Dysartri. Talevanskeligheder efter apopleksi eller anden skade i hjernen. Råd og vejledning til patienter og pårørende

Transkript

1 Dysartri Talevanskeligheder efter apopleksi eller anden skade i hjernen Råd og vejledning til patienter og pårørende Indhold Hvad er dysartri Taleorganerne Andre ledsagende vanskeligheder Hvad kan der gøres? Kommunikation Taleundervisning Hvordan undervises der? Hvad kan den dysartriramte selv gøre? Hvad kan man gøre som pårørende? Bliver det bedre? Hvad er dysartri Dysartri betyder nedsat evne til at tale tydeligt. Når man har fået en blodprop, blødning eller anden skade i hjernen, kan det påvirke både sproget og taleevnen. Hvis sproget er påvirket, kaldes det afasi. Hvis talen, altså den rent tekniske taleevne er påvirket, kaldes det dysartri. Denne pjece handler om dysartri en lidelse som skyldes svigt i taleorganerne.

2 Taleorganerne Når vi taler, bruger vi vores lunger, stemmebånd, ganesejl, tunge og læber. Normalt sendes der hurtig og præcis besked fra hjernen til taleorganerne om, hvilke bevægelser der skal udføres. Men efter en skade i hjernen, kan disse beskeder blive forsinkede og upræcise eller måske når de slet ikke frem til de muskler, som skal udføre bevægelserne. Uden præcise impulser fra hjernen kan taleorganerne ikke fungere som de skal. Der kan opstå vanskeligheder med Vejrtrækningen Stemmen Udtalen Taletempoet Sprogmelodien Hvordan talen lyder vil være afhængig af Hvilke taleorganer der er ramt Hvor alvorligt de er ramt Der er alle grader af dysartri fra de helt lette forandringer, som kun de nærmeste bemærker til de meget svære skader, hvor talen er uforståelig, eller hvor der slet ingen talelyd er. Andre ledsagende vanskeligheder Dysartri forekommer ofte sammen med lammelser af den ene halvdel af kroppen og af ansigtet. Den ene mundvig hænger mere eller mindre slapt ned, og det kan være vanskeligt at styre mundvandet, som løber ud over læberne, uden at det kan mærkes. Manglende følelse eller bevægelighed af læber, tunge, ganesejl og svælg vil desuden ofte give vanskeligheder med at synke og dermed vanskeligheder med at spise og drikke (dysfagi). Hvad kan der gøres?

3 Efter indlæggelse på akut-sygehus begynder genoptræningen. Genoptræningen er tværfaglig, hvilket vil sige, at flere forskellige faggrupper samarbejder, men med hver sin faglige synsvinkel. Talepædagogen indgår i dette samarbejde. I de tilfælde hvor der både er tale- og spisevanskeligheder, vil talepædagogen normalt samarbejde med ergoterapeuten om træning og undervisning. Talepædagogen vil kontakte den dysartriramte og evt. pårørende så hurtigt som muligt efter indlæggelsen. Kommunikation Det vigtigste er så tidligt som muligt at finde ud af, hvordan der kan kommunikeres. Talepædagogen foretager derfor en foreløbig vurdering af, om der er tale om afasi eller dysartri. Undertiden er der tale om begge dele. Hvis der udelukkende er dysartri, er sproget ikke skadet. Man forstår, læser og staver lige så godt som før. Skrivning er derfor muligt, selvom det rent praktisk kan være vanskeligt, hvis der er lammelser af skrivehånden. Efter vurderingen vil talepædagogen kunne rådgive og forklare den dysartriramte og de pårørende om vanskelighederne. Talepædagogen vil også vejlede om, hvordan der bedst muligt kan kommunikeres og om evt. taleundervisning. Taleundervisning? Taleundervisning kræver motivation og aktiv deltagelse og vil derfor først kunne påbegyndes, når den dysartriramte er parat til det. Undervisningen har til formål at give den dysartriramte bedre muligheder for at kommunikere Undervisningen tilrettelægges ud fra den enkeltes behov og forudsætninger Undervisningens varighed vil dels være afhængig af behovet og dels af, om der er fremgang Undervisningen tilbydes normalt som eneundervisning.

4 Hvordan undervises der? I første omgang er øvelser for ansigt og mund det vigtigste. Ergoterapeuten vil ofte tage sig af dette. Den egentlige taleundervisning vil være afhængig af, hvor forståelig talen er. Hvis talen er forståelig, er målet, at udtalen igen bliver så naturlig som muligt. Derfor arbejdes der med de lyde, som volder mest besvær. Hvis talen er svær at forstå, er målet først og fremmest at få kommunikationen til at lykkes bedst muligt. Det er vigtigt, at den dysartriramte sparer på ordene og nøjes med at sige de vigtigste ord i stedet for at tale i hele sætninger. Det er desuden vigtigt at holde pause mellem de enkelte ord og at dele lange ord op i stavelser. Det lyder måske enkelt, men det er det ikke. Det er svært hele tiden at skulle gøre noget andet end det, man plejer. Hvis talen er helt uforståelig, forsøges der måske med tekniske hjælpemidler, oftest i form af en lille skrivemaskine, som kaldes en Lightwriter. Hvad kan den dysartriramte selv gøre? Svar ja eller nej så tydeligt som muligt evt. ved nik og hovedrysten Brug mimik og kropssprog så tydeligt som muligt Tal langsomt Spar på ordene, sig kun de vigtigste Hold pause mellem hvert ord Del lange ord op, så der er pause mellem stavelserne Brug de øvelser, som talepædagogen og ergoterapeuten anviser. Hvad kan man gøre som pårørende? Det er vigitgt, at kommunikationen foregår i en rolig atmosfære uden forstyrrende støj. Sørg for hjælpemidler, f.eks. kalender, landkort, billeder, talrække, alfabet, blyant og papir, så der kan skrives, tegnes og peges. Vær meget opmærksom på, hvad den dysartriramte udtrykker med mimik og kropssprog Stil spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej

5 Vær tålmodig, hvis talen er langsom Støt den dysartriramte i at holde pause mellem ordene Vær ærlig. Sig hvis du ikke forstod, hvad der blev sagt Husk at det kan være meget anstrengende for den dysartriramte at tale. Det er derfor også vigtigt at kunne tie stille sammen og måske bare holde i hånd. Bliver det bedre? Lige efter indlæggelsen kan talen være meget svær at forstå. I langt de fleste tilfælde bliver talen dog bedre efterhånden, dels af sig selv, og dels fordi øvelser kan hjælpe. Talen er afhængig af, hvordan man i øvrig har det. Det er derfor almindeligt, at evnen til at tale tydeligt svinger en del. Der er udsving fra dag til dag og endda fra time til time. Ofte er talen dårligere om morgenen, men bliver bedre efter øvelser eller ved almindelig samtale. Ved træthed bliver talen ofte dårligere, og det kan være nødvendigt med et hvil. Skadens omfang er i høj grad afgørende for, hvordan talen bliver igen. Men den dysartriramtes egen indsats og støtte fra pårørende har stor betydning for, at kommunikationsmulighederne udnyttes så godt, som det kan lade sig gøre.