Den politiske forbruger

Transkript

1 Den politiske forbruger I de kommende uger skal I arbejde med en synopsis om den politiske forbruger. Mere konkret spørgsmålet om forholdet mellem vores hensyn til en bæredygtig udvikling og køb af varer i vores dagligdag. Der er tre hovedspørgsmål. Besvarelsen af dem skal følge reglerne for udarbejdelse af en synopsis. Skt. Josefs Skole 8. klasse

2 Afleveres den: 29. april 2010 På baggrund af følgende tre spørgsmål skal du forberede en synopsis. Du skal inddrage de vedlagte bilag i din diskussion. Følgende spørgsmål skal indgå i din besvarelse: 1a) Hvad er en politisk forbruger?. Tag afsæt i bilag 1. 1b) Gør rede for begrebet dyrevelfærd og begrund en holdning hertil med særlig henblik på spørgsmålet om den politiske forbruger. (Benyt bilag 1). 2a) Giv en vurdering af fig. 4 og angiv mulige argumenter for den forskel, der er imellem de politiske partier i forhold til spørgsmålet om den politiske forbruger. 2b) Redegør for forskellen mellem piger og drenge i forhold til køb af økologiske varer. Angiv nogle mulige svar herpå. Begrund ligeledes forskellen mellem land og by. (Benyt bilag 2). 3) Redegør for kampagnen mod NIKE og diskuter det eventuelt rimelige i en boykot af NIKEs produkter. (Benyt bilag 3)../ Vedlagt 3 bilag

3 Bilag 1 Den politiske forbruger har opmærksomheden rettet mod forhold, der rækker ud over varens brugsværdi. Mere konkret er bl.a. omstændigheder ved varens produktion kommet i fokus: børnearbejde, mishandling af husdyr og giftigt landbrug. Et eksempel er håndvævede tæpper fra Pakistan, der fremstilles af børn ned til 5 år. Børnene misdannes og bliver forkrøblede ved i deres opvækst at sidde ved vævene i mange timer. Et andet eksempel er burhøns, som lever en tilværelse på alt for lidt plads, så de hakker og piller fjerene af hinanden. En anden type overvejelser, som den politiske forbruger kan gøre sig, drejer sig om de sundhedsmæssige konsekvenser. F.eks. er det set, at dyr opdrættet til menneskeføde med hormontilskud kan give unaturlig vækst hos mennesker - bryster hos mænd. Vi definerer en politisk forbruger som en forbruger, der interesserer sig for mere end for en vares brugsværdi, og som enten boykotter bestemte varer eller bevidst tilvælger bestemte varer. Politiske forbrugere udgør ikke en ensartet gruppe, fordi de kan have forskellige politiske mål og prioriteringer. Nogle ønsker eksempelvis at købe varer fra det kommunistiske Cuba, mens andre boykotter dem. Man kan dog tale om, at der eksisterer en hovedstrømning (main stream) blandt politiske forbrugere. ( ). Den politiske forbruger interesserer sig for konsekvenserne af varens produktion og de omstændigheder, den er blevet skabt under: Er fremstillingen af varen skadelig for naturen og dens kredsløb? Ødelægger den anvendte produktionsteknik arbejdernes helbred? Har arbejderne rimelige løn- og arbejdsvilkår? Hvilke konsekvenser har varens frembringelse for andre befolkningsgrupper og samfundet som helhed? Man kan sammenfatte disse overvejelser i et ønske om en bedre og bæredygtig verden. ( ) Den politiske forbruger har flere handlemuligheder, ( ). Man kan bevidst vælge at købe bestemte varer. Andre fravælger (boykottter) man af politiske årsager. Begge dele går un-

4 der betegnelsen dollar-voting (at stemme med penge). Boykot eller valg af bestemte varer bliver kun følelig for virksomhederne, hvis mange følger et bestemt adfærdsmønster. Politiske og faglige bevægelser har forskellige redskaber til at påvirke forbrugsmønstrene. På den anden side kan virksomheder udnytte den politiske forbrugers krav til at opnå konkurrencemæssige fordele. M. Kjeldgaard og P. Bregengaard, Den politiske forbruger, Kbh. 1999, pp Bilag 2 Meningsmålingsbureauet, Sonar, stillede i august personer over 17 år spørgsmålet: "Vil De holde op med at købe en bestemt virksomheds produkter; hvis De opdager; at virksomheden handler med/investerer i lande, hvor menneskerettighederne undertrykkes?". Hertil svarede 46% ja, 28% nej, og 26% ved ikke. Der er ikke de store udsving i forhold til alder, men en klar kønsforskel. For mænd drejer det sig i alle aldersgrupper om ca. 40%, der er positive over for forbrugerboykot, og for kvinder i alle aldersgrupper om ca. 50%. Der tegner sig ligeledes en geografisk forskel. På øerne og i Hovedstadsområdet svarede over 50% ja, mens det er under 40% i Jylland. AIM offentliggjorde i maj 1997 en undersøgelse af danskere, som var blevet spurgt, hvorvidt de indenfor den sidste måned havde undladt at købe en vare af etiske/moralske årsager. Hertil svarede 57% ja. De fleste forbrugere angav, at de væsentligste årsager til, at de ikke havde købt en vare, var menneskerettighedsspørgsmål eller oprindelseslandets holdninger i konkrete sager. Fig. 4 viser, hvor stor en andel politiske forbrugere, der ville have stemt på de forskellige partier, der var repræsenteret i Folketinget i Mellemfolkeligt Samvirkes ungdomsblad (ZAPP) og FDB's skolekontakt lavede i efteråret 1996 en spørgeskemaundersøgelse blandt folkeskoleelever i 8. og 9. klasse. Den viste, at 57% vil boykotte en vare fra lande, der overtræder menneskerettighederne. Piger er mere bevidste i deres forbrug end drenge. 52,6% af pigerne går f.eks. ind for, at familien skal drikke økologisk mælk mod 43,4% af drengene. Folkeskoleelever fra København

5 er langt mere økologisk indstillet end elever fra en landkommune. Hele 84,5% af eleverne i Københavns Kommune havde f.eks. selv købt en økologisk vare mod kun 27,3% af eleverne fra Ringe kommune på Fyn. Teorien om, at nogle har bedre råd til at have en holdning end andre, holder ikke blandt skoleeleverne. Blandt de med flest penge til rådighed (egen indtægt og lommepenge) har kun 65,1% prøvet at købe en økologisk vare mod 71,8% af dem med en gennemsnitsindkomst. Eleverne vil gerne støtte ulandene ved at betale mere for de råvarer, vi importerer (kaffe, te, kakao og bananer), hvis de er sikre på, at pengene går direkte til bønderne selv. Fig. 4. M. Kjeldgaard og P. Bregengaard, Den politiske forbruger, Kbh. 1999, pp Bilag 3 Don t do it - En kampagne mod NIKE NIKE er en sporttøjsgigant, som beskæftiger unge piger til sultelønninger, som bruger fysisk afstraffelse af arbejderne og forhindrer arbejdere i at udtale sig til journalister og menneskerettighedsgrupper, skal man tro kampagnen "Fair play" og den amerikanske tegnese-

6 rie Doonesbury. Både NIKE og Walt Disney undskyldte i starten af kampagnen sig med, at de ikke kunne tage ansvaret for forholdene hos underleverandører og licennstagere. Men det har ikke fritaget dem for boykottrusler og omvendte reklameslogans. NIKEs "just do it" blev til "don't do it". Walt Disney's "from all of us to all of you" er blevet til "from children to children". Kampagnerne er tilbøjelige til at lægge mest vægt på børnearbejdet, fordi det er godt mediestof. Man får flere i tale og på et rent menneskeligt grundlag: Det er ikke nødvendigt at tale om "udbytning af arbejdere", et udtryk som hører hjemme på venstrefløjen. NIKE er naturligvis meget følsom overfor dårlig omtale. Det udnytter organisationen "Clean Clothes" og kampagnen kaldet "Fair play" til at presse på for at få indført regler om rimelige arbejdsforhold og uvildig kontrol. NIKE har faktisk allerede udarbejdet fornuftige regler, men kampagnerne kræver, at kravene skal hænges op i fabrikshallen. De skal være skrevet på det lokale sprog. Det er endvidere ikke NIKE, men repræsentanter for humanitære organisationer i Nord og i Syd, som skal godkende kontrollen. At kampagnerne går efter NIKE har også en mediemæssig forklaring. Virksomheden er ikke i sig selv stor, faktisk er kun ansat, men den har en kæmpe underskov af underleverandører, og den bruger enorme summer på PR. Den berømte basketballspilller, Michael Jordan modtager årligt 20 millioner US dollars fra NIKE. Det er mere end lønnen til ansatte i Indonesien, som indirekte arbejder for NIKE. At opfylde reglerne og f.eks. fordoble lønningerne i Syd ville være peanuts i NIKEs regnskab. Arbejdsslønnen udgør 1.66 US dollars ud af en NIKE-Pegasus sko til 70 US dollars i udsalgspris. NIKE sælger drømme om succes og en ung og sund livsstil. For kampagnerne består opgaven i at få denne livsstil til at omfatte en ren samvittighed overfor de mennesker, som har lavet tøjet og sportsudstyret. Kilde: SOMO (et hollandsk forskningsinstitut), "Producers of sportswear - company profiles of NIKE, REE- BOK, AD//DAS, PUMA" oktober 1997; op.cit. M. Kjeldgaard og P. Bregengaard, Den politiske forbruger, Kbh. 1999, p. 22.