Sorg- og krisearbejde i forbindelse med dødfødsel

Transkript

1 Sorg- og krisearbejde i forbindelse med dødfødsel Ulla Thylgaard sygeplejerske, OBS-afdelingen, Dronning Ingrids Hospital, Nuuk Den psykiske støtte og den praktiske hjælp til kriseramte forældre, det vil i denne forbindelse sige forældre, som har mistet deres lille barn, er en meget væsentlig side af al plejepersonales arbejde. Den holdning, vi som plejepersonale har overfor mennesker i en akut krise, er ofte afgørende for, hvorledes krisen gennemarbejdes, og om de kriseramte bagefter vil se tilbage på denne periode med rædsel eller med en følelse af at have forsonet sig med det, der er sket. At miste et barn Det at miste et lille barn, udløser en traumatisk krise for forældrene. Desuden vil forældrene naturligt nok føle sorg, som ofte kan være en smertefuld psykisk oplevelse. Sorgen er ikke en sygdom, der skal behandles men en krisetilstand, der skal gennemleves og bearbejdes af forældrene i et socialt miljø, der fremmer og ikke hæmmer processen. Som plejepersonale møder vi og kan vi hjælpe forældrene i hospitalsmiljøet, hvor holdninger og samarbejde på tværs af fagene ofte bare er et "teoretisk" begreb, forstået på den måde, at vi ikke altid er lige gode til at trække på hinandens ressourcer, såvel faglige som menneskelige. Hvis forældrene/familien skal kunne ydes ordentlig støtte, er det meget vigtigt at de involverede støttepersoner har en fælles holdning til sorg-/og krisearbejde, samt at de arbejder mod samme mål. Kriseforløb Definition på en traumatisk krise (i flg. Johan Cullberg): - "Individets I psykiske situation i forbindelse med en ydre hændelse, der har en sådan karakter, at den pågældende oplever en alvorlig trussel imod sin fysiske eksistens, sociale identitet og tryghed eller andre livsmål". For at kunne give forældre, som har mistet deres lille barn, den optimale støtte under og efter dødsfaldet, er det en forudsætning at støttepersonerne, der er omkring familien, selv har den nødvendige faglige viden om akut krisehjælp, om normal og patologisk sorgs forløb og forebyggelse af samme. Desuden skal de have et rimeligt afklaret forhold til spæde børns død, egen død, obduktion, begravelse, religion, sorg og angst. Den støtte de yder vil afspejle disse ting. Den familie som mister et barn, mister meget derudover: drømme og illusioner knyttet til barnet, muligheden for at realisere sig selv gennem barnet, opgaven at være forældre til et spædbarn, objektet for deres omsorg, kærlighed og glæde, andres opmærksomhed og anerkendelse som følge af deres status som forældre, fællesskabet med andre forældre. Tiden læger ikke alle sår. Når vi mister nogen eller noget, reagerer vi normalt med krise og/eller sorg, hvis forløb til en vis grad er forudsigeligt. Freud kalder processen sorgarbejde, fordi den kræver en stor psykisk indsats, et følelsesmæssigt arbejde.

2 Sorgarbejder følger i store træk de velkendte 4 faser i et kriseforløb (iflg. Johan Cullberg): Kriseforløbets 4 faser: 1) Choclifasen - den akutte fase, hvor personen må bruge al sin psykiske energi på at orientere. sig i tilværelsen. Reagerer meget voldsomt eller slet ikke. Alt er kaos inden i. 2) Reaktionsfasen - smerten, som tabet har forårsaget, bryder frem i fuld styrke. Fasen karakteriseres af søvnløshed, appetitforstyrrelser, kropslige reaktioner, behov for f.eks. alkohol, beroligende medicin og andre udtryk for angst. Forarbejdning af tabet begynder lidt efter lidt. 3) Bearbeidningsfasen - i denne fase kan man begynde at forholde sig til tabet. Der er nu plads til konstruktivt arbejde og foretagsomhed i forbindelse med fremtiden. 4) Nyorienteringsfasen - smerten over det tabte er borte eller under kontrol. Dette er det nye udviklingstrin, som personen har nået og denne fase vedvarer. Hvor personen tidligere havde et "sår" har han nu et "ar". Chockfasen varer mellem 1 time og 1 dag. Reaktionsfasen varer fra nogle uger og op til flere måneder. Bearbejdningsgasen varer ca. Ih til 1 å, herefter nås nyorienteringsfasen. Eksempler pil støttepersonens rolle i de enkelte faser: I chockfasen: at turde rumme stærke følelser, evt. voldsom gråd og vredesud brud. (" container" -funktion). at være til stede, evt. holde om / holde i hånd. at legitimere følelserne ved at lytte aktivt -ikke bagatellisere ikke kun medicinere kun at informere på spørgsmål fra den kriseramte. at sørge for at nærmeste pårørende kommer til stede. I reaktionsfasen: at hjælpe den kriseramte til frit at turde udtrykke sine følelser af sorg, smerte, skyldfølelse og aggressivitet. at legalisere reaktionerne så den kriseramte ikke opfatter dem som værende sygelige, farlige eller unaturlige. at optræde som" det vikarierende håb" så den kriseramte kan se det smertende, nu i et tidsperspektiv. at med inddrage familien. I bearbeidningsfasen:

3 at give den kriseramte de oplysninger han finder nødvendige for at kunne se en "mening" med tabet. at støtte den kriseramte i realistiske fremtidsvisioner I nyorienteringsfasen: den kriseramte er nu over krisen/sorgen og står selv inde med en nyerhvervet ny energi. Sorgarbejdets 4 opgaver: 1. at erkende tabet som en realitet. 2. at gå ind i sorgens følelser. 3. at lære nye færdigheder. 4. at re-investere sin energi på en ny måde. For at forældrene lettest hjælpes/støttes igennem sorgen, må man så tidligt i forløbet som muligt påkoble støttepersoner/kontaktpersoner. Det er vigtigt at så få personer som muligt er involveret i familien af hensyn til at kunne opnå et tillidsforhold personale/forældre imellem. Kontaktpersonerne skal helst bestå af tværfagligt personale (kontaktlæge, kontaktsygeplejerske, evt. kontakt jordemoder og kontaktsundhedsmedhjælper), da forældrenes spørgsmål ofte er af temmelig varierende karakter rent fagligt. Derudover undgår forældrene at få evt. divergerende oplysninger fra vidt forskellige personer, da man jo som fagperson naturligt nok ikke kan vide alt om alle patienter! Det er vigtigt at kontaktpersonerne til stadighed er af samme holdning overfor mål med behandling (ved svært syge/døende børn), orientering til forældre om barnets tilstand samt til støtteterapi i forbindelse med barnets død. Kontaktpersonerne må jævnligt mødes og drøfte mål og holdninger for at skabe den største tryghed omkring forældrene og deres fortvivlelse. Såfremt forløbet med barnet trækker ud (evt. ved præmature børn, som alligevel ikke viser den nødvendige livskraft), er det vigtigt at kontakt læge og sygeplejerske løbende orienterer forældrene, altid så realistisk som muligt - dog aldrig uden at tage håbet fra dem. Sorg- og krisearbejdet efter barnets død gennemleves ofte lettere for forældrene hvis de har følt sig realistisk informerede om barnets tilstand under forløbet. Men på trods af nok så god og reel information, vil tabet af barnet være en voldsom psykisk belastning for forældrene/familien, og tabet vil efterlade dem med en altoverskyggende sorg at leve med og komme igennem. Uanset hvor gammelt barnet nåede at blive, er det en kraftig og gennemgribende forandring, familien skal igennem når den skal indstille sig på tabet og realiteterne. Plejepersonalets opgaver At arbejde med sorg-/kriseramte forældre som plejepersonale i Grønland, kræver et utroligt engagement. Man står overfor personer med en helt anden kultur og livs baggrund. D.v.s. man kan ikke som dansk sygeplejerske ukritisk referere til tidligere erfaringer omkring arbejdet, som

4 støtteperson for kriseramte forældre. Sproget er ligeledes en barriere, som vanskeliggør de psykiske plejeopgaver omkring forældrene/familien. I forvejen kan det være temmeligt vanskeligt for personer i krise at sætte ord på de følelser, man oplever indeni. Så kan man derfor rimeligt nemt forestille sig, hvor svært det må være at udtrykke følelserne på et helt andet sprog (dansk). Derfor er en af de allervigtigste og mest fornemme opgaver for plejepersonalet at samarbejde indbyrdes og trække på hinandens såvel faglige som menneskelige ressourcer. Det siger sig selv at man kan drage meget stor nytte af at involvere faguddannede grønlandske plejepersoner i sorg- og krisearbejdet, der taler og forstår såvel grønlandsk som dansk. Som allerede tidligere nævnt er det vigtigt så tidligt som muligt at påkoble kontaktpersoner til forældrene/familien i krise. Disse skal følge forældrene igennem hele forløbet, hvilket vil sige helt til den afsluttende samtale med kontaktlægen 1-2 måneder efter udskrivelsen fra sygehuset. Under grønlandske forhold vil det selvfølgelig ikke altid kunne lade sig gøre at kontaktsygeplejersken/kontaktsundhedsmedhjælperen deltager i samtalen med forældrene efter de 12 måneder, da nogle af forældrene kommer fra kysten og derfor er returneret til hjembyen. Her må man sikre sig at tage kontakt til sundhedsplejerske og læge det pågældende sted og lade dem følge det afsluttende sorg-/krisearbejde op. Ved udskrivelse fra sygehuset får forældrene tilbud om besøg af sundhedsplejerske samt tilbud om at opsøge kontaktperson eller jordemoder på afdelingen, hvis parret får behov for det. I forbindelse med dødfødsel etableres der kontakt til sygehusets socialrådgiver vedrørende barselspenge/sygedagpenge. Der fastsættes et tidspunkt for samtale 8 uger efter. Såfremt forældrene er interesserede, etableres desuden en kontakt til "ressourcepersoner", d.v.s. forældre som også har stået i den situation at miste et barn, og som nu er nået så langt i kriseforløbet, at de har overskud til at hjælpe andre forældrepar. På Dronning Ingrids Hospital udleveres desuden forskelligt læseværdigt materiale til for ældrene: 1. "Om at miste et lille barn". Pjece af Inge Albrecht. 2. "Trøst ikke en ulykkelig". Artikel af Gunni Søe. Artiklen og pjecen kommer godt omkring emnerne, men må aldrig erstatte den mundtlige samtale. Læseværdig litteratur: Forældrene anbefales at læse: "Den usynlige sorg" af Anni Schwartz-Hansen. "Om at miste et lille barn" af Inge Albrecht. "Trøst ikke en ulykkelig" af Gunni Søe. Personalet anbefales at læse ovennævnte samt bøgerne: "Når sorgen bliver synlig" af Anni Schwartz Hansen.

5 "Forældre i krise" af Anni Schwartz Hansen. De giver en god beskrivelse af kriser i forbindelse med dødfødsler og hvordan man støtter/får bearbejdet sin sorg. Afsluttende bemærkninger På Dronning Ingrids Hospital har man nedsat en tværfaglig arbejdsgruppe, som har udarbejdet forslag til plejen ved foetus mors. Det overordnede mål for plejen er: "Hvordan støtter vi som personale bedst forældre i deres krise- og sorgbearbejdelse ved foetus mortuus?" I dette materiale har jeg udvidet begrebet "foetus mortuus" til også at omfatte tidlig spædbarnsdød. Det er det samme sorg- og kriseforløb forældrene gennemlever, og på stort set de samme punkter at man som plejepersonale skal gå ind og stætte. Jeg håber med oplægget at have givet tilhørerne mulighed for selv at danne sig et indtryk af, hvor vigtigt det er at kunne yde aktiv krisehjælp omkring forældre, som mister et lille barn. Efterskrift: "Om at miste et lille barn" er bearbejdet til Grønlandske forhold af socialrådgiver Asii Chemnitz Narup - og udgivet af PAARISA.