Det strafferetlige legalitetsprincip. Louise Rosenkilde - studienr Kristina Estrup Elholm studienr

Transkript

1 Det strafferetlige legalitetsprincip Louise Rosenkilde - studienr Kristina Estrup Elholm studienr Aalborg Universitet Jura Jesper Nikolajsen

2 Indholdsfortegnelse Kapitel 1 Indledning Indledning 2. Metode 3. Emneafgrænsning Kapitel 2 Straffelovens 1 set i et retshistorisk perspektiv 7 1. Indledning 2. Før straffeloven af Straffeloven af Straffeloven af Straffeloven efter 1930 Kapitel 3 Ideologien bag legalitetsprincippet Indledning 2. Magtadskillelseslæren 3. Borgernes retssikkerhed Kapitel 4 Indholdet af straffelovens Indledning 2. Straffelovens 1 3. Krav om klarhed? 4. Betydningen af hjemlet ved lov i straffelovens 1 5. Betydningen af forhold i straffelovens 1 6. Konklusion på kapitel 4 Kapitel 5 Den strafferetlige lovfortolkning Indledning 2. Den almindelige fortolkningslære 2.1. Præciserende, indskrænkende og udvidende fortolkning 2.2. Subjektiv og objektiv fortolkning 3. Det strafferetlige fortolknings udgangspunkt ordlyden 3.1. Kongruensfortolkning 3.2. Beskyttelsesinteresser 3.3. Limitationsfortolkning 3.4. Andre fortolkningshensyn 4. Konklusion på kapitel 5 5. Domsanalyse U H 5.1. Sagens fakta 2

3 5.2. Byrettens dom 5.3. Landsrettens dom 5.4. Højesterets dom 5.5. Analyse Konklusion på analyse Kapitel 6 Strafferettens fuldstændige lovanalogi Indledning 2. Indkredsning af den fuldstændige lovanalogi 2.1. Den almindelige retskildelære 2.2. Den strafferetlige teori 3. Uegentlige undladelsesforbrydelser 4. Konklusion på kapitel 6 5. Domsanalyse U H 5.1. Sagens fakta 5.2. Byrettens dom 5.3. Landsrettens dom 5.4. Højesterets dom 5.5. Analyse Konklusion på analyse Kapitel 7 Materiel typicitet Indledning 2. Materiel typicitet 3. Fastlæggelse af fortolkningsgrundsætningen om materiel typicitet 3.1. Materiel typicitet og grovhed 3.2. Er materiel atypicitet indskrænkende fortolkning? 3.3. Ansvarsbetingelser og fortolkning 4. Konklusion på kapitel 7 5. Domsanalyse U V 5.1. Sagens fakta 5.2. Byrettens dom 5.3. Landsrettens dom 5.4. Analyse Konklusion på analyse Kapitel 8 Konklusion Abstract Litteratur. 59 3

4 Kapitel 1 Indledning 1. Indledning De vigtigste strafferetlige grundprincipper i et demokratisk samfund, er for det første princippet om, at straf ikke kan pålægges uden hjemmel i lov, og for det andet princippet om, at der kun foreligger en forbrydelse, når den pågældende adfærds strafbarhed er hjemlet. Traditionelt anses straf som værende en særlig indgribende foranstaltning over for borgerne, og der bør derfor altid være et klart retligt grundlag for anvendelse af en sådan foranstaltning. Dette anses for nødvendigt for at sikre den retssikkerhed, der må forventes i et demokratisk samfund. I dansk strafferet bliver dette princip repræsenteret i straffelovens 1, hvori det bestemmes, at straf kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Det er således denne bestemmelse og disse problemstillinger, som giver anledning til emnet for dette projekt. Det strafferetlige legalitetsprincip er essentielt, da det får betydning for enhver, der kommer i konflikt med de normer og retsregler, som gælder i et samfund. Princippet har præget den strafferetlige retsstilling i mange hundrede år. Imidlertid blev princippet ikke en del af dansk strafferet før straffeloven af 1866, og kom først ved straffeloven af 1930 til at omfatte hele strafferetten. Emnet for dette projekt er således det strafferetlige legalitetsprincip, som har fundet udtryk i straffelovens 1. Princippet om et strafferetligt legalitetskrav har længe været af central betydning for den strafferetlige regelfastsættelse og retsanvendelse. Princippet er med andre ord evigt aktuelt, og har gennem mange århundreder været afgørende for borgernes retssikkerhed og for strafferettens legitimitet generelt. Netop derfor er det strafferetlige legalitetsprincip særligt interessant og relevant at undersøge. I dette projekt er vægten lagt på at undersøge det strafferetlige legalitetsprincips betydning ud fra henholdsvis et retsbeskyttelsessynspunkt og forskellige strafferetligt relevante fortolkningsfaktorer. Dette gøres ved en redegørelse af princippets historie, ideologien bag princippet, samt en gennemgang af de væsentligste elementer i den strafferetlige fortolkning. Endvidere vil strafferettens fuldstændige lovanalogi, blive behandlet. Det strafferetlige legalitetsprincip i straffelovens 1 er en skreven retskilderegel, og der vil derfor i projektet ligeledes blive lagt vægt på selve indholdet og ordlyden af denne bestemmelse. De fleste materielle straffebestemmelser må undergives fortolkning for at kunne finde anvendelse i praksis. På baggrund af det strafferetlige legalitetsprincip og de beskyttelsesinteresser, princippet huser, er der i den strafferetlige retsanvendelse særlig fokus på rammerne for fortolkningen af de materielle straffebestemmelser. Netop på grund af denne særlige fokus, vil der i projektet blive redegjort for, hvor langt disse materielle straffebestemmelser kan strækkes uden at komme i konflikt med det strafferetlige legalitetsprincip, som er udtrykt i straffelovens 1. Der vil endvidere i projektet blive redegjort for, i hvor høj grad man kan anvende en bestemmelse analogt og stadig finde hjemmel under henvisning til straffelovens 1. 4

5 2. Metode Under arbejdet med projektet vil traditionel retsdogmatisk metode blive anvendt, hvilket vil sige, at der vil blive tale om en fremstilling af de i Danmark gældende strafferetlige legalitetskrav, på baggrund af en analyse af det relevante kildemateriale. 3. Emneafgrænsning I dette projekt har vi valgt at lægge fokus på det danske strafferetlige legalitetsprincip. Indledningsvist har vi fundet det relevant at behandle princippets udvikling gennem historien, startende fra før straffeloven af 1866 og til i dag. Dette gøres med henblik på at få en grundlæggende forståelse af, hvordan det strafferetlige legalitetsprincip har fået den formulering der ses i straffelovens 1 i dag. I relation til dette behandles kun legalitetsprincippets udvikling i den danske historie. Endvidere har vi valgt at behandle ideologien bag det danske strafferetlige legalitetsprincip. Dette gøres med henblik på at klarlægge hensynene bag såvel dannelsen som anvendelsen af princippet. Dette område har vi valgt at afgrænse til kun at omhandle for det første magtadskillelseslæren, som princippet udspringer af, og for det andet den retssikkerhed, som borgerne nyder ifølge princippet. Dernæst har vi valgt at behandle selve indholdet af straffelovens 1, herunder foretage en analyse af de bærende ord i bestemmelsen. Ordene hjemlet ved lov samt ordet forhold er valgt, da disse giver den bedst dækkende beskrivelse af hele bestemmelsens indhold. Vi har valgt at afgrænse redegørelsen for bestemmelsens indhold til at omhandle henholdsvis hjemlet ved lov og forhold, da en redegørelse for de resterende ord vil blive for omfattende i denne fremstilling. Ydermere vil den strafferetlige lovfortolkning blive behandlet. De fortolkningsfaktorer vi har valgt i denne forbindelse, er de faktorer, vi har fundet det mest relevant at anvende i forhold til emnet. Dermed også sagt, at de fortolkningsfaktorer og fortolkningshensyn som her er udeladt, har vi fundet mindre interessante i denne sammenhæng. Udeladt er bl.a. bærende hensyn som fortolkningsfaktorer, det være sig faktorer som retssikkerhed, demokratisk legitimitet, menneskerettigheder, lighedsbetragtninger, retsfølelsen med videre. Yderligere har vi valgt at behandle strafferettens fuldstændige lovanalogi. Dette er valgt, da den strafferetlige lovanalogi er særlig relevant i forhold til rækkevidden af det strafferetlige legalitetsprincip og således er et af de vigtigste fortolkningsprincipper i strafferetten. Da vi har valgt at tage udgangspunkt i de danske domstoles fortolkning af legalitetsprincippet, har vi udeladt redegøre for, om den danske hjemmel til at slutte fuldstændig lovanalogt er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Endelig vil materiel typicitet som fortolkningsfaktor blive behandlet. Denne uskrevne fortolkningsfaktor er særlig relevant, da den i høj grad hænger sammen med hjemmelskravet i straffelovens 1. I den forbindelse har vi undladt at tage udgangspunkt i konkrete delikter, men i stedet behandlet området mere generelt og overordnet. 5

6 Vi har i denne fremstilling undladt at behandle det strafferetlige legalitetsprincip i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 6

7 Kapitel 2 Straffelovens 1 set i et retshistorisk perspektiv 1. Indledning For at give en så dækkende og udtømmende beskrivelse af det nugældende strafferetlige legalitetsprincip som muligt, vil der i dette kapitel blive givet en historisk beskrivelse af princippets udvikling startende fra før straffeloven af Ordet hjemmel kommer oprindeligt fra oldnordisk og betød, at man besad eller brugte noget med rette, altså at det hørte til ens hjem. Siden har ordet hjemmel udviklet sig, idet det bredere også kan dække over et forholds berettigelse eller lovlighed, således at lovligheden skal kunne føres tilbage til eller begrundes i hjemlen. 1 Straffelovens 1 har følgende ordlyd: Straf kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Med hensyn til de i kapitel 9 nævnte retsfølger gælder en tilsvarende regel. Straffelovens 1 har stået sådan, altså uforandret, siden den nugældende straffelov blev vedtaget i 1930, og er i sin grundsubstans en videreførelse af 1 i straffeloven af Det strafferetlige legalitetsprincip har således slået rod i Danmark for ganske mange år siden Før straffeloven af 1866 Inden straffeloven af 1866 trådte i kraft, var den danske strafferetlige hovedlovs 6. bog om misgerninger i Christian den 5. s Danske Lov fra Hurtigt efter Danske Lovs tilblivelse oplevedes den som utidssvarende. De forhold, som var kriminaliserede på dette tidspunkt, var for det første relativt få, og for det andet var bestemmelserne så kasuistisk formuleret, at domstolene ofte stod over for handlinger der ikke var kriminaliserede, men som alligevel ikke syntes at kunne gå ustraffede hen. 3 Man havde derfor brug for en mere konkret straffelov. De første konkrete tanker om et strafferetligt legalitetsprincip blev introduceret i dansk strafferet ved Anders Sandøe Ørsted ( ). Ørsted gjorde gældende, at der ved siden af de lovbestemte forbrydelser fandtes såkaldte naturlige forbrydelser. Naturlige forbrydelser var handlinger, der ikke kunne passere i et samfund uden straf, selvom de ikke var kriminaliseret ved lov, idet de forstyrrede retsordenen, og idet staten ikke havde andet værn mod dem end straf. Disse naturlige forbrydelsers strafbarhed fulgte efter Ørsteds opfattelse med nødvendighed af den sunde fornuft. De naturlige forbrydelser omfattede de handlinger, hvis strafbarhed fremgik ved klare og utvivlsomme slutninger fra de handlinger, der udtrykkeligt var omfattet af straffelovens bud. 4 Ørsted fandt, at man ikke mod at anerkende de ulovbestemte forbrydelser kunne henvise til det uretfærdige i, at borgerne selv ved slutninger skulle udfinde, hvilke handlinger der kunne være strafbare, idet han anførte, at handlingerne var så klare og i øjenfaldende, at alle ville være i stand til 1 Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

8 forud at indse handlingens strafbarhed. Ørsted bemærkede yderligere, at det efter hans opfattelse var indlysende, at dersom det gjordes til en grundsætning i retsplejen, at disse naturlige forbrydelser skulle anses med en forholdsmæssig straf, så ville der hos borgerne opstå den overbevisning, at også sådanne handlinger ville medføre straf og denne overbevisning måtte virke som en udtrykkelig straftrussel. 5 Straffeloven af 1866 havde en lang tilblivelseshistorie. Allerede i 1737 blev der nedsat en kommission med den opgave at foretage en revision af hele Danske Lov. Denne kommissions arbejde gik dog efter ca. 50 år helt i stå. Herefter blev der nedsat en kommission til at udarbejde nye regler om tyveri, som mundede ud i forordning af Da Danske Lovs 6. bog om misgerninger udsprang af lovgivning, der var ældre end Danske Lov (1683), var behovet for en revision som nævnt nødvendig. I år 1800 nedsatte man en straffelovskommission med henblik på, for det første at fastslå de almindelige principper for en straffelovsreform, og for det andet at udarbejde en ny straffelov til afløsning af 6. bog i Danske Lov. Der kom ikke nogen ny straffelov ud af kommissionens arbejde. Efter tre års forhandlinger afgav kommissionen dog en betænkning med nogle betragtninger, bl.a. om strafferettens funktion i samfundet. Efter dette gik kommissionens arbejde i stå. 6 I år 1815 blev der nedsat en tyverilovskommission, hvis opgave var at gennemgå et af netop Anders Sandøe Ørsted udarbejdet udkast til en ny tyverilov. I dette udkast havde Ørsted indsat en række bestemmelser lignende dem, vi i dag henregner under straffelovens almindelige del. Denne kommission kunne dog ikke tilslutte sig Ørsteds udkast, og Ørsted udarbejdede derfor et nyt. Heller ikke denne kommission fik nogensinde fuldført sit arbejde, og i 1837 blev kommissionen ophævet. I 1830 erne besluttede Frederik den 6. at oprette fire rådgivende stænderforsamlinger og der kom herefter for alvor gang i arbejdet med at reformere straffelovgivningen, startende med de Ørstedske straffelove Straffeloven af 1866 I år 1850 blev der nedsat en straffelovskommission, der afgav betænkning i år 1859 med et foreløbigt udkast til Lov om Forbrydelser. Dette forslag kom til at danne grundlag for en ny kommissions arbejde. Denne nye kommission blev nedsat i februar 1859 og afgav i 1864 betænkning med udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark. Dette udkast blev forelagt Rigsdagen, og blev med få ændringer vedtaget og stadfæstet d. 10. februar Denne lov trådte i kraft d. 1. juli samme år. 8 Der synes i forarbejderne til 1866-straffeloven ikke at have været tvivl om, at straf for overtrædelse af straffelovens bestemmelser krævede lovhjemmel. 9 Straffelovens af 1866 s 1 angik dog alene 5 Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

9 straffeloven selv, og medtog således ikke særlovgivningen under straffelovens almindelige bestemmelser. 10 Ud fra formuleringen af kommissionens motiver til loven, må det dog lægges til grund, at kommissionen imidlertid nærede håb om, at straffelovens almindelige del ikke ville blive uden betydning for særlovgivningen, men derimod få en væsentlig indflydelse på reglerne på særlovgivningens område hvilket Rigsdagen tilsluttede sig. 11 Straffeloven af 1866 kan ses som en naturlig udløber af junigrundloven af Grundlovens 2 var et opgør med Kongeloven af 1665, der var enevældens grundlov. Af denne fremgik det, at kongen skulle have den højeste magt og myndighed til at udforme love og forordninger efter sin egen vilje og velbehag, forklare, forandre og ophæve tidligere love, samt til at undtage hvad og hvem der lystede ham fra lovens almindelige befaling. Hertil hørte, at den øverste domsmagt hørte til en af de vigtigste majestætsrettigheder. Kongen var således efter Kongeloven både lovgiver og den øverste domsmagt, og kongen kunne selv træffe afgørelse i de sager, der var indbragt for Højesteret. 12 Først med junigrundlovens 2, i dag 3, og 78, i dag 64, blev kongens øverste domsmyndighed ophævet, og dermed blev den lovgivende og den dømmende magt adskilt. Netop denne magtadskillelse var en nødvendig forudsætning for en indførelse af et strafferetligt legalitetsprincip Straffeloven af 1930 I 1905 blev der ved kongelig ordre nedsat en kommission, som blev pålagt at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning og udarbejde udkast til nye lovbestemmelser på området og herefter afgive en betænkning. Denne kommission afgav betænkning i I udkastet til en ny straffelov var legalitetsprincippet videreført i 2, stk. 1 og stk. 2, der lød sådan: Straf kan kun paalægges for Handlinger, hvis Strafbarhed er hjemlet ved Lov, eller som maa stilles lige med saadanne Handlinger. Bestemmelserne om strafbare Handlinger finder tilsvarende Anvendelse paa strafbare Undladelser, hvor intet modsat er bestemt. 14 Lovudkastet blev på Dansk Kriminalistforenings årsmøder i genstand for en indgående kritik. Som følge af denne kritik anmodede Justitsministeriet i oktober 1914 Carl Torp om at afgive betænkning over straffelovskommissionen af 1905 s udkast. 15 Carl Torp ( ) var en dansk jurist og professor på Københavns Universitet i årene Hans hovedområde var strafferetten, og han udgav flere værker om strafferettens almindelige del. Torp var både formand og medstifter af Dansk Kriminalistforening, der blev grundlagt i Carl Torp er ifølge flere teoretikere den enkeltperson, der har haft den største indflydelse på indholdet af straffeloven af Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

10 Torp påbegyndte straks dette arbejde og afgav i 1917 betænkning straffelovsbetænkning I 2 i Torps udkast til lov om almindelige borgerlige Forbrydelser fik legalitetsprincippet denne ordlyd: Straf kan kun paalægges for Handlinger, hvis Strafbarhed er hjemlet ved Lov, eller som ganske maa ligestilles med saadanne Handlinger. Denne regel finder tilsvarende Anvendelse paa de i nævnte Retsfølger af strafbare Handlinger. 16 Allerede samme år blev der nedsat en ny kommission, der skulle underkaste de foreliggende love og udkast til love en fornyet overvejelse og fremkomme med en indstilling til Justitsministeriet. Denne kommission afgav betænkning i april Kommissionen ændrede bl.a. ordlyden af den dagældende 2, idet ordet handlinger blev udskiftet med et forhold. Kommissionen ændrede ordlyden, da den mente, at når der i bestemmelsen taltes om handlinger var det en selvfølge, at der herunder også indbefattedes undladelser i det omfang, hvori disse i henseende til strafbarhed må ligestilles med handlinger, hvilket ikke var hensigtsmæssigt. 17 I december 1924 blev det første lovforslag om en ny straffelov fremsat i Folketinget. Forslaget nåede alene at blive førstebehandlet. Både i Rigsdagssamlingerne i og blev forslaget fremsat på ny i uforandret skikkelse. Også ved disse fremsættelser nåede forslaget alene at blive førstebehandlet. I Rigsdagssamlingen i blev forslaget nu i ændret skikkelse fremsat på ny. I denne forbindelse blev der også fremsat forslag til ikrafttrædelseslov. Disse forslag nåede dog ikke at blive behandlet i Folketinget og blev derfor fremsat igen i Rigsdagssamlingen i , hvor de igen alene blev førstebehandlet. Endelig blev forslagene i i Rigsdagssamlingen igen fremsat. Efter tre behandlinger i Folketinget og tre behandlinger i Landstinget samt en afsluttende behandling i Folketinget var forslagene færdigbehandlet i Rigsdagen d. 10. april Den 15. april 1930 blev lovene stadfæstet af Kongen, og de trådte i kraft d. 1. januar I forhold til straffeloven af 1866, var loven af 1930 for det første en tiltrængt forbedring mht. systematik og sproglig formulering Straffeloven efter 1930 Siden Straffeloven af 1930 trådte i kraft i 1933 er der vedtaget mere end 40 ændringslove til denne. Langt de fleste ændringslove falder i perioden fra 1961, da reformiveren her før havde været begrænset, bl.a. fordi den politiske interesse for kriminalpolitik ikke var stor, men også fordi straffeloven jo også endnu var forholdsvis ny. 20 Foruden disse ændringslove og fornyelser står Straffeloven af 1930 og straffelovens 1 i dag, som da den trådte i kraft d. 1. januar Straffelovens 1 har derfor i dag følgende ordlyd: 16 Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Waaben, Knud, Strafferettens ansvarslære, s Waaben, Knud, Strafferettens ansvarslære, s

11 Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Med hensyn til de i kapitel 9 nævnte retsfølger gælder en tilsvarende regel.. 11

12 1. Indledning Kapitel 3 Ideologien bag legalitetsprincippet I dette kapitel vil ideologien og tankerne bag legalitetsprincippet blive beskrevet. Dette gøres med henblik på at klarlægge hensynene bag såvel dannelsen som anvendelsen af princippet, samt at fastlægge princippets betydning for danske borgeres retssikkerhed, hvilket i realiteten kan ses som essensen af det strafferetlige legalitetsprincip. Traditionelt opdeles legalitetsprincippet i to, nemlig den formelle lovs princip og den materielle lovs princip. Set fra oven indeholder den formelle lovs princip et krav om, at love har forrang frem for administrative retsakter, hvorimod den materielle lovs princip indeholder et krav om hjemmel. 21 Den formelle lovs princip Den formelle lovs princips betydning fremtræder i de tilfælde, hvor der er en normkonflikt mellem forskellige typer af retlig regulering. Således vil en lov altid have forrang frem for en administrativ forskrift, ligesom grundloven altid vil have forrang frem for loven. Den formelle lovs princip kan derfor karakteriseres som et udtryk for, at grundloven forudsætter et vist retligt hierarki. Princippet giver dog ikke i sin rene form et svar på, hvordan en konflikt mellem to love løses. Man må derfor af og til anvende andre hjælpemidler. Undertiden kan lex posterior-princippet eller lex specialis-princippet finde anvendelse. Hvis ikke disse kan løse konflikten, må der foretages en afvejning af de modstridende hensyn i de to konfliktende love. 22 Den materielle lovs princip Den materielle lovs princip indeholder, som nævnt, et krav om at en afgørelse (eller en straf) skal have hjemmel i lov enten direkte eller indirekte i en bekendtgørelse med hjemmel i lov. Den materielle lovs princip kan ikke siges at have et præcist indhold, men er dog klar i sit udgangspunkt om, at legalitetsprincippet henviser til loven, og enhver afgørelse skal i sidste instans dermed kunne legitimeres i en regel vedtaget af lovgiver og stadfæstet af regenten. 23 Det strafferetlige legalitetsprincip er i sin grundform et spørgsmål om lovhjemmel, men indeholder også et krav om retssikkerhed i form af forudberegnelighed. Legalitetsprincippet kan således siges at indeholde to elementer. For det første, at det er lovgiver der bestemmer, for det andet at borgerne ved at læse loven kan udlede og få kendskab til deres retsstilling. 2. Magtadskillelseslæren Legalitetsprincippet antages at have sin rod i et magtadskillelsessynspunkt. Det er tydeligt, at de ideer, som ligger bag legalitetsprincippet, har en særlig betydning i straffesager, og det er da også i 21 Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

13 teorien anerkendt, at magtadskillelseslæren i sin oprindelse er en strafferetlig ideologi. Netop derfor er læren om grundlovens 3 et baggrundsbillede og en forståelsesramme for en indkredsning af det strafferetlige legalitetsprincip. 24 En egentlig opdeling af statsmagten kom først i dansk forfatningsret ved grundloven af Efter grundlovens 3 opstilles der en tredeling af de forfatningsretlige funktioner, der fordeles på tre forskellige grupper af statsorganer. Efter grundlovens 3, 1.pkt. er den lovgivende magt hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen, jf. grundlovens 3, 2.pkt., hvilket i dag udlægges således, at den udøvende magt er hos regeringen. Endelig er den dømmende magt efter 3, 3. pkt. hos domstolene. 25 Grundlovens 3 kan siges at være en overordnet forfatningsretlig bestemmelse, som hviler på ideologien om, at folket er rigets øverste myndighed, og at den enkelte borger har krav på beskyttelse mod statsmagtens vilkårlige indgreb. Netop for at sikre denne beskyttelse fordeler grundlovens 3 de forfatningsretlige funktioner mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Dette betyder således, at det er lovgiver, der har magten til at fastsætte retsregler, men at lovgiver under udøvelse af sin virksomhed skal holde sig inden for den kompetence, som grundloven har etableret mellem statsorganerne, ligesom lovgiver skal overholde og iagttage de processuelle og indholdsmæssige regler og grænser, grundloven har fastsat. En prøvelse heraf kan ske ved domstolene. Indgreb overfor borgerne kræver hjemmel i lov, ikke mindst hvis indgrebet har karakter af straf, således at et af de bærende hensyn bag grundlovens 3, nemlig retssikkerheden, bliver tilgodeset. 26 Retssikkerheden bliver efter grundlovens 3 tilgodeset i form af, at en borger kun skal kunne pålægges straf af en uafhængig domstol, der ikke selv må være regelskabende, men alene regelanvendende. Domstolene har den originære kompetence til at fastslå strafbarhed og pålægge straf, og det er derfor af afgørende betydning for borgerne, at domstolene er uafhængige af den lovgivende og den udøvende magt. Dette er sikret ved grundlovens 3. Legalitetsprincippet fremgår ikke direkte af grundloven, men grundloven forudsætter, at der gælder et sådant. Generelt kan legalitetsprincippet bedst karakteriseres som en almindelig uskreven retsgrundsætning. Kernen i dette er, at der kræves hjemmel for, at en afgørelse er i overensstemmelse med gældende ret. Særligt for så vidt angår straf er det et krav, at denne hjemmel er demokratisk forankret, og altså har sit udgangspunkt i en lov vedtaget i overensstemmelse med lovgivningsproceduren. Dette krav binder både den udøvende og den dømmende magt. 27 Efter grundlovens 22 er det en håndhævelsesbetingelse, at nye love bliver kundgjort. Dette skyldes først og fremmest hensynet til borgernes retssikkerhed, men skyldes også det demokratiske hensyn. Lovgivers legitimitet kommer fra folket, hvorved håndhævelse af ikke kundgjort ret over for folket er i strid med forudsætningerne for lovgivers kompetence. 24 Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

14 Som før omtalt, indeholder legalitetsprincippet to elementer. Det første af disse elementer angiver at det er lovgiver, altså folketinget, som bestemmer, det vil sige modsat regeringen og administrationen. Efter parlamentarismens indførelse mener bl.a. Gorm Toftegaard Nielsen, at dette element dog kan siges at have mistet noget af sin betydning, da et folketingsvalg reelt er et valg om, hvilken regering der skal have magten. 28 Det andet element, borgernes retssikkerhed, syntes derfor at blive det centrale. 3. Borgernes retssikkerhed Det væsentligste strafferetlige princip er, at kun den straffes, der har overtrådt loven. Dette betyder, at en handling kun kan straffes, hvis handlingen svarer til en af de forbrydelser, der nævnes i loven. Dette er således essensen af det strafferetlige legalitetsprincip. 29 Som nævnt, indeholder legalitetsprincippet et krav om retssikkerhed i den skikkelse, der kaldes forudberegnelighed. Det udtrykkes bl.a. i det væsentlige element i legalitetsprincippet om, at borgeren skal have mulighed for at kende de regler, han kan straffes for at overtræde. Borgeren skal altså på forhånd kunne forudberegne konsekvenserne af sine handlinger. Dette foregår i praksis ved, at lovreglerne kundgøres i Lovtidende. Således kan borgerne, ved at læse loven finde ud af, hvad der er deres ret og pligt. 30 Legalitetsprincippet skal beskytte borgeren således, at denne kun risikerer at blive ramt af straf, hvis vedkommende har overtrådt en regel, som er kundgjort eller meddelt ham. Denne beskyttelse opnås kun, hvis loven er formuleret på en måde, så man kan se, hvad der er strafbart. Der er altså tale om et krav om, at loven angiver den strafbare handling rimelig præcist. I Danmark findes der ingen grundlovsbestemmelse, der sikrer straffelovgivningens præcision eller klarhed. Derimod angives et sådant krav i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 7, hvorefter der antages et krav om legal certainty. 31 Da Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan påberåbes ved de danske domstole, må kravet antages også at gælde i dansk ret. Et andet væsentligt element i forhold til borgernes retssikkerhed, er forbuddet mod tilbagevirkende kraft, som er udtrykt i straffelovens 3, stk. 1. Her angives det, at overtræderen skal kunne kende prisen, før han overtræder loven, og opstiller altså et krav om, at loven også skal angive straffen præcist. Jo mere præcist straffen skal angives, desto mere præcist skal overtrædelsen beskrives. 32 Dette skal således ses i tæt sammenhæng med kravet om legal certainty i EMRK art. 7. Et af strafferettens mest fundamentale principper er herefter, at straffelove ikke må tillægges tilbagevirkende ikrafttræden eller gyldighed til skade for en tiltalt, jf. straffelovens 3, stk Nielsen, Gorm Toftegaard, Ansvaret, s Nielsen, Gorm Toftegaard, Ansvaret, s Nielsen, Gorm Toftegaard, Ansvaret, s Nielsen, Gorm Toftegaard, Ansvaret, s Nielsen, Gorm Toftegaard, Ansvaret, s Nielsen, Gorm Toftegaard, Ansvaret, s

15 Borgernes retssikkerhed styrkes således, foruden hjemmelskravet i det strafferetlige legalitetsprincip og EMRK art. 7, med forbuddet i straffelovens 3, stk. 1 mod retsregler med tilbagevirkende kraft, hvorefter ingen kan straffes uden at have overtrådt loven, og ingen handlinger som ikke var strafbare, da de blev begået, kan kriminaliseres. Det strafferetlige legalitetsprincip er af fundamental betydning for enhver, der kommer i konflikt med de normer og regler, der gælder i samfundet. Legalitetsprincippet er et retsprincip, som indebærer, at myndighedsbeslutninger, der griber ind i menneskers frihed og rettigheder, altid skal have hjemmel i lov. Kravet om lovhjemmel har især betydning inden for strafferetten, og er formuleret i straffelovens 1. Det strafferetlige legalitetsprincip betyder, som ovenfor beskrevet, at ingen kan straffes for en handling, hvis den ikke er defineret som en lovovertrædelse i gældende lov, og at ingen kan dømmes for en forbrydelse til en anden straf end den, som loven angiver. Legalitetsprincippet anses derfor som et værn for borgerne. Havde man ikke dette værn mod vilkårlige indgreb fra statens side, ville man, som udgangspunkt, ikke have nogen retssikkerhed, og man ville ikke have nogen mulighed for at beskytte borgerne, som den svagere part, mod statsmagtens vilkårlige magtudøvelse. 15

16 Kapitel 4 Indholdet af straffelovens 1 1. Indledning I dette kapitel gøres rede for indholdet af straffelovens 1. Dette sker med henblik på at få en grundlæggende og tilbundsgående forståelse af bestemmelsens ordlyd og formål, hvilket er særlig relevant i forhold til den overordnede analyse af det strafferetlige legalitetsprincip, som netop er udtrykt i straffelovens 1. Der vil i dette kapitel blive sat særlig fokus på bestemmelsens centrale ord, som vil blive analyseret med det formål, at få en så tilbundsgående forståelse af straffelovens 1 s ordlyd og formål som muligt. 2. Straffelovens 1 1. Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Med hensyn til de i kapitel 9 nævnte retsfølger gælder en tilsvarende regel. Det danske strafferetlige legalitetsprincip fremgår af straffelovens 1. Der er altså tale om en skreven retskilderegel. Det følger heraf, at betingelsen for at en handling eller undladelse kan straffes, er at handlingen eller undladelsen svarer til en af de forbrydelser, der nævnes i loven, eller til en forbrydelse, der ganske må ligestilles med en nævnt i loven. Når der i straffelovens 1, 1. pkt. står må ligestilles med et sådant, refererer dette til et forhold og ikke til lov. Et faktisk begået forhold skal således være en overtrædelse af en materiel lovbestemmelse, der kan udløse straf, eller også skal det faktisk begåede forhold fuldstændig kunne ligestilles med et forhold, som loven sanktionerer med straf. I begge tilfælde udgør forholdet en forbrydelse. 34 Udtrykket strafbarhed er hjemlet ved lov i straffelovens 1 betyder altså, at forholdet skal være omfattet af den materielle bestemmelses anvendelsesområde, og at der skal være hjemmel i loven til at strafsanktionere en overtrædelse heraf. Det medfører, at man ikke kan straffe en tilsidesættelse af en i loven opstillet adfærdsnorm i de tilfælde, hvor straf ikke eksplicit er angivet i loven som retsfølge. Det er principielt uden betydning, om retsfølgen straf lovteknisk fremgår af den pågældende materielle bestemmelse eller af en anden bestemmelse i loven eller evt. af en helt anden lov blot den fremgår af en lov. 35 Efter straffelovens 1 kræves der således lovhjemmel både for så vidt angår den faktisk begåede handling eller undladelse og hjemlen til at pålægge straf. Det følger af hjemmelskravet, at der også kræves lovhjemmel for, at der kan pålægges en forhøjet straf. Modsat stiller 1 ikke krav om, at de 34 Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

17 øvrige ansvarsbetingelser skal fremgå af loven. Dette skyldes at strafbarheden alene henviser til forhold. 36 Betingelserne for at statuere strafskyld det være sig de øvrige ansvarsbetingelser er for det første, at der skal være et strafsubjekt. Derudover skal der med det fornødne forsæt, eller for visse overtrædelser uagtsomhed, være begået en efter loven strafbar handling, uden at der foreligger særlige straffrihedsgrunde. Strafansvaret må ikke være ophørt på grund af forældelse, og handlingen skal være undergivet dansk straffemyndighed. Hvis disse betingelser er opfyldt, er den pågældende skyldig efter loven. 37 Straffelovens 1 er ikke formelt til hinder for at pålægge straf efter en straffelov, der ikke var gældende på gerningstidspunktet, men derimod er gældende på bedømmelsestidspunktet hvilket også stemmer overens med det retlige udgangspunkt i straffelovens 3. Dette ses bl.a. i 1, hvor bestemmelsens afsnit om, at strafbarheden er hjemlet ved lov må forstås således, at straf pålægges på bedømmelsestidspunktet og ikke på gerningstidspunktet. 38 Tilsvarende må bestemmelsens 2. pkt. forstås således, at andre retsfølger af den strafbare handling som følger af straffelovens kapitel 9, også kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov. Der er således en form for dobbelt hjemmelskrav, hvis der skal pålægges en anden retsfølge af den strafbare handling efter kapitel 9, idet forholdet i loven skal kunne sanktioneres med straf, samtidigt med, at der skal være hjemmel til at idømme den anden retsfølge. Dette betyder også at hvis et forhold ikke er strafsanktioneret, men alene er sanktioneret af en anden bebyrdende retsfølge, er forholdet ikke en forbrydelse, og efter straffelovens 1 kan der derfor ikke pålægges en retsfølge efter kapitel 9 for dette forhold. 39 Straffelovens 1 skal forstås således, at det er en forudsætning for, at der kan pålægges straf eller en anden retsfølge efter kapitel 9, at der er begået et konkret strafbart forhold og at retsfølgen i et eller andet omfang relaterer sig til det strafbare forhold. Heraf følger det også, at den strafferetlige retsfølge efter bestemmelsen kun kan pålægges for et strafbart forhold. Kun må i den anledning forstås som ellers kan man ikke og for må forstås som på grund af. For sammenholdt med kun, må således forstås som et krav om en vis forbindelse mellem gerningen og den strafferetlige sanktion. 40 Det kan herefter konkluderes, at indholdet af straffelovens 1 kan beskrives således, at der skal være begået en forbrydelse, for at der kan idømmes straf eller en retsfølge efter kapitel 9. En forbrydelse er en overtrædelse af et legalt forbud eller påbud, der kan sanktioneres med straf, eller en ikke-efterkommelse af et administrativt forbud eller påbud i de tilfælde, hvor ikkeefterkommelsen kan sanktioneres med straf. Både forbuddet/påbuddet og strafsanktioneringen skal have hjemmel i lov på pådømmelsestidspunktet Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Nielsen, Gorm Toftegaard, Ansvaret, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

18 3. Krav om klarhed? Som tidligere nævnt, er den lovgivende magt efter grundlovens 3, 1. pkt. hos kongen og Folketinget i forening. En lov er en retsforskrift vedtaget af den lovgivende magt i overensstemmelse med lovgivningsproceduren. 42 Den indholdsmæssige karakteristik af en lov må som udgangspunkt siges at være en samling af retsregler eller retsnormer, og loven er derfor således en tekst der ikke bør indeholde andre udsagn end de retligt normerede. 43 Som følge af lovkravet i straffelovens 1, kan et forhold kun straffes, hvis det er kriminaliseret ved lov. Dette gælder også de tilfælde, hvor handlingen set med domstidspunktets øjne er yderst strafværdigt, men altså ikke er kriminaliseret, og i de tilfælde, hvor gerningsmanden fejlagtigt tror, at hans handling er strafbar. 44 Store dele af teorien har i nyere tid været optaget af spørgsmålet om, hvorvidt der gælder et krav om klarhed i lovgrundlaget for, at der kan straffes for overtrædelse af en aktuel bestemmelse. 45 I den forbindelse må der indledningsvist sondres mellem klarhed og forudsigelighed, da begreberne undertiden bruges i flæng, og det derfor er væsentligt at slå fast, hvad de to begreber med rimelighed kan referere til. 46 Klarhed refererer til bestemmelsens ordlyd, og hører derfor logisk sammen med hjemmelskravet. Idealet med klarhed tilsiger således, at straffebestemmelser skal være formuleret så præcist, at borgeren blot ved at læse loven skal kunne få en sikker viden om, hvad der er forbudt og strafbart, og hvad der er tilladt. Modsat kan en bestemmelse siges at være uklar, hvis bestemmelsens normative indhold alligevel giver et usikkert og helt ubestemt omrids af, hvilke typer af handlinger der kan antages at være omfattet af bestemmelsen, evt. ved brug af i sig selv uklare termer og begreber. 47 Endvidere kan man tale om uklarhed, hvor bestemmelsens ord for en umiddelbar betragtning klart dækker handlinger af en vis type, men hvor ustrækningen af ordene er usikker. En bestemmelse kan også siges at være uklar, selvom bestemmelsen er formuleret klart, ud fra en almindelig sproglig forståelse, men hvor det fx i forarbejderne er forudsat at bestemmelsen skal fortolkes indskrænkende. I sådanne tilfælde kriminaliserer bestemmelsens ordlyd så at sige mere end det der er strafbart. 48 Forudsigelighed refererer ikke til selve retskilden og ordlyden af denne, men til den endelige fortolkning af det pågældende retsgrundlag Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

19 Selvom de to begreber refererer til henholdsvis ordlyd og fortolkning, er det uden videre klart, at de to principper hænger sammen i den forstand, at en klart formuleret bestemmelse er lettere at fortolke end en mere vagt formuleret, men et forudsigelighedskrav kan godt være opfyldt, selvom der ved fortolkningen skal inddrages andre retskildefaktorer for at kunne identificere den endelige retsposition ved en given adfærd. Et evt. klarhedskrav refererer således alene til ordlyden og ikke til den endelige fastlæggelse af en bestemmelses anvendelsesområde. Gælder der et klarhedskrav, gælder der med andre ord kvalitative krav til materielle straffebestemmelsers sproglige udformning. 50 I den juridiske litteratur fremhæves kravet om klarhed. Vagn Greve skriver således: Legalitetsprincippet fører naturligt til, at lovbestemmelserne bør udformes skarpt og præcist ( nullum crimen sine lege certa eller lex certa ). Ellers giver de ikke borgerne den tilsigtede beskyttelse mod vilkårlig forfølgning fra statsmagtens side. Borgerne bør ved at læse loven kunne få en sikker viden om, hvad der er forbudt, og hvad der er tilladt 51 Ordet lov i straffelovens 1 må forstås som enhver straffelov, der er tilblevet ad lovgivningsvejen og som ikke er i strid med grundloven og principper udledt heraf. Det materielle gerningsindhold og hjemlen til at pålægge straf skal fremgå af loven, men straffelovens 1 stiller ikke noget direkte krav af kvalitativ art til de lovregler, der kriminaliserer handlinger og undladelser. Heller ikke grundloven indeholder regler om straffeloves kvalitet. 52 Klarhedsbegrebet som et forbud mod uklare gerningsindholdsbeskrivelser må derfor reserveres til retningslinjerne om god lovgivningsskik og i øvrigt spørgsmål af retspolitisk karakter. 53 Hele tanken bag det strafferetlige legalitetsprincip er hensynet til borgernes retssikkerhed og hensynet til den demokratiske legitimitet af straffelovgivningen; at de gerningstyper, der kriminaliseres, beskrives af lovgiver så præcist i loven som overhovedet muligt. Imidlertid er det ikke det samme som at sige, at man af straffelovens 1 kan udlede et krav om klarhed. En klar ordlyd gør naturligvis forudsigeligheden større og karakteren af en given bestemmelse kan derfor siges at være et moment i afgørelsen af en bestemmelses anvendelsesområde, men der er ikke tale om et selvstændigt krav om klarhed i ordlyden. 54 Konsekvensen er herefter at uklare bestemmelser ikke bliver ugyldige og disse vil formentlig heller ikke blive tilsidesat af domstolene, men det må antages at det vil kunne blive svært, at få nogen dømt for overtrædelse af en bestemmelse, hvis normative indhold alene giver et usikkert og helt ubestemt omrids af hvilke typer af handlinger, der må antages at være omfattet af bestemmelsen ikke fordi bestemmelsen er i strid med klarhedskravet, men fordi det vil kunne være for tvivlsomt om en given handling eller undladelse er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. I sådanne tilfælde må der frifindes pga. manglende 50 Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

20 hjemmel. 55 Domstolene er derfor kun forpligtiget til at dømme, hvis retten på baggrund af en fortolkning af den pågældende bestemmelse finder, at der er hjemmel til at dømme. Det har som implikation, at en lov statsretligt set er gyldig, uanset om der nogensinde sker domfældelse på baggrund af den, hvis blot loven opfylder de formelle statsretlige krav. Om der er hjemmel til at dømme, vil ofte ikke kunne afgøres ved alene at se på ordlyden. 56 Det kan herefter konkluderes, at der ikke gælder et selvstændigt krav om klarhed (lex certa), men det må antages at være i overensstemmelse med god lovgivningsskik at formulere bestemmelser, hvis overtrædelse kan belægges med straf, så præcist, som det overhovedet er muligt. Der kan således siges at gælde et ideal om lex certa, men udover dette har princippet alene retspolitisk karakter Betydningen af hjemlet ved lov i straffelovens 1 Straffelovens 1 er som tidligere nævnt en skreven retskilderegel. Det fremgår direkte af bestemmelsen, at for så vidt angår det materielle gerningsindhold og hjemlen til at pålægge straf eller andre retsfølger af den strafbare handling, gives der kun én egentlig retskilde i dansk ret, nemlig loven. 58 Det forhold, at straffelovens 1 hjemler adgang til at dømme efter en såkaldt fuldstændig lovanalogi, ændrer ikke ved det strafferetlige retskildebillede. Dette skyldes, at der ikke er tale om en ligestilling mellem loven og en anden retskilde, men mellem et faktisk begået forhold og et i loven kriminaliseret forhold. 59 At loven er den eneste egentlige retskilde i strafferetten for så vidt angår det materielle gerningsindhold og hjemlen til at pålægge straf betyder selv sagt ikke, at andre retskilde faktorer ikke har normativ indflydelse på strafferetten. Næsten ethvert straffebud må fortolkes for at kunne finde anvendelse i praksis. Ved denne fortolkning inddrages andre retskildefaktorer, som nok kan inddrages i fortolkningen og undertiden tilmed være udslagsgivende for denne, men de kan aldrig danne eneste grundlag for identifikationen af den normstridige adfærd og pålæggelse af straf. Med andre ord er loven i strafferetten, for så vidt angår fastlæggelsen af den normstridige adfærd og hjemlen til at pålægge straf, den nødvendige og dermed eneste egentlige retskilde. De øvrige retskildefaktorer kan alene betragtes som bidrag til forståelsen af lovens mening. 60 Lovkravet i straffelovens 1 er ikke i sig selv til hinder for, at der kan pålægges straf på baggrund af en bestemmelse fastsat i en bekendtgørelse. Det er dog en afgørende betingelse, at den materielle 55 Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

21 bestemmelse og bekendtgørelsens straffebestemmelse holder sig inden for bemyndigelsens grænser i hjemmelsloven, det vil sige, at bestemmelserne har fuld hjemmel i bemyndigelsesloven. Har de det, er der en hjemmelskæde med loven som første led, der gør, at der er fuld identitet mellem lov og bekendtgørelse i 1 s forstand. 61 Lov i straffelovens 1 er således enhver retsakt, der er vedtaget i overensstemmelse med lovgivningsproceduren uanset lovens indholdsmæssige kvalitet Betydningen af forhold i straffelovens 1 Det fremgår af straffelovens 1, at straf kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Der skal altså være tale om et konkret strafbart forhold. 63 Forhold og handling (samt undladelse) bruges synonymt, men forhold rummer mere end selve handlingen, idet forhold i straffelovens 1 s forstand må antages at være synonymt med den materielle straffebestemmelses gerningsindhold. En forbrydelses gerningsindhold er summen af de gerningsmomenter, der er beskrevet i den materielle straffebestemmelse. Når der ofte kun henvises til handlingen (undladelsen) skyldes det formentlig, at denne er forbrydelsens grundelement. Men en handling er ikke strafbar, hvis den ikke er foretaget under de kriminaliserede omstændigheder eller har forårsaget den nødvendige følge. Handlingen skal således svare til en af de forbrydelser, der nævnes i loven. Når man skal angive, hvad der er et forhold i straffelovens 1 s forstand, er man derfor nødt til at medinddrage samtlige gerningsmomenter i den pågældende materielle straffebestemmelse. 64 Det bemærkes, at straffelovens 1 ikke stiller krav om lovhjemmel for at anerkende en objektiv straffrihedsgrund, og at den strafferetlige fortolkningsbegrænsning om fuldstændig lovanalogi ikke finder anvendelse ved afgrænsningen af de objektive straffrihedsgrundes anvendelsesområde. Der er således ikke grundlag for at opfatte de objektive straffrihedsgrunde som en integreret del af begrebet forhold i 1 s forstand. 65 Det kan derfor afsluttende konkluderes, at forhold i straffelovens 1 må antages at være synonymt med den materielle straffebestemmelses gerningsindhold, da en handling eller undladelse alene er strafbar, hvis den foretages under de kriminaliserede omstændigheder eller har forårsaget den nødvendige følge. Set i relation til strafferettens legalitetskrav må de objektive straffrihedsgrunde anses for at falde uden for begrebet i forhold til straffelovens Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s

22 6. Konklusion på kapitel 4 Straffelovens 1 er en skreven retskilde, der byder, at et faktisk begået forhold skal være en overtrædelse af en materiel straffelovsbestemmelse, eller også skal det faktisk begåede forhold fuldstændigt kunne ligestilles med et forhold, som loven sanktionerer med straf. I begge tilfælde udgør forholdet en forbrydelse. Lovkravet i straffelovens 1 gælder både forholdet, straffen og kapitel 9-retsfølgerne. 67 Lov i straffelovens 1 er som nævnt enhver retsakt, der er vedtaget i overensstemmelse med lovgivningsproceduren, uanset lovens indholdsmæssige kvalitet. Der kan således ikke udledes et krav om klarhed af 1. Det betyder dog ikke, at domstolene er statsretligt forpligtiget til at domfælde på baggrund af alle materielle straffebestemmelser, da domstolenes pligt til domfældelse netop er betinget af, at de finder, at der er hjemmel til dette. Denne hjemmel til domfældelse betyder at tiltaltes forhold efter en strafferetlig fortolkning kan siges at falde ind under den pågældende bestemmelses anvendelsesområde. 68 Det strafferetlige legalitetsprincip, som det har fundet udtryk i straffelovens 1, er et værn for borgerne. Princippet sikrer, at kun de forhold, som lovgiver har villet straffe, bliver straffet. Legalitetsprincippet indeholder derfor et forbud mod at straffe vilkårligt eller på grundlag af ikke særligt håndfaste retskilder. Endvidere skal princippet sikre, at borgeren kan gøre sig sin retsstilling klar inden han handler eller, i visse tilfælde, forholder sig passivt. 69 Legalitetsprincippet som det er kommet til udtryk i straffelovens 1 bliver derfor bærer af to overordnede hensyn, nemlig et demokratisk hensyn og et retssikkerhedsmæssigt hensyn. 67 Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s Baumbach, Trine, Det strafferetlige legalitetsprincip, s