Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger, Joh 12, tekstrække.

Transkript

1 1 Nollund Kirke Søndag d. 17. januar 2016 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger, Joh 12, tekstrække Salmer DDS 356: Almagts Gud, velsignet vær DDS 300: Kom, sandheds Ånd! og vidne giv DDS 62: Jesus, det eneste DDS 321: O, kristelighed Altergang DDS 102: Et lidet barn så lysteligt DDS 569: Ja, engang mine øjne skal Tekstlæsninger GT-læsning: Es 2,2-5 Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige:»kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens

2 2 ord fra Jerusalem.«Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys. Epistel: Kol 1,25d-28 Guds ord, den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus. Prædiketekst: Joh 12,23-33 Jesus svarede disciplene:»timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!«da lød der en røst fra himlen:»jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.«folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde:»en engel talte til ham.«jesus sagde til dem:»den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.«det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. PRÆDIKEN Som nævnt i begyndelsen af gudstjenesten handler H3K-tiden om herlighed Jesu herlighed. Vi skal ganske enkelt have åbnet øjnene for, hvor stor dette lille barn i krybben er. Ikke i fysisk størrelse, men i åndelig betydning. Jesus har alt at betyde for

3 3 os. Og mennesker betyder alt for ham, hvilket vi hørte om sidste søndag i teksten om børnene, der kommer til Jesus og bliver velsignet af ham. Lad de små børn komme til mig, siger han, og lad alle mennesker blive som børn og tage imod Guds rige som børn, dvs. uden forudsætninger. Jo, mennesker betyder alt for ham. I dag taler Jesus om at blive herliggjort og ophøjet. Med det mener han at blive korsfæstet! Det lyder i første omgang helt forkert og modstridende, at der skulle være nogen som helst herlighed i at blive korsfæstet. Hvad tænker han på? Men Jesus fortsætter med at sammenligne med hvedekornet, der netop herliggøres ved at dø. Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Det er, som om Jesus vil åbne vores øjne for en helt anden herlighed, end vi normalt ser; Guds-rigets herlighed, som er fuldstændig anderledes og modsat det, vi forbinder med herlighed. Og når vi tænker over den videre historie med Jesus, så gik alt dette jo rent faktisk i opfyldelse, og Jesu blev det ene korn, som blev til mange fold og gav startskuddet til evangeliets udbredelse over hele verden, ja og så forstår vi det måske bedre. Det var sådan, det gik. Hans død og ophøjelse var herlig og viste Guds herlighed selv om det så ud som et stort nederlag. Når et menneske bliver æret her i verden, er det som regel et udtryk for, at tingene er lykkedes for det menneske. En dygtig student modtager ære ved at få fine resultater og gode karakter, og det giver respekt i hans eller hendes omgangskreds. En idrætsmand bliver æret for sine resultater på stadion, og denne ære eller herliggørelse står i et direkte forhold til hans succes. Man modtager ære ved at sætte sig igennem på et eller andet område og demonstrere sin overlegenhed over andre inden for sit område. Der er altså en sammenhæng mellem det, man har opnået, og den ære, man får. Den ære, vi hører om i kirken, er anderledes. Det er en skjult herlighed, som ikke kan registreres gennem vores naturlige erkendelse, men som åbenbares af Gud for nogle

4 4 mennesker. Vismændene er et eksempel på det. De så denne herlighed midt i de kummerlige og vanærende forhold i stalden, og det fik dem til at knæle foran det lille barn hos en fattig familie i stalden i Betlehem. Paulus er et andet eksempel, og han skriver i epistlen om Kristi herlighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret. Det er netop den herlighed, Jesus opfordrer os til at se efter: Timen er kommet, da menneskesønnen skal herliggøres, siger han. Hvordan? Jo, han fortsætter med at forudsige sin egen lidelse og død. Og ophøjelse for Jesus er ophøjelsen på korset. Er det ikke omvendt af, hvordan vi tænker om ophøjelse og ære? Ikke desto mindre bliver vi i dag af Jesus kaldet til at gå med ham ind i denne omvending af vores naturlige vurdering af os selv og vores eget liv og i stedet se og forstå os selv i lyset af Kristi liv og den sejr, han vandt. Det handler faktisk helt fundamentalt om, hvordan man forstår et menneske og forstår sig selv som menneske. Hvad er et menneske, og hvad er et menneskes ære? Det er helt naturligt at forstå resultatet af vores liv som summen af vore sejre og nederlag. Hvem tænker ikke sådan? Det ligger i den opdragelse, vi har fået i vores samfund, det er i den luft, vi indånder. Hvis vi oplever nederlag, så handler det om at komme videre til andre områder, hvor vi forhåbentligt kan opleve sejre, så regnskabet til sidst kommer til at gå nogenlunde op, og vi kommer ud uden for mange røde tal. Hvis vi ikke kunne klare matematikopgaverne i skolen, ja, så var der måske en behjertet skolelærer eller forælder, som fortalte os, at der sikkert var andre ting, vi var gode til. Eller omvendt: Hvis man følte sig lidt socialt handicappet, så kunne man måske ty til bøgerne eller til computeren og godtgøre sin værdi ved at klare sig godt på dette område. Hvor mange drenge har ikke måttet gå den proces igennem i forhold til deres drøm om at blive fodboldstjerne?! Der har i mange drenges opvækst været en periode, hvor man ikke kunne forestille sig nogen anden virkelig ære end den, som man vinder på fodboldbanen. Men efterhånden som man måtte se i øjnene, at chancerne for at stige

5 5 til tops blev mindre, ja, så begyndte man at se sig om efter andre områder, hvor man kunne vinde nogle sejre. Det er naturligt og på mange måder en sund udvikling, at man ligesom prøver at finde sin hylde, det sted, hvor man kan gøre en forskel og bevise sin betydning. Men umærkeligt kan det ske, at ens liv ender med at handle om at finde de områder, hvor man bedst kan kompensere for sine nederlag og dermed opretholde sin følelse af at have værdi og betydning. Det er én måde at vurdere et menneskeliv på og også ens egen værdi i verden. Hvilken vej viser Jesus os? Hør godt efter: Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. For Jesus handler det ikke om at flygte fra sine nederlag hen til nye kamppladser, hvor man kan vinde sejr. Nej, her handler det om at blive forsonet med sine nederlag, så man kan gå gennem nederlagene ind i sejren. At hade sit liv betyder ikke at se ned på sig selv og have dårligt selvværd, men at hade sit eget liv, det jeg selv har opnået og vinder ære ved i verden og derfor se bort fra mine egne nederlag og sejre. Nederlaget er derfor ikke sejrens modsætning, men dens forudsætning. Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold. Det er denne hvedekornets lov, Jesus indprenter sine efterfølgere. I vil gerne blomstre og lykkes, siger han. Godt, men hvad er det for en sejr, I ønsker at vinde? Er det en sejr, som består i at glimre i verden, at blive anerkendt som noget særligt eller stort? Hvorfra kommer dette behov for at sejre i verden? Kommer det ikke deraf, at I har glemt, hvor I kommer fra? Har I glemt, at der er en Gud, som har skabt jer, og som elsker jer med en ubetinget kærlighed, uanset jeres nederlag og kampe og ønsker, at I skal finde jeres hvile hos ham? Jesus kalder os på den måde ud af vores rastløse stræben efter at lykkes. Han kalder os til at forstå, at et menneske ikke er summen af sine sejre og nederlag i verden. Et

6 6 menneske er, hvad det er over for Gud: Hans elskede skabning, som er blevet borte for ham i en falden verden, men som han længes efter at blive genforenet med. Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, siger Paulus i 1 Kor, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig. Her er vejen til sund og ægte selvfølelse: Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er. Vi vil aldrig kunne gå den vej, Jesus gik. Vi kan og skal ikke bære al verdens synd og smerte, som han gjorde. Men han åbnede op for en vej, som vi kan følge. Her i verden gælder det, som én engang har sagt: alle veje fører til graven. Ingen af de sejre, vi kan vinde her på jorden, kan sikre os mod livets sidste store nederlag. Men i Kristi rige gælder en anden lov hvedekornets lov som siger, at der går en vej gennem døden til livet. Der går en vej fra nederlagene til sejren men den går alene sammen med Jesus. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Det er ikke fordi mennesker ikke må søge ære og herlighed andre steder, og verden vil uden tvivl fortsætte ad sin egen vej indtil verdens ende, men sandheden er, at virkelig ære og herlighed kun findes sammen med Jesus. Det er Jesu herlighed, at han selv blev ophøjet på korset og bar alle vores synder, og dernæst at han ophøjer os gennem smerte og nederlag til herlighed for ham. Det er da herligt! Det er den største herlighed, du vil kunne få her på jorden, og i evigheden vil vi se det fuldt udfoldet. Ikke for ingenting kalder vi af og til det evige liv den evige herlighed. Med ordene fra den første læsning: Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige:»kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier.

7 7 Ja, vi vil gå på hans stier og følge hans veje, ind til vi når frem, som vi skal synge i den sidste salme. Så er jeg frelst, så er jeg fri, så har jeg vundet frem. Så er min strid med ét forbi, så er jeg i mit hjem. Amen!