Rebild Kommune Tilsyn på Ældreområdet i 2014 De kommunale ældrecentre Indledning Rebild Kommune har overdraget os opgaven med at udføre uanmeldte lovpligtige kommunale tilsyn på Kommunens ældrecentre. Konkret drejer det sig om ét årligt uanmeldt tilsyn på hvert af de i af aftalen omfattede tilbud. Formelt handler det om tilsyn efter Servicelovens 151. I denne redegørelse beskriver vi i hovedtræk de samlede, generelle og til dels tværgående resultater fra tilsynsbesøgene. Resultaterne af de enkelte tilsynsbesøg fremgår af rapporterne vedrørende disse. Generelt er formålet med tilsynet at påse, at man efterlever de aftaler, der er indgået med borgerne om hjælp og støtte i hverdagen, og at hjælpen leveres på en ordentlig og etisk forsvarlig måde. Efter ønske fra Forvaltningen har der været et særligt fokus. I 2014 er det: en vurdering af de initiativer, der er taget, og som giver borgerne muligheder for at leve så selvstændigt som muligt. Det drejer sig især om aktiviteter i bred og konkret forstand, herunder blandt andet også borgernes muligheder for inddragelse og indflydelse, og om indsatsen har positive resultater for dem. Vi vil i den sammenhæng vurdere hvordan og i hvilket omfang, der inddrages frivillige i arbejdet. desuden har vi gennemgået forskelligt skriftligt materiale vedrørende både dagligdagen i almindelighed og for den enkelte borger, også ud fra et etisk aspekt. Ved at udpege særlige områder får Kommunen mulighed for at lave en mere tværgående opsamling af særlige forhold. Vi har i alle tilbud generelt og konkret vurderet forholdene, indsatsen og metoderne i det enkelte tilbud. Vi har også vurderet stemning og atmosfære samt fulgt op på forslag, anbefalinger og handlingsplaner mv., der foreligger fra tidligere tilsynsbesøg. De generelle og tværgående indtryk Det er, som de foregående år, vores hovedindtryk, at engagerede medarbejdere og ledelser gør deres bedste indenfor det muliges grænser for at imødekomme beboernes behov. De fremstår anerkendende og nærværende i samværet med beboerne og udviser megen rummelighed og omsorg. Beboerne giver som helhed udtryk for og indtryk af, at de er tilfredse. Det bekræftes af pårørende Det er også vores vurdering, at de modtager den hjælp og støtte, de har behov for, og at den gives på ordentlig og fagligt forsvarlig vis. Medarbejderne arbejder målrettet for at dygtiggøre sig og udviser fleksibilitet med hensyn til at den enkeltes og hele beboergruppens trivsel. Det er ligeledes vores overordnede indtryk, at Kommunens godkendte, standarder og retningslinjer efterleves. 1
Vi kan igen konstatere, at beboerne generelt hører til de beskrevne målgrupper, om end kompleksiteten i behovene er øget. De modtager relevant hjælp med udgangspunkt i de behov, de har. Rammerne varierer, men fælles er, at atmosfæren afspejler, at beboerne trives i dem, og at de understøtter indsatsen. Det generelle indtryk om Målgruppen Målgruppen er mennesker, som har brug for hjælp og støtte til imødekommelse af behov af fysisk, psykisk og social karakter, der primært udspringer af alder. I flere af tilbuddene er der enheder, som er målrettet beboere med særlige behov, som udspringer af demenssygdom. I flere tilbud er der ligeledes, foruden de permanente pladser, også aflastningspladser. Her er også beboere, der af forskellige årsager, har særlige behov, herunder af særlig somatisk og/eller psykisk karakter. Det er vores indtryk, at der er opmærksomhed på, om der er beboere med ganske særlige behov, der bedre ville kunne tilgodeses i et andet tilbud. Samtidig er det vores indtryk, at der gøres en indsats for at tilgodese behovene indenfor de givne rammer. Overordnet set er det vores vurdering, at beboerne hører til målgrupperne. Boligforhold og fysiske rammer De fysiske rammer fremstår langt de fleste steder velegnede og velindrettede til formålet, og beboerne udtrykker tilfredshed med faciliteterne. Generelt er der gjort meget ud af at skabe hjemlige, hyggelige og imødekommende lokaler tilpasset beboernes behov, hvor friske blomster og andre tiltag medvirker til at skabe en god atmosfære. Vi har flere steder konstateret, at dørene til medarbejderkontoret står åben. Af hensyn til beboernes retssikkerhed vedrørende personfølsomme oplysninger, skal dørene låses, når kontoret forlades. På et enkelt tilbud, var der 11 ledige pladser ud af de 28. Noget sådant medfører visse udfordringer på flere områder. Men indsatsen omkring beboerne og opgaveløsningen organiseres alligevel på en måde, som tilgodeser beboernes behov. De omsorgsmæssige forhold Beboerne giver udtryk for og indtryk af tilfredshed med den hjælp, støtte og pleje de modtager. De oplever medarbejderne som fagligt kompetente og imødekommende samt engagerede i at skabe de bedste forudsætninger for beboerne. Det er i overensstemmelse med vores indtryk under tilsynene, hvor vi i øvrigt også har kunnet konstatere, at her er en omsorgsfuld og nærværende omgangstone alle parter imellem. Flere steder har man benyttet sig af tilbuddet fra Trygfondens hunde og andre steder har man egne dyr, såsom fugle, fisk og kaniner. Det kan være med til at skabe glæde og gode oplevelser for borgerne. Hovedindtrykket af måltiderne er, at der er varierende tilfredshed blandt beboerne. Vi har mødt såvel beboere, der var fuldt ud tilfredse med kvaliteten som beboere der oplevede svingede kvalitet i måltidet. Det er vores erfaring, at der på dette område kan og vil være forskellige holdninger til kvaliteten af måltidet. Man bør dog altid sikre sig, at der kan tilbydes ernæringsrig kost, hvis måltidet ikke er tilfredsstillende. På et tilbud, havde beboerne et ønske om friskbagte boller i weekends, hvilket blev efterkommet. 2
Det er vores samlede indtryk, at samarbejdet med pårørende, er tilfredsstillende. De oplever, at beboerne generelt set trives. De får ligeledes god information og det er altid muligt at tale med medarbejdere og leder, som er lydhøre og i langt de fleste tilfælde handlekraftige. Vi har dog enkelte steder fået oplyst, at der fortsat er udfordringer i kommunikationen imellem pårørende og medarbejdere. Vi er bekendte med, at man enkelte steder har afholdt temaaftner for pårørende. Det kan være med til at skabe forståelse for den særlige situation, man som pårørende står i og har dermed positiv indflydelse på indsatsen overfor beboerne. Som en del af Ældremilliarden har her flere plejecentre i samarbejde med andre centre i Kommunen indgået en aftale med en musikterapeut, som vil komme med jævne mellemrum. Det er vores indtryk, at beboerne finder velvære og ro ved aktiviteten. Medarbejderforhold og faglige forudsætninger Medarbejderne fremstår overordnet kompetente og engagerede omkring opgaveløsningen og i samværet med beboerne. Her gives generelt udtryk for tilfredshed med det kollegiale samarbejde og samarbejdet med ledelsen. Vi har i praksis set flere eksempler på, at medarbejderne er gode til at hjælpe hinanden på tværs af enhederne. Overordnet set er medarbejderne uddannede social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Dertil kommer sygeplejersker og inddragelse af relevante eksterne samarbejdspartnere. Et tværfagligt samarbejde er med til at udvikle fagligheden og dermed styrke helhedsindsatsen omkring beboerne. Vi har på mindst et tilbud gjort opmærksom på, at medarbejderne til enhver tid skal være bevidste om, hvilke signaler deres indbyrdes samtale sender om respekten for beboerne. Det bør være et generelt fokuspunkt, særlig i de enheder der er for beboere med demenslidelser. Flere steder arbejder medarbejderne i blandede vagter, hvilket er med til at øge forståelsen af den samlede opgaveløsning og dermed indsatsen for beboerne hen over døgnet. På mindst et tilbud har vi fået oplyst, at en medarbejder er på arbejde i tidsrummet 12-20. Dette for at imødegå uro blandt beboerne om eftermiddagen, når dagvagten har fri og aftenvagten møder. Det er vores umiddelbare indtryk, at det tiltag medvirker til at skabe helhed og trivsel for beboerne. Vi får oplyst, at man flere steder skal have såvel social- og sundhedsassistenter som social- og sundhedshjælpere på opkvalificeringskursus. Et tilbud har, i samarbejde med ekstern konsulent, haft fokus på, at medarbejderne ser hele ældrecentret som en samlet arbejdsplads, og i et andet har vi vurderet, at der er behov for løbende vurdering af, hvorvidt de samlede faglige forudsætninger er til stede og tilstrækkelige. Den skriftlige dokumentation Vi har gennemgået den skriftlige dokumentation for udvalgte borgere, både i IT-systemet og i de mapper, som borgerne opbevarer i deres boliger. Dokumentationen har dels bestået i døgnrytmeplaner og fokuspunkter og dels daglige notater. Det er vores hovedindtryk, at materialet er retningsgivende og fyldestgørende for medarbejdernes indsats og opgaveløsning. Her er enkelte steder fortsat behov for at sikre, at dokumentationen er opdateret. På et tilbud har vi anbefalet, at der bør være et tilstrækkeligt antal medarbejdere, som har adgang til det elektroniske system. Magtanvendelse 3
Magtanvendelse og indgreb i selvbestemmelsesretten forekommer uundgåeligt, men i begrænset omfang i tilbuddene og de indberettes efter gældende regler på området. Det er vores indtryk, at medarbejderne forsøger at arbejde forebyggende gennem en pædagogisk tilgang og et indgående kendskab til beboernes behov. Ved særlige udfordringer inddrages eksterne samarbejdspartnere som fx demenskonsulent. Vi får oplyst, at der benyttes tiltag som fx kugledyne og demensstole. Det er vores generelle vurdering, at medarbejderne er bekendte med reglerne for magtanvendelse og proceduren for indberetning heraf. Der bør dog fortsat løbende være opmærksomhed på at have en dialog om magtgrebet herunder indgreb i selvbestemmelsesretten og de dilemmaer, som den daglige praksis medfører. Om det særlige fokuspunkt Her er overordnet set et godt og konstruktivt fokus på at vedligeholde beboernes ressourcer og færdigheder, så de forbliver så selvstændige som muligt. Det er vores hovedindtryk, at det indgår som en naturlig del i tilgangen til samarbejdet med beboerne. Udfordringen kan være at motivere og fastholde beboerne i at gøre de ting selv, som de finder besværlige. Enkelte beboere kan periodevis deltage i praktiske opgaver som fx borddækning og afrydning. Her er, stort set på alle hverdage, tilbud om at deltage i en eller flere aktiviteter. Det kan fx være i form af mandegrupper, banko og gymnastik med mere. Det er vores indtryk, at tilbuddene forsøger at imødekomme beboernes ønsker og behov for aktiviteter. Det kan ligeledes være ture ud af huset. Her er flere steder frivillige tilknyttet. Det er vores hovedindtryk, at de frivillige inddrages på forskellig vis, fx i forbindelse med udflugter og diverse festlige arrangementer. Vi har på mindst et tilbud fået oplyst, at de frivillige også benyttes i nogle tilfælde til at ledsage beboere fx til undersøgelser på sygehuset. Det bør altid og alene ske ud fra en faglig vurdering i det enkelte tilfælde. Ud fra det etiske aspekt er det vores generelle indtryk, at medarbejderne udviser bevidsthed om en etisk korrekt dokumentation. Det handler især om, daglige journalisering og døgnrytmeplanerne. Det afspejler en anerkendende tilgang. Anbefalinger Tendensen er fortsat, at borgernes behov udvikler sig i retning af mere kompleksitet. Derfor er det væsentligt fortsat at have opmærksomhed på udviklingen i og af de behov, som borgerne i de enkelte målgrupper har, og særlig bevågenhed på, at imødekommelse ikke fører med sig, at der fragår de øvrige borgere de ressourcer, som de er stillet i udsigt. Som følge heraf er det også væsentligt at sikre sig, at medarbejdernes kompetencer løbende tilpasses beboernes behov for støtte sikre muligheder for løbende drøftelse af magtanvendelsesbegrebets mange aspekter, dels for at sikre et fortsat grundigt kendskab til reglerne for området og dels for til stadighed at fastholde fokus på forebyggelse af hensyn til beboernes retssikkerhed vedrørende personfølsomme oplysninger, skal der fortsat være fokus på medarbejdernes kontorfaciliteter herunder, at dørene låses, når kontoret forlades. Processen Vi har i 2014 gennemført tilsynene med afsæt i samme overordnede tilgang, som de foregående år, men dog med de nødvendige justeringer, som naturligt følger af det særlige fokusområde. 4
Vi har samlet set afviklet 10 tilsyn, med starttidspunkt i tidsrummet mellem kl. 08.30 og 18.30 på ugens hverdage og på lørdage. Vi har tilstræbt at aflægge tilsyn på de tidspunkter, hvor der er størst mulighed for at møde borgerne, da det er væsentligt for os at møde dem på forskellige tidspunkter af døgnet. Vi har efter tilsynene, afholdt dialogmøder på alle tilbud, som oftest med leder, TR og AMR. Vi har forud for tilsynene gjort os bekendte med relevant materiale, der ligger til grund for driften. Det er blandt andet kvalitetsstandarder, politikker og retningslinjer, værdigrundlag og andet relevant, generelt og konkret materiale, herunder de enkelte tilbuds egne politikker og værdigrundlag med mere. Som en del af grundlaget for vores vurderinger og konklusioner, har vi inddraget borgerne, deres pårørende, medarbejdere og ledelse. Vi afgør selv, hvem vi inddrager og hvilke borgeres dokumentation, vi gennemgår. De uanmeldte tilsyn er i sagens natur ikke blevet varslet. Uanset tilsynets karakter har ledelsen af det enkelte tilbud været involveret enten direkte i forbindelse med tilsynet eller efterfølgende ved telefonisk eller personlig kontakt. Vi kan af gode grunde heller ikke tilrettelægge og aftale samtaler med de pårørende. Men vi søger hele tiden så bredt et grundlag at bedømme ud fra som muligt. Nogle steder har vi tilfældigt mødt borgernes pårørende. Andre gange har vi efterfølgende, og efter aftale, kontaktet et antal pårørende telefonisk. Det har i flere tilfælde givet mulighed for en drøftelse af de pårørendes oplevelse af det indbyrdes samarbejde med ledelsen og medarbejderne på stedet. Den oplevede kvalitet er belyst og vurderet fortrinsvis på baggrund af samtaler og samvær med borgerne. Vi har talt med borgere såvel i fællesskabet som i deres egne boliger. De steder, hvor borgerne ikke har været i stand til at udtrykke sig verbalt, har vi lagt særlig vægt på at opholde os i fællesskabet, hvor vi også har haft mulighed for at iagttage samværet mellem dem og medarbejdere. Vi har på alle måder forsøgt at få den mest troværdige kontakt med borgerne de enkelte steder. Her har kropssprog og adfærd været afgørende for vurderingen, understøttet af medarbejdernes udtalelser og beskrivelserne i den skriftlige dokumentation. Samlet set har vi inddraget omkring 50 borgere, kontaktpersoner til andre og omkring 30 pårørende enten ved deres tilstedeværelse eller telefonisk, hvor det har givet mening og været muligt. Medarbejderforholdene er vurderet på baggrund af samtaler med repræsentanter blandt de medarbejdere, der var til stede på det tidspunkt, hvor tilsynet fandt sted. De har primært været inddraget enkeltvis. Ad den vej har vi sikret os, at vi har talt med medarbejdere fra forskellige enheder og de forskellige fagligheder er blevet repræsenteret. Vi har inddraget omkring 30 medarbejdere Relevant skriftligt materiale er gennemgået, herunder afgørelser og pleje- og omsorgsplaner indeholdende døgnrytmebeskrivelser og helhedsvurderinger mv. med angivelse af målsætning og metode for samarbejdet mellem borgerne og medarbejderne. Herudover har vi gennemgået daglige notater, ugeskemaer, procesbeskrivelser, indsatsark, samværsvejledninger og strukturplaner mv. Vi har gennemgået dokumentation for indsatsen for mere end 100 borgere. Endelig har vi vurderet den samlede målgruppe og de fysiske rammer set i relation til målgruppens behov. Vi har ligeledes drøftet forståelsen for og indsigten i magtanvendelsesbegrebet, behovenes årsager samt udmøntningen af de metodemæssige tilgange til opgaveløsningen. Aalborg, den 9. februar 2015 Aase Møller og Henning Jacobsen 5