Skitse til ny fælles model for akkreditering af de videregående uddannelser

Transkript

1 Notat Skitse til ny fælles model for akkreditering af de videregående uddannelser Resumé Dette notat rummer en første skitse til, hvordan et nyt sammenhængende akkrediteringssystem for de videregående uddannelser kan se ud. Oplægget vil danne udgangspunkt for en drøftelse med de videregående uddannelsesinstitutioner og øvrige centrale interessenter. På baggrund af disse drøftelser vil regeringen fremlægge et forslag til det fremtidige akkrediteringssystem. Oplægget tager udgangspunkt i institutionsakkreditering som det fremtidige bærende princip i akkrediteringssystemet, og en udfasning af den nuværende uddannelsesakkreditering. Samtidig foreslås, at der indføres en procedure for prækvalificering af nye uddannelser og uddannelsesudbud. 1. Et nyt samlet akkrediteringssystem for de videregående uddannelser Siden har Akkrediteringsrådet stået i spidsen for den eksterne kvalitetssikring af nye og eksisterende videregående uddannelser. Akkrediteringen af henholdsvis universitetsuddannelser og erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser samt kunstneriske og maritime uddannelser sker i dag efter forskellige modeller. ne har forskellige akkrediteringskriterier, og der anvendes forskellige akkrediteringsoperatører og procedurer for godkendelse af nye uddannelser. Nye erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser skal screenes i ministeriet, før de kan blive akkrediteret, og de maritime uddannelser er ikke omfattet af den nuværende akkrediteringslov. 22. marts 2012 Bredgade København K Telefon Telefax E-post fivu@fivu.dk Netsted CVR-nr Sagsnr Dok nr Side 1/6 Opdelingen vanskeliggør regeringens uddannelsespolitiske målsætning om sammenhæng i de videregående uddannelser. Der har desuden været en markant kritik fra dele af uddannelsessektoren, der vurderer, at det eksisterende system er bureaukratisk og ressourcekrævende. Regeringen ønsker derfor, at de nuværende systemer ændres til ét nyt fælles system for alle videregående uddannelser. 2. Overgang til institutionsakkreditering Det blev i 2007 med vedtagelsen af lov om akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser fastsat, at den eksterne kvalitetssikring skulle udformes som akkreditering på uddannelsesniveau. Akkrediteringen har medført, at de videregående uddannelsers kvalitet og relevans fremadrettet dokumenteres og anerkendes efter de internationale standarder ESG (European Standards and Guidelines for Higher Education), hvormed Danmark lever op til sine forpligtelser i forhold til Bologna-samarbejdet.

2 Regeringen lægger op til at overveje, hvordan uddannelsesakkreditering kan erstattes af institutionsakkreditering. Et system for akkreditering af institutioner vil give mulighed for at overgå til markant færre akkrediteringsforløb for de videregående uddannelsesinstitutioner end i dag. Det vil yderligere give mulighed for en væsentlig begrænsning i dokumentationskravene og vil i højere grad bygge på tilliden til institutionernes egne kvalitetssikringssystemer og eksisterende dokumentation og ledelsesinformation. Ved en uddannelsesakkreditering vurderes relevans og kvalitet af hver enkelt uddannelse i forhold til faste kriterier. Der bliver set på den enkelte uddannelses målsætning, indhold og struktur samt institutionens faktiske tilrettelæggelse og gennemførelse heraf, herunder fx videngrundlag, underviserkompetencer, kvalitetssikring og relevans. Akkreditering af hvert enkelt uddannelsesudbud medfører, at institutionerne skal gennem mange akkrediteringsprocesser. Ved en overgang til institutionsakkreditering kan indsatsen i givet fald blive koncentreret omkring ét samlet akkrediteringsforløb, som institutionen skal igennem fx hvert 6. år. Det danske system vil på den måde lægge sig i forlængelse af internationale erfaringer, hvor institutionsakkreditering typisk introduceres på et fundament af erfaringer med uddannelsesakkreditering. Side 2/6 En overgang til institutionsakkreditering ville betyde, at ansvaret for sikringen af den enkelte uddannelses relevans og kvalitet placeres mere entydigt hos den udbydende uddannelsesinstitution. Akkrediteringssystemet får til opgave at vurdere, om institutionernes interne kvalitetssikringssystemer er tilstrækkeligt effektive, både når det drejer sig om udvikling af nye uddannelser og gennemførelse af eksisterende udbud. Institutionsakkreditering vil kunne medvirke til at støtte og udvikle institutionernes interne kvalitetskultur med en tæt kobling mellem institutionernes daglige kvalitetssikringsarbejde og den eksterne kvalitetssikring. Dermed vil det også blive muligt at sikre, at institutionerne ikke skal nyproducere omfattende dokumentation i forbindelse med akkrediteringsforløbet. Et system til institutionsakkreditering foreslås udviklet som ét nyt fælles system for de institutioner, der udbyder videregående uddannelser på Uddannelsesministeriets område. De forskellige typer og størrelser af institutioner vil i givet fald kunne institutionsakkrediteres inden for samme ramme, med respekt for deres institutionelle forskelligheder. Nedenfor skitseres en række af de elementer, der er centrale for overvejelserne om en eventuel overgang til institutionsakkreditering. Kriterier efter europæisk standard (ESG) Danmark er via Bolognaprocessen forpligtet til at følge de fælles europæiske kvalitetssikringsstandarder ESG (European Standards and Guidelines for Quality Assurance), som blev tiltrådt af de europæiske ministre for videregående uddannelser i maj Standarderne vedrører såvel institutionernes interne kvalitets-

3 sikring som den eksterne kvalitetssikring. Et nyt system til institutionsakkreditering skal udvikles inden for de rammer, som ESG erne udgør. ESG erne sætter rammer for sikring af kvalitet. I det nuværende system for uddannelsesakkreditering lægges derudover vægt på behov for og relevans af de enkelte uddannelser set i forhold til arbejdsmarkedet og beslægtede uddannelser. Disse elementer vil fortsat skulle finde en plads i forbindelse med institutionsakkreditering. De faglige vurderinger i forbindelse med institutionsakkrediteringerne vil skulle foretages af ekspertpaneler, der bl.a. har international erfaring med kvalitetssikring og uddannelsessektoren generelt. Afgørelseskategorier Det foreslås, at den endelige afgørelse om akkreditering fortsat træffes af Akkrediteringsrådet. Udfaldet af en institutionsakkreditering kan fx være positiv, betinget positiv eller afslag. Til hver af afgørelseskategorierne vil høre en række konsekvenser for den vurderede institution, der fx kan udformes som skitseret herunder: Ved en positiv institutionsakkreditering kan institutionen udvikle nye uddannelser samt foretage justeringer af eksisterende uden særskilt akkreditering af det enkelte uddannelsesudbud. Side 3/6 Ved en betinget positiv institutionsakkreditering skal institutionen fortsat have nye uddannelser og udbud akkrediteret og godkendt, og institutionens udbud skal indgå i eventuelle turnusakkrediteringer, som allerede er planlagt. En betinget positiv institutionsakkreditering kan opnås, hvor hovedparten af institutionens kvalitetssikringssystem med undtagelse af mindre velfungerende områder, som kræver opfølgning er velbeskrevet, velargumenteret og fungerer rimeligt i praksis. Ved et afslag vil institutionen som udgangspunkt ikke kunne godkendes til at oprette nye uddannelser og udbud, før der mindst er opnået en betinget positiv akkreditering på baggrund af en ny akkrediteringsrapport. Uddannelsesministeren vil dog kunne dispensere herfra efter en konkret vurdering. Et afslag gives, hvor der er flere væsentlige mangler i kvalitetssikringssystemets opbygning og/eller funktion i praksis. En positiv institutionsakkreditering vil være gældende for en på forhånd fastsat periode på fx 6 år, hvorefter institutionen skal akkrediteres igen. Kvalitetssikring og -udvikling af uddannelser med særlige udfordringer Det foreslås, at ministeren fortsat har mulighed for at sætte fokus på helt konkrete kvalitetsmæssige udfordringer på enkelte uddannelser, fx alt for høj ledighed. I den periode, hvor institutionsakkrediteringen gælder, vil der på den måde kunne iværksættes særlige akkrediteringer målrettet mod at give enkelte uddannelser det fornødne kvalitetsløft.

4 Det skal overvejes, hvilke objektive indikatorer, der skal ligge til grund for identifikation af uddannelser med særlige kvalitetsudfordringer. Institutionstyper og -niveauer Det skal overvejes, på hvilket organisatorisk niveau institutionsakkrediteringer kan gennemføres. Udgangspunktet for oplægget her er, at institutionsakkrediteringer normalt gennemføres samlet for en hel institution. Da der er stor forskel på uddannelsesinstitutionernes størrelse, kan det dog overvejes, om det vil være muligt og hensigtsmæssigt at gennemføre institutionsakkreditering på et lavere organisatorisk niveau for de store institutioners vedkommende. Niveauet bør dog som minimum afspejle et samlet ledelsesmæssigt ansvar for uddannelsernes faglige kvalitet og tage udgangspunkt i anerkendte organisatoriske enheder. Overgangsperiode Hvis institutionsakkreditering indføres, kunne det eksempelvis ske gradvist fra og med 2013, således at der i en overgangsfase fortsat vil skulle gennemføres uddannelsesakkreditering hos de institutioner, der endnu ikke er positivt institutionsakkrediteret. Det foreslås, at institutionerne inden for en nærmere fastsat tidsramme selv kan vælge, hvornår de er klar til at ansøge om institutionsakkreditering. Der kan dog ved fastsættelse af endelig tidsplan også tages andre hensyn. Side 4/6 Det er den umiddelbare vurdering, at det vil være muligt at gennemføre institutionsakkreditering af alle institutioner inden for en periode på 3-5 år. Der kan derfor blive tale om en forholdsvis lang overgangsfase, hvor institutioner, der endnu ikke er positivt akkrediteret, fortsat får nye og eksisterende uddannelser akkrediteret. Turnusakkreditering I overgangsfasen vil der fortsat skulle gennemføres turnusakkrediteringer af eksisterende uddannelsesudbud. Da en institutionsakkreditering vil give forholdsvis stor arbejdsbelastning for den enkelte institution i forberedelses- og gennemførelsesfasen, skal eksisterende turnusplaner tilrettelægges, så der ikke bliver længere perioder med sideløbende akkrediteringsprocedurer for den enkelte institution. Efter overgangsfasen bortfalder turnusakkrediteringen, hvilket vil betyde en markant administrativ lettelse for institutionerne. 3. Oprettelse af nye uddannelser og udbud I forhold til udvikling og oprettelse af nye uddannelser og udbud kan institutionernes interne kvalitetssikringsprocedurer bl.a. omfatte afdækning af arbejdsmarkedets kompetencebehov samt kontakt med aftagere og udbydere af beslægtede uddannelser. Ved institutionsakkrediteringen kan det fx blive vurderet, om institutionens behovsvurderinger foretages på et konsistent grundlag, og om institutionerne sikrer, at uddannelserne afspejler de afdækkede kompetencebehov i tilstrækkelig grad. Ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det vigtigt, at der sikres en overordnet balance i den samlede udvikling af de videregående uddannelser. ne skal svare til samfundets behov, og det må generelt sikres, at der hverken

5 sker overudvikling af nogle typer af uddannelser eller skæv geografisk spredning af uddannelsesudbuddene. Samlingen af de videregående uddannelser under Uddannelsesministeriet vurderes at give et endnu bedre udgangspunkt for at sikre såvel sammenhæng i uddannelsessystemet som balance i udviklingen heraf. For at sikre det bedst mulige udbud af uddannelser på tværs af sektorer kan en overgang til institutionsakkreditering suppleres med en prækvalificering af nye uddannelser og udbud. Prækvalificeringen skal sikre, at udviklingen inden for de videregående uddannelser er hensigtsmæssig i et samfundsøkonomisk perspektiv. Prækvalificering af alle nye videregående uddannelser Prækvalificeringen kan danne grundlag for uddannelsesministerens afgørelse om, hvorvidt institutionen kan oprette en ny uddannelse eller et nyt uddannelsesudbud. Institutioner, der er positivt akkrediterede, kan oprette og udbyde nye uddannelser efter tilsagn i prækvalificeringen. For institutioner, der endnu ikke har opnået positiv institutionsakkreditering, skal uddannelsen eller udbuddet akkrediteres positivt efter at have fået tilsagn i prækvalificeringen. Det er hensigten, at prækvalificeringen kan ske på grundlag af det materiale, som institutionerne i forvejen vil udarbejde i forbindelse med de interne overvejelser om at iværksætte en ny uddannelse eller et nyt uddannelsesudbud. Side 5/6 Det foreslås, at prækvalificeringen baseres på objektive kriterier, som fastsættes på bekendtgørelsesniveau. Kriterierne fastsættes på grundlag af overordnede hensyn, som fx kan være: Uddannelsen dækker et veldokumenteret kompetencebehov i eksisterende erhverv eller videnområder eller bidrager til udvikling af nye viden- eller erhvervsområder. der fører til autorisationsbelagte erhverv skal kunne godkendes af den autorisationsgivende myndighed. Uddannelsens kompetence- og beskæftigelsesprofil er ny set i forhold til eksisterende uddannelser. Uddannelsesudbuddet bidrager til opfyldelse af kompetencebehov lokalt eller nationalt uden på uhensigtsmæssig måde at ødelægge mulighederne for allerede eksisterende uddannelsesudbud inden for samme by/region/landsdel. Uddannelsens indhold og opbygning svarer til den institutionelle udbudsprofil, sikrer at uddannelsen får det rette niveau og er den rette type i forhold til arbejdsmarkedets behov. Uddannelsen kan realiseres inden for gældende lovgivning og de godkendte bevillingsmæssige rammer. Prækvalificeringens faglige legitimitet kan fx sikres ved, at Uddannelsesministeriet i tvivlstilfælde indhenter supplerende faglig rådgivning i form af udtalelser fra de faglige forskningsråd, repræsentanter for aftagere, ressourcepersoner med særlig faglig indsigt m.v. Rådgivning kan indhentes i forhold til en konkret ansøgning eller som mere generel rådgivning, fx i forhold til bestemte aftagerfelter, ændringer i kompetencebehov og lign. Udgangspunktet for prækvalificeringen kan fx være to årlige prækvalificeringsrunder for alle nye videregående uddannelser og udbud under Uddannelsesministeriets ressort. I forhold til uddannelsesakkreditering vil prækvalificering være

6 en lettere administrativ proces for institutionerne, da den kun vil indeholde kriterier for relevans og behov og et mindre dokumentationskrav. Reglerne om prækvalificeringen vil i givet fald træde i kraft samtidig med reglerne om institutionsakkreditering. 4. Tværgående evalueringer af de videregående uddannelser Endelig foreslås det tillige, at der fortsat skal kunne iværksættes tværgående evalueringer af de videregående uddannelser, der fx kan belyse bestemte temaer eller kvalitetsproblemer på tværs af institutioner. Evalueringerne vil som hidtil blive gennemført parallelt med akkrediteringerne af det videregående uddannelsesområde. Side 6/6