Husdyrreguleringsudvalget. Rapport fra arbejdsgruppen om planlægning

Transkript

1 Husdyrreguleringsudvalget Rapport fra arbejdsgruppen om planlægning December 2010

2 Sekretariatet for Husdyrreguleringsudvalget J.nr December 2010

3 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Sammenfatning Varetagelse af landskabsinteresser Kommuneplanlægning og lokalplanlægning Kommuneplanlægning Lokalplanlægning Varetagelse af landskabsinteresser Landskabsvurderinger Baggrund Juridiske udfordringer Miljøfaglige udfordringer Husdyrbrug Landskabsbeskyttelse Landskabskaraktermetoden Opsamling af miljøfaglige udfordringer Problemløsning Beskrivelse af løsningsmodeller Løsningsmodel 1: Vejledning og kommunalt fastlagt beskyttelsesniveau Den konkrete sagsbehandling Landskabet i kommuneplanlægningen Fordele ved model Ulemper/udfordringer ved model Løsningsmodel 2: Vejledning og centralt fastlagt beskyttelsesniveau Fordele ved model Ulemper ved model Løsningsmodel 3: Vejledning, centralt fastlagt beskyttelsesniveau og afskæringskriterier i en bekendtgørelse Fordele ved model 3: Ulemper ved model 3: Løsningsmodel 4: Eksempelsamling Fordele ved model Ulemper ved model Kommuneplanlægning og lokalplanlægning Kommuneplanlægning Baggrund Juridiske udfordringer Miljøfaglige udfordringer Problemløsning Beskrivelse af løsningsmodel Fordele Ulemper Konklusion Lokalplanlægning Baggrund Juridiske udfordringer Problemløsning Beskrivelse af løsningsmodel Fordele Bilag 1. Arbejdsgruppen om planlægnings sammensætning

4 1. Indledning Regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 16. juni 2009 Aftale om Grøn Vækst, som skal sikre, at et højt niveau af miljø-, natur- og klimabeskyttelse går hånd i hånd med en moderne og konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion. Regeringen og Dansk Folkeparti indgik endvidere den 9. april 2010 Aftale om Grøn Vækst 2.0. Husdyrreguleringsudvalget er nedsat som opfølgning på Grøn Vækst aftalerne. Arbejdsgruppen om Planlægning er en arbejdsgruppe under Husdyrreguleringsudvalget. Denne rapport indeholder arbejdsgruppens forslag til, hvordan planlægning for husdyrbrug og håndtering af landskab kan ske, jf. kommissorium for arbejdsgruppen om planlægning. Ifølge kommissoriet skal arbejdsgruppen identificere forslag til yderligere forenkling, forbedring, koordinering og sammentænkning af lovgivningen på området. Der skal gives mere frihed til producenterne til selv at tilrettelægge produktionen under respekt for landskab, natur og miljø. 2. Sammenfatning 2.1. Varetagelse af landskabsinteresser De nugældende regler i husdyrgodkendelsesloven viderefører tidligere regler vedrørende varetagelsen af landskabet i forbindelse med godkendelse af husdyrbrug. Regelgrundlaget hviler på tre ligeværdige ben: varetagelse af natur og miljø, BAT og varetagelse af landskabet. Regelsættet i husdyrgodkendelsesloven om landskabshensyn kan være svært at administrere, og vurderingen af landskabet er i dag ofte subjektivt, og beror i høj grad på individuelle skøn. Husdyrgodkendelsesloven fastlægger ikke nærmere, hvad der indholdsmæssigt ligger i en landskabsvurdering i forhold til et husdyrbrugsprojekt, eller hvorledes det afklares, om der skal gives afslag grundet hensyn til landskabet. I modsætning til fx beskyttelsesniveau for kvælstofudvaskning, der er fastlagt i husdyrgodkendelseslovgivningen, foreligger der ikke i den nuværende lovgivning et entydigt og landsdækkende sæt grænseværdier for, hvad et landskab kan tåle, som fx et statsligt udarbejdet landskabsboniteringskort. Siden man sidst forsøgte (i 70érne) centralt at udpege sårbare landskabsområder er der sket store forandringer i det åbne land, også i de i planlægningen udpegede værdifulde landskaber. Landbrugsstrukturen, naturplejen, klimaforandringer, etablering af diverse anlæg i det åbne land forandrer og tilføjer stadigt hele det danske landskab nye dimensioner. 3

5 Nogle af de værdifulde landskaber kan godt rumme nogle af forandringerne uden at oplevelsen af det værdifulde landskab ødelægges. Svaret findes ikke i en generaliseret landskabstype, men afhænger af landskabskarakteren, de visuelle oplevelsesværdier og hvordan det nye forholder sig hertil. Med baggrund i den erkendelse, og initieret af Wilhjelmudvalgets arbejde blev arbejdet med landskabskaraktermetoden iværksat, som siden er målrettet kommunernes arbejde med landskabet i kommuneplanlægningen. Kommunerne har det lokale kendskab og er i dag den helt centrale planlægningsmyndighed, også i forhold til det åbne land. I dag er det også kommunerne, der administrerer naturbeskyttelseslovens beskyttelsesbestemmelser, med undtagelse af strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen. Situationen adskiller sig ikke fra, hvordan kommunerne sagsbehandler andre ansøgninger vedrørende det åbne land, hvilket også er baggrunden for, at Miljøministeriet anbefaler kommunerne, at bruge landskabskaraktermetoden for at kunne tilvejebringe et ensartet og dækkende grundlag for at varetage landskabsinteresserne i kommuneplanlægningen. Med metoden er det muligt at afdække, hvor robust et landskab er over for forandringer og hvilke tiltag, der kan understøtte områdets landskabelige værdier. Nogle kommuner har taget metoden i brug og har derfor et bedre grundlag at foretage den konkrete vurdering, som en ansøgning altid skal underkastes. Da vurdering af husdyrbrugssager i forhold til deres indvirkning på landskabet er komplekst og i de fleste kommuner indebærer et selvstændigt analyse- og vurderingsarbejde, er der risiko for, at vurderingerne og afgørelserne i ellers ens husdyrbrugssager falder ud med forskellige afgørelser fra kommune til kommune. Desuden kan der være stor usikkerhed hos ansøgeren om, hvorledes ansøgningen skal udformes med hensyn til redegørelse for varetagelse af landskabet. Et mere entydigt grundlag for en landskabsvurdering vil kunne give et mere ensartet beskyttelsesniveau i administrationen af landskabet og en større forudsigelighed omkring landskabsvurdering for landbruget i ansøgningssituationen. Kommunerne skal give afslag til et husdyrbrugsprojekt, der vurderes at være uforenelig med omgivelserne, herunder landskabet. Det er dog ikke helt klart ud fra lovteksten, hvordan sammenhængen er mellem afslagsbeføjelsen i lovens 19, nr. 2, jf. 31 og den tidligere landzonepraksis, der tilsigtes videreført gennem lovens 22. Fastlæggelse af egentlige kriterier for, hvornår der kan ske lokalisering af husdyrbrug uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, som ikke har en væsentlig landskabelig påvirkning, vil yderligere kunne skabe større administrativ klarhed. 4

6 Dette vil på den ene side kunne give større sikkerhed for et højt beskyttelsesniveau af landskabet på den anden side et bedre overblik over lokaliseringsmuligheder for husdyrbrug, herunder også uden tilknytning til eksisterende bebyggelsesarealer. Arbejdsgruppen har drøftet to spor i løsningen af de problemer, gruppen har identificeret. Samtlige løsningsmodeller omfatter udarbejdelse af vejledningsmateriale til brug for udformning af ansøgningerne og kommunernes landskabelige sagsbehandling af ansøgningerne efter husdyrgodkendelsesloven. Det ene spor, kommuneplansporet, knytter sig til den sagsbehandling af husdyrbrug, som kommunerne foretager. Her er det kommuneplanens retningslinjer, som danner grundlaget for vurderingen. Løsningsmodellen i det spor fokuserer på at forbedre det grundlag, som kommunerne bruger til at vurdere påvirkningen af landskabet. Det foreslås således, at den anbefaling staten udmelder om kommunernes brug af landskabskaraktermetoden ændres til et krav, for at imødekomme behovet for en ensartet behandling af husdyrbrugsansøgninger. Videncentret for Landbrug mener, at der i stedet for et krav skal arbejdes for at sikre, at kommunerne anvender metoden som grundlag for kommuneplanlægningen, i husdyrbrugssager, som for andre sager i det åbne land. Forudsætningen er, at der udarbejdes en vejledning, som beskrevet andet sted i rapporten, og at det afklares, hvorledes landskabskaraktermetoden skal spille sammen med fastlæggelse af strategiske mål i kommunerne, kommuneplanretningslinjer mv. Et krav om brug af landskabskaraktermetoden i kommuneplanlægningen skal følges op af en vejledning i, hvordan metodens resultater bruges i husdyrbrugssager. Det kan overvejes, at supplere med en bekendtgørelse om fx kriterier for bagatelgrænser for husdyrbrugets byggeri og anlæg. Arbejdsgruppen har også drøftet muligheden for, at staten tilvejebringer datagrundlaget for den indledende kortlægning i landskabskarakterkortlægningen (de naturgeografiske områder). I kommuneplansporet er der basis for dialog mellem ansøger og kommune, og en løbende mulighed for at se erhvervets udvikling i sammenhæng med andre interesser. Det andet spor omfatter muligheden af, at staten foretager en identifikation af landskabeligt mere eller mindre robuste områder til nye husdyrbrug, og en mulighed for at udarbejde en bekendtgørelse om, hvordan husdyrbrug skal udformes, så de ikke påvirker landskabet væsentligt. Endvidere er der opstillet en model, hvor der udarbejdes en eksempelsamling for god landskabelig indpasning af husdyrbrugs byggeri og anlæg. En eksempelsamling kan knyttes til samtlige opstillede modeller. 5

7 Løsningsmodel 1: Vejledning & kommunalt fastlagt beskyttelsesniveau Det skal være et statsligt krav, at kommunerne anvender landskabskaraktermetoden som grundlag for kommuneplanlægningen, og til at fastlægge et beskyttelsesniveau for landskabet som grundlag for kommunernes sagsbehandling efter husdyrgodkendelsesloven. Der udarbejdes en vejledning i anvendelse af landskabskaraktermetoden som grundlag for udarbejdelse af ansøgning og vurdering af landskabet i kommuneplanlægningen i relation til husdyrbrug. Kommunerne lægger herefter deres landskabskarakterkortlægning til grund for deres vurdering af ansøgninger om husdyrbrug med hensyn til projektets påvirkning af landskabet. Landskabskaraktermetoden kan allerede i dag anvendes i den konkrete sagsbehandling efter husdyrgodkendelsesloven til at vurdere, hvad der er landskabeligt sårbart i området og hvordan det ansøgte vil påvirke landskabet. Vilkår for en godkendelse vil af landskabelige hensyn kunne fastlægges på grundlag af en kobling af landskabskaraktermetoden, og bl.a. vejledning om landskabelig indpasning på lokalt niveau og den nærmere udformning af byggeriet. Landskabskaraktermetoden kan, sammen med jordbrugsanalyserne og andre faktorer, anvendes i kommuneplanlægningen til udpegning af mere eller mindre egnede områder til bygningsudvidelser i forbindelse med husdyrbrug, og til lokalisering af helt nye anlæg til husdyrbrug, (se afsnittet om kommuneplanlægning). Det kommunalt fastsatte beskyttelsesniveau for landskabet kan evt. suppleres med statslige krav, der normerer såvel et kommunalt beskyttelsesniveau som et kommunalt afskæringskriterium. For at fremme processen kan staten tilvejebringe datagrundlaget for den indledende landskabskarakterkortlægning (de naturgeografiske områder). Initiativet skal understøtte, at kommunerne hurtigst muligt kan iværksætte landskabsanalyser. Det skal understreges, at anvendelse af landskabskaraktermetoden som grundlag for kommuneplanlægningen ikke alene målrettes husdyrbrug. Metoden er generel og danner også grundlag for udpegning af værdifulde landskaber og for vurdering af indvirkning på landskabet for andre forandringer i det åbne land, som f.eks. byudviklingsønsker og veje. Gennemførelsen af model 1 vurderes at kunne indgå i næste kommuneplanrevision (2013) og i den mellemliggende periode vil grundlaget for sagsbehandlingen af husdyrbrugssagerne være som i dag, med det løft af de kommunale kompetencer på landskabsområdet, som arbejdet med landskabskaraktermetoden vil give. 6

8 Løsningsmodel 2: Vejledning og centralt fastlagt beskyttelsesniveau Der udarbejdes et centralt fastlagt beskyttelsesniveau for landskabet, dvs. at staten udpeger områder på et kort, der landskabeligt er mere eller mindre robuste over for bygger og anlæg til husdyrbrug. Fastlæggelsen af områderne sker hurtigst muligt til brug for kommunernes sagsbehandling, og lægges til grund indtil landskabskaraktermetoden er tilvejebragt i kommunerne. Kommunen skal lægge det centralt fastlagte beskyttelsesniveau til grund for deres vurdering af ansøgninger om husdyrbrug med hensyn til projektets påvirkning af landskabet. Der udarbejdes en vejledning i anvendelse af landskabskaraktermetoden som grundlag for vurdering af landskabet og som grundlag for kommuneplanlægningen. Det bliver et statsligt krav, at kommunerne anvender landskabskaraktermetoden generelt som grundlag for vurdering af landskabet og som grundlag for kommuneplanlægningen. Når landskabskaraktermetoden er indarbejdet i kommuneplanen, lægges det centralt fastlagte beskyttelsesniveau og kommuneplanens retningslinjer til grund for den konkrete sagsbehandling efter husdyrgodkendelsesloven til at vurdere, hvad der er landskabeligt sårbart i området, og hvordan det ansøgte vil påvirke landskabet. Vilkår for en godkendelse skal fastlægges på grundlag af en kobling af det fastlagte beskyttelsesniveau, de retningslinjer, der er besluttet på grundlag af landskabskaraktermetoden, og den nærmere udformning af byggeriet. Landskabskaraktermetoden kan anvendes i planlægningen til udpegning af mere eller mindre egnede områder til udvidelser af husdyrbrug, og til lokalisering af nye husdyrbrug. Model 2 kan ses som en overbygning til model 1 eller som en overgangsordning til model 1. Der er i gruppen rejst væsentlig tvivl, dels om det er hensigtsmæssigt, at det er staten, der udpeger de mere eller mindre robuste landskaber til husdyrbrug, dels om staten kan foretage en sådan generel landskabsbonitering hurtigere end kommunerne. Det er By- og Landskabsstyrelsens vurdering, at landskabsboniteringen hører hjemme i kommunerne. Løsningsmodel 3: Vejledning, centralt fastlagt beskyttelsesniveau og bekendtgørelse Denne model omfatter ud over de ovennævnte løsningsmodeller 1 og 2 tillige, at der centralt fastlægges afskæringskriterier for, hvornår et anlæg til husdyrproduktion ikke vil have en væsentlig påvirkning på landskabet. 7

9 Løsningsmodel 4: Eksempelsamling I denne model tænkes samlet eksempler på ansøgninger og afgørelser efter husdyrgodkendelsesloven, som kan illustrere, hvorledes en ansøgning med visualisering mv. henholdsvis en afgørelse med redegørelse og krav/vilkår kan udformes. Modellen kan gennemføres selvstændigt, såvel som i kombination med ovenstående løsningsmodeller Kommuneplanlægning og lokalplanlægning Kommuneplanlægning Arbejdsgruppen har gennemgået de gældende bestemmelser for planlægning for husdyrbrug for at understøtte en mere gennemskuelig og ensartet sagsbehandling. Arbejdsgruppen har haft fokus på at bidrage til en hensigtsmæssig sammenhæng mellem regulering af husdyrbrugene og den kommende kommuneplanlægning for placering af husdyrbrug og biogasanlæg. Arbejdsgruppen har overvejet, hvordan der kan sikres fremdrift og ensartethed i planlægningsfasen i kommunerne. I dag er det frivilligt for kommunerne at planlægge for lokalisering af landbrugets bygninger, og der er derfor ikke formuleret ensartede generelle statslige krav til indholdet af en sådan planlægning. Med Grøn Vækst er det imidlertid forudsat, at planloven skal ændres, så beliggenheden af arealer til lokalisering af driftsbygninger og driftsanlæg på store husdyrbrug bliver et obligatorisk emne, som kommuneplanen fremover skal indeholde retningslinjer for. Det vil sikre mulighed for udvikling i husdyrproduktionen, samtidig med, at grundlaget for en hensigtsmæssig beliggenhed af arealer til byggeri på store husdyrbrug i forhold til omgivelserne på basis af en samlet planlægningsmæssig vurdering sikres. Der er tale om en positiv udpegning af områder til lokalisering af store husdyrbrug, som ejere af husdyrbrug kan vælge at benytte sig af ved placering af driftsbygninger og driftsanlæg, og hermed få større sikkerhed for investerings- og udviklingsmuligheder. Arealreservationen i kommuneplanen til lokalisering af driftsbygninger og driftsanlæg på store husdyrbrug forventes at medføre en mere effektiv behandling af sager om husdyrbrug i de planlagte områder. Arbejdsgruppen peger på, at der vil kunne opnås en yderligere effektivisering, hvis planlægningen ikke alene indebærer en positiv udpegning for store husdyrbrug, men at det grundlag, som er forudsætningen for at kunne udpege områderne til store husdyrbrug også anvendes ved enkeltsagsadministrationen af husdyrsager i det øvrige åbne land. 8

10 Med en ændring af planloven kan kommunerne således pålægges at foretage en lokaliseringsplanlægning for husdyrbrug i kommuneplanen. Hele det åbne land kan differentieres med henblik på, at der udformes retningslinjer for lokaliseringen, således at differentieringen kan være retningsgivende for de husdyrbrug, der vælger at placere sig i, eller udvides i et givent område. Kommuneplanens retningslinjer for enkeltsagsbehandlingen efter husdyrgodkendelsesloven for områderne kan angive, hvordan kommunen er indstillet på at behandle ansøgninger om etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug inden for rammerne af husdyrreguleringsloven. Retningslinjerne vil også være med til at give en indikation af, hvilke vilkår, som landmanden vil blive stillet over for i områderne. Der vil også kunne være retningslinjer for etablering, udvidelse eller ændring af andet byggeri og anlæg, der ikke er landbrugsrelateret. F.eks. kan der for områder være retningslinjer, der søger at begrænse byggeri og anlæg, der ikke kan forenes med landbrugserhverv. Derved får landbrugsbyggeriet en fortrinsstilling med hensyn til investeringssikkerhed og udviklingsmuligheder. Det vil være en statslig opgave at fastlægge kravene til indholdet i kommunernes planlægning, herunder kriterier for differentieringen samt kriterier for hvilke retningslinjer for enkeltsagsadministrationen, der bør gælde for de forskellige områder. Enkeltsagsbehandlingen kan blive mere smidig og effektiv fordi den vil komme til at ske på baggrund af en sammenfattende helhedsorienteret planlægning, hvor der på forhånd er taget stilling til de væsentligste hensyn - udledninger, landskab, natur, infrastruktur, byudvikling, naboer m.v. - i modsætning til ved enkeltsagsbehandling uden forudgående planlægning. Kommuneplanlægningen kan ikke træde i stedet for den konkrete sagsbehandling. Ejeren af et husdyrbrug vil også på forhånd selv kunne orientere sig i kommuneplanen om mulighederne for en hensigtsmæssig placering af fremtidigt landbrugsbyggeri. Det foreslås således, at den planlægning, der er lagt op til i det foreliggende forslag til ændring af planloven, suppleres med et krav om, at grundlaget for udpegningen af områder til store husdyrbrug, skal anvendes i relation til enkeltsagsadministrationen i det øvrige åbne land uden for de udpegede områder. Fx således at hele det åbne land differentieres med henblik på, at der udformes retningslinjer for lokaliseringen. Den differentierede udpegning kan indgå på linje med andre afskæringskriterier i en husdyrgodkendelsessag Lokalplanlægning 9

11 Arbejdsgruppen har overvejet, hvordan byggeri og anlæg til husdyrbrug fremover kan indgå i kommunernes lokalplanlægning. Her tænkes i særdeleshed på jordløse brug og muligheden for at anvende lokalplanværktøjet fuldt ud for bygningernes anvendelse og placering. De forhold en lokalplan i dag kan regulere, fremgår af planloven. Imidlertid kan en lokalplan for jordbrugsmæssig anvendelse normalt ikke indeholde bestemmelser om ejendommens størrelse og afgrænsning, bebyggelsers beliggenhed på grundene, anvendelse af de enkelte bygninger samt udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, bevaring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt. En lokalplanlægning kan være et hensigtsmæssigt værktøj for såvel ejeren af navnlig meget store husdyrbrug, som kommunen, offentligheden og omgivelserne. Der vil imidlertid være behov for udvikling af en ny type lokalplan i forhold til den kommende husdyrgodkendelsesordning. Det skal nærmere overvejes, hvordan forskellige størrelser husdyrbrug med og uden jordtilliggende kan omfattes af en lokalplanlægning, om der skal skelnes mellem egentlige lokalplanpligtige husdyrbrug efter nugældende regler og andre husdyrbrug, hvor det kunne være op til grundejeren og/eller kommunen frivilligt at udarbejde en lokalplan med fx bonusvirkning i form af forhåndstilladelser for fremtidige udvidelser. Modellen vil forudsætte en nærmere udredning af mulighederne. Udredningen kan fx tage udgangspunkt i landskabskaraktermetoden, jordbrugsanalyserne og i Videncentret for Landbrugs arbejde med bedriftsplanlægning. 10

12 3. Varetagelse af landskabsinteresser 3.1. Landskabsvurderinger Efter kommissoriet for arbejdsgruppen vedrørende planlægning skal der ses på mulighederne for standardiserede planværktøjer, som kan understøtte kommunernes vurderinger af påvirkning af omgivelserne, herunder bl.a. mulighederne for konkretisering af landskabsvurderinger. En standardisering skal fastholde et fortsat højt beskyttelsesniveau for landskabet. Udgangspunktet er, at landskabspåvirkningen af et ansøgt projekt efter husdyrgodkendelsesloven skal vurderes. Der er ikke fastlagt et entydigt beskyttelsesniveau i forhold til landskabspåvirkningen, men kommuneplanerne skal indeholde retningslinjer, der sikrer de landskabelige bevaringsværdier. Arbejdsgruppen om planlægning har set på spørgsmålet om, hvordan en mere gennemsigtig sagsbehandling kan sikres i husdyrgodkendelsessagerne, så ansøger og offentlighed kan få et bedre indblik i kommunens skøn Baggrund Juridiske udfordringer Lovgrundlag Efter husdyrgodkendelseslovens 1, stk. 1, skal loven medvirke til at værne om natur, miljø og landskab, så udviklingen af husdyrproduktionen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskers livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. Jf. 1, stk. 2 tilsigter loven blandt andet særligt, at skabe og bevare værdifulde bebyggelser, kultur- og bymiljøer samt landskaber, og at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource. Centralt for regelgrundlaget er i forbindelse med godkendelse af husdyrbrug, at sikre en høj natur- og miljøbeskyttelse samt krav om anvendelse af bedste tilgængelige teknik (BAT). Regelgrundlaget hviler således på tre ligeværdige ben: varetagelse af natur og miljø, BAT samt varetagelse af landskabet. Loven omfatter følgende regler vedr. lokalisering af husdyrbrug: 1) planlovens VVM-regler, jf. lovens 19 og 23, 2) planlovens landzoneregler, jf. lovens 22, 3) miljøbeskyttelseslo- 11

13 ven, jf. lovens 19 og 31 samt 4) husdyrgødningsbekendtgørelsens lokaliseringsregler, jf. lovens 20. Når det gælder vurdering af landskabet er der tale om en videreførelse af landzonereglerne og VVM-reglerne i planloven. Det fremgår af husdyrgodkendelseslovens 31, at kommunalbestyrelsen skal meddele afslag, hvis det vurderes, at husdyrbruget ikke kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne. I henhold til forarbejderne til loven betyder det blandt andet, at vurderingen skal omfatte muligheden for at varetage hensynet til de landskabelige værdier, ud fra eksempelvis et æstetisk, kulturhistorisk eller geologisk synspunkt. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte vilkår i godkendelsen under hensyn til landskabsværdierne, når det skønnes nødvendigt. Hensigten med reglerne er, at videreføre det hidtidige beskyttelsesniveau, som de daværende amter regulerede husdyrbrug efter. Bygningernes placering og karakter skal således afvejes over for de landskabelige hensyn på stedet. Kravet til denne vurdering gælder både erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, herunder også byggeri, der ønskes opført i tilknytning til de eksisterende bygninger, og ikkeerhvervsmæssigt nødvendigt byggeri. Når det gælder opførelse af ny bebyggelse på et husdyrbrug uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer eller opførelse af ikke-erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri for den pågældende ejendoms drift som landbrugsejendom, skal det sikres, at de landskabelige værdier ikke tilsidesættes. Ved erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, som opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, skal beliggenhed og udformning vurderes. Som hovedregel kan der ikke meddeles afslag på erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri begrundet i landskabelige forhold. Der skal således som alt overvejende hovedregel findes en lokalisering på et sted på ejendommen. Udgangspunktet er dog, at nyt byggeri altid skal placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Hvis det ikke er muligt at finde en egnet placering, og det nye byggeri vil være i strid med de landskabelige hensyn, skal der meddeles afslag. For ikke-erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, som er omfattet af husdyrgodkendelsesloven, fx store landbrugsbygninger med industriel karakter eller fællesanlæg, der knytter sig til driften på flere ejendomme, er den altovervejende hovedregel, at dette kun kan opføres, hvis det vil være fuldt ud foreneligt med de landskabelige hensyn på stedet, og byggeriet opføres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse på ejendommen. Selvom sådant byg- 12

14 geri opføres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, kan der meddeles afslag, hvis byggeriet er uforenelig med hensynet til landskabet. Når det gælder husdyrgødningsopbevaringsanlæg skal en placering af hensyn til markdriften ønsket placering af sådanne godkendes, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur og miljø samt naboer afgørende taler imod placeringen. Det er et krav, at der skal fastlægges vilkår om, at gødningsopbevaringsanlægget skal afskærmes med beplantning og fjernes, når det ikke længere er nødvendigt for driften. De landskabelige hensyn, der skal varetages i medfør af husdyrgodkendelsesloven, følger i vidt omfang af planloven, dvs. kommuneplanen og den lokale planlægning. Husdyrgodkendelsesloven lægger dog også op til, at også øvrige overvejelser om landskabelige hensyn kan inddrages. I Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen sættes rammerne for kommuneplanlægningen på hele statens område og for, hvilke hensyn kommunerne skal varetage i deres planer for at undgå en statslig indsigelse. Den konkrete sagsbehandling skal være i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer. Et af naturbeskyttelseslovens formål er, at beskytte naturen og de landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier. Hensynet er konkretiseret i planloven, så kommuneplanen skal indeholde retningslinjer til sikring af landskabelige bevaringsværdier og beliggenheden af områder med landskabelig værdi. Kommuneplanen skal hermed sikre, at nyanlæg ikke forringer landskaberne, men understøtter de landskabsfaglige principper fra naturbeskyttelsesloven, landskabskonventionen mv. Efter Landskabskonventionen, som Danmark har ratificeret, forpligter landene sig bl.a. til at integrere landskaber i deres kultur-, miljø-, landbrugs-, social- og finanspolitikker, og i andre politikker med eventuel direkte eller indirekte indvirkning på landskaber. Inden for de nugældende rammer i husdyrgodkendelsesloven er der således et betydeligt skøn med hensyn til landskabsvaretagelsen, som kommunerne skal foretage i sagsbehandlingen. Der skal således både ske en vurdering af selve projektet, af landskabet, hvori projektet agtes placeret og en vurdering af sammenspillet mellem det konkrete projekt og landskabet. Endelig skal der træffes afgørelse om de nærmer vilkår, der skal stilles. Der kan være endog meget store forskelle i såvel vurderingsgrundlag som i vurderingen myndighederne imellem. Der er med andre ord flere forskellige fortolkninger af reglerne, afhængig af forståelsen af reglerne. 13

15 Sagsbehandlingen vil kunne fremmes hvis der fastlægges et bedre grundlag for, hvorledes vurdering af de landskabelige hensyn kan finde sted for husdyrbrug, der ønskes etableret, udvidet eller ændret. Dertil kan komme nærmere fastlæggelse af rammer for hvilke krav/vilkår, der skal stilles. Det skal dog for god ordens skyld understreges, at det er arbejdsgruppen om miljøgodkendelser, der arbejder med selve regelsættet i loven og opstiller løsningsmodeller. Arbejdsgruppen om planlægning ser (blandt andet) på varetagelsen af landskabet. Dertil kommer, at - jf. aftalen om Grøn Vækst - planloven ændres, således at planlægning for beliggenheden af arealer til lokalisering af driftsbygninger og driftsanlæg på store husdyrbrug (mere end 500 dyreenheder) bliver et obligatorisk emne, som kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for. I henhold til det foreliggende lovforslag bliver der tale om krav om udpegning af områder, der er egnet til lokalisering af bygninger til store husdyrbrug, som ejere af husdyrbrug kan vælge at benytte sig af ved placering af driftsbygninger og driftsanlæg. Det foreliggende lovforslag rummer ikke forslag til, at der skal udpeges områder, hvor der ikke kan ske lokalisering af driftsbygninger og anlæg. Se afsnittet om kommuneplanlægning Miljøfaglige udfordringer Husdyrbrug Udviklingen af landbrugserhvervet medfører, at husdyrproduktionen samles på færre, men større produktionsenheder. Det kan resultere i byggeri og anlæg, der vanskeligt lader sig indpasse i den eksisterende bebyggelsesstruktur. Ud over de lugtgener en udvidelse kan forårsage for naboer, kan en ændring af byggeri og anlæg også ændre påvirkningen af landskabet, uanset om det er en udbygning af en eksisterende landbrugsbebyggelse, eller en lokalisering fritliggende i det åbne land. Dette nødvendiggør anvendelse af en kvalificeret, alment anerkendt metode til landskabsvurdering. Efter hidtidig landzoneadministration kan myndighederne ikke afslå et erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, men alene stille krav om placering og udformning. Det fremgår af VVM-direktivet, at landskabshensynet skal varetages på linje med andre miljøhensyn. Ændringerne af landbrugsloven med hensyn til bortfald af loftet på 750 DE pr. bedrift og muligheden for jordløse husdyrbrug må forventes at øge behovet for landskabsvurderinger. Et markant eksempel på en tendens, der går mod større produktionsenheder afspejles i projektet om Pig City, som er på ca m 2, fordelt på 2 etager, hvoraf det øverste fremstår som et glashus. Største bygning er på ca. 120x220m i m højde. Dertil kommer diverse biogasanlæg, komposteringsanlæg etc. Antallet af dyreenheder og størrelsen af byggeriet varierer stærkt. Ifølge Videncentret for Landbrug er ansøgningerne for 500 DE svin (1500 søer ekskl. slagtesvin) i dag typisk på 14

16 omkring m 2 stalde og servicebygninger, siloer til tilskudsfoder, m høje, siloer til kornopbevaring, m høje og m 2 gødningsopbevaring. For 500 DE kvæg (500 malkekvæg ekskl. ungkvæg) er det m 2 stalde og servicebygninger, m 2 foderopbevaring inkl. vejarealer og m 2 gødningsopbevaring. Men selv med disse størrelser er der tale om store anlæg, der har implikationer i forhold til landskabet, og som skal vurderes under hensyn til landskabet. Og der ses i dag husdyrbrug, som er væsentligt større, dvs. med anlægsarealer på m 2. Arbejdsgruppen har drøftet, om perspektiverne i husdyrproduktionens strukturudvikling på kortere sigt vil omfatte meget stort byggeri, og på længere sigt om denne produktion integreres med andre produktioner, der kan betyde endnu større samlet byggeri. Som nævnt er udgangspunktet i dag i husdyrgodkendelsesloven, at anlæg skal etableres i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Men ofte er der ønske om at udflytte produktionen, fx begrundet i produktionsforhold, udviklingsmuligheder og/eller nabogener. Udviklingen peger på, at der er et stigende ønske om at foretage udflytning. Det betyder, at der er og vil blive forholdsvis flere sager, hvor der skal tages stilling til, om anlæg, herunder også anlæg i størrelsesordener som beskrevet oven for, kan placeres ude i landskabet løsrevet fra den eksisterende bygningsmasse. Grundlaget for vurderingen af de landskabelige påvirkninger ved en udflytning, det vil sige om der kan ske udflytning og i givet fald, hvad der nærmere kan begrunde en eventuel udflytning er langt fra klare i dag Landskabsbeskyttelse I modsætning til en række øvrige miljøforhold, som skal vurderes, er der ikke et centralt fastlagt, entydigt beskyttelsesniveau for landskabet. Udgangspunktet for beskyttelsesniveauet i husdyrgodkendelsesloven er en videreførelse af samme beskyttelsesniveau, der var udmøntet i de daværende amters vurdering af husdyrbrugssager. I de daværende amter var der udpeget værdifulde landskaber, som blev overført til kommunerne. Udpegningerne er forældede og uensartede. Der blev ikke udarbejdet et centralt fastlagt beskyttelsesniveau for landskabet i husdyrgodkendelsesloven. Myndigheden kan i dag således ikke i forbindelse med den konkrete vurdering tage udgangspunkt i et ensartet beskyttelsesniveau på tværs af kommunerne, men må foretage denne vurdering i hver enkelt sag med udgangspunkt i den foreliggende viden om og myndighedens bedømmelse af sårbarheden i landskabet i forhold til det ansøgte. Myndigheden kan vælge at fastlægge et administrationsgrundlag for varetagelsen af landskabet i forbindelse med vurderingen af husdyrbrugssager, fx for at fremme en mere ensartet vurdering fra sag til sag i kommunen og for at effektivisere sagsbehandlingen. 15

17 Men uanset om den enkelte kommune vælger at udforme et sådant administrationsgrundlag indebærer en landskabsvurdering en analyse af det naturgeografiske, det kulturgeografiske og de rumligt, visuelle oplevelsesmuligheder. Dertil kommer, at også friluftsmæssige forhold. Varetagelsen af de landskabelige hensyn i forbindelse med vurdering af den enkelte ansøgning, er heller ikke nødvendigvis begrænset til en vurdering af landskabet inden for den enkelte kommune. Det kan være nødvendigt for en tilstrækkelig vurdering, at der skal foretages en vurdering af indvirkningen på landskaber uden for kommunen. Landskabelige sammenhænge strækker sig således ofte ud over kommunegrænser. Dermed rejser sig spørgsmålet om, hvorledes kommunerne på tværs vil bedømme det enkelte landskabs sårbarhed og om det aktuelle projekt har en væsentlig indvirkning på landskabet. Desuden er det nødvendigt i vurderingen at inddrage en vurdering af selve projektets størrelse, udformning, synlighed mv. i forhold til det landskab, det ønskes placeret i. Nogle projekter vil således uden væsentlige landskabelige konsekvenser kunne indplaceres, mens andre projekter i samme landskab ikke vil kunne indpasses uden at have en væsentlig indvirkning på det pågældende landskab. Andre projekter igen vil i samme landskab kunne indpasses, ved tilpasning af selve anlægget og evt. dets næromgivelser. Håndteringen af sagsbehandlingen, der omfatter vurdering af konsekvenser for landskabsværdier, der rækker ud over kommunegrænsen, sker gennem høring af den eller de berørte kommuner. Nogle kommuner har stor nytte af at samarbejde om landskabskaraktermetoden i sager, som har konsekvenser over kommunegrænsen. At der ikke er fastlagt et mere præcist grundlag for landskabsvurderinger, betyder, at der er risiko for, at man afstår fra at foretage en tilstrækkelig, konkret vurdering, hvor mulige løsninger kan blive afdækket, og - at det ikke er let for ansøger at skabe sig et overblik over muligheder og begrænsninger, kommunens vurderingsgrundlag og sagsbehandling af ansøgningen, og - at det på forhånd er uklart, hvilke oplysninger ansøgerskal tilvejebringe - at myndighedsbehandlingen er forskellig fra kommune til kommune, - at der ikke tages stilling til landskabelige vurderinger af mulige, fremtidige udvidelsesønsker, og koordinering med udviklingen på øvrige landbrug i lokalområdet, - at afvejningen ikke altid foretages på et helhedsorienteret grundlag, der blandt flere parametre indeholder stillingtagen til landskabets egnethed til den ønskede bygningsændring. 16

18 Med Landskabskonventionens definition er landskabsbeskyttelse en indsats til bevarelse og vedligeholdelse af et landskabs væsentligste eller mest karakteristiske træk begrundet i værdier knyttet til dets naturlige form og/eller menneskelige aktiviteter. Det er det samme hensyn som er indeholdt i den danske lovgivning. Påvirkningen af landskabskarakteren og de visuelle oplevelsesmuligheder af bebyggelse og anlæg afhænger af landskabets sårbarhed/robusthed, og arten og omfanget af påvirkningen. De mest sårbare områder findes generelt i landskaber: - karakteriseret ved et uforstyrret naturpræg og/eller få, naturgivne elementer, eks.: et vestjysk kystlandskab - med meget specifikke geomorfologiske formationer, kulturbetingede mønstre og/eller rumlige og visuelle forhold, eks.: en ådal eller ås, en række husmandssteder placeret i et småbakket dødislandskaber med vandfyldte lavninger, krat, små dyrkningsflader og mindre ekstensiv arealanvendelse - med gode udsigts- og indbliksforhold, eks.: en bakketop i et fjordlandskab, - hvis karaktergivende elementer har stor tidsdybde, mangler evne til at regenerere hurtigt eller til at kunne erstattes efter ændringer, eks.: et velbevaret udskiftet gårdlandskab, som opstod i forbindelse med udskiftningen i starten af 1800-tallet - uden mulighed for at kunne afskærme nye anlæg eller afbøde ændringer uden at ændre karakteren, eks.: en ådalsbund- og sider med få landskabselementer. Mange af disse landskaber har samtidig en høj rekreativ værdi, hvilket også bør indgå i vurderingerne. Den konkrete vurdering af landskabspåvirkningen skal altid foretages i forbindelse med ansøgninger om udvidelser, om lokalisering af et helt nyt husdyrbrug, og ved ansøgning om at udflytte produktionen. Den er i høj grad afhængig af det vidensgrundlag, der er til stede i kommunen. Til stede i alle kommuner findes der to muligheder for at få en indikation af landskabets sårbarhed overfor forandringer: - ansøgningen kan vurderes i forhold til de særlige landskabsværdier på arealer, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer, fredninger, naturområder m.m., (driftsbygninger er undtaget for visse beskyttelseslinjer og fredningsbestemmelser, og kan i de tilfælde kun bruges som indikation af landskabets sårbarhed), - ansøgningen kan desuden vurderes i forhold til beliggenheden inden for de landskabsbeskyttede områder. Kommuneplanerne skal efter planlovens 11 a, stk. 1 nr. 15 indeholde retningslinjer til sikring af landskabelige bevaringsværdier og beliggenheden af områder med landskabelig værdi. Kommuneplanen skal således indeholde 17

19 retningslinjer, som bevarer og forbedrer kvaliteten af de karakteristiske og oplevelsesrige landskaber, herunder sikrer de værdifulde landskaber og landskabselementer, som fx ådale, bakkelandskaber og kystlandskaber, og landskaber knyttet til biotoper som fx skove, søer og åer. Ifølge de statslige interesser i kommuneplanlægningen skal også de større, sammenhængende landskaber, herunder de uforstyrrede landskaber, sikres og bevares. De landskabelige bevaringsværdier knytter sig til de karakteristiske og oplevelsesrige landskaber af høj kvalitet. Det er landskaber, som både repræsenterer et samspil mellem natur- og kulturgrundlag og en æstetisk landskabsopfattelse. Det skal så vidt muligt undlades at placere nye, større tekniske anlæg både i og tæt på områderne. Retningslinjerne skal indgå i administrationen efter husdyrgodkendelsesloven. Det er de færreste kommuner, der har opdateret landskabsvurderingerne. Som nævnt oven for har de fleste overført amternes landskabsudpegninger i kommuneplanlægningen Grundlaget for amternes klassificering fremstod i mange tilfælde forskelligt, både i indhold og omfang. Dertil kommer at landskabernes sårbarhed fremstod uklare, og at de var utidssvarende, dvs. at sårbarheden var baseret på en vurdering af landskaber i f.eks. 80 erne, hvor bl.a. dimensioner og karakteren af bl.a. landbrugsbyggeri var en helt anden end i dag. Dette og en opfordring fra Wilhjelmudvalget var udgangspunktet for, at Miljøministeriet igangsatte udviklingen af landskabskaraktermetoden Landskabskaraktermetoden Landskabskaraktermetoden er en metode til at beskrive og vurdere landskabet uden for byerne. Den giver overblik og viser, hvilke områder der skal passes særligt på, og hvilke landskabstræk, der kan bygges videre på. Et eksempel på det kan være, at fastholde og genbruge træk som store markfelter, skovområder, søer, alleer etc. i et herregårdslandskab. Med landskabskaraktermetoden kan landskabskarakterens sårbarhed vurderes på baggrund en analyse af - arten af nøglekarakteristika og særlige visuelle oplevelsesmuligheder (naturgeografiske(terræn, vand, jordtype etc.), kulturgeografiske (bebyggelser, skel, hegn, skove, veje etc.) og deres rumlige og visuelle samspil (skala, rumlig afgrænsning, kompleksitet, struktur osv.)) - synlighedsforholdene - arten af ændringen. I metoden indgår anvendelsen af en række fastlagte data, som kort i 1:25.000, den digitale højdemodel, som findes i stort set alle kommunerne, et digitalt kort, der viser landskabsformer (GEUS), jordbrugsanalyser etc. 18

20 I forbindelse med de statslige interesser i kommuneplanlægningen opfordres kommunerne til at benytte metoden, som løbende er blevet videreudviklet og forenklet. I forbindelse med forsknings- og udviklingsprojekter om planlægning for landbrug, strukturudvikling og tidssvarende produktionsanlæg er landskabskaraktermetoden blevet bearbejdet og målrettet mod at udpege egnede arealer for landbrugserhvervenes byggeri og anlæg. Få kommuner har allerede gennemført en landskabskarakteranalyse af hele kommunens åbne land. Nogle kommuner er i gang med at analysere dele af kommunen efter landskabskaraktermetoden og andre har tilkendegivet at ville igangsætte arbejdet i forbindelse med kommuneplanrevision Flere kommuner vurderer, at landskabskaraktermetoden er et godt og forståeligt grundlag til at vurdere ansøgninger om husdyrbrug i forhold til landskabsinteresser. Med udgangspunkt i landskabskaraktermetodens anvendelse peges der i et Realdaniaprojekt på, at der med landskabskaraktermetodens kobling med bl.a. jordbrugsanalyser foregår en kortlægning af de landskabelige værdier sammen med analyser af lokaliserings- og konsekvensanalyser, som omfatter anlægskrav, indplacering og udformning af byggeri Opsamling af miljøfaglige udfordringer Der er behov for at udarbejde vejledning i at bruge landskabskaraktermetodens resultater som led i den helhedsorienterede vurdering af husdyrbrug, når landskabsvaretagelse, gennemsigtig sagsbehandling, ensartet vurdering og investeringssikkerhed skal vægtes. De områder, der er landskabsudpeget i de fleste kommuneplaner og de områder, der er beskyttet direkte gennem naturbeskyttelseslovens udgør ikke et tilstrækkeligt grundlag. Arbejdsgruppen vurderer, at der er behov for et værktøj til enkeltsagsbehandlingen, og til eventuelle overordnede rammer for lokalisering af husdyrbrug. Målet er bl.a., at der skal tages hensyn til såvel landbrugets produktion og udviklingsmuligheder, såvel som et foreneligt samspil mellem byggeriet og det omgivende landskab Problemløsning Beskrivelse af løsningsmodeller Løsningsmodel 1: Vejledning og kommunalt fastlagt beskyttelsesniveau Det skal være et statsligt krav, at kommunerne anvender landskabskaraktermetoden generelt som grundlag for kommuneplanlægningen, og til at fastlægge et beskyttelsesniveau for landskabet som grundlag for kommunernes sagsbehandling efter husdyrgodkendelsesloven. 19

21 Der udarbejdes en vejledning i anvendelse af landskabskaraktermetoden som grundlag for vurdering af landskabet i kommuneplanlægningen i relation til husdyrbrug. Kommunerne vil herefter lægge deres landskabskarakterkortlægning til grund for deres vurdering af ansøgninger om husdyrbrug med hensyn til projektets påvirkning af landskabet. Landskabskaraktermetoden kan allerede i dag anvendes i den konkrete sagsbehandling efter husdyrgodkendelsesloven til at vurdere, hvad der er landskabeligt sårbart i området og hvordan det ansøgte vil påvirke landskabet. Vilkår for en godkendelse vil kunne fastlægges på grundlag af en kobling af landskabskaraktermetoden med bl.a. jordbrugsanalyser, vejledning om landskabelig indpasning på lokalt niveau og den nærmere udformning af bygningsmassen. Landskabskaraktermetoden kan, sammen med andre faktorer, anvendes i planlægningen til udpegning af mere eller mindre egnede områder til udvidelser af husdyrbrug, og til lokalisering af helt nye husdyrbrug, (se afsnittet om kommuneplanlægning). Det kommunalt fastsatte beskyttelsesniveau for landskabet kan evt. suppleres med statslige krav, der normerer såvel et kommunalt beskyttelsesniveau som et kommunalt afskæringskriterium. For at fremme processen kan staten tilvejebringe datagrundlaget for den indledende landskabskarakterkortlægning (de naturgeografiske områder). Initiativet skal understøtte, at kommunerne hurtigst muligt kan iværksætte landskabsanalyser. Det skal understreges, at anvendelse af landskabskaraktermetoden som grundlag for kommuneplanlægningen ikke alene målrettes husdyrbrug. Metoden er generel og danner også grundlag for udpegning af værdifulde landskaber og for vurdering af indvirkning på landskabet for andre forandringer i det åbne land, som f.eks. byudviklingsønsker og veje. Det er nødvendigt, at opdatere og tydeliggøre kommunernes vurdering og udpegning af landskabets sårbarhed, som grundlag for behandling af husdyrbrugsansøgninger og med henblik på at kunne koble den til en lokaliseringsanalyse (infrastruktur, miljøforhold), en synlighedsanalyse o.a. relevant information sammen med den konkrete detailplanlægning på bedriftsniveau og selve udformningen af anlægget. Arbejdsgruppen foreslår, at det bliver et statsligt krav, at kommunerne anvender landskabskaraktermetoden generelt som grundlag for kommuneplanlægningen, og som grundlag for fastlæggelse af et beskyttelsesniveau for landskabet som grundlag for sagsbehandlingen efter husdyrgodkendelsesloven. Landskabskaraktermetoden giver værktøjet til at vurdere ansøgningen i forhold til landskabets sårbarhed ved at vurdere: 20

22 - hvad nøglekarakteren og de særligt visuelle oplevelsesmuligheder er i området? Nøglekarakteren findes i de natur- og kulturbetingede elementer og deres rumlige og visuelle samspil. Her ses på skala, rumlig afgrænsning, kompleksitet, struktur, robusthed mv. Eks: Særligt karaktergivende for området er den bølgede og intensivt dyrkede landbrugsflade med spredte gårde, enkelte landsbyer og husmandsrækker, en del småbevoksninger samt en ydre afgrænsning af markante skovbryn og dal- og bakkesider. Den nordlige del af området omkring kirken udgør et kontrasterende delområde med store visuelle oplevelsesmuligheder. - hvad er synlighedsforholdene? Udsigts- og indbliksforhold, herunder påvirkning af naboområder. Eks: kan byggeriet placeres uden at påvirke det sårbare område omkring åsen? - hvad er arten af forandringen sammenholdt med landskabskarakteren og de visuelle oplevelsesmuligheder? Husdyrbrugets bebyggelse og anlæg ved volumen, struktur, udformning, farver, placering i terrænet mv. sammenholdt med landskabskarakteren og de visuelle oplevelsesmuligheder. Eks.: En ansøgning om udvidelse af et husdyrbrug kan i en konkret sagsbehandling vurderes at ville kunne finde sted uden ydereligere at påvirke lokalområdets og fjordlandskabets karakter væsentligt, hvis gårdanlæggets højde tilpasses nærheden til overkanten af havskrænten og erosionskløften, dvs. bliver under 12 m. Landskabets robusthed kan styrkes gennem afhjælpende foranstaltninger, der kan minimere eller sløre konsekvenserne. Af eksempler på afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med husdyrbrug kan som grundlag for en samlet vurdering nævnes nedgravning, tildækning af oplyste glaspartier og genopretning af stedets landskabskarakter f.eks. ved at øge naturindholdet (f.eks. etablering af vådområder og styrkelse af hegnsstrukturen i et småskalalandskab præget af mindre, afgrænsede rum). Arbejdsgruppen anbefaler, at der med henblik på at understøtte kommunernes arbejde udarbejdes vejledningsmateriale i anvendelsen af landskabskaraktermetoden målrettet arbejdet med at afdække landskabelige konsekvenser ved lokalisering af husdyrbrug for yderligere at understøtte modellen. En vejledning om brugen af landskabskaraktermetoden i sammenhæng med en lokaliseringsanalyse, en jordbrugsanalyse, en synlighedsanalyse mv. kan bruges i kommuneplanlægningen til at vurdere, hvordan landskabet påvirkes af det ansøgte og hvilke foranstaltninger, der kan mindske påvirkningen. Vejledningen skal inddrage de fremtidsscenarier, som kan aflæses nu, så kommunernes arbejde bliver mere robust overfor udviklingen af landbrugserhvervet (f.eks. at ansøger på sigt håber på at kunne fordoble produktionen eller indføre en anden teknologi, og at der inden for lokalområdet er ekspansion og/eller udflytning på flere ejendomme). 21

23 Vejledningen kan omfatte såvel husdyrbrug med jordtilliggender, som jordløse brug. Den kan desuden orientere om betydningen af dialog med ansøger, om betydningen af foroffentlighed, om behovet for at kunne argumentere for den grænsedragning, der finder sted, når et landskab f.eks. udpeges til at være mere bevaringsværdigt end naboområdet, og hvordan anlæg uden for bevaringsværdige landskaber kan påvirke naboområderne (sidstnævnte emner indgår i landskabskaraktermetoden). Vejledningen skal desuden omfatte anbefalinger til landskabshensyn, som fx afspejles i de projekter, som Videncentret for Landbrug har medvirket i. Her er der gode erfaringer med landskabelig indpasning på ejendoms niveau og med udformning af bygningsmassen Den konkrete sagsbehandling Uanset om kommunen har udlagt områder med forskellige strategiske mål i forhold til lokalisering af husdyrbrug, skal en ansøgning vurderes konkret, og svar på spørgsmålene om, hvor og hvordan kan hentes fra metodens resultater af arten af nøglekarakteristika og særlige visuelle oplevelsesmuligheder i det landskabskarakterområde ansøgningen ligger i, (naturgeografiske (terræn, vand, jordtype etc.), kulturgeografiske (bebyggelser, skel hegn, skove, veje etc.) og deres rumlige og visuelle samspil (skala, rumlig afgrænsnings, kompleksitet, struktur osv.)), synlighedsforholdene omkring husdyrbruget og de mest sårbare elementer i karakterområdet, arten af den forandring, der ønskes, herunder størrelse, materialevalg, belysning etc. Eksempel: En kommune har med landskabskaraktermetoden analyseret kommunens landskaber og har følgende beskrivelse og generelle strategiske mål for, hvordan et karakterområde kan udvikles i overensstemmelse med det karakteristiske og oplevelsesrige: Karakterområde D Dramatisk storbakket landskab, hvor dyrkede marker, partier med overdrevsarealer, kraftige løvtræshegn og stedvise bevoksninger af blandet løv og nål skaber et varieret og oplevelsesrigt landskab med lange kig over landskabet fra de højest beliggende områder. Mod kysten ved S rejser landskabet sig dramatisk med overdrev og plantager og afsluttes ved kysten af de fritliggende skrænter ved H. I dette område bør der bl.a. fokuseres på: 1. At undgå tiltag, som vil sløre muligheden for at opleve det dramatiske terræn eksempelvis skovrejsning, terrænregulering og råstofgravning. 2. At understøtte tiltag, som vil sikre afgræsning af områdets overdrevsarealer. 3. At friholde områdets udsigter over landskabet og kysten for påvirkning fra nye anlæg eller byggeri. 22