Fortolkning af Mark 2,13-17

Transkript

1 Fortolkning af Mark 2,13-17 Af Jonhard Jógvansson, stud. theol. 13 Καὶ ἐξῆλθεν πάλιν παρὰ τὴν θάλασσαν καὶ πᾶς ὁ ὄχλος ἤρχετο πρὸς αὐτόν, καὶ ἐδίδασκεν αὐτούς. 14 Καὶ παράγων εἶδεν Λευὶν τὸν τοῦ Ἁλφαίου καθήμενον ἐπὶ τὸ τελώνιον, καὶ λέγει αὐτῷ ἀκολούθει μοι. καὶ ἀναστὰς ἠκολούθησεν αὐτῷ. 15 Καὶ γίνεται κατακεῖσθαι αὐτὸν ἐν τῇ οἰκίᾳ αὐτοῦ, καὶ πολλοὶ τελῶναι καὶ ἁμαρτωλοὶ συνανέκειντο τῷ Ἰησοῦ καὶ τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ ἦσαν γὰρ πολλοὶ καὶ ἠκολούθουν αὐτῷ. 16 καὶ οἱ γραμματεῖς τῶν Φαρισαίων ἰδόντες ὅτι ἐσθίει μετὰ τῶν ἁμαρτωλῶν καὶ τελωνῶν ἔλεγον τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ ὅτι μετὰ τῶν τελωνῶν καὶ ἁμαρτωλῶν ἐσθίει; 17 καὶ ἀκούσας ὁ Ἰησοῦς λέγει αὐτοῖς [ὅτι] οὐ χρείαν ἔχουσιν οἱ ἰσχύοντες ἰατροῦ ἀλλʼ οἱ κακῶς ἔχοντες οὐκ ἦλθον καλέσαι δικαίους ἀλλὰ ἁμαρτωλούς Indledning Forfatter: Markusevangeliet er oprindelig anonymt. Evangeliets titel κατὰ Μάρκον bliver generelt dateret til det andet århundrede. Der er dog meget, som antyder, at titlen kan dateres helt tilbage til evangeliets tilblivelse. Martin Hengel har f.eks. understreget, at evangeliet fik en titel, så snart der blev brug for at skelne Markusevangeliet fra de andre evangelier. Torben Kjær understreger ligeledes, at titlen skal dateres helt tilbage til evangeliets tilblivelse. Han understreger også, at der er en praktisk årsag til, at titlen må have været der lige fra begyndelsen, nemlig således at man har kunnet skelne det fra de andre evangelier. Titlen peger altså på Markus som forfatter. 2 Den oldkirkelige tradition betvivler heller ikke, at det er Markus, som er forfatter. Det ældste vidne vedr. dette er Papias (biskop i Hierapolis ca ). Han understreger, at Markus, som var apostelen Peters tolk, nedskrev dette budskab. Carson og Moo understreger også, at Papias citerer det, som apostelen Johannes sagde om Markus. Hvis Papias er pålidelig, så kan man derved spore Markus som forfatter helt tilbage til den første generation af kristne. Selvom Papias værk Tolkning af Herrens ord er gået tabt, så er et fragment bevaret hos Eusebius, og han peger nemlig på det ovenstående vedr. Markus som forfatter. Udover det kan også nævnes, at Justin Martyr siger, 1 Nestle, E., Nestle, E., Aland, B., Aland, K., Karavidopoulos, J., Martini, C. M., & Metzger, B. M. (1993). The Greek New Testament (27th ed., Mk 2:13 17). Stuttgart: Deutsche Bibelgesellschaft. 2 Markus er den samme som Johannes Markus jf. ApG 12,12. 1

2 at Markusevangeliet er Peters memorier. Irenæus (ca. 180) siger også, at Markus var Peters discipel og tolk. Således kan man altså se, at den oldkirkelige tradition støtter evangeliets titel. Evangeliets indre vidnesbyrd støtter også denne påstand, fordi forfatteren har kendskab til datidens historiske situation. Han har kendskab til adskillige geografiske detaljer. Og han kender jødernes kultur og tradition. Man kan altså med rimelig sikkerhed antage, at κατὰ Μάρκον er pålideligt. Tid: Der har været forskellige tidsangivelser, når det drejer sig om Markusevangeliet: 40 erne, 50 erne, 60 erne og 70 erne. En datering sidst i 50 erne eller først i 60 erne er dog mest sandsynlig. Dette kan f.eks. begrundes udfra den tanke, at alle antydningerne vedr. lidelse i evangeliet måske skyldes, at det er forfattet under den neroniske forfølgelse af de kristne (år 64/65). En datering der omkring er derfor også sandsynlig. Forbindelsen mellem Markusevangeliet og Lukas-ApG spiller også en rolle vedr. dateringen. Hvis man antager, at Lukas har benyttet Markus som kilde, så kan man derved udlede, at Markusevangeliet i hvert fald er blevet til inden år 62, fordi ApG slutter med Paulus fangeskab i Rom år 62. Denne påstand afhænger af, om man betragter to-kilde-hypotesen som en god forklaring til ligheder og forskelle imellem evangelierne. Dette kan illustreres på følgende måde: Men den ovenstående datering behøves ikke at forklares ud fra litterær afhængighed. Man kan også forklare ligheder og forskelle ud fra den tanke, at evangelierne er opstået på baggrud af forskellige vidners beretninger om den samme Jesus-begivenhed. Sted: Her er det sparsomt med information i evangeliet. En stedsangivelse i Italien og evt. Rom synes dog at være mest overbevisende udfra en datering under den neroniske forfølgelse. 2

3 Adressat: Man mener, at evangeliet er skrevet til hedningekristne (evt. i Rom). Dette begrundes f.eks. ved, at Markus forklarer jødernes skikke jf. Mark 7,3-4, og at han oversætter aramæiske ord jf. Mark 7,11. Men det kan også tænkes, at evangelierne er skrevet med en bredere tilhørerskare for øje. En minoritet af jødekristne er også mulig. Formål: Hvad er evangeliets formål? Carson og Moo understreger, at formålet er at pege på Jesus Kristus som Guds søn og særlig som Guds lidende søn. Et kald til discipelskab er også centralt. Evangeliets formål kan også udtrykkes ud fra Mark 8,34: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. 3 Andre har sagt, at der er tale om: A passion narrative with an extended introduction. Kontekst: Markusevangeliet kan deles op på følgende måde: 1,1-13:Indledning 1,14-8,26: Jesu virksomhed i Galilæa 8,27-10,52: Mod Jerusalem 11,1-13,37: I Jerusalem 14,1-16,8: Lidelsesberetning 4 Vi befinder os altså i Markusevangeliets første hoveddel (1,14-8,26), som handler om Jesu virksomhed i Galilæa. Vedr. fjernkontekst kam man sige, at vi først og fremmest har fået en præsentation af evangeliet. Ἀρχὴ τοῦ εὐαγγελίου i 1,1 synes at pege mod indholdet af indledningen (dvs. v. 1-13). Således peger Ἀρχὴ hen imod Johannes Døbers forkyndelsesvirksomhed. I henhold til skrifthenvisningerne i 1,2-3 ser man, at en begivenhed af eskatologiske dimensioner indledes med Johannes Døbers virksomhed. Johannes peger på Jesus som den stærkere. Det paradoksale er, at den stærkere lader sig døbe af den svagere. Dette har dog en dyb soteriologisk betydning, fordi når Jesus lader sig døbe af en dåb til syndernes forladelse, så indleder han en stedfortrædende virksomhed, som kulminerer med døden på korset. Således kan man også se Jesu kald til Levi i lyset af dette. Kaldet sker i forlængelse af, at Jesus har indledt sin 3 Bibelen. Den hellige Skrifts kanoniske Bøger. (1992). (Mk 8:34). Det Danske Bibelselskab. 4 Vers 9-20 er ikke med, fordi denne afslutning er ikke oprindelig. Dette er der bred enighed om i dag. Hovedårsagen er, at denne lange afslutning ikke er taget med i de vigtigste kilder, nemlig א og B. 3

4 stedfortrædende virksomhed. I 1,14-15, som er en transition, har vi set en præsentation af evangeliet. Formuleringen εὐαγγέλιον τοῦ θεοῦ peger på, at evangeliet er fra Gud, fordi τοῦ θεοῦ er nemlig ophavs genitiv. Transitionen i 1,14-15 peger også på, hvad evangeliet indeholder: Tiden er inde, Guds rige er kommet nær... (v15). Derfor lyder der også et kald til omvendelse og tro på evangeliet. Når Jesus kalder Levi, så kan man også have dette in mente. Udover dette ser vi også, hvordan de første disciple kaldes (1,16-20), og hvordan Jesus helbreder syge. Efter det pågældende afsnit ser vi, hvordan Jesus fortsætter sit virke i Galilæa, som kulminerer med transitionen i 8,27-30, som kan kaldes for Markusevangeliets klimaks, hvor Peter bekender, at Jesus er Kristus/Messias, Guds salvede, noget, som peger tilbage til evangeliets begyndelse (1,1) og dets afslutning (14,60-64). Vedr. den nære kontekst ser vi, at det, som er sket inden Jesus kalder Levi, er helbredelsen af den lamme i Kapernaum. Og efter den pågældende tekst ser vi, hvordan nogle kommer til Jesus og spørger ham om, hvorfor Jesu disciple ikke faster. Dette kan også knyttes til evangeliets indhold: Guds rige er kommet nær ved Jesu komme. Og nu kommer Jesus til Levi, Alfæus søn. Genre: Aage Pilgaard kategoriserer evangeliet under bios-genren: en enkelt persons liv og ord. Han understreger også, at man kan kalde det for en kerygmatisk Jesus-biografi. Paraleller: Der findes paraleller til denne tekst i henholdsvis Matt 9,9-13 og Luk 5, Struktur: Den pågældende tekst (Mark 2,13-17) kan struktureres på følgende måde: v. 13: Jesus går langs søen a. Skaren kommer til ham b. Jesus underviser dem v. 14: Jesus går videre a. Han ser Levi b. Han kalder Levi c. Levi følger ham v : Jesus til bords i Levis hus a. Toldere og syndere sammen med Jesus og hans disciple b. Begrundelse 4

5 c. De skriftkloges reaktion d. Jesu respons 2. Fortolkning v. 13: I dette vers melder tre spørgsmål sig: 1. Hvad henviser θάλασσαν til? 2. Hvad henviser πᾶς ὁ ὄχλος til? 3. Og hvilken undervisning ( ἐδίδασκεν ) er der tale om? Vedr. det første spørgsmål kan man pege på det forrige kapitel, hvor vi i v. 16 læser: Καὶ παράγων παρὰ τὴν θάλασσαν τῆς Γαλιλαίας. θάλασσαν i v. 13 henviser altså til Galilæas sø. Vedr. det andet spørgsmål kan man pege på det, som er sket inden. πάλιν i 2,13 synes også at pege på en gentagelse af noget, som er sket tidligere. Hvis man siden læser 2,2, så ser man, at πᾶς ὁ ὄχλος sikkert henviser til den samme skare, som omtales i 2,2: καὶ συνήχθησαν πολλοὶ... Vedr. det tredje spørgsmål kan man evt. pege på indholdet af undervisningen, som vi har set tidligere: Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet! (1,14-15). Jesu undervisning er altså præget af et eskatologisk allerede/endnu ikke. Mens Ἀρχὴ i 1,1 sandsynligvis peger på den eskatologiske banebryder (Johannes Døber), så er Jesus evangeliets hovedindhold. Derfor kan han sige: ἀκολούθει μοι (v. 14). Omvendelsen og troen, som Guds riges nærhed tilskynder, synes altså at opfyldes ved lydighed mod Jesu kald til efterfølgelse. ἐδίδασκεν αὐτούς er ellers en bred udtalelse, men Mark 1,14-15 giver i hvert fald et godt indtryk af, hvad Jesu forkyndelse bestod af. v. 14: a) I vers 14 ser vi siden, at Jesus går videre. Her er det også mest sandsynligt, at participiet παράγων skal knyttes til ἐξῆλθεν πάλιν παρὰ τὴν θάλασσαν i v. 13. Og når Jesus så går videre, ser han Levi sidde ved toldboden. Det specificeres, at der er tale om Λευὶν τὸν τοῦ Ἁλφαίου. Levi sidder ved toldboden. Han er altså tolder. Toldere var meget upopulære på dette tidspunkt, fordi de krævede skat ind for besættelsesmagten, Romerne. Men ved at henvende sig til denne tolder markerer Jesus, at han også er kommet for at frelse de upopulære. At dette sker så tidligt i evangeliet synes også at indikere, at Jesus prioriterer anderledes, end mennesker gør. Matt 21,31 er 5

6 også tankevækkende i forbindelse med dette. Jesus siger til ypperstepræsterne og de ældste altså de højtagtede: Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. Jesus opsøger altså de upopulære og dem, som i andres øjne måske ikke er værdige til at gå ind i Guds rige. Når Jesus kommer til Levi, vender han altså menneskers forventninger på hovedet. v. 14: b) Jesus siger til Levi: Følg mig! I henhold til transitionen i 1,14-15 har vi set, at evangeliet fra Gud formuleres på følgende måde: Tiden er inde, Guds rige er kommet nær... og præcis dette appelerer også til en reorientering hos mennesker:...omvend jer og tro på evangeliet! Jesu kald til efterfølgelse synes altså at forstås bedst i lyset af dette. v. 14: c) Her ser vi så, at Levi er lydig vedr. Jesu kald. Han rejser sig og følger efter Jesus. Dvs. han bliver Jesu discipel. v : a) Her læser vi, at Jesus senere sad til bords i Levis hus. Hvis man læser paralellen i Luk 5,27-32, så ser man, at Levi holder en stor fest for Jesus i sit hus (v. 29). Dette synes at understrege, hvor livsomvæltende denne begivenhed har været for Levi. At Jesus inviteres ind i Levis hus synes altså at komme som en følge af Jesu kald til efterfølgelse. Levi går ind i Guds rige (forstået som et allerede/endnu ikke) og Jesus går ind i Levis hus. Og ikke kun det. Jesus sætter sig til bords i hans hus. Dengang havde måltider nemlig også en betydning af tæt fællesskab mellem dem, der sad til bords. Dette synes altså at understrege det tætte fællesskab mellem Jesus og hans disciple. Og, som sagt, er der tale om de upopulære her: Toldere og syndere. v : b) ἦσαν γὰρ πολλοὶ i v. 15 fungerer som årsag til, at der sidder toldere og syndere sammen med Jesus ved bordet. v : c) Dette medfører en reaktion fra de skriftkloge. Hvorfor? Svaret på reaktionen findes utvivlsomt i deres syn på sig selv som Guds udvalgte folk og pga. deres renhedsforskrifter. Derfor spørger de: Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere? (v. 16b). v : d) Når Jesus hører dette, siger han til dem: De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere (v. 17). Her formulerer Jesus først og fremmest det negative: Det er ikke de raske, som har brug for læge. Pointen er, at alle er syge, men 6

7 de syge, som ser sig selv som raske, vil ikke opsøge en læge. Det ser altså ud til, at Jesus betegner sig som en læge her. Men dem, der ikke kan se sin egen sygdom, har ikke brug for en læge. Derfor vil de heller ikke være lydige mod Jesu kald til efterfølgelse (her er Matt 21,31 også tankevækkende). Efter negationen udtaler Jesus sig positivt. Det er de syge, som har brug for læge, syge så som Levi, toldere og syndere. Denne billedlige tale forklares siden af det, som Jesus siger til sidst: Han er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. De retfærdige er de raske. De syge er syndere. Og han er kommet at kalde syndere. Således vender Jesus de skriftkloges forudsætninger på hovedet. Sagen er nemlig, at alle er syge. Alle er syndere. Derfor er han også kommet for at kalde syndere til omvendelse, fordi med ham er Guds rige kommet nær, og der lyder et kald til omvendelse og tro på evangeliet fra Gud. Alt dette synes også at stemme overens med det, som jeg tidligere har understreget i forbindelse med Markusevangeliets formål: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig (Mark 8,34). 3. Afslutning Hvad har jeg så fundet frem til vedr. Mark 2,13-17? Når jeg betragter denne tekst i lyset af transitionen i 1,14-15, ser jeg, at Jesu kald til efterfølgelse kommer som en følge af dette. Guds rige er kommet nær. Derfor lyder der et kald til omvendelse og reorientering et kald til alle, som har brug for læge, alle syndere, også dem, der er meget upopulære, dem, som af de højtagtede måske betragtes som uværdige til Guds rige. Men Jesus kommer præcis til disse mennesker og siger: Følg mig! 7