medlemsstaterne forhandlet sig frem til en ny traktat for at finde frem til præcis den rigtige blanding af fællesskab og selvstændighed i det europæiske samarbejde. Resultatet EU ligner ikke noget andet, hverken nogen anden stat eller organisation. EUROPA 27-49

2 EU er organiseret på en måde, der skal afveje forskellige interesser. Kommissionen er en fælles, uafhængig institution, der forelægger forslag til beslutninger. Kommissionen står for den fælles interesse. EU-landenes regeringer samles og træffer afgørelser i Rådet. I Rådet varetages de nationale interesser. Europa-Parlamentet er medlovgiver i samarbejde med Rådet i forbindelse med en lang række afgørelser og afgiver udtalelse i andre. Parlamentet er direkte folkevalgt og varetager borgernes interesser. EU-Domstolen fortolker love og regler i forbindelse med tvister. Domstolen garanterer retssikkerheden, og at alle følger samme regler. Omkring disse grundpiller i samarbejdet findes der en række instanser og kontorer, som medvirker ved udarbejdelsen af regler, og som overvåger eller gennemfører foranstaltninger. Men de tre første på listen er hovedinstanserne, når der skal træffes afgørelser i Den Europæiske Union. Europa-Kommissionens formand Jose-Manuel Barroso. Den nyudnævnte kommissionsformand indsamler derefter forslag til kommissærer fra alle medlemsstater og fordeler ansvarsområderne mellem dem. Hvis et land har forhåbninger om et bestemt ansvarsområde, måske landbrug eller klima, gælder det om at foreslå en person, der har stor erfaring på det pågældende område. Europa-Parlamentet skal nu godkende den samlede Kommission. Parlamentets udvalg udspørger alle kandidater i timevis for at finde ud af, om de er egnede. Det er sket, at Parlamentet har sagt nej. Parlamentsmedlemmerne ville f.eks. ikke godkende formand Barrosos forslag til Kommissionen i efteråret 2004, fordi en af kandi- Formanden og kommissærerne for Den Europæiske Union (februar 2010). KOMMISSIONEN Der er 27 kommissærer i Kommissionen, én fra hver medlemsstat, og de sidder i fem år ad gangen. De vælges efter forslag fra deres hjemlande, selv om de derefter ikke må få instruktioner fra eller tage særlige hensyn til hjemlandet, men skal handle i overensstemmelse med det fælles bedste. Siden den Kommission, som ledtes af Jacques Delors i 1980 erne, har stort alle kommissærer en national, partipolitisk baggrund og mange har været ministre. Først vælges Kommissionens formand. Flertallet af stats- og regeringscheferne skal først godkende en person, men derefter skal Europa-Parlamentet også sige ja EUROPA 27

3 daterne, italieneren Rocco Buttiglione, havde udtalt sig nedsættende om homoseksuelle og kvinder. Presset fra Parlamentet fik Barroso til at ændre sit forslag og bede Italien om et nyt navn. I januar 2010 var det en bulgarsk kandidat, som parlamentsmedlemmerne ikke var helt sikre på, og som derfor selv valgte at trække sig tilbage. Portugiseren José Manuel Barroso blev i efteråret 2009 valgt til formand for Kommissionen for en ny femårs periode frem til Dansk kommissær med ansvar for klimapolitikken er Connie Hedegaard. Under hver kommissær er Kommissionen inddelt i generaldirektorater med ansvar for hvert deres politiske område. I alt arbejder ca personer for Kommissionen, heraf mange tusind tolke og oversættere. De ansatte er naturligvis af alle EU s nationaliteter, og især på de høje poster bestræber man sig på, at alle lande skal være repræsenteret. Initiativretten Kommissionen har altid haft eneret på at forelægge lovforslag. Det er i sig selv en vigtig kilde til indflydelse, da forslagene ofte er grundlag for de politiske drøftelser, der følger. Der er to undtagelser. Den første drejer sig om udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor hver enkelt medlemsstat eller EU s højtstående udenrigs- og sikkerhedspolitiske repræsentant også kan fremsætte forslag. Den anden undtagelse er inden for politisamarbejdet og det retslige samarbejde samt det administrative samarbejde, der er knyttet til disse. På disse områder kan lovforslag også komme fra mindst en fjerdedel af medlemsstaterne. Kommissionens formand er medlem af Det Europæiske Råd og udøver derigennem stor indflydelse på EU s samlede politiske dagsorden. Kontrol Det er ligeledes Kommissionens opgave at kontrollere, at medlemsstaterne og virksomheder overholder reglerne. Det er derfor til Kommissionen, man anmelder et land, som ikke har gennemført reglerne på det indre marked korrekt, eller virksomheder, der overtræder konkurrencereglerne. Siden 2010 har EU s topmøder haft en permanent formand eller præsident. Det er den tidligere belgiske premierminister Herman van Rompuy. Det er også Kommissionen, der anmoder om oplysninger og aflægger beretning om, hvordan medlemsstaterne har fulgt op på forskellige foranstaltninger, som f.eks. de økonomiske retningslinjer, beskæftigelsespolitiske foranstaltninger og miljøafgørelser. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en medlemsstat gennemfører EUreglerne korrekt, skriver Kommissionen først til landet om sagen. Er svaret ikke acceptabelt for Kommissionen, følger en skriftlig advarsel. Sker der ingen bedring, ender sagen for EU-Domstolen, der har kompetence til at dømme medlemsstater, der overtræder reglerne. RÅDET EU-landene sender deres ministre til Rådet i Bruxelles (eller til Luxembourg i april, juni og oktober), når der skal drøftes eller træffes afgørelser om spørgsmål på deres område. Udenrigsministrene og landbrugsministrene er dem, der samles oftest, mindst en gang om måneden. Rådet er EU s beslutningstagende instans, en opgave som den i de fleste spørgsmål dog deler med Europa-Parlamentet. EU-landene skiftes til at være formand for Rådet, seks måneder ad gangen. Det gælder dog ikke for udenrigsministrene, hvis formand i stedet er EU s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (den britiske Catherine Ashton, som også er næstformand i Kommissionen). Det gælder heller ikke eurolandenes finansministre (der altid mødes uformelt inden hver ordinær samling i ØKOFIN-Rådet), som også har en mere fast formand, i øjeblikket Luxembourgs finans- og premierminister Jean-Claude Juncker. Nogle gange indbyder formandslandet til et uformelt møde, ofte EUROPA 27-51

4 Til topmødet, formelt kaldet Det Europæiske Råd, samles landenes stats- og regeringschefer mindst fire gange om året. i sit hjemland. Forskellen mellem formel og uformel i denne forbindelse er, at der ikke træffes beslutninger ved uformelle møder, hvor man blot drøfter et spørgsmål mere åbent. Forhandlingerne mellem EU-landene foregår dog løbende, også mellem møderne. Hver medlemsstat har en fast repræsentation i Bruxelles med repræsentanter for de nationale ministerier. De mødes hver uge i et udvalg, der kaldes Coreper, og forhandler om alle forslag, så disse er nogenlunde klar til afgørelse, når ministrene samles. Afstemninger Når Rådet træffer afgørelse om nye love, sker det nu oftest med kvalificeret flertal. Hvert medlemsland har et antal stemmer, afhængigt af befolkningens størrelse. Danmark har f.eks. syv stemmer i Rådet, Sverige 10, Ungarn 12 og Tyskland 29. Fra november 2014 indføres et nyt afstemningssystem. For at få et kvalificeret flertal skal 55 % af medlemsstaterne (15 ud af 27 lande) stemme for et forslag, og disse skal tilsammen også repræsentere 65 % af befolkningen. For at blokere et kvalificeret flertal skal mindst fire medlemsstater stemme imod. I en overgangsperiode (frem til marts 2017) kan et EU-land anmode om, at afstemninger afholdes i overensstemmelse med det gamle system. Men Rådet stemmer ikke særlig ofte. Det er meget mere almindeligt, at landene forhandler sig frem til et kompromis, som de fleste kan acceptere. Disse kompromiser medfører, at EU s love ofte indeholder undtagelser af forskellig art eller en længere tilpasningsperiode for visse lande. Rådet har tidligere diskuteret og lovgivet bag lukkede døre. Lovgivningsdrøftelserne og afstemningerne i Rådet er nu offentlige og kan følges på internettet. DET EUROPÆISKE RÅD Rådet varetager altså det daglige lovgivningsarbejde, men det er Under topmøderne er der livlig aktivitet i pressesalen. Det Europæiske Råd (også kaldet EU s topmøde), der afstikker den politiske retning for EU-samarbejdet.Det Europæiske Råd består af stats- og regeringscheferne. Siden 2010 har EU s topmøder haft en permanent formand eller præsident. Det er den tidligere belgiske premierminister Herman van Rompuy, som blev valgt for 2½ år med mulighed for genvalg for en ny periode på 2½ år. Hans opgave er at forberede og lede disse topmøder, der efterhånden er blevet vigtigere og vigtigere for EU s politik. Det Europæiske Råd samles mindst fire gange om året. I de senere år har forskellige kriser betydet, at regeringscheferne mødes oftere. Formanden, Præsident Van Rompuy foreslår, at man skal begynde 52 - EUROPA 27

5 at mødes helt op til én gang om måneden. Topmødet er den instans som sætter EU s politiske dagsorden og, hvor de tungeste spørgsmål afgøres, som f.eks. EU s syvårsbudget, EU s traktat, ny formand for Kommissionen osv. Her behandles også de konflikter, der ikke har kunnet løses på ministerplan. Forårstopmødet i marts er afsat til behandling af de økonomiske spørgsmål. Retningslinjerne for EU s økonomiske politik fastlægges og justeres her, ligesom for beskæftigelsespolitikken. Fremover vil EU s klimaarbejde sandsynligvis også blive drøftet samtidig. EUROPA-PARLAMENTET Folkets repræsentanter i EU samles i Europa-Parlamentet. Det Parlament, der blev valgt i juni 2009, havde 736 medlemmer, fordelt på de 27 medlemsstater efter befolkningens størrelse i de enkelte lande. Danmark har f.eks. 13 pladser. Lissabontraktaten, som trådte i kraft i slutningen af 2009, forhøjer antallet til 751 medlemmer. Derfor vil 18 nye medlemmer tiltræde (hvilket i en overgangsperiode kommer til at betyde, at der er tre flere medlemmer, end der foreskrives i traktaten). Medlemmerne vælges for fem år ad gangen i hjemlandene på grundlag af hvert enkelt lands eget valgsystem. Efter valget fordeler de sig i partigrupper. Fordelen ved at indgå i en partigruppe er, at man får mere taletid og visse ekstra gruppetilskud. For at få tilladelse til at danne en gruppe skal der være mindst 25 medlemmer fra en fjerdedel af landene, og de skal have et fælles politisk grundlag. Den største gruppe i Parlamentet i er de konservative i PPE-DE-Gruppen, som starter med 265 medlemmer. Socialisterne er næststørst med 184, De Liberale (ALDE) tredjestørst med 84 pladser, og derefter komme De Grønne. Blandt de mindre grupper findes en ny konservativ og EU-kritisk gruppe kaldet ECR, det europæiske venstre og endelig gruppen EFD, som vil forsvare nationalstaten. (Se side 56). Grupperne fordeler deres medlemmer i 20 fagudvalg, der beskæftiger sig med hver deres særlige spørgsmål som miljø, landbrug eller det indre marked. Parlamentet samles ca. hver fjerde uge i Strasbourg i plenarforsamlingen, hvor de store debatter og afstemninger gennemføres. I de mellemliggende perioder arbejder de i Bruxelles eller mødes med vælgerne i hjemlandet. Næste valg til Europa-Parlamentet afholdes i juni Lovgiver Europa-Parlamentets hovedopgave er at lovgive sammen med Ministerrådet. Med Lissabontraktaten blev Parlamentets medbestemmelse udvidet til at omfatte 40 nye områder, f.eks. landbrug, energisikkerhed, retsligt samarbejde, lovlig indvandring og folkesundhed. Hovedreglen i EU s traktat er nu, at nye love kræver enighed mellem de to lovgivere Europa-Parlamentet og Rådet. Hvis de ikke kan blive enige, går sagen til forlig. Det er en procedure, hvor parterne har nogle måneder til at forhandle sig frem til et kompromis, hvis forslaget ikke skal bortfalde. To tunge spørgsmål, hvor Parlamentet stadig savner direkte indflydelse, er skatter og udenrigspolitikken. Parlamentsmedlemmerne er dog gode til at påvirke EU s politik på andre uformelle måder, når de ikke kan bruge de direkte beføjelser. Måske bliver Europa- Parlamentets nye udvidede vetoret over internationale aftaler en ny måde, hvorpå det kan skaffe sig en vis indflydelse på udenrigsområdet. Det Parlament, der blev valgt i juni 2009, havde 736 medlemmer. EUROPA 27-53

6 At sætte fokus på et spørgsmål er en måde at skabe påvirkning, når man mangler formel indflydelse. Medlemmerne kan f.eks. nedsætte et midlertidigt udvalg for at udrede et spørgsmål. Det gjorde Parlamentet, da det blev kendt, at CIA havde kidnappet og tortureret terrormistænkte personer på europæisk område. Betænkningen fra udvalget var meget kritisk over for de EU-regeringer, der havde tilladt, at dette skete. I juni 2007 nedsatte Parlamentet et særligt udvalg om klimaændringerne, som lavede flere betænkninger om den globale opvarmning, energi m.m. Europa-Parlamentets medlemmer kan også selv tage initiativer og opfordre Kommissionen til at udarbejde nye lovforslag. Udnævnelser En anden af Parlamentets beføjelser er at udtale sig om personer, der foreslås til høje poster i EU. Som nævnt ovenfor skal Kommissionens formand ligesom Kommissionen som helhed godkendes af Europa-Parlamentet. Den Europæiske Ombudsmand vælges af parlamentsmedlemmerne. Chefen for Den Europæiske Centralbank og medlemmerne af ECB s bestyrelse skal godkendes af Parlamentet. Det skal medlemmerne af Den Europæiske Revisionsret også. Der sidder også parlamentsmedlemmer i det udvalg, der skal vurdere, om kandidater til EU-Domstolen er egnede. Budgetkontrol Parlamentet har en tredje opgave medlemmerne kontrollerer EUinstitutionernes varetagelse af finanserne. Det gør man via Budgetkontroludvalget. Revisionsretten forelægger en årlig beretning om, hvordan bevillingerne er anvendt. Det er Parlamentets opgave at give Kommissionen såkaldt decharge, Bruxelles har mindst registrerede lobbyister,. dvs. at godkende, at budgettet er gennemført korrekt. Det er flere gange sket, at Parlamentet har nægtet dette. Størst virkning fik det, da det i 1998 viste sig, at Kommissionen i flere år havde anvendt bevillinger til noget andet end det, der var aftalt. For eksempel var det blevet normalt at beskæftige eksterne konsulenter, hvis personalebudgettet ikke blev anset for tilstrækkeligt. Nogle chefer havde endog benyttet den rodede bogføring til at ansætte slægtninge. Efter disse afsløringer tvang Europa-Parlamentet hele Santer-Kommissionen til at gå af. Andre EU-institutioner og nationale aktører EU har to instanser, der bidrager i lovgivningsarbejdet: Regionsudvalget med repræsentanter for medlemsstaternes regioner eller kommuner, og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, et udvalg med repræsentanter for blandt andet arbejdsmarkedets parter, brancher og forbrugerorganisationer. EU s Revisionsret kontrollerer regnskaberne. Lobbyisme og deltagerdemokrati Der vedtages kun nye EU-regler, hvis de tre tunge aktører vil det samme. Disse tre plejer at høre hinanden mange gange i løbet af arbejdsprocessen for at have en klar idé om, hvad der kan gennemføres. Det vil selvfølgelig være sløseri med dyrebar tid at forelægge lovforslag, der ikke har en rimelig chance for at blive vedtaget. Kommissionen arbejder derfor tæt sammen med EU-landenes ministerier og myndigheder samt med Europa-Parlamentet. Formandslandet i Rådet har også tæt kontakt med medlemmerne af Europa-Parlamentet, eftersom begge parter er nødt til at vide, hvordan drøftelserne går i den anden lovgivende forsamling. Arbejdsmarkedets parter har stor indflydelse i forbindelse med arbejdsmarkedslovgivning. Kommissionen holder altid samråd med parterne for så vidt muligt at få vedtaget europæiske kollektivaftaler. Hvis det viser sig at være umuligt, vælger Kommissionen at fremsætte lovforslag. Men der er flere, der gerne vil høres. Bruxelles har mindst registrerede lobbyister, dvs. repræsentanter for store virksomheder, brancheforeninger, miljøorganisationer og borgerrettighedsbevægelser, fagforbund, kirker eller diplomater fra andre lande. Europa-Parlamentet kræver, at lobbyister skal registrere sig selv og 54 - EUROPA 27

7 Der er offentlig adgang til Europa-Parlamentets bygninger. deres arbejdsgivere for at komme ind i dets bygninger. Kommissionen har et frivilligt register og en adfærdskodeks, hvor lobbyister kan opgive, hvem de arbejder for. Folketinget Med Lissabontraktaten får de nationale parlamenter deres egen plads i EU-systemet. Lovforslag skal sendes til de nationale parlamenter samtidig med, at de sendes til Rådet og Europa-Parlamentet. De nationale parlamenter kan sende deres synspunkter til Kommissionen. De får desuden en nødbremse at trække i. Hvis mindst en tredjedel af dem mener, at et lovforslag strider mod nærhedsprincippet (en lov skal besluttes der, hvor den bliver mest effektiv lokalt, regionalt, nationalt eller på europæisk plan), skal Kommissionen se på forslaget igen. Det samme gælder, hvis loven er uforholdsmæssigt vidtrækkende i forhold til sit formål altså for indgribende (proportionalitetsprincippet). Borgerne Kommissionen gennemfører ofte åbne samråd, når den planlægger ny lovgivning. Alle kan gå ind på Kommissionens websted og udtrykke deres synspunkter. Visse samråd er rettet mod aktørerne på området, f.eks. virksomheder, brancheforeninger og organisationer. Lissabontraktaten opfordrer direkte Kommissionen til at høre de aktører og parter, der bliver berørt, inden forslag fremlægges. Den giver også borgerne mulighed for at foreslå ny EU-lovgivning. Hvis mindst én million borgere fra et stort antal medlemsstater skriftligt anmoder om et lovforslag, skal Kommissionen undersøge, om den kan fremsætte det. EU-DOMSTOLEN En sidste instans, der skal sikre, at Unionen kan finde sin balance, er en domstol, der garanterer retssikkerheden. EU-Domstolen i Luxembourg har til opgave at afgøre alle tvister, der kan opstå om, hvordan EU s bestemmelser og afgørelser skal tolkes. Udgangspunktet er naturligvis, at fælles regler skal gennemføres ensartet i alle medlemsstater. Intet land må vedtage nationale love, der strider mod EU-afgørelser. EU-Domstolens fortolkning er sidste ord i en tvist, det er ens for alle. Der er tre retter i EU-Domstolen. Den første kaldes helt enkelt Domstolen. Her sidder dommere fra hver enkelt medlemsstat, og de assisteres af otte generaladvokater. Alle 27 dommere deltager ikke i alle sager. Det er mere almindeligt, at Domstolen træder sammen i grupper på 11 eller færre. Domstolen modtager først skriftlige indlæg fra parterne. Siden indkaldes parterne til en mundtlig forhandling. Derefter gennemgår en af Domstolens generaladvokater de relevante bestemmelser og tidligere afgørelser og fremsætter et forslag til, hvordan Domstolens afgørelser bør falde ud. Derefter træffer Domstolen sin afgørelse. Hele processen kan tage flere år. Det, der sinker Domstolen, er dels, at der bliver indbragt så mange sager, og dels at alle dokumenterne skal oversættes til alle EU s 23 officielle sprog. Visse sager behandles i stedet af Retten. Det gælder først og fremmest sager, der drejer sig om, at en EU-institution har begået fejl og eventuelt er erstatningspligtig, f.eks. i konkurrencesager eller tvister om varemærker. Rettens afgørelser kan appelleres til Domstolen. Der findes også en tredje domstol, Personaleretten, der tager sig af alle personaletvister. Personalerettens afgørelser kan appelleres til Retten. Med Lissabontraktaten får almindelige borgere større mulighed for at gå direkte til EU-Domstolen med klager over regler, der berører dem direkte. Hidtil har det kun været Kommissionen, medlemsstaterne, Rådet og Parlamentet, der i nærmere angivne tilfælde har kunnet indbringe en sag for EU-Domstolen. Lissabontraktaten udvider denne mulighed, således at medlemsstater kan klage over, at EU-afgørelser ikke respekterer nærhedsprincippet. Også EU s Regionsudvalg kan fremover henvende sig til Domstolen. For en borger, der ønsker at klage, er det ligesom før nemmest at gå til den lokale byret. Byretten (eller EUROPA 27-55

8 den næste instans) kan da sende sagen til EU-Domstolen for at få en præjudiciel afgørelse. Her forklarer EU-Domstolen, hvordan reglerne skal fortolkes, og hvilke hensyn der skal tages. Derefter går sagen tilbage til den nationale domstol, som træffer afgørelse. Traktaterne bestemmer Når Domstolen skal afgøre en tvist om, hvordan EU-bestemmelser skal tolkes, tager den i første omgang udgangspunkt i EU s traktater, da det er her, principperne for EU-samarbejdet findes. Noget nyt i Lissabontraktaten er, at Domstolen også skal tage højde for EU s charter om grundlæggende rettigheder. Det, der vejer tungest, er de såkaldte fire friheder: fri bevægelighed for arbejdstagere, varer, tjenesteydelser og kapital. Da EU-landene har sat den frie bevægelighed som et overordnet mål, kan man kun acceptere hindringer i tilfælde, hvor eventuelle undtagelser fremgår af traktaterne. Det var f.eks. derfor, Domstolen afgjorde, at også patienter har ret I 2006 indbragte den danske regering Kommissionen for Domstolen. til fri bevægelighed, dvs. at få behandling i et andet EU-land. Afgørende retsprincipper for Domstolen er desuden navnlig ikkeforskelsbehandling (der må ikke gøres forskel på grund af nationalitet) og proportionalitet (en foranstaltning skal tilpasses formålet og må ikke have mere omfattende konsekvenser end nødvendigt). Danmark og EU-Domstolen I 2006 indbragte den danske regering Kommissionen for Domstolen, fordi Kommissionen ville godkende det kemiske stof deca-bde, et kemikalie, der forhindrer, at der går ild i elektronisk udstyr. Den danske regering hævdede, at der findes mindre farlige alternativer, hvorfor der ikke bør gøres nogen undtagelser for deca-bde. I juni 2008 gav Domstolen Danmark ret. I december 2007 kom Laval-dommen, som egentlig var en svensk sag, men som var meget interessant for arbejdsmarkedets parter i Danmark. Den svenske fagforening havde stoppet et lettisk byggefirmas arbejde, fordi virksomheden ikke ville skrive under på en svensk overenskomst (der fandtes i stedet en lettisk overenskomst). Domstolen mente dog, at det var umuligt for udenlandske arbejdsgivere at forstå, hvilket lønniveau der gælder i Sverige (overenskomsten indgås først, og lønnen forhandles senere), hvorfor det er umuligt at regne ud, om det er lønsomt for dem at tage opgaver i Sverige. Dermed havde Sverige skabt en hindring for den frie bevægelighed, og fagforeningen tabte sagen. I Danmark har arbejdsmarkedets parter efter dommen aftalt, hvordan man udarbejder passende overenskomster for udenlandske arbejdsgivere, så det stadig er muligt at have overenskomster i Danmark og for fagforeninger at kæmpe mod lave lønninger. Metock-dommen, der blev afsagt i juli 2008, vakte opmærksomhed i Danmark. Med denne afgørelse fik en EUborger, der var flyttet til Irland, ret til at tage sin afrikanske ægtefælle med, selv om han ikke havde opholdstilladelse i EU. Danmark har taget forbehold for EU s indvandringsregler (se afsnittet om grænser), så EU s familiesammenføringsdirektiv gælder ikke i Danmark. Men Domstolen henviste til EU s direktiv om borgernes frie bevægelighed, og det gælder for alle EU-lande, også Danmark. Dommen betød først og fremmest, at danske borgeres muligheder for at hente en partner til Danmark ikke kan begrænses af f.eks. 24-årsreglen. Fagforbundet HK mener, at EU s regler giver handicappede mere omfattende rettigheder på arbejdsmarkedet end den danske lovgivning om forskelsbehandling. Derfor har HK stævnet arbejdsgivere, der har fyret handicappede efter sygdom. Sagen gik i august 2009 til Domstolen i Luxembourg, og man afventer nu udfaldet EUROPA 27