Illerup Ådal. - fjendens ansigt. Skolemateriale klasse MOESGÅRD MUSEUM

Transkript

1 Illerup Ådal - fjendens ansigt Skolemateriale udarbejdet til Moesgård Museums udstilling om offerfundet fra Illerup ådal klasse MOESGÅRD MUSEUM MOESGÅRD MUSEUM

2 Indhold 1. Det store slag Fundet i Illerup ådal Bevaring i søer og moser Krigerens udrustning og det militære hierarki Runeindskrifter, håndværk og teknologi Hvor kom de kæmpende fra? Romerne og barbarerne Germanske krigere i den romerske hær Kult og tro i jernalderen...29 Illerup Ådal klasse Side 1

3 1. Det store slag Nithijo, Wagnijo, Laguthewa, Swarta og 1000 andre krigere kommer sejlende i deres skibe. De kommer fra den anden side af havet, fra et sted oppe i Norge eller Sverige. De er på vej for at overfalde Østjylland. De vil gerne have den gode landbrugsjord og de rige gårde. Wagnijo er høvding og leder af hæren, Nithijo og Laguthewa er nogle af hans officerer. Swarta er også officer, men af lidt lavere rang end de to andre. De går i land på stranden. Oppe på bakketoppene kan de se bålene flamme. Det er krigerne i Østjylland, der på den måde kalder andre krigere sammen til at forsvare deres land. Inden de østjyske krigere stormer ned mod fjenden, beder de til deres guder. De lover guderne, at hvis de hjælper dem til at vinde, vil de ofre fjendens våben til dem i den hellige sø. De to hære mødes i et blodigt slag. Illerup Ådal klasse Side 2

4 De forsvarende østjyder vinder, men der er mange døde og sårede. Nithijo, Wagnijo, Laguthewa og Swarta er blandt de døde. De overlevende krigere smider deres våben og flygter eller bliver taget til fange. Om aftenen samles sejrherrerne ved den hellige sø. Præsterne holder tale til guderne. Krigerne laver nogle store bål. Så tager de alle fjendernes våben og skjolde og andre ting og begynder at hugge dem i stykker med deres egne økser og sværd. De slagter også nogle af de fremmede krigeres heste og en ko. Tingene skal ødelægges, før guderne må få dem. Det siger præsterne. Nogle af tingene kaster de ud i søen fra bredden. Andre ting sejler de ud på søen i nogle små både. Tingene er samlet i store tøjbylter, som sænkes ned i vandet. Nogle af fangerne bliver også slået ihjel, men de må ikke komme ned i den hellige sø. De bliver begravet i et stort hul et andet sted. Resten af fangerne bliver trælle rundt omkring på gårdene. Illerup Ådal klasse Side 3

5 Historien fortæller, hvordan store mængder våben og andet krigerudstyr kan være havnet i en sø engang i jernalderen. Søen er siden vokset til og blevet til en fugtig eng, hvor arkæologer i 1950 begyndte at grave de mange ting op. Mange af tingene kan nu ses på Moesgård Museum. Moesgård Museums permanente udstilling fortæller om livet i forhistorisk tid. I Danmark er vores historie delt op i forhistorisk og historisk tid. Forhistorisk tid slutter omkring 1050 e.kr. med vikingetidens afslutning og middelalderens begyndelse. Forhistorisk tid deles op i stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid. Sten-, bronze- og jernalder har fået navn efter det materiale, man lavede redskaber af. Vikingetiden har som den eneste fået navn efter dem, der dengang boede i de nordiske lande og havde en fælles kultur, vikingerne. Arkæologerne opdeler de forskellige tidsaldre i underperioder. Jernalderen er opdelt i førromersk/keltisk jernalder, romersk jernalder og germansk jernalder. Perioderne har fået navn efter, hvem der var den største magthaver i Europa i tiden. Illerup Ådal klasse Side 4

6 2. Fundet i Illerup ådal Den 5. maj 1950 var en landmand ved at grave drængrøfter på sin eng i Illerup ådal vest for Skanderborg. Pludselig stødte han på en mængde våben og hærudrustning. Arkæologerne fra museet i Århus blev tilkaldt. Man kendte lignende fund af våben fra andre steder i Danmark og vidste derfor, at det drejede sig om et såkaldt krigsbytteofferfund fra jernalderen. En sejrende hær har ofret den tabende hærs udstyr til guderne som tak for sejren. Siden har arkæologerne gravet i ådalen i årene og Der er fundet mere end genstande fra den periode, der kaldes romersk jernalder. Romersk jernalder var tiden fra Kristi fødsel til omkring 400 e.kr. Fundstedet er nu en fugtig eng. Arkæologerne har fået hjælp af geologer til at studere landskabet i ådalen. Deres undersøgelser viser, hvordan landskabet har ændret sig gennem tiden. Jordprøver fra boringer viser, at der efter istidens ophør var en 25 m dyb sø i ådalen. I jernalderen var denne sø kun 3 m dyb. Illerup Ådal klasse Side 5

7 Geologiske undersøgelser kan også fortælle om søens udbredelse i jernalderen. Geologerne har fundet ud af, hvor stort området med fundene fra jernalderen er. I dag er godt 40 % af dette område udgravet. Genstandene er blevet spredt ud over søen. Først troede arkæologerne, at tingene var blevet kastet ud i søen fra bredden. Senere fandt de dynger af genstande, som lå uden for kasteafstand. På nogle af disse genstande er der fundet aftryk af tekstiler. Derfor må nogle af genstandene være samlet i dynger og omviklet med tekstiler og reb. Derefter er de blevet sejlet ud på søen og smidt over bord. Illerup Ådal klasse Side 6

8 Der er mange forskellige slags våben og smykker. Arkæologerne kan se, at de ikke alle sammen er fra det samme tidspunkt i jernalderen. Derfor regner de med, at der er blevet ofret i søen flere gange. Netop dyngerne hjælper til at afgøre hvilke genstande, der er havnet i søen på samme tid. Inden genstandene er blevet kastet ud i søen, er de blevet ødelagt med vilje. Sværd, skjolde, spyd- og lansespidser er bøjede eller brækkede. Ødelæggelserne er for store til at kunne skyldes almindelig kamp. Måske har ødelæggelserne noget at gøre med gudedyrkelse? Dele af den samme genstand er i flere tilfælde fundet i forskellige dynger. Disse dynger må være havnet i søen på samme tid. B Ved at se på genstandenes placering i søen har arkæologerne fundet ud af, at der har fundet fire forskellige ofringer sted. A A De to prikker viser, hvor de to dele af den samme spydspids er fundet. B Illerup Ådal klasse Side 7

9 Den første ofring var også den største. Her blev genstandene sejlet ud og smidt i søen. Anden og tredje gang blev genstandene kastet ud i søen fra bredden. Den sidste gang blev der kun ofret ti ting, som blev kastet ud i søen langt væk fra de andre ting. De mange fund kan dateres til romersk jernalder. En del romerske sølvmønter fra den ældste ofring, knap 200 denarer, har været med til at datere fundene. Den yngste mønt er slået i år 187/88 e.kr. Derfor må fundet være nedlagt senere end dette år. Når der er blevet ofret så mange gange i den samme sø, regner arkæologerne med, at det var lokale folk, der ofrede genstandene. Våbnene tilhørte sandsynligvis en slagen fjende udefra. Illerup Ådal klasse Side 8

10 3. Bevaring i søer og moser En hovedløs rytter og fire ildsprudende heste jager om natten gennem ådalen sådan fortælles det på Skanderborgegnen. Dalen, sumpene, tågerne og de lidt dystre skovklædte skrænter har gennem mange hundrede år udfordret fantasien. Fundet af de mange våben i ådalen viser da også, at stedet ikke altid har været så fredeligt, som det ser ud i dag. Illerup ådal har ændret sig gennem tiden. Ådalen er en smeltevandsdal fra sidste istid. Den er et eksempel på, hvordan isen skubbede og formede det østjyske landskab. Ved istidens afslutning blev der dannet en sø, som langsomt er groet til. I nutiden optræder den blot som en fugtig eng med lejlighedsvis oversvømmelse. Søer, enge og moser har nogle helt særlige bevaringsforhold for vore forfædres efterladenskaber. Illerup Ådal klasse Side 9

11 I Illerup ådal er der siden istidens slutning skyllet materialer ud i søen fra skråningerne i dalen. Den udskyllede jord har bl.a. indeholdt kalk fra moræneleret. Dette har gjort aflejringerne i søen basiske. Sammensætningen af kemiske stoffer i jorden har sammen med vandindholdet stor betydning for bevaringsforholdene. I basiske miljøer som i Illerup ådal er der gode bevaringsforhold for ben, hjortetak, jern og andre metaller, hvorimod læder og tekstiler er gået i opløsning. I sure miljøer vil det omvendte være tilfældet. Her er læder og tekstiler bevaret, mens andre materialer er gået til grunde. Her ses noget tøj og en sko fra jernalderen, som er fundet i sure moser. Vandindholdet har også stor betydning. I vand sker nedbrydning af metal langsomt, fordi ilten, som nedbryder metallet, bliver bremset af vandet. Ved dræning sænkes grundvandspejlet. Derved udtørrer genstandene og er i større fare for at brække og nærmest smuldre bort i jorden. På fotoet ses en skjoldbule, som har ligget i en drænet del af fundområdet i Illerup. Illerup Ådal klasse Side 10

12 Moser kan have nogle helt særlige bevaringsforhold. Moser er opbygget af tørv. Tørv består af delvist rådnede planterester. En mose opstår ved, at en lille sø eller et vandhul langsomt fyldes med planterester fra de træer og buske, der vokser omkring den. Planteresterne ophobes, hvis produktionen af plantemateriale sker hurtigere end nedbrydningen af plantemateriale. Mosen er på en måde levende, fordi den hele tiden vokser opad med nydannet tørv. En eng består på grund af fugtigheden også til dels af tørvelag. I moser sker der det særlige, at organisk materiale som træ, hud og knogler ikke bliver nedbrudt. Genstandene bliver i stedet bevaret af mosetørven. Man siger, at tørven konserverer dem. Arkæologerne har gennem tiden fundet mange levn fra forhistorisk tid i de danske moser. De mest opsigtsvækkende fund er moseligene. Grauballemanden og Tollundmanden er mennesker, hvis krop mosen har bevaret gennem tusinder af år. Illerup Ådal klasse Side 11

13 I mosen gror der forskellige tørvemosser. Forskere i Norge har fundet ud af, at konserveringen af genstande i mosen skyldes en særlig tørvemosart kaldet sphagnum. I sphagnum findes der et specielt sukkerstof sphagnan, som går i forbindelse med cellerne i organisk materiale og på den måde konserverer dem. Det er den reaktion, der gør, at huden på et moselig bliver brun og læderagtig, når den har ligget længe i en mose. Folk i forhistorisk tid må have kendt til moser og måske søers bevarende evner. Måske var det derfor, disse steder var hellige, fordi de gav tingene evigt liv. I Danmark var der i 1940 cirka hektar mose. I dag er der kun hektar tilbage, som samlet udgør 2,1% af landet. De fleste moser findes i Jylland, især i Nord- og Midtjylland. Mosetørven kan bruges som brændsel, når den er tørret. Der er en lang tradition for tørvegravning i Danmark. Den går helt tilbage til forhistorisk tid. Ved moderne tørvegravning er der fundet mere end 240 små T-formede træspader fra århundrederne f.kr. I 1940 erne og 1950 erne, blev der skåret mange tørv på grund af mangel på kul og olie omkring 2. Verdenskrig. Det intensive landbrug med dræning får mange moser og fugtige enge til at forsvinde. I Illerup ådal er en større del af det område, som endnu ikke er undersøgt, blevet fredet og dermed sikret mod ødelæggelser ved yderligere dræning. Illerup Ådal klasse Side 12

14 4. Krigerens udrustning og det militære hierarki Fordeling af våben fundet i Illerup ådal: 748 lansespidser 661 spydspidser 150 sværd (alle fra den første ofring) dele af 60 sværdophæng dele af 400 skjolde Stød- og kastevåben har været jernalderkrigerens mest almindelige våben. Sværd og sværdskede har hængt i en rem over skulderen et såkaldt bandoler. Bandoleret har været af læder med påsatte beslag til at fæstne sværdet. Andre beslag har været til pynt. Da læderet er rådnet bort, er kun beslagene tilbage. Til beskyttelse har krigerne haft skjolde. Skjoldene var cirkelrunde og normalt sammensat af fem til otte brædder. På randen sad et tyndt metalbeslag, og i midten var der en udskæring til håndtaget. Udskæringen var dækket af en beskyttende skjoldbule af metal. På bagsiden var monteret et håndtagsbeslag, der skjulte træhåndtage og styrkede konstruktionen. Skjoldene kunne være smykket med andre beslag og bemalet. Illerup Ådal klasse Side 13

15 I Illerup er der også fundet hesteknogler og hesteudstyr. Den tabende hærs heste er blevet slagtet og ofret sammen med våben og personligt udstyr. Hesteudstyret har bestået af saddel og hovedtøj, hvor kun beslagene fra læderremmene er bevaret. På tegningerne ses rekonstruktioner af begge dele. Hestekranie med tydelige spor efter hug Foruden det militære udstyr er der fundet en mængde af krigernes personlige udstyr. Tøjet har man ikke fundet, da tekstiler ikke er bevaret. I andre moser er der derimod fundet forskellige klædningsstykker fra jernalderen. Man regner derfor med, at krigerne har båret bukser, kofter/skjorter, skulderkapper og sko eller sandaler. En kriger havde to bælter: militærbæltet og det private bælte. Militærbæltet sad uden på koften. Det havde et forholdsvis stort bæltespænde med bagplade. I bæltet var der ophængt en kampkniv og et fyrtøj, som bestod af ildsten og ildstål. Illerup Ådal klasse Side 14

16 Det private bælte sad under koften og har holdt bukserne på plads. Bæltet havde et lille bæltespænde uden bagplade. I bæltet var der ophængt en kniv og nogle gange en pincet. Der var også en pose eller pung med kam, slibesten og værdifulde sager som mønter, perler og småstykker af sølv eller guld. Arkæologerne har udgravet omkring 40 % af fundområdet og har et bud på den tabende hærs størrelse krigere 25 heste 50 skibe Man kan se en tydelig rangdeling i hæren ud fra våbenudstyret. Opdelingen er i tre niveauer og kan ses på fordelingen af metaller. Opdelingen er især tydelig på de fundne skjolde. Niveau 1: Udgør 2% af hæren Metal: Guld og sølv Heste Niveau 2: Udgør 10% af hæren Metal: Bronze Enkelte heste Niveau 3: Udgør 88% af hæren Metal: Jern Alle sværdklingerne er romerske. På de fineste sværd har man skiftet sværdhåndtaget og udsmykningerne ud med nogle, der er lavet i Norden. De mindre fine sværd har beholdt det romerske sværdhåndtag. Man har altså syntes, at det nordiske var finere end det romerske. Illerup Ådal klasse Side 15

17 Bandolererne vidner også om, at det romerske udstyr ikke var så højt værdsat. Der er fundet 44 germanske bandolersæt og 16 romerske. De romerske er simple og kunne indstilles efter krigerens størrelse. De germanske kunne ikke indstilles, men var lavet personligt til den enkelte kriger. De indstillelige bandolerer kunne tyde på, at de lavere rangerende krigere fik udleveret deres våben fra et arsenal, som sikkert tilhørte den ledende høvding. De højere rangerende krigere ejede sandsynligvis selv deres våben. På to lanser er der et stempel med en runeindskrift, der lyder: WAGNIJO. Det kan være navnet på den mand, der styrede våbenproduktionen. Romerne stemplede også deres våben. Flere af de romerske sværdklinger har stempler og kan have figurer indlagt. Når man på den måde har kopieret den romerske stil, kan det være fordi, en høvding har haft en masseproduktion af våben. Det forhold kunne tyde på, at våben er blevet udleveret fra et arsenal. Runeindskrift. Romersk stempel. Illerup Ådal klasse Side 16

18 5. Runeindskrifter, håndværk og teknologi MOESGÅRD MUSEUM Runerne er kendt som de skrifttegn, vikingerne brugte. Runerne er imidlertid meget ældre end vikingerne. Den ældste runeindskrift, vi har fundet i Danmark, findes på en kam. Den er en del af krigsbytteofferfundet fra Vimose på Fyn. På kammen står navnet HARJA, og den kan dateres til 2. årh. e.kr. Runernes opståen diskuteres stadig af runologer og sprogforskere. Både græske og latinske alfabeter er foreslået som inspiration til tegnene. Runealfabetet kaldes også futhark en, fordi de seks første runetegn danner lyden eller ordet futhark. Der har været et ældre og et yngre runealfabet. Det yngre er kortere og blev taget i brug i 700-tallet. Fra perioden e.kr. kendes i alt godt 20 runeindskrifter i Nordeuropa. Hele ti af disse indskrifter er fundet på genstande i det ældste af krigsbytteofrene fra Illerup. FuQaRkgW.hni2iáYs.tBeml5od F U TH A R K G W H N I J I P Z S T B E M LNG O D Det ældre runealfabet. Illerup Ådal klasse Side 17

19 Her er nogle af de ti runeindskrifter og runologernes tolkning af indskriftens betydning. 1. SWARTA. Mandsnavn, der på nudansk betyder Sorte. Navnet står på et skjoldhåndtag af bronze. Swarta har tilhørt niveau 2 af krigere i hæren. 2. og 3. WAGNIJO. Mandsnavn, på nudansk Vagn. Navnet står på to lansespidser. Det er måske et fabriksmærke for den høvding, der styrede våbenproduktionen og udleverede våben til krigerne, og som måske ledede slaget. 4. Indskrift på en høvl. Den kan ikke læses tydeligt. Måske står der AFILAD. 5. NITHIJO TAWIDE. Nithijo er et mandsnavn, og sammensætningen betyder: Nithijo gjorde eller lod gøre. Det står på et skjoldhåndtag af sølv, som har siddet på et af de fem fineste skjolde. Nithijo har altså tilhørt niveau 1 af krigerne. 6. LAGUTHEWA. Mandsnavn. Det står også på et skjoldhåndtag af sølv, så Laguthewa har også tilhørt niveau 1 blandt krigerne. De fleste indskrifter står på ting, der kan knyttes til overklassen. Der findes dog en indskrift på en stagehøvl, der kan forbindes med en håndværker. Indskriften er næsten ulæselig. Det kunne tyde på, at personen ikke har vidst særlig meget om runer, men blot har skrevet af efter noget. Illerup Ådal klasse Side 18

20 Stagehøvlen er et af de mange stykker værktøj, der er fundet i den gamle sø. Værktøjet viser, at der fulgte håndværkere med hæren. Ved siden af et særligt rigt hesteudstyr og tæt ved en pung med hele 70 denarer er der fundet en fil, en dorn og en loddekolbe. Filen er udstyret med fine riller. Den er et værktøj til bearbejdning af bronze, sølv og guld. Det samme gælder dornen og loddekolben. En dorn er et redskab, der kunne bruges til at udvide huller med. En loddekolbe blev brugt til at fremstille beslag til sværdophæng, hesteudstyr og skjolde. Værktøjet må have tilhørt en guldsmed. Der er også fundet andet guldsmedeværktøj: en perletrådsfil, et nittejern, små hamre, ambolte og slibesten. Værktøjet har været tilstrækkeligt til at kunne udføre reparationer undervejs og formentlig også til et almindeligt værksted. De fleste af de beslag, der er fundet i Illerup, ville kunne fremstilles med disse redskaber. Illerup Ådal klasse Side 19

21 Loddekolben ser forbavsende moderne ud i sin udformning og er uundværlig ved fremstilling af de mange beslag. Den er den ældste loddekolbe, vi kender fra Nordeuropa. Et andet vigtigt redskab var perletrådsfilen til fremstilling af perletråd. Den kendes endnu ikke fra andre arkæologiske fund, men en munk skrev om den i middelalderen. Trådformen var en af de mest almindelige former for udsmykning i romersk jernalder. Perletråd Perletrådsfil. Det meste af metalværktøjet er fundet sammen med rigt udstyr, som har tilhørt toppen af hierarkiet. Det virker, som om håndværkerne har været knyttet til hærens elite. Vi har navnene Nithijo, Wagnijo og Laguthewa, som sandsynligvis var nogle af hærens officerer. Måske var håndværkerne i deres tjeneste. Illerup Ådal klasse Side 20

22 6. Hvor kom de kæmpende fra? I romersk jernalder kæmpede krigerne med de samme typer våben over hele det skandinaviske område. Der blev importeret romerske sværd, og man fremstillede de samme typer lanser og spyd. Våbnene kendes både fra Illerup og andre krigsbytteofferfund og fra grave, hvor en kriger har fået sine våben med som gravgaver. Våbnene kan derfor ikke bruges til at stedfæste de kæmpende krigere. Vinderne i slaget ved Illerup må have været en lokal hær. Da der blev foretaget fire ofringer i samme sø med op mod 150 års mellemrum, må offerstedet have haft lokal betydning gennem mange generationer. Ved at se på de tabende krigeres personlige udstyr kan man få en idé om, hvor de kom fra. Udstyret var for det meste lokalt fremstillet, og nogle af tingene kunne være karakteristiske for netop det område, hvor de var lavet. Som personligt udstyr havde krigerne blandt andet fyrtøj. Fra den første ofring er der fundet 129 sæt fyrtøj. Næsten alle sæt består af en strandrullet kvartsitsten og et nåleformet stykke jern indsat i et håndtag. Denne type fyrtøj blev brugt i det skandinaviske område. Fem sæt fyrtøj består af et barreformet ildstål anvendt sammen med et stykke flint eller svovlkis. Denne type fyrtøj blev brugt syd for Danmark. Størstedelen af krigerne må derfor være kommet fra det skandinaviske område, men med et lille indslag af krigere fra områder på Kontinentet, syd for Danmark. Fyrtøj brugt i Skandinavien. Fyrtøj brugt i resten af Europa. Illerup Ådal klasse Side 21

23 Andet personligt udstyr var krigernes kamme. Kammene fra den første ofring er fremstillet af tak. Der er 101 trelagskamme og 36 etlagskamme. Af de 36 etlagskamme er 22 en speciel slags, der kaldes sammensatte etlagskamme. Trelagskamme kan fremstilles af tak fra kronhjort, og de fandtes i hele Norden i jernalderen. Etlagskamme kan på grund af størrelsen på råmaterialerne kun være fremstillet af elsdyrtak eller måske tak fra rensdyr, men ikke kronhjortetak. I jernalderen levede der hverken elge eller rener i det nuværende Danmark. Derfor må etlagskammene stamme fra den skandinaviske halvø. Det ser nemlig heller ikke ud til, at man har importeret tak af elg og ren. På handelspladser fra den tid er der ikke fundet et eneste stykke af disse arter, men derimod masser af kronhjortetak. To af de sammensatte etlagskamme har en helt speciel form i kamryggen. Den kendes kun fra ét andet sted nemlig fra en grav i Vestnorge. De krigere, der har deltaget i togtet mod Østjylland omkring 200 e.kr., ser ud til at være kommet fra Syd- og Vestnorge. Styrken har sikkert bestået af krigere fra et større område, men kamtyperne viser, at der ikke har deltaget mandskab fra Skåne, Bornholm eller Sjælland. Fyrtøjerne viser dog, at der har været en mindre gruppe krigere fra Kontinentet. Måske har de sidstnævnte været lejesoldater, der kan have haft særlige funktioner i hæren. Illerup Ådal klasse Side 22

24 Der er udgravet flere andre krigsbytteofferfund fra jernalderen i Danmark. Flere af stederne er der ligesom i Illerup blevet ofret krigsbytte mere end én gang med mange års mellemrum. De mange fund kan opdeles i bølger med samtidige eller næsten samtidige ofringer. De viser noget om, hvornår og hvorfra der kom angreb på de danske områder. Den ældste gruppe af ofringer fra 1. og 2. årh. e.kr. er alle sydjyske og fynske, hvilket kunne tyde på et stort antal angreb fra syd i den periode. Krigsbytteofringerne fra omkring 200 e.kr. som de første Illerup-ofringer hører til, findes næsten kun i Østjylland nord for Lillebælt, på Nordfyn og på Nordsjælland altså ud mod Kattegat. Angriberne er med en enkelt undtagelse kommet fra samme område, som ved Illerup. Denne bølge kaldes Illerup-horisonten. Den sidste bølge kom i tiden omkring 300 e.kr. Denne bølge kaldes Ejsbøl-horisonten. Fra den periode findes der også tre ofringer på svensk område. Angriberne havde tilknytning til Østersøen, men kan ellers ikke bestemmes nærmere geografisk. Noget tyder dog på, at de kunne komme fra det midtsvenske område. Illerup Ådal klasse Side 23

25 MOESG Å R D MUSEUM 7. Romere og barbarer Omkring 200 e.kr. herskede romerne over store dele af Europa. Romernes største bedrift var erobringen af Gallien, det nuværende Frankrig. Erobringen blev gennemført ved Cæsars felttog i Gallien i årene f.kr. Cæsar skrev om sine bedrifter i Gallerkrigen, som består af i alt otte bøger. Romerne kaldte de andre for barbarer. Barbar betyder oprindeligt en person, der taler uforståeligt og stammende. Romerne beskrev barbarerne som ubegavede. De var som dyr, fordi de levede af kød, mælk og ost og gik klædt i skind. Romerne selv var agerbrugere og spiste brød. For dem var brød lig med kultur. Romerne regnede ikke barbarerne for agerbrugere. I romernes øjne havde de derfor ingen kultur og var endnu ikke civiliserede. Romerne gjorde nar af barbarernes bukser. For dem var den romerske toga symbol på civilisation og fred. Romerne så det som deres opgave at civilisere de vilde folkeslag. Romerne kom med civilisationens goder og prisen var, at barbarerne opgav deres frihed og indordnede sig under romersk herredømme. Illerup Ådal klasse Germansk kriger nedkæmpes af Romer. Side 24

26 MOESG Å R D MUSEUM Romerne havde et meget enkelt verdensbillede. I det nordlige Europa boede der keltere i vest og skytere i øst. Midt mellem keltere og skytere boede germanerne. Cæsar mødte germanerne, da han forsøgte at erobre andre lande end Gallien. Germanerne boede på den anden side af Rhinen. Romerne kunne ikke trænge ind på de germanske stammers områder. De respekterede de germanske krigere og betragtede dem som tapre og veløvede i våbenbrug. Romerne regnede germanerne for de farligste soldater, en fjende kunne møde. Det blev til mange kampe i tiden efter Kristi fødsel. Til sidst besluttede romerne at bygge en grænse mod nord for at holde germanerne ude. Grænsen kaldtes for Limes, og den bestod af kasteller og grænsevolde. Grænsen blev bygget i det 1. og 2. årh. e.kr. Romerne begyndte af knytte de germanske stammer, der boede nærmest Limes, til sig. De brugte blandt andet en form for gavepolitik med at smigre medlemmer af den germanske overklasse med romerske luksusvarer. På den måde såede de splid mellem de germanske høvdinge og fik dem til at kæmpe indbyrdes i stedet for at overfalde romerne. Illerup Ådal klasse Side 25

27 Der blev handlet med romerske varer over grænsen til germanerne. Området op til 200 km fra grænsen blev derved efterhånden oversvømmet med romerske dagligvarer. Gennem handel og gavepolitik fik romerne kontrol over områdernes politiske ledelse. Forskerne har spekuleret på, hvad romerne fik til gengæld ved handlen i grænseområdet. Mulige handelsvarer fra det germanske område var skind, pelsværk og tekstiler til hærens udrustning samt uld, honning, voks, heste, okser, rav og slaver. De germanske stammer, der boede længere væk fra grænsen, var mere interesserede i romerske luksusvarer som bronze- og glasvarer og den fine romerske keramik Terra Sigillata. Den romerske import blev ikke handlet på samme måde, som vi kender i dag. Den cirkulerede ikke ved at blive købt og solgt. Luksusvarerne blev brugt af overklassen til indbyrdes at knytte politiske og sociale kontakter ved at give dem som gaver. På den måde viste man sin magt og indflydelse. Bronzekar Glasskål Keramikskål Der er fundet 150 romerske sværd i Illerup ådal. Arkæologerne er ikke sikre på, hvordan sværdene kom til Norden. Hos romerne var det nemlig forbudt at handle våben med germanerne. Alle de fundne sværd i Illerup kan næppe forklares ved, at de er givet som gaver eller taget som bytte, og heller ikke kommet med hjemvendte soldater fra den romerske hær. Det kan derfor ikke udelukkes, at der alligevel har eksisteret en form for handel med romerske sværd. Illerup Ådal klasse Side 26

28 Nogle af krigerne eller måske kun lederne i den hær, hvis udstyr er havnet i Illerup, må have tjent eller kendt til forholdene i den romerske hær. De seriefremstillede spyd og lanser må være fremstillet til et arsenal, hvorfra de er blevet udleveret til krigeren. På samme måde fik de romerske soldater udleveret deres udstyr. Fundene af romerske mønter kan betyde, at krigerne har fået udbetalt løn ligesom de romerske soldater. Opdelingen og organisationen af hæren kan måske også til en vis grad være kopieret fra romerne. En af genstandene fra Illerup viser lidt om kontakten til Romerriget. Der er tale om et støbt romersk bandolerbeslag af bronze med en latinsk inskription, der oversat lyder: Gid Jupiter, den bedste, den største, må bevare de kæmpende. Beslaget er meget unikt og usædvanligt i Norden. Et beslag nøjagtig mage til er fundet ved Hadrians mur i Nordengland. Beslaget fra England og fra Illerup har ved nøjere undersøgelse vist sig at have de samme støbefejl og kan derfor være afstøbninger efter den samme model. Det vidner om, at de romerske produkter kom langt omkring. Illerup Ådal klasse Side 27

29 8. Germanske krigere i den romerske hær MOESGÅRD MUSEUM Der var mange germanske krigere i den romerske hær. I begyndelsen gjorde germanerne kun tjeneste i hjælpetropper, der kaldtes auxiliae. Kun romerske borgere måtte tjene i den romerske hær. Denne regel blev ændret i 297 e.kr., da den romerske Kejser Diokletian gennemførte store ændringer i militæret og tillod germanske lejesoldater i stor stil. Den romerske hær var bygget op omkring det tunge infanteri, fodfolkene, som var organiseret i legioner. Ved siden af hæren havde man hjælpetropper med specialtropper som kavaleri, bueskytter, kasteskytter med mere. De germanske soldater fik både løn og kamperfaring ved opholdet i den romerske hær. Erfaringer, som de tog med sig hjem. Man forestiller sig, at det især var unge mænd som høvdingesønner, der tog på eventyr. Germanske krigere. Illerup Ådal klasse Side 28

30 9. Kult og tro i jernalderen Fund som dem fra Illerup kaldes for krigsbytteofferfund. Det er ofringer til guderne. På de mange genstande kan man se, at offerceremonien er gået voldsomt til. Genstandene er hugget i stumper og stykker. Et afhugget ben fra en hest, som har været pakket i en bylt sammen med andre genstande, fortæller også noget om den blodige side af historien. Nogle romerske kilder beskriver, hvordan sejrende germanere efter kamp indsamlede fjendernes udstyr fra slagmarken. Derefter ødelagde de i raseri alt, hvad de havde taget. De druknede hestene og hængte de tilfangetagne fjender i træerne. Romerne har nok overdrevet lidt, da disse handlinger var uforståelige for dem. Desuden ville de i deres beskrivelser gerne have germanerne til at fremstå som vilde og primitive. Hesteknogler. Offerceremoni. Illerup Ådal klasse Side 29

31 Man må forstille sig, at sejrherrerne har indsamlet alt på slagmarken. De har ikke blot taget løse våben, men også de dødes tøj og deres personlige ejendele. De tilfangetagne krigere har måttet aflevere alt. Der er ingen menneskeknogler i fundet, så faldne krigere eller ofrede krigsfanger er ikke endt i søen. Vi kender ikke guderne i romersk jernalder særlig godt. Arkæologiske fund viser, at man tilbad guderne ved at nedlægge gaver i søer og moser. Disse ofringer kan opdeles i krigsbytteofre og frugtbarhedsofre. Et af ofrene kan måske fortælle lidt om gudeverdenen. Det er et stort sølvkar, som blev nedlagt i en mose ved Gundestrup i Himmerland. På karret sidder syv reliefplader med ansigter af det vi tror er guder tre kvindelige og fire mandlige. Oprindeligt har der nok været otte plader, men den sidste var væk, da man fandt karret. Nogle af guderne kan forestille keltiske guder. Keltiske guder er beskrevet af romerne. Forskerne er ikke enige om, hvor Gundestrupkarret kan være fremstillet og hvornår. Et bud på, hvor karret er lavet, er Thrakien, som lå i grænselandet mellem Rumænien og Bulgarien. Det ligger dog fast, at karret er fra jernalderen, og at det ikke er romersk. Ved frugtbarhedsofre gav man guderne lerkar med mad, hele eller dele af dyr, smykker, afgrøder og andre rituelle genstande som hvide sten. En gang imellem ofrede man også mennesker. I højmoser findes nogle særlige stoffer, som bevarer organisk materiale som træ, hud og knogler. Derfor har man kunnet finde velbevarede moselig som Grauballemanden og Tollundmanden. De regnes begge for at være ofret til guderne i førromersk jernalder. Illerup Ådal klasse Side 30

32 Ved offerpladser kunne der stå en gudestatue af træ. Disse statuer var ofte meget stiliserede i deres udformning. Det vigtigste var at fremhæve deres køn. Der findes også statuer, der kun forestiller det mandlige køn uden krop. Selvom en sø blev regnet for hellig, blev den også brugt til dagligdags formål. I Illerup ådal har arkæologerne fundet mange fiskekroge. Først troede arkæologerne, at fiskekrogene blot var en del af de tabende krigeres personlige udstyr. Men ved nærmere undersøgelser af de mange kroge opdagede man, at der var forskel på dem. Syv fiskekroge blev fundet sammen med det andet våbenudstyr. Disse kroge var til at fange store fisk med på dybt vand. 51 fiskekroge blev fundet tilfældigt spredt i søen. Det Mandlig og kvindelig gudefigur. er mindre kroge, der var gode til fiskeri efter ål og gedder i en ferskvandssø. De lokale folk må have brugt søen til at fiske i og har nogle gange tabt en fiskekrog. De store fiskekroge i det ofrede hærudstyr viser, at de tabende krigere kan have fisket efter store fisk på deres togt. Det kunne også tyde på, at de har boet i nærheden af dybt vand. Illerup Ådal klasse Side 31