Tålt ophold: (u)berettiget frihedsberøvelse eller indgreb i bevægelsesfriheden?

Transkript

1 Forvaltningsret Menneskerettigheder Statsforfatningsret Strafferet 3.7 Tålt ophold: (u)berettiget frihedsberøvelse eller indgreb i bevægelsesfriheden? Folketinget har med vedtagelsen af en ny lov om ændring af udlændingeloven skærpet reglerne for udlændinge på såkaldt»tålt ophold«. Loven har mødt kritik, bl.a. under henvisning til at den muligvis overtræder internationale menneskerettighedskonventioner. Artiklen undersøger, hvorvidt loven og de eksisterende regler om tålt ophold udgør (u)berettiget frihedsberøvelse eller indgreb i bevægelsesfriheden under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (»EMRK«) og - ganske kort - FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (»CPR«). Af Jacob Mchangama, chefjurist, CEPOS, og ekstern lektor i International Human Rights Law på Københavns Universitet 1. Indledning Lov nr af (»loven«) indeholder en skærpelse af restriktionerne for personer på tålt ophold.[1] Skærpelserne er blevet kritiseret bl.a. for muligvis at være i strid med EMRK's og CPR's beskyttelse mod frihedsberøvelse og indgreb i bevægelsesfriheden. Bemærkningerne til loven indeholder kun et kort og overfladisk afsnit vedrørende forholdet til Danmarks internationale forpligtelser. Denne artikel indeholder en mere grundig gennemgang af relevant domspraksis med henblik på at besvare spørgsmålet om, hvorvidt loven og de eksisterende regler, er forenelige med EMRK's og CPR's beskyttelse mod frihedsberøvelse og indgreb i bevægelsesfriheden. 2. Lovforslagets indhold Gruppen af personer på tålt ophold udgøres af tre kategorier af udlændinge, der alle har det til fælles, at de ikke kan udsendes på grund af refoulementforbuddet, jf. udlændingelovens 31. Disse er: personer, der er administrativt udvist, fordi de udgør en fare for statens sikkerhed eller den offentlige orden, udlændinge, der er udvist for kriminalitet begået i Danmark, og udlændinge, der er udelukket fra at få asyl efter FN's Flygtningekonvention. Det fremgår af bemærkningerne, at det er lovens udgangspunkt, at personer på tålt ophold skal melde sig hos politiet i Center Sandholm dagligt. Det nuværende udgangspunkt medfører meldepligt hver uge eller hver 14. dag og kun dagligt»om fornødent«. Endvidere indskærper loven de nugældende regler, hvorefter udlændinge på tålt ophold, som altovervejende hovedregel skal meddeles påbud om at bo og overnatte i Center Sandholm, ligesom der indføres skærpet kontrol med denne opholdspligt. Endelig forhøjes strafferammen for overtrædelse af disse restriktioner fra 4 måneders til 1 års fængsel. Disse tiltag stiller spørgsmål ved, hvorvidt de eksisterende regler og loven er forenelige med EMRK og CPR. De nugældende regler om opholdspligt blev indført med henblik på at forhindre alvorligt kriminelle udlændinge i at søge til Danmark, samt for at kontrollere kriminelle personers ophold her i landet.[2] De nugældende regler om meldepligt er indført med henblik på bl.a. at sikre, at politiet umiddelbart har mulighed for at effektuere en udvisning af udlændige.[3] Af bemærkningerne til loven fremgår det klart, at det er fremsat med henblik på at stramme kontrollen med personer, der udgør en fare for statens sikkerhed. Det fremgår dog af bemærkningerne til loven, at skærpelserne skal omfatte alle kategorier af udlændinge på tålt ophold. I bemærkningerne hedder det således: 24 Regeringen finder, at der er behov for en markant opstramning af kontrolforanstaltningerne over for udlændinge, som er administrativt udvist, fordi de må anses for en fare for statens sikkerhed. Regeringen har derfor igangsat en omgående undersøgelse af mulighederne for kontrolforanstaltningerne for udlændinge på tålt ophold, der må anses for en fare for statens sikkerhed. Regeringen har samtidig besluttet, at stramningen af kontrolforanstaltningerne også skal omfatte de andre grupper af udlændinge, der opholder sig i Danmark på tålt ophold. Som en række kritiske høringssvar har påpeget, indeholder loven ikke nogen nærmere begrundelse eller redegørelse for, hvorfor skærpelserne også omfatter personer på tålt ophold, der ikke udgør en fare for statens sikkerhed.[4] Om lovens forhold til Danmarks internationale forpligtelser hedder det i bemærkningerne om forholdet til EMRK artikel 2, tillægsprotokol 4 (»TP 4«), om bevægelsesfriheden: Forslagene varetager hensynet til den nationale sikkerhed og den offentlige orden og må som udgangspunkt anses for proportionale, idet det - for at sikre de pågældende personers tilstedeværelse med henblik på udsendelse - kan være vanskeligt at pege på mindre indgribende foranstaltninger. Da proportionalitetsbetingelsen løbende skal være opfyldt, kan det med tiden blive vanskeligere at begrunde sådanne indgreb, f.eks. hvis det viser sig fortsat at være umuligt at udsende den pågældende [...] Udlændingemyndighederne og politiet skal kunne godtgøre, at indgrebene i hvert enkelt tilfælde er proportionale. Heri ligger bl.a., at myndighederne skal kunne fremlægge oplysninger, der viser, at der er et rimeligt grundlag for indgrebene af hensyn til at sikre de pågældende personers tilstedeværelse med henblik på udsendelse. Denne fortolkning afviger fra indholdet af bemærkningerne til de nugældende regler, hvori det hedder, at»udlændinge, der meddeles afslag på asyl [ ] men som ikke kan udsendes på grund af udlændingelovens refoulementsforbud, opholder sig således ulovligt i Danmark på såkaldt tålt ophold.«[5] Regeringen anser således tilsyneladende personer på tålt ophold for at have»lovligt«ophold i Danmark i EM- RK's forstand, hvilket er en betingelse for, at artikel 2, TP 4 finder anvendelse, jf. nærmere nedenfor. Loven behandler ikke spørgsmålet om, hvorvidt skærpelserne er så indgribende, at de udgør frihedsberøvelse i EMRK artikel 5's forstand, hvilken undladelse er blevet kritiseret.[6] I modsætning til forarbejder til de nugældende regler lægger lovens bemærkninger ikke særlig vægt på EMRK artikel 8 om retten til familieliv. Justitsministeriet har dog udtalt, at loven skal administreres således, at den respekterer EMRK artikel 8, herunder således at der er»mulighed for jævnlig kontakt«til herboende familie.[7] Spørgsmålet om lovens forenelighed med EMRK artikel 8 behandles dog ikke særskilt i denne artikel, men inddrages som et relevant moment i bedømmelsen under EMRK artikel 2, TP 4, jf. nedenfor. Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 1

2 3. Relevante bestemmelser i EMRK og CPR EMRK artikel 5 fastslår bl.a., at»enhver har ret til frihed«. Artikel 5 (1) f bestemmer dog, at der kan ske»lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person... mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering«. Også CPR artikel 9 indeholder en beskyttelse mod frihedsberøvelse. Artikel 2 (1), TP 4, fastslår, at»enhver, der retsmæssigt opholder sig på en stats territorium, har inden for dette territorium ret til bevægelsesfrihed og til frit at vælge sit opholdssted«. Artikel 2 (3) bestemmer, at der kan indføres indgreb i bevægelsesfriheden, som i et»demokratisk samfund er nødvendige af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at opretholde ordre public, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og frihedsrettigheder«. CPR's artikel 12 indeholder også en beskyttelse af bevægelsesfriheden, hvis indhold er meget lig EMRK artikel 2, TP 4. Det følger af grundlovens 71, stk. 6, at den heri hjemlede særlige adgang til domstolskontol af administrative frihedsberøvelser ikke gælder frihedsberøvelser, som har»hjemmel i lovgivningen om udlændinge«. Administrativ frihedsberøvelse af udlændinge på tålt ophold vil således skulle prøves efter grundlovens 63. Der er dog intet til hinder for, at lovgivningsmagten i udlændingeloven giver hjemmel for en særlig let adgang til domstolsprøvelse, jf. herved udlændingelovens 37, stk. 6, hvori der henvises til retsplejelovens kapitel 43 a. 4. Praksis fra EMD 4.1. Frihedsberøvelse EMRK artikel 5 indeholder ingen definition af frihedsberøvelse. Den klassiske form for frihedsberøvelse er den fysiske anbringelse af en person i fængsel, arrest, detention eller lignende. Men EMD's praksis viser, at der er en glidende overgang mellem frihedsberøvelse og indgreb i bevægelsesfriheden. Den ledende dom er Guzzardi. I denne dom var den italienske klager mistænkt 25 for at have begået mafiarelateret kriminalitet. Han blev derfor underlagt visse præventive foranstaltninger i form af»særlig overvågning«. Klager blev bl.a. påbudt at tage ophold på en relativt afsondret ø, hvor klageren alene havde fri adgang til et areal på 2,5 km2. Klager kunne mellem kl. 22 og alene forlade sin bopæl, såfremt det måtte anses for nødvendigt og efter forudgående underretning til myndighederne. Klager havde endvidere meldepligt to gange dagligt hos politiet. Klager kunne ikke færdes frit på de dele af øen, hvor der boede almindelige borgere. Klager havde derfor overvejende kontakt med øvrige personer underlagt særlig overvågning, som også boede på øen. Klager havde dog mulighed for at opnå tilladelse til, at hans nærmeste familie kunne bo sammen med ham. Klagers brev- og telegramhemmelighed blev respekteret, mens telefonopkald krævede forudgående underretning til myndighederne. Klager kunne kun få ledsaget adgang til fastlandet og den nærtliggende hovedø og kun efter forudgående tilladelse. EMD fastslog, at der ved vurderingen af, om der foreligger frihedsberøvelse i artikel 5's forstand, må lægges vægt på klagers konkrete situation samt på en række kriterier, såsom de påklagede restriktioners form, varighed og implementering.[8] I den forbindelse gjorde EMD klart, at forskellen mellem frihedsberøvelse og indgreb i bevægelsesfriheden består i restriktionernes»grad og intensitet«- ikke i deres»natur og substans«.»særlig overvågning«og ophold på et geografisk afgrænset område var derfor ikke i sig selv omfattet af artikel 5.[9] EMD lagde dog vægt på, at klagers bevægelsesfrihed på øen var stærkt begrænset, at klager havde stærkt begrænsede sociale kontakter, at klager var underlagt nær konstant overvågning, meldepligt og straf, såfremt han overtrådte restriktionerne. Endelig lagde EMD vægt på, at restriktionerne varede i 16 måneder. Ingen af disse restriktioner udgjorde isoleret set frihedsberøvelse i artikel 5's forstand, men kumulativt havde de en sådan intensitet og effekt, at de måtte karakteriseres som frihedsberøvelse, hvorfor artikel 5 var anvendelig.[10] På trods af den glidende overgang mellem frihedsberøvelse og indgreb i bevægelsesfriheden, som illustreret i Guzzardi, er det på baggrund af EMD's praksis muligt at opstille en række tommelfingerregler. EMD's praksis i sager, der ikke involverer egentlig fængsling, men derimod forskellige former for husarrest, husarrestlignende tiltag og restriktioner i bevægelsesfriheden, kan således opdeles i 3 overordnede hovedkategorier; (a) streng husarrest, (b) mild husarrest og (c) geografisk afgrænset opholdspligt.[11] 4.2. Streng husarrest»streng husarrest«er karakteriseret ved, at en person er forpligtet til at opholde sig på sin bopæl eller et andet snævert afgrænset område 24 timer i døgnet og kun må forlade dette opholdssted efter forudgående tilladelse. Streng husarrest er at betegne som frihedsberøvelse i artikel 5's forstand. Det forhold, at en række konventionsstater anvender streng husarrest som et mindre indgribende alternativ til egentlig varetægtsfængsling, ændrer ikke herved. I Lavents og Freimanis-dommene fastslog EMD således, at en ordning, hvorefter klagerne var pålagt 24 timers husarrest med konstant overvågning og med stærkt begrænsede muligheder for besøg, udgjorde frihedsberøvelse i artikel 5's forstand.[12] EMD's domme i Mancini, Pekov og Gulub Atanasov, samt afgørelsen i Trijonis, demonstrerer, at det ikke er afgørende, hvorvidt 24 timers husarrest kombineres med andre tiltag, f.eks. konstant overvågning - som i Lavents og Freimanis. Det forhold, at en person er pålagt 24 timers husarrest uden mulighed for at forlade sin bolig eller et snævert afgrænset område uden tilladelse, er tilstrækkeligt til at kvalificere som frihedsberøvelse i artikel 5's forstand.[13] Faktum i EMD's dom i Amuur afviger en del fra de ovennævnte domme. I denne sag var klagerne en gruppe asylansøgere, som i tyve dage blev henvist til transitzonen i en lufthavn uden mulighed for at forlade denne zone. Klagerne var tillige under konstant politiovervågning. Dermed var klagerne reelt fysisk tvunget til at opholde sig på et snævert afgrænset område 24 timer i døgnet, hvorfor restriktionerne i Amuur er sammenlignelige med de ovennævnte domme om streng husarrest.[14] Dermed synes de ovennævnte afgørelser at pege på, at»naturen og substansen«af streng husarrest i høj grad er afgørende for anvendeligheden af artikel 5, hvilket kvalificerer EMD's udtalelser i Guzzardi, jf. ovf Mild husarrest»mild husarrest«er karakteriseret ved, at en person er forpligtet til at opholde sig på sin bopæl eller et lignende snævert afgrænset område i et vist tidsrum. Personen er typisk også underlagt en række øvrige restriktioner. Mild husarrest falder som hovedregel uden for artikel 5 og skal i stedet behandles som indgreb i bevægelsesfriheden efter artikel 2, TP 4. I Raimondo var klageren mistænkt for at være involveret i mafiarelateret kriminalitet. Han blev derfor i en periode på 11 måneder påbudt ikke at forlade sin bolig uden at underrette politiet herom, meldepligt til politiet på specificerede dage og ikke at forlade sin bolig mellem kl. 21 og uden grund og forudgående underretning. EMD fastslog, at disse restriktioner ikke udgjorde frihedsberøvelse, men alene indgreb i bevægelsesfriheden. Indgrebene var tillige proportionelle grundet mistanken om alvorlig kriminalitet.[15] I Labita-dommen - også vedrørende mafiakriminalitet - blev klager i en periode på 3 år placeret under særlig overvågning og påbudt bl.a. ikke at forlade sin Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 2

3 bopæl mellem kl. 20 og uden grund og forudgående underretning, ikke at omgås visse personer og ikke at gå på barer eller til offentlige møder. Også denne sag blev behandlet under artikel 2, TP 4.[16] EMD fastslog endvidere, at sådanne indgreb i sager om alvorlig kriminalitet ikke blot kan anvendes over for en person, der endnu ikke er dømt. Efter omstændighederne kan de også anvendes efter en frifindelse, såfremt bevismateriale, der ikke er tilstrækkeligt til domfældelse, kan retfærdiggøre en frygt for, at en person vil begå fremtidig kriminalitet.[17] Den føromtalte afgørelse i Trijonis demonstrerer udmærket forskellen på streng og mild arrest og dermed forskellen mellem, hvornår artikel 5 og artikel 2, TP 4, finder anvendelse. I Trijonis var klageren som nævnt underlagt streng husarrest i en periode. Den strenge husarrest blev dog ændret således, at klageren på hverdage skulle være på sin bopæl mellem kl. 19 og 07.00, mens han ikke havde udgang i weekenden. Disse ændringer medførte, at klageren kunne gå på arbejde. EMD optog således klagers sag til behandling under artikel 5 for perioden, hvor klager var underlagt streng husarrest. EMD afviste derimod klagen som åbenbart ubegrundet under artikel 5 for perioden, hvor klager var underlagt mild husarrest.[18] EMD's afgørelse i Engel viser samme skelnen mellem streng og mild arrest.[19] Guzzardi-dommen befinder sig i en gråzone mellem streng og mild husarrest. At klageren var pålagt at tage ophold på en afsidesliggende ø, var givetvis udslagsgivende for, at EMD's flertal fandt restriktionerne omfattede af artikel 5. Havde klageren været underlagt de samme restriktioner, men været pålagt at tage ophold på sin normale bopæl eller i et område med mulighed for at have mere normale sociale kontakter, ville EMD givetvis ikke have fundet artikel 5 anvendelig. Når der tages højde for dette exceptionelle element i Guzzardi, og når henses til, at Guzzardi blev afsagt i 1980, synes det forsvarligt at opretholde sondringen mellem streng og mild husarrest. Denne sondring indebærer, at streng husarrest alene på grund af den konstante fysiske afsondring fra omverdenen udgør frihedsberøvelse uden hensyntagen til dens øvrige karakter eller effekt på den pågældende person. Mild husarrest kræver derimod særdeles vidtgående restriktioner, hvis kumulative effekt på den pågældende persons fysiske frihed skal være af intensiv og indgribende karakter, før sådan mild husarrest kan anses som frihedsberøvelse i artikel 5's forstand. Tre terrorrelaterede engelske domme fra den engelske højesteret House of Lords synes at være i overensstemmelse med denne hovedregel. I en af disse afgørelser var klageren som følge af såkaldte»control orders«påbudt at opholde sig 18 timer i døgnet i en særligt designeret étværelseslejlighed, som politiet havde ret til at ransage på ethvert tidspunkt. Klager kunne kun få besøg efter forudgående tilladelse, ligesom klager havde meget begrænset adgang til telefon og var afskåret fra internettet. I tidsrummet mellem og måtte klager kun færdes i et 72 km2 stort område. Klager måtte kun mødes med andre personer efter forudgående aftale, som skulle godkendes af myndighederne. Klager var tillige påbudt at bære elektronisk fodlænke, at ringe til overvågningsmyndighederne, når han kom og gik, og at melde sig hos politiet to gange dagligt. Med dommerstemmerne 3-2 fandt House of Lords, at disse restriktioner udgjorde frihedsberøvelse i artikel 5's forstand.[20] Alle tre dommere i majoriteten fremhævede varigheden af den daglige husarrest på 18 timer som værende uforholdsmæssig lang. To dommere lagde også vægt på de øvrige restriktioners indgribende karakter.[21] I to andre afgørelser fandt House of Lords derimod, at control orders ikke faldt inden for anvendelsesområdet af artikel 5. I den ene af disse sager var klageren underlagt 14 timers daglig husarrest i en lejlighed, som han delte med sin fader, beliggende i et område tæt på venner og familie. Politiet havde til hver en tid ret til at ransage lejligheden. Klageren bar elektronisk fodlænke og skulle ringe til overvågningsmyndighederne, når han kom og gik. Klageren kunne modtage 27 arbejdsrelaterede besøg samt besøg fra børn under 10 år uden forudgående tilladelse. Han måtte dog ikke kommunikere med visse specificerede individer. Klagerens bevægelsesfrihed var begrænset til et område på 23 km2, klager måtte ikke anvende nogen form for kommunikationsmidler, skulle overgive sit pas og måtte ikke indfinde sig i havne, lufthavne og på jernbaner.[22] House of Lords' domme - der alle udtrykkeligt inddrog EMD's retspraksis - peger på, at den tidsmæssige udstrækning af husarrest eller husarrestlignende tiltag er afgørende. House of Lords synes indirekte at bekræfte EMD's praksis, hvorefter 24 timers»streng husarrest«per definition udgør frihedsberøvelse. Såfremt husarrest har en anseelig længde - sandsynligvis over 16 timer - men under 24 timers daglig varighed, vil dette i kombination med indgribende restriktioner kunne medføre, at artikel 5 finder anvendelse. Det skal naturligvis bemærkes, at de engelske domme ikke har samme autoritative vægt, for så vidt angår fortolkningen af EMRK, som domme afsagt af EMD Geografisk afgrænset opholdspligt Geografisk afgrænset opholdspligt adskiller sig fra både streng og mild husarrest ved alene at påbyde en person ikke at ændre sin adresse og/eller opholde sig i et større bestemt geografisk afgrænset område, eventuelt kombineret med visse andre former for restriktioner. Geografisk afgrænset opholdspligt vil så vidt ses af EMD's praksis ikke udgøre frihedsberøvelse, men alene indgreb i bevægelsesfriheden efter artikel 2, TP 4. Den ovennævnte dom i Freimanis demonstrerer dette. Her fandt EMD, at den periode, hvor klagerne var underlagt streng husarrest, udgjorde frihedsberøvelse. Omvendt fandt EMD, at den periode, hvor den ene af klagerne alene var påbudt ikke at forlade et bestemt område, udgjorde»simple restriktioner i bevægelsesfriheden«. Den del af klagen, der omhandlede den geografisk afgrænsede opholdspligt, blev derfor afvist som åbenbart ubegrundet under artikel 5.[23] En række domme, hvor mistænkte i straffesager er blevet pålagt ikke at forlade deres hjemby, bekræfter, at sådanne sager alene udgør indgreb i bevægelsesfriheden og ikke frihedsberøvelse.[24] 4.5. Udlændinge med midlertidigt ophold EMD's praksis viser, at selvom artikel 2, TP 4, gælder for»enhver«, der retsmæssigt opholder sig på en stats territorium, består der de facto en langt videre adgang til at pålægge visse udlændinge indgreb i bevægelsesfriheden, end hvad der gælder for statsborgere. Dette skyldes, at udlændinge i modsætning til statsborgere ikke har en konventionsbeskyttet ret til adgang eller ophold på en stats territorium. Udlændinges adgang til og ophold på en konventionsstats territorium kan derfor i henhold til national ret gøres betinget af visse restriktioner. Den afgørelse, der så vidt ses i faktum kommer nærmest situationen for folk på tålt ophold, er Den Europæiske Menneskerettighedskommissions afgørelse fra 1989 i Aygün mod Sverige.[25] I denne sag traf de svenske myndigheder - så vidt ses uden mulighed for domstolsprøvelse - afgørelse om at udvise en tyrkisk statsborger bosiddende i Stockholm, da han var mistænkt for at være medlem af en terrororganisation. Udvisningen kunne dog ikke effektueres på grund af refoulementforbuddet. Klageren blev derfor påbudt ikke at forlade Stockholm kommune, meldepligt tre gange om ugen til politiet og ikke at ændre bopæl eller arbejdsplads uden forudgående tilladelse fra politiet. Kommissionen afviste, at artikel 5 fandt anvendelse, da»restriktionerne ikke var så indgribende, at [klagers] situation kan karakteriseres som frihedsberøvelse«. I forhold til artikel 2, TP 4, fastslog Kommissionen indledningsvist, at EMRK ikke garanterer udlændinge en ret til»adgang, ophold eller at blive«på en konventionsstats territorium. Udlændinge, som alene har en midlertidig opholdsret, kan kun anses for»lovligt«at opholde sig på territoriet,»så længe de overholder de betingelser, som er gældende for deres adgang og ophold«. Da klage- Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 3

4 rens ophold var betinget af de ovennævnte restriktioner, kunne artikel 2, TP 4, ikke anses for at udvide klagerens ret til ophold. På denne baggrund fandt Kommissionen klagen åbenbart ubegrundet under artikel 2, TP 4. I Omwenyeke-afgørelsen fra oktober 2007 henviste EMD til Aygün, da den erklærede en klage fra en asylansøger, der var blevet pålagt at opholde sig i den tyske by Wolfsburg, for åbenbart ubegrundet.[26] Det må således antages, at Aygün stadig er udtryk for gældende ret. Konventionsstaterne har således en bred skønsmargin, til at fastsætte restriktioner i bevægelsesfriheden for udlændinge med midlertidig ophold, som følge af at udlændingen f.eks. afventer udsendelse. Overholder restriktionerne denne skønsmargin, vil udlændingen ikke kunne påberåbe sig artikel 2, TP 4, da lovligheden af 28 udlændingens ophold er betinget af restriktionernes efterlevelse, medmindre andet følger af national ret. På trods af den vide skønsmargin er denne dog ikke ubegrænset, jf. nærmere straks nedenfor Proportionalitet Både varigheden og karakteren af restriktionerne vil blive tillagt vægt i vurderingen af, hvorvidt indgreb i bevægelsesfriheden er nødvendige og proportionelle. I en række konkurs- og straffesager har klagerne som henholdsvis fallenter eller mistænkte været pålagt ikke at forlade deres hjemby. EMD har som udgangspunkt fundet sådanne indgreb berettiget efter artikel 2, TP 4. Men perioder på mellem 10 år og 4 måneder og 24 år og 5 måneder har været uproportionelle alene på grund af varigheden.[27] I den seneste dom fra april 2008 har EMD slået fast, at et påbud om ikke at forlade en by i 6 år og 3 måneder havde»en varighed, der i sig selv kan udgøre en krænkelse af artikel 2 TP 4«.[28] Omvendt har EMD i to sager, hvor klagerne var tiltalt i en straffesag, fundet en varighed på henholdsvis 5 år og 3 måneder og 4 år og 3 måneder for proportionelt.[29] Det må således antages, at indgreb i artikel 2, TP 4, der varer længere end 6 år, vil være svære at retfærdiggøre. En ny afgørelse fra juli i år viser dog, at det tidsmæssige perspektiv ikke er det eneste forhold, der skal tillægges vægt. I Hajibeyli udtalte EMD således: Den forholdsmæssige varighed af restriktionen i sig selv kan ikke udgøre den eneste basis for vurderingen af, hvorvidt der er opnået en rimelig balance mellem almenvellets interesse i en ordentlig behandling af straffesager og klagerens personlige interesse i at nyde bevægelsesfrihed. Dette forhold må vurderes på baggrund af alle sagens særegne elementer. Restriktioner kan alene retfærdiggøres i en given sag, såfremt der er klare indikationer af en reel offentlig interesse, som vejer tungere end individets ret til bevægelsesfrihed.[30] Da der i 5 år ikke havde været fremdrift i efterforskningen mod klager, var restriktionerne ikke (længere) nødvendige og proportionelle. Hajibeyli synes at være en skærpelse af betingelserne for indførelse af restriktioner i henhold til artikel 2, TP 4, jf. ovenfor. Hajibeyli lægger således op til en højere grad af prøvelse af, hvorvidt indgreb i artikel 2, TP 4, er proportionelle. Restriktioner, der har karakter af mild husarrest, vil i den forbindelse givetvis være sværere at forene med artikel 2, TP 4, end restriktioner, der alene har karakter af geografisk afgrænset opholdspligt. At artikel 2, TP 4, også sætter grænser for, i hvilket omfang udlændinge med midlertidigt ophold kan pålægges indgreb i bevægelsesfriheden, styrkes af EMD's brug af ordene»i en given sag«i Hajibeyli. Denne fortolkning støttes også af, at EMD i den ovennævnte afgørelse i Omwenyeke lagde vægt på, at de tyske domstoles afgørelse ikke bar bræg af vilkårlighed.[31] Det bemærkes da også, at bemærkningerne til loven udtrykkeligt forudsætter, at artikel 2, TP 4, finder anvendelse og dermed kan påberåbes af udlændinge på tålt ophold. 5. Lovens forenelighed med EMRK Såfremt lovens skærpelser er omfattet af EMRK artikel 5, vil loven givetvis være i strid med EMRK artikel 5 (1) f. Det er således særdeles tvivlsomt, om personer, der er på tålt ophold, fordi danske myndigheder har afgjort, at de ikke kan udvises, kan frihedsberøves efter denne bestemmelse, da den kræver, at der aktivt»tages skridt til udvisning eller udlevering«.[32] England måtte således derogere fra artikel 5 (1) (f), da man i 2001 ønskede adgang til at frihedsberøve terrormistænkte udlændinge på ubestemt tid uden egentlig mulighed for at udvise disse, jf. refoulementforbuddet (et tiltag, som House of Lords fandt stridende mod EMRK).[33] Som udgangspunkt vil kun streng arrest udgøre frihedsberøvelse i artikel 5's forstand. De eksisterende regler og lovens krav om bopæl og overnatning i Center Sandholm udgør de facto en form for mild husarrest. Personer på tålt ophold vil således være tvunget til at opholde sig et vist antal af døgnets timer i Center Sandholm hver dag. Loven og de eksisterende regler fastsætter dog ikke et fast antal timer, som skal anbringes i Center Sandholm. Opholdspligten adskiller lovens restriktioner fra dem, der var gældende i Labita, Raimondo og Trijonis, hvor klagerne var pålagt opholdspligt på egen bopæl. På dette punkt er lovens restriktioner således mere indgribende end de ovennævnte domme, da ophold i Center Sandholm må anses for mere vidtgående end ophold i hjemmet. Klagerne i Raimondo og 29 Labita var dog underlagt en række øvrige og mere indgribende restriktioner, herunder et egentligt udgangsforbud og krav om forudgående underretning ved udgang. Selv med kombinationen af daglig meldepligt og kontrol må lovens restriktioner således umiddelbart siges at være mindre indgribende end eller sammenlignelige med de restriktioner, som klagerne i Labita og Raimondo var underlagt. Det er også klart, at de eksisterende regler og lovens restriktioner er mindre indgribende end i de engelske sager, hvor artikel 5 ikke fandt anvendelse. På denne baggrund må det antages, at lovens skærpelser og de eksisterende regler ikke indebærer, at personer på tålt ophold vil være frihedsberøvede i artikel 5's forstand. Der er alene tale om indgreb i bevægelsesfriheden, jf. artikel 2, TP 4. Det skal bemærkes, at EMD som bekendt anlægger en dynamisk fortolkningsstil, hvorfor det ikke kan udelukkes, at indgreb, der efter nuværende praksis alene vil være omfattet af artikel 2, TP 4, i fremtiden vil være omfattet af artikel 5.[34] Afgørelsen i Aygün viser, at der er vid skønsmargin i forhold til indførelse af restriktioner i bevægelsesfriheden for udlændinge. Dommene i Labita og Raimondo viser tillige, at personer der er mistænkt for alvorlig kriminalitet - også selvom vedkommende er frifundet - kan pålægges endog meget indgribende restriktioner i form af mild husarrest, uden at dette strider mod artikel 2, TP 4. Konventionsstaternes skønsmargin begrænses dog af Hajibeylis krav om, at restriktioner for at være proportionelle skal kunne retfærdiggøres i ethvert givent tilfælde, hvilket krav er antaget i bemærkningerne i loven. Som nævnt fremgår det direkte af bemærkningerne til loven, at skærpelserne er indført for at føre bedre kontrol med personer, der er administrativt udvist, fordi de udgør en fare for statens sikkerhed, jf. udlændingelovens 25 og 45b, mens de eksisterende regler blev indført for at sikre muligheden for udsendelse og at forhindre ny kriminalitet. Gruppen af personer på tålt ophold udgøres dog af 3 kategorier af personer, hvis situationer er forskellige, og hvoraf hovedparten er personer, der ikke er til fare for statens sikkerhed. Hertil skal lægges, at restriktioner skal kunne retfærdiggøres i forhold til hver enkelt person, uanset om de måtte falde inden for samme kategori af personer på tålt ophold. På denne baggrund kan man opstille nogle generelle betragtninger om lovens forhold til de tre forskellige persongrupper, hvilke betragtninger dog skal kombineres med relevante faktorer udspringende af hver enkelt persons individuelle situation. Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 4

5 Det må antages, at der er en særdeles bred skønsmargin for indførelse af restriktioner med karakter af mild husarrest i forhold til personer, der udgør en fare for statens sikkerhed. Dette synes at følge af Aygün. Raimondo og Labita synes også at pege på, at lovgiver efter omstændighederne lovmedholdeligt vil kunne stramme restriktionerne yderligere over for personer, der udgør en reel fare for statens sikkerhed, end hvad der er forudsat i loven. På trods af denne vide skønsmargin vil der uanset restriktionernes intensitet være en tidsmæssig begrænsning for restriktionernes varighed, jf. Rosengren. Det forhold, at udlændingelovens 45b tillader myndighederne at tilbageholde fortroligt materiale i sager om administrativ udvisning, vil givetvis være et relevant moment i bedømmelsen af restriktionerne over for personer, der er på tålt ophold, fordi de udgør en fare for statens sikkerhed. Også selvom der i Aygün ikke var mulighed for domstolsprøvelse af klagers udvisning og grundlaget herfor. EMRK artikel 13's krav om effektive retsmidler kræver ifølge EMD's nyere praksis, at afgørelser om udvisning indebærer mulighed for en vis uafhængig og effektiv prøvelse med adgang til passende kontradiktion, selv når en udvisning er begrundet i statens sikkerhed.[35] En sådan pligt kan i et vist omfang også udledes af de ovennævnte bemærkninger til loven, hvorefter»myndighederne skal kunne fremlægge oplysninger, der viser, at der er et rimeligt grundlag for indgrebene af hensyn til at sikre de pågældende personers tilstedeværelse«. Efter de gældende regler er det tvivlsomt, om myndighederne vil kunne fremlægge sådanne oplysninger, der tilfredsstiller EMRK artikel 13's krav. Denne problemstilling understreges af Højesterets kendelse af 19. november 2008 i sag 308/2008, hvor frihedsberøvelsen af den ene tuneser, der er på tålt ophold, blev fundet uberettiget efter en konkret vurdering af det foreliggende materiale, der efter omstændighederne var utilstrækkeligt til at sikre passende adgang til kontradiktion og en effektiv prøvelse. For så vidt angår personer, der er dømt for grov eller gentagen kriminalitet, må det også antages, at restriktioner som forudsat i loven og de eksisterende regler kan finde anvendelse, hvis der består en reel frygt for, at en person på tålt ophold begår en ny forbrydelse. F.eks. som følge af at en sådan person har flere domfældelser. Hensynet til den offentlige orden vil givetvis også kunne forsvare restriktioner over for personer på tålt ophold, der har begået grov, men ikke gentagen kriminalitet, på trods af at der ikke kan godtgøres en fare for, at de vil begå ny kriminalitet. Et sådant hensyn vil dog givetvis aftage i styrke relativt hurtigt, således at restriktionerne med tiden må opblødes i retning af geografisk afgrænset opholdspligt. 30 I forhold til personer, som hverken har begået gentagen eller grov, men derimod alene mere simpel kriminalitet, er det umiddelbart sværere at begrunde lovens restriktioner og de eksisterende regler om opholdspligt. Her ses det ikke, at daglig meldepligt og overnatning i Center Sandholm har den tilstrækkelige nødvendighed eller proportionalitet. Det er således svært at godtage bemærkningerne til loven om, at»det kan være vanskeligt at pege på mindre indgribende foranstaltninger«for denne persongruppe. Det vil dog givetvis være proportionelt at pålægge sådanne personer en form for geografisk afgrænset opholdspligt. For personer, der er udelukket fra at få asyl efter FN's Flygtningekonvention, vil hensynet til den offentlige orden givetvis kunne retfærdiggøre lovens restriktioner og de eksisterende regler om opholdspligt, afhængig af hvilke og hvor alvorlige forbrydelser personerne har (eller må antages at have) begået i udlandet. Hensynet til at forhindre gentagen kriminalitet ses ikke her at være relevant, da de forbrydelser, denne personkategori har begået, typisk har været som led i helt særlige situationer, såsom væbnede konflikter, der ikke kan sidestilles med mere almindelige forbrydelser. De ovennævnte betragtninger for hver kategori af personer på tålt ophold skal sammenholdes med nogle generelle betragtninger, som vil være relevante i forhold til hver enkelt person uanset kategori. Således vil der skulle lægges vægt på, hvor længe personen har været på tålt ophold allerede. Hvorvidt personen i henhold til de eksisterende regler har fået skærpet restriktionerne, eller om personens hidtidige adfærd ikke har givet anledning til problemer, der kan retfærdiggøre skærpelser. Det bemærkes i den forbindelse, at Rigspolitiet i et høringssvar har oplyst, at det endnu ikke har været nødvendigt at udnytte muligheden for at pålægge daglig meldepligt, hvilket taler imod at pålægge personer, der allerede er på tålt ophold, sådan pligt.[36] Der vil også skulle lægges vægt på, om personen har et etableret familieliv her i landet, herunder hvorvidt personen har ægtefælle og mindreårige børn bosiddende i Danmark. Endelig skal der, som nævnt i loven, lægges vægt på varigheden af restriktionerne. Restriktionernes nødvendighed vil således aftage med tiden, hvorfor de på et tidspunkt helt må ophøre, hvis personen ikke forinden er blevet udsendt. Det skal anerkendes, at lovens bemærkninger udtrykkeligt fastslår, at restriktionerne i hvert enkelt tilfælde skal være proportionelle i forhold til artikel 2, TP 4. Loven forudsætter dog, at restriktionerne som udgangspunkt allerede er proportionelle i forhold til alle personer på tålt ophold, og lægger i øvrigt mest vægt på det tidsmæssige perspektiv i proportionalitetsvurderingen. Hvis de eksisterende regler om opholdspligt og lovens skærpelse vedrørende meldepligt og kontrol administreres i overensstemmelse med denne forudsætning, synes de eksisterende regler og loven ikke i tilstrækkelig grad at tage højde for individuelle forskelle, der nødvendiggør et mere individualiseret restriktionsregime tilpasset den enkelte udlændings situation. 6. CPR 6.1. Praksis Også FN's Menneskerettighedskomité (»Komiteen«) har behandlet spørgsmål om, hvorvidt restriktioner pålagt udlændinge, der ikke kan udvises, udgør ulovlig frihedsberøvelse eller vilkårlige indgreb i bevægelsesfriheden. I den svenske Celepli-sag var faktum, herunder de pålagte restriktioner, nærmest identisk med faktum i Aygün. Komiteen fandt uden nærmere begrundelse klagen ubegrundet for så vidt angår artikel 9, frihedsberøvelse. Vedrørende artikel 12 om bevægelsesfriheden nåede Komiteen - ligesom Kommissionen i Aygün - frem til, at en udlænding, hvis udvisning ikke kan effektueres, og som derfor pålægges visse restriktioner, kun kan anses for at have»lovligt«ophold, såfremt sådanne restriktioner overholdes.[37] Komiteen lagde uden nogen form for prøvelse vægt på, at restriktionerne var begrundet i national sikkerhed. Komiteen nåede til samme resultat i Salah Karker, hvor en tunesisk flygtning blev udvist fra Frankrig, da han mistænktes for at være involveret i terrorisme.[38] Tuneseren var, indtil udvisningen kunne effektueres, pålagt kun at opholde sig i et bestemt område af Frankrig. Komiteen fastslog udtrykkeligt, at restriktionerne ikke udgjorde frihedsberøvelse. Klagen blev derfor alene realitetsbehandlet under artikel 12.[39] I modsætning til i Celepli, hvor den manglende domstolsprøvelse ikke blev tillagt vægt, fremhævede Komiteen, at de franske domstole havde haft lejlighed til at prøve både udvisningen og restriktionerne.[40] Endvidere lagde Komiteen vægt på, at det geografiske område, klageren var pålagt at holde sig inden for, var relativt stort. På denne baggrund fandt Komiteen, at restriktionerne var i overensstemmelse med artikel 12 (3). Komiteen har i en række afgørelser vedrørende (daværende) Zaire, Togo og Zambia fundet artikel 12 krænket. I disse sager har 31 der dog været tale om åbenbart vilkårlig anvendelse af restriktioner, såsom at pålægge politiske modstandere tvangsmæssigt ophold i en landsby.[41] Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 5

6 6.2. Lovens forenelighed med CPR Ovennævnte afgørelser fra Komiteen synes at understrege, at CPR kræver meget vidtgående restriktioner i bevægelsesfriheden, før sådanne kan anses for at udgøre frihedsberøvelse. De fremhæver også, at konventionsstaterne har en bred skønsmargin til at pålægge udlændinge restriktioner i deres bevægelsesfrihed, når sådanne restriktioner er begrundet i national sikkerhed. Komiteen vil ikke foretage nogen egentlig selvstændig prøvelse af dette skøn, medmindre der foreligger klare tegn på, at skønnet eller anvendelsen i øvrigt er vilkårligt. Karker-afgørelsen udgør dog muligvis en skærpelse af betingelserne for at pålægge indgreb, således at domstolskontrol er et relevant element i vurderingen af, om et konkret restriktionsregime er proportionalt. På denne baggrund må det antages, at lovens skærpende tiltag og de eksisterende regler falder uden for anvendelsesområdet af CPR's artikel 9. Det må også antages, at disse tiltag er i overensstemmelse med CPR's artikel 12 (3) for så vidt angår personer, der anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed. Da artikel 12 (3) også tillader indgreb i bevægelsesfriheden til beskyttelse af en række andre hensyn, herunder den offentlige orden, vil der også kunne foretages indgreb i bevægelsesfriheden for andre kategorier af personer på tålt ophold. Indgreb over for sådanne personer vil dog muligvis i højere grad blive prøvet af Komiteen. I en såkaldt General Comment vedrørende CPR's fortolkning har Komiteen således fastslået, at det påhviler konventionsstater at påvise nødvendigheden af indgreb i konventionsrettigheder, ligesom indgreb skal være proportionelle.[42] Det bemærkes, at CPR i modsætning til EMRK ikke er inkorporeret i dansk ret. Såfremt dele af loven måtte stride mod CPR, vil denne derfor ikke kunne tilsidesætte de konventionsstridige dele af loven.[43] CPR vil dog kunne tillægges vægt som udgørende et fortolkningshensyn. Endvidere har Danmark anerkendt individuel klageadgang under CPR, hvorfor Komiteen kan behandle klagesager mod Danmark.[44] 7. Konklusion Det må på baggrund af den foreliggende retspraksis antages, at lovens skærpelser og de eksisterende regler ikke udgør frihedsberøvelse i EMRK artikel 5, og CPR artikel 9's forstand. Der er derimod tale om indgreb i bevægelsesfriheden. Praksis fra EMD og Komiteen viser, at konventionsstaterne i henhold til både EMRK og CPR har en vid skønsmargin for så vidt angår fastsættelse af restriktioner i bevægelsesfriheden for udlændinge med midlertidig opholdsret. Denne skønsmargin er dog ikke ubegrænset, og indgreb skal i hvert enkelt tilfælde kunne retfærdiggøres. Loven begrunder ikke, hvorfor personer på tålt ophold, der ikke udgør en fare for statens sikkerhed, også er omfattet af skærpelserne. På denne baggrund vil der givetvis kunne forekomme krænkelse af EMRK artikel 2, TP 4, såfremt udlændinge, der ikke udgør en fare for statens sikkerhed, og eksempelvis er dømt for mindre alvorlig kriminalitet og/eller har etableret familieliv i Danmark, pålægges lovens skærpelser og de eksisterende regler om opholdspligt. Risikoen for sådant konventionsbrud vil stige, jo længere tid restriktionerne er i kraft. Risikoen for konventionsbrud vil kunne imødegås ved at indføre et differentieret restriktionsregime. Derved vil det i højere grad kunne sikres, at restriktionerne er tilpasset den enkelte persons forhold og situation, og dermed det grundlæggende proportionalitetsprincip, der er kendetegnende for både EMRK og CPR. 1. Se lov nr af , (som vedtaget), Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Skærpet meldepligt for udlændinge på tålt ophold, styrket kontrol med overholdelse af påbud om at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted samt forhøjelse af strafferammen for overtrædelse af en pålagt meldepligt eller et påbud om at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted). Loven blev vedtaget den 19. december 2008 men var endnu ikke trådt i kraft på tidspunktet for indlevering af denne artikel. 2. Se de almindelige bemærkninger til L 365 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love. (Afskaffelse af de factoflygtningebegrebet, effektivisering af asylsagsbehandlingen, skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse og stramning af betingelserne for familiesammenføring m.v.). 3. Se de specielle bemærkninger til nr. 13 i L 362 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven (initiativer mod terrorisme m.v. opfølgning på FN's Sikkerhedsråds resolution nr af 28. september 2001 om bekæmpelse af terrorisme). 4. Se f.eks. høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder af 20. november 2008 side Se bemærkningerne til L 365 af Se f.eks. høringssvar fra Danske Advokater af 19. november 2008 side 3. Se dog også Justitsministeriets besvarelse af 5. december 2008 af spørgsmål nr. 31 ad L 69, stillet af Folketingets Integrationsudvalg den 21. november 2008, afsnit 1, der vedrører forholdet mellem EMRK artikel 5 og artikel 2, TP Justitsministeriets besvarelse af 5. december 2008 af spørgsmål nr. 31 ad L 69, stillet af Folketingets Integrationsudvalg den 21. november 2008, afsnit Guzzardi mod Italien, dom af 6. november 1980, Ibid. 93 og Ibid Terminologien er inspireret af EMD's nedennævnte dom i Engels mod Holland, dom af 8. juni Lavents mod Letland, dom af 28. november 2002, 63, og Freimanis og Lidums mod Letland, dom af 9. februar 2006, Engel mod Holland, dom af 8. juni 1976, (denne afgørelse vedrører dog ikke husarrest i private hjem, men på en kaserne), Mancini mod Italien, dom af 12. december 2001, 16 og 17, Pekov mod Bulgarien, dom af 30. marts 2006, 68, Gulub Atanasov mod Bulgarien, dom af 6. november 2008, 48, og Harold Trijonis mod Lithauen, afgørelse af 17. marts Amuur mod Frankrig, dom af 20. maj 1996, 44, 45 og 49. EMD nåede frem til det samme resultat i Shamsa mod Polen, dom af 27. november 2003, 61-63, hvis faktum er nært beslægtet med Amuur. 15. Raimondo mod Italien, dom af 22. februar 1994, Labita mod Italien, dom af 6. april 2000, Ibid Harold Trijonis mod Litauen, afgørelse af 17. marts Engel mod Holland, dom af 8. juni 1976, Secretary of State for Home Department v. JJ, dom af 31. oktober Ibid. 24 og Secretary of State for Home Department v. MB, dom af 31. oktober Se også Secretary of State for Home Department v. E, dom af 31. oktober Freimanis og Lidums mod Letland, dom af 9. februar 2006, 87. Se også Nagy mod Ungarn, afgørelse af 6. juli Antonenkov mod Ukraine, dom af 22. november 2005, 52, Rosengren mod Rumænien, dom af 24. april 2008, 33, og Ivanov mod Ukraine, dom af 7. december 2006, Aygün mod Sverige, afgørelse af 9. oktober Kommissionen blev nedlagt i Indtil da screenede Kommissionen bl.a. klager for EMD og afgjorde, hvorvidt klagerne var antagelige eller ej. 26. Sunday E. Omwenyeke, afgørelse af 20. november 2007, Antonenkov mod Ukraine, dom af 22. november 2005, 64, Goffi mod Italien dom af 25. marts 2005, 24, Luordo mod Italien, dom af 17. marts 2003, 96, og Bassani mod Italien, dom af 11. december 2003, Rosengren mod Rumænien, dom af 24. april 2008, Fedorov og Fedorova mod Rusland, dom af 13. oktober 2005, Hajibeyli mod Azerbaijan, dom af 10. juli 2008, Sunday v. Omwenyeke, afgørelse af 20. november 2007, Samie Ali mod Schweiz, afgørelse af 26. februar 1997, Jon Fridrik Kjølbro antager på baggrund af denne afgørelse, at udvisning vil være i strid Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 6

7 med artikel 5 1 (f) i en situation, hvor der er»tale om en udlænding, der er dømt til udvisning, men som risikerer forfølgelse i hjemlandet, og derfor ikke kan udsendes«. Se Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 2. udgave (2007), side 266. Se dog muligvis anderledes i D.R. mod Frankrig afgørelse af 10. marts A (FC) and others (FC) (Appellants) v. Secretary of State for Home Department (Respondent) X (FC) and another (FC) (Appellants) v. Secretary of State for Home Department (Respondent) dom af 16. december Se f.eks. Selmouni mod Frankrig, dom af 28. juli 1999, Al-Nashif mod Bulgarien, dom af 20. juni 2002, Se også Jonas Christoffersen i U 2004B.97 og U 2008B Besvarelse af 5. december 2008 af spørgsmål nr. 6 ad L 69, stillet af Folketingets Integrationsudvalg den 19. november Celepli v. Sweden Communication No. 456/1991, afgørelse af 18. juli 1994, 9.2. Se også Human Rights Committee, General Comment 27, Freedom of movement (Art.12), U.N. Doc CCPR/C/21/Rev.1/Add.9 (1999). 38. Salah Karker v. France, Communication No. 833/1998, afgørelse af 26. oktober Ibid Ibid Peter Chiiko Bwalya v. Zambia Communication No. 314/1988, afgørelse af 14. juli 1993, Kéténguéré Ackla v. Togo, Communication No. 505/1992, afgørelse af 25. marts 1996, Andre Alphonse Mpaka-Nsusu v. Zaire, Communication No. 157/1983, afgørelse af 26. marts General Comment No. 31 [80] af 29. marts U H. Se også Ole Spiermanns kommentar til dommen i U 2006B Komiteens afgørelser er dog ikke formelt juridisk bindende, men der er tradition for at følge sådanne afgørelser. Se betænkning 1407/2001 om inkorporering af internationale menneskerettighedskonventioner side 179. Danmark valgte da også at følge Komiteens afgørelse i Jonny Rubin Byahuranga v. Denmark, Communication No. 1222/2003, hvorefter Danmark undlod at udvise klageren til Uganda. Copyright 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 7