HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 6. november 2012

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 6. november 2012 Sag 34/2011 (2. afdeling) FOA Fag og Arbejde som mandatar for A (advokat Karsten Høj, beskikket) mod Erstatningsnævnet (kammeradvokaten ved advokat Søren Horsbøl Jensen) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 22. afdeling den 17. december I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Walsøe, Jytte Scharling, Jens Peter Christensen, Henrik Waaben og Lars Hjortnæs. Påstande Appellanten, FOA Fag og Arbejde som mandatar for A, har nedlagt følgende påstande: Principalt Indstævnte, Erstatningsnævnet, skal anerkende, at A er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne med ,33 kr. (1.1.) eller med ,33 kr. (1.2.) med tillæg af rente svarende til den til enhver tid værende diskonto plus 5 % fra den 1. oktober Subsidiært Erstatningsnævnet skal anerkende, at A er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne med ,80 kr. (2.1.) eller med ,81 kr. (2.2.) eller med ,13 kr. (2.3.) eller med ,13 kr. (2.4.) eller med ,81 kr. (2.5.) med tillæg af rente svarende til den til enhver tid værende diskonto plus 5 % fra den 20. november 2000

2 - 2 - for så vidt angår påstand 2.1., 2.2. og 2.5. og fra den 20. november 1999 for så vidt angår påstand 2.3. og 2.4. Erstatningsnævnet har påstået stadfæstelse. Anbringender FOA Fag og Arbejde som mandatar for A har navnlig anført, at skadelidte i hvert fald efter lovændringerne i 1985 som udgangspunkt har krav på fuld erstatning, og den dagældende fradragsregel i offererstatningslovens 7 må derfor fortolkes sådan, at der ved anvendelsen skal tages hensyn til, at skadelidte på den ene side har ret til fuld erstatning, samtidig med at staten på den anden side ikke skal betale for den samme skade to gange. Erstatningsnævnets mulighed for at udsætte sin afgørelse vedrørende et erstatningskrav med henblik på at konstatere, om skaden dækkes fra anden side, er en fravigelse af de almindelige erstatningsretlige regler. Det må dermed være forholdene på det tidspunkt, hvor det er afklaret, hvilke andre ydelser der tilfalder skadelidte i anledning af skaden, som er afgørende for, i hvilket omfang et erhvervsevnetab er dækket af andre ydelser. Derfor skal erstatningen for erhvervsevnetab opgøres på det tidspunkt, hvor førtidspensionen tilfaldt A, og hendes erhvervsevnetabserstatning skal således indgå i beregningen efter offererstatningslovens 7 med det erstatningsbeløb, som hun var berettiget til den 1. oktober Erstatningen skal dermed opgøres inklusive renter efter den dagældende 16 i erstatningsansvarsloven, idet renterne efter denne bestemmelse var en del af erstatningskravet som en kompensation for, at lønnen ikke blev reguleret frem til afgørelsestidspunktet. Den foreliggende situation kan ikke sidestilles med den situation, der forelå i dommen i UfR H, som drejede sig om differencekrav efter arbejdsskadesikringsloven, og hvor der således var tale om at sammenligne erstatningsydelser efter to love og ikke som her om at foretage et skønsmæssigt fradrag for en social ydelse. Erstatningen skal endvidere opgøres således, at kapitalværdien af den førtidspension, som faktisk er tilfaldet A fra og med den 1. oktober 2004, skal fradrages, idet det beløb, som As førtidspension blev nedsat med på grund af samleverens indtægtsforhold, ikke er tilfaldet hende. At fradraget efter den dagældende offererstatningslovs 7 ifølge forarbejderne skal

3 - 3 - ske skønsmæssigt, kan ikke begrunde, at der foretages fradrag for et andet beløb end det, som skadelidte faktisk modtager. Det bestrides ikke, at Erstatningsnævnets afgørelse er i overensstemmelse med nævnets faste praksis, men denne praksis strider mod forbuddet mod skøn under regel, fordi den indebærer, at der ikke tages hensyn til skadelidtes individuelle forhold. Erstatningsnævnet har navnlig anført, at det følger af den dagældende 7 i offererstatningsloven, at der i kapitalerstatningen til skadelidte skal foretages fradrag for løbende sociale ydelser, men hverken ordlyden af bestemmelsen eller forarbejderne anviser kriterierne for, hvordan fradraget skal opgøres. Lovgivningsmagten valgte altså ikke at opstille lovfæstede kriterier for opgørelsen af fradraget og overlod dermed Erstatningsnævnet en skønsmæssig beføjelse og et råderum til at udvikle kriterierne for opgørelsen. Derfor må det være en betingelse for at tilsidesætte Erstatningsnævnets afgørelse, at skadelidte godtgør, at de kriterier, som nævnet har udviklet for opgørelsen, er usaglige og dermed ulovlige. Denne betingelse er ikke opfyldt. At der kan konstrueres de alternative opgørelsesmetoder, som de nedlagte påstande bygger på, kan ikke i sig selv føre til, at Erstatningsnævnets afgørelse skal tilsidesættes. De kriterier, som nævnet har anvendt, er ikke usaglige blot fordi, de alternative opgørelsesmetoder alle fører til, at fradraget efter offererstatningslovens 7 så bliver mindre end erhvervsevnetabserstatningen opgjort efter erstatningsansvarsloven. Det kan heller ikke sluttes heraf, at A ikke har fået fuld erstatning i henhold til de dagældende regler. Lovgivningsmagten har ved udformningen af førtidspensionsreglerne truffet det valg, at det beløb, som udbetales i pension, skal indtægtsreguleres, herunder for en samlevers indtægter. Hvis Erstatningsnævnet ikke ved opgørelsen af fradraget efter offererstatningslovens 7 så bort fra indtægtsreguleringen, ville A i medfør af offererstatningsloven blive kompenseret for den indtægtsregulering, der følger af lovgivningen om førtidspension. Der er ikke noget grundlag for at antage, at offererstatningslovens 7 har til formål at kompensere ofre for forbrydelser for denne indtægtsregulering. Det kriterium, som Erstatningsnævnet har anvendt, hvorefter man ser bort fra indtægtsreguleringen, medfører, at to skadelidte, der befinder sig i

4 - 4 - helt ens situationer bortset fra deres samlevers indtægter, får det samme beløb i erstatning for erhvervsevnetab, og et sådant kriterium kan ikke anses for usagligt. De af As påstande, som bygger på den fiktion, at hun var blevet tilkendt mellemste invalidepension med virkning fra stationærtidspunktet i 2000, kan heller ikke følges, idet faktum er, at hun blev tilkendt førtidspension med virkning fra den 1. oktober At Erstatningsnævnet i As tilfælde har tilbagediskonteret værdien af hendes førtidspension til stationærtidspunktet skyldes, at det er dette tidspunkt, som beregningen af erhvervsevnetabserstatning efter den dagældende 5 i erstatningsansvarsloven måtte tage udgangspunkt i. Denne fremgangsmåde indebærer således, at der er samtidighed mellem opgørelsen af erhvervsevnetabserstatningen og opgørelsen af det beløb, som skal fradrages i erstatningen. Det ville ikke være foreneligt med erstatningsansvarsloven at fremskrive erhvervsevnetabserstatningen med rente til tidspunktet for tilkendelse af førtidspension eller til stationærtidspunktet. Erstatningsansvarslovens 16 finder kun anvendelse, hvis den skadelidte har et krav på erstatning, når kravet er gjort op, hvilket i dette tilfælde vil sige, når erhvervsevnetabserstatningen er opgjort i medfør af erstatningsansvarsloven, og fradraget i henhold til offererstatningslovens 7 er foretaget, jf. herved også princippet i Højesterets dom i UfR Erstatningsnævnet har protesteret mod, at A i det sammenfattende processkrift for Højesteret har gjort gældende, at nævnets afgørelse er i strid med forbuddet mod skøn under regel. Anbringendet bør nægtes fremsat, jf. retsplejelovens 383. I øvrigt bestrides det, at afgørelsen er i strid med forbuddet mod skøn under regel. Højesterets begrundelse og resultat Det er ikke nærmere reguleret i den dagældende 7 i offererstatningsloven eller i bestemmelsens forarbejder, hvorledes løbende sociale ydelser, der dækker samme skade, skal fradrages i erstatningen, og Erstatningsnævnet måtte således fastlægge en praksis for, hvordan fradraget for sociale ydelser skulle opgøres. Højesteret finder, at det ikke kan anses for usagligt, at Erstatningsnævnet i overensstemmelse med fast praksis ved opgørelsen af fradraget for den førtidspension, som A blev tilkendt, så

5 - 5 - bort fra den indtægtsregulering af pensionsydelsen, der skete i medfør af førtidspensionsreglerne som følge af As samlevers aktuelle indtægtsforhold. Af de grunde, der er anført af landsretten, finder Højesteret endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse, hvorefter opgørelsen af fradraget for As førtidspension blev foretaget på grundlag af, hvad beløbssatsen for den tilkendte førtidspension for samlevende ville have været på stationærtidspunktet, og hvorefter erhvervsevnetabserstatningen blev medtaget i beregningen efter offererstatningslovens 7 uden forrentning. Højesteret finder således, at Erstatningsnævnets afgørelse ikke hviler på usaglige kriterier. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen. Højesteret har ikke fundet grundlag for at nægte fremsættelse af anbringendet om, at Erstatningsnævnets afgørelse er udtryk for skøn under regel. Det, som er anført for Højesteret herom, kan imidlertid ikke føre til et andet resultat. Højesteret stadfæster herefter dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale kr. til Erstatningsnævnet. Sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.