En undersøgelse af Paulus forudbestemmelseslære i Rom 9,14-18 og Rom 9,22-23 ἄρα οὖν ὃν θέλει ἐλεεῖ, ὃν δὲ θέλει σκληρύνει. Bacheloropgave ved: Mads Hansen Studienummer: 1741 Antal ord: 8899 Vejleder: Peter V. Legarth Afleveringsdato: 23-05-2013 Problemformulering: Med udgangspunkt i Rom 9,14-18 og 9,22-23 undersøges om Paulus forudbestemmelseslære i disse tekster har frelseshistorisk indhold eller om Paulus også omtaler en forudbestemmelse af enkeltpersoner.
Indholdsfortegnelse Problemformulering... 2 Indledning... 2 Begrebsafklaring... 3 Begrebsafklaring forudbestemmelse af enkeltpersoner... 3 Begrebsafklaring frelseshistorisk indhold... 3 Rom 9 s placering i Romerbrevet... 3 Rom 9 s opbygning og indhold... 4 Oversættelse og eksegese af Rom 9,14-18... 5 Frelseshistorisk indhold eller forudbestemmelse af enkeltpersoner i Rom 9,14-18... 7 Prædestination af enkeltpersoner... 7 Frelseshistorisk indhold... 9 Diskussion af frelseshistorisk indhold og udvælgelse af enkeltpersoner i Rom 9,14-18... 11 Oversættelse og eksegese af Rom 9,22-23... 13 Frelseshistorisk indhold eller forudbestemmelse af enkeltpersoner i Rom 9,22-23... 13 Prædestination af enkeltpersoner i Rom 9,22-23... 13 Frelseshistorisk indhold i Rom 9,22-23... 14 Diskussion af frelseshistorisk indhold eller udvælgelse af enkeltpersoner i Rom 9,22-23... 15 Mit forslag til en samlet forståelse... 15 Afrundende bemærkninger... 20 Konklusion... 20 Abstract... 22 Litteraturliste... 23 1
Problemformulering Med udgangspunkt i Rom 9,14-18 og 9,22-23 undersøges om Paulus forudbestemmelseslære i disse tekster har frelseshistorisk indhold eller om Paulus også omtaler en forudbestemmelse af enkeltpersoner. Indledning Tolkningen af Rom 9 har optaget mange teologer, og der er givet mange forskellige bud på hvordan kapitlet skal tolkes. Det er mit indtryk at diskussionen ikke har fyldt særligt meget i Danmark, men at den særligt har fyldt meget i USA. Dette har uden tvivl at gøre med at den reformerte tradition fylder mere i den kirkelige debat i USA end den gør i Danmark, og at der er fremtrædende teologer som John Piper, D.A. Carson og Thomas Schreiner m.fl. som vil tage Rom 9 til indtægt for en lære om en dobbelt prædestination. Dette har medført et modsvar, og det er ikke mindst kommet fra teologer med et arminiansk udgangspunkt. Jeg har derfor haft et ønske om at dykke dybere ned i denne diskussion, da den ikke kun er en teoretisk diskussion om et perifært emne, men en diskussion, der trækker tråde til mange andre område som menneskets vilje, Guds suverænitet, Israels plads i frelseshistorien og mange flere. Da jeg har et begrænset antal ord til rådighed, har jeg valgt at tage udgangspunkt i to små afsnit og i dem fokusere på, om Paulus taler om frelseshistorie eller forudbestemmelse af enkeltpersoner. Min problemformulering kan virke en smule lukket, og dette er en forstålig kritik, men grunden til, at jeg ikke mener, at den er særlig lukket, er, at jeg forstår især frelseshistorisk indhold meget bredt. For at kunne give et svar på, om det er frelseshistorisk indhold, eller om det også er en forudbestemmelse af enkeltpersoner, som Paulus omtaler i Rom 9,14-18 og 9,22-23, så er man nødt til først at se på de første afsnit i Rom 9, da Paulus her stiller det spørgsmål, som han forsøger at besvare i Rom 9-11. Derfor vil jeg også bruge lidt plads på Rom 9,1-13 og Rom 9,19-21, men mit hovedfokus vil være deres betydning for mine valgte afsnit. Jeg har udvalgt nogle teologer, som giver forskellige svar på det spørgsmål, som jeg stiller i min problemformulering 1. Jeg vil redegøre for nogle af deres synspunkter under hvert af mine hovedafsnit og derefter diskutere dem. Til sidst vil jeg præsentere mit eget syn på disse vers indhold. Jeg kan på grund af den begrænsede plads ikke give en tilbundsgående analyse af hvert synspunkt, men jeg vil forsøge at drage det væsentligste frem. Jeg vil ikke diskutere alle de teologer jeg har valgt lige grundigt, men nogle af dem bru- 1 Da der findes mange forskellige tolkninger, og det kun et lille udvalg jeg redegør for, kan findes mange tolkninger, som jeg kun indirekte får diskuteret eller slet ikke diskuteret. 2
ger jeg først og fremmest til at få et større baggrundsviden, og jeg vil derfor ikke bruge samme plads på dem i opgaven. Hvis ikke andet er nævnt, citerer jeg fra den danske oversættelse fra 1992. Jeg giver dog min egen oversættelse af mine udvalgte tekstafsnit. Begrebsafklaring For at der ikke skal være tvivl om hvad der menes med problemformuleringen, vil jeg give en kort begrebsafklaring af termerne forudbestemmelse af enkeltpersoner og frelseshistorisk indhold. Begrebsafklaring forudbestemmelse af enkeltpersoner Med termen forudbestemmelse af enkeltpersoner, så mener jeg at Gud har udvalgt enkeltmennesker til et bestemt endemål. Det vil sige, at Gud før verdens skabelse har udvalgt en persons endelige skæbne, og at denne skæbne ligger fast. Det betyder ikke, at Gud kun har forudset, at en person vil komme til tro, men at Gud forud har bestemt, at lige netop denne person skulle frelses. Der ligger ikke nødvendigvis i termen forudbestemmelse af enkeltpersoner, at Gud både har udvalgt nogle til frelse og andre til fortabelse, men også det synspunkt, at Gud har udvalgt nogle til frelse, og at der så ikke siges noget om en forudbestemmelse til fortabelse. Begrebsafklaring frelseshistorisk indhold Med termen frelseshistorisk indhold mener jeg, at Gud ikke har forudbestemt enkeltpersoner til et bestemt endemål, men at Gud kun har forudbestemt måden, hvorpå han vil frelse. Det vil f.eks. sige at Gud har udvalgt kirken som sit udvalgt folk, og at det så er muligt at komme med i det udvalgte folk ved tro. I denne forståelse kan også ligge en forståelse af at Rom 9 handler om forskellige nationers plads i frelseshistorien Rom 9 s placering i Romerbrevet Rom 9 er ikke et selvstændigt afsnit, men der er en generel konsensus blandt teologer om, at kapitlet sammen med Rom 10-11 udgør et selvstændigt afsnit i Romerbrevet (Longenecker 2011, 409). Det betyder ikke, at Rom 9-11 skal læses selvstændigt, men det skal læses i overensstemmelse med, hvad Paulus ellers har skrevet i Romerbrevet. Mange af de temaer, som behandles i Rom 9-11, er allerede før blevet antydet. Udvælgelsen er f.eks. ikke et tema der bare dukker op i 9-11, men der har været flere hentydninger til det undervejs i brevet, ikke mindst i 8,28-30;33 og allerede i 1,6-7 hentydes der til en kaldelse eller udvælgelse. 3
Formuleringen i 1,16-17 som sætter temaet for brevet, kræver næsten også at der kommer en diskussion af Israels forkastelse af evangeliet (Cranfield 1979, 446). Dette forklarer Paulus ikke mindst i Kap 10 og 11. Dette vil sige, at for at forstå Rom 9,14-18 og 9,22-23, skal man ikke udelukkende søge tolkningen af versene inden for Rom 9-11, men hele tiden have øje for helheden i Romerbrevet. Hvis man ikke har det for øje, kan man hurtigt ende med tolkninger, som er modstridende med, hvad Paulus ellers skriver i brevet. Luther Poellot gør også med rette opmærksom på, at Romerbrevet skal læses i sin sammenhæng, sådan som Konkordieformlen anfører (Poellot 1952, 342). Så at man ikke springer over vigtige lærepunkter som f.eks. Paulus lære om tro på Kristus og springer direkte til Rom 9-11. Rom 9 s opbygning og indhold Før jeg går til mine to hovedafsnit, som jeg vil diskutere, er det nødvendigt først at se på, hvad der er gået forud i Rom 9. Rom 9,1-5 er en vigtig baggrund at have øje for, når spørgsmålet om forudbestemmelse af enkeltpersoner kontra frelseshistorisk indhold skal diskuteres. I Rom 9,4-5 opremser Paulus otte forskellige privilegier, som israelitterne har. Disse privilegier er ikke bare af national og historisk betydning, men er af frelsemæssig og eskatologisk betydning (Piper 1993, 46) 2. Hvis problemet kun var, at Israel havde tabt sine historiske og politiske rettigheder og fordele, giver det ikke meget mening, når Paulus siger, at han hellere ville være forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe hans brødre og landsmænd. Det er ikke bare tabet af Israels politiske rettigheder, som Paulus har en stor sorg over, men det er, fordi så mange af hans landsmænd er skilt fra Kristus. Et stort spørgsmål, der kommer til at stå efter Rom 9,1-5, er spørgsmålet: Hvordan kan det være, at der er så mange fra Israel, der ikke bliver frelst, når nu de havde alle privilegierne med frelsemæssig betydning? Svaret, som ligger lige for på det spørgsmål, er, at Guds ord må have slået fejl, det har ikke formået at give Israelitterne alt det, som løfterne tilsyneladende lovede dem. Det er dette spørgsmål som Paulus bliver nødt til at give et tilfredsstillende svar på, for hvordan ville hedningerne ellers kunne vide, at Guds ord ville stå fast over for dem, når det nu havde fejlet over for Israel? 2 En eksegese af disse fortrin ligger uden for denne opgaves omfang, men John Piper har en fyldig argumentation for dette synspunkt i The Justification of God s.21-46. 4
Paulus udsagn i Rom 9,6a om, at Guds ord ikke har slået fejl, skal altså kædes sammen 9,1-5. Det er svaret på den indvendig som naturligt ville komme. Men Paulus slår fast, at Guds ord ikke er slået fejl, og det er dette, som udfoldes og forklares i resten af Rom 9-11. Så langt i kap 9 er der nogenlunde enighed i tolkningen, men herefter skilles vejene i tolkningen af kapitlet. De to primære veje er for det første, Guds ord har ikke slået fejl, fordi Gud ikke ville, at alle fra Israel skulle frelses, men kun de enkeltpersoner, som Gud selv havde udvalgt, og den anden, Guds ord har ikke slået fejl, fordi det er ikke etnisk afstamning, der er afgørende, og Gud er fri til at vælge et folk på den måde, han vil. Oversættelse og eksegese af Rom 9,14-18 Jeg vil nu gå over til eksegesen af mit første skriftafsnit. Rom 9,14: Τί οὖν ἐροῦμεν; μὴ ἀδικία παρὰ τῷ θεῷ; μὴ γένοιτο. Hvad skal vi da sige? Mon der er uretfærdighed hos Gud? Aboslut ikke. Paulus bruger formuleringen Τί οὖν ἐροῦμεν; fire gange i Romerbrevet (3,5. 6,1. 7,7 og 9,14), hvor der kan være en mulighed for at drage en forkert konklusion på det han har sagt (Cranfield 1979, 481). Paulus skriver først den forkerte konklusion i et retorisk spørgsmål, som indledes med μὴ, hvor der forventes et benægtende svar, som Paulus også selv giver. Den forkerte konklusion, at der skulle være uretfærdighed hos Gud, springer ud af at Paulus fastslår i 9,11-12 at Guds skelnen mellem mennesker ikke er på baggrund af menneskellige gerninger (οὐκ ἐξ ἔργων) men alene på grund af Guds kaldelse (ἐκ τοῦ καλοῦντος ). Spørgsmålet bliver da om Gud er uretfærdig, hvis Guds gerning med mennesker ikke bygger på noget andet end hans egen beslutning. Rom 9,15: τῷ Μωϋσεῖ γὰρ λέγει ἐλεήσω ὃν ἂν ἐλεῶ καὶ οἰκτιρήσω ὃν ἂν οἰκτίρω. For han siger til Moses: Jeg vil vise nåde mod den, som jeg viser nåde og jeg vil være barmhjertig mod den, som jeg er viser barmhjertighed. Vers 15 kommer som en begrundelse (γὰρ) for Paulus benægtelse af at Gud skulle være uretfærdig. Paulus begrunder, at Gud ikke er uretfærdig med et citat fra 2 Mos 33,19. Begyndelsen på den udtalelse, som Herren giver til Moses, lyder Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig og derefter følger så, det af Paulus citerede. Sammenhængen tyder på, at det ikke bare er en proklamation af, hvordan Herren vil handle i den konkrete situation, som Moses er i, men sammenkædningen med Guds 5
navn må betyde, at det er en generel proklamation af Guds natur(piper 1993, 89) 3. Det er Guds natur at vise nåde og barmhjertighed. Paulus bruger dette som et argument mod, at Gud skulle være uretfærdig, men han konkluderer først på det i næste vers. Rom 9,16: ἄρα οὖν οὐ τοῦ θέλοντος οὐδὲ τοῦ τρέχοντος ἀλλὰ τοῦ ἐλεῶντος θεοῦ. Derfor beror det ikke på den som vil, ej heller på den som løber, men på Gud som viser nåde. Paulus skriver her, hvad følgen (ἄρα οὖν) af den forgående påstand er. Paulus skriver ikke hvad det er, men ud fra sammenhængen er det mest naturligt at forstå Guds nåde eller Guds valg eller lignende termer (Cranfield 1979, 484). Der nævnes negativt to ting, som det ikke beror på, som modsætning til Gud som viser nåde. Paulus udelukker menneskets vilje og menneskets løben. Løbe (τρέχω) kan hente sin betydning flere steder fra, Paulus bruger det for eksempel i en sportsmetafor i 1 Kor 9,24-26, denne forståelse har bl.a. Cranfield(Cranfield 1979, 484). En anden tolkning som Piper argumenter for, er at Paulus her tænker på den forståelse vi finder i Sal 139,32 Jeg vil løbe dine buds veje 4. Så bliver forståelsen den, at det hverken er viljen eller lovoverholdelsen, der er afgørende, men det eneste afgørende bliver at Gud viser nåde(piper 1993, 155). Guds vilje til at vise nåde og barmhjertighed, er altså ikke afhængig af menneskelig stræben, men beror udelukkende på ham selv og hans eget væsen, som citatet i 9,15 viser. Rom 9,17: λέγει γὰρ ἡ γραφὴ τῷ Φαραὼ ὅτι εἰς αὐτὸ τοῦτο ἐξήγειρά σε ὅπως ἐνδείξωμαι ἐν σοὶ τὴν δύναμίν μου καὶ ὅπως διαγγελῇ τὸ ὄνομά μου ἐν πάσῃ τῇ γῇ. For skriften siger til Farao: Til netop dette oprejste jeg dig for at jeg kunne vise min magt på dig og for at mit navn skulle forkyndes på hele jorden. Skriftcitatet har Paulus fra 2 Mos 9,16. γὰρ ligger sig parallelt til γὰρ i vers 15 og vers 17 kommer til at være endnu en begrundelse for at der ikke er uretfærdighed hos Gud. Målet med at oprejse Farao var at Gud kunne vise sin magt på ham, for at Guds navn skulle forkyndes på hele jorden. Med δύναμίν μου har Paulus nok ikke bare tænkt på Guds almindelige magt, men på Guds frelsende magt (Cranfield 1979, 487). Dette underbygges også af at Paulus i Rom 1,16 har brugt samme udtryk om evangeliet frelsende kraft, og også i 1 Kor 1,18 bruges det om Guds frelsende kraft. 3 Det samme mener Cranfield (Cranfield 1979, 483) m.fl. 4 Dette er min egen oversættelse, som afviger fra DO92, men svarer til de fleste andre oversættelser. 6
Rom 9,18: ἄρα οὖν ὃν θέλει ἐλεεῖ, ὃν δὲ θέλει σκληρύνει. Altså, han viser nåde, mod hvem han vil og hvem han vil forhærder han. Paulus konkluderer dette afsnit med en proklamation af Guds frihed til at forhærde, hvem han vil og til at vise nåde, mod hvem han vil. Frelseshistorisk indhold eller forudbestemmelse af enkeltpersoner i Rom 9,14-18 Jeg vil først komme med en redegørelse for nogle af de tolkninger, som der er af Rom 9,14-18, og dernæst vil jeg komme med en diskussion af hvilke af synspunkterne der har den bedste dækning i teksten. Prædestination af enkeltpersoner Det store spørgsmål, Paulus stadig arbejder på at besvare, er, hvorfor Guds ord ikke har slået fejl. Israels folk havde alle de frelsesgivende privilegier, og alligevel var store dele af folket skilt fra Kristus. Det ene svar kunne være at Gud aldrig havde villet, at hele folket skulle frelses, men kun de personer han havde forudbestemt dertil. Hvis vi følger den tankegang og går ud fra, at det er det, som Paulus har udlagt i 9,6-13, så kommer der en uundgåelig indvending mod det synspunkt, nemlig at der så må være uretfærdighed hos Gud. Såfremt Gud udvælger menneskers endelige skæbne uden at tage hensyn til nogen andre parametre end sit eget valg, så må det være uretfærdigt (Piper 1993, 94) og Guds valg af menneskers evige skæbne kommer til at virke både tilfældig og uretfærdig. Det synspunkt som Paulus argumenter mod i Rom 9,14-18, er grundlæggende umulig at argumenter mod, hvis man tænker, at retfærdighed må være, at afgøre menneskers skæbne på baggrund af deres egne gerninger 5. Så er Gud virkelig uretfærdig, hvis han udvælger en person fremfor en anden, før de havde gjort hverken godt eller ondt (Rom 9,11). John Piper, som vil forsvare, at Rom 9 handler om prædestination af enkeltpersoner, er enig i, at med denne forståelse af retfærdighed, så er Gud uretfærdig (Piper 1993, 98). Paulus må derfor forstå ordet uretfærdighed anderledes end det synspunkt han argumenterer imod, mener John Piper, ellers giver hans argumentation i Rom 9,15-18 heller ingen mening og bliver nærmere en bekræftelse på at hans modstandere har ret i, at det er uretfærdighed hos Gud. John Piper argumenterer for, at Gud er retfærdig, når han handler i overensstemmelse med, hvem han selv er (Piper 1993, 100). Det vil sige, at Guds retfærdighed ikke kan eller skal bedømmes ud fra en menneskelig 5 Gerninger er her bredt forstået, som alt det mennesket selv kan gøre og tage nogen ære for, inklusiv at tage et valg om at tro på Kristus. 7
og logisk tankegang, men at Guds retfærdighed må bedømmes ud fra, hvordan Gud selv er. Dermed kommer de to citater fra 2 Mos 33,9 og 2 Mos 9,6 til at være argumenter for, at Gud er retfærdig, når han viser nåde mod nogen og forhærder andre, ikke fordi at det er retfærdigt i mennesker øjne, men fordi han handler i overensstemmelse med sit eget væsen, og at han gør det med henblik på sit navns ære. Dette gælder både når han forhærder og når han viser nåde, begge er handlinger fra Guds side, som skal virke til at fremme hans eget navns ære. Paulus argument i denne forståelse er altså ikke, at det er retfærdigt set fra menneskers synsvinkel, at Gud udvælger nogle til frelse og andre til fortabelse, men at det er retfærdigt, fordi Gud handler i overensstemmelse med sit eget væsen. Dermed kommer meningen med Rom 9,16, som er den følge, Paulus drager af Rom 9,15, til at være, at der ikke er noget mennesker kan gøre for at blive frelst, men at det hele afhænger af, om Gud i sin frihed har valgt at vise nåde eller ej. John Piper argumenterer for, at denne argumentationsrække i Rom 9,15-18 fra Paulus handler om et forsvar for Guds ubetingede udvælgelse 6 af enkeltpersoner (Piper 1993, 158). Citatet fra 2 Mos 33,9 (Rom 9,15) bruger Paulus til at vise Guds frihed til at vise nåde mod hvem han vil, og citatet fra 2 Mos 9,16 (Rom 9,17) bruger Paulus til at vise Guds frihed til at forhærde hvem han vil. I Rom 9,17 siges der ikke nødvendigvis noget om Faraos endelige skæbne, men Paulus fremsætter med citatet om Farao princippet, og i Rom 9,18 drager han så konsekvensen af princippet, der er etableret, altså at Gud forhærder hvem han vil(piper 1993, 178). Denne forståelse af Rom 9,14-18 hænger fint sammen, hvis Paulus allerede i Rom 9,6-13 også taler om udvælgelse af enkeltpersoner. John Piper anfører: Paul s main goal in Rom 9: 6b-13 was not to prove that God freely elected the nation of Israel, but rather his goal was to establish a principle by which he could explain how individual Israelites were accursed and yet the word of God had not fallen. (Piper 1993, 66) Forståelsen er, at Paulus i Rom 9,6b-13 opstiller et princip, som forklarer, hvorfor det ikke er alle israelitter, der kommet til tro på evangeliet. Og gør dette, uden at det kommer til at se ud, som om Guds ord har fejlet. Princippet er, at det aldrig har været meningen, at alle skulle blive frelst, men kun dem som Gud havde udvalgt. Eksemplet med Jakob og Esau i Rom 9,10-13, eksemplificerer dette udvælgelsesprincip, at Gud har udvalgt nogle og ikke andre, og at han har gjort dette, før de hverken havde gjort godt eller ondt. Thomas Schreiner vil også argumentere for, at der i Rom 9,14-18 er tale om udvælgelse af enkeltpersoner. Han argumenterer bl.a. med sprogbrugen i Rom 9,14-18. Han anfører, at i Rom 9,15 hvor Paulus citerer fra 6 Unconditional election 8
2 Mos 33,19 er det entalsformer (ὃν) der er brugt. Det samme gør sig gældende i Rom 9,16 (τοῦ θέλοντος οὐδὲ τοῦ τρέχοντος), hvor Paulus drager konsekvenserne af Rom 9,15, og i Rom 9,18 (ὃν) hvor han drager den endelige konklusion(schreiner 1993, 34). Dette antyder ifølge Schreiner, at det er enkeltpersoner, som Paulus refererer til og ikke grupper af mennesker eller nationers plads i frelseshistorien. Frelseshistorisk indhold Det store spørgsmål for en frelseshistorisk læsning af Rom 9,14-18 er, ligesom ved en mere individualistisk læsning, at svare på spørgsmålet om, hvordan det kan være, at Guds ord ikke har slået fejl. Hvis ikke resten af kapitlet kan ses som en forklaring til det, må det regnes som en betydelig svaghed i argumentationen. Der findes flere forskellige måder hvor på man kan forstå Rom 9,14-18 som havende frelseshistorisk indhold. De overlapper hinanden på flere områder, men der er dog forskellige vinkler på problemstillingen. Glen Shellrude anfører, at det er umuligt, at Rom 9 skal handle om en udvælgelse af enkeltpersoner, hvis man tager hele Rom 9-11 i betragtning (Shellrude 2009, 309). For at forstå hvordan Paulus taler her i Rom 9,14-18, må man have afgjort inden for hvilken ramme Paulus skriver. Ud fra bl.a. Rom 11,19-24 mener Shellrude ikke at, den ramme, hvori Paulus taler, er prædestinationen, da Israels problem lader til at kunne løses ved at de kommer til tro (Shellrude 2009, 308). Såfremt det forholder sig sådan, kan Paulus ifølge Shellrude ikke skrive inden for en prædestinatorisk ramme, og det må derfor være noget andet end udvælgelse af enkeltpersoner, som er på spil i Rom 9,14-18. Shellrude mener, at det spørgsmål som må ligge til baggrund for Paulus udredning, må være det, at Guds ord har svigtet Israel, fordi at Gud ikke har gjort det klart for Israel, at alle løfterne om den fremtidige frelse havde deres opfyldelse i Jesus. Den bagvedliggende tanke er da, at Gud må være forpligtet til at sørge for, at pagtsfolket ser, at løfterne er opfyldt i Jesus. Hvis de ikke ser det, må Guds ord have svigtet dem (Shellrude 2009, 309). Shellrude argumenterer for, at det, Paulus udredning så har i centrum, er, at Gud ikke er forpligtet på at frelse på grund af menneskers etniske afstamning, men at Gud er fri til selv at kunne bestemme hvem der er hans folk, og på hvilket grundlag mennesker skal blive en del af dette folk. Alle Paulus argumenter ned i gennem teksten handler så om, at Gud ikke er forpligtet overfor Israel til at frelse dem alle, men at han er fri til at frelse på den måde, han selv vil. Dermed bliver det gennemgående princip, som Paulus forsøger at vise på forskellige måder og med forskellige skriftcitater, at Gud er fri til at frelse på den måde, han vil og ikke bundet til at skulle klargøre dette for Israels folk. Gud har dermed frihed til at dømme og forhærde Israel, fordi de ikke tror, og frihed til at skabe sig et nyt fællesskab af dem, som har taget imod hans kald til frelse (Shellrude 2009, 311). Rom 9,14-18 skal derfor i 9
hans øjne forstås som havende frelseshistorisk indhold. Forståelsen bliver den at Gud ikke er uretfærdig, selvom han ikke har overbevist Israels folk om frelsen i Jesus, for han er ikke bundet til at skulle overbevise sit folk. Ligesom Gud brugte den forhærdede Farao til et mål, nemlig at hans navn skulle forkyndes over hele Jorden, sådan bruger Gud nu Israels forhærdelse til, at hans evangelium skal nå til hedningerne. Rom 9,14-18 kommer da til at stå som en benægtelse af, at der er andre end Gud, der skal bestemme hvordan han skal frelse, og hvordan han skal dømme. Gud er fri til at dømme det forhærdede Israel, og Gud er fri til at vise nåde mod hedningerne, som har taget imod evangeliet (Shellrude 2009, 314). Rom 9,14-18 bliver da et argument for, at Gud har frihed til at handle, som han selv vil i frelseshistorien og at han ikke er bundet overfor Israel. Brian Abasciano vil ligesom Shellrude benægte, at der er tale om prædestination af enkeltpersoner til frelse og fortabelse i Rom 9,14-18. Han tager dog en anden vinkel på problemstillingen end Shellrude. Abasciano mener, at det, som er på spil i Rom 9, ikke er en direkte udvælgelse af enkeltpersoner, men derimod en frelseshistorisk udvælgelse af grupper eller folk 7. Abascianos forståelse af frelseshistorisk udvælgelse er den, at Gud har udvalgt sig et pagtsfolk, og at individuelle personer ikke direkte er udvalgt, men bliver en del af de udvalgte ved at blive medlem af pagtsfolket. Personer bliver altså ikke direkte udvalgt enkeltvis, men bliver udvalgt som en del af et folk (Abasciano 2006, 362). Gud udvalgte Abraham som stamfar til sit folk, dermed blev det folk som nedstammede fra Abraham, Guds folk. Andre kunne dog blive medlemmer af det udvalgt folk, hvis de trådte ind i den pagt, som Abraham stod som repræsentant for, samtidig med at man også kunne forlade folket ved at overtræde pagtens bestemmelser. Gud indskrænkede så sin pagt endnu mere, så at det blev Jakob og ikke Esau der kom til at stå som repræsentant for pagten. Ikke sådan at forså at der siges noget om Jakob og Esaus endelige skæbne, men Gud udvalgte Jakob og dermed hans slægt til at stå som repræsentanter for pagten. Dette indsnævres så til sidst til at være Kristus, der står som repræsentant for den nye pagt (Abasciano 2006, 366). Mennesker bliver da en del af det nye pagtsfolk ved at være i Kristus (Ef 1,4). Kristus er den udvalgte, og mennesker bliver en del af det udvalgte folk ved at få del i Kristi udvælgelse. Paulus argument ned gennem Rom 9 bliver i denne forståelse, at det ikke er nok bare at have fysisk afstamning fra Paulus, men at det er nødvendig at være i den pagt, som Gud sluttede med Abraham og på samme måde med Jakob. Argumentet i Rom 9,14-18 bliver, at Gud er fri til selv at udvælge hvem han vil vælge som repræsentant for sit folk. Og ikke bare hvem, men også på hvilke betingelser han vil, at man kan 7 Corporate election 10
blive medlem af dette folk. Abasciano argumenter for, at troen er den betingelse, Gud sætter for at have del i den nye pagt og dermed blive en del af det udvalgte folk (Abasciano 2006, 363). Abasciano mener i modsætning til Thomas Schreiner ikke, at man kan antage, at der er tale om enkeltpersoner, når der f.eks. i Rom 9,15 bruges entalsformer. Han henviser ti,l at der er i den sammenhæng, som ordene er udtalt i 2 Mos 33,19, er tale om Israel som folk, der bliver vist nåde. Om entalsformerne i Rom 9,18 har han samme pointe, at der ikke er tale om enkeltpersoner, men om grupper eller klasser af mennesker (Abasciano 2006, 359). N.T. Wright mener, at det er Guds trofasthed mod pagtsløfterne, der er det centrale i Rom 9-11 (Wright 1993, 235). Wright argumentation følger Abascianos udlægning et godt stykke på vej med indskrænkningen af pagten (Wright 1993, 238). Wright får dog i langt højere grad end Abasciano fokus sat på, at det er Guds nåde, som er det afgørende og ikke andet 8. Diskussion af frelseshistorisk indhold og udvælgelse af enkeltpersoner i Rom 9,14-18 Det er vigtigt, når man skal tolke Rom 9,14-18, at man ikke lader sine dogmatiske forudsætninger overtrumfe hvad Paulus skriver i teksten. Det er hverken muligt eller ønskværdig at læse Rom 9-11 uden at komme med nogle forudsætninger, da teksten skal læses primært i sin egen sammenhæng i Romerbrevet, men også under hensyntagen til specielt de andre paulinske breve. For at kunne være en tolkning af disse vers, er der nogle aspekter, tolkningen må kunne forklare. Tolkningen må kunne forklare hvorfor Guds ord ikke har slået fejl. Hvis tolkningen ikke kan give en grundig forklaring på det, må den afskrives som utroværdig, med mindre den kan argumentere for, hvorfor det ikke er en af Paulus hovedpointer i afsnittet. Derudover så må tolkningen kunne passe med først og fremmest hele sektionen i Rom 9-11, men også i hele Romerbrevet og de andre paulinske breve. John Piper og Thomas Schreiner argumenterer godt for, at Rom 9,14-18 skal handle om enkeltpersoners udvælgelse til frelse og fortabelse. Så vidt jeg kan se, så er der ikke noget i vejen for, at teksten kan forstås på den måde, hvis man før man går til teksten, er overbevist om, at det er det, som teksten handler om og at Paulus har en lære om en dobbelt forudbestemmelse. Hvis Paulus i Rom 9 ville argumentere for en dob- 8 Wright kommer en helhedsforståelse af Romerbrevet, som er noget anderledes end de andre, jeg har valgt at fokusere på. Det vil derfor spænde for vidt at skulle redegøre for hele Wrights helhedsforståelse, og uden den kommer Wright forståelse til at virke meget tynd, men jeg vil mene, at mine indvendinger mod Abascianos forståelse, også langt på vej kan rettes mod Wrights forståelse af Rom 9-11. Wrights forståelse synes dog bedre at kunne hænge sammen, fordi han kommer til kapitlerne med nogle andre forudsætninger, som jeg dog ikke nødvendigvis er enig i, men det vil gå for vidt at gå ind i en diskussion af dem. 11
belt forudbestemmelse, så kunne han godt have gjort det på den måde, som Piper og Schreiner forstår teksten. Det er bare ikke så klart, at det er en dobbelt forudbestemmelse, som Paulus vil argumentere for i Rom 9. Jeg vil mene, at de kommer med et udgangspunkt til teksten om, at den må handle om en form for prædestination til frelse og fortabelse, om det så handler om enkeltpersoner eller grupper. De får ikke taget hensyn til, at Rom 9-11 må ses som en helhed, men især John Piper vil have, at der allerede i Rom 9,6-13 skal komme et klart svar på hvorfor ikke alle fra Israel er blevet frelst (Piper 1993, 58). Dermed kommer de til at presse en mening ned i teksten i stedet for at se Paulus argumentation i en helhed. Rom 9,14-18 kan altså, hvis man læser dem med forudsætningen om, at Paulus i 9,6-13 har opstillet et princip om en dobbelt prædestination, forstås, som om Paulus omtaler, hvordan Gud udvælger til frelse og fortabelse, men det kræver en forudsætning, som jeg mener, bliver presset ned i teksten 9. Shellrude afviser, at Paulus skriver om udvælgelse af enkeltpersoner til frelse og fortabelse, da han ikke kan finde nogen lære om udvælgelse af enkeltpersoner hos Paulus (Shellrude 2009, 308). Hans argument for, at det Paulus vil argumentere for, er, at Gud ikke er forpligtet til at have gjort det klart for Israels folk, at frelsen fik sin opfyldelse i Jesus. Jeg mener ikke, at det er spørgsmål, som man naturligt vil stille, og Shellrude får heller ikke argumenteret videre godt for det, men antager, at det er det, der må være spørgsmålet bag Paulus udredning. Han formår heller ikke at give en forklaring på, hvorfor Gud forhærder hvem han vil, men tolker det som Guds frihed til at dømme på den baggrund, han vil. Selv om Shellrude ikke får argumenteret særlig godt for dette, så tror jeg alligevel, at han har set noget rigtig. Han får bare ikke inddraget resten af Romerbrevet ordenligt i sin diskussion af spørgsmålet om, hvem det er, Gud vil dømme 10. Abasciano prøver at favne den bibelske tale om både udvælgelse af folk/grupper og enkeltpersoner. Hans argument om, at det primært er en udvælgelse af grupper og sekundært en udvælgelse af enkeltpersoner, favner meget godt betydningen i de steder som Paulus citerer fra Det gamle Testamente. Men Schreiner har ret, når han anfører, at i sidste ende så bliver Abascionos forståelse den, at Gud kun har udvalgt en måde, hvorpå mennesket kan frelses, og ikke enkeltpersoner til frelse (Schreiner 2006, 377). Dermed bliver det en arminiansk synergistisk frelsesforståelse, der kommer til at være bærende for hans forståelse af teksten. Men hvis man går til teksten med den forståelse, at Gud ikke har udvalgt enkeltpersoner, men kun måden hvorpå det kan blive muligt at blive frelst, så kan Abascionos forståelse forsvares, men jeg mener ikke, at den formår at rumme den bibelske spænding mellem Guds suverænitet i frelsen og menneskets eget an- 9 Jeg vil senere i opgaven give et bud på en bedre forståelse af Paulus argument i Rom 9,6-13, som dog på flere måder minder om John Pipers 10 Jeg giver i min udredning en forståelse, som jeg mener i højere grad får indsat ordene, om at Gud forhærder hvem han vil, i Romerbrevets sammenhæng. 12
svar. I Abascianos tilfælde kommer hele ansvaret for menneskets frelse til at ligge på mennesket, ligesom man med nogen ret kan sige, at Piper og Schreiner får lagt hele ansvaret over på Gud, og at de dermed også fjerner spændingen. Oversættelse og eksegese af Rom 9,22-23 Jeg vil nu gå videre til mit næste hovedafsnit. Rom 9,22-23: εἰ δὲ θέλων ὁ θεὸς ἐνδείξασθαι τὴν ὀργὴν καὶ γνωρίσαι τὸ δυνατὸν αὐτοῦ ἤνεγκεν ἐν πολλῇ μακροθυμίᾳ σκεύη ὀργῆς κατηρτισμένα εἰς ἀπώλειαν, (23) καὶ ἵνα γνωρίσῃ τὸν πλοῦτον τῆς δόξης αὐτοῦ ἐπὶ σκεύη ἐλέους ἃ προητοίμασεν εἰς δόξαν; Men hvad hvis Gud, bar over i stor tålmodighed med vredens kar, som var beredte til ødelæggelse skønt han ville vise vrede og kundgøre sin magt og for at gøre sin herligheds rigdom kendt på barmhjertighedes kar, som han forud havde lavet til herlighed? Vers 22-23 er grammatisk set en ufuldkommen sætning. Paulus indleder en konditionalsætning, men han opstiller kun betingelsen og fuldender ikke sætningen. Den bedste måde at oversætte det til dansk må være med et spørgsmål, som tegnsætningen i Nestle-Aland 27 også foreslår 11. Participiet θέλων kan forstås enten kausalt eller koncessivt. Grammatisk er begge mulige og det er derfor et eksegetisk valg, hvilket af måderne man vælger at forstå det. Jeg har valgt ud fra min forståelse af sammenhængen at forstå det som koncessivt 12. Frelseshistorisk indhold eller forudbestemmelse af enkeltpersoner i Rom 9,22-23 Jeg vil først komme med en redegørelse for nogle af de tolkninger, som der er af Rom 9,22-23, og dernæst vil jeg komme med en diskussion af hvilke af synspunkterne, der har den bedste dækning i teksten. Prædestination af enkeltpersoner i Rom 9,22-23 John Piper mener, at Rom 9,22-23 handler om prædestination af enkeltpersoner til både frelse og fortabelse. Pipers forståelse af, at Gud i stor tålmodighed bærer over med vredens kar, er, at Gud handler med vredens kar, ligesom han handlede i tilfældet med Farao. Han bar over med Farao mange gange i stor tålmodighed, 11 Således også Cranfield (Cranfield 1979, 493) og John Piper (Piper 1993, 204). 12 Se min udlægning af Rom 9,22-23 13
selvom Farao satte sig op i mod Gud, for til sidst at kunne vise sin magt på en meget større måde ved at føre israelitterne ud af landet, og lade straffen ramme Farao. Sådan gør han også med vredens kar, han bærer over med dem gang på gang for til sidst at komme med det afgørende vredesslag, som så bliver så meget større og giver så meget mere ære til hans eget navn, end hvis han havde straffet hver eneste gang, vredens kar havde sat sig op mod Gud (Piper 1993, 210). Grunden til Guds tålmodig er ikke at vredens kar skal kunne blive til barmhjertighedens kar, men at vredens kar samler større og større vrede mod sig, som Gud kan straffe. Piper anfører, at ordparrene vredens kar og barmhjertighedens kar må have samme mening og samme agens som ordene om, at Gud elskede Jakob og hadede Esau i Rom 9,13 og ordene om, at Gud viser nåde mod hvem, han vil, og forhærder hvem han vil i Rom 9,18. I Pipers forståelse bliver det Gud, som både har beredt vredens kar til ødelæggelse og lavet barmhjertighedens kar til herlighed, og begge dele har Gud gjort forud (Piper 1993, 212). Thomas Schreiner, som deler Pipers syn, anfører som argument for, at der i Rom 9,22-23 er tale om mennesker endelige skæbne, at ordet ødelæggelse (ἀπώλεια) hos Paulus ofte bruges om den evige ødelæggelse, altså fortabelsen (Fil 1,28; 1 Tim 6,9 m.fl.), og at ordet herlighed (δόξα) nogle gange bruges om den evige frelse (Rom 2,10; 8,18 m.fl.)(schreiner 1993, 29). Holder man dette sammen med, at det, Paulus kæmpede med i Rom 9, er hvorfor ikke alle fra Israel blev frelst, så mener Schreiner at det er et argument for at Rom 9,22-23 handler om prædestination af enkeltpersoner. Frelseshistorisk indhold i Rom 9,22-23 Abasciano vil anføre, at det er den samme tankegang, som han fandt i Rom 9,14-18, der igen er i Rom 9,22-23. Det handler ikke om enkeltpersoner, men om grupper af mennesker. Der er tale om, at Gud har udvalgt en bestem gruppe, til et bestemt formål og en bestemt skæbne. De, som er i Kristus, er forud bestemt til herlighed, og de som ikke er i Kristus, er vredens kar, som bliver genstand for Guds vrede (Abasciano 2006, 360). Som et argument for, at det ikke er enkeltpersoner, men grupper af mennesker, der er tale om, anfører Abasciano, at de steder i Det gamle Testamente, som Paulus henter sin baggrund fra til billedet med karrene, alle steder har en betydning af grupper af mennesker, dog med enkeltpersoner inden for synsvinklen, men primært grupper. Glen Shellrude mener, at det er vigtig at lægge mærke til den forskel, der er i beskrivelsen af de to forskellige kar. Vredens kar er beredt til ødelæggelse, mens barmhjertighedens kar er forud lavet. Paulus siger ikke, at vredens kar er lavet forud, der er ikke noget tidspunkt angivet, men blot at de er beredte. Shellrude anfører, at det må betyde, at Paulus ikke mener, at det er Gud som har beredt dem til ødelæggelse, men at 14
det derimod må være, fordi de ikke har taget imod evangeliet, at de er beredte til ødelæggelse. Dette åbner, i Shellrudes øjne, muligheden for, at vredens kar kan blive til barmhjertighedens kar (Shellrude 2009, 315). Hanson mener heller ikke at kunne se, at Paulus her taler om enkeltpersoners endelige skæbne, men derimod at Paulus her taler om frelseshistorie (Hanson 1981, 439). Hanson konkludere på baggrund af undersøgelser af den gammeltestamentlige baggrund for talen om karrene, at det er mere sandsynligt at karrene skal forstås som instrumenter for Guds vrede og barmhjertighed (Hanson 1981, 434). Denne forståelse er dog ikke særlig udbredt. Dermed kan Shellrude se formuleringen, om at Gud forud havde lavet nogle til herlighed, som en formulering om at det er Guds frie initiativ, der ligger bag et hvert menneskes forhold til Gud. Baggrunden for menneskers mulighed for frelse er altså Guds frie initiativ og mennesker har så frihed til at vælge hvordan det vil svare på Guds nåde. Dette synspunkt, mener Shellrude, er konsistent med f.eks. Rom 10,21 om at Gud rækker sine hænder ud mod Israel dagen lang, mens han mener, at det calvinistiske synspunkt ikke formår at give en tolkning, som kan rumme Rom 10,21 og lignende vers (Shellrude 2009, 316). Diskussion af frelseshistorisk indhold eller udvælgelse af enkeltpersoner i Rom 9,22-23 Piper og Schreiner har en god pointe i, at det i Rom 9,22-23 må være enkeltpersoner, som Paulus her taler om. Jeg mener dog ikke, at nogen af dem får tillagt den væsentlige forskel, der er på beredte (κατηρτισμένα) og forud lavet (προητοίμασεν). Piper forsøger med flere argumenter bl.a. grammatiske argumenter (Piper 1993, 212), men argumenterne er ikke særligt overbevisende, og de kommer til at virke som dårlige bortforklaringer på den åbenlyse forskel 13. Shellrude har til gengæld øje for den væsentlige forskel, men han tager ikke konsekvensen af, at de forud er lavet til herlighed, men ser det kun som en formulering af Guds frie initiativ. Jeg vil mene at det er en meget mærkelig måde at formulere det på, og at det ville være en mere ligefrem forståelse at se det som en forudbestemmelse af enkeltpersoner til frelse. Jeg mener ikke, at Abasciano får hele betydningen af forud lavet frem, da det i hans optik højest kan blive måden hvorpå man bliver frelst, der er forudbestemt. Jeg synes dog, at både Abasciano og Shellrude i højere grad end Piper og Schreiner får taget konsekvensen af forskellen på de to ord. Mit forslag til en samlet forståelse Jeg vil nu komme med mit forslag til en forståelse af Rom 9,14-18 og 9,22-23. Før jeg kan give min tolkning af Rom 9,14-18, er jeg nødt kort at redegøre for min forståelse af de første 13 vers, da tolkningen af dem har stor betydning for forståelsen af Rom 9,14-18 og ikke kan løsrives fra dem. 13 For en grundigere diskussion og tilbagevisning af Piper, se Hoover 2009, 55-57. 15
Rom 9,1-5 Versene viser alle de privilegier, Israel havde som folk. De har alle de privilegier og alligevel var mange af dem skilt fra Kristus. Det er så stor en sorg for Paulus, at hans folk, som havde fået alle de privilegier som pegede hen mod frelsen alligevel havde vendt evangeliet ryggen, at han selv ville ønske at være forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe hans landsmænd. Rom 9,6 Paulus siger, at det ikke er fordi at Guds ord har slået fejl, fordi det ikke er alle fra Israel, der er Israel, men kun en gruppe indenfor Israel. Det var ikke til hele det hele fysiske Israel at frelsesløfterne gjaldt, men kun til en gruppe inden for Israel. Denne gruppes kendetegn må være troen, som Paulus skriver i Rom 4. Denne tvetydighed af Paulus brug af Israel, er vigtigt også i forståelsen af resten af Rom 9-11. Rom 9,7-9 Her viser Paulus at det er heller ikke nok bare at være Abrahams fysiske afkom, men man skal være et løftets barn (τέκνα τῆς ἐπαγγελίας). Paulus har allerede i Rom 4, 13-17 berettet om, at Abraham er alle troendes fader. Det er ikke den fysiske afstamning, der gør en til et Guds barn, men at man er født af løftet. Pointen er ikke, at man både skal være efterkommer af Abraham og Isak, men at man skal være et løftes barn for at være i det sande Israel. Vers 9 kommer så til at være en bekræftelse af, at når Gud giver et løfte, så gennemfører han det, selv om det ser umuligt ud jf. beretningen i 1 Mos 18 og 21. Rom 9,10-13 Paulus har nu vist at det ikke er nok at være Abrahams afkom, for at være det sande Israel, og med eksemplet med Jakob og Esau viser Paulus, at det heller ikke er gerningerne, der har noget at sige når Gud handler. Eksemplet viser ikke noget om Jakob og Esaus endelige skæbne, men viser hvordan og på hvilken baggrund Guds udvælgelse er, at det er en nådesudvælgelse, som ikke har baggrund i noget, som mennesket har gjort, men udelukkende har sin baggrund i Guds beslutning. Paulus viser ikke dermed, at Gud har udvalgt Esau til fortabelse, men kun at Esau, og det folk han repræsenterer, er udvalgt til at skulle trælle for Jakob og det folk han repræsenterer. Samtidig er Jakob og det folk han repræsenterer udvalgt til en speciel plads i historien, men ikke nødvendigvis til frelse(morris 1988, 357). 16
I Rom 9,6-13 har Paulus altså for det første vist, at man ikke er Guds barn ved kødelig afstamning og for det andet, at når Gud udvælger, sker det ikke på baggrund af noget mennesker har gjort, men kun på baggrund af hans egen beslutning. Dermed kommer vi frem til det første af de tekstafsnit, som er mit hovedfokus. 9,14-18 Spørgsmålet bliver da rejst, om der er uretfærdighed hos Gud, og dette vil Paulus på ingen måde mene, at der er. Han giver en blank afvisning, og henviser så til, at selve Guds natur 14 er at vise nåde og barmhjertighed. Indvendingen må komme, fordi Paulus har vist, at Gud, når han handler, så tager han ikke hensyn til menneskelige fortrin, men handler som han selv vil i sammenhæng med de løfter, han giver. Det kan både være en frelseshistorisk udvælgelse eller en udvælgelse af enkeltpersoner, dette har sådan set ikke nogen indvirkning på argumentationen. Det, Paulus siger, er, at der aldeles ikke er uretfærdighed hos Gud, for det er Guds natur at handle nådigt om barmhjertigt. Det er altså ikke en uretfærdig udvælgelse, Gud gør, men den er altid grundet i hans ønske om at vise nåde og barmhjertighed. Vi må også her have Paulus udredning i Rom 1,18-3,20 om menneskets totale syndighed i baghovedet, når vi læser disse vers, mennesker har ikke noget krav på Guds barmhjertighed, men står strafskyldig over for ham (Rom 3,19). Paulus bringer citatet fra 2 Mos 9,6 på banen for at vise, at det ikke kun er Guds nåde, der er aktiv, men også hans domme. Gud er ikke uretfærdighed, han dømmer den som står hans vilje imod og vil forhindre ham i at føre sin frelse igennem. Farao stod som ham, der ville sætte sig imod Guds frelsesplan for Israel ved at forhindre deres udgang fra Egypten, og Gud lod ham ikke ustraffet, men forhærdede ham. Forholdet mellem om det var Gud, der forhærdede Farao, eller Farao der forhærdede sig selv, er ikke ligetil, og ligger uden for denne opgaves omfang at diskutere 15. Paulus konklusion er under alle omstændigheder klar nok, at Gud forhærder, hvem han vil og viser nåde mod hvem han vil. Forhærde (σκληρύνω) må i sin sammenhæng ses som havende betydning af Guds forhærdelse med henblik på dom. Det er værd at lægge mærke til, at der ikke står, at Gud oprejste Farao for at forhærde ham, men Gud oprejste Farao for at kunne vise sin magt på ham med henblik på at frelse Israel. Til netop dette (εἰς αὐτὸ τοῦτο) henviser ikke til Faraos forhærdelse, men der imod til at Gud ville vise sin magt på ham, så at Guds navn skulle forkyndes. Det navn, som knytter sig så tæt til at vise nåde og barmhjertighed. 14 For en længere udfoldelse af at, det er selve Guds natur og væsen at vise nåde og barmhjertighed, se Piper 1993, 75-88. 15 For yderligere diskussion om forholdet mellem de to sider se Piper 1993,159-171 17
Mod hvem han vil, skal ikke forstås sådan, at det er rent tilfældigt, hvem Gud viser nåde, men det skal ses i sammenhæng med resten af Romerbrevet. Rom 9-11 er ganske vist et samlet afsnit, men det er ikke et afsnit vi skal løsrive fra resten af Romerbrevet. Den, som Gud vil vise nåde, er den som tror på evangeliet, som han har vist gennem brevet (Rom 1,16-17; 4,5; 5,1-2 osv.), og dem, som Gud vil forhærde og dømme, er alle dem, som står hans vilje imod. Dog ikke sådan at forstå at Gud kun valgt måden hvorpå mennesket kan frelses, og det så er op til mennesket egen beslutning, om det vil tro på evangeliet. Paulus har allerede i Rom 8,28-30 en klar forudbestemmelse af enkeltpersoner til frelse, men han har på intet tidspunkt nævnt noget om en forudbestemmelse til fortabelse eller forhærdelse. Denne tolkning af Rom 9,14-18 hænger fint sammen med Paulus påstand om at Guds ord ikke har slået fejl, for Gud har ikke lovet frelse til andre end dem som troede evangeliet. Paulus viser at frelsen ikke knyttede sig til et bestemt slægtskab, men kun til løftets børn. Jeg vil altså mene at Rom 9,14-18 delvist har frelseshistorisk indhold, men at dette ikke skal løsrives fra Paulus lære om forudbestemmelse til frelse. Rom 9,19-21 Inden jeg ser på de to sidste vers, skal vi have den umiddelbare kontekst med, nemlig Rom 9,19-21. Spørgsmålet må komme på baggrund af, at når Gud udvælger uden at tage hensyn til menneskelige fortrin (Rom 9,11), og at det ikke kommer an på hverken mennesket vilje eller løben (Rom 9,16), hvordan kan Gud da alligevel finde fejl (μέμφεται) hos nogen. I det næste spørgsmål Hvem kan stå hans vilje imod? ligger også en anklage mod Gud, når nu Gud fører altid igennem, som han vil, hvorfor har han så ikke bare udvalgt alle til frelse? (Viets 1993, 9). Paulus svarer ikke direkte på dette spørgsmål, men han henviser for det første til, at mennesket ikke har nogen ret til at gå i rette med Gud. For det andet henviser Paulus til, at pottemageren har ret og frihed til at handle med leret, som han selv ønsker. Jeg mener ikke, at Paulus her taler hverken om, at Gud skaber nogle mennesker til en bestemt plads i frelseshistorien, og heller ikke at han skaber nogle mennesker med henblik på frelse og andre til fortabelse. Paulus pointe her er ikke andet end at sætte Gud på Guds plads og sætte mennesket på menneskets plads og dermed sige, at Gud er fri til at gøre som han vil med det han har skabt. Hvis man vil lægge mere i Paulus eksempel, presser man teksten for at få sin egen tolkning indlæst i eksemplet. Rom 9,22-23 Dette er to svære vers både at oversætte og få hele meningen med fra. Jeg er enig med Thomas Schreiner i at ødelæggelse (ἀπώλειαν) og herlighed (δόξαν) må betyde frelse og fortabelse (Schreiner 1993, 29). Der er 18
dog ingen af dem, som får tillagt den store forskel, som Paulus beskriver mellem vredens kar og barmhjertighedens kar. Paulus skriver, at vredens kar er beredte (κατηρτισμένα) til ødelæggelse, verbet er et participium i passiv, og der er ikke angivet nogen agens. Der står altså ikke hvem, som har beredt disse kar til ødelæggelse. Dette åbner for at forså participiet som medium 16 i stedet for passiv, så vredens kar altså selv har beredt sig til ødelæggelse. Man kan også oversætte det, at vredens kar er passende til ødelæggelse, så betydningen bliver, at fordi vredens kar er, som de er, så er de passende til ødelæggelse. Dette passer også fint ind i Paulus beskrivelse af mennesket i Rom 1,18-3,20, at mennesket på grund af synden er beredt til ødelæggelse eller passende til at blive straffet. I modsætning til vredens kar er det derimod Gud, som er den handlende ved barmhjertighedens kar, og han er ikke kun den handlende, det er også en handling, som er sket forud. Dermed er der fuld overensstemmelse mellem ordene om barmhjertighedens kar og Paulus redegørelse i Rom 8,28-30 om, at Gud forud har kendt nogle og også forudbestemt dem til herlighed (Poellot 1952, 345). Paulus siger derfor i Rom 9,22-23 at Gud har forudbestemt nogle til frelse, mens at der er andre, som er beredte til at blive ramt af hans vrede. Vi skal ikke læse vores egne logiske konklusioner ind i teksten, men blot her lægge mærke til den signifikante forskel, der er i beskrivelsen af vredens kar og barmhjertighedens kar. Forståelsen af Guds overbærenhed må derfor være, at Gud har båret over med vredens kar, selvom han ønskede at ødelægge dem, fordi han ville gøre sin herligheds rigdom kendt på barmhjertighedens kar. Gud viste ikke sin vrede på alle vredens kar, for så ville han ikke kunne vise sin herligheds rigdom på alle dem som senere skulle komme, og som han havde udvalgt forud til frelse, dette argumenterer Hoover også for, er en rigtig forståelse(hoover 2009, 51). Jeg vil altså mene at Rom 9,22-23 handler Guds forudbestemmelse af enkeltpersoner til frelse, afsnittet siger ikke noget om forudbestemmelse til fortabelse, så det vil jeg heller ikke gøre. Der er dog også et frelseshistorisk indhold, i det Gud har båret over med vredens kar, så at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt. 16 Dette er på ingen måde den mest ligefremme måde at forstå participiet, men jeg mener at den samlede forståelse af Romerbrevet må være et vægtigt argument, for at forstå det således. 19
Afrundende bemærkninger Der kan uden tvivl rettes flere indvendinger mod min forståelse af de to tekstafsnit, og jeg gør mig ingen forhåbninger om at have kommet med den endelige uimodsagte forståelse af disse vers. Min forståelse imødekommer mange af Schreiners indvendinger mod Abasciano ved at fastholde, at Gud ikke kun har valgt en måde, hvorpå mennesket frelses, men også udvalgt hvem (Schreiner 2006, 386). Samtidig giver min forståelse også mennesket et reelt ansvar for sin fortabelse, da jeg ikke mener at kunne se, at Gud har udvalgt nogle til fortabelse. Det er et paradoks, at Gud på den ene side har udvalgt nogle til frelse og på den anden side giver mennesket hele ansvaret for sin egen fortabelse. Men jeg mener at hvis vi siger mere end dette, så går vi længere, end Paulus gør og drager konsekvenser, som Paulus ikke gør. Min forståelse giver også svar på, hvorfor Guds ord ikke har slået fejl, da Paulus viser, at Guds løfter om frelsen, ikke modtages ved at være en del af et fysisk folk, men ved tro på løfterne. Paulus forklaring er ikke, at Gud ikke ønskede, at alle fra Israel skulle frelses, men at man kun er en del af det sande Israel, hvis man er et løftets barn. Forklaringen på Israels fald, når man forstår Israel som et folk, uddyber Paulus i kap 10, det var ikke Israels manglende udvælgelse, der var skyld i deres fald, men fordi de ikke underordnede sig under Guds retfærdighed. Konklusion Jeg har i min opgave undersøgt, om indholdet i Rom 9,14-18 og 9,22-23 er af frelseshistorisk karakter, eller om Paulus også omtaler en forudbestemmelse af enkeltpersoner. Som mit forslag til en samlet forståelse viser, så mener jeg ikke, at man kan opstille det som et enten-eller. Det er ikke frelseshistorie i den forstand, at Paulus bare beskriver, hvordan frelseshistorien er forløbet, men det er i højere grad en beskrivelse af, hvordan Gud handler i frelseshistorien i forhold til de løfter, han giver. Dette gælder især Rom 9,14-18. I Rom 9,22-23 konkluderer jeg, at der er tale om en forudbestemmelse af enkeltpersoner til frelse, men at der ikke siges noget om en forudbestemmelse til fortabelse. Jeg er kommet til teksten med et luthersk 17 udgangspunkt og en luthersk forståelse af Paulus teologi, og dette har helt sikkert spillet ind på min forståelse. Jeg vil samtidig sige at, det er naivt at tro, at man kan gå til Rom 9 uden nogen forudsætninger, da man uden tvivl alligevel vil læse sine udgangspunker ind i teksten. Det er derfor meget muligt, at man vil være uenig i min konklusion, hvis man kommer til teksten med et andet udgangspunkt. 17 Med et luthersk udgangspunkt mener jeg den forståelse af teologien, som vi finder den udtrykt i Konkordiebogen 20