Romerrigets historie Lektion 8: Marius og Sulla Indholdsfortegnelse 1. Vejledning 2. Introduktion 3. Gaius Marius Homo novus 4. Forbundsfællekrigen 5. Magtkamp mellem Marius og Sulla 6. Sullas magtovertagelse 7. Sullas diktatur 8. Arbejdsopgaver Mithridates 6. af Pontus Historiens Verden Fjernundervisning 1
Vejledning 1. Læs først lektionsteksten, som introducerer til Marius og Sulla af Jan Brix. 2. Herefter anbefales det, at du læser følgende tekst fra Romernes Verden: a. Republikkens genoprettelse af Jan Brix og Hans Bæk Hansen 3. Herefter kan du lytte til forelæsningerne på Kursusportalen: a. Republikkens genoprettelse v/ Jan Brix 4. Til denne lektion om Marius og Sulla findes der en del engelsksproget litteratur. Med hensyn til Marius findes der en ældre, men stadig god bog af Thomas F. Carney A Biography of C. Marius (Chicago, 1970), og af nyere dato Richard J. Evans Gaius Marius: A Political Biography (Pretoria, 1994). Hvad angår Lucius Cornelius Sulla og hans diktatur vil jeg anbefale Arthur Keaveneys Sulla: The Last Republican (Routledge 2005). Historiens Verden Fjernundervisning 2
2. Introduktion I årene umiddelbart efter Gracchernes fald oplevede man en stille periode, men senatspolitikken i Rom blev mere og mere polariseret. Senatet var blevet splittet mellem optimaterne og popularerne, der favoriserede henholdsvis senatet og folkeforsamlingen. Optimaterne var blevet alvorligt svækket under krigene mod Jugurtha i Nordafrika og krigene mod kimbrerne, da det var lykkedes Gaius Marius at nedkæmpe fjenderne. Dette var et kæmpe nederlag for optimaterne, men Marius trak sig tilbage i 100 f.v.t., men blev trukket ind i kampen igen under Forbundsfællekrigen i slutningen af 90 erne f.v.t. Under denne konflikt mellem Rom og forbundsfællerne dukkede en anden magtfuld personlighed op, nemlig Lucius Cornelius Sulla, der havde spillet en hovedrolle i krigen mod Jugurtha. Det kom i forbindelse med krigen mod Mithridates 6. til en borgerkrig mellem Sulla og Marius, der fik store konsekvenser for den republikanske styreform. Marius døde, hvorefter det lykkedes Sulla at tage magten i Rom og gøre sig til enehersker. Han regerede Rom som diktator, men perioden blev af romerne ofte negativt omtalt som Sullanum Regunum ( Sullas kongelige herredømme ). Angiveligt var hensigten med de reformer, som han gennemførte, at sørge for, at senatet fik magten på bekostning af folkeforsamlingerne og tribunerne. Sulla valgte af uransagelige årsager at trække sig tilbage i 79 f.v.t. og det efterfølgende år døde han. 3. Gaius Marius homo novus Marius var en romersk ridder og var blevet enormt velhavende som publicani (skatteforpagter). Han var ambitiøs og under felttoget i Nordafrika mod Jugurtha fik han ambition om at blive konsul. Gaius Marius drog til Rom, hvor han i 107 f.v.t. blev valgt til konsul, selv om han var en ny mand (latin: homo novus). Han overtog kommandoen over de romerske tropper i Numidien og fik med tiden besejret Jugurtha, selv om det angiveligt var hans underofficer Jugurtha, der tog ham til fange. Efter sejren over Jugurtha blev han endnu engang valgt til konsul, da kimbrerne udgjorde et kæmpe problem nord for Alperne. Marius fik samlet en hær, der bestod af frie romerske borgere og ikke som påkrævet romerske borgere fra den 5. censusklasse. Han rekrutterede romere fra proletariatet (den nederste samfundsklasse) og skabte en betydeligt slagkraftigere hær, da den blev mere professionaliseret. Med denne hær besejrede han teutonerne i 102 f.v.t. og kimbrerne i 101 f.v.t. Efter krigen fik hans sin forbundsfælle Lucius Appuleius Saturninus genenmført en lov, der betød at Marius veteraner blev hjemsendt med en pension på 100 jugera jord (ca. 25 hektar). Dette skete naturligvis ikke uden modstand. Det kom til voldelige handlinger, da Saturninus forsøgte at blive genvalgt som tribun for året 99 f.v.t. Senatet erklærede undtagelsestilstand (latin: senatus consultum ultimum) og Marius rettede våbnene mod sine egne. Saturninus og flere andre døde under voldshandlingerne, hvilket efterfølgende fik Marius til at træde tilbage som konsul. 4. Forbundsfællekrigen I det efterfølgende årti herskede der umiddelbart ro i Rom og Italien, men de italiske forbundsfæller havde ikke glemt deres krav om romersk borgerret. Dette resulterede i 91 f.v.t. i den såkaldte Forbundsfællekrig, der varede indtil 88 f.v.t. Under denne borgerkrig dukkede en ny magtfuld person op i romersk politik, nemlig patricieren Sulla, der havde gjort tjeneste under Marius i Nordafrika, men absolut ikke nærede hverken kærlighed eller respekt for ham. Spørgsmålet om de italiske allieredes rettigheder og privilegier fortsatte som sagt i 90 erne f.v.t., og blussede for alvor op i 91 f.v.t. Dette år havde en tribun ved navn Marcus Livius Drusus (Drusus var interessant nok søn af en af Gaius modstandere) kommet med et forslag. Senatet skulle udvides ved optagelsen af Historiens Verden Fjernundervisning 3
300 nye medlemmer, der alle kom fra ridderstanden. Proletarerne skulle have billigt korn og jord, og da en del af denne jordtildeling ville ske på bekostning af italikerne, skulle disse til gengæld have romersk borgerret. Livius Drusus havde samarbejdet med de italiske forbundsfæller om lovforslaget, hvorfor det kom til stor opstandelse blandt forbundsfællerne, da Livius Drusus blev myrdet i 91 f.v.t. før lovforslaget blev vedtaget. Drabet på Livius Drusus blev begyndelsen på en langvarig borgerkrig, da samnitterne og andre italiske forbundsfæller indledte en revolte. Rom var for alvor truet, da de italiske forbundsfæller var godt udrustet og ligeså veltrænet som romerske borgere. En gruppe af forbundsfæller dannede endda deres egen uafhængige stat, der blev kaldt Italia. Romerne var presset, hvilket fik senatet til at gennemføre en lov fra 90 f.v.t., der gav romersk borgerret til alle italikere, som ikke havde grebet til våben imod Rom. Dette blev det efterfølgende år fulgt op af endnu en lov, der gav romersk borgerret til alle italikere, som nedlagde våbnene inden 60 dage. Forbundsfællekrigen blev først endegyldigt afsluttet efter tre års kampe i 88 f.v.t., men krigen havde fået stor betydning for republikken. For det første var Rom ikke længere en bystat, men en stat som omfattede et kæmpemæssigt territorium bestående af romerske borgere med stemmeret. Dette skabte en række demokratiske problemer, da de nye borgere havde stemmeret, men afstemningen foregik i Rom. For at kunne afgive sin stemme, skulle man møde op i folkeforsamlingen, hvilket betød, at mange naturligvis ikke dukkede op. Kulturelt betød krigen også, at det romerske Italien blev mere og mere som en kulturel enhed, da latin blev halvøens sprog. 5. Magtkamp mellem Marius og Sulla Med Forbundsfællekrigens afslutning kom det til en magtkamp mellem Marius og Sulla, hvilket betød, at voldshandlingerne nåede nye højder. Denne magtkamp blev indledt på grund af en konge ved navn Mithridates 6. af Pontus. Han herskede over kongedømmet Pontus i Anatolien, men udnyttede konflikten i Italien til at opildne til oprør imod Rom i det vestlige Anatolien. Der var bestemt grobund for et oprør, da folk var svært utilfredse med romerske skatteopkrævere og statholdere, der misbrugte deres magt til at plyndre provinsen. I 88 f.v.t. kom det til den værste blodsudgydelse, da Mithridates 6. beordrede alle romere dræbt, og angiveligt blev 80.000 myrdet. Romerne ønskede hævn, og både Sulla og Marius ønskede kommandoen imod Mithridates. Før Forbundsfællekrigen var afsluttet besluttede senatet, at konsulen Lucius Cornelius Sulla skulle drage med sin hær mod øst for at tage kampen op imod Mithridates. Plebejertribunen Publius Sulpicius Rufus fik dog indkaldt folkeforsamlingen, som vedtog, at Marius skulle have kommandoen i stedet for Sulla, hvilket var et brud med den traditionelle procedure for kommandoer. Beskeden om, at han havde fået frataget sin kommando, nåede Sulla, mens han opholdt sig i Nola i Campanien. Sulla beordrede, som den første feltherre i romersk historie, men ikke den sidste, sin hær til at marchere mod Rom. Rom faldt i hænderne på Sulla og talrige popularer blev henrettet, mens mange valgte at tage flugten sammen med Marius, der flygtede til Nordafrika. Sulla kunne herefter sætte over til Grækenland i begyndelsen af året 87 f.v.t. 6. Sullas magtovertagelse Kort efter Sulla havde forladt Italien, greb popularerne atter magten i Rom. De blev anført af en vis Lucius Cornelius Cinna, der straks kaldte Marius tilbage fra Nordafrika, hvorefter det kom til et blodigt opgør med deres modstandere, og Sulla blev erklæret som statsfjende. I 86 f.v.t. tiltrådte Marius sit 7. konsulat, men Historiens Verden Fjernundervisning 4
døde få dage efter. Marius efterfølger blev Lucius Valerius Flaccus, der fik overdraget kommandoen imod Mithridates. Sulla havde i mellemtiden formået at tilbageerobre Grækenland, hvorefter hæren satte efter Mithridates i Anatolien. Mithridates led en række nederlag og måtte indgå en fred i 85 f.v.t. Valerius Flaccus var ligeledes i Østen, men turde ikke tage kampen op imod Sulla, men formåede at tilbageerobre Makedonien. Han satte over til Anatolien, hvor han blev myrdet af sin næstkommanderende Gaius Flavius Fimbria. I 83 f.v.t. vendte Sullas hær hjemad mod Italien, og han landede med flere tusinde veltrænede soldater. Der herskede uro i Italien, hvilket førte til mordet på Cinna og en ung Gnæus Pompeius sluttede sig til Sulla med sin egen private hær. Det kom rundt omkring i Italien til voldsomme kamphandlinger og i foråret 82 f.v.t. indtog Sulla Rom. Dette betød dog ikke enden på kampene i Italien, som fortsatte helt frem til 79 f.v.t., mens de blev ført videre af en vis Quintus Sertorius i Spanien. Efter sejren kom det til et rædselsherredømme, hvilket betød, at alle, som havde beklædt et embede under popularerne eller støttet Marius og Cinna, blev proskriberet. Der blev således lavet proskriptionslister over mænd, der havde deltaget på popularernes side i kampen imod optimaterne og de blev således erklæret for fredløse og der blev sat en pris på deres hoved. Mange gjorde sig ekstremt velhavende i denne periode, da de overtog fjenders godser eller ejendomme. En af disse var Marcus Licinius Crassus, der med sin private hær, støttede Sulla. 7. Sullas diktatur I slutningen af året 82 f.v.t. (muligvis begyndelsen af 81 f.v.t.) lod Sulla sig udnævne til diktator under titlen dictator legibus scribundis et rei publicae constituendae, hvilket betyder diktator med fuldmagt til at udstede love og ændre forfatningen. Med disse omfattende beføjelser gik han nu i gang med et omfattende lovgivningsarbejde. Sulla stod først og fremmest bag en restreform og der blev ændret på reglerne for magistraternes embedsperioder, og der indførtes den praksis, at prætorerne og konsulerne skulle forblive i Rom i deres funktionstid. Senatet kunne fordele provinserne til de forhenværende prætorer og konsuler som henholdsvis proprætorer og prokonsuler. Sulla frygtede også, at en skulle tage magten på samme måde, som han selv havde gjort, hvorfor han forbød tilstedeværelsen af hærstyrker eller feltherrer i Italien. Desuden udvidede han senatet fra 300 til 600 medlemmer og for at kunne få adgang til senatet, skulle man have beklædt kvæstorembedet. I den forbindelse sikrede han, at mange af hans modstandere blev smidt ud af senatet og erstattet med personer, som han betragtede som loyale. Sulla indskrænkede tribunmagten og der måtte ikke forelægges love på folkeforsamlingen uden senatets forudgående godkendelse. Plebejertribunen skulle fokusere på at beskytte den enkelte borger mod retsovergreb og ikke på lovgivningsarbejde. Desuden fik han indført, at man som plebejertribun ikke efterfølgende kunne indtage andre embeder. Der kan således ikke herske tvivl om, at lovgivningsarbejdet havde til hensigt at styrke senatets magt (dvs. optimaterne) og svække folkeforsamlingens og tribunernes magt (dvs. popularerne) Lovgivningsarbejdet var fuldendt og han lod sig vælge til konsul for året 80 f.v.t. sammen med Metellus, men det efterfølgende år nedlagde han sine magtbeføjelser og trak sig tilbage til privatlivet. Forskere har efterfølgende diskuteret vidt og bredt om, hvorfor Sulla trak sig tilbage, men er ikke nået frem til nogen endegyldig konklusion. Nogle forskere har fremsat den teori, at det i virkeligheden var nobiliteten med Metellus i spidsen, som tvang ham fra magten en teori, som er baseret på en usikker tolkning af Ciceros Historiens Verden Fjernundervisning 5
tale for Sextus Roscius. Ifølge Theodor Mommsen var Sulla ikke i besiddelse af den egentlige magt, men et instrument i hænderne på optimaterne, mens andre har set ham som en fremsynet person, der reelt forsøgte at løse republikkens krise med en reform. Den britiske forsker Ronald Syme og tyskeren Herman Bengtson har opfattet Sulla som en person, der ikke ønskede magten, men fik den ved et tilfælde, hvorefter han arbejdede ihærdigt for at reformere forfatningen. Han ønskede at skabe en ideel forfatning og han ønskede således ikke at blive ved magten, da han i så fald ville ødelægge sit eget værk. Baseret på det kildemateriale, som vi har til rådighed, er det meget vanskeligt at give en karakteristik af denne Sulla, der er en meget kompleks sammensat person. På den ene side var han en blanding af middelmådighed og genialitet, dovenskab og handling samt fredsommelighed og brutal ondskab, og det er derfor ikke utænkeligt, at manden dybest set var sociopat. Mange har i hvert fald ikke holdt sig tilbage med hensyn til at beskrive ham som sådan. 8. Arbejdsopgaver 1. Hvad har motiverne været bag Sullas handlinger? 2. Var Sulla reaktionær eller revolutionær? Historiens Verden Fjernundervisning 6