Grindsted Kirke. Mandag d. 5. juni 2017 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Mandag d. 5. juni 2017 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2. pinsedag, Joh. 3,16-21, 1. tekstrække. Salmer. DDS 291 Du, som går ud fra den levende Gud. DDS 42 I underværkers land jeg bor. DDS 288 Drag ind ad disse porte DDS 491 O gode Gud, din kærlighed. Altergang: DDS 290 I al sin glans nu stråler solen. DDS 430 Lov og tak og evig ære. Tekstlæsninger. Salmisten skriver: Hvor er dine værker mange, Herre! Du har skabt dem alle med visdom, jorden er fuld af dit skaberværk. Her er det store og vidtstrakte hav, med sit

2 2 mylder, umuligt at tælle, både små og store dyr! Dér sejler skibene, dér er Livjatan, som du skabte til at lege i det. Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid; du giver dem, og de samler op, du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver; du skjuler ansigtet, og de forfærdes, du tager deres ånd bort, og de dør og bliver til jord igen; du sender din ånd, og der skabes liv, du gør jorden ny. Sl 104, Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Peter sagde:»jesus befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn.«mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet. Og de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger; for de hørte dem tale i tunger og lovprise Gud. Da tog Peter til orde:»mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi?«han befalede da, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. ApG 10,42-48a. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. Joh 3,16-21.

3 3 Prædiken. For nogle måneder siden deltog jeg i en debat på det medie, der alt efter hvordan man bruger det enten kan være en skamløs tidsrøver eller en kilde til nye erkendelser; altså Facebook. Facebook er et såkaldt socialt medie, der kan bruges til vidt forskellige ting. Der er ikke grænser for, hvad folk involverer andre i. Man får indblik i en række dagligdags bagateller såvel som enkeltpersoners dybeste betroelser, der ukritisk leveres til hvem, der nu engang har lyst til at læse dem. På den måde bliver mediet sammenligneligt med et kulørt ugeblad for både kendte som ukendte. Samtidig er Facebook et glimrende debatmedie. Her kan man dele og drøfte artikler, holdninger og argumenter. Naturligvis risikerer man, at det kun er brugere med samme holdninger som en selv, der kommenterer det valgte emne; men det hænder bestemt også, at man får nye perspektiver på sagen. På den måde kan Facebook være med til at udvide ens horisont på linje med en god samtale. Imidlertid er der også en meget negativ side ved det sociale medie, nemlig at det udgør en effektiv platform for propaganda. Gennem længere tid har jeg fulgt de opslag, der kommer fra en mand, hvis holdninger befinder sig så langt ude på den kirkelige højrefløj, at han så vidt jeg har forstået ikke føler sig hjemme i Folkekirken. På sin facebookside deler han videoer og artikler, der med større eller mindre lødighed beskriver muslimer som primitive og farlige. Det er ikke altid, jeg har energi og tid til at kommentere hans opslag, men engang hvor jeg bebrejdede ham, at han dæmoniserede muslimerne, forklarede han, at det skyldtes, at alle muslimer er besat af Djævelen. Han havde bestemt ondt af dem af samme grund, men det ændrede ikke ved, at besættelsen gjorde dem farlige, og at de derfor skulle betragtes som fjender.

4 4 Det, der undrede mig ved den debat, han og jeg havde, var, at han blev bakket op af en lang række mennesker, der for øvrigt anklagede mig for at være ugudelig. Det kommer jeg nok over, men at hans opbakning var så stor og så ukritisk var faktisk lidt skræmmende. Mindre skræmmende blev det ikke, da jeg nogen tid senere anklagede ham for at drive propaganda. Egentlig syntes jeg, at det var en meget alvorlig anklage, så jeg havde forventet, at han blev vred og ville have mig til at argumentere for min påstand. Men det skete ikke. Tværtimod vedkendte han sig fuldt ud, at meget af det, han lagde ud på Facebook, vitterlig var propaganda. Han gav udtryk for, at målet helliger midlet. Den kristne verden må ruste sig mod den muslimske svøbe, hvis eneste mål er at undertvinge alle, der ikke tror på Allah. Debattørens argument for, at det forholder sig sådan, er tilsyneladende, at Allah er Djævelen selv. Følgen heraf er, at vi kristne bliver Guds soldater i en apokalyptisk kamp mod de djævlebesatte muslimer. Når man har sådan et verdenssyn som debattøren fra Facebook, må man leve i et fantasiunivers, hvilket sikkert er ubehageligt, men ikke farligt for andre end en selv. Men igen: Det iøjnefaldende er, at så mange bakkede debattørens besynderlige forståelse op og slet ikke kunne se det problematiske i, at han blankt erkendte, at han spredte hadefuld propaganda. De så hverken det kristelige eller det demokratiske problem, som en sådan tankegang skaber. Facebookdebattøren er erklæret kristen. At han vitterlig er det, er jeg ikke i en position til at modsige, men selvom han er kristen, er hans midler ukristelige. Han og hans støtter dæmoniserer andre med dæmoniske midler, for propaganda er og bliver dæmonisk. Propaganda er jo løgn, og løgn er ødelæggende. I dette tilfælde fra Facebook bruges løgnen til at skabe fjendebilleder, trække grænser og vække frygt. Løgnen bruges som et våben i en kamp, som debattøren anser for at være Guds. Men det kan aldrig være Guds ønske, at vi skal dæmonisere vore medmennesker. Påstanden om, at debattøren intet har imod den enkelte muslim, fordi han eller hun er en dæmonbesat stakkel, holder ikke; dels fordi dæmonbesættelser hører

5 5 til i horrorfilm, og dels fordi man går fejl af målet, når man dømmer alle over én kam i stedet for at gå til ondets rod. Når man ikke ser det enkelte menneske, men kun én stor, truende hob, bliver man bange, og når man bliver bange, har man en tendens til at gøre faren større, end den er. Samtidig kan man for at indgyde sig selv mod, bilde sig ind, at man kæmper i en større sags tjeneste. Dette er, hvad facebookdebattøren tror, at han gør. Han dømmer alle muslimer som dæmoniske og bilder sig ind, at han og hans ligesindede kæmper Guds sag. Men derved sætter han grænser for det, der er det helt særlige ved den kristne Gud, nemlig hans kærlighed. At kærligheden er betegnende for Guds væsen siges netop i denne sætning fra dagens evangelietekst: For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Det er klart, at en muslim ikke er kristen, og at den frelse, Jesus taler om, derfor ikke ligger lige for i hans eller hendes tilfælde. Men det gør ikke nødvendigvis muslimer onde eller besatte. Mange ønsker blot at leve et stille og roligt liv, hvilket desværre kan være svært i mange muslimske lande. Men lettere bliver det ikke for herboende muslimer, når de får skudt i skoene, at de er dæmonbesatte. Det er ikke noget, der frister til dialog, men dialog er nu engang vejen frem for integration såvel som for mission og mulig omvendelse. Med sin uhyrlige propaganda modarbejder facebookdebattøren Gud, idet han lægger hindringer i vejen for Helligånden, der får sværere ved at vække troen i folk, når de mødes af fjendtlighed og falske anklager. Helligånden er pinsens hovedperson. Selvom den har eksisteret lige så lang tid som Gud og Jesus, er den Kristi efterfølger, for det var den, der kom til jorden efter Kristi himmelfart. For muslimer er dette absurd og forargelig snak, og for mange kristne er det sikkert temmelig forvirrende. Men tanken bag er, at Gud kan antage tre forskellige skikkelser eller identiteter, selvom han forbliver den samme. Han kan handle som den ophøjede skabergud, som mennesket Jesus og som sin hellige Ånd. Det er, fordi han kan agere

6 6 som disse tre forskellige personer og dog forbliver én og den samme, at vi kalder ham for Den Treenige Gud. Det forargelige for de muslimer, der støder på redegørelsen for Den Treenige Gud, er, at de lægger vægt på Guds tre funktioner, og derfor konstaterer, at vi kristne tror på tre forskellige guder. Desuden støder det dem, at Gud skulle være blevet menneske i Jesus Kristus. Ifølge deres gudsforståelse ville Gud aldrig lade sig synke så dybt. Derfor anser de kristendommens påstand om, at Gud lod sig føde som et menneske og tilmed døde på et kors, for at være gudsbespottelig. Hvad der yderligere adskiller kristne fra muslimer er, at islam er en lovreligion, hvor den troende skal gøre sig fortjent til Guds kærlighed, mens kristendommen i hvert fald i vores evangelisk-lutherske udgave er en nådesreligion, hvor Gud giver os del i sin kærlighed, selvom vi intet kan gøre for at fortjene den. At Gud er så ødsel med sin kærlighed åbner også døre for muslimer og andre ikkekristne. Vækkes troen i dem, er der intet, der forhindrer dem i at blive kristne. Faktisk er de allerede blevet det i det sekund, de er kommet til tro på den kristne Gud. Guds ødsle kærlighed gør, at vi ikke behøver at bekymre os om, hvem der tror og hvem der ikke tror. Vi må blot forkynde evangeliet og lade Helligånden gøre resten. Mere kan vi ikke stille op, for det er ikke os, der bestemmer, hvad folk tror på. Vores opgave er at holde en dør åben ind til fællesskabet med Gud; ikke at smække den i ved for eksempel at stemple anderledes troende som dæmonbesatte. Døren ind til Guds kærlighed blev åbnet på vid gab i pinsens centrale fortælling om sprogunderet, hvor en mængde pilgrimme med vidt forskellige sprog pludselig kunne forstå alt, hvad disciplene sagde. Alle pilgrimmene var ganske vist jøder som Jesus og disciplene, men siden skete dét, vi hørte i gudstjenestens anden læsning, hvor Peter prædikede for en flok hedninger. Han fik assistance af Helligånden, som skænkede troen til de lyttende. Dette fik Peter til at stille spørgsmålet: Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi? Der

7 7 ligger et underforstået Nej i spørgsmålet. Derfor lod han de nyomvendte døbe, så de også officielt blev en del af det kristne fællesskab. Vi må altså huske på, at det er Guds kærlighed, der er omdrejningspunktet i kristendommen; ikke vores frygt og deraf følgende domme. Det bliver vi mindet om, når vi hører det indledende ord i dagens evangelietekst. Her kommer kærlighedens centrale placering i det kristne budskab til orde i den såkaldt Lille Bibel, der består af en enkelt sætning, som ultrakort gør rede for kristendommens indhold: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Amen og glædelig pinse!