Prædiken til konfirmationer 2015

Transkript

1 Prædiken til konfirmationer 2015 Frit tekstvalg: Luk 18,35-43; Matt 15, Salmer: P 192,v K Søndag, den , kl. 9 & 11 i Sæby kirke. Kære konfirmander, kære forældre, bedsteforældre, søskende og alle andre, som er her i kirken i dag til konfirmation! Så kom dagen endelig! Hvor har I glædet jer og været utålmodige og spændte. Og tilsidst også lidt nervøse. Ikke bare for det, der sker her i kirken, men sikkert også for det, som skal ske til festen. Hvad har de nu fundet på, jeres familier... Ja, jeg ved også, at mange af jer selv har en tale eller sang i lommen, og før den er afleveret, er det nok ikke slut med lidt kriller i maven. Men egentlig behøver I slet ikke være nervøse, for konfirmation betyder kærlighedserklæring. Det er en bekræftelse af Guds kærlighed til jer. Det er en bekræftelse af jeres forældres kærlighed til jer. Ja, konfirmation er faktisk ikke andet end en lang kærlighedserklæring. 1

2 For uanset om I nu i taler og sange bli'r drillet lidt med alt det, I har gjort af sjove og mærkelige ting, siden I var små, og uanset om I forældre, der har nået en alder, hvor I er så privilegerede at have en teenager i huset, og derfor måske i et svagt øjeblik kan gribe jer selv i at længes efter den dag, hvor de er fløjet fra reden, så man kan få lidt fred og ro i huset, når bølgerne går højt ja, uanset alt dette, så rykker det ikke et komma ved jeres kærlighed til disse unge mennesker. Der sidder således en hel masse her i kirken, der har brugt både tid og penge og kræfter på at gøre denne dag så fejende festlig og solbeskinnet smuk, som overhovedet muligt. Og det er sådan, jeg vil håbe, I konfirmander vil huske dagen. Huske den som et ordentligt klap på skulderen, for det, som konfirmationen vil minde jer om, det er jo, at uanset hvem I er, og hvem I bli'r, og uanset hvad I kan, så er I elskede børn af jeres forældre og af Gud, vor himmelske Fader I morgen er den 4. maj. Det betyder, at i morgen aften er det nøjagtig 70 år siden, at Danmarks besættelse fik ende. Mange danskere sad og lyttede til radioen fra England, selv om 2

3 tyskerne sagde, det var forbudt. Lidt over kl. halv ni om aftenen, mens udsendelsen var i gang, holdt oplæseren pludselig en pause. Han tøvede lidt, og så kom det: "Det meddeles i dette øjeblik fra Montegomerys hovedkvarter, at tyskerne i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig." Hele Danmark eksploderede i jubel. Folk løb ud på gaderne og omfavnede hinanden. De forhadte mørklægningsgardiner blev revet ned, så lyset igen kunne skinne ind og ud af vinduerne. Jubelen ville ingen ende tage! Okay, tænker I måske. "Det er længe siden. 70 år. Hvad har det med os at gøre? Os der lever i dagens Danmark. Os der er født i et helt andet århundrede." Ja, det har faktisk rigtig meget med os at gøre. Med jer at gøre. For vi lever på mange måder stadig i tiden efter befrielsen. At vi kan tænke og tale frit. At vi kan samles på gader og torve. At vi kan være dem, vi vil har alt sammen meget med befrielsen i 1945 at gøre. Og verden har brug for, at vi kæmper for det, vi tror på. Det gælder faktisk også jer. I skal også med tiden være med til at bevare det gode, vi har fået i arv fra vores forfædre. I skal 3

4 også være med til at bevare Danmark som et land, hvor vi tror på hinanden. Man kan godt se livet som en lang kamp. Kamp for det gode, man vil og ønsker, både for sig selv, men også for dem, man har kær. At leve er at kæmpe. At tro er at kæmpe. Der findes ingen let genvej gennem de foldede hænder. Det kan koste kamp at bede Gud om noget. Ligesom den standhaftige kana'anæiske kvinde, der ikke giver op, men holder ud og holder ved. Eller tiggeren i Jeriko, der heller ikke gav op, selv om folk bad ham lukke i. Det kan koste kamp at holde fast i troen på Gud, når man synes, han er tavs, eller når andre griner ad dig. Det kan koste kamp at holde fast i velsignelsen, også når det er, som om forbandelserne regner ned over mig. Det kan koste kamp for at holde fast i troen på en grundlæggende retfærdighed, når alt synes meningsløst. Ja, kamp må der til, men det at leve bør heller aldrig være alt for letkøbt. Det, man har kæmpet for, det har man mest kært. Og det tror jeg, at I alle inderst inde ved, er sandt, for da vi talte om at vælge skriftord til i dag, og I hver især sad kon- 4

5 centreret og læste de 100 forslag, jeg havde givet jer, var der flere af jer, der fandt nogle, der handlede om ikke at give op eller ikke at være bange. Og det er nemlig rigtig, I skal ikke være bange, men være modige og stærke. Ligesom f.eks. Malála, hvis billede jeg har sat på bagsiden af sangarket i dag. Kan I huske hende? Vi har talt om denne pige fra Pakistan, der en dag blev overfaldet i skolebussen og skudt tre gange i hovedet af Taliban, fordi hun turde sige højt, at piger også har ret til at gå i skole og få en uddannelse. Heldigvis overlevede hun angrebet, blev fløjet til England, hvor de bedste læger prøvede at lappe hende sammen så nogenlunde igen. Og Malála er en tapper og modig og stærk pige. Hun lod sig ikke skræmme til tavshed. Hun ville ikke bøje nakken og give op. Nej, hun blev ved. Hun blev ved med at tale for pigers ret til at gå i skole. Hun minder mig meget om tiggeren i Jeriko og den kana'anæiske kvinde, der heller ikke ville give op. I efteråret fik hun så en af verdens allerfineste anerkendelser, nemlig Nobels fredspris som den yngste person nogensinde. Og hun blev inviteret til FN's hovedkvarter, og der stod 5

6 hun så, en lille spinkel pige, kun lidt ældre end jer, med en lidt skæv mund, der nok aldrig bli'r helt lige igen, og holdt en tale og sagde: "I dag er ikke min dag. I dag er dagen for hver dreng, hver kvinde og hver pige, der påberåber sig deres rettigheder. Dem, der kæmper for at nå deres mål, for retfærdighed og lighed. Taliban troede, at deres kugler gjorde os tavse. Men de tog fejl. Men intet er ændret i mit liv. Jeg er den samme Malála med samme drømme, mål og ønsker. Jeg taler ikke for mig selv, men for at de uden stemme kan blive hørt. De, der har kæmpet for deres rettigheder. Deres ret til at leve i fred. Ret til at blive behandlet med værdighed. Deres ret til at have muligheder. Deres ret til at blive uddannet." Tænk, hvis vi alle sammen blev smittet, bare lidt, af Malálas mod og hendes håb. Tænk, hvis vi begyndte at åbne munden uden frygt for, hvad andre ville smide i hovedet på os. Åbne munden og tale frit i tillid til og tro på, at vi alle sammen er Guds elskede børn. Kun sådan kan vi bekæmpe det onde med det gode

7 Men jeg ved det godt. Det er jo det nemmeste at gemme sig i mængden. Det er jo tiltrækkende at dukke sig og bøje nakken, for så slipper man for alt bøvlet og besværet. Jeg kender det udmærket godt fra mig selv. Når det sker, tænker jeg nogen gange på tiggeren i Jeriko eller den kana'anæiske kvinde, der ikke ville give op. Eller på et sted i Bibelen, hvor der er en mand, der hedder Josva. Han vidste heller ikke rigtig, om han turde gøre det, han burde gøre. Da hørte han Gud sige til ham: "Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går." (Jos 1,9) Han sagde det samme tre gange: "Vær modig og stærk!" Ingen skal være tilskuer til livet. Vi skal alle være deltagere. Vel kan vi gå forkert, blive trætte, fare vil, så vi må vende om. Vi kan vakle, og vi kan snuble. Sådan er livet. Vær modig og stærk! Gå ud i dit liv og gør en forskel for andre! Så, kære konfirmander! Stol på Gud og vær ikke bange! I ikke er overladt til jer selv i dét at blive jer selv. Jeres forældre og familier vil fortsat følge jer og vejlede jer. Ligesom Guds ånd vil følge og vejlede jer. Når I har brug for hjælp eller et 7

8 godt råd, så lyt til hans stemme i jer, og Gud vil række jer sin hjælpende hånd i den store opgave, det er at turde blive sig selv og sætte sig spor her i verden. Jeg vil ønske jer konfirmander Guds velsignelse på jeres vej mod voksenlivet. Glem aldrig, at du er et Guds barn, også når du engang bli'r voksen. Dig og dig og dig ja, I er alle en vigtig del af Guds historie, og det er dét, der gør livet stort og smukt og bevægende. Amen. Musikalsk indslag: "Linedanser" Sang: Maria Rosenbak. Flygel: Rasmus Sørensen Derefter vers af DDS 192: "Hil dig, Frelser og Forsoner" 8

9 Læsning fra Lukas-evangeliet kap. 18: Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: "Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi." Da råbte han: "Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!" De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: "Davids søn, forbarm dig over mig!" Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: "Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?" Han svarede: "Herre, at jeg må kunne se." Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende, din tro har frelst dig." Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. (Luk 18,35-43) 9

10 Læsning fra Matthæus-evangeliet kap. 15: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon." Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os." Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!" Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. (Matt 15,21-28) 10