Første Slesvigske Krig 1848-1851

Inge Adriansen og Jens Ole Christensen Første Slesvigske Krig 1848-1851

Kort over den danske helstat efter Englandskrigene bestående af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Trykt 1817 til brug i skoleundervisningen.

Inge Adriansen og Jens Ole Christensen Første Slesvigske Krig 1848-1851 Forhistorie, forløb og følger Sønderborg Slot Tøjhusmuseet

Forord Første Slesvigske Krig 1848-1851 er i den almindelige danske bevidsthed ofte trådt i baggrunden i forhold til Anden Slesvigske Krig 1864. Men de to krige hænger snævert sammen og skal forstås i sammenhæng. Første Slesvigske Krig er blevet karakteriseret som et oprør, en frihedskrig, en borgerkrig, en dansk-tysk krig og en international konflikt og der er noget rigtigt i alle beskrivelserne, for det er en kompliceret krig, der langtfra er entydig. Traditionelt er krigen fra dansk side blevet set som et oprør i hertugdømmerne mod den legitime regering i København, og fra slesvig-holstensk side som en frihedskrig båret af samme idealer som de øvrige europæiske frihedsbevægelser i den revolutionsbølge, der i foråret 1848 gik over Europa. Denne lille oversigt over krigens forhistorie, forløb og følger søger at se på krigen med nye øjne. Den er skrevet ud fra et dansk perspektiv, men med udblik til den slesvig-holstenske side. Selve krigen bestod primært af tre felttog i årene 1848, 1849 og 1850 afbrudt af to lange våbenstilstandsperioder. Den varede fra marts 1848 til februar 1851, hvor stormagterne kvalte den sidste rest af revolutionsbølgen fra 1848. Krigen blev ført mellem den danske hær på den ene side og den slesvig-holstenske hær samt styrker fra den preussiske hær og fra den tyske forbundshær på den anden side. Første Slesvigske Krig efterlod ingen sejrherrer. Ganske vist havde slesvig-holstenerne tabt, men danskerne havde intet vundet. Det danske monarki blev genetableret, men de problemer, der havde udløst krigen, forblev uløste. De slesvigske krige har været med til at præge den nationale bevidsthed og give det erfaringsgrundlag, som Danmark blev formet ud fra gennem mere end et århundrede. Krigene har også givet anledning til en erindringskultur både på dansk og tysk side i grænselandet. Den vidtgående bearbejdning af fortiden, der er foregået her siden 1980 erne, afspejler sig i de årlige mindedage og ceremonier. De er blevet til levende udtryk for nutidens konstruktive samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Ved at opridse hovedtræk af denne udvikling håber vi at vække lysten til at få mere viden om den periode, hvor det moderne Danmark var i støbeskeen, og til at besøge museer og slagmarker også syd for den nuværende grænse. Inge Adriansen Sønderborg Slot Jens Ole Christensen Tøjhusmuseet

Indhold Forord.... 2 Indhold... 3 Krigens forhistorie.... 4 Trusselsbilleder og forsvarsplaner.... 8 Revolutionsbølgen 1848... 9 Helstatens sammenbrud... 12 Bov, Slesvig og Dybbøl - 1848.... 14 De frivillige... 19 Ekernførde, Kolding og Fredericia - 1849... 20 To stater to forfatninger... 24 Den Tapre Landsoldat... 25 Isted, Mysunde og Frederiksstad - 1850.... 26 Helstatens genoprettelse... 30 Fra krig til krig... 32 Krigen i billedkunsten... 34 Krigen i digtekunsten... 36 Krigens mindesmærker... 38 Krigen som erindringssted.... 40 Tidslinje og kort... 42 Museer, slagmarker og litteratur.... 44 Bogen er udgivet på dansk, tysk og engelsk, og det har kun været muligt takket være støtte fra Alving Fonden, Helen og Ejnar Bjørnows Fond, Historisk Samfund for Als og Sundeved, Jyllands-Postens Fond, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck s Fond, Marinehistorisk Selskab / Orlogsmuseets Venner, Nikolai og Felix Fonden, Oberst H. Parkovs Mindefond, Oticon Fonden, Selskabet Tøjhusmuseets Venner og Sydbank Fonde. Vi takker varmt for disse bidrag.

Krigens forhistorie Freden i Wien i 1815 afsluttede den lange, ødelæggende, europæiske krigsperiode, der havde raset stort set siden den franske revolution i 1789. Krigsårene havde været kendetegnet af revolutionstidens ubegrænsede krig med helt uoverskuelige følger for stater og samfund. Statssystemet skulle fremover skabe sikkerhed og stabilitet gennem politisk balance og samarbejde i stedet for militær rivalisering og krig. Balancen mellem stormagterne skulle sikre systemet, men Rusland og Storbritannien fik en særlig rolle i kraft af deres militære og økonomiske ressourcer. Det nye Europa skulle være fyrsternes Europa, ikke folkenes. Nyordningen af Europakortet tog hverken hensyn til befolkningernes sprog eller nationale tilhørsforhold. De liberale og nationale ideer, som var udløst af de amerikanske og franske revolutioner, blev udpeget som årsagen til alle krigsårenes ulykker. De konservative europæiske stormagter, ikke mindst Rusland, vågede i årene efter 1815 nidkært over, at revolutionære tanker blev bekæmpet med alle midler. Grundtanken i Wienerfreden var en militær og politisk inddæmning af Frankrig og af de liberale og nationale ideer. Som et led i den militære inddæmning blev der skabt en ny stat, Nederlandene, omfattende det nuværende Holland, Belgien og Luxembourg, hvis grænser mod Frankrig blev omfattende befæstet. De tyske stater blev samlet i Det Tyske Forbund, en løs sammenslutning af selvstændige fyrstestater med forbundsdag i Frankfurt, hvis vigtigste opgave blev at opbygge en forbundshær og udbygge et antal forbundsfæstninger. Forbundshæren og -fæstningerne skulle forsvare grænserne mod Frankrig. Den danske stat eller rettere det danske monarki, også kaldet helstaten, var helt forskellig fra nutidens Danmark. Det var en enevældig, flernational stat. Den havde ved afslutningen af Englandskrigene 1801-1814 måttet afstå Norge til Sverige og bestod herefter af to hoveddele, kongeriget Danmark samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, og havde to tyngdepunkter, henholdsvis København og Kiel (se kortet på forsatsen). Det var ikke en stat eller en nation i moderne forstand, men kongens riger og lande. Det, der bandt staten sammen, var først og fremmest kongen og kongeslægtens arveret. De tre hertugdømmer havde forskellig status, idet Holsten og Lauenburg, men ikke Slesvig, indgik i Det Tyske Forbund. Holsten og Lauenburg skulle bidrage med et militært kontingent til den tyske forbundshær og økonomisk til forbundsfæstningerne. Trods alle forsøg på inddæmning vandt liberale og nationale ideer efter 1815 udbredelse i de europæiske borgerskaber. De centrale forestillinger heri var, at al magt måtte udgå fra folket og ikke fra enevældige 4

fyrster, og at man tilhørte en bestemt nation, det vil sige et folk og et fædreland, der var kendetegnet af fælles historie, sprog og kultur. I løbet af 1820 erne og 1830 erne tabte de konservative stormagter i nogen grad deres faste greb om udviklingen. I 1830 kom det til en ny revolution i Frankrig og til uroligheder i flere tyske stater og i Polen samt til Belgiens løsrivelse. Det gav rygstød for de liberale kræfter og medførte flere steder liberale reformer. Udviklingen i Tyskland førte til pres for at indføre forfatninger i forbundslandene, herunder Holsten og Lauenburg, og i 1831 måtte Frederik 6. give løfte om rådgivende stænderforsamlinger. De rådgivende stænderforsamlinger trådte i funktion i 1834. Egentligt var det kun Holsten og Lauenburg, der som medlemmer af Det Tyske Forbund havde krav på at få en forfatning, men kongen ønskede ikke at gøre forskel på helstatens forskellige dele, der alle Skamlingsbanken i det nordlige Slesvig blev i 1840 erne ramme om en række dansk-nationale møder. Ved en fest her i 1844 blev den danske bevægelse i Slesvig knyttet sammen med den nationalliberale i kongeriget. 5

fik forsamlinger. Langsomt skete der en politisering af helstaten, hvor der opstod en offentlig opinion samt en stadig mere markant presse. Den franske revolution i 1830 blev fulgte af en opblomstring af fransk nationalisme med krav om en revision af Wienerfredens grænser. Det medførte voksende spændinger mellem Frankrig og de tyske stater. Napoleonskrigenes tyske nationale vækkelse og drømmen om en tysk samling fik på ny vind i sejlene. I de skandinaviske lande blev det århundredgamle fjendskab mellem Danmark og Sverige langsomt afløst af en sameksistens. De nationale tanker blev i hele Europa en vigtig del af de liberale kræfter. Helstatens liberale opposition udviklede sig i 1840 erne til to stridende nationalliberale bevægelser, en dansk i København og en slesvig-holstensk i hertugdømmerne, med det nationalt delte Slesvig som stridspunkt. De fremsatte begge krav, der truede helstaten. Bevægelsen i København krævede et Danmark til Ejderen, efter grænsefloden mellem Slesvig og Holsten. Bevægelsen i hertugdømmerne krævede et samlet Slesvig-Holsten og Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. Imod dette krav kæmpede den danske bevægelse, der var opstået i det nordlige Slesvig fra omkring 1840. Den understregede samhørigheden mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Fra slesvig-holstensk side blev det nationale spørgsmål knyttet sammen med tronfølgen. Alt tydede på, at den oldenborgske kongeslægt ville uddø med kronprins Frederik (Frederik 7.), og fra slesvigholstensk side blev det hævdet, at der gjaldt en anden arveret til hertugdømmerne end til kongeriget. Helstaten ville hermed blive opløst, hvis kongeslægten uddøde. Christian 8. svarede i 1846 med et såkaldt åbent brev, der hævdede, at arvefølgen i kongeriget også gjaldt i hertugdømmerne. Det vakte vrede blandt slesvig-holstenerne, også fra Tyskland kom der vrede reaktioner. Spørgsmålet om et samlet Slesvig-Holsten blev nærmest prøven på tysk enhed, og regeringerne i Berlin og Wien kom under folkeligt pres. Det danske monarki begyndte for alvor at knage i fugerne, og det blev stadig mere tydeligt, at enevælden ikke havde noget svar over for de nationale, politiske og sociale modsætninger, der i stigende grad kom til overfladen. I løbet af 1847 indså Christian 8., at der måtte ske forandringer, og igangsatte et arbejde med at formulere et forfatningsudkast. Ganske uventet døde kongen imidlertid i januar 1848. Men forfatningsarbejdet fortsatte, og nogle få dage efter, at Frederik 7. havde efterfulgt sin far, blev der udstedt et kongeligt reskript, der stillede en forfatningsændring i udsigt. Umiddelbart så det ud til, at de nationalliberale bevægelser var kørt ud på et sidespor. 6

Dobbeltegen blev i 1840 erne et symbol for hertugdømmernes nære forbindelse. Det samme blev understreget i den slesvig-holstenske nationalsang Schleswig-Holstein meerumschlungen skrevet i 1844. De to studenter holder den slesvig-holstenske fane (rød-hvid-blå) og den tyske enhedsbevægelses fane (sort-rød-gylden). 7

Trusselsbilleder og forsvarsplaner Sikkerhedsmæssigt vandt den danske helstat meget ved freden i Wien, men det europæiske system var dog ikke helt uden mislyde. Der opstod hurtigt spændinger mellem de to dominerende stormagter Storbritannien og Rusland, og et af de steder, hvor interesserne kolliderede, var i Østersøen. Begge stormagter så det som afgørende, at kontrollen med adgangen hertil gennem de danske stræder ikke faldt i modpartens hænder. I Danmark med Englandskrigene og Københavns bombardement i levende erindring frygtede man en krig mellem de to stormagter, og som følge heraf et britisk eller russisk angreb mod Sjælland og København for at sikre sig kontrollen med stræderne. Samtidig frygtede man, at Sverige ville udnytte en sådan situation til et angreb mod Sjælland. Derimod så man ikke nogen trussel mod den jyske halvø, hvor Det Tyske Forbund havde overtaget forsvaret af helstatens sydgrænse. Det danske forsvars tre dele, Hæren, Flåden og fæstningsforsvaret, var opbygget med dette trusselsbillede for øje. Hæren var delt i tre dele, hvoraf hoveddelen var placeret på Sjælland og rettet mod den trussel, man så fra Storbritannien, Rusland og Sverige. En mindre del var placeret i Jylland og på Fyn og skulle i første række bruges til forstærkning af styrken på Sjælland, i anden række til forsvar ved de jysk-fynske kyster. Endelig var en mindre del placeret i hertugdømmerne, hvor den primært skulle udgøre Det Holsten-Lauenburgske Forbundskontingent. Flåden var under genopbygning efter katastrofen i 1807. Først og fremmest i form af et mindre antal større skibe, rettet mod en tilsvarende svensk flåde, men også i form af et større antal små kanonbåde til kystforsvar. Traditionelt havde Flåden udgjort forsvarets første linje, som særligt Sjælland og København havde været beskyttet bag. Men efter 1807 måtte fæstningsforsvaret overtage denne rolle, som det dog vanskeligt kunne udfylde. Befæstningssystemet gik tilbage til Svenskekrigene i 1600-tallet og var forsømt og forældet. Der fremkom i årenes løb utallige forslag til udbygning og forbedring, ikke mindst til helstatens hovedfæstning København. Men det lykkedes aldrig at finde de fornødne midler. 8

Revolutionsbølgen 1848 Stormen på Tuillerierne i Paris 23. februar 1848. Fra Paris bredte revolutionen sig som en steppebrand til det meste af Europa. Gadekampe mellem borgere og soldater i Berlin 18.-19. marts 1848. I både Berlin og Wien vaklede grunden faretruende under konge og kejser, og de konservative regeringer blev sat skakmat. 9

Folketoget til Christiansborg 21. marts 1848, der førte til dannelsen af en ny dansk regering i København 22. marts. En regering med et Danmark til Ejderen som målsætning. I februar 1848 brød en ny revolution ud i Paris. Den greb hurtigt om sig, det kom til voldsomme uroligheder, og en ny republik blev udråbt. En bølge af liberale og nationale revolutioner bredte sig hurtigt til bl.a. Tyskland, Østrig, Italien, Polen og Danmark; ikke mindst Berlin, Wien og Prag blev ramt af voldsomme uroligheder. Den tyske forbundsdag forvandlede sig fra en grå fyrsteforsamling til selve revolutionens arnested med krav om liberale og nationale reformer - og tysk enhed. Af stormagterne forblev kun Rusland og Storbritannien næsten uberørt. Revolutionsbølgen omfattede flere strømninger. Den liberale strømning krævede indskrænkning af fyrsternes magt, frie forfatninger samt borgerlige rettigheder som trykkefrihed og forsamlingsfrihed. Den sociale krævede reformer for de fattigste dele af befolkningen, og den nationale krævede nationalstater defineret ud fra indbyggernes nationalitet. Den nationale strømning virkede derfor samlende for de kræfter, der ønskede at skabe et Italien, et Tyskland og et Polen, men splittende for nationalt sammensatte monarkier som det østrigske og det danske. I marts 1848 nåede revolutionsbølgen den danske helstat, hvor den gav nyt liv til oppositionen i både kongeriget og hertugdømmerne. Det gærede af uro i Kiel, Rendsborg og København, og det kom til udtryk i en kædereaktion af møder og stadigt skarpere udtalelser. Den 11. marts blev der holdt et stort politisk møde på Casino-teatret i København. Her kom de liberale og nationale tanker til udtryk, og ejderpolitikken blev kraftigt markeret. Ved et møde i Rendsborg 18. marts blev der vedtaget krav om en slesvig-holstensk fri forfatning og Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. En deputation rejste til København for at fremføre disse krav for kongen. Men før den ankom, havde nationalliberale i København afholdt endnu et møde 10

Proklameringen af den slesvig-holstenske regering foran rådhuset i Kiel natten til 24. marts 1848. En regering med et samlet Slesvig-Holsten som målsætning. på Casino 20. marts, hvori de afviste alle krav fra Rendsborg-mødet og krævede en dansk-slesvigsk fri forfatning, og underforstået en udskillelse af Holsten og Lauenburg af helstaten. På mødet blev der vedtaget en resolution, der indeholdt en slet skjult trussel om revolution og krævede en ny regering og et Danmark til Ejderen. Herefter tog begivenhederne fart. Den 21. marts gik københavnske borgere med bystyret i spidsen til Christiansborg med resolutionen fra Casino-mødet. Situationen var yderst anspændt, men Frederik 7. valgte at give efter for kravene. Hermed brød det enevældige styre samme og med det helstaten. Den 22. marts blev der dannet en regering i København med et dansk-slesvigsk nationalt samlingsprojekt som målsætning. Natten til 24. marts blev der i Kiel dannet en provisorisk regering for hertugdømmerne med et slesvigholstensk nationalt samlingsprojekt som målsætning. Og den 24. marts om formiddagen blev Rendsborg Fæstning overrumplet af slesvig-holstenerne ved et dristigt kup. Fæstningen, der lå på grænsen mellem Slesvig og Holsten, var næst efter København helstatens vigtigste og rummede både en stor garnison, et stort tøjhus med militær udrustning og hertugdømmernes pengekasse. I rask tempo tilsluttede hærenhederne i hertugdømmerne sig den slesvig-holstenske side, undtagen en del officerer samt enkelte underofficerer og menige, der drog nordpå og tilsluttede sig den danske hær. Den slesvig-holstenske regering blev straks anerkendt i Holsten og det sydlige Slesvig, mens det i det nord - lige Slesvig især var yngre embedsmænd og borgere, der tilsluttede sig. Her var der mange kongetro slesvigere på landet, men også i flere af købstæderne. Der var hermed to regeringer og to nationale samlings - projekter i helstaten, og begge gjorde højlydt krav på Slesvig. 11

Helstatens sammenbrud Helstaten var brudt sammen, og i stedet var der dannet to regeringer; den danske i Køben havn og den slesvig-holstenske i Kiel. Hermed var der to magtcentre - og to uforenelige nationale projekter. Sammenbruddet trak nye skillelinjer imellem dansk og tysk såvel på det overordnede plan som på det helt nære. Skellet mellem dansk og tysk gik undertiden tværs gennem familier. I et brev fra april 1848 skildres det således: Her står jo mangen broder mod broder, fader mod søn. Det gjaldt i høj grad for officerer. Overrumplingen af Rendsborg Fæstning om morgenen 24. marts foregik uden et skud. Billedet viser en række af dagens begivenheder. Til venstre ankommer bevæbnede borgere fra byen, og i baggrunden til højre soldater og bevæbnede borgere fra Kiel og Neumünster. Forrest til højre forhandler den slesvig-holstenske leder med den danske kommandant, der valgte at stille sit mandskab frit, men selv at drage mod nord. Efter Rendsborgs overrumpling tilsluttede de øvrige garnisoner i hertugdømmerne sig den slesvig-holstenske side. 12

Ved 1. Dragonregiment i Slesvig by valgte regimentschefen oberstløjtnant M.C.F. von Holstein at gå mod nord til den danske hær med dele af regimentet. Samtidig valgte hans søn, premierløjtnant A.C.F.H. von Holstein, efter et højdramatisk sammenstød med sin far, at blive i regimentet, der tilsluttede sig den slesvig-holstenske hær. Premierløjtnant H.C.L. Jenssen-Tusch fra 13. Linie Infanteribataillon i Fredericia organiserede fra slutningen af marts dansksindede folkevæbninger i Nordslesvig. Men en måned senere ankom hans far, major G.F. Jenssen-Tusch, der havde valgt den slesvig-holstenske side, som stedlig kommandant. Han lod de våben, som hans søn havde udleveret, indsamle og fik opløst væbningerne. Som oftest fulgte officererne deres regimenter. Det var tilfældet for prins Christian af Glücksborg (Christian 9.). Han blev i dansk tjeneste som chef for Livgarden til Hest, mens to af hans brødre blev i deres holstenske regimenter, der tilsluttede sig den slesvig-holstenske hær. To af hans andre brødre tjente i preussiske regimenter, der deltog på slesvig-holstensk side, og en bror meldte sig som frivillig til den slesvig-holstenske hær. I den fremtrædende slesvigske adelsfamilie von Krogh var der såvel dansk- og slesvig-holstensk nationale som helstatspatriotiske sympatier. I det danske krigsministerium veg man i første omgang tilbage fra at udnævne G.C. von Krogh til hærchef, fordi to af hans brødre havde valgt den slesvig-holstenske side. Men der var også helstatsfolk, der holdt sig helt uden for de nationale bevægelser og med sorg så på det had mellem dansk og tysk, som nu var opstået i Slesvig. Blandt disse var den gamle kniplingskræmmer Jens Wulff, der i april 1848 skrev i sin dagbog: hele verden er som beruset, og den ulyksalige partiånd hersker overalt, hvor nu desværre bliver fjende, hvad før var ven. Ve dem, der har frembragt dette. Tysk og dansk levede før så fredeligt med hinanden, men nu står i samme land de forskellige nationaliteter fjendtligt mod hinanden. Holdninger som denne fandtes overalt, men især i Nordslesvig, hvor tanken om opsplitning af helstaten havde ringe tilslutning. 13

Bov, Slesvig og Dybbøl 1848 Straks ved nyheden om revolutionen i Paris tog den danske regering med erfaringerne fra Englandskrigene for øje fat på forberedelser til at sætte Københavns Fæstning og Flåden i krigsmæssig stand samt til at mobilisere Det Holsten-Lauenburgske Forbundskontingent. Men inden de militære forberedelser var gået rigtigt i gang, faldt regeringen. Som et led i den nye regerings tiltrædelse blev der 22. marts dannet et krigsministerium og et marineministerium til afløsning af enevældens kollegier. Og Det danske 5. Batteri (Batteriet Dinesen) (efter chefen kaptajn A.W. Dinesen) under kampen ved Bov 9. april 1848. Batteriet deltog fra krigens første kamp ved Bov til dens sidste ved Mysunde 31. december 1850. 14

der blev udpeget politisk ansvarlige krigs- og marineministre. Regeringen og særligt krigsministeren A.F. Tscherning lagde en kurs, der havde en militær løsning af situationen i hertugdømmerne for øje. I hertugdømmerne faldt hele forbundskontingentets udrustning i slesvig-holstenernes hænder ved overrumplingen af Rendsborg den 24. marts, og i de følgende dage oprettede den nye slesvig-holstenske regering en egen hær af tropperne i hertugdømmerne, suppleret med frivillige. Den 25. marts blev der givet ordre til at samle et dansk korps ved Kolding, og et par dage senere ordre om at samle et mindre korps på Als. Fra dansk side valgte man, i takt med at nyhederne fra hertugdømmerne nåede København, at satse på dels at nedkæmpe slesvig-holstenerne, inden de kunne konsolidere sig og få undsætning fra Tyskland, dels at besætte Slesvig, før slesvig-holstenerne fik fodfæste her. Fra slesvig-holstensk side søgte man omvendt at vinde tid, men også at vinde fodfæste i Slesvig. Den 28. marts anmodede den slesvig-holstenske regering Forbundsdagen i Frankfurt om Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund, og der blev rettet henvendelse til en række tyske stater om militær hjælp, særligt Preussen. Også Danmark henvendte sig til Preussen for at søge opbakning, men blev mødt af en skarp advarsel mod at lade danske tropper rykke ind i Slesvig. Preussen kunne ikke sidde den tyske folkestemning overhørig, og en dansk indrykning ville medføre en preussisk intervention. I de sidste dage af marts indledte begge regeringer og hære et kapløb om Slesvig. Den slesvig-holstenske hær rykkede nordpå, hvor den gik i stilling ved landsbyen Bov ved bunden af Flensborg Fjord, og den danske rykkede sydpå; hovedstyrken fra Kolding og den mindre styrke fra Als gennem Sundeved. Den danske hær skulle med støtte fra danske flådestyrker omringe og nedkæmpe den slesvig-holstenske hær, inden den var konsolideret, og inden den tyske hjælp kunne nå frem. Hermed sad man bevidst den preussiske advarsel overhørig. Den 2. april meddelte Preussen i Forbundsdagen, at man sammen med andre tyske stater havde påtaget sig at hjælpe slesvig-holstenerne, og to dage senere tilsluttede Det Tyske Forbund sig dette. Forbundet lagde den militære og politiske udførelse i Preussens hænder, og i dagene omkring 4. april rykkede preussiske styrker ind i Holsten. Den 9. april angreb den danske hær den slesvig-holstenske i stillingen ved Bov. Den danske var talmæssigt overlegen, og den slesvig-holstenske hær måtte hastigt trække sig tilbage til Rendsborg, men det lykkedes ikke at omringe og nedkæmpe den. Hermed var situationen radikalt ændret. Borgerkrigen var en realitet, den slesvig-holstenske hær var under konsolidering, og fra syd var overvældende forstærkninger på vej fra både den preussiske hær og forbundshæren. En international konflikt var på trapperne. Den danske side var tvunget i defensiven og måtte søge at vinde tid til at organisere og udruste en større 15

Danske soldater fra 2. Lette Infanteribataillon holder hvil, en underofficer og menige spiser af fælles fad. På begge sider meldte flere yngre kunstnere sig som frivillige. Gennem deres gengivelser af oplevelser fra krigsårene kommer vi tæt på den menige soldat og krigens hverdag. hærstyrke og samtidig søge at fastholde mest muligt af Slesvig og om muligt søge hjælp udefra. Et sidste forsøg på at nå en dansk-preussisk aftale glippede, og fra 18. april var der krig mellem Danmark og Preussen og dermed Det Tyske Forbund. Efter kampen ved Bov rykkede den danske hær frem til en stilling vest for Slesvig by, lidt nord for det gamle Danevirke. Her fik den til opgave så vidt muligt at standse en tysk fremrykning uden at risikere at blive fastholdt og nedkæmpet. Kunne den 16

danske hær ikke standse tyskerne her, skulle den føre henholdende kamp fra stilling til stilling fra Slesvig over Bov til Als og i disse stillinger yde kraftig modstand uden at sætte sin eksistens på spil. Fra Als kunne den, med Fyn bagved, true en fremtrængende hær i flanken. Den 23. april angreb en preussisk hærstyrke den danske hær i stillingen ved Slesvig by. Det udviklede sig til hårde kampe, som endte med, at den danske hær trak sig nordpå. Under vejs nordpå gik den danske hær i kvarter i Flensborg. En større tysk styrke, der var på vej sydfra, overfaldt imidlertid en dansk forpost. Rygter herom førte til panik, og den danske hær forlod i al hast Flensborg. Overkommandoen opgav Bov-stillingen, og førte hovedparten af styrkerne til Als. Kun kavaleriet forstærket med en mindre infanteri- og artilleristyrke rykkede nordpå mod Nørrejylland. Forbundsstyrken fulgte efter til Sundeved, mens de preussiske og slesvig-holstenske styrker rykkede nordpå. Forsvaret af den jyske halvø kom nu til at omfatte to dele, et flankeforsvar fra Als og et frontalforsvar ved grænsen til kongeriget, dog primært omkring Kolding. Hermed skulle der vindes tid til at organisere en større styrke og færdigorganisere den danske hær. Flåden fik fornyet betydning i forsvaret under de to slesvigske krige 1848-1851 og 1864 og opretholdt søherredømmet i de danske farvande under begge krige. Herved kunne den sikre øerne og særligt København mod angreb og på den måde frigøre hærstyrker til forsvaret af den jyske halvø samt flytte hærstyrkerne og støtte deres operationer. I foråret 1848 indledtes desuden en dansk flådeblokade af enkelte nordtyske havne, der skulle stoppe søhandelen herfra. I begyndelsen af maj rykkede preusserne over grænsen til kongeriget, og det kom til mindre kampe her, der dog ikke kunne hindre preussernes fremtrængen nordpå. Her begyndte de en udskrivning af en krigsskat som gengæld for den skade, som den danske flådeblokade påførte den tyske side. Udskrivninger og beslaglæggelser var en byrde for dem, der blev berørt, men generelt ramte krigshandlingerne i begge slesvigske krige kun i meget begrænset omfang civilbefolkningen i modsætning til senere tiders krige. For at overskære de tyske styrkers forbindelseslinjer og true dem i flanken planlagde den danske overkommando et større, overraskende frembrud fra Als, som man håbede ville føre til en tysk rømning af Jylland. Samtidigt fik den preussiske overskridelse af grænsen til kongeriget for alvor stormagterne på banen, ikke mindst Rusland. Rusland ønskede ikke en forskydning i preussisk favør i den vestlige Østersø og truede direkte Preussen. Det lagde en tydelig dæmper på den preussiske krigsførelse, og den tyske øverstkommanderende fik ordre til at rømme kongeriget. Der blev nu tale om et mindre dansk fremstød for at erobre højderne ved Dybbøl - Dybbøl Banke - og derved styrke forsvaret af Als. Den 28. maj angreb den danske hær og overrumplede den tyske forbundsstyrke, der blev trængt tilbage. Herefter tog den danske hær stilling foran Dybbøl Banke, 17

Preussiske gardere marcherer ind i Slesvig by den 23. april 1848, efter at den danske hær har trukket sig nordpå. Tropperne blev modtaget med jubel af hovedparten af befolkningen. der blev et brohoved og flankestilling på det slesvigske fastland. Den preussiske overskridelse af kongerigets grænse førte også til, at Sverige-Norge sendte et mindre korps til Fyn, mens et større korps blev holdt i beredskab i Skåne. Fra tysk side søgte man ved et angreb 5. juni at erobre flankestillingen ved Dybbøl, men efter et dansk modangreb måtte de tyske styrker trække sig tilbage. Herefter gik krigen i stå, og i august blev der efter pres fra stormagterne indgået en våbenstilstand. Den skulle vare frem til foråret 1849, samtidig med, at der blev ført internationale forhandlinger om en fred. Både den danske og den slesvig-holstenske hær skulle rømme Slesvig, dog var der fortsat danske styrker på øen Als. På begge sider blev de fleste af soldaterne hjemsendt. Hertugdømmerne skulle styres af en fællesregering, udpeget af Danmark og Preussen, men den fik dog hurtigt slesvig-holstensk slagside. Allerede i 1848 tegnede konturerne sig af en delingslinje mellem danske og tyske sympatier i Slesvig nord om Tønder og syd om Flensborg. Tanken om en deling af Slesvig blev overvejet af begge krigens parter og forkastet. På slesvig-holstensk side efter at Preussen og Det Tyske Forbund var gået ind krigen. På dansk side efter at kampene i 1848 havde gjort tanken umulig både i befolkningen og blandt politikere. Det kom til udtryk i en sang til Frederik 7., fremført ved en tropperevy ved Vejle i september 1848. Heri blev en deling afvist med ordene: Det skal ej ske! Vi sværger her som mænd! ; ord som kongen gjorde til sin politik. Delingstanken var tillige umulig for hovedparten af de danske politikere og de nationale kredse i befolkningen. De anså Slesvig som en del af den danske stat, der ikke kunne opgives med den nationale ære i behold. De fleste slesvigere, også de dansksindede, ønskede heller ikke Slesvig delt. 18

De frivillige Almindelig værnepligt blev først indført under Første Slesvigske Krig. Indtil da hvilede soldatertjenesten alene på bondestanden. Men hurtigt efter krigsudbruddet meldte der sig frivillige fra andre samfundsgrupper både på dansk og slesvig-holstensk side. I løbet af krigsårene meldte der sig ca. 1.200 frivillige til den danske hær. Deres motiver var forskellige. Nogle var især drevet af eventyrlyst, mens andre var akademikere eller kunstnere fra det københavnske borgerskab, der var opflammet af den nationale vækkelse. Blandt de frivillige på dansk side var der ca. 350 fra Island, Sverige-Norge og Finland, hovedpar- Billede på skandinavisk samhørighed 1848. De skandinaviske soldater var ledsaget af teksten Enighed gør stærk. Billede på slesvig-holstensk og tysk samhørighed 1848. Det slesvig-holstenske frikorps fører den tyske fane. ten dog svenskere og nordmænd. Også deres motiver for krigsdeltagelsen var forskellige. Mange var skandinavister og havde deltaget i det store studentermøde i København i 1845. Og nogle af dem fulgte nu op på mødets vision om et samlet Norden ved at drage i krig for Danmark. Visionen levede videre i tiden mellem de to slesvigske krige, og i 1864 meldte en del af de nordiske frivillige fra 1848 sig på ny til den danske hær. Der meldte sig også mange frivillige til den slesvigholstenske hær, i alt ca. 1.000 fra hertugdømmerne og 1.200 fra de tyske stater. Oprettelsen af den slesvigholstenske stat havde vakt begejstring hos mange tilhængere af et frit og demokratisk Tyskland, og de anså kampen for Slesvig-Holsten som en vigtig del heraf. Ligesom i den danske hær var der mange unge akademikere blandt de frivillige. De blev indrulleret i særlige frikorps, hvoraf det mest berømte var ledet af major L. von der Tann. 19