10. søndag efter trinitatis 9. august 2015

Transkript

1 Kl Kl Ravsted Kirke Burkal Kirke Tema: Guds kærlighed og vrede Salmer: 748, 335; 426, , 7, 335; 174, 334 Evangelium: Luk. 19,41-48 Det er med gråd i stemmen at Jesus fælder dom over Jerusalem: "Du kendte ikke din besøgelsestid". Som profeterne græd over det domsbudskab de skulle formidle, sådan græd Jesus også. Han græd over Jerusalem, fordi byen ikke kendte sin besøgelsestid. Det jødiske folk havde forspildt den chance Gud havde givet dem. De havde ikke fattet at Jesus var den frelser som Gud havde sendt til dem. De havde troet at Jesus var en frihedshelt der skulle gøre oprør mod romerne og befri landet. 1

2 Men Jesus kom ikke for at befri dem for den romerske besættelse. For det var ikke en politisk fred han ville give sit folk. Da Jesus palmesøndag red ind i Jerusalem, kom han for at befri sit folk for syndens magt. Han kom for at blive det sidste offer der skulle bringes i Jerusalem. Han kom for at give sit liv for vores skyld. Men hans folk forstod det ikke. Derfor græd han over dem. Han græd sine bitre tårer, fordi han forudså at den smukke gamle by, Jerusalem, senere skulle blive ødelagt af romerne. Jøderne ville ikke tage imod den frelse Gud ville give dem. De ville have en politisk fred, hvorimod Gud ville give dem en åndelig fred, en fred i hjertet. Gud vil give os sin fred der overgår al forstand. Det er fordi han kender os bedst og ved hvad der virkelig tjener til vores fred. Det vi dybest set har brug for er tilgivelse for vore synder. Vi har brug for at blive renset for det onde som bor i os, så vi kan få fred med Gud. Jesus kom til verden for at give os Guds fred. Den fred kan stå som en overskrift over hele hans gerning. 700 år før hans fødsel havde profeten Esajas forudsagt at han skulle kaldes "Freds Fyrste", og at freden over hans rige skulle være uden ophør. (Es. 9,5-6) I hans fredsrige skulle ulven bo sammen med lammet, og panteren ligge sammen med kiddet. Da Jesus blev født julenat, gik dette løfte i opfyldelse. Den himmelske hærskare uden for Betlehem lovpriste Gud og sang: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!" (Luk. 2,14) Fred er ifølge Bibelen genoprettelse af tingenes normale tilstand mellem Gud og mennesker, og mellem mennesker indbyrdes. Fred betyder også at synden tilintetgøres, og at skabningen bliver fornyet. Det er den fred Jesus giver os som vores store ypperstepræst. Han står efter sin himmelfart altid foran Gud på vores vegne og for vores skyld. Han er vores talsmand hos Gud. Med sine ar på hænder og fødder, samt sit sår i siden, viser han hvad vores frelse kostede ham. Jesus gav os Guds fred ved sin død på korset. Han slettede langfredag vores gældsbevis, ved at han selv betalte vores gæld med sin død. Så var der ikke længere nogen uoverensstemmmelse mellem Gud og os. Vi blev sat fri. Og når vi tror på Jesus, er vi i Guds øjne retfærdige. Så er der fred mellem Gud og os. Det var også derfor Jesus efter sin opstandelse kunne møde sine disciple med de vidunderlige ord: "Fred være med jer!" Det er den samme hilsen vi hører i gudstjenesten, når vi går ned fra alteret efter at have modtaget nadveren. I nadveren får vi et konkret tegn på at vi har fået tilgivelse for vores synder. Dermed har vi Guds fred. Det bliver lidt senere gentaget i den aronitiske velsignelse, hvor det sidste ord netop er fred: "Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred." 2

3 Fordi Jesus giver os Guds fred, kaldes han for fredsfyrsten. Men så er det mærkeligt at tænke på hvordan Jesu fredsbudskab blev modtaget af hans eget folk. De ville ikke høre tale om nogen fred. Tværtimod modarbejdede de jødiske ledere Jesus af al magt. De søgte at få ham ryddet af vejen. I første omgang mislykkedes det for dem, fordi folk hang ved ham for at høre ham. Men allerede langfredag, få dage efter hans indtog i Jerusalem, lykkedes det for ypperstepræsterne og de skriftkloge at få folk til at skifte mening, så de kunne få Jesus korsfæstet. Som sandt menneske kendte Jesus til alle slags menneskelige følelser, og i dag ser vi to bestemte, meget stærke følelser hos ham: Kærlighed og vrede. Guds vrede er en naturlig følge af hans kærlighed. For dér hvor kærligheden afvises, kommer vreden frem. Det er det der med et gammelt ord kaldes nidkærhed. Fordi Gud elsker os mennesker så højt, bliver han vred, hvis vi afviser hans kærlighed. Gud er jo ikke en blind naturmagt, men en personlighed med en stærk vilje. Han elsker, og han bliver vred. Gud er ikke ligeglad med os, men han længes efter at have fællesskab med os. Han ønsker at vi skal komme til ham og være sammen med ham. Gud bliver vred over menneskers oprør og ulydighed. Gud bliver vred på alt det der trodser hans inderlige kærlighed. Lige som en mand bliver vred, hvis nogen vil tage hans kone. Han tåler ikke vores synd. Derfor måtte han allerede lægge afstand til de første mennesker og drive dem ud af Edens Have. Paradiset blev lukket, og englene, keruberne, blev sat til at vogte indgangen med deres flammende sværd. Det er den samme vrede over synden, som vi ser hos Jesus. Da han kom ind på tempelpladsen, blev han vred over at se hvad der foregik der, og i sin vrede jog han de handlende ud af templet. Ypperstepræsten Kajfas havde tilladt at templets forgård blev lavet til et marked, hvor man kunne købe de dyr der skulle ofres inde i templet, og hvor de udenlandske jøder kunne få vekslet deres penge til den valuta, som de skulle bruge til at betale tempelskat. Templet var blevet forvandlet fra et helligsted til en handelsplads. I stedet for at folk respekterede at templet var et Guds hus, blev de optaget af at tjene penge. Templet i Jerusalem blev senere ødelagt, fordi den gamle pagts tid var forbi. Det var i år 70, på kejser Titus' tid. Nu var det ikke længere i templet at Gud og mennesker kunne mødes. Det var ikke længere ved hjælp af dyreofre at det gode forhold mellem Gud og mennesker skulle genoprettes. Indtil Jesu død havde jøderne haft en årlig forsoningsfest, hvor ypperstepræsten gik ind i det allerhelligste, inderst i templet, for at stænke blod på pagtens ark, kassen der rummede de 10 bud skrevet på to stentavler. Men nu havde Jesus ved sin død én 3

4 gang for alle forsonet os med Gud, da han bragte sig selv som offer. Han fungerede som en stor ypperstepræst, der gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod én gang for alle og vandt en evig forløsning (Heb. 9,11-12). Men som sagt udelukker Guds vrede ikke at Gud elsker os, tværtimod. I hans indre foregår der en stadig kamp mellem hans hellige vrede og hans inderlige barmhjertighed. Og det er netop Guds barmhjertighed og medlidenhed med os vi ser så stærkt i dagens tekst. Der er ikke mange steder i det Ny Testamente vi hører at Jesus græder, men her er et af dem. På vej til Jerusalem red han ned ad Oliebjerget øst for byen. Foran ham lå den store hellige by, smuk og henrivende i al sin skønhed. Ikke mindst det store tempel, som kong Herodes dengang var ved at bygge. Fra bjerget så Jesus Guds helligdom ligge foran sig, bygget i hvidt og grønt marmor og beklædt med tykke plader af guld. Templet reflekterede solens skin så prægtigt at ingen kunne beskrive det. Ved det syn blev Jesus overvældet af sorg, fordi han vidste at hans folk ikke ville acceptere ham som Messias. Han vidste at byen inden for en overskuelig fremtid ville blive fuldstændig ødelagt. Jesus græd over at det jødiske folk ikke kendte deres besøgelsestid, så at det i stedet ville blive en hjemsøgelsestid! At kende sin besøgelsestid er blevet et fast udtryk i vores kultur. Hvis man ikke lytter til Guds kald og tager det alvorligt, når Gud taler til en, så kan det let gå hen og blive for sent. Det med at bruge tiden, når den er der. Det minder om hvad der står i Kolossenserbrevet: "Vær vise i jeres omgang med dem udenfor, og brug det gunstige øjeblik. Jeres tale skal altid være venlig, krydret med salt, så I ved, hvordan I skal svare hver enkelt." (Kol. 4,5-6) Når vi ser tilbage på vores eget liv, kan vi måske blive kede af at tænke på alle de chancer vi har spildt. Det er beskæmmende at tænke på alle de gange man kunne have gjort noget godt for andre, men ikke gjorde det! Det har jeg en lille historie om. Den vil jeg her til sidste dele med jer: Det var en mand der talte med en engel og så spurgte: Hvad bliver den tungeste byrde for mig i mit livs sidste stund? Som svar viste englen ham en halskæde med mange, små, sorte sten. Manden tog den i hånden. "Men den føles jo slet ikke tung." "Tag den om halsen", sagde englen. Det gjorde manden så, og straks mærkede han et tungt pres på brystet, der blev værre for hvert minut. Han forsøgte at tage halskæden af, men den var for tung. Hvor meget han end anstrengte sig, kunne han ikke få den af. Han spurgte forfærdet englen: "Hvad er det for en frygtelig kæde?" "Hver sten er en spildt chance til at gøre godt", svarede englen. Manden råbte fortvivlet: "Skal 4

5 jeg bære denne forfærdelige byrde i min sidste stund?" "Der findes en måde at blive fri på, men kun én eneste måde", svarede englen. Og så pegede den på et kors ved vejen. "Gå derhen og bed!" Manden slæbte sig derhen og sank ned ved korsets fod, mens han brændende bad om befrielse. Og se, da gik snoren over, så alle de tunge sten faldt til jorden. Gud ske lov er der derfor tilgivelse for alle vore synder, alle vore fejl og alle vore svigt! Jesus har ordnet vores mellemværende med Gud. Vi har intet at frygte, når vi tager imod ham som vores mellemmand. Han er vores store ypperstepræst, som går i brechen for os. Amen. 5