1. Sparekassen K's klagepunkt 5 i klagen af 30. april 1998, der er suppleret med skrivelser af 18. august og 16. oktober 1998:

Transkript

1 Kendelse af 5. oktober , delkendelse nr. 2. Nogle ejendomme tilhørende en bank skulle nedskrives til markedsværdi. Regnskabsbekendtgørelsens 61. (Suzanne Helsteen, Finn Møller Kristensen, Connie Leth, Peter Erling Nielsen og Niels Larsen) Den 5. marts 1999 afsagde Erhvervsankenævnet delkendelse vedrørende klagepunkterne 1-4 i den af Sparekassen K indbragte klage af 30. april 1998 over Finanstilsynets afgørelse af 6. april Ankenævnet bestemte samtidigt, at klagens punkt 5, der vedrører Finanstilsynets krav om en samlet nedskrivning på 4,5 mio. kr. af 8 af sparekassens ejendomme, skulle behandles for sig. Nærværende kendelse omhandler dette spørgsmål. 1. Sparekassen K's klagepunkt 5 i klagen af 30. april 1998, der er suppleret med skrivelser af 18. august og 16. oktober 1998: Sparekassen K's klagepunkt 5 i klagen af 30. april 1998 lyder således: "Sparekassens påstand: Finanstilsynet tilpligtes at anerkende: Principalt: At Sparekassens værdiansættelse af de nævnte ejendomme stadfæstes som værende i overensstemmelse med beslutning, truffet af Sparekassens direktion og bestyrelse, samt tiltrådt af Sparekassens interne revisionschef og 2 statsaut. revisorer gennem blanke revisionspåtegninger. Subsidiært: At der udvælges 2 statsaut. ejendomsmæglere og valuarer til at vurdere de pågældende ejendomme. Faktum: Af Sparekassens 62 ejendomme, det være sig både domicilejendomme som udlejningsejendomme, blev der udtaget 14 til en nærmere gennemgang. Jfr. medfølgende skema resulterede dette i, at 8 ejendomme, der havde en samlet ejendomsværdi på mio. kr. og som pr. ultimo 1997 var bogført til mio. kr., efter Finanstilsynets opfattelse skulle nedsættes til mio.kr. - eller en nedskrivning med mio. kr. (ca. 15%) - mens 2 ikke-domicil-ejendomme

2 kunne opskrives med mio. kr. Af de 8 ejendomme, der skulle nedskrives, er de 6 domicil-ejendomme. Sparekassen har en samlet ejendomsportefølje med en bogført værdi på mio. kr., jfr. Sparekassen foretog med 1996-regnskabet en ekstraordinær nedskrivning af ejendomsporteføljen med mio. kr., eller lig med indestående på en opskrivningsfond, der dermed fjernede Sparekassens såkaldte supplerende kapital, hvorefter Sparekassen alene har en solvensprocent på målt på kernekapital. Sparekassens regnskab for 1996 og 1997 vedlægges Sparekassens anbringender: Sparekassen har, forinden aflæggelse af 1997-regnskabet, og selvfølgelig også på grund af den megen omtale, der i sektoren har været omkring Finanstilsynets interesse for bogførte værdier af fast ejendom, foretaget en nøje gennemgang af samtlige ejendomme. Sparekassens ejendomskreditchef har en fortid som arkitekt og områdedirektør i landets største realkreditinstitut. Denne person blev anmodet om, uden at kende bogførte værdier på ejendommene, at gennemgå disse og fastlægge værdierne i henhold til den gældende forventning i markedet. Den pågældende forestår i øvrigt, som øverste ansvarlige, vurderinger i henhold til Realkreditinstitut A. Sparekassens bogførte værdier er i overensstemmelse med denne persons anbefalinger. På baggrund af ovennævnte og til støtte for den principale påstand anføres det, at Finanstilsynet ikke har hjemmel til at tilsidesætte den af direktion og bestyrelse trufne beslutning, samt det af en sagkyndig udøvede skøn, vedr. værdiansættelse af Sparekassens ejendomme. Det forekommer påfaldende, at en person med et ikke-specielt kendskab til lokalområderne, er i stand til at komme og kunne pålægge nogle værdiansættelser, der for 8 ejendommes vedkommende resulterer i en nedskrivning på mio. kr. og en opskrivning på 2 ejendomme med mio. kr. På baggrund heraf og til støtte for den subsidiære påstand må det antages, at 2 herboende statsautoriserede ejendomsmæglere

3 har større lokalkendskab, hvilket alt andet lige bør resultere i en mere korrekt værdiansættelse, end den, en specialkonsulent fra Finanstilsynet er i stand til at foretage. Isoleret set skulle dette være en ganske uinteressant begivenhed, hvis det ikke var sådan, at dette ville få som konsekvens, at de mio.kr., som Finanstilsynet ønsker afskrevet, skal afskrives over driften med det resultat, at kernekapitalen nedbringes, mens til gengæld opskrivningen medfører en statuspost med en supplerende kapital på mio.kr. Konsekvensen af det pålagte er således, at Sparekassen får konverteret kernekapital til supplerende kapital, men hverken bliver rigere eller fattigere - eller på nogen måde ikke får signaleret andet end uenighed omkring den enkelte ejendoms værdiansættelse, idet porteføljen bestemt må siges at være korrekt opgjort. Set i relation til Sparekassens ansvarlige kernekapital, knap mio.kr., og en solvens på kernekapitalen på 1% ultimo 1997, forekommer det også at være i mere end "småtings-afdelingen". Gennem et sådant pålæg tilsidesætter Finanstilsynet ledelsen, det være sig både bestyrelsens og direktionens ledelsesbeføjelse, og det med værdiansættelser, som oven i købet er godkendt af både intern og ekstern revision. Det giver også anledning til at påpege, at den omstændighed, at Finanstilsynet pålægger, at værdiansættelserne skal overgå til en vurdering efter markedsværdi, der jo vil være en størrelse, der både stiger og falder, ikke er i overensstemmelse med, hvad der pålægges andre erhvervsvirksomheder. Dertil kommer, at man fra Finanstilsynets side fortsat kræver afskrivninger på ejendommene på trods af, at de til enhver tid skal være bogført til de aktuelle markedsværdier. Hvorfor der så skal være en fortsat afskrivning, hvorefter man kommer under markedsværdien, ses at være overflødigt, idet det i modsat fald ikke vil være et retvisende billede, regnskabet giver. Disse 2 omstændigheder er faktorer, som ikke taler for at fortsætte den linie omkring markedsværdi, som er søgt udstukket af Finanstilsynet. Da hovedparten af de ejendomme, Finanstilsynet ønsker en anden værdiansættelse af, er Sparekassens domicil-ejendomme

4 - og da vi også er bekendt med Sparekassen B's anke af Finanstilsynets pålæg om nedskrivning af Sparekassen B's hovedsæde, i hvilken sag Finansrådet er indtrådt - kan supplerende henholdes til, hvad Finansrådet og Sparekassen B's advokat i den forbindelse har anført. Det turde være åbenbart, at Sparekassen stedse har søgt at have sine værdier bogført så korrekt som muligt, og det er også den filosofi, der fortsat vil være gældende, jfr. afskrivningen ultimo " 2. Finanstilsynets udtalelse af 26. juni 1998: I anledning af klagen udtalte Finanstilsynet den 26. juni 1998: " I forbindelse med Finanstilsynets undersøgelse foretog tilsynet en vurdering af værdioptagelsen af udvalgte ejendomme, jf. tilsynets skrivelse af 19. februar 1998, vedlagt Nærmere oplysninger vedrørende Finanstilsynets værdiansættelse af ejendommene fremgår af Finanstilsynets rapport sendt til sparekassen efter den gennemførte undersøgelse, vedlagt Det fremgår af pkt. 5 i sparekassens skrivelse af 30. april 1998 til Erhvervsankenævnet, at sparekassen principalt påstår Finanstilsynet tilpligtet at anerkende, at sparekassens værdiansættelse af de nævnte ejendomme stadfæstes som værende i overensstemmelse med beslutning truffet af sparekassens direktion og bestyrelse, samt tiltrådt af sparekassens interne revisionschef og 2 statsaut. revisorer gennem blanke revisionspåtegninger. Finanstilsynet skal meddele, at tilsynet ikke har grund til at antage, at sparekassens værdiansættelse ikke skulle være i overensstemmelse med beslutning truffet af sparekassens direktion og bestyrelse. Finanstilsynets afgørelse i forbindelse med den gennemførte inspektion vedrører nedskrivning af udvalgte ejendomme. Finanstilsynets hjemmel til at meddele sparekassen dette fremgår af 61 i bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter m.fl.

5 Finanstilsynet har ikke givet sparekassen pålæg om, at sparekassen skal foretage opskrivning af ejendomme. Finanstilsynet har som en service overfor sparekassen, efter vurdering af udvalgte ejendomme, meddelt sparekassen, at der kunne foretages opskrivning for så vidt angår to ejendomme, jf. i øvrigt pkt. 5, i Finanstilsynets rapport vedlagt som bilag 4. Hvorvidt der skal foretages opskrivning, er alene op til sparekassens ledelse. Det ses ikke, at sparekassen har konkrete indvendinger mod de af Finanstilsynet foretagne vurderinger af de enkelte ejendomme. Finanstilsynet skal på denne baggrund fastholde de værdiansættelser af ejendomme, som er meddelt sparekassen, og som i alt medfører en nedskrivning på mio. kr. Subsidiært påstås Finanstilsynet tilpligtet at anerkende, at der udvælges 2 statsautoriserede ejendomsmæglere og valuarer til at vurdere de pågældende ejendomme. Finanstilsynet skal oplyse, at tilsynets vurdering af ejendommene er foretaget af sagkyndige vurderingsmænd, hvis arbejde udelukkende består i at foretage vurdering af ejendomme. Finanstilsynets vurderingsmænd arbejder i hele landet, og har i gennem deres arbejde oparbejdet en betydelig forudsætning for at vurdere ejendomme og i den forbindelse tage højde for lokale forhold. Herudover skal anføres, at Finanstilsynet har opbygget en betydelig vidensbank vedrørende ejendomsmarkedet i hele landet. Finanstilsynet skal i øvrigt tilføje, at tilsynet er enig med sparekassen i, at det ville være mest hensigtsmæssigt, hvis opog nedskrivninger på anlægsaktiver posteres ens i regnskabet. Det er imidlertid ikke muligt inden for de gældende rammer i EF-direktiverne. Finanstilsynet kan således ikke tilslutte sig, at der udvælges 2 statsautoriserede ejendomsmæglere og valuarer til at vurdere de pågældende ejendomme. Særligt i betragtning af, at sparekassen ikke har konkrete indvendinger mod tilsynets

6 værdiansættelse. Som nævnt i tilsynets skrivelse af 6. maj 1998 til sparekassen, har indbringelse for Erhvervsankenævnet ikke opsættende virkning, jf. 6 i Lov om Erhvervsankenævnet. Finanstilsynet fastholder således de afgørelser, der fremgår af tilsynets skrivelse af 6. april 1998." Ved skrivelser af 9. september og 8. december 1998 har tilsynet på baggrund af at sparekassen ikke nærmere har redegjort for sine indvendinger gentaget, at tilsynet fastholder værdiansættelserne. 3. Erhvervsankenævnets skrivelse af 5. marts 1999 til Finanstilsynet: Den 5. marts 1999 skrev Erhvervsankenævnet til Finanstilsynet at: " Erhvervsankenævnet ikke vil kunne tiltræde de vurderingsændringer, som Finanstilsynet har fordret gennemført, medmindre tilsynet i lighed med fremgangsmåden i andre lignende sager over for ankenævnet fremlægger sammenligneligt materiale, der kan begrunde, at de nævnte ejendomme ansættes til en markedsværdi, som anført af tilsynet. Erhvervsankenævnet kan således ikke tiltræde, at de af et pengeinstituts ledelse fastsatte værdier for dets ejendomme ændres til en markedsværdi ud fra vurderinger, der for ankenævnet må fremtræde som fastsat skønsmæssigt uden dokumenteret grundlag. Ankenævnet skal derfor foreløbig på ny anmode tilsynet om at tilvejebringe og over for ankenævnet dokumentere grundlag for at værdien af de pågældende ejendomme fastsættes til markedsværdi som sket." 4. Finanstilsynets udtalelse af 9. april 1999: Finanstilsynet har herefter den 9. april 1999 redegjort for vurderingerne af de 8 ejendomme således: (Udeladt) Redegørelsen har været forelagt Sparekassen K, der ikke har fremsat yderligere bemærkninger til sagen.

7 Ankenævnet udtaler: For så vidt angår klagerens påstand om, at Finanstilsynet skal anerkende den beslutning, der er truffet af bankens ledelse om værdiansættelserne, bemærkes at ankenævnet er enig i, at bankens ledelse er ansvarlig for værdiansættelsen af bankens ejendomme. Men det medfører ikke i sig selv, at banken er fritaget for det tilsyn, der følger af tilsynets forpligtelse efter bank- og sparekasselovens 49 vedrørende en banks kapitalforhold, herunder ved eventuel nedskrivning af værdiansættelsen af faste ejendomme. Det fremgår af den påklagede afgørelse af 6. april 1998 at Finanstilsynet har meddelt klager, at der skal ske nedskrivning af de omhandlede 8 ejendomme i overensstemmelse med tilsynets vurderinger, jf. regnskabsbekendtgørelsens 61. Finanstilsynet meddelte samtidig, at der kan ske opskrivning af 2 af de andre ejendomme, som var udvalgt til vurdering af værdioptagelsen i regnskabet efter bank- og sparekasselovens 49, stk. 2. Erhvervsankenævnet skal herom bemærke, at det efter det pågældende regelsæt, alene tilkommer Finanstilsynet at påse, at der sker nedskrivning af værdiansættelserne af faste ejendomme, medens tilsynet ikke har tilsvarende hjemmel i regnskabsbekendtgørelsen til at vurdere bestyrelses- og direktionsbeslutning om eller mulighed for eventuel opskrivning af ejendomsværdiansættelsen. Uanset den anvendte ordlyd, burde tilsynet derfor ikke have ladet dette spørgsmål indgå som et led i afgørelsen, som sket. For så vidt angår de også af klageren i denne sag fremsatte principielle indsigelser mod den metode eller det grundlag, som Finanstilsynet benytter og har foreskrevet benyttet for nedskrivning af værdien af en ejendom til markedsværdi henvises til Erhvervsankenævnets afgørelse i kendelse af 21. december 1998 vedrørende Sparekassen B. En ekstrakt genpart af kendelsen vedlægges. Ankenævnet kan henholde sig hertil. Efter Erhvervsankenævnets anmodning af 5. marts 1999 har Finanstilsynet for hver enkelt ejendom redegjort for det konkrete vurderingsgrundlag, der har ført til tilsynets krav om nedskrivning af værdiansættelserne. Klager har ikke haft bemærkninger hertil. Det fremgår af det nævnte materiale, at Finanstilsynets vurdering, uanset at tilsynet stedse har lagt en for pengeinstituttet gunstig bedømmelse til grund, herunder vedrørende markedsleje og forrentningsfaktor, fører til et resultat, der i hvert enkelt tilfælde er markant lavere end ledelsens vurdering. Ankenævnet finder herefter ikke at der er

8 grundlag for at tilsidesætte tilsynets afgørelse, hvorefter hver af de pågældende 8 ejendomme efter en forsigtig vurdering skal nedskrives til markedsværdi, som bestemt af tilsynet.