Årsberetning Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet

Transkript

1 Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet Årsberetning Indledning Patientskadeankenævnets lovgrundlag og organisation Statistik Regnskab og budget for Patientskadeankenævnet Sager for landsretten og Højesteret Generelle problemstillinger Forældelse af krav efter patientforsikringsloven, herunder særligt den 5-årige forældelse i lovens 19, stk Reduktion i godtgørelse og erstatning som følge af mellemkommende død Posttraumatisk belastningsreaktion Ulykkestilfælde opstået i forbindelse med sygehusbehandling Patientskadesager fra den primære sundhedssektor Patientskadeankenævnets brug af Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning for Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet Vimmelskaftet København K Tlf.: [email protected] 1

2 1. Indledning. Lov om patientforsikring trådte i kraft den 1. juli Samtidig blev Patientskadeankenævnet oprettet. I henhold til nævnets forretningsorden påhviler det nævnet at afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til indenrigs- og sundhedsministeren. Denne årsberetning indeholder i afsnit 5 en gennemgang af landsrets- og højesteretsafgørelser i patientforsikringssager. I beretningens afsnit 6 er der medtaget en række generelle emner, hvor nævnets praksis er illustreret med sager fra 2005 og tidligere. Herudover indeholder beretningen en række talmæssige oplysninger om Patientskadeankenævnets virksomhed. I 2005 modtog nævnet 1300 ankesager. Dette er en væsentlig stigning i forhold til året før. Der er grund til at antage, at antallet af sager vil stige yderligere de kommende år. Det skyldes formentlig en kombination af flere årsager, herunder især ændringerne af dækningsområdet for patientforsikringsloven og det væsentligt højere erstatningsniveau i medfør af ændringerne i erstatningsansvarsloven. Patientskadeankenævnet gennemfører hvert år en kvalitetsundersøgelse af et repræsentativt udsnit af sager. Det sker som et led i at forbedre den generelle kvalitet af både sagsbehandling og afgørelser, idet sådanne målinger skal afdække mulige forbedringspunkter og give anledning til konkrete kvalitetsforbedrende initiativer. Nævnet vil fremover tillige gennemføre en årlig brugertilfredshedsundersøgelse, hvilket sker med henblik på forbedre den generelle service over for klagerne. Efter aftale med formanden for Lægemiddelskadeankenævnet sammenlægges årsberetningerne fra de to nævn til en publikation. Arne Ljungström 2

3 2. Patientskadeankenævnets lovgrundlag og organisation 2005 Lovgrundlag. Patientforsikringsloven har siden den 1. juli 1992 givet patienter mulighed for at få erstatning for skader pådraget ved behandling på offentlige sygehuse. Hovedformålet med patientforsikringsordningen har været at sikre patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstatning end efter den almindelige erstatningsret, hvor det ofte er nødvendigt at føre retssag ved domstolene. Senest er der ved lov nr. 430 af 10. juni 2003 foretaget væsentlige ændringer i patientforsikringsloven. Således er loven blandt andet udvidet til at omfatte hele sundhedsvæsenet. Ændringerne har virkning for skader, der forårsages fra den 1. januar Patientforsikringens afgørelser i patientforsikringssager kan indbringes for Patientskadeankenævnet, som træffer den endelige administrative afgørelse. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har med bekendtgørelse nr af 12. december 2003 fastsat forretningsordenen for Patientskadeankenævnet Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for Østre- eller Vestre Landsret efter sagsøgers bopæl, jf. retsplejelovens 240, stk. 2, og patientforsikringslovens 16. Nævnets sammensætning. Patientskadeankenævnet er nedsat af indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af 14 i patientforsikringsloven. Nævnet er organiseret i fem sideordnede afdelinger. Nævnet (nævnsafdelingen) består af en formand og syv andre beskikkede medlemmer og skal ved afgørelsen af den enkelte sag sammensættes af: Formand/næstformand udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren 2 sagkyndige medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen 1 medlem udpeget af Amtsrådsforeningen 1 medlem udpeget i forening af Hovedstadens Sygehusfællesskab, Kommunernes Landsforening, Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner 1 medlem udpeget af Advokatrådet 3

4 1 medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet. Nævnsafdelingerne er beslutningsdygtige, når samtlige medlemmer er til stede. Nævnets sammensætning er som følger: Formand og næstformænd udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren: Dommer Arne Ljungström (formand), adm. dommer Bjarne Pedersen (næstformand), dommer Lis Hævdholm (næstformand), landsdommer Karen Foldager (næstformand), landsdommer Jan Uffe Rasmussen (næstformand) og dommer Niels Foldberg (næstformand). Udpeget af Advokatrådet: Advokat Brian Malmros, advokat Christina Neugebauer, advokat Ditlev Wad, advokat Joan Colding og advokat Karsten Høj. Suppleanter: Advokat Søren Isaksen og advokat Nicolai Westergaard. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Helle Ørding, overlæge Henrik Harling, adm.overlæge Jens Kramhøft, overlæge Mogens Vejtorp, overlæge Mogens Tange, overlæge Hans Colstrup, professor Bjarne Lund, praktiserende læge Henrik Haxholdt, overlæge Henrik Schrøder og overlæge Mark Krasnik. Suppleanter: Overlæge Bente Danneskiold-Samsøe, overlæge Olaf Bonnevie, overlæge Flemming Winther Bach, overlæge Mogens Jakobsen og overlæge Jens Benn Sørensen. Udpeget af Amtsrådsforeningen: Vicekontorchef Anni Olesen, kontorchef Lars Oppenhagen, patientvejleder Laila Dahl, fuldmægtig Bjarne Aabye og kontorchef Inge Hune. Suppleanter: Fuldmægtig Anne Finch Jensen og kontorchef Birte Fabricius. Udpeget af Kommunernes Landsforening m.fl.: Seniorkonsulent Claus Mørch Petersen, vicekontorchef Frank Poulsen, specialkonsulent Niels Theisler, overtandlæge Børge Alstrup og seniorkonsulent Kari Vieth. 4

5 Suppleanter juridisk konsulent Margrethe Medborg og Hedvig Demajer-Garic. Udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer: Bente Djørup, Ulla Gehl, Freddy Nielsen, Stig Hedegaard Kristensen og Hanne Bendixen. Suppleanter: Dorthe Kellermann og Lisbeth Holmgaard. Udpeget af Forbrugerrådet: Kirsten Nielsen, Rut Jørgensen, Bent Olufsen, Margrethe Nielsen og Jeppe Juul. Suppleanter: Lisbeth Baastrup og Klaus Melvin Jensen. Sekretariatet. Ifølge forretningsordenens 5 bistås nævnet af et sekretariat, som har følgende funktioner: oplyser sagen og indhenter sagkyndig vurdering udarbejder udkast til afgørelse bestemmer, i hvilken rækkefølge de indkomne klager behandles Patientskadeankenævnets sekretariats personalenormering udgjorde i sekretariatschef (LR 37), 1 chefkonsulent (LR 36), 10,5 AC-årsværk, 5,3 HK-årsværk, 1,5 studenterårsværk og 1,5 årsværk speciallægekonsulenter (deltid). Speciallægekonsulenterne repræsenterer følgende specialer: Ortopædisk kirurgi, neurokirurgi, kirurgisk gastroenterologi, neurologi, oftalmologi, oto-rhinolaryngologi, hæmatologi, gynækologi og obstetrik, karkirurgi, thoraxkirurgi, urologi, psykiatri, anæstesiologi, intern medicin og onkologi. Til sekretariatet er endvidere tilknyttet konsulent i tand, -mund- og kæbekirurgi. Yderligere speciallægekonsulenter anvendes, hvor der er behov for en ekspertise, som de ovennævnte konsulenter ikke dækker fuldt ud. 5

6 3. Statistik. Modtagne, afsluttede og verserende sager. Figur 1 Nye sager, afgørelser og verserende sager 1993 til Modtagne Afsluttede Verserende I 2005 modtog nævnet 1300 ankesager. Dette er en stigning på 8 % i forhold til året før. Nævnet afgjorde samlet i ankesager. Udviklingen i antal modtagne sager i Patientskadeankenævnet har gennem årene stort set fulgt den tilsvarende udvikling i antal sager i Patientforsikringen. Det var derfor forventeligt, at der ville ske en vækst i ankesagerne i Den vækst i antal ankesager, der må forventes på grund af udvidelsen af dækningsområdet for patientforsikringsloven, er endnu ikke slået igennem til Patientskadeankenævnet. 6

7 Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Figur 2 Gennemsnitlig sagsbehandlingstid 1997 til Figur 2 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2005 er nedbragt til 7,5 måneder. Målet for 2005 var, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke måtte overstige 8 måneder. En medvirkende årsag til, at målet for sagsbehandlingstiden blev nået er, at Patientforsikringen i 2005 anvendte væsentlig mindre tid til at udarbejde sin ankeudtalelse end i de forrige år. Der vil fortsat blive arbejdet på at reducere sagsbehandlingstiden. Det vil imidlertid ikke være realistisk med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på under 6 måneder. Dette skyldes især de nødvendige høringer, som skal foretages som led i sagsforberedelsen. Sagsbehandlingstiden er hidtil blevet opgjort som tiden fra postmodtagelsen af anken til datoen for nævnsbehandlingen. Fremover vil sagsbehandlingstiden blive opgjort som tiden fra postmodtagelsen til afgørelsen sendes til klager. 7

8 Oversigt over nævnets virksomhed. Tabel 1 Antal Afviste Udsatte Tiltrådte Ændrede afgørelser I alt af- møder sager sager afgørelser Hjemvist Ansvar Erstatning gjorte sager Der er i 2005 truffet 1139 nævnsafgørelser og 132 formandsafgørelser. Som det fremgår af tabel 1, ændrede Patientskadeankenævnet i afgørelser, hvilket svarer til ca. 19 % af nævnsafgørelserne. Ændringsprocenten var i 2004 på 15 %. Ændring angående "erstatning" betyder, at nævnet har ændret en eller flere poster i Patientforsikringens erstatningsberegning, eventuelt på grund af nye oplysninger efter Patientforsikringens afgørelse. "Udsatte sager" er sager, som nævnet har udsat til behandling på et senere møde. Det skyldes blandt andet, at nævnet har fundet anledning til at indhente yderligere lægelige oplysninger, supplerende lægefaglig vurdering eller yderligere oplysninger af økonomisk art til brug for erstatningsfastsættelsen. I 2005 blev 5,6 % af de sager, som sekretariatet indstillede til afgørelse i Patientskadeankenævnet, udsat. 8

9 4. Regnskab og budget for Patientskadeankenævnet Regnskab Alle udgifter til drift af Patientskadeankenævnet afholdes af Patientforsikringen, jf. 14, stk. 10, i lov om patientforsikring. Patientskadeankenævnets bevilling står opført på finanslovens konto Mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriets departement og sekretariatet for Patientskadeankenævnet er indgået en resultatkontrakt for perioden I resultatkontrakten er driftsudgifterne for 2005 fastsat til 20,2 mill. kr. Udgifter i alt Sekretariat Honorar til formænd og nævnsmedlemmer Løn i alt IT-udstyr Kontorartikler og papir Aviser, bøger, tidsskrifter mv Møbler, inventar Rejser nævn Repræsentation nævn Konsulentydelser, softwarelicens mv Diverse tjenesteydelser Læge og tandlæge konsulenter Arbejdsskadestyrelsen Kurser og konferencer Kammeradvokaten Trykning og indbinding Rengøring Portoudgifter og forsendelse Telefonudgifter Budkørsel Øvrige servicekontrakter Husleje og el Kopimaskiner Bygningsvedligeholdelse

10 AER-bidrag AES-bidrag Lægemiddelskadeankenævnet IT-udstyr Diverse Øvrige driftsudgifter I Patientskadeankenævnets årsrapport for 2005, som er udsendt i april 2006, er der givet en detaljeret regnskabsmæssig forklaring. Rapporten er tilgængelig på nævnets hjemmeside Budget Budgettet for 2006 er i resultatkontrakten for fastsat til 24,5 mill. kr. Antallet af afgørelser i 2006 forventes at ligge 30 % over niveau Det forventes ligeledes, at antallet af sager, der afsluttes ved domstolene, vil svare til antallet i Samlet set vil udgifterne derfor i 2006 formentlig ligge noget højere end i Ændringerne i patientforsikringsloven vedrørende dækningsområdet forventes at slå igennem i

11 5. Sager for landsretten og Højesteret Ifølge patientforsikringslovens 16 kan Patientskadeankenævnets afgørelser indbringes for landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre Patientskadeankenævnets afgørelse. Indbringelse for landsretten skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. I disse sager er Patientskadeankenævnet sagsøgt/medsagsøgt, og de føres for nævnet af Kammeradvokaten og forberedes i et samarbejde mellem Kammeradvokaten og Patientskadeankenævnets sekretariat. Landsrettens domme kan ankes til Højesteret. Tabel 2: Sager ved landsret og Højesteret 1995 til 2005 Landsretssager I alt Hævet af parterne Dom Afsluttede sager Tabel 2 viser, hvor mange retssager der blev afsluttet i perioden 1995 til I den overvejende del af de domme, der blev afsagt i perioden 1995 til 2005, har Patientskadeankenævnet fået medhold. Sagerne har i Patientforsikringen været genstand for en grundig lægelig/juridisk vurdering på ekspertniveau. I forbindelse med Patientskadeankenævnets behandling af sagerne vurderes disse på ny på lægeligt/juridisk ekspertniveau. Hæves en sag, skyldes det normalt, at det under den forberedende skriftveksling viser sig, at sandsynligheden for at sagsøger (patient/klager) kan vinde sagen er ringe. Nogle sager hæves imidlertid også, fordi Patientskadeankenævnet, efter fremkomst af nye oplysninger under retssagens forberedelse f.eks. en anden vurdering fra Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrelsen - vurderer at sagsøger har ret i 11

12 sin påstand. I disse sager genoptager Patientskadeankenævnet sagen og træffer ny afgørelse i overensstemmelse hermed. Sager indbragt for landsret og Højesteret i Der blev i 2005 indbragt 74 sager for domstolene. Der blev afsagt 28 domme. Disse er refereret nedenfor. Endelig blev 40 sager hævet. Ved årets udgang verserede 192 retssager, hvilket er en stigning på 6 sager i forhold til Patientskadeankenævnet blev frifundet i 22 af de sager, landsretten og Højesteret afgjorde i 2004, mens nævnet blev domfældt i 6 sager. 12 af de i 2005 afsagte domme drejede sig om anerkendelse af ansvarsgrundlaget. Påstanden i disse var helt overvejende, at skaden skulle anerkendes efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, og/eller nr. 4, dvs. at undersøgelsen, behandlingen eller lignende ikke havde levet op til den erfarne specialists standard, hvorved skaden med overvejende sandsynlighed var blevet påført sagsøger, og/eller at skaden lå ud over, hvad sagsøger med rimelighed måtte tåle. 14 domme drejede sig om opgørelsen af erstatningens størrelse, og 2 domme drejede sig om henholdsvis genoptagelse og ankefrist. Resumé af domme afsagt af landsretten i Afsagt den 18. januar 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr PFL 2, stk. 1, nr. 1 og 4. En 5 måneder gammel pige blev den 12. december 1996 opereret for en medfødt hjertefejl. Nogle dage efter operationen fik lægerne på sygehuset mistanke om, at der var sket en påvirkning af hjernen, idet pigen virkede stiv og havde tilfælde med kramper. En efterfølgende MR-scanning viste, at pigen havde en hjerneskade. Det blev desuden konstateret, at pigen havde en kromosomfejl. Patientforsikringen fandt, at pigen ikke var blevet påført en skade i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og 4. Patientforsikringen lagde ved sin afgørelse vægt på, at pigen led af en svær 12

13 hjertelidelse, der uden en operation ville have en meget dårlig prognose, og at operationen derfor blev gennemført på korrekt indikation og efter anerkendte retningslinier. Det blev endvidere tillagt vægt, at hjerneskaden ikke var tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav om sjældenhed og heller ikke tilstrækkelig alvorlig i forhold til pigens grundlidelse. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med samme begrundelse. Pigens forældre indbragte herefter sagen for landsretten med påstand om, at pigen var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Landsretten lagde efter Retslægerådets udtalelse til grund, at pigens hjerneskade var en følge af utilstrækkelig iltforsyning til hendes hjerne i døgnet efter operationen. Årsagen til den manglende iltforsyning var ukendt, men Retslægerådet fandt det mest sandsynligt, at det var en kombination af infektion, hurtig hjerteaktion samt et kritisk blodtryksfald. Landsretten fandt herefter, at hjerneskaden med overvejende sandsynlighed måtte anses for indtrådt som følge af en komplikation i forløbet umiddelbart efter hjerteoperationen. Ved vurderingen af pigens helbredstilstand lagde landsretten til grund, at pigens medfødte kromosomfejl havde bidraget til hendes handicap, men ikke til de omfattende hjerneskader. Endelig lagde landsretten efter en samlet vurdering af Retslægerådets udtalelse til grund, at pigens hjertesygdom medførte, at hendes prognose for overlevelse uden operation var meget dårlig. Hjerneskaden fandtes desuden ikke at være tilstrækkelig sjælden, og der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet. Afsagt den 28. januar 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr varigt mén. En 12-årig dreng blev den 15. december 1998 indlagt, idet han havde pådraget sig et brud på højre underarm i forbindelse med gymnastik. Man behandlede bruddet, men overså et ledskred. Ved ambulant kontrol den 7. april 1999 konstaterede man, at der var god opheling, men at drengen ikke have fuld bøje- og strækkeevne i underarmen. Patientforsikringen anerkendte, at drengen var påført en efter patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af følger efter et ikke erkendt ledskred i håndleddet. Patientforsikringen anså drengen for berettiget til godtgørelse for 12 procent varigt mén, men fandt, at der ikke var grundlag for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab samt godt- 13

14 gørelse for svie og smerte. Man meddelte drengens mor afslag på erstatning for afholdte udgifter til transport og tabt arbejdsfortjeneste. Ved en senere afgørelse ændrede Patientforsikringen sin afgørelse og vurderede, at drengen alene var berettiget til en godtgørelse for 7 procent i varigt mén, idet et ansvarsforsikringsselskab, som dækkede tilskadekomsten, havde udbetalt en méngodtgørelse på kr. svarende til en méngrad på 5 procent. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser, herunder at udbetalingen af méngodtgørelsen var nedsat grundet ansvarsforsikringsselskabets udbetaling. For så vidt angik det varige mén henviste man til en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, hvori det varige mén var vurderet til 12 procent. Sagen blev indbragt for landsretten med påstand om, at drengen som følge af patientskaden var påført et varigt mén på 20 procent, at der ikke kunne foretages fradrag som følge af ansvarsforsikringsselskabets udbetaling, og at hans mor var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Landsretten fandt, at påstanden om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til drengens mor skulle afvises, idet kravet først var modtaget i landsretten cirka 8 måneder efter søgsmålsfristens udløb. For så vidt angik kravet om betaling af yderligere kr. til drengen, som var det beløb, godtgørelsen for varigt mén blev nedsat med ved Patientforsikringens anden afgørelse, fandt landsretten, at dette krav havde nær sammenhæng med spørgsmålet om størrelsen af méngodtgørelsen. Under hensyn til et forbehold, der var taget i stævningen, fandtes der derfor uanset at kravet først blev rejst efter søgsmålsfristens udløb ikke at være fornødent grundlag for at afvise denne del af påstanden. Landsretten tiltrådte af de af nævnet anførte grunde, at godtgørelsen for varigt mén var nedsat med kr. Landsretten tiltrådte ligeledes med henvisning til udtalelsen fra Arbejdsstyrelsen, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at merménet udgjorde 12 procent. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Afsagt den af 24. februar 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr tabt arbejdsfortjeneste. En kvinde havde i 1981 fået indsat hofteproteser på begge sider på grund af medfødt hofteudskridning. Den 1. juni 1992 og den 3. november 1992 fik hun udskiftet henholdsvis den højre og den venstre hofteprotese. Ved begge operationer blev der anvendt Boneloc-cement. Den 18. marts 1997 fik kvinden 14

15 konstateret løsning af hofteproteserne. Proteserne blev skiftet henholdsvis den 20. oktober 1997 og den 15. april Patientforsikringen fandt, at kvinden var blevet påført en i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 2, erstatningsberettigende skade i form af løshed af venstre hofteprotese. For så vidt angik den højre hofteprotese, som var blevet udskiftet den 1. juni 1992, var denne operation ikke omfattet patientforsikringsloven, da den fandt sted før patientforsikringslovens ikrafttræden den 1. juli Den pågældende skade var i stedet omfattet af lov om erstatning til Boneloc-patienter. Kvinden blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén. For så vidt angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste blev hendes advokat anmodet om at fremkomme med yderligere dokumentation af kravet. Da advokaten på trods af flere rykkere ikke fremkom med oplysningerne, skrev Patientforsikringen direkte til kvinden og udbad sig oplysningerne. Hun svarede dog ikke på trods af rykkere, og Patientforsikringen traf herefter afgørelse om, at kvinden ikke var berettiget til yderligere erstatning eller godtgørelse i medfør af patientforsikringsloven. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser, idet kvindens advokat heller ikke over for Patientskadeankenævnet var fremkommet med de ønskede oplysninger. Kvinden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at hun var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I forbindelse med landsretssagen blev der fremlagt dokumentation for kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet, allerede fordi den fremlagte dokumentation viste, at kvinden ikke havde haft en indtægtsnedgang i sygdomsperioden. Afsagt den 28. februar 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr PFL 2, stk. 1, nr. 3. Den 4. november 1995 brækkede en kvinde sin venstre overarm. På sygehuset fandt man ud af, at der var tale om en spiralfraktur, og den blev fikseret med en armslynge, der fire dage senere blev erstattet af en såkaldt Sarmiento-bandage. Kvinden blev i de følgende måneder regelmæssigt tilset i sygehusets ortopædkirurgiske ambulatorium, i hvilken forbindelse der også blev taget røntgenbilleder. I maj 1996 havde kvinden stadig gener fra armen, og hun havde udviklet falsk leddannelse ved brudstedet som 15

16 følge af manglende heling. Man fandt, at der ikke kunne gøres mere og afsluttede yderligere behandling og kontrol. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, idet kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen. Patientforsikringen lagde vægt på, at kvindens gener skyldtes selve bruddet og ikke den efterfølgende behandling. Man fandt i øvrigt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med samme begrundelse. Omkring 1½ år efter anmodede kvinden Patientskadeankenævnet om genoptagelse af sagen, men dette blev afslået. 1 år efter anmodede kvindens advokat på vegne af kvinden om genoptagelse af sagen, hvilket endnu en gang blev afslået. Denne afgørelse blev indbragt for landsretten. Under landsretssagen blev der udfærdiget en speciallægeerklæring af speciallæge i ortopædkirurgi, og Retslægerådet besvarede desuden en række spørgsmål. På den baggrund genoptog Patientskadeankenævnet behandlingen af sagen og traf afgørelse om, at den første afgørelse ikke ville blive ændret. Patientskadeankenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at behandlingen af kvinden i det hele havde været i overensstemmelse med anerkendte retningslinier, og at hendes gener med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives hendes grundlidelse. Denne afgørelse blev indbragt for landsretten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at kvinden var blevet påført en skade, og at denne skade ville være undgået, hvis man havde anvendt en anden behandlingsmetode, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Landsretten lagde efter Retslægerådets besvarelser til grund, at den konservative behandling, kvinden havde fået, var i overensstemmelse med anerkendte retningslinier. Det blev videre lagt til grund, at det var et lægeligt fejlskøn at afslutte behandlingen på et tidspunkt, hvor der ikke var helingstegn på røntgenbillederne. Det fandtes dog ikke godtgjort, at dette med overvejende sandsynlighed var årsag til den manglende heling af bruddet. Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at der med overvejende sandsynlighed ville være opnået et bedre resultat, hvis man havde anvendt en anden behandlingsmetode i form af marvsømning. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. 16

17 Afsagt den 11. marts 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr erhvervsevnetab. En mand var i perioden fra 1988 til 1999 blevet opereret 5 gange for godartede tumorer i seneskeden i venstre fodled. Efter sidste operation i 1999 opstod der infektion, og efter et længerevarende forløb endte manden med gener i form af nedsat bevægelighed i venstre fodled og føleforstyrrelser på hælen, udvendig fodrand og på 4. og 5. tå, hvilket blev anerkendt som en patientskade. Manden led desuden af gener efter et trafikuheld i 1988 i form af føleforstyrrelser i venstre ben samt lavtsiddende lændesmerter. Manden var som følge af disse gener fra trafikuheldet ophørt med at drive egen bagerforretning og havde gennemgået en revalidering til kontormedarbejder. Efter endt revalidering blev han imidlertid ansat som renovationsmedarbejder på fuld tid, og han havde dette job, indtil han på grund af sygefravær i forbindelse med patientskaden i 1999 blev opsagt. Han fik i stedet fabriksarbejde, hvilket var til en væsentlig lavere løn. Patientforsikringen fandt, at manden var blevet påført en i henhold til patientforsikringslovens 2, stk.1, nr. 4, erstatningsberettigende skade i form af følger efter infektion. Manden blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén svarende til en méngrad på 5 procent og erstatning for medicinog transportudgifter samt tabt arbejdsfortjeneste. Der blev ikke fundet grundlag for at tilkende erstatning for tab af erhvervsevne. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, der var blevet påklaget for så vidt angik erhvervsevnetab. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at manden efter patientskaden var kommet i arbejde igen, dog til en lavere løn, og at manden også uden patientskaden fandtes at ville have haft en indtægtsnedgang som følge af tilbagevendende kæmpecelletumorer i venstre fod samt gener i lænderyggen. Landsretten fandt, blandt andet på baggrund af Retslægerådets udtalelse om sagen, at der udover infektionen tillige skete nervebeskadigelse, hvorfor mandens føleforstyrrelser i venstre fod og fodled fandtes at være omfattet af patientskaden. Landsretten lagde endvidere til grund, at manden inden patientskaden var fuldt arbejdsdygtig, og der fandtes dermed ikke at være grundlag for at fastslå, at manden ville have oplevet en nedgang i erhvervsevnen, hvis patientskaden ikke var indtruffet. Da Patientskadeankenævnet herefter ikke havde godtgjort, at mandens grundlidelse selv uden patientskaden ville have medført en nedsættelse af erhvervsevnen, fandtes det sandsynliggjort, at han havde mistet er- 17

18 hvervsevnen i en ikke ubetydelig grad som følge af patientskaden. Patientskadeankenævnet blev på den baggrund tilpligtet at anerkende, at mandens erhvervsevne som følge af patientskaden var nedsat med 15 procent. Afsagt den 17. marts 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr PFL 1, stk. 1, og 2, stk. 1, nr. 4. En 35-årig kvinde blev den 27. marts 1996 opereret for påvirkning af ledhulernes hinde omkring enkelte sener i venstre hånd. Kvinden led af spastisk lammelse i begge ben og var mobiliseret med to albuestokke. Formentlig på grund af overbelastning ved brug af krykkestokke havde hun udviklet en kronisk irritationstilstand i form af hævelse og smerter i venstre håndled med påvirkning af udstrækningssenerne til 1., 2. og 3. finger. Efter operationen var der tilbagevendende hævelse og forværrede smerter. Der blev i maj 1998 foretaget en operation som følge af konstateret slidgigt og nekrotisk sammenfald i håndleddet. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var påført en fysisk skade, men at generne fra venstre håndled med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives hendes grundsygdom, herunder anvendelsen af krykkestokke. Patientforsikringen lagde vægt på, at der ved røntgen i november 1997 var påvist degenerative forandringer, og at disse forandringer ikke med overvejende sandsynlighed var fremkaldt i forbindelse med operationen den 27. marts Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt at generne i venstre håndled dels var en følge af nerveknuder opstået i forbindelse med operationen i marts 1996, dels en følge af grundsygdommen i form af knoglevævsdød i bådbenet i håndleddet. Nævnet fandt desuden, at de gigtagtige forandringer med overvejende sandsynlighed ikke kunne tilskrives operation eller behandling, men at de skyldtes en tiltagende vævsdød i bådbenet, der var en langvarig proces uden kendt årsag. Dette kunne således ikke tilskrives operationen i marts 1996, da operationen ikke påvirkede blodtilførslen til knoglen, og da symptomerne allerede begyndte i 1993/94. Patientskadeankenævnet fandt endvidere, at de ved operationen i marts 1996 opståede nerveknuder ikke var en følge af ikkeoptimal udført operation eller behandling, og at generne i form af brændende smerter ikke gik ud over, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle. Kvinden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at hun var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. 18

19 Under sagens behandling ved Landsretten udtalte Retslægerådet, at der ikke var årsagssammenhæng mellem operationen i marts 1996 og de gigtagtige forandringer, samt at forandringerne mest sandsynligt skyldtes spontant opstået knogledød. Retslægerådet udtalte endvidere, at de efter operationen optrådte smerter og føleforstyrrelser i venstre hånd var opstået ved en nervepåvirkning under operationen og dermed forårsaget af operationen, og at nervelæsionen var hændelig og hyppigt forekommende, samt at skaden var alvorlig. Landsretten fandt, at kvinden ikke var blevet påført en skade efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, i form af gigtagtige forandringer i håndleddet. Landsretten fandt videre, at nerveskaden var en hændelig komplikation til en faglig korrekt udført operation, og at generne i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, ikke var mere end kvinden måtte tåle. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Afsagt den 30. marts 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr erhvervsevntab - EAL 8. En kvinde blev den 3. maj 1994 opereret i højre ben for åreforkalkning. I forbindelse med operationen skete der en læsion af lårbensnerven. Kvinden havde som følge af nervelæsionen varige gener blandt andet i form af smerter og nedsat kraft i højre ben med deraf følgende nedsat funktionsniveau. Kvinden var allerede inden operationen ophørt med sit arbejde som sygehjælper og havde pr. 12. januar 1993 fået tilkendt forhøjet almindelig førtidspension på grund af venstresidige ansigtssmerter. Inden operationen i 1994 havde kvinden fået afslag på en forhøjelse af pensionen. Pr. 1. marts 1998 blev kvinden tilkendt mellemste førtidspension på grund af svære ansigtssmerter samt symptomer fra begge ben som følge af åreforkalkning og følger efter nervelæsion. Patientforsikringen fandt, at kvindens skade i form af påvirkning af lårbensnerven kunne anerkendes som en patientskade efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, da påvirkning af lårbensnerven med betydelige gener i form af føleforstyrrelser og muskellammelser var mere, end hun med rimelighed måtte tåle. Kvinden blev tilkendt en godtgørelse for et varigt mén på 8 procent, men blev ikke tilkendt erstatning for erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet fandt, at kvinden var berettiget til en godtgørelse svarende til et varigt mén på 18 procent i overensstemmelse med en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Herudover blev kvin- 19

20 den tilkendt en godtgørelse for svie og smerte. Nævnet fandt som Patientforsikringen, at kvinden ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab, idet hun allerede før skaden modtog forhøjet almindelig førtidspension, og det fandtes ikke sandsynliggjort, at hun ville have opnået en erhvervsmæssig indtægt. For landsretten nedlagde kvinden påstand om, at hun var berettiget til en erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarslovens 8. Landsretten lagde vægt på, at det ved afgørelsen om førtidspension var blevet lagt til grund, at kvindens erhvervsevne var blevet nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige forhold. Kvinden og hendes ægtefælle havde forklaret, at hun i tiden efter, at hun var blevet tilkendt førtidspension, gik hjemme, og at hun indtil patientskaden faktisk udførte husarbejde i hjemmet, selvom hendes erhvervsevne var nedsat. Landsretten lagde herefter til grund, at kvinden forud for patientskaden stadig havde en vis erhvervsevne i behold, der blev udnyttet til arbejde i hjemmet, hvorfor hun var omfattet af erstatningsansvarslovens 8. Kvindens påstand blev herefter taget til følge. Afsagt den 4. april 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr PFL 1, stk. 1. En ung mand havde siden 1980 erne været i behandling for væske i begge knæ og fik i 1986 fjernet noget af den indvendige menisk i venstre knæ. I 1994 blev der fjernet en yderligere del af menisken. Den 9. september 1996 blev han indlagt efter en faldulykke, og der blev konstateret et hælbensbrud samt et hævet venstre knæ, dog uden brud. Hælbensbruddet blev gipsbandageret, og der blev anlagt gåbandage. Ved efterfølgende kontroller havde manden fortsatte knæproblemer, og den 17. februar 1999 blev der foretaget kikkertundersøgelse i venstre knæ, hvor man tilrettede en menisklæsion. En MR-scanning af venstre knæ i september 1999 viste en tydelig læsion i den indvendige menisks baghorn, og ved en operation i oktober 1999 på en privatklinik blev den bagerste halvdel af den indvendige menisk fjernet. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientforsikringen lagde vægt på, at mandens knægener ikke fandtes at være en følge af behandlingen, men derimod en følge af grundlidelsen. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at det fandtes i overensstemmelse med bedste specialiststandard at undlade at fjerne mere end det ødelagte parti af læderede menisker hos yngre personer. 20

21 Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med en tilsvarende begrundelse. Manden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at han var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven i anledning af den behandling, han modtog den 17. februar Landsretten fandt det, navnlig på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet, ikke godtgjort, at mandens skader skyldtes behandlingen den 17. februar De komplikationer, der var tilstødt, blev anset som en følge af grundlidelsen i form af tidligere traumer mod knæet. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Vestre Landsrets dom af 5. april 2005 (B ) j.nr genoptagelse. En 37-årig kvinde fødte den 29. december 2000 en pige. I forbindelse med fødslen havde man foretaget et klip i mellemkødet, som efterfølgende blev syet. Kvinden havde den 30. december 2000 ukontrolleret afføring. Man konstaterede cirka 5 måneder efter fødslen en overrivning af endetarmens ringmuskel. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at behandlingen i forbindelse med fødslen var foregået i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade. For så vidt angår rupturen i endetarmens lukkemuskel lagde nævnet vægt på, at den var en følge af selve fødslen og ikke en følge af behandlingen i forbindelse med fødslen. Patientskadeankenævnets afgørelse blev ikke indbragt for landsretten, men kvindens advokat anmodede på baggrund af en ensidigt indhentet speciallægeerklæring fra en speciallæge i gynækologi og obstetrik nævnet om at genoptage sagen. Patientskadeankenævnet fandt ikke grundlag for at genoptage sagen. Sagen blev herefter indbragt for landsretten, men på daværende tidspunkt var fristen for at indbringe nævnets første afgørelse overskredet betydeligt. Landsrettens flertal lagde til grund, at nævnet ved sin afgørelse udelukkende havde taget stilling til, hvorvidt patientskaden var forårsaget af selve fødslen. Patientskadeankenævnet havde derimod ikke i fornødent omfang inddraget undersøgelsen og behandlingen efter fødslen, herunder undersøgelsen og behandlingen den 30. december 2000, hvor der var ukontrolleret afføring, hvilket efter det oplyste 21

22 kunne være et symptom på overrivning af ringmusklen. Da det ikke af journalen for den 29. december 2000 fremgik, at kvinden efter fødslen var blevet undersøgt for overrivning af ringmusklen, havde nævnet endvidere ikke haft grundlag for at lægge til grund, at en sådan undersøgelse var foretaget. Under disse omstændigheder fandt et flertal af landsretten, at betingelserne for, at Patientskadeankenævnet skulle genoptage sagen, var opfyldt. Afsagt den 6. april 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr begravelsesudgifter og erstatning til andre end skadelidte selv. En pige blev indlagt den 8. juli 2001 efter, at hun 1 time tidligere havde fået en bom fra et sejlskib i hovedet. Pigen havde ikke været bevidstløs, der havde ikke været opkastninger eller kvalme, og der var ingen synsforstyrrelser. Pigen havde dog haft næseblod, og hun angav, at hun var træt og havde hovedpine. På sygehuset konstaterede man, at der var to buler i panden på 2x3 cm med en dybde på max 1 mm, og der var ikke mistanke om brud. Man fandt indikation for en røntgenundersøgelse af halsrygsøjlen og herefter indlæggelse på børneafdelingen til observation for følger efter hjernerystelse. Man fandt ikke indikation for at foretage en CT-scanning. Senere samme dag kastede pigen op flere gange, men hun var hele tiden vågen og orienteret. Dagen efter vurderede man, at der ikke var tegn på intrakranielt brud, og man fandt heller ikke mistanke om en næsefraktur, selvom der var en hævelse over pigens næseryg. Den næste dag var der en klar bedring i pigens tilstand, og hun blev derfor udskrevet. Efter udskrivelsen havde pigen vandigt, gulligbrunt flåd fra næsen, når hun bøjede sig fremover, men det blev af en praktiserende læge vurderet, at det var uden betydning. Den 29. august 2001 blev pigen indlagt under diagnosen meningitis, idet hun pludselig var blevet syg dagen forinden med hovedpine og opkastninger. Ved indlæggelsen var hun ukontaktbar og nakkestiv. Ved en aftapning af hjerne-rygmarvsvæske fandtes bakterier, og en CT-scanning viste manglende blodforsyning i hjernen og blodpropdannelse i kar i hjernen. Pigen afgik ved døden den 31. august Der var i forbindelse med pigens begravelse udgifter på ca kr. Patientforsikringen fandt, at pigens skade i form af udvikling af meningitis og efterfølgende dødsfald var omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling havde tilsagt en CT-scanning af pigens hoved allerede den 8. juli 2001 og efterfølgende forebyggende antibiotikabehandling med penicillin. Patientforsikringen lagde ved afgørelsen vægt på, at pigen ved indlæggelsen den 8. juli 2001 havde næseblod, hvilket burde have rejst mistanke om brud i forreste del af 22

23 kraniet og ført til en CT-scanning. Pigens forældre blev ved en efterfølgende afgørelse tilkendt erstatning for begravelsesudgifter på kr. Pigens mor blev ikke fundet berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af det fravær, hun havde haft fra sit arbejde i forbindelse med pigens sygdom og død. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at efter gældende praksis udgør de erstatningsberettigende udgifter til begravelse uanset om de enkeltvis måske alle er rimelige - et vist samlet rimeligt beløb op til kr. Endvidere lagde nævnet vægt på, at det som udgangspunkt kun er den skadelidte person selv, der kan kræve erstatning. Sagen blev herefter indbragt for landsretten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at pigens forældre var berettiget til yderligere erstatning for begravelsesudgifter, og at pigens mor var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilkende pigens forældre yderligere erstatning for begravelsesudgifter. Endvidere fandt landsretten ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at den erstatningsansvarlige ikke kan pålægges at erstatte tab, der påføres andre end den direkte skadelidte. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Afsagt den 7. april 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr tabt arbejdsfortjeneste og udnyttelse af administrativ rekurs. En mand havde siden 1997 haft smerter i venstre ankel, og på grund af de vedblivende smerter blev han henvist til undersøgelse på reumatologisk afdeling. Her blev han efter en forundersøgelse skrevet op til en kikkertundersøgelse, der blev foretaget den 23. september 1998 og havde til formål at vurdere omfanget af slidgigt i ankelleddet. Manden fik herefter at vide, at der kunne blive tale om en stivgørende operation, hvis hans smerter tog til. Han blev herefter den 6. oktober 1998 akut indlagt på mistanke om infektion påført i forbindelse med kikkertundersøgelsen. Efter antibiotisk behandling blev manden udskrevet to uger efter med pæne infektionsparametre. I februar 1999 blev der foretaget en stivgørende operation af venstre ankelled. Patientforsikringen anerkendte infektionen som en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, men fandt, at den stivgørende operation ikke med overvejende sandsyn- 23

24 lighed var en følge af infektionen, men derimod en følge af mandens grundsygdom i form af slidgigt. Ved en senere afgørelse blev manden tilkendt en godtgørelse for svie og smerte for den periode, hvor han var indlagt til behandling af infektionen samt varigt mén på 10 procent for et forringet resultat af den stivgørende operation. Efterfølgende blev manden tilkendt en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, svarende til den periode, hvor han var indlagt til behandling af infektionen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med henvisning til, at den stivgørende operation og sygeperioden som følge heraf ikke kunne tilskrives patientskaden, hvorfor der kun var grundlag for at tilkende tabt arbejdsfortjeneste for perioden, hvor manden var indlagt til behandling af infektionen. Patientforsikringens øvrige afgørelser var ikke blevet anket til Patientskadeankenævnet. For landsretten nedlagde manden påstand om godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for hele sygeperioden samt om, at et samlet mén på 25 procent skulle tilskrives patientskaden. Landsretten fandt det blandt andet på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet samt Arbejdsskadestyrelsen overvejende sandsynligt, at manden også uden den tilkomne infektion skulle have haft en stivgørende operation. Landsretten fandt endvidere, at infektionen havde medført, at tidspunktet for den stivgørende operation var blevet fremrykket, men at manden under sagen ikke havde godtgjort at have lidt et tab som følge heraf. For så vidt angik påstande om godtgørelse for svie og smerte og varigt mén blev disse påstande afvist, idet Patientforsikringens sidste afgørelse kun vedrørte spørgsmålet om tilkendelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og da det kun var denne afgørelse, der var blevet indbragt for Patientskadeankenævnet. Rekursmulighederne fandtes dermed ikke at være udnyttet vedrørende disse poster, og der fandtes ikke at være holdepunkter for en udvidende fortolkning af Patientskadeankenævnets afgørelse, således at denne også indeholdt en stillingtagen til posterne svie og smerte og varigt mén. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet. Afsagt den 13. maj 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr godtgørelse og erstatning. En ung mand var i perioden fra den 9. december 1999 til den 7. januar 2000 indlagt på et sygehus i anledning af mistanke om en blodsygdom. Den 10. december 2000 forsøgte man at udtage en knoglemarvsbiopsi fra mandens hoftekam. I de følgende dage udviklede han styringsbesvær af højre ben, 24

25 nedsat følesans på ydersiden af underbenet, nedsat kraft over fodleddet og smerter. Det blev efterfølgende konstateret, at manden led af leukæmi. Symptomerne fra højre underben varede ved, og man konstaterede, at manden havde udviklet dropfod. I efteråret 2000 blev manden indlagt på et andet sygehus til behandling af leukæmien med blandt andet knoglemarvstransplantation. Ved en kontrol i december 2000 vurderede man ud fra en MR-scanning og en neurofysiologisk undersøgelse, at dropfoden var en følge af, at der var sket en nervepåvirkning, muligvis i forbindelse med den blodansamling, der opstod efter biopsien den 10. december Patientforsikringen anerkendte, at manden under indlæggelsen på det første sygehus var blevet påført en erstatningsberettigende skade i form af dropfod jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Manden blev tilkendt erstatning for erhvervsevnetab, afholdte udgifter til medicin, ankelbandage og transport, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén svarende til en méngrad på 15 %. Manden fik afslag på erstatning for forventede fremtidige udgifter til indlæg og fodtøj. Ved en senere afgørelse blev manden tilkendt erstatning for fremtidige medicinudgifter, og der blev meddelt ham afslag på tabt arbejdsfortjeneste. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Manden nedlagde ved landsretten påstand om yderligere godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, forhøjelse af méngraden, yderligere erstatning for erhvervsevnetab, erstatning for forventede fremtidige udgifter til fodtøj samt erstatning for mistet skoleår. Landsretten udtalte for så vidt angik påstanden om erstatning for mistet skoleår, at det var en betingelse for at kunne kræve erstatning efter patientforsikringsloven, at kravet havde været fremsat under den administrative behandling af sagen. Da dette ubestridt ikke var sket, blev kravet afvist. For så vidt angik den resterende del af sagen, fandt landsretten, at der ikke var fremkommet sådanne oplysninger, at der var tilstrækkeligt sikkert grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse. Landsretten bemærkede vedrørende godtgørelse for svie og smerte, at manden frem til stationærtidspunktet var i behandling mod leukæmi eller havde følgevirkninger efter denne behandling, hvorfor det var berettiget, at han i denne periode havde fået halv takst for oppegående for de forøgede gener, patientskaden havde medført. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. 25

26 Afsagt den 20. maj 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 47-årig kvinde blev den 23. oktober 1997 indlagt med henblik på operation for kræft i venstre bryst. I forbindelse med operationen opstod læsion af nerven til brystkassen, nervus thoracicus, som blev syet sammen. Kvinden havde efterfølgende gener i form af føleforstyrrelser på indersiden af venstre arm samt smerter og bevægeindskrænkning. Ved en undersøgelse den 18. maj 1998 blev der konstateret lammelse af musklen mellem brystkassen og forsiden af skulderbladet efter nervelæsionen. Patientforsikringen fandt, at nervelæsionen ikke kunne anses for at være en erstatningsberettigende komplikation. Patientforsikringen lagde vægt på, at behandlingen var foregået i overensstemmelse med bedste specialiststandard i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Endvidere blev der lagt vægt på, at komplikationen ikke var tilstrækkelig alvorlig henset til kvindens meget alvorlige grundsygdom, som var brystkræft, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at behandlingen var foregået i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at komplikationen ikke var tilstrækkelig alvorlig, om end sjælden, til at udløse erstatning efter patientforsikringsloven. Ved vurderingen af alvorlighedskriteriet lagde man vægt på, at en del af kvindens gener ikke havde årsagssammenhæng med komplikationen, og at den del af generne, der havde årsagssammenhæng med nervelæsionen, ikke kunne begrunde, at alvorlighedskriteriet kunne anses for opfyldt. Ved landsretten nedlagde kvinden påstand om, at hun var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. I forbindelse med retssagen indhentede man en udtalelse fra Retslægerådet. Landsretten fandt i modsætning til Patientskadeankenævnet, at alle kvindens gener måtte anses for følger efter operationen, men idet der blev lagt vægt på alvorligheden af hendes grundlidelse, var der ikke et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Afsagt den 26. maj 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr PFL 2, stk. 1, nr

27 En kvinde blev den 22. august 2000 indlagt med henblik på en hjertetransplantation på grund af svær kronisk hjerteinsufficiens. Operationen var meget langvarig og præget af kraftig blødning. Der blev under operationen blandt andet anlagt hjælpepumpe via lysken, idet donorhjertet ikke var tilstrækkeligt stærkt til at opretholde blodcirkulation under operationen. I den forbindelse opstod der vanskeligheder med anlæggelse af arteriekanylen gennem huden i venstre ben, og lårpulsåren blev derfor eksploreret, hvorefter arteriekanylen kunne placeres tilfredsstillende. Ved operationens afslutning blev der konstateret spidsfodsdannelse og spændthed af lægmuskulaturen i venstre ben. På grund af fortsatte blødninger og mistanke om svært henfald af muskelvævet måtte der foretages amputation af underbenet. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringslovens 2, stk.1, nr Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det var velindiceret, at der under operationen blev anlagt et såkaldt assistsystem via lysken, idet donorhjertet ikke umiddelbart var i stand til at overtage blodcirkulationen. Endvidere blev der lagt vægt på, at der i tilstrækkelig grad var taget hensyn til at sikre blodcirkulationen i benet. Skaden blev herefter betragtet som en komplikation, der ikke var tilstrækkelig alvorlig taget den livstruende grundsygdoms alvor i betragtning, idet kvinden ikke ville have overlevet operationen, hvis ikke man havde anlagt assistsystemet. Kvinden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at hun var påført en erstatningsberettigende skade jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Landsretten fandt på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet, at hjertetransplantationen var nødvendig for at redde kvindens liv. Anlæggelse af hjælpepumpe var endvidere nødvendig, idet kvinden ellers ikke ville have overlevet operationen. Skaden i form af spidsfodsdannelse og efterfølgende amputation fandtes herefter at have årsagssammenhæng med behandlingen, men blev trods en relativt stor grad af sjældenhed ikke fundet tilstrækkelig alvorlig til at være erstatningsberettigende, idet kvinden havde en meget alvorlig grundlidelse. Patientskadeankenævnet blev på den baggrund frifundet. Afsagt den 16. juni 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr Boneloc. En kvinde havde den 11. oktober 1990 fået indsat en venstresidig hofteprotese. Kvinden fik efterfølgende muskelsvind, benforkortning og indskrænket bevægelighed. Hun mente, at det skyldtes, at der 27

28 ved operationen den 11. oktober 1990 var anvendt Boneloc-cement, og at hun dermed var omfattet af lov om erstatning til Boneloc-patienter. Patientforsikringen fandt, at kvindens hofteoperation den 11. oktober 1990 ikke var omfattet af lov om erstatning til Boneloc-patienter eller patientforsikringsloven. Patientforsikringen lagde vægt på, at der ikke med overvejende sandsynlighed var anvendt Boneloc-cement ved operationen, og at eventuelle skader ved operationen ikke var omfattet af patientforsikringsloven, idet denne først trådte i kraft for skader indtrådt den 1. juli 1992 eller senere. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med en tilsvarende begrundelse. Kvinden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at der ved hofteoperationen var anvendt Boneloc-cement. Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet, idet der på baggrund af en omfattende vidneførsel samt fremlæggelse af generelle oplysninger og undersøgelser vedrørende anvendelsen af Boneloc-cement på det pågældende hospital ikke var holdepunkter for at antage, at der i den konkrete sag var anvendt Boneloc-cement ved operationen. Landsretten lagde især vægt på, at der ifølge vidneforklaringerne var andre cementtyper til rådighed på det tidspunkt, hvor Boneloc-cement blev anvendt på det pågældende hospital. Endvidere lagde landsretten vægt på, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte operatørens tidligere udtalelse om, at han kun havde opereret én person med Boneloc-cement, og at denne person ikke var kvinden. Afsagt den 21. juni 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr differencekravserstatning. En kvinde kom den 27. december 1994 til skade under sit arbejde som hjemmehjælper, idet hendes venstre fod blev kørt over af en elektrisk kørestol. Skaden blev efterfølgende anerkendt som en arbejdsskade. Hun blev opereret den 14. august 1995 for knystdannelse på venstre fod, og herefter havde hun gener i foden. Patientforsikringen fandt, at kvinden var påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af utilstrækkelig fjernelse af grundstykket svarende til venstre 1. 28

29 tå. Efterfølgende fandt Patientforsikringen, at hun var berettiget til erstatning for helbredelsesudgifter samt godtgørelse for svie og smerte, mens man fandt, at hun ikke var berettiget til godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse for så vidt angik godtgørelse for varigt mén, og nævnet afventede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse for så vidt angår erstatning for erhvervsevnetab. Nævnet lagde vedrørende ménet vægt på, at kvinden allerede var kompenseret for 5 procent varigt mén som følge af patientskaden, idet Arbejdsskadestyrelsen og senere Den Sociale Ankestyrelse havde tilkendt hende 5 procent varigt mén. Den Sociale Ankestyrelse vurderede senere kvindens erhvervsevnetab til 65 procent som følge af arbejdsskaden. Nævnet fandt efterfølgende ligesom Patientforsikringen, at kvindens erhvervsevnetab som følge af patientskaden ikke var nedsat med mindst 15 procent, hvorfor hun ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. Nævnet vurderede, at erhvervsevnetabet med overvejende sandsynlighed var begrundet i grundsygdommen (knystdannelse) og arbejdsskaden og ikke i følger efter det operative indgreb. Der var derfor ikke grundlag for differencekravserstatning. Nævnet vurderede også, at der i det tilkendte varige mén var indeholdt både arbejdsskaden og patientskaden. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun havde krav på differenceerstatning i medfør af den tidligere arbejdsskadesikringslovs 59. Landsretten fandt, at der ikke var lægelige oplysninger i sagen, der gav grundlag for at antage, at kvindens erhvervsevnetab var højere end 65 procent, eller at erhvervsevnetabet ikke overvejende skyldtes arbejdsskaden, hvorfor hun havde fået sit fulde erhvervsevnetab erstattet efter reglerne i den daværende arbejdsskadesikringslov. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Afsagt den 27. juni 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr erhvervsevnetab. En mand blev i 1995 opereret i højre knæ, hvor han fik fjernet flere ledmus. I april 1997 blev han igen opereret i højre knæ, og det blev konstateret, at den udvendige menisk var læderet, at der var degenereret brusk i et stort område mellem knæskallen og lårbenet, og at der var middelsvære slidgigtforandringer i det udvendige ledkammer, hvor der tillige var fundet en menisklæsion. På grund af konstante smerter var han i december 1997 til undersøgelse på sygehuset, hvor man fandt indikation for indsættelse af kunstigt knæled. I marts 1998 fik manden indopereret et kunstigt knæled i højre knæ. Efter operationen udviklede han bevægeindskrænkning af knæet, og han fik derfor i juni 1998 foretaget to 29

30 provokerede sammenbøjninger af knæet. Da manden fortsat havde nedsat bevægelighed og smerter i knæet, fik han den 14. januar 1999 indsat en helt ny knæprotese. Som følge af fortsat nedsat bevægelighed fik manden i maj 1999 foretaget en kikkertundersøgelse, hvor sammenvoksninger i knæleddet blev fjernet, men manden havde fortsat væsentlige smerter og bevægeindskrænkning. Manden havde indtil marts 1998 været i beskæftigelse som arbejdsleder i en skrotbehandlingsvirksomhed, men måtte som følge af knægenerne opgive sit arbejde. Han blev tilkendt mellemste førtidspension. Patientforsikringen anerkendte, at manden havde pådraget sig en erstatningsberettigende skade i form af en forværret knætilstand efter de to provokerede sammenbøjninger i juni Patientforsikringen tilkendte manden erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for varigt mén svarende til 10 procent og erstatning for erhvervsevnetab svarende til et erhvervsevnetab på 30 procent som følge af patientskaden. På baggrund af en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen genoptog Patientforsikringen efterfølgende sagen og forhøjede mandens erhvervsevnetab som følge af patientskaden fra 30 procent til 50 procent. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen, idet man ligesom Arbejdsskadestyrelsen fandt, at han allerede på grund af sin grundlidelse ikke ville have været i stand til at genoptage sit tidligere arbejde, hvorfor hele hans aktuelle erhvervsevnetab ikke kunne tilskrives patientskaden. Manden nedlagde ved landsretten påstand om en højere erstatning for erhvervsevnetab. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens og dermed Patientskadeankenævnets afgørelse. Mandens forklaring om knælidelsens følger, der afveg fra oplysningerne herom i journalerne, resultatet af arbejdsprøvningen samt udfaldet af hans pensionssag kunne ikke føre til et andet resultat. Afsagt den 19. oktober 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr PFL 2, stk. 1, nr. 1 og 4. En mand fik den 10. januar 2001 indsat en total knæprotese i begge knæled på grund af gener gennem flere år. Det operative forløb var uden komplikationer, og manden blev udskrevet den 24. januar 2001 til fortsat genoptræning og ambulant kontrol 3 måneder senere. Ved ambulant kontrol den 24. april 2001 havde manden svært ved at bøje knæene over 80 grader, men røntgen af begge knæ viste pæne 30

31 forhold omkring begge protesekomponenter. Ved ambulant kontrol den 21. november 2001 havde manden fortsat svært ved at bøje knæene. Den 17. januar 2002 blev manden opereret igen, og under operationen blev der blandt andet gjort mere plads i leddet. Den 29. januar 2002 var der tegn på infektion i knæet, men ved en undersøgelse blev der ikke fundet tegn til infektion inde i leddet. Ved ambulant kontrol den 22. maj 2002 havde manden fået forværrede smerter i venstre knæ, men man mente, at generne kunne stamme fra en underliggende gigtlidelse. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var påført en erstatningsberettigende skade, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientforsikringen lagde ved vurderingen vægt på det forhold, at manden fortsat havde smerter og en vis bevægeindskrænkning især i det venstre knæ, og at disse gener med overvejende sandsynlighed var en følge af mandens grundlidelse og ikke en følge af behandlingen. Patientskadeankenævnet fandt, at manden var blevet påført en fysisk skade jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1. Patientskadeankenævnet fandt dog, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet der havde været indikation for at foretage knæproteseoperation den 10. januar 2001, og at der ligeledes som følge af generne var indikation for at foretage operationen den 17. januar Patientskadeankenævnet fandt endvidere, at skaden i form af bøjemangel og smerter i venstre knæ ikke var tilstrækkelig sjælden og alvorlig henset til grundlidelsen, hvorfor der heller ikke kunne ske anerkendelse efter lovens 2, stk. 1, nr. 4. Manden indbragte sagen for landsretten og nedlagde påstand om, at han var påført en erstatningsberettigende skade. Landsretten fandt på baggrund af en indhentet udtalelse fra Retslægerådet, at selvom det måtte antages, at bøjeevnen på tidspunktet for udskrivningen den 24. januar 2001 ikke var tilfredsstillende, var det ikke overvejende sandsynligt, at skaden kunne være undgået, hvis der havde været foretaget kontrol tidligere end den 24. april Der var således ikke ansvarsgrundlag efter lovens 2, stk. 1, nr. 1. Man vurderede også, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, at der ikke var ansvarsgrundlag efter 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet blev frifundet. Afsagt den 31. oktober 2005 af Vestre Landsret (B ) j. nr PFL 1, stk

32 En kvinde havde siden 1989 været i medicinsk behandling for en tarmlidelse. På grund af svær forværring af tilstanden fik hun ved en operation den 9. april 1999 fjernet tyktarmen og ført tyndtarmen frem til huden i form af en stomi. I efterforløbet opstod der komplikationer i form af forsnævring af stomien, hvilket medførte kolikagtige mavesmerter og mekanisk tarmstop. Ved en undersøgende kikkertoperation den 13. august 1999 fjernede man derfor 15 cm tyndtarm og udvidede stomihullet. Den 26. januar 2000 blev kvinden indlagt akut og opereret for tarmslyng, hvorefter hun blev udskrevet den 10. februar Efterfølgende var kvinden plaget af træthed, smerter i højre lunge samt ledsmerter i hænder og fødder. Ved en undersøgelse blev det konstateret, at lungegenerne skyldtes væske og sammentrykning i højre lunge. Omkring en uge senere blev kvinden akut indlagt, da lungesmerterne ikke var forsvundet, og hun fik tømt væske ud af lungen. Patientforsikringen fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientforsikringen fandt endvidere, at komplikationen i form af forsnævring af stomien og de efterfølgende lungesmerter ikke var tilstrækkelig sjældne og alvorlige henset til grundlidelsen. Der blev herefter meddelt afslag på erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og 4. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Kvinden indbragte sagen for landsretten og nedlagde påstand om, at hun var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. Landsretten fandt, at lægerne på sygehuset ikke med den fornødne hurtighed efter operationen den 9. april 1999 havde foretaget undersøgelser, som havde været egnede til at opdage forsnævringen af tarmens passage på et tidligere tidspunkt end den 13. august Landsretten fandt dog, blandt andet på grundlag af en indhentet udtalelse fra Retslægerådet, at kvinden var blevet helbredt for sin tarmsygdom, og at hendes lungefunktion lå inden for det normale. Det var således ikke godtgjort, at kvinden var blevet påført en fysisk skade omfattet af patientforsikringsloven ved operationen den 9. april 1999 eller under det postoperative forløb. Allerede af den grund var der ikke noget erstatningsgrundlag. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Afsagt den 9. november 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr PFL 2, stk. 1, nr. 1 og 4. 32

33 Den 25. september 1997 blev en pige født med en hjertefejl i form af en åbentstående blodåre i hjertet, hvorfor hun fra 1998 til 2001 gennemgik flere hjerteoperationer. Den 13. august 2001 blev hun opereret med endelig korrektion af hjertefejlen og for at nedsætte risikoen for blodpropdannelse, blev der i forbindelse med indgrebet iværksat behandling med den blodfortyndende medicin Marevan. Det viste sig efterfølgende, at pigen som en komplikation til operationen havde pådraget sig en proteintabende tarmlidelse, og hun fik derfor den 28. februar 2002 foretaget en hjertekateterisation. Umiddelbart forløb operationen ukompliceret, men efterfølgende blev det konstateret, at pigen havde fået en blodprop i venstre hjernehalvdel medførende betydelige varige gener. Patientforsikringen fandt, at pigen var blevet behandlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, og at komplikationen ikke kunne anerkendes efter lovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at pigen var blevet behandlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at operationen var foregået på korrekt indikation og efter anerkendte retningslinjer. Endvidere fandt nævnet, at den blodfortyndende behandling havde været korrekt gennem hele forløbet. Nævnet fandt endvidere, at komplikationen ikke kunne anerkendes efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, idet komplikationen dog var sjælden, men ikke tilstrækkelig alvorlig henset til pigens meget alvorlige grundlidelse. Landsretssagen vedrørte primært spørgsmålet om, hvorvidt behandlingen med blodfortyndende medicin var foregået i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Landsretten lagde til grund, at pigen siden operationen den 13. august 2001 havde haft en moderat øget risiko for blodprop i hjernen, og at hun derfor var blevet behandlet med det blodfortyndende præparat Marevan siden. Denne behandling blev indstillet før operationen den 28. februar 2002 og genoptaget den 1. marts 2002, og hun blev efter operationen først behandlet med det hurtigtvirkende præparat Heparin, da blodproppen var indtrådt. På baggrund af en erklæring fra Retslægerådet kunne landsretten ikke med sikkerhed fastslå, hvordan blodproppen var opstået, men der var stor sandsynlighed for sammenhæng med behandlingen i forbindelse med indgrebet den 28. februar På baggrund af Retslægerådets erklæring fandt landsretten, at der ikke var entydige anerkendte retningslinjer for behandlingen med blodfortyndende medicin, hvorfor det ikke fandtes godtgjort, at behandlingen med 33

34 blodfortyndende medicin var erstatningsberettigende efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet. Afsagt den 11. november 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr PFL 1, stk. 1, og 2, stk. 1, nr. 4. En kvinde fødte den 29. januar 2001 et barn ved akut kejsersnit, da barnets hjertelyd var påvirket efter igangsættelse af fødslen. Kvinden havde et år tidligere født ved kejsersnit, og da man åbnede maven i det gamle ar, fandt man rigelig blødning. Der var desuden en bristning i livmoderen, barnet lå udenfor livmoderen, og moderkagen havde løsnet sig. Barnet var livløst, men blev behandlet og genoplivet. Man konstaterede, at barnet var svært hjerneskadet. Patientforsikringen fandt, at barnet ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen, der efter Patientforsikringens vurdering havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientforsikringen fandt det overvejende sandsynligt, at bristningen af livmoderen først fandt sted sidst i fødselsforløbet, og at barnet havde det godt indtil da. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, således at barnet blev anset for at være påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, erstatningsberettigende skade. Nævnet vurderede, at igangsætningen af fødslen var årsagen til, at livmoderen bristede, og at barnet dermed blev hjerneskadet. Nævnet fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, men at barnets svære hjerneskade var mere, end hvad der med rimelighed burde tåles. Sagen blev herefter af sygehusets forsikringsselskab indbragt for landsretten med påstand om, at barnet ikke var blevet påført en patientskade, der berettigede til erstatning eller godtgørelse efter patientforsikringsloven. Landsretten fandt på baggrund af en erklæring fra Retslægerådet, at det ikke var godtgjort, at der var tale om en behandlingsskade. Landsretten fandt derimod, at årsagen til skaden var en følge af moderens grundlidelse, idet trykket i livmoderen udløst af de igangsatte veer ikke var højere end tryk forekommende ved spontane fødsler, og at bristningen af livmoderen med overvejende sandsynlighed var sket som følge af de veer, der under alle omstændigheder ville opstå, når fødslen var i gang. Patientskadeankenævnets afgørelse blev derfor ophævet. 34

35 Afsagt den 30. november 2005 af Vestre Landsret (B ) j.nr stationærtidspunkt og varigt mén. En mand pådrog sig ved en ulykke i Indien den 6. december 1998 et brud i ryggen, og han blev transporteret til Danmark til behandling. Ved indlæggelsen den 10. december 1998 klagede han over direkte og indirekte ømhed svarende til overgangen mellem brystrygsøjlen og lænderygsøjlen. En røntgenundersøgelse blev tolket således, at der var degenerative forandringer med forkalkninger, men at der ikke var tegn på brud eller glidning, og man iværksatte smertestillende behandling og fysioterapi. Han blev udskrevet, men havde fortsat smerter. I april 1999 rejste han til Sankt Petersborg med henblik på undersøgelse og behandling. I maj 1999 gennemgik man på et andet sygehus i Danmark røntgenbilleder, som han havde fået taget i Rusland. Man vurderede, at der var en kileformet sammentrykning af 1. lændehvirvel med sammentrykningsbrud samt subakut brud og flere områder med degenerative forandringer i knoglemarven. Patientforsikringen fandt, at manden var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, for skade i form af følger efter manglende diagnosticering og behandling af et brud på lænderygsøjlen. I en efterfølgende afgørelse blev stationærtidspunktet fastsat til den 10. december 1999 svarende til årsdagen for patientskaden, og manden blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for varigt mén svarende til 10 procent. Han blev meddelt afslag på erstatning for afholdte udgifter til transport i forbindelse med behandling i Sankt Petersborg og for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Ved en senere afgørelse blev manden tilkendt erstatning for afholdte medicinudgifter. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser på nær erstatning for fremtidige medicinudgifter, som blev forhøjet. Manden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at stationærtidspunktet skulle fastsættes til et senere tidspunkt, at ménet skulle forhøjes, og at han var berettiget til erstatning for udgifter til rejse og lægelig behandling i Rusland. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at ændre fastsættelsen af méngraden og stationærtidspunktet, som var fastsat på baggrund af oplysningerne i en speciallægeerklæring og i en udtalelse fra Retslægerådet. Det forhold, at manden selv vurderede ménet højere og stationærtidspunktet anderle- 35

36 des, kunne ikke ændre herpå. Landsretten fandt endvidere, at det ikke var godtgjort, at manden var afskåret fra nødvendig behandling i det danske sundhedsvæsen, hvorfor der ikke var grundlag for at anse ham for berettiget til erstatning for udgifter til rejse til behandling i Sankt Petersborg. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Afsagt den 12. december 2005 af Vestre Landsret (B ) j. nr erstatning for afbrudt uddannelse. En mand blev den 22. oktober 1997 opereret for årebrok. Ved operationen pådrog han sig en skade i form af blødning og læsion af en bækkenvene. Han blev reopereret samme dag, og den 7. november 1997 blev han på ny reopereret. I efterforløbet opstod der en blodprop i venstre ben. Den 1. november 1997 skulle manden være påbegyndt en 2-årig uddannelse til salgsassistent. Efter sygeforløbet fik han via revalidering bevilliget uddannelse til akademiøkonom. Han færdiggjorde denne uddannelse i juni Patientforsikringen fandt, at manden var erstatningsberettiget i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Manden blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén svarende til en méngrad på 10 procent. Endvidere blev han tilkendt erstatning for medicinudgifter, transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste. Man fandt, at han ikke var berettiget til erstatning for afbrudt uddannelse og erstatning for erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens opgørelse af godtgørelse og erstatning, idet nævnet blandt andet anførte, at manden ikke var berettiget til erstatning for afbrudt uddannelse, idet han på skadestidspunktet ikke var påbegyndt uddannelsen. Manden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at ménet skulle forhøjes, og at han var berettiget til erstatning for forstyrrelse af uddannelsesforløb og erstatning for erhvervsevnetab. Trods det gennemførte revalideringsforløb havde det vist sig, at han ikke var i stand til at klare et arbejde på normale vilkår, hvorfor han var blevet fundet berettiget til fleksjob. Under den verserende retssag genoptog nævnet sagen blandt andet på grundlag af en udtalelse fra Retslægerådet og tilkendte manden godtgørelse svarende til i alt 30 procent mén og erstatning for et erhvervsevnetab på 50 procent. Sagen ved landsretten vedrørte derefter alene spørgsmålet om, hvorvidt manden var berettiget til erstatning for afbrudt uddannelse jf. erstatningsansvarslovens 1, stk. 1, om andet tab. 36

37 Landsretten udtalte, at det efter retspraksis ikke var en betingelse for at yde erstatning for forstyrrelse af et planlagt uddannelsesforløb, at den pågældende uddannelse var påbegyndt på det tidspunkt, skaden skete. Herefter fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at tilkende manden særskilt erstatning for andet tab efter erstatningsansvarslovens 1, stk. 1, idet han allerede var tilkendt erstatning for erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Afsagt den 22. december 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr erhvervsevnetab. En kvinde fik den 9. august 1995 foretaget en skulderoperation, da hun ved en skiulykke i Østrig havde beskadiget højre skulder. Man konstaterede en såkaldt rotator cuff læsion. Efterfølgende havde hun mange smerter i højre arm, og hun fik derfor foretaget en kikkertoperation den 28. november 1995, hvor man fandt, at læsionen var helet, men at der var betydelig ardannelse. Kvinden havde tidligere i 1989 haft et kompliceret brud på højre underarm og havde i øvrigt haft gener fra mavesæk og spiserør. Kvinden havde indtil skiulykken haft beskæftigelse som apoteksassistent. Hun måtte efter ulykken opgive dette arbejde, og da kommunen vurderede, at revalidering var udsigtsløs, blev hun tilkendt mellemste førtidspension. Patientforsikringen fandt at operationen den 9. august 1995 ikke havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, hvilket med overvejende sandsynlighed var årsag til hendes nuværende gener fra højre skulder. Efterfølgende tilkendte Patientforsikringen hende blandt andet erstatning for et erhvervsevnetab på 50 procent som følge af patientskaden. Man vurderede, at hendes samlede erhvervsevnetab udgjorde procent. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at kvinden som følge af patientskaden var påført et erhvervsevnetab på 50 procent svarende til 2/3 af det samlede erhvervsevnetab. Man lagde blandt andet vægt på, at hendes arbejdsophør og overgang til førtidspension kun delvist, men i overvejende grad kunne tilskrives patientskaden, og at patientskaden udgjorde en del af skulderlidelsen, samt at der til det samlede helbredsbillede også hørte tidligere skade på højre underarm og gener fra mavesæk og spiserør. Man vurderede, at grundlidelsen i form af rotator cuff læsion med deraf følgende behov for operation under alle omstændigheder ville have medført nedsættelse af 37

38 erhvervsevnen i et ikke ubetydeligt omfang. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var berettiget til en højere erstatning for erhvervsevnetab. Der blev under retssagen indhentet en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, hvori det samlede erhvervsevnetab blev vurderet til 75 procent, og erhvervsevnetabet som følge af patientskaden blev vurderet til 50 procent. Der blev også indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Landsretten fandt efter bevisførelsen ikke sikkert grundlag for at tilsidesætte nævnets og Arbejdsskadestyrelsen vurdering af det samlede erhvervsevnetab til ca. 75 procent. Landsretten fandt ligeledes, at erhvervsevnetabet som følge af patientskaden skulle fastsættes til 75 procent, hvorfor der ikke skulle foretages fradrag for grundlidelsen. På baggrund af Retslægerådets udtalelse og en vidneforklaring fandtes det ikke sandsynligt, at kvindens forudbestående lidelser i form af gener i højre underarm, spiserør og mavesæk havde eller ville have medført en nedsættelse af erhvervsevnen. Landsretten fandt det ligeledes på baggrund af Retslægerådets udtalelse og en speciallægeerklæring ej heller sandsynligt, at følgerne efter skiulykken i februar 1994 ville havde medført en varig nedsættelse af kvindens erhvervsevne, hvis patientskaden ikke var indtruffet. Resumé af domme afsagt af Højesteret i Afsagt den 10. februar 2005 af Højesteret (46/2004) j.nr ændring til skade for klager. Dommen er tidligere refereret i årsberetningen for 2004 side 82 og frem. Afsagt den 9. maj 2005 af Højesteret (81/2005) j.nr ankefrist. En mand havde ved en ankestævning dateret den 3. februar 2005 anket en dom afsagt af Vestre Landsret den 10. december 2004 til Højesteret. Ankefristen udløb den 4. februar Ankestævningen blev modtaget i Højesteret mandag den 7. februar Manden anmodede i et brev af 3. marts 2005 om tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb. Patientskadeankenævnet protesterede mod anmodningens imødekommelse. 38

39 Manden havde oplyst, at ankestævningen den 3. februar 2005 blev afsendt fra postkontoret, hvor den blev vejet for at få den rette porto på brevet. Han havde også oplyst, at ankestævningen samme dag blev sendt til Højesteret som en 3 siders telefax, og at hans telefaxmaskine ikke kunne udskrive afsendelseskvitteringer. Der var ifølge rapporten over modtagne meddelelser på Højesterets telefax ikke modtaget nogen fax fra mandens telefaxnummer eller en 3 siders telefax fra et uoplyst nummer i dagene omkring den 3. februar Manden henviste som støtte for sin anmodning til sin meget dårlige fysiske og psykiske helbredstilstand og landsretssagens forløb. Patientskadeankenævnet havde anført, at manden var repræsenteret af en advokat under landsrettens behandling af sagen, og at bevisbyrden for ankestævningens rettidige indgivelse ikke var løftet. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at ankestævningen var afsendt med postvæsenet og som telefax den 3. februar 2005 dagen før ankefristens udløb. Der var heller ikke oplyst omstændigheder, som kunne undskylde ankestævningens for sene indgang i Højesteret. Der var herefter ikke grundlag for at fastslå, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at tilladelse til at anke burde meddeles, jf. retsplejelovens 372, stk. 2, 4. pkt. Højesteret afslog derfor mandens anmodning. Afsagt den 21. juni 2005 af Højesteret (280/2002) j.nr PFL 1, stk. 1. En kvinde blev under sin tredje graviditet indlagt akut den 30. december 1992 på grund af blodmangel og for høj sænkningsreaktion. På sygehuset fik hun lavet en knoglemarvsbiopsi med henblik på at finde ud af årsagen hertil. Biopsien blev imidlertid ikke fuldført på grund af voldsomme smerter i hele højre ben. Efterfølgende fik hun smertestillende medicin injiceret i højre lår og oplysning om, at årsagen til smerterne muligvis var en blodansamling, som ville fortage sig. På grund af fortsatte smerter fik hun nogle dage senere krykkestokke, og frem til fødslen havde hun stadigvæk smerter af varierende styrke. Under fødslen var smerterne i højre ben voldsommere end tidligere. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, idet hun ikke var blevet påført en fysisk skade. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde ved vurderingen vægt på, at biopsitagningen med overvejende sandsynlighed ikke havde haft indflydelse på hendes syg- 39

40 domsforløb eller nuværende tilstand, samt at hun ikke var blevet påført en fysisk skade. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var påført en erstatningsberettigende skade ved biopsitagningen. Efter Retslægerådets besvarelse fandt Landsretten, at det ikke med overvejende sandsynlighed var godtgjort, at kvindens varige gener skyldtes nervelæsion eller anden fysisk skade forvoldt i forbindelse med biopsitagningen. Betingelserne for at yde erstatning efter lov om patientforsikring var derfor ikke opfyldt, jf. lovens 1, stk. 1. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Kvinden ankede dommen til Højesteret. Højesteret stadfæstede landsrettens dom med samme begrundelse. Afsagt den 28. juni 2005 af Højesteret (201/2004) j.nr EAL 8. En kvinde pådrog sig ved en faldulykke i juni 1999 en åben læsion af højre hånd med gennemskæring af nogle af håndens sener og nerver. Hun blev opereret den følgende dag. Hun havde efterfølgende et meget kompliceret og langvarigt sygeforløb og endte op med en væsentlig nedsat funktion af højre underarm og hånd. Kvinden havde endvidere helbredsmæssige gener i form af slidgigt i nakke og lænd samt følger efter gentagne ledskred i højre skulder efter en tidligere arbejdsulykke i Kvinden havde ikke siden arbejdsulykken i 1994 været i arbejde. Hun havde siden 1. januar 1997 modtaget forhøjet almindelig førtidspension, idet en arbejdsprøvning havde vist, at hun ikke kunne indplaceres på arbejdsmarkedet. På grund af følger efter ulykken i juni 1999 og følger efter behandlingen blev pensionen forhøjet til mellemste førtidspension med virkning fra den 1. august Patientforsikringen fandt, at kvinden var påført en skade efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, i form af ikke optimal udført operation i højre hånd og tilkendte hende godtgørelse og erstatning herfor, herunder godtgørelse for et varigt mermén på 40 procent. Patientforsikringen gav imidlertid afslag på erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarslovens 8. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at kvinden fandtes omfattet af erstatningsansvarslovens 8. Sygehusets forsikringsselskab nedlagde ved landsretten påstand om, at 40

41 kvinden ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne i medfør af erstatningsansvarslovens 8. Landsretten lagde blandt andet til grund, at kvinden, efter at hun i 1999 pådrog sig skaderne på højre hånd og underarm, ikke som tidligere var i stand til om end med besvær og under stort tidsforbrug at købe ind, gøre rent, vaske tøj og lave mad til sin voksne hjemmeboende søn og sig selv. Således fandt landsretten at kvinden havde udført arbejde i hjemmet for sin 20-årige hjemmeboende søn, indtil hun kom alvorligt til skade, hvorfor hun havde udnyttet sin resterhvervsevne på en måde som ikke medførte erhvervsindtægt. Videre fandt landsretten, at som erstatningsansvarslovens 8 var formuleret og efter bemærkningerne til lovforslaget, var der ikke tilstrækkeligt sikre holdepunkter for at fastslå, at bestemmelsen i 8 trods sin generelle formulering kun fandt anvendelse på de i bemærkningerne direkte nævnte persongrupper. Landsretten tiltrådte herefter, at kvinden var omfattet af erstatningsansvarslovens 8. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Forsikringsselskabet ankede dommen til Højesteret Højesteret henviste til, at kvinden måtte ophøre med sit arbejde i 1994, og at hun fik tilkendt førtidspension i Endvidere henviste retten til, at hun på tidspunktet for patientskaden i 1999 havde haft overvejelser om at søge beskæftigelse, men at hun ikke gjorde det, men udførte hovedparten af husarbejdet i sit og sin voksne søns fælles hjem. Retten bemærkede, at betingelsen for, at kvinden kunne være omfattet af erstatningsansvarslovens 8 var, at hun forud for patientskadens indtræden i det væsentligste udnyttede erhvervsevnen på en måde, som ikke eller kun i begrænset omfang medførte en erhvervsindtægt. Højesteret fandt, at denne betingelse ikke var opfyldt, hvorefter nævnets afgørelse blev ophævet, og sagen hjemvist til fornyet behandling efter erstatningsansvarslovens

42 6. Generelle problemstillinger. 6.1 Forældelse af krav efter patientforsikringsloven, herunder særligt den 5-årige forældelse i lovens 19, stk. 1. For krav efter patientforsikringsloven gælder forældelsesreglerne i lovens 19. De almindelige regler om forældelse af erstatningskrav kan kun anvendes, hvor erstatningskrav ikke støttes på patientforsikringsloven, men på almindelige erstatningsregler, hvilket kan være relevant, hvis patienten af den ene eller anden grund ikke er berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. Patientforsikringslovens 19 har følgende ordlyd: 19. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år efter den dag, skaden er forårsaget. Den 5-årige forældelsesfrist efter patientforsikringslovens 19, stk. 1, er ikke absolut, idet den først løber fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet eller burde være blevet vidende om skaden. Den 10-årige forældelsesfrist efter lovens 19, stk. 2, er derimod absolut. Der kan således under ingen omstændigheder ses bort fra en overskridelse af 10-årsfristen, uanset hvor undskyldelig den måtte være og det gælder også i tilfælde, hvor patienten ikke har kunnet anmelde skaden tidligere, fordi den først har vist sig senere end 10 år efter, at den blev forårsaget. De to forskellige frister i patientforsikringslovens 19 virker på den måde, at sagen er forældet, når blot en af fristerne er overskredet. Den 5-årige forældelse efter 19, stk. 1, svarer til dansk rets almindelige regler om forældelse af bl.a. erstatningskrav. Disse regler findes i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse (herefter benævnt 1908-loven), der opstiller en forældelsesfrist på 5 år, der imidlertid suspenderes jf. lovens 3, 42

43 når den berettigede har været ude af stand til at gøre sit krav gældende, bl.a. på grund af utilregnelig uvidenhed om kravet. Det fremgår af forarbejderne til patientforsikringslovens 19, stk. 1, at de almindelige regler i loven finder anvendelse ved fristberegningen, for så vidt angår afbrydelse af fristen på grund af skadelidtes utilregnelige uvidenhed m.v. Hvis patienten befinder sig i en tilstand af utilregnelig uvidenhed om et krav efter patientforsikringsloven, vil den 5-årige forældelse i patientforsikringslovens 19, stk. 1, være suspenderet ligesom forældelsen af et krav efter almindelige erstatningsregler vil være suspenderet efter 1908-loven. Hvis patienten har fået eller burde have fået kendskab til skaden, foreligger der normalt ikke længere utilregnelig uvidenhed om kravet, og reglen i patientforsikringslovens 19, stk. 1, fører derfor til samme resultat som 1908-loven. Fristen i patientforsikringslovens 19, stk. 1, regnes fra det tidspunkt, hvor patienten har fået eller burde have fået kendskab til skaden, hvilket normalt vil være det tidspunkt, hvor patienten første gang har mærket symptomer på skaden. Patienten vil ved tolkningen af symptomerne dog være afhængig af de informationer herom, som fås af læger m.v. Hvis patienten herved bibringes det indtryk, at der ikke er tale om tegn på nogen skade ved behandlingen, kan det tale for, at patienten ikke burde have fået kendskab til skaden. Højesteret har i en dom af 8. december 2003 fremsat bemærkninger om, hvornår en patient har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Dommen er omtalt i Patientskadeankenævnets årsberetning for 2003 side Højesteret fastslog i denne dom, at patientforsikringslovens 19, stk. 1, må i overensstemmelse med, hvad der ville følge af 3 i forældelsesloven af 1908 forstås således, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til, at denne kunne være forårsaget af sygehusets behandling eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være et grundlag for et krav om erstatning efter patientforsikringsloven Praksis efter Højesterets dom af 8. december 2003: 43

44 Fortolkningen af 19, stk. 1, om hvornår man har fået eller burde have fået kendskab til skaden ses eksempelvis i en sag med j.nr , hvor Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, således at klagen ikke blev anset for forældet i henhold til 19, stk. 1. Patientskadeankenævnets begrundelse herfor var følgende: Patientskadeankenævnet finder, at sagen ikke er forældet i henhold til denne bestemmelse [ 19, stk. 1]. Patientforsikringen har modtaget Deres anmeldelse den 23. juni 2003, hvilket er mere end 5 år efter, at en eventuel skade blev påført Dem i forbindelse med behandlingen på Sygehus i juni Nævnet finder dog, at De ikke har fået eller burde have fået kendskab til en eventuel skade før den 12. juni 2003, hvor De på Alkoholambulatoriet blev informeret om, at Deres hjerneskade muligvis var en følge af behandlingen på Sygehus. Der er herved lagt vægt på, at De ifølge sagens oplysninger den 11. juli 1995 fik oplyst diagnosen central pontin myelinolyse, men at De med overvejende sandsynlighed ikke blev informeret om, at skaden muligvis var en følge af en for hurtig korrektion af saltbalancen. Det er således nævnets vurdering, at man hverken på Sygehus eller på Sygehus har informeret Dem om, at der kunne være tale om en behandlingskomplikation, ligesom Deres sygdom flere steder, blandt andet i epikrise af 10. januar 1996, omtales som pontin myelinolyse udløst af hyponatiæmi. I MR-skanningsbeskrivelse af 18. september 95 er anført, at tilstanden skyldes excessivt brug af alkohol. Disse forhold, sammenholdt med Deres psykiske tilstand i årene efter skadens indtræden, fører efter nævnets vurdering til, at De ikke burde have fået mistanke om, at selve behandlingen var en mulig skadesårsag. Endelig har nævnet lagt vægt på, at De sendte anmeldelsen til Patientforsikringen kun 9 dage efter, at De på Alkoholambulatoriet var blevet informeret om den mulige sammenhæng mellem skaden og behandlingen på Sygehus Nævnet foretog en grundig prøvelse af ikke blot, hvornår skadelidte måtte antages at have fået symptomer som følge af skaden, men tillige af, hvornår skadelidte var kommet i besiddelse af de nødvendige oplysninger, for at hun burde indse, at symptomerne skyldtes en patientskade. Et andet eksempel på hvorledes nævnet foretager en grundig prøvelse af, hvornår klageren har fået eller burde have fået kendskab til, at der forelå en patientskade, ses i en sag med j.nr I 44

45 sagen, hvor et forældrepar klagede over behandlingen af deres søn, som havde fundet sted i 1994, anførtes blandt andet fra advokatens side, at man ikke ved Patientforsikringens afgørelse havde taget hensyn til familiens status som flygtninge og de manglende danskkundskaber. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afvisning af sagen som forældet, idet nævnet fandt, at man netop havde taget hensyn til klagernes særlige situation, hvorved disse måtte antages at være blevet bekendt med patientskaden. Der anførtes derfor følgende i afgørelsen: Nævnet finder det endvidere godtgjort på grundlag af journalnotat fra sygehuset den 22. december 1994, at der under tolkesamtale med begge forældre og storesøster atter blev redegjort for, at de nuværende problemer med at tale og bevæge sig skyldes omstændigheder omkring transplantationen, dvs. både de svære problemer inden transplantationen og i forbindelse med selve operationen. Endelig ses et tredje eksempel i en sag med j.nr Her måtte nævnet på baggrund af de foreliggende oplysningerne i blandt andet journalmaterialet foretage en vurdering af, hvornår det måtte anses for overvejende sandsynligt, at klageren var bekendt med, at hendes vedvarende smerter, der næsten var identiske med smerterne som følge af grundsygdommen, ikke længere skyldtes grundsygdommen, men en patientskade. Patientskadeankenævnet afviste sagen som forældet med følgende begrundelse: Patientskadeankenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af journalmateriale i sagen, at man den 14. maj 1998 konstaterede en sovende fornemmelse i 1. og 2. finger, som havde været tilstede efter operationen den 14. januar 1998, ligesom man den 20. juli 1998 med sikkerhed lokaliserede Deres gener til få millimeter fra operationsarret fra samme operation. Endvidere fremgår det, at man efter operationen den 29. juli 1998 og igen den 6. august 1998 kunne henføre Deres gener til operationsarret. Nævnet har videre lagt vægt på, at der den 8. februar 1999 blev foretaget en speciallægeundersøgelse af Dem, hvori det konstateredes, at man ved den udførte rodledsplastik beskadigede to nervegrene. Det er således anført i speciallægeerklæringen, at beskadigelsen af nervegrenene har givet Dem udtalte neuromsmerter, som man har forsøgt at afhjælpe uden held. Patientskadeankenævnet finder således, at De senest den 8. februar 1999 må antages at være blevet bekendt med, at De ved behandlingen på angiveligt var blevet påført en skade. Da man først har modtaget Deres skadesanmeldelse i Patientforsikringen den 24. august 2004, er der således gået mere 45

46 end 5 ½ år, fra De blev bekendt med skaden, til De indgav Deres anmeldelse. De har således ikke opfyldt kravet i patientforsikringslovens 19, stk. 1, hvorefter en skade skal anmeldes inden for 5 år, efter man blev eller burde være blevet bekendt med skaden Til ovenstående kan det tilføjes, at Østre Landsret den 21. april 2006 frifandt Patientskadeankenævnet i en sag, hvor nævnet havde afvist en sag som forældet i henhold til patientforsikringslovens 19, stk. 1. Sagen vedrørte et fødselsforløb på et sygehus i 1996, hvor man umiddelbart efter fødslen konstaterede, at barnet var hjerneskadet. Forældrene anmeldte imidlertid først skaden til Patientforsikringen i 2004, idet det blev gjort gældende, at man først på dette tidspunkt var blevet bekendt med, at behandlingen eller manglen på samme (forældrene mente, at man burde have iværksat et kejsersnit) kunne have påført deres søn en skade. Det blev anført, at de ikke havde haft anledning til at foranstalte nærmere undersøgelser af behandlingsforløbet, før de i april 2004 læste en avisartikel, hvor man beskrev en lignende sag med et kompliceret fødselsforløb. Det blev endvidere anført, at sygehuset ikke havde vejledt om muligheden for at anmelde sagen til Patientforsikringen, ligesom det blev anført, at moderen til barnet et par uger efter fødslen havde fået en henholdende forklaring af en læge vedrørende årsagen til skaden. Landsretten henviste i sin afgørelse til højesteretsdommen af 8. december 2003 og anførte følgende som begrundelse for at frifinde nævnet: Landsretten lægger som ubestridt til grund, at sagsøgerne allerede kort efter fødslen og i hvert fald senest i løbet af maj 1996 fik kendskab til, at [skadelidte] på et tidspunkt, formentlig under eller lige efter fødslen, havde haft en hjerneblødning og efter al sandsynlighed ville udvikle et psykisk og fysisk handicap. Landsretten lægger efter de foreliggende oplysninger endvidere til grund, at sagsøgerne må have opfattet fødselsforløbet som unormalt og kompliceret. Landsretten henviser særligt til [sagsøgers] forklaring om, at hun og ægtefællen tre gange forgæves bad om, at der blev foretaget et kejsersnit. Landsretten finder på denne baggrund, at sagsøgerne, uanset den henholdende forklaring på [skadelidtes] hjerneskade, som [sagsøger] ifølge sin forklaring fik af en læge på.. nogle uger efter fødslen, allerede i maj 1996 må have fået eller burde have fået kendskab til, at [skadelidtes] skader helt eller delvis muligvis kunne været undgået ved en anden behandling, herunder at fødslen var blevet gennem- 46

47 ført ved kejsersnit. Sagsøgerne har derfor ikke i tiden frem til april 2004 været i utilregnelig uvidenhed om det mulige krav. Som følge heraf er det eventuelle krav forældet, og sagsøger frifindes Ved en gennemgang af Patientskadeankenævnets afgørelser vedrørende forældelse efter 19, stk. 1, kan det konstateres, at klagerne i flere af sagerne har afventet en mulig bedring og derfor ikke har påklaget behandlingen, før de var sikre på, at fremtidig behandling var nytteløs. Eksempelvis anførte klageren i en sag med j.nr således, at hun siden operationen i 1995 havde vidst, at denne ikke var vellykket, men at hun først i 2004 fik kendskab til, at skaden ikke kunne genoprettes. Klageren mente som følge heraf, at forældelsesfristen først skulle begynde at løbe fra 2004, hvilket Patientskadeankenævnet ikke kunne tilslutte sig, hvorfor sagen blev afvist som forældet. Et andet eksempel ses i en sag med j.nr , hvor Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afvisning af sagen som forældet med følgende begrundelse: Patientskadeankenævnet kan tiltræde, at sagen i henhold til denne bestemmelse er forældet. Patientforsikringen har modtaget [skadelidtes] anmeldelse den 16. oktober 2003, hvilket er mere end 5 år efter, at han har fået eller burde have fået kendskab til en eventuel skade. Der er herved lagt vægt på, at [skadelidte] ifølge sagens oplysninger den 14. februar 1996 blev opereret for en diskusprolaps (L4) og blev udskrevet den 19. februar Ved en vridbevægelse for at nå telefonen 8 dage efter operationen fik [skadelidte] et smæld i ryggen samt udstrålende smerter i venstre ben. Det konstateredes senere, at der var tale om en recidiv prolaps, og [skadelidte] blev opereret herfor den 31. maj Det er nævnets vurdering, at [skadelidte] allerede i forbindelse med operationen i maj 1996 kunne have anmeldt det forhold, at der var behov for endnu en operation. Nævnet finder, at det forhold, at resultatet af operationerne på dette tidspunkt ikke var endeligt afklaret er uden betydning. Det må derfor konkluderes, at den opståede recidiv prolaps og behovet for reoperationen blev erkendt af [skadelidte] allerede i maj 1996 I flere sager vedrørende forældelse har det været anført, at manglende kendskab til patientforsikringsloven (retsvildfarelse) har været årsagen til en sen anmeldelse. Der er imidlertid ikke grundlag for at dispensere for forældelsesreglerne som følge af manglende eller ringe kendskab til patientforsikringsloven. Det må forventes, at antallet af disse sager vil blive færre, efterhånden som virkningen af forskellige initiativer til styrkelse af patienters retsstilling slår igennem, idet det må antages, at patienterne 47

48 derved også vil få et bedre kendskab til klageadgangen i systemet. Herunder kan det fremhæves, at der ved en ændring i patientforsikringsloven gældende pr. 1. januar 2004 er indført en informationspligt over for patienter om retten til erstatning. Pligten påhviler, jf. lovens 4a, alle autoriserede sundhedspersoner, som i deres virksomhed bliver bekendt med skader, som må antages at kunne give ret til erstatning efter loven. 48

49 6.2 Reduktion i godtgørelse og erstatning som følge af mellemkommende død. Mellemkommende død er et erstatningsretligt begreb, der medfører, at den skadelidtes erstatnings-og godtgørelseskrav kan reduceres. I erstatningsretlig terminologi taler man om mellemkommende død, når en skadelidt, der har krav på en erstatning eller godtgørelse i henhold til erstatningsansvarsloven, dør, inden erstatningen er udbetalt. Begrebet og konsekvenserne af mellemkommende død fremgår ikke af selve erstatningsansvarsloven, men er udviklet gennem retspraksis. Problemstillingen er aktuel, uanset om dødsfaldet skyldes selve tilskadekomsten (patientskaden) eller andre årsager. Principperne om reduktion for mellemkommende død gælder ved siden af de almindelige principper om aldersreduktion, som fremgår direkte af erstatningsansvarsloven. Reduktion for mellemkommende død er kun aktuel, hvis erstatningskravet falder i arv. Krav på erstatning falder i arv uden begrænsninger, mens krav på godtgørelse jf. erstatningsansvarslovens 18, stk. 2, falder i arv, når det er anerkendt eller gjort gældende ved sagsanlæg. I en dom af 16. december 2002 (U H) har Højesteret for krav omfattet af patientforsikringsloven fastslået, at man kan sidestille anmeldelse til Patientforsikringen med sagsanlæg. Denne forståelse er da også, som anført af Højesteret, i overensstemmelse med Patientforsikringens og Patientskadeankenævnets praksis siden patientforsikringslovens vedtagelse i Det betyder, at godtgørelse i anledning af en patientskade falder i arv, når kravet er anmeldt til Patientforsikringen. Spørgsmålet om eventuel reduktion for mellemkommende død opstår kun ved varige og ikke ved midlertidige erstatninger og godtgørelser, da de midlertidige poster som f.eks. helbredelsesudgifter og andet tab ( 1), tabt arbejdsfortjeneste ( 2) og svie og smerte ( 3) kun vedrører den tid, der er gået, inden patienten er afgået ved døden. Der foretages derfor ikke reduktion i de midlertidige poster, da tabet eller ulempen allerede har haft virkning for den skadelidte, i modsætning til de varige poster som mén og erhvervsevnetab, som dækker ulemper og indtægtsnedgang i skadelidtes fremtidige liv. 49

50 Da der som ovenfor anført ikke findes bestemmelser i erstatningsansvarsloven, der direkte regulerer spørgsmålet om mellemkommende død, må retningslinjerne for reduktion udelukkende udledes af retspraksis. Nedsættelsen sker under hensyn til, hvor lang tid den skadelidte nåede at leve med skaden. Jo længere tid, der er gået fra skadestidspunktet til dødsfaldet, jo mere vil den skadelidte i perioden faktisk have oplevet ulemper i den daglige livsførelse (mén) og varig indtægtsnedgang (erhvervsevnetab). Retspraksis er imidlertid ikke helt entydig, idet perioden, hvor skadelidte nåede at leve med skaden, ses at være afgrænset lidt forskelligt. I det følgende vil der blive gennemgået nogle eksempler på domstolenes og Patientskadeankenævnets praksis vedrørende reduktion for mellemkommende død for så vidt angår skader hos henholdsvis voksne og børn. Reduktion i sager vedrørende voksne. Med udgangspunkt i retspraksis anvender Patientskadeankenævnet følgende retningslinjer for reduktion ved mellemkommende død hos voksne: Levetid i 1-6 måneder efter skaden nedsættelse med 4/5. Levetid i 7-20 måneder efter skaden nedsættelse med 2/3. Levetid i 20 måneder til 3-4 år efter skaden nedsættelse med 1/3. Levetid i cirka 3-4 år eller mere efter skaden ingen nedsættelse. Som eksempel på reduktion for mellemkommende død kan nævnes Højesterets dom af 11. maj 2005 (U H), hvoraf det blandt andet fremgår følgende:.i den foreliggende situation, hvor.. først afgik ved døden ca. 5 ½ år efter den skadevoldende adfærd, finder Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte erstatningen for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén. Denne dom er i overensstemmelse med hidtidig retspraksis, som har vist, at reduktion formentlig er udelukket, når den skadelidte nåede at leve med skaden i mere end 3-4 år. 50

51 Som eksempel på reduktion for mellemkommende død fra nævnets praksis kan nævnes følgende sag: J.nr reduktion for mellemkommende død hos en voksen. Sagen drejede sig om en kvinde, der i februar 1999 fik konstateret kræft i venstre bryst. Den 1. marts 1999 fik hun på sygehus A foretaget fjernelse af venstre bryst og 13 lymfeknuder fra armhulen. Man fandt spredning af kræftsvulsten (metastase) til 1 ud af de 13 lymfeknuder. Kvinden fik tilbudt behandling i form af strålebehandling mod brystkassen og enten kemoterapi eller strålebehandling mod æggestokkene. I begge tilfælde skulle behandlingen efterfølges af 5 års Tamoxifenbehandling. Efterbehandlingen skulle foregå på et andet sygehus B. Som følge af en kommunikationsbrist mellem sygehus A og sygehus B blev behandling med Tamoxifen iværksat med betydelig forsinkelse. Det fremgår af et journalnotat af 17. december 2001, at man måtte frygte, at der var tale om recidiv, og at behandlingen med Tamoxifen ikke var iværksat. Kvindens helbredstilstand blev fra dette tidspunkt stadig forværret. Hun afgik ved døden den 7. april Forinden var der foretaget en anmeldelse af forløbet til Patientforsikringen. Patientforsikringen fandt, at hun ikke var påført en efter patientforsikringsloven erstatningsberettigende skade, men Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, således at kvinden blev anset for at være påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af en forringet prognose som følge af forsinket iværksættelse af behandling med Tamoxifen. Patientforsikringen fastsatte skadestidspunktet til den 17. december 2001, og kvinden havde således levet med patientskaden ca. 16 måneder. Der blev bl.a. tilkendt en godtgørelse for et varigt mén på 100 % reduceret med 2/3 på grund af tidsforløbet, indtil kvinden afgik ved døden (mellemkommende død) og reduceret med ½ på grund af grundlidelsen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. For så vidt angår varigt mén, fremgik følgende af nævnets afgørelse:.nævnet finder, at (K s) samlede varige mén er 100 % som fastsat af Patientforsikringen. Der er i den forbindelse lagt vægt på Arbejdsskadestyrelsens méntabel, hvorefter inoperabel kræft skal vurde- 51

52 res til en méngrad på 100 %. Det er imidlertid nævnets vurdering, at (K s) grundsygdom i form af brystkræft med metastaser til lunge, lever, knogle og hjerne selv med rettidig behandling med Tamoxifen i sig selv udgjorde en meget alvorlig tilstand med betydelig risiko for recidiv. Nævnet finder således, at det af Patientforsikringen fastsatte skøn over fordeling mellem grundlidelse og patientskade, hvorefter grundlidelsen tilskrives cirka 50 % og patientskaden 50 %, skal lægges til grund for opgørelsen af det varige mén. Dette findes endvidere at være i fuld overensstemmelse med nævnets tidligere afgørelse i sagen. Af denne fremgår det således, at.nævnet finder, at (K s) prognose er blevet væsentligt forringet som følge af den manglende efterbehandling.nævnet finder imidlertid, at også grundsygdommens udvikling med overvejende sandsynlighed har været medvirkende årsag til recidiv af kræftsygdommen, hvorfor ikke alle (K s) symptomer var en følge af patientskaden. Når skadelidte afgår ved døden, inden godtgørelsen er udbetalt, skal der ifølge retspraksis ske en reduktion af den takstmæssige méngodtgørelse, der ikke udbetales til skadelidte, men falder i arv. Der lægges herved vægt på, hvor længe skadelidte nåede at leve med generne efter skaden. (K) afgik ved døden knapt 16 måneder efter skaden. I henhold til praksis vil godtgørelsen for varigt mén derfor skulle reduceres med 2/3. For så vidt angår reduktionen af godtgørelsen som følge af såvel kortere levetid som konkurrerende grundlidelse skal nævnet bemærke, at godtgørelse for varigt mén ikke er en kompensation for forventet levetid, men en kompensation for de gener, patienten vil have i resten af sin levetid. Hvis en patient derfor må forventes at skulle leve i væsentligt kortere tid end andre på samme alder, enten som følge af sin grundsygdom eller som følge af den påførte skade, er det i erstatningsretlig teori og praksis antaget, at der bør ske en rimelig justering af erstatningskravet. Endvidere ydes der efter patientforsikringsloven alene godtgørelse for patientskadens og ikke for grundlidelsens følger. Reduktion i sager vedrørende børn. Patientskadeankenævnet har kun behandlet ganske få sager, hvor det har været aktuelt med fradrag for mellemkommende død i forbindelse med opgørelsen af en patientskade for et barn. Det er Patientska- 52

53 deankenævnets praksis, at der ved et barn skal ske større reduktion af godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne, end hos en voksen skadelidt. Der foreligger kun begrænset retspraksis vedrørende emnet, herunder Vestre Landsrets dom af 6. januar 1994 (U V). Retssagen drejede sig om et barn, der ved en ulykke den 2. februar 1990 var blevet 100 % invalid, og som senere afgik ved døden den 15. april Barnet var 12 år ved dødsfaldet. Der var inden dødsfaldet fra forsikringsselskabets side fremsendt et tilbud om méngodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne, som værgerne imidlertid ikke nåede at acceptere. Forsikringsselskabet anså derfor dette for bortfaldet ved skadelidtes død, og udbetalte under hensyntagen til dødsfaldet en godtgørelse svarende til 50 % mén, men ingen erstatning for tab af erhvervsevne. Værgerne indbragte sagen for landsretten med principal påstand om, at forsikringsselskabet havde givet et bindende tilsagn om udbetaling af godtgørelse til skadelidte, og at dette ikke kunne anses for bortfaldet ved skadelidtes død. Subsidiært påstod sagsøgeren en mindre nedsættelse af de beløb, som skadelidte havde krav på. Landsretten fandt, at det oprindelige tilbud måtte anses for bortfaldet, da skadelidtes værger ikke inden skadelidtes død havde accepteret tilbuddet. Landsretten fandt under henvisning til forarbejderne, at der uanset barnets alder ved dødsfaldet burde tilkendes erstatning for tabt erhvervsevne. Herefter udtalte Landsretten:.Ved fastsættelsen af godtgørelsen for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne findes der at burde tages hensyn til den tid, der er forløbet mellem ulykkestidspunktet og dødsfaldet, og til, at der på tidspunktet for dødsfaldet i princippet var enighed om størrelsen af de beløb, der tilkom S. Ved fastsættelsen findes der tillige at burde tages hensyn til S s alder, da han afgik ved døden. Der findes herefter ikke at burde tilkendes noget yderligere beløb i godtgørelse for varigt mén, og erstatningen for tab af erhvervsevne findes at burde nedsættes til 1/3 Det fremgår direkte af denne doms præmisser, at der, udover den tid, der er forløbet mellem ulykkestidspunktet og dødsfaldet, også er taget hensyn til skadelidtes alder. 53

54 Følgende sag er et eksempel på reduktion for mellemkommende død hos et barn fra Patientskadeankenævnets praksis. J.nr reduktion for mellemkommende død hos et barn. Sagen drejede sig om et barn født den 22. marts Om morgenen den 22. marts 1999 henvendte moderen sig på sygehuset, idet hun havde haft veer siden ved 04-tiden. I løbet af dagen fik moderen tiltagende veer, fødslen skred planmæssigt frem, og man konstaterede regelmæssigt undervejs god hjertelyd hos barnet. Det fremgår ikke af journalen, at der i forbindelse med den sidst del af fødslen blev lyttet efter hjertelyd hos barnet, og kl fødte hun en bleg, slap dreng med navlesnoren en gang rundt om halsen. Han havde ingen respiration, fik Apgar 3/1, 5/5, hvilket er udtryk for påvirket tilstand, og navlesnors ph blev målt til 6,8, hvilket er udtryk for iltmangel. Det blev efterfølgende konstateret, at drengen var svært hjerneskadet. Drengen blev anbragt på døgninstitution og afgik ved døden den 10. januar Patientforsikringen fandt, at barnet ikke var påført en efter patientforsikringsloven erstatningsberettigende skade, da en erfaren specialist ikke ville have handlet anderledes. Patientskadeankenævnet ændrede imidlertid afgørelsen således, at barnet blev anset for at være påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende hjerneskade, da man ikke fandt det dokumenteret, at der under den sidste del af fødslen var lyttet efter hjertelyd. Patientforsikringen lagde ved erstatningsopgørelsen til grund, at barnet havde levet ca. 4 år og 10 måneder med skaden. Der blev bl.a. tilkendt en godtgørelse svarende til en méngrad på 100 % med reduktion på ¼ og erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven 8 med reduktion på ¼. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. For så vidt angår varigt mén, fremgik følgende af nævnets afgørelse:.nævnet finder, at (M s) varige mén som følge af patientskaden er 100 % som fastsat af Patientforsikringen. Der er herved lagt vægt på beskrivelse af 27. april 2003 af (M) fra Specialbørnehjemmet C. Der findes efter nævnets vurdering ikke tilstrækkeligt grundlag for at forhøje méngraden til 120 %, som det er muligt i helt særlige tilfælde, henset til, at (M) havde et vist funktionsniveau til trods for de meget alvorlige følger af den anerkendte patientskade. 54

55 (M s) godtgørelse udgør således isoleret set kr. svarende til en méngrad på 100 %. Nævnet kan imidlertid tiltræde, at der skal ske en reduktion af godtgørelsen med ¼. Hvis skadelidte afgår ved døden, inden erstatningen er opgjort, vil erstatningen og/eller godtgørelsen falde i arv, jf. erstatningsansvarslovens 18, stk. 2. Da der er tale om kompensation tiltænkt den skadelidte, foretages der efter praksis en vis rimelig nedsættelse af erstatningen eller godtgørelsen i disse tilfælde. Ved vurderingen af, hvor meget erstatningen skal nedsættes, lægges der afgørende vægt på, hvor lang tid skadelidte nåede at leve med skaden. Efter en samlet vurdering, herunder under hensyntagen til, at der er tale om en sag vedrørende et mindre barn, kan nævnet tiltræde, at (M s) godtgørelse for varigt mén skønsmæssigt reduceres med ¼. Ved tiltrædelsen af erstatningen for erhvervsevnetabet henviste nævnet til begrundelsen for reduktion for godtgørelse for varigt mén. Således nåede barnet i sagen at leve med sin skade i cirka 4 år og 10 måneder, og såfremt der havde været tale om en voksen skadelidt, ville der som udgangspunkt jf. ovenstående ikke skulle ske reduktion. Sagen viser, at der i overensstemmelse med ovennævnte landsretsdom, er lagt vægt på skadelidtes alder. 55

56 6.3 Posttraumatisk belastningsreaktion. Lov om patientforsikring (lovbkg. nr. 228 af 24. marts 1997 med senere ændringer), således som den var gældende frem til 1. januar 2004, definerede ifølge lovens 1, stk. 1, en patientskade som en fysisk skade som følge af behandling eller undladelse heraf. Psykiske skader var som udgangspunkt kun omfattet af lovens skadesbegreb, i det omfang de var en følge af en fysisk skade. Med vedtagelsen af lov om ændring af lov om patientforsikring (lov nr. 430 af 10. juni 2003), der finder anvendelse på skader indtrådt den 1. januar 2004 eller derefter, blev skadesbegrebet udvidet, således at også rene psykiske skader er omfattet af loven. Hermed blev skadesbegrebet efter lov om patientforsikring bragt i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om erstatning og godtgørelse for personskade. Når Patientskadeankenævnet fastsætter det varige mén som følge af en patientskade, sker det med udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsen méntabel. I méntabellen er der et særligt afsnit om psykiske skader, som omfatter posttraumatisk belastningsreaktion (herefter PTSD ), inddelt i let, moderat, middelsvær og svær PTSD, som vurderes til en méngrad på procent. Når nævnet skal vurdere følgerne af en psykisk patientskade, tager man derfor udgangspunkt i denne inddeling. Karakteristika ved PTSD. Posttraumatisk belastningsreaktion kaldes på engelsk Post Traumatic Stress Disorder, og forkortelsen PTSD bruges også jævnligt på dansk. PTSD adskiller sig fra andre psykiatriske diagnoser, ved at det ikke kun en betegnelse for en psykisk sygdom. PTSD er også en beskrivelse af, hvordan de nævnte symptomer er fremkommet. Diagnosen indeholder således såvel årsagen til sygdommen som symptomerne. PTSD adskiller sig fra øvrige psykiatriske diagnoser på et punkt mere. Hyppigst ønsker mennesker ikke at have en psykiatrisk sygdomsdiagnose. Omvendt er det med PTSD. Man oplever ofte, at patienter påberåber sig at have diagnosen, mens lægen er lidt mere tilbageholdende med at stille den. For at opfylde kriterierne for diagnosen PTSD skal personen have været udsat for en traumatisk begivenhed eller situation (af kortere eller længere varighed) af en exceptionel truende eller katastrofeagtig 56

57 natur, som vil medføre kraftig påvirkning hos praktisk talt enhver. Symptomerne optræder inden for 6 måneder efter den traumatiske oplevelse. Der er tre typer symptomer knyttet til sygdommen: de påtrængende symptomer undgåelsessymptomerne psykisk overfølsomhed. Under de påtrængende symptomer hører flashback-oplevelser. Flashback-oplevelser er begivenheder fra fortiden, der genopleves i vågen tilstand med alle sanser - det er som at være der igen. Oplevelserne tager fra få sekunder til mange minutter, og efter oplevelsen er den syge tydeligt angst. Man kan have svært ved at tro på, at faren ikke længere eksisterer. Man har også mareridt, hvor tidligere traumatiske begivenheder genopleves med overbevisende sandhedsværdi; denne gang i sovende tilstand. Under undgåelsessymptomerne hører amnesi (glemsel) for tidligere begivenheder. Dertil undgår den syge bevist alt, der har med de traumatiserende begivenheder at gøre. Kommer der alligevel omstændigheder, der minder om traumet, giver det stærkt ubehag. Den psykiske overfølsomhed skal ses som et følelsesmæssigt alarmberedskab, der vedvarende er på fuldt blus. Den syge har svært ved at falde i søvn og sove igennem, han er anspændt, og der skal kun småting til, for at han får et irritabilitets- eller vredesudbrud. Grundet den anspændte tilstand, er det vanskeligt for den syge at koncentrere sig. Alle kan ved tilstrækkeligt traumatiserende begivenheder - risikere at få PTSD. Har personen i forvejen særlige personlighedstræk eller en nervøs lidelse, øges risikoen for udvikling af tilstanden. Også en lav IQ er en risikofaktor for PTSD-udvikling, idet en god hukommelse medfører, at den traumatiserede bedre kan bearbejde erindringen. PTSD skal adskilles fra tilpasningsreaktion, hvor personen har følelsesmæssig uro og nedsat social funktionsevne, men denne tilstand opstår efter et traume eller en belastning, der ikke er usædvanligt eller af katastrofeagtig karakter. Ligeledes skal PTSD adskilles fra diverse angstlidelser (med undgåelsesadfærd), fra depression og fra personlighedsforstyrrelser med følelsesmæssig ustabilitet. I enkelte 57

58 tilfælde skal man overveje, om de kunne være en psykose, idet hallucinationer kan minde om flashback-oplevelser. Nævnets praksis ved vurderingen af psykiske skader sket før 1. januar Som omtalt ovenfor er det for psykiske skader indtruffet før 1. januar 2004 en betingelse, at disse er en følge af en erstatningsberettigende fysisk skade. Af Patientskadeankenævnets årsberetning 2003, side 87 og frem, fremgår det, at der efter nævnets praksis ikke opstilles krav om, at en skadelig påvirkning skal have resulteret i en fysisk skade af blivende karakter for, at en deraf følgende psykisk skade kan anerkendes som erstatningsberettigende. I det omfang en psykisk skade kan anerkendes som en følge af en erstatningsberettigende fysisk skade, vil den psykiske skade kunne medføre en forhøjelse af skadelidtes varige mén eller erhvervsevnetab. Det er i den forbindelse ikke en betingelse, at merménet som følge af den psykiske skade udgør 5 % eller derover eller at forhøjelsen af erhvervsevnetabet udgør 15 % eller derover. I de tilfælde, hvor der er givet (mer)méngodtgørelse som følge af en psykisk skade på grund af en fysisk skade, er der ofte givet méngodtgørelse på baggrund af Arbejdsskadestyrelsens méntabel, hvor der har været lægelig dokumentation for, at skadelidte har vist tegn på PTSD. PSAN j.nr Skadelidte havde hjertemuskelbetændelse. Han fik i forbindelse med behandlingen heraf udtaget vævsprøver fra højre hjertekammer i lokalbedøvelse. Ved udtagelsen af vævsprøverne opstod der hul på højre hjertekammer, hvilket medførte en blodansamling i hjertesækken. Man forsøgte at behandle blodansamlingen med et kateter, hvilket ikke lykkedes. Herefter foretog man et akut kirurgisk indgreb, hvorunder hullet blev lukket med syning. Skadelidte havde efterfølgende fysiske følger i form af ømhed i venstre brystdel, smerter ved fysisk anstrengelse og operationsar. Derudover havde han psykiske symptomer i form af megen angst, mareridt, flash-backs, koncentrationsbesvær, vagtsomhed og svingende humør. Patientforsikringen fandt, at komplikationen i form af perforation af højre hjertekammer var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. De fandt endvidere, at skadelidte var berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 15 %. 58

59 Patientskadeankenævnet fandt, at skadelidtes fysiske mén som følge af patientskaden kunne fastsættes til 8 %. Nævnet vurderede hans psykiske symptomer svarende til en middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion, som ifølge Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel skulle vurderes til 20 %. Nævnet forhøjede således det varige mén som følge af patientskaden. PSAN j.nr Skadelidte blev i februar 2000 opereret med henblik på nyretransplantation til hendes ægtefælle. Under operationen opstod en arterieblødning med tab af ca. 5 liter blod til følge. Efterfølgende blev skadelidte henvist til akut krisehjælp, idet hun havde været ved bevidsthed under den del af operationen, hvor blødningen var voldsom og ukontrolleret. Skadelidte havde symptomer i form af angst og søvnforstyrrelser, mavegener, tilbagetrækningsadfærd, koncentrationsproblemer, forstemning og en oplevelse af generel personlighedsændring. Patientforsikringen fandt, at skadelidte blandt andet var berettiget til godtgørelse for varigt mén på 20 % svarende til en middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion. Skadelidtes erhvervsevnetab som følge af de psykiske gener blev vurderet til 25 %. Patientskadeankenævnet fandt, at méngraden på 20 % for de psykiske gener var passende, men fandt at skadelidte var påført et erhvervsevnetab på 50 % som følge af de psykiske gener. Nævnet lagde ved vurderingen vægt på, at skadelidte inden patientskaden fungerede som bogholder og sælger, og at følgerne af patientskaden medførte nedsat koncentrationsevne og hukommelsesbesvær, hvorfor fremtidigt arbejde ikke måtte være for stressende eller uforudsigeligt. Skadelidte fandtes fortsat at kunne arbejde i et vist omfang, antageligt timer ugentligt. Vurderingen af psykiske skader sket 1. januar 2004 og senere. For psykiske skader indtruffet den 1. januar 2004 og senere, er det ikke en betingelse, at den psykiske skade skal have sammenhæng med en fysisk skade. Afgørende for, hvorvidt der ydes godtgørelse for varigt mén eller erstatning for erhvervsevnetab, er erstatningsansvarslovens regler, hvorefter der kun 59

60 ydes méngodtgørelse hvis denne udgør eller overstiger 5 %, og hvorefter erhvervsevnetabserstatning alene ydes, hvis denne udgør eller overstiger 15 %. Mindre alvorlige psykiske lidelser end let PTSD (méngrad 10 %) vil derfor kunne udløse méngodtgørelse. Vurderingen af psykiske skader vanskeliggøres dog ofte i praksis, idet et behandlingsforløb, der af patienten opleves som langvarigt, smertefuldt og uden det ønskede resultat i sig selv vil være en psykisk belastning, selv hvis behandlingen ikke har påført patienten en erstatningsberettigende patientskade. Méngraden for PTSD vil fortsat fungere som målestok for en skadelidts psykiske gener, hvor disse ikke er udløst af en traumatisk begivenhed eller situation (af kortere eller længere varighed) af en exceptionel truende eller katastrofeagtig natur. Der er således i en række afgørelser ikke givet godtgørelse eller erstatning for sådanne psykiske gener, da disse er blevet henført til følger af grundlidelsen og dermed den nødvendige behandling heraf. Det vil fortsat bero på udviklingen af nævnets praksis i hvilket omfang tilgrænsende psykiske lidelser såsom de ovennævnte tilpasningsreaktioner, angstlidelser (med undgåelsesadfærd), depressioner, personlighedsforstyrrelser og psykoser, kan føre til tilkendelse af godtgørelse for varigt mén. Vurderingen vil være konkret for den enkelte skadelidte på baggrund af en psykiatrisk speciallæges vurdering af, hvilke symptomer lidelsen fremkalder hos den skadelidte og i hvilket omfang, der er årsagssammenhæng mellem lidelsen og patientskaden. Det vil dog, som ovenfor nævnt, ikke i sig selv være afgørende, hvorvidt skadelidtes symptomer kan diagnosticeres som PTSD, men hvorvidt de psykiske gener udgør en méngrad på 5 % eller derover som følge af patientskaden. 60

61 6.4 Ulykkestilfælde opstået i forbindelse med sygehusbehandling. Ifølge patientforsikringslovens 3, stk. 2, ydes der erstatning ved ulykkestilfælde, der ikke er omfattet af 2, stk. 1, nr. 2, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et sygehus, og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne omstændigheder, at sygehuset må antages at have pådraget sig erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatningsretlige regler. Geografisk omfatter bestemmelsen kun sygehuse. Da man pr. 1. januar 2004 foretog en udvidelse af patientforsikringsloven med bl.a. hele den primære sundhedssektor, udvidede man ikke samtidig 3, stk. 2. Bestemmelsen omfatter således ikke ulykkestilfælde på de øvrige behandlingssteder omfattet af loven. Ansvar efter bestemmelsen forudsætter, at der foreligger culpa eller ansvar efter skærpede regler, der måtte regulere det pågældende forhold. Bestemmelsen går ud på, at patientforsikringsloven overtager det ansvar, som sygehuset under alle omstændigheder ville have haft. Det er ikke en betingelse, at ansvarsgrundlaget er fastslået ved dom eller på anden måde. Da erstatningsansvar efter patientforsikringslovens 3, stk. 2, er begrænset til tilfælde, hvor ansvar må antages at foreligge allerede efter culpareglen, er betydningen af, at et skadestilfælde falder inden for loven, at skadelidte kan søge erstatning ved anmeldelse til Patientforsikringen. Lovens skadereguleringssystem og de særlige regler i loven om erstatningen finder således anvendelse. Hvis et ulykkestilfælde af den ene eller anden grund alligevel ikke er omfattet af patientforsikringsloven, f.eks. fordi erstatningen ikke overstiger kr. jf. lovens 5, stk. 2, kan patienten rejse krav direkte mod sygehuset/amtet efter almindelige erstatningsretlige regler. Det er ikke en betingelse, at ulykkestilfældet står i direkte forbindelse med den undersøgelse eller behandling med henblik på hvilken, patienten befandt sig på sygehuset. Selvom reglen refererer til termen ulykke, udelukker det ikke, at erstatning kan ydes, selvom skaden står i forbindelse med grundsygdommen forudsat, at sygehuset er ansvarlig herfor. 61

62 Erstatning forudsætter, at skaden rammer patienter eller de forsøgspersoner og donorer, der omfattes af lovens 1, stk. 2. Besøgende til indlagte patienter er således ikke omfattet af bestemmelsen. Patienter i ambulant behandling/undersøgelse er omfattet, men det er f.eks. ledsagere til disse ikke. Patienter, der er hjemme på weekend, er ikke omfattet, hvis ulykkestilfældet sker hjemme. Bevisbyrde. Det er ikke et krav, at det med sikkerhed kan fastslås, at der foreligger culpa. Kravet er, at bevismæssige vurderinger skal føre til, at sygehuset må antages at have udvist culpa. Sygehuset skal være skyld i ulykkestilfældet, dog ikke nødvendigvis sådan, at der direkte kan udpeges en skyldig sundhedsperson. Den følgende sag vedrører især bevisbyrden for, at der er udvist fejl og forsømmelser fra sygehuset side ikke ansvar efter 3, stk. 2, da patienten ikke kunne bevise, at et brud på skulderen var en følge af fejl eller forsømmelse fra sygehusets side. En 37-årig mand blev indlagt på sygehus om eftermiddagen den 1. juni 2003, da han havde haft et krampeanfald, hvorunder han blev ukontaktbar. På baggrund af et dalende bevidsthedsniveau blev der foretaget akut CT-scanning af hjernen, der ikke viste abnormiteter, og han blev herefter overflyttet til medicinsk afdeling til observation for dehydrering og forgiftning. Der var mistanke om, at krampeanfaldet var fremkaldt af den medicin, som manden tog mod skizofreni. Om morgenen den 2. juni 2003 blev manden beskrevet som motorisk urolig, rodende og cerebralt uklar, og der var ingen kontakt til ham. Røntgenundersøgelse viste et større brud på højre skulder. Det fremgår af journalmaterialet fra henholdsvis den 2. og 3. juni 2003, at hverken et af skadelidtes familiemedlemmer eller manden selv havde en erindring om, at han skulle være faldet, eller hvordan skulderbruddet i øvrigt var opstået. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var påført en erstatningsberettigende skade, og at behandlingen på sygehuset havde været i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring har været den bedst mulige i den givne situation. Afgørelsen blev truffet i henhold til lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse og anførte, at det var den skadelidte patient, der havde bevisbyrden for, at der er udvist fejl eller forsømmelser fra sygehusets side, og såfremt der var uenighed mellem patienten og sygehuset om et hændelsesforløb, ville patienten som re- 62

63 gel ikke kunne løfte bevisbyrden, medmindre vidner eller omstændighederne i øvrigt støttede patientens oplysninger. Nævnet lagde til grund, at der ved indlæggelsen af manden den 1. juni 2003 blev foretaget undersøgelser og iværksat behandling med henblik på at konstatere årsagen til hans krampeanfald og svækkede bevidsthedsniveau. Næste morgen blev der på baggrund af en generel undersøgelse tillige konstateret et brud på højre skulder. Der forefandtes hverken i journaler eller sygeplejekardex oplysninger, der tydede på, at manden under sit ophold på sygehuset skulle være faldet eller på anden vis være blevet udsat for et traume, der kan have medført en brækket skulder. Nævnet fandt derfor, at der ikke var ansvarsgrundlag efter 3, stk. 2. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at hverken sygehuset eller de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger havde kunnet bekræfte, at manden skulle have brækket højre skulder i forbindelse med sit ophold på sygehuset. Tilfældegrupper. Der er specielt to tilfældegrupper, hvor der typisk kan blive tilkendt erstatning efter lovens 3, stk. 2. Den ene situation vedrører fejl og forsømmelser i forbindelse med vedligeholdelse af bygninger og bygningsindretninger samt inventar og hjælpemidler. Som eksempel på nævnspraksis kan nævnes følgende sag. J.nr skade i form af skinnebenssår opstået i forbindelse med fald med defekt gangstativ omfattet af 3, stk. 2. En 67-årig kvinde blev indlagt på hospital med henblik på indsættelse af ny protese i højre hofte. Dette indgreb fandt sted den 4. marts 2003 og forløb ukompliceret. I forbindelse med genoptræningen efter dette indgreb faldt hun den 10. marts 2003 på hospitalets badeværelse og pådrog sig et stort sår på venstre skinneben. Såret blev syet sammen, men der var fortsat en 7 x 5 x 5 cm stor trekantet defekt. Der blev foretaget delhudstransplantation af denne defekt den 21. marts Kvinden skulle desuden fortsætte intravenøs antibiotisk behandling, og hun blev udskrevet den 26. marts Patientforsikringen fandt for så vidt angår den del af sagen, der vedrørte faldet på badeværelset, at der ikke var grundlag for at pålægge hospitalet ansvar efter almindelige erstatningsretlige regler. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringen afgørelse vedrørende dette punkt og fandt, at kvindens skinnebenssår kunne tilskrives fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, jf. lovens 3, stk. 63

64 2. Nævnet fandt, at hospitalet havde handlet uforsvarligt ved at overlade patienten, som netop havde gennemgået en operation med indsættelse af en hofteprotese, og som af denne grund og i øvrigt var gangbesværet, et gangstativ, som manglede en gummidup på et ombukket rør og dermed ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt indrettet. Hospitalet var derfor er ansvarlig for den skade, patienten pådrog sig på sit ene ben ved at ramme det ombukkede rør. Fra retspraksis kan nævnes følgende dom omtalt i nævnets årsberetning for 2003, side 54 og frem. Afsagt den 25. juni 2003 af Østre Landsret (B ) - j.nr erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler (culpa) PFL 3, stk. 2. En 72-årig blind kvinde var indlagt på sygehuset efter et brud på venstre lårben. Hun var velmobiliseret og gik sammen med en medpatient ud til sygehusets forhal for at ryge. Døren ud til forhallen havde automatisk åbne- og lukkefunktion, der aktiveredes ved tryk på en knap 4,75 meter fra døråbningen. Døren var 4 sekunder om at åbne, og var herefter åbenstående i 12 sekunder, hvorefter den var 7 sekunder om at lukke. Døren åbnede indad mod kvinden, og da hun var på vej gennem døren, blev hun ramt af døren, da den svingede tilbage for at lukke. Herved faldt kvinden og pådrog sit et nyt brud på venstre lårben. Patientforsikringen gav afslag på erstatning efter patientforsikringslovens 3, stk. 2, idet kvindens uheld ikke fandtes at kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge sygehuset et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde til grund, at uheldet ikke skyldtes fejl ved den automatiske dør. Videre lagde nævnet vægt på oplysningerne om de anførte tider for dørens åbne- og lukkefunktion, dørens indretning og placeringen af døråbnerfunktionen og fandt, at der herved blev givet rimelig tid for, at selv gangbesværede patienter kunne passere gennem døren. Nævnet lagde endvidere lagt vægt på, at kvinden, som var blind, forlod afdelingen på egen hånd sammen med en medpatient. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var berettiget til erstatning i henhold til patientforsikringslovens 3, stk

65 Landsretten fandt det ikke godtgjort, at døren havde været defekt på ulykkestidspunktet. Endvidere fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at dørens indretning var uforsvarlig, eller at hospitalets personale havde tilsidesat sin særlige tilsynspligt. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Der kan også henvises til Østre Landsrets dom af 24. juni 2003 vedrørende nævnets j.nr omtalt i årsberetningen for 2003, side 53 og frem. Den anden situation, hvor der typisk kan blive tilkendt erstatning efter lovens 3, stk. 2, vedrører fejl og forsømmelser i forbindelse med tilsyn m.v. med patienters færden under sygehusopholdet uden for den egentlige behandlings- og undersøgelsessituation fald fra briks i forbindelse med, at en patient skulle nette sig til natten var erstatningsberettigende efter 3, stk. 2. En 52-årig kvinde blev indlagt på sygehus den 13. marts 2003 med en hjerneblødning. Den 31. marts 2003 påbegyndte man rehabilitering på rehabiliteringscenter. I forbindelse med klargøring til natten den 25. april 2003 kl. 22 faldt kvinden ned fra en briks. Hun havde i forløbet op til ligget roligt og længere tid på briksen uden problemer. Ved faldet pådrog hun sig en bule i venstre side af panden og en lille rift ved næsen. Hun blev tiltagende dårlig, kastede op og var meget svedende. Hun blev derfor overført til et andet hospital, hvor en akut CT-scanning viste en stor subdural blodansamling frontalt i venstre side. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter 3, stk. 2. Man vurderede, at uheldet ikke kunne henføres til sådanne fejl og forsømmelser fra rehabiliteringscenterets side, at der var grundlag for at pålægge erstatningsansvar efter almindelige erstatningsansvarlige regler. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen og fandt, at der var ansvarsgrundlag efter lovens 3, stk. 2. Nævnet fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at kvindens fald fra en briks på centret skyldtes fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, og at faldet havde medført en forlængelse af sygdomsperioden og flere operationer i dette forløb. Nævnet havde lagt vægt på, at den pågældende aftenvagt, som var alene om hende, havde fået oplyst, at hun var motorisk urolig og desuagtet ikke havde sørget for behørig afskærmning af briksen, hvilket bevirkede, at kvinden faldt ned fra briksen, da aftenvagten trådte lidt væk for at tage en ren undertrøje til hende. 65

66 ikke ansvar efter 3, stk. 2, i forbindelse med fald i forbindelse med toiletbesøg. En 53-årig kvinde med Parkinsonisme faldt den 6. november 1999 og slog sin højre skulder. På grund af vedvarende smerter i skulderen henvendte hun sig den følgende dag på skadestuen, hvor hun fik en armslynge. Kvinden henvendte sig igen den 10. november 1999 på grund af nogle mærkelige bevægelser i arme og ben, og hun blev overflyttet til andet sygehus med henblik på nærmere udredning. Ifølge et journalnotat fra den 11. november 1999 gik kvinden på toilettet i et anfald. Hun blev fundet siddende på gulvet, grædende og skrigende med vridende bevægelser. Lægen blev tilkaldt, da hun var svært urolig og smerteklagende på grund af pludselige smerter i højre arm. Røntgenundersøgelse viste et kompliceret brud. Det var i sygeplejekardex fra den 11. november 1999 kl anført, at kvinden gik på toilettet for at kaste op. Her kom hun til at gøre en ufrivillig bevægelse med højre arm. Hun lagde sig herefter ned på gulvet (faldt ikke), hvorefter hun skrigende og meget urolig blev hjulpet i seng, Patientforsikringen fandt, at der ikke var udvist fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, jf. lovens 3, stk. 2. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen og fandt, at kvindens tilskadekomst ikke kunne henføres til en sådan forsømmelse fra sygehusets side, at der kunne statueres ansvar efter almindelige erstatningsretlige regler. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at uheldet skyldtes en ansvarspådragende handling eller undladelse fra sygehusets side. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var grundlag for at fastslå, at kvindens tilstand burde have givet anledning til at iværksætte tilsyn eller andre foranstaltninger. Således var der intet, der indikerede et særligt behov for overvågning eller assistance under toiletbesøg. Det måtte endvidere anses for uoplyst, hvorledes armbruddet var sket, idet der forelå modstridende oplysninger herom. Fra retspraksis kan endvidere nævnes UfR H, der er gengivet i nævnets årsberetning for 2002, side 75 og frem. Dommen vedrører en patients selvmord under indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at anse det for ansvarspådragende, at der ikke var ordineret fast vagt og dermed konstant observation af patienten. Det samme gjaldt personalets bedømmelse af, at det ikke var nødvendigt at fratage ham livremmen. Højesteret fandt det endvidere ikke uforsvarligt, at han uanset den ordinerede tætte observation var alene på toilettet. Højesteret tiltrådte herefter, at der ikke var udvist ansvarspådragende adfærd i form af mangelfuldt tilsyn, og betingelserne 66

67 i patientforsikringslovens 3, stk. 2, for at yde erstatning var således ikke opfyldt, hvorfor nævnet blev frifundet. Grænsedragning mellem pfl 3, stk. 2 og 2, stk. 1, nr. 1. For at sygehuset ikke skal ifalde ansvar efter pfl 3, stk. 2, skal der være ydet et tilfredsstillende tilsyn med, at en patient ikke kommer til skade i forbindelse med sit ophold på et sygehus. Krav til denne sikring følger af den almindelige erstatningsregel. Fald fra et leje/briks er som altovervejende hovedregel henført under 3, stk. 2, men er efter en konkret vurdering af nævnet vurderet efter 2, stk. 1, nr. 1. I forbindelse med f.eks. tilsyn af patienter er grænsen i forhold til specialistreglen i lovens 2, stk. 1, nr. 1, normal klar, da det tilsyn, der skal vurderes efter lovens 3, stk. 2, vedrører tilsyn med patientens færden under sygehusopholdet, mens lovens 2, stk. 1, nr. 1, vedrører tilsyn og kontrol af patientens helbredstilstand. I forbindelse med selve behandlingssituationen beror grænsedragningen ifølge lovens forarbejder på, om skadesårsagen har en sådan tilknytning til selve undersøgelsen eller behandlingen, at det er meningsfyldt at anvende specialistmålestokken. J.nr fald fra briks i forbindelse med anlæggelse af blokade vurderet efter 1, stk. 1, og 2, stk. 1, da det kunne sidestilles med behandling. En 38-årig kvinde fik den 3. juli 2003 anlagt en blokade i højre albue for at lindre sine smerter. Hun var i foråret 2002 var faldet på sit arbejde og havde slået blandt andet sin højre albue. Man havde dog ikke konstateret brud i albuen, men havde konstateret, at kvinden havde en traumatisk udløst irritationstilstand i albuen. Kvinden blev dårlig af blokaden og faldt ned fra briksen. Hun blev kørt på skadestuen, hvor man konstaterede, at hun havde brækket næsen og fået en flænge i læben. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var påført en erstatningsberettigende skade efter lovens 3, stk. 2, idet hendes tilskadekomst ikke kunne henføres til en sådan forsømmelse fra sygehusets side, der kunne danne grundlag for at pålægge sygehuset erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, men med en ændret begrundelse. Nævnet vurderede, at hun ikke var påført en skade i forbindelse med behandlingen og afgjorde sagen 67

68 efter lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, og henviste til dommen i UfR H, som er refereret nedenfor. Nævnet lagde til grund, at kvinden faldt ned fra briksen i forbindelse med anlæggelsen af blokaden. Det var nævnets vurdering, at anlæggelse af blokade var at sidestille med behandling i patientforsikringslovens forstand. Nævnet anførte, at behandlingen havde fulgt bedste specialiststandard, og at der var tale om et hændeligt uheld. Man lagde vægt på, at blokaden blev foretaget på korrekt indikation og i overensstemmelse med anerkendte retningslinjer. Endvidere lagde nævnet vægt på, at personalet i forbindelse med anlæggelsen af blokaden optrådte korrekt, forsvarligt og hensynsfuldt. Således var der to læger tilstede under anlæggelsen af blokaden. Man var opmærksom på, at kvinden ønskede at ligge ned henset til hendes tilstand, således som hun selv havde oplyst. Hun var i den anledning blevet vejledt om vigtigheden i at blive liggende. Den ene læge forlod først lokalet, da anlæggelsen var tilendebragt, mens nævnet måtte lægge til grund, at den tilbageværende læge korrekt vurderede, at vedkommende kunne diktere journalen, idet kvinden skønnedes ved bevidsthed. Endvidere lagde nævnet vægt på, at personalet fulgte de retningslinjer, der var gældende på tidspunktet, og at disse retningslinjer efter nævnets opfattelse måtte karakteriseres som fuldt forsvarlige. Der blev endelig lagt vægt på, at personalet reagerede relevant, da kvinden faldt ned fra lejet. Endvidere kan nævnes dommen i UfR H, der er gengivet i nævnets årsberetning for 2003, side 62 og frem. Dommen vedrører en kvinde, som i oktober 1998 blev indlagt på et sygehus, fordi hun skulle have fjernet en cyste på halsen. Hun skulle inden operationen have taget blodprøver i laboratoriet. Under blodprøvetagningen blev hun utilpas, og da blodprøvetagningen var afsluttet, blev hun af laboranten fulgt til udgangen. Efter at laboranten igen var gået ind, besvimede hun og beskadigede kæbe og tænder. Landsretten fandt, at blodprøvetagningen måtte anses som en undersøgelse, som var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, hvilket Højesteret var enig i. Efter en udtalelse fra Retslægerådets fandt Højesteret, at det måtte lægges til grund, at en erfaren specialist i den foreliggende situation, hvor patienten under blodprøveudtagningen fik et ildebefindende, ville have forsøgt at overtale hende til at ligge ned og ikke ville have efterladt hende i stående stilling uden tilsyn og uden mulighed for at sætte sig, hvorved skaden ville være undgået. Patientskadeankenævnet blev dømt til at anerkende, at skaden var omfattet af lovens 2, stk. 1, nr

69 6.5 Patientskadesager fra den primære sundhedssektor. Med virkning fra den 1. januar 2004 (lov nr. 430 af 10. juni 2003) er den primære sundhedssektor blevet inddraget under patientforsikringslovens dækningsområde. Lovændringen betyder, at hele sundhedsvæsenet nu er omfattet for så vidt angår skader opstået i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende, herunder f.eks. privatpraktiserende læger, privatpraktiserende speciallæger eller speciallægeklinikker, privatpraktiserende kiropraktorer, ergo- og fysioterapeuter, privatpraktiserende psykologer, fodterapeuter, privatpraktiserende sygeplejersker, jordemødre, kliniske diætister, bioanalytikere, bandagister og radiografer. Patientskadeankenævnet har i løbet af 2005 modtaget de første klagesager vedrørende behandlingsforløb i den primære sundhedssektor. Det har hovedsageligt været behandlingsforløb hos egen læge og vagtlæge, der er blevet påklaget til nævnet. Nedenfor vil der blive gennemgået nogle af afgørelserne, idet der især er fokuseret på behandlingen i den primære sundhedssektor og ikke på den del af behandlingsforløbet, der eventuelt er foregået på sygehuse. J.nr vagtlæge. En ung mand henvendte sig om aftenen til vagtlægen på grund af smerter i den ene testikel. Vagtlægen havde ikke mistanke om drejning af testiklen (torsio testes), hvorfor han henviste manden til at søge egen læge ved fortsatte problemer. To dage senere blev den unge mand indlagt akut på sygehuset, da han fortsat havde smerter og nu havde fået feber. Efter en ultralydsskanning besluttede man at foretage akut operation, som viste at testiklen var drejet, og at der var blodprop og koldbrand i testiklen. Man fjernede derfor testiklen. Patientforsikringen fandt, at manden ved behandlingen hos vagtlægen ikke var blevet påført en fysisk skade efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, da testiklen med overvejende sandsynlighed ikke kunne være reddet. 69

70 Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen, idet man fandt, at bedste specialiststandard havde tilsagt, at vagtlægen havde henvist ham til yderligere undersøgelse og behandling på sygehus. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på Sundhedsstyrelsens meddelelse af 20. maj 2003 vedrørende diagnostik af torsio testes, hvoraf det fremgik, at denne diagnose altid bør mistænkes hos drenge og mænd med akut eller subakut opståede smerter fra pungen, selvom der er tale om atypiske symptomer. J.nr egen læge og vagtlæge. En 63-årig mand blev bidt af en hund og henvendte sig på skadestuen. Det var oplyst, at han tidligere havde fået fjernet milten. Man behandlede ham straks med stivkrampevaccination og bad ham vente i skadestuen på egentlig behandling. På grund af ventetiden ønskede han ikke behandling, hvorfor man gav ham information om infektionsrisiko og forebyggelse efter hundebid. Dagen efter kontaktede han egen læge og oplyste om hundebiddet og den fjernede milt. Egen læge fandt ikke anledning til at foretage yderligere behandling. Den efterfølgende nat kontaktede han vagtlægen, idet der var tilkommet feber. Vagtlægen mistænkte begyndende infektion, men vurderede at man kunne se tiden an. Han bad ham tage kontakt igen ved eventuel forværring. Den følgende formiddag kontaktede manden egen læge, som ved undersøgelse af bidsåret ikke fandt tegn på infektion, men udskrev recept på smertestillende medicin. Fire timer senere kontaktede hustruen lægen på ny, idet der var tilkommet diarre, opkastninger og smerter under ribbenene, hvorfor lægen tilbød at komme på sygebesøg efter de to sidste patienter. På grund af forværring ringede hustruen imidlertid 30 minutter senere efter en ambulance, og manden blev indlagt akut på sygehuset. Han blev overflyttet til andet sygehus, hvor han trods behandling på intensiv afdeling afgik ved døden to dage senere. Patientforsikringen fandt, at manden ved kontakterne til læge og lægevagt ikke var blevet påført en fysisk skade. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen, idet man fandt, at det er kendt, at hundebid er potentielt alvorlige og kræver lægelig vurdering, herunder eventuelt antibiotisk behandling. Nævnet lagde herunder vægt på, at personer, der har fået fjernet milten, risikerer voldsomme og hurtigt udviklende infektioner, hvis de udsættes for selv almindeligt forekommende bakterier. Man fandt, at både egen læge og vagtlæge burde have foretaget undersøgelser for sårinfektion, podet for bakterier og iværksat 70

71 antibiotisk behandling, og at man ved selv den mindste forværring af tilstanden burde have indlagt manden til yderligere undersøgelse og behandling. J.nr øjenlæge. En 63-årig mand havde haft grøn stær på højre øje i 16 år. Han fik endvidere konstateret grå stær, som var operationskrævende. Operationen blev foretaget på en øjenklinik og forløb uden komplikationer. Efter operationen steg trykket i øjet, hvorfor man foretog aflastning to gange gennem operationssåret. Manden blev herefter henvist til sygehuset, hvor man iværksatte behandling med Prednisolon og yderligere behandling med udsugning af væske fra forreste og bageste øjenkammer, uden at der påvistes bakterier. Der blev ved speciallægeundersøgelse konstateret påvirket synsfelt som følge af grøn stær. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var blevet påført en erstatningsberettigende fysisk skade. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Nævnet fandt, at de aktuelle gener i form af sløret syn og blinde pletter på højre øje med overvejende sandsynlighed skyldtes grundsygdommen grøn stær og ikke operationen for grå stær. J.nr dermatolog. En 57-årig kvinde blev i efteråret 2003 set af en speciallæge i hudsygdomme på grund af sår på venstre ben med let omgivende rødme. Man foretog podning, som efter dyrkning viste infektion med staphylococcus albus, og man iværksatte behandling med transparent sårbandage. Man foretog kontrol i resten af 2003 samt i januar 2004, hvor man vurderede, at behandlingen skulle fortsætte. I løbet af vinteren 2004 blev kvinden set af en anden speciallæge i hudsygdomme, som konstaterede at der var sår på bagsiden af venstre ben. Såret blev behandlet med kompressionsbandage, og man startede antibiotisk behandling. Denne behandling fortsatte, og efter godt 2 uger konstaterede man langsom bedring i forholdene. Behandlingen med bandage fortsatte endnu nogle måneder for at undgå tilbagevendende sår. Patientforsikringen fandt, at hun var påført en efter pfl 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af et forlænget sygeforløb, idet en erfaren specialist fra efteråret 2003 og frem ville have behandlet hendes sår på venstre ben anderledes. Man fastsatte godtgørelse og erstatning til kvinden. 71

72 Speciallægen klagede over afgørelsen til Patientskadeankenævnet. Patientskadeankenævnet fandt, at behandlingsforløbet hos speciallægen forud for 1. januar 2004 ikke var omfattet af patientforsikringsloven. For så vidt angår behandlingsforløbet efter 1. januar 2004 fandt Patientskadeankenævnet, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade, men at hendes gener i form af smerter og en forlænget sygeperiode var en følge af selve grundsygdommen, venøst sår, og ikke en følge af behandlingen. Der var ikke i behandlingsforløbet efter 1. januar 2004 indikation for at iværksætte antibiotisk behandling, da der ikke på noget tidspunkt var infektion. Nævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, og kvinden var ikke berettiget til den af Patientforsikringen fastsatte godtgørelse og erstatning. 72

73 6.6 Patientskadeankenævnets brug af Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen. Patientskadeankenævnet kan vælge at forelægge en patientskadesag med særligt vanskelige problemstillinger for Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrelsen i forbindelse med sagens behandling i nævnet. Dette sker imidlertid relativt sjældent, hvilket primært skyldes, at der i forbindelse med den administrative sagsbehandling anvendes interne speciallægekonsulenter med speciale inden for det område, som sagen omhandler. Det skyldes også, at nævnet har en betydelig faglig ekspertise bl.a. som følge af nævnets brede sammensætning og det betydelige antal sager, som nævnet behandler. Endelig har det væsentlig betydning, at det er forbundet med et stort tidsforbrug at forelægge en sagen for Arbejdsskadestyrelsen, da styrelsen har en meget lang sagsbehandlingstid. Retslægerådet. Retslægerådet er en instans under Justitsministeriet, og dets opgave er jf. lov om Retslægerådet at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Rådet består af op til 12 medlemmer, og der er tilknyttet et stort antal særligt sagkyndige inden for specialområder. Rådet udtaler sig årligt i ca sager. Rådet svarer på spørgsmål udfra en strikt lægevidenskabelig synsvinkel angående blandt andet årsagssammenhæng. Rådet kan udtale sig om konkret påpegede forhold, men kan ikke foretage generelle helbredsvurderinger ud fra fremsendte akter i sagen. De spørgsmål, der stilles til rådet, skal være konkrete, klare, neutrale, relevante og omfattet af Retslægerådets kompetence. De sager, hvor nævnet vælger at inddrage Retslægerådet, vil typisk omhandle vanskelige spørgsmål omkring selve ansvarsgrundlaget, herunder spørgsmål omkring årsagssammenhæng. Patientskadeankenævnet har i de sidste 5 år inddraget Retslægerådet i 15 sager i forbindelse med sagens behandling i nævnet, hvilket udgør en meget lille del af det samlede antal sager, som behandles af nævnet.. 73

74 Det er nævnets praksis, at sagens parter får tilsendt Retslægerådets besvarelse, inden nævnet træffer afgørelse, således at de har lejlighed til at komme med bemærkninger til rådets udtalelse. Derimod forelægges de konkrete spørgsmål til Retslægerådet som udgangspunkt ikke for sagens parter inden forelæggelsen for Retslægerådet, hvis det ikke drejer sig om en retssag, idet erklæringen fra Retslægerådet bliver indhentet som led i Patientskadeankenævnets interne bedømmelse af sagen. Det hører under nævnets kompetence at vurdere, om der er grundlag for en forelæggelse for Retslægerådet, ligesom det hører under nævnets kompetence at vurdere, hvilke spørgsmål nævnet ønsker, at Retslægerådet skal besvare. Det er i overensstemmelse med det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip, hvorefter det er myndighedens ansvar, at de nødvendige oplysninger foreligger, og at de nødvendige undersøgelser foretages, inden der træffes afgørelse. Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsskadestyrelsen er en instans under Beskæftigelsesministeriet. Styrelsens hovedopgaver er at behandle arbejdsskadesager og sager efter en række andre erstatningsordninger. Man kan mod betaling af et gebyr benytte Arbejdsskadestyrelsens afdeling for private forespørgsler (P-kontoret) til at få en udtalelse om helbredsmæssige og erhvervsmæssige følger i en personskadesag. Udtalelsen kan indeholde en vurdering af méngraden, erhvervsevnetabet og for så vidt angår skader sket før 1. juli 2002 også stationærtidspunktet. Styrelsen afgiver årligt ca udtalelser. Patientskadeankenævnet kan med hjemmel i erstatningsansvarslovens 10 i forbindelse med behandlingen af en konkret sag indhente en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen om fastsættelse af stationærtidspunkt, méngrad og erhvervsevnetabsprocent. Når nævnet vælger at indhente en udtalelse, er det nævnet, som afholder udgifterne i forbindelse hermed. Hvis en af sagens parter ønsker at indhente en sådan udtalelse, er det den pågældende part selv, der afholder udgiften. Styrelsens udtalelser er alene af vejledende karakter. De sager, hvor nævnet vælger at inddrage Arbejdsskadestyrelsen, er sager, hvor erstatningsopgørelsen er af særlig vanskelig karakter. Det kan f.eks. være sager med konkurrerende lidelser, hvor det er tvivlsomt, hvilke af skadelidtes gener, der kan henføres til patientskaden henholdsvis grundsygdommen, eller sager med særligt komplicerede økonomiske eller erhvervsmæssige forhold. Patientskadeankenævnet har i de sidste 5 år inddraget Arbejdsska- 74

75 destyrelsen i 42 sager i forbindelse med sagens behandling i nævnet, hvilket udgør en meget lille del af det samlede antal sager, som behandles af nævnet. Retssager. Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for landsretten, og det sker relativt hyppigt, at parterne under en verserende retssag forelægger sagen for Retslægerådet og/eller Arbejdsskadestyrelsen. Nævnet kan genoptage en sag, hvis Retslægerådet i sin udtalelse vurderer afgørende momenter i sagen anderledes, end nævnet har gjort, eller hvis Arbejdsskadestyrelsen vurderer stationærtidspunkt, mén eller erhvervsevnetab anderledes, end nævnet har gjort. Eksempler. I det følgende nævnes eksempler på sager, hvor der er indhentet en udtalelse fra Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrelsen enten i forbindelse med sagens behandling i nævnet eller under en efterfølgende retssagsbehandling. J.nr Udtalelse fra Retslægerådet i forbindelse med en patientskadesags behandling i Patientskadeankenævnet. En 50-årig mand blev den 25. november 2002 indlagt på hospitalet med tegn på tarmslyng og blev opereret samme dag. Ved operationen konstaterede man udtalte sammenvoksninger i store dele af maveregionen, som man løsnede. Den 28. november 2002 blev han reopereret, da han havde høj feber, og såret fandtes rødt og spændt, og ved spaltning fandt man store mængder stinkende væske. Han gennemgik herefter et langvarigt forløb på intensiv afdeling. Han blev udskrevet den 31. januar 2003 til fortsat genoptræning. Patientforsikringen meddelte afslag på erstatning efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, da han ikke var påført en fysisk skade som følge af behandlingen på hospitalet. Endvidere fandt man, at den dybe sårinfektion og dermed følgerne heraf skyldtes forhold hos ham selv. Manden påklagede sagen til Patientskadeankenævnet. Han henviste blandt andet til, at hans komplikationer i form af svag bugvæg, ar på mave og ben, shocklunge, dårligt fungerende hjertemuskulatur, 75

76 snurren i højre hånd og svækket hukommelse var mere alvorlige og mere omfattende, end han burde tåle. Patientskadeankenævnet besluttede at forelægge sagen for Retslægerådet. Man stillede blandt andet rådet spørgsmål om, hvorvidt man burde have behandlet ham med profylaktisk medicin i forbindelse med operationen den 25. november 2002, og om hvorvidt der var fund under operationen den 25. november 2002, som burde have ført til påbegyndelse af antibiotikaprofylakse. Retslægerådet udtalte, at hans tilstand forud for operationen den 25. november 2002 ikke burde have givet mistanke om infektioner, hvorfor der ikke have været grund til at give forebyggende behandling med antibiotika, samt at der under selve operationen ikke havde været tegn på tarmlæsion eller lignende, der kunne begrunde en antibiotisk behandling. Patientskadeankenævnet tiltrådte herefter Patientforsikringens afgørelse, idet man fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. J.nr Udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen i forbindelse med en patientskadesags behandling i Patientskadeankenævnet. En 53 årig mand fik den 4. oktober 2001 foretaget en stivgørende operation af sit venstre ankelled. Han havde to gange tidligere fået foretaget lignende stivgørende operationer som følge af venstresidigt ankelbrud. Efterfølgende klagede manden over smerter svarende til den mediale svang ud for rullebenet. Man fandt, at han havde udviklet en typisk nervebetinget smertetilstand som følge af en påvirkning af suralisnerven. Man iværksatte herefter behandling med smertestillende medicin, og ved et operativt indgreb den 21. oktober 2002 fjernede man det indsatte stivgørende materiale fra fodroden. Patientforsikringen fandt, at manden var påført en erstatningsberettigende skade i form af læsion af suralisnerven, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr.1. Ved en senere afgørelse blev stationærtidspunktet fastsat til den 28. december 2001, og der blev tilkendt manden godtgørelse for svie og smerte samt for varigt mén svarende til en méngrad på 5 procent. Ved samme afgørelse blev der meddelt afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Manden påklagede afgørelsen vedrørende erstatningsudmåling til Patientskadeankenævnet. Patientskadeankenævnet besluttede at indhente en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen vedrørende stationærtidspunkt, méngrad og erhvervsevnetab. Af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse fremgik det, at 76

77 Arbejdsskadestyrelsen vurderede det samlede mén til 15 procent og mermenet som følge af nerveskaden til 3-5 procent. Det fremgik endvidere, at Arbejdsskadestyrelsen skønsmæssigt vurderede, at følgerne efter patientskaden kunne begrunde et erhvervsevnetab på 15 procent. Patientskadeankenævnet tiltrådte på grundlag af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse, at mandens varige mén som følge af patientskaden var 5 procent. Nævnet ændrede derimod Patientforsikringens afgørelse vedrørende erhvervsevnetab, idet nævnet på grundlag af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse fandt, at erhvervsevnetabet som følge af patientskaden udgjorde 15 procent. J.nr Udtalelse fra Retslægerådet i forbindelse med en patientskadesags behandling ved domstolene. En 58-årig kvinde blev den 22. januar 2001 indlagt efter, at hun var væltet på sin cykel og havde pådraget sig et åbent splintret brud på højre skinneben. Man foretog samme dag en marvsømning af skinnebenet. Ved efterfølgende kontrol den 2. februar 2001 var der vævsdød og rødme svarende til såret, og man opstartede derfor antibiotisk behandling. Den 4. maj 2001 blev hun indlagt med henblik på fjernelse af marvsøm og revision af såret. Ved indgrebet fjernede man 4 låseskruer samt marvsømmet. Der var infektion ved alle skruer, og da marvsømmet var fjernet, kom der store mængder pus ud. Man rensede herefter op i området. Da bruddet var helt løst, valgte man at indsætte et nyt marvsøm. I den efterfølgende periode var der fortsat problemer med infektion. Ved undersøgelse den 14. august 2002 havde hun kun en anelse smerter i benet. Bruddet var dog fortsat fjedrende i begge planer, men der var ingen reaktion af huden og ingen hævelse. Patientforsikringen meddelte afslag på erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1-4, da behandlingen var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Endelig vurderede man, at skaden i form af dyb infektion ikke var tilstrækkelig sjælden set i forhold til den relative alvorlige grundsygdom i form af et åbent benbrud og den nødvendige behandling heraf. Kvinden påklagede sagen til Patientskadeankenævnet. Hun henviste blandt andet til, at en læge på sygehuset havde set på det åbne sår uden at vaske hænder eller anvende handsker. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Man fandt, at hun ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Nævnet fandt, at infektionen måtte tilskrives selve bruddet i form af åbent splintret brud på højre skin- 77

78 neben. Nævnet lagde vægt på, at der hyppigt optræder infektion efter brud af denne type på trods af forebyggende antibiotisk behandling. Nævnet fandt således, at betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven ikke var opfyldt, jf. lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Sagen blev herefter indbragt for landsretten. I forbindelse med sagens forberedelse for landsretten blev Retslægerådet anmodet om at afgive en erklæring. Retslægerådet anførte, at det var almindelig anerkendt faglig standard at behandle et åbent skinnebensbrud med marvsøm, og at der i den forbindelse måtte forventes en hyppighedsprocent på 15 for dybe infektioner. Rådet fandt det imidlertid yderst risikabelt at erstatte et inficeret marvsøm med et nyt marvsøm i samme seance, hvilket fandtes at stride mod almindelig lægefaglig standard. Patientskadeankenævnet genoptog herefter sagen og ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at kvinden blev anset for at være påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade ved at et inficeret marvsøm var udskiftet med et andet marvsøm ved samme operation i forbindelse med behandlingen på sygehuset. J.nr Udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen i forbindelse med en patientskadesags behandling ved domstolene. En 54-årig mand fik i november 1997 indsat en protese i højre hofteled på grund af svær slidgigt. Efter operationen blev der konstateret føleudfald i højre fod og underben, der ikke var til stede før operationen. Han havde desuden smerter i hofteregionen, konstante lændesmerter, som forværredes ved belastning og smerter strålende ned i højre ben i forbindelse med gang, siddende eller stående stilling. Han var tidligere behandlet for blodprop i hjertet og deraf følgende gener. Han var også tidligere opereret for lyskebrok uden større komplikationer. Manden var handelsskoleuddannet og havde været ansat i et firma inden for køle- og fryseindustrien i 30 år. Han havde fra 1980 og frem til maj 1996, hvor firmaet blev solgt, været direktør for firmaet. Han blev i slutningen af 1996 sygemeldt på grund af operationen for brok. Sygemeldingen blev i januar 1997 forlænget på grund af hoftegenerne, og han blev fra 1. september 1999 tilkendt mellemste førtidspension og fra 1. januar 2003 tilkendt højeste førtidspension. 78

79 Patientforsikringen fandt, at manden var påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, erstatningsberettigende skade i form af påvirkning af ischiasnerven ved hofteoperationen. Det varige mén blev fastsat til 15 procent og erhvervsevnetabet til 35 procent. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen og anførte vedrørende erhvervsevnetabet, at mandens erhvervsevnetab som følge af patientskaden var ca. halvdelen af det samlede erhvervsevnetab, at hans nedsatte funktionsniveau kun delvis kunne tilskrives patientskaden, og at patientskaden ikke i sig selv kunne begrunde et erhvervsevnetab på mere end 35 procent. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at det samlede erhvervsevnetab var højere end 70 procent, og at hele tabet skyldtes patientskaden. Der blev under retssagen indhentet en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede, at manden havde et erhvervsevnetab på 50 procent som følge af patientskaden. Styrelsen vurderede også, at hans erhvervsevne var nedsat til det ubetydelige på grund af den samlede helbredsmæssige tilstand, og at følgerne efter beskadigelsen af ischiasnerven var medvirkende til, at han blev tilkendt højeste førtidspension. Patientskadeankenævnet genoptog som følge af udtalelsen sin tidligere afgørelse og tilkendte ham et erhvervsevnetab på 50 procent. Manden nedlagde herefter endelig påstand om, at erhvervsevnetabet som følge af patientskaden udgjorde 100 procent. Landsretten udtalte, at det ikke var godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte eller ændre den korrigerede beregning, som var i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens udtalelse. Der blev herved lagt vægt på det oplyste om sagsøgerens helbredsmæssige gener, der kun delvist kunne forklares med patientskaden, og på det i øvrigt oplyste om sagsøgerens faktiske erhvervsevne på tidspunktet for patientskaden. Nævnet blev frifundet. 79

80 7. Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning for Indledning. Lov om erstatning for lægemiddelskader trådte i kraft den 1. januar 1996 og var en nydannelse i dansk ret. I Lægemiddelskadeankenævnets årsberetninger er beskrevet området og betingelserne for erstatning, statens erstatningspligt på objektivt ansvarsgrundlag, med mulighed for regres mod producent eller importør af medicinen, og grundlaget for fastsættelse og udbetaling af erstatning. Loven dækker medicinpåførte personskader, men ikke skader, der skyldes fejl eller forsømmelse ved ordination eller udlevering af lægemidler. Udmåling af erstatning og godtgørelse sker efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Udbetaling varetages af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Der er fastsat en undergrænse på kr. Såfremt erstatningssummen er mindre end eller på forhånd skønnes ikke at ville overstige dette beløb, tilkendes der ikke erstatning, uanset om betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Lovgrundlaget er lov nr af 20. december 1995 med senere ændringer, gengivet bagest i årsberetningen, tillige med bekendtgørelsen om Lægemiddelskadeankenævnets forretningsorden. Lægemiddelskadeankenævnet. Lægemiddelskadeankenævnet er klageinstans i forhold til Patientforsikringsforeningen (Patientforsikringen), på samme måde som Patientskadeankenævnet. Da Patientforsikringen, som er en forening af forsikringsselskaber og selvforsikrende myndigheder, administrerer begge erstatningsordninger, vil der normalt ske en vurdering af erstatningsmulighederne efter begge lovsæt. Patienten fritages således for selv at skulle vurdere, om den overgåede skade kan skyldes lægelige fejl, for eksempel anvendelse af utilstrækkelig specialiststandard, eller uheldige egenskaber ved lægemidlet, eller begge dele. Ankefristen for at indbringe foreningens afgørelser til et af ankenævnene er 3 måneder. Ankenævnenes afgørelser kan inden 6 måneder indbringes for Landsretten. 80

81 Ankenævnenes sekretariatsfunktioner varetages af Patientskadeankenævnet, Vimmelskaftet 43, 2. sal, 1161 København K. Lægemiddelskadeankenævnet består af 9 medlemmer. En fortegnelse over disse og deres suppleanter, samt en angivelse af de pågældendes mandat, er indsat i årsberetningen. Medlemmerne udvælges for en periode af 4 år med mulighed for genvalg. Adskillige medlemmer har deltaget i nævnsarbejdet i alle valgperioder. Nævnets sammensætning er blevet justeret således, at der er blevet tilknyttet en advokat som medlem, udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren. En række lægekonsulenter er tilknyttet nævnet og afgiver udtalelser til brug for dette. Nævnet forelægger i særlige tvivlstilfælde jævnligt sager eller specifikke spørgsmål for eksterne speciallægekonsulenter. Nævnet havde ved udgangen af 2005 følgende medlemmer og suppleanter: Udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren: Dommer Christian Richter (formand), Retten i Århus Advokat Christina Neugebauer, Advokatfirmaet Kromann Reumert Apoteker, lic. pharm. Svend Erik Jensen, Sønderbros Apotek, Randers Suppleant: Apoteker, Ph.D. Peter Lund Nielsen, Vejlby Apotek, Risskov Udpeget af Lægemiddelstyrelsen: Professor, lic.pharm. Mette Rasmussen, Danmarks Farmaceutiske Universitet Suppleant: Sygehusapoteker, cand. pharm. Lars Nielsen, H:S Apoteket Udpeget af Sundhedsstyrelsen: 81

82 Professor, overlæge, dr.med. Jesper Sonne, Københavns Amtssygehus i Gentofte Suppleant: Overlæge, dr.med. Hanne Rolighed Christensen, Bispebjerg Hospital Udpeget af Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns og Frederiksberg Kommuner: Patientvejleder, cand.jur. Laila Dahl, Fyns Amt Vicekontorchef Bent Mikkelsen, Frederiksberg Kommune Suppleant: Seniorkonsulent Claus Mørch Petersen, Hovedstadens Sygehusfællesskab Udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer: Direktør, cand. jur. Flemming Kjersgaard Johansen, Diabetesforeningen Suppleant: Formand, landsdommer Holger Kallehauge, PTU Udpeget af Forbrugerrådet: Chefkonsulent Benedicte Federspiel, Forbrugerrådet Suppleant: Sundhedspolitisk medarbejder Margrethe Nielsen, Forbrugerrådet Lægemiddelskadeankenævnets virksomhed Lægemiddelskadeankenævnets arbejdsmæssige forhold og sagernes forberedelse og behandling på nævnsmøder er beskrevet i tidligere årsberetninger. Et statistisk materiale er gengivet i Patientforsikringens årsberetninger, der endvidere indeholder en række talmæssige oplysninger og en nærmere beskrivelse af erstatningsgrundlaget. 82

83 Sagsantallet har hidtil været nogenlunde konstant, men synes nu at være markant stigende, hvorfor også antallet af møder på årsplan har været stigende. Sagsbehandlingstiden i Lægemiddelskadeankenævnet er (forsigtigt bedømt) omkring 8 måneder fra det tidspunkt, hvor klagen indgives. Der har i 2005 været afholdt 6 nævnsmøder: Den 11. januar, den 11. februar, den 24. maj, den 26. august, den 27. oktober og den 12. december. Udgifter i forbindelse hermed, herunder sekretariatsomkostninger, vederlag til medlemmerne, rejseudgifter mv. udgjorde (rundet ned til hele kroner.) kr. Der blev truffet 81 afgørelser. Dette tal indeholder 2 afgørelser, hvor der blev givet afslag på genoptagelse af sagen og 1 afgørelse, hvor klagen blev afvist som for sent indgivet. I 15 sager blev Patientforsikringens afgørelse ændret, mens nævnet i 63 sager tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. I enkelte tilfælde besluttede nævnet på nævnsmødet at udsætte sager med henblik på at indhente yderligere materiale, f.eks. speciallægeerklæringer. Det skal bemærkes, at der i nævnet foretages en grundig sagsbehandling med nuancerede vurderinger, hvilket under tiden fører til, at der i sager, hvor Patientforsikringens afgørelse er blevet tiltrådt, er anvendt en anden begrundelse end Patientforsikringens begrundelse. I over halvdelen af sagerne fandtes der ikke grundlag for erstatning, fordi der ikke var tale om en lægemiddelskade, jf. lovens l, stk. l, eller fordi der ikke var fornøden årsagssammenhæng mellem medicinen og skaden, jf. lovens 7. Efter sidstnævnte bestemmelses formulering er beviskravene til årsagssammenhæng lempede, idet det alene kræves, at det er "overvejende sandsynligt", at skaden skyldes medicinen og ikke grundsygdommen eller andre forhold. En sandsynlighedsovervægt på 51 procent vil således kunne være tilstrækkelig. En ligeledes meget betydelig del af sagerne har (primært) drejet sig om den ofte meget vanskelige afvejning af, hvorvidt medicinskader som følge af alvorlige bivirkninger efter deres karakter og omfang går ud over, hvad patienten med rimelighed må acceptere i forhold til grundsygdommen, jf. lovens 6. Ved behandling af alvorlig sygdom må patienten således acceptere større bivirkninger ved lægemidlet, end ved mindre alvorlige sygdomme. I flere tilfælde har nævnet imidlertid anerkendt væsentlige bi- 83

84 virkninger i forbindelse med alvorlig sygdom som erstatningsberettigende, idet den lægevidenskabelige udvikling i medicinsk behandling har øget mulighederne for helbredelse af tidligere uhelbredelige sygdomme, f.eks. visse kræftformer og aids eller har forlænget patientens levetid. I det følgende gengives nogle eksempler på nævnets afgørelser vedrørende lovens 6: J.nr Skade i form af grå stær som følge af behandlingen med Prednisolon. En mand havde i en lang årrække lidt af Mb. Crohn, og siden 1989 havde han været i behandling herfor med Prednisolon. Han var løbende blevet fulgt på hospitaler. Omkring starten af 2001 fik han konstateret grå stær på begge øjne, hvilket han blev opereret for på hospital den 25. september Ifølge oplysningerne fra øjenklinikken havde operationen medført normalisering af synet. I løbet af sommeren 2001 ophørte han med at tage Prednisolon og gik over til at blive behandlet med Remicade. Patientforsikringen fandt, at hans skade i form af grå stær ikke var tilstrækkelig alvorlig i forhold til hans grundlidelse, jf. lovens 6, og lagde ved afgørelsen vægt på, at han var i behandling for en svært behandlelig Mb. Crohn sygdom, som krævede den givne behandling med Prednisolon, at grå stær var en kendt bivirkning til behandling med Prednisolon, og at der kun har været tale om en midlertidig skade, idet hans syn ved operation den 25. september 2001 blev normaliseret. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at hans skade i form af grå stær som følge af behandlingen med Prednisolon ikke gik ud over, hvad han med rimelighed burde acceptere. Nævnet lagde vægt på, at grå stær var en velkendt bivirkning til Prednisolonbehandlingen, at den grå stær var operativt behandlet, at der ved operationen var opnået stort set normalt syn, at den tilbagevendende grå stær kunne fjernes ved ambulant laserbehandling, og at de blivende gener ikke var tilstrækkeligt alvorlige til at udløse erstatning, henset til alvorligheden af hans grundsygdom svært behandlelig Mb. Crohn sygdom der nødvendiggjorde Prednisolonbehandlingen. J.nr Skade i form af neurologiske symptomer som følge af behandlingen med lægemidlet Cytarabin/Cytosar. En på afgørelsestidspunktet 52-årig mand blev i juni 2003 undersøgt på sygehus, da han igennem nogle dage havde haft flankesmerter. Der blev foretaget en række forskellige undersøgelser for at finde ud af, hvad han fejlede. Efterhånden fandt man ud af, at det drejede sig om akut leukæmi. I slutningen af 84

85 juni 2004 påbegyndte man behandling heraf, blandt andet med Cytosar 200 mg x 1. I starten af august 2003 begyndte han at være plaget af svimmelhed og dårlig balance. Man mistænkte, at det kunne være bivirkninger til Cytosar. Han kom derfor også i behandling med Prednisolon. Efterhånden tilkom der også hukommelsesproblemer. Det blev derfor besluttet foretage en CT-scanning af hjernen efterfulgt af lumbalpunktur. CT -scanningen viste normale forhold. Han blev udskrevet den 22. august 2003 og indlagt igen den 1. september 2003 med henblik på ny kur Cytosar. Han havde fortsat neurologiske symptomer med usikker gang og talebesvær. Det var dog bedret en smule, mens han havde været udskrevet. Det fremgik af journaloplysningerne fra december 2003, at der blev foreslået talepædagog og genoptræning på grund af de tydelige cerebellare (lillehjerne) bivirkninger. Ifølge journaloplysninger fra den 26. marts 2004 var hans AML (akut myeloid leukæmi) nu i komplet remission. Det gik også fremad med det motoriske. Han havde dog fortsat gangbesvær, talebesvær, nedsat hukommelse m.m. Den 27. maj 2004 blev han imidlertid igen indlagt, da der var mistanke om tilbagefald af AML. Patientforsikringen fandt, at hans skade i form af neurologiske symptomer ikke var tilstrækkelig alvorlig i forhold til hans grundlidelse, til at anse ham for erstatningsberettiget, og lagde i den forbindelse vægt på, at han blev behandlet for en meget alvorlig grundlidelse i form af akut leukæmi, at bivirkningerne var kendte ved behandlingen med Cytosar, og at risikoen for bivirkninger var taget i betragtning ved behandlingens påbegyndelse. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at hans skade i form af neurologiske symptomer som følge af behandlingen med lægemidlet Cytarabin/Cytosar, herunder svimmelhed, balancebesvær, hukommelsesbesvær og taleforstyrrelser, ikke opfyldte betingelserne i lovens 6. Nævnet lagde vægt på, at han modtog medicinbehandlingen for en alvorlig grundsygdom i form af akut leukæmi, og at han under hensyn til den alvorlige grundsygdom, ikke var erstatningsberettiget uanset de alvorlige bivirkninger, som behandlingen med lægemidlet Cytarabin/Cytosar havde medført. J.nr Skade i form af udløsning og forværring af en allerede eksisterende astma som følge af behandling med Timacar øjendråber. En kvinde fik konstateret regnbuehindebetændelse og deraf udløst højere tryk i venstre øje og henvist til sygehus. Der opstartede man behandling med Optimol frem til midten af august Egen øjenlæge ordinerede i september 1998 Aquanil, da der var sket opblussen af regnbuehindeirritation. Efterføl- 85

86 gende ændredes behandlingen til Timacar (en tryksænkede betareceptorblokker), som kvinden anvendte frem til september Ved juletid i 1999 fik hun influenza, der af vagtlægen blev tolket som astma. I sommeren 2002 blussede astmaen så meget op, at kvinden fik ordineret astmamedicin af egen læge, efter at hun den 6. juni 2002 havde haft en henvendelse til vagtlægen på grund af et anfald. Den 7. september 2002 fik kvinden et astmaanfald og kontaktede vagtlægen, der behandlede med både ilt og astmamedicin. Den følgende dag blev hun indlagt på intensiv afdeling, da hendes vejrtrækningsproblemer var taget til. Hun blev overflyttet til andet hospital fortsat intensiv medicinsk behandling. Hun blev efterfølgende tilbageflyttet og udskrevet næsten i sin habituelle tilstand. Behandlingen med øjendråber af betareceptorblokerende karakter blev afsluttet i september Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke blev påført astma som følge af behandlingen med Timacar eller andre af de ordinerede præparater indeholdende betareceptorblokerende øjendråber. Patientforsikringen fandt endvidere, at bivirkningerne i form af astmaforværring ved medicinen ikke gik ud over, hvad hun med rimelighed måtte tåle. Man lagde vægt på, at betareceptorblokerende medicin ikke kunne udløse astma, at mindre mængder af betareceptorblokerende medicin kunne forværre en forudbestående astma, og at det kun var ved tilfælde af svær astma, at behandling med betareceptorblokerende medicin var kontraindiceret. Lægemiddelskadeankenævnet ændrede afgørelsen, jf. lovens 6. Man fandt, at skaden i form af udløsning og forværring af en allerede eksisterende disposition for astma med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives egenskaber ved lægemidlet Timacar. Nævnet lagde vægt på, at betareceptorblokerende medicin ikke i sig selv kunne medføre udvikling af astma, men at det var velkendt, at betareceptorblokerende medicin kunne forværre en bestående astma og udløse astmaanfald. Man fandt også, at kvindens skade i form af astmaanfald som følge af behandlingen med lægemidlet Timacar og andre betareceptorblokerende øjendråber i perioden fra juli 1998 til september 2002 gik ud over, hvad hun med rimelighed burde acceptere, idet hun fik et voldsomt astmaanfald i september 2002, at hun fra den 8. til den 16. september 2002 var hospitalsindlagt som følge af det voldsomme astmaanfald, herunder en periode på intensivafdelingen, og at de fremkaldte gener var tilstrækkeligt alvorlige til at udløse erstatning efter bestemmelsen. J.nr Skade i form af blodprop i hjertet som følge af behandling med Vioxx. 86

87 Den 1. november 2002 fik en mand foretaget en kikkertoperation i venstre knæ. Manden fik herefter ordineret præparatet Vioxx, som skulle tages i 28 dage for at forebygge hævelse i knæet og lindre smerterne. Omkring den 18. november 2002 fik manden brystsmerter i forbindelse med cykelture. Efterfølgende kontaktede han vagtlægen, som indlagde ham på sygehus, hvor man konstaterede et bagvægsinfarkt, og efter at være påbegyndt blodfortyndende behandling, blev manden overflyttet til et andet hospital. Der foretog man en KAG-undersøgelse, på baggrund af hvilken man samme dag foretog ballonudvidelse med 2 stentninger af højre koronarkar. Efterfølgende blev manden flyttet tilbage til det første sygehus. Den 27. november 2002 blev manden udskrevet i velbefindende, men han var fortsat i medicinsk behandling. Patientforsikringen fandt, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen med Vioxx, men at blodproppen i hjertet var opstået uafhængigt heraf. Man lagde vægt på, at behandling med Vioxx erfaringsmæssigt ikke disponerede til blodpropper i hjertet, når der samtidig behandles med Magnyl. Man lagde endvidere vægt på, at han var under behandling for forhøjet blodtryk og kolesterol og således var disponeret for udvikling af blodpropper i hjertet. Lægemiddelskadeankenævnet ændrede afgørelsen og fandt, manden med overvejende sandsynlighed er blevet påført en blodprop i hjertet som følge af egenskaber ved lægemidlet Vioxx, og at skaden gik ud over, hvad han med rimelighed burde acceptere, jf. lovens 1, stk. 1, og 6 og 7. Man lagde vægt på, at Vioxx den 1. oktober 2004 blev trukket tilbage fra markedet med øjeblikkelig virkning på grund af en signifikant øget forekomst af alvorlige hjertekarbivirkninger i et placebokontrolleret studie hos patienter med tarmpolypper. Dette tydede på, at der var en forøget relativ risiko for f.eks. blodprop i hjertet, i forbindelse med behandling med Vioxx. Nævnet lagde også lagt vægt på, at der var nær tidsmæssig sammenhæng mellem Vioxx-behandlingen og blodproppens opståen, idet blodproppen opstod under behandlingen. Der blev lagt afgørende vægt på ovenfor nævnte forhold samt på, at manden havde været fysisk aktiv og arbejdsfør, ligesom han ikke havde røget. Nævnet fandt også, at skaden gik ud over, hvad han med rimelighed bør acceptere, jf. 6. Der blev lagt vægt på, at manden havde væsentlige følger efter blodproppen og som følge heraf arbejdede på nedsat tid, og at lægemidlet blev ordineret som smertestillende middel efter et indgreb for en forholdsvis ukompliceret knælidelse. I det følgende gengives yderligere eksempler på afgørelser truffet af nævnet: 87

88 J.nr Hjemvisning til Patientforsikringen til vurdering af bivirkninger efter 6 efter, at nævnet havde konstateret en lægemiddelskade. En på afgørelsestidspunktet 46-årig mand reagerede i sommeren 2002 meget voldsomt på et hvepsestik på halsen. Han var i den forbindelse indlagt på et sygehus, hvor der blandt andet blev foretaget en RAST-test. Denne bekræftede ikke mistanken om hvepseallergi, men da han klinisk havde vist stærke tegn herpå, blev han henvist til et andet sygehus til profylaktisk behandling for hvepseallergi. Her blev han set første gang den 30. oktober 2002, og den 29. november 2002 påbegyndte man behandlingen med injektioner. Ved den følgende behandling den 3. januar 2003 oplyste han, at han efter den første injektion var begyndt at ryste på hænder og fødder, og man valgte derfor at observere ham efter anden injektion. Også denne gang begyndte han at ryste efter ca. 45 minutter, men faldt hurtigt til ro og blev sendt hjem. I starten af marts 2003 fik han kraftig hovedpine, og man afstod derfor fra at foretage den planlagte injektion medio marts Den 20. marts 2003 blev han indlagt akut på neurokirurgisk afdeling på det andet sygehus, da hovedpinen var taget til, og da han var begyndt at blive meget sløv. Der kunne ved indlæggelsen konstateres nedsat sensibilitet og kraft i venstre side af kroppen, og han var tydeligt bevidsthedspåvirket. Den følgende dag havde han det dog bedre, og en foretaget lumbalpunktur viste normale forhold fraset let forhøjet protein. Patientforsikringen fandt, at manden som følge af behandlingen med Alk Alutard ikke var påført en lægemiddelskade, at der ikke med overvejende sandsynlighed var årsagssammenhæng mellem hans nuværende gener og lægemiddelbehandlingen for hvepseallergi. Patientforsikringen lagde vægt på, at der ikke var beskrevet lignende gener vedrørende det pågældende præparat i den lægefaglige litteratur, at generne i form af hovedpine først indtrådte 2 måneder efter sidste injektion og bevidsthedspåvirkningen yderligere 3 uger efter, samt at der ikke fandtes at være en neurologisk forklarlig sammenhæng mellem gener og behandlingen. Lægemiddelskadeankenævnet ændrede afgørelsen og fandt, at manden med overvejende sandsynlighed var påført en skade i form af udvikling af svær hovedpine i umiddelbar tilknytning til desensibiliseringsbehandlingen, jf. lovens 1, stk. 1, og 7. Nævnet sendte sagen tilbage til Patientforsikringen til vurdering af, hvorvidt skaden gik ud over, hvad ham med rimelighed burde acceptere jf. lovens 6. Nævnet lagde vægt på, at han modtog den sidste injektion den 7. marts 2003, og at han ved indlæggel- 88

89 sen på en neurokirurgisk afdeling den 20. marts 2003 havde oplyst, at han havde haft kraftig hovedpine gennem 14 dage. J.nr Ingen skade opstået i forbindelse med behandling med Remicade. På grund af Morbus Crohn kom en mand i behandling med præparatet Remicade på et sygehus. Præparatet blev givet som injektioner den 25. september 2001 og den 9. oktober Det var meningen, at manden skulle have haft tredje injektion den 6. november 2001, men da han havde fået udtalte bivirkninger efter de første injektioner, ophørte man med Remicadebehandlingen. Man påbegyndte herefter behandling med Imurel, hvilket imidlertid også gav uacceptable bivirkninger, hvorfor man ophørte med medicinsk behandling. Efterfølgende blev manden indlagt med høj feber, og man konstaterede stafylokokinfektion i blodet og behandlede med antibiotika. Knap en måned efter blev manden hasteindlagt på intensiv afdeling med høj feber, meget lavt blodtryk og dårlig almentilstand. Han klagede over smerter fra maven, men der var på dette tidspunkt rigelige naturlige tarmlyde. Han blev tiltagende dårlig og blev overflyttet til andet sygehus, hvor man den 21. marts 2002 foretog operativ åbning af bugen og fandt såvel tyndtarmen som tyktarmen nekrotisk, og han døde senere samme dag. Patientforsikringen fandt, at manden som følge af behandlingen med Remicade ikke var påført en fysisk skade, og at hans udvikling af infektion i februar og marts 2002 mere sandsynligt skyldtes hans grundlidelse i form af Morbus Crohn med fisteldannelse. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Det var nævnets vurdering, at udviklingen af infektion i februar og marts 2002 mere sandsynligt skyldtes mandens grundlidelse i form af Morbus Crohn med fisteldannelse. Nævnet udtalte, at Remicade var et forholdsvis nyt lægemiddel, som hæmmede TNF alfa og derved virkede anti-inflammatorisk. Nævnet lagde vægt på, at halveringstiden for Remicade i kroppen var 6-12 dage, og at lægemidlet således var ude af kroppen efter maksimalt 2 måneder. Den påvirkning af kroppens celler, der herefter måtte restere, og som kunne have været til stede 4-5 måneder senere i februar og marts måned 2002 havde således været særdeles beskeden, og det kunne derfor ikke anses for overvejende sandsynligt, at den var årsag til infektionstilstanden hos manden. Nævnet lagde også lagt vægt på, at behandlingen med Remicade ikke syntes at have haft nogen effekt på Morbus Crohn, og at behandlingen i oktober 2001 heller ikke syntes at have medført nogen langvarig påvirkning af immunapparatet, idet han i forbindelse med de svære infektioner havde haft en ganske adækvat infektionsrespons i form af en kraftig stigning af antallet af hvide blodlegemer i blo- 89

90 det. Nævnet lagde videre vægt på, at der ikke i sygeperioden i februar 2002 var tegn på, at immunsystemet skulle være påvirket heraf, idet manden reagerede normalt på infektionen og behandlingen heraf. Hertil kom, at grundlidelsen i sig selv medførte en relativ høj risiko for udvikling af infektioner. J.nr Forældelse, jf. lovens 22. En ung kvinde led af Rasmussen Syndrom og havde som følge heraf svært behandlelig epilepsi og havde været i langvarig behandling med Sabrilex. I 1999 blev hun vurderet af en øjenlæge på et hospital, som fandt spredte inkomplette synsfeltdefekter på højre øje. I september 2000 sås en forværring i synsfeltindskrænkningen på højre øje og med let perifer påvirkning af synsfeltet på venstre side. I januar 2001 påbegyndte man udtrapning af Sabrilex på grund af tiltagende problemer med synsfeltet, og hun ophørte med behandlingen den 4. februar Patientforsikringen meddelte afslag på erstatning efter lov om erstatning for lægemiddelskader vedrørende hendes behandling med Sabrilex. Patientforsikringen vurderede, at sagen var forældet, jf. lovens 22. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at det af journaloplysninger fra øjenafdelingen på hospitalet fra den 3. februar 1999 fremgik, at kvinden kom til kontrol af øjnene denne dato, da hun var i behandling med Sabrilex. Ved undersøgelsen blev der ikke fundet synsfeltdefekter. Hun kom igen til kontrol den 22. juni 1999, hvor det blev vurderet at der var en anelse dårligere synsfelt på højre side. Det blev besluttet, at såfremt der skete en yderligere udvikling i synsfeltdefekterne, skulle hun skifte til et andet præparat end Sabrilex. Ved de efterfølgende to kontroller i 1999 var der ingen progression af defekterne. Den 1. maj 2000 kom kvinden igen til synsvurdering. Denne gang på en anden øjenklinik. Det fremgik af journaloplysningerne herfra, at hun gentagne gange havde været til undersøgelse i forbindelse med, at hun var i Sabrilexbehandling. Ved undersøgelsen denne dato blev der fundet synsfeltdefekter på højre side, hvorfor det absolut blev anbefalet, at kvinden skulle trappes ud af Sabrilexbehandlingen. På denne baggrund fandt nævnet, at forældrene senest blev bekendt med kvindens skade som følge af Sabrilexbehandlingen i maj 2000, og at de på baggrund af journalnotatet fra den 16. maj 2000 burde kunne se, at man mistænkte Sabrilex/Vigabatrin for at være ansvarlig for den konstaterede synsfeltdefekt på højre øje. Da sagen blev anmeldt sagen til Patientforsikringen den 12. juni 2003, var der således gået mere end 3 år, fra famili- 90

91 en/kvinden blev bekendt med skaden, hvorfor sagen var forældet. Nævnet oplyste, at selvom sagen ikke som afgjort af nævnet ansås for at være forældet, ville kvinden alligevel ikke være berettiget til erstatning efter lov om erstatning for lægemiddelskader. Nævnet lagde herved vægt på, at i det omfang den beskedne og stationære synsfeltindskrænkning måtte antages at være en følge af behandlingen med Sabrilex, ville generne alligevel ikke overstige, hvad kvinden måtte tåle, henset til hendes grundlidelse, jf. lovens 6. J.nr Medicin udleveret inden lovens ikrafttræden, jf. lovens 23. En på afgørelsestidspunktet 48-årig kvinde havde siden 1987 været i behandling med Sabrilex, indledningsvis som supplement til den øvrige medicinske behandling for hendes epilepsi. Behandlingen fortsatte frem til den 23. marts 1998, hvor hun efter en nedtrapning, havde afsluttet behandlingen med Sabrilex. Behandlingen med Sabrilex var med varierende dosis. Hun gjorde flere gange opmærksom på, at hun havde fået synsforstyrrelse efter af behandlingen med Sabrilex var begyndt. Det fremgik således af journalerne fra hospitalet, at hun blandt anden den 22. februar 1988 oplyste, at svimmelhed og synsforstyrrelser var tiltaget efter en ændring af hendes medicinering, at hun den 10. januar 1990 oplyste, at hun havde synsforstyrrelser af forskellig karakter, at hun den 11. oktober 1990 oplyste, at hun havde dobbeltsyn, og at hun den 16. februar 1991 oplyste, at hun havde styringsbesvær af øjnene. Ved efterfølgende undersøgelser og kontroller på et sygehus i juli 2003 og frem oplyste hun, at hun gennem en årrække har følt, at synsfelterne på begge øjne var indsnævret, og at hun gennem den seneste tid måske også havde lidt dårligere centralt syn, at hun i gennem de sidste 5 år havde følt, at synsfeltet havde været indskrænket, at dette ikke havde tiltaget de senere år, og at hun i epilepsibladet havde læst om Sabrilex og bivirkningerne heraf. Ved objektiv undersøgelse blev det konstateret, at hun havde indskrænket synsfelt. Patientforsikringen meddelte afslag på erstatning efter lov om erstatning for lægemiddelskader vedrørende hendes behandling med lægemidlet Sabrilex. Patientforsikringen vurderede, at hendes skade var forvoldt af et lægemiddel, der var udleveret i 1987, hvorfor lov om erstatning for lægemiddelskader ikke fandt anvendelse. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet vurderede, at det ikke var overvejende sandsynligt, at det var behandlingen med Sabrilex i perioden fra den 1. januar 1996 til 91

92 23. marts 1998, der havde forårsaget hendes gener i form af kraftige synsforstyrrelser og kikkertsyn, når det blev taget i betragtning, at hun havde været i behandling med Sabrilex siden Nævnet har også lagt vægt på, at det fremgik af anmeldelsesskemaet til Patientforsikringen, at hun mærkede til lægemiddelskaden første gang i 1987, at hun både i 1990 og 1991 gjorde opmærksom på, at hun havde synsforstyrrelser, samt at hun i brev af 30. januar 2005 oplyste, at hun konstaterede kraftige synspåvirkninger hurtigt efter, at behandlingen med Sabrilex startede i Der er i 2005 afsagt en enkelt dom på området: Afsagt den 16. september 2005 af Østre Landsret (B ) j.nr LMSL 6. En mand havde siden 17-års alderen lidt af en maniodepressiv sindslidelse og havde været i forskellig medicinsk behandling herfor. I 1988 blev han tilkendt højeste førtidspension på grund af svær karakterneurose. I perioden fra 1993 og frem havde han gentagne gange været indlagt på psykiatriske afdelinger og havde været behandlet med diverse former for medicin mod psykoser, herunder Seranase, Litium, Ciscordinol, Efexor, Loxapac, Lysatin og Oxazepam. Han udviklede BLM-syndrom, rysten på hænderne, uro, bevægetrang og tidvise ufrivillige bevægelser, som blev forværret i forbindelse med tale og socialt pres. Symptomerne havde udviklet sig gradvist siden 1993 i forbindelse med den antimaniske behandling. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var blevet påført en i henhold til lov om erstatning for lægemiddelskader 6 erstatningsberettigende lægemiddelskade, idet skaden i form af medicinbivirkninger ikke gik ud over, hvad han med rimelighed måtte acceptere set i forhold til grundlidelsen. Patientforsikringen lagde herved vægt på, at han led af en meget alvorlig maniodepressiv sindslidelse, der havde krævet flere indlæggelser og konstant medicinbehov. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet det fandtes at være overvejende sandsynligt, at der var årsagssammenhæng mellem skaden i form af svært BLM-syndrom og medicinbehandlingen. Lægemiddelskadeankenævnet vurderede, at skaden isoleret set var meget alvorlig og havde haft alvorlige og varige konsekvenser for manden. Det bemærkedes, at der imidlertid skulle foretages en afvejning af skadens alvor over for grundsygdommens alvor, hvor patienter, der lider af en meget alvorlig grundsygdom, må acceptere større skader end patienter, der lider af en mindre alvorlig grundsygdom. Manden led af en meget alvorlig og kronisk maniodepressiv lidelse, som 92

93 havde krævet flere indlæggelser og konstant behov for medicinsk behandling. Henset til alvorligheden af sagsøgerens grundsygdom fandt nævnet, at skaden i form svært BLM-syndrom ikke var tilstrækkelig alvorlig til, at der kunne ydes erstatning efter lov om erstatning for lægemiddelskader 6. Manden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at han var påført en erstatningsberettigende skade efter lovens 6. Til støtte herfor havde han blandt andet anført, at skaden gik ud over, hvad han måtte tåle, idet bivirkningerne var alvorlige, da hele hans personlige og erhvervsmæssige situation var blevet forringet, samt at Retslægerådet også havde vurderet skaden som yderst sjælden, meget alvorlig, svært invaliderende og stigmatiserende. Han gjorde også gældende, at der ikke var belæg for at antage, at en person, der led af en alvorlig grundsygdom i alle tilfælde var afskåret fra at få erstatning. På tilsvarende vis var der ikke belæg for at antage, at 6 i lov om erstatning for lægemiddelskader i alle henseender skulle fortolkes som patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Landsretten fandt, at manden var påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen med konventionel antipsykotika. Retten lagde til grund, at manden led af en svær bipolar affektiv sindslidelse, og at han som følge af den medicinske behandling havde udviklet et sjældent forekommende kronisk kombineret tardivt dystont-dyskinetisk syndrom, og at bivirkningerne ifølge en udtalelse fra Retslægerådet var velkendte, og at der ikke var holdepunkter for, at hans helbredstilstand havde haft nogen indflydelse på bivirkningernes indtræden eller omfang. Retten lagde vægt på, at bivirkningerne var sjældne, og at de gik ud over, hvad han måtte acceptere uanset den alvorlige grundsygdom. Lægemiddelskadeankenævnet blev dømt til at anerkende, at manden var påført en erstatningsberettigende lægemiddelskade efter lovens 6. Generelt. I et stigende antal tilfælde er der sket afvisning af sager uden realitetsbehandling allerede i medfør af lovens 23, idet skaden var påført (lægemidlet udleveret) inden lovens ikrafttræden den 1. januar Nævnet har tidligere i en afgørelse lagt til grund, at bevisreglen i lovens 7 er anvendelig her. Patientforsikringen skal i kraft af sin ekspertise og mulighed for at fremskaffe (journal)materiale medvirke til sagens oplysning, hvorefter det er patienten, der med en bevisvægt på 51 procent skal godtgøre, at medicinen er udleveret efter lovens ikrafttræden. 93

94 I nogle få tilfælde er der meddelt patienten afslag, allerede fordi der efter loven ikke er hjemmel til at erstatte psykiske skader/gener. Et stort antal sager har drejet sig om størrelsen af de enkelte erstatningsposter, herunder fastsættelse af méngrad. Nævnet har ikke (endnu) været forelagt spørgsmål, om der er tale om et (godkendt) lægemiddel eller har været forelagt andet, der kræver en vurdering efter lovens 3 om, hvorvidt det er omfattet af loven, herunder vedrørende magistrelt fremstillede lægemidler, importerede lægemidler til enkeltpersoner, naturlægemidler, homøopatiske lægemidler m.v. Dette samme er tilfældet vedrørende donorer/plejepersonale, jf. lovens 1. Det er heller ikke påkendt, om klager har retlig interesse i sagen, jf. lovens 20. I flere tilfælde har nævnet taget stilling til, om sagen måtte anses for forældet, jf. lovens 3 års regel i 22, stk. 1. Da fristen på 3 år skal regnes fra det tidspunkt, hvor klager har fået eller burde have fået kendskab til skaden, har det afgørende i disse sager været at fastlægge dette tidspunkt. En række lovændringer på erstatningsområdet har medført en betydelig generel forhøjelse af erstatningsniveauet og på en række punkter forbedret retsstillingen for skadelidte, herunder patienter, der er berettigede til medicinskadeerstatning. Det er fortsat således, at udgift til advokatbistand må afholdes af patienten selv, jf. f.eks. j.nr , medmindre der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder. Oprettelsen af en sagsdatabase i patientforsikringsregie, herunder en registrering, der gør det muligt at sammenholde fortilfælde og sikre en ensartet praksis, har medført en effektivisering af systemet. I forbindelse med udarbejdelse af indstillinger i sagerne orienterer sekretariatet nævnet om praksis og eventuelle fortilfælde. 94