Prædiken til 1. søndag i fasten

Transkript

1 Prædiken til 1. søndag i fasten Salmer: DDS 432: Det lille litani erstatter indgangsbønnen DDS 336: Vor Gud han er så fast en borg DDS 698: Kain, hvor er din bror DDS 639: Når i den største nød vi stå (melodi DDK 408, Lyon 1547) // DDS 601: Herlighedens Gud DDS 679 v. 1-2: Et trofast hjerte, Herre min DDS 475: Går det, Herre, som jeg vil Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Korsvar Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem:»folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«luk 22,24-32 Gode Gud. Lad os kende vores plads som tjenere for andre og ikke som den, der vil gøre sig til Herre over liv og død. Amen! 14/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Mennesker er besat af tanken om at kende det første. Vi er brændende optaget af at forstå altings begyndelse. Hvornår blev verden skabt? Hvornår mødte vi hinanden første gang? Hvornår var det nu, at den film blev indspillet eller den plade udgivet? Hvornår blev hun født? Hvornår begyndte stenalderen, middelalderen, renæssancen? Vi forsøger at skabe orden ved at placere ting og begivenheder i tid og rum. Vi har simpelthen brug for at sætte pejlemærker op, så vi kan orientere os i tilværelsen. Og det er ikke nyt, at vi har brug for at skabe orden i kaos. I begyndelsen det er også de allerførst ord, der står i Bibelen. I begyndelsen er ikke en dato eller et historisk tidpunkt som f.eks. et ganske nøjagtigt nedslag i tiden, afgrænset fra alle andre, for en milliarder år siden, hvor mange mener, at der fandt et såkaldt Big Bang sted. I begyndelsen er noget andet. Det er faktisk langt mere end bare et tidspunkt. I begyndelsen er ikke bare noget, der er overstået en gang, på et bestemt tidspunkt og så aldrig igen kan betyde noget. I begyndelsen har i Guds fortælling uendelig betydning. De to ord, i begyndelsen rækker ud over tid og rum. Det er den mytiske begyndelse, hvorfra altings mening udspringer og kan udledes. De beskriver ikke. De er begyndelsen. De skaber begyndelsen på Guds fortælling. Ordet skaber, hvad det nævner. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, og alt var såre godt. Det er fortællingens grundstruktur fra start af. Alt var såre godt. Livet var ukompliceret, og maden den kunne man bare plukke fra træerne. Ingen dyr spiste hinanden. Ingen mennesker gjorde hinanden ondt. Sidstnævnte var måske også lidt vanskeligt at komme af sted med. For der var ikke så mange mennesker, at man sådan for alvor kunne komme op at slås. Men vi véd det instinktivt. Sådan er det med fortællinger. Idyllen får ikke lov til at vare ved. Slangen lokker Eva til at spise af det forbudte træ, kundskabens træ. Og det vil hun da i øvrigt ikke stå alene med, så hun lokker Adam med. Ingen af dem vil stå ved det. De vil ikke erkende deres ansvar. De begynder at skyde skylde på andre. Adam på Eva og Eva på slangen. Og så har vi ellers historien kørende. Det ender med, at de bliver smidt ud, og Gud han sætter for en sikkerheds skyld keruberne til at bevogte indgangen til paradiset med noget så skræmmende som flammesværd. 14/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Det allerførste, der sker dér uden for Edens have, afskåret fra livets træ, er, at Eva føder to sønner. Og så er freden ellers for alvor forbi. Ikke kun sådan som freden og nattesøvnen er forbi for en tid, når man får børn. Og det kan ellers være slemt nok. Men helt forbi på den måde, der forandrer alt og aldrig kan gøres ugjort igen. For den ene bror slår den anden ihjel. Kain er misundelig på Abel. Af en eller anden grund mener han, at Gud synes bedre om Abels fedtoffer end om hans eget afgrødeoffer. Den bibelske beretning siger ikke noget om, hvordan han når frem til denne opfattelse. I traditionen og da ikke mindst i kunsthistorien er der blevet gættet på, at det var, fordi røgen fra Abels offerbål steg lige til vejrs, hvorimod Kains offerrøg måtte nøjes med at krybe langs jorden. Enhver, der har eksperimenteret med en havegrill, vil i øvrigt kunne tilslutte sig denne udlægning. Fedtet ryger og brænder med det samme, men prøv så lige at sætte ild til nyhøstet korn eller lidt friske grøntsager. Det er ikke helt det samme. Hvordan det end har været. Misundelsen tager bolig i Kain. Den æder ham op inde fra. Han går med sænket hoved, står der. I den gamle oversættelse skulede han. Gud prøver at gribe ind og komme det uundgåelige i forkøbet Hvis du går med sænket hoved, så lurer synden ved døren. Men det er allerede for sent. Det går ikke så godt for Kain med at beherske den synd. Den vokser i ham og bliver en brølende løve, der ender med at opsluge ham. Og Kain slår sin bror ihjel. Han dræber Abel. Det er ur-mordet. Alle mords moder. Og når det fortælles, at det allerførste mord var et brodermord, siges der dermed også, at alle mord er brodermord. For i Guds store historie, er vi alle udsprunget af det ene og samme. Historien om Kain synes at ville fortælle, at hvis Kain havde løftet sit hoved, så havde misundelsen ikke kunnet få magten over ham. Det er altså ikke det, at han er misundelig, der er problemet. Det er, at han lader sig beherske af misundelsen. At han lader den fylde alt i sig og helt glemmer den bror, det medmenneske, han er forpligtet på. Vi er ikke længere i begyndelsen. Vi befinder os øst for Edens have. Bag Kain og Abel og bag os ligger paradiset med livets træ. Ligesom Kain og Abel har vi 14/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 også med os ansvaret for at skelne mellem godt og ondt. Og byrden med at løfte det liv, i hvilket alt ikke bare er såre godt. I den kirkelige tradition bliver den synd, Kain bukkede under for, udnævnt som en dødssynd. Misundelse blev en af de syv dødssynder, der fører mennesket direkte til fortabelsen. Ja, i på sin vis er selve fortabelsen. Om de syv dødssynder gælder, at de er fælles om det ene og samme. Om at få os til at tabe vores næste af syne og derved i sidste instans fortabe os selv. For vores liv kan aldrig leves som et egentligt liv alene, men altid kun sammen med den anden. Det menneske, som dødssynden gør os blind for. Det menneske, som vi i vores blindhed, afskærer os selv fra. En dødssynd kan tage magten og dømmekraften fra os, så vi ikke længere kan skelne mellem godt og ondt. I synden stirrer vi os blinde på en bestemt del af vores samlede virkelighed og ser ikke andet end den. Vi bliver blinde. Ikke mindst da for det, der tjener vores medmennesker. Måske er det på samme tid det egentlige, der er at sige om synden. Synd kan måske bedst forstås som det, der er synd for et andet menneske. Det vi gør, eller undlader at gøre, selv om vi godt véd, at vi derved gør vores næste ondt. Kains synd var misundelse. På latin, det var jo kirkens sprog dengang, hedder misundelse i øvrigt individia. Grundbetydningen er udelelig eller det udelelige. Og deraf har vi naturligvis vores ord for den enkelte, individet. Individia som en dødssynd betyder, at man ikke vil dele. Eller at man ikke under den anden del i det, man selv har. Når det er blevet udnævnt til en dødssynd, handler det også om, at det er noget vi alle kender. Det kan være ubærligt at se på, hvordan tilværelsen tilsyneladende glider meget lettere for alle andre. Bare det var os. Vi ville så gerne have det som dem. Have et bedre helbred, en lykkeligere familie, et dygtigere barn, en bedre stilling, flere penge, mere tro, højere status. Man ser de andre og vil det, de vil. Man vil have det, de har. Den fransk-amerikanske filosof, René Girard, kalder det samme fænomen, som vi hidtil har talt om som misundelse og individia, for mimetisk begær. For Girard er det ikke kun noget dårligt. Det er ikke kun en dårlig egenskab at ville efterligne andre, siger han. Det er den måde, på hvilken vi fra begyndelsen lærer alting sprog, adfærd, kundskaber osv. Men det er også skidt. Hvis vi ender med at lade os styre af det. Lader os bestemme af det. Lader begæret efter magt skygge over alt andet. For så kommer det til at være det eneste for os. Og så mister vi evnen til at skelne mellem godt og ondt. 14/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 I Det nye Testamente støder vi på det samme begreb. Hér hedder det verdens visdom. Vi ser andre herske og udøve deres magt. Sådan vil vi også selv være. Sådan vil Jesu disciple i dagens evangeliefortælling også være. Det er skærtorsdag aften, og Jesus er sammen med sine disciple i gang med det, der skal blive hans sidste måltid. Disciplene mundhugges. De skændes om, hvem iblandt dem, der mon skal regnes som den største. De ved endnu ikke, at den, der virkelig er den største iblandt dem, dagen efter skal dø på korset. I verden er den største den, der sidder til bords. Og de mindste er så dem, der går og varter op. Men i Guds rige er det helt anderledes. Jesus er selv kommet som den, der tjener. I Guds virkelighed vendes der op og ned på verdens visdom. Jesus introducerer. Ja, han bærer i sit liv, et helt nyt værdisystem med sig. Jesus har på hele den lange vandring, der nu har ført ham frem til skærtorsdagsmåltidet i Jerusalem, gjort sig enorm umage med at vende op og ned på det hele. Han har henvendt sig til alle dem, der i datidens øjne var de ringeste synderne, tolderne, de spedalske, de fattige. Han har vist Guds ansigt, sådan som det i virkeligheden er. Men datidens religiøse eksperter har taget afstand fra ham. De har direkte anset ham for at være i ledtog med den onde selv. Evangeliet er en ny begyndelse. Den egentlige begyndelse, der gør det brudte helt. Den nye begyndelse, hvor vi igen må få en historie sammen med Gud. Vi regner endda vores tid efter denne begyndelse, efter Jesu fødsel. Men alt er stadig ikke såre godt. Heller ikke i dag falder den omvending af vores logik og fornemmelse for ret og rimelighed altid i god jord. For også vi synes at det er sjovere at sidde for bordenden. Der er aldrig rift om tjenerens plads. Amen! 14/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5