Kronik: Jeg er også dansker

Transkript

1 Manu Sareen Kronik: Jeg er også dansker Vi kan lære meget af Sønderjylland, hvis vi ønsker at løse integrationsudfordringerne i resten af Danmark Jeg er også dansker men jeg er også inder, københavner og europæer, og det kan sagtens lade sig gøre, ligesom det har kunnet lade sig gøre for det tyske mindretal i Sønderjylland at bevare deres identitet i en dansk-tysk kontekst. Jeg har ved selvsyn opdaget, hvor mange ligheder der egentlig er mellem grænselandet og indvandringen i Danmark. Vi kan lære meget af Sønderjylland, hvis vi ønsker at løse integrationsudfordringerne i resten af Danmark. Lad mig straks slå fast: Der er indlysende forskelle mellem nationale mindretal og indvandrermindretal. Nationale mindretal er opstået på grund af grænsedragninger, som ikke har taget hensyn til en befolkningsgruppes sproglige og kulturelle tilhørsforhold. Etniske mindretal er opstået, fordi mennesker mere eller mindre frivilligt har forladt deres hjemland og etableret sig i et nyt. Nationale mindretal er i nationalstatsprojektets optik restgrupper, som af rent fysiske årsager ikke passede med flertallet. I Danmark er denne problematik næsten ukendt, men vi har dog et tysk mindretal i Sønderjylland (hjemmetyskerne), altså danske statsborgere med et tysk sindelag, som har organiseret sig i Bund Deutscher Nordschleswiger og derigennem driver skoler, børneinstitutioner, biblioteker m.v. Men vi har også et dansk mindretal i Tyskland, nemlig i den nordlige del af Slesvig- Holsten, bestående af op mod tyske statsborgere, som føler sig knyttet til dansk sprog og kultur. Det danske mindretal modtager et årligt tilskud fra den danske stat på ca. 430 mio. kr. Denne befolkningsgruppe har megen goodwill i det danske Folketing med henvisning til historiske argumenter, der har med nationalstatsdannelserne i 1800-tallet at gøre, nederlaget i 1864 og genforeningen i 1920, hvor grænsen mellem den danske og den tyske nationalstat blev fastlagt på baggrund af en folkeafstemning. Der er mange paralleller mellem ovenstående grupper og etniske minoriteter i Danmark. Ved en stor fest på Dybbøl 10. juli 1920 holdt statsminister Neergaard en tale, hvor han bl.a. sagde:»men det er ikke en ublandet Glædessag. En bitter Smerte maa trods al Glæde fylde vort Sind for dem, der har kæmpet saa trofast. Paa Regeringens og hele det danske Folks Vegne siger jeg: De skal ikke blive glemt. (Bifald). Det er en Ærespligt for enhver Rege- 1

2 ring at støtte dem og af yderste Evne opretholde Sprog og Folkelighed, som de har ofret taprest for«. Statsministeren sluttede talen med ordene:»danmark har et Folk, en Tro, et Sprog. Jeg maa synes, at vort Land maa gaa en lysere Fremtid i Møde; Vort Folk er ikke alene større, men et nyt, sundere, livskraftigere. Hernede har vi lært at staa fast paa en Sag. Et Fædreland, et Sprog. Vi vil elske det højere og inderligere. En lutret Kærlighed strømmer det i Møde. Et Leve for vort Fædreland«. Jeg anerkender fuldt ud den historie og det danske samfunds loyalitet over for denne befolkningsgruppe i Tyskland. Jeg er født i Indien, men jeg kender efterhånden Danmark så godt, at jeg har sporet en særlig agtelse for disse danskere, som stadig nu 144 år efter at de blev borgere i en anden stat stædigt fastholder dansk sprog og identitet. Det er et menneskeligt vilkår, som gælder for alle mennesker. Jeg anerkender fuldt ud, at den danske stat med ganske betydelige midler understøtter en befolkningsgruppes ret til at fastholde eget sprog og egen kultur i en anden stat, med henvisning til at historien gik dem imod. Naturligvis har de ret til egne børnehaver, skoler, alderdomshjem, kulturelle aktiviteter, avis, biblioteker osv., og naturligvis skal de have statsstøtte hertil. Og naturligvis skal også det tyske mindretal i Sønderjylland støttes i at fastholde deres tilknytning til tysk sprog og kultur. Faktisk er over 10 procent af europæerne i den situation. Men det er dog interessant, ja, nærmest hyklerisk, at det danske Folketing så vedholdende og så rundhåndet fastholder både sig selv og den tyske stat på tolerancens snævre sti i forhold til disse historiske og nationale mindretal, samtidig med at man på ingen måder kan drage de samme paralleller til andre minoritetsgrupper i Danmark. For at slå det helt fast: Jeg går ind for danske (og tyske) statstilskud til både det danske og tyske mindretal. Jeg ønsker ikke at ændre herpå, og jeg forstår også det historiske argument. Men jeg vil gerne spørge ind i hjerterødderne af den danske folkesjæl, hvordan vi og jeg skriver udtrykkeligt vi kan fastholde denne dobbelthed, ikke som den kommer til udtryk i støtte og kontanter til grupper med anden sprog og kultur end flertallet, men rent moralsk. Det sker desværre ikke i dag ja, der er folketingspolitikere, der direkte kræver assimilering af os nye danskere. Jeg kan ikke assimileres til en danskhed, som jeg ikke engang kender. Jeg ved ærligt talt heller ikke, hvad det helt præcist betyder at være dansk andet end at være dansk statsborger. Jeg ved dog, at jeg også er dansker, ligesom jeg også er inder, københavner og europæer. En meget indflydelsesrig del af det danske Folketing fastholder det billede af fædrelandet, som statsminister Neergaard tegnede i sidste afsnit af sin tale i Ja, selv statsministeren synes at mene det. Mit egentlige anliggende med denne Kronik er at gøre opmærksom på, at der i det dansk-tyske grænseland er sket forandringer. Her synes især de unge at mene, at man kan have flere sprog og flere identiteter. De formår at pendle mellem det danske og tyske 2

3 uden problemer. Ja det praktiseres faktisk hver eneste dag, alt imens vi andre stadig diskuterer halalkød, tørklæder, modersmålsundervisning, tegninger og ghettoer. Et konkret, men typisk eksempel på denne forandring er Alexandra. Hun er tysk statsborger og går på Duborgskolen, som er det danske gymnasium i Flensborg. Hun har igennem de sidste 12 år gået på dansk skole og har her modtaget undervisning på dansk. Men hun taler tysk med sine kammerater i frikvartererne og den øvrige fritid, ligesom hun taler tysk hjemme. Hun bevæger sig frit og utvunget mellem dansk og tysk og har en dyb forståelse af både dansk og tysk kultur. Stephanie er jævnaldrende med Alexandra, men er dansk statsborger og går på det tyske gymnasium i Aabenraa, hvor hun modtager undervisning på tysk. I frikvarterer og hjemme taler hun sønderjysk/dansk. Også hun bevæger sig uden problemer mellem tysk og dansk og har et indgående kendskab til begge kulturer. Alexandra og Stephanie er dobbeltsprogede og har bindinger til både dansk og tysk kultur. Når de i dag bliver spurgt, om de er mest danske eller tyske, vil de svare, at de rummer begge dele. Alexandra føler sig overvejende tysk, når hun er i Danmark, og overvejende dansk, når hun er i Tyskland, mens Stephan har det lige modsat. I gamle dage ville nationalt bevidste danskere (og tyskere) med henvisning til Neergaards ord afkræve Alexandra (og Stephanie) et klart og entydigt svar: Er du dansk eller tysk? Man ville hævde, at de slet ikke kunne leve et ordentligt menneskeliv uden at have svar på rede hånd. Men Alexandra og Stephanie ser alligevel ud til at kunne få livet til at lykkes som fuldt integrerede borgere i hvert sit land, men med et andet sindelag end flertalsbefolkningen. Det er naturligvis langt nemmere at få konflikten mellem statsborgerskab og sindelag til at fungere mellem dansk og tysk, fordi dansk og tysk ligner hinanden. Samme sprogstamme, samme historie, samme religion, samme race. Men set i forhold til den ekstremt konfliktfyldte historie i grænselandet er det en imponerende udvikling. Kendere af området siger, at udviklingen er gået fra et mod hinanden til et med hinanden, og i nogle tilfælde endda et for hinanden. Hvordan er det sket? Og hvordan fremmer vi den samme udvikling fra konflikt til fredelig sameksistens mellem danskere og såkaldte ny-danskere, som vi har set i grænselandet? Hvordan skaber vi en inklusion af ny-danske unge, så de får oplevelsen af, at Danmark også er deres land, og hvor de kan pendle mellem deres etniske ophav og kultur og deres nye danske kultur uden problemer? Jeg er overbevist om, at statsminister Neergaards ord fra 1920 ikke står helt så meget til troende i det dansk-tyske grænseland, som de åbenbart gør blandt et flertal i Folketinget. I grænselandet har man lært, at fædrelandet ikke består af et folk og et sprog, men at der er plads til forskellighed. I det øvrige Danmark har man ikke gjort sig erfaringer med den situation, før indvandringen satte ind i 1970 erne, og danskerne viste sig at have meget store vanskeligheder med den virkelighed. 3

4 Der er i den aktuelle indvandrer- og integrationsdebat al mulig grund til at beskæftige sig med det dansk-tyske grænseland, som ganske vist er perifert i forhold til hovedstaden og andre områder med mange nydanskere, men centralt i forhold til erfaringer med kulturmødet. Medlemmer af det tyske mindretal er fuldt ud integrerede i det danske samfund og fungerer naturligvis som ligeværdige borgere i enhver forstand. Mindretallet fik for nylig tilsagn om særregler, som gjorde, at de på trods af en mindre stemmeandel kunne fastholde deres repræsentation i de sønderjyske byråd efter kommunalreformen. Kan man på nuværende tidspunkt forestille sig noget lignende i resten af Danmark næppe. Plads til forskellighed og mangfoldighed er et alternativ til dagens ordnung med ensretning og krav om assimilering. Der er brug for inklusion, hvor vi tænker i muligheder og ikke i begrænsninger, når talen falder på nydanskere, og hvor vi ser en mulig læge, tømrer, ingeniør i enhver 12-årig ikke en potentiel brandstifter og terrorist, der bare kan»skrubbe ad helvede til«. Kan man forestille sig en lignende tilgang til medborgerne i grænselandet næppe. I Slesvig-Holsten har man siden 1955 undtaget det danske mindretal fra fem procents reglen i den slesvig-holstenske forfatning, således at det danske mindretal alligevel kunne opnå repræsentation i landdagen i Kiel. I grænselandet samarbejder man på tværs af en grænse, som knap nok eksisterer længere. Fortsat udvikling af samarbejdet har højeste prioritet i både Slesvig-Holsten og Region Syddanmark. I grænselandet er der gjort talrige sprogpædagogiske erfaringer om forholdet mellem modersmål og fremmedsprog. I det danske mindretal ved man, hvad det betyder at have et godt sprog på modersmålet, som ofte er tysk, inden man i skolen skal lære et nyt sprog. I grænselandet ved man noget om identitetsdannelse. Der er dansk og tysk identitet, men der er også talrige mellemformer, hvor mennesker er på vej fra noget til noget andet. Der er tale om en proces over tid, nogle gange lang tid, flere generationer. I grænselandet ved man fra både danske sprog-reskripter (tvangsindførelse af dansk som skoleog retssprog i 1850 erne) og preussisk Köller-politik (tvangsindførelse af tysk som skoleog retssprog i 1890 erne), at man kan forkorte processen ganske væsentligt og opnå det stik modsatte resultat. De danske sprog-reskripter skabte en overbevist tyskhed, og Köller-politikken en tilsvarende stærk danskhed. Dannelsen af den danske nationalstat i midten af 1800-tallet havde en del at gøre med, hvor grænsen til en tysk nationalstat skulle gå. Det dansk-tyske grænseland var motor for hele diskussionen og realiseringen af det Danmark, vi kender i dag. Et folk, et sprog men hvorfra og hvortil? Det dansk-tyske grænseland kunne, fordi det netop er et grænseland, blive en meget inspirerende motor for den aktuelle udfordring: en fornuftig håndtering af kulturmødet. Et kulturmøde, som i mange tilfælde er håndteret med begrænsninger og mistro fra alle parter, og det er i al sin enkelhed det, som vi ser resultaterne af i dag. 4

5 En undersøgelse fra Trygfonden viste, at unge nydanskere føler sig fremmedgjorte i Danmark. Det i så høj grad, at hver fjerde drømmer om at flytte ud af Danmark. Undersøgelsen pegede på nogle af de problemer, som også har været fremme før unge nydanskere føler sig diskrimineret i det danske samfund på baggrund af hudfarve, kultur og religion. De unge mangler tryghed og tillid til det danske samfund, og det danske samfund og i særdeleshed politikerne mangler åbenbart også tillid til de unge. Undersøgelsens resultater minder os endnu engang om den kurs, vi er på vej ud ad i Danmark med den seneste årrækkes grøftegravning, eksklusion og dem og os -retorik. Det bliver vi nødt til at stoppe nu! Ellers får vi en hel generation af unge, der lever i et parallelsamfund. Unge, som vi i øvrigt desperat har brug for i det danske samfund. Og lige præcis i denne situation bør vi vende blikket mod grænselandet. Politiken d. 17. juni 2008 Manu Sareen er medlem af Københavns Borgerrepræsentation (Rad), forfatter og integrationskonsulent 5