Kommunal stratificeringsmodel for genoptræning efter sundhedsloven

Transkript

1 Kommunal stratificeringsmodel for genoptræning efter sundhedsloven Høj terapeutfaglig kompleksitet Monofaglige kompetencer Tværfaglige kompetencer Lav terapeutfaglig kompleksitet

2 Kommunal stratificeringsmodel for genoptræning efter sundhedsloven Kommunerne har siden 2007 haft det fulde ansvar for genoptræning efter udskrivning fra sygehus. Og aldrig har så mange borgere fået tilbudt genoptræning, som siden kommunerne fik ansvaret for genoptræningsopgaven. Figur 1: Antal genoptræningsplaner (unikke patienter) per år, Antal Almindelige planer Specialiserede planer Planer i alt I 2007 blev der ved indførsel af kommunalreformen således udskrevet knap genoptræningsplaner, mens antallet i 2011 var cirka , jf. figur 1. Udviklingen af genoptræningsområdet er præget af, at kommunerne skal løse nye, mere komplekse opgaver, og kommunerne arbejder løbende med at kvalitetsudvikle området. Langt de fleste genoptræningsopgaver kan den enkelte kommune løse med stor faglig kvalitet. Men der er områder, hvor genoptræningsopgaven er så kompleks, eller hvor den enkelte kommune er i kontakt med så få patienter, at det kan være vanskeligt for alle kommuner at opnå og vedligeholde de fornødne faglige kompeten- 1

3 cer. Det gælder eksempelvis genoptræning af mennesker med hjerneskader eller mennesker med amputationer, hvor borgerne er bedst tjent med, at kommunerne samarbejder med andre kommuner eller eksterne leverandører om at løse opgaven, så man samler den faglige ekspertise. Med stratificeringsmodellen giver KL et bud på, hvordan kommunerne kan stratificere borgere med behov for genoptræning. Formålet med modellen er således at give kommunerne et redskab til at tilrettelægge og organisere indsatsen, således at den genoptræning patienterne får i kommunerne er både faglig og økonomisk bæredygtig. KL anbefaler, at kommunerne justerer organiseringen og tilrettelæggelsen af genoptræningsområdet i henhold til nedenstående stratificeringsmodel. Stratificeringsmodellen inddeler borgerne i fire overordnede kategorier, idet der tages højde for, hvilke kompetencer og patientgrundlag opgavevaretagelsen forudsætter. Stratificeringsmodellens tilblivelse Stratificeringsmodellen og anbefalingerne er baseret på en spørgeskemaundersøgelse og to workshops med medarbejdere fra store og små kommuner fra hele landet. Spørgeskemaet blev sendt til chefen for genoptræning efter sundhedsloven i alle kommuner, og er besvaret af 84 kommuner. I spørgeskemaet blev kommunerne bedt om at nævne op til fem genoptræningsopgaver, der efter deres vurdering forudsætter særlige kompetencer eller et vist volumen for at kunne gennemføre tilbud med tilstrækkelig høj kvalitet. På den efterfølgende workshop med deltagelse fra 10 kommuner, blev de mange svar fra spørgeskemaundersøgelsen prioriteret og kvalificeret. Nedenstående estimater på de forskellige kategoriers andel af den samlede genoptræningsopgave er arbejdsgruppens skøn. Afgrænsning Genstandsfeltet for stratificeringsmodellen er genoptræning efter sundhedslovens 140 og omfatter i al væsentlighed voksenområdet og børn med simple skader på bevægeapparatet efter fx knoglebrud. Børn med 2

4 komplekse problemstillinger, der typisk inddrager flere lovgivningsområder, er ikke omfattet af denne stratificeringsmodel, uagtet at disse også kan modtage genoptræning efter sundhedslovens 140. Stratificering af patienterne i 4 overordnede kategorier KL anbefaler, at kommunerne stratificerer patienterne i fire overordnede kategorier. Formålet er at sikre, at genoptræningen rammer rigtigt i forhold til patientgrundlag og den rette ekspertise. Derudover skal inddelingen bidrage til, at genoptræningsydelserne tager afsæt i LEONprincippet, således at patienterne tilbydes den rette genoptræning under hensyntagen til hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne i opgaveløsningen Figur i den 2: Kommunal enkelte kommune stratificering og på tværs af af kommuner. genoptræning efter Sundhedsloven 140 Figur 2: Kommunal stratificering af genoptræning efter Sundhedsloven 140 Høj terapeutfaglig kompleksitet Lille patientgrundlag samling af viden Høj specialisering, tværfaglighed og samarbejde på tværs af sektorer Monofaglige kompetencer Tværfaglige kompetencer Intern organisering Lav terapeutfaglig kompleksitet Tværfaglighed og koordination i kommunen Andel af genoptræningsplaner % % 10 % 5 % Lille patientgrundlag samling af viden: 10 %. Kræver monofaglige kompetencer. Høj terapeutfaglig kapacitet. Intern organisering: %. Kræver monofaglige kompetencer. Lav terapeutfaglig kompleksitet. Høj specialisering, tværfaglighed og samarbejde på tværs af sektorer: 5 %. Kræver tværfaglige kompetencer. Høj terapeutfaglig kapacitet. Tværfaglighed og koordination i kommunen: %. Kræver tværfaglige kompetencer. Lav terapeutfaglig kapacitet. 3

5 Det bærende princip i alle 4 kategorier er, at fagligheden sikres ved, at medarbejderne har tilstrækkelig mange patienter med bestemte problemstillinger til, at medarbejderne kan opbygge viden, erfaringer og færdigheder. Antallet af patienter gør det ikke alene og der skal ske en løbende kvalitetsudvikling af den faglige indsats, som skal følge faglige standarder og retningslinjer på de enkelte områder. Al genoptræning i kommunerne tager afsæt i ICF s 1 forståelsesramme. Det bidrager til, at patienterne får en genoptræning, som bredt afdækker og afhjælper deres behov. ICF s forståelsesramme udlægger funktionsevne i forhold til de fem dimensioner: Krop, aktivitet, deltagelse, omverdens og personlige faktorer. ICF s dimensioner vil have forskellig prioritet i de fire kategorier. Model for kommunal stratificering af genoptræning KL s stratificeringsmodel skal medvirke til overordnet at vurdere patienternes behov for genoptræning, og skal sikre, at patienterne får en hurtig afklaring. KL anbefaler, jf. KL s udspil om det nære sundhedsvæsen at alle patienter skal have afklaret deres genoptræningsforløb inden for en uge. Patienterne skal have vurderet deres genoptræningsbehov, herunder hvornår genoptræningsforløbet skal igangsættes. Nedenfor beskrives stratificeringsmodellens fire kategorier. Intern organisering Det skønnes, at denne kategori omfatter cirka % af patienterne, der skal have kommunal genoptræning efter udskrivning fra sygehus. Der er tale om patienter, hvor hver enkelt kommune vurderes at have et tilstrækkeligt patientgrundlag til at kunne løse opgaven med faglig høj kvalitet. 1) ICF: International Klassifikation af Funktionsniveau 4

6 For at kunne levere høj kvalitet i opgaveløsningen, er det vigtigt at sikre, at terapeuterne opnår tilstrækkelig erfaring og terapeutfaglige kompetencer på de enkelte områder. Det kan fx opnås via teams, faglig specialisering og ved at samle kommunens terapeutfaglige kompetencer på få enheder. På denne måde mindskes sårbarhed ved fravær, og de enkelte medarbejdere opnår samtidig tilstrækkelig erfaring med genoptræning på de enkelte områder. Genoptræningen af patienterne i denne kategori kræver monofaglige dvs. terapeutfaglige kompetencer. Indsatsen har primært fokus på kropsniveauet jf. ICF s forståelsesramme, men der vil også skulle ske en vurdering af behovet på henholdsvis aktivitets- og deltagelsesdimensionen. For mange af disse patienter kan genoptræningen med fordel foregå som holdtræning. For at udnytte den samlede terapeutfaglige kapacitet i kommunen bedst muligt, kan det være relevant at etablere en form for fagligt samarbejde blandt kommunens terapeuter, også på andre træningsområder i kommunen, fx forebyggelsescenter og træning efter serviceloven. Eksempler på områder: nakke ryg knæ hofte albue KOL Lille patientgrundlag samling af viden Denne kategori omfatter patienter, hvor forekomsten er lille på landsplan. Andelen anslås til at være 5-10 % af det samlede antal genoptræningsplaner. Særligt mindre kommuner vil have svært ved at have et tilstrækkeligt patientgrundlag, der sikrer faglig kvalitet og økonomisk bæredygtighed i opgaveløsningen. Dette underbygger, at der i visse tilfælde kan være behov at indgå et samarbejde om opgaveløsningen med andre kommuner eller eksterne leverandører. 5

7 Disse patienters problemstillinger er kendetegnet ved, at en specialiseret monofaglig indsats vil kunne løse patienternes problemstillinger. Indsatsen vil i de fleste tilfælde ske individuelt eller på mindre hold, hvor der overvejende vil være fokus på kropsdimensionen, jf. ICF. Opgaven kan eksempelvis løses ved at flere kommuner med mindre patientgrundlag samarbejder, således at hver kommune tager sig af særlige områder, og at alle patienter i de involverede kommuner får genoptræning i den kommune, der tager sig af den pågældende opgave. Herved opbygges en specialisering mellem kommunerne, samtidig med at mængden af genoptræningsopgaver ikke ændres i den enkelte kommune. For geografisk store kommuner kan en løsning være, at der etableres et intrakommunalt team. Eksempler på områder: gynækologi herunder inkontinens amputationer håndkirurgi hjerte/karlidelser cancer (de patienter som kun har behov for genoptræning) Tværfaglighed og koordination i kommunen Det skønnes, at denne kategori omfatter 10 % af det samlede patientgrundlag. En del af disse patienter vil i første omgang blive vurderet til kategorien intern organisering, men når patientens problemstillinger afdækkes i forbindelse med træningen, vil de overgå til denne kategori. Det vurderes, at alle kommuner vil se nok af disse patienter til at kunne varetage opgaven på et fagligt højt niveau. Patienterne i denne kategori er kendetegnet ved, at personlige faktorer eller andre diagnoser fylder mere end den diagnose som patienten er henvist med i genoptræningsplanen. Patientens kompleksitet kræver, at genoptræningen koordineres med øvrige kommunale indsatser for, at der opnås tilstrækkeligt udbytte af genoptræningsindsatsen. 6

8 Selve genoptræningen forudsætter ikke kompetencer udover de terapeutfaglige kompetencer, som man må forvente, at alle kommuner kan levere, svarende til patienterne i kategorien intern organisering. Udfordringen i denne kategori er den koordinerende indsats på tværs af forvaltninger og faggrupper. Genoptræningen kan både foregå individuelt og på hold, hvor der vil være fokus på både krops-, aktivitets- og deltagelsesdimensionen jf. ICF. Hos enkelte patienter, fx demente, vil der også være behov for at inddrage omverdens og personlige dimensioner. Disse forløb forudsætter, at terapeuterne også skal kunne bidrage til et koordineret og sammenhængende forløb. Dvs., at de skal kunne kommunikere på tværs af fagligheder, it-systemer, lovgivninger og forvaltningsområder. En løsning kan være at afholde fælles tværgående møder med alle involverede aktører og/eller udpegelse af tovholder/koordinator for den samlede indsats. Patientens sekundære problemstilling bliver ofte det afgørende, og for at imødegå dette, forudsætter det, at medarbejderne har de rette pædagogiske og psykologiske kompetencer. Eksempler på områder: den ældre medicinske patient patienter med lettere hjerneskade patienter for hvem genoptræningsbehovet er en sekundær problematik, fx demente, blinde, psykisk udviklingshæmmede, kroniske smertepatienter etc. Høj specialisering, tværfaglighed og samarbejde på tværs af sektorer Det anslås, at denne kategori udgør ca. 5 % af det samlede patientgrundlag. For at sikre høj kvalitet i genoptræningen, er der behov for, at kommunerne i KKR-regi udarbejder planer for, hvordan alle kommuner sikrer de nødvendige kompetencer og erfaringsgrundlag. 7

9 Genoptræningsopgaverne er kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet, som forudsætter både monofaglig specialisering og tværfaglig og tværgående koordination. Der er tale om patienter med komplekse og multifacetterede problemstillinger, som giver særlige udfordringer i forhold til genoptræningen. Genoptræningen skal derfor tage afsæt i en intensiv og helhedsorienteret indsats, hvor alle ICF s dimensioner indgår. Kommunerne skal sikre intern specialisering, evt. i samarbejde med andre kommuner eller ved at samarbejde med specialiserede tilbud fra eksterne leverandører. Kommunerne skal sikre en udstrakt koordination i forhold til den samlede genoptræningsindsats. Til at understøtte en optimal koordinering af en borgers mange forskellige indsatser, kan en koordinatorfunktion og/ eller et koordinerende team være en løsning og medvirke til, at der på tværs af indsatser arbejdes efter en fælles plan for det samlede forløb. KL har udarbejdet et selvstændigt udspil på hjerneskadeområdet, der uddybende beskriver KL s anbefalinger på dette område: Områder: voksne med moderat til svært erhvervet hjerneskade voksne med øvrige neurologiske lidelser, fx multipel sclerose, parkinsons sygdom ect. 8

10 Weidekampsgade 10 Postboks København S Tlf