Ulykkestilfælde opstået i forbindelse med sygehusbehandling.

Transkript

1 Ulykkestilfælde opstået i forbindelse med sygehusbehandling. (Årsberetning 2005) Ifølge patientforsikringslovens 3, stk. 2, ydes der erstatning ved ulykkestilfælde, der ikke er omfattet af 2, stk. 1, nr. 2, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et sygehus, og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne omstændigheder, at sygehuset må antages at have pådraget sig erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatningsretlige regler. Geografisk omfatter bestemmelsen kun sygehuse. Da man pr. 1. januar 2004 foretog en udvidelse af patientforsikringsloven med bl.a. hele den primære sundhedssektor, udvidede man ikke samtidig 3, stk. 2. Bestemmelsen omfatter således ikke ulykkestilfælde på de øvrige behandlingssteder omfattet af loven. Ansvar efter bestemmelsen forudsætter, at der foreligger culpa eller ansvar efter skærpede regler, der måtte regulere det pågældende forhold. Bestemmelsen går ud på, at patientforsikringsloven overtager det ansvar, som sygehuset under alle omstændigheder ville have haft. Det er ikke en betingelse, at ansvarsgrundlaget er fastslået ved dom eller på anden måde. Da erstatningsansvar efter patientforsikringslovens 3, stk. 2, er begrænset til tilfælde, hvor ansvar må antages at foreligge allerede efter culpareglen, er betydningen af, at et skadestilfælde falder inden for loven, at skadelidte kan søge erstatning ved anmeldelse til Patientforsikringen. Lovens skadereguleringssystem og de særlige regler i loven om erstatningen finder således anvendelse. Hvis et ulykkestilfælde af den ene eller anden grund alligevel ikke er omfattet af patientforsikringsloven, f.eks. fordi erstatningen ikke overstiger kr. jf. lovens 5, stk. 2, kan patienten rejse krav direkte mod sygehuset/amtet efter almindelige erstatningsretlige regler. Det er ikke en betingelse, at ulykkestilfældet står i direkte forbindelse med den undersøgelse eller behandling med henblik på hvilken, patienten befandt sig på sygehuset. Selvom reglen refererer til termen ulykke, udelukker det ikke, at erstatning kan ydes, selvom skaden står i forbindelse med grundsygdommen forudsat, at sygehuset er ansvarlig herfor.

2 Erstatning forudsætter, at skaden rammer patienter eller de forsøgspersoner og donorer, der omfattes af lovens 1, stk. 2. Besøgende til indlagte patienter er således ikke omfattet af bestemmelsen. Patienter i ambulant behandling/undersøgelse er omfattet, men det er f.eks. ledsagere til disse ikke. Patienter, der er hjemme på weekend, er ikke omfattet, hvis ulykkestilfældet sker hjemme. Bevisbyrde. Det er ikke et krav, at det med sikkerhed kan fastslås, at der foreligger culpa. Kravet er, at bevismæssige vurderinger skal føre til, at sygehuset må antages at have udvist culpa. Sygehuset skal være skyld i ulykkestilfældet, dog ikke nødvendigvis sådan, at der direkte kan udpeges en skyldig sundhedsperson. Den følgende sag vedrører især bevisbyrden for, at der er udvist fejl og forsømmelser fra sygehuset side ikke ansvar efter 3, stk. 2, da patienten ikke kunne bevise, at et brud på skulderen var en følge af fejl eller forsømmelse fra sygehusets side. En 37-årig mand blev indlagt på sygehus om eftermiddagen den 1. juni 2003, da han havde haft et krampeanfald, hvorunder han blev ukontaktbar. På baggrund af et dalende bevidsthedsniveau blev der foretaget akut CT-scanning af hjernen, der ikke viste abnormiteter, og han blev herefter overflyttet til medicinsk afdeling til observation for dehydrering og forgiftning. Der var mistanke om, at krampeanfaldet var fremkaldt af den medicin, som manden tog mod skizofreni. Om morgenen den 2. juni 2003 blev manden beskrevet som motorisk urolig, rodende og cerebralt uklar, og der var ingen kontakt til ham. Røntgenundersøgelse viste et større brud på højre skulder. Det fremgår af journalmaterialet fra henholdsvis den 2. og 3. juni 2003, at hverken et af skadelidtes familiemedlemmer eller manden selv havde en erindring om, at han skulle være faldet, eller hvordan skulderbruddet i øvrigt var opstået. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var påført en erstatningsberettigende skade, og at behandlingen på sygehuset havde været i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring har været den bedst mulige i den givne situation. Afgørelsen blev truffet i henhold til lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse og anførte, at det var den skadelidte patient, der havde bevisbyrden for, at der er udvist fejl eller forsømmelser fra sygehusets side, og

3 såfremt der var uenighed mellem patienten og sygehuset om et hændelsesforløb, ville patienten som regel ikke kunne løfte bevisbyrden, medmindre vidner eller omstændighederne i øvrigt støttede patientens oplysninger. Nævnet lagde til grund, at der ved indlæggelsen af manden den 1. juni 2003 blev foretaget undersøgelser og iværksat behandling med henblik på at konstatere årsagen til hans krampeanfald og svækkede bevidsthedsniveau. Næste morgen blev der på baggrund af en generel undersøgelse tillige konstateret et brud på højre skulder. Der forefandtes hverken i journaler eller sygeplejekardex oplysninger, der tydede på, at manden under sit ophold på sygehuset skulle være faldet eller på anden vis være blevet udsat for et traume, der kan have medført en brækket skulder. Nævnet fandt derfor, at der ikke var ansvarsgrundlag efter 3, stk. 2. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at hverken sygehuset eller de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger havde kunnet bekræfte, at manden skulle have brækket højre skulder i forbindelse med sit ophold på sygehuset. Tilfældegrupper. Der er specielt to tilfældegrupper, hvor der typisk kan blive tilkendt erstatning efter lovens 3, stk. 2. Den ene situation vedrører fejl og forsømmelser i forbindelse med vedligeholdelse af bygninger og bygningsindretninger samt inventar og hjælpemidler. Som eksempel på nævnspraksis kan nævnes følgende sag. J.nr skade i form af skinnebenssår opstået i forbindelse med fald med defekt gangstativ omfattet af 3, stk. 2. En 67-årig kvinde blev indlagt på hospital med henblik på indsættelse af ny protese i højre hofte. Dette indgreb fandt sted den 4. marts 2003 og forløb ukompliceret. I forbindelse med genoptræningen efter dette indgreb faldt hun den 10. marts 2003 på hospitalets badeværelse og pådrog sig et stort sår på venstre skinneben. Såret blev syet sammen, men der var fortsat en 7 x 5 x 5 cm stor trekantet defekt. Der blev foretaget delhudstransplantation af denne defekt den 21. marts Kvinden skulle desuden fortsætte intravenøs antibiotisk behandling, og hun blev udskrevet den 26. marts Patientforsikringen fandt for så vidt angår den del af sagen, der vedrørte faldet på badeværelset, at der ikke var grundlag for at pålægge hospitalet ansvar efter almindelige erstatningsretlige regler.

4 Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringen afgørelse vedrørende dette punkt og fandt, at kvindens skinnebenssår kunne tilskrives fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, jf. lovens 3, stk. 2. Nævnet fandt, at hospitalet havde handlet uforsvarligt ved at overlade patienten, som netop havde gennemgået en operation med indsættelse af en hofteprotese, og som af denne grund og i øvrigt var gangbesværet, et gangstativ, som manglede en gummidup på et ombukket rør og dermed ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt indrettet. Hospitalet var derfor er ansvarlig for den skade, patienten pådrog sig på sit ene ben ved at ramme det ombukkede rør. Fra retspraksis kan nævnes følgende dom omtalt i nævnets årsberetning for 2003, side 54 og frem. Afsagt den 25. juni 2003 af Østre Landsret (B ) - j.nr erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler (culpa) PFL 3, stk. 2. En 72-årig blind kvinde var indlagt på sygehuset efter et brud på venstre lårben. Hun var velmobiliseret og gik sammen med en medpatient ud til sygehusets forhal for at ryge. Døren ud til forhallen havde automatisk åbne- og lukkefunktion, der aktiveredes ved tryk på en knap 4,75 meter fra døråbningen. Døren var 4 sekunder om at åbne, og var herefter åbenstående i 12 sekunder, hvorefter den var 7 sekunder om at lukke. Døren åbnede indad mod kvinden, og da hun var på vej gennem døren, blev hun ramt af døren, da den svingede tilbage for at lukke. Herved faldt kvinden og pådrog sit et nyt brud på venstre lårben. Patientforsikringen gav afslag på erstatning efter patientforsikringslovens 3, stk. 2, idet kvindens uheld ikke fandtes at kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge sygehuset et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde til grund, at uheldet ikke skyldtes fejl ved den automatiske dør. Videre lagde nævnet vægt på oplysningerne om de anførte tider for dørens åbne- og lukkefunktion, dørens indretning og placeringen af døråbnerfunktionen og fandt, at der herved blev givet rimelig tid for, at selv gangbesværede patienter kunne passere gennem døren. Nævnet lagde endvidere lagt vægt på, at kvinden, som var blind, forlod afdelingen på egen hånd sammen med en medpatient. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var berettiget til erstatning i henhold til patientforsikringslovens 3, stk. 2.

5 Landsretten fandt det ikke godtgjort, at døren havde været defekt på ulykkestidspunktet. Endvidere fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at dørens indretning var uforsvarlig, eller at hospitalets personale havde tilsidesat sin særlige tilsynspligt. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Der kan også henvises til Østre Landsrets dom af 24. juni 2003 vedrørende nævnets j.nr omtalt i årsberetningen for 2003, side 53 og frem. Den anden situation, hvor der typisk kan blive tilkendt erstatning efter lovens 3, stk. 2, vedrører fejl og forsømmelser i forbindelse med tilsyn m.v. med patienters færden under sygehusopholdet uden for den egentlige behandlings- og undersøgelsessituation fald fra briks i forbindelse med, at en patient skulle nette sig til natten var erstatningsberettigende efter 3, stk. 2. En 52-årig kvinde blev indlagt på sygehus den 13. marts 2003 med en hjerneblødning. Den 31. marts 2003 påbegyndte man rehabilitering på rehabiliteringscenter. I forbindelse med klargøring til natten den 25. april 2003 kl. 22 faldt kvinden ned fra en briks. Hun havde i forløbet op til ligget roligt og længere tid på briksen uden problemer. Ved faldet pådrog hun sig en bule i venstre side af panden og en lille rift ved næsen. Hun blev tiltagende dårlig, kastede op og var meget svedende. Hun blev derfor overført til et andet hospital, hvor en akut CT-scanning viste en stor subdural blodansamling frontalt i venstre side. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter 3, stk. 2. Man vurderede, at uheldet ikke kunne henføres til sådanne fejl og forsømmelser fra rehabiliteringscenterets side, at der var grundlag for at pålægge erstatningsansvar efter almindelige erstatningsansvarlige regler. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen og fandt, at der var ansvarsgrundlag efter lovens 3, stk. 2. Nævnet fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at kvindens fald fra en briks på centret skyldtes fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, og at faldet havde medført en forlængelse af sygdomsperioden og flere operationer i dette forløb. Nævnet havde lagt vægt på, at den pågældende aftenvagt, som var alene om hende, havde fået oplyst, at hun var motorisk urolig og desuagtet ikke havde sørget for

6 behørig afskærmning af briksen, hvilket bevirkede, at kvinden faldt ned fra briksen, da aftenvagten trådte lidt væk for at tage en ren undertrøje til hende ikke ansvar efter 3, stk. 2, i forbindelse med fald i forbindelse med toiletbesøg. En 53-årig kvinde med Parkinsonisme faldt den 6. november 1999 og slog sin højre skulder. På grund af vedvarende smerter i skulderen henvendte hun sig den følgende dag på skadestuen, hvor hun fik en armslynge. Kvinden henvendte sig igen den 10. november 1999 på grund af nogle mærkelige bevægelser i arme og ben, og hun blev overflyttet til andet sygehus med henblik på nærmere udredning. Ifølge et journalnotat fra den 11. november 1999 gik kvinden på toilettet i et anfald. Hun blev fundet siddende på gulvet, grædende og skrigende med vridende bevægelser. Lægen blev tilkaldt, da hun var svært urolig og smerteklagende på grund af pludselige smerter i højre arm. Røntgenundersøgelse viste et kompliceret brud. Det var i sygeplejekardex fra den 11. november 1999 kl anført, at kvinden gik på toilettet for at kaste op. Her kom hun til at gøre en ufrivillig bevægelse med højre arm. Hun lagde sig herefter ned på gulvet (faldt ikke), hvorefter hun skrigende og meget urolig blev hjulpet i seng, Patientforsikringen fandt, at der ikke var udvist fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, jf. lovens 3, stk. 2. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen og fandt, at kvindens tilskadekomst ikke kunne henføres til en sådan forsømmelse fra sygehusets side, at der kunne statueres ansvar efter almindelige erstatningsretlige regler. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at uheldet skyldtes en ansvarspådragende handling eller undladelse fra sygehusets side. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var grundlag for at fastslå, at kvindens tilstand burde have givet anledning til at iværksætte tilsyn eller andre foranstaltninger. Således var der intet, der indikerede et særligt behov for overvågning eller assistance under toiletbesøg. Det måtte endvidere anses for uoplyst, hvorledes armbruddet var sket, idet der forelå modstridende oplysninger herom. Fra retspraksis kan endvidere nævnes UfR H, der er gengivet i nævnets årsberetning for 2002, side 75 og frem. Dommen vedrører en patients selvmord under indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at anse det for ansvarspådragende, at der ikke var ordineret fast vagt og dermed konstant observation af patienten. Det samme gjaldt personalets

7 bedømmelse af, at det ikke var nødvendigt at fratage ham livremmen. Højesteret fandt det endvidere ikke uforsvarligt, at han uanset den ordinerede tætte observation var alene på toilettet. Højesteret tiltrådte herefter, at der ikke var udvist ansvarspådragende adfærd i form af mangelfuldt tilsyn, og betingelserne i patientforsikringslovens 3, stk. 2, for at yde erstatning var således ikke opfyldt, hvorfor nævnet blev frifundet. Grænsedragning mellem pfl 3, stk. 2 og 2, stk. 1, nr. 1. For at sygehuset ikke skal ifalde ansvar efter pfl 3, stk. 2, skal der være ydet et tilfredsstillende tilsyn med, at en patient ikke kommer til skade i forbindelse med sit ophold på et sygehus. Krav til denne sikring følger af den almindelige erstatningsregel. Fald fra et leje/briks er som altovervejende hovedregel henført under 3, stk. 2, men er efter en konkret vurdering af nævnet vurderet efter 2, stk. 1, nr. 1. I forbindelse med f.eks. tilsyn af patienter er grænsen i forhold til specialistreglen i lovens 2, stk. 1, nr. 1, normal klar, da det tilsyn, der skal vurderes efter lovens 3, stk. 2, vedrører tilsyn med patientens færden under sygehusopholdet, mens lovens 2, stk. 1, nr. 1, vedrører tilsyn og kontrol af patientens helbredstilstand. I forbindelse med selve behandlingssituationen beror grænsedragningen ifølge lovens forarbejder på, om skadesårsagen har en sådan tilknytning til selve undersøgelsen eller behandlingen, at det er meningsfyldt at anvende specialistmålestokken. J.nr fald fra briks i forbindelse med anlæggelse af blokade vurderet efter 1, stk. 1, og 2, stk. 1, da det kunne sidestilles med behandling. En 38-årig kvinde fik den 3. juli 2003 anlagt en blokade i højre albue for at lindre sine smerter. Hun var i foråret 2002 var faldet på sit arbejde og havde slået blandt andet sin højre albue. Man havde dog ikke konstateret brud i albuen, men havde konstateret, at kvinden havde en traumatisk udløst irritationstilstand i albuen. Kvinden blev dårlig af blokaden og faldt ned fra briksen. Hun blev kørt på skadestuen, hvor man konstaterede, at hun havde brækket næsen og fået en flænge i læben. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var påført en erstatningsberettigende skade efter lovens 3, stk. 2, idet hendes tilskadekomst ikke kunne henføres til en sådan forsømmelse fra sygehusets side, der kunne danne grundlag for at pålægge sygehuset erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler.

8 Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, men med en ændret begrundelse. Nævnet vurderede, at hun ikke var påført en skade i forbindelse med behandlingen og afgjorde sagen efter lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, og henviste til dommen i UfR H, som er refereret nedenfor. Nævnet lagde til grund, at kvinden faldt ned fra briksen i forbindelse med anlæggelsen af blokaden. Det var nævnets vurdering, at anlæggelse af blokade var at sidestille med behandling i patientforsikringslovens forstand. Nævnet anførte, at behandlingen havde fulgt bedste specialiststandard, og at der var tale om et hændeligt uheld. Man lagde vægt på, at blokaden blev foretaget på korrekt indikation og i overensstemmelse med anerkendte retningslinjer. Endvidere lagde nævnet vægt på, at personalet i forbindelse med anlæggelsen af blokaden optrådte korrekt, forsvarligt og hensynsfuldt. Således var der to læger tilstede under anlæggelsen af blokaden. Man var opmærksom på, at kvinden ønskede at ligge ned henset til hendes tilstand, således som hun selv havde oplyst. Hun var i den anledning blevet vejledt om vigtigheden i at blive liggende. Den ene læge forlod først lokalet, da anlæggelsen var tilendebragt, mens nævnet måtte lægge til grund, at den tilbageværende læge korrekt vurderede, at vedkommende kunne diktere journalen, idet kvinden skønnedes ved bevidsthed. Endvidere lagde nævnet vægt på, at personalet fulgte de retningslinjer, der var gældende på tidspunktet, og at disse retningslinjer efter nævnets opfattelse måtte karakteriseres som fuldt forsvarlige. Der blev endelig lagt vægt på, at personalet reagerede relevant, da kvinden faldt ned fra lejet. Endvidere kan nævnes dommen i UfR H, der er gengivet i nævnets årsberetning for 2003, side 62 og frem. Dommen vedrører en kvinde, som i oktober 1998 blev indlagt på et sygehus, fordi hun skulle have fjernet en cyste på halsen. Hun skulle inden operationen have taget blodprøver i laboratoriet. Under blodprøvetagningen blev hun utilpas, og da blodprøvetagningen var afsluttet, blev hun af laboranten fulgt til udgangen. Efter at laboranten igen var gået ind, besvimede hun og beskadigede kæbe og tænder. Landsretten fandt, at blodprøvetagningen måtte anses som en undersøgelse, som var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, hvilket Højesteret var enig i. Efter en udtalelse fra Retslægerådets fandt Højesteret, at det måtte lægges til grund, at en erfaren specialist i den foreliggende situation, hvor patienten under blodprøveudtagningen fik et ildebefindende, ville have forsøgt at overtale hende til at ligge ned og ikke ville have efterladt hende i stående stilling uden tilsyn og uden mulighed for at sætte sig, hvorved skaden ville være undgået. Patientskadeankenævnet blev dømt til at anerkende, at skaden var omfattet af lovens 2, stk. 1, nr. 1.