GARDEHUSARREGIMENTET

Transkript

1 Årsskrift 2006 IN ACTIS ESTO VOLUCRIS VÆR LYNSNAR I HANDLING

2

3 Årsskrift 2006 IN ACTIS ESTO VOLUCRIS VÆR LYNSNAR I HANDLING

4 Gardehusaren udgives af Gardehusarregimentet i samarbejde med Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Danske Gardehusarforeninger, hvis protektor er: Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. Bladet fordeles til alt tjenstgørende personel ved Gardehusarregimentet og udsendes til alle medlemmer af Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Gardehusarforeningerne i ind- og udland samt personel i international tjeneste. Redaktio n: Major K.A. Vennike, ansvarshavende redaktør Oberstløjtnant Knud Skafte, redaktør Oversergent Janne U. Ramsing, redaktør Bladudvalg Peer C. Høegh-Guldberg Knud Skafte Freddy Rasmussen Ole Bent Pedersen Helmer Christensen Per Küster Major K.A. Vennike Oversergent Janne U. Ramsing Overassistent Susan T. Johansen: sekretær Redaktionens adresser Lokalstof: OS J. Ramsing, 1 PNINFBTN/GHR, 4200 Slagelse Tlf , lokal 7104 Fax: ghr-infoelm@mil.dk Redaktionens meninger må ikke tages som udtryk for regimentets officielle standpunkter. Ligesom redaktionen ikke behøver at dele den opfattelse, forfattere af de forskellige artikler giver udtryk for. Trykt oplag: 5000 Repro & tryk: Slagelsetryk Marketing ApS Bladet udkommer 6 gange årligt Annoncetegning: Slagelsetryk Marketing ApS Rosengade 7C, 4200 Slagelse Telefon Fax mail: info@slagelsetryk.dk

5 Indholdsfortegnelse Regimentschefens jule- og nytårshilsen...6 Nytårskur Indkaldt for 40 år siden Så tæt på og alligevel ikke Endnu et hold værnepligtige skal gennem...13 Spejdereskadronen Irak hold 6 erklæres hermed for nedlagt...15 Vi vil og kan hjælpe, men ikke alle ønsker den Stabskompagniet har fået skjold og mærker!...17 Husarer i varmen I dronningens blå klæ r...20 Ni soldater hædret "Til civil træd af" De Blå Baretters jubilarstævne Drengene i Musa Qaléh...26 Britisk hæder til dansk Irak-soldat...30 Danmarksmesterskaberne i Fodbold Rigtige mænd går med makeup Tanker fra min Husartid Julehilsen Navnenyt Præsidentens hilsen i anledning af årsskiftet 2006/ Værd at vide

6 Regimentschefens jule- og nytårshilsen Alt er i bevægelse; intet forbliver i hvile (Herakleitos f.v.t.) Hvad laver du egentligt, hr. oberst? Det spørgsmål har jeg mødt nogle gange igennem de seneste fem måneder. Og spørgernes respek tløse anvendelse af ordet egentligt har foranlediget mig til at gå til bidet også her. For spørgsmålet rummer jo grundlæggende en uklarhed i forståelsen af regimentets rolle i Hæren efter forsvarsforligets ord. Det andet spørgsmål er ofte: Jamen du har jo ingen folk, er der så et regiment? Det korte svar er et klart Ja!. Der bruges mange ord om at varte regimentets bløde værdier og traditionspleje, og de opgaver er mangeartede, når der skal holdes kontakt til tre tidligere store regimenters soldaterforeninger og andre traditionsbærende fora. Men lad det være sagt med det samme, de løses rimeligt nemt i hverdagen på grund af den store vilje og interesse, som frivillige lægger i foreningsarbejdet. Det har været inspirerende at møde udfordringerne fra disse ildsjæle, og vanskelighederne er oftest, at det, de gerne vil, koster penge, som ikke umiddelbart er tilstede eller som kræver særlige frigørelsesprocedurer, før de klinger ud i hånden. Det prøver regimentchefen (RC) så at få til at virke. Kontakten mellem pårørende og udsendte soldater til internationale missioner optager megen tid især når indsættelserne medfører tilskadekomst. Dette er en af de væsentligste opgaver som Hærens Operative Kommando har pålagt regimentet ud over at føre et løbende tilsyn med uddannelsesvirksomheden i enhederne på kasernen. GHR har en stadig strøm af personel, som udsendes til alle igangværende operationer, og tyngden ligger i Afghanistan og Irak. 6

7 Behovene for information og direkte kontakt mellem pårørende og det militære system personificeret ved regimentets officerer er betydelige. Opklaringsbataljonens eskadroner på Bornholm har i år båret udfordringerne i operationerne i det sydlige Afghanistan med en helt utrolig vilje til succes og en god portion held. 1 opklaringseskadron havde forholdsvis mange sårede også alvorlige, som uden heldet lige så godt kunne have været fatale. Alle har det efter omstændighederne godt. De situationer enhederne kommer i, og som vi læser om i aviserne, kræver af og til et ord med på vejen af en militært uddannet, som kan forklare, hvad der reelt foregår, og det gør RC. Der har også været lejlighed til at besøge spejdereskadronen i Irak i begyndelsen af november i år, og det var et meget positivt indtryk soldaterne gav. Eskadronens personel tror på de metoder og procedurer, de har lært, og de har set, at det virker i praksis. De har også tillid til materiellet, og den udrustning de anvender. Med andre ord er de helt sikre på egen professionelle kapacitet, og moralen var således høj. Alle var positivt konstruktive i de samtaler RC holdt med grupper og sektioner under besøget. Alle personelkatagorier har gode ideer til udviklingen af aktiviteterne ved regimentet og uddannelsen i enhederne. GHR modtog en påskønnelse fra de britiske foresatte for enheden i Irak om særlig modig og beslutsom indsats udført af én af eskadronens delingsførere. Sådanne budskaber betyder meget for alle også de pårørende, som ofte ikke har nogen særlig konkret forestilling om, hvad soldatens hverdag indeholder. Under besøg ved enhederne kommer medarbejderne i stigende grad for at søge råd og vejledning for egen karriere eller andre tjenestlige forhold. Man kunne spørge, hvorfor det ikke sker til egen enhedschef, og svaret må fortone sig, men det kunne tænkes, at være fordi nærmeste foresatte chef ikke længere opleves at have nævneværdig indflydelse på den enkeltes ansættelses- og uddannelsesvilkår. Kompetencen er forskudt til en sagsbehandler i Forsvarets Personeltjeneste, og da forbindelsen til ham kan være vanskelig at holde, søger personellet til de muligheder, der er for at få en lokal chef som talerør. Andre anvender RC som mentor og vil gerne drøfte uddannelsesvilkår og metode på et uformelt og uforpligtende plan, og de kan så tage det med sig som de selv skønner hensigtsmæssigt. GHR har også i efteråret gennemført ceremoniel tjeneste for Hendes Majestæt Dronningen under bybesøgene i Struer og Holstebro. Det var en stor oplevelse for alle deltagende husarer inkl. RC som her fik sin debut efter mange års fravær fra disse opgaver og ridningen. Få uger senere gennemført Hesteskorten eskorteringen af Kejserinde Dagmars kiste igennem København. Det blev en flot begivenhed, som alle husarer kan være stolte af. Den elektroniske tidsalder har for alvor holdt sit indtog i den daglige administration, og flere og flere funktioner varetages fjernt fra det sted, hvor de anvendes. Det stiller nye krav til fleksibilitet og forståelse for den daglige virksomhed. Generelt er dette en udfordring for alle myndigheder og enheder, men processen skrider ubønhørligt fremad. Derfor har regimentet faktisk stadig muligheden for at få medindflydelse på resultaterne i det daglige arbejde i forsvaret, og det lykkes altså med en kombination af networking og langdistancearbejde. Husarånden lever uændret videre for det personel, som bærer regimentets mærke på jakken, og der er ingen tvivl om de traditionelle rammer ved GHR for dem. Jeg håber, at de, der traditionelt har støttet regimentet på større afstand, kan modstå frustraktionen over de nye tider og i det kommende år fristes til at gense unge løjtnanter, befalingsmænd og unge chefer ved GHR, der hver dag yder en stor indsats for at værne om opgavernes professionelle løsning og regimentets traditioner. Afsluttende ønsker jeg alle medarbejdere civile og militære samt alle der igennem frivilligt arbejde eller i medlemskaber af foreningerne støtter GHR en God Jul og et Godt Nytår. I.H. SØRENSEN Regimentschef 7

8 Nytårskur 2006 Af: Oversergent Janne Ramsing, 1. Bataljon Gardehusarregimentet stillede en bereden eskorte til Hendes Majestæt Dronningens nytårskur den januar Den 4. januar var det Lille kur og den 5. januar var det Store kur. Ned af Strøget Mandag den 2. januar 2006 gjorde Hesteskadronen sig klar til at pakke, læsse og køre de 48 heste der skulle bruges i forbindelse med nytårskuren, ind til de Kongelige stalde på Christiansborg. Soldaterne var allerede startet kl og sidste hest skulle være på plads i De Kongelige Stalde senest kl idet at der skulle rides byridning i København som en del af træningen til Store kur og for at få rørt hestene efter juleferien. Turen rundt i København gik godt der var kun en enkelt cykel der kom lidt for tæt på en af hestene hvilket gav cyklen et par skrammer. Inspektion Tirsdagen startede med daglig ridning i ridehuset hvorefter der blev klargjort til inspektion af chefen for adjudantstaben. Sabler, ridestøvler Dronning Margrethe og Prins Henrik forlader Christiansborg i Krone 1 og snekketøj blev pudset og poleret og præcis kl stillede eskorten på Christiansborg klar til at blive inspiceret og efterfølgende at gennemføre generalprøve på Store kur. Med et par små skønhedsfejl gik alt efter planen og Chefen for Adjudantstaben var yderst tilfreds. Lille Kur Onsdag den 4. januar startede endnu engang med daglig ridning for at få rørt hestene inden den for hestene nok lidt kedelige kur. Lille kur er den dag hvor Hendes Majestæt Dronningen modtager ambassadører fra de forskellige lande der har ambassade i Danmark. Tidligere på dagen havde bl.a officerer fra Gardehusarregimentet og Livgarden været inde på Amalienborg for at ønske godt nytår. Lille kur for heste og ryttere består i at stå opmarcheret på Christiansborg alt imens ambassadører og Dronningen kører ind og senere ud igen. Som man jo nok kan regne ud så tager det et stykke tid før alle er kommet ind og hesten står bare stille i ca. 45 minutter ad to gange hvilket flere af hestene ikke syntes var helt i orden, men med lidt arbejde fra rytternes side så det faktisk rigtig pænt ud. Efter kuren stod Gardehusarforeningen København, med formanden Kjeld Aggelund i spidsen, klar med en øl/sodavand til husarene og en gulerod til hestene. Eskorten stod opmarcheret i en V form på Christiansbors Slotsplads, her ses den venstre side 8

9 Hesteskadronens aktiviteter marts Hingstekåring Herning Efter kuren stod Gardehusarforeningen København, med formanden Kjeld Aggelund i spidsen, klar med en øl/sodavand til husarene og en gulerod til hestene marts Eskorte i forbindelse med Bulgariens præsident besøg København Store kur Endelig kom så den store dag hvor Dronningen skulle afhentes på Amalienborg eskorteres til Christiansborg og senere afhentes igen. Så kl stod alle i gallauniform klar til at sidde op på hestene og ride hen til Amalienborg. Byens bilister og cyklister syntes ganske bestemt at det så fantastisk flot ud da eskorten med guldkareten lige efter kom ridende gennem byen, men samtidig var de også lidt irriteret idet det skete mens folk var på vej til arbejde og der er nok mere end en, der er kommet for sent. Kl præcis kørte guldkareten og kavalererne oberst J. Kidde-Hansen og major P. Holm ind gennem porten til Chr. IX palæ og ca. 10 min. senere kom den ud igen indeholdende Dronningen og Prins Henrik. Eskorten iværksatte og kareten kørte ind på sin plads hvorefter eskorten red den korte tur hen til Christiansborg Slot. Efter afleveringen af Dronningen og Prins Henrik red eskorten og politiet hen til De Kongelige Stalde på Christiansborg, hvor de afventede signal til at eskortere Dronningen og Prins Henrik tilbage til Amalienborg. Da Dronningen og Prins Henrik var vel tilbage på Amalienborg, red eskorten tilbage til Christiansborg via en lille tur ned gennem Strøget som afslutning på en velgennemført eskorte. n Og dette er den højre side af den V formede opmarch 9

10 Indkaldt for 40 år siden I et tidligere nummer af Gardehusaren fortalte en garderhusar om forskellige oplevelser fra hans soldatertid i Næstved. Den 2. marts i år er det 40 år siden jeg selv blev indkaldt Jeg vil her fortælle om, hvordan jeg husker min indkaldelsesdag til Sjællandske Livregiments 2. Specialrekrutkompagni onsdag den 2. marts 1966 kl på den gamle kaserne på Kastanievej i Slagelse. Vinteren var lang og med megen sne og frost. Om formiddagen den 2. marts 1966 tog jeg sporvognen fra Københavns Nordvestkvarter Frederikssundsvej 49 med min indkaldelsesordre og en hængelås i lommen til Hovedbanegården. Perronen, hvorfra toget til Korsør afgik, var fyldt af unge mænd i pænt tøj, de fleste nyklippede og alle iført et par mørkebrune snøresko. Dengang skulle man selv medbringe sko til udgangs- og tjenesteuniform. Brune til hæren, sorte til flyvevåbnet, civilforsvaret og søværnet. Efter kort tids togkørsel gik samtalen for fuld fart. Jeg fandt hurtigt ud af, at alle i min vogn var indkaldt til Garnisonstropperne med 10 mdr. s tjenestetid. På sessionen den 30/ var jeg fundet egnet til Infanteriet. I dag hedder det vist nok Kamptropperne. Jeg kontrollerede min indkaldelsesordre, der stod intet om infanteri, men derimod S.J.L.R. og andre forkortelser, jeg ikke forstod. Jeg tænkte 10 mdr. i stedet for 16 mdr. så er du hjemme til nytår, måske allerede til jul. Jeg kunne næsten fornemme duften af flæskesteg og rødkål. En kort glæde Pludselig var toget i Slagelse, unge mænd tumlede ud af vognene. Hvad nu, hvor skal vi hen? Hvor er kasernen? var spørgsmålene. En af gutterne fortalte, at han havde været hernede sidste weekend og rekognoscere. Vi skulle bare følge ham, også dappede vi i støvregnen op mod kasernen. Et par stykker susede ind på et værtshus, for at få den anstrengende togtur skyllet ned. Pludselig var kasernen foran os. Vi kiggede måbende på livet i kasernegården. Nogle lastbiler var ved at blive pakket, en deling ekserscerede under kommando af en sergent, vagten gik frem og tilbage med geværet i hvil. Præcis klokken kom en frivagt ud af vagtbygningen og sænkede kæden, som spærrede indkørslen. Han vinkede os ind, og vi gik ind i soldatertiden, mens vagten, som nu stod på sit bræt, præsenterede gevær og smilte lumsk til os. På en tavle på et stafeli i kasernegården, stod der skrevet med kridt, hvor vi skulle hen. Mine 10 mdr. s venner fra toget skulle lige ud. Jeg spurgte min sidemand, om hvad vi skulle. Han sagde, at vi skulle være specialrekrutter og have 16 mdr. s tjenestetid, 16 mdr. tænkte jeg, så kommer vi ikke hjem til jul. Ak, ja, det var kun kort tid, Jeppe var i baronens seng! Så startede militær livet Nede i søndre belægningsbygningskælder afleverede vi vore indkaldelsesordrer. Ved små borde sad nogle sergenter med papir og blyant og ventede. Lidt afsides stod en høj officer og betragtede os. Jeg tror ikke, at en eneste af vore bevægelser undgik hans falkeblik. Midt under vor småsnakken og stoleskramlen råbte han : Giv Agt!. Der blev fuldstændig stille i kælderen. Han fortalte os, at han hed premierløjtnant Larsen, og at han var kompagniets næstkommanderende. Senere erfarede vi af de gamle, at han også blev kaldt Flyver Larsen eller bare Flyveren. Han bød os velkommen og gjorde rede for, hvor heldige vi var, fordi vi skulle aftjene vor værnepligt ved Sjællandske Livregiment, verdens ældste regiment. Han fortalte også, hvor moderne man var i forsvaret, fordi man ikke mere havde opslag på buksebenene osv. osv. Han afsluttede med at fortælle, at han havde observeret, at nogle stykker her i kælderen var langhårede, og andre havde tidligere stået ude på Kastanievej og drukket øl. De langhårede og øldrikkerne ville senere modtage ordrer fra deres delingsførere afsluttede han. Derefter blev vi enkeltvis kaldt hen til sergenterne ved de små borde. Vi fik en seddel med et nummer og et spisebestik pakket ind i en grøn klud, svøb stukket i hånden. Nummeret, vort stamnummer, skulle vi lære udenad med det samme. Til sidst fik vi besked på at vente på vor befalingsmand oppe i kasernegården. Nye klude Af med gamle stumper på med nye En sergent kaldte på numrene fra 221 til 234. Han præsenterede sig som sergent Breinholt Nielsen. Han kommanderede højre om, enkelt kolonne efter mig, Vi traskede af sted i takt så godt vi kunne, med nummer og bestik i hånden. Jeg troede, vi skulle op og spise, men vi gik til gymnastiksalen. Derinde fik vi 2 skraldeposer udleveret. Den ene af papir og den anden af sort plastik. Ved et langt bord fyldt med uniformer og udrustning fik vi vore ting udleveret. Når vi fik militære sokker udleveret, smed vi de civile ned i papirposen og tog et par militærsokker på, og smed de ekstra militærsokker i plastposen. Det samme gjorde vi med undertøj, skjorter osv. Da vi nåede enden af bordet, havde vi fået hele vor udrustning udleveret undtagen 10

11 udgangsuniform, identitets- kort, togkort og gevær, M-50 og bajonet. Her fik vi at vide, at hvis noget, af det udleverede, ikke passede, måtte vi bytte indbyrdes. Det skal her siges, at folkene, som udleverede, kunne deres kram. Ingen, fra min stue, skulle have noget byttet. Bagefter førte vor sergent os over til vores belægningsstue i den søndre kakkelovnsopvarmede mandskabsbarak. Papirposen med vores civile tøj blev indleveret på K.F.U.M s Soldaterhjem. K.F.U.M. sørgede så for, at det blev sendt hen, hvor vi ønskede det. Dengang i 1966, måtte vi ikke opbevare civile effekter på kaserneområdet. På belægningsstuen fik vi anvist vore senge og skabe. Jeg havde laveste nummer på stuen og blev derfor stueformand. De to næste blev stuetur resten af ugen. De skulle straks hente koks på depotet, for senere at tænde op i kakkelovnen. som manglede. Det skulle være i orden til den næste morgen. Det blev aften, og vi skulle i kostforplejningen. Der fik vi serveret hakkebøf. Det var den bedste hakkebøf, som jeg nogensinde har fået. Senere på aftenen blev hele kompagniet samlet og vor kompagni- chef Kaptajn Rye Hansen bød os velkommen og fortalte om forskellige ting på kasernen. Igen op på belægnings stuen for at sy mærker og knapper i. Kl skulle vi i seng, og kl skulle lyset være slukket. Jeg tror ikke, vore hoveder havde hvilet mange sekunder på skråpuden før vi sov, efter en lang og meget anderledes dag. Efter endt rekrudttid blev jeg overflyttet til 4. Panserværnskompagni s cobraraketdeling, hvorfra jeg blev hjemsendt i n Hver gang sergenten kom ind, skulle jeg kommandere: Giv Agt, Stuen Ret!. Det fandt jeg i begyndelsen meget mærkeligt. SG Breinholt fortalte, at vi bare skulle følge den anvisning, som var slået op på døren, når vi skulle have vort undertøj og skjorter ind i skabet. Det hed skabsorden, fortalte han og gik. Så stod vi der og foldede og lagde sammen, tog ud og lagde ind. Det er fand me umuligt!, var der en, der udbrød. Det blev vi hurtigt enige om. Skabet målte kun cm og var ca. 30 cm dybt. Kort tid efter kom sergenten tilbage. Da han så vort magre resultat, kommanderede han hele banden hen til min seng. Han lagde tøjet pænt sammen, og vupti var der den fineste orden i mit skab. Senere sagde 234, at jeg i hvert fald skulle gi en omgang skabs øl nede i Tutten. Vi hjalp hinanden færdige med skabene og fik dem godkendt. Så fik vi et nyt chok. Der skulle syes et lille metalskilt med vort stamnummer i vore uniformer samt de knapper, Ole Fischer Nielsen " Battler" siddende på regimentets maskot vædderen "Panser". Det hvide han har mellem hænderne er en pudseklud, idet han forinden billedet blev taget, var igang med at pudse regimentsmærker 11

12 Fodbold er sjovest når det er eget hold der vinder, men for at vinde skal der scores mål og gerne som her, mellem benene på to modspillere Så tæt på og alligevel ikke Af: Oversergent Janne Ramsing, 1 Panserinfanteribataljon Gardehusarregimentet stillede den februar 2006 op til DMI indendørs fodbold med tre kamp beredte hold. Rettet til næste år Den 1. februar 2006 stor tre hold i Ledøje-Smørum hallerne klar til at fighte pokalen hjem til regimentet, og dermed kunne kalde sig DMI mestre det næste år. Men også tre hold der glædede sig til et par hyggelige dage sammen, med spillere fra eget og andre regimenter. Dagen startede stille og roligt med et spillermøde op til kampene hvor alle var helt enige om at tidspunktet turneringen blev holdt ikke var det helt rigtige for alle havde haft problemer med at samle spillere grundet selv samme dags indkaldelse af de nye HBU hold, men det bliver rettet til næste års DMI turnering. Lå lunt i svinget Efter mødet startede de første hold op med at spille deres første kampe. For både yngre og ældre oldboys startede det skidt men endte godt, begge hold tabte den første, spillede uafgjort i den anden og vandt så den sidste kamp, hvilket gjorde, at da dagen var omme lå begge hold på en komfortabel andenplads og med gode muligheder for at erobre førstepladsen dagen efter. For damerne gik det også OK, men da der desværre kun var tre hold tilmeldt, skulle man møde det samme hold sammenlagt fire gange, to gange den første dag og to gange den næste. Det blev til en uafgjort, en tabt og to vundne kamp dameholdet lå også på en pæn andenplads, men stadig med rigtig gode muligheder for at erobre førstepladsen. Alt i alt en god første dag, man kunne se at sammenspillet blev bedre og bedre for hver kamp, ingen havde reddet sig andre skader end ømme ben og holdene lå rigtigt pænt placeret. Mad, håndbold og en fodboldsnak Aftenen blev tilbragt i kammeratligt samvær med de andre hold, efter middagen gik folk over i messen, hvor de fleste fulgte håndbold herrelandsholdets jagt på medaljer og andre fik diskuteret dagens kampe. En gyser og en kvajert Anden dagen gik i gang, nogle startede med lidt hovedpine og lidt ømme muskler, andre havde fået en god nats søvn, men fælles for alle, var den koncentrationen der lyste i øjnene og ivrigheden efter at komme i gang. Der blev som på første dagen gået til den og alle tre hold vandt nogle gode sejre. Den sidste kamp for yngre oldboys blev en rigtig gyser, for at erobre førstepladsen skulle de vinde med fem overskydende mål. Der blev kæmpet om hver en bold, desværre blev det kun, til en sikker sejr med fire overskydende mål, men sikken en kamp. Ældre oldboys leverede også varen desværre ikke til en førsteplads men efter en fintælling af målscoren, var andenpladsen i hus. Kvinderne fik has på deres arvefjender og vandt den afgørende kamp og tilbage erobrede førstepladsen, Desværre slog kræfterne ikke til, og de smed det hele i den sidste kamp, som ellers bare skulle være en formsag at vinde. Tillykke med placeringerne Det blev så sammenlagt til tre flotte andenpladser og da præmierne blev delt ud var vi generelt også meget tilfredse, for som vi blev enige om hvis ikke man kan vinde alle kampene, så er det jo egen skyld, at man ikke bliver nummer et. Godt arrangement Herfra Gardehusarregimentets deltagere skal lyde, en stort tak til Jægerpris idrætsforening og fodbold udvalget. Det var et godt arrangement og i havde fundet frem til nogle rigtig gode præmier, jeg tror de fleste er meget trætte af håndklæder og krus, så det var rart men en forandring. Til slut vil jeg håbe at der kommer nogle flere deltagende hold til de næste turneringer (specielt i dame rækken), det er unægtelig noget sjovere og mere interessant at spille, hvis det ikke er mod de samme hver gang. n 12

13 Endnu et hold værnepligtige skal gennem 4 måneders basis uddannelse Af: Sergent Steffensen, 6 deling/1 kompagni Onsdag den 1. februar ankom ca. 500 nye værnepligtige til Gardehusarregimentet, klar til at gennemgå deres 4 måneders HBU uddannelse. Den første dag Så startede de, de nye værnepligtige, Gardehusarregimentets tredje Hærens Basis Uddannelses hold (HBU). Onsdag d.1 februar. var dagen hvor 500 håbefulde unge startede. For nogen, begyndelsen på en glorværdig militær karriere, for andre, bare 4 måneder med oplevelser, som de kan tage med tilbage til det civile liv de kom fra. Men som sagt, så var det den 1. februar det hele gik løs. Både nye og gamle befalingsmænd havde ugen op til, gået og forberedt modtagelsen af de nye værnepligtige, for at alt skulle være klar. Der var udrustning, stuer og tusindvis af andre ting, der skulle være i orden, så der havde været tryk på, men det hele blev klar. Det var med blandede følelser man så frem til modtagelsen, for nogen var det ikke første gang de modtog et hold, så her var det rutinen der satte ind, men der var ligeledes også tiltrådt nye sergenter, helt nyankomne fra Sergentskolen i Sønderborg/Oksbøl og de stod med sommerfugle i maven. Vil de nu gøre hvad jeg siger?!, Har jeg nu lært tilstrækkeligt, kan jeg mine ting?!. Mange ting kørte igennem hovedet, men det hele løste sig selv, da de første værnepligtige trådte ind i gymnastiksalen. For ligeså nervøse som sergenterne var for om tingene nu ville gå, var de nye værnepligtige for hvad der nu skulle ske. Nogen kom næsten direkte fra gymnasiet, nogen fra fast civilt job og andre, fra bag computerskærmen. Alle intetvidende om, hvor mange nye indtryk/oplysninger de ville blive fyldt med, de næste mange timer. Fra de trygge rammer det civile liv giver, til det ukendte militære, hvor ensretning og disciplin er dagligdag. Begreber, kun meget få af de nye havde forståelse for. Tre lange dage Men i gang skulle de og i gang kom de. Først skulle de værnepligtige aflevere forskellige oplysninger, have at vide hvilket kompagni og deling de var blevet tilknyttet. Derefter blev de ført ned og indkvarteret. Og så stod den ellers på eksercits, indtil alle i de respektive delinger var samlet. Herefter stod den sjovt nok på mere eksercits. Det var nok her de fik deres første store chok. At komme fra en tilværelse, hvor man kan valse rundt med hænderne i lommerne, til én hvor man skal gå ordentligt og stå pænt på tre geledder. Som menig Ørbæk fra 1 kompagni, 6 deling fortæller Kedeligt, hårdt og koldt er de ord, der er gået igennem de flestes hoveder. Men sjovt nok, så kan alle godt se når det spiller, og så bliver vi alle stolte og glade, hvorefter alle de kedelige lektioner pludselig giver mening. Imellem alle deres eksercits lektioner, skulle de nye menige til foredrag, have udleveret udrustning og selvfølgelig have noget at spise, så da dagen endelig sluttede, var klokken også ved at ramme de Det havde været en dag med tusindvis af nye indtryk, noget der gør unge mennesker trætte. Så det har nok ikke været svært for dem, at falde i søvn. Men det var ikke mange timer de fik på øjet, for dagen efter, blev de vækket kl.0500, hvilket var noget uvant for størstedelen af dem. Her stod den på samlet barbering, iklædning, rengøring og så fælles spisning. Og så begyndte de meniges anden dag i Forsvaret. Denne stod, meget lig den første, på eksercits, foredrag, udlevering af udrustning og igen, en masse nye indtryk. Og denne dag blev også lang, ligesom den foregående. Men før de så sig om, var det fredag og de kunne komme hjem på weekend. Hjem og fortælle familie og venner, hvordan deres første tre dage som rekrutter, var gået. Det er hårdt og koldt men også sjovt og fedt er meldingen fra de værnepligtige efter de første fire uger De næste par uger De næste par uger, stod på endnu flere foredrag og eksercits. Men ( ) 13

14 Februar holdet starter på den hårde måde i sne og kulde, men foråret er på vej så de kommer til at opleve naturens skiften fra nærmeste hold også nye fag. Lektioner i førstehjælp, ABC-tjeneste, signal-tjeneste, idræt, orientering og meget mere. Men de lektioner de menige nok har fulgt mest med i, har været lektionerne omhandlende deres gevær. De skal jo uddannes til soldater og det betyder jo, at de skal kunne håndtere et våben. De har haft om adskillelse og samling i hoveddele, yderligere adskillelse, skydestillinger, våbenbetjening og meget mere. Alt dette, så de kunne blive klar til felten og skydebanen. For det er jo i felten, at soldaten bliver uddannet. Og i felten kom de. menig Ørbæk fortæller Felten er kold og hård, men rigtig sjov. Det er ganske simpelt det fedeste, at være i felten. Atmosfæren, stemningen og undervisningen er i top. Og man føler sig da også lidt mere som soldat, når man tonser rundt med sløring i ansigtet og geværet i hånd. Alle er enige, felten er det fedeste og hårdeste. Det er der, man får den træning, der knytter gruppen sammen, som den enhed den jo er. Habile skytter Men som sagt skulle de også på skydebanen. Det var for de flestes vedkommende første møde med skarp ammunition, for få andre et gensyn. Men alle var enige om, at det var en af de ting, de havde glædet sig meget til, ved at skulle ind og springe. Det at prøve at skyde med skarpt, noget de fleste kun har set på TV, prøve hvordan virkeligheden egentlig hænger sammen. Jeg kan kun sige som sikkerhedsbefalingsmand, at vi her på kasernen, har fået nogle habile skytter. Det at skyde, har meget med koncentration at gøre og det er en ting mange af de nye besidder. Og med endnu mere træning, hvilket de får, skal vi nok få alle op på et fornuftigt niveau. Vi skal nok nå det Men nu har ugerne også indeholdt mere end bare skydning. Der har også været meget idræt, hvilket er en vigtig faktor, for en god soldat. Der er idræt, til hver morgen- og aftenappel. Dette består af forskellige øvelser, armstrækkere, mavebøjninger, rygbøjninger og meget mere. Og sidst men ikke mindst, kompagni og delings løb. Der har været indlagt en del løb i de sidste ugers program. Der er blevet sørget for, at de nye unge mennesker, har fået rørt sig. De meniges form blev så testet på en Coopers test. Her var der mange flotte resultater i begge kompagnier. Men man kunne også se, at der skal fortsættes med løbetræningen. For vi skal selvfølgelig have så mange som muligt op og løbe min m. Men fortvivl ikke, når de fire måneder er gået, har vi et nyt kuld unge mænd og kvinder, som kan betjene et gevær, løbe, finde rundt vha. kompas og yde førstehjælp på højt niveau. Alt i alt, har det været en tilfredsstillende opstart. De befalingsmænd der er blevet spurgt, har i hvert fald været glade og glæder sig til de kommende måneder, med disse nye unge fornuftige og motiverede mennesker. Menig Ørbæk har også kun pæne ord om de første par uger Ja, de to ord der går igen er koldt og hårdt. Uanset hvad vi laver, så skal de overordnede nok sørge for at vi bevæger os. Men det er sjovt og det er fedt. Og ingen af dem jeg har snakket med, fortryder at de er kommet ind. Folk hygger sig, knokler om dagen og griner om aftenen. Værnepligten er det fedeste, hvis man spørger mig og nogle af de andre. Det skal nok blive fire sjove måneder. Held og lykke Jeg vil slutte med at sige held og lykke til både de menige og befalingsmændene. Og så vil jeg håbe at vi alle får fire gode måneder sammen, med en masse sjove oplevelser. Der vil selvfølgelig også komme øjeblikke, hvor det er surt. Men disse skal bare overkommes. Det er jo dem der rykker vores grænser og giver holdning. Til sidst, tak til menig Ørbæk, for at han kunne sætte tid af til at komme med hans egne og sine kammeraters input. n Menig Ørbæk 14

15 Spejdereskadronen Irak hold 6 erklæres hermed for nedlagt Af: Kaptajn T.E. Johansen, Garnisions Støtte Elementet en flot Parade på stadion, hvor regimentschefen roste spejdereskadronen for den flotte gennemførelse af opgaven, som eskadronen og hele regimentet kunne være stolte af. Regimentschefen sluttede af med at erklære Spejdereskadronen, IRAK, hold 6 for nedlagt og den er nu historie. Eskadronchefen returnerede skjoldet med sabeltasken, hvor eskadronen nu har fået påsat deres sølvplade med teksten: RECCE SQN, IRAQ 6 22 AUG FEB 2006 GHR Skjoldet vil fremover kunne studeres I glasmontren I sportsfoyeren, såfremt den ikke er udlånt i forbindelse med nye udsendelser. Spejdereskadronen bliver overleveret til chefen major T. Larsen Lørdag den 25. februar holdt Gardehusarregimentet pårørendearrangement og hjemkomstarrangement for spejder eskadronen fra Irak, hold 6. Ca. 150 voksne og børn var mødt frem, der glædede sig over at alle soldater i spejdereskadronen nu var kommet hjem i god behold. været til stor gavn for eskadronen, herunder havde Netværksgruppen bl.a. bagt julekager som var sendt til IRAK ved juletid. Irak hold 6 nedlagt Spejdereskadronen gennemførte Eskadronen fik sagt farvel til dem der ikke fortsætter Alle sluttede af med reception i cafeteriet, hvor der var mulighed for at få lidt frokost samt at få sagt farvel til hinanden inden de drog hver til sit en stor del af eskadronen fortsætter dog i I Panserinfanteribataljon, hvor de skal danne grundstammen i 1. Panserinfanterikompagni. n Befolkningen havde ændret sig I Auditoriet gennemgik eskadronchefen, major T. Larsen, en god orientering om forholdene for eskadronen de sidste par måneder i Irak herunder gennemførelse af en række operationer, hvor eskadronen bl.a. havde støttet gennemførelsen af lokalvalg og parlamentsvalg. Thomas Larsen kommentere også den mærkbare ændring i forholdet til de lokale som følge af sagen med tegningerne i Jyllandsposten. Hjemmebag til Irak Britta Lange fra Netværksgruppen, takkede for den store interesse og støtte, der havde været fra de pårørende undervejs i forløbet af udsendelsen, hvilket havde Det er nu godt at være hjemme igen 15

16 en vis guvernør og dennes håndlangere. Denne tilbageholdenhed til at samarbejde, har også været fremherskende i forbindelse med det samarbejde, mit eget Team skulle have med udenrigsministeriets repræsentant hernede. Sammen har vi været på besigtigelse alle de steder, hvor der fra lokal side ønskes repareret eller oprettet sluser, men endnu er der ikke truffet endelige aftaler, så arbejdet kan iværksættes. Alle håber vi dog på, at situationen bedrer sig så meget, at vi kan få gang i arbejdet i hele vores ansvarsområde. Desværre har jeg kun været på hold med udelukkende tabere! men vores trøst har dog været, at vi har haft det flotteste spilletøj og vi ser da også godt ud ik? Vi vil og kan hjælpe, men ikke alle ønsker den Af: Seniorsergent Uffe Jensen, RUD Irak hold 7 Her den 24. april er tiden blevet så fremskreden, at det er tid for en lille tænkepause i form af leave hjemme hos familien. 40 grader i april Når dette indlæg er under behandling af Gardehusarens skrappe medarbejder, vil undertegnede være ombord på leave-flyet på vej til Kastrup. Og hvad holder jeg så pause fra, ja, det absolut sidste indtryk er jo nok varmen. Temperaturen har nu sneget sig over de 40 grader, når det er varmest. Det er i sig selv ikke noget problem, men at få airkondition i lokalerne afpasset med udetemperaturen kan godt give lidt snue, hvis man ikke tager sig i agt. floden Shatt Al Arab). Her skal det lige nævnes, at SSG A.G. Gade/2BDE var en del af dette Team, da hun var udsendt på Hold 6. De øvrige 3 Teams har mødt mennesker, som af en eller anden grund har været bange for at samarbejde med danskerne. Af og til har man hørt nogle tegneserier nævnt som begrundelse, men det har nu nok mere begrundelse i forskellige trusler fra Vi er de flotteste tabere I lejren har vi haft gang i såvel volley- som fodboldturneringer, men desværre har jeg været på hold med udelukkende tabere! Vores trøst har dog været, at vi har haft det flotteste spilletøj, se billede! Og så har vi haft en hel del løbetræning seks gang i shelter på kun fem dage. På nuværende tidspunkt har vi nået ni shelter-ture. Heldigvis har vi indtil nu ikke haft nedslag i CD, hvorimod der har været nogle stykker ude på Shaiba, men heller ikke her er der sket nogen skade. En del af dagen i lejren er blevet brugt til uddannelse, f.eks. har vi fået et lille kursus i at lægge drop på hinanden, men det har bestemt ikke været lige let for alle. Til slut må det frem: Pool en er sat op og indviet. n Håber på bedre samarbejde Vores hovedopgave hernede har arbejdsmæssigt været noget skævt fordelt, forstået på den måde, at der faktisk kun har været arbejde til vores Team 4, som har opereret mest på East Bank (=østsiden af Så blev poolen sat op og indviet og som det ses på billedet mangler den ikke besøgende, slet ikke nu hvor temperaturen har sneget sig op på de 40 grader 16

17 Stabskompagniet har fået skjold og mærker! Hvad har chefen nu fundet på? Stabskompagniet antrådt i M/69. Tydligt at se på flere, at den var sjældent brugt Af: Kaptajn Henrik Dupont, Stabskompagniet 1 GHR Torsdag den 4. maj kl stod Stabskompagniet (STKMP) antrådt i M/69, udgangsuniform. For de fleste, så var det var mange år siden den sidst havde været i brug og der var da også enkelte steder, hvor den måske strammede lidt mere end sidst den var på. Men særlige begivenheder kræver særlig påklædning! Hvorfor var det så en særlig begivenhed? Det var det fordi, at det endelig var lykkedes at få indkøbt og betalt Stabskompagniets nye mærker, (tak til Gardehusarregimentets Fondet af 1962), samt havde vi fået lavet et metal skjold, som i nattens løb var blevet hængt op over indgangen til kompagniet. Nu skulle mærkerne udleveres til alle og skjoldet skulle afsløres! Trompeter og feltpræst Vi havde bl.a. inviteret bataljonschefen og repræsentanter fra vores nye søster kompagni (1/I/GHR) til at overvære afsløringen. Paraden startede med, at næstkommanderende meldte kompagniet af til mig, hvorunder Husar Glumsø spillede eskortens signal. Jeg holdt en kort tale, hvorunder jeg udleverede de nye mærker til kompagniet. Da tiden kom til at afsløre vores skjold blev OKS-1 I.J. Christensen, (i daglig tale kaldet Ib ), kaldt frem for at trække i snoren, hvorved skjoldet blev synlig. Jeg forklarede, at den højrøde farve i øverste venstre hjørne symboliserede, at enheden tilhørte 1. bataljon. Isbjørnen, som er det største landlevende rovdyr, og som symboliserer styrke og voldsomhed, stammer oprindeligt fra en kampvognseskadron ved Sjællandske Livregiment. Da Harboe bryggerierne i Skælskør i sin tid udskrev en konkurrence, hvor man OKS-1 I.J. Christensen trak i snoren og afslørede nattens arbejde Efter afsløringen af skjoldet blev der budt på pølser og øl/sodavand. Og som man kan se, smagte de godt skulle komme med forslag til en etikette og et navn til en ny øl, så sendte eskadronen et forslag ind, der viste deres eskadronsmærke og de foreslog navnet Bjørnebryg. Eskadronen vandt konkurrencen og mærket lever nu videre ved I/GHR. Nederst i højre hjørne er baggrunden kamasinrød, som betyder, at enheden er et stabskompagni i en panserinfanteribataljon. I denne dels ses Slepner, som er Odins otte benede hest. Hvert ben symboliserer en af Stabskompagniets enheder, der ALTID ER KLAR til at servicere bataljonen. Efter denne forklaring af mærket var det nu tid til feltpræstens velsignelse. Feltpræst Andreas Christensen holdt ( ) 17

18 som sædvanlig en god og humørfyldt prædiken! Pølser og bajere! Herefter var det tid til at gå i messevognen, hvor OKS-1 Klausen, (også kaldet Willy), var klar med røde pølser og en vand eller øl. Under arrangementet blev der samlet ind til en kammerat, der i forbindelse med øvelse, skydeperiode eller daglig tjeneste, har fortjent en påskyndelse. Afslutning Det er vigtigt, at man engang imellem laver lidt utraditionelt sammen, og et nyt mærke en bestemt en god anledning. Endnu engang tak til Fondet af 1962 for støtte til køb af ærmemærker, tak til Hesteskadronen for lån af trompeter, tak til Feltpræst Andreas for en super prædiken, tak til gæsterne fordi, at i ville være med og tak til Ib og Willy og de andre hjælpere. Over Stabskompagniet hænger nu vores skjold. Dette skjold viser, at her bor en professionel enhed lad os leve op til det! n Der er ikke mange, som ikke ved hvem vi er når vi kommer kørende med de danske flag vejende i antennerne Husarer i varmen Af: Konstabel Morten Hellesøe Poulsen, kører/signalmand i sikrings og eskorte sektionen, Irak hold 7 Det første kuld af Hærens Reaktions Styrke (HRU) soldater der blev uddannet i Slagelse, var februar 2006 klar til at stå sin prøve. Et Panserinfanteri kompagni var klar til at gøre tjeneste i Kosovo, og én sikrings og eskortesektion blev sideløbende uddannet til at varetage sikringen af National Support Element (NSE) i Irak. Uddannelsen virker Nu, ca. 3 måneder henne i udsendelsesforløbet, kan vi rigtig mærke resultatet af uddannelsen, som hjemme på Antvorskov Kasernes øvelsesterræn, til tider virkede temmelig meningsløs, med henblik på den opgave som vi skulle løse i Irak. Og det har været travle tre måneder, præget af høj intensitet og lange arbejdstider, som til tider har presset sektionen til det yderste, ikke desto mindre er de tre måneder fløjet af sted med en rasende fart. Alle genkender os For at komme ind på de opgaver vi løser hernede, så består det hovedsageligt i at fragte personel og lastbiler til og fra henholdsvis den kuwaitiske grænse og den militære lufthavn i Basrah i daglig omtale kaldet BAS. Disse ture kender vi efterhånden kun alt for godt, der er ikke et hul i vejen som kan overraske os mere. Der er heller ikke en tomatplukker eller OPF- mand (Oil Protection Force) der ikke er bekendt med de fire Eagler, som flere gange dagligt tager patent på vejene med det danske flag vajende i antennerne. Der hersker heller ingen tvivl, hverken i den danske, engelske eller amerikanske TOC (Tactical Operation Center), hvem der oftest checker ud for at forlade lejrene. Vi har som sagt et til tider meget stramt program med flere ture dagligt, til forskel for de andre 18

19 enheder i lejren som hovedsagligt kører patruljer. Til gengæld er vores ture ofte kortere, og vi opererer i et ikke så belastet område. Området vi kører i, kan betegnes som meget tyndt befolket og meget lidt udsat, der forefindes som sådan kun en reel by på vores ruter, og det ville endda være en skam at kalde det for en by. Derudover er de folk vi møder og ja, vi møder underligt nok en del folk meget flinke og vinker entusiastisk efter os. Livet i lejren, et kapitel for sig I starten var vi alle utrolig fascineret over faciliteterne hernede, det minder mere om et feriecenter end en militær lejr, alt i alt minder det om kasernen derhjemme. Vi bor i containere (FAB) to eller tre mand sammen og disse er gudskelov udstyret med en aircondition og et antennestik til tv. Så det er ikke underligt, at man tilbringer mange af de hede eftermiddagstimer, i den aircondition afkølede FAB og nyder godt af kabel-tv et programmer. Der er også rig mulighed for at træne i det ofte overfyldte pumpehus, hvor der absolut ikke mangler noget udover plads. Alle praktiske ting som tøjvask, forplejning, rengøring osv. det skal vi heller ikke tænke på hernede, der er ansat et civilt firma bestående af en masse små indere, som ordner den slags ting for os. Ellers går den sparsomme fritid med at tæve hinanden i bordtennis, på terrassen for enden af vores FAB- gang, som desuden er forsynet med en lille tag selv bar, hvor man kan forfriske sig med kolde øl (alkoholfrie naturligvis) og vand. For at bryde de trivielle vaner og fortrænge de forfærdeligheder som desværre er uundgåelige, har man i lejren også arrangeret diverse turneringer, hvortil der altid er meget stor opbakning. Specielt beachvolley og fodbold er meget populært hernede, og lad mig i den anledning pointerer, at vi som de eneste husarer hernede, er i finalerne i begge turneringer. Ingen lader sig ryste mere For det meste kører vi tidligt om morgenen eller sent om aftenen og til langt ud på natten. Resten af tiden går med vedligeholdelse og spas. Især køretøjerne har brug for en kærlig hånd hernede, det er gamle og meget slidte Eagler som vi er blevet overdraget, og som vi overdrager til det næste hold. De har ofte deres egen vilje, og der er konstant en Eagle på værkstedet til trods for at den ugentlige vedligeholdelse, som grundet varmen og belastningerne, mere og mere minder om det månedlige 1-4 eftersyn. Heldigvis er vores mekanikere hernede utrolig professionelle og effektive, så vi er altid kørende, selvom vi til tider bliver nødt til at bytte køretøjer, grupperne imellem. Når vi en sjælden gang ikke har en tidlig morgen tur, så er vi til appel kl. 08:45 nøjagtig som derhjemme. Informationerne er dog lidt anderledes nu hvor vi er hernede, de famøse armstrækkere og formelle meldinger fra den sure seniorsergent, er nu byttet ud med nyheder om vejbomber, kidnapninger og forhøjet trusselsniveau. Det var i starten noget som fik alle op på mærkerne, og skabte hos nogen en blid form for paranoia, men og det lyder nok lidt absurd, det bliver alt sammen hverdag og der er ingen som hernede lader sig ryste af det. Efter appellen går de forskellige sektioner hver til sit for at varetage dagens opgaver, og som en selvfølgelighed for sikrings og eskorte sektionen, så gør også vi klar til dagens opgaver... en tur til grænsen. n Nyheder som vejbomber, kidnapninger og forhøjet trusselsniveau kan få alle op på mærkerne og skabe en blid form for paranoia, men det bliver alt sammen hverdag og efter et stykke tid er det bare en del af arbejdet 19

20 Klædt i Dronningens blå klæ'r gør at man føler sig som noget specielt I dronningens blå klæ r Af Husar Humlebæk 2 kompagni Den 5. maj 2006 skulle Gardehusarregimentets II bataljon stille et fodkommando, som skulle bistå Livgarden og repræsentere Gardehusarregimentet udadtil ved ambassadørmodtagelsen på Fredensborg Slot. En ære At være blandt de 12 der skulle stå som fodkommando foran Hendes Majestæt Dronningen, var en ære i sig selv. Det var første gang for os alle sammen, og alle var spændt på hvad og hvordan det hele vil foregå. I første omgang var der blevet udvalgt 12 menige, men desværre var der to som måtte melde fra pga. af sygdom og skade. Dette resulterede i at der måtte vælges to nye, hvoraf jeg var en af dem. Træningen foregik i starten i Jægerspris, hvor vi var på skydelejr og Husar Århus blev nærmest bortført fra skydelinien, hvor han lå med sløring i ansigtet for at deltage. Eksercits og kontrol Programmet for ugen stod på eksercits samt pudsning af det udleverede udstyr. Vi vidste at vi på Fredensborg Slot skulle slutte os til Livgarden, så det var vigtigt for os vi skulle være lige så flotte som dem og helst flottere. Alt skulle bare spille en million, så der blev lagt ekstra energi i arbejdet. Fodkommandoet skulle bestå af 11 mand samt en reserve som endvidere bestod af sergent S. Aksglæde samt premierløjtnant J.G. Have. Hele ugen havde stået på eksercits, torsdagen før var der generalprøve for kaptajn J.T. Olesen og fremstilling for major Vennike. Her blev vi kontrolleret og fik korrigeret det sidste, inden alt var på plads. Så gjaldt det Vi mødte fredag morgen ude foran centersbygningen klokken 05:00 da vi skulle stille tidligt i Fredensborg og alt skulle være klart, for vi havde en speciel dag i vente. Vi lagde ud med at iklæde os blå gallauniform og pakke bilerne. Herefter drog vi af sted mod Fredensborg Slot. Vejret på denne store dag var aldeles strålende og vi ankom til et idyllisk Fredensborg badet i solskin. Ved ankomst blev vi henvist til deres vagtstue, hvor vi kunne slappe af, lade op og få ordnet de sidste par ting. Da klokken nærmede sig gjorde vi os klar, satte vores røde pels på og fik kontrolleret vores galla. Vi sluttede os til Livgarden, hvorefter vi marcherede op til kuppelsalen, hvor vi skulle stå. Det må tilstås at vi, pga. vores ridestøvler ikke helt kunne følge med i deres tempo. I Kuppelsalen kom vi på plads og sablerne blev trukket. Det var nu det gjaldt og alle var 100 % klar til at vise, at vi kom fra Gardehusarregimentet. I starten var vi lidt nervøse men vi kom godt i gang, så lidt efter lidt spillede det hele og det var en skøn fornøjelse at stå derinde og repræsentere Gardehusarregimen- tet. Først kom Hendes Majestæt Dronningen og inspicerede os og så stod den ellers på ambassadør-modtagelse! Der var ambassadører fra henholdsvis Kina, England, Syrien, Mauretanien og Tunesien. De kom ind en efter en, både med følge og uden, mange af dem i farvestrålende nationaldragter. Heldigvis var der en kort pause imellem hvert besøg, da det var udmattende at stå stille i så lang tid, hvilket også gav vores reserve noget at bestille. Noget overraskende var, at der på et tidspunkt kom en længere pause, hvor vi fik tilbudt royale sodavander og cigaretter, ganske gratis, hvem kan sige nej tak til sådan noget?! Vi fik også sludret med livgarderne, som syntes at vi var imponerende gode til eksercits, taget i betragtning at vi kun havde øvet det i 4 dage. Atmosfæren inde i kuppelsalen var enestående. Det var som at være med i et af H.C. Andersens eventyr. Alt var fornemt og stemningen var ubeskrivelig fortryllende, næsten hver enkelt lille detalje var planlagt og tilrettelagt. Alt i alt har det været en hård uge med eksercits, men når man ser tilbage på det bagefter så har det helt klart været det hele værd. Vi har alle fået en oplevelse for livet som aldrig vil gå i glemmekassen, derimod ville den blive husket for altid. n For at svejfen på kepien skal se rigtig flot ud, skal den dampes 20

21 Ni soldater hædret Af Rasmus Kjølby, HOK Presse Ni danske soldater har modtaget legater fra Hærens Regimenters Hjælpefond. Legatet tildeles personer, der har ydet en ekstra indsats i forbindelse med redningsindsatser, internationale missioner og til personer, der er blevet invalideret i internationale missioner og efterladte, der har mistet en forsørger. Legaterne tildeltes blandt andet for snarrådig handling i forbindelse med vejsidebomber i Irak og efter indsats i to civile færdselsuheld i Danmark. Blandt legatmodtagerne var sergent Brian Milkowski, der bor i Nakskov. Han handlede snarrådigt og forsøgte at slukke en brændende bil i forbindelse med et uheld ved Farø Broen. Da hans egen pulverslukker løb tør, standsede han forbipasserende biler for at låne yderligere pulverslukkere. Sergentens handlekraftige indsats forhindrede dermed, at den 18-årige fører af bilen indebrændte. Konstabel Christian Nielsen fra Næstved modtog legatet som påskønnelse for hans indsats under et vejsidebombeangreb i oktober Christian Nielsen blev ved angrebet såret af fragmenter på kroppen og i hovedet. På trods af disse kvæstelser overtog han kommandoen over gruppen og førte den på under den efterfølgende evakuering. Herudover modtog premierløjtnant Jacob Martin Bjerborg, København, en legatportion for en meget tilfredsstillende indsats som observatør for FN for Liberia. Oversergent Annemette Høi, Varde, modtog sit legat for indsats efter et færdselsuheld ved Varde, hvor hun ydede livreddende førstehjælp. Overkonstabel Allan Sundstrup, Slagelse, blev hædret for snarrådighed og overblik ved en ulykke med en pansret Piranha i Irak. Konstablerne Michael Werner, Ry, og Andreas Hammer, Århus, modtog legatet som opmuntring i hverdagen, som er mærket af de mén, de pådrog sig under et vejsidebombeangreb i Irak, hvor en dansk soldat omkom. Begge deltog aktivt i sikring og førstehjælp efter angrebene. Konstabel Peter Strandberg, Værløse, fik sin legatportion som en opmuntring efter at være ramt i det ene ben under en træfning i Irak i Overkonstabel Allan Sundstrup, Slagelse, blev hædret for snarrådighed og overblik ved en ulykke med en pansret Piranha i Irak marts i år. Otte af de ni modtagere var til stede ved uddelingen af legatportionerne på mellem fem og kroner. Fraværende var konstabel Michael Laurence Skotte, Nysted, der ydede en professionel hjælp til tilskadekomne kammerater efter et vejsidebombeangreb på trods af egne skader og chok. Legatportionerne blev uddelt af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou. n Uddeling af legatportionerne foregik i Hærens Operative Kommando. Fra venstre Andreas Madsen Hammer, Christian Nøddebo Nielsen, Peter Kibsgaard Strandberg, Annemette Høi, Brian Milkowski, generalmajor Poul Kiærskou, Michael Werner (næsten gemt) Jacob Martin Bjerborg og Allan André Sundstrup. Foto: HOK presse 21