Notat om Kulturmiljøet Tange Sø

Notat om Kulturmiljøet Tange Sø Udarbejdet af Kulturmiljørådet i Viborg Amt Viborg maj 2001 Gudenåcentralens fremtid har været til debat gennem flere år. En lang række organisationer og privatpersoner har bidraget; ikke mindst har diskussionen om Gudenålaksen været livlig, hvorimod kulturmiljøet, altså de mange kulturhistoriske interesser omkring Tangeværket, i mindre omfang har været inddraget i en helhedsbetragtning. Kulturmiljørådet i Viborg Amt ser det som sin opgave at foretage faglige vurderinger af de kulturhistoriske interesser i amtet. Vi finder det da også velbegrundet, at Viborg amt har medtaget Tange sø og elektricitetsværket i amtets reviderede regionplan under særligt beskyttelsesværdige kulturmiljøer. Rådet har også på eget initiativ besigtiget kulturlandskabet ved Tange samt efterfølgende udarbejdet nærværende notat, hvor vi forsøger at opregne de vigtigste kvaliteter i det eksisterende kulturmiljø. Herved håber vi at kunne bidrage til, at kulturmiljø-dimensionen inddrages i den samlede planlægning på en nuanceret og ligeværdig måde. Kulturlandskabet Det midtjyske landskab er præget af brede ådale, som alle dage har tiltrukket mennesker. Landskabet fortæller derfor historie om vore forfædres udnyttelse af naturens ressourcer gennem flere tusind år. De store vandløb har tjent som transportveje ind i landet, veje og jernbaner er anlagt på randen af dalene, og gennem århundreder var vandkraften menneskets mest konstante energikilde. Gudenåcentralen ved Tange er et markant industrihistorisk kulturmiljø. Centralen blev opført som Danmarks største vandkraftværk i årene 1918-1920. Byggeriet betød en radikal ændring af det eksisterende kulturlandskab, idet Gudenåen blev stemmet op og Tange Sø dannet som vandressource for de store vandturbiner, som producerer elektricitet. Ålandskabet ved Tange ændrede derved udseende fra at være landbrugsområde og transportvej med pramfart og ladepladser til et landskab med en langstrakt sø, varieret skovbevoksning og et karakterfuldt dansk industrianlæg. Opførelsen af elektricitetsværket betød ændringer i naturens kredsløb og det betød ændringer i befolkningens udfoldelsesmuligheder i området. Elektricitetsværket et kulturspor af national betydning Gudenåcentralen må i dag anses som et af Danmarks væsentligste tekniske vandbygningsværker, idet det stadig fremstår særdeles uspoleret og intakt. Således er der fortsat tale om en organisk hel- 1

hedsforbindelse mellem de dele, der er forudsætningen for det: Gudenåen, søen, dæmningen, indløbskanalen og elektricitetsværket. Dette gør, at kulturmiljøet er af national kulturhistorisk interesse. Tilmed betyder tilstedeværelsen af Elmuseet i tilknytning til Gudenåcentralen at de mange aspekter i værkets og elektricitetens historie formidles på et kvalitativt højt niveau. Industriarkitektur, elektricitetshistorie, vandbygningsteknologi, landskab og museumsvirksomhed er hovedelementerne i kulturmiljøet. Industriarkitektur Elektricitetsværkets bygningsmasse udtrykker velproportioneret og gedigent dansk industriarkitektur fra begyndelsen af 1900-årene, som tilmed er bevaret intakt. Kraftværket og de omliggende 5 funktionærboliger blev tegnet af arkitekten Søren Vig-Nielsen (1876-1964). Vig-Nielsen var elev af og i en årrække også medarbejder hos kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann. Hans kendteste bygninger på egnen er Generalkommandoen i Viborg, Viborg Elværk, Viborg Teater, Hans Tausens Hus samt en række institutioner og præstegårde i Midtjylland. I 1930 erne blev der ved selve kraftværksbygningen bygget en lejlighed til Gudeåcentralens direktør, som til daglig havde kontor i Århus, men som tilbragte ferierne på værket. Samtidig blev der opført et husmandssted til forvalteren af landbrugsjorden. Gården blev i 1982 overtaget af Elmuseet, som i dag har indrettet stueetagen i stuehuset til udstilling af et dansk hjem fra 1930 erne, mens udbygningerne rummer udstillinger, værksted og magasin. I 1950 blev funktionærboligerne udvidet med en ny maskinmesterbolig, hvor værkets bestyrere fra 1961 til1986 boede. I 1986 blev der bygget ny driftsbestyrerbolig, hvor værkets nuværende direktør bor, og Elmuseet overtog funktionærboligen fra 1950, som i dag ligeledes rummer en udstilling af et dansk hjem fra 1960 erne. Den oprindelig funktionærbolig for kraftværkets bestyrer er også overtaget af Elmuseet, og her udstilles borgerskabets boligkultur i 1920 erne. (Oplysninger fra Elmuseet) Elektricitetshistorie Gudenåcentralen er i dag Danmarks største vandkraftværk, og det fungerer fortsat ved hjælp af sin oprindelige teknologi. Det er moderniseret til fremtidig drift og er fuldt på højde med nyere anlæg til alternativ energiproduktion. Da værket i 1921 blev bygget var det også Jyllands største elværk, der kunne producere 22,5% af hele Jyllands elforbrug. Gudenåcentralen blev opbygget som et helt nyt elektricitetsværk i modsætning til flere tidligere små lokale vanddrevne elværker, der var indrettet i ældre møller. I samme periode blev etableret flere nye men mindre vandkraftværker som for eksempel Allinggård og Karup samt nogle lidt større ved Harte, Karlsgårde og Vestbirk. (Skov- og Naturstyrelsen 2000 s. 11). Af kraftværkets maskiner er generatorerne og hjælpegeneratorerne (tre dynamoer) intakte, de første er dog omviklet som følge af de mange års slid. Der er tale om tre generatorer af dansk fabrikat, fra aktieselskabet Titan i København. Generatorerne er koblet direkte til hver sin dobbelte francisturbine, fabrikeret i Sverige på Verkstaden Kristinehamn. Tre af de i alt seks løbehjul er originale, mens 3 andre er udskiftet i 1987, støbt efter de oprindelige tegninger i Sverige. Et nyt hydraulisk reguleringssystem sørger for at hvert af løbehjulenes 24 skovlhjul drejes for derved at regulere, hvor meget vand, der skal løbe gennem hjulene for at holde omdrejningstallet på de krævede 214 omdrejninger i minuttet. Virkningsgraden er på over 80%, hvilket vil sige, at over 80% af den energi det 2

gennemstrømmende vand tilfører kan omsættes til elektrisk energi i generatorerne. (Wistoft 1996, s. 39) Gudenåcentralen er historien om elektrificeringen af de danske landområder. Værket blev opført som det første store højspændingsværk/vekselstrømsværk i Jylland med en linieføring og samleskinne mellem Århus, Gudenåcentralen, Viborg og Skive. For første gang blev landsdele i Jylland knyttet sammen rent elektrisk, så der var mulighed for at udveksle og overføre elektricitet fra det ene område til det andet. På det tidspunkt stammede størsteparten af Jyllands elproduktion fra små lokale land- eller byelværker og nogle enkelte oplandsforsyninger. Det hang sammen med, at man ved elforsyningens start i 1891 havde lagt sig fast på et opbygge de danske elværker med en produktion af jævnstrøm, som kun udnyttes lokalt, da jævnstrøm ikke kan sendes ud i ledningsnettet i en afstand af mere end 3-4 km, ellers forsvinder spændingen. Først i 1907 blev Danmarks første elværk til vekselstrøm anlagt ved en ombygning af Skovshovedværket i Nordsjælland (Se generelt: Wistoft mfl, 1991). Den elektrotekniske projektering af Gudenåcentralen blev foretaget af elektroingeniør Svend Aage Faber (1867-1937), som var en af Danmarks første elektroingeniører, uddannet i England (1893) og i Tyskland, da man endnu ikke havde fået opbygget en egentlig dansk uddannelse som elektroteknisk ingeniør. Som den første i Danmark valgte Faber den spænding, der fremover kom til at gælde for de danske højspændings- og lavspændingsledninger, nemlig 10.000 volt for højspændingen og 380/220 volt til forbrugerspænding. (Andersen, 1937 s. 279). I 1909 blev S.A. Faber knyttet til den Gudenåkommission, som skulle afdække mulighederne for en mere frugtbringende Udnyttelse af Gudenåen og dens Vandmasser. Fra 1917 arbejdede Faber som selvstændig konsulent for flere danske højspændingsanlæg bl.a. Københavns S-tog. Fabers afløser, direktøren for NE- SA fra 1910-51, ingeniør Aage Rørbye Angelo (1875-1966), der i 1915 sikrede Danmark den første højspændingsforbindelse til Sverige, deltog ligeledes i projekteringen af Gudenåcentralen. (Wistoft mfl. 1991 s, 181 ff.). Desuden deltog professor og ingeniør William Rung (1875-1939) som rådgiver for Ministeriet for Offentlige Arbejder omkring Gudenåcentralen. Han blev ansat ved Den polytekniske Læreanstalt, da den i 1903 oprettede en egentlig elektroingeniøruddannelse. (Skov- & Naturstyrelsen, 2000 s. 13) Vandbygningsteknologi og landskab Landskabet ved Tange er resultatet af et gigantisk anlægsarbejde. Det blev projekteret af ingeniør, cand. polyt. Kristian Thomsen ( 1874-1918) fra Det danske Hedeselskabs afdeling for kulturtekniske anlæg. Godt 20 millioner kubikmeter vand blev opdæmmet bag en 800 meter lang dæmning, der var 50 meter bred i bunden og 10 meter bred i toppen. Forud var et større jordareal opkøbt, mange steder efter en egentlig ekspropriation. Fem huse og 22 mindre gårde blev revet ned, og i alt 192 lodsejere blev berørt af projektet. En 6 meter dyb kanal blev gravet de 500 meter fra søen frem til selve kraftværket. Med vandets opstemning i den 13,5 km lange sø opnåede man en faldhøjde på 10,5 meter ved selve kraftværket. Dette indebar også, at man måtte uddybe åen fra Tange og frem til Bjerringbro. En frisluse i dæmningen sikrer, at man ved meget høj vandstand i søen eller maskinuheld kan lede vandet udenom værket og ind i Gudenåens gamle løb. En række mindre støttedæmninger blev etableret parallelt med den egentlige dæmning. Øst for den nye sø anlagde Det Danske Hedeselskab i årene 1926-1950 en plantage på 248 ha. 3

I dag er Tange sø og plantagen langs søens østbred er en vigtig del af kulturlandskabet omkring Bjerringbro, Tange og Ans. Sø og skov i samspil har en høj oplevelsesværdi. Ud for Ans på vejen mellem Viborg og Århus dukker søen op som en stor blank ubrudt flade, og drejer man ind ad margueritruten på vejen til Tange, kan man køre langs med en næsten ubrudt søflade på en flere kilometer lang strækning og følge årstidernes og døgnets skiftende lysforhold. Fra Tange Golfklubs græsarealer kan man kigge ned over en hel ubrudt søflade. Enkelte gårde og huse ligger ned til søen og sammen med plantede hegn og krat bryder de kigget ud over søen. Også det lokale trafiknet er gennem de sidste 80 år tilpasset kulturlandskabet. Lige før Tange kører man over dæmningen og broen ved Tange, som også blev anlagt i forbindelse med Gudenaacentralens etablering. Flere huse i Tange ligger på den stejle skråning ned mod Tangeåens udløb i søen og giver mange familier en flot søudsigt. Vejen snor sig igennem Tange og udenfor landsbyen drejer vejen til højre ind til selve vandkraftværket under jernbanen. Jernbanebroen i grå beton blev opført af DSB i forbindelse med vandkraftværket med plads til at både biler og køer kan passere. Kvæget har deres egen lille tunnel under jernbanen, ved siden af menneskenes. Viborg-Langå banen følger Tangeådalen et stykke vej, og også her blev der anlagt et særligt sikringsanlæg. Kører man fra Ans til Bjerringbro passerer man over den specielle dæmning og bro (Ansbroen), som Gudenåcentralen lod bygge i forbindelse med sødannelsen. Broen ved Ans blev renoveret i begyndelsen af 1970 erne og samtidig blev Århus-Viborg landevejen ført langs med Tange sø, og der blev anlagt rasteplads for bilister og andre, der ønsker en pause med et kig ud over Tange sø. (Nielsen 1993 s. 62) Rastepladsen virker som et åndehul i den ellers monotone landevejskørsel, på næsten alle tider af året kan man se folk, der har standset bilen for at få et kig på søen og dens rige fugleliv. Kulturmiljøets rekreative værdier Fugle- og dyrelivet har også rig basis i blandingsskoven på østsiden af søen; også fordi det store område her henligger relativt uforstyrret. Den store plantage på 248 ha blev i 1975 hærget af brand. Ca. 70 ha gik op i flammer og en efterfølgende storm tog også en del træer, men der er plantet nye træer. En grusvej fører gennem plantagen ad Frisholtvej fra Ansbroen frem til dæmningen ved Gudenåcentralen. Man kan passere til fods eller på cykel og kun med særlig tilladelse køre igennem. Rådyr ses ofte søge helt ned til søen, og skovens dyrebestand tæller også kronvildt og småvildt som agerhøns, harer og ræv. Skoven, søen og ådalen har betydelig rekreativ værdi for egnens befolkning. I plantagen afholdes flere jagter hvert år. Jagtselskabet Tange sø råder over en jagthytte i plantagen til det sociale samvær omkring jagten. (Nielsen 1993 s. 86) Tange sø er godt fiskevand for fangst af ål, helt, ørreder, gedder, brasen og sandart. Den lokale sportsfiskerforening med 450 medlemmer har lejet fiskeretten af Gudenåcentralen, dog har centralen selv en fisker ansat til ålefiskeriet. Hvert år udsættes ørredyngel i forskellige tilløb til Gudenåen. I den lille bådehavn ved Gudenåcentralens fiskerhus har private også mulighed for leje bådeplads til en mindre båd. I 1991 fangede centralen i alt 12 tons ferskvandsfisk i søen, heraf 5,1 tons ål. Søen giver også gode mulighed for sejlsportsfolket. Et begrænset antal motorbådejere ( 37 i 1993) og ejere af sejlbåde er tilknyttet Ans Sejlklub, som har marina og klubhus ned til søen. Der 4

er fartbegrænsning, idet der højst må sejles med 5 knob. Jolleklubben Tange Sø hører også til i samme område, og giver børn og unge den første erfaring i optimistjoller, som klubben ejer og mulighed for opbevaring af private optimistjoller. Hvert år afholdes Danmarksmesterskaber for de unge i jollesejlads på Tange sø. Jolleklubben giver også mulighed for windsurfing på Tange sø. Ved Tange ligger Tange Roklub med ca. 100 medlemmer med bådehus og klubhus lige ned til søen. (Nielsen 1993 s. 83 ff.) Men mange andre end de lokale folk passerer over Tange sø i båd. Utallige skoleklasser, familier og unge på ferie vælger kanosejladsen som en mulighed for en ferie eller udflugt. Og hvert år afholder kano- og kajakroere fra hele Europa stævne på Gudenåen, det kendte Tour de Gudenåen. Under vintre med stærk frost over en længere periode benyttes Tange sø også til issejlads. Ved Tange søs vestbred ligger Tangs Sø Golfklubs 18 hullers anlæg. Medlemstallet i klubben er på 700 personer. Elmuseet Områdets største publikumsattraktion i dag er Elmuseet. Museet og Gudenåcentralen besøges årligt tilsammen af mellem 55. 60.000 gæster fra hele landet. Elmuseet, Danmarks Museum for elektricitetens fysik, teknologi og kulturhistorie, blev stiftet som en selvejende institution af repræsentanter for elforsyningen og faglige sammenslutninger i elsektoren. Forfatteren og museumsinspektøren, Peter Seeberg fra Stiftsmuseet i Viborg, var primus motor som inspirator, og helt fra begyndelsen havde man blik for de enestående muligheder en placering ved et fungerende vandkraftværk ville give det kommende museum. Elmuseet lejer sig ind i flere af Gudenaacentralens bygninger: den fløj af kraftværket som tidligere rummede en indendørs transformerstation, 2 funktionærboliger, forpagtergården med stuehus og udbygninger samt et reparationstårn til den udendørs transformerbygning. Dertil kommer, at museet i 1989 har opført en stålhal med tre etagers udstillingsareal på i alt 1000 m2, samt i 1994 en ny hovedbygning, tegnet af arkitekt Claus Bonderup. Hovedbygningen er i røde mursten med rødt tegltag og passer fint blandt de ældre bygninger ved Gudenåcentralen. Udendørs har museet rejst en række transformertårne, vindmøller og en solenergihytte. Museet har ca. 3000 m2 indendørs udstillingsareal og her vises dels permanente udstillinger om elproduktion i Danmark, elforbrugets udvikling i hjem og industri samt brugen af elektricitetens i kommunikationssamfundet dels skiftende udstillinger med forskellige elektriske emner. Desuden har museet en særlig afdeling, kaldet Thrige Laboratoriet, hvor man selv kan eksperimentere med elektricitet. (Oplysninger fra Elmuseet) Museet har en stor del af året besøg af især børn og unge, der som et led i undervisningen afprøver museets mange eksperimenter og opstillinger med el samt orienterer sig om hvordan danskernes liv med elektricitetens indførelse har formet sig og ændret hverdagen. Formidlingsmæssigt benytter museet en kombination af de traditionelle museers udstilling og de eksperimentelle udstillinger som kan ses i forskellige science centre rundt om i verden. Museet arrangerer direkte undervisningsforløb og tilbud om energilejrskoler til elever på forskellige klassetrin. I 2000 og 2001 har museet fået tilskud fra Undervisningsministeriet som Videnspædagogisk Center, men regner med at opnå en egentlig statsanerkendelse som kulturhistorisk museum, hvilket vil betyde at alle skoleelever vil få gratis adgang til museet. 5

I sommermånederne besøges museet bredt af danske familier, deriblandt mange børnefamilier, som gerne tilbringer en halv til en del dag med at udforske museets udstillinger og de flotte naturomgivelser ved Tange sø. Museet åbnede i august 1984, indtil januar 2001 har mere end 860.000 gæster besøgt stedet (Oplysninger fra Elmuseet) Tangeværket er, som et fuldt fungerende kraftværk Elmuseets største attraktion og det er et vigtigt pædagogisk element i Elmuseets formidling af elektricitetens historie og fysik. Som et fuldt fungerende vandkraftværk i hele sin udstrækning med sø, dæmning, kanal, kraftværksbygninger, funktionærboliger, fiskerhytte, transformerstation og værksted er Gudenåcentralen en pædagogisk perle for alle, der gerne vil forstå, hvordan et elværk er opbygget og fungerer, og hvordan elektriciteten produceres. Man kan både høre, lugte og se kraftværket på nært hold, og man kan følge med på rundvisninger, hvor der fortælles om kraftværket og søen. Unge under uddannelse kan måle vandets gennemstrømning, beregne elproduktion, aflæse instrumenter i værkets tavlesal og dermed få et svært emne i fysikken, produktion af vekselstrøm, belyst ved et eksempel fra virkeligheden. Et eksempel som oven i købet kan overskues i modsætning til et moderne kraftværk, og samtidig bibringe forståelse for en del af industrihistoriens udvikling. Lokal selvforståelse og identitet Tange sø, Gudenåcentralen og Elmuseet er ikke alene attraktive besøgsmål for mange mennesker. Kulturmiljøet er også en vigtig faktor i den lokale selvforståelse og identitet. I året efter værkets start kom folk valfartende langvejsfra for at kigge på søen og værket. Det var jo Danmarks største kunstige sø, Danmarks største vandkraftværk og Jyllands største elværk. Spørger man i dag folk udenfor området, hvad der er særligt ved Bjerringbro-området, vil Tange sø dukke op som et af de første bud. Måske med nogen konkurrence fra den store Grundfos-fabrik og det lokale håndboldhold. Mange vil også nævne Gudenåcentralen og Elmuseet, som jo hører sammen med søen. Men hvis man som fremmed besøger egnen, hvad er det så man skal se? Snarere søen, værket og museet end fabrikken og bylivet i Bjerringbro. Får man besøg og skal vises rundt i lokalområdet, vil Tange sø ofte stå på programmet. Her kan man spadsere, nyde naturen, lufte hunden, drikke kaffe, købe en is og er der børn med, kan de eksperimentere og gå på opdagelse på museet. Turistmæsigt er det ligeledes med udgangspunkt i Tange sø, elektricitetsværket og Elmuseet, at området markedsføres. De senere års diskussioner om Tangeværkets fremtid har skærpet lokalbefolkningens opmærksomhed omkring kulturmiljøet. Blandt andet har det ført til dannelsen af Foreningen til bevarelse af Tange Sø, der har godt 3.000 personlige medlemmer og 50 foreningsmedlemsskaber. (Viborg Amt, 1998). Foreningens opståen hænger sammen med usikkerheden om kulturmiljøets fremtid: At fratage søen en stor del af sit vand vil betyde at man mister en lang række naturmæssige og rekreative værdier. Sætning af veje og bygninger kan være en følge. En række fugle vil miste ynglepladser og opholdsteder. Sejladsmulighederne vil være indskrænket. Naturelskere og andre forbipasserende vil miste udsynet over den store ubrudte vandoverflade. Gudenåcentralen vil ikke længere kunne opretholde sin produktion af el og dermed miste sit økonomiske grundlag for at vedligeholde det enestående og omfattende anlæg med å, sø, dæmning, frisluse, kanal og kraftværk med maskiner, turbiner og bygninger. Elmuseet vil miste sin hovedattraktion, og en eventuel fortsættelse 6

af værket som arbejdede museum vil betyde behov for tilførsel af store pengemidler hvert år til vedligeholdelse af det store anlæg. En afhændelse af værket og dens maskiner og bygninger til anden hånd vil i værste fald betyde uoverskuelige konsekvenser for den almindelige borgers og forskellige foreningers brug af området og for Elmuseets fremtidsmuligheder. Kulturmiljøet må således indgå på lige fod med andre interesser, så man sikrer en god faunapassage uden at ødelægge Gudenåcentralens fortsatte produktion. Litteratur: Andersen, J.J. Ingeniør S. A. Faber 70 år. Elektroteknikeren nr. 13, 1937 1937 Böcher, Steen Danmarks Elektrificering. Geografisk Tidsskrift 47 bind, 1944-45. 1944-45 Danmarks Statistik Elektricitetsværker i Danmark 1921-22. København. 1923 Feilberg, Aa og Kulturteknisk Vandbygning, København Feilberg, C.L 1921 Gudenaacentralen Årsberetning og regnskab. 1991 og 1999 Jacobsen, Christian Gudenå, pramfart, kraftværk. Historisk Samfund for Viborg Amt. 1983 Nielsen, Kristian B. Lyset kom men land forgik Gudenaacentralen 1918-1993. 1993 Skov-& Naturstyrelsen Vanddrevne elværker. Danmark 1890 1940.Temagennemgang. 2000 København. Fotokopieret rapport. Viborg Amt Høring om Tangeværket d. 17. september 1998. (Høringssvar). 1998 Wistoft, B. mfl Elektricitetens Aarhundrede. Dansk Elforsynings Historie. 1991 Bind 1. 1891-1940. Danske Elværkers Forening. Wistoft, Birgitte Tange Sø og Kulturmiljøet. Elmuseets Årsskrift 1995. Elmuseet. 1996 Viborg, den 1. maj 2001 Henning Ringgaard Lauridsen Formand for Kulturmiljørådet 7