Sneløven og dragen. Tibetansk hverdag under kinesisk pres. Støttekomiteen for Tibet

Transkript

1 Sneløven og dragen Tibetansk hverdag under kinesisk pres Støttekomiteen for Tibet

2 Sneløven og dragen Tibetansk hverdag under kinesisk pres Støttekomiteen for Tibet, København 2008 Gengivelse af materiale fra hæftet er tilladt med kildeangivelse ISBN Udgivet af Støttekomiteeen for Tibet med støtte fra Tipsmidlerne Redaktion: Anders Højmark Andersen Charlotte Mathiassen Jens Walter Grafisk tilrettelæggelse: Jens Walter Billeder: Anders Højmark Andersen (AHA) Anne-Mette Kruse (AMK) Charlotte Mathiassen (CM) Vivi Walter (VW) Forsidefotos: Vivi Walter Bagsidefoto: Det første tog ankommer til Lhasa d. 3. juli 2006, Anders Højmark Andersen Indholdsfortegnelse: Forord 1 Tibet: Geografi og historie 1 Charlotte Mathiassen: Tibetansk hverdag tvangsforflyttelser, marginalisering og overlevelsesstrategier 3 Jens Walter: Den økonomiske udvikling i tibet 18 Anders Højmark Andersen: Tibetansk kultur og identitet 30 Jens Walter: Turismen i Tibet 40 Anders Højmark Andersen: Tibets historie og politiske status 44

3 Forord Vi er glade for at kunne præsentere jer for et temahæfte om Tibet og tibetanernes levevilkår og dagligdag under kinesisk besættelse i dag. Tibetanerne ønsker som mennesker i hele verden først og fremmest at skabe et godt liv for sig selv og deres nærmeste. De har dog meget lidt indflydelse på de omstændigheder, som de skal skabe det gode liv under. De lever en slags dobbeltliv mellem på den ene side kinesisk undertrykkelse og dominans og de økonomiske vanskeligheder, mange af dem dagligt konfronteres med som marginaliseret gruppe i deres eget land og på den anden deres identitet som tibetanere og deres individuelle behov og drømme. Tibetanerne og det stigende antal kinesiske indvandrere har kun lidt med hinanden at gøre både socialt og økonomisk. Kineserne er for tibetanerne de andre. Tibetanerne er trods mere end 50 års kinesisk overherredømme meget bevidste om, hvem de er, og det afspejler sig både i den måde, de skaber deres hverdag på, og i deres forestillinger om et godt liv. Bladets forfattere giver i en række artikler et bredt billede af den økonomiske udvikling og den tibetanske befolknings leveforhold i Tibet. Artiklerne er et udtryk for forfatternes egne fortolkninger af vigtige dele af den tibetanske hverdag. De gør intet krav på at fortælle alt. Artiklerne er baseret på egne erfaringer og studier i Tibet, og på nyere rapporter og litteratur. Billederne stammer fra egne rejser. Vi vil gerne takke Danida for støtte til Jens Walters og Charlotte Mathiassens rejser til Tibet og Tipsmidlerne for støtte til trykning af hæftet. Mvh. redaktionen Anders Højmark Andersen, Charlotte Mathiassen og Jens Walter Tibet: Geografi og historie Før den kinesiske besættelse af Tibet i oktober 1950 var Tibet et selvstændigt land på det store tibetanske plateau nord for Himalaya i Asiens midte. Det tibetanske kulturområde svarer nogenlunde til de områder, der ligger højere end 3000 meter over havets overflade. I plateauets udkant har tibetanerne i århundreder boet side om side med andre folkeslag. Flere af Asiens største og vigtigste floder udspringer på det tibetanske plateau: Brahmaputra, Salween, Mekong, Yangtse, Den Gule Flod, Indus og Ganges. Desuden er plateauet hjemsted for den største gletscherkoncentration udenfor polområderne. Det har givet Tibet øgenavnet Den tredje pol, og tibetanerne selv refererer ofte til deres hjemland som snelandet. Det egentlige navn er dog Bod (udtales bø ), som navnet Tibet også stammer fra. Efter besættelsen er tibetanernes hverdag blevet påvirket og ændret betydeligt af skiftende direktiver fra Beijing. I de første år tog Kina hensyn til de eksisterende politiske strukturer i Tibet, men jordreformer og indgreb mod klostrene i Østtibet udløste fra 1956 udbredt væbnet modstand mod Kina. Modstanden kulminerede i en folkeopstand i Lhasa den 10. marts 1959, der førte til Dalai Lamas og tibetaneres flugt til Indien, Nepal og Bhutan. Kina overtog nu den fulde kontrol med Tibet og fuldbyrdede i løbet af 1960 erne og 1970 erne en gennemgribende omvæltning af det traditionelle tibetanske samfund. Over 6000 klostre ødelagdes helt eller delvist, hundredetusinder af tibetanere omkom som følge af krig, sult eller mishandling, og en storstilet ki- 1

4 Den autonome tibetanske region TAR, samt de områder af Tibet, der er inddraget i kinesiske provinser nesisk indvandring samt en systematisk politisk indoktrinering og sindelagskontrol blev sat i værk. I begyndelsen af 1980 erne påbegyndtes en økonomisk og kulturel liberalisering. Den gav tibetanerne ressourcer til at samles om egne mål, og i 1987 udløste tibetanske protester mod den fortsatte strenge politiske kontrol store demonstrationer i Lhasa og andre steder, som blev slået voldsomt ned. Resultatet var dusinvis af dræbte tibetanere, og tusindvis blev fængslet og forhørt, oftest under tortur. Den kinesiske ledelse besluttede i midten af 1990 erne at komme den tibetanske modstandsbevægelse til livs ved at satse på to tiltag. Dels satte de gang i en hastig økonomisk udvikling finansieret af tilskud fra Kina og drevet fremad af kinesiske indvandrere. Et af hovedformålene var at købe den tibetanske middelklasse til loyalitet. Dels indledtes en uforsonlig kampagne mod Dalai Lama, og hidtidige forsøg på at tillade en tibetansk kulturel, religiøs og sproglig genopblomstring blev bremset og erstattet af en øget brug af kinesisk 2 i undervisningssystemet, nøje kontrol med klostrene, kampagner for åndelig civilisation og tvungen deltagelse i politiske indoktrineringsmøder. Det er disse kampagner, der fortsat præger udviklingen i Tibet i dag. Tibetansk kultur er nu i færd med at blive ændret ligeså hastigt og muligvis mere effektivt end under Kulturrevolutionen fra 1966 til I de seneste år er der sat ekstra gang i den økonomiske udvikling. Jernbanen til Lhasa betyder øget tilgængelighed til Tibet for kinesiske forretningsdrivende og turister. Antallet af kinesisk turister er vokset eksplosivt. Nye kampagner er i færd med at forflytte de tibetanske nomader til hastigt opførte landsbyer på plateauet, og de tibetanske bønder er nødt til at tage store lån for at kunne flytte ind i nye huse på snorlige rækker langs Tibets veje. Alt dette gennemføres uden, at den lokale tibetanske befolkning tages med på råd. Det alvorligste problem i Tibet i dag er således en udtalt mangel på selvbestemmelse, kombineret med en streng politisk kontrol, styring af medierne og fængsling af de, der protesterer. Dermed er det tydeligt, at en indsats mod menneskerettighedskrænkelser i Tibet alene ikke er tilstrækkelig, medmindre den ledsages af et pres på Kina om at give tibetanerne et reelt selvstyre.

5 Landsbyens drenge ved den årlige klu rol festival nær Rebgong i Amdo (CM/AMK) Tibetansk hverdag tvangsforflyttelser, marginalisering og overlevelsesstrategier Af Charlotte Mathiassen Jeg rejste i sommeren 2007 med støtte fra Danida i det østlige Tibet, fordi jeg ville opleve, hvordan den tibetanske befolkning prøver at skabe et godt liv under kinesisk besættelse. Min artikel er baseret på denne rejse og på nyere rapporter og litteratur om Tibet. Kina i Tibet Den første tibetanske by jeg lærte at kende, var Rebgong i Amdo, hvor kinesiske byskilte, kinesisk betonbyggeri og de mange kinesiske ansigter næsten fik mig til at glemme, at jeg var på tibetansk jord. Tibetanerne i byen virkede nogle gange som figurer i en kulisse. Det var en oplevelse, jeg havde i de fleste af de byer, jeg besøgte i Tibet. Den blev forstærket af, at mange vestlige turister, jeg talte med, faktisk troede, at de var i Kina. Rebgong er en lille by i det nordøstlige hjørne af Tibet ikke langt fra den etnografiske grænse til Kina. Den var som alle Tibets byer indtil for nogle få årtier siden lille og transporten til den næste by besværlig. I dag er byen i hastig vækst, og der er flere daglige busforbindelser til Xining i nord og Labrang i syd. Byerne opstod ofte omkring Tibets klostre, der trods den massive ødelæggelse i forbindelse med Kinas besættelse stadigvæk er centrum for flere af byerne. Med den voldsomme kinesiske indvandring er byerne vokset meget hurtigt - ikke mindst hovedstaden Lhasa, der i dag har mere end indbyggere. Der er også opstået nye bymæssige bebyggelser i forbindelse med infrastrukturprojekter og langs landevejene. Byerne er i dag i vid udstrækning kinesiske byer med en majoritet af kinesiske indvandrere, der dominerer økonomisk. Tibetanerne er ofte marginaliserede, selvom nogle af dem er involveret i handel og turisme, har restauranter eller hoteller, er lærere eller statsansatte eller er tilknyttet klostrene. I de større byer udgør de en stor del af det voksende antal tiggere, og alt for mange unge tibetanske kvinder bliver prostituerede. 3

6 Landbefolkningen betaler prisen Der er i dag er ca. 5,5 millioner tibetanere i Tibet. Omkring halvdelen bor i Tibet Autonome Region og halvdelen i Amdo og Kham. Langt størstedelen lever på landet. Ifølge officielle kinesiske tal drejer det sig om ca. 74 %. Landbefolkningen er næsten udelukkende tibetansk. Selvom indførelsen af moderne landbrugsmaskiner og forbedrede transportmuligheder for landbrugsprodukter har bidraget til indkomststigninger for mange bondefamilier, har landbefolkningen i det store hele ikke haft meget ud af den økonomiske vækst i Tibet. Leveforholdene er ofte primitive og bøndernes jordlodder i stigende grad for små til at imødekomme befolkningstilvæksten. Bønderne oplever også de mange kinesiske restriktioner som et voksende problem. De sidste årtiers politik med at indhegne græslandet betyder, at de har et mindre areal til rådighed end tidligere til græsning for deres dyr, der er en afgørende indtægtskilde for de mange bønder, der ikke kan leve af deres afgrøder alene. Det fortalte Sonam mig, der bor med sin familie i et usselt lerklinet hus i en fattig landsby en times kørsel fra Labrang i Amdo. Jeg boede tyve minutters gang fra Rebgong i en lille landsby bag lerklinede mure sammen med min tolk Dekyi, hendes mor, storesøster og lillebror i et beskedent hus med vandhane i den aflukkede gård, et hul Køkken hos bondefamilie i Amdo (CM/AMK) i jorden som toilet og fjernsyn i den fine stue. Stalden stod tom, fordi familien ikke længere må sende deres dyr på græs oppe i bjergene. Kineserne vil beskytte miljøet og plante træer siger de, men det har vi nu ikke set noget til, klagede moderen. Hun fortæller: Da jeg var 43, døde min mand. Siden har familien været afhængig af mig. Jeg har tre børn, en dreng og to piger, der alle har gået i skole, men p.g.a. familiens situation blev den ældste pige nødt til at forlade skolen for at hjælpe til med at betale skolepenge for de to yngste. I de sidste par år er livet blevet bedre. For 10 år siden var det meget svært, og der var ikke engang mad og penge nok. Jeg stod altid op klokken 6 for at gå ud i markerne og hente vildgræs til dyrene, og derefter plejede jeg at gå ned i byen og sælge mælk og yoghurt for at tjene lidt penge. Nu om dage kan jeg tjene gode penge på at grave larvesvampe [Cordyceps sinensis, tib. Yartsa gumbu, red.] op. Jeg ved godt, at det er dårligt for miljøet, men jeg har ikke anden indkomst. I år hævede regeringen lønningerne for de offentligt ansatte, og det betyder, at alting er blevet meget dyrt. Bønderne og nomaderne betaler prisen, og de har ingen alternativer og kan ikke protestere, så jeg ved ikke, hvordan mit liv ser ud om 10 år. Jeg drømmer om at besøge Lhasa, men det er dyrt. Jeg kom hertil oppe fra bjergene for 28 år siden, da jeg skulle giftes. Min far var handelsmand. Han døde af sult i fængsel under Kulturrevolutionen. Vi var alle meget fattige og boede i kollektiver. Dekyi og hendes søskende har fået en uddannelse, men landbefolkningen har i reglen ringe adgang til undervisnings- og sundhedssystemet og få muligheder for at finde arbejde udenfor landbruget. Ifølge en rapport af Melvyn Goldstein er leveforholdene for Tibets 4

7 bønder og nomader blevet forbedret siden 1970erne, men en voksende befolkning, der skal deles om den samme størrelse jordlodder, skaber problemer, der sandsynligvis kun vil vokse i fremtiden. Den tibetanske landbefolkning er blandt de fattigste under Kinas herredømme, og moderniseringen er knap nok nået ud til den. Goldsteins undersøgelser af 13 landsbyer viser, at selvom folk prøver at skabe sig et udkomme på trods af befolkningstilvækst og stigende priser og skatter, kan en trediedel af de undersøgte karakteriseres som fattige. Den kinesiske politik med at begrænse antallet af munke og nonner skaber yderligere problemer, fordi klostrene ikke længere frit kan aftage et evt. befolkningsoverskud. Tidligere brugte tibetanske familier bl.a. klostervæsenet og polyandri som en regulator for befolkningsudviklingen. Landbefolkningen er også på andre måder under stigende pres fra den moderniseringsproces, som den kinesiske regering har igangsat. En rapport fra 1996 viser, at myndighedernes bosættelsespolitik er blevet et middel til at udøve social kontrol. Ved at indskrænke tibetanernes bevægelsesfrihed, begrænse deres rettigheder til selv at bestemme, hvor de vil bo og udelukke dem fra at deltage i planlægningsog beslutningsprocesser, udøver Kina effektiv kontrol over dem og hindrer dem i selvbestemt social og økonomisk mobilitet. De kinesiske myndigheder viser en stigende tendens til at adskille befolkningen fra deres traditionelle levevis i den økonomiske væksts navn. Myndighederne har i de seneste år gennemført en rekonstruktionskampagne, der ifølge organisationen Human Rights Watch fører til yderligere fattigdom. Namdrang Rangdrik kampagnen blev iværksat i 2005 og kræver, at især familier, der bor tæt på veje, skal bygge nye huse i overensstemmelse med officielle krav. Nye bosættelser af ens stenhuse er derfor et almindeligt syn ikke mindst i Lhasa, Shigatse, og Nyingtri områderne i TAR. Folk kan ikke nægte at deltage, selvom det kan have alvorlige økonomiske følger for dem. I 2000 indførte myndighederne forskellige tiltag for at begrænse fattigdommen. De krævede f.eks., at de fattigste familier i en landsby skulle genhuses i ens huse langs hovedvejene og Familiefar i landsby nær Labrang (CM/AMK) 5

8 Ama og storesøster Pema (CM/AMK) 6 opfordrede dem til at starte forretninger og søge lønarbejde. De nye huse skulle betales af myndighederne og familierne i fællesskab. Men berørte familier har fortalt, at lokale embedsmænd ofte selv stikker tilskuddene til sig, og at familierne må bidrage med gratis byggearbejde. I flere tilfælde er det land, som de forlod, blevet omdannet til minedrift og andre infrastrukturprojekter. Vi ved ikke, hvad det på længere sigt betyder for landbruget i et land, hvor egnet landbrugsjord i forvejen er meget begrænset. Kampagnen synes at lægge mindre vægt på fattigdomsbekæmpelse og mere på urbanisering og oprettelsen af moderne udseende huse, der kan imponere det voksende antal kinesiske turister. De fleste huse har trods de fine facader ikke moderne bekvemmeligheder som indlagt vand og elektricitet, og ofte er husene mindre og mindre hensigtsmæssige end de traditionelle. Det er meget dyrt at bygge husene, og regeringen giver kun lån på omkring en femtedel af beløbet. Derfor må de fleste tage banklån, hvilket betyder, at selv mere velhavende familier har måttet forgælde sig. De, der ikke kan betale, risikerer at blive smidt ud af deres huse. Det hænder, at en familie nægter at deltage i kampagnen, men den risikerer, at dens hjem simpelthen bliver revet ned af de lokale myndigheder. I Dekyis landsby er der ikke statsforordnet nybyggeri, men den ligger så tæt på provinshovedstaden Rebgong, at det nok kun er et spørgsmål om tid, før den bliver en del af projektet. I mellemtiden kan dens indbyggere benytte Rebgongs infrastruktur og som Dekyis søster håbe på, at der fortsat er arbejde til hende i tæppefabrikken. Nomaderne en truet livsform? Tibets befolkning har i århundreder været afhængige af at holde dyr til at omdanne Tibets sparsomme vegetation til mad og til at levere gødning til brændsel, transport og andre livsnødvendigheder. Nomaderne har derfor historisk været tæt forbundet med tibetansk identitet og levevis. Det er måske derfor, de længe har været under pres fra den kinesiske regering, der har indhegnet græslandet og på anden måde begrænset deres frie bevægelighed. Kinas politik overfor nomaderne er baseret på en forestilling om, at de er skyld i degraderingen af græslandet, men nyere forskning viser, at bl.a. klimaforandringer også spiller en vigtig rolle, og at græsning faktisk kan ophæve nogle af følgerne deraf. En rapport fra Human Rights Watch om tvangsflytning af nomader i Tibet dokumente-

9 rer, at ca nomader er ved at blive tvangsforflyttet, og at mange har været tvunget til at slagte deres dyr og flytte ind i nybebyggelser, uden at de har modtaget kompensation og uden at være blevet inddraget i beslutningsprocessen om deres fremtid. Myndighederne begrunder forflyttelserne, der er blevet intensiveret under det såkaldte vestlige udviklingsprogram med, at de er nødvendige for at beskytte miljøet og modernisere befolkningen. Mange tibetanere og iagttagere betragter dem dog snarere som et yderligere forsøg fra kinesisk side på at tvangsassimilere tibetanerne og sætte den tibetanske kultur under stadigt større pres. Nomaderne er letterere at kontrollere, når de lever i byområder omgivet af kinesere, end de er i deres traditionelle omgivelser. Forflyttelserne krænker i vid udstrækning nomadernes sociale og økonomiske rettigheder. De fleste nomader, der er blevet tvangsforflyttet til byerne, har ikke kunnet finde fast arbejde, bl.a. fordi de ikke taler kinesisk og ikke har erfaringer med andre former for arbejde end nomadelivet. Dolma på 43 fortæller: Jeg kender ingen, der har fundet et job. Min mand og jeg er hjemme hver dag, og vi laver ikke noget. Livet er meget kedeligt, og regeringens penge er ikke nok til at købe brændsel og mad til hele året. Jeg Nybyggeri for nomader i Amdo (CM/AMK) kan ikke tale eller læse kinesisk, så det er umuligt at finde et job. Jeg er bange for, at vi kommer til at sulte. En jævnaldrende mand fortæller mig: For at finde arbejde i byen har jeg brug for penge til at købe [bestikke sig til, red.] et job for, men jeg er bare en uuddannet nomade. Denne følelse af mindreværd overfor den modernitet, som kineserne repræsenterer, findes desværre alt for ofte blandt traditionelle tibetanere. En anden mand fra Amdo udtrykker det således: De ødelægger vores tibetanske nomadesamfund ved ikke at lade os leve på vores land og udsletter vores livsgrundlag og gør det vanskeligt for os at overleve i denne verden, fordi vi har været nomader i generationer. Kineserne tvinger os til at leve i kinesisk byggede byer, hvor vi efterlades uden vores dyr og ikke kan udføre andet arbejde. En tredje mener: Fordi der ikke bor kinesere i nomadeområderne i Tibet, er der mange af os, der tror, at kineserne ønsker at flytte tibetanske nomader ind til byerne for at kontrollere os. Når den ældre generation dør, bliver vi efterhånden assimileret ind i byerne. Der er, ifølge en nomade, Ingen frihed til at nægte, og selvom de har klager på hjertet, kan ingen klage til regeringen, og ingen tror, at det ville hjælpe. Regeringen har erklæret, at den vil bosætte 80 % af nomaderne inden år 2020.Nomadernes livsform trues også på andre måder af moderniseringsprocessen. Mange er bevidste om, at deres børn bør have en uddannelse, og at sandsynligheden for, at de vender tilbage til nomadelivet, falder med graden af uddannelse. Det er et hårdt og usikkert liv at være nomade, og en familie kan hurtigt miste sin velstand p.g.a. dårligt vejrlig eller andre omstændigheder. Børnenes skolegang betyder, at familierne splittes op, så dele af dem har et mere fastbo- 7

10 ende liv, eller børnene bliver sendt i kostskoler eller måske endda i eksil i Indien for at få en uddannelse. Mange har dog slet ikke råd til at betale skolepenge, og i nogle egne går kun en meget lille del af nomadebørnene i skole. Mange tror heller ikke, at det kan betale sig at sende børnene i skole, hvis de ikke sikres job efter skolen. Det giver mere mening at holde dem hjemme, hvor de kan hjælpe til med arbejdet med f.eks. at samle medicinurter til salg på det voksende marked herfor. Kate Karko fortæller i sin bog Namma : Det var ikke, fordi nomaderne var imod skoler, men det var et komplekst emne. Tenzin [hendes mand, red.] følte, at med en uddannelse kunne en nomade opnå en vigtig position både i sit samfund og i byen. Han følte, at det blev mere og mere vigtigt, at nomaderne blev del af bylivet. Selv hans far, en ægte nomade, var en person i byen nu. Men nomaderne værnede om deres livsstil, som de betragtede som truet. Der var ikke alene restriktioner på deres land og dyr, de fik også færre børn. Ifølge myndighederne måtte de få to, men det var betydeligt færre, end de var vant til. Med så få børn følte de, at de ved at sende dem i skole ville igangsætte en udvandring fra gruppen i de fremtidige generationer. Selvom der var en tibetansk skole i Machu, vidste de, at deres styrke var deres sammenhold og bevarelsen af deres århundrede gamle traditioner. Skolen ville tage deres børn væk fra dem både mentalt og fysisk, og de troede også, at deres karakter ville blive udsat for kinesisk indflydelse....hvis en mand sendte sin søn i skole, ville han sikkert ikke vende tilbage til nomadelivet efter eksamen. Og hvordan ville familiens fremtid se ud uden en arving? I vores gruppe var der 33 børn, der ikke gik i skole... men hvem kunne sige, hvad der var rigtigt? Det var rigtigt, at disse børn havde ret til uddannelse og blev nægtet den, men det var også sandt, at gruppen ikke kunne overleve uden børnene. Det så ud som om Tenzin håbede, at de to kunne forenes. De mange forandringer i de sidste årtier betyder også, at fordelingen af arbejdsbyrden mellem kvinder og mænd er blevet forskubbet til fordel for mændene. Fordi de ikke længere skal tage vare om så store dyreflokke, og fordi den forbedrede infrastruktur har gjort transporten lettere, er det fristende for dem at bruge deres stigende fritid ved poolbordene i de småbyer, der er dukket op langs landevejene. Kate Karko skriver: Undtagen midt om vinteren, når de levede med dyrene oppe i bjergene i nogle måneder, havde de unge mænd det let men Tenzin fortalte mig, at det ikke altid havde været sådan. Nogle prøver at finde nye veje, som Dorje i Lhagang i Kham, der lejer heste ud til turisterne i sæsonen og hver aften rider op til sit telt, sin familie og sine dyr. Befolkningen i Lhagang var indtil for nogle år siden næsten alle fuldtidsnomader. Nu er mange af dem bosat i byen, der med sit historiske kloster og de maleriske stenhuse er blevet populær blandt turister. Wangchuk på 31 fortæller: Jeg blev født som nomade i nærheden af Lhagang. Jeg var en skidt fyr, da jeg var ung. Sammen med en ven, der var munk, rejste jeg til Indien, hvor jeg mødte Dalai Lama. Han opfordrede mig til at vende hjem og hjælpe mit folk. Jeg lærte også engelsk og blev inspireret af de mange restauranter for vestlige turister i Dharamsala til at åbne et sted, hvor turister kunne lære om khampaerne og spise god mad i et Khampa Kulturcenter i min hjemegn. Når der er overskud, giver jeg det til fattige khampafamilier, der mangler penge til skole- 8

11 Cool er hot. Unge mænd i Amdo (CM/AMK) gang eller sko til børnene. Jeg bor sammen med min mor, der bruger alle sine penge på religion, fordi hun er gammel og snart skal dø, og min søster. Jeg har indrettet min restaurant på traditionel tibetansk vis og laver tibetansk mad med lokale råvarer for at bevare den tibetanske kultur. Wangchuk tilbyder også turisterne ture i omegnen. En dag gik jeg en tur op til en nomadefamilie sammen med hans fætter, der var på ferie fra den skole ved Dartsedo, han underviser i. To timers vandring ovenfor byen havde nogle nomader slået deres telte op på en højslette, hvor der græssede yak, dzo og får. Vi besøgte en yngre kvinde, der serverede ost, brød og smørte for os i sit hullede telt af uld og blå plastiksække. Om vinteren flytter familien ned til deres hus i landsbyen. Deres 10- årige søn er i kloster, men familien tænker på at sende ham i skole istedet. I en lille by i Amdo, der er populær blandt turister, satser en tidligere nomadefamilie på vesterlandske turister i deres hyggelige restaurant, hvor de under et billede af Dalai Lama serverer tibetansk mad i tibetanske omgivelser. Nomaderne har altid været vigtige for den tibetanske økonomi. De dækker en stor del af den tibetanske befolknings grundbehov i form af smør, youghurt, ost, kød, skind og uld. De er også med deres mørke uldtelte og deres yak, får og geder en vigtig del af det tibetanske landskab. Derfor udøver de en særlig tiltrækningskraft på turisterne, for hvem de med deres farvestrålende dragter og særlige levevis er indbegrebet af Tibet. Det undrer derfor ikke, at de kinesiske myndigheder misbruger nomaderne til eget propagandaøjemed. Nomaderne optræder hyppigt i reklamer for Tibet; deres dragter og skikke misbruges til at fremme turismen, nogle gange i en sådan grad, at det ægte er svært at skelne fra det konstruerede. Myndighederne bidrog også til et stigende brug af skind i nomadernes dragter, indtil Dalai Lama i 2006 opfordrede tibetanerne til ikke 9

12 at bruge skind fra truede dyr, og tusinder brændte deres dyrebare skind til stor fortrydelse for de kinesiske myndigheder. På den populære hestefestival i Machu i Amdo så jeg ikke en eneste tibetaner med ægte skind. Øjenvidner beretter fra andre festivaller, at skindene næsten helt er blevet erstattet med kunstigt skind i metermål, made in China. Nomadernes livsform er truet, men den er også i høj grad stadigvæk levende som enhver, der rejser i Tibet kan forvisse sig om. Spørgsmålet er, om den kinesiske regering fortsætter sin hensynsløse moderniseringspolitik, der ikke efterlader rum til, at nomadernes livsstil kan forblive bæredygtig på længere sigt. By og land Afstanden mellem by og land er ofte meget lille. I en lille by som Labrang eller Lhagang er det helt almindeligt at se bønder med deres traktorer eller nomader, der fører deres dyreflokke gennem byens hovedgade. Nomadekvinder kommer ind til byen for at sælge youghurt på busstationen eller besøge klostret, mændene mødes med deres venner på barerne, og hele familien spiser frokost på den lokale tibetanske restaurant eller køber ind i butikkerne. Den tibetanske landbefolkning stikker ud med dens traditionelle dragter, mens mange af især de yngre tibetanere i byen er klædt i den samme slags vestligt tøj som deres kinesiske jævnaldrende. De søger også i stadigt højere grad ind til byerne for at få uddannelse, søge arbejde eller jævnaldrendes selskab. Udadtil udviskes forskellene mellem kinesere og tibetanere, og der er fare for, at de bliver en del af den kinesiske middelklasses kultur. På den anden side er tibetanerne meget bevidste om, at de er tibetanere, og at det er kineserne, der er de fremmede i deres land. Det sætter dem ofte i en lidt hjælpeløs situation, fordi de ikke rigtig hører til nogen steder. Nogle af de yngre tibetanere prøver at skabe sig en vej mellem det traditionelt tibetanske og moderniteten, som kineserne synes at have taget patent på. Til festival i Amdo (CM/AMK) 10

13 Jigme fra Rebgong fortæller: Jeg har åbnet et tibetansk tehus, fordi jeg er tibetaner, men i mange tibetanske byer er der kun få tibetanere, der har forretninger og restauranter. De fleste er kinesere eller muslimer. Jeg ville gerne åbne et tibetansk tehus for at holde de tibetanske traditionelle skikke i live, og fordi jeg ønsker at vise dem til turisterne og forbedre tibetanernes forhold. Jeg tog min eksamen i år, men det er meget svært at finde arbejde her. Så jeg åbnede tehuset og mener, at vi tibetanerne selv må finde måder at forbedre vore liv på. En anden yngre mand, Phuntsog, har åbnet et tibetansk kulturcenter, hvor han er i gang med at opbygge et bibliotek med tibetanske og engelske bøger og et lille lokalmuseum. Centret tilbyder undervisning i tibetansk og engelsk til lokale tibetanere. Dekyi arbejder der af og til, selvom lønnen er ringe. Hun fortæller: I anden G blev jeg udvalgt af en amerikansk NGO til at få gratis undervisning i Xining indtil studentereksamen. Derefter har jeg læst tre år på universitetet - engelsk og tibetansk - men ved ikke hvordan jeg skal få råd til min afgangseksamen. Jeg vil gerne være turistfører, fordi man tjener bedre end som lærer, men det er svært at få jobs for os tibetanere. Jeg vil også gerne studere videre, men jeg må være med til at forsørge min familie og min lillebrors studier. Jeg vil gerne rejse til Lhasa eller Dharamsala, men det er meget dyrt og meget svært for tibetanere at få et pas. Tanken om at rejse til udlandet er en helt umulig drøm men Dekyi håber nu på, at hun og en veninde kan finde midler til at åbne et tibetansk tehus. Dekyi, Phuntsog, Jigme, Wangchuk og mange andre viser, at det er muligt for tibetanere at påvirke deres egne liv i en bestemt retning, især hvis de er yngre og veluddannede. Men Dekyi. På udkik efter muligheder (CM/AMK) 11

14 ikke kan affinde sig med det, har ikke mange andre muligheder end at søge lykken i eksil, hvis de både vil have rimelige levevilkår og forblive tibetanere. Tegnet af alderen (CM/AMK) manglen på politisk selvbestemmelse og den kinesiske besættelse sætter snævre grænser for, hvor langt deres muligheder går. Forsøget på at kombinere en bæredygtig levevej med tibetansk kultur er altid en hårfin balance, der for mange tibetanere har ført til myndighedernes mistro og måske lange fængselsstraffe og repressalier. Myndighederne sætter i stadigt højere grad grænser for tibetanernes traditionelle levevis som bønder, nomader og handelsfolk uden at skabe tilstrækkeligt frirum for en anderledes tilværelse. Dekyi og hendes venner vil gerne arbejde med turisme; de taler godt engelsk, og der er mange steder potentiale for at udvikle tibetansk turisme eller andre former for forretninger, men konkurrencen fra kinesiske invandrere og myndighedernes restriktioner gør det meget vanskeligt for de fleste tibetanere at skabe det gode liv. De, der Kvinde i Tibet Tibetanske kvinder er meget synlige i det tibetanske samfund og virker sjældent underkuede. De har dog ikke ligestilling med mændene på de politiske, økonomiske eller religiøse områder, selvom de har relativt flere rettigheder end mange af deres medsøstre i Asien, måske især fordi de traditionelt har haft adgang til at deltage i det økonomiske liv og dermed skabe sig en vis form for selvstændighed. Det er nok en af grundene til, at der er en tendens til at overse kønsproblematikken i studier af Tibet. Kate Karko skriver i Namma om nomadekvinder: For mig var det mest fremmedartede forholdet mellem kønnene. Tenzin havde fortalt mig, at der ikke var lighed, men at nomaderne metaforisk set så manden som teltpælen og kvinden som teltet. De eksisterede i gensidig afhængighed. Den ene var nytteløs uden den anden. Men så vidt jeg kunne se, indebar dette lighedssynspunkt et kompromis på kvindens side. Dette var en mandsverden, og Machu manden var virkeligt macho. Det var et sted, hvor mænd var mænd og kvinder kvinder; enhver havde sin klart definerede rolle, og det var nærmest umuligt at krydse denne barriere. Ikke at de ønskede det.... Det var mest af alt et spørgsmål om det private og det offentlige. Mænd besatte den offentlige sfære og kvinder den private. Bortset fra en tur i byen for at gå på indkøb og besøge familien blev kvinderne hjemme og arbejdede utrætteligt fra morgen til aften. En kvinde, der ikke lavede noget, var en dårlig kvinde. Sådan tænkte mændene, og de blev støttet af de ældre kvinder.... Det var ikke tilladt for en kvinde at gå i 12

15 seng før resten af familien, og hvis mændene sad og talte i timevis, måtte hun blive oppe og servere te og holden ilden ved lige. For en Machu mand er det ikke cool at blive set offentligt sammen med sin kone. Udover uligheden i det tibetanske samfund, er der dokumentation for, at Kina krænker tibetanske kvinders fundamentale rettigheder, ikke mindst de reproduktive rettigheder, retten til uddannelse og retten til at være fri for diskrimination, tvang og vold. Kina har undskrevet konventionen om udryddelse af alle former for diskrimination af kvinder (CEDAW) og Kinas officielle politik understreger lighed mellem kønnene, men i Tibet er der stor forskel på teori og praksis. Diskrimination af tibetanere på arbejdsmarkedet synes at ramme kvinder særligt hårdt. Udover diskrimination p.g.a. køn og graviditet udelukkes de fra mange jobs, fordi færre taler kinesisk end blandt mændene, og de er som regel de laveste i hierarkiet på en arbejdsplads. De tibetanske kvinder i Tibet har ikke samme rettigheder som deres medsøstre i eksil. De har heller ikke en uafhængig kvindeorganisation, der kan kæmpe for deres rettigheder som de tibetanske kvinder i eksil, der har dannet en aktiv kvindeorganisation. Dekyi fortalte, at de unge og på mange måder priviligerede tibetanske kvinder i Rebgong i princippet har de samme muligheder som deres jævnaldrende brødre for at få en uddannelse, men at det er pigerne, der først må opgive deres studier, hvis der er økonomiske problemer. Efter endt uddannelse har de måske i endnu højere grad end deres brødre risiko for at ende i arbejdsløshed eller underbetalte jobs. Zomkyi på 26 fortæller: Jeg kommer fra den del af Shigatse, der hedder Rin Bok. I min familie er der 8 børn, 2 brødre og 6 søstre. Jeg er den yngste i min familie. Nu bor de fleste Ung nomademor i Kham (CM/AMK) hver for sig, men mine brødre bor hos mine forældre. Jeg lærte matematik, tibetansk og kinesisk i grundskolen. Da jeg var 9, kom jeg tre år i mellemskolen, men i det første semester i tredje klasse kunne jeg ikke fortsætte i skole, fordi min anden brors kone havde problemer med en fødsel, og jeg forlod skolen for at passe yak og får. Der var jeg i fem år. Jeg har en søster i Lhasa. Hun havde åbnet en tibetansk restaurant og havde brug for en tjener, så jeg kom til Lhasa for seks år siden. I den tid lod min søster mig gå i skole for at lære engelsk. I min fritid var jeg hos min søster, men 13

16 Nomadedrenge i Amdo (CM/AMK) så blev hendes børn større, og det blev let for hende at arbejde i restauranten, så jeg kom til en fremmed restaurant, hvor jeg kunne bruge mit engelsk. Jeg arbejdede der i et år. I den tid havde jeg deltidsarbejde, så jeg havde mere tid til at studere. For øjeblikket arbejder hun i et rejsebureau. 22-årige Dolma fortæller: Jeg er fra en landsby nær Rebgong. Min familie havde en stor tibetansk forretning nær klostret, så den er relativt velstående. Nu studerer jeg engelsk på universitetet i Lanzhou. Jeg håber at få min BA til sommer. I ferierne hjælper jeg familien i forretningen. Nogle gange tager jeg udlændinge med til klostret og oversætter for dem. Nogle gange underviser jeg i engelsk. Da jeg var tre, blev mine forældre skilt, så jeg må tage mig af min mor og kender ikke til en fars kærlighed. Men jeg er en glad pige og har ikke ondt af mig selv, og jeg har bedsteforældre og en onkel og tante, der tar sig af mig. Lige nu har min familie åbnet et tibetansk hotel i Lhasa. Mange udlændinge kan lide at bo i et tibetansk hotel. Min familie har købt en mobiltelefon og en laptop til mig. Lige nu vil jeg studere så meget jeg kan. Jeg drømmer om at studere i udlandet. I modsætning til Dekyi, Zomkyi og Dolma lever langt de fleste kvinder på landet, hvor de har ringe muligheder for et selvbestemt liv. Unge piger uden uddannelse, der søger ind til byerne, risikerer alt for ofte at ende i prostitution eller anden form for nød og udsathed. Og Dekyis mor, der er enke, har som andre enlige 14

17 kvinder svært ved at få økonomien til at køre rundt og til at få udført det arbejde, der hører med til at være bonde. Vi må ikke glemme den vigtige rolle kvinder og ikke mindst nonner spiller i den tibetanske frihedsbevægelse. De har ofte været i front, når det gjaldt om at forsvare tibetanske rettigheder, selvom de risikerer at blive udsat for særlig hård og ydmygende tortur, hvis de lander i et kinesisk fængsel. Sidst, men ikke mindst, er det i høj grad kvinderne, der sørger for kontinuiteten i samfundet Tibets børn Den tibetanske befolkning har i gennemsnit en stor befolkningstilvækst og en stor del af tibetanerne er i dag under 18. Tibetanerne er underlagt den kinesiske regerings børnebegrænsningspolitik med max. 2 børn for de såkaldte nationale minoriteter, som myndighederne regner tibetanerne under, men den bliver ikke altid fulgt, selvom det kan have økonomiske og sociale omkostninger at omgås den. Det er ikke ualmindeligt med 4-5 børn for en gift kvinde. Børnene spiller en central rolle i tibetanernes liv. Forældrene vil gerne give dem en uddannelse, men mange viger tilbage for den kinesificering, uddannelsen næsten uundgåeligt fører med sig. De er måske også bange for, at børnene, når de først har læst i byerne, ikke ønsker at vende tilbage til nomade- og landlivet. Som en udvej vælger nogle at sætte deres sønner i kloster eller sende dem over passene mod syd til Indien for at blive uddannet i eksilsamfundet. De tibetanske børn udsættes for diskrimination og er som de voksne underlagt de kinesiske myndigheders overvågning. Som en sag fra en skole i nærheden af Labrang i Amdo i 2007 viser, er der god grund for dem til at være agtpågivende. Her blev en gruppe unge arresteret 15 for at have tegnet graffiti med opfordring til, at Dalai Lama vender hjem. Børnene risikerer i følge Tibet Justice Center at blive udsat for tortur og lange fængselsstraffe, hvis de arresteres. Børn, der har forsøgt at flygte over bjergene i eksil og er blevet sendt hjem, er blevet fængslet. I skolerne risikerer de at få bank og det virker som om kinesiske lærere straffer tibetanske elever hårdere end kinesiske især hvis de gør noget, der kan opfattes som et udtryk for tibetansk identitet. Mobning fra lærernes side er heller ikke ualmindelig. Mange har ikke adgang til god uddannelse og mange af de privatskoler, der blev finansieret af udenlandske NGOer og klostre og var et alternativ for mange, er blevet lukket, eller myndighederne har overtaget dem, fordi de ofte underviser i tibetansk historie, kultur og religion. Børnenes adgang til undervisningssystemet hænger udover økonomiske muligheder ofte sammen med forældrenes forbindelser til det kinesiske skolesystem eller partiet. Tibetanske børn får i gennemsnit mindre end 3 års skolegang. Mindst 35 % blandt tibetanske unge er analfabeter. De børn, der afslutter grundskolen, har problemer med at få en højere uddannelse, fordi undervisningen foregår på kinesisk og endnu færre består adgangseksamen til gymnasiet. Den lave uddannelsesgrad blandt tibetanere er den gængse undskyldning blandt arbejdsgivere for at foretrække kinesisk arbejdskraft. Børnene har, som deres forældre, ofte ringe adgang til sundhedsvæsenet både, fordi der er langt mellem sundhedsklinikkerne på landet og fordi det er dyrt at benytte dem. De fleste tibetanere må rejse i dagevis for at komme til et hospital. Nogle gange bruges tibetansk medicin som et alternativ, men det er mindre effektivt i forhold til mange af de sygdomme,

18 Nonne i Labrang (CM/AMK) børn typisk lider under. Vaccinationsprogrammer, der er blevet gennemført i Kina er ikke nået ud til de tibetanske børn bl.a. fordi de ansatte ikke rejser til afsidesliggende egne. Mange børn har åndedrætsrelaterede problemer som f.eks. lungebetændelse og tuberkulose. Alt for mange dør af mavesygdomme og mange, nogle taler om helt op til 50 %, lider af misvækst som følge af dårlig ernæring. Det skylde, at mange familier ikke har adgang til den rigtige mad til børnene bl.a. pga den kinesiske skattepolitik og regulering af markedet. I nogle egne er der heller ikke adgang til rent drikkevand. Børnene ved så at sige intet om sundhed, feks i forbindelse med hygiejne eller AIDS. Tibets børn har som mange andre børn i Asien ringe adgang til uddannelse og til sundhedssystemet. Det, der adskiller dem fra mange af deres jævnaldrende er, at de må frygte en fremtid som fremmede i deres eget land, som de selv i meget ringe grad kan påvirke. At være munk er også en levevej Den tibetanske buddhisme og i nogle egne bon [udtales bøn, red.] er en uadskillelig del af den tibetanske hverdag. Selvom der ikke som før den kinesiske besættelse er en munk i enhver familie, er der stadig mange familier, der kan tælle munke og nonner blandt deres familiemedlemmer, og der er stadig familier, der foretrækker at sende deres sønner i kloster frem for i skole. Religionen findes overalt - i de mange klostre, i bedeflagene, der vajer over huse og vandløb og i bedehjulene, som især de ældre flittigt gør brug af, når de flere gange om dagen går deres pilgrimstur rundt om et kloster. Tibets klostre var længe den tibetanske buddhismes institutionelle hjerte. Selvom klostrene har mistet en stor del af den socioøkonomiske rolle, som de spillede i det tibetanske samfund før besættelsen, har de stadigvæk en betydning, der går ud over det rent religiøse. Mange tusinde tibetanere tilbringer en stor del af eller hele livet i et kloster. Tidligere spillede klostervæsenet en vigtig rolle for fa- 16

19 miliernes økonomiske strategier, idet man i bondefamilier ikke opdelte jorden. Ved at sende en søn i kloster sikrede man ham en levevej og bidrog til husholdets bæredygtighed. Med det stærkt kontrollerede antal munke er det ikke længere en sikker strategi, selvom den utvivlsomt stadig bruges i nogle familier med manglende ressourcer eller adgang til indkomster udenfor landbruget. Klostrene har været tvunget til at ændre deres økonomiske rolle til i mange egne hovedsageligt at tjene - og tjene på - turismen. De har indkomster fra entreindtægter, gaver og salg af souvenirs. Det har skabt bekymring for, at de buddhistiske studier forsømmes, og at mange munke ikke er munke, men snarere turistførere, der betales for at vise især de kinesiske turister det, de gerne vil se. Munkene og nonnerne spiller dog også en anden vigtig rolle. Størstedelen af de over 100 politiske fanger i Tibet, som internationale organisationer har kendskab til, er munke og nonner. Siden 1980 erne er det i stigende grad dem, der har engageret sig politisk for mere frihed i Tibet. De har ikke familier at forsørge, og muligvis tiltrækker klosterlivet i dag unge, der ikke er tilfredse med at leve under den kinesiske besættelse. Det er ikke uden grund, at de kinesiske myndigheder nøje overvåger klostrene og til stadighed indfører nye restriktioner, f.eks. af klostrenes økonomiske afhængighed af lokalsamfundet. De store og kendte klostre har altid tiltrukket pilgrimme. Det gør de stadigvæk, selvom antallet af pilgrimme i mange egne langt overstiges af antallet af turister. De store klostre ligger næsten alle i områder med god landbrugsjord og er derfor let tilgængelige. Pilgrimsvandringer var traditionelt en af de faktorer, der bidrog til Tibets kulturelle enhed, til handel og til at bringe mennesker fra vidt forskellige dele af Tibet sammen. De spiller stadig en vigtig rolle i den enkeltes liv. Mange tibetanere drømmer om at tage på pilgrimsture, men begrænses af myndighedernes restriktioner på deres bevægelsesfrihed og af mangel på økonomiske midler. Religionen spiller på mangfoldig vis en vigtig rolle i tibetanernes hverdag, der i høj grad er blevet identitetsskabende. F.eks. er tilbedelsen af naturguddomme en naturlig del af dagliglivet for landbefolkningen. I landsbyerne omkring Rebgong afholdes der f.eks. hvert år en femdages klu rol festival til ære for den lokale bjerggud for at sikre den årlige høst. Jeg oplevede selv, hvordan festivalen både er en vigtig social og religiøs begivenhed, hvor alle møder op i deres fineste tøj, spiser store mængder af god mad og måske får sig en kæreste. I Dekyis landsby mødtes unge og gamle igen om aftenen på pladsen foran klostret efter afslutningen på dagens ceremoni. Drengene optrådte med breakdance, og de unge dansede traditionel tibetansk dans til moderne popmusik. I en landsby i bjergene var alle dens beboere flyttet op på bakken over byen med deres telte, mad og musik for at feste, så længe festivalen varede. Kinesere er ikke velkomne, og alle turister måtte betale for at deltage i festivalen. Ingen kan være i tvivl om, at religionen udgør et centralt element i den tibetanske selvforståelse. Men det er et spørgsmål, om buddhismens institutioner kan overleve som et magtfuldt og synligt centrum herfor, når deres socio-økonomiske rolle udhules, færre unge kan eller vil vælge klostervejen og der kan sås tvivl om klostrenes rolle som spirituelle og intellektuelle centre. 17

20 Kinesisk reklame for fremtiden, tværs over hovedgade i Lhasa Teksten lyder: Ved at bygge en moderne by, gøres borgerne anstændige (VW) Den økonomiske udvikling i Tibet af Jens Walter I 1999 besluttede den kinesiske regering at iværksætte en langsigtet strategi for økonomisk udvikling af de vestlige dele af Kina, som ikke var kommet med i den eksplosive udvikling, der havde fundet sted i løbet af 1990 erne i det østlige og sydlige Kina. Strategien omfatter de autonome regioner i Tibet (TAR) og Xinjiang samt Qinghai, Det indre Mongoli og andre nordvestlige provinser. De vestlige områder, som udviklingsstrategien retter sig imod, udgør ca. 71,5 % af den kinesiske stats samlede landareal inkl. de besatte områder, men kun 28,8 % af befolkningen. I 2003 leverede disse områder 16,8 % af Kinas bruttonationalprodukt (BNP). Udviklingsstrategien retter sig altså mod den største, tyndest befolkede og fattigste del af den kinesiske stat. Der var flere grunde til, at den kinesiske regering iværksatte den vestlige udviklingsstrategi. Indenrigspolitisk var der op gennem 1990 erne en stigende bekymring for, at den voksende ulighed mellem forskellige sociale grupper og geografiske områder kunne medføre social og politisk uro og modstand i befolkningen i et omfang, som det kommunistiske parti samt regering og militær ikke ville være i stand til at kontrollere. Hver eneste dag i de sidste 10 år har der være uro eller protestaktioner, som politi og sikkerhedsstyrker har måttet bekæmpe, et eller flere steder i landet. En stadig stigende ulighed kunne komme til at udgøre en fare for det kommunistiske partis magtmonopol. De vestlige områder grænser op til Indien, Pakistan, Afghanistan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Kazakhstan, og befolkningerne i Kinas grænseområder er domineret af ikkekinesiske befolkningsgrupper, som fx tibetanere i TAR og uigurer i Xinjiang. Hvis 18

21 forskellen mellem det fattige vest og det rige øst blev alt for stor, kunne det true Kinas stormagtsposition i Centralasien. Social og politisk uro i grænseområderne kunne i værste fald ende med borgerkrigslignende tilstande og infiltration fra de omkringliggende muslimske stater. Udviklingen i Kaukasus efter Sovjetunionens sammenbrud var et skrækscenarium for de kinesiske regeringer. Ønsket om at opbygge et velfærdssamfund med en højere levestandard og bedre forbrugsmuligheder for en stadigt større del af befolkningen, spillede også en rolle. For den tidligere kinesiske præsident Jiang Zemin var velfærdsaspektet en væsentlig del af begrundelsen såvel for hans økonomiske liberaliseringspolitik i Øst- og Sydkina, som for iværksættelsen af det centralt styrede vestlige udviklingsprojekt. Hovedtræk af den økonomiske udvikling i Tibet 1 Hvordan er det så gået i Tibet siden 1999? Ifølge de officielle kinesiske statistikker er BNP i TAR fordoblet siden 2002 og firedoblet i årtiet fra 1997 til I det samme tiår er Kinas BNP som helhed blevet tredoblet. TAR s økonomi er altså vokset en tredjedel hurtigere end Kinas, der jo eller har været verdens hurtigst voksende økonomi. Den kinesiske regering har givet enorme subsidier til den tibetanske økonomi i de senere år, både til investeringer og til drift af institutioner og virksomheder. Den kinesiske regering argumenterer for, at pengeoverførslerne medfører en modernisering af det tibetanske samfund, og at de dermed bidrager til at forbedre den tibetanske befolknings levestandard, således at TAR kan efterligne den moderniseringsproces, som finder sted i de rige provinser i det østlige og sydlige i Kina. 19 Det er imidlertid svært at genkende billedet af eksplosiv økonomisk vækst og store forandringer i levevilkårene, når man rejser rundt i Tibet og med egne øjne ser på, hvad der foregår. Bortset fra gigantiske infrastrukturprojekter som jernbanen fra Golmud til Lhasa, der i de kommende år forlænges til Shigatse, og opbygningen af regerings- og finanspaladser i Lhasa og et par andre byer, er det svært at få øje på forandringer, der modsvarer en firedobling af BNP på et årti. Der er kommet supermarkeder, der betjener den voksende middelklasse i hovedstaden Lhasa, og der er lidt flere motorcykler i de landsbyer, som ligger tættest på provinsbyerne. Nogle af de unge har fået mobiltelefoner, og i de landsbyer, hvor der er elektricitet, har enkelte familier fået fjernsyn. Men ellers lever 80 procent af den tibetanske befolkning under de samme økonomiske vilkår, som de hidtil har gjort. Bortset fra dyrkningen af grøntsager i drivhuse i omegnen af Lhasa med henblik på at forsyne den kinesiske overklasse og det stigende antal turister med friske grøntsager, er der ikke sket den store produktivitetsudvikling i landbruget. Nomaderne lever også, som de altid har gjort i det omfang, de kan få lov til det af kineserne. En forædlingsindustri for landbrugsprodukter er aldrig blevet opbygget, hverken for vegetabilske eller animalske produkter. For at forstå, hvordan den overordnede økonomiske udvikling hænger sammen med de sociale og produktionsmæssige forhold, som man kan iagttage ved selvsyn, kan det være interessant at se på, hvordan væksten fordeler sig på de forskellige økonomiske sektorer. Det fremgår, at landbrug m.v. (den primære sektor) i midten af 1990 erne udgør omkring 40 % af den tibetanske økonomi, for derefter at falde støt gennem perioden til at udgøre

22 16% i Gennem hele perioden er ca. 75 % af den tibetanske befolkning, men kun ganske få kinesere, beskæftiget i den primære sektor. En oversigt over de forskellige sektorers bestanddel af BNP ses i figur 1. Den sekundære sektor varierer gennem perioden mellem 18 og 27 procent. Industri og minedrift udgør kun en mindre del af den sekundære sektors værdi, mens entreprenør- og byggevirksomhed udgør langt den største del. Størstedelen af den sekundære sektors værdi skabes af infrastrukturprojekter og af byggeprojekter til regerings-, administrations- og finansvirksomhed i Lhasa og to-tre andre større byer samt af jernbaneprojektet. Den tertiære sektor er vokset fra ca. 34 % i 1995 til ca. 64 % i 2007 og udgør nu hen ved to tredjedele af TAR s BNP. En sådan økonomisk struktur er normal i højtudviklede, postindustrielle lande som Danmark, Tyskland eller USA, men forekommer umiddelbart paradoksal i TAR, hvor størstedelen af befolkningen bor i landområder, og hvor hovedparten af arbejdskraften er bønder og nomader. Den overordnede økonomiske udvikling er frakoblet samfundets grundlæggende økonomiske cirkulation. Den kinesiske regerings subsidiepolitik tjener andre formål end at udvikle TAR s faktiske produktionsvirksomhed. Den tertiære sektor har gennem hele perioden haft den stærkeste vækstrate og har det meste af tiden stået for mellem halvdelen og to tredjedele af den samlede vækst. Den udvikling, der blev sat i gang anden halvdel af 1990 erne, er således accelereret i de senere år. Den særlige udvikling i den tertiære sektor Forklaringen på den tertiære sektors paradoksale dominans må søges i de politiske mål, som udviklingen af den tertiære sektor skal tjene. En nærmere analyse vil vise, at fordelingen af den tertiære sektors bestanddele er meget forskellig fra de fordelinger, man kender i andre lande såvel som i Kina som helhed. I figur 2 (side 22) ses en oversigt over den tertiære sektors struktur. Det usædvanlige ved sammensætningen af den tertiære sektor er bl.a., hvor stor en del regerings- og partiaktiviteter udgør. De udgør mellem 21 og 27 % af den tertiære sektor primær sekundær tertiær Figur 1. De forskellige sektorers bestanddel af BNP, angivet i procent 2 20