Implikationer af forsvarsforliget for Danmarks ældste værn

Transkript

1 Brief APRIL 2018 FORLIGET OG SØVÆRNET Implikationer af forsvarsforliget for Danmarks ældste værn Af orlogskaptajn Mikkel Gunnar Jørgensen og kaptajnløjtnant Anders Kjerri Rasmussen Center for Maritime Operationer, Institut for Militære Operationer

2 Forliget og Søværnet - implikationer af forsvarsforliget for Danmarks ældste værn Forsvarsakademiet Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne publikation eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med aftaler mellem Forsvaret og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden Forsvarsakademiets skriftlige samtykke er forbudt i følge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser København april 2018 Forsvarsakademiet Svanemøllens Kaserne Ryvangs Allé København Ø Tlf.: Ansvarshavende redaktør: Institutchef, Jens Ringsmose, Institut for Militære Operationer Layout: Bent-Ole Kure, FAK ISBN:

3 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. INDLEDNING BAGGRUND Fremtiden og forsvarsplanlægningens kunst Anti-access warfare Anti-access/area denial i Østersøregionen Arktis og GIUK INITIATIVER Materielinitiativer Organisatoriske initiativer KONSEKVENSER Områdeluftforsvar til fregatterne Antiubådskrigsførelse Minelægning Længererækkende præcisionsmissiler (strikekapacitet) Militære fartøjer til løsning af havmiljøopgaver Tilpasning af kommandostrukturen PERSPEKTIVERING LITTERATURLISTE

4 1. INDLEDNING Da forligskredsen den 28. januar 2018 præsenterede et konsolideret forsvarsforlig, var overraskelserne minimale. Størstedelen af aftalen afspejlede regeringens eget udspil fra oktober 2017 med et substantielt løft til Forsvaret, herunder ikke mindst til Søværnet. Forsvarets chefer er nu i gang med at udar bejde en implementeringsplan, der skal føre aftalens hovedpunkter ud i livet. For Søværnets vedkommende byder det nye forsvarsforlig på en række afgørende ændringer, der skal styrke værnets evne til at håndtere dagens og fremtidens trusler i og nær det maritime domæne både internationalt og regionalt i Østersøområdet. Sidstnævnte indikerer et delvist paradigmeskift i brugen af de militære styrker en slags tilbagevenden til en territorialforsvarsstrategi (eller snarere regionalforsvarsstrategi), kunne man fristes til at sige. De overordnede ændringer for Søværnet omhandler blandt andet materielanskaffelser, tilpasning af kommandostrukturen samt en for mange overraskende annullering af udbuddet for nye miljøskibe. Dertil kommer et antal fysiske flytninger af institutioner som følge af Holmens lukning, herunder Søvær nets Officersskole, Center for Sømilitær Teknologi og Center for Dykning. Det er vores påstand, at de materielanskaffelser, som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) nu skal iværksætte, bliver den største udfordring, Søværnet har stået over for i mange år. Det er der flere årsager til, hvilket Henrik Breitenbauch, centerleder for Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, har beskrevet nærmere i en kronik udgivet i Jyllands-Posten (Breitenbauch, 2018). Det er nemlig relevant at forholde sig til, i hvilket omfang Søværnet vil skulle iværksætte og implementere blandt andet doktrin-, personel- og strukturudvikling for at blive klar til at anskaffe og anvende nye kapaciteter. Det er påstanden, at det ikke er tilstrækkeligt blot at afsætte midler til anskaffelse af nyt materiel som eksempelvis missiler til områdeluftforsvar og antiubådskrigsførelse. Dette FAK-brief belyser baggrunden samt nogle af de afledte konsekvenser af de ændringer, som det mest ambitiøse forsvarsforlig i nyere tid ved første øjekast vil medføre for landets ældste værn. Ballistisk missilforsvar er ikke analyseret i dette brief. Emnet bliver behandlet i et tilsvar ende brief omhandlende Forliget og Flyvevåbnet. 2. BAGGRUND 2.1 Fremtiden og forsvarsplanlægningens kunst Forsvarsplanlægning er en aldeles vanskelig politisk opgave, da det er en tung økonomisk byrde, og idet fremtiden hverken er kendt eller erkendbar. Det bevirker, at forsvarsplanlægning i bund og grund er baseret på gætværk og som sådan er mere kunst end videnskab (Baylis, Wirtz & Gray, 2016). Men når nu fremtiden 4

5 er så uforudsigelig, og det ikke er muligt at erhverve konkret viden, hvad kan vi så anvende som baggrund for vores forsvarsplanlægning? Her kan Forsvarets Efterretningstjenestes seneste risi kovurdering hjælpe til. Af risikovurderingen fremgår blandt andet: Rusland vil i en krisesituation kunne gøre det vanskeligt for NATO at forstærke de baltiske lande. Det er dog usandsynligt, at Rusland vil foretage et direkte militært angreb på de tre baltiske lande, og Rusland vil ikke risikere en direkte konfrontation med NATO. På grund af Ruslands lukkede beslutningsprocesser og den russiske ledelses risikovillighed vil der imidlertid være usikkerhed om Ruslands handlinger og re aktioner i eskalerende kriser, også i Østersøregionen. (Forsvarets Efterretningstjeneste, 2017) Ovenstående forhold ligger blandt andet til grund for de overvejelser, der synes at underbygge en stor del af det nye forsvarsforlig, herunder opbygningen af en middeltung brigade og anskaffelse af nye kapaciteter til Søværnet. For at danne et mere klart billede af, hvorfor de nye investering er til flåden giver faglig mening, er det nødvendigt at kigge nærmere på den måde, hvorpå Rusland i til fælde af krise eller konflikt vil kunne vanskeliggøre en forstærkning af de baltiske lande, som i et sådant scenarie vil være frontlinjestater, ligesom Danmark var det under den kolde krig. 2.2 Anti-access warfare Den strategi, som Rusland med overvejende sandsynlighed ville tage i brug, er en såkaldt anti-access/area denial-strategi, også kendt under forkortelsen A2AD. 1 Denne strategi behandles nær mere i det efterfølgende. A2AD-strategi er ifølge den amerikanske flådeteoretiker Sam Tangredi så gammel som krigen selv og bør indeholde fem hovedelementer for at lykkes: 1. Opfattelsen af strategisk overlegenhed hos en angribende styrke 2. Geografien som det element, der har størst påvirkning på tid og på modstanderens nedslidning 3. Det maritime domæne som det fremherskende konfliktrum 4. Vigtigheden af information og efterretninger samt effekten af vildledelse 5. Påvirkningen fra eksterne og urelaterede begivenheder i andre regioner (Tangredi, 2013) A2AD handler altså om at forhindre en overlegen modstander i at bevæge sig ind i et operationsområde som eksempelvis Østersøen og, hvis dette skulle fejle, have 1) Anti-access area denial forkortet A2AD. Anti-access: Those actions and capabilities, usually long-range, designed to prevent an opposing force from entering an operational area. Area denial: Those action and capabilities, usually of shorter range, designed not to keep an opposing force out, but to limit its freedom of action within the operational area. A2AD er grundlæggende det samme som det klassiske begreb sea denial inden for det maritime domæne (Fjord, 2017). 5

6 evnen til at begrænse modstanderens manøvrefrihed inden for operationsområdet. Hvis man kigger på Tangredis fem elementer for anti-access warfare, kan man med god tilnærmelse sige, at disse sandsynligvis også vil være afspejlet i et Østersøscenarie, hvor Rusland som konventionel underlegen part vil kunne bruge geografien kombineret med avancerede våbensystemer til at forhindre en NATO-flådestyrke i at bevæge sig ind i Østersøen med for stærkninger til de baltiske lande. Rusland vil som optakt til en krise eller konflikt med overvejende sandsynlighed benytte sig af vildledning i form af information warfare samt cyberoperationer. Sidstnævnte blandt andet med henblik på at erhverve sig viden om NATO s hensigter og kapaciteter en aktivitet, der allerede finder sted i dag. Det sidste element i Tangredis model kan betragtes som eksterne begivenheder, der binder den overlegne modstanders ressourcer andetsteds, og som medfører, at denne ikke i første omgang begiver sig hen til operations områ det. I et Østersøscenarie kunne det eksempelvis være øget russisk aktivitet i Nordat lanten og/eller i Sortehavet, som gør, at NATO s kapaciteter (i form af de stående flådestyrker) priori teres et andet sted hen Anti-access/area denial i Østersøregionen Hvordan kan en russisk A2AD-strategi i Østersøen så se ud? Hvilke våbentyper vil finde anvendelse? Hvilke enheder og ikke mindst sømilitære enheder vil indgå i en sådan strategi? Svarene på disse spørgsmål er afgørende for at få svar på, hvorvidt der i denne sammenhæng er faglig mening i de materi elanskaffelser, som Sø værnet står over for i den nærmeste fremtid. Kilde: nationalinterest.org 6

7 Sam Tangredi opstiller følgende liste af midler, der kan understøtte en overordnet A2AD-strategi. Det drejer sig blandt andet om: 1. ISR-kapaciteter 2 2. EW-kapaciteter 3 3. Langtrækkende landbaserede overflademissiler såsom Iskander og Kalibr 4. Integreret luftforsvarssystem baseret på langtrækkende antiluftmissiler såsom S Moderne, støjsvage undervandsbåde såsom Kilo-klassen 6. Moderne kampfly såsom de nye SU Missilkorvetter fx de nye Buyan M-korvetter 8. Kommando- og kontrolsystemer, der binder det hele sammen Der er altså tale om et sammentænkt system, der skal støtte op om en overordnet A2AD-strategi. Et sådant system har potentiale til at etablere dominans (sea control & air superiority) i hele Østersøregionen i tilfælde af krise eller krigslignende situationer. Søværnets opgave i en sådan situation vil være at opstille kapaciteter til en NATO-ledet operation, som vil have som hovedformål at skabe de nødvendige forudsætninger for, at forstærkninger til blandt andet de baltiske lande kan transporteres sikkert ad søvejen. 4 Med andre ord vil Søværnets fregatter og eventuelt støtte skibe skulle bidrage til at etablere og vedligeholde sea control, hvilket doktrinært er en af de maritime styrkers primære opgaver i en joint operation. 5 Spørgsmålet er så, hvordan man skaber sea control i et område, der er domineret af en kapabel modstander? Det er her, de nye kapaciteter, som bliver tilført Søværnet i den nærmeste fremtid, kommer til deres ret. Klassiske sømilitære dyder som anti-submarine warfare (ASW), anti-air warfare (AAW) og antisurface warfare (ASUW) 6 har altid været de primære metoder til at etablere og vedligeholde sea control, det vil sige kontrollere et havområde for at nægte en modstander brugen af det og på samme tid kunne anvende det til eget formål. Konkret har det drejet sig om enten at uskadeliggøre eller at afskrække fjendtlige 2) ISR er en forkortelse for intelligence, surveillance og reconnaissance og dækker en bred vifte af efterretningsaktiviteter såsom at detektere og monitorere for i yderste instans at måludpege en modstanders styrker. 3) EW er en forkortelse for electronic warfare, som både kan være offensiv og defensiv af natur. EW i det maritime domæne kan blandt andet inddeles i electronic support measures (ESM) og electronic counter-measures (ECM). EW på taktisk niveau vil kunne anvendes ved fx at forstyrre GPS-signalet i et område eller ved at forstyrre C2-systemer og dermed muligheden for koordination af NATO-styrkers aktiviteter i området. Tilsvarende vil landbaserede missilsystemer som Iskander-M med overvejende sandsynlighed være beskyttet med både ESMog ECM-systemer, som kan vanskeliggøre neutralisering gennem allierede strikemissiler. 4) Med andre ord: holde de såkaldte sea lines of communication (SLOC) åbne. 5) Kan oversættes til flerværns. 6) Krigsførelse mod enheder under havoverfladen (ubåde mv.), krigsførelse mod luftenheder (fly, missiler mv.), krigsførelse mod overfladeenheder (skibe, droner mv.). 7

8 ubåde, skibe og luftenheder (fly og heli koptere), som kunne udgøre en risiko i forhold til egen operations sikre gennemførelse. Der er i den sammenhæng behov for at se på, i hvor stort et område og i hvor stort et tidsrum der i givet fald vil skulle etableres sea control. Hertil skal siges, at det er nødvendigt som forudsætning for at kunne opnå sea control også at have kontrol over luften over og omkring havområdet, idet fjendtlige luftenheder med langtrækkende luft til overflade-missiler også vil skulle neutraliseres. Det samme gælder land baserede missilsystemer. Derfor vil der ud over sea control også skulle etableres et lokalt luftherredømme (air superiority) for at reducere truslen mod de maritime styrker (herunder Søværnets bidrag) i Øster søen. Et Østersøscenarie må således under alle omstændigheder inkludere samtænkning mellem flere værn, især mellem luftstyrker og maritime styrker, i hvert fald i en sådan operations indledende, forudsætningsskabende faser. 7 Set i det lys bør interoperabilitet, både internt i Forsvaret og mellem NATO s systemer, fortsat bør være en topprioritet, når der skal træffes valg om de materielsystemer, som skal tilføres Søværnet Arktis og GIUK Et andet geografisk område, som fortjener omtale, er Arktis. Forsvarsforliget kommer ved første øjekast ikke til at medføre direkte ændringer i Forsvarets opgaveløsning i Arktis, idet indsatsen i dette område er blevet styrket gennem en særskilt bevilling uden om forsvarsforliget. Indirekte får forsvarsfor liget dog alligevel betydning for Arktis i form af de nødvendige prioriteringer, der skal foretages, når der skal træffes afgørelse om, hvilke typer af antiubådskapaciteter der skal anskaffes. For Rusland har Arktis altid været et vigtigt geografisk område (hvis ikke det vigtigste) i strategisk henseende. Det var herfra, at de russiske strategiske nuklearubåde udgik for at foretage deres mere eller mindre hemmelige patruljer på verdenshavene under den kolde krig. For at komme ud i Atlanterhavet skulle de bevæge sig uopdaget gennem det såkaldte GIUK gap. 8 Efter Sovjetunionens sammenbrud skete der en brat opbremsning af patruljerne, som først for nylig er blevet genoptaget med voksende intensitet. Den øgede undervandsaktivitet i Arktis i dag betyder, at Kongeriget Danmark i kraft There is more activity from Russian submarines than we ve seen since the days of the Cold War. This is very different from the period of quiet submarine activity that perhaps we ve seen in the past. Simultaneously, the technical capabilities displayed by Russian submarines have increased. It is a level of Russian capability that we haven t seen before, the admiral says. The Russian Navy accomplished this through an extraordinary investment path not mirrored by the West and has made technology leaps that (are) remarkable, and credit to them. Vice Admiral Clive Johnstone Comman der, Allied Maritime Command 7) Typisk kendt som shaping. 8) Greenland Iceland United Kingdom. 8

9 af sine strategiske interes ser i området bør være en naturlig bidragsyder til en eventuel ASW-indsats i GIUK i det tilfælde, at NATO vælger at genoptage en form for Theatre ASW 9 i området som under den kolde krig. Her kunne et dansk skib med en ASW-kapacitet bidrage til moniteringen og eventuel afskrækkelse af undervandsbåde i samarbejde med allierede skibsbidrag, maritime patruljefly (som fx amerikanske P-8 Poseidon der for tiden er udstationeret på Island) samt eventuelle undersøiske overvågnings systemer i området INITIATIVER Med den ovennævnte sømilitære baggrund in mente vil briefet nu forsøge at sætte for svarsforligets initiativer i perspekti. 3.1 Materielinitiativer Indkøb af områdeluftforsvarsmissiler til fregatterne. Der indkøbes et endnu ikke kendt antal SM-2-missiler. Desuden indledes et forstudie vedrørende anskaffelse af SM-6-missiler. Behovet for at anskaffe længererækkende præcisionsmissiler (strikekapacitet) undersøges gennem et indledende analysearbejde med henblik på vurdering af en eventuel efterfølgende anskaffelse på mellemlangt sigt ( ). Forsvaret skal opbygge en effektiv antiubådskapacitet, der både kan spore og bekæmpe ubåde. I den forbindelse indkøbes sonarsystemer til tre skibe (fregatter og støtteskibe), anti torpedosystemer 11 samt dyppesonarer 12 og torpedoer til maritime helikoptere. Udbuddet af nye miljøskibe genovervejes med henblik på at undersøge muligheden for en løsning, hvor nye militære fartøjer, ud over den militære opgaveløsning, i nødvendigt omfang kan løse havmiljøopgaver. 3.2 Organisatoriske initiativer Der indledes et uddannelsesforløb for et mindre antal officerer, så den grundlæggende viden om minelægningsoperationer fastholdes. Sammensmeltning af Marinestaben og Søværnets Taktiske Stab i Søværnskommandoen. Der oprettes en 3. Eskadre i Frederikshavn. Søopmålingen flyttes til Frederikshavn. Center for Dykning flyttes til Korsør. 9) Theatre ASW er en form for ASW, som er fokuseret mod et bestemt geografisk område som fx Nordatlanten. 10) I tilfælde af en fuld reaktivering af SOSUS Sound Surveillance System. SOSUS var et passivt system bestående af hydrofoner placeret på havbunden i GIUK, som kunne detektere undervandstrafik over store afstande. Systemet blev gradvist afviklet efter den kolde krigs ophør. 11) Systemer til selvforsvar mod torpedoer. 12) En sonar, der kan sænkes ned gennem vandsøjlen fra en helikopter. 9

10 Center for Sømilitær Teknik flyttes til Korsør. Søværnets Officersskole flyttes til Svanemøllens Kaserne. Øvrige initiativer, herunder initiativ vedrørende optimering af Forsvarets studie- og udviklingsområde, omlæggelse af sergentskoler, optimeringer af funktionsniveauer mv. 4. KONSEKVENSER Når der tilføres nyt materiel til Søværnet og til Forsvaret generelt, bør der tænkes bredt, så fokus ikke blot er på materiellet. Det er derimod nødvendigt at tænke i kapaciteter, som ifølge NATO-terminologi dækker over summen af doktriner, organisation, træning/uddannelse, materiel, ledelse, personel, faciliteter og interoperabilitet (DOTMLPFI). Som det fremgår af denne model, er materiellet i sig selv kun en mindre del af den samlede pakke, der udgør en operativ kapacitet. Ved at tænke i kapaciteter frem for blot at fokusere på materiellet sikrer man sig en forståelse af de afledte konsekvenser, som indkøb af nyt materiel vil medføre. I det følgende vil briefet have kapacitets mo dellen i frisk erindring for bedre at kunne vurdere, hvilke konse kvenser forsvarsforliget vil få for Søværnet sammenholdt med de maritime trends beskrevet tidligere i briefet. 4.1 Områdeluftforsvar til fregatterne Med anskaffelsen af Standard Missile-2 (SM-2) rykker Søværnets fregatter op i en anden liga end den, man har været i hidtil, hvor fregatterne kun har været udstyret med kortrækkende Evolved Sea Sparrow-missiler (ESSM), et såkaldt point defence-system. 13 ESSM er overflade til luft-missiler med det pri mære formål at beskytte egen enhed mod lufttrusler på kort afstand. SM-2-missiler har en markant længere rækkevidde end ESSM og kan anvendes til forsvar af en flådestyrke. I en flådestyrke vil der som regel indgå op til flere enheder, typisk fregatter 13) Et våbensystem til forsvar mod lufttrusler på korte afstande. 10

11 eller destroyere (såsom den amerikanske Arleigh Burke-klasse eller de britiske Type 45-destroy ere), som hver især er udstyret med langtrækkende overflade til luft-missiler. Disse enheder placeres på en sådan måde, at de samlet er i stand til at forsvare styrken mod lufttrusler på forskellige og længere afstande. Luftforsvar af en flådestyrke er baseret på princippet om forsvar i dybden og tæt koordina tion mellem de enheder, der er udstyret med overflade til luft-missiler. Koordinationen af og ansvaret for dette lag delte forsvar påhviler en såkaldt antiair warfare commander (AAWC), 14 der i princippet har råderet over de øvrige enheders luftforsvarsmissiler. AAWC udpeger de lufttrusler, der skal bekæmpes, og koordi nerer indsatsen. Rollen som AAWC tildeles typisk en enhed i flådestyrken, der har de nødvendige sen sorer, våben og faciliteter, og udpeges af styrkechefen. Udstyret med SM-2 ville Søværnets fregatter være et naturligt valg som AAWC for en flådestyrke, både under øvelser og i operationer. Det betyder, at netop rollen som anti-air warfare commander er en, Søværnets fregatter skal kunne bestride i frem tiden, med alt hvad det indebærer. Dette pejlemærke bør der i højere grad end hidtil arbejdes målrettet hen imod i uddannelses- og træningsmæssig sammenhæng. Et andet aspekt, der har betydning, er, at SM-2-missilernes (og i endnu højere grad SM-6) længere rækkevidde medfører muligheder for at levere støtte til de øvrige værn i en større operation eller kampagne. Air defence er doktrinært en delmængde af den overordnede værnsfælles funktion i en operation, der kaldes force protection. Force protection af en militær styrke er noget, som alle værn og deres kapacite ter i større eller mindre grad skal bidrage til. Det vil altså sige, at fregatterne pludselig får en direkte effekt på det operative niveau, hvor de kan beskytte styrker i land samt even tuelle troppe- og forsyningsskibe på vej til Balti kum mod lufttrusler. Endvidere vil en dansk fregat kunne fungere som et værdifuldt bidrag i en ameri kansk carrier strike group, som i tilfælde af en krise i Østersøen kunne tænkes at befinde sig et sted i Nordsøen. Her ville amerikanske (eller britiske) F-35 lette fra deres han garskibe og levere den slagkraft mod de landbaserede A2AD-systemer, som er nødvendig for at etablere air superiority. På den måde vil en dansk fregat ligeledes kunne bidrage direkte til en markant effekt på det operative niveau. En logisk konsekvens af disse forhold er, at Søværnets fregatter skal kunne samarbejde med Flyvevåbnet, 14) Den enhed i flådestyrken, der har ansvaret for at forsvare styrken mod lufttrusler. 11

12 hvad angår kontrol med og i sidste ende forsvar af det danske luftrum, idet det er Flyvevåbnets opgave at planlægge og koordinere dette. Et samarbejde mellem Søværnet og det nyoprettede NAOC 15 om træning og konceptudvikling vil derfor være relevant. Der er dog et stykke vej endnu, før fregatterne og i sidste ende Forsvaret kan gøre brug af den nye kapacitet. Til at starte med er der spørgsmålet om, hvor mange missiler Danmark skal råde over. Hvad med reser ver? Er vi nødt til at udvikle vores egne skuddoktriner, 16 eller er vores allierede (fx USA, Holland og Canada) villige til at dele deres erfaringer med anvendelse af missilet? Derudover kommer spørgsmålet om, hvordan den nye områdeluftforsvarskapacitet skal understøttes uddannelses- og træningsmæssigt. Materiellet, dvs. MK41- launcheren, 17 kan hurtigt certificeres ved US Navy, 18 men hvad med besætningerne? Ved første øjekast vil der være behov for specialuddannelse af blandt andet air warfare officers og air controllers, samtidig med at der vil opstå øget behov for samtræning af Flyvevåbnets fighter allocators og fregatternes air defencesektioner. Udstyret med SM-6-mis siler vil fregatterne kunne indgå i NATO s IAMD-arkitektur, 19 hvilket sandsynligvis vil kræve yderligere special uddannelse og tilførsel af yderligere specialuddannet personel om bord på fregatterne. 4.2 Antiubådskrigsførelse Af forligsteksten fremgår det, at Forsvaret skal opbygge en kapacitet, der kan spore og bekæmpe ubåde. Det primære formål med anti-submarine warfare (ASW) er at nægte modstanderen effektiv anvendelse af sine undervandsbåde. Men hvad betyder det i praksis? En nærlæsning af det doktrinære grundlag giver følgende udledning: MTP I, vol. I, pkt (NATO 2015) 15) National Air Operations Centre. 16) Den taktiske anvendelse af missilet (antal af missiler per mål, skudafstand mv.). 17) Den launcher, SM-2/SM-6 skal afskydes fra. 18) Launcheren skal først godkendes, før der kan affyres missiler fra den. 19) Integrated air & missile defence. 12

13 Hvis man holder disse overordnede ASW-opgaver op imod den strategiske baggrund for forsvarsforliget, kan man opstille følgende liste over mulige anvendelsesområder for Søværnets nye ASW-kapacitet: a. Lokalisere, neutralisere eller bekæmpe dieselelektriske ubåde af Kilo-klassen i Østersøen b. Beskytte allierede troppetransporter og forsyningsskibe i Østersøen c. Beskytte landinstallationer såsom allierede tropper i Baltikum mod angreb fra søsiden 20 d. Beskytte havneanlæg og ankerpladser i Østersøen e. Bidrage til monitorering og eventuelt afskrækkelse af nuklearubåde i GIUK og dieselelektriske ubåde i de dan ske stræder Det er opgaver, som Danmark naturligvis ikke kan eller bør udføre selvstændigt. Det kan dog være i en sådan sammenhæng, at danske enheder vil skulle indgå. En tankevækkende ud vikling er, at dieselelektriske ubåde ikke længere kun kan ses som en trussel, der har en effekt i det maritime domæne, men i stigende grad også udgør en trussel mod mål på landjorden. Således er Rusland begyndt at opgradere Kilo-klassen til at kunne affyre Kalibr-missiler med en rækkevidde (se figur nedenunder), der potentielt kan udsætte landbase ret infrastruktur samt danske og allierede land styrker for en ikke uvæsentlig risiko. Det gør antiubådskrigsførelse til et vigtigt værnsfælles anlig gende i fremtiden (Joint Air Power Competence Centre, 2016). 20) Udført af opgraderede ubåde af Kilo-klassen - bevæbnet med langtrækkende Kalibrkrydsermissiler. Disse er med succes affyret af samme ubådstyper mod landmål i Syrien. 13

14 Når man beskæftiger sig med ASW, er det vigtigt at holde sig for øje, at moderne undervandsbåde er markant mere støjsvage, end de var under den kolde krig. Det betyder, at Forsvaret skal tænke nøje over, hvilke sonarsystemer man vælger at indkøbe i den kom mende tid, idet der eksisterer en række forskellige sonarsystemer med hver deres karakteristika. Sonar sy stemer kategoriseres i udgangspunktet som aktive eller passive systemer med hver deres primære anvendelses område i forhold til både doktrin og hydrografiske forhold. Det vil sige, at et passivt system, fx en passiv towed array sonar (TAS), 21 kan virke fremrag ende mod støjende nukleare ubåde i GIUK, mens den vil være mindre egnet til at detektere støjsvage dieselelek triske ubåde i Østersøen. Sidstnævnte er som følge af den meget komplekse hydrografi historisk kendt som et særdeles vanskeligt sted at lokalisere ubåde. Med andre ord bør der i anskaffelsesfasen for de nye sonarsystemer indgå en analyse af, dels hvilke ty per af ubåde Søværnets enheder skal kunne detektere (og i sidste ende bekæmpe), og dels i hvilket far vand det skal foregå. Et andet forhold, der er værd at have med i overvejelserne, er, at tidligere tiders fascination af og tillid til passive sonarsystemer er tæt på at være vendt i nutidens undervands domæne. Det skyldes blandt andet, at den generelle baggrundsstøj i havene er stigende, 22 samtidig med at ubåde nes akustiske signatur er støt faldende (Joint Air Power Competence Centre, 2016). Det betyder, at den generelle tendens er et øget fokus på aktive sonarsystemer og andre teknologidrevne initiativer som eksempelvis ubemandede platforme og undervandsdroner. Forsvaret bør overveje at kanalisere studie- og udviklingsmidler til det område i fremtiden, således at vi i Danmark på sigt kan være med, om ikke i forreste række, så i hvert fald umiddelbart derefter. I lyset af forsvarsforligets prioriteringer bør Danmark være up to date, når det gælder den nyeste udvikling inden for anti ubådskrigsførelse både doktrin- og teknologimæssigt. En anden, men absolut ikke uvæsentlig udfordring bliver at beslutte, hvilke skibe der skal udstyres med yderligere sonarsystemer. På nuværende tidspunkt er både støtteskibene af Absalon-klassen samt fregatterne udstyret med en skrogmonteret sonar, hvis primære formål er at detektere undervandstrusler i enhedens umiddelbare nærhed. Spørgsmålet er, hvilke enheder der skal udstyres med et sonar system, som kan detektere ubåde på længere afstand, end den nuværende 21) En række af hydrofoner, der slæbes i en passende afstand efter en enhed for ikke at blive påvirket af skruestøj mv. 22) Som følge af øget skibstrafik og undervandsaktivitet som fx havbundsboringer. 14

15 skrogmonterede sonar muliggør, og hvilke forventninger der følger med, når Søværnets enheder får mulighed for at detektere ubåde på så stor en afstand, at det kan mærkes på flådestyrkeniveau. Giver det i den forbindelse mening at opgradere fregatterne med et avanceret sonarsystem, når de nu endelig bliver udstyret med missiler til den luftforsvarsopgave, som fregatterne oprindelig er tiltænkt? Man skal være klar over, at fregatterne, jf. det operative grundlag (Værnsfælles Forsvarskommando Marinestaben, 2016), har antiluftkrig og antioverfladekrig (ASUW) som primære prioriteter, mens ASW er sekundært. Det vil sige, at fregatterne blot skal kunne udføre ASW til selvforsvar af egen enhed. Det er blandt andet disse forudsætninger, som besæt ningsstørrelsen på enhederne er dimensioneret efter. Hvis fregatterne skal kunne være med helt fremme inden for både AAW og ASW på samme tid, som forliget implicit lægger op til, er der behov for en tilpasning af besætningsstørrelse og -sammensætning. Lige netop dette for hold er generelt en stor bekymring og ikke kun i forhold til ASW-kapacitet. Ud over en ændret besætningsvolumen er det også nødvendigt med en anden besætningskvalitet for at kunne opbygge en troværdig ASW-kapacitet. I modsætning til andre krigsførelsesområder er antiubådskrigsførelsens primære udfordring at finde modstanderen. Her er erfaring med betjening af systemer og fortolkning af de data, som sonarsystemerne tilvejebringer, altafgørende. Her starter Søværnet næsten fra nul, idet der ikke er mange erfarne sonargaster fra ubådenes tid tilbage i flådens tal. Som led i genopbygningen af en troværdig ASW-kapacitet er det derfor bydende nødvendigt at uddanne og fastholde nye sonargaster. Det samme gør sig gældende for taktiske befalingsmænd og taktiske officerer med speciale inden for ASW, idet ASW er en disciplin, der kræver dyb indsigt i hydrografi, ubådsoperationer, antiubådstaktik samt våbenkoordinering med andre skibe, fly og helikoptere. Fastholdelse af personellet på alle niveauer bør være et altoverskyggende mantra, der prioriteres lige så højt som rekruttering, hvis ikke højere. Det er dog ikke kun i enhederne, der er behov for en styrkelse af personellet. Der vil komme et øget behov for at fast holde og udvikle institutionel viden om ASW og ubådsoperationer. Hvis ambitionen om en reel dansk ASW-kapacitet er så stor, som forliget lægger op til, er det nødven digt at til føre ressourcer hertil. Søværnet har som bekendt ingen undervandsbåde, som enhedernes træning kan bygges op omkring, hvorfor Søværnet fortsat er nødsaget til at træne ASWkompetencer under øvelser med allierede i NATO-regi. I den forbindelse bør der i fremtiden fokuseres skarpt på deltagelse i dedikerede ASW-øvelser såsom Dynamic Mongoose og Dynamic Manta. 15

16 Et andet og knap så omtalt forhold i undervandsdomænet er truslen mod infrastrukturen på havbunden. Her tænkes især på de fiberoptiske kabler, der forbinder verden informationsmæssigt. Som led i en A2AD-strategi vil sabotage af undervandskabler i Østersøen (og i Nordatlanten) være en reel mulighed, hvorfor ASW-indsatsen i tilfælde af en tilspidset geopolitisk situation også bør have beskyttelse af den vitale infrastruktur på havbunden for øje. Kilde: The tactical reasons for doing so are plain: in the case of heightened tensions, access to the underwater cable system represents a rich trove of intelligence, a potential major disruption to an enemy s economy and a symbolic chest thump for the Russian Navy. (Stavridis 2015) Søværnet får med de materielanskaffelser, der følger med forsvarsforliget, for alvor mulighed for at genopdage ASW som krigsart under forudsætning af, at der tages en bredspektret tilgang til opbygningen af ASW-kapaciteten. Til det formål har Marinestaben allerede på nuværende tidspunkt nedsat en Task Force Anti-Submarine Warfare, som netop skal sikre en konsolideret tilgang til ASWområdet på tværs af enheder og myndigheder ud fra DOTMLPFI-tankegangen Minelægning Minelægning var tidligere, som mange andre af Søværnets udfasede kapaciteter, baseret på Danmarks særlige geostrategiske position. Som strædenation i adgangsvejen mellem Atlanterhavet og Østersøen har Danmark traditionelt opbygget kapaciteter, der gav mulighed for at afholde en fjende fra at benytte dansk farvand til egen fordel. Små militære enheder som ubåde, kystkorvetter, minerydningsfartøjer og minelæggere udgjorde således rygraden i det danske sømilitære værn helt frem til Efter 2004 har dansk sømilitært fokus været på større oceangående skibe som fregatter og støtteskibe, som kan bidrage til varetagelse af danske og allierede interesser i verden. Argumentet har været, at dette vil bidrage til den danske sikkerhed ud fra en idé om, at NATO vil beskytte os mod trusler, såfremt vi er i stand til at bidrage troværdigt til alliancen. Efter at fri bevægelse i og adgang til Østersøen igen er blevet et område, som har militær inter esse, er behovet for at kunne kontrollere de danske farvande 23) Doktriner, organisation, træning/uddannelse, materiel, ledelse, personel, faciliteter og interoperabilitet. 16

17 igen kommet på den politiske dagsorden. Forligspartierne er derfor blevet enige om det, man kunne kalde en begyndende minelægningsstrategi. Forsvaret skal indlede et uddan nelsesforløb for et mindre antal officerer, så den grundlæggende viden om minelægningsoperationer fastholdes. 24 Med denne formulering tildeler Folketinget Forsvaret ansvaret for at definere idéen med en sådan strategi, hvilket afstedkommer spørgsmål som: Skal Søværnet selv have evnen til at lægge miner? Eller skal værnet blot kunne rådgive Danmarks allierede, hvis behovet opstår? I international sammenhæng kan man forestille sig, at Danmark bidrager til planlægningen af en minelægningsoperation i rammen af NATO. En sådan operation kunne fx have til formål at begrænse en fjendes frie be vægelighed i Østersøen uden for dansk territorium. Her ville en mulighed være at udlægge et minefelt ud for indsejling til Finskebugten eller lægge felter fra Litauen til Polen for at begrænse adgangen til havne i den del af Østersøen. I fredstid er det svært at forestille sig, at Danmark, eller en hvilken som helst anden nation, vil være villig til at afgive så meget kontrol, det er at tillade en DM 61 på agterdækket af en FLYV-kl. anden nation at minere danske farvande. Derfor vurderer vi, at forligets (Kilde: implikationer for Søværnet er, at danske enheder i et vist omfang selv skal være i stand til at lægge miner. Den antagelse er baseret på en forståelse af, at en række af Søværnets skibe er forberedt til at kunne lægge miner, og at Forsvaret vedligeholder en anselig beholdning af søminer. Det, Forsvaret skal beslutte, er altså, hvor mange ressourcer der skal afsættes til at genetablere en dansk minelægningska pacitet. Altså hvor godt, hvor meget og hvor længe? Det første, Søværnet skal tage stilling til, er doktrin. Hvis vi antager, at trusselsbilledet ikke er det samme som under den kolde krig, og man derfor ikke kan benytte sig af den gamle antiinvasionsdoktrin, skal Søværnets gamle doktrin skrives om. Det mest sandsynlige er, at doktrinen skal ba seres på det materiel, vi stadig vedligeholder, og som udgør en anselig ressource. Det betyder, at rygraden i en ny dansk minelægningsdoktrin vil være selv virkende bundminer (som fx den teknisk oplagte DM61), som kan udlægges fra Absalon-klassen, Thetis-klasse og 24) Aftale om Forsvaret

18 Supply-klassen. 25 Som følge af udfasningen af ubådene, har Danmark kun dog begrænset evne til at indhente efterretninger om fjendt lige skibes undervandssignaturer. Derfor tror vi, at en dansk doktrin nødvendigvis vil skulle baseres på adgang til efterretninger fra vores allierede. Det næste er organisationen. Betyder det at have viden om mi nelægning, at Søværnet skal oprette en selvstændig minelægnings organisation, som leverer studie/udvikling samt bidrag til den operative planlægning? Eller betyder det, at en række specialister med adgang til en operativ platform, der kan udlægge miner, opbygger evnen til at minere de indre danske far vande? Det mest sandsynlige er, at vi lander et sted midt imellem. Vi vurderer, at Søværnet opretter et antal skråstregsstillinger 26 beklædt af officerer, som har kendskab til minelægning, og som får til opgave at udarbejde mine lægningsdoktrinen og gennemføre træningen samt den ope rative planlægning, hvis behovet opstår. Vi forventer, at disse officerer også kommer til at indgå i en anden funktion om bord på de skibe, som er forberedt til at udlægge miner. Der eksisterer imidlertid en række udfordringer, som kan vise sig at være afgørende for, om Søværnet opnår et reelt udbytte af strategien. Hvis organisationen udgøres af skråstregsstillinger, som en del af en eksisterende besætning på et skib eller en del af en landbaseret organisation, vil en oplagt udfordring være, i hvilket omfang organisationen vil opnå den fornødne effekt og relevans. En anden ud fordring, som hænger sammen med spørgsmålet om relevans, er, i hvilket omfang medarbejderressour cerne vil blive absorberet af de øvrige opgaver. En minelægningsorganisation bestående af skråstregsstil linger vil være defineret af, i hvor stor udstrækning ledelsen er villig til at allokere ressourcer og dermed legitimitet. Såfremt det besluttes at opstille en organisation med specialister, vil legitimiteten også afhænge af, i hvor stor udstrækning det politiske niveau anser opgaven som vigtig. Træning af minerydningsorganisationen bliver en øvelse i at prioritere. Uanset hvilket skib der bliver allokeret som platform, trækker man træningstid fra et skib, der også skal træne sine primære warfares. 27 Det er nærliggende at forestille sig, at Absalon-klassen bliver allokeret som minebærende enhed. Besætningen skal derfor prioritere mellem træning af ASW (såfremt klassen bliver udstyret med en egentlig antiubådskapacitet), AAW, ASUW, støtteskibsfunktionen og minelægning. Vi vurderer derfor, at kvali teten af træningen er afhængig af, hvor alvorligt behovet for at kunne afskrække fjenden fra at be nytte dansk territorium vurderes af dels NATO og dels det politiske niveau i Danmark. 25) De store miljøskibe i Søværnet (Gunnar Thorson-klassen). 26) Stillinger, hvis indhold dækker mere end én funktion. 27) Overfladekrig, luftkrig, undervandskrig mv. 18

19 Det materiel, der er til rådighed, består af de søminer, som eksisterede efter udfasningen af minelæggerne af Falsterklassen. Danmark har en anselig beholdning af søminer, som er teknisk oplagte. Det betyd er, at de bliver vedligeholdt, men ikke teknisk opdateret. Søminer er, jf. MTP-6 Vol. (NATO, 2016 s. 2-1.), defineret som en eksplosiv anordning, som udlægges i vandet med inten tionen om at skade eller sænke skibe eller at af skrække en aktør fra at benytte et område. NATO kate goriserer søminer ud fra deres formål, deres mål/effekt og metoden, hvormed de udlægges (fx SLOC - Interdiction, antisubmarine, surfaced laid seamine). Faktaboks: DM61-G2 (SGM 80/IGM 10). Joint Dutch- German project developed for launching from fast attack craft. Mines were originally designated as SGM 80 (Seegrundmine 1980). The fuze is microprocessor based and accepts acoustic, magnetic and hydrodynamic signal processing channels. Weight of 1,543 lbs. (700 kg) with a 1,102 lbs. (500 kg) charge. Size is 71 in X 24 in D (180 cm L X 60 cm D). IGM 10 is a derivative intended to be laid by submarines. Manufactured by STN Atlas Elektronik GmbH and introduced in DM51-G4 (SAI). Another Dutch-German project, this one manufactured by AEG/ Telefunken (Germany) and Wedel (Denmark). Initials stand for Seemine Anti-Invasion. Intended to be laid by landing craft and helicopters in closecoastal waters. Weight of 254 lbs. (115 kg) with a 132 lbs. (60 kg) charge. Size of 31.5 in L X 14.2 in D (80 cm L X 36 cm D) when deployed with mine-laying rails on surface ships. Introduced in (Kilde: Ved planlægning af mine counter-measures (MCM) operationer kategoriseres miner ud fra deres position i vandet og/ eller den måde, hvorpå de påvirkes (fx multiple influenced groundmine). De hollandsk/tysk udviklede søminer, DM 61 og DM 51, ligger på depoter rundt omkring i landet. Disse typer er multiple influenced bundminer og kan reagere på lyd, magnetisme og hydrodynamik. Mikroprocessoren i minen er forberedt til at kunne inde holde et billede af et specifikt skibs undervandsprofil. Det giver mulighed for at udlægge intelligente mi nefelter, som tillader venlige skibe at passere og kan afskrække fjendtlige skibe. Som nævnt har Danmark begrænset kapacitet til at registrere fjendtlige skibes undervandsprofil, hvilket begrænser muligheden for effektiv anvendelse af de miner, som vi er bundet til ved materielarven. Det positive er, at denne type mine kommer på minevogne, som kører på skinner, der igen kan monteres på stort set alle Søværnets skibe. På den måde kan man med minimal økonomisk påvirkning udlægge et minefelt, som kan af skrække fjendtlig passage, omend det også vil begrænse vores egen færden i et område. Særligt to skibsklas ser er oplagte at benytte til udlægning af miner: Absalonklassen og Supply-klassen. Absalon-klassen er velegnet med sit flexdæk, mens miljøskibene har et stort agterdæk, hvorfra minerne kan kastes. Et andet projekt affødt af forsvarsforliget, som er særlig interessant i relation til minelægningsstrategien, er beslutningen om at afvente udfasningen af 19

20 Supply-klassen og undersøge muligheden for at erstatte miljøskibene med multipurpose krigsskibe. I afsnit 4.5 antager vi, at den bedste løsning for en sådan skibstype vil være at udforme dem som kystkorvetter. I relation til en succesfuld minelægningsstrategi vurderer vi, at den smarteste løsning vil være at bygge et skib, som er en kombineret MCM/NMW-dykkerplatform 28 med mulighed for at indgå i miljøberedskabet. Danmarks containeriserede minerydningskapacitet med dykkercontainer, MCM Danmark, er allerede afprøvet fra andre enheder med succes. Miner kan som beskrevet kastes fra agterdækket, hvis det er udformet til det. Søværnet er i besiddelse af to containeriserede trykkamre, en dykkerklokke med trykluft og dykkerpanel, og derudover har værnet i lang tid opereret med en modulariseret miljøbekæmpelseskapacitet. De krav, der stilles til et skibs manøvreegen skaber og platformsstabilitet, er stort set sammenfaldende inden for de fire områder, MCM, NMW, dykning og miljøoprydning. Vi vurderer, at minelægningsstrategien vil have de bedste forudsætninger, hvis Dan mark investerer i en erstatning for Supply-klassen, som kan håndtere ovenstående opgaver, forud sat at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til at træne alle kapaciteterne. Hvis minelægningsstrategien opbygges omkring et af de eksisterende skibe, vil ledelsen af organi sationen være udfordret af kampen mellem prioriteter. I det tilfælde vurderer vi, at strategiens succes igen afhænger af, hvor stor værdi det politiske niveau tillægger den. Hvis ikke mine lægningsorganisa tionens ledelse får tilstrækkelig opbakning, vil den skibsledelse, der er tilknyttet plat formen, ikke blive målt på, hvor god den er til at udlægge minefelter, men på en af de andre af ressourceknapheden bestemt konkurrerende hovedkrigsområder. Ledelsen af et flerfunktionsskib vil i stor udstrækning ligne ledelsen af et hvilket som helst andet skib med den tilføjelse, at MCM DNK og minørtjenesten allerede eksisterer som organisationer med deres egen ledelse. Vi vurderer, at succesen af strategien i dette tilfælde vil være afhængig af kvaliteten af samarbejdet i den fælles ledelse af skibet. Den største udfordring i relation til minelægningsstrategien knytter sig til personelområdet. Spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt kun at uddanne et mindre antal officerer for at fastholde den grundlæggende viden om minelægningsoperationer. Som vi har vist i dette afsnit, mener vi ikke, at et mindre antal officerer er nok. En alt for tyndt bemandet organisation vil have vanskeligt ved at opnå gennemslagskraft og lydhørhed med deraf følgende begrænset relevans (Meyer & Rowan, 1977). En beslutning om at bygge flerfunktionsskibe, der skal varetage flere opgaver, vil i særdeleshed stille store krav til besætningssammensætningen. STANDARD 28) Naval mine warfare. 20

21 FLEX 300 Flyvefisken-klassen udgjorde i 90 erne og i 00 erne Søværnets fleksible enheder, som kunne konfigureres til forskellige roller. Specifikke krav til besætningernes kvalifikationer inden for de forskellige roller medførte, at enhederne reelt blev udstyret og låst i tre forskellige roller med hver deres højt specialiserede besætninger. Platformen kunne i sig selv let omkonfigureres, men ud fordringen var, at besætningerne ikke umiddelbart kunne omstilles til en ny rolle. Vi vurderer, at den organisatoriske historie, der knytter sig til STANDARD FLEX 300-konceptets svag heder, bør medtænkes for at sikre minelægningsstrategiens kvalitet. 4.4 Længererækkende præcisionsmissiler (strikekapacitet) Anskaffelse af længererækkende præcisionsmissiler, eller strikemissiler, kan umiddelbart lyde som en stor mundfuld. Strikemissiler er et offensivt våben, der anvendes til nedkæmpelse af mål på landjorden. En dansk fregat vil således kunne levere støtte til landbaserede styrker i form af ildstøtte og have effekt på både taktisk og operativt niveau. Strikekapacitet vil kunne være et værdifuldt bidrag til en luftkampagne, hvor modstanderens landingsbaner eller luftforsvarssystemer skal nedkæm pes i de indledende faser af en større operation eller kampagne. I et A2AD-scenarie vil en neutralisering af integre rede luftforsvarssystemer samt ballistiske missiler (med tilhørende ildledelse og C2-systemer) såsom Iskander-M være en absolut første prioritet, inden allierede forstærkninger risikofrit vil kunne bevæge sig ind i Østersøen. Strikes udført af maritime enheder og F-35 vil være et essentielt led i etablering af sea control og air superiority. Dertil kommer, at strikemissiler vil kunne bidrage til ballistisk missilfor svar ved at neutrali sere modstanderens kapacitet til at affyre ballistiske missiler. Rent militærfagligt giver anskaffelsen af strikemissiler således god mening, i hvert fald på det taktiske og operative niveau. Strategisk er det et spørgsmål om, hvorvidt Danmark som småstat er villig til at betale prisen for at have et så efterspurgt offensivt våben i inventaret. Foruden risikoen for at blive et strategisk mål i sig selv i eventuelle fjendtligheder med Rusland, vil en sådan kapacitet højst sandsynligt blive efterspurgt i forbindelse med potentielle operationer i Middelhavsregionen eller i Mellemøsten. En dansk strikekapacitet vil omvendt også kunne medføre strategiske muligheder i form af supplement til eller aflastning af tilsvarende amerikanske enheder. Hvis anskaffelsen af strikemissiler på sigt bliver en realitet, skal der tages stilling til typevalg og placering. Optimalt set bør en dansk strikekapacitet placeres på både Flyvevåbnets F-35 og på Søværnets fregatter. På den måde vil fregatterne kunne fungere i et samarbejde med F-35 i forbindelse med våbenaflevering. F-35 vil ligeledes kunne fungere som enhed til måludpeg ning. Det medfører igen et behov for samtræning og fælles doktrinudvikling, især hvad angår målud pegning (targeting), som er en vanskelig disciplin i sig selv. 21

22 4.5 Militære fartøjer til løsning af havmiljøopgaver Det kom som en overraskelse for mange, at forsvarsforliget de facto annullerer udbuddet af Søværnets nye miljøskibe. Forliget nævner eksplicit, at en sådan ny skibsklasse primært skal løse militære opgaver og kun i nødvendigt omfang kunne løse havmiljøopgaver. Men hvad betyder det i virkeligheden? Flere har kritiseret Søværnets nuværende maritime indsatsenheder af Dianaklassen og deres snævre anvendelsesmuligheder. Der har været rejst tvivl om skibenes sødygtighed, støjgener for besæt ningerne samt manglende interoperabilitet med Søværnets øvrige enheder, især med hensyn til kommunikationsudstyr. Spørgsmålet er, om forliget implicit lægger op til en skibsklasse, der skal erstatte både miljøenheder og patruljefartøjer i samme ombæring. En optimal løsning vil i den forstand være en skibsklasse af korvet størrelse, der kan indsættes i indre danske farvande samt i Østersøregionen. Danmark har siden oplæg ningen af Flyvefisken-klassen ikke haft en mellemstor skibsklasse, der kan løse militære op gaver og indgå i en flådestyrke på lige fod med vores allierede. Den nye skibsklasse vil således både skulle fungere som Søværnets primære enhed til suverænitetshævdelse i Danmark og samtidig være i stand til at deltage meningsfuldt i større regionale øvelser såsom BALTOPS, DANEX og NOCO for på den måde i højere grad at blive integreret i det øvrige søværn. Et sådan flerfunktionsskib vil desuden kunne åbne flere karriereveje for flere personelgrupper og dermed modvirke den fastholdelsesudfordring, der for tiden gør sig gældende i Søværnet. 4.6 Tilpasning af kommandostrukturen Forsvarsforliget medfører en betydelig organisatorisk forandring i Søværnets kommandostruktur. De to separate stabe, Marinestaben, som i dag er en del af Værnsfælles Forsvarskommando, og Søværnets Taktiske Stab, der er Søværnets knudepunkt for kommando og kontrol samt planlægning af sømilitære operationer på task group-niveau, samles under én hat i Søværnskommandoen. Det betyder, at Søværnet nu får en NIV II-myndighed med et mere operativt sigte end hidtil. Sådan udlægges det i hvert fald flere steder. Søværnskommandoen bygges op omkring en traditionel N1-9-stabsstruktur og vil overtage opgaven med styrkeindsættelse af enheder i nationale operationer i danske farvande det vil sige suverænitetshævdelse, farvands overvågning, havmiljøopgaver og søredning. Det betyder i praksis, at JRCC-funktionen 29 overføres fra Operationsstaben til Søværnskommandoen. Derved kommer organisationen til at minde meget om den organisering af Søværnets nationale opgaveløsning, som eksisterede inden implementeringen af forsvarsfor liget Den taktiske kontrol af enheder som patruljefartøjerne af Dianaklassen vil således formentlig igen overgå til et operationscenter (hvis navn endnu ikke er fastlagt), der bliver underlagt Søværnskommandoens N3-sektion. 29) Joint Rescue Coordination Centre. 22

23 Spørgsmålet er, om Søværnskommandoen kun kommer til at indsætte enheder til myndighedsopgaver, eller om den vil kunne indsætte større enheder som fx fregatterne til opgaver i den højere ende af konfliktspektret, fx i Østersøområdet. Uanset hvad vil der ligge en del arbejde i at få afklaret snitfladerne mellem Søværnskommandoen og Operationsstaben i den nye Forsvarskommando. Søværnets Taktiske Stab integreres som tidligere nævnt i Søværnskommandoens nye N-struktur og ophører dermed med at eksistere som selvstændig myndighed. Der vil dog fortsat være et behov for at kunne opstille en føringsstab til planlægning, gennemførelse og evaluering af sømilitære operationer på task groupniveau. Denne føringsstab vil derfor skulle udskilles fra basisorganisationen fra gang til gang, for mentlig med Søværnskommandoens vicechef som styrkechef. Et interessant spørgsmål er, om Søværnet vil gå hele vejen og i harmoni med tidligere praksis gøre chefen for Søværnskommandoen til overordnet maritime component commander (MCC) i nationalt og endda i NATO-regi (som CTF 420) i tilfælde af krise og krigslignende tilstande i nærområdet. Hvis man vælger den mo del, giver udsagnet om et mere operativt sigte i Søværnets organisation rigtig god mening. En anden markant organisatorisk ændring bliver oprettelsen af en ny 3. Eskadre i Frederikshavn, som samler styrkeproduktionen til den nationale opgaveløsning i én eskadre. Hidtil har enhederne til fx farvandsovervågning været spredt ud over flere myndigheder. Således har patruljefartøjerne af Diana-klassen været underlagt 2. Eskadre, mens det maritime overvågningscenter (MOC) samt kyst- og mari neudkigssta tioner m.fl. har været underlagt Søværnets Overvågningsenhed i Korsør. Endelig har kyst redningstje nesten og miljøfartøjerne været en del af 1. Eskadre, der tillige styrkeproducerer til indsatsen i Arktis. Den organisatoriske ændring medfører en højere grad af specialisering i eskadrerne, idet 1. Eskadre groft sagt kommer til at koncentrere sig om Arktis, 2. Eskadre om kampenhederne, og 3. Eskadre om de enheder, der skal udføre myndighedsopgaver i de hjemlige farvande. Dertil kommer nedlæggelsen af Søværnets Skole med underliggende centre, 30 der alle lægges ind under de enkelte eskadrer. Hvordan fordelingen mellem eskadrerne ender med at blive, er for nuværende ikke offentliggjort. Indtil videre er det kun centrene for henholdsvis sømilitær teknologi og dykning, der flyttes geografisk. De øvrige centre bliver liggende på deres nuværende placeringer rundt omkring i landet. Det, der dog allerede på nuværende tidspunkt kan konstateres, er, at eskadrerne ikke bliver samlet i et geografisk område. Således kommer den nye stab for 3. Eskadre eksempelvis til at ligge i Frederiks havn, mens eskadrens enheder fortsat vil være spredt ud over flere flådestationer og andre etablissementer rundt omkring i landet. 30) Centrene for skibssikkerhed, dykning, taktik, våben, sømilitær teknik samt sergent- og grundskolerne. 23

24 5. PERSPEKTIVERING Forsvarsforliget vil give Søværnet et substantielt løft, det er der ingen tvivl om. Men hvis præmissen er en øget evne til at håndtere den forværrede sikkerhedssituation (læs: A2AD-ud fordringen i Østersøen) på det regionale plan, er det økonomiske løft ikke tilstrækkeligt til at gøre en markant forskel, i hvert fald ikke på den korte bane. Færdiggørelsen af fregatterne, således at de kan udnytte deres fulde operative potentiale, har været et stort ønske i mange år. Når anskaffelsen af SM-2 og SM-6 missilerne er på plads, venter der dog et stort arbejde med at udvikle doktriner og tilpasse organisationen efter Søværnets nye materielanskaffel ser. Et ikke ubetydeligt arbejde venter ligeledes i uddannelsesstrukturen, hvor der enten skal etableres nye uddannelser, både tekniske og taktiske, eller bilaterale aftaler, således at Sø værnets personel kan uddannes hos Danmarks allierede. Det kan fortsat være hos den nederlandske flåde eller i Canada. De samme udfordringer gør sig gældende for Søværnets nye ASW kapacitet. Her er det særlig udvikling og dermed fastholdelse af specialiseret personel, der er akil leshælen. Det store spørgsmål om, hvilke enheder der skal udstyres med hvilke sonarsystemer, bør desuden skænkes særdeles meget opmærksomhed. Der skal her laves en analyse af, hvorvidt fregatternes nuværende be manding muliggør en specialisering i to af søkrigens discipliner på samme tid, et forhold, der i øvrigt også kan være doktrinære forhold, som kunne tale imod. Og hvad med inspektionsskibene, der har deres daglige tilstedeværelse i Arktis? Vil de kunne udstyres med en ASWkapacitet? Forholdene her kunne ved første øjekast tale for en modulbaseret tilgang til ASW, som kan flyttes rundt mellem skibene, alt efter hvor ASWindsatsen prioriteres højest her og nu. Her er det dog bydende nødvendigt at se på de erfaringer, man gjorde sig med STANDARD-FLEX enhederne, for ikke at ramme ind i de samme udfordringer, som Søværnet oplevede tilbage i 90 erne og 00 erne. Hvis ASW-kapaciteten skal kunne gøre en forskel, skal der desuden anskaffes en bred palet af sonarsystemer under hensyntagen til farvandsgeografi og de under vandstrusler, der gør sig gældende i de enkelte områder. Søværnets nye og mere operative kommandostruktur får en opgave i at udvikle og samtræne Søværnets nye kapaciteter, således at værnet kan udnytte potentialet i det nye materiel fuldt ud, også i en territorialforsvarskontekst. Her skal samtræning med Flyvevåbnets nye F-35 prioriteres, således at territorialforsvaret kan samtænkes. Hvis annulleringen af udbuddet af nye miljøskibe ender med anskaffelse af et nyt mellemstort krigsskib, vil dette ligeledes skulle indgå som en integreret del af territorialfor svaret. Det vil i sig selv kunne styrke det maritime territorialforsvar betydeligt. 24

25 6. LITTERATURLISTE Henrik Breitenbauch (2018). Nyt forsvarsforlig er en solid begyndelse, Jyllands- Posten, 29. januar 2018 John Baylis, James J. Wirtz & Colin S. Gray (2016). Strategy in the contemporary world 5th edition. Oxford: Oxford University Press, 2016: Forsvarets Efterretningstjeneste (2017). Efterretningsmæssig Risikovurdering 2017, november 2017 Sam Tangredi (2013). Anti-Access Warfare: Countering Anti-Access and Area- Denial Strategies, Naval Institute Press, 15. oktober 2013 Carsten Fjord-Larsen (2017). Missiler til Søværnet, krigsvidenskab.dk, 8. februar 2017, (tilgået 5. april 2018) Admiral Jim Stavridis (2015). A New Cold War Deep Under the Sea, huffingtonpost.com, 10. oktober 2015, (tilgået 23. maj 2018) J. W. Meyer & B. Rowan (1977). Institutionalized Organizations: Formal Structure as Myth and Ceremony. American Journal of Sociology, 83(2): NATO (2004). Allied Joint Maritime Operations, AJP 3.1, april 2004 Joint Air Power Competence Centre (2016). The Future of Airborne Anti-Submarine Warfare, juni 2016 NATO (2015). Multinational Maritime Tactical Instructions and Procedures, MTP I, vol. I, oplag G, udgave 1, oktober 2015 NATO (2016). Naval Mine Warfare Principles, Standard MTP-06, vol. I, oplag, D, udgave 2, juli 2016 Værnsfælles Forsvarskommando Marinestaben (2016). Vejledning for udvikling af Søværnets fregatter (til tjenestebrug), april 2016 W. R. Scott, M. Reuf, P. J. Mendel & C. A. Caronna (2000). Institutional Change and Health Care Organizations: From professional dominance to managed Care. Chicago: University of Chicago Press 25