GAVE OG BOD RELIGIONEN I NORDEN OG DET ØVRIGE EUROPA VED SLUTNINGEN AF DET FØRSTE ÅRTUSIND

Transkript

1 GAVE OG BOD RELIGIONEN I NORDEN OG DET ØVRIGE EUROPA VED SLUTNINGEN AF DET FØRSTE ÅRTUSIND S K O L E T J E N E S T E N N A T I O N A L M U S E E T

2 INDHOLD 3 Religionsskiftet i Danmark hvorfor skal vi lære om denne tid? 4 Vikingerne 14 Vikingernes kristne naboer 17 Den tidligste mission i Nordeuropa 18 En overgangstid 21 Lærervejledning med arbejdsspørgsmål Forfatter: Marie Bjørg Christensen Redaktion: Vibeke Mader Foto: Nationalmuseet Tegning (s. 7): Else Marie Gert Nielsen Layout og kort: Hans Peter Boisen / Skoletjenesten Tryk: Kailow Graphic Marie Bjørg Christensen, Nationalmuseet og Skoletjenesten 2004

3 RELIGIONSSKIFTET I DANMARK HVORFOR SKAL VI LÆRE OM DENNE TID? Omkring 965 blev den danske konge Harald Blåtand døbt. Han omvendte sig til kristendommen, og resten af hans folk, danerne, blev efterhånden også kristne. De danske konger har været kristne lige siden. Man kan spørge, hvorfor vi egentlig skal lære om denne tid, der er så langt væk fra vores egen dagligdag. Harald Blåtand levede for mere end tusind år siden, og selvom en stor del af danskerne stadig er medlemmer af den danske folkekirke, så er der mange, som ikke tror på Gud, og endnu flere går aldrig i kirke. Andre igen har en helt anden religion. Men vi kan ikke forstå, hvad det er for en verden, vi lever i, hvis ikke vi lærer om fortiden. At Harald blev kristen for over tusind år siden, kom til at betyde meget for, hvordan det danske samfund senere har udviklet sig. På de næste sider kan du læse, hvordan vikingerne før kristningen opfattede verden. Bagefter beskrives den kristendom, som vikingerne mødte, når de tog ud i Europa. Prøv at overveje, mens du læser, hvordan Danmark ville være i dag, hvis Harald Blåtand og hans efterfølgere aldrig var blevet kristne. Harald Blåtands dåb, som man fremstillede den omkring år

4 VIKINGERNE Den periode, som vi kalder vikingetiden, begyndte engang i slutningen af 700-tallet. Vikingerne boede i Norden, og de var kendt i resten af Europa for at tage på erobrings- og plyndringstogter. Vikingerne var dog ikke kun voldelige. Meget ofte tog de ud for at handle på fredelig vis, og mange levede som helt almindelige bønder. Nogle vikinger slog sig ned for bestandigt i de erobrede områder. Deres efterkommere lever stadig rundt omkring i Europa. Vikingerne fra det danske område tog hovedsageligt til det nuværende England og Frankrig. De norske vikinger rejste som regel mod vest og slog sig blandt andet ned på Island og Grønland. Vikingerne fra det svenske område tog mod øst over til det nuværende Rusland og Ukraine, hvor de tjente godt ved at handle med blandt andet arabere, der var på handelsrejse nordpå. En kristen vikingekvinde? Armringen er dekoreret med livets træ og kors, og den stammer fra o. 900-tallet. Armringen viser, at en del af vikingetidens elite på dette tidspunkt havde optaget den kristne tro. 4

5 Hvalrostand Tovværk Thingvellir Fisk Falke Hvalrostand Tovværk Skind De vigtigste handelsog rejseruter i vikingetiden. Uld Fisk Skind Træ Huder Skind Klæbersten Kaupang Hvæssesten Birka Skind Staraja Ladoga Bulgar Uld Læder Smykker Dublin York Tin Uld Hvede London Salt Vin Hamborg Wollin Klæde Dorestad Glas Våben Møllesten Keramik Prag Paris Mainz Ribe Hedeby Vin Jern Smykker Korn Heste Guld Grobin Rav Truso Krakow Kiev Gnesdowo Slaver Skind Voks Honning Itil Chersones Byzans Silke Brokade Smykker Frugt Krydderier Vin Silke Sølv Smykker Krydderier Bagdad 5

6 VIKINGERNES GUDER Vikingerne troede på mange forskellige guder. Guden Odin blev betragtet som gudernes konge. Man beskrev ham som en meget høj, gammel mand, der kun havde et øje. Han var gud for krig og kamp, men også for visdom. Vikingerne mente, at Odin havde to ravne, som fortalte ham alt, hvad der foregik i verden. Han havde også en ottebenet hest, der kunne bringe ham hurtigt omkring. Odin var gift med gudinden Frigg og boede sammen med hende i Valhal. Den mest populære gud var Odins søn Thor. Han var en stor og stærk gud med et kraftigt, rødt skæg. Vikingerne mente, at han dræbte de onde jætter ved hjælp af hammeren Mjølner. Når det tordnede, sagde man, at Thor kørte i sin vogn hen over himlen. Samtidig kom regnen, som var meget vigtig for en god høst. Tordenvejr er opkaldt efter Thor, ligesom dagen torsdag også er det. Både Odin og Thor hørte til en gruppe af guder, som man kaldte aserne. Der var mange aser, og de havde alle sammen én ting, som de var særligt gode til. En anden lille gruppe guder blev kaldt for vanerne. Det var frugtbarhedsguder, som hjalp menneskene med at få en god høst, at føde mange raske børn og få held med jagt og fiskeri. De tre vaner, som man kender fra vikingetiden, er Njord og hans børn Frey og Freyja. Ikke alle guder var lige kendte, og nogle var mere populære i begyndelsen af vikingetiden end i slutningen. 6 Odins ottebenede hest, Sleipner. Billedsten fra årene.

7 FORHOLDET TIL GUDERNE Det var vigtigt for vikingerne at holde sig gode venner med guderne. Ellers kunne høsten eller en vigtig handel slå fejl. Araberen Ibn Fadlan har beskrevet, hvordan vikingerne bad guderne om hjælp, inden de begyndte en handel. I 920 erne mødte han en flok svenske vikinger, der var kommet til Bulgar ved Volga-floden for at handle. Han skriver følgende: Når deres skibe ankommer til stabelpladsen, går hver enkelt i land med brød, kød, løg, mælk og en alkoholisk drik. De går hen til et langt opretstående stykke træ, der har et ansigt som et menneske. Rundt om dette er der små figurer, og bag dem er lange planker stukket ned i jorden. Han går hen til den store figur, kaster sig ned foran den og siger: Oh Herre, jeg er kommet langvejs fra, og jeg har den og den slavinde med og det og det skind, indtil han har opregnet alle sine handelsvarer. Derpå siger han: Jeg er kommet herhen med disse offergaver, hvorpå han lægger de medbragte ting ned foran træstykket. Endelig siger han: Jeg ønsker, du bringer mig en handelsmand med mange sølvmønter, der vil købe til min pris, uden at modsige mig. Efter handelen ofrede de igen til guderne, men denne gang køer eller får. Dyrene blev slået ihjel, og noget af kødet blev givet væk, resten blev lagt foran gudefigurerne. Vikingerne mente altså, at guderne kunne hjælpe, hvis man bad ordentligt til dem. Som tak gav man bagefter guderne en gave. Rekonstruktion af vikingernes tilbedelse af guderne. 7

8 VIKINGERNES RITUALER Vikingerne har ikke selv skrevet noget ned om, hvordan de fejrede deres religiøse fester. Man ved dog fra kristne europæere, som mødte vikingerne, at man i Skandinavien holdt fester i forbindelse med årets korteste og længste dag, på de tidspunkter, hvor man nu fejrer jul og Sankt Hans. Ligeledes holdt man fest, når dag og nat var lige lange, både om foråret og om efteråret. Man fulgte altså solens rytme. Dette er ikke så mærkeligt, når man tænker på, at solen sammen med regnen var altafgørende for, at den livsvigtige høst ikke skulle slå fejl. Ved disse tilbagevendende fester ofrede man dyr til guderne. Man stænkede det døde dyrs blod på gudefigurerne, og kødet blev spist eller hængt op i hellige træer. Bagefter skulle der festes. Der blev sunget og drukket øl eller mjød i store mængder. Man drak for godt år og fred og skålede til ære for de forskellige guder. Hvert niende år var festen særlig stor, og alle skulle deltage. Der er i kilderne uenighed om, hvornår denne fest blev holdt. Den kristne biskop Thietmar har beskrevet, at folk fra nær og fjern samledes i Lejre tæt ved Roskilde Fjord i januar måned. Ifølge Thietmar ofrede de i løbet af festen 99 mænd, 99 heste, 99 hunde og 99 haner til guderne. I en tekst skrevet af munken Adam af Bremen kan man derimod læse, at man i Uppsala i Sverige holdt den største fest ved forårsjævndøgn. Når mænd skulle i krig, ofrede de først til Odin, så han kunne give dem mod og hjælpe dem til sejr. I vikingetiden mente man, at krigerne kom til Valhal, hvis de døde i kamp. I Valhal var der altid fest, sagde man. Der blev spist og druk- 8 ket rigeligt. Samtidig blev der afholdt mange konkurrencer, for at krigerne kunne holde sig i form. Når en høvding døde, blev der arrangeret en fornem begravelse. Araberen Ibn Fadlan oplevede en sådan høvdingebegravelse i forbindelse med sin rejse til Volga-floden. Han beskriver, at den døde blev lagt i en overdækket grav i ti dage, indtil alle forberedelser var færdige. Der blev syet meget fine ligklæder, og et stort skib blev gjort klar. Høvdingens slavinder blev spurgt, hvem af dem der ville dø sammen med deres herre. Ifølge Ibn Fadlan meldte en kvinde sig frivilligt, men hun havde til gengæld ikke lov til at ombestemme sig senere. Ibn Fadlan beskriver sin oplevelse af begravelsen således: Da dagen kom, hvor slavinden skulle brændes, gik jeg ned til floden, hvor skibet var gjort klar. De begyndte at gå frem og tilbage og fremsige ord, jeg ikke forstod, medens den afdøde stadig var i graven, og de endnu ikke havde taget ham ud. Så kom de med en båre, satte den på skibet og dækkede den med fint klæde fra Byzans. Da de kom til hans grav, fjernede de jorden fra træværket, dernæst træværket og tog ham frem. De iklædte ham fine, dyre klæder og bar ham ind i teltet på skibet. Her satte de ham på tæppet, støttede ham med hovedpuder, bragte alkoholisk drik, frugter og basilikum, ligesom de også bragte brød, kød og løg, som blev lagt foran ham. Så bragte de en hund, skar den i to dele og lagde den i skibet. De bragte også alle hans våben og stillede dem ved hans side. Derpå tog de to heste, to køer, en hane og en høne, dræbte dem og kastede dem ned i skibet.

9 Rekonstruktion af høvdingebegravelsen ved Volga-floden. Det var fredag aften ved tiden for aftenbønnen. De førte slavinden hen til skibet og løftede hende op i det, men lod hende ikke gå ind i teltet. Så kom mændene, og de medbragte skjolde og træstave og rakte hende et bæger med alkoholisk drik. En gammel kone opmuntrede hende til at drikke af bægeret og træde ind i teltet, hvor hendes herre var. Den gamle kone gik med hende. Mændene begyndte at slå på skjoldene med træstave for at overdøve hendes skrig. 9

10 Herefter beskriver Ibn Fadlan, hvordan slavinden blev dræbt, og hvordan høvdingens nærmeste slægtning satte ild til det brænde, der var lagt under skibet. Efter at hele skibet med indhold var brændt, byggede vikingerne en rund høj ovenover. Midt på højen satte de en stolpe af birketræ, hvorpå både kongens og den afdøde høvdings navn blev skrevet. Der blev brugt mange penge på sådan en begravelse. Faktisk brugte man en tredjedel af høvdingens formue på selve skibet og hans ligklæder, en tredjedel drak man op i forbindelse med begravelsen, og den sidste tredjedel arvede familien. Meget få vikinger havde råd til at blive begravet lige så fint som høvdingen ved Volga-floden. Nogle blev begravet helt uden kiste. Kun de døde krigere kom i Valhal. Vikingerne mente, at alle andre kom til dødsriget Hel, hvor gudinden af samme navn herskede. Det var ikke et særligt rart sted. VERDENSBILLEDET Man mente, at dødsriget Hel lå i underverdenen, hvor der også levede trolde og andre væsner. Selve jorden, der var placeret ovenpå, blev opfattet som en flad skive. I havet, hele vejen rundt om jorden, lå Hels bror Midgårdsormen, der var så lang, at den kunne bide sig selv i halen. Midt i verden voksede det høje asketræ Yggdrasill, hvorfra duggen faldt om aftenen. Rundt om træet var Asgård, som var gudernes bolig. Hele vejen rundt om Asgård var Midgård, hvor vikingerne mente, at de selv boede. Yderst, i en cirkel rundt om Midgård, lå Udgård, hvor gudernes fjender, jætterne, boede. Jætterne kunne man ikke stole på, og vikingerne fortalte mange historier om, hvordan Thor måtte kæmpe mod dem. Når det tordnede, sagde man, at Thor var på vej hen over himlen fra Asgård til Udgård for at kæmpe mod jætterne. 10

11 THORS FISKEDRÆT Vikingerne fortalte også om Thor, at han engang var ude at fiske. Thor satte et helt oksehoved på krogen, og selve Midgårdsormen bed på. Thor trak nu så kraftigt, at hans ene fod gik igennem båden, men til sidst fik han halet Midgårdsormen så højt op, at han kunne slå den med sin hammer. Der findes flere versioner af historien. I én version dræber Thor faktisk Midgårdsormen, i andre hører man, at Thors fiskesnøre skæres over, inden den kæmpemæssige orm bliver dræbt. Når man finder sådanne modstridende historier, må man hele tiden huske, at vikingetiden varede flere hundrede år, og vikingerne boede spredt ud over et kæmpemæssigt område. Der har sandsynligvis været store forskelle i forhold til, hvad den enkelte viking troede på, alt efter hvor og hvornår han eller hun levede. Thor fanger Midgårdsormen. Fra Altuna i Sverige, 1000-årene. 11

12 Myter og sagn Siden vikingetiden har man fortalt om helten Sigurd, der ifølge sagnet nedstammede fra selveste Odin. Sigurd og Fafner Sigurds far Sigmund var en stor og modig konge, men da han blev dræbt i kamp, blev hans gravide hustru nødt til at flygte, og hun endte i Danmark. Kort efter Sigurd var blevet født, giftede hans mor sig igen, denne gang med Kong Alf. Sigurd blev opdraget som en rigtig kongesøn. Han lærte idræt, tavlespil, runer og mange forskellige sprog af sin plejefar, smeden Regin. Da Sigurd var blevet en ung mand, opfordrede Regin ham til at vinde sig en meget stor skat. Han skulle blot slå den store orm Fafner ihjel. Sigurd havde hørt om Fafner, og han vidste godt, at Fafner vogtede over en stor guldskat, men han havde også hørt, at Fafner var meget stor og udgød dræbende edder. Derfor var der ingen, som turde nærme sig den. Sigurd mente, at det var for farligt, så han spurgte Regin, hvorfor det var så vigtigt for ham, at Fafner blev slået ihjel. Regin forklarede, at den store orm i virkeligheden var hans bror. Deres far havde været meget rig, men Fafner havde for mange år siden dræbt ham og taget alt guldet. Senere havde han taget form af en orm og vogtede nu over skatten. Regin var naturligt nok gal over begge dele, og han ville gerne have hævn, men kunne ikke selv kæmpe mod ormen. Sigurd aftalte med Regin, at han nok skulle hjælpe ham, hvis Regin til gengæld smedede ham et stort og stærkt sværd. De første to sværd, Regin smedede, var så dårlige, at Sigurd kunne knække dem mod armbolten. Det tredje sværd, som var smedet med jernet fra Sigmunds gamle sværd, havde ægge, der lyste som ild, og det var så kraftigt, at Sigurd kløvede Regins armbolt i et hug. Nu tog Sigurd ud mod ormen, men på vejen mødte han en høj, enøjet mand. Den gamle mand rådede Sigurd til at grave flere mindre grøfter på den sti, som Fafner brugte, når han skulle ned for at drikke vand. Sigurd satte Sigurd dræber ormen Fafner. sig i den ene grøft, og idet Fafner gled henover, stak Sigurd det kraftige sværd lige op i ormens hjerte. Men Regin reagerede mærkeligt på, at Sigurd havde dræbt Fafner. Regin sagde bedrøvet, at hans brors død også angik ham, og han bad Sigurd skære ormens hjerte ud, så Regin kunne spise det. Sigurd gjorde, som han blev bedt om, men da han skulle mærke, om hjertet var gennemstegt, brændte han fingeren, stak fingeren i munden og smagte dermed ormens hjerteblod. Pludselig forstod han fuglenes sprog, og han hørte en fugl sige: Der sidder Sigurd og steger Fafners hjerte. Det skulle han hellere selv spise. Så ville han blive klogere end noget andet menneske. En anden fugl sagde: Der ligger Regin og vil dræbe den, der stoler på ham. Sigurd ville ikke være så fornuftig, som jeg troede, hvis han skånede Regin efter at have dræbt hans bror. Derfor huggede Sigurd hovedet af Regin, spiste ormens hjerte selv og red op for at hente guldskatten.

13 Inden for kristendommen findes også historier om mænd, der slår uhyrer ihjel. Den mest kendte er fortællingen om, hvordan Sankt Jørgen dræber en voldsom drage. Sankt Jørgen og dragen Jørgen var ridder og levede for mange år siden i Lilleasien. I samme område var der en lille by med en konge og dronning, som havde en ung smuk datter, prinsesse Kleodelinde. Byens indbyggere havde det godt, lige indtil den dag en stor drage lagde sig uden for byen. Dragen krævede nemlig, at den hver dag skulle have to får at spise. Folk i byen gav på skift deres får til dragen, men en dag havde de ikke flere. Dragen sagde, at den så i stedet dagligt ville have et lam og et ungt menneske. Alle var forfærdede. For retfærdighedens skyld lagde man navnene på alle unge mennesker i byen ned i en kurv, og hver dag trak man lod om, hvem der skulle gives til dragen. En dag blev der meget stille, da det blev meddelt, at loddet var faldet på Kleodelinde. Kongen var utrøstelig, men måtte tage afsked med sin datter. Kleodelinde drog af sted med det lille lam. Undervejs satte hun sig ned og begyndte at græde. Heldigvis kom den tapre Jørgen forbi i netop dette øjeblik. Han spurgte den unge pige, hvorfor hun græd, og da hun havde fortalt det hele, tilbød han at hjælpe hende. Kleodelinde advarede ham om, at dragen var meget farlig, men Jørgen var ikke bange. Han red mod dragen, løftede sin lanse og stak den i dragens gab. Dragen døde ikke helt, men den blev så svækket, at Jørgen kunne binde den med Kleodelindes bælte, og sammen tog de den bundne drage med tilbage til byen. Byens indbyggere blev meget glade, og kongen tilbød Jørgen, at han kunne få både prinsessen og det halve kongerige. Men Jørgen ville hverken have prinsessen eller kongeriget. Han bad kongen om i stedet at give pengene til de fattige. Kongen spurgte forundret, hvad Jørgen ville have i stedet, og Jørgen sagde, at han allerhelst ville have, at alle i byen blev kristne. Sankt Jørgen kæmper mod dragen. Alle i byen havde set, hvad Jørgen havde gjort ved dragen, og de tænkte, at det nok måtte være en stærk gud, han troede på. Derfor blev de alle kristne. Herefter udbrød dragen et ordentligt brøl, og Jørgen red hen og slog dragen helt ihjel. Kongen byggede derefter en kirke til ære for Jørgen og Jomfru Maria. Fra kirkens alter udsprang en kilde, hvis vand helbredte alle syge, som drak deraf.

14 VIKINGERNES KRISTNE NABOER I vikingetiden var størstedelen af det vestlige Europa allerede kristnet, hvilket betød, at der lå store kristne riger både syd og vest for Norden. Vikingerne mødte derfor kristne på deres rejser, eller når centraleuropæiske handelsfolk kom nordpå. Kristendommen i Europa for omkring 1000 år siden var dog meget anderledes end den kristendom, som man kan finde i den danske folkekirke i dag. Der er sket meget i løbet af de sidste 1000 år, og mange forhold har ændret sig inden for kirken. Åby-krucifikset fra o. år Her vises Jesus som guddommelig hersker. FADEREN, SØNNEN OG HELLIGÅNDEN Vikingernes kristne naboer troede kun på én gud. Han blev kaldt Gud, Vor Herre eller Faderen. Jesus blev beskrevet som Guds søn, men samtidig sagde man, at Jesus også selv var Gud. Længe havde kirken hævdet, at Jesus var helt igennem gud og helt igennem menneske. Man sagde derfor, at Jesus havde to naturer. Jesus var altså både Guds søn, samtidig med at han selv var Gud. Dette kunne lade sig gøre, fordi den ene kristne gud kunne vise sig på tre forskellige måder: Som Faderen, som Sønnen og som Helligånden. Tilsammen kaldtes disse tre for Den hellige Treenighed, og som man kan høre af navnet, er der netop tale om en opfattelse af Gud som tre-i-en. 14

15 FORHOLDET TIL GUD Den kristendom, som vikingerne mødte på deres rejser i Europa, gjorde meget ud af at fortælle mennesker, hvordan de skulle opføre sig som troende kristne. Kirken lagde vægt på, at man som kristen selv havde ansvar for at gøre gode gerninger, hvilket var nødvendigt for at gøre sig fortjent til det evige liv i Guds rige. Man hævdede, at der var visse centrale kristne dyder, som skulle overholdes. Disse dyder var blandt andet kærlighed, fred, tålmodighed og beskedenhed. Hvis man alligevel var kommet til at gøre noget forkert, var der regler for, hvordan det skulle gøres godt igen. Først skulle man angre det, som man havde gjort. Derefter skulle man gå til præsten og fortælle om sine synder, da præsterne blev opfattet som en slags bindeled mellem Gud og mennesker. Præsten ville derefter fortælle, hvad man skulle foretage sig for ikke senere at blive straffet for sine handlinger og eventuelt komme i Helvede. Bodsstraffen, som præsten fastsatte, kunne bestå af, at man skulle faste et vist antal dage, give penge til de fattige eller tage på pilgrimsrejse. Hvis man ikke kunne overkomme dette, var der regler for, hvad man kunne gøre i stedet. Hvis man for eksempel havde fået besked på at faste en enkelt dag, kunne man i stedet kaste sig til jorden 100 gange. EFTER LIVET De kristne mente, at Jesus en dag i den nærmeste fremtid ville vise sig på himlen mod øst. På denne dag, som blev kaldt Dommedag, ville alle de døde stå op af gravene, ligesom der står i Biblen, at Jesus gjorde det. Derefter ville Jesus bedømme, hvem der kunne komme med i Guds rige, og hvem der skulle straffes i al evighed. Indtil Dommedag kom, måtte alle vente tålmodigt. Hvis man ikke havde gjort bod for sine synder, så ville man efter døden blive straffet i Skærsilden indtil Dommedag. Derfor var det vigtigt at bekende sine synder, inden det var for sent. Kun få af de kristne fik gaver med i graven som de rige vikinger. Normalt var gravene helt enkle, og ofte stod der heller ikke, hvem der var begravet. Nogle kristne fik et lille kors med i graven eller et såkaldt pilgrimstegn, der kunne sys på tøjet. Det viste, at den døde havde været på pilgrimsrejse, som var en god gerning. Husformet gravsten fra o

16 Kristne blev begravet i nærheden af kirken og med fødderne mod øst, så de kunne rejse sig med ansigtet vendt mod Jesus på Dommedag. Her kunne de så vise deres eventuelle kors og pilgrimstegn frem. HELGENER Nogle kristne blev anset som særligt hellige. De blev kaldt helgener og betegnet med Sankt, der blot betyder hellig. Jørgen er et eksempel på en sådan helgen. En helgen syntes at have opført sig så eksemplarisk, at han eller hun kom direkte op til Gud efter døden. De kom altså ikke i Skærsilden og skulle heller ikke vente til Dommedag. Man mente, at disse helgener kunne hjælpe de kristne, der stadig var i live. Hvis man bad til helgenerne, kunne de bringe bønnen videre til Gud. KONGEN OG PAVEN Paven var det religiøse overhoved for alle kristne i Vesteuropa. Det var derfor paven, der ud fra forskellige tegn og beviser afgjorde, om en person var blevet en helgen efter sin død. Paven var egentlig blot biskop af Rom, og i kirken var der mange andre biskopper. Men biskoppen af Rom var særligt vigtig, fordi den første biskop i byen havde været disciplen Peter, som de kristne anså for den allervigtigste af Jesus tilhængere. Den 2. februar 962 blev den tyske konge, Otto I, kronet til kejser af paven. Dermed kunne man sige, at han var indsat som hersker af den kristne Gud. Ottos rige gik hele vejen fra 16 Sankt Olav, der var konge af Norge og siden blev helgen. Omkring år Rom til den dansk-tyske grænse syd for Slesvig. På dette tidspunkt var Harald Blåtand konge i Danmark, og det har nok gjort indtryk på ham at have en sådan magtfuld nabo.

17 DEN TIDLIGSTE MISSION I NORDEUROPA Harald Blåtand blev døbt i midten af 960 erne, men forsøget på at omvende de ikke-kristne nordeuropæere begyndte længe før Harald Blåtands tid. Allerede i slutningen af 600-tallet rejste flere engelske munke som missionærer til Nordeuropa. På dette tidspunkt var den centrale del af Europa ved at blive samlet til et stort rige ledet af frankerne. De støttede de engelske missionærer, så godt de kunne. For hvis de nordlige europæere også blev kristne, ville de blive betragtet som venner, og frankerne ville ikke længere behøve at beskytte sig imod dem. De engelske munke rejste gerne af sted. Det er lige fra Jesus tid blevet betragtet som en god gerning at missionere og gøre andre folk kristne. Hvis det samtidig betød, at man skulle drage på en farefuld færd langt fra sit hjemland, så man det som et tegn på meget stor fromhed. Ved at missionere kunne man bekæmpe det ukristne, der blev regnet for at være ondt, da det var imod den kristne Gud. Det var bestemt ikke ufarligt at tage af sted. Flere engelske munke blev dræbt, men missionæren Willibrord havde lidt mere held med sig, da han besøgte danernes konge omkring år 700. WILLIBRORD Willibrord er den første, som med sikkerhed rejste til danerne for at missionere. Den danske konge Ongendus tog pænt imod den fremmede, men tilsyneladende blev kongen vred, da han fandt ud af, hvorfor Willibrord kom på besøg. Kongen sendte ham derfor væk, men det lykkedes Willi- brord at købe 30 drenge, som han døbte på vejen hjem. Det har nok været meningen, at disse drenge senere skulle vende tilbage, så de kunne fortælle danerne om kristendommen på deres eget sprog. Men det skete tilsyneladende aldrig. ANSGAR Den mest berømte blandt missionærerne blev munken Ansgar. Han kom til Danmark i 826 sammen med Harald Klak, der stræbte efter at blive Danmarks konge. For at kunne tilkæmpe sig tronen søgte Harald hjælp hos den frankiske kejser Ludvig den Fromme. Ludvig var kristen, og Harald blev også døbt, inden han blev sendt tilbage til Danmark med kejserens støtte og med missionæren Ansgar. Allerede året efter blev både Harald Klak og Ansgar fordrevet. Ansgar rejste til Sverige, hvor han stod bag opførelsen af Nordens første kirke i handelsbyen Birka. Omkring 850 fik Ansgar igen lov til at missionere i Danmark. Der blev bygget en kirke i Hedeby og sidenhen også i Ribe. I Hedeby blev det oven i købet tilladt at ringe med kirkens klokke. Danerne blev ikke kristnet under Ansgar. Men de første kirker blev bygget, og dette betød ikke mindst, at kristne handelsfolk fik det bedre med at opholde sig i de nordiske handelsbyer. Efter Ansgars død omkring 865 gik den aktive mission i stå. Det store kejserrige syd for grænsen var faldet fra hinanden og kunne derfor ikke længere holde den nordiske mission i live. Det skulle komme til at vare næsten 100 år, før det igen lykkedes at få en dansk konge til at interessere sig for kristendommen. 17

18 EN OVERGANGSTID Med Harald Blåtands dåb i midten af 960 erne begyndte en lang overgangstid, der lidt efter lidt gjorde landet til et kristent kongerige på linie med de central- og sydeuropæiske riger. Harald fik skrevet på en runesten til minde over sine forældre: Kong Harald bød gøre disse mindesmærker efter Gorm sin fader og efter Thyre sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Selvom Harald Blåtand fik skrevet på den berømte runesten i Jelling, at han havde gjort danerne kristne, så var det ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden. I Haralds og de følgende kongers tid har kristne og hedninger levet side om side i landet, og nogle har i overgangsperioden endda dyrket både den nye og de gamle guder samtidigt. PÅVIRKNINGER SYDFRA Selve trosskiftet betød, at mange nye ting kom til landet. Det var ikke kun et spørgsmål om at tro på en anden gud. Den nye religion medførte, at man fik nye allierede, og samtidig kom nye kulturelle påvirkninger til landet. Man skulle forholde sig til nye bygninger, nye ritualer, ny tidsregning, nye navne og til dels nye helligdage. På samme måde kom der ny kunst til landet, som enten påvirkede eller fortrængte den gamle. Man lærte at bruge det latinske alfabet, der den dag i dag stadig bruges til at skrive 18 Den store runesten i Jelling. dansk. De gamle runer blev dog stadigvæk brugt et par hundrede år endnu, men de blev skrevet vandret i stedet for som tidligere lodret. Den nye skriftkultur kom til at betyde, at der med tiden kunne nedskrives love og bestemmelser.

19 DEN LANGE PROCES Det var formentlig i 1104, at Norden fik sin egen ærkebiskop. Han hed Asser og havde sit sæde i Lund. Kort tid forinden blev den afdøde danske Kong Knud kåret til helgen af paven. Den regerende konge, Erik Ejegod, var bror til Knud og var dermed efter helgenkåringen i familie med en helgen. På denne måde var kongen nu endnu tættere knyttet til kristendommen. Det første kendte forsøg på at missionere blandt danerne blev udført af Willibrord omkring år 700. Men først 400 år senere kan kristningen siges at være nogenlunde fuldbragt. Støbeform fra overgangstiden o. år Kan både bruges til fremstilling af Thors hammer og kristne kors. 19

20 TIDSLINIE MED RELEVANTE BEGIVENHEDER FORSLAG TIL UDDYBENDE LÆSNING Willibrord besøger danerkongen Ongendus (o. 700) 700 Det frankiske Rige Begyndende samling (slutn. 600-tallet) Else Roesdahl, Vikingetid og trosskifte, i: Middelalderens Danmark, København Vikingetid Harald Klak bliver døbt (826) Ansgar missionerer i Norden ( ) 800 Ludvig den Fromme kejser (814) Det frankiske Rige deles (843) Morten Warmind, Religionsmøde og trosskifte, i: Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder, København Peter Sawyer, Da Danmark blev Danmark, København Ibn Fadlan ved Volga (922) 900 Leif Grane, Kirken i den europæiske Middelalder, København Harald Blåtand bliver døbt (o. 965) Otto I krones til kejser (962) Det tysk-romerske Rige 1000 Middelalder i Danmark (o ) Knud den Hellige kåres til helgen (1101) Norden får ærkebispesæde i Lund (1103/04)

21 LÆRERVEJLEDNING MED ARBEJDSSPØRGSMÅL Dette undervisningsmateriale er udarbejdet i forbindelse med omvisningen Kristningen af Danmark på Nationalmuseet. Samlet kan forløbet indgå i kristendoms- og historieundervisningen for folkeskolens klasse. Undervisningsmaterialet giver et overblik over de væsentlige forskelle mellem kristendommen og den nordiske religion. Teksten indeholder en kort introduktion til guder, gudsforhold, ritualer og efterlivsforestillinger i de respektive religioner. Selve omvisningen behandler den lange overgangsfase, som religionsskiftet udgør. Der vil blive behandlet spørgsmål som: Hvordan fandt missionen sted? Hvad kendte vikingerne i forvejen til kristendommen? Hvorfor valgte Harald Blåtand at blive kristen? Hvad kom Haralds dåb til at betyde for samtiden? Og ikke mindst, hvor kan vi stadig se levn fra denne tid i samfundet omkring os i dag? Samtidig vil vi komme ind på de kildemæssige spørgsmål. Undervisningsmaterialet rummer også muligheder for at drage paralleller til børnenes egen hverdag. For eksempel i forbindelse med gravskikke som gravøl, eller at man taler om elevernes egne forestillinger om forskelle mellem den nordiske mytologi og kristendommen. UDDYBENDE FORKLARINGER TIL TEKSTEN Vikingernes ritualer (side 8): Kilden er forenklet og forkortet. I den oprindelige version hører man blandt andet om, hvordan slavinden, i perioden efter hun har meldt sig og indtil selve begravelsen, drak og sang fornøjet. På begravelsesdagen gik pigen rundt i alle teltene og havde samleje med alle mændene. Bagefter sagde de til hende: Sig til din herre: Dette gjorde jeg af kærlighed til dig. Desuden havde seks mænd samleje med hende, efter hun var trådt ind i teltet til sin døde herre. Slavinden blev dræbt ved, at to mænd holdt hendes fødder, to mænd hendes hænder; de sidste to holdt i et reb, der var lagt om hendes hals. Den gamle kone jog derefter en bredbladet dolk ind og ud mellem hendes ribben, mens de to mænd strammede rebet, indtil hun døde. Ifølge kilden var den afdøde mand blevet sort af kulden, men lugtede ikke. Myter og sagn (side 12-13): Historierne om Sigurd og Sankt Jørgen har visse ligheder, som man kan trække frem. Andre elementer gør historierne bedre egnede til at belyse væsentlige forskelle imellem den kristne og førkristne kultur. Man kan for eksempel med held bruge de to historier til at tale om et gradvist skift i idealer fra prioritering af rå kraft og snedighed i vikingetiden til den kristne, middelalderlige ridders tapperhed, hjælpsomhed og opofrelse. Andre kendte dragedræbere er den førkristne Thor (dræber Midgårdsormen senest ved Ragnarok) og den kristne Sankt Mikael (ærkeenglen). Dragerne har i den vesteuropæiske, kristne kultur altid symboliseret det onde og farlige. I kristendommen kan man se dragen som Djævelen eller det ugudelige, hvilket betyder, at dragen slår sig ned dér, hvor den kristne Gud ikke råder. Hvis folk bliver kristne, må dragen dø. 21

22 Historien om Sankt Jørgen kan også bruges til at tale om, hvordan mirakelhistorier kunne føre til omvendelse. Jørgen viser sin styrke, hvilket overbeviser folket om, at hans gud er overlegen. Vikingernes kristne naboer (side 14): Faderen, Sønnen og Helligånden: Treenigheden kan beskrives som is, vand og damp, der jo er det samme materiale blot i tre forskellige fremtrædelsesformer. Det kan måske ikke umiddelbart forstås, men sådan er det ofte med religiøse spørgsmål; man kan ikke altid forstå dem rent rationelt. Sammen med eleverne kan man diskutere, at man kan vælge at tro på dem eller lade være, men dog respektere, at andre mennesker tror på noget andet. FORSLAG TIL ARBEJDSSPØRGSMÅL Vikingerne (side 4): Undersøg ud fra kortet (side 5), hvor vikingerne rejste hen, og hvor de bosatte sig. Vis f.eks. Byzans, hovedstaden i Det østromerske Rige. Byen nævnes senere i materialet. Hvorfor blev Hedeby og derefter Ribe de vigtigste handelsbyer i Danmark? Understreg, at mange mennesker i vikingetiden levede som helt almindelige bønder. Hvorfor hører vi kun om overklassen? Vikingernes guder (side 6): Fremhæv gudernes forskellige funktioner og attributter, dvs. kendetegn. 22 Forholdet til guderne (side 7): Hvorfor ofrede man til guderne? Hvorfor ofrede handelsmanden? Ibn Fadlan, der selv var muslim, har skrevet om vikingernes ofringer før og efter en handel. Ofrede muslimer, før de handlede? Undersøg forskellen mellem vikingernes forhold til guderne og det muslimske gudsforhold. Vikingernes ritualer (side 8): Vikingerne fulgte solens rytme. Hvorfor var solen så vigtig? Undersøg andre ritualer, der er fastsat i forhold til månen (i kristendommen: påske, og dermed fastelavn, Kristi himmelfart samt pinse; evt. flere muslimske højtider). Hvordan har det mon virket på den kristne Thietmar at se på vikingernes ritualer? Er det muligt, at han overdriver? Vikingehøvdingen får mange gaver og en slavinde med sig i graven. Hvad fortæller det om vikingernes forestillinger om livet efter døden? Hvordan tror I, at Ibn Fadlan som muslim har opfattet denne begravelse? Har han opfattet og beskrevet begravelsen, som den rent faktisk foregik? Verdensbilledet (side 11): Vikingernes verdensbillede er andre steder beskrevet, som om Asgård, Midgård og Udgård ligger oppe i Yggdrasill. Kilderne giver her, som så mange andre steder, intet entydigt svar.

23 Overvej, hvordan en historie kan forandre sig, når den fortælles mundtligt. Vikingernes kristne naboer (side 14): Undersøg de væsentligste forskelle mellem den middelalderlige katolske kirke og den danske folkekirke i dag, hvis eleverne har arbejdet med reformationen. Forholdet til Gud (side 15): Fremhæv forskellen i gudsforholdet i nordisk religion og kristendommen. Hvordan ville en viking for eksempel reagere over for kravet om at udvise kærlighed, fred, tålmodighed og beskedenhed eller omvendt en kristen reagere på vikingernes idealer? Efter livet (side 15): Tal gerne noget mere om, hvad kristne i dag tror, der sker efter døden. Dette kan være svært, da Biblen ikke giver et helt entydigt svar. Helgener (side 16): For at en afdød kunne blive anerkendt som helgen, skulle der være beviser, f.eks. beretninger om undere, der var sket i nærheden af graven. Helgendage, der stadig markeres, er Sankta Lucia og Sankt Hans (Johannes Døberen). Find datoerne. Danmark fik i 1101 en helgenkonge, da den dræbte Kong Knud (siden Knud den Hellige) blev anerkendt som helgen af paven. Hvad kunne det betyde for undersåtternes opfattelse af kongen, at de vidste, at han var i familie med en helgen? Kongen og paven (side 16): Styrkeforholdet mellem kongemagt og pavemagt svingede en del igennem hele middelalderen. Nogle gange kunne paven tvinge konger til at adlyde paven, andre gange bestemte kongerne. Den 2. februar 962 blev den tyske konge Otto I kronet til kejser over Det tysk-romerske Rige af paven. Kan man ud fra disse oplysninger overveje, hvem der har den største magt? Sammenlign med det sandsynlige årstal for Haralds dåb. Har der været en sammenhæng? Den tidligste mission i Nordeuropa (side 17): Missionen var en meget lang proces over flere hundrede år. Harald Blåtands dåb markerer den officielle kristning, som er afgørende i forhold til andre kristne stater, hvorimod kristningen af befolkningen foregår gradvist i århundrederne både før og efter Haralds dåb. De nye ting, som kommer til landet med kristendommen, som f.eks. skriftsprog, lovgivning, arkitektur, symbolsprog, etik og moral, personnavne, tidsregning, helligdage og andre tilsvarende traditioner, får betydning for det kristne Danmark. Lad eleverne tænke over, hvor mange af disse ting de stadig kender fra deres egen hverdag eller samfundet omkring dem. Diskuter eventuelt med børnene, om fælles religion stadig er afgørende for mulige alliancer stater imellem. Gør gerne opmærksom på, at EU efter udvidelsen 1. maj 2004 stort set er sammenfaldende med det middelalderlige katolske Europa. Diskuter, om det må opfattes som tilfældigt. 23

24