Høring af bekendtgørelse om energivirksomheders og bygningsejeres oplysning af elforbrugere og slutkunder om energiforbrug og fakturering

Transkript

1 Energistyrelsen Amaliegade København K Att.: Mette Louise Hornemann Dok. ansvarlig: MSJ Sekretær: Sagsnr: s Doknr: d Svar sendt pr. mail til: ens@ens.dk med cc til mlho@ens.dk Høring af bekendtgørelse om energivirksomheders og bygningsejeres oplysning af elforbrugere og slutkunder om energiforbrug og fakturering Dansk Energi takker for muligheden for at komme med kommentarer til udkast til ovennævnte bekendtgørelse. Dansk Energi har drøftet udkastet til bekendtgørelse med sine medlemmer, der giver udtryk for et stort ønske om en reduktion af den regulering, der pålægges elsektoren. Indførelse af engrosmodellen har med sit forsinkede forløb og meget komplekse løsning belastet sektoren med mange millioner i omkostninger. Denne bekendtgørelse vil, som den er udformet i udkast, belaste sektoren yderligere. Vi mener især, at bekendtgørelsen går ud over, hvad der er behov for ved en minimumsimplementering af energieffektiviseringsdirektivet. Branchen ønsker generelt, at reguleringen af detailmarkedet for elektricitet går i retning af en deregulering i stedet for en yderligere detailregulering således at elmarkedet i højere grad kan fungere som et normalt liberaliseret marked. Dansk Energi skal endvidere indledningsvist bemærke, at et udkast til bekendtgørelse om energivirksomheders oplysning af forbrugere om energiforbrug og fakturering var i høring i perioden 13. til 20. november I den forbindelse fremsendte Dansk Energi bemærkninger, der fortsat har relevans for nærværende høring. Dansk Energi har derfor i det følgende gentaget dele af det høringssvar. Herudover indgik Dansk Energi i en dialog med Energistyrelsen i efteråret 2014 om de økonomiske omkostninger for branchen i forhold til gennemførelsen af energieffektiviseringsdirektivets artikel 10. Dansk Energi blev i den forbindelse bedt om en vurdering af omkostningerne for branchen ved et krav om at stille faktureringsoplysninger til rådighed op til fire gange om året over for kunder uden fjernaflæste målere, og hvor kunderne indsender målingerne manuelt. Det var Dansk Energis vurdering, at et sådant krav ikke kan begrundes økonomisk. Andre energibrancher var også involveret i denne dialog, som resulterede i, at Energistyrelsen i forbindelse med høring af udkast til energisparebekendtgørelsen den 5. december

2 anførte, at direktivets krav om at give faktureringsoplysninger 4 gange årligt alene skulle vedrøre forbrug og ikke priser. Høringen blev senere ved brev af 15. december 2014 fra Energistyrelsen til alle høringsparter tilbagekaldt med henblik på at få et mere solidt vidensgrundlag at basere den økonomiske vurdering på. Dansk Energi står derfor uforstående over for, hvordan Energistyrelsen i mellemtiden er kommet frem til, at det er økonomisk begrundet at stille krav om at give faktureringsoplysninger baseret på faktisk forbrug 4 gange årligt. Energistyrelsen har oplyst, at EA har foretaget en analyse af, om et sådan krav er økonomisk begrundet, og har oplyst, at analysen blandt andet er baseret på interviews med branchen, herunder Dansk Energi. Vi gav i den forbindelse klart udtryk for, at et krav om fakturering på baggrund af faktisk forbrug ikke ville kunne begrundes økonomisk. Dansk Energi er af den opfattelse, at der med nærværende bekendtgørelsesudkast er tale om en overimplementering i forhold til kravene i direktivet, og at overimplementeringen går stik imod regeringens målsætning om færre byrder og omkostninger for erhvervslivet. Især elhandelsvirksomheder er senest med engrosmodellen blevet pålagt en lang række yderligere omkostninger og mere detailregulering. Indførelse af kravene i bekendtgørelsesudkastet vil presse detailmarkedet for elektricitet yderligere og få priserne til at stige til skade for forbrugerne. Dansk Energi er opmærksom på, at Energistyrelsen har modtaget en åbningsskrivelse vedrørende implementeringen af energieffektiviseringsdirektivets (EED) artikel 10. Det er ikke Dansk Energis indtryk, at Kommissionen med sin åbningsskrivelse har givet udtryk for en bestemt implementering eller forståelse af direktivet, som Energistyrelsen bindes af, og som dermed begrunder den konkrete udformning af bekendtgørelsesudkastet. Med en engrosmodel og et stadigt stigende pres på konkurrencen for elhandlerne bør reguleringen af detailmarkedet for elektricitet således i langt højere grad gå i retning af en deregulering i stedet for en yderligere detailregulering. Dansk Energi vil i det følgende uddybe ovenstående. Mere specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser og forslag til formuleringer er skrevet ind i vedhæftede wordudgave af bekendtgørelsen. Høringssvaret vedrører for store deles vedkommende både el- og gashandel. Hvor der er særlige bemærkninger eller forskelligheder, der gør sig gældende, vil dette blive bemærket. En kort opsummering af Dansk Energis nedenstående pointer er som følger: Bekendtgørelsen overimplementerer, da direktivet alene stiller krav om fakturering på baggrund af faktisk forbrug for ikke-fjernaflæste kunder én gang årlig. Se punkt 1 Krav om faktureringsoplysninger fire gange årligt på baggrund af faktisk forbrug er ikke økonomisk begrundet gas adskiller sig i særdeleshed, da der ikke er krav om fjernaflæste målere. Se punkt 2 Bekendtgørelsen overimplementerer hvad angår direktivets krav om, at oplysninger blot skal stilles til rådighed. Se punkt 1.2 Urealistisk ikrafttrædelsesfrist. Se punkt 7

3 3 1. Fakturering på baggrund af faktisk forbrug 1.1 Energieffektiviseringsdirektivets artikel 10 Direktivet indebærer, at der stilles forskellige krav til virksomhederne afhængigt af, om forbrugeren har en fjernaflæst (intelligent) måler eller ej. I forhold til kunder med ikke-fjernaflæste målere stilles der efter artikel 10, stk. 1, krav om at faktureringsoplysningerne, hvis det er teknisk muligt og økonomisk begrundet, er nøjagtige og bygger på det faktiske forbrug. Der henvises til bilag VII, pkt. 1.1 for en nærmere beskrivelse af, hvad der ligger heri (se nedenfor under punkt 1.2). For så vidt angår Dansk Energis nærmere vurdering af, hvad der er teknisk muligt og økonomisk begrundet, henvises til punkt 2 nedenfor. Det er muligt at basere faktureringsoplysningerne på kundernes selvaflæsning. Sender kunden ikke en aflæsning, er det tilladt at basere oplysningerne på anslået forbrug. Dette følger af artikel 10, stk. 1, 2. afsnit. Af artikel 10, stk. 3, litra c, fremgår, at medlemsstaterne skal sikre, at fakturaen ledsages af relevante oplysninger, der giver slutkunden en samlet oversigt over de aktuelle energiomkostninger. Her er tale om det aktuelt kendte, som for de ikke-fjernaflæste kunder vil være det forventede forbrug samt de aktuelt kendte priser for dette forbrug. Bestemmelsen anfører intet om faktisk forbrug. 1.2 Energieffektiviseringsdirektivets bilag VII Artikel 10 henviser til bilag VII. Ved læsningen af bilag VII for så vidt angår de ikkefjernaflæste målere skal artikel 10, stk. 1 s kriterie om, at kravene alene gælder, hvis det er teknisk muligt og økonomisk begrundet, stedse holdes in mente. Kravene i bilaget gælder derfor alene, i det omfang det nævnte kriterie er opfyldt, og det er således reelt muligt at indføre mindre bebyrdende regler, end hvad der fremgår af bilaget, såfremt der enten ikke er de fornødne tekniske muligheder, eller indførelse af regler er for økonomisk bebyrdende for virksomhederne. Endvidere må bilaget som følge af det nævnte kriterium fortolkes indskrænkende i det omfang, kravene heri medfører større teknisk udvikling/økonomiske byrder. Det følger af bilagets punkt 1.1, at faktureringen bør finde sted på grundlag af det faktiske forbrug mindst én gang årligt, jf. 1. led af 1. punktum. Dette svarer til praksis i dag dvs. den opgørelse, handelsvirksomheden foretager minimum én gang årligt over for kunden, og hvor kunden med sine løbende a conto indbetalinger enten har betalt for meget eller for lidt - baseret på distributionsselskabets indhentede faktiske aflæsning af kundens måler. Desuden fremgår det af bilag VII, pkt. 1.1, 1. punktum, 2. led, at faktureringsoplysningerne på anmodning herom eller hvis forbrugeren har valgt elektronisk fakturering bør stilles til rådighed mindst hvert kvartal. Har forbrugeren ikke specifikt anmodet om fakturering kvartalsvis eller valgt elektronisk fakturering, bør faktureringsoplysningerne alene stilles til rådighed mindst to gange årligt. Der er efter Dansk Energis opfattelse efter ordlyden i bilag VII, pkt. 1.1, ikke krav om, at faktureringsoplysningerne for kunder med ikke-fjernaflæste målere skal baseres på det faktiske forbrug mere end én gang årligt.

4 4 Bilag VII s punkt 1.2 indleder med, at de i dette punkt angivne krav til faktureringen alene skal angives i relevant omfang. For ikke-fjernaflæste kunder vil der ikke kunne foretages en løbende afregning (eller blot nærmere oplysning om, hvad en sådan vil lyde på) på baggrund af faktisk forbrug, uden at datahubben ændres (el), og uden at eventuelle selvaflæsninger fra kunderne valideres endeligt af distributionsselskaberne (el og gas). Endvidere vil en lang række forskrifter og processer skulle ændres. Et handelsselskab vil ikke i sig selv med en aflæsning fra en kunde kunne foretage en meningsfuld og på nogen måde retvisende opgørelse. Derfor er det heller ikke relevant i bilag VII, punkt 1.2 s forstand at foretage løbende afregning mv. på baggrund af faktisk forbrug for ikke-fjernaflæste kunder. Det vil således være tilstrækkeligt, at kunden kan få stillet faktureringsoplysninger til rådighed baseret på forventet forbrug kvartalsvist eller halvårligt, jf. kravet hertil i bilag VII, punkt 1.1, 2. led af 1. punktum. Dette følger også af, at det ikke vil være teknisk muligt og økonomisk begrundet at stille andre krav, jf. nærmere punkt 2 nedenfor. I dag stiller langt de fleste handelsvirksomheder faktureringsoplysninger til rådighed for sine kunder 4 gange om året, hvoraf den ene (årsopgørelsen) baseres på faktisk forbrug. En a conto fakturering baseres desuden typisk på de priser, der er gældende på tidspunktet for udsendelse af fakturaen. Dette er efter vores vurdering fuldt ud i overensstemmelse med direktivets krav, og det er således efter vores opfattelse en overimplementering af kravene i direktivet, når der i bekendtgørelsesudkastets 4, stk. 3, stilles krav om, at handelsvirksomheden skal fremsende oplysninger om faktisk målt forbrug og foretage fakturering på grundlag heraf op til fire gange årligt, og når der i 9 stilles krav om fremsendelse af faktureringsoplysninger på baggrund af faktisk målt forbrug mindst 3 gange årligt ud over de årlige oplysninger i fakturaen (årsopgørelsen), jf. 7. Bestemmelserne bør derfor omformuleres, så de ikke stiller krav, som ikke er nødvendige i henhold til direktivet. Vi skal endvidere fremhæve, at det af direktivets bilag VII (alene) fremgår, at faktureringsoplysningerne stilles til rådighed. Det er således ikke et krav efter direktivet således som Energistyrelsen flere steder har lagt til grund i bekendtgørelsesudkastet at faktureringsoplysningerne skal fremsendes til kunden. Dansk Energi skal stærkt opfordre til, at bilagets ordlyd (stilles til rådighed) anvendes, således at handler har metodefrihed i forhold til, hvordan handleren vil stille faktureringsoplysningerne til rådighed for kunden. Dette kunne fx være på en hjemmeside. Ellers vil der også her være tale om overimplementering og deraf følgende unødvendige byrder på virksomhederne. I vedhæftede wordudgave af bekendtgørelsen er der indsat forslag til bestemmelser herom. Af bilag VII s punkt 1.2 fremgår mindstekrav til faktureringsoplysninger. Dansk Energi ser ikke bilagets punkt 1.2 som ekstra krav til handlerens faktura. Krav til handlernes faktura er fastlagt i gældende faktureringsbekendtgørelse (nr. 1400/2015), og der bør således ikke fastsættes yderligere krav til fakturaen, forstået som en faktura med betalingsanmodning, i nærværende bekendtgørelse. Hvad angår kravet om fakturering af den ikke-fjernaflæste kunde én gang årligt, er det lidt uklart i bilagets punkt 1.2, om det kræves, at de i punkt 1.2 nævnte oplysninger stilles til rådighed over for kunden i eller med fakturaen. Punkt 1.2 anvender imidlertid begrebet i rele-

5 5 vant omfang. På denne baggrund er det Dansk Energis opfattelse, at det - som det også anføres i sidste afsnit i punkt 1.2 vil være tilstrækkeligt, at der i fakturaen er en henvisning til, hvor kunden kan finde disse oplysninger på samme måde, som det også er muligt i bekendtgørelsens 3, stk. 2. Bekendtgørelsen 4, stk. 2, 7, stk. 2 og 4, og 9, stk. 2, litra c, og stk. 4, bør formuleres på samme vis som bekendtgørelsens 3, stk Teknisk muligt og økonomisk begrundet 2.1 Hvad er teknisk muligt/økonomisk begrundet Uanset ovenstående er det væsentligt at være opmærksom på direktivets formulering i artikel 10, hvor det anføres: [ ] hvor det er teknisk muligt og økonomisk begrundet. Det vil sige, at såfremt Energistyrelsen fastholder, at direktivet stiller krav om, at ikke-fjernaflæste kunder skal have faktureringsoplysninger baseret på kundens faktiske forbrug minimum fire gange årligt, skal Energistyrelsen alene indføre et sådan krav, såfremt dette er teknisk muligt og økonomisk begrundet. Dansk Energi finder, at det er teknisk muligt og økonomisk begrundet at stille krav om, at ikke-fjernaflæste kunder bliver faktureret på baggrund af faktisk forbrug minimum én gang årligt, og at der alene skønnes, hvis kunden ikke indberetter en aflæsning. Dansk Energi finder imidlertid ikke, at det er teknisk muligt og økonomisk begrundet at stille krav om, at ikke-fjernaflæste kunder ligeledes skal modtage faktureringsoplysninger baseret på faktisk forbrug (indmeldt af kunden selv) fire gange årligt. Sidstnævnte gav Dansk Energi udtryk for i mail af 27. oktober 2014 til Energistyrelsen i forbindelse med, at Dansk Energi blev bedt om at undersøge de økonomiske konsekvenser ved et krav om at stille faktureringsoplysninger på baggrund af faktisk forbrug til rådighed for kunderne: Vi har indhentet input fra dem, der skal udvikle de IT-systemer, som vores medlemmer skal anvende for at kunne opfylde et eventuelt krav om at stille faktureringsoplysninger til rådighed op til fire gange om året over for kunder uden fjernaflæste målere i det tilfælde, at kunderne indsender målingerne manuelt. På baggrund heraf er det vores vurdering, at et sådant krav ikke kan begrundes økonomisk. Det er således vurderingen, at det gennemsnitligt vil koste i omegnen af 150 kr. pr. kunde, der ønsker at gøre brug af muligheden for at indsende ekstraordinære manuelle aflæsninger, at implementere et IT-system, der kan håndtere dette. For selskaber med få kunder i områder uden fjernaflæste målere er det vores vurdering, at denne omkostning vil kunne blive betydeligt dyrere. Dette gælder ikke mindst for handelsselskaberne, som for nogle selskabers vedkommende vil have meget få kunder i områder uden fjernaflæste målere. De gennemsnitligt ca. 150 kr. pr. kunde kan sættes i forhold til, at bruttofortjenesten for en forsyningspligtkunde (under det gamle forsyningspligtregime) er under 250 kr. pr. år for en husstand med et årligt forbrug på kwh og dermed omtrent kun det halve for en lejlighedskunde. Vi mener samtidig, at kravet bør ses i forhold til, at der i elforsyningslovens 72 a, stk. 5 er et krav om, at oplysninger om faktisk målt forbrug og fakturering i medfør heraf skal fremsendes til elforbrugere med fjernaflæste målere som minimum fire gange om året i kombination med kravet om netselskabernes udrulning af fjernaflæste målere skal ske inden 2020.

6 6 Dansk Energi finder fortsat ikke, at det er økonomisk begrundet at indføre et krav om fakturering 4 gange årligt på baggrund af faktisk forbrug. Henset til at der nu er gået 2 år yderligere, mener vi, at en økonomisk begrundelse står endnu svagere på elområdet, idet der nu blot er 3 år til, at samtlige elkunder i Danmark er fjernaflæste. Hertil kommer, at netselskaberne også efter engrosmodellens ikrafttræden - fortsat er måleransvarlig virksomhed. Det betyder, at en elhandelsvirksomhed ikke vil kunne stille faktureringsoplysninger til rådighed for eller afregne kunden, før end disse målertal er blevet valideret af netselskabet og er blevet lagt ind i datahubben af netselskabet til brug for elhandelsvirksomhedens faktureringsoplysninger. Dette senest inden for 35 kalenderdage. Så elhandelsvirksomheden skal altså afvente netselskabets behandling af den af forbrugeren indsendte måling. Dette følger af markedsforskrifter udstedt af Energinet.dk. Desuden skal det bemærkes, at en a conto fakturering typisk tager afsæt i, at forventet forbrug fordeles ligeligt hen over året. Efter Dansk Energis vurdering ses der ikke at være nogen nævneværdig energibesparende effekt ved at bruge faktisk forbrug i stedet for a conto forbrug fire gange årligt. Der vil således være tale om indførelse af et krav, der vil bevirke, at nogle elhandlere vil skulle lave en midlertidig systemudvikling på både it- og administrationsområdet, der kan håndtere fakturering på baggrund af faktisk forbrug fire gange årligt og dette for en relativ kort periode. Dansk Energi mener således ikke, at den økonomiske og tekniske vurdering af en indførelse af kravet kan laves løsrevet fra hverken kravet om indfasning af fjernaflæste målere i 2020 eller den netop indførte engrosmodel. 2.2 EA s analyse I EA s analyse af økonomiske omkostninger ved hyppig faktureringsoplysning på baggrund af faktisk forbrug er der forholdsvist mange udokumenterede påstande, om hvorvidt det er muligt at udføre opgaver uden der er tilhørende omkostninger. Analysen indeholder nogle marginalbetragtninger, hvor der ikke er medtaget initialomkostninger, hvilket er kritisabelt, idet konklusioner og anbefalinger bygger på denne forenklede præmis. Tilsvarende noterer vi, at analysen baserer sig på kundernes bruttoomkostninger dvs. inkl. afgifter, PSO og moms, hvilket næppe er i henhold til en samfundsøkonomisk analyse, idet provenuet fra disse ydelser i modsat fald blot vil blive opkrævet hos andre kunder. Tilsvarende vil Energinet.dk s transmissionstariffer og netvirksomhedernes distributionstariffer som udgangspunkt blive overvæltet på andre kunder. Værdien af en sparet kwh eller m 3 bør vurderes ud fra de samfundsøkonomiske priser, hvor elektricitet koster ca. 49 øre/kwh og naturgas ca. 51 kr./gj. Den samfundsøkonomiske pris på elektricitet udgør således kun ca. 22 % af prisen, som fremgår af rapporten, hvor der er brugt en pris på 2,20 kr./kwh. Og ved et gennemsnitligt forbrug på 3800 kwh/år bliver benefitten ved 2 % besparelse derfor kun ca. 37 kr., hvilket klart indikerer, at der næppe er nogle samfundsøkonomiske interesser, som bør forfølges. De tilhørende omkostninger ved at investere i nye IT-systemer og afregningsfunktionaliteter og efterfølgende driftsomkostninger er således langt større end en potentiel besparelse kan retfærdiggøre.

7 7 Hvis det til trods for vores vurderinger i punkt 1 ovenfor - lægges til grund, at direktivet kræver faktureringsoplysninger stillet til rådighed for forbrugeren baseret på faktisk forbrug, men uden at dette behøver resultere i en betalingsanmodning, vil dette resultere i øgede administrative omkostninger på kundeservicesiden. Kravet er formentlig udløst af en antagelse om, at det er en billigere metode, hvis ikke der er et reelt faktureringskrav (med betalingsanmodning), og at kundens normale betalingsflow ikke bør påvirkes. Vi tvivler dog på, at kunderne vil forstå forskellen mellem fakturaer med og uden betalingsanmodning, og det er vores vurdering, at det vil øge antallet af kundehenvendelser voldsomt, når kunderne den ene dag modtager en a conto regning med ét sæt priser og forbrug og næste dag (på hjemmesiden) kan se en faktura uden betalingsanmodning med et andet sæt priser og forbrug. Det vil skabe forvirring på et marked, der i forvejen er præget mange kundehenvendelser vedrørende fakturering. EA analysen overvejer desuden alternative løsninger, hvilket må indikere, at det er muligt at opfylde direktivets krav via andre metoder end dem, som bekendtgørelsesudkastet foreslår. Der foreslås f.eks. en metode til egenberegning i 1. led, hvor kunden modtager enhedspriser og selv holder styr på sit forbrug. Denne metode svarer i vidt omfang til den praksis, der i dag sker hos langt de fleste elhandelsvirksomheder, hvor kunden 4 gange om året modtager oplysninger om aktuelle priser, hvilket giver kunden mulighed for at lave opgørelser over omkostninger, og hvor kunden kan sammenligne i forhold til de forbrugsintervaller, som kunden ønsker at monitorere. Se desuden nærmere neden for vedrørende bekendtgørelsesudkastets bestemmelser om dispensationsadgang. 2.3 Gashandel På gasområdet er der ikke krav om udrulning af fjernaflæste målere. Et krav om levering af faktureringsoplysninger baseret på faktisk forbrug fire gange årligt vil derfor komme til at vedrøre samtlige kunder. I et sådant tilfælde vil det derfor ikke give mening, hvis kravet baseres på kundens eget initiativ. Det vil skabe et alt for tilfældigt set-up, hvor gasleverandøren i udgangspunktet kan fortsætte med et a conto system, men samtidig skal administrere kunders tilfældigt indsendte aflæsninger hen over året. Samtidig vil det bevirke, at distributionsselskaberne de facto vil være nødt til at indføre et system med indhentelse af aflæsninger hos kunderne fire gange om året (udsendelse af fire årlige aflæsningskort), hvilket ville være administrativt tungt for både selskab og kunde og forbundet med omkostninger. Henset til den usikkerhed, der lige nu er vedrørende gasområdet og en eventuel kommende engrosmodel med ændret rollefordeling på gasmarkedet til følge, virker det også både økonomisk og teknisk ubegrundet på nuværende tidspunkt at indføre krav, der bevirker uforholdsmæssige store udgifter til både it og administration hos ikke bare naturgasleverandørerne, men også hos distributionsselskaberne. Omkostninger, der meget vel kan vise sig at være spildte, og som efter Dansk Energis vurdering ikke kan stå mål med energisparegevinsten. 3. Sammenligningsgrundlag Efter 3, stk. 3, nr. 3, skal der ske en sammenligning med energiforbruget i tilsvarende forbrugerkategorier, i det omfang der foreligger et relevant sammenligningsgrundlag.

8 8 Helt generelt bør det overvejes, hvordan elhandlerne skal få adgang til et relevant sammenligningsgrundlag. Før engrosmodellens ikrafttræden havde netselskaberne denne opgave, og det har de haft i en eller anden version tilbage til Da kravet første gang kom ind, bad netselskaberne Dansk Energi om at hjælpe med at udarbejde et sammenligningsgrundlag. Dansk Energi udarbejdede et sammenligningsgrundlag for husholdningskunder opdelt på typer af bolig og typer af familie. Dette var en forholdsvis stor og omkostningstung opgave. Der er ikke udarbejdet et tilsvarende grundlag for erhvervskunder, da det ikke giver mening at sammenligne erhvervsvirksomheder på samme måde. Det er for komplekst at lave et sammenligningsgrundlag, der inddeler alt erhverv i sammenlignelige grupper. Samtidig er erhvervsvirksomheder omfattet af flere andre ordninger, fx skal store erhvervsvirksomheder lave et tvungent energisyn med jævne mellemrum. Dansk Energi kan fortsat tilbyde vores medlemmer at udarbejde/opdatere et sammenligningsgrundlag, som de kan anvende. Men Energistyrelsen bør overveje, om ikke et sådant grundlag burde stilles til rådighed af Energistyrelsen, da der vil være elhandlere, der ikke selv har adgang til et relevant sammenligningsgrundlag og vil spørge Energistyrelsen, om et sådant sammenligningsgrundlag foreligger. Dansk Energi vil samtidig foreslå, at kravet om at sammenligne med tilsvarende forbrugerkategorier indsnævres til husholdningsforbrugere. Det kan som allerede nævnt i praksis ikke lade sig gøre at sammenligne erhvervskunder, da det er for komplekst til at lave et relevant sammenligningsgrundlag. Kravet i bekendtgørelsen vil således være mere klart og give mindre anledning til tvivl, hvis det eksplicit fremgår, at kravet om at sammenligne med tilsvarende forbrugergrupper alene gælder husholdningskunder. Dansk Energi er opmærksom på, at der er tale om implementering af direktivkrav, men formuleringen i energieffektiviseringsdirektivets bilag 7, punkt 1.2, litra b) forhindrer ikke, at kravet alene omfatter husholdningskunder idet punkt 1.2 netop anvender begrebet i relevant omfang, som levner rum for en hensigtsmæssig implementering af kravene i punkt Dispensationsadgang I bekendtgørelsesudkastet lægges der op til, at de enkelte aktører, omfattet af bekendtgørelsen, efter ansøgning kan få dispensation fra bekendtgørelsens bestemmelser, hvis virksomheden kan dokumentere, at omkostningerne ved hyppig fremsendelse (som ovenfor nævnt ønsker Dansk Energi anvendt direktivets begreb stille til rådighed i stedet for fremsendelse) af faktureringsoplysninger overstiger de af Energistyrelsen fastsatte energibesparelser. De fastsatte energibesparelser vil blive offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside. Med ovenstående dispensationsordning er Dansk Energi bekymret for, at Energistyrelsen herved får sat skøn under regel i strid med forvaltningsretten. 28 i bekendtgørelsesudkastet lægger således op til, at Energistyrelsen allerede på forhånd opsætter rammerne for, hvornår en ansøgers mulighed for at få dispensation er til stede. Dermed udelukkes ansøger for en individuel og konkret vurdering, da der på forhånd er taget stilling til, hvad udfaldet af en afgørelse vil blive.

9 9 Dansk Energi mener, at såfremt Energistyrelsen vælger at indføre en dispensationsmulighed baseret på formuleringen i artikel 10, stk. 1 om teknisk muligt og økonomisk begrundet, bør denne dispensationsadgang give hver enkelt ansøger mulighed for en konkret og individuel vurdering. Der bør således ikke opsættes en regel, der reelt fratager ansøger den skønsmæssige vurdering, som Energistyrelsen bør foretage i hvert enkelt tilfælde. 5. Særlige kundegrupper 5.1 Solcellekunder I Danmark er der cirka solcellekunder i afregningsgruppe 6. Det er vigtigt at bemærke, at denne gruppe af kunder vil opleve, at nettoafregningseffekten fjernes i de faktureringsoplysninger, de eventuelt får kvartalsvist. Der bør derfor tages højde for denne kundegruppe i bekendtgørelsen, således at der ikke skabes unødig forvirring på et område, som i forvejen har været underlagt en del administrativ usikkerhed både hos solcellekunderne, netselskaberne og elhandelsvirksomhederne. 5.2 Elvarmekunder Der er en stor gruppe elvarmekunder i Danmark, hvor det ikke vil være muligt at fremsende korrekte opgørelser eller fakturaer, da elvarmeafgiftssatsen afhænger af hele årets forbrug, og hvor forbrug over 4000 kwh/år afregnes med en lavere afgiftssats end forbruget op til 4000 kwh/år. Energisparepotentialet bør derfor ikke medtage effekten fra denne kundegruppe og såfremt kravet indføres, bør denne kundegruppe undtages. 5.3 Virtuel nettoafregning Bekendtgørelsen skelner mellem slutkunder, der har et direkte kundeforhold til en elhandelsvirksomhed, og slutkunder der afregnes af en bygningsejer via fordelingsmålere. Normalt ejer netvirksomheder ikke fordelingsmålere, og teksten i bekendtgørelsen er i disse sammenhænge stringent, men i de tilfælde, hvor der er virtuel nettoafregning, ejer netvirksomheden måleren, som boligejeren bruger til fordelingsmåler, og slutkunden har ikke et aftaleforhold til en elhandelsvirksomhed. I bekendtgørelsen bør det præciseres, at elhandelsvirksomheden ikke har nogen forpligtelser overfor slutkunden (lejeren) i disse situationer, og at boligejeren tilsvarende har forpligtelsen. 6. Krav til bygningsejer I forlængelse af ovenstående skal det bemærkes, at det af bekendtgørelsens bør fremgå klart og utvetydigt, at bestemmelserne om fordelingsmålere ikke fordrer yderligere krav for el- og naturgasleverandørerne. Der bør således ikke i stilles krav til bygningsejer, som indirekte kræver, at el- og naturgasleverandørerne stiller yderligere oplysninger til rådighed, for at bygningsejeren med fordelingsmålere kan opfylde bekendtgørelsens krav over for slutkunder på fordelingsmålerne. Bygningsejeren bør således kunne opfylde sine forpligtelser på baggrund af de forpligtelser, som el- og naturgasleverandøren har over for den bygningsejer, som er koblet op på afregningsmåleren. 7. Ikrafttrædelse 33

10 10 Det skal bemærkes, at de krav, som bekendtgørelsesudkastet indeholder og som Dansk Energi, jf. ovenstående finder er udtryk for en overimplementering ikke vil være realistiske at implementere til den ikrafttrædelsesfrist, der er fastsat i bekendtgørelsens 33. Bekendtgørelsen vil kræve it- og administrationsmæssige ændringer hos selskaberne, som ikke ville kunne være i drift inden 1. november Dansk Energi skal opfordre til, at det drøftes med sektoren, hvornår den kan være i stand til at opfylde kravene i den kommende bekendtgørelse, når der er taget stilling til, hvilke krav den endelige bekendtgørelse vil indeholde. Dansk Energi står naturligvis til rådighed for en uddybning af ovenstående høringssvar. Med venlig hilsen Dansk Energi Mathilde Øelund Salskov Jensen