Fastelavnssøndag den 7. feb. 2016

Transkript

1 Fastelavnssøndag den 7. feb Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (kap. 18, v ): Jesus tog de tolv til side og sagde til dem:»se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.«men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham:»det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.«da råbte han:»jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«de, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: Davids søn, forbarm dig over mig! Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham:»hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?«han svarede:»herre, at jeg må kunne se. Og Jesus sagde til ham:»bliv seende, din tro har frelst dig.«straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Amen! Hør engang, hvad Halvor på 6 år siger: - Jesus gik bare forbi et kors, og så blev han pludselig slået med en kæp og sømmet fast imod sin vilje. Så korsede han sig. 1

2 Og Sofie på 9 år fortsætter: - Nogle kastede sten på hans grav. Derfor stod Jesus op og blev jøde. Og så blev der stor opstandelse! Sådan kan man altså også forstå og forklare de begivenheder, som vi lige har hørt, at Jesus i al fortrolighed forsøger at indvie sine disciple i. Men disciplene fatter ikke noget af det - de forstår simpelthen ikke det, han siger. - En discipel er en slags æsel, siger Rune på 6 år. Det er nok ikke derfor, disciplene ikke forstår Jesu ord, for de er hverken dumme eller stædige. Men disciplene er lige som børn i forhold til det, Jesus vil forklare dem: Der er ikke noget i deres erfaringsverden, som de kan forbinde med det, han siger. - Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Sådan hørte vi før, at Paulus skrev til menigheden i Korinth. Og det kender vi alle sammen. Derfor morer vi os også, når vi hører små børn forklare begivenheder og begreber, som de endnu ikke forstår, sådan som vi voksne forstår dem. Frida på 6 år har for eksempel denne beskrivelse af nadveren: - Hvis man lægger sig på knæ oppe ved hegnet ind til præsten, får man hundekiks. Sikke en verden, Frida har foran sig. Stor og ny og lige til at gå på opdagelse i. Og sikke en glæde, vi voksne mærker, når vi hører om hendes og andre børns umiddelbare og fantasifulde tilgang til verden. Men selv om det er os, der knæler ved Herrens bord, og modtager - ikke hundekiks, men Jesu legeme og blod og derved får del i ham, - selv om vi gør det, forstår vi så egentlig meget mere end 6-årige Frida, hvad det er, der foregår ved nadveren? Og selv om vi er på den anden side af Jesu lidelser og hans opstandelse, forstår vi så hændelserne ret meget bedre end Halvor på 6 og Sofie på 9 og disciplene, de æsler? - Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, siger Paulus. 2

3 Ja, det gør vi. Vi ser på verden som i et spejl, - og i spejle ser vi os selv. Vi ser vores eget liv, vores egne erfaringer. Det kan ikke være anderledes. Vi ser det, med hvilket vi kan forstå og ikke kan forstå verden omkring os. Og vi ser i en gåde. For vi er voksne nok til at forholde os til begrænsningerne for vores forståelse. Og derfor kan vi roligt sige: - Det her forstår jeg ikke. Lige som disciplene begriber jeg for eksempel heller ikke, hvordan Jesus kunne opstå fra de døde. Og jeg fatter ikke nadverens dybde. Den er en gåde for mig. Men ikke desto mindre oplever jeg håb, når jeg hører om påskemorgen, og jeg bliver glad, når jeg har været med i nadverens fællesskab med Jesus og mine medmennesker. - Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig? spørger Jesus den blinde mand, der råber ham om hjælp. Manden svarer: - Herre, at jeg må kunne se. Og Jesus helbreder manden for hans blindhed han bliver seende. Tør vi bede Jesus om det samme? Vi, der har vores fysiske øjnes fulde brug, tør vi bede om at få det syn, der gør, at vi kan fatte omfanget af hans lidelse og død og opstandelse og kan se ind i nadverens dybde? Tør vi bede om at få åbnet de sanser, der skal åbnes, for at vi kan modtage den form for liv, som Jesus hver eneste dag tilbyder os? Det kan være et farligt ønske. Farligt, fordi det vil udvide vores verden. Farligt, fordi vi da får en indsigt, der griber os og vil os noget. Farligt, fordi vi risikerer at skulle ændre vores vante måde at leve på. Hvis vi beder: - Herre, giv mig, at jeg må kunne se. Så kunne vi lige så godt bede: - Herre, giv mig, at jeg må følge dig. Det er nemlig dét, der hører med, når vi får indsigt i Guds forunderlige verden: Vi bliver kaldet på! Kaldet behøver ikke at være udtalt. For den blinde mand, der får synet igen, sker det helt af sig selv: - Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud, står der. 3

4 Sådan! Synet, eller forståelsen af Guds verden, om man vil, hænger sammen med det at flytte sine fødder, forandre sig og følges med Jesus. Paulus, der tidligere hed Saul, kunne ikke se. Han var optændt af et blindt raseri mod de kristne, og han forfulgte dem, fængslede dem og havde ansvar for manges død. Men en dag blev han slået af et kraftig lys og blev bogstaveligt talt blind i flere dage, fortæller han. Fra lyset hørte han Kristus spørge: -Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Da indså Paulus, at han havde taget grueligt fejl. Man kan sige, at hans forståelseshorisont fik en totaludvidelse, og han omvendte sig 180 grader vendte han om på sit liv. Så i stedet for at forfølge de kristne, blev han nu selv kristen og udbredte kærlighedens budskab med en ukuelig gejst, og over alt i Middelhavsområdet. Paulus blev altså seende - og blev kaldet - og fulgte kaldet. Alligevel kan han sige: Endnu ser vi i et spejl, i en gåde. Og så fortsætter han: Men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Med de ord beskriver Paulus vores begrænsede forståelse: Uanset om vi er nysgerrige børn uden erfaring, eller blinde tiggere, der bliver helbredt, eller mennesker, der i et mystisk syn møder selveste Vor Herre, så fatter vi stadigvæk ikke en bønne: Hvorfor suser vi f.eks. rundt på en grøn klode i et uendeligt univers af solsystemer og sorte huller? Hvorfor elsker og hader vi? Samtidig peger Paulus også på vores håb: Håbet om, at vi en dag får gådens løsning. Og netop får den, får den forærende, ikke finder den selv eller tænker os frem til den. For vi erkender stykkevist, mens vi lever. Men på Herrens dag skal vi kende fuldt ud. Kende, ikke erkende. Kende, fordi Gud vil lade os kende det. Og kende, fortsætter Paulus, lige som vi selv allerede er kendt fuldt ud. 4

5 Her bliver vi altså flyttet fra tænkningens begrænsede område og over i kærlighedens verden. For når Paulus siger, at vi er kendt fuldt ud, så betyder det ganske enkelt, at vi ikke er alene i det endeløse univers, men at livets skaberkraft ser og kender hver enkelt af os og elsker os. Det er den kristne tro og det kristne håb. Men størst er kærligheden. Og når Kristus spørger os, - når han spørger hver enkelt af os, dig og mig: - Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig? Og vi svarer: - Herre, at jeg må kunne se, - så er det Guds kærlighed i kød og blod, Jesus af Nazareth, som vi får at se. Og det kald, der hører med til synet, det er kaldet til, at vi selv, hver og en af os, lever i den kærlighed. Hvordan vi så kan gøre det, det er en sag mellem hver enkelt af os og den treenige Gud. Måske skal vi lige som Paulus vende om og leve stik modsat af, hvad vi plejer at gøre. Måske skal vi droppe noget og fortsætte med noget andet. Hvem ved? I al fald er det ikke noget, andre ved om os, eller noget, der nødvendigvis kommer andre ved. Men én ting er sikker: At leve i Guds kærlighed er aldrig en abstrakt programerklæring, som vi kan lulle os ind i eller slynge omkring os med. Det er altid et levet liv, og det har altid at gøre med fællesskab med de mennesker, der er omkring os, både vores venner og vores fjender. Gud ske tak og lov for det. Amen! 5