HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 24. februar 2012

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 24. februar 2012 Sag 44/2011 Anklagemyndigheden mod T og A (advokat Peter la Cour for begge) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Glostrup den 22. oktober 2010 og af Østre Landsrets 11. afdeling den 19. november I påkendelsen har deltaget tre dommere: Niels Grubbe, Vibeke Rønne og Jens Peter Christensen. Påstande Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse af Retten i Glostrups kendelse af 22. oktober T og A har påstået stadfæstelse af Østre Landsrets kendelse af 19. november Sagsfremstilling Københavns Vestegns Politi modtog den 24. august 2010 en henvendelse fra en borger vedrørende en sort Mercedes Benz E 400 CDI med svenske nummerplader, som holdt parkeret ved et lejlighedskompleks i Herlev, og som dagligt blev ført af en ung mand. Politiet konstaterede, at nummerpladerne tilhørte en afmeldt svensk bil, og at nummerpladerne var indregistreret til A, hvis datter, B, var tilmeldt folkeregistret på den adresse i Herlev, i nærheden af hvilken bilen holdt parkeret. Politiet konstaterede endvidere, at Bs søn, T, var den person, som havde ført bilen. T var tilmeldt folkeregistret på en anden adresse end moderen.

2 - 2 - Københavns Vestegns Politi foretog den 31. august 2010 en foreløbig beslaglæggelse af bilen. Beslaglæggelsen skete med henvisning til, at bilen ikke var afgiftsberigtiget i Danmark, og skulle tjene til sikkerhed for betaling af afgifter, bøder og eventuelle sagsomkostninger. T blev sigtet for overtrædelse af registreringsafgiftslovens 27 ved i perioden fra den 10. juli til den 31. august 2010 at have importeret personbil stelnummer, og fortiet oplysninger om dette for afgiftskontrollen. T anmodede om, at beslaglæggelsen blev indbragt for retten. Under Retten i Glostrups behandling af sagen forklarede A som part i sagen, at hun er ejer af bilen. Ved kendelse af 22. oktober 2010 godkendte Retten i Glostrup beslaglæggelsen under henvisning til, at betingelserne i toldlovens 83 og retsplejelovens 802, stk. 1 og stk. 2, var opfyldt. Østre Landsret ophævede den 19. november 2010 beslaglæggelsen. Det var ubestridt, at A var ejer af bilen, og at hun ikke var mistænkt i sagen. Der var derfor ikke hjemmel til beslaglæggelsen efter retsplejelovens 802, stk. 2. Endvidere var der ikke efter 802, stk. 1, hjemmel til beslaglæggelse med henblik på at sikre det offentliges krav på bøde og sagsomkostninger. Anbringender Rigsadvokaten har til støtte for sin påstand navnlig anført, at det må lægges til grund, at T med rimelig grund er mistænkt for overtrædelse af registreringsafgiftslovens 27, stk. 1, nr. 3, ved at have anvendt et afgiftspligtigt køretøj, som ikke er afgiftsberigtiget. Efter indholdet af og motiverne til toldlovens 192, stk. 1, nu toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt., må bestemmelsen forstås således, at den indeholder en selvstændig hjemmel til beslaglæggelse, således at henvisningen til retsplejelovens kapitel 74 alene angår de processuelle regler herom, herunder navnlig om forelæggelse af beslaglæggelsen for retten, jf. retsplejelovens 806. Toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt., stammer fra ændringen af toldloven i 1965, hvor bestemmelsen blev indsat som toldlovens 192, stk. 1, og dengang formuleret som en henvisning til retsplejelovens 745 og 746, som angik dels betingelserne for at foretage beslaglæggelse, dels fremgangsmåden ved en beslaglæggelse, og som ikke indeholdt en sondring mellem mistænktes gods og ikke mistænktes gods. I forbindelse med senere ændringer af retsplejelovens regler om be-

3 - 3 - slaglæggelse er henvisningen hertil i toldloven løbende blevet ændret, uden at dette har givet anledning til særlige bemærkninger i de pågældende lovforslag. Efter forarbejderne må det antages, at baggrunden for, at der blev indsat en henvisning i toldloven til retsplejelovens beslaglæggelsesregler, var en usikkerhed om, hvorvidt beslaglæggelsen kunne besluttes alene af toldvæsenet eller politiet (hvilket under alle omstændigheder er tilfældet efter 83, stk. 1, 1. pkt., der ikke indeholder en henvisning til retsplejeloven), eller om den afgiftspligtige kunne begære beslaglæggelsen indbragt for retten efter retsplejelovens regler herom. Der er derimod ikke holdepunkter i forarbejderne for, at man ville fravige den hidtidige praksis, hvorefter indsmuglede varer mv. kunne tages i forvaring, uanset hvem der var ejer af varerne. Såfremt det antages, at toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt., skal forstås sådan, at der i det hele henvises til retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse, herunder 802 om betingelserne for beslaglæggelse, har Rigsadvokaten tilsluttet sig, at der på det foreliggende grundlag, hvor indtil videre alene T er mistænkt for overtrædelse af registreringsafgiftsloven, ikke er grundlag for beslaglæggelse efter retsplejelovens 802, stk. 1, som angår genstande, som en mistænkt har rådighed over. T og A har anført, at beslaglæggelsen skal ophæves, da henvisningen i toldlovens 83, stk. 1, til retsplejelovens kapitel 74 fører til, at betingelserne i retsplejelovens 802, stk. 1, og 2, skal være opfyldt, hvilket ikke er tilfældet. Dette understøttes af, at det ikke kan have været meningen, at der kan foretages beslaglæggelse af et køretøj, der er stjålet i udlandet og indført i Danmark, idet ejeren naturligvis må have krav på udlevering. Der er ikke i retspraksis belæg for Rigsadvokatens fortolkning af toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsens henvisning til retsplejelovens kapitel 74 og dermed til 802, må naturligt forstås således, at der skal foreligge et mistankegrundlag. A er ikke mistænkt i sagen, og der er ikke ført bevis for, at hun som ejer af bilen har været i ond tro om bilens ophold i Danmark. Retsgrundlaget Da Retten i Glostrup og Østre Landsret traf afgørelser i sagen, havde toldlovens 83 følgende ordlyd: 83. Varer, der smugles eller forsøges smuglet eller findes i forbindelse med undersøgelse efter 24, samt varer, for hvilke der i strid med 11, stk. 1-3, samt 11 a, stk. 1, er unddraget eller søgt unddraget afgifter, tages i bevaring af told- og skatteforvaltningen eller af politiet på told- og skatteforvaltningens vegne. I øvrigt kan indsmuglede varer eller andre varer, med hensyn til hvilke told eller afgifter er unddraget eller søgt und-

4 - 4 - draget det offentlige, tages i bevaring eller beslaglægges af de nævnte myndigheder under iagttagelse af retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse. Stk. 3. Når skyldige told-, afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger er betalt, udleveres varer, der er taget i bevaring eller beslaglagt, under iagttagelse af de gældende almindelige indførselsforskrifter til den, hos hvem de er taget i bevaring eller beslaglagt, eller til en anden, der godtgør at være berettiget til varerne Et eventuelt overskud udbetales til ejeren, såfremt denne melder sig inden forløbet af 3 år efter auktionen og behørigt godtgør sin ejendomsret til de bortsolgte varer. Stk. 5. Med hensyn til sikring og inddrivelse af bødekrav og sagsomkostninger finder stk. 3 kun anvendelse med de begrænsninger, som er fastsat i straffelovens 76 vedrørende konfiskation efter samme lovs 75, stk. 2. Retsplejelovens kapitel 74, som der henvises til i 83, stk. 1, 2. pkt., indeholdt bl.a. 802, hvor det i stk. 1 og 2 var anført: 802. Genstande, som en mistænkt har rådighed over, kan beslaglægges, såfremt 1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og 2) der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis eller bør konfiskeres, jf. dog stk. 2, eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage. Stk. 2. Gods, som en mistænkt ejer, kan beslaglægges, såfremt 1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og 2) beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, 76 a, stk. 5, og 77 a, 2. pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen. En bestemmelse svarende til toldlovens 83 fandtes oprindeligt i 192, der ved lov nr. 213 af 4. juni 1965 om ændringer i forskellige lovbestemmelser om straf, konfiskation mv. fik følgende ordlyd: 192. Varer, der forefindes under indsmugling eller forsøg herpå eller i forbindelse med undersøgelse efter 11, stk. 2, tages i bevaring af toldvæsenet eller af politiet på toldvæsenets vegne. I øvrigt kan indsmuglede varer eller andre varer, med hensyn til hvilke told eller afgift er unddraget eller søgt unddraget det offentlige, tages i bevaring eller beslaglægges af de nævnte myndigheder under iagttagelse af de i 745 og 746 i lov om rettens pleje fastsatte regler om beslaglæggelse af ting, der findes at burde konfiskeres. Stk. 2. Når skyldige told-, afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger er betalt, udleveres varer, der er taget i bevaring eller beslaglagt, under iagttagelse af de gældende almindelige indførselsforskrifter til den, hos hvem de er taget i bevaring eller beslaglagt, eller til anden, der godtgør at være berettiget til varerne Et eventuelt overskud udbe-

5 - 5 - tales til ejeren, såfremt han melder sig inden forløbet af 3 år efter auktionen og behørigt godtgør sin ejendomsret til de bortsolgte varer. Stk. 3. Med hensyn til sikring og inddrivelse af bødekrav og sagsomkostninger finder stk. 2 kun anvendelse med de begrænsninger, som er fastsat i borgerlig straffelovs 76 vedrørende konfiskation efter samme lovs 75, stk. 2. Af de særlige bemærkninger til bestemmelsen om ændring af toldloven, jf. lovforslagets 119 (FT , tillæg A, sp. 1910) fremgår, at de foreslåede ændringer i toldloven i alt væsentligt var i overensstemmelse med Straffelovrådets indstilling i betænkning nr. 355/1964. I denne betænkning er anført bl.a. (s. 59 ff.): Til nr. 2 ( 192). Efter den gældende regel i 192 skal varer, der er indsmuglet eller forsøgt indsmuglet, tages i bevaring af toldvæsenet eller af politiet på toldvæsenets vegne. Såfremt de forskyldte bøde-, told- og afgiftsbeløb betales inden 2 måneder efter sagens endelige afslutning, kan varerne udleveres til den, hos hvem de er taget i forvaring. I modsat fald bortsælges varerne af toldvæsenet ved offentlig auktion til fordel for statskassen. Betales beløbene rettidigt, men hentes varerne ikke, oplægges de på statens transitoplag for den bødefældtes regning. Denne bestemmelse blev indsat i toldloven af 1959 og trådte da i stedet for den tidligere toldlovgivnings regler om konfiskation af indsmuglede varer. Rådet har ikke fundet anledning til at foreslå nogen væsentlig ændring af 192. Man foreslår nogle mindre ændringer, hvis formål er dels at klargøre bestemmelsen, dels at bringe den i nærmere overensstemmelse med almindelige strafferetlige og straffeprocessuelle synspunkter. Efter den gældende bestemmelse er det tvivlsomt, om de pågældende varer i alle tilfælde kan tages i forvaring efter toldvæsenets eller politiets beslutning eller retsplejelovens regler om beslaglæggelse i visse tilfælde skal iagttages, jfr. sag nr. 45 i folketingets ombudsmands beretning for 1962, s. 103 ff. Det foreslås nu præciseret, at beslaglæggelse m.v. uden iagttagelse af retsplejelovens 745 og 746 forudsætter, at varerne forefindes under indsmugling eller forsøg herpå eller i forbindelse med en undersøgelse efter toldlovens 11, stk. 2 ( i middelbar fortsættelse af forfølgelsen ). Efter den nuværende affattelse kan indsmuglede varer tages i forvaring og realiseres, uanset om de tilhører den, der er ansvarlig for smugleriet. For så vidt angår sikring og inddrivelse af bødekrav og sagsomkostninger betyder denne ordning en betænkelig fravigelse af almindelige strafferetlige regler for ansvarets placering. Der foreslås derfor i stk. 3 en bestemmelse om, at den i paragraffen hjemlede fremgangsmåde for så vidt angår sikring og inddrivelse af bødekrav og sagsomkostninger kun kan anvendes med de begrænsninger, der er fastsat i udkastet til borgerlig straffelovs 77 a vedrørende konfiskation efter samme lovs 77, stk. 2. Der sigtes herved navnlig til begrænsningen i 77 a, stk. 2, hvorefter varerne skal tilhøre den, der er ansvarlig for smugleriet, eller den, på hvis vegne smugleren har handlet.

6 - 6 - De bestemmelser i retsplejelovens 745 og 746, som der blev henvist til i 192, stk. 1, 2. pkt., havde dengang følgende ordlyd: 745. Ting, der antages at være af Betydning som Bevismidler eller at burde konfiskeres, eller som ved Forbrydelsen er fravendte nogen, af hvem de kan kræves tilbage, tages i Bevaring, hvor dette skønnes fornødent. Udleveres saadanne Ting ikke frivillig af den, i hvis Besiddelse de er, eller kræves de tilbage af nogen, der frivillig har udleveret dem, kan de beslaglægges overensstemmende med nedenstaaende Regler. Stk Beslutning om Beslaglæggelse tages af Retten. Politiet kan dog, hvor saadan Beslutning ikke uden Fare kan afventes, foretage en foreløbig Beslaglæggelse, men Beretning om denne maa da uden Ophold og senest inden 24 Timer forelægges for Retten, der afgør, om Beslaglæggelsen skal opretholdes. Samme Beføjelse som Politiet har enhver anden, naar den paagældende træffes i Udførelsen af en Forbrydelse eller paa friske Spor. Kan i dette Tilfælde Forelæggelse for Retten ikke straks finde Sted, skal det beslaglagte uopholdelig afleveres til Politiet, som afkræver nøjagtig Forklaring om det forefaldne og paalægger vedkommende private, hvis Beslaglæggelsen ikke straks hæves, at møde for Retten, der træffer Afgørelse. Stk. 2 Bestemmelsen i retsplejelovens dagældende 797, der senere blev overført til 802, stk. 2, blev der derimod ikke henvist til i toldlovens 192, stk. 1, 2. pkt. 797, stk. 1, var sålydende: 797. Beslaglæggelse af en mistænkts Gods til Sikkerhed for Sagens Omkostninger og Erstatningsansvar kan, hvor og i saadant Omfang, som Retten maatte finde det fornødent, finde Sted ifølge Rettens Kendelse efter Begæring af Påtalemyndigheden eller den ved Forbrydelsen Forurettede. Bestemmelserne i retsplejelovens dagældende 745, 746 og 797, blev ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 og lov nr. 227 af 6. juni 1985 flyttet til henholdsvis 824 og 825 (i kapitel 75 b) og 804 (i kapitel 74). Ved lov nr. 524 af 18. december 1970 og lov nr. 519 af 13. december 1972 blev bestemmelsen i toldlovens 192 flyttet til 126. Ved lov nr. 193 af 18. maj 1982 og lov nr. 700 af 22. november 1988 blev henvisningen i toldlovens 126 til retsplejelovens 745 og 746 ændret til de tilsvarende dagældende bestemmelser i retsplejelovens 824 og 825.

7 - 7 - Ved lov nr af 22. december 1993 blev bestemmelsen i toldlovens 126 flyttet til 83. Ved samme lov blev henvisningen i bestemmelserne til retsplejelovens 824 og 825 ændret til en henvisning til kapitel 75 b, hvor disse bestemmelser fandtes. Retsplejelovens 804 stod da i kapitel 74. Ved lov nr. 229 af 21. april , nr. 22, blev retsplejelovens kapitel 74 omskrevet, og 802 fik et indhold svarende til det nugældende. Ændringen byggede på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr fra I bemærkningerne til de enkelte bestemmelser fremhæves om 802, at stk. 1 angår samme tilfælde som den hidtidige 824, stk. 1, og at stk. 2 svarer til den hidtidige 804, stk. 1, dog med tilføjelse af bødekrav (betænkningen s. 52 og 56). For så vidt angik beslaglæggelse til sikkerhed for afgiftskrav skete der således blot en flytning af hjemlen fra retsplejelovens 804 til 802, stk. 2, men ikke en ændring af retstilstanden, herunder betingelsen om, at ejeren af det beslaglagte skulle være mistænkt. Der blev ikke samtidig foretaget ændring af toldlovens 83, der fortsat henviste til retsplejelovens kapitel 75 b, skønt reglerne om beslaglæggelse nu var samlet i kapitel 74. Ved lov nr. 387 af 6. juni , nr. 4, blev henvisningen i toldlovens 83 til retsplejelovens kapitel 75 b rettet til kapitel 74. I bemærkningerne i lovforslaget anføres, at ændringen er en ajourføring af bestemmelserne, og er en følge af en tidligere ændring af retsplejeloven. Højesterets begrundelse og resultat Den omstridte beslaglæggelse af bilen er sket i medfør af toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt., jf. stk. 3, til sikkerhed for betaling af afgifter, bøde og sagsomkostninger. Det fremgår af toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt., at varer, med hensyn til hvilke afgifter er unddraget det offentlige, kan beslaglægges under iagttagelse af retsplejelovens kapitel 74. Ifølge retsplejelovens 802, stk. 2, der indgår i kapitel 74, kan der ske beslaglæggelse af gods, som en mistænkt ejer, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt, og beslaglæggelsen er nødvendig for at sikre krav på sagsomkostninger, bøde eller erstatning, hvorunder det offentliges krav på afgifter hører. Bilens ejer, A, er ikke mistænkt i sagen. Betingelsen i 802, stk. 2, om, at ejeren er mistænkt, er således ikke opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om dette bevirker, at beslaglæggelse efter toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt., er afskåret.

8 - 8 - Henvisningen i toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt. blev indføjet ved lov nr. 213 af 4. juni 1965 om ændring i toldloven i den dagældende 192, stk. 1, 2. pkt., som en henvisning til retsplejelovens dagældende 745 og 746. Disse bestemmelser indeholdt regler om kompetence og fremgangsmåde ved beslutning om beslaglæggelse i gods, men ikke en betingelse om, at godsets ejer skulle være mistænkt. En bestemmelse herom fandtes derimod i dagældende retsplejelovs 797, som toldloven ikke henviste til. Efter baggrunden for og formålet med toldlovens 192, stk. 1, 2. pkt., samt bestemmelsens sammenhæng med dels 192, stk. 2 og 3 (nu 83, stk. 3 og 5) finder Højesteret, at henvisningen i toldlovens dagældende 192, stk. 1, 2. pkt., til retsplejelovens dagældende 745 og 746, men ikke til 797 ikke udelukkede beslaglæggelse af varer, med hensyn til hvilke afgift var unddraget, i tilfælde hvor ejeren ikke var mistænkt for overtrædelse af afgiftsbestemmelserne. Ved en række senere ændringer af toldloven og retsplejeloven er bestemmelsen i toldlovens dagældende 192, stk. 1, 2. pkt., flyttet til 83, stk. 1, 2. pkt., og henvisningen til retsplejelovens 745 og 746 er ændret til en henvisning til retsplejelovens kapitel 74, hvortil retsplejelovens dagældende 797 er flyttet som indarbejdet i 802, stk. 2. Højesteret finder, at det med disse lovændringer ikke var tilsigtet at afskære muligheden for efter toldlovens 83 at foretage beslaglæggelse til sikkerhed for afgiftskrav i varer, med hensyn til hvilke afgift var unddraget, selv om ejeren ikke var mistænkt. Efter forhistorien bag toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt., samt bestemmelsens sammenhæng med 83, stk. 3 og 5, finder Højesteret således, at henvisningen i toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt., til retsplejelovens kapitel 74 ikke indebærer, at det er udelukket at beslaglægge varer, med hensyn til hvilke afgift er unddraget, selv om ejeren ikke er mistænkt for overtrædelse af afgiftsbestemmelserne, og betingelsen i retsplejelovens 802, stk. 2, om mistanke til ejeren, således ikke er opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om beslaglæggelse efter toldlovens 83, stk. 1, 2. pkt., i det foreliggende tilfælde kan ske til sikkerhed ikke kun for afgiftskrav, men også for bødekrav og sagsomkostninger. Det følger som udgangspunkt af toldlovens 83, stk. 3, at der kan ske beslaglæggelse til sikkerhed for betaling ikke blot af afgift, men også af bøde og sagsomkostninger. Det fremgår

9 - 9 - nemlig af bestemmelsen, at når skyldige afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger er betalt, udleveres varer, der er beslaglagt, til den, der godtgør at være berettiget til varerne. Imidlertid bestemmer 83, stk. 5, at Med hensyn til sikring af bødekrav og sagsomkostninger finder stk. 3 kun anvendelse med de begrænsninger, som er fastsat i straffelovens 76 vedrørende konfiskation efter samme lovs 75, stk. 2. Straffelovens 75, stk. 2, nr. 3, angår konfiskation af genstande, med hensyn til hvilke der i øvrigt er begået en strafbar handling. Ifølge 76, stk. 2, kan konfiskation af de i 75, stk. 2, nævnte genstande ske hos den, der er ansvarlig for overtrædelsen, og hos den på hvis vegne han har handlet. Bestemmelsen i toldlovens 83, stk. 5 (dengang 192, stk. 3) blev indføjet ved lov nr. 213 af 4. juni 1965 om ændring i toldloven. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår udtrykkeligt, at der med bestemmelsen sigtes til begrænsningen, hvorefter varerne skal tilhøre den, der er ansvarlig for smugleriet, eller den, på hvis vegne smugleren har handlet. Som anført er bilens ejer, A, ikke mistænkt, og Højesteret finder, at den mistænkte, T, ikke kan anses at have handlet på hendes vegne. Højesteret finder derfor, at beslaglæggelsen ikke kan ske til sikkerhed for betaling af bøde og sagsomkostninger, men kun til sikkerhed for afgiftskravet. Herefter stadfæster Højesteret byrettens kendelse med den ændring, at beslaglæggelsen er til sikkerhed for det offentliges krav på betaling af afgifter, men ikke af bøde og sagsomkostninger. Thi bestemmes: Retten i Glostrups kendelse af 22. oktober 2010 stadfæstes med den ændring, at beslaglæggelsen er til sikkerhed for det offentliges krav på betaling af afgifter, men ikke af bøde og sagsomkostninger.