Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 14. februar 2010 kl. 10 Fastelavns søndag Lukas 18,31-43 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 14. februar 2010 kl. 10 Fastelavns søndag Lukas 18,31-43 Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem:»se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.«men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham:»det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.«da råbte han:»jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«de, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: Davids søn, forbarm dig over mig! Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham:»hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?«han svarede:»herre, at jeg må kunne se. Og Jesus sagde til ham:»bliv seende, din tro har frelst dig.«straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43 I dag handler prædikenen om tro, hvad er kristen tro. Et berømt citat fra Hebræerbrevet det sådan her. Tro er fast tillid til det, der håbes, overbevisning om det, der ikke ses. Med tanke på den blinde tigger i vejkanten kunne vi sige: Tro er blind tillid. Akkurat som vi kender det, når en far eller mor kaster sit lille barn op i luften, og det hviner af fryd, i blind tillid til at selvfølgelig vil det blive grebet og sat sikkert og trygt ned på jorden igen. Jovist vi kan fægte og famle i blinde efter faste holdepunkter for troen og dog så ved vi inderst inde, at tro er i slægt med den blinde tillid. Måske er det det, der er så betagende ved at iagttage en kattemor med sine små nyfødte kattekillinger. Se hvordan de blindfødte killinger mosler rundt for at finde frem til mælken, og kommer de for langt væk tager moren dem varsomt i nakkeskindet og lægger dem tilbage i kurven. Totalt afhængige totalt prisgivet morens omsorg. Måske det ikke er særlig velopdragent at kigge, men jeg bliver dybt fascineret, når jeg ser en blind stå ved en fodgængerovergang med sin hvide stok eller 1

2 førerhund og vente på det grønne lys og biplydene. Fascinerende at se den blinde tage det første skridt ud på vejen i blind tillid til, at bilerne holder tilbage, som de skal. Der er selvfølgelig meget tillid, der er velbegrundet. Den blinde går ud i trafikken og jeg kører i god fart overfor grønt, fordi vi har grund til at tro, det er sikkert. Barnet løber hen til sin mor for at blive trøstet, fordi det ved hun elsker det. Men det mærkelige ved tilliden er, at vi også har tillid til den, vi ikke kender og som endnu ikke har vist sig værdig til vores tillid. Hvis jeg sidder til bords med en borddame, som jeg ikke kender, og hun fortæller, at hun lige er blevet forfremmet til chef på sit arbejde, så vil jeg straks ønske til lykke og spørge interesseret til, hvad det er, hun laver. Ikke et sekund vil jeg tvivle om, at hun taler sandt, eller måske er lystløgner. Ja, selv den, som har misbrugt min tillid, kan jeg på ny vise tillid måske fordi jeg er naiv, måske fordi jeg bare ikke kan lade være. For det særlige ved tilliden er jo, at den ikke er begrænset af at være begrundet. Hvis tilliden altid skulle være begrundet, hvem af os kunne så have tillid til vores børn, forældre, ægtefælle eller bare os selv. Tilliden er spontan. Den er uvilkårlig. Den kommer bag på mig. Ja, jeg skal undertrykke og bekæmpe den for ikke at vise den. Men nu sagde jeg, det skulle handle om tro nærmere bestemt, hvad er kristen tro. Tro er at være grebet af en urokkelig tillid til, at Gud er den kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Tro er at være ramt af en tillid så dyb som bjergenes rødder. Tro er en atmosfære, vi kan leve og ånde i. Den er en tillid til at dybest set, så er alt ufatteligt godt den er omkvædet fra skabelsens første seks dage, hvor Gud hver dag betragtede sit skaberværk og så, at det var godt ja ikke kun at det var og er godt, men også at det ender godt. Men hvem af os kan nogensinde præstere sådan en tro er det ikke lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje end for mig at tro så ubekymret og frimodigt. Og jo, det har du formentlig ret i. Tro er absolut ikke noget almindeligt, den er helt usædvanlig ja ligefrem et under. Disciplene og de fleste af os oplever det kun i glimt i virkeligheden er det vel kun Jesus, der for alvor tror. 2

3 I dagens evangelium siger han det med rene ord, nu går vi op til Jerusalem der skal jeg hånes, mishandles, piskes og slås ihjel men på den tredje dag skal jeg opstå. Hvem af os kan som Jesus gå sin død i møde i blind tillid til, at Gud var hos mig, Gud er hos mig, og Gud bliver hos mig. Havde disciplene troet med denne urokkelige tillid, så havde de vel ikke forsøgt at få den blinde tigger til at holde mund eller Jesus til at vende om. På trods af, at de fulgtes med Jesus 24 timer i døgnet og havde alle mulige gode grunde til at tro, så fattede de ikke noget af dette, det var skjult for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt, hørte vi. Paulus siger det lidt anderledes: Endnu ser vi i et spejl i en gåde, men da skal jeg se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Det er troens vilkår, den er glimtvis, gådefuld og stykkevis. Vi mennesker er kun i troens tilstand engang imellem. Troens øjeblikke af klarsyn. I den forstand vel ikke så forskellig fra den kærlighed, vi føler for dem, vi elsker øjeblikke af selvforglemmelse og uendelig hengivenhed, når vi omfavner vore børn, en god ven eller den elskede. Og fem minutter efter bander vi over køen i Fakta. Vi ville så gerne blive ikke i Fakta men i den dybe, ægte selvforglemmende, altomfattende kærlighed lidt længere end fem minutter. Men igen og igen glider det fra os, og utålmodigt må vi vente på næste glimt. Men altså, vente i tillid til, at det findes. Kierkegaard taler om troen som et nyt organ et troens, hjertets eller åndens øje et dybdesyn, så vi ser bag om forhænget ind til det allerhelligste. I andre religioner taler man om et tredje øje midt mellem vores normale to. Og det ny testamente er fuld af beretninger om, hvordan mennesker i glimt får åbnet øjnene, så de ser. I dagens tekst er det helt bogstaveligt en blind, der får synet tilbage, men tænk på Maria Magdalene ved den tomme grav, hun møder den opstandne, men tror det er havemanden, og først da han kalder hende ved navn, Maria, ser hun, at det er Jesus. Og så forsvinder han. Eller tænk på de to på vejen til Emmaus, da manden, de har fulgtes med uden at genkende ham, da de byder ham på aftensmad, og han bryder brødet, åbnes deres øjne, og de ser, at det er den opstandne Jesus. Men straks efter bliver han usynlig for dem. 3

4 Eller tænk på Paulus, der på vejen til Damaskus måtte blive blind, før han kan få øjnene op for, at den Jesus, han hader og forfølger, virkelig er Kristus. Eller Peter, der i tillid til Jesu ord træder ud af båden til Jesus, der kommer vandrende på søen, og i et glimt oplever at kunne gå på vandet for øjeblikket efter at synke Igen og igen bryder troen frem som guddommelige glimt, men hver gang noget vi ikke selv kan præstere eller kalde frem. Ja, næsten som de blindfødte kattekillinger skal vi løftes i nakkeskindet og lægges tilbage i kurven, indtil vi øjeblikket efter igen tumler ud for at gå på opdagelse i verden på egen hånd. Derfor beder vi også i gudstjenestens indgangsbøn, om at Gud vil oplade vort hjerte at vi må se - om så bare i et glimt med hjertets øje. Men troen er og bliver et mirakel et guddommeligt mysterium en spontan ramthed, der i et glimt fylder mig med en tillid så dyb som bjergenes rødder. Vi kan længes efter den faste daglige vedvarende klippefaste overbevisning. Men vi ved godt, at der er forskel på den spontane medfølelse, som rammer os dybt i hjertekulen, når vi ser et barn lede efter sin mor i murbrokkerne på Haiti eller vi hører om en forulykket bus fyldt med forventningsfulde børn på vej på skiferie dette spontane ønske om at hjælpe, trøste og lindre. Og så den almindelige velgørenhed, som jeg betaler til over min skat. Hillerød Sygehus ligger der ikke, fordi jeg er spontant ramt af medfølelse med de syge og døende. Det ligger der, fordi vi har sat barmhjertigheden i system. Det gør ikke Hillerød Sygehus ringere, men spontan medfølelse er det ikke udtryk for. På samme måde ligger kirken her som en institution for troen. Du og jeg kan beslutte os for at melde os ind og betale til kirken, beslutte at vi på den måde vil bekende os til den kristne tro. Men jeg kan ikke beslutte, at i dag vil jeg gå i kirke for at blive spontant ramt af troen og en dyb tillid til Guds kærlighed. Jeg kan ikke beslutte mig for at være ramt af troen 24 timer i døgnet. Når jeg betaler min skat, kan jeg opføre mig, som-om jeg er god mod de syge og socialt udsatte. På samme måde når jeg går i kirke, kan jeg opføre mig, som-om jeg lever i blind tillid til Gud og hans kærlighed. Men inderst ved jeg godt, at jeg langt fra er barmhjertig eller troende hele tiden. Derfor er kirken og gudstjenesten også uundværlig, fordi troen her har et sted at gå hen, også når den er mest som-om. For på en måde tror kirken for os, når vi ikke tror fuldt og fast. 4

5 I kirken overvintrer troen, når min egen tro er frosset til. I kirken kan jeg låne lidt af kirkens hårdtprøvede tro låne af hans tro, som går til Jerusalem i tillid til, at efter lidelse, kors og død venter opstandelsen jeg kan synge med på trosbekendelsen, og min som-om-tro kan mødes af kirkens gamle tro. Varsomt kan kirken løfte mit blindfødte hjerte i nakkeskindet og for et øjeblik lægge mig tilbage i kurven. Og pludselig kan det ske. Miraklet som da Jesus gjorde vand til vin sådan kan helligånden forvandle min som-om-tro, så den i et glimt får greb i mig og mit hjerte. Får mig til at se den guddommelige kærlighed, der ligger lige foran mig, men som jeg har været blind og døv for. Se mig selv i lyset af Guds kærlighed. Det kan ske: I et ord der rammer mig i hjertet. I et barn der holdes over døbefonten og kommer sovende til det største; at måtte kalde sig Guds elskede. I en lille oblat, der lægges i mine tomme hænder som tegn på, at jeg er og forbliver omfattet af Guds barmhjertighed. I en skovlfuld jord, der rammer min vens eller slægtnings kistelåg fulgt af ordet: Af jorden skal du igen opstå I velsignelsen: Herren velsigne dig og bevare dig. I glimt stykkevis og dog med en kraft, så det ikke er til at tage fejl af, kan jeg rammes af troen den dybe tillid som jeg ikke besidder, men som besidder mig en gang imellem, uanset hvad jeg så ellers har besluttet. Mødet med den Gud, som kan åbne den blindes øjne den Gud som kan gribe mit blindfødte hjerte og i et mirakuløst glimt lade mig ane, at Gud er og jeg er hans. Amen 5