Stratificeringsmodel, specialiseringsniveauer og krav til genoptræningsplaner genoptræning/rehabilitering efter sygehusindlæggelse

Transkript

1 Dato 14. marts 2014 Sagsnr /4 kiha Stratificeringsmodel, specialiseringsniveauer og krav til genoptræningsplaner genoptræning/rehabilitering efter sygehusindlæggelse

2 Indhold 1 Introduktion 3 2 Model for stratificering og specialisering 4 3 Population og subpopulationer Patienter med behov for genoptræning/rehabilitering på basalt niveau (Patientkategori 1) Patienter med behov for genoptræning/rehabilitering på avanceret niveau (Patientkategori 2) Patienter med behov for genoptræning/rehabilitering på specialiseret niveau På sygehus (patientkategori 3) På særlige specialiserede institutioner (Patientkategori 4) 9 4 Specialiseringsniveauer Genoptræning/rehabilitering på basalt niveau Genoptræning/rehabilitering på avanceret niveau Genoptræning/rehabilitering på specialiseret niveau Genoptræning/rehabilitering på sygehus Genoptræning/rehabilitering på særlige specialiserede institutioner 12 5 Krav til genoptræningsplaner 13 Definitioner af genoptræning og rehabilitering 14 Genoptræning 14 Rehabilitering 14 2

3 1 Introduktion Som led i opfølgningen på evalueringen af kommunalreformen skal fagligheden i genoptrænings/rehabiliteringsindsatsen øges. I evalueringen 1 anbefales det blandt andet, at sygehusene får udvidede beføjelser i forhold til genoptræningsplaner for patienter med komplekse rehabiliteringsbehov, at de faglige miljøer styrkes, og at kvaliteten af genoptræningen/rehabiliteringen 2 styrkes. Som led i opfølgningen skal Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse blandt andet udarbejde en model for stratificering af patienter med behov for genoptræning/rehabilitering. Efter endt sygehusindlæggelse udarbejdes en genoptræningsplan, hvis det vurderes, at patienten har et sundhedsfagligt begrundet behov for genoptræning/rehabilitering. I den forbindelse skal der udvikles en model for stratificering af patienter med behov for genoptræning/rehabilitering efter indlæggelse. Stratificering af denne patientgruppe skal understøtte en målrettet, faglig vurdering af patienternes behov for genoptræning/rehabilitering, relevant henvisning samt høj faglig kvalitet i indsatsen, herunder en målretning af patienternes genoptræningsplaner. For patienter med enkle genoptræningsbehov er intentionen at forenkle genoptræningsplanerne. For patienter med særligt komplekse og omfattende problemstillinger udvides genoptræningsplanerne, så sygehuset, udover at beskrive relevante helbredsforhold og funktionsevne, får kompetence til at beskrive det samlede rehabiliteringsbehov, ligesom sygehuset får mulighed for at beskrive metode, omfang og karakter af den indsats, som skal foregå i forlængelse af sygehusbehandlingen. Når der foreligger et sundhedsfagligt begrundet behov for at iværksætte en genoptræningsindsats på et fastlagt tidspunkt, kan sygehuset i genoptræningsplanen fastsætte et tidspunkt for, hvornår genoptræning/rehabilitering skal begynde. Sundhedsstyrelsens faglige udredning med stratificeringsmodel og specialiseringsniveauer skal indgå i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses revision af bekendtgørelse om genoptræningsplaner og frit valg af genoptræningssted. Derudover skal arbejdet danne grundlag for styrelsens efterfølgende udarbejdelse af visitationsretningslinjer i forhold til mennesker med erhvervet hjerneskade, samt udarbejdelse af sundhedsfaglige kriterier for den specialiserede indsats til mennesker med erhvervet hjerneskade Sundhedsstyrelsen har i dette arbejde valgt at bruge begrebet genoptræning/rehabilitering, da der ikke er hverken definitorisk eller faglig klar adskillelse mellem genoptræning og rehabilitering. For en nærmere redegørelse for definition og anvendelse af genoptræning og rehabilitering se bilag 1. 3

4 2 Model for stratificering og specialisering I forbindelse med udarbejdelsen af en stratificeringsmodel har Sundhedsstyrelsen valgt at lægge sig op den forståelse af begrebet stratificering, som Sundhedsstyrelsen har benyttet i Forløbsprogrammer for kronisk sygdom den generiske model. Heri fremgår det, at der med stratificering 3 foretages en nærmere beskrivelse og analyse af en afgrænset patientgruppe. Formålet med stratificering er at skabe et grundlag for at analysere, vurdere, aftale og planlægge sundhedsvæsenets indsatser med henblik på at kunne tilbyde fagligt relevante sundhedsindsatser, som svarer til patientgruppens behov under hensyn til en effektiv ressourceudnyttelse ud fra et samfundsperspektiv. På den måde kan stratificering danne et udgangspunkt for at planlægge indsatser i det enkelte patientforløb ved, at den sundhedsprofessionelle sammen med patienten og eventuelt pårørende foretager en systematisk vurdering af patientens funktionsevne og behov for indsatser. Herefter kan patienten henvises eller visiteres til en specifik genoptrænings/rehabiliteringsindsats på et relevant specialiseringsniveau. Det vil sige, at Sundhedsstyrelsen i dette arbejde benytter betegnelsen stratificering som en overordnet betegnelse, der består af flere delelementer, som fx en populationsanalyse, udkrystallisere subgrupper, fastsætte henvisningskategorier og specialiseringsniveauer. Stratificering tager således udgangspunkt i de karakteristika i populationen, som har afgørende betydning for organisering og dimensionering af indsatser for populationen som helhed og for dens subpopulationer. Disse karakteristika bestemmes ud fra demografi, helbredstilstand, funktionsevne og kontekstuelle faktorer. Stratificering i denne forståelse foregår på populationsniveau og tager udgangspunkt i en afgrænsning og en analyse af patientgruppen (populationen). Stratificeringen vil dermed kunne belyse patientgruppens volumen og karakteristika til brug for den konkrete dimensionering af kapaciteten på de angivne specialiseringsniveauer. Fastsættelsen af specialiseringsniveauer baseres på overvejelser omkring volumen, kompleksitet og ressourceforbrug. 4 En visitationsretningslinje vil med baggrund i de overordnede kriterier for stratificering kunne fastlægge kriterier og formelle kompetencer for henvisning til det konkrete specialiseringsniveau. Sundhedsstyrelsen tager i dette arbejde udgangspunkt i tre specialiseringsniveauer basalt, avanceret og specialiseret niveau - som blev introduceret i forløbsprogrammerne for hjerneskaderehabilitering, men her anvendes generelt på tværs af patientgrupper 5. Nedenstående figur 1 illustrerer stratificeringsmodellen i forhold til de tre specialiseringsniveauer. Det specialiserede niveau er opdelt i to niveauer ift. genoptræning/rehabilitering på sygehus og genoptræning/rehabilitering ved særlige institutioner (matrikler eller i murstensløse organiseringer). 3 I Gyldendals Den Store Danske er stratificere defineret som (af fr. i latiniseret form, fra stratum lag + - ficere), anbringe i lag; opbygge lagvis, 4 Se kapitel 4 om specialiseringsniveauer. 5 Forløbsprogram for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade, Sundhedsstyrelsen 2011 og Forløbsprogram for rehabilitering af børn og unge med erhvervet hjerneskade, Sundhedsstyrelsen

5 Figur 1. Stratificeringsmodel inkl. specialiseringsniveauer Patientkategori 1 Basalt niveau Population Patientkategori 2 Patientkategori 3 Avanceret niveau Specialiseret niveau (sygehus) Patientkategori 4 Specialiseret niveau (særlige institutioner) De næste afsnit tager udgangspunkt i, at der en sammenhæng mellem patientkategorierne og specialiseringsniveauerne, som det fremgår af figuren. 5

6 3 Population og subpopulationer Genoptræning/rehabilitering starter ved indlæggelsen og er et kontinuerligt forløb, hvor udskrivelsestidspunktet normalt vil afhænge af, hvornår patienten er lægeligt færdigbehandlet på sygehus og ikke af behovet for fortsat genoptræning/rehabilitering. Populationen omfatter de patienter, som efter en sygehusindlæggelse har et sundhedsfagligt behov for genoptræning/rehabilitering. Der er således tale om en bred gruppe af patienter inden for både det somatiske og psykiske område og indenfor alle specialer, og som spænder over alle aldersgrupper, og som har behov for en professionel genoptrænings/rehabiliteringsindsats.. [Karakteristika ved de patienter, som har et sundhedsfagligt behov for genoptræning/rehabilitering efter sygehusindlæggelse (afgrænsning af den samlede population (målgruppe)] Med henblik på at opdele den samlede population i relevante subpopulationer foretages en populationsanalyse, som tager overordnet afsæt i ICFs terminologi og begreber 6 og herunder i: Demografi o populationen fordelt på sygdomsgrupper, køn og alder Helbredstilstand 7 o sygdommen(e)s sværhedsgrad/alvorlighed og evt. progressivt forløb af sygdommen. o eventuel komorbiditet af betydning for funktionsevnen o komplicerende faktorer så som komplikationer i forbindelse med behandlingen på sygehus, multitraumer, mange samtidige og omfattende funktionsevnenedsættelser Funktionsevne 8 o kroppens funktioner og anatomi o aktivitet og deltagelse Kontekstuelle faktorer o omgivelsesfaktorer, det vil sige ydre påvirkninger af funktionsevne, fx fysiske, social og holdningsmæssige omgivelser, som mennesker bor og lever i o personlige faktorer, fx alder, køn, social status, mestringsevne, sårbarhed og socialt netværk På baggrund af populationsanalysen kan populationen opdeles i forskellige patientkategorier, som relaterer sig til specialiseringsniveauerne. Det gælder for alle kategorier, at der kan være tale om dels patienter, som efter udskrivelsen kan udskrives til hjemmet og som kan gennemføre genoptrænings-/rehabiliteringsindsatsen ambulant, dels patienter der må udskrives til et døgndækket genoptrænings-/rehabiliteringstilbud. 6 WHO s Internationale Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand, herefter kaldet ICF (2003) 7 Helbredstilstand er sygdomme og defineret i Den Internationale Sygdomsklassifikation ICD-10 for sygehuse og speciallægepraksis. 8 Funktionsevne tager udgangspunkt kategorierne fra WHO s Internationale Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand, herefter kaldet ICF (2003) 6

7 Stratificeringen omfatter ikke varighed og intensitet i indsatsen, som på alle niveauer kan være af forskellig karakter. Figur 2. Kommentar [KIHA1]: Til arbejdsgruppen. Figuren er foreløbig. Der skal arbejdes Funktionsevne Helbredstilstand Kontekstuelle videre med den. faktorer Svært nedsat på et eller flere områder Patienter med behov for genoptræning /rehabilitering på specialiseret niveau Patienter med behov for genoptræning/rehabilitering på avanceret niveau Svært nedsat på enkelte områder Sjældent forekommende og/eller kompliceret, fagligt svært Moderat nedsat på flere områder Sygdomme som i sig selv medfører nedsat funktionsevne (midlertidigt eller permanent) /behandling som medfører behov for genoptræning/rehabilitering Betydende komorbiditet Patienter med behov for genoptræning/rehabilitering på basalt niveau Let nedsat på et eller flere områder eller moderat nedsat på enkelte områder Hyppig, afklaret 3.1 Patienter med behov for genoptræning/rehabilitering på basalt niveau (Patientkategori 1) Helbredstilstand: Hyppigt forekommende sygdomme af let moderat sværhedsgrad, samt ringe komorbiditet Funktionsevne: Hyppigt forekommende, velafgrænsede og ukomplicerede problemstillinger. Der forventes en god prognose med hensyn til genvinding af tidligere funktionsevne. Kontekstuelle faktorer: Behovet for støttende og kompenserende indsatser er hyppigt forekommende. Eksempler: Planlagte operationer med ukompliceret forløb Svækkelse og nedsat funktionsevne som følge af infektionssygdomme og evt. større kirurgi Ukomplicerede traumeforløb Patienter med depressive tilstande med henblik på træning af fysiske funktioner og påvirket aktivitetsstruktur mv. Kommentar [THD2]: til arbejdsgrupen: Til drøftelse på mødet. 1. Er det korrekt at skrive moderat sværhedsgrad? Eller er det kun lette sygdomme?? 2. Skal det tilføjes, at evt. lægelig behandling enten er velreguleret og/eller kan varetages i regi af almen praksis?? Kommentar [THD3]: Til arbejdsgruppen: 1.Er eksemplerne egnede til at illustrere det basale niveau? 2.Er der patienter med følger efter apopleksi og hjerneskade som hører til i patientgruppe 1.? 7

8 3.2 Patienter med behov for genoptræning/rehabilitering på avanceret niveau (Patientkategori 2) Helbredstilstand: Komplicerede sygdomsforløb, eller betydende komorbiditet. Funktionsevne: Omfatter flere problemstillinger, herunder påvirket aktivitetsudførelse i forhold til aktiviteter på flere områder (inkl. uddannelse, arbejde og fritid). Problemstillingerne kan være enkle hver for sig, men kan, hvis de optræder i kombination, give en kompleksitet, som ændrer det samlede billede. Problemstillingerne kan betyde, at det ikke er muligt at opnå samme funktionsevne som før og/eller at funktionsevnen vil være varigt nedsat eller progrediere ontekstuelle faktorer: Behovet for støttende og/eller kompenserende indsatser kan omfatte særlige indsatser så som specielle hjælpemidler, særlig træning f.eks. tale, sprog og kommunikation. Eksempler: Sjældnere sygdomme med let-moderat nedsættelse af funktionsevnen- almindeligt forekommende problemstillinger Amputationer UE uden komplikationer og protesetræning Erhvervede hjerneskader inkl. påvirkning af kognitive funktioner Inflammatoriske sygdomme og autoimmune sygdomme med betydelige funktionsevnenedsættelser evt. også ifm korrigerende kirurgi. Kommentar [THD4]: Spørgsmål til arbejdsgruppen: 1.Kan det avancerede niveau kvalificeres med flere relevante eksempler? 2.Der mangler et velvalgt eksempel til psykiatri Der kan være tvivl om hvilke grupper der hører til i denne patientgruppe og hvilke der hører til i gruppe Patienter med behov for genoptræning/rehabilitering på specialiseret niveau På sygehus (patientkategori 3) Patienter med omfattende, alvorlige og komplekse funktionsevnenedsættelser inden for sundhedsområdet Helbredstilstand: Mindre hyppige og sjældne sygdomme af moderat sværhedsgrad. Behandlingen kan enten kun varetages på sygehus og/eller ikke være stabiliseret. Funktionsevne: En eller flere problemstillinger i forhold til funktionsevnen, hvor der er behov for et multidisciplinært team omkring behandling og genoptræning/rehabilitering mhp at sikre korrekt timing og intensitet. Sjældne tilstande med begrænset adgang til særlige kompetencer inden for alle faggrupper. Kontekstuelle faktorer: Der er behov for kompenserende indsatser på specialiseret niveau, behov for særlig ekspertise evt. faggrupper som kun findes på det pågældende sted. Eksempler: Tetra- og paraplegi efter akut fase i multidisciplinært team (højt specialiseret rehabilitering på sygehus 2 steder) Rehabilitering af unge med ny diagnosticeret skizofreni 8

9 Svære følger efter erhvervet hjerneskade med samtidigt behov for udredning, behandling og rehabilitering i multidisciplinært team (højt specialiseret rehabilitering-2 steder) Hjertepatienter i de første uger efter akut sygdom-ikke stabile Komplicerede kæbekirurgiske indgreb hvor der er behov for samtidige indsatser i samarbejde med specialtandlæger, kæbekirurger, terapeuter med særlig ekspertise i forhold til reetablering af ernæringstilstand, bevægemønstre, tyggefunktion, spise og drikke. Nye respiratorbrugere som behandles i eget hjem (højt specialiseret funktion 2 steder). Amputation af OE inkl. protesetræning (højt specialiseret funktion) Alvorlige spiseforstyrrelser hvor der kan være opstå akutte livstruende tilstande På specialiserede institutioner (Patientkategori 4) Patienter med omfattende, alvorlige og komplekse funktionsevnenedsættelser inden for sundhedsområdet, samt det sociale område, beskæftigelses- og eller uddannelsesområdet. Helbredstilstand: Sjældne og/eller alvorlige sygdomme, som medfører omfattende og alvorlige funktionsevnenedsættelser Funktionsevne: Omfattende funktionsevnenedsættelser på flere områder, herunder særligt mentale funktioner, multiple funktionsevnenedsættelser med omfattende og svære funktionsevnenedsættelser i forhold til aktivitetsudførelse, inkl. kommunikation. Kontekstuelle faktorer: Der er behov for støttende og kompenserende indsatser på specialiseret niveau som retter sig mod flere vigtige livsområder i forhold til hjem, skole/uddannelse/arbejde og fritid Eksempler: Total blindhed eller døvhed og døvblindhed Svære følger efter medfødte og erhvervede hjerneskader børn og voksne Alvorlige og sjældne medfødte deformiteter Børn og voksne efter CI-behandling Følger efter alvorlige spiseforstyrrelser, stabile med hensyn til vitale funktioner Kommentar [THD5]: Til arbejdsgruppen: Er eksemplerne egnede? 9

10 4 Specialiseringsniveauer Anbefalinger til specialiseringsniveauer i forhold til genoptræning/rehabilitering bygger på det generelle princip om, at øvelse gør mester. Det betyder, at der forudsættes et vist volumen for at opretholde tilstrækkelige kompetencer i og erfaring med genoptrænings/rehabiliteringsindsatser til specifikke grupper. Derfor vil ikke alle kommuner selvstændigt kunne udbyde genoptræning/rehabilitering på alle specialiseringsniveauer. Derudover bør tilrettelæggelsen af genoptrænings-/rehabiliteringsindsatser ske i overensstemmelse med LEON-princippet (laveste, effektive omsorgs- og behandlingsniveau), således at indsatser tilbydes under hensyntagen til hensigtsmæssig ressourceudnyttelse. I tilrettelæggelsen af genoptræning/rehabilitering bør der også tages hensyn til kompleksiteten af genoptrænings/rehabiliteringsbehovet samt de ressourcer (fx faglige kompetencer, teknologi og udstyr), som der er behov for. Hensyn til nærhed bør også inddrages i planlægningen, da genoptrænings-/ rehabiliteringsforløb kan være langvarige, men i prioriteringen af kvalitet og nærhed bør kvalitet altid vægtes højest. Volumen vurderes på baggrund af antallet af patienter med samme problemstillinger i forhold til funktionsevne og behov for genoptræning/rehabilitering. Kompleksitet vurderes ud fra, hvor vanskelig fx teknisk eller vurderingsmæssigt en indsats er samt behovet for multidisciplinært samarbejde, koordinering og timing på tværs af professioner og indsatsområder. I vurderingen af ressourceforbrug indgår overvejelser om samfundsøkonomiske, driftsøkonomiske og personalemæssige forhold (fx særligt fagligt kvalificeret eller specialuddannet personale 9 ) samt behov for særligt udstyr Sundhedsstyrelsen foreslår, at der tages der udgangspunkt i de specialiseringsniveauer, som anvendes i forløbsprogram for rehabilitering af personer med erhvervet hjerneskade, dvs. genoptræning/rehabilitering på hhv. basalt, avanceret, og specialiseret niveau. Kommunerne arbejder med disse tre niveauer, og det vil derfor være relevant at udbrede dem til flere områder. Specialiseret niveau opdeles i to grupper i forhold til genoptræning/rehabilitering på henholdsvis sygehus og specialiserede institutioner.. Disse niveauer er beskrevet nedenfor 4.1 Genoptræning/rehabilitering på basalt niveau Omfatter genoptræning/rehabilitering til patientgrupper med problemstillinger, hvor volumen er stort og/eller kompleksiteten lav. Alle kommuner skal kunne varetage genoptræning/rehabilitering på basalt niveau eventuelt i et formaliseret samarbejde med en anden kommune. 9 fx specialoptikere, audiologopæder, neuropsykologer, bandagister, synskonsulenter, specialpædagogiske ekspertise, teknisk ekspertise i forhold til avanceret kommunikationsudstyr, omverdenskontrol og specialfremstillede/-tilpassede avancerede og sjældne hjælpemidler 10

11 Volumen: Generelt vil volumen være stort, men kan også være lavt, hvis kompleksiteten og kompetencekravet er lavt. Kompleksitet: Lav. Der vil ofte være behov for enkle indsatser, hvor kravet om koordinering er begrænset. Ressourcer: Forløbet varetages af relevante fagpersoner med faglig viden fra deres grunduddannelse samt relevante kurser. 4.2 Genoptræning/rehabilitering på avanceret niveau Omfatter genoptræning/rehabilitering til patientgrupper med problemstillinger, som er mere komplekse og hvor volumen eventuelt er lavt. Alle kommuner skal kunne tilbyde genoptræning/rehabilitering på avanceret niveau, men indsatserne vil ofte skulle samles i større enheder fx i et tværkommunalt samarbejde. Volumen: Volumen er lavt Kompleksitet: Moderat Ressourcer: Forløbet kan varetages af fagpersoner med arbejdsopgaver primært inden for det specifikke relevante fagområde, Der er behov for en koordinering på tværs af faggrupper og områder samt sektorer. 4.3 Genoptræning/rehabilitering på specialiseret niveau Omfatter genoptræning/rehabilitering til patienter med problemstillinger, som er komplekse og hvor volumen er lavt. Genoptræning/rehabilitering på specialiseret niveau kan varetages på sygehus, når patientens problemstillinger kan varetages i et sundhedsfagligt regi, mens den varetages på andre specialiserede centre, når patientens genoptrænings- og rehabiliteringsbehov omfatter specialiserede indsatser inden for både sundhedsområdet og socialområdet samt specialundervisningsområdet. Faggrupperne der arbejder på specialiseret niveau har særlig viden inden for deres fagområde og modtager fast og hyppig supervision og deltager desuden ofte i udviklingsarbejde og forskning samt rådgiver og formidler til andre professionelle i relation til patientens hverdag. De kan supervisere fagpersoner, der arbejder på et lavere specialiseringsniveau, hvor f.eks. geografi kan nødvendiggøre, at den specialiserede enhed superviserer og rådgiver løbende i forløbet Genoptræning/rehabilitering på sygehus Omfatter specialiseret genoptræning/rehabilitering til patientgrupper med problemstillinger, som er omfattende og hvor: patienten har behov for genoptræning/rehabilitering, der kræver et multidisciplinært samarbejde i forbindelse med, udredning, behandling og genoptræning/rehabilitering patienten har behov for genoptræning/rehabilitering, der af hensyn til patientens sikkerhed forudsætter mulighed for bistand fra andet sundhedsfagligt personale, som kun findes i syge husregi og med specialistkompetencer inden for det specifikke område 11

12 [Eksisterende definition. Skal vurderes i arbejdet] Forløbet varetages i sygehusregi af fagpersoner, som har særlige kompetencer og hvor opgaverne løses monofagligt eller i tæt multidisciplinært samarbejde. Volumen: Lavt Kompleksitet: Der er fortsat behov for samarbejde mellem behandling og rehabilitering på sygehusniveau både på regionsfunktionsniveau og højt specialiseret niveau i henhold til specialeplanen Ressourcer: Indsatserne varetages af fagpersoner med særlige kompetencer, evt. findes disse kun et sted i landet. Indsatserne kan være ressourcekrævende med hensyn til bemanding Genoptræning/rehabilitering på særlige specialiserede institutioner Omfatter specialiseret genoptræning/rehabilitering til patientgrupper med problemstillinger, som er omfattende og komplekse. Volumen: Lille Kompleksitet: Stort Forløbet involverer specialiserede indsatser inden for flere områder samtidig, fx sundheds-, social, beskæftigelses- og undervisningsområdet og varetages som samlede, helhedsorienterede og intensive forløb. Ressourcer: Der er involveret faggrupper med særlig ekspertise inden for alle relevante områder, som fungerer i tæt, interdisciplinært samarbejde, hvor timing og faglig koordination af indsatsen er afgørende. Faggrupperne modtager fast og hyppig supervision. 12

13 5 Krav til genoptræningsplaner Fastlæggelse af kravene skal tage udgangspunkt i: Generelle krav til genoptræningsplaner Særlige krav til genoptræningsplaner i forhold til patienter med omfattende og komplekse genoptrænings-/rehabiliteringsbehov I hvilke tilfælde kan genoptræningsplanen forenkles, så patienter kan udskrives til genoptræning/rehabilitering uden at de nuværende formkrav til genoptræningsplanen indgår? [Skal drøftes og konkretiseres i arbejdsgruppe I på 3. møde] 13

14 Bilag 1. Definition og anvendelse af genoptræning/rehabilitering Anvendelse af begreberne i projektet om øget faglighed i genoptræning og rehabilitering Sundhedsstyrelsen anvender i arbejdet med øget faglighed i genoptræning og rehabilitering begrebet genoptræning/rehabilitering, idet der hverken definitorisk eller fagligt er en skarp adskillelse af disse to begreber. I dette notat begrundes denne anvendelse af begreberne. Definitioner af genoptræning og rehabilitering Genoptræning Genoptræning er defineret i vejledning om træning i kommuner og regioner 10 : Genoptræning efter sundhedsloven og serviceloven defineres som en målrettet og tidafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/borger, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræning er, at patienten/borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt. Rehabilitering Begrebet rehabilitering benyttes og defineres forskelligt afhængigt af sammenhæng og traditioner, og begrebet kan dermed have forskelligt fokus og indhold. To anvendte definitioner af rehabilitering er WHO s internationale definition 11 og Rehabiliteringsforum Danmarks definition fra Hvidbog om rehabilitering 12. Sundhedsstyrelsen anvender WHO s definition. WHO s definition (Sundhedsstyrelsens oversættelse): "Rehabilitering kan defineres som en række indsatser, der støtter det enkelte menneske, som har eller er i risiko for at få nedsat funktionsevne, i at opnå og vedligeholde bedst mulig funktionsevne, herunder at fungere i samspil med det omgivende samfund" Hvidbogens definition: Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats 13. Som det fremgår af ovenstående definitioner, så er der et stort overlap mellem anvendelsen af begreberne genoptræning og rehabilitering. I lovgivningen kaldes det genoptræning og blandt fagfolk vil genoptræning ofte have et mere snævert fokus end rehabilitering., hvilket er illustreret i nedenstående figur. 10 Vejledning om træning i kommuner og regioner, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse samt Indenrigs- og Socialministeriet, december World Report on Disability, 2011, World Health Organization & The World Bank, WHO, 2011 Formateret: Engelsk (USA) 14

15 Rehabilitering Genoptræning Monofagligt Kropsfunktioner & aktiviteter Multidisciplinært Aktivitet og deltagelse Det fremgår af figuren, at begrebet genoptræning i faglige kredse typisk anvendes om træning af kropsfunktioner og træning af færdigheder i aktivitetsudførelse. Indsatsen varetages oftest af fysioterapeuter og ergoterapeuter. Genoptræning er i denne forståelse en delmængde af en samlet rehabiliteringsindsats. Begrebet rehabilitering anvendes i faglige kredse primært om multidisciplinære indsatser, som udover genoptræning, også omfatter indsatser rettet mod aktivitets og deltagelse og omfatter også indsatser rettet mod beskæftigelse, uddannelse og omhandler også kompensatoriske indsatser f.eks. hjælpemidler, tilpasning af omgivelserne med henblik på at understøtte at borgerne kan opnå bedst mulig funktionsevne. Formateret: Skrifttype: Times New Roman, 10 pkt Formateret: Skrifttype: Times New Roman, 10 pkt Formateret: Skrifttype: Times New Roman, 10 pkt Formateret: Skrifttype: Times New Roman, 10 pkt Formateret: Skrifttype: Times New Roman, 10 pkt Formateret: Skrifttype: Times New Roman, 10 pkt Sundhedslovens definition af genoptræning lægger sig tæt op af definitionen af rehabilitering, og sundhedslovens bestemmelser om genoptræning og genoptræningsplaner anvendes både om genoptræning af kropsfunktioner og færdigheder og om indsatser rettet mod aktivitet og deltagelse. Sundhedsstyrelsen finder derfor ikke grundlag for at opretholde en skarp adskillelse af de to begreber i arbejdet, men vil anvende dem sideordnet. Slettet: i 2011 Formateret: Hævet skrift 15 Formateret: Engelsk (USA) Formateret: Engelsk (USA)